Sammenhold og vilje til at ville 11. juni 2010

I skrivende stund befinder vi os i en helt anden verden end normalt: Vi nyder en sommerferie i Danmark med familie og venner. Siden sidst har vi haft rigtig travlt – og derfor meget at fortælle…

Ekskursionen til præsidentens farm, som vi omtalte i sidste nyhedsbrev, hvor skolen netop havde startet, var en rejse på syv timer i bil… Men hele turen værd! Vi besøgte dels et hønseri, hvor der blev produceret æg i lange baner, og dels vores primære destination; en af præsidentens mange farme. Vi var blandt andet med til at sortere kvæg, vaccinere grise og plante løg. Eleverne deltog aktivt og viste deres iver efter at lære ved både flittigt at tage notater og stille mange relevante spørgsmål. Forholdene ville nok ikke have imponeret et dansk landbrugsskolehold, men vores elever var meget betagede af både de store dyr og det mulige udbytte af agurker og tomater. Pigerne på tur: Carla, Sara, Rita og Ivete

Det var en stolt projektleder, der kørte hjem – med Mozambiques fremtidige landbrugsledere på ladet.

Som et hjem og familie kører skolen, hvor vi nu er færdige med at bygge Manhiças hus. Han og familien er flyttet ind denne weekend. Det er fantastisk at have en kompetent skoleleder, der føler ejerskab over projektet, og vi er helt trygge ved at forlade skolen for en stund. Vi har ansat tre undervisere til at hjælpe Manhiça denne periode.

Mens vi er væk, skal eleverne hjem på weekend for anden gang. Disse hjemmeweekends hver måned, hvor vi blandt andet rådgiver omkring jorden, prioriterer vi højt. Det er vigtigt at involvere og være i god dialog med elevernes familier og landsbyer for at udruste og påskønne til at tage imod de unge og deres nye læring og erfaring, når de

Bøvl m myrer i jordnødderne hos Alcinos familie vender tilbage efter skoleopholdet.

Praktiske udfordringer har vi dog… Som mange nok har hørt, har vi desværre stadig hverken strøm eller vand på skolen. Installationen af strømmen blev ellers betalt for to måneder siden, hvor de lovede os udført arbejde inden to uger. Men som livet i Mozambique nu engang kan byde sig, venter vi stadig…

En anden ’opgave’ er brønden. Efter at have gravet i to måneder – med skovl og spand – fandt vi vand i 32 meters dybde. Jublen var stor, men skuffelsen blev desværre større, da brøndringene kollapsede. Ringstøberne havde uden vores viden sparet jernet væk, og de mange ugers arbejde var spildt på få sekunder. Bare fem minutter forinden havde brøndgraveren været helt nede i brønden, så vi takker Gud for, at ingen kom til skade.

Et tilbageblik på halvvejen minder om gentagne frustrationer over, at ting tager så meget længere tid end planlagt – at møder aflyses eller udskydes uden grund, at mennesker kommer flere timer for sent, at uventede problemer støder til og at tingene besværliggøres på bureaukratisk vis. Men alligevel er vi meget taknemmelige for tingenes gang og det unikke team omkring skolen. Manhiça, vagterne, eleverne, høvdingen og naboer i Chicumbane siger ’vores skole’ og mange i området er altid klar til at give en hånd med. Det ligner at have lykkedes os at gå ganske mozambikansk til værks…

De lokale myndigheder giver en ganske særlig feedback. De ser ikke længere WutomiAgri som kirke, men som et center til udvikling til gavn for alle – såvel kristne som ikke-kristne. Dette betyder blandt andet, at de selv har foreslået at give mere jord omkring skolen, inden der bliver bygget for mange andre huse.

Et år er nu gået, og vi vil gerne sige stor tak til alle jer, der har gjort det muligt at realisere dette projekt. Vi er stadig i gang med at bygge fundamentet, og for nogle kan det måske virke som en meget lang proces, men vi tror, at WutomiAgri på denne måde får stærke og varige rødder i Chicumbanes sandjord… Aldo er yderst kreativ. Hver dag skabes nyt

Mange hilsner fra Lisbet & Kurt Terp