På kanten af fremtiden

gennem unges fortællinger

VækstredegørelseEt kig på Syddanmarks unge – nøglen til fremtidens vækst

PÅ KANTEN AF FREMTIDEN16 unge syddanskere16 forskellige steder i livet

Det er den generation, der skal forme fremtiden. Hvad drømmer de om? Hvad er det gode liv, når man står foran hele paletten af muligheder? Få nogle af svarene, når vi portrætterer 16 unge syddanskere.

"Nååe, hvad skal du så være, når du bliver stor?"

S. 03

Blomsten af Syddanmarks ungdomMå vi præsentere: Den generation, der skal løfte arven og føre os sikkert videre i en globalisereret verden.

Følg skiltene: De 16 unge har alle fået samme spørgsmål: Hvad drømmer du om? Se de meget forskellige svar på de skilte, der optræder i hvert portræt.

158.749 borgere i Syddanmark er mellem 15 og 25 år. Det er den generation, der stadig

er i færd med at træffe valg, der får betydning for hele området. Muligheder er der nok

af – men hvad er det, der får de unge til at træffe deres valg om uddannelse, bopæl og

job?

Det vil vi vældig gerne vide i Region Syddanmark. Vi kan trække masser af tal, analyse-

re dem, lave grafer og modeller for, hvordan fremtiden former sig: Der er for mange, der

aldrig får en uddannelse, og der er for få højtuddannede, der bosætter sig i regionen.

Men vi mangler en meget væsentlig ting: At høre fra de unge selv, hvilke tanker de gør

sig, når de skifter adresse eller starter på en uddannelse.

Derfor gik vi på jagt for at finde unge mennesker forskellige steder i livet. De fortalte om

deres overvejelser og valg. 16 unge er med. Og undervejs møder du også andre unge –

hjemme i stuen, i kantinen på skolen, i kollegiekøkkenet, i pølsevognen og på cafe.

Samtidig har vi haft 429 unge i Syddanmark i røret til en snak om drømme, muligheder

og tilknytning til regionen. Undersøgelsen kalder vi "Ung i Syd".

Resultaterne af begge dele præsenterer vi her. Krydret med nogle af de tal og fakta, som

vi havde i forvejen. Noget af det har vi ikke plads til i dette magasin – men det deler vi ud

af på vores hjemmeside.

God læselyst! Vi håber, I også bliver klogere på, hvad de unge vil. Ellers kan vi jo ikke

klæde dem på til at bære fremtidens vækst.

Udgivelse: Region Syddanmark, Strategi & Analyse, Damhaven 12, 7100 VejleAnsvarshavende redaktør: Rune Stig MortensenRedaktion: Jeanette Suell, Jesper Tranbjerg Graversen og Julie VesterbyTekst: Per GregersenDesign & produktion: Mediegruppen asFoto: Lasse HyldagerOplag: 12.000 stk.ISBN: 978-87-92217-11-0

De medvirkende i dette magasin er udvalgt, så vi kommer hele vejen rundt – både geografisk og aldersmæssigt. De 16 portrætterede har alle sagt ja til at medvirke på forhånd. De andre mødte vi tilfældigt på vores vej. "Ung i Syd" er gennemført for Region Syddanmark af Teknologisk Institut i samarbejde med Jysk Analyse. I alt 429 unge i alderen 15-26 år er interviewet i oktober-november 2010.

S. 04 Region Syddanmark Vækstredegørelse

Jo flere ideer, jo bedre!

René Hoffbeck, erhvervsrådgiver, 44 år

– Adam skal gøre det, han drømmer om. Vi andre var nok mere praktiske i vores overvejelser, hvor han har langt flere muligheder. Verden er simpelthen blevet mindre, og det synes jeg bestemt, at han skal ud-nytte. Har han en drøm om at blive en Ole Opfinder, skal han prøve det af, mens han er ung, for jo ældre han bliver, jo sværere vil det være at komme i gang. Og han kan tidligt nok få sig etableret – det er nu og i de kommende år, han kan gøre det. – Det afgørende er, at han gør noget, han er glad for, for ellers bliver det aldrig rigtig godt. Jeg kunne godt se ham som en slags ingeniør, hvor han kan bruge sin kreativitet og sine evner for matematik og fysik. Men det er helt op til ham selv.

Lone Hoffbeck, sygeplejerske, 50 år

– Vi støtter Adam i, at han skal gøre det, han bedst kan tænke sig – ligegyldigt hvad det er. I dag kan det meste jo lade sig gøre, enten herhjemme eller i udlandet. Den næste uddannelse behøver jo ikke nødvendigvis være i Danmark. Vi har selv rejst og arbejdet i udlandet, bl.a. i Grønland, og jeg kan sagtens forstå, at han har lyst til at prøve verden lidt af. Det er helt fint for mig. – Jeg tror på, at han nok skal komme i gang med en videregående uddannelse på et tidspunkt. Formentlig noget kreativt, hvor han kan være med til at sætte nye ting i gang – det, tror jeg, ville passe godt til ham. Men for min skyld behøver han ikke gå i gang lige med det samme. Det haster ikke.

Adam Holst Hoffbeck, 2.g,

Haderslev Gymnasium, 17 år

– Jeg bruger min bror meget som sparring – selvom vi har vidt forskellige uddannelser. Det er ham, jeg taler mest og bedst med, for vi minder faktisk meget om hinanden. Mine forældre taler jeg da også med, men det var nok mere dengang, jeg var lidt i tvivl efter 9. klasse. Den ene havde prøvet handels-skolen, den anden gymnasiet, så vi kunne tale om begge dele – men det var min egen beslutning i den sidste ende. Det bliver det også næste gang. – Jeg snakker både med min bror og med vennerne om at rejse ud og opleve noget. Jeg ved endnu ikke hvor, men der er jo også et stykke tid, til jeg er færdig på gymnasiet. Senere skal jeg måske læse til børnepsyko-log eller noget kreativt, hvor jeg kan være en slags opfinder. Måske i Århus, for det virker som en rigtig god by, når man er interesseret i kunst og musik. Der kunne jeg godt tænke mig at bo.

S. 05

Læs mere om, hvor i regionen bør-nene taler med deres forældre om uddannelse i vores undersøgelse "Ung i Syd".

Har du en smartphone, kan du scanne stregkoden for at komme direkte til websitet. Hvis ikke, så se mere på: detgodeliv.regionsyddanmark.dk/ung

Har du talt med dit barn om ud-dannelse?Der er markant forskel på, om unge taler med deres forældre om valg af ud-dannelse, alt efter hvil-ken del af Syddanmark de bor i. I Odense er det tilsyneladende en helt al-mindelig diskussion over spisebordet, mens det ikke er det, der bliver talt mest om i Sønderjylland.

Lau Holst Hoffbeck, tømrerlærling, 19 år

– Adam og mig taler meget om, at vi skal ud og opleve noget. F.eks. snakker vi om, at det kunne være fedt at rejse jorden rundt på motorcykel. Jeg er halvandet år ældre, så jeg kunne ta’ turen først, og så kunne Adam overtage motorcyklen, når jeg kom hjem. Men indtil nu er det mest snak. – Vi taler ikke om, hvad vi skal blive og hvilken titel, vi ender med at få – mere om hvilke muligheder, livet byder på. For mig at se har Adam en masse åbne døre foran sig, og det haster ikke med at lukke dem. Om fem år er han sikkert i gang med at læse i Århus eller København; et eller andet, hvor han kan bruge sine kreative evner – for dem har han mange af! Jeg synes bare, han skal blive ved med at prøve mulighe-derne af. Jo flere ideer, jo bedre.

Lykke Holst Hoffbeck, 14 år, 8. kl.

på Favrdalskolen

– Det er ikke så meget, Adam og jeg taler om uddan-nelse. Jeg tænker endnu ikke så meget på, hvad jeg skal, når jeg er færdig med 9. klasse. Det bliver enten gymnasiet eller handelsskolen, hvis jeg da ikke vælger at tage 10. klasse på en efterskole. Det er der nogle af mine veninder, der skal, og det lyder spændende. På længere sigt drømmer jeg lige nu om at blive psykolog og arbejde med børn, men der kan jo ske så meget inden da. – I sidste ende er det klart mig selv, der træffer beslutningen, men jeg vil helt sikkert tage min familie med på råd. Nok mest mine forældre, tror jeg. Og så snakker vi også en del om fremtiden og uddannelse på skolen allerede, selvom der er halvandet år til, at vi er færdige med folkeskolen. Nogle af de andre taler nu mere om det, end jeg gør – for mig fylder det ikke helt så meget. Endnu.

S. 05

Lykke Holst Hoffbeck, 14 år, 8. kl.

– Det er ikke så meget, Adam og jeg taler om uddan-nelse. Jeg tænker endnu ikke så meget på, hvad jeg skal, når jeg er færdig med 9. klasse. Det bliver enten gymnasiet eller handelsskolen, hvis jeg da ikke vælger at tage 10. klasse på en efterskole. Det er der nogle af mine veninder, der skal, og det lyder spændende. På længere sigt drømmer jeg lige nu om at blive psykolog og arbejde med børn, men der kan jo ske så meget

– I sidste ende er det klart mig selv, der træffer beslutningen, men jeg vil helt sikkert tage min familie med på råd. Nok mest mine forældre, tror jeg. Og så snakker vi også en del om fremtiden og uddannelse på skolen allerede, selvom der er halvandet år til, at vi er færdige med folkeskolen. Nogle af de andre taler nu mere om det, end jeg gør – for mig fylder det ikke helt

Hos familien Hoffb

eck

i Haderslev


Tim ser masser af åbne døreAt være ung i Rødekro er trygt og sikkert – men ikke nok i længden

Der bliver brugt meget tid på musik for Tim Skovby Granbjerg, der også er med i et band. Location: Øvelokalet på Aabenraa Ungdomsskole.

S. 07

Tim Skovby Granberg aner ikke præcis,

hvor livet vil føre ham hen. Det passer

ham faktisk fint. For den 16-årige elev i

9.d på Rødekro Skole ser lige nu verden

som en masse åbne døre – og om han

ender som ingeniør, musiker, filminstruk-

tør eller noget helt fjerde, er alt for tidligt

at sige.

Det eneste, han er ret sikker på, er at

folkeskolen efter sommerferien skal skif-

tes ud med gymnasiet i form af Aabenraa

Statsskole.

– Gymnasiet er et godt sted at prøve at

finde sine grænser. For mig vil det være det

rigtige sted de næste år, er han sikker på.

SKOLEN ER SOM EN FAMILIE

Det er nu ikke fordi, han tæller længsels-

fuldt ned til at forlade den skole, hvor han

har gået på overbygningen i halvandet år.

– Jeg går på en rigtig god skole med

gode lærere, du altid kan snakke med,

hvis der er problemer. De skal nok støtte

og bakke op. Det lyder måske mærkeligt,

men det er næsten som en familie. Og

så er der masser af fed energi på skolen,

siger Tim Granberg.

Han giver sit liv og sin hjemby ”10

på en 10-skala – i hvert fald lige nu”. Her

er trygt og sikkert, her er venskaber og

fællesskab, her er halballer i Hjordkær. Og

så betyder det mindre, at han skal ta’ sin

scooter de 10 km ind til Aabenraa for at

komme i taekwondo-klubben, hvor næste

trin hedder blåt bælte.

– Det fede ved taekwondo er, at du

skal bruge både hovedet og kroppen. Der

er en masse øvelser og teknik, og samtidig

ligger der både et pensum og nogle

værdier bag. Det kan jeg godt li’, siger

skoleeleven fra stationsbyen.

TILBAGE? JA, HVORFOR IKKE?

Tim har boet i Rødekro siden børnehave-

klassen, og den lille by med godt 6000

indbyggere er et godt sted at vokse op.

– Jeg kunne sagtens forestille mig, at

jeg en dag vender tilbage her til området.

Men efter gymnasiet tror jeg til gengæld

også, at jeg skal ud og prøve noget andet,

siger Tim.

Hvad og hvor ”noget andet” præcist er,

ved han altså ikke endnu. Men verden er

fuld af muligheder, som Rødekro ikke har.

– Mine ambitioner er nok lidt uklare,

ud over at få et fedt job. I første omgang

overvejer jeg at læse på universitetet

i København, også fordi min far bor på

Sjælland – og selvom jeg har god kontakt

til ham, har min lillesøster og jeg selvføl-

gelig ikke set så meget til ham i hverda-

gen, siden vi flyttede herover fra Sjælland

for knap 10 år siden. Derfor kunne jeg

godt tænke mig at bo lidt tættere på ham i

nogle år, siger Tim.

Han er bestemt ikke skræmt ved

tanken om en længere uddannelse, ”for

jeg har altid godt kunnet li’ at lære noget”.

Men så er der jo den rigtige drøm, som

ikke nødvendigvis har meget med univer-

sitetet at gøre: Musikken.

AT LEVE AF SIN GUITAR

Tim lægger ikke skjul på, at han håber

at kunne gøre sin musik og sin guitar til

en levevej. To gange har han været til

optagelsesprøve til DR’s talent-show –

foreløbig uden held. Det får ham ikke til at

opgive. Tværtimod.

– Jeg skriver sange selv og laver også

musikvideoer med det optage- og mixer-

udstyr, jeg har derhjemme. Lige nu har

jeg ca. 40 film liggende på YouTube; enten

med mine egne sange eller hvor jeg spiller

andres sange. Det kan være alt fra Beatles

til Metallica, fortæller Tim, der hellere end

gerne vil leve af sin musik. Bare ikke for

enhver pris, for det skal først og fremmest

være sjovt.

– Jeg har ikke lyst til f.eks. at gå på

konservatoriet og ende med at undervise

små børn i at spille guitar. Lige nu er

musikken min hobby, men bliver det for

meget et levebrød, er jeg bange for, at det

sjove forsvinder. Omvendt vil jeg ikke ha’

noget imod at kunne leve af at synge,

spille eller producere selv. Det ku’ være

rigtig fedt. Men lige nu aner jeg reelt ikke,

hvor jeg er om 10 år – eller hvad jeg laver.

Og det gør faktisk ikke noget.

Tim har sin egen YouTube-kanal, hvor han viser sine musikvideoer. Se musikvideoen ”The Death”.

Har du en smartphone, kan du scanne streg-koden for at komme direkte til websitet. Hvis ikke, kan dette link bruges: kortlink.dk/8n5z

S. 09

Der er dejligt i Esbjerg. Alligevel har

16-årige Sarah Rysgaard Jensen ikke

fortrudt, at hun i sommer valgte at

vinke farvel til hjembyen og tage sin

10. klasse på efterskolen i Lunder-

skov.

Og det var ikke tilfældigt, at det

netop var skolen i Lunderskov, der

blev valgt.

– Her vælger man mellem

”menneske-linjen” og ”teknik-linjen”

i 10. klasse, og jeg er ikke i tvivl om,

at jeg skal arbejde med mennesker

i fremtiden. Samtidig er det hele

projektorienteret, nogle gange på

tværs af de to linjer – så alt i alt har

det været virkelig fedt, siger Sarah.

For hende er efterskoleåret ikke

afslapning, men et år der menne-

skeligt bidrager til at sende en mere

ansvarsfuld og selvstændig Sarah

på gymnasiet til sommer. Dét valg

er hun reelt ikke i tvivl om, og lige så

meget hun nyder at være en del af

efterskole-miljøet, lige så godt bliver

det at komme tilbage til vestkysten.

LONDON LYDER LÆKKERT

– Der har jeg venner og familie, og

det betyder meget. Esbjerg er stadig

min hjemby. Men jeg tror ikke, at jeg

bor der om fem år. I hvert fald skal

jeg ha’ mig et sabbatår bagefter og så

vil jeg gerne ud at rejse, siger Sarah,

der drømmer om at bruge London

som base for den uddannelse, der

venter et sted i horisonten.

Lige nu aner hun ikke, hvilken

type uddannelse hun ender med at

gå efter.

– Fra sommerferien vil jeg kon-

centrere mig om min studentereksa-

men – og så må vi se. Jeg har lige nu

en idé om måske at blive jordemoder,

men det kan nå at ændre sig mange

gange. Det vigtigste er, at det bliver

et job med mennesker og ikke noget,

hvor jeg skal rode rundt i papirbun-

ker hver eneste dag.

– Kunne du se dig selv bo i Esbjerg

om 10 år?

– Ja, det vil jeg da ikke afvise. Det

er et fint sted at bo. Men jeg skal

først ud og prøve noget andet.

Sarah vil væk

fra vest-kysten

- men afviser ikke at vende tilbage på et tidspunkt

Siden august har Sarah Rysgaard Jensen gået på efterskole i Lunderskov. Næste stop er gymnasiet. Location: Sarahs værelse på efterskolen.


Folkeskolelærer, ingeniør, skuespiller, tømrer. Handelsskole, gymnasiet eller teknisk skole. Mulighederne er

mange for de unge, der står på tærsklen til at træffe det valg, der vil få betydning for resten af deres liv. Folkesko-

ledagene synger på sidste vers, og for den unge mellem 15 og 17 år kan det være en overvældende fornemmelse at

stå med retten til at forme sit eget liv.

Mange tanker farer gennem deres hoveder: Skal jeg flytte hjemmefra? Vil jeg overhovedet i gang med en ung-

domsuddannelse nu? Skal jeg arbejde i et års tid, til jeg finder ud af, hvad jeg virkelig vil? Alle overvejelser ender

med et valg, der kan være helt bevidst eller aldeles ubevidst. Disse valg er interessante at få et billede af, fordi de

viser, hvor Syddanmark er på vej hen. Hvad er udfordringerne for politikere, virksomheder og uddannelsesinstitu-

tioner? Hvor skal der handles, og hvor er der plads til et klap på skulderen? Det giver vi et bud på her. Fokus er på de

unge i Syddanmark mellem 15 og 17 år, der er på vej ud af grundskolen.

Farvel til grundskolen – goddag til …?

Målsætning kan næppe nåsBåde på nationalt og regionalt plan er målsætningen,

at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse

i 2015. I Syddanmark er vejen til at nå den målsætning

lang, da kun 84 % af en årgang gennemfører en ung-

domsuddannelse. Esbjerg Kommune ligger i top, og i den

anden ende halter især Fredericia, Middelfart, Nordfyn,

Kerteminde, Ærø og Langeland bagud. Her får hver fjerde

af en årgang ikke en ungdomsuddannelse. Der kan være

flere årsager til, at målsætningen næppe nås inden 2015:

› De unge er ikke blevet forberedt nok i grundskolen til

videre uddannelse

› Vejledningen i forbindelse med overgangen har ikke

været god nok

› Der er for langt til nærmeste uddannelsessted

› Det kan være for fristende at få sig et job og tjene lidt

penge på kort sigt

› Der har ikke været nok støtte fra hjemmet/omgivel-

serne

› Uddannelsesmiljøet i ungdomsuddannelserne har

ikke været godt nok.

”Det er et spørgsmål om at få den uddannelse, jeg vil have, hvor den er bedst. England er et godt bud, og i Danmark skal det nok være i København.” Kristian Leth, 16 år

af en syddansk årgang gennemfører en erhvervsfaglig uddannelse. Med er-hvervsfaglig forstås en SOSU, merkan-til eller teknisk uddannelse.

af en årgang i regionen gennemfører en videregående uddannelse. Den natio-nale målsætning er 50 %.

af en årgang i Syddanmark kan ikke skrive en ungdomsuddannelse på deres CV.

16%31% 48%

S. 011

”Lige nu aner jeg reelt ikke, hvor jeg er om ti år – eller hvad jeg laver. Men det gør faktisk ikke noget.”

Tim Skovby Granberg, 16 år

”Esbjerg er stadig min hjemby, men jeg tror ikke, jeg bor der om fem år.” Sarah Rysgaard Jensen, 16 år

Pigerne overhaler drengene Cirklen til højre viser, hvordan de unge, der forlod 9.

klasse i 2009, formentlig vil komme igennem uddannel-

sessystemet frem til år 2034.

Overordnet set er der stor forskel på, hvad pigerne

og drengene i Syddanmark vælger at bruge tiden efter

grundskolen på.

Som cirklen viser, får 24 % af drengene aldrig en

erhvervskompetencegivende uddannelse. Pigerne er

tilsyneladende mere ambitiøse, idet kun 18 % ikke får

en erhvervskompetencegivende uddannelse. For på de

videregående uddannelser viser pigerne vejen frem

- 55 % af dem får en videregående uddannelse. Desværre

får pigerne ikke følgeskab af helt så mange drenge, da

kun 41 % af dem gennemfører.

Den nationale målsætning er, at 50 % af en årgang

skal gennemføre en videregående uddannelse - et mål,

der ikke nås af drengene.

De unge vil have god infrastrukturGode job, mange uddannelsesmuligheder og en god infrastruktur. Det er det, de unge mellem 15-17 år vil have ifølge

undersøgelsen "Ung i Syd". De unge blev bedt om at lægge vægt på forskellige ting i forhold til, hvad de ønsker sig i

nærområdet, hvis de skulle flytte inden for et års tid.

Svarene er interessante at se på, fordi de viser, hvor regionen har en udfordring i forhold til at holde på de unge og

sikre sig, at de bliver i regionen, uddanner sig og efterfølgende får et arbejde her.

Opdeler man ønskerne mellem drenge og piger, er der en smule forskel. Drengene lægger ekstra vægt på et godt

job, nye mennesker og god infrastruktur, hvor pigerne gerne vil bo i nærheden af mange uddannelser, god infrastruk-

tur og muligheden for at bo billigt.

Læs mere om, hvad de unge vil have.


Ufaglærte mv

Erhvervsfaglig uddannelse

Videregående uddannelse

PIG

ER

DR

EN

GE

Datakilde: Undervisningsministeriets profilmodel 2009

24%

35%

41% 55%

27%

17%


Kristian Leth, 16, har allerede taget de første store

skridt ud af fødebyen Jelling.

– Jeg ser da de gamle venner, når jeg er hjemme, men

Lunderskov er min hjemby nu. Mine bånd til skolen er

stærkere, siger han.

Kristian valgte Lunderskov Efterskoles 10. klasse på

anbefaling fra en kammerat, der gik der i fjor. Her kan

han få lov at lege med sceneteknik, strøm og programme-

ring, alt det han lyster. Og opholdet på skolen har allerede

sporet ham ind på, hvad fremtiden skal rumme: Data-

programmering.

– Det bliver en uddannelse både her i Danmark og

forhåbentlig også i udlandet – og der kan sagtens gå over

10 år, inden jeg er færdig, konstaterer Kristian.

Han er helt på det rene med, at uddannelsen med

tiden vil flytte ham langt væk fra lokalområdet.

– Det er også et spørgsmål om at få uddannelsen, hvor

den er bedst. England kunne være et godt bud undervejs,

og i Danmark skal det nok være i København, fastslår

Kristian.

JYLLAND KAN IKKE UDELUKKES

Jelling har været en tryg base indtil nu, men at holde

LAN-party med vennerne er ikke nok i længden. Og skal

han læse videre i byen, er seminariet den eneste reelle

mulighed.

– Og det er ikke den vej, jeg skal gå, lyder det tørt fra

den 16-årige.

Når engang uddannelsen er slut, aner Kristian i dag

ikke, hvor han vil bosætte sig. Det kommer ikke mindst

an på, hvor han kan få et fedt job – og her er mulighe-

derne i f.eks. København eller udlandet langt større end

på hjemegnen, mener han.

– Det må tiden vise. Jeg kan bestemt godt li’ Jylland,

men derfor er det ikke sikkert, at jeg kommer til at bo her,

siger den 16-årige efterskoleelev.

Kristian er klar til at komme videre– Min bopæl vil afhænge af, hvor jeg kan finde et fedt job

Når der spilles teater på efterskolen, finder man som regel Kristian Leth bag – eller over – scenen.Location: Scenen på Lunderskov Efterskole.

S. 013


Sijana vil gerne slå rod

Nærheden betyder meget for Sijana Novalic, når hun skal vælge sin uddannelse.Location: Stuen hjemme hos mor og far.

S. 015

Sijana vil gerne slå rod

16-årig står i et vadested: Gymnasiet eller HF efter sommer-ferien?

At blive tandplejer – og så helst ikke flytte for langt

væk fra Middelfart.

Sådan lyder, i korte træk, drømmen lige nu for

16-årige Sijana Novalic fra Middelfart. Men hun indrøm-

mer uden at tøve, at hun lige nu er i tvivl om, hvilken

retning livet skal tage, når hun til sommer er færdig med

10. klasse.

– Mine forældre mener, at jeg skal gå efter at blive

tandlæge. Jeg tænker mere på tandplejer – også fordi jeg

hellere vil overraske mig selv positivt undervejs end at

satse for meget og så blive skuffet. Og frem for alt skal

det jo føles rigtigt, siger hun ærligt.

KØBENHAVN? HVORFOR DOG DET?

Sijana stortrives med at være ung i Middelfart, selvom

der naturligvis ikke er de samme tilbud her som i større

byer.

– Jeg føler mig virkelig hjemme her. Jeg har gode ven-

ner, og der er en smuk natur omkring os. Her er trygt,

og jeg kan ikke se mig selv bo i f.eks. København, lyder

Sijanas sammenfatning.

Efter skoletid sidder hun ved kassen i den lokale

KIWI, men selvom det er sjovt at tjene sine egne penge

og møde mennesker hver dag, er hun alligevel overbevist

om, at det ikke er dén vej, karrieren skal køre.

Det var hendes lærer, der overbeviste hende om at tage

10. klasse, ”så jeg kunne blive mere moden”. Hun har

ikke fortrudt, at hun lyttede. Det er sjovt og lærerigt at

gå på Lillebæltskolens 10. årgang, karaktererne er blevet

bedre, og hun er blevet en tand mere omhyggelig med

lektierne - men tiden i 10. klasse har indtil nu ikke bragt

nogen afklaring på, hvad der skal ske efter sommerfe-

rien.

– Enten bliver det gymnasiet eller også bliver det HF.

Begge dele kan jeg ta’ her i Middelfart, og det er vigtigt

for mig. Og skal jeg være tandplejer, kan det ske i Kolding.

UDDANNELSE – JA TAK!

Sijanas baggrund ligner ikke mange andres. Hendes for-

ældre flygtede til Danmark fra Montenegro, da hun var

lille, og Sijana selv har ikke tal på de asylcentre, hun har

boet på. Indtil familien for en håndfuld år siden omsider

fik base i Middelfart.

– Vi lærte da lidt dansk på centrene, men ikke ret

meget. Det var lige så meget noget med at tegne, klippe

og klistre. Jeg startede reelt først i dansk folkeskole i 6.

klasse og fik nogle fag, jeg aldrig havde hørt om. Det var

dejligt at komme i en rigtig skole, og jeg er slet ikke

færdig med at uddanne mig. Men det er især dejligt, at vi

nu har boet det samme sted i mange år – og jeg har ikke

travlt med at komme væk herfra. Slet ikke.


Gider ikke brugetid på transport

Frederik Blom Milland, 19 år, Gislev

– Min bror havde gået her, og jeg ville gerne være mekaniker – og når nu skolen ligger 25 km væk, var det oplagt. Jeg overvejede i hvert fald ikke andre skoler, og efter grundforløbet fandt jeg en læreplads hos Shell i Ørbæk. – Jeg har rodet med motorer, siden jeg var 12-13 år, og min far er også automekaniker – så kom det lidt af sig selv. Det fede ved jobbet er, at hver enkelt model er en ny udfordring, og du har ikke to dage, der er ens. – Det passer mig fint at være her på Sydfyn. Man ved, hvor alting ligger, og jeg har mine kammerater tæt på. Det betyder meget. Jeg kunne ikke forestille mig at flytte til f.eks. Jylland. Jeg vil helst blive boende på Fyn.

Rasmus Jørgensen, 19 år, Gislev

– Skolen her lå tættest på mit hjem – det er rart ikke at skulle bruge en masse tid på transport. På en god dag tager det kun et kvarters tid at komme herned. Oprindelig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle efter folkeskolen, men jeg er endt det rigtige sted. Det er fint at gå her, og vi har et godt hold. – Jeg overvejede også at blive tømrer, men er glad for, at jeg valgte mekaniker. Jeg fik en læreplads i min fars værksted, og jeg er færdig i slutningen af 2011. Så må vi se, hvad der så sker. – Jeg vil nok helst bo på Midtfyn, f.eks. omkring Ringe. Så har jeg kammeraterne og sammenholdet tæt på. Hvis jeg skulle flytte til Jylland, skulle det være, fordi man bedre kan køre motocross derovre. Ellers ikke.

S. 017

Læs mere om tendensen i vores undersøgelse af syddanske unges valg og drømme.


Uddannelse tæt påDet er især drenge, der vælger en uddannelse, der ligger på hjemegnen. Så slipper de for at flytte for langt hjemmefra. De kan så se, at de jævn-aldrende piger forlader egnen for at få en uddan-nelse – og en del af dem vender ikke hjem igen.

Malte Jacobsen, 16 år, Hesselager

– Jeg valgte erhvervsskolen i samråd med mine foræl-dre – og fordi en kammerat havde gået her. Valget var ikke ret svært. Jeg er rigtig glad for at gå her; især på førsteåret hvor vi får lov til at snuse til mange forskel-lige ting. Det er i hvert fald noget helt andet og mere spændende end folkeskolen – og 10. klasse, nej, det lød simpelthen for kedeligt. – Jeg tog 9. klasse på en efterskole ved Thyborøn. Det var faktisk rigtig fedt og med et godt sammen-hold, og jeg ville ikke have noget imod at tage et eller andet sted hen for at få den rigtige uddannelse. Jeg ved bare ikke hvor. Og lige nu er det fedt at have alle vennerne tæt på. – Jeg ved ikke endnu, hvad jeg ender med at blive. Måske smed eller tømrer – eller Falck-redder.

Mikkel Brask, 16 år, Hesselager

– Jeg gad simpelthen ikke 10. klasse. Jeg tog 8. og 9. på en special-efterskole i Kragelund tæt på Vejle, og det var simpelthen superfedt. Det gav mig en hel masse – men jeg kunne mærke, at jeg i hvert fald ikke skulle tilbage til folkeskolen. – Det er dejligt, at vi ikke har så mange boglige fag her, og jeg trives med at være her. Jeg kendte ikke så mange af de andre fra starten, men det er kommet ef-terhånden, og man kender jo Svendborg by i forvejen. Byen bruger vi, når vi har fri. Det er fint, at skolen er så tæt på, hvor jeg bor, men på længere sigt vil jeg ikke have noget imod at flytte væk for at få en uddannelse. – Jeg aner ikke, hvad jeg laver om fem år. Jeg tror ikke ligefrem, jeg skal være håndværker. Måske skulle man blive pædagog – det virker som et ret fedt job.

S. 017

Mikkel Brask, 16 år, Hesselager

– Jeg gad simpelthen ikke 10. klasse. Jeg tog 8. og 9. på en special-efterskole i Kragelund tæt på Vejle, og det var simpelthen superfedt. Det gav mig en hel masse – men jeg kunne mærke, at jeg i hvert fald ikke skulle

– Det er dejligt, at vi ikke har så mange boglige fag her, og jeg trives med at være her. Jeg kendte ikke så mange af de andre fra starten, men det er kommet ef-terhånden, og man kender jo Svendborg by i forvejen. Byen bruger vi, når vi har fri. Det er fint, at skolen er så tæt på, hvor jeg bor, men på længere sigt vil jeg ikke have noget imod at flytte væk for at få en uddannelse.

– Jeg aner ikke, hvad jeg laver om fem år. Jeg tror ikke ligefrem, jeg skal være håndværker. Måske skulle man blive pædagog – det virker som et ret fedt job.

Svendborg Erhvervsskole


Det er ikke muligheder, 18-årige Anne-Kirstine

Vad Knudsen mangler. Det er beslutninger.

Gymnasieeleven fra Erritsø stortrives med

tilværelsen på Fredericia Gymnasium, men glæder

sig også til at få huen på hovedet til sommer. Og

så kommer det spørgsmål, som hun hører oftest i

denne tid: – Hvad skal du så lave?

– Ja, folk spørger jo hele tiden. Jeg er nok ikke

i tvivl om, at jeg på et tidspunkt skal læse videre,

men spørgsmålet er bare hvad. I øjeblikket svarer

jeg litteraturvidenskab, når folk spørger – både

for i det hele taget at sige noget, men også fordi

det faktisk lyder vildt spændende. Men det kunne

også sagtens ende med f.eks. kunsthistorie eller

antropologi, siger Anne-Kirstine.

VERDEN RUNDT – ELLER KUN HALVVEJS

Uanset hvad beslutningen bliver, står to ting dog

klart: Hun skal have et sabbatår til at rejse ud, må-

ske endda to – og det efterfølgende studieliv skal

være i København.

Til gengæld er hun i tvivl om sit rejsemål, når

engang opsparingen tillader det.

– Der er så mange muligheder. Nødhjælpsar-

bejde i Afrika. Israel. Indien. Sydamerika… Jeg taler

med flere veninder om flere muligheder. Og måske

Anne-Kirstine står i et vadestedMulighederne er – næsten - for mange efter sommerens studentereksamen

Studielivet skal leves i København, når Anne- Kirstine Vad Knudsen har nydt sine sabbatår.Location: Fællesgangen i bofællesskabet Solfang.

S. 019

kunne det også være fedt at rejse lidt rundt alene og få

fred til at tænke mine egne tanker. Jeg ved det simpelt-

hen ikke endnu.

NEJ TIL AT STARTE I BLINDE

Anne-Kirstine griner selv lidt af sine mange muligheder

og den tvivl, der følger med. Til gengæld var hun reelt

aldrig i tvivl, da hun skulle forlade folkeskolen: Det skulle

være gymnasiet.

– Der er spændende fag som historie, samfundsfag og

dansk – altså hele den almene dannelse. At du via f.eks.

samfundsfag faktisk kommer til bedre at forstå, hvad de

taler om i nyhederne uden at blive hægtet af. Måske spil-

ler det også ind, at min far er gymnasielærer. Men jeg har

aldrig fortrudt mit valg, og jeg skal bestemt læse videre

senere, for jeg er slet ikke træt af at studere. Jeg skal bare

ha’ en tænkepause, for jeg vil ikke starte på et studium

halvvejs i blinde bare for at starte, fastslår hun.

Anne-Kirstine har i dag samfundsfag og engelsk på

A-niveau samt bl.a. matematik på B-niveau ”for at holde

nogle flere muligheder åbne”.

VENDER NÆPPE TILBAGE

Hovedstaden er det klare mål; bl.a. fordi flere af hendes

veninder også skal derover og læse efter gymnasiet.

– Jeg skal prøve et mere pulserende liv, hvor der er

mere gang i kulturen end her. Kulturelt bor vi altså lidt i

et hul, især når det gælder kunst. Selv Trapholt kan man

blive lidt træt af, siger Anne-Kirstine, der forudser, at

der skal et særligt job til for at trække hende tilbage til

Erritsø-egnen.

– Lige nu forestiller jeg mig at bo et sted på Sjælland,

hvor der er luft og ikke langt til København, lyder hendes

spådom.

Skulle hun ende med at vende tilbage, må det meget

gerne være til bofællesskabet Solfang på Toftegårdsvej,

hvor hun er vokset op. Her er 20 lejligheder samlet under

ét langt tag med fælles gågade i midten, og som barn har

det været et paradis at vokse op i.

– Det var som at være i børnehave hele tiden. Der var

altid nogle på min alder, og to af mine gode veninder

boede – og bor stadig - bare et par døre væk. Lige nøjagtig

her kunne jeg godt finde på at flytte tilbage til. Ellers tror

jeg ikke, at jeg vender tilbage.


Han kan blive boende tæt på familie og venner. Han

kan arbejde med handel og møde nye mennesker hver

dag. Og han ser en chance for at indfri sine ambitioner.

Det er i korte træk de tre væsentligste grunde til, at

18-årige Mahmmoud Awad 1. januar begyndte som

butikselev hos REMA 1000 i hjembyen Varde.

Den lokale REMA-butik har været hans arbejdsplads,

siden han som 14-årig fik en tjans som flaskedreng, og

da han kom i 10. klasse, tilbød butikschefen ham en elev-

plads. Mahmmoud sagde ja med det samme og brugte

derpå halvandet år på HG-forløbet på Varde Handels-

skole, indtil han begyndte i butikken.

HELST IKKE PÅ SKOLEBÆNKEN

– Egentlig var det lidt tilfældigt, at jeg fik job lige nøjagtig

i REMA i sin tid. Det var mit første job efter at have været

avisbud. Men det er et rigtig godt sted at være – gode

kolleger og en god chef, god moral og ingen surmuleri.

Og som ansat er der ordentlige forhold. Så jeg var faktisk

ikke i tvivl, da jeg fik tilbudet, siger Mahmmoud.

Hans forældre så nok gerne, at han tog den tre-årige

HH-uddannelse, fordi den på længere sigt åbner flere døre.

Men de bakker ham alligevel 100 % op, understreger han.

– Jeg egner mig ikke til at sidde længe på skolebæn-

ken, jeg skal ud og møde mennesker. Mange drømmer

måske om at blive læge eller advokat, men det er slet ikke

mig. At læse i syv år eller mere, inden du kommer i gang

med at arbejde – nej tak.

STOLT AF SIN BY

Han er gået i gang med et job, hvor de daglige kunder er

hans øverste chef. Er de tilfredse, kan han også være

det. Den form for kontant afregning passer ham godt.

Samtidig lægger Mahmmoud ikke skjul på, at han har

ambitioner.

– Om fem år håber jeg at åbne min egen REMA-butik.

Jeg vil gerne være chef, for så er der ingen, der bestem-

mer over dig. Og det tør jeg godt sige højt.

Butikken skal dog helst ligge enten i Varde eller i nær-

heden, for Mahmmoud vil gerne blive boende i området.

– Jeg kan godt li’ byen; ja, jeg er faktisk lidt stolt af

Varde. Her er roligt og trygt og ikke de bandemiljøer, du

f.eks. finder i København, så det er en god base – også når

jeg engang selv skal ha’ familie og børn. Af og til mangler

der måske lidt gnist i byen, som om der er for mange, der

ligger på sofaen, men det er et godt sted at bo og vokse

op, siger Mahmmoud.

Han har ikke problemer med at få tiden til at gå i

byen, men kunne dog godt tænke sig en klub for de ca.

18-årige, hvor man kunne mødes, snakke og spille bord-

tennis o.l.

– Men jeg kunne ikke bo i en storby. Der sejler jeg bare

rundt, konstaterer han med et skævt smil.

SALTVAND OG SKUMSPRØJT

At han har glædet sig til pladsen som butikselev, betyder

dog ikke, at han ikke har overvejet at springe på en ud-

dannelse, der ligger langt væk:

– Skulle det være noget andet, har jeg faktisk tænkt på

Søfartsskolen i Svendborg. Der lærer du at være selvstæn-

dig, der er mange spændende oplevelser, og kammeratska-

bet skulle være rigtig godt. Men det var nok mest en sjov

tanke, og det kommer ikke på tale nu. Nu gælder det REMA,

og jeg kunne overhovedet ikke tænke mig andet.

Mahmmoud vil selv bestemmeREMA i Varde skal være springbrættet til egen butik

Hver dag møder Mahmmoud Awad nye mennesker som butikselev i REMA – og det nyder han.Location: Frysedisken i REMA.

S. 021


OpbrudsalderenOpbrudsalder. Så enkelt kan det siges for de unge i Syddanmark, der er mellem 18 og 20 år. De bryder op. Tilknyt-

ningen til deres egn, region og nærområde forsvinder så småt. Ungdomsuddannelsen er overstået, og det er på tide at

se sig om efter det liv, man ønsker sig allermest. For de fleste betyder det starten på en uddannelse eller et job. Det er

netop placeringen af ønskeuddannelsen eller drømmejobbet, der har betydning for, hvor de unge mellem 18 og 20 år

vælger at bosætte sig.

Tendensen for de unge, der bliver i regionen og springer ud på arbejdsmarkedet, er, at det især er familien,

vennerne og kæresten, der trækker. Her har de det hele i nærheden, det er nemmere at blive, og vilkårene er

kendte. Omvendt er det uden for regionen, hvor mulighederne, uddannelserne, udfordringerne, fagligheden og

spændingen findes – sådan siger de unge selv. Her fortælles historien om opbrudsalderen, især om valgene og

årsagerne til dem.

”Der sker ikke nok i Kolding. Jeg har veninder i Køben-havn, som jeg tit besøger. Det er helt klart der, jeg skal over. Ikke engang en sød kæreste kunne holde mig her.”Anne Damgaard, 19 år

Der sker meget for de 18-20-årige. Det er i den alders-

gruppe, en af de helt store beslutninger tages: Skal jeg

blive eller flytte? For størstedelen bliver svaret det sidste.

Det viser grafikken med al tydelighed.

Der er en nettofraflytning fra regionen på omkring

600 20-årige. Ikke på noget andet tidspunkt ses en større

forskel mellem til- og fraflytninger til regionen.

”Jeg bliver ikke den første, der stikker af herfra. Jeg holder rigtig meget af min hjemegn. Den friske luft, grillture til Rømø med ven-nerne, familien tæt på, jagtturene, det hele."Lars Nielsen, 22 år Datakilde: Danmarks Statistik

Tilflyttere Fraflyttere Netto

Afgang Afrejse Afsked

S. 023

Storbyen trækkerHvorfor flytter de unge væk fra regionen? En af forkla-

ringerne finder man i ”Ung i Syd”-undersøgelsen. Her

angiver 51 %, at de er nødt til at flytte for at få deres

drømmeuddannelse.

De unges drømmeuddannelser spænder vidt fra

pædagog, over journalist, til socialrådgiver og psykolog.

De unge fortæller i undersøgelsen også om de uddan-

nelser, som de mener, de må flytte for at få. Det er f.eks.

multimediedesigner, optiker, bilingeniør eller en karriere

inden for Søværnet. Det viser sig dog, at en del af de ud-

dannelser faktisk findes i Syddanmark.

Svaret på, hvorfor de unge flytter for at få en uddan-

nelse, er dermed måske snarere, at de hellere vil uddanne

sig uden for regionen. Det angiver 10 % af dem da også.

Argumenterne for det valg er især, at der er flere mulig-

heder og større udfordringer.

Med andre ord: Storbyen trækker i de syddanske

unge, og det samme gør muligheden for at uddanne sig

netop der.

Unge kvinder drømmer sig væk

Læs mere i undersøgelsen "Ung i Syd".


Kvinderne drømmer sig væk fra regionen. Især, når de er mellem 18 og 20

år. 46 % af kvinderne i denne aldersgruppe drømmer de om at bo i en by

uden for regionen, og 8 % drømmer om at bo i udlandet.

Ikke på noget andet tidspunkt er drømmen om at forlade Syddanmark

større. De unge kvinder har travlt med at komme ud i verden og få en

uddannelse.

Omvendt er det til gengæld for kvinderne mellem 24 og 26 år. Her

drømmer 80 % om at blive boende i regionen. Der sker med andre ord

noget i kvindernes prioriteringer, jo ældre de bliver.

af de 18-20-årige kvinder drømmer om at bo uden for regionen. 37 % af mændene mellem 18-20 år har samme drøm.

54%Datakilde: Ung i Syd.

80% 2 2 15%24-26 år

59% 17% 5% 19%21-23 år

32% 46% 8% 14%18-20 år

41% 37% 4% 18%15-17 år

En by i regionen

Kan du få din ønskeuddannelse,hvor du bor?

I hvilken by drømmer du om at bo?

En by i en anden region Udlandet Ved ikke

”Lige nu forestiller jeg mig at bo et sted på Sjælland, hvor der er luft og ikke langt til København.”

Anne-Kirstine Vad Knudsen, 18 år

Ja

Ja, men skal pendle

Nej, må flytte

Ved ikke

Datakilde: Ung i Syd.

51%

6%

30%

13%


Mai vil ned under overfladenMan kan sagtens føle sig knyttet til Århus, selvom man er vokset op i Tønder

S. 025

Da Mai Løbner Andersen var 12 år, drømte hun om at

blive havbiolog. Om at fordybe sig i hajer og dykke ned i

alt det ukendte under overfladen.

– Jeg elskede vand – at være i det og læse om alt det,

der lever der, siger hun.

Mai er nu blevet 18, går i 3.g på Tønder Gymna-

sium – og har stadig en drøm om at komme ned under

overfladen. Det er bare ikke livet i havet, der trækker helt

så meget, men derimod et andet rovdyr, der fascinerer

hende dybt: Ulve.

– Dyr er meget mere ligetil end mennesker med vores

psykologi og komplicerede følelsesliv. Det kunne være

fantastisk at komme f.eks. til Canada til de øde områ-

der og bruge lang tid på at følge og forske i vilde ulves

adfærd, siger hun.

KNYTTET TIL ÅRHUS

Vejen fra Tønder til ødemarken går over Århus. Første

mål er biologi-studiet, som gerne skal føre videre til den

niche, der hedder etologi. Det er den gren af biologien,

hvor man studerer dyrs adfærd i forhold til hele deres

levemiljø og ikke kun i forhold til andre dyr.

Mai understreger gerne, at hun lige nu er glad for at

bo i Tønder. Gymnasiet er tæt på hjemmet, byen er tryg

at færdes i, der er en svømmehal og et stort bibliotek, og

naturen er flot og altid lige i nærheden. I tidens løb har

hun brugt både byens billedskole og musikskole flittigt,

og hun er i dag frivillig i en lektiecafé under Ungdom-

mens Røde Kors.

Alligevel er hun ikke i tvivl om, at Århus er næste stop

– og ikke kun på grund af uddannelsen. Hun føler sig så

knyttet til byen, at København reelt ikke er på tale som

studieby.

– Jeg har gode venner i Århus, jeg boede her som helt

lille, og naturen omkring Århus er dejlig. Det er skønt med

løvskove så tæt på byen – man kan faktisk godt blive lidt

træt af nåletræer og lyng, siger hun.

UDLANDET KALDER

I oktober brugte Mai en uge som ”brobygger-studerende”

på biologi i Århus, og selvom det inkluderede at vade

rundt i lystbådehavnens efterårskolde vand, er hun ikke

kommet i tvivl: Det skal være biologi, og det skal være i

Århus.

Endnu er hun usikker på, om universitetet skal være

hjemmebanen allerede efter sommerferien – for før biolo-

gi-studiet kan blive hverdag, skal der læses en del fag op.

Måske skal der også tjenes penge til en ”dannelsesrejse”

med udgangspunkt hos familie og venner i Frankrig eller

Sydafrika. Mulighederne er mange – Tønder er bare ikke

blandt dem.

– Det er da ikke utænkeligt, at jeg kommer tilbage i en

periode f.eks. for at arbejde. Men på længere sigt vil jeg

gerne uden for Danmarks grænser – både for at se noget

andet, men også fordi der simpelthen er flere spændende

dyr.

UDKANT – DET ER IKKE HER

Selvom hun snart vender ryggen til den by, hvor hun

flyttede til som fem-årig, gør hun det uden at smække

med døren.

– Tønder er et godt sted at vokse op, men der sker ikke

meget for de unge. Der er ikke mange job, med mindre

man vil lave æggebakker og sko. Men jeg kan ikke li’, hvis

folk taler nedsættende om Tønder-kanten og kalder os

”dumme bønder”. Jeg kan heller ikke ta’ udtrykket

”Udkants-Danmark”. Det er simpelthen så nedladende –

og ærlig talt: København ligger da også i udkanten af

Danmark. Faktisk er Tønder tættere på resten af Europa

– man skal bare udnytte det.

Fremtiden ligger i biologi og Århus. Det er Mai Løbner Andersen slet ikke i tvivl om.Location: I svømmehallen i Tønder.


Hvorfor er du flyttet om 2 år?

I vores undersøgelse "Ung i Syd" har vi bedt de unge om at forholde sig til, hvad det er, de flytter for. Deres svar præsenterer vi her - de svar, der optræder flest gange, står med de største bogstaver. (166 svar)

(wordle.net)

S. 027


Anne er klar til en rigtig storby– Succes? Det er at få et fedt job – som du så

også bli’r belønnet for.

Anne Damgaard tøver ikke ret længe på

spørgsmålet om, hvad hun drømmer om, og

hvad begrebet dækker over.

I øjeblikket er den 19-årige kvinde fra

den lille by Gamst øst for Vejen arbejdsløs,

men to dage om ugen tager hun toget til

Århus for at få den uddannelse, hun ønsker,

og som hun må betale 50.000 kr. for. Hos Art

of Style i den jyske hovedstad er hun i gang

med en et år lang uddannelse til makeup-

artist og hårstylist, og når hun er færdig til

sommer, er destinationen klar: København.

– Lige nu er jeg for meget af en storby-

pige til at blive boende her. Men jeg kan sag-

tens forestille mig at vende tilbage engang,

når jeg er faldet mere til ro, for jeg kan godt

li’ at bo på landet, siger Anne.

TRYGHED I HJEMBYEN

Hun bor fortsat hjemme hos forældrene i

den lille by, hvor alle kender alle, hvor man

passer på hinanden, og hvor der løber rådyr

og ræve på markerne tæt på. Det giver en

tryghed, der passer godt til Anne, om end

hun gerne indrømmer, at adressen i øjeblik-

ket også hænger sammen med størrelsen på

huslejen.

Lige så stærke bånd hun har til den

hjemlige landsby, lige så lidt føler hun sig

forbundet med Vejen seks km væk.

– Børnehave og skole indtil 7. klasse, det

var i Andst et par kilometer herfra. Der boede

19-årig bor hjemme – og betaler selv for drømme-uddannelsen

S. 029

Der skulle spares op, før Anne Damgaard kunne gå i gang med drømme- uddannelsen.Location: Art of Style i Århus.

mine venner, og det gør de stadig. Der gik vi

til gymnastik, håndbold og fodbold, og der

føler jeg tilknytning. Det gør jeg ikke med

Vejen, siger Anne, som efter 9. klasse kom på

det lokale gymnasium.

Her valgte hun at springe fra efter 2.g.

Hun følte, at et par af lærerne hakkede på

hende, ”og jeg blev aldrig en del af klassen”.

– Da jeg farvede mit hår sort, fik jeg

stemplet ”satanist”. Det er jeg altså ikke

– langt fra, endda. Det handler om at prøve

grænser af, og jeg har det godt med at se ud,

som jeg gør, fastslår Anne.

OM BAG FACADEN

I dag føler hun sig trukket østpå til hoved-

staden.

– Der sker ikke nok i Kolding. Og jeg har

veninder i København, som jeg besøger tit,

bl.a. til koncerter. Det er helt klart dér, jeg

skal over. Ikke engang en sød kæreste ku’

holde mig her.

Hendes karriere-drømme er gået fra

dyrlæge over arkitekt til ”noget inden for

musikken” – men da hun droppede ud af

gymnasiet i sommeren 2009, kom der hur-

tigt en mere konkret drøm.

– Måske var det lidt dumt at hoppe fra

så tæt på målet, men jeg havde det jo ikke

godt. Og i starten var det en fed følelse af

frihed ikke at skulle noget til hverdag. Men

det holder jo ikke. Og så voksede lysten til at

være med f.eks. i musikbranchen – ikke på

scenen, men backstage. Jeg vil gerne være

en af dem, der arbejder med de store navne

bag facaden. Altså at gøre en helt almindelig

person til noget helt unikt…det tænder mig.

Altså, bare tanken om engang at komme

tæt på Lady Gaga, siger Anne med et grin.

JEG GØR DET RIGTIGE

Hun arbejdede på et lager det meste af et

år for at spare penge op til uddannelsen i

Århus. S.U. er der nemlig ikke noget af.

– Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg gør det

rigtige, understreger Anne.

Men hvad så hvis drømmen om at blive

makeup-artist og hårstylist glipper?

Et kort øjeblik ser hun næsten forskræk-

ket ud over spørgsmålet. Så griner hun:

– Så kan jeg vel blive frisør. Men det har

jeg ærlig talt ikke tænkt over før, for jeg tror

på mig selv. Og folk i branchen skal nok finde

ud af, at jeg er der.


På kollegiet fårdu vennerne foræret

Katrine Bjørg Mortensen, 22 år, værelse 1234

– I starten var jeg ikke så stor en del af livet her på gangen. Jeg har arbejde i Legoland i weekenderne, og jeg var også stadig en del hjemme i Fredericia. Det har ændret sig siden sommerferien, og nu nyder jeg bare at bo her, for jeg har lært de andre på gangen meget bedre at kende. – Valget stod mellem Århus og Odense – jeg valgte Odense, fordi jeg på det tidspunkt havde en kæreste i Nr. Åby. Og så var det heller ikke helt så langt væk fra mit hjem. Det betød faktisk også noget i hvert fald på det tidspunkt. – Jeg har altid vidst, at det var det naturvidenskabelige, der trak i mig. Da jeg så fik en rigtig dygtig biologi-lærer på HTX, som solgte faget rigtig godt, blev jeg overbevist. Odense er en fin by at være studerende i, og som biologi-studerende har jeg gratis adgang til Odense Zoo.

Hedvig Spang-Hanssen, 20 år, værelse 1259

– Da jeg besluttede mig for at læse tysk, stod valget mellem Odense og Århus, og så var det relativt let at beslutte sig. Jeg kommer fra Assens, og min storesøster har boet her i byen i over 10 år – så via hende kendte jeg faktisk mange i byen i forvejen. – Jeg havde ikke lyst til at blive boende i Assens, selvom der ikke er voldsomt langt. Udover familien har jeg reelt ingen venner i byen, så der er faktisk ikke noget, der binder mig dernede. Og jeg har bestemt ingen planer om at vende tilbage. Det gider jeg ikke. – For mig har det været rigtig fint at flytte hjemmefra. Tidspunktet var rigtigt. Og kollegiet var det klart mest oplagte valg, selvom jeg kender andre i byen. Her får du groft sagt en ny vennekreds foræret, hvis bare du selv vælger at være en del af fællesskabet.

S. 031

Vores undersøgelse viser, hvilke overvejelser syddanske unge gør sig, når barndomshjemmet skal byttes ud.


Pigerne flytter for at få uddannelseDet er typisk pigerne, der først pakker pigevæ-relset sammen og bytter mors køkken ud med et på kollegium eller i egen lejlighed. Drengene bliver boende et par år mere, inden de er klar til at flytte.

Kit Hovgård Jensen, 19 år, værelse 1235

– Det var kombinationen af spansk og økonomi, der trak mig til Odense – plus at jeg ikke havde lyst til at flytte til København. Jeg stammer fra Næstved-kanten og tænkte, at selvom København jo er fyldt op med jy-der, var det vist ikke et sted for en bonderøv som mig! – Jeg havde ingen problemer med at flytte væk. Det vidste jeg i god tid inden min HHX-eksamen i sommer, at jeg ville. Min kæreste, der bor i Præstø, var godt nok ikke helt tilfreds med, at det blev Odense, men i forhold til Næstved er det jo ikke længere væk end hovedstaden, vel? – Da jeg først havde besluttet mig for Odense, var jeg heller ikke i tvivl om, at det skulle være på kollegium. Jeg kendte overhovedet ingen herovre, og jeg ville ikke risikere at komme til at kukkelure alene i en lejlighed. Her kan du være sammen med folk, når du vil, og lukke døren, når du hellere vil det. Det passer mig fint.

Anders Thiim Hansen, 28 år, værelse 1258

– Jeg valgte Odense, bl.a. fordi min bror læste herovre, og han talte godt om byen. Egentlig kommer jeg fra Vejen, og skulle jeg læse til pædagog i Kolding eller Esbjerg, skulle jeg bruge en masse tid på at pendle hver dag. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. – Odense er en dejlig by at være studerende i. Mas-ser af tilbud til unge, uden at byen er stor og hektisk. Det passer mig godt. Og så er det billigt, sjovt og socialt godt at bo på kollegium. – Før jeg begyndte at læse, var jeg i militæret og havde forskelligt arbejde omkring Vejen. Det var fint nok, men jeg glæder mig til at blive færdig som pædagog. Jeg ved bare ikke, hvor i landet jeg vil søge arbejde – min familie bor lidt spredt, så det kommer an på mulighederne til den tid.

S. 031

Anders Thiim Hansen, 28 år, værelse 1258

– Jeg valgte Odense, bl.a. fordi min bror læste herovre, og han talte godt om byen. Egentlig kommer jeg fra Vejen, og skulle jeg læse til pædagog i Kolding eller Esbjerg, skulle jeg bruge en masse tid på at pendle hver dag. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til.

– Odense er en dejlig by at være studerende i. Mas-ser af tilbud til unge, uden at byen er stor og hektisk. Det passer mig godt. Og så er det billigt, sjovt og

– Før jeg begyndte at læse, var jeg i militæret og havde forskelligt arbejde omkring Vejen. Det var fint nok, men jeg glæder mig til at blive færdig som pædagog. Jeg ved bare ikke, hvor i landet jeg vil søge arbejde – min familie bor lidt spredt, så det kommer an

HC Ørstedskollegiet i Odense


Lars Nielsen er inkarneret sønderjyde. Præcis så meget,

at det nok er det område, han ender med at tilbringe det

meste af sit liv i. Og alligevel ikke mere, end at han ikke

vil udelukke at bosætte sig på Falster, på Sjælland eller

et helt tredje sted i kongeriget, hvis det er sådan, livet

arter sig.

– Men jeg bliver nu ikke den første, der stikker af.

Jeg holder rigtig meget af min hjemegn. Den friske luft,

grillture til Rømø med vennerne, familien tæt på, jagt-

turene… ja, det hele.

SELVSTÆNDIG? IKKE MIG!

Umiddelbart ser den 22-årige landmandssøn fra Bre-

debro ud til at have en klar karriereplan. I hvert fald på

papiret. Han er i gang med 2. hovedforløb på Gråsten

Landbrugsskole – det svarer til at være tæt på målstre-

gen i forhold til at blive selvstændig landmand og godt

halvvejs i forhold til at blive f.eks. agrarøkonom eller

måske konsulent.

Men selvstændig landmand skal han nu ikke være. Og

den erkendelse åbner faktisk for en masse overvejelser,

der også er kommet bag på ham selv.

– Jeg vil ikke kunne holde til at være selvstændig. Man

knokler evig og altid, der er store udsving til begge sider –

og inde i mit hoved ville jeg være på arbejde, også når jeg

har fri.

Da han var 12 år, holdt hans far op med at drive land-

brug. Lars selv havde i årene derefter svært ved at se, at

det var økonomisk muligt at blive landmand – og samtidig

vidste han hjemmefra, at arbejdsbyrden var stor i forhold

til udbyttet.

Han overvejede at blive tømrer og tog siden en HF,

fordi det måske kunne give adgang til at læse biologi.

Men i længden kunne han ikke undvære livet i stalden.

– Der er nogle, der ikke kan li’ lugten i en kostald. For

mig er det den bedste lugt i verden.

ET BESKYTTET LANDBRUG

Målet med landbrugsuddannelsen var oprindelig at blive

produktionsleder eller agrarøkonom. Det første kan give

adgang til at arbejde med kvæg, som altid har været hjer-

teblod for Lars. Det sidste kan åbne døre mange andre

steder end i landbruget.

Men nu er han kommet i tvivl, fordi han kom til at tage

nogle måneder til Falster for at arbejde.

– Jeg hjalp med at bygge en efterskole for unge med

særlige behov – ADHD og den slags. Og det blev jeg lidt

bidt af – altså at gøre en forskel for nogen, der har det

svært. Så nu kan jeg ikke slippe tanken om måske at blive

lærer eller pædagog, hvis bare det kunne forenes med et

job f.eks. på en gård, hvor den slags unge kunne bo. Jeg

elsker jo at arbejde med dyr. Måske kunne det kombi-

neres med også at arbejde med mennesker i en form for

beskyttet landbrugs-værksted – og gerne i Sønderjyl-

land, funderer Lars, der uden for skoletiden har base i

Løgumkloster, hvor mange af vennerne også bor.

Han slår fast, at ”kontornusseri” ikke er noget for ham.

Men bortset fra det er han åben for, hvad livet bringer.

– Jeg er vist ikke den målrettede type, der bare suser

igennem,konstaterer han tørt.

10 MÅNEDERS FORDYBELSE

Også derfor har Lars besluttet at give sig selv et pu-

sterum fra studier og faste fremtidsplaner. Til sommer

begynder han på et 10 måneder langt ophold på Luthersk

Missionsforenings Højskole i Hillerød – det bliver en

periode, der skal bruges på fordybelse, refleksion og

perspektiv. Også når det gælder fremtiden.

– Jeg håber da, at jeg er meget klogere på mig selv og

min fremtid, når jeg har været på højskole. Jeg glæder

mig helt vildt til det, i hvert fald, for min tro betyder

meget for mig. Men jeg regner med at komme tilbage til

Sønderjylland bagefter, selvom man jo aldrig kan vide.

Byliv har jeg i hvert fald ikke noget større behov for. Jeg

plejer at sige, at København er en rigtig dejlig by – at

besøge. Det er da fedt at være der, men jeg er også altid

glad for at komme tilbage til Sønderjylland. Her kan jeg

virkelig trække vejret.

Lars elsker den sønder-jyske luftLandmand skal han ikke være – men landbrug er alligevel en mulighed

S. 033

For Lars Nielsen er lugten i en kvægstald den bedste i verden.Location: Kvægstalden på landbrugsskolen i Gråsten.


Øst, vest – hjemme bedst

Søren Kildegaard, 30 år, Moderup pr. Søndersø

– Egentlig stammer jeg fra Holbæk-kanten og er faglært landmand fra landbrugsskolen i Roskilde. Men jeg kendte en masse mennesker på Nordfyn, og så valgte jeg at flytte her-over for ca. syv år siden. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, og jeg er faldet rigtig godt til. – Siden er jeg også blevet aut. kloakmester, og nu har jeg et lille entreprenør-firma. Som udgangspunkt er der kun mig selv i firmaet, og så hyrer jeg folk ind til at hjælpe, når behovet er der. Det fungerer for mig. – Arbejdsmæssigt dækker jeg hele Fyn, og med kun 20 km til Odense er der naturligvis også mange opgaver der. Og jeg skal ikke umiddelbart flytte nogen steder. Jeg har det rigtig fint, hvor jeg er.

Michael Jensen, 35 år, Moderup pr. Søndersø

– Jeg har altid boet omkring Søndersø og Bogense. Helst ude på landet, hvor der er luft, fred og ro og lidt højt til loftet. Familien er i nærheden, og de gamle kammerater… Det betyder meget. Og så får du noget mere for pengene, når du køber hus. – Jeg har da arbejdet f.eks. i Trekant-området, men jeg har aldrig seriøst overvejet at flytte væk. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan godt li’ at være tæt på de mennesker, der betyder noget. – Oprindelig er jeg faglært landmand fra Dalum Landbrugsskole, men det er ikke et fag, jeg skal ind i, som forholdene er lige nu. Her i vinter har jeg f.eks. arbejdet hos en kammerat, der også er entreprenør; bl.a. med at rydde sne og den slags. Det er et helt fint arbejde.

S. 035

Læs mere om hvilke brancher, der især siger farvel til de ufaglærte de kommende år.


Fokus på ufaglærteHidtil har det været nemt at få arbejde som ufaglært – men det bliver det ikke i fremtiden. Der skal et eksamensbevis på bordet, før der er ansættelse.

Per Langhoff, 45 år, Odense:

– Det er godt at være fynbo, når man skal søge arbejde f.eks. i Jylland. Jeg var seks år hos LEGO, blev fra starten kaldt ”fynboen”, og havde det egentlig godt derovre. Jeg har også arbejdet i Grønland et år. Som fynbo er det generelt ikke svært at få job; jeg tror det har noget med vores facon at gøre. Vi går ind i folk sådan lidt med træsko på. – Odense er ”hjemme” for mig, sådan er det bare. Jeg kan ikke komme i tanke om andre steder, jeg hel-lere ville bo. Godt nok har jeg arbejdet andre steder, men Fyn er det rigtige sted for mig at være, også selvom jeg ikke har et job i øjeblikket. Her hører jeg til. – Jeg kunne sagtens drømme om at gøre noget helt andet – tage til USA og prøve lykken. Bare for at gøre det. Men børnene skal være større. Vi har tre, og den yngste er syv år, så det bliver ikke lige inden for de nærmeste år, at jeg forfølger den drøm. Men det ku’ være sjovt.

Per Therkildsen, 43 år, Odense:

– Jeg er født og opvokset her og har det godt. Jeg har sø-skende, der arbejder i Barcelona og i Tyskland, så det er bestemt ikke fordi, jeg ikke har overvejet at flytte f.eks. til udlandet. Især tanken om at flytte til Spanien har da trukket i mig. Men sådan er lodderne ikke faldet. – Som yngre, da jeg var nyudlært tømrer, drømte jeg om at tage til New Zealand eller Australien efter militæret. Jeg var også langt med at undersøge mu-lighederne, men der skulle en masse papirarbejde til først, så tingene trak ud - og så fik jeg et arbejde, jeg var glad for. Og så blev jeg i Odense. – Nu har jeg været selvstændig tømrer- og snedkermester i godt syv år. Det betyder selvfølgelig også, at det er sværere at bryde op, når du har en forretning kørende. Men jeg har det godt i Odense. Her er familie og venner, og jeg trives rigtig godt. Vi mangler jo ikke noget.

S. 035

Per Therkildsen, 43 år, Odense:

– Jeg er født og opvokset her og har det godt. Jeg har sø-skende, der arbejder i Barcelona og i Tyskland, så det er bestemt ikke fordi, jeg ikke har overvejet at flytte f.eks. til udlandet. Især tanken om at flytte til Spanien har da trukket i mig. Men sådan er lodderne ikke faldet.

– Som yngre, da jeg var nyudlært tømrer, drømte jeg om at tage til New Zealand eller Australien efter militæret. Jeg var også langt med at undersøge mu-lighederne, men der skulle en masse papirarbejde til først, så tingene trak ud - og så fik jeg et arbejde, jeg var glad for. Og så blev jeg i Odense.

– Nu har jeg været selvstændig tømrer- og snedkermester i godt syv år. Det betyder selvfølgelig også, at det er sværere at bryde op, når du har en forretning kørende. Men jeg har det godt i Odense. Her er familie og venner, og jeg trives rigtig godt. Vi

Havnegrillen i Odense

S. 037

Var det ikke for iværksætterlinjen på Esbjerg Handelssskole, var

Clark Birkelund ikke blevet selvstændig allerede som 16-årig. Men

selvstændig, det var han uden tvivl blevet. Han kunne slet ikke

forestille sig andet.

– Jeg har svært ved at se mig selv som ansat i et firma. I givet

fald skulle det i hvert fald være på et ret højt niveau, hvor jeg ville

ha’ indflydelse på strategien, siger han.

Han er den ene af to indehavere af it-firmaet EliteWeb i Es-

bjerg, der leverer software-løsninger til kunder over hele landet.

Karrieren som software-udvikler har været ca. 10 år undervejs og

har undervejs bl.a. givet ham titlen ”Danmarks bedste iværksæt-

ter” i Young Entreprise.

Det var i 2003, da han var 19 år.

FRIHED OG FLEKSIBILITET

Clark selv mener, sagt med et smil, at han er lidt miljøskadet hjem-

mefra. Hans far var selvstændig sælger i mange år og nød tydelig-

vis ikke bare jobbet, men også den frihed, fleksibilitet og ret til selv

at planlægge hverdagen, der fulgte med. Det samme gør Clark.

- Jeg bestemmer selv, hvis jeg vil pusle med et software-

problem til kl. tre om natten og så møde ind et par timer senere. Jeg

har ikke en chef, der står og kikker på klokken. Det er en fantastisk

frihed, jeg meget nødig ville undvære. Er der problemer, hænger

du selvfølgelig selv på dem – omvendt er det også altid dig, der

får skulderklappene, siger den 26-årige, som faktisk har været

partner med sin far indtil årsskiftet, hvor Birkelund Senior valgte

at skifte tilbage til værktøjsbranchen. For Clark Birkelund har it-

interessen altid været der.

– Som otte-ni-årig kunne jeg pjække mig til en fridag med ”ondt

i maven” og så bruge dagen på at lege med min fars Commodore

64. Jeg var vel 10-11 år, da jeg fik min første pc – og det var virkelig

et særsyn dengang, husker han.

KUNNE SIDDE I AUSTRALIEN

Det var via floorball-klubben, han for alvor kom ind i branchen.

Klubbens kasserer, der også var revisor, pudsede den teknikgale

teenager på at udvikle et regnskabssystem – og så greb tingene

om sig. Og på handelsskolens iværksætter-linje fik han sat sin for-

retning i system, så den var løbet godt i gang, da han afsluttede den

tre-årige HH.

Clark bor i dag i Bramming, firmaet holder til i Esbjerg – men

han er ikke så inkarneret hjemmefødning, at det nødvendigvis

altid skal være sådan.

– Med de kunder, jeg har, kunne jeg lige så godt sidde i Køben-

havn – eller i USA, Australien eller hvor som helst, bare der er 30

grader. Tidsforskellen betyder ikke alverden. I EliteWeb bruger vi

syv håndplukkede freelance-programmører fra forskellige dele af

verden, og det mærker kunderne aldrig, siger Clark, som selvføl-

gelig stadig ser mange af de gamle kammerater. Det betyder bare

ikke, at Esbjerg for enhver pris skal være hans base altid.

SPRING UD TIDLIGT – DET ER LETTERE

Clark opfordrer gerne andre til at springe ud som selvstændige. Jo

tidligere, jo bedre.

– Når først du har hus, bil og børn, er det sværere, for så tænker

du mere på risikoen. Og som yngre uden en masse forpligtelser

kan du arbejde alle de timer, du vil. Det er også nødvendigt for at få

succes. Til gengæld er det fuldstændig fedt, når tingene lykkes

– og det er din egen fortjeneste.

Som 19-årig blev han Danmarks Bedste Iværksætter – nu overvejer han udlandet

Clark vil sidde for bordenden

Der er ingen chef, der puster Clark Birkelund i nakken. Friheden er fantastisk.Location: Clarks eget firma: EliteWeb.


TV2’s frække lillebrorkanal er den helt rigtige tumleplads

Justin får kreativt

spillerum på Zulu

S. 039

Det er et drømmejob, 28-årige Justin

Ulbrichsen har fået. Og han er i fuld

gang med at knytte sig mere til sin nye

hjemby København end til Vejle, hvor

han voksede op.

Konkret har han i efteråret købt

en lejlighed i hovedstaden, for det er

her –i TV2’s afdeling på Teglholms

Allé – han siden marts 2009 har været

promo-producer for TV2 Zulu. Det

vil sige, at han har ansvaret for de

små rullende reklamer for kanalen,

som enten skal fastholde seerne eller

trække dem til fra en af søsterkana-

lerne. Og Justin er ikke i tvivl om, hvad

der gør jobbet så fedt, at han slet ikke

kunne forestille sig at være andre

steder.

– Jeg har en enorm frihed. Jeg har

slet ikke ramt loftet endnu med hen-

syn til, hvad jeg kan få lov til. Og det er

virkelig en fed fornemmelse, siger han.

NOGET KREATIVT – MEN HVAD?

For ca. 10 år siden, efter gymnasiet,

havde Justin ikke den fjerneste anelse

om, hvad han skulle lave. Noget krea-

tivt, javel, men det var alligevel diffust.

Han arbejdede som sundhedshjælper

på et plejehjem for voksne autister

et stykke tid, inden han var klar til

første mål: Designskolen i Kolding.

Det krævede grundig forberedelse,

så Justin brugte et år på Skandinavisk

Designhøjskole i Randers.

Det var her i et seriøst og kreativt

miljø, han fandt sit spor – og alligevel

kom han i tvivl, da højskoleåret var

slut.

Nok søgte han som først planlagt

ind på Designskolen – og blev optaget –

men samtidig blev han tilbudt en plads

som art director-elev hos reklamebu-

reauet Nørgård Mikkelsen i Odense.

– Jeg var virkelig i syv sind. Jeg

besluttede mig først få dage før. Jeg

tror stadig, jeg valgte rigtigt ved at gå

efter reklame-bureauet; selvom jeg i

slutningen af elevtiden fandt ud af, at

reklameverdenen ikke var noget for

mig. Jeg var glad for at være der, men

for mig var der lidt for mange kompro-

miser indbygget, fordi de sjove ideer

altid skulle rettes til efter kundens

ønsker. Der kom lige et filter på, og det

gjorde det simpelthen mindre sjovt,

husker han.

SPILLEDE KÆK TIL SAMTALEN

For at udfordre sig selv begyndte han i

sin fritid at lave bl.a. musikvideoer og

små film – og blev klar over, at det nok

var denne vej, han skulle videre ud af.

Men da han sagde sit job op samme

dag, som elevtiden var udstået, havde

han ikke et andet arbejde på hånden

– og vidste reelt heller ikke hvor han

kunne finde det.

- Ja, det var lidt af en risiko, jeg

tog der. Men bureauet var fine nok og

kunne stadig godt bruge mig – så jeg

fik lov at blive der, indtil jeg fik et andet

arbejde. Det var rigtig pænt af dem.

Via en veninde hørte Justin så om det

ledige job som promo-produceer på

Zulu.

– Jeg anede ikke, hvad den titel

dækkede over – og jeg var reelt i kon-

kurrence med langt mere erfarne

folk. Men jeg var gennemført kæk til

samtalen og slog på, at jeg dels tilhørte

kanalens målgruppe i flere år frem,

dels ikke var belastet af dårlige vaner

fra andre job. Det virkede åbenbart -

de ansatte mig i hvert fald, siger han

med et stort grin.

PLADS TIL DE VILDE IDEER

Han vil ikke blankt afvise på et

tidspunkt at vende næsen mod sin

hjemby, men:

– Jeg har ikke længere den store

tilknytning til Vejle og kommer der

ikke ret tit. Vejle er en fin by, og det

var et godt sted at vokse op, men der

er ikke noget, der trækker mig tilbage,

konstaterer han med et skuldertræk.

Havde jobbet ligget et andet sted i

Danmark, var det blevet hans base. Nu

ligner det et liv i København i mange år

frem. Her er der nemlig bedre plads til

de vilde ideer, synes Justin:

– I reklame-branchen er det sådan,

at kunderne i København tit er lidt

mere levende og med på at tage

chancer. Det samme gælder med

jobbet på Zulu. Det er simpelthen en

del af værdisættet, at vi skal prøve

grænser af. Jeg kunne ikke arbejde et

bedre sted.

TV2 Zulu stiller kreativ legeplads til rådighed for Justin Ulbrichsen.Location: TV2s københavner-adresse.

Se en af de promoer, Justin står bag: "Kebarbershop Boys".

Har du en smartphone, kan du scanne stregkoden for at komme direkte til websitet. Hvis ikke, kan dette link bruges: kortlink.dk/8n62


Villa, Volvo og hvordan er du uddannet? De unge er blevet ældre. Væk er teenageidolplakaterne på værelset, efterskoleåret er en saga blot, og ølkasserne

på kollegieværelsets altan er skiftet ud med villa, Volvo, vovhund, bleer og ægteskab. Måske. For nogle er den mel-

lemlange videregående uddannelse lige overstået, og livet som lønmodtager skal først til at begynde. Andre har

haft fødderne solidt plantet på arbejdsmarkedet i flere år, og endnu andre er stadig i gang med en lang videregå-

ende uddannelse.

For gruppen, der aldersmæssigt ligger omkring 24-34 år, er de fleste store beslutninger taget. Flyttekasserne er

pakket ud, enten i Syddanmark eller et andet sted. Valget af uddannelse er for længst overstået, og det er tid til at

kigge på konsekvenserne af de mange valg.

”Med de kunder, jeg har, kunne jeg lige så godt sidde i København – eller i USA, Australien eller hvor som helst, bare der er 30 grader.” Clark Birkelund, 26 år

Hvordan ser uddannelsesniveauet ud,

15 år efter de unge har forladt grundsko-

len? Hvor er årgangene rejst hen? Er de

kommet tilbage, og hvad har det i så fald

betydet for deres uddannelsesniveau?

Tabellen til højre viser uddannelses-

balancen i Syddanmark og er et billede

på nogle klare problemstillinger i forhold

til det syddanske uddannelsesniveau.

Den overordnede konklusion er, at

der er en tydelig forskel på niveauet

i forhold til de unge, der har valgt at

forlade Syddanmark og de, der ikke har

forladt regionen. Eksempelvis har 56 %

af fraflytterne, der ikke er vendt hjem

til regionen efter 15 år, en mellemlang

videregående uddannelse (MVU) eller

en længerevarende videregående ud-

dannelse (LVU). For de, der er blevet i

regionen, har 20 % en MVU eller en LVU.

For gruppen af unge, der er flyttet fra

regionen, men som er tilbage igen efter

de 15 år, er uddannelsesniveauet højere.

Her har 39 % en MVU eller LVU.

Meget tyder med andre ord på, at de

længste uddannelser tages af de, der

rejser væk fra regionen, mens de, der

bliver, ikke i samme grad tager en ud-

dannelse. Den såkaldte hjerneflugt er en

realitet, der kan have konsekvenser for

virksomhedernes konkurrenceevne og

regionens vækstpotentiale.

Hjerneflugt

Datakilde: Danmarks Statistik

Tabellen viser uddannelsesniveauet for de årgange, der forlod grundskolen i 1991, 1992 og 1993, fordelt på fire grupper:

• De unge, der forlod grundskolen i Syddanmark og fortsat var bosat i regionen 15 år senere

• De unge, der forlod grundskolen i Syddanmark og flyttede væk, men igen var bosat i regionen 15 år senere

• De unge, der forlod grundskolen i en anden region end Syddanmark, men var bosat i Syddanmark 15 år senere

• De unge, der forlod grundskolen i Syddanmark, men ikke var bosat i regionen 15 år senere.

Unge, der forlader regionen for at uddanne sig, ender med en længere uddannelse end de, der bliver.

Fortsat iregionen

Hjem-vendte

Tilflyt- tere

Fraflyt- tere

25 % 19 % 23 % 17 %

55 % 42 % 36 % 27 %

20 % 39 % 42 % 56 %

21.747 6.409 5.334 10.939

S. 041

Syddanmark går en uddannelsesmæssig stor

udfordring i møde de kommende år. For få

borgere sidder på skolebænken længe nok til

at få en kompetencegivende uddannelse.

I 2008 havde 31 % syddanskere ikke

en kompetencegivende uddannelse. Det

er kommunerne Billund, Vejen, Tønder,

Fredericia og Langeland, der ikke kan følge

med. Her har op mod 37 % af borgerne ikke

en kompetencegivende uddannelse.

Hvis udviklingen fortsætter, vil der i

2017 være en overrepræsentation af ufag-

lærte ledige i Syddanmark. Til gengæld vil

en del stillinger ikke kunne besættes, fordi

de kræver en erhvervsfaglig, mellemlang

videregående eller lang videregående ud-

dannelse. Også borgere med korte videregå-

ende uddannelser står over for en markant

ledighed i fremtiden.

Det er især borgere med en videregående

uddannelse inden for de tekniske, naturvi-

denskabelige og sundhedsvidenskabelige

fag, der vil være en decideret mangel på.

Herunder vil social- og sundhedsområdet

blive ramt med noget af en udfordring. I 2017

vil der være helt op til 2.500 ubesatte stil-

linger. Syddanmark vil eksempelvis opleve

en alvorlig mangel på læger, sygeplejersker,

ergoterapeuter og radiografer.

får job uden for regionenNår en årgang dimitterer fra Syddansk Universitet, får 43 % job uden for regionen. Det er især Storkøbenhavn og

Midt- og Østjylland, der trækker de højtuddannede dimittender til sig.

Der er markante regionale forskelle på, hvem der får job, hvor. Størstedelen af de samfundsvidenskabelige og

humanistiske dimittender (henholdsvis 71 % og 60 %) fra Odense flytter fra Fyn. Omvendt er det for de færdiguddan-

nede fra Kolding og Sønderborg, hvor 60 % får arbejde i Syd- og Sønderjylland.

Der er ingen umiddelbare forklaringer på, hvorfor de nyuddannede flytter fra regionen. Det kan skyldes kræsne

unge, der bevidst går efter et job i storbyerne, virksomhedernes manglende evne til at fortælle om de gode jobmulig-

heder på deres arbejdsplads eller, at der simpelthen ikke findes nogle job til de højtuddannede i regionen.

En virksomhedsundersøgelse fra 2007 viser, at mere end halvdelen af de syddanske virksomheder har oplevet pro-

blemer med at rekruttere højtuddannede medarbejdere. Om det skyldes geografi, mangel på job, manglende kendskab

til mulighederne i Syddanmark eller manglende efterspørgsel efter de højtuddannede, melder historien ikke noget om.

Kilde: Syddansk Universitet ”Dimittendundersøgelse 2009” og Syddansk Universitet ”Virksomhedsundersøgelse 2007”.

43% ”Med min uddannelse (statskundskab) ligger de fleste gode og spændende job i København. Man siger, at hver gang tre studerende bliver færdige på SDU, er det kun én, der bliver boende. Det virker ikke som om, der er de store jobmulighe-der for en højtuddannet i Syddanmark.”

Niels Vestergaard Pedersen, 24 år.

af de beskæftigede i den private sektor i Region Syddanmark har en mellemlang eller lang videre-gående uddannelse. Til sammen-ligning har Region Hovedstaden 23 % højtuddannede beskæfti-get i den private sektor.

25.519er antallet af ledige, ufag-lærte borgere i Syddan-mark i 2017.

2.240er antallet af ledige borgere i Syddanmark med en kor-tere videregående uddan-nelse i 2017.

1.418erhvervsfagligt uddannede borgere vil Syddanmark mangle i 2017.

945borgere med mellemlange videregående og længere videregående uddannelser vil Syddanmark mangle i 2017.

10%

Syddanmark falder bagud


Den rette hylde gemte sig for Kirsten D. Johansen, der endte med en sygeplejerske-titel.Location: Sengestue på Sygehus Lillebælt, Vejle.

S. 043

Hun er fuldblods fynbo, men befinder sig fint med

familien i Vejle. Til gengæld har hun absolut ingen planer

om at flytte længere væk fra sin fødeø.

Kirsten Johansen, 27, er netop blevet færdig med sit

bachelorprojekt på Sygeplejeskolen i Vejle, som hører

under University College Lillebælt. Jobsøgningen har

allerede i nogle måneder fyldt en del i hendes bevidsthed,

men hun er ikke indstillet på at søge alt for langt væk. År-

hus er det nordligste, og hun kan bestemt ikke se sig selv

bo eller arbejde i Esbjerg. Det er for langt væk fra familien

på Fyn.

DRØM VAR LANGT VÆK

– Om fem år… ja, da har vi forhåbentlig et lille hus måske

i Børkop, og jeg arbejder enten på børneafdelingen i

Kolding eller på hjertemedicinsk afdeling i Vejle eller

Kolding, siger Kirsten.

At det netop blev sygeplejerske er på den ene side en

barnedrøm; på den anden side noget, der for 10 år siden

syntes langt væk.

– Da jeg var 11, fik min lillesøster cancer, og vi brugte

meget tid på sygehuset i Odense. Og jeg var så betaget

af de sygeplejersker der – de gjorde det fantastisk, og for

mig var det et drømmejob, husker hun.

Hendes søster overlevede ikke sygdommen. Kirstens

drøm om at blive sygeplejerske forsvandt også.

– Efter 10. klasse tog jeg HF mest for at gøre et eller

andet. Sygeplejerske havde jeg i hvert fald ikke lyst til

længere, siger Kirsten, der er født og opvokset i Gelsted

mellem Odense og Middelfart.

– Jeg var den første i familien, der tog HF eller gymnasiet,

og jeg har aldrig følt et pres i nogen bestemt retning.

Men havde du spurgt mig for 10 år siden, hvad jeg skulle,

havde jeg været blank. Jeg kunne lige så godt se mig selv

som bistandsklient med en stor flok unger, siger hun.

TOG EN LANG OMVEJ

I dag bor hun med sin mand Allan, der arbejder med it,

og Gustav, der til foråret fylder to år. Men vejen frem til

titlen som sygeplejerske har langt fra været snorlige, for

Kirsten har prøvet flere muligheder af.

Efter HF-eksamen fik hun job som kassedame i Føtex i

Middelfart og supplerede siden med et job som lærervi-

kar. Det fik hende til at søge ind på seminariet i Odense.

Her holdt hun fire måneder:

– Det var simpelthen for tørt og kedeligt og for langt

fra min hverdag.

Parret flyttede senere til Vejle på grund af Allans job,

og Kirsten tog en et-årig HH i Fredericia; fokuseret på at

skaffe sig en læreplads på kontor eller i handelslivet. Men

det var heller ikke sagen.

– Jeg kom til en håndfuld samtaler, og det sidste sted

spurgte de mig direkte: Er du nu sikker på, at det er det

her, du skal? Det var selvfølgelig noget af en melding,

men de gjorde mig reelt en stor tjeneste, konstaterer hun

i dag.

FANDT SIT KALD PÅ STUDIET

Hun havde allerede haft deltidsjob på et plejehjem i Mid-

delfart, og fra sommeren 2005 blev det til et fuldtidsjob

på demens-plejehjemmet Lindegården i Vejle tæt på

bopælen. Da fandt hun ro.

Der var skønne kolleger, ansvar og et arbejde med

mennesker, som i den grad gav mening. Hurtigt kom

tanken om at læse videre, og kollegerne skubbede på: Du

skal ikke være social- og sundhedsassistent, Kirsten, du

skal da være sygeplejerske. Hun begyndte på studiet i

september 2006.

– Jeg følte nærmest fra første dag, at det her var mit

kald. Selvfølgelig har der også været noget sejt terperi,

men det har været så spændende – og jeg har ikke været i

tvivl ét sekund undervejs, understreger Kirsten.

I yderste nødstilfælde kan hun selvfølgelig få brug for

sin HH, hvis det kikser med at finde et arbejde, men det

håber og tror hun ikke.

– Jeg glæder mig til at komme ud. Det har været dejligt

at gå på skolen, og som studerende lever du lidt i en be-

skyttet boble. Som færdiguddannet skal du fra første dag

være klar til et kæmpe ansvar. Men det bliver alligevel

dejligt at komme ud og bruge det, jeg kan – og ikke leve af

S.U. mere, siger Kirsten med et grin.

Og så er det i øvrigt ikke sikkert, at huset i den mindre

by skal være den permanente base i al fremtid. Gustav

skal ikke være enebarn, men med tiden skal mor også

gerne have plads til at leve en drøm ud:

– Jeg vil ud og gøre en forskel andre steder end i

Danmark. Afghanistan, et sted i Afrika, jeg ved det ikke.

Men der er altid mennesker i nød, der har brug for

sygeplejersker. Altid.

Kirsten vil bo tæt på Fyn

og familienI tredje forsøg fandt hun den rigtige uddannelse – i Vejle


- Her er stort set det hele. I hvert fald de samme tilbud

som i Århus, siger Niels Vestergaard Pedersen, der bor i

rækkehus i hjertet af Odense.

Herfra passer den 24-årige vestjyde sit studium i

statskundskab, og det trives han rigtig godt med.

– Årgangene her er ikke så store. Vi er omkring 80,

mens de er tre gange så mange i Århus og København.

Det giver en tættere kontakt til underviseren og til de

andre studerende – også dem på de andre studier, siger

han.

HAR VÆRET LET AT FALDE TIL

Oprindelig var det kæresten Stine, der havde lyst til at

flytte fra Skjern-egnen til Odense, hvor hun netop har

afsluttet pædagog-studiet. Og Niels var dengang, i 2007,

ikke sen til at sige ja til at flytte til Fyn.

– I Vestjylland er det næsten en selvfølge, at man

tager til Århus, hvis man vil læse videre. Faktisk er

der næsten hele vestjyske ghettoer i Århus. Kun nogle

ganske få vælger Aalborg eller København. Her i Odense

var jeg tvunget til at møde nye mennesker, og vi har også

fået flere gode venner her, siger han.

Det kommende års tid går med praktik på studiet,

og begge semestre skal for Niels’ vedkommende foregå

i udlandet – først et halvt år i Estland, hvor Stine tager

med, og så et halvt år i Bruxelles. Men han vender tilbage

til Fyn for at færdiggøre studiet til sommeren 2012.

I forvejen kendte Niels meget lidt til den fynske hoved-

stad. Det er der nu rettet op på.

– Vi har reelt de samme muligheder her som i Århus.

Samtidig har vi noget kortere vej til København – ja, du

kan jo faktisk bo her og arbejde derovre. Og så er det bil-

ligere. I forhold til København betaler vi langt under det

halve i husleje, og det giver plads til andre og sjovere ting,

siger Niels.

SKULLE VÆK FRA SKJERN

Han var tidligt på det rene med, at han ikke skulle blive i

Skjern. Vestjylland giver ikke mange muligheder for vide-

regående uddannelse, og bylivet med Crazy Daisy og et

godt håndboldhold var heller ikke nok. Om han så vender

tilbage med tiden, er et åbent spørgsmål.

– Med min uddannelse ligger de fleste gode og spæn-

dende job jo i København. Og man siger, at hver gang tre

studerende bliver færdige på SDU, er det kun én, der bliver

boende. Det virker ikke, som om der er de store jobmulig-

heder for en højtuddannet i Syddanmark. Måske kunne

det hjælpe, hvis SDU fik et endnu bedre samarbejde med

det lokale erhvervsliv – for vi kan faktisk bruges til mere,

end mange tror, siger Niels og tilføjer:

– Vi er faldet godt til i Odense, og vil egentlig gerne bli-

ve her, og som sagt: Man kan godt bo i Odense og arbejde

i København. Men det afhænger i øvrigt ikke kun af mig

og mit job, for Stine skal også finde et arbejde, hun trives

med, og det kan såmænd blive i Kruså eller Hobro, siger

den SDU-studerende, der ”i princippet ser hele Danmark

som en mulighed”, når han engang skal søge fast arbejde.

– Altså, Nordjylland og Bornholm…det ved jeg nu ikke

helt. Men alt kan komme i spil. Helst vil vi nok bo i det

midt- eller syddanske, også fordi vore familier stadig bor

omkring Skjern, siger Niels, der ikke har et job i udlandet

som et stort ønske.

– Jeg vil helst blive i Danmark. Her er dejligt at være.

Og det må meget gerne være her omkring Odense.

Vestjyden har fundet sig til rette i Odense – og vil gerne blive boende

Niels nyder at være fynbo

Det blev Odense, da vest-jyden Niels Vestergaard Pedersen skulle vælge studieby.Location: Syddansk Universitet i Odense.

S. 045


Sådan er det bare blevet

Tina Andersen, 40 år, Taarup

– Jeg er født og opvokset i Søllinge lidt uden for Ringe og har boet på Midtfyn hele livet. Ikke fordi jeg ikke har haft andre planer undervejs, men sådan er det bare blevet. – En formel uddannelse har jeg ikke fået. Jeg har arbejdet inden for rengøring i mange år, og det seneste halvandet års tid har jeg været selvstændig med eget rengøringsfirma. Min kæreste er også selvstændig, og så flytter man ikke bare sådan. Du kan ikke rykke to firmaer op med rode for at starte et nyt sted. – Vi har to børn, og det binder os selvfølgelig også til området. Det er dejligt at bo her – og så er det centralt, tæt på motorvejen og midt imellem Odense og Svendborg.

Annelise Christensen, 32 år, Hesselager

– Midtfyn er virkelig centralt – og jeg er oprindelig fynbo, så valget var ikke så svært. Her er familien tæt på, og det passer mig rigtig godt! – Jeg har været væk i sammenlagt fire år, hvor jeg var i Andalusien i Spanien for at lære sproget. Det var dejligt at være væk, men også at komme tilbage. Reelt var jeg ikke i tvivl om, at det var her, jeg skulle bosætte mig. Det eneste alternativ kunne være Langeland. Hvis det nu skulle være…Men det tror jeg nu ikke. – Jeg blev uddannet i spansk og historie på universitetet i Odense – nu arbejder jeg i Vester Skjerninge på et opholdssted for anbragte børn under Region Syddanmark.

S. 047

Læs mere om, hvem der kommer retur efter endt uddannelse.


Hjerner – tur-returI Syddanmark ser det ikke for godt ud med at lokke folk hjem igen. Dem, der smuttede til Købehavn eller Århus for at følge studiedrømmen, slår ofte rod i storbyen.

Michael Koll, 34 år, Rudkøbing

– Jeg bor i Rudkøbing, det er – også! - en dejlig by, og min båd ligger i havnen. Faktisk er jeg født og opvok-set her i Ringe, men jeg var flyttet til Langeland, inden jeg fik job her i byen. – Her er masser af muligheder - og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er ejendomsmægler! Det er her, jeg har mine rødder og her, jeg har gået i skole. Men det er jo lidt svært at få en sejlbåd i vandet heromkring. Det betyder stadig meget for mig, at jeg kan komme ud på vandet. – Jeg tog væk på grund af uddannelse – en bachelor i økonomi på Handelshøjskolen i København og siden læste jeg til ejendomsmægler i Kolding. I København var jeg Team Danmark-studerende, fordi jeg sejlede laserjolle på højt niveau. Men jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg skulle hjemad på et tidspunkt.

Mia Lindholm Bakkelund, 35 år,

Øster Hæsinge

– Min kæreste og jeg overtog cafeen her i Ringe i februar 2008. Vi gjorde det på grund af udfordringen og fordi vi havde lyst til at sætte noget nyt i værk. Vi fandt det helt rigtige sted her på Algade, og det er bare gået godt. Heldigvis. – Ringe ligger rigtig godt placeret. Her er et godt handelsliv og mange tilflyttere, og det er netop det segment, vi gerne vil ha’ fat i. – Vi er begge to fynboer, men det er nu ikke kun derfor, det blev Ringe. Det var faktisk mere afgørende, at min kæreste havde et hus. Ellers havde vi været klar til at flytte efter den rigtige udfordring. I forvejen har vi begge arbejdet masser af steder rundt om i Danmark og i udlandet. Sådan er det i denne branche.

S. 047

Mia Lindholm Bakkelund, 35 år,

– Min kæreste og jeg overtog cafeen her i Ringe i februar 2008. Vi gjorde det på grund af udfordringen og fordi vi havde lyst til at sætte noget nyt i værk. Vi fandt det helt rigtige sted her på Algade, og det er bare

– Ringe ligger rigtig godt placeret. Her er et godt handelsliv og mange tilflyttere, og det er netop det

– Vi er begge to fynboer, men det er nu ikke kun derfor, det blev Ringe. Det var faktisk mere afgørende, at min kæreste havde et hus. Ellers havde vi været klar til at flytte efter den rigtige udfordring. I forvejen har vi begge arbejdet masser af steder rundt om i Danmark og i udlandet. Sådan er det i

Café Wessel i Ringe


Casper vendte hjem efter studietHan elskede livet i Århus – men mange små ting trak ham tilbage

S. 049

Huspriser. Familie. Job. I blandet ræk-

kefølge var det de elementer, der gjorde, at

33-årige Casper Voigt Rasmussen i som-

meren 2009 forlod Århus og vendte tilbage

til Vejle-kanten, hvor han voksede op.

– På sin vis ville vi gerne være blevet

i Århus. Men jeg fik et godt job hos LEGO

– og når der så kommer børn til, er det

ikke sjovt hverken at bo på fjerde sal eller

at bruge et par timer på at pendle hver

dag. Så vi trak sydpå. I første omgang

gik vi bare efter et sted mellem Århus og

Kolding, siger Casper.

Både han og kæresten har rødder

omkring Vejle, så det var ikke ulogisk,

at Skibet lige uden for fjordbyen endte

med at blive den nye adresse. Et hus med

have, der – i forhold til Århus – var til at

betale, tæt på bedsteforældrene, og tæt

på arbejdspladserne i Billund samt Erritsø,

hvor Caspers kæreste siden fik job som

lærer. Og, som en vigtig biting, tæt på den

fodboldklub i Vejle, der altid har været

Caspers foretrukne.

– Det lyder måske skørt, men det spil-

ler også en rolle for din identitet. Mens jeg

boede i Århus, holdt jeg stadig med VB og

forsøgte ofte at komme på stadion, når

de kom til Århus og mødte AGF. Jeg har

også taget ture til Randers og Viborg for

at se VB spille, konstaterer Casper med et

skævt smil.

ODENSE VAR IKKE EN MULIGHED

Efter sin studentereksamen var han ikke i

tvivl om, at den videre uddannelse skulle

tages i Århus.

– Mange i min omgangskreds var

deroppe, min bror læste der i forvejen – for

mig var det bare en bedre by med mere at

byde på. SDU var reelt ikke en mulighed,

siger han.

Halvandet år på lægestudiet lærte

ham bl.a., at han i hvert fald ikke skulle

være læge – i stedet blev det Handelshøj-

skolen, hvor han sluttede som cand.merc. i

2006. Første stop på arbejdsmarkedet var

som direktionsassistent hos en virksom-

hed i Aalborg – spændende, men også med

lang tid på landevejen. Og så fik han øje

på et opslag fra LEGO, som søgte en intern

markedsudviklingskonsulent.

Dét jobskifte, i marts 2008, banede

sammen med familieforøgelsen vejen for

at flytte væk fra det Århus, han og kære-

sten ellers virkelig trivedes i.

– Under studiet tænkte jeg ikke

så meget over, hvor jeg gerne ville bo.

København havde jeg ikke meget lyst til,

for venner og familie er i Jylland, og kort

efter studiet blev jeg faktisk tilbudt et job

i Vestjylland. Men jeg sagde nej tak – det

var for langt ude, siger Casper.

KOMMET PÅ RETTE HYLDE

I dag har han skiftet funktion i LEGO til

associate marketing manager med særligt

ansvar for LEGO Star Wars-serien.

– Vi er to mand, der har ansvaret for

marketing af produkt-porteføljen globalt

– dvs. vi udvikler de globale kampagner og

fastsætter den overordnede strategi og

sørger for at konsolidere input fra marke-

derne. Det er rigtig spændende. LEGO har

jo et af de stærkeste brands overhovedet,

ikke kun i Danmark, og når jeg gerne

vil beskæftige mig med marketing og

branding, er jeg virkelig på rette hylde i

øjeblikket, siger Casper.

Han aner ikke, hvor længe Skibet vil

være basen i hans liv, men har bestemt

ikke travlt med at tænke sig væk:

– Jeg befinder mig rigtig godt, hvor jeg

er. Familie og venner er tæt på, vi har hus

og have og en smuk natur i nærheden.

Sagt på jysk er det slet ikke så tosset.

Efter studietiden i Århus er Casper Voigt Rasmussen flyttet tilbage til Vejle-egnen, hvor han er vokset op.Location: Carlsberg Tribunen, Jokri Park.


– Netværket ændrer sig hurtigt, når man flytter til en ny by. Uanset

hvor glad man er for sin hjemby. Det konstaterer 31-årige Katrina

Feilberg. Hun har boet i København i godt 11 år og har ikke planer om

at vende hjem til Vejle.

Efterhånden er der bare mere, der binder hende til hovedstaden

end til det østjyske.

– En stor del af min familie bor stadig i Vejle eller tæt på, så jeg

kommer der jævnligt. Min mand kommer også fra Vejle, så vi har

begge rødder derovre. Ingen af os vil dog afvise, at vi vender tilbage

– engang. Men der er meget, der lige nu gør København til vores by.

POLITIK OG STUDIE-VENINDER

Mest synligt udadtil er det faktum, at Katrina siden 2005 har siddet

som radikalt medlem af Borgerrepræsentationen i København.

– Det har virkelig ændret mit syn på hele byen. Nu ved jeg – eller

kan hurtigt få at vide – hvad der sker rundt om i hele Københavns

Kommune af både stort og småt. At du får forklaringerne på alle

forandringerne i byen tæt på, fordi du selv er med til at beslutte dem,

betyder enormt meget for tilhørsforholdet, siger hun.

Dermed siger hun også, at hun har tilvalgt København mere end

hun har fravalgt Vejle. Og det er ikke kun det politiske liv og de 54

kolleger i hovedstadens byråd, der gør en forskel. Studietiden på RUC

trækker stadig væsentlige tråde til nutiden for Katrina, der har en

bachelor i socialvidenskab.

– Vi er et netværk på 12 kvinder, som kender hinanden fra stu-

dieårene i Roskilde. Vi har svinget godt sammen lige siden, men fra

mest at være lidt tøsepjattet er det blevet et sted, hvor vi kan vende

hinandens liv. Vi er alle ret ambitiøse på hver sin måde, og hvordan

passer det lige ind i livet som mor og ægtefælle osv., siger Katrina,

som mødes fast med de 11 andre fire gange om året, plus at de tager

på ture sammen.

Samtidig er to af de bedste venner fra Vejle-tiden flyttet til

hovedstaden – og alle de andre har hun god kontakt til via Facebook.

VALGT SOM 26-ÅRIG

Interessen for politik kom allerede i gymnasiet, og det var via et

studenterjob på Grønnegårdsteatret, hun fik foden ind på rådhuset.

Teaterchefen hed nemlig Klaus Bondam, og han fik den unge RU’er

gjort til gruppesekretær for den radikale gruppe. Pludselig handlede

det om realpolitik og ikke blot om ungdomspolitikkens mere heftige

markeringer, og i 2005 stillede Katrina op til kommunalvalget – og kom

ind.

Hun kan også bruge de politiske erfaringer i sit job som public

affairs-konsulent hos TDC, hvor hun rådgiver teleselskabet i forbin-

delse med lovgivningen på it- og teleområdet. Et rigtigt spændende

job, som ikke kunne bestrides andre steder end i København.

– Man skal aldrig sige aldrig. Men hovedstaden er klart min base

lige nu, og København er en fantastisk by – men min identitet er

stadig, at jeg er jyde i København. Og der er rigtig mange af os

herovre, siger hun med et skævt grin.

Katrina nyder sit nye netværkVejle kan stadig blive næste destination – men…

S. 051

Hjembyen er Vejle, men Katrina Feilberg har i den grad engageret sig i København.Location: Københavns Rådhus.


– Jeg ville ikke lave noget om, selvom jeg kunne

Leif elsker nærheden på Ærø

S. 053

100 pct. øbo, 100 pct. landmand. Etiketterne kan ikke

skilles ad for Leif Juul Sørensen.

Den 45-årige Ærø-bo har svært ved at forestille sig

et andet erhverv. Han har også meget svært ved at se sig

selv bo andre steder end på fødeøen.

– Her er en fantastisk tryghed. Det oplevede jeg selv,

da jeg voksede op, og det oplever vore fire piger nu. Alle

ved, hvem du er og hvor du stammer fra, og her er frede-

ligt og roligt. Vi låser ikke vore biler, døre eller cykler på

Ærø, for det er ikke nødvendigt, konstaterer Leif.

Her er plads til alle dem, der vil gøre en indsats for

fællesskabet – i foreninger, bestyrelser eller inden for po-

litik. En ø, der ikke formår at engagere sine egne beboere,

er dødsdømt, og derfor er også Leif en aktiv del af øens

fælles hverdag. Det hører sig nærmest til.

FOR TIDLIGT PÅ LANDBRUGSSKOLE

At det blev landbruget, der skulle være hans levebrød,

har han reelt aldrig været i tvivl om. Jo, måske var der

engang en fascination af tanken om at blive Falck-redder,

men det var landbruget, der for alvor trak. Både han og

storebror Bent blev fra barndommen vænnet til, at de

skulle hjælpe til med dyrene og markerne hjemme på

gården på Tranderup Mark.

– Da jeg blev 15-16 år og kunne komme rundt på knal-

lert, kunne det da godt være irriterende at skulle være

hjemme kl. halv fem hver eftermiddag for at malke. Kam-

meraterne inde i Ærøskøbing havde jo langt mere frihed,

syntes jeg. Men det var altså mit faste ansvar, og jeg

kunne jo også li’ arbejdet, husker Leif, som var så sikker

på sin fremtid, at han kastede sig ud i landbrugsuddan-

nelsen straks efter 10. klasse.

– Det var for tidligt. I dag kan jeg se, at jeg nok burde

ha’ ventet et år eller to, for i de fem måneder på skolen

i Korinth var jeg ikke så seriøs, som jeg burde ha’ været.

Men syv af mine gode kammerater her fra Ærø skulle

også starte på skolen, og dem ville jeg gerne følges med,

siger han.

– DU SKAL IKKE HJEM ENDNU!

Efter skoleopholdet havde Leif egentlig lyst til at vende

tilbage til ø-livet. Men hans far sagde nej.

– Min far syntes klart, at jeg skulle se noget mere og

andet end Ærø, inden jeg besluttede mig. Han stam-

mer fra Odder-egnen og kunne se en klar værdi i, at jeg

prøvede noget andet først. Han havde ret.

Det blev til ca. seks år som landbrugsmedhjælper på

tre forskellige gårde omkring Hesselager og Ringe. Her fik

Leif bekræftet over for sig selv, at landmand var og blev

hans mål – og at han helst skulle arbejde med kvæg.

– Grise er en pestilens. I hvert fald for mig, siger han

med et skævt grin.

Undervejs mødte han Anne, som nok var barnefødt ved

Skive, men havde boet på Ærø, siden hun var syv. Hun

ville også gerne flytte tilbage, og da Leif i 1989 var fær-

dig med sin driftleder-uddannelse i Dalum, var gården i

Voderup midt på Ærø allerede købt et års tid før. Leif var

22, da papirerne blev skrevet under.

– Ja, det var tidligt. Men pludselig var gården her med

22 hektar til salg – og det er faktisk svært at købe gårde

og jord på Ærø. De bliver ofte i familien, men her var altså

en mulighed, så vi slog til.

PIGERNE SKAL VÆLGE SELV

Den trelængede gård rummede en firhjulet gummivogn

og, som en ejendomsmægler ville sige det, ”et stort og

spændende potentiale”.

– Her var ingenting. Hverken i stuehuset eller i læn-

gerne, så vi måtte bare i gang med at renovere og bygge

op. På den måde var det en stor chance, vi tog, og der var

ikke nogen plan B. Heldigvis fik jeg kort efter en mælke-

kvote, så vi kunne starte med 60 malkekøer, og siden er

gården så vokset i mange små bidder.

Nu er gården på 122 hektar og med ca. 115 malkekøer

og som sådan rustet til fremtiden. Men Leif tror ikke, at

nogle af familiens fire piger skal overtage den med tiden.

- De skal i hvert fald ikke tvinges eller føle sig forplig-

tede. Det vil jeg ikke byde dem.

Børnene føler sig alle meget knyttede til øen. For de

to mindste på syv og ni år er det naturligt, at verden helt

logisk er, som den er – de ældste på 15 og 17 skal om få

år begynde at pejle sig ind på deres fremtid. Den ældste

er pt. i gang med 10. klasse på Oure Idrætsefterskole,

og måske bliver det også her, hun efter sommerferien

fortsætter i gymnasiet.

– En ulempe ved at være ung på Ærø er, at du bliver

meget hurtig voksen, hvis du vil på handelsskolen eller i

gymnasiet. Så må du som måske 16-årig flytte til Svend-

borg og klare dig selv i hverdagen med mødetider, lektier

og fornuftig mad. Det kan være rigtig hårdt for nogle.

– JEG ER DET RIGTIGE STED

Leif selv er ikke i tvivl om, at han er endt det rigtige sted.

Ikke blot er her nære, faktisk ubrydelige venskaber, der

strækker sig tilbage til barndommen; forældrene bor

her også samt hans storebror, der har en gård ovre ved

Dunkær. Svigerforældrene driver også et landbrug i nær-

heden, og de korte afstande gør det nemt at være fælles

om en del maskiner.

– Jeg ville ikke ha’ lavet ret meget om i mit liv, hvis jeg

kunne. Og nu vil jeg blive boende her på Ærø og her på

gården. Allerhelst indtil de bærer mig herfra.

Det endte alligevel med Ærø for Leif Juul Sørensen, der ellers var væk fra øen for at tage sin uddannelse.Location: Maskinhuset.


Har du en smartphone, kan du scanne stregkoden for at komme direkte til bloggen.

Vi vil så gerne have, at de unge bliver lidt længereØnskesedlen er lang, når erhvervsliv og Region Syddanmark sætter ord på, hvad de unge syddanskere skal stille op med livets muligheder.

Drøm: Et meget smukt og fantastisk syn eller en meget smuk og fantastisk oplevelse.

› Tag en god uddannelse

› Brug din viden i et godt job i en virksomhed – i Syddanmark.

› Byg rede, tak – i Syddanmark.

› Tag gerne en veluddannet ægtefælle fra en anden region

med – til Syddanmark.

› Gentag øvelsen med de børn, du beriger Syddanmark med.

Der er brug for stærke unge mennesker i Syddanmark, hvis regionen skal lyse op i

fremtiden. Men hvad skal der til, for at de unge kan se sig selv opfylde ønskerne på

listen?

Det vil vi gerne vide mere om. Måske mangler der nogle helt banale ting. Som Niels

Vestergaard Pedersen siger på side 44:

– Det virker ikke, som om der er de store jobmuligheder for en højtuddannet i Region

Syddanmark. Måske kunne det hjælpe, hvis SDU fik et endnu bedre samarbejde med det

lokale erhvervsliv – for vi kan faktisk bruges til mere, end mange tror.

Når vi ved mere om, hvad der skal til, har vi mulighed for at ændre på nogle ting. Måske

er der tanker, der ikke er tænkt før.

ungblog.regionsyddanmark.dkFlere af de unge, du har mødt her i magasinet, blogger videre om deres drømme og valg. Læs med, og kom med dine kommentarer til det gode liv for unge i Syddanmark.

"Hvaddrømmerdu om?"

Dette magasin indgår i arbejdet med at skabe den nye Regionale Udviklingsplan.

Den regionale udviklingsplan er en plan for udviklingen i Syddanmark. Planen

vedtages af regionsrådet inden udgangen af 2011.

Læs mere på www.regionsyddanmark.dk/detgodeliv

1565

7 Mediegruppen

På kanten af fremtiden

Documents

Transcript of På kanten af fremtiden