/ " / O

Dansk Syntaxtil

Skolebrug

as

Chr. F. Monrad,Collaborator.

/lenabntg.

T r y k t paa F or f a t t e r e n s F o r l a g

hoS G . A. F. Ponton (Kastrups Grftecf.).

1858.

■ü-r*

<bORcV*~S XS*

< W

3Pen kortfattede danske Syntar, der herved udkommer, er be­stemt t il at danne Grundlaget for den grammatiske UnderviiSning i Dansk. Det forudsættes, at denne Underviisning fra Begyn­delsen af meddeles mundtlig. Naar der gjennem den mundtlige Underviisning er vundet Indsigt i Hovedpunkterne, skulde Bogen giveS Disciplene i Hænde til Befæstelse og Udvidelse af den Bundne Indsigt.

Adskilligt, der ellers pleier at behandles under Formlæren, har jeg medtaget her, forsaavidt det forekom mig naturligt at slutte sig til de syntaktiske Regler.

Biser det sig ved Brugen, at Bogen, der nærmest er trykt som Manuscript for Flensborgs Latin- og Realskole, svarer til sin Be­stemmelse, er det min Hensigt at lade den danne første Afsnit af en Sproglære, hvis andet Hovedafsnit vilde blive en noget om­arbejdet og forkortet Udgave af min i 1853 udgivne „Danst Formlære".

.forfatteren.

ID eb S y n t a x eller Orbfoiningslcrre forstaaeS Leeren om Orbenes Forbinbelse og Brug i fammen# hcengenbe Tale.

O m S c e t n in g e n og b e n s D e le .Talen bestaaer af Sætninger.Exempler paa Sæ tninger: Fuglen flyv ere D u sover.

Hesten trækker Vognen. Vognen trækkes as Hesten. Hesten trækker as alle Kræfter. D u har sovet en god S o v n . H orte du dette Skud? Jeg gav Fader min Stok. D en uforfærdede, as Kjærlighed til Fædrelandet opfyldte M ano styrtede sig uden Betænkning ind i Fjendernes tætteste Skarer. D u er en N ar. H an blev General. D en Angre var Capitainen. Mennesket er dødeligt. Bornene ligge syge. Soldaterne fandtes vaagne. V i vare mange. D e vare otte. H an bliver til paa Loverdag. Baade han og jeg have feilet. Fuglen oppe i Træet synger meget smukt. B ogen har kostet tre D aler. H an gaaer fire M iil daglig. Brodet veier otte Pund. M uren er tyve Alen lang. H an har været her- flere D age. M in Nabo, Bageren, er syg. B yen F len s­borg ligger smukt. England er en S ta t , rig og mægtig ved Handel. H an kjobte en Tonde R ug. Han gik glad hjem. D et var hverken mig eller dig. D et fryser. D et regner ofte her. D er skydes. D er kæmpedes hele D agen med stor Haardnakkenhed. Tænk paa Følgerne af din altfor dristige B eflu tning! G iv mig tre LEbler. Kom

m ig ikke tredie G a n g med Ind ven d in ger. O , kom dog, B rod er! G a a ! B l iv ! G ud forlade dig! D u drage bort med F red!

Af de anførte Exempler sees d e t , a t en S æ t - n i n g altid indeholder et Udsagn. I Almindelighed udsiges der i en S æ tn in g N oge t om N oge t . D o g kan der øgfaa udsiges N o g e t , uden a t der er noget Bestem t, hvorom det udsiges. Undertiden udsiges der i en Sce tn ing ikke N oge t om N og en , men til Nogen (en B e fa l ing , en O p fo rd r in g ) . E n Scetning bestaaer i Almindelighed af to eller flere O r d , men kan ogsaa bestaae a f et enkelt O r d .

D e n D e e l a f en S c e tn in g , hvorom der udsiges N o g e t , kaldes S u b j e c t e t eller G ru n d o rd e t . D e t , der u d s ig e s ' om S u b je c t e t , kaldes P r e d i c a t e t eller O m sa g n e t . . I P ræ b ica te t kan der udsiges, a t S u b ­jectet foretager sig N o g e t , eller at der gjøres Noget ved S u b je c te t , eller a t S u b jec te t er eller kommer i en T ils tand. D e t O r d i P rced icate t , der nærmest udsiger N o g e t om Su b je c te t , kaldes P r æ d i c a t s v e r b e t eller blot V e r b e t (U d sag n so rd e t) . O fte bestaaer Prce­dicatet alene af et V e rb u m . E n Scetning fan være uden S u b je c t , men ikke uden V erbum . S æ tn in g e r uden S u b je c t kaldes upersonlige S æ t n i n g e r ; til disse hen­regnes sædvaUlig ogsaa saadanue, som have det ube­stemte „ d e t " til S u b je c t . Nogle V erber kunne kun b ruges med dette S u b je c t og kaldes upersonlige.

E t V e rb u m , der udsiger, a t S u b je c te t forelager sig eu H an d l in g , der virker p a a N oge t , kaldes et t r a n ­s i t i v t V e r b u m eller et indvirkende Udsagnsord. D e t , som H andlingen virker p a a , kaldes O b j e c t e t eller Gjenstanden. E t V e rbum , der udsiger, a t Sub jec te t

5

er eller kommer i en vis Tilstand, eller at det fore­tager sig en Handling, der ikke virker paa Noget, kaldes et in t r a n s i t iv t V e rb u m , et ikke indvirkende

— Naar et Lerbum har den samme Person eller Ting til Object, som det har til Subject, kaldes det re ­flex iv t eller tilbagevirkende. Transitive Verber kunne i Almindelighed bruges reflexivt; nogle ere altid re­flexive s. Ex. speile sig, for fee sig, forhaste sig.

Undertiden findes der i Prcedicatet en Betegnelse at den eller det, med Hensyn til hvilket Noget finder Sted. Denne Deel af Scetningen kaldes det in ­di recte Ob j ec t eller Hensynsbetegnelsen.

Naar der i en Sætning udsiges om Subjectet, at det er, synes, bliver, kaldes, hedder Noget og Lig­nende, da kaldes det Ord i Sætningen, der udsiger, hvad Subjectet er, bliver o. f. v., eller hvem Subjectet er, eller i hvilken Tilstand det er eller kommer, HZræ- d i c a t s n omi ne t eller Omsagnsordet.

Mærk saadanne Sætninger som: Alle kalde ham en Forræder; man priser dig lykkelig, i hvilke der findes en Bestemmelse med Hensyn til Objectet af samme Art som Prædicatsnominet med Hensyn til Subjectet.

Naar Subjectet, Objectet eller det indirecte Object er et enkelt O rd, da maa dette være et Substantiv eller et O rd , der bruges substantivisk. E t S u b ­s t an t i v eller Navneord er et O rd , der udtrykker Navnet paa et selvstændigt Begreb. I saadanne Sæt­ninger som: at ride er sundt, jeg ønsker at skrive, ere Verberne at ride, at skrive brugte substantivisk, det første som Subject, det sidste som Object.

staaee ofte snart som transitivt snart som intransitivt.

6

P ræ d ic a ts n o m in e t i en S æ tn in g fan ikke blot være et S u b s t a n t i v , men ogsaa et Adjectiv eller el O r d , der er b ru g t adjectivist. E t A d j e c t i v eller T i l læ g s­ord er et O r d , hvorved der t i l lægges et S u b s ta n t iv eller snbstantivifl b ru g t O r d en v is Egenskab eller Beskaffenhed. I Udtryk s o m : det legende B a r n , den doende F a d e r , den dræbte Love, ere B erberne lege, doe, dræbe b rugte adjectivisf. Adjectivet b ruges hyp- vigst som A t t r i b u t , d. e. som umiddelbart Tillæg til S u b s ta n t iv e t .

Undertiden betegnes en G jen s tan d eller et Begreb ikke ved selve N a v n e t d e rpaa , men blot ved en Hen- v iisn ing dertil. E t O r d , der saaledes blot henviser ti l en G jens tand eller et Begreb uden ligefrem at benævne d e t , kaldes et P r o n o m e n eller S t e d o r d . N o g le P ro n o m in e r cre altid substantiviske, andre kunne sn ar t b ruges substantivisk, snar t adjectivist.

Oste bestemmes et S u b s ta n t iv ved en A r t i k k e l eller er K jendeord. Artiklerne ere S m a a o r d , der bruges for a l vise, om T a len er om en enkelt ubestemt G je n ­stand a f en heel A r t , eller om en enkelt bestemt G jenstand eller hele Arten i Almindelighed.

E n særegen A r t Adjectiver er N n m e r a l e r n e eller T a lo rd en e , der bestemme N o ge t ved al betegne, bvor mange G a n g e det skal tænkes. Af disse oprindelige T a lo rd , der ogsaa kaldes C a r d i n a l t a l eller M æ n g d e ­ta l , afledes der en ny Klasse, der kaldes O r d e n s - t a l. D e betegne, hvilken P l a d s N o ge t h a r i en Række.

E t V erb um kan ikke blot nærm ere bestemmes ved et O b jec t , et indirect O b jec t eller et P ræ dica tsnoruen , men ogsaa p a a andre M a a d e r . D e t kan saaledes bestemmes ved et S u b s ta n t iv i Forbindelse med en

7

P r o p o s i t i o n eller et Forholdsord, det v il sige et Ord, der udtrykker Forholdet imellem to Forestillinger. Undertiden tilfoies en substantivifl Bestemmelse uden Præ# position. Dette er navnlig Tilfældet ved Angivelse af Maal, Vægt, Værdi. — Verbet kan ogsaa bestemmes ved et A d v e r b i u m , et Biord eller Omstændighedsord, det v il sige et O rd, der udtrykker en Bibestemmelse med Hensyn til Handlingen, der foregaaer, eller T il­standen, hvorom der er Tale. Det er ikke blot Verber, der kunne bestemmes paa de angivne Maader; ogsaa Adjectiver og Adverbier selv eller adverbialske Udtryk kunne bestemmes paa samme Maade. — En Præpo­sition i Forbindelse med et Substantiv kan ogsaa tjene til at bestemme et andet Substantiv.

Undertiden bestemmes et Substantiv nærmere, idet der ved Siden af det stilles et andet Substantiv, der betegner den samme Person eller Ting, men fun fra en anden Side. Det saaledes tilsoiede Substantiv siges at staae i Appos i t i on eller Samstilling. Ogsaa et Adjeetiv kan staae i Apposition til et Substantiv.

Saadanne O rd , der bruges til at forbinde side­ordnede Ord eller Ordforbindelser, eller hele Sæt­ninger med hinanden kaldes Eo n j une t i one r eller Bindeord.

Undertiden forekommer der i Talens Lob en Slags Ord, der betegne uvilkaarlige Udbrud af en Fol else. Saadanne Ord kaldes I n t e r j e c t i on er eller Ud- raabsord. De adskille sig sra andre Ord derved, at de ikke som disse betegne en enkelt bestemt Forestilling.

For de forfkjellige grammatikalske Begreber har man, som det sees as det Foregaaende, i Almindelighed dobbelte Betegnelser. Deels betegnes de ved fremmede Ord, deelS

8

ved danste. Om de danste Benævnelser ere dog langtfra Alle enige. Subjectet kaldes s Ex. as Nogle Grundord, af Andre Grundlag, af Andre atter Hovedord; Andre kalde derimod Substantivet Hovedord o. s. v.

O m V e r b e r n e og f o r s k j e l l i g e A r t e r s e l v - s t c e n d i g e S æ t n i n g e r .

De t O r d i Sæ tningen, der er det vigtigste, for faa vidt der uden det ikke kan dannes nogen S æ t­n ing , er Verbet.

Hovedformer a f Verberne: A c t i» og P a s f i v.Exempler: Soldaterne sorte Roverne bort. Roverne

fortes bort as Soldaterne. Roverne bleve forte bort af Soldaterne. Han tcenker kun paa sin Fordeel. Der tænkes alt for meget paa Fornoielser. Der blev ikke tænkt paa den Fattige. Slottet eies af Kongen (aldrig: bliver det). Der haves Overstod. Der blev trukket Lod (ikke trakkes). Du fryser. Hun rodmede. Han bliver nok rast. Det fryser. Man taler om Krig. Folk klage over de hoie Priser. Der tales om Krig. Der klages over de hoie Priser. Hans Venner fulgte ham til Stranden. Han blev fulgt til Stranden as sine Venner.

N a a r der i cn Sæ tn ing udsiges, at Subjectetforetager en vis H and ling , er eller kommer i en vis Tilstand, eller blot at Noget finder S ted , saa sigesVerbet at staae i A c t i v eller Handleform . Udsiges der derimod, at der gjores Noget ved Subjectet,eller blot i Almindelighed, at Noget foretages, da siges Verbet at staae i P a s s i v eller Lideform. A t Verbet staaer i P ass iv , betegnes deels ved en særegen Form af O rdet, deels ved en Om strivning med Verbet „b liv e " . Undertiden kan kun den ene af disse B e - tegnelscsmaader bruges. D e t er fornemmelig de tran-

9

sitive Verber, der bruges i Passiv. Naar intransitive Verber bruges i denne Form, hvilket kan flee med de fleste, da henfores det, der udsiges, ikke til noget Subject, men udsiges ganske i Almindelighed. — Meget ofte kan den samme Mening udtrykkes baade ved en Scetning i Activ og ved en tilsvarende i Passiv. Naar en activifl Scetning forandres til en passivifl, da kommer scedvanlig det, der i den acti- viske Scetning var Subject, i den passivifle til at staae med Präpositionen af. Undertiden bortfalder det ganske, og der indflvdes blot det ubestemt paa- pegendc Stedsadverbium der. Er der i den activifle Scetning et Object, da bliver dette i den passivifle til Subject. Andre nærmere Bestemmelser i Sæt­ningen, som det indirecte Object, adverbialste Tillæg o. s. v. blive staaende uforandrede.

Undertiden kan man være i T v iv l om, hvorvidt et Ord i en activifl Sætning er tænkt som direct eller som indirect Object. Hvis man da forandrer Sætningen til en passivifl, og Ordet nu kan bruges som Subject, har det i den ac­tiv ifle Sætning været Object. (Mærk dog Sætninger som denne: Jeg berovede ham hans Vaaben; hans Vaaben bleve ham berovede as mig; men også a : han blev berovet sine Vaaben as mig.)

Nogle Verber have passivifl Form uden at have passivifl Betydning. Exempler: Jeg ældes. Du trives godt Han længes ester sin Broder. Jeg mindes dine Velgjerninger. Hun omgaaes Bornene venligt. Duerne næbbes. Drengene flaaes med Sneeboldte. Brodrene kives uophorlig. — Saadanne Verber kaldes deponent e eller lideformede. De fleste af dem have intransitiv Betydning, nogle enkelte transitiv. Ved nogle af dem betegnes der en Handling, ved hvilken der sinder en gjensidig Paavirkning Sted; saadanne kaldes r ec i pr okke eller gjensidigvirkende Verber. Ved depo­nente Verber kan Omflrivningen med „b live" ikke sinde Sted.

10

Lideformen er opstaaet ved en Sammentrækning af Verbet og det reflexive Pronomen „sig" og har endnu i enkelte Tilfælde simpel reflexiv Betydning s. Ex. flokkes, samles, hændes; eller: flokke sig o. s. v.

Verbernes M aader eller M o d i, nemlig J n d i- c a tiv , O p ta tiv eller Conjnnctiv og Im p e ra t iv ; deSuden I n f i n i t i v og P a rt ic ip iu m .

Exempler: Drengen arbeider flittigt. Menneskene be­drages ofte Har han været her? Kommer han ikke? Hvorfor har du robet min Hemmelighed? Han var her igaar. Fred være med dig! Gud bevare os Alle! Han holde sin Haand over dig! Han være saa kjæk, som han vil, jeg frygter ham dog ikke. Dette være nu, som det vil. Bevar os Alle, o Gud! Kom med dine Fordringer. Gaa hjem!— At roe er ikke let. Den omvandrende Tigger. Det hævnende Sværd. Den ham tilfoiede Uret.

Naar man ligefrem fortæller Noget eller fremsætter en Mening, en Paastand eller Lignende eller udtaler et Sporgsmaal, siges Verbet at ft aae i J n d ic a t iv eller den fremsættende Maade. Udtaler man med en særegen Form af Verbet Noget som et Onste eller som noget blot Forudsat siges Verbet at staae i O p ­ta t iv eller den onstende Maade.

Denne Maade kaldes ogsaa Conjunctiv eller den fore­stillende Maade. Den anvendes i Dansk kun siældnere. Brugen af den er fornemmelig indskrænket til det alvorligere, hoiiideligere Foredrag.

Udtaler man endelig en Befaling eller Opfordring, da siges Verbet at staae i Im p e ra t iv eller den be­falende Maade. — Undertiden udsiges blot Navnet paa en Handling eller Tilstand, sædvanlig med Ordet „a t" foran. Da staaer Verbet i I n f i n i t i v eller Navnemaaden. — Skal den Handling eller Tilstand, Verbet udtrykker, udsiges som Egenstab ved Noget,

11

da ffaaer Verbet i P a r t ic ip iu m eller Tillægsmaaden. I In fin itiv er Verbet brugt substantivisk, i Partici­pium adjectiviff.

Efter den forfijellige Maade, hvorpaa Noget ud­siges i selvstcendige Sætninger, kan man inddele disse i : f r em sæt tende S æ t n i n g e r , hvortil ogsaa høre ligefremme S p ø r g es æt n i ng e r , ønskende Sæt - n i n g e r og befal ende S c e t n i n g e r .

Et Spørgsmaal, som man kun ønsker besvaret ved en ligefrem Bekrcestelse eller Benoegtelse (ja eller jo og nei), betegnes enten blot ved Ordstillingen eller ved Sporge- ordet „mon". Indeholder Sporgsmaalet en Negtelse, svares der bekræftende tneb jo; ellers tneb ja. — Forlanges der ved Sporgsmaalet en noiere Oplysning s. Ex. med Hensyn til Tid, Sted, Maade, Personer, da indledes Spørgesætningen med et spørgende Pronomen eller Ad­verbium. — Mærk en Art Spørgesætninger (Udraab i spørgende Form) med en Negtelse i s. Ex hvor farligt er det ikke! hvor let kan man ikke! o. s. v., der omtrent have samme Betydning som sremsætlende Sætninger uden Neg­telse (det er meget sarligt o. s. v.)

Et Onske, en Befaling o L. kan ogsaa udtrykkes paa anden Maade end ved Sætninger i Optativ og Imperativ s. Ex. Gid han var her; du skal strop gaae o. s. v.

Verbernes T i de r eller Tempor a .Del, der udsiges i en Sætning, kan enten henføres

til Nutid, Præsens, eller til Fortid, P r æ t e r i t u m , eller til Fremtid, F u t u r um. Siger jeg: Drengen læser, da udtrykker Formen læser, at Handlingen fore# gaaer nu. I Udtrykket: Valdemar Seier gav gode Love, henføres Handlingen simpelthen til Fortiden; i Udtrykket: han vil nok vogte sig for Faren, henføres den til Fremtiden. Men det er ingenlunde altid, at det,

12

der u d s ig e s , saaledes ligefrem henfores til N u t id , F o r t id eller F re m t id . M e g e t ofte bestemmes Tiden med Hensyn til et andet T id sp u n k t . S i g e r jeg : D re n g e n læste, medens P i g e n flrev, da udtrykker jeg ved læste , a t D re n g e n s H an d l in g v a r samtidig med en anden Handling i F o r t id e n , eller a t den v a r da­værende. T i l at henfore N o g e t simpelthen til F o r ­tiden og til a t betegne N o g e t som foregaaet samtidig med N o g e t i F o r t iden b ru ges der da i D ausk den samme F o r m ; den kaldes I m p e r f e c t u m eller den daværende T id . P a a samme M a a d e udtrykkes N u ­tiden og det med N u t id e n S a m t id ig e ved een og samme T id s fo rm . S i g e r jeg f rem d eles : D re n g e n h a r læst, faa betegner jeg, a t H an d l in gen a t læse er forb igangen med Hensyn til N u t i d e n ; den F o r m af V erb e t , hvorved det betegnes, a t N o g e t er forb igangent med Hensyn til N u t id en , kaldes P e r f e c t u m eller den n u ­forb igangne T id . S i g e r j e g : D re n g e n havde læstsin Lectie, da jeg kom ind til h am , udtrykker jeg, a t H an d l in gen a t læse v a r forb igangen , da en anden H a n d l in g i For t iden i n d t r a a d t e ; den F o rm , der bruges til a t udtrykke dette, kaldes P l n s q u a m p e r f e c t u m eller den daforb igangne T id . V ed Udtrykket: h an vil vistnok sn a r t reise h erfra betegner jeg en H an d l in g , der n u er tilkommende og b ru ge r dertil F u t u r u m , den nutilkommende T id . S i g e r j e g : han haabede,a t h an sn ar t vilde feite, da er det a t seire tænkt somtilkommende med Hensyn til et T id sp u n k t i F o r t i d e n ; den T i d , der b ru g e s til a t betegne dette, kan kaldes den datilkommende T i d , F u tu r u m i P r æ te r i tu m . I Udtryk som : h an vil sikkert have erobre t B y e n inden en M a a n e d ; han vil være reist he r f ra inden U g ens

13

U dlob; naar jeg faaer lcest nitn Lectie o. s. v. be­tegnes der, at en Handling maa tcrnkes som forbi­gangen med Hensyn til et vist Tidspunkt i Fremtiden; den Form af Verbet, der udtrykker dette, kaldes F u ­t u r u m er a c t u m , den saaforbigangne Tid.

Folgende Opstilling kan tjene til at give en Oversigt over de Tider, der kunne roenkes med Hensyn til et andet Tidspunkt:Den nuværende Tid, Den mtsorbigangne Den nutilkommende Proesens: Tid, Perfectum: Tid, Futurum:jeg seirer. jeg har seiret. jeg vil seire.

Den davocrende Tid, Den daforbigangne Den datilkommende Imperfectum: Tid, PluSquamps.: Tid, Fut. i Proeterit.:jeg seirede. jeg havde seiret. jeg skulde eller vilde

seire.

(Den jaavocrende Den saaforbigangne (Densaatilkommende T id, Proesens i Tid, Futurum er- Tid, Futurum i Fu-Futurum: actum: turum:jeg vil seire.) jeg vil have seiret jeg vil seire.)

eller faaer seiret.

(Ordet saavcerende, der her er brugt som Navn paa en Tid der er samtid g med Fremtiden, er ikke i Brug og er her kun anvendt for at lette Indsigten i Tidernes ind­byrdes Forhold.)

En soeregen Verbalform fremkommer ved at forbinde Imperfectum af skulle og ville med et Verbum i Prcete- ritum as In fin itiv : jeg vilde have taget, han vilde voere kommen o. s. v. Det er en Art Futurum exactum i Præ­teritum og brugeS hyppigt i famine Betydning som Plus­quamperfectum i betingede Scrtninger (see S. 15).

Som det seeS af de mange alt anførte Exempler, betegnes de forskjellige Tider deelS ved soeregne Former af Verbet, deels ved Omskrivning med Verber, der kaldes Hjcrlpe- verber. De Hjoelpeverber, der tjene til at danne de om­skrevne Tider ete: have, vcere, ville, skulle og faae. —

14

D e sammensatte T ider i P rä te r i tu m i Actw d an n es sad- vanlig ved H ja lp a f h a v e ; ved nogle V erber b ruges dog v a re og ved nogle baade have og vcere, eftersom M eningen udkrcever. Exem pler: jeg h a r taget, h ar slaaet, h a r siddet, h a r overvejet; jeg er bleDen, er kommen; D rengen er gaaet bort, men: D rengen h a r gaaet her I (enge. H an er reden til B yen, men: han h a r redet tre M iil idag. — J e g har lamge kappets (kappedes) tn eb ham ; de have s iaae ts (flaaed es) en Time. J e g h ar lcengts (lcengtes) efter dig. D et h a r a ld rig lykkets (lykkedes) re t fo r ham, men ogsaa: det er a ld rig lykkets ret for ham. — D et er fornem m elig saadanne intransitive Verber, som betegne en O v erg an g fra een Tilstand til en anden, der danne sammen­satte T ider med vcere. Ved en D eel V erber, der betegne en Bevcegelse. bruges vcere, n a a r der ta le s om en F o ran d rin g af S te d , en Bevcegelse fra eller til et S ted . B etegnes der derimod blot. a t S ub jecte t h a r foretaget sig den H andling, V erbet udtrykker, da bruges have. — D e reciprokke V erber bruge have. D et S am m e har oprindelig vceret T ilfa ld e t med alle de deponente V erber; men nu bruges enkelte (m indre rig tig t) med vare .

S a re g e n B ru g a f P rå s e n s og Im perfectum . Exem pler: S o le n opvarm er Jo rd en . G ud elsker Menneskene. D in B ro d er kommer nok. H v is han falder i V andet, springer jeg ud efter ham. N a a r du h a r la s t din Lectie, skal jeg gaae en T u u r med dig. I samme Oieblik P o rte n er bleven sprangt, styrter han i Spidsen for sine K rigere ind i B yen, tager i S to rm lo b et P a r B a rricad e r og er inden en T im es F o rlo b suldstandig S eie rherre . D e ansorte Exem pler vise, a t P ra se n s ikke alene b ruges til a t betegne, a t Noget nu skeer, men ogsaa t i l a t betegne, a t N oget baade nu og til alle T ider er T ilfa ld e t. P rasenS bruges frem deles istedenfor F u tu rum og Perfectum for F u tu ru m exactum Endelig bruges P ra se n s og Perfectum i livfuld Frem stilling istedenfor Im perfectum og P lusquam perfectum . (M a rk : J e g horer, a t han h ar v a re t her. J e g seer af h an s nyeste V a rk o. s. v .)

S a re g e n B ru g a f Im perfectum og P lusquam perfectum . Exem pler: B lo t han v a r her! G id han vilde arbeide noget

15

mere! Havde han dog blot været her! Havde bu blot Lyst til din Gjerning, gik det nok godt. Havde jeg feet Blomsten havde jeg plukket den. Jeg onskede gjerne at see Dem i Aften. Disse Exempler vise, at Imperfectum og Plusquam­perfectum oste bruges ved Udtalelse af Ønske og Betingelse til Betegnelse as det, der tkke finder Sted, og af det, der ikke har fundet Sted. Undertiden bruges Imperfectum blot til at udtrykke en Erklæring, et Ønske og Lignende i en beskednere Form. I Udtryk som: jeg havde igaar nær staaet mig fordærvet; dette Uheld havde nær kostet ham Livet, bruges Plusquamperfectum om det, der var nærved at skee.

Imperativ har kun een Tidsform. Ogsaa as Optativ bruges der sædvanlig kun een Tidsform, Præsens. Dog forekommer der ogsaa undertiden et Persectum Optativ (det være skeet o. L.). In fin itiv har tre Tider, en til at betegne det, der er samtidigt med det, der udsiges ved Hovedverbet, en til at betegne det, der er forbigangent med Hensyn til dette, og en til at betegne det, der er fremtidigt med Hensyn til det, f. Er. han synes at feite, han syntes at seire, han synes at have seiret, han syntes at have seiret, han synes at ville seire o. s. v. As Par­ticipium endelig er der to Former, en activ til Betegnelse as det Samtidige og en passiv til Betegnelse as det Forbi­gangne s. Ex. støttende sig til sit Sværd taler han, støttende sig til sit Sværd talte han o. s. v.; forjaget flygter han, forjaget v il han flygte o. s v. — Det passiviske Par­ticipium bruges i Forbindelse med Verbet have til at danne flere as Tiderne i Activ.

Mærk Forbindelsen as blive, komme og have med Præsens Participium: jeg bliver liggende, bliver siddende; han kom gaaende, kom kjorende; jeg har LEbler liggende o. s. v.

O m s o r s k j e l l i g e A r t e r a f S u b s t a n t i v e r . N aar jeg siger: Skipper B erre , da benævner jeg

ben samme Person paa en dobbelt M aade, deels med et N avn , der er fælles for alle Personer a f samme

16

S l a g s , deels nied et N avn , der er færegent for denne enkelte Person. D e Substan tiver, der benævne Noget met) et N avn , der er fælles for Alt eller alle Enkelte af samme Art, kaldes A p p e l l a t i v e r eller F æ l l e s ­n a v n e ; de, der benævne Noget med et N a v n , der er særegent for den eller det Enkelte, kaldes P r o ­p r i e r eller E g e n n a v n e .

P roprierne ere i A lm indelighed opstaaede af A p pella­tiver. O m vendt bruges P rop rier undertiden appellativisk f. Ex. han er en D em osthenes.

En egen Art as A ppellativer er saadanne, der blot betegne et B egreb i A lm indelighed (et S to f , en Egenskab o. L.) s. Ex. G uld , S s l v , Tapperhed, V iish o m o. s.v. N o g le kunne betegne baade det a lm indelige B egreb og det Enkelte s. Ex. B rod , K orn , D y d , Godhed.

O m P r o n o m i n e r n e .S ig e r j e g : jeg, vi, os o. s. v . , da henviser jeg

til d en , der t a le r ; ved d n , dig o. s. v. henviser jeg til den , der tales t i l ; ved h a n , h n n , den, det o. s. v. til den, der tales om. D e P ronom iner , der henvise til den Talende, den Tiltalte og den O m ­talte, faldes p e r s o n l i g e P r o n o m i n e r . D e t P r o ­nomen, der betegner den T a lende , falder man forste Persons P ronom en , den Tiltalte anden Persons og den O m talte tredie P e rfo n s . — Af tredie Persons Pronom iner bruges han og h n n , n aa r der tales om P ersoner; ellers den og det. — S ig e r j e g : min, vor o. s. v . , da henviser jeg til E n eller Flere, der eie N og e t ; de P ronom iner , hvorved dette skeer, kaldes p o s s e s s i v e P r o n o m i n e r eller E i e s t e d o r d . — Ved P ronom iner so m : denne, htin o. s. v. peger jeg paa Noget, sædvanlig med et vist Estertryk; de kaldes

17

d e m o n s t r a t i v e P r o n o m i n e r eller paapegende St edo r d . — Siger jeg: hvem, hvad o. s. v., da henviser jeg til En eller Noget, som jeg soger Op­lysning om; hertil tjene de i n t e r r o g a t i v e P r o ­n o m i n e r eller sporgende St edo r d . — Siger jeg: Konen, som gaaer der nede; han bagtaler sin Brodér, hvilket er fljændigt v. s. v., da henforer jeg ved som og hvilket en nærmere Bestemmelse til En eller Noget, der er nævnet umiddelbart i Forveien. Pronominer, ved hvilke dette fleer, kaldes r e l a t i v e P r o n o m i n e r eller henforende S t ed o r d . — Bed saadanne Ord ende­lig som: man, Nogen, Ingen, Enhver, Somme o. s. v. henviser jeg til en eller flere Ubestemte. Disse Pro­nominer kaldes i nde f i n i t e eller ubestemte.

Bed Pronominerne sig og sin henvises der til Sub­jectet i den Sætning, hvori de staae, eller t il et Subject, der ligger flju lt i Meningen. Exempler: Han ftodte sig; han tog sin Hat ; at aflive sig selv er en ftor Synd o. s. v. Disse Pronominer kaldes ref l ex i ve eller t i l bagevi sende. De hore til tredie Person, det ene som personligt, det andet som pos­sessivi Pronomen. Ogsaa Pronominerne af forste og anden Person kunne bruges reflexivt, men uden sær­egne Former. — T il de reflexive Pronominer hore ogsaa hinanden og hverandre, ved hvilke der vises tilbage til to eller Flere, der staae i et gjensidigt Forhold, f. Ex. de staae hinanden d. c. hiin flaaer den Anden og denne igjen hiin o. s. v. Hverandre bruges om Flere, hinanden nærmest om to. De kaldes rec i prokke P r o n o m i n e r .

Det reflexive Pronomen sig kan i Dansk aldrig bruges som reciprokt.

2 *

18

I Tiltale til P e rso n e r , der ikke staae E n meget nær, bruger man gjerne D e istedenfor det fortroligere du. N a a r dette er Tilfældet, kan det reflexive sig ikke komme til Anvendelse. J e g siger: B o r n stede sig ofte; men i Tiltale til E n siger jeg: D e stoder D e m (aldrig sig).

I Tiltale til simple Folk og i ringeagtende Tiltale bruges undertiden han og hun. B lan d t Almuen bruges i T iltale til ældre Folk I .

Mærk den ejendommelige B ru g af det possessive P ronom en din istedenfor det personlige d u : D i n N a r , din S k je lm ; n aa , er du der, din gamle D r n o. s. v.

D e t reflexive sin kan kun bruges ved Henviisning til en E nke l t ; henvises der til Flere, der eie Noget, da bruges d eres ; jeg siger: H a n tog sin H a t , men: de toge deres Hatte .

Undertiden er det vanskeligt nok a t afg jore , om man i et givet Tilfælde stal bruge ham, hende, den, det, dem eller det reflexive sig, og h an s , hendes, dens, dets eller det reflexive sin. Hovedregelen er den, at sig og sin bruges, hvor der henvises til Sub jec te t i samme S æ tn ing f. Ex. han glæder sig, han elfter sin Fader, medens derimod ham, hende o. s. v . og h ans , hendes o. s. v. henvise til noget Andet end S æ tn in g e n s S u b ­ject s. Ex . han elfter h ans F ader d. e. en Andens Fader o. s. V. M en oste hænder det sig, at der i en S æ tn in g foruden P ræ dica tsverbe t findes et andet V er­bum, navnlig i In f in i t iv . Henvises der nu til det, der er tænkt som S u b je c t til dette andet Verbum , da bruges i Regelen sig og sin; ellers ham, hende o. s. v. og hans , hendes o. s. v . , s. Ex. Faderen befalede sin S o n at ftaffe sig ( o : S o n n e n ) U nderre tn ing ; m e n : a t

19

skaffe ham (o : Faderen) Underretning. Han lovede ham at tage hans (d. e. den Andens) Hund med; men: han lovede ham at tage sin Hund med (d. e. dens, der tager). De lode Svcerdet domme mellem dem og Hedningerne. Hun bad ham om at fortættehende Noget.

Endnu i nogle Tilfælde soruden de omtalte kunne sig og sin bruges, navnlig ester en Præposition, der henfører det Efterfølgende til et nær forudgaaende Substantiv s. Ex. De saae en Mand med en Hund efter sig, en Moder med sit (hendes) Barn, Kongen med sit (hans) Fslge. Give Enhver Sit. — Derimod: O luf sendte hende en ester hans Mening kostbar Ring d. e. en Ring, som ester hans Mening var kostbar. De vilde gjerne sætte ham iKlasse med dem selv (han skulde sættes i Klasse med dem) o. s. v.

Om N u m e ru s e lle r T a l.

Exempler: Han var en Mand, udmærket ved Tapperhed og Forstand; de vare Mænb, udmærkede ved Tapperhed og Forstand. Jeg har en Ven; han er oprigtig. Jeg har Venner; de ere oprigtige. Min Broder ligger syg; mine Brødre ligge syge. Dette Spring er voveligt; disse Spring ere vovelige. Jeg saae ti Agerhøns; disse fan­gede jeg strax; men: jeg saae ti AgerhønS; denne Flok

\ fangede jeg strax. Han tager feil; de tage seil. De tager feil, min Herre Der har i denne Tid været mange Rei­sende her i Byen. Der er kommen Beridere til Byen. Der var udsat store Belønninger. Der gives dem, der er dem, der sige o. s. v. (Dog ogsaa: Der ere høie Fjelde;der ere dem o. s. v.).

Substantiver og substantiviske Ord have i Almin­delighed forffjellige Former, eftersom Talen er om Een eller om Flere. Naar Talen er om Een, siges Substan­tivet at staae i S i n g u l a r i s (Cental eller Enkelttal); er Talen om Flere, siges det at staae i P l u r a l i s

20

(Fleertal). Ogsaa Adjectiver og adjektiviske Ord samt Verber have i Almindelighed særegne Former for S in­gularis og Pluralis. — Eftersom et Substantiv ftaaer i Singularis eller Pluralis, staae ogjaa Adjectiver og adjectiviske Ord, der hore til det, i Singularis eller Pluralis, hvad enten de staae som Attribut eller som Prædicatsnomen eller i Apposition.

Mcrrk bog: Der, hvor Floderne ere dybest. De hvide Heste ere allersmukkest (men sædvanligt: de allersmukkeste).— Mcerk fremdeles: en tre, fire Venner; en syv, otte Alen o. L. — Fire Fod lang; tre M iil (eller M ile) bred.— Han var gode Venner med Paven. — De sidste halv­anden Maaned.

Ligeledes retter et Pronomen sig med Hensyn til Numerus efter det, som det viser hen til, med mindre det staaer som Attribut til et efterfolgende Substantiv.— Ogsaa Verbet retter sig efter Subjectet, hvorom det udsiger Noget. Staaer altsaa Subjectet i S in­gularis, saa staaer ogsaa Verbet i Singularis, og staaer Subjectet i Pluralis, eller der ere flere Sub­jecter i Singularis, saa staaer Verbet i Pluralis. Dog taber Verbets Overeensstemmelse med et Subject i Pluralis sig bestandig mere i Sproget. I daglig Tale finder den saa godt som slet ikke Sted. Der­imod iagttages den næsten altid i det høiere Foredrag, ligesom ogsaa i Skriftsproget, naar man ikke netop udtrykkelig heri vil efterligne den daglige Tales lette Form s. Ex. i Comedien. — Naar der i Tiltale til en enkelt Person bruges „D e", staaer Verbet altid i Singularis. — Indskydes der endelig i en Sætning foran eller efter Verbet det ubestemte Stedsadverbium „der", sættes Verbet i Regelen i Singularis, om end det egentlige Subject er Pluralis.

21

D m Genus e l le r K j o n .

Exempler: En Dreng, en Pige, et Barn; en Hest, et D yr; en Fregat, et Skib. En god Dreng; et godt Barn. Drengen er god; Barnet er godt. Han ligger syg; det ligger sygt. En By, rig og mægtig ved Handel. Et Rige, rigt og mægtigt ved Handel. Jeg havde en Hund; den var mig meget kjær; men: jeg havde en Hund; det Dyr kan jeg aldrig glemme.

Substantiverne henfores i Dansk til to Afdelinger efter den Form af Artiklerne, hvormed de forbindes i Singularis. Disse to Afdelinger kaldes de to Kjon. De ere: Fæl les kjon net og J n te t k jo n net eller Neu ­t rum . Fælleskjonnet omfatter adskillige andre Sprogs Masculinum og Femininum eller Hankjon og Hunkjon, hvilke to Kjon ogsaa fandtes i det gammeldanfle Sprog.

Adjectiver og adjectiviske Ord have l Almindelighed i Singularis særegne Former for Fælleskjon og Jntet- kjon, og de rette sig da i Kjon efter det Substantiv, de hore til, hvad enten de staae som Altribut eller som Prædicatsnomen eller i Apposition.

Mærk: Der var fuldt op af alle Slags Frugter.— En Deel var sandt, en Deel derimod usandt.

Ligeledes rettet et Pronomen sig med Hensyn til Kjon ester det, som det viser hen t i l , med mindre det staaer som Attribut til et efterfolgende Substantiv.

Mærk dog: Jeg traf et ungt Menneske ude i Skoven; han saae bleg og forstyrret ud o. L.

D m A d je c t i vernes bestemte og ube stemte F o r m .

Adjectiverne staae snart bestemt, snart ubestemt og have i Almindelighed en særegen Form, eftersom de staae paa den ene eller den anden Maade.

22

Exempler: En stcerk Hest. God Viin. Den stærke Hest; min, denne stærke Hest; Mandens stærke Hest. Du ædle Helt! Kjære Broder! Skrækkelige Ulykke! Gamle Hans. Sidste Gang, forrige Nat. T il [totste Sorg, uden mindste Umage (derimod: han har havt storst Sorg; du har gjort dig mindst Umage).

Et Adjectiv flaaer bestemt, naar det har den be­stemte Artikkel eller et personligt, et possessivt eller et demonstrativt Pronomen foran sig; fremdeles, naar det har et Substantiv i Genitiv foran; endelig i Udraab og Tiltale, famt i enkelte andre Tilfælde, i hvilke Substantivet opfattes bestemt uden at have noget Bestemmelsesord foran sig.

Om K o m p a r a t i o n e l l er S a m m e n l i g n i n g .

Exempler: Den brune Hest er smukkere end den sorte. Du er frygtsommere end din Broder. Han er nu flittigere, end han for har været. Han har været her tiere end jeg. Jeg har arbeidet stærkere, end jeg burde have arbeidet. Besoger du mig ikke oftere? Den brune Hest er smukkest. De hvide Heste ere allersmukkest. Du er den Flittigste. Han rider rastest af Alle. Min ældste Broder besoger mig oftest.

Naar man vil udtrykke, at Noget har en vis Egenflab i en hoiere Grad end noget Andet eller i den hoieste Grad, eller at Noget finder Sted i en hoiere Grad end noget Andet eller i den hoieste Grad, da betegnes en saadan Sammenligning ved særegne Former af de Adjectiver og Adverbier, ved hvilke Egenflaben eller Omstændigheden nævnes. Udtrykkes der en hoiere Grad, siges Adjectivet eller Adverbiet at staae i K o m p a r a t i v , udtrykkes den hoieste, siges de at staae i S u p e r l a t i v . Nævnes Adjectivet eller Adverbiet simpelthen uden at der anstilles nogen Sam-

23

menligning, siges de at staae i P o s i t i v . Der maa ved en Sammenligning naturligviis altid tcenkes to Sammenligningsled; men oste udtrykkes det ene af dem ikke.

O m U n d e r o r d n e l s e e l l e r S t y r e l s e .

Naar to eller flere Ord overhovedet staae i et indbyrdes Forhold, saa maa dette enten vcere et saa- dant, at der finder en Overeensstemmelse Sted (see de foregaaende Afsnit), eller et saadant, at det ene Ord staaer i et Afhængighedsforhold til det andet. Det Ord, til hvilket et andet staaer i Afhængigheds­forhold, siges at styre dette.

Exempler paa Styrelse: Han stuffer mig og min Ven. Giv Karlen Befaling til at spænde for. Jeg gav hende et smukt Halsbaand. Det er mig ikke til nogen Nytte. Kan jeg stole paa Eder? Det er os uværdigt. Han kan ikke være dig bekjendt. Jeg er ham Tak skyldig. Bondens Ager. Træernes Hvide. Lovenes Bestemmelser. Hans Haab. Hendes Fortvivlelse. (En 7 Aars Dreng. En 3 Ugers Tid. — Herrens Frygt er Viisdoms Kilde.)

Et Verbum siges saaledes at styre et Substantiv eller substantivisk Udtryk, naar dette staaer i et umid­delbart Afhængighedsforhold til det. I et saadantForhold til Verbet staaer det directe og det indirecte Object. Undertiden er det ikte et enkelt Verbum, der er det Styrende, men et Verbum i Forbindelse med et Adjectiv eller andre Ord. — Ligeledes siges et Sub­stantiv eller snbstantivifl Udtryk ak være styret af en Præposition, der knytter det til et andet Ord eller Udtryk. At et Ord er styret af et Verbnin eller en Præposition, betegnes i Danfl i Almindelighed ikke ved nogen særegen Form af Ordet. Dog finder en

24

saadan Betegnelse S t e d ved nogle faa P ro n o m in e r , navnlig de personlige.. D e n særegne F o rm , som nogle P ro n o m in e r have, n a a r de staae som direct eller in­direct Objec t eller ere styrede af en P ræ pos it ion , kaldes A f h æ n g i g h e d s f o r m e n . D e n F o rm derimod, som de have, n a a r de staae som S u b je c t , kaldes N æ v n e ­f o r m e n eller N o m i n a t i v . S u b s tan t iv e rn e have ingen særegen F o rm for Afhængighedsforholdet.

Mærkelig er den Ejendommelighed i Dansk, a t et P r o n o m e n , der staaer som P ræ d ic a tsn o m c n eller endog blot p a a P ræ d ic a tsn o m in e ts P l a d s , staaer i Afhængighedsformen. M a n siger a l t s a a : D e t var m i g ; det bliver nok h a m ; den rafle D r e n g , der ta l te s om, v a r d ig ; det synes a t være os o. s. v. D e r er dem, der gives dem, der synes a t være dem o. s. v.

Mcerk ogsaa Brugen as Afhængighedsformen i Udtryk som: jeg faae ©aabe omtrent som dem. Negrene bruge; hos en M and som dig o. l.

Ligesom et V e rb u m siges a t styre et S u b s ta n t iv ,saaledes siges ogsaa et S u b s ta n t iv a t styre et andet,der tjener til nærmere a t bestemme det ved a t betegneden eller d e t , der eier eller ha r d e t , eller som det horer til . D e n eller d e t , der eier eller ha r noget Andel, eller som noget Andet horer til , siges a t staae i G e n i t i v eller E i e f o r m e n .

Mærk den eiendommelige B rug af G enitiv i de ovenfor i Parenthes anførte Exempler.

S u b s ta n t iv e rn e have saaledes i D a n f l kun to Form er til a t betegne de forskjellige Forho ld , hvori de kunne staae i S æ tn in g e n , F o r h o l d s f o r m e r eller C a s u s , nemlig N æ v n e f o r m eller N o m i n a t i v og E i e f o r m

25

eller G e n i t i v , m edens d erim od , som ovenfor be­m erk et, n og le P ro n o m in er have endnu en tredie, nem lig A s h æ n g i g h e d s f o r m .

N cerm ere Bestem m elser med H ensyn til B r u g e n a f G e n it iv .

E xem pler: Denne udmcrrkede H av n s Dybde. K ong Frederik den S y v en d es Lande. Alle og E n h v ers M ening. D ro nn ing V icto ria as E n g lan d s mærkelige R egjering M in O nkel, K jobm and H ansens E iendom ; men ogsaa: min O n ­kels, K jobm and H ansens Eiendom . M olbechs og B o rg en s Lcrseboger ere meget sorskjellige; m en: B o rgen og R u n g s Læsebøger ere gode. D en gam le F iskers B a a d er flettere end den unge F iskers; men ogsaa b lo t: end den unges.

N a a r en Bencevuelse eller B e teg n e lse , der bestaaer af flere enkelte O r d , sæ ttes i G e n it iv , saa saaer kun det sidste O rd i den sam lede B etegnelse G en itiv sfo rm en . J a selv n aar to O rd staae i A pposition eller for­bundne ved en C o n ju n c tio n , har oste knn det sidste G en itiv sso rm en . Undertiden kan det gjore en væ sentlig Forskjel i M e n in g e n , om hvert enkelt eller kun det sidste har G en itiv sfo r m e n .

M ærk saadanne Forbindelser som: A abenraa G ad e r F lensborg B y , S ø n d a g M orgen, der staae om trent i samme B etydn ing som: A abenraaes G ad e r o. s. v.

I det gammeldanske S p ro g havdes der særegne F o rm er til Betegnelse a f det directe og a f det indirecte O bject. D en Fo rm a f O rdet, hvorved det directe O bject betegnedes, kaldes A c c u s a t i v eller G jenstandssorm , og den, hvorved det indirecte betegnedes, D a t i v eller H ensynssorm .

O gsaa Præ positionerne styrede i O ldsproget sorskjellige Casus, nogle G enitiv, and re Accusativ, and re D ativ , nogle baade Accusativ og D ativ , ja enkelte endog alle tre CasuS. Af P ræ positionernes S ty re lse forekommer der endnu en Deel Levninger i S p roge t. S a a le d e s bruges „ til" endnu

26

hyppig med Genitiv: ril SoeS, til Lands, til Bords, til Sinds; til Dsde, til Orde, til Haande o. s. v. Levninger af en Dativsstyrelse findes i: i Live, i Hoende, paa Foerde, as Lave, ad Aare 0. s. v.

O m F o r b i n d e l s e n af s i d e o r d n e d e O r d e l l er U d t r y k og s i d e o r d n c d e S c e t n i n g e r .

Exempler: Hesten, Koen, Faaret og Geden ere meget nyttige Dyr. Baade Fader og Son ere faldne i Kampen. Det er ikke min, men din Skyld. Onsker du Wbler eller Pcerer? Denne Mand er hverken kraftig eller redelig. Min Nabo, Kjobmand Hansen, er en crdel, godgjorende Mand. Om Morgenen, om Middagen og om Astenen holdes der gjerne Maaltid. Har du plukket Wblerne, eller skal jeg plukke dem?

Sideordnede Ord og Ordforbindelser henstilles enten uden nogen Forbindelse ved Siden af hinanden, eller de forbindes ved Conjunctioner, der kaldes sideord­nende, koordinerende. Efter den forskjellige Maade, hvorpaa disse Conjunctioner forbinde, deler man dem i c o p u l a t i v e eller ligefrem forbindende: og (baade— og, saavel— som), d i s j u n c t i v e eller adstillende: eller (enten— eller, hverken— eller) og en a dv e r s a t i v eller modscettende: men.

O m H o v e d s æ t n i n g e r o g B i s æ t n i n g e r og d e r e s F o r b i n d e l s e .

Meget ofte forbindes to Sætninger saaledes, at de ikke ere sideordnede, men at den ene er overordnet og indeholder Hovedtanken, det, der er Hovedsagen i hele Udsagnet, medens den anden er underordnet og inde­holder en nærmere Bestemmelse til hiin. Ten forste kaldes Hovedsætningen, den anden Bisætningen. Hoved­sætningen udsiges selvstændigt, uafhængigt af andre

27

Sætninger. Altsaa er enhver Hovedsætning tillige en selvstændig Sætning; men ikke enhver selvstændig Sæt­ning er en Hovedsætning; det bliver den forst, naat der foies en Bisætning til den. T il en Hovedsætning kan der soies flere Bisætninger, der bestemme den paa forskjellig Maade. T il en Bisætning kan der slutte sig en ny Bisætning og saa fremdeles.

Bisætningen kan paa mangfoldige Maader knyttes til Hovedsætningen. Fornemmelig tilknyttes den ved subordi­nerende eller underordnende Conjunctioner. Den underord­nende Conjunction, hvorved Bisætninger hyppigst knyttes til, er „ a t " . Bisætninger, der knyttes til ved „ a t " , kaldes Nav n e sæt n i nge r eller subs t an t i v i ske Sæt n i n ge r og kunne ligesom Substantiver staae som Subject, som Object, i Apposition og styrede af en Præposition. Siger jeg: „Jægeren traf Hjorten", da har jeg en enkelt uafhængig, fremsætteude Sætning. Siger jeg: „Jægeren traf Hjorten, da den kom ud af Skoven", er den enkelte uafhængige Sætning bleven Hovedsætning. Siger jeg derimod: jeg faae, at Jægeren traf Hjorten, saa er den samme Sætning bleven til en Bisætning, der staaer som Object, og siger jeg endelig: at Jægeren traf Hjorten, var et stort Held, er den bienen en Bisætning, der staaer som Subject. — Siger jeg: Det er vist, at Jægeren traf Hjorten, faa staaer Sætningen „a t Jægeren traf Hjorten" som Apposition til „det". — Endelig kunne Navnesætninger styres af en Præposition f. E x .: Jeg faae paa, at Jægeren traf Hjorten. Mit Haab om, at bu vil komme. Folk klage over, at Alt er faa dyrt. Han bragte et Beviis for, at hans Gjæld var betalt. Et Exernpel paa, hvor retfærdig han er. Det kommer af, at bu er uforsigtig o. s. v.

28

En meb „a t" tilknyttet Scetning, bvis Indhold er en Folge af det, der udsiges i Hovedsætningen, kaldes en Folgesætning.

Exempler: Han er saa feig, at han altid frygter. Han har opfort sig paa en saadan Maade, at jeg aldrig vil kunne glemme det. Han arbejdede, saa at Sveden haglede ned ad ham o. s. v.

Sætninger, der tilknyttes med „for a t", kaldes Hen­sigtssætninger : jeg sagde ham det tre Gange, for at han ret skulde huske det o. s. v.

„A t" bruges hyppigt blot til at knytte et Verbum i I n ­finitiv til et andet Ord s. Ex. jeg ønsker at gaae, min Lyst til at seile o. s. v Efter Verberne: burde, turde, kunne, skulle, ville, maatie og gide udelades „a t" altid. (Verbet „gide" kan ikke blot tage In fin itiv , men ogsaa Participium efter sig; altsaa: jeg gad see, gad vide; men ogsaa: jeg gad feet, gad vidst o. s. v.). Ogsaa efter en­kelte andre Verber udelades at, navnlig efter: lade, see, hore og fole. Med Hensyn til disse Verber er der tillige den Ejendommelighed, at der mellem dem og det ester- folgende Verbum i In fin itiv hyppigt staaer et Ord, der paa eengang synes at staae som Object for det foregaaende Verbum og som Subject for Verbet i In fin itiv : Han lod Fuglen flyve; jeg soler Pulsen flaae; jeg horer Fuglen synge. (Derimod: jeg lader Doren lukke; naar horer man S lig t fortælle o. s. v.).

Foruden a t er der en Deel andre underordnende Conjuuctioner, ved hvilke en Bisætning knyttes t il en Hovedsætning; men ved disse betegnes der tillige el særegent Forbold mellem Hovedsætningen og B i­sætningen. Naar jeg siger: han slog Vinene ned, medens jeg irettesatte ham, saa betegner jeg ved medens, at der finder et Tidsforhold Sted mellem det, at han flog Vinene ned, og det, at jeg irettesatte ham. Siger jeg derimod: hvis jeg irettesætter ham.

29

v il han flaue Vinene ned, saa betegner hvis, at det, der udsiges i den ene Scetning, er betinget as det, der udsiges i den anden, at der altsaa finder et Be- tingelsesforhold Sted og saa fremdeles. De forskjellige Arter af underordnende Conjunctioner ere: Tidscon- junctioner: da, naar, medens, for, inden, til, indtil, siden, (som, ligesom) o. s. v .; Betingelsesconjunctioner: om, dersom, hvis, ifald, naar o. s. v . ; Aarsagscon- junctioner: da, fordi, efterdi, siden, (som, saasom) o. s. v . ; Jndrommelsesconjunctioner: ftjondt, end- ftjondt, uagtet, ihvorvel o. s. v . ; Sammenlignings- conjnnctioner: som (ligesom) og end; jo— jo (des, desto). De Scetninger, der begynde med Tidsconjuuc- tioner, Betingelsesconjunctioner o. s .v ., kaldes T id s ­b i scetninger, B e ting e lse sb isce tn in ge r o. s. v. Naar en Tidsbiscetning, en Betingelsesbiscetning, en Aarsagsbiscetning eller en Jndrommclsesbiscetning staaer foran den Hovedscetning, den horer t i l , kaldes den F o r s c e t n i n g , medens Hovedscetningen kaldes E f t e r - scetning.

En egen Art JndrommelseSbiscctninger er saadanne, som tilknyttes ved: om end eller blot end, hvad— end, hvem— end, ihvo, ihvad o. L. f. Ex. Hvad han end gjor, bliver han dog dadlet; ihvad han saa siger, troer jeg ham ikke o. s. v. Disse Scetninger staae omtrent i samme Betydning som: lad ham gjore, hvad han vil, lad ham sige. hvad han vil o. s. v.; men der ligger oste ogsaa en Antydning af Betingelse i dem: dersom han gjsr det Ene, bliver han dadlet, og dersom han gjor det Andet, bliver han ogsaa dadlet, og disse Scetninger kunne da ogsaa henfores til Vetingelsesbiscrtningerne. — En lignende Art Scetninger ere de, der tilknyttes ved: enten— eller, hvad enten— eller, f. Ex.: Enten eller hvad enten han fortjener det eller ikke, bliver han dog dadlet o. s. v.

30

Ligesom Navnesætninger, saaledcs kunne ogsaa Spørge- fætninger staae som Subject, som Object, i Apposition eller styrede as en Proposition.

Exempler: Hvor Jcrgeren traf Hjorten, er ubekjendt. Jeg veed ikke, om Jcrgeren traf Hjorten. Det er uvist, om Jcrgeren traf Hjorten. Jeg gad nok vide Besked om, hvor Jcrgeren traf Hjorten. Et Exempel paa, hvor farligt det er o. s. v.

Saadanne Spørgesætninger, der paa en eller anden Maade ere afhængige af en anden Sætning, kaldes i n d i r e c t e S p ø r g e s æ t n i n g e r , { Modsætning til de uafhængige Spørgesætninger, der kaldes d i r e c t e Spørgesæt n i nger . Naar directe Spørgesætninger, der begynde med „mon", eller som intet Spørgeord have i Spidsen, gaae over t il indirecte Spørgesætninger, tilknyttes de ved Conjunctionen „om ".

Endvidere kan en Bisætning knyttes til en Hoved­sætning eller t il en enkelt Deel af denne ved Hjælp af relative Pronominer eller relative Adverbier.

Exempler: Generalen gik forbi Fæstningen, hvilket var en stor Feil. Fæstningen, der havde en stærk Besætning, holdt sig længe. Fæstningen, som han saa tappert havde forsvaret, faldt endelig. Fæstningen, i hvilken eller hvori der vare store Focraad, blev skudt i Brand. Han under­rettede mig for nogle Dage siden om sine Planer, hvorpaa han strax forlod Landet o. s. v.

Exemplerne vise, at det relative Pronomen, der tilknytter Bisætningen, kan staae i sorfljellige gramma­tikalske Forhold, som Subject, som Object, styret af en Præposition o. s. v. Bisætninger, der tilknyttes ved Hjælp af relative Pronominer eller relative Ad­verbier, kaldes r e l a t i v e S æ t n i n g e r .

31

Om di rect og indi rect Tale.Exempel: Abel sagde til Erik: Erindrer bu, hvorledes

min Datter maatte lobe barfodet omkring som en fattig Pige og soge Skjul, da du plyndrede Slesvig? Erik svarede: Giv dig tilfreds, Broder; jeg har, Gud ffee Lov, endnu saa Meget, at jeg kan give hende til et Par Sko. Men: Abel sagde til Erik, om han erindrede, hvorledes hans Datter maatte lobe barfodet omkring som en fattig Pige og soge Skjul, da han plyndrede Slesvig. Erik svarede sin Broder, at han ffulde give sig tilsreds; han havde, Gud ffee Lov, endnu saa Meget, at han kunde give hende til et Par Sko.

Naar den Talendes Ord anføres netop i den Form, hvori han har udtalt dem, kaldes Talen direct; an­gives derimod blot Indholdet af det Sagte, kaldes Talen indirect. Mcerk de Forandringer, der foregå ae, naar direct Tale forandres til indirect, og omvendt.

Om Forkor te l se af Talen ved Udeladelser .Exempler: Jeg maa gjore mit Arbeide og du dit.

Han er stærkere end jeg. Gaa med mig! men: gaa dutil Hoire, saa vil jeg gaae til Venstre. — Jeg vilde havetaget, eller: vilde taget ham med; du burde sagt mig det; du ffulde gjort dig mere Umage. — Jeg haaber, venter o. s. v., du tager dig i Agt, eller: at du tager dig i Agt. Jeg paastaaer, du har Uret. Det er underligt, han vil sige Sligt. — Du er en Mand, jeg agter hoit eller: somjeg agter hoit. Den Ben, jeg har viist Tillid. Skibet,jeg seilede med. Opdragelsen alene gjor os ikke til det, vi ere. — Der er ffe et mange Forandringer i den Tid, (i hvilken) han har været borte. De lytte til hans Ord, som til et Orakels (paa samme Maade, som de vilde lytte til et Orakels Ord). Han fa ae ud som, eller: som om han havde begaaet en Misgjerning (han faae saaledes ud, som han vilde have seet ud, om han havde begaaet en Misgjerning). Kommer du ikke (hvis, dersom, ifald bu ikke kommer), bliver jeg vred. Gjor han sig end (om han

3

32

end M r sig) nok faa megen Umage, bliver han dog dadlet' Det staaer La:reren frit for at fordele Stoffet anderledes, kun at A lt medtages (naar det kun iagttages, at A lt med­tages). Som fagt, faa gjort (som det var fagt, saaledes blev det gjort) •— Et godt Grundlag for hvad man netop maatte vnske vilde udvikle sig (for det, om hvilket man netop maatte onske, at det vilde udvikle sig). V i horte et Skud, som vi vidste kom fra Fjenden. Hvad er det for en Bog, du sidder og Iccfer i o s. v.

Der forekommer saaledes hyppig i Talen cit Ude­ladelse af et eller flere O rd, Substantiver, Verber o. s. v., som man af Sammenbceugen let kan slutte sig til. Ved Imperativer udelades du og I , naar man ikke netop stcerkt vil fremhæve Betegnelsen af den Tiltalte. — Efter Verberne ville, kunne, skulle, burde udelades undertiden Hjælpeverbet have i Perfectum I n ­finitiv. Foran Sætninger, der staae som Object for Verber, der udtrykke en Mening, eu Erklæring o. L. kan at udelades. — I relative Sætninger kan det relative Pronomen udelades, naar det folger umiddelbart efter det Ord, det henviser t i l, og det ikke staaer som Subject. I Betingelsessætninger kan BelingelseScoujunctionen udelades o. s. ft. —- Under­tiden finder der ved Siden af Udeladelsen tillige en saadan Sammenslyngning as Sætninger Sted, at det, der egentlig horer til en eftersolgende Sætning, drages ind i den foregaaende og saaledes kommer til paa een Gang ligesom at hore til to Sætninger.

O m de t nære Sl ægtskab me l l em nogle Or dk l a s s e r og Ords Overgang fra den ene til den anden.

Exempler: Den gode og den onde Mand. Den Gode, den Onde; det Gode, det Onde. Kjender du dette? Jeg

33

har nylig saaet dette Brev. M it og dit Forsog. Han gjor ikke Forskjel paa M it og Dit. Han forandrer sig meget. Et forandret Udseende. Gjore sig t il (Prcep.) Nar. Gjore sig til (Adv.) as sine Evner. Jeg bliver her, til (Conj.) du kommer. Det gjor hverken fra eller til For min Ankomst hertil var jeg munter. For jeg kom hertil, var jeg munter. Jeg fortalte dig det jo for. Man begyndte at spotte ham; da harmedes han dybt. Da man begyndte at spotte ham, harmedes han dybt. Naar v il du komme? Jeg kommer, naar jeg har Tid.

De anførte Exempler vise, at forskjellige Ordklasser ere ncer beslægtede, og at der oste finder Overgang Sted fra den ene til den anden. Dette er Tilfældet med Substantiver, Adjectiver og Pronominer, idet Adjektiverne ofte ftaae som Substantiver, og nogle Pronominer snart ftaae substantivisk, snart adjektivisk. I Participium staaer Verbet adjektivisk. En Deel Adverbier ere af pronominalst Natur, som: her, der, hvor, hist o. s. v. — Et nært Slægtskab finder fremdeles Sted mellem Adverbier, Konjunktioner og Præpositioner. Undertiden bruges det samme Ord som Adverbium og Conjunction s. Ex. da, naar; ja nogle Ord kunne brnges baadc som Adverbier, som Eonjunctioner og som Præpositioner s. Ex. til, for o. s.v.

Her kan ogsaa omtales det Phamomen, at en eller anden Ordforbindelse kan bruges s. Ex. istevensor en Conjunction. Naar jeg siger: bring ham min Tak, med det Samme du skriver til ham, staaer „med det Samme" omtrent i Betydning as „naar". Jeg var borte, den Gang (den­gang) han reiste; her staaer „den Gang" omtrent i Be­tydning af „da" o. s v. Oprindelig er her en Conjunction udeladt.

Om Or denes Orden eller O r d s t i l l i n g e n .

Det danske Sprog har kun faa Former til at

34

betegne de forskjellige F o rh o ld , hvori O rd e n e i enS æ tn in g kunne s taae. O s te betegnes et O r d s Forh o ld i S æ tn in g e n ncermest kun ved den P l a d s , h v o rp a a det s taaer. Ordst i l l ingen er derfor i D ansk a f faa meget desto større V ig tighed . O rd e n e „ M a n d e n greb O r n e n " lade sig ikke uden fuldstændig a t fo randre M eningen stille i nogen anden O r d e n , medens m an derimod i et S p r o g , der h a r en færegen Betegnelse for O b jec ts fo rh o ld e t , kunde stille Ob jec te t „ O r n e n " foran V erbet og S u b je c te t efter det.

D e n s æ d v a n l i g e O rds t i l l ing er den, a t S u b je c te t med hvad dertil horer staaer forst i S æ tn in g e n og derefter P ræ d ic a te t . I P ræ d ic a te t kommer forst V erbe t og derefter de forskjellige nærmere Bestemmelser til det. A f disse staaer igjen det indirecte O b jec t foran det directe og foran P r æ d ic a ts n o m in e t . Adverbier ogS u b s ta n t iv e r med P ræ p o s i t io n e r fo ran staae snart nærmere ved det V erb u m , de hore til, sn ar t længere borte fra det, eftersom M enin ge n kræver det. Ved de sammensatte T id e r kunne disse Bestemmelser enten staae imellem Hjælpeverbet og H ovedverbet eller efter begge. N ogle Adverbier so m : jo , ikke, næsten, dog, maaskee, nok, aldrig o. l. samt de ubestemte P r o n o m in e r ingen og intet med de O r d , de hore t il , folge umiddelbart efter Verbet , n a a r dette staaer i en usamm ensat T id , og efter Hjæ lpeverbet ved de sammensatte T ide r . A l t s a a : jeg fjender ikke denne M a n d ; jeg h a r a ldrig kjendt denne M a n d ; jeg h a r I n g e n k jendt; jeg h a r intet Menneskekjendt, eller b e d r e : ikke kjendt noget M ennefte o. s. v .D o g staae personlige P r o n o m in e r , der ere direet eller indirect O b jec t , fo ran disse O rd - ; a l t s a a : jeg lover- dig det ikke ( m e n : jeg lover dig ikke T i lg ive lse ) ; jeg

35

gav ham In te t v. s. v. I Bisætninger ftaae disse Be­stemmelser soran Verbet; altsaa: den Mand, som jeg In te t gav; jeg veed, at du ikke fjender ham o. s. v. — Forovrigt staaer i Almindelighed ethvert Ord, der tjener til nærmere at bestemme et andet, soran dette. Altsaa ftaae Adjectiver og adjeeliviske Ord soran deres Substantiver, et Substantiv i Genitiv foran det Substantiv, det nærmere bestemmer, Adverbier foran de Adjectiver og Adverbier, hvortil de hore, Præpo­sitioner foran deres Substantiver o. s. v. Et Ord, som tjener til at forbinde Ord og Sætninger, staaer foran det, som det tilknytter. Altsaa staae Conjunc- tioner og relative Ord i Spidsen for de Sætninger, hvortil de hore.

Mærk: Et saa stort D yr eller: saa stort et D y r; samme dobbelte Ordstilling ved: sor og altfor, saadan og slig. — Mærk fremdeles: Den hele Forsamling eller: hele Forsamlingen. Den storste Deel eller: storste Delen. Den ottende Dag efter Gildet eller: ottende Dagen ester Gildet. Hvor stor en Mængde, hvor stort et Uheld. Al Maden. Begge Drengene.

Af v i ge l ser fra den sædvanlige Ordstilling. Et Ord eller en Sætning, som man fornemmelig vil fremhæve, stiller man i Spidsen. Naar et Ord, man vil frem­hæve, stilles i Spidsen, kommer Subjectet ester Verbet og i de sammensatte Tider efter Hjælpeverbet. Det Samme er Tilfældet, naar det nbestemte Stedsadverbium „der" stiftes i Spidsen as Sætningen. Fremdeles læltes Subjectet ester Verbet i Hovedsætningen, naar Bisætningen staaer foran den; ligeledes sættes Sub­jectet efter Verbet i directe Sporgesætninger, der ikte begynde med „mon", og hvori ikke selve Sporgeordet

36

(et sporgende Pronomen, med eller uden tilfviet Sub­stantiv) er Subject, i Betingelsessætninger, hvori den betingende Conjunction er udeladt, og endelig i ind­skudte Smaascetninger, som „sagde ban", „svarede jeg" o. l.

Friheden til at stille et Ord i Spidsen er i Dansk saa stor, at endog et Ord, der er styret as en P ro ­position, kan stilles i Spidsen as Sletningen, medens den styrende Præposition sættes i Slutningen: Jeg stoler fuldkomment paa denne Mand eller: denne Mand stoler jeg fuldkomment paa. Den By, som jeg igaar reiste fra. Det Træ, Fuglen sidder i (eller: i hvilket Fuglen sidder) o. s. v.

O ni I n t e rp nn e t i o n e n eller B r u g e n as S k i l l e t e g n e n e .

De vigtigste Jnterpunctions-eller Skilletegn ere: Punc­tum (.), Semikolon (;) og Komma (,); Kolons:); Sporgs- maalstegn (?) og Udraabstegn (!).

P u n c t u m (.) bruges, naar Meningen er ude. Det tjener altsaa til at betegne de større Hvilepunkter i Talen.

Semi k o l on (;) bruges til at adskille mindre, men dog selvstændige Led af et større Meningsafsnit. Dette Tegn bruges næsten allid soran „th i" (dog: han misundte ikke, thi dertil var han sor ædel, sin Broder hans store Lykke). Foran Conjunctionen „men" bruges det kun, naar men be­gynder et nyt, selvstændigt Led as en Mening. — Det er ofte vanskeligt at afgjore, om man i et givet Tilsælde helst stal bruge Punctum eller Semikolon, om der er et større eller mindre Hvilepunkt i Talen.

37

K o m m a (,) bruges beeis t il at adskille enkelte Sæt­ninger, deels til at adskille enkelte Ord eller Ordforbindelser. I Meningsafsnit, der bestaae as flere noie forbundne Sæt­ninger, adskiller det de eykelte (Sætninger, hvad enten disse ere sideordnede Sætninger, eller Hovedsætninger og Bisæt­ninger, eller Sætninger meb indskudt Sætning i. — I ben enkelte Sætning tjener Komma fornemmelig t il at adskille alle sideordnede Ord og Udtryk, der ikke ere forbundne ved copulative og disjunctive Eonjunctioner. Ved Appo­sitioner kommer det an paa, om det Ord, der slaaer i Apposition, noiere smelter sammen meb det, det svies til, eller om man dvæler noget mere ved det, udhæver det noget stærkere; kun i sidste Tilsælde sættes der Komma; altsaa: Skipper Lassen i Veile, Byen Flensborg i S lesv ig ; men: Lassen, Skipper i Veile ; Flensborg, en B y i S lesvig; glad og fornmet drog han bort; men: han drog bort, glad og fornøjet over sit Held o. si v. — Ofte bruges Komma i ben enkelte Sætning ogsaa t il at udhæve en eller anden titføiet Bibestemmelse, navnlig en Præposition i Forbindelse meb et Substantiv. Meget beroer her paa Skjon. Kun hvor Talens Tydelighed stærkt kræver det, bor Komma i dette Tilfælde anvendes.

K o l o n (:) bruges fornemmelig, naar Ens Tale anføres netop meb hanS egne Ord, altsaa foran direct Tale. Det bruges ogsaa meget ved Anførelse af Exempler, foran O p­regninger o. L.

Ud r a a b s t e g n (!) bruges efter Ord og Sætninger, der indeholde en Befaling eller et liv lig t Udbrud af en Følelse si Ex. en W rin g af Sorg eller Glæde o. L. — Er det enkelte Ord der betegner et saadant Udbrud s. Er. ak. o, fulgt af en Sætning, der horer noie sammen meb det, sættes der sædvanlig først Udraabstegn ved Enden af Sætningen, derimod kun Komma ester det enkelte Ord, der staaer i Spidsen.

S p o r g s m a a l s t e g n (?) sættes overalt efter et direct Sporgsmaal. Undertiden udtrykkes et Udraab i Form af et Sporgsmaal, faa det kan være tvivlsomt, om man helst stal bruge Udraabstegn eller Sporgsmaalstegn.

38

T il Interpunktionstegnene kunne foruden de nævnte endnu henregnes: Parenthestegn, Tankestreg, Citationstegn og Asbrydelsestegn.

Parenthestegn et eller JndskudS^gnet [( ) ] bruges, naar man i Talens Lob indskyder en Bemærkning uden at indordne den i Scetningsforbindelsen. Ved Ta nk e ­stregen (— ) gjoc man stærkere opmærksom paa det Esterfolgende. Undertiden bruges to Tankestreger i sted en for Parenthestegnet. En Tankestreg ester Punctum betegner et storre Ophold i Talen end det blotte Punctum. C i t a ­t i o n s - eller An fore lsestegn ( „ " ) bruges især ved Be­gyndelsen og Slutningen as en direct Tale, ogsaa undertiden, naar man vil udhæve et enkelt Ord i Talen. A fb ryde lses -tegnet ( ...... ) bruges, naar man pludselig afbryder sinUdvikling for ligesom at overlade det til Læseren selv at fortsætte Tanken.

iofcafssrr»TTn» /in i C.08.89 XM onrad , C h r .F •

Dansk S y n ta x t i l S k o le b ru g

e x . l

Dansk Centralbibliotek3459665535