-

Indledning 3 Formanden

4 Editorial summary

Paris, København . . . 5 UNIMA rejects all form of violence and terrorism

6 Paris januar 2015

8 Les Marionnettes s’engagent pour la Paix

9 Om satire, karikatur og teaterdukker

Dukker i Danmark 14 Bom Bom Bom (Teateret Lampe)

15 Oliver Tvist (Talent 1)

16 En sælsom rejse (Det Lille Teater)

17 Paradis (De Røde Heste & Teater Refleksion)

11 Besøg i Århus (Animatoriet, Teater Refleksion)

20 Impossible (Husets Teater)

22 Feral (Valby teater, engelsk gæstespil)

23 Ebbe Skammelsøn (Quasi teater)

24 Jernring (og UNIMA-pris, Bådteatret)

Internationalt 26 Message from Behrooz Gharibpour World Puppet Day

28 Manipulate Festival i Edinburgh Hans Hartvich-M

30 Baj mellem børn Bog om Teatr BAJ Warszava

Omkring Bestyrelsen 40 Referat af møde d. 30-11-2014

42 Referat af møde d. 17-2-2015

43 Forslag til samarbejdsaftale UNIMA / DATS

Relateret stof 44 Modelteater-nyt og Bakkehuset 46 Amatørkultur: Møde på Christiansborg

β

Os, der læser tykke bøger – Sætte os til at – ?

? -

Dukker i pædagogik 32 Projekt i 7. klasse Sine Mikkelsen

Teknikaliteter 34 Om tal, traditioner og tro

Meddelelser 37 Copenhagen Puppet festival / Shakespeares Puppets

38 Festival of Wonder, Silkeborg / Festival Bornholm

39 UNIMA kurser / UNIMA &Huset KBH / UNIMA &RDFC

Formanden

NOIR

Jeg har kigget Knud over skulderen og set, at det må være det mest indholdsrige nummer af UNIMA Nyt i længere tid. Dette er i sig selv interessant og siger en del om det engagement som redaktør Knud lægger i projektet. Det siger også noget om en stigende opmærksomhed over for bladet, og dette er positivt. Men så hviskede Knud til mig, at mange af forestillingerne var temmelig dystre i deres indhold.

Lige før jeg kom til Danmark her i april, var jeg i Tallinn inde på Landsbiblioteket for at høre forskellige foredragsholdere, der beskrev aspekter af Noir genren inden for kriminalromaner. Bo Tao Michaëlis, der repræsenterede Danmark, definerede begrebet til at være en afdækning af et samfundsmæssigt problem, der ikke har positiv slutning, hvis der da overhovedet er en slutning i klassisk forstand. (Jeg håber at Bo Tao Michaëlis kan leve med denne forkortelse).

At denne samfundskritiske holdning også har bredt sig ind over dukketeatret er ikke nyt, men at den er vokset sig så stor kunne måske give anledning til overvejelser. Overvejelser over hvor er vi lige nu, og hvor vil hen.

Mandag den 13. april om aftenen var så Knud og jeg inde at se Bådteatrets Noir forestilling ”Jernring”. Og jeg vil råde Jer alle, der læser dette at gå ind og se fore-stillingen.

Efterfølgende overrakte så Knud og jeg UNIMA Danmarks hæderspris for 2014. Andet steds i bladet vil Knud omtale forestillingen og prisoverrækkelse nærmere. Men jeg vil slutte med at sige, at det rum man åbner så diktatorer kan komme til magten, det rum vil i sidste ende æde en selv op. Og det er dybt NOIR.

Venligst

Hans Hartvich-Madsen Formand for UNIMA Danmark

γβ

Os, der taler Paulus’ og Platons sprog - ?

Editorial Summary The front page of this number shows one of my favorite flowers: ‘Coltsfoot’, in Danish ‘Følfod’, in Latin

‘Tussilago Farfara’. To my opinion the first wild flower truly indicating springtime . .

Otherwise, this is a rather bleak issue due to the sad occurrences in Paris in January, in Copenhagen in

February and much other misery throughout the world caused by greed, power lust, shear madness,

intolerance and dubious beliefs.

An official statement from UNIMA (p. 5) is followed by some reflections on the sad Paris incident by an

old UNIMA-Denmark member, Ole Bruhn-Rasmussen (p. 6) and, as a positive contrast, a message from

the UNESCO International Day for Peace (p. 8).

Personally, the assassinations have induced me to write an article entitled ‘Satire, Caricatures and

Theater Puppets’ (pp 9-12). In addition, somewhat rudimentary priest-puppets have taken over as ‘Number

mens’ in this issue. They are arguing about orthodox use of cipher systems in page numbering, as they

would otherwise do about theological dogma. For explanations, see pp.34-36.

The following section on theatrical puppetry in Denmark starts with ‘Bom,bom,bom’ or ‘The Border’ as it

is also called (p. 14), followed by a condensed retelling of ‘Oliver Twist’ for children (p. 15). ‘A curious

journey’ of a seal (the pun in the title cannot be translated curious = sælsom and seal = sæl in Danish), is a

nicely told story for small children about friendship between a seagull and a seal and how a clown on a

circus ship tries to get the seal to join his circus. However, it ends well with the two friends reunited on the

small island in the ocean where the story began (p. 16).

‘Paradise’ is about an undertaker, who finds himself able to speak with the corpses he prepares for

burial. It is a moving and poetical story with a lot of humor in the depiction of the undertaker, the different

corpse, and the small town he lives in (p.17).

A visit to Aarhus in Jutland gave an interesting view of experimental puppetry research at Theater

Reflection (p.18). ‘Impossible’ is a mixed media performance of the Orpheus and Eurydice myth involving

space travel to the moon. Visually it looks very much like an old silent movie by Georg Mellies, but it is

actually filmed on stage by small video cameras (p.20). The puppet play ‘Feral’ from Scotland was on visit

in Copenhagen. It also uses video technique to demonstrate rioting and degradation in a model city build

from cardboard (p.22). ‘Ebbe Skammelsøn’ is Danish medieval folksong about blood strife within a family,

but here presented using present days music (p. 23).

‘Iron Ring’ based on Shostakovich's 7th symphony and stories from the long siege of Leningrad during

world war 2 was created at the Boat Theater in Nyhavn, Copenhagen. It is an ambitious and impressive

attempt to visualize the horrors and suffering inherent in the long symphony. The puppet-player crew on the

‘boat’ received the UNIMA-Denmark award 2014 for its many contributions to puppetry for adults (p. 24).

The international section contains the Iranian puppeteer Behrooz Gharibpour address for the World

Puppetry Day (p. 26), a report of Hans Hartwich-Madsen from this years ‘Manipulate Festival’ in Edinburgh

(p. 28), and a summary of a resent book about the history of the Polish BAJ theater

for children (p.30).

A nice example of the use of puppets (and paper theater) in education is given

in the only contribution within this area (p. 32).

After explanations to the curious numbering systems people have employed

over the ages (p. 36) follows some messages about festivals, similar events

(puppets at Elsinor), and courses etc. arranged by UNIMA Denmark. Reports

from two board meetings and other administrative stuff are also included.

Related material presents a new – freely available - Danish publication on

‘Paper Theater’ (p. 44), and reports from a ‘Visison Forum for Amateur Culture’

meeting at Christiansborg (p. 46).

Sætte os til at være Nummermænd ! Men så bliver det på græsk ! Græske tal !

δ

UNIMA rejects all forms of violence and terrorism

General Secretary – 10 /01 /2015

We, at UNIMA, are repulsed by the violent actions that took place this week in Paris, following a trend that has become increasingly dangerous in the last years and months, victimizing innocent people among the civilian population in many areas of the world.

UNIMA rejects all forms of violence and terrorism. We believe - and are engaged - in safeguarding and promoting the noblest values that guide mankind, regardless of origin, political or religious convictions and differences in culture: those are the basic rights of every person as defined in the United Nations Universal Declaration of Human Rights.

Our hearts and minds go out to all those who have lost their near ones in this senseless escalation of confrontations, and sincerely hope that one day, hopefully soon, there will be a better understanding, more dialogue and respect among all peoples of this Earth, that we all share together and for which we are all responsible.

President UNIMA

Dadi D. Pudumjee

Det kan jeg være ganske enig i, kære Kollega, Græsk er godt !

ε β

Paris januar 2015

Kære alle samme - Hørby 12. januar

Inspireret af de sidste dages begivenheder i Paris skrev jeg nedenstående -

Men jeg håber I er kommet godt ind i dette nye år, der jo startede så brutalt.

Varme hilsener OLE

I 1992 kom jeg til Burkina Faso i Vestafrika, for at deltage på en teater festival i hovedstaden Ouagadougou. Mit liv var en smule rodet på det tidspunkt. Jeg havde netop været nogle måneder på Lofoten i Nordnorge, for at arbejde med en dukkeversion af Ibsens Peer Gynt. Jeg skulle være spiller for en gangs skyld, hvor jeg ellers normalt var dukkemager, scenograf og instruktør på forestillingerne i Norge. Sammen med Jaap den Herzog fra Trondheim turede jeg rundt i det sneklædte nordlige Norge og spillede forestillingen på små og store steder på de kanter. Nu var jeg færdig på Lofoten og ville gerne hjem til lille Danmark og slappe af i et par uger. Så fik Nationalteatret i Oslo øje på vores Peer Gynt og sendte os til Burkina Faso. Vi skulle bare være der i 12-13 dage. Vores deltagelse på festivalen forløb godt på trods af, at jeg ikke kunne levere min del af fore- stillingen på fransk. Jaap derimod spillede alt i fransk oversættelse og det fungerede faktisk. Nogle år efter - I 1994 - hvor jeg også arbejdede i Norge, men nu boede i Burkina Faso, blev jeg bedt om at tage 3 måneder til Palæstina for at undervise i teater med dukker. 'The Palestinian National theatre' var det sted, jeg mest arbejdede. Jeg skulle hjælpe med at få en dukkespilsgruppe op at stå på teatret. Sideløbende med dette arbejde i Jerusalem var jeg bedt om at tage rundt i Palæstina og lave kurser i dukkefremstilling og spil med de samme dukker. Hele arrangementet var i regi af NORAD (der svarer til danske DANIDA) og var også en del af FN's interesser på de kanter. Jeg blev bl.a. kørt rundt i landet i biler med bogstaverne UN malet i stor størrelse på siderne og på taget. Flere af de steder, hvor jeg kom ud i flygtningelejre spurgte jeg folkene dér, hvad grunden var til, at de ville bruge tid på dukkespil. Hvad de ville med det. Svaret var hver gang: "Vi vil så gerne lave noget for vore børn, der får smilet frem i deres ansigter igen." Det var både tankevækkende og hjerteskærende.

Jeg har faktisk tænkt meget på denne bemærkning, når talen falder på de flygtninge, der nu kommer til vores land. Hvor mange smil er der i ansigterne på de børn, der må bo i flygtningelejre i Danmark? Hvem får dem til at le igen? En af de ting der undrer mig er, at man ikke gør noget tilsvarende her. Jeg fandt det ret urimeligt, at jeg, der boede i Burkina Faso og arbejdede i Norge, at jeg skulle sendes til Palæstina for at give kurser i flygtningelejre dér. Sådan blev det altså. Jeg ved ikke meget om, hvor meget flygtningelejre fyldte i dansk flygtninge-politik den gang i 1994 for 20 år siden. I dag, hvor jeg atter er tilbage i Skandi-navien, ved jeg mere.

Tegnet for seks - er ikke i brug længere som græsk bogstav –

ςδβ

Desværre kom jeg tilbage fra Afrika noget for sent til, at have overskud til at kaste mig ud i arbejdet for 'vores' flygtninge. Jeg fyldte 78 her i december 2014. Men jeg er sikker på, at netop vores teaterform kan noget for de mennesker, der er henvist til lejre omgivet af høje stakitter. Måske er det noget, nogle af de unge, der arbejder med vores teaterform, kunne tage op. Jeg kommer gerne og fortæller om, hvad vi gjorde den gang i Nablus, Jeriko, Ramallah, Betlehem, Jerusalem og så mange andre steder. Og så er det i dag, hvor jeg sidder foran min PC'er, dagen efter nogle uhyggelige dage i Frankrig og en kæmpe march igennem Paris' gader. Jeg fulgte det på TV. Ud over mit arbejde med teater er jeg også tegner, så netop hvad der skete i det Frankrig, jeg holder så meget af, interesserede og chokerede. Mens jeg boede i Burkina Faso og lavede teater dér, mødte jeg en journalist og universitetslærer der hed Zongo Nobert. Det var tilbage i 1998. Han udgav en lille ugeavis, og han ville gerne have mig som dette blads tegner. Jeg mødte ham nogle gange, hvor vi snakkede sagerne igennem og jeg havde sagt ja. Hans avis var en meget kritisk avis over for styret i Burkina Faso den gang. Landet var et militærdiktatur stod der i et lexikon, jeg var faldet over før jeg skulle af sted, mens jeg stadig arbejdede oppe på Lofoten. Der var også en masse militær her og dér, det så jeg, da jeg endelig var dernede, men ellers virkede det hele ganske fredeligt. MEN - - hvor meget ved man, når man er i et land, hvor man ikke taler sproget. Før jeg overhovedet kom i gang på Nobert's blad, blev han myrdet af systemet i et arrangeret trafikuheld. Man siger, at det var bestilt fra højeste sted - præsidentens bror. Så snart mordet blev kendt sagde gode venner i Ouagadougou, at jeg skulle se at komme væk så hurtigt som muligt. Så flygtede jeg ned til Côte d'Ivoire hvor jeg gemte mig mellem palmerne på kysten dér, med det store Atlanterhav som beroligende genbo. Senere bosatte jeg mig i Ghana og kom aldrig siden til Burkina Faso. Jeg tænker ret tit på, hvor ofte man kommer til at blive en del af den store historie, selvom man 'bare' arbejder med små forestillinger, for små mennesker og med små figurer. Det stod klart i forbindelse med, hvad der skete i Paris for nogle dage siden, at en blyant og et talent for at bruge den, kan blive et meget stærkt argument. Det er det samme med vores små figurer. Brugt på rette måde med talent, kan de blive en del af kampen for en bedre verden, hvor ikke bare børnene, men også os voksne får smilet frem i ansigterne igen og gode tanker og idéer til at rumstere i vore hoveder. Lad os bruge dette talerør så talentfuldt som muligt. Kærlig hilsen fra Ole Bruun -Rasmussen.

Dagens Bon-mot:

"Dukketeatret er den tragt, jeg taler igennem for at blive hørt."

Sirppa Sivori-Asp, Finland

(UNIMA præsident 1992-2000)

Men zeta er et helt normalt bogstav og syv-tal -

ζ

Og kun så meget mere aktuelt:

‘Les Marionnettes s'engagent pour la Paix’

Film-montage af henved 50 dukketeatervideoer modtaget fra hele verden i anledning af UNESCOs internationale Dag for Fred i 2013. Offentliggjort den 09/09/2014 En komplet samling af videoerne skulle være på vej.

Kære venner UNIMA’s generalsekretariat - 20/09/2014

Jeg opfordrer jer indtrængende til at se denne fremragende montage.

Den er skabt af Claude Evans ud fra de mange videoer (ca. 50) over temaet

’Les Marionnettes s'engagent pour la Paix’,

der blev indsendt til en jury sidste år (2013) i anledning af fejringen af

Den internationale dag for Fred. Filmen blev vist første gang d. 19. september 2014 i UNESCO’s hovedsæde, Paris.

https://www.youtube.com/watch?v=jbjpGks_MG8 (34 min)

Tak !

Jacques Trudeau Generalsekretær for l'UNIMA

https://ww.youtube.com/watch?v=1rYYGPaivJc (7 min)

er en kortere version af videoen (også på fransk), men den lange er bedre.

Hebræisk går vi også gå ind for ! Folk med sans for tal ! Her tallet otte.

Om Satire, karikatur og teaterdukker

Kongen Ludvig Kong Ludvig

Tegning af William Makepeace Thackeray (1811-1863) i ’Meditations at Versailles’, The Paris Sketchbook 1840, udgivet i England under navnet Michael Angelo Titmarsh. Det tilsvarende xylografi er bl.a. gengivet i Broby-Johansens ’Krop og Klær’, 1953.

Måske var det lidt af en gratis omgang for den 29-årige englænder Thackeray (som bl.a. har opfundet begrebet ’snob’) at satirisere over ’Solkongen’, Ludvig XIV som i 1840 havde været død i 117 år. Det var 51 år efter den store franske revolution, 19 år efter Napoleon døde på Sankt Helena og midt mellem revolutionerne i 1830 og 1848. Ludvig-Phillip regerede som konge i Frankrig, Christian VIII i Danmark og Victoria var nylig blevet dronning i England. Så kongen som magtsymbol var stadig relevant som emne for satire. Klæder skaber folk – og autoritet.

Silkevæverne i Lyon (les canut) leverede pragtfulde silkestoffer til alle barok- og rokokokongerne og fortsatte leveringen til kejsere, konger og borgerskab op gennem hele 18-hundredtallet. Silkestoffer var samtidig Frankrigs største eksportindustri. Der var mange tusinde vævere, de var Ikke godt betalt og de gjorde oprør flere gange: i 1831, 34, 48.

Mange af dem boede i kvarteret Croix-Rousse, og her optrådte – nogen siger fra 1808, andre fra 1818 – Laurent Mourguet, der selv var af væverfamilie, med handskedukken Guignol, som er en pæn ung mand, ’med alle de rette instinkter og alle de forkerte vaner’.

Han er klædt som væverne , men bevæbnet med en solid stok, som han bruger flittigt dog uden at slå nogen ihjel (i modsætning til f.eks. mr. Punch). Hans følgesvend og samtale- parter er den fordrukne Gnafrong (man ser Tintin og kaptajn Haddock For sig). Senere får han også en kone, Madelon.

Talmystik, mener I ! Men det kendte grækerne og Pytagoras nu også til !

θ

Det har ikke været stilfærdigt teater, Guignol taler

gerne og uforskammet med lokal argot og om lokale emner. Det fungerede som en slags nyhedscentral for folk der ikke kunne læse. Teksterne er ikke skrevet, de er talt, improviserede, satiriske og afbrudt af komiske indslag. Laurent Mourguet dør i 1844, men Guignol døde ikke med ham. Familien fortsatte traditionen, og der kom talløse efterligninger. Handskedukkerne bredte sig ud over Frankrig, også til Paris. Det gik op og ned, som man kan læse om i tykke bøger. Under det andet kejserdømme kom politiet og censuren efter dem. Teksterne blev forlangt indleveret til forhåndscensur: Noget af et problem for et teater hvis grundprincip var improvisation. Til gengæld har det efterladt nogle ube-hjælpsomme skrivelser, som dog næppe giver megen idé om hvad der virkelig foregik når dukkerne optrådte. Borgerskabet tog Guignol til sig, og genren forfaldt efterhånden til tandløse børneforestillinger og genopførelser af ’klassikere’, men fra 1960’erne til 90’erne fik satiren en renæssance i det lille Lyon teater ’Petit Bouif’, hvor Jean-Guy Mourguet – fjerde generation i familien – kombinerede Guignol med aktuelle emner, for eksempel kunne man opleve Jacques Chirac som vampyren Chiracula – 1)

Når man laver teaterdukker bliver det ofte en slags karikaturer: Næsen bliver stor (hos Guignol meget lille, hos Gnafrong meget rød) eller den kan være absurd lang eller kroget. Øjne, mund og ører er store sammenlignet med hovedet. Hvis dukken forestiller en kendt person, er det i reglen en karikatur af personen, f.eks. til brug i politisk satire. At en dukke optræder som menneske er i sig selv en karikatur: Simple, stiliserede bevægelser, mund og øjne er tydelige, men ikke bevægelige. Når munden endelig bevæger sig (Muppet-typen) er det stærkt overdrevet. Og dukker er oftest meget mindre end mennesker. Måske derfor er de er gode til at spille småkårsfolk. Men de kan nu også være meget store - En dukke kan ikke tale, dukkespilleren siger replikkerne, men illusionen og konventionen er, at dukken taler, og siden dukken ikke er et menneske, kan den sige ting som vi mennesker ikke vil, kan eller bør sige til hinanden. Dukken er en skærm, og samtidig et forbindelsesled. Dukker har deres egen ytringsfrihed. Og hvis der skulle være nogle gale personer, for hvem dukker falder ind under religiøse billedforbud, så er det trist for dem selv. Dukker kan bruges til undervisning, men også til propaganda og indoktrinering. F.eks. brugte Frankrig Guignol som propaganda i Tunis og Algiers under kolonistyret. Omvendt blev satiriske Karagøz skyggespil forbudt. Mellem verdenskrigene var der i Tyskland både en rød og en sort version af Kasperl, og nazisterne brugte deres til at skabe jødehad, mens røde Kasperl havde travlt med agit-prop 2).

Tidligere, når vi lavede teater i det Blå Hus i Roskilde, var det nu mere som elskværdig socialsatire over temaer i tiden. For børn, men også for voksne –

Hovedpersonen er Kasper, ikke en tysk Kasper eller Kasperl som er en slags mr. Punch. Vores Kasper er en naiv bondedreng, der løber hjem-mefra og kommer til den store by, hvor han møder Liza, en dejlig dame, og hendes to kumpaner Lumskebuks og Lurifax. Kasper har stjålet et skattekort fra sin fars skrivebord. Nu vil han finde skatten, og det vil de tre L’er meget gerne hjælpe med.

Tallet jod er ti på Hebræisk og ser ikke ud af meget, men har store kræfter

- -

Men Kasper finder en kat og opdager skat kan betyde flere ting. Henne på skattekontoret er den røde Statshovedkassefinansdrage ved at fortvivle over musene, der klipper huller i alle strimlerne . . . Katten og Kasper bliver ansat til at jage mus, og de to L’er bliver snydt – men ikke Liza –

Næste år fortsatte historien om Kasper, der nu har gifte sig med Liza. Kasper bor i telt, men Liza vil ha’ et rigtigt hus. Lumskebuks og Lurifax skaffer et selvbyggerhus – og det er svært – – Heldigvis har Liza en stor bekendtskabskreds, blandt andet en flok sorte håndværkere. De bygger huset (om natten natur-ligvis). Liza flytter ind og bestemmer hvor skabet skal stå. Desværre har Kasper ikke nogen byggetilladelse, og desuden er huset bygget på den kommunale græsplæne. Det går ikke, så huset bliver vred, river sig løs og forsvinder ud af teatret med Kasper, Liza og Katten om bord. Lumskebuks og Lurifax bliver sat til at fylde hullet op –

Tredje år har Kasper og Liza fået børn – Lille Kasper og Lille Liza – og sammen med katten er familien på vej i bil (det ombyggede hus) for at besøge Kaspers far og mor og hans bror Røde Kasper på deres gård langt ude på landet. Samtidig forsøger Lumskebuks og Lurifax at sælge en maskine til at lave grønne pølser til Statshovedkassefinansdragen – Grønne pølser er godt – men dragen vil se en demonstration under realistiske forhold, for eksempel ude på Kaspers fars gård. Her er Kasper og Liza blevet godt modtaget, men Røde Kasper er sur, og snart skændes og slås de to brødre igen, for Røde har planer om at modernisere gården. Anskaffe ’ rustfrie stålkøer – eller måske den der nymodens pølsemaskine? Demonstrationen bliver nu en skuffelse, for Lille Kasper og Lille Liza har pillet ved maskinen, så den laver sorte og blå pølser og til sidst går i stykker. Den røde dragen bliver vred, men en smuk grøn drage, der har boet under gården i mange år, bringer den på andre tanker. Liza lover at få Kasper og hans bror til at enes, hvis hun må låne Gammelmor Kaspers symaskine. Hun forsvinder ind i huset med de to brødre, som lidt efter kommer frem igen, nu ens klædt i både rødt og grønt. Så bli’r alle budt ind til Gammelmor-Kaspers middagsmad – undtagen Lumskebuks og Lurifax, der blev snydt igen –

Andre af vores stykker indeholder også satiriske elementer:

I ’Nu siges, fortælles og berettes’ beskriver Saxo entusiastisk og i mange detaljer den forviklede politiske situation i Danmark i 1157, hvor tre konger slås om landet. Vi er i riddertiden, og kongerne er til hest – karnevalsheste – Prinsesser og enkedronninger handles som det nu betaler sig, og troubadouren synger om kærlighed – Og så drager de alle sammen på korstog mod venderne opildnet af Absalon, nyudnævnt biskop i Roskilde. Fortunas Hjul drejer i baggrunden. Et symbol på middelalderens skæbnetro.

Tallet elve på græsk er iota + alfa og på hebræisk alef + jod

I ’Hulen’ er vi i det gamle Grækenland hvor Sokrates diskuterer med Sofisterne om forholdet mellem Tro og Viden –

Sofisterne var den tids retorikere. Ren satire fra Platons hånd –

To borgere fra Athen, Strepsiades og hans søn Fidippides, ’kærligt’ skildret i Aristofanes komedie ’Skyerne’, var også med.

Men tilbage til det franske og satire rettet mod nyere tids magthavere:

Da Teatret i det Blå Hus i 2011 og 13 spillede ’1769, billeder fra Oplysningstiden’ var det med masker af Voltaire, Diderot og Rousseau som fortællere. De er fremstillet ud fra 17-hundredtallets mange portrætter af forfatterfilosofferne, men de er også karikaturer som man forestiller sig dem ud fra deres skrifter: Satirikeren og tragedieforfatteren Voltaire har lang spids næse og en vrængende mund, den frodige leksikonforfatter Diderot er munter, velnæret, rund og overstrømmende, mens Rousseau er en alvorsmand fuld af bekymring over mange ting.

Især Voltaire og Diderot havde en indgroet modvilje mod tidens katolske kirke, ikke mindst dens magtfulde præsteskab, som de bekæmpede på mange måder. Også Rousseau lagde sig ud med kirken, der forlangte hans bog ’Emile’ brændt på bålet, og tvang ham til at flygte til England.

En scene i vores stykke, baseret på satiriske episoder i ’Candide’ og hændelser under Rousseaus flugt, viser to sorte præster (to bøjler med sorte gevandter) svævende hen over scenen, mens de diskuterer teatrets ugudelighed, planlægger at få landsbyens drenge til at kaste med sten, og at der skal holdes øje med Emile –

Scenen blev udeladt, fordi stykket blev for langt, men i dette nummer af UNIMA-nyt er præsterne kommet med som nummermænd – hvor de diskuterer den rette ortodoksi ved brug af numre – Fænomenet nummermænd stammer jo fra Storm P. som også engang har lavet en tegning af vandrende gevandter på bøjler (og med store sko). Jeg så den på Storm P museet for tre måske fire år siden, men er ikke bevidst om at det har påvirket udformningen af mine præstedukker. Måske er det bare en nærliggende måde af fremstille præster på? Klæder skaber magt med ingenting inden i.

1) Paul Fournel i ’Les Marionettes’ Bordas Spectacles, Paris,

og på nettet: Fransk Wikipedia og LYON SINGULARITES » Guignol. 2) Encyclopédie Mondiale des Arts de la Marionnettes: UNIMA 2005 Éducation et propagande p. 232-34, Tunisie p. 720-21, Algérie p. 39-40

Og nu til noget, der overhovedet ikke er morsomt:

Det amerikanske tidsskrift ’Bulletin of the Atomic Scentists’

blev indstiftet af videnskabsfolk knyttet til Manhattan-projektet,

og fremstillingen af de første atom-

bomber Her var Niels Bohr bestemt

ikke den eneste, der havde betænke-

ligheder. Gennem mange år

handlede tidsskriftet mest om risici

knyttet til det nukleare våbenkapløb,

herunder effekter af atmosfæriske

prøvesprængninger. Folkelige

protester (også den danske

’Kampagne mod Atomvåben’) førte

efterhånden til et moratorium for

sådanne sprængninger.

Ja, jeg ser godt De har et hebræisk tolvtal –

Men jeg har altså opgivet grækerne -

Senere har tidsskriftet støttet nedrustningsbestræbelserne og kritiseret spredning og forsøg på fornyet

nuklear genoprustning. Gennem en del år har tidskriftet også beskæftiget sig med andre apokalyptiske

fænomener, primært den pågående klimaopvarmning.

’The Doomsday clock’ har siden 1947 prydet forsiden på ’Bulletin of the Atomic Scentists’, som et håndfast

symbol på at mennesker kan komme til at gøre alvorlig skade på planeten. Måske ikke af ond vilje, så ved

et uheld, ved at noget løber ud af kontrol. Komiteen, der udgiver ’Bulletin of the Atomic Scentists’ og dens

mange rådgivere vurderer hvert år ud fra en sammenfatning af tendenser i tiden, om den store viser på

deres ’Doomsday clock’ skal flyttes frem eller tilbage.

I 1947, kort efter krigen, blev viseren sat til 2353. Over de følgende 13 år, mens våbenkapløbet rasede og

brintbomberne blev opfundet og testet rykkede viseren frem til 2358: 2 minutter i midnat. Med traktaten om

forbud mod atmosfæriske prøvesprængninger steg forhåbningerne og viseren rykkede tilbage til 2348 hvor

den forblev (med mindre dyk: Vietnamkrigen, Frankrig og Kina får atomvåben) til 1974. Over de følgende

15 år bevægede viseren sig mod 2357 på grund af øgede spændinger mellem stormagterne, men med

Sovjetunionens kollaps øgedes optimismen og håbet om afrustninger. Det varede imidlertid kun til 1994,

hvor modvillige amerikanske politikere blokerede for yderligere afrustning, Indien og Pakistan bliver

atommagter og viseren i løbet af 20 år bevægede sig støt mod 2355: 5 minutter i midnat.

I januar i år valgte man at flytte viseren to minutter frem, så uret nu står på 3 minutter i tolv. Begrundelsen

var: "Today, unchecked climate change and a nuclear arms race resulting from modernization of huge

arsenals pose extraordinary and undeniable threats to the continued existence of humanity,"

De tre minutter til ragnarok er en symbolsk og delvis subjektiv fremstilling af en vægtet sammenfatning af

risici knyttet til meget forskellige fænomenerne: F.eks. kan vi (muligvis) leve videre med terrorbalancen og

det der ligner i endnu en lang periode, men vi kan leve med at klimaet kommer ud af kontrol. Her er tiden til

at gøre noget knap.

Selv om den ikke er spor morsom, er ’The Doomsday clock’ en slags satirisk tegning, en galgenhumoristisk

kommentar til vores manglende evne til at leve i samdrægtighed: Et moderne memento mori, ikke for det

enkelte menneske (som middelalderens Fortunas hjul), men for hele ecosystemet og for millioner eller

milliarder af mennesker. Vi enkelte kan ikke gøre meget fra eller til i den sammenhæng (undtagen opfører

os tolerant og civiliseret) og så selvfølgelig (når vi har mulighed for det) sørge for at vælge kompetente

politikere, der kan se ud over deres taktiske næse.

Når man bærer gyldne kæder, har man også et særligt ansvar. Derfor skal denne artikel slutte med det

kronede kranie fra ’Nu siges, fortælles og berettes’.

Knud Brodersen

1947-98 numrene af ’Bulletin of the Atomic Scentists’ er frit tilgængelige på

Google books, se under Archives i www.thebulletin.org

(Ud over lange artikler er der også mange skægge og makabre tegninger

i den politisk/tekniske genre.)

For dette her handler om magt –

og det er noget romerne forstår sig på –

For fremtiden holder jeg mig til romertal ! XIIIXVII

BOM BOM BOM Nogle dage i februar har Teatret Lampes forestilling ’Grænsen’ holdt til i Dansekapellet på

Bispens bjerg i Københavns Nordvestkvarter. Et område med blandet befolkning, hvor Grundtvigskirken

troner på bjergets top, mens moskeen i Rovsinggade ligger i modsat ende af Bispebjerg kirkegårds vidt-

strakte område, hvor man oven i købet har fjernet en masse store træer, så det forekommer øde som en

tømt slagmark.

Kan man forestille sig et mere passende sted for en dukkeforestilling, der handler om at noget skiller –

som måske ikke burde skille?

Forestillingen er for børn, men bestemt også for voksne, (inklusive Hans Hartvich og undertegnede).

Ca. 40 børn i 8-års alderen lukkes ind. De har hver en billet,

som grænsevagten nidkært afkræver dem. ’I kan ikke komme i teatret uden billet !’

Børnene samler gladeligt billetterne sammen og afleverer dem.

Grænsevagten er i fin hvid uniform med en flot kasket, hvor ordet STOP er skrevet med rødt langs

kanten. En grænsebom, hvid med røde tværstriber, spærrer vejen. Vagten går ind i sit flotte røde skilderhus

og giver sig til at tælle billetter. Det er åbenbart ikke let, så børnene hjælper med tal der kommer efter otte –

Så dukker en køn ung pige frem fra baggrunden uden for bommen. Hun har sort hår, fletninger, og

slæber på en stor brun kuffert (og en sort magisk fugl hun stiller fra sig). Hun snakker tyrkisk til vagten, der

ikke forstår et ord. (I den oprindelige version var det en pakistansk pige (UNIMA- nyt August 2014 p.9)

’Har du pas, papirer, tilladelser ?’ spørger vagten. Pigen fortsætter sit tyrkiske. ’Så kan du ikke komme ind !’

Pigen forstår ham ikke, hun forsøger at krybe under bommen. Han skubber hende ud igen.

Hun taler med sin fugl, og kommer tilbage til bommen med små røde bolde mellem fingrene, som hun

tryller med. ’Ja, det er flot, men du kan ikke komme ind !’ siger vagten – Så skubber hun sin kuffert under

bommen. ’Nej, det må du ikke !’ Vagten bliver nysgerrig og vil se hvad der er i kufferten. Pigen åbner og

viser dukker frem af sig selv som lille og af sin mor. Pludselig er pigen indenfor og vagten udenfor. Det er

forkert, så måske skal de åbne bommen, men den sidder fast. De skiller den ad, bygger den om til et slags

tårn, og fortæller fablen om Babelstårnet og de mange tungemål. Fuglen flyver forbi, og så kan de forstå

hinanden. Pigen vil bare ind i landet for at lede efter sin forsvundne mor – og vagten tilbyder at adoptere

hende – Så har hun to mødre, hvis hun skulle finde sig rigtige mor –

Instruktion og manuskript: Søren Iversen Forestillingen er støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg,

Scenografi og kostumer: John Lørner Bikubenfonden og Udenrigsminteriets CKU.

Dramaturg: Peter Jancovic

Dukker: Mirela Peerzada og William Frohn-Christensen

Medvirkende: Siir Tilif og Anne Nøjgaard

Musik: Jonas Stampe, Ejaz Ali og Peter Jankovic Varighed: 40 minutter Spilleplads: 5,5m×5m×2,4 m Lys: John Kørner Tekniker: Oskar Jankovic

KBr.

Fire og ti er fjorten, men 15 skal man vogte sig for – Tabu ! - Blasfemi !

Oliver Twist Teatergruppen Talent-1 i Næstved havde d. 28. februar premiere

på deres udgave af Dickens berømte klassiker.

Det var en familieversion for alle over fire år – en lidt optimistisk

aldersgrænse – men børnene så nu ud til at være ganske godt med.

En far, der sad ved siden af mig, fortalte sin 12-årige datter, ’at

Oliver Twist skulle man altså vide hvem var’.

Historien er en satire over socialt accepteret udnyttelse af mindre-

årig arbejdskraft, om børn som narres eller presses ind i bandekrimi-

nalitet, om sult og fattigdom og om nogle voksnes bundløse hykleri

og grådighed. Den 25 årige Dickens skrev historien 1837-39 ud fra sit

kendskab til industrialiseringens fattige byproletariat, embedsmænds

uduelighed og egne erfaringer som børnearbejder.

Hvordan fortælle den historie for børn fra velfærds-Danmark?

Morten Aagaard har simplificeret historien om den forældreløse Oliver ved at udeladt mange personer

(f.eks. plageånden mr. Bumble på fattiggården). Og ved at fremhæve ting som nutidige børn kender: f.eks.

det at være sulten, selv om de (her i landet) næppe oplever det helt ufattelige: aldrig at kunne spise sig

mæt. Den berømte scene, hvor Oliver beder om endnu en portion vælling og bliver straffet med prygl, er

naturligvis med. Som kontrast taler de voksne meget om mad og spiser i smug.

Oliver bliver smidt ud fra fattiggården og kommer kortvarigt i lære hos en skorstensfejer (der mere er

H.C. Andersen end Dickens), men han har dog en galhovedet kone, som ikke onder drengen føden.

Tilbage på gaden og stadig sulten møder Oliver en anden dreng:

Lurendrejeren (the Artful Dodger), som tager ham med hen hvor

Fagin og hans tyvebande holder til. Oliver kommer i lære som lomme-

tyv, men er ikke go’ til det. Han bliver fanget i første forsøg, men dog

heldigvis af en venlig gammel borgermand der tager ham med hjem.

Luredrejeren finder Oliver igen og får ham med tilbage til Fagin, hvor

han bliver tvunget til at hjælpe indbrudstyven Bill (Sykes). Han skal

krybe ind gennem et vindue og åbne hoveddøren indefra så Bill kan

komme ind. Men huset viser sig at være beboet, Bill trækker sin pistol

og skyder, kommer til at ramme Oliver og flygter. Oliver bliver båret ind i huset, forbundet og tilfældigvis

– sådan er det jo hos Dickens – genkender damen i huset ham som sin forsvundne nevø.

Fagin er den mest prægnante figur: en forbryder, hæler, gnier, manipulator og udbytter. Han er slesk

omsorgsfuld over for Oliver og drengene i banden, og han skælder ud på Bill, som han – rimeligt nok –

anser for en brutal tåbe, ikke mindst efter Bill ’kom til’ at myrde kæresten Nancy.

Og så er banden i opløsning. i musicalen ’Oliver’ er Fagin ’Reviewing the Situation’,

men i andre teaterversioner og i bogen ender han som nervenedbrudt vrag i fængslet

hvor han venter på henrettelse.

Det så man nu ikke noget til Næstved. Her sluttede forestillingen med at Oliver bliver

forenet med sin familie. Hvad der sker med forbryderbanden må børnene tænke sig til.

De 30-40 høje dukker var lavet af Morten og fungerede fint i sammenhængen. (Men

jeg undrede mig lidt over relativ størrelse af nogle af dem). Det er borddukker ført bagfra,

i en dekoration, der var både simpel og funktionel. De tre dukkespillere var delvist synlige

og lagde godt varierede stemmer til de mange personers replikker, alle tre med

prisværdig tydelig diktion.

KBr.

XV Overtro ! Femten er helt uproblematisk i Rom

!

Talent-1 har fået nyt spillelokale i

kælderen under en tidligere og nu

restaureret fagforeningsbygning.

Morten Aagaard i indgangsdøren.

EN SÆLSOM REJSE

i det Det Lille Teater Lavendelstræde 5-7 København

for Hans og Knud fra UNIMA sammen med mange små børn (2- 4 år) og deres voksne. Manuskript og instruktion: Jacques Matthiessen Scenograf: Christian Q Clausen Dukkemager: Paul Arne Kring Dukkespillere: Anya Sass, Bo Carlsson og Rolf Søborg Hansen Komponist: Frederik Lundin Lys: Brian Kousgaard Kristensen Plakat Peter Petersen

Spilleperiode: 29. januar – 3. maj 2015 Varighed: 35 min. Tir.- fre. kl 930 og 1045 Lør.- søn. kl. 14 og 15

Sælen Selma og havmågen Hauge er gode venner. De kappes om at fange sild i det dybe blå hav, der omgiver deres lille klippeskær.

Men Hauge kan jo flyve og er pludselig væk. Selma keder sig. Hvor blev mågen af ? Heldigvis kommer der et skib forbi med en underlig mand ombord. Han har en rød næse og en stribet bluse og spiller med en rød bold. Bolden falder i vandet og vips hopper Selma i og spiller bolden tilbage til klovnen. Skibet sejler videre og Selma keder sig igen. Hun svømmer efter skibet – Lidt efter er Hauge tilbage og kan ikke finde den lille sæl. Han flyver ud i modsat side –

I mellemtiden er Selma kommet til en fremmed kyst. Hun vover sig op på land, og sniger sig indenfor i et stort stribet telt, der vokser op i Det Lille Teater: Circus Alonzo spiller, og hopla det går: Det ene nummer afløser det andet. Springakrobater, en cirkusprinsesse i karrusel af seks heste, en elefant, en kanonkonge bum ! Og til sidst klovnen Savatore med sin røde bold. Han kludrer i det, men Selma hjælper ham og spiller bolden tilbage. Stur, stur, nummer ! – Og tilbud om kontrakt med cirkus.

Det vil hun nu ikke, for Selma husker sin ven Hauge og begiver sig igen ud for at lede. Lidt efter finder de hinanden, og de to venner er tilbage på deres klippeskær i det blå hav. Cirkusskibet sejler forbi i det fjerne og klovnen vinker til dem. En smuk forestilling med mange overraskelser i dukkeføring og i scenografiens effektive udnyttelse af Det Lille Teaters begrænsede scenerum. Historien har godt fat i ungerne.

Og Hans og jeg blev inviteret på besøg i maskinrummet –

KBr

XVI

XVII

Af og med Claus Mandøe efter Kim Fupz Aakesons bog

Instruktion: Bjarne Sandborg Scenografi og dukker: Mariann Aagaard Musik og lyddesign: Niels Kilele og Morten Meilvang Laursen Lysdesign: Morten Ladefoged samt: Tea.Refleksions værksted Set på Forsøgsstationen,

Søndre Boulevard 81, Kbh. 9/4-2015

Hver dag går Bedemanden fra sin lille lejlighed til sin lille forretning med kister. Der passer han sit arbejde: at ordne de døde, klæde dem på, lægge dem i kiste og skrue låget på. Så går han hjem igen gennem byens gade, hilser ikke på nogen, bare hjem til kedelig mad, kedeligt fjernsyn og så i seng. Kone og kæledyr har han ingen af, men – han har en hemmelighed: Han taler med de døde, og de døde taler med ham – synes han.

Den gamle mand, der havde et godt liv og som mest fabler om sin kones flotte bagdel, er let nok. Han får et fint slips på og låget skruet på. Det er værre med Så bedemanden må en unge pige dræbt må opfinde et Paradis i et ulykkestilfælde. med unge mænd, Hun græder over alt englebiler og rockmusik. det hun går glip af: Låget kommer på, men Unge mænd der varter bedemanden drømmer op, hurtige biler . . . uroligt næste nat.

Det næste lig er en gammel kvinde der har oplevet alting, men er utilfreds

med alting og at alting ikke bare fortsætter – ’Hvor er mine cigarer’ skælder

hun. Der er noget næsten Storm P’sk over replikkerne. Bedemanden

skynder sig at lægge låg på, og drømmer endnu dårligere om natten.

Det fjerde og sidste lig er en gammel tæppehandler der er træt af det hele

og af at alting bare fortsætter. Han er kun glad for at låget bliver lagt på.

Men bedemanden er ked af det og begiver sig ud i byen. Han køber –

også mod sædvane – en blomst hos blomsterhandleren og lægger den på

den unge piges grav. Og byen åbner sig – rent bogstaveligt – og viser sig at

vrimle med mennesker.

Der er noget poetisk musikalsk over forestillingen, med dens stadige

kredsen om et tema med variationer. Claus Mandø styrer de teknisk simple,

men udtryksfulde dukker perfekt, og han lægger gode stemmer til alle de

optrædende. Den lille modelby er meget fin.

Forestillingen anbefales til alle over 8 år – KBr.

Og teologien må folk jo selv om –

XVII

Besøg i

Aarhus på 1.sal i Jyllandsgården,

Frederiksgade 72b, hvor

Teater Refleksion har til huse i smukke rum

med højt til loftet, og hvor de

d. 9. januar 2015 kl. 15 havde

indbudt kolleger til visning i

Animatoriet Det er gratis (bortset fra transport), se

www@reflektion.dk

Animatoriet er Teater Refleksions dukke- og

animationsteaterværksted, hvor professionelle kunstnere kan afprøve teknikker, idéer og forskellige former

for samarbejder. Animatoriet er typisk arrangeret som en tredags workshop med en visning den sidste dag.

En Animatorie-visning er ikke en forestilling, men en status på hvad der er kommet ud af workshoppens

undersøgelser. Efter visningen inviteres publikum til dialog med de medvirkende kunstnere omkring

processen, de gjorte erfaringer eller noget helt andet -

Animatoriet er en videreudvikling af tidligere éndags-workshops kaldet ’Døgnfluer’.

Den visning jeg så d. 9. januar kl. 15 var resultat af en workshop i samarbejde med

Dramatikeruddannelsen ved Aarhus teater.

Temaet var: Dramatikeren og arbejdet med at skrive for og til børn.

At skrive ordløst teater. Workshoppen bestod af to dele med følgende medvirkende:

1: Espen Dekko (norsk instruktør), Bjarne Sandborg (dukkefører), 3 elever fra dramatikeruddannelsen.

2: Hans Rønne (instruktør), Loui Danckert og Stine Lundgaard (dukkeførere), 3 elever fra drama-

tikeruddannelsen. Teknisk set var der tale om bordteater med åben dukkeføring.

Første del: De tre elever havde inden workshoppen fået til opgave at skrive tre korte

tekststykker til brug for dukkespil med kun én dukke. Som så til gengæld var Madsen

fra ’KasseMadsen’, kær og velkendt for mange af tilskuerne, i hvert fald for mig.

Først så vi en situation uden ord: Madsen sidder på en bænk med en kage liggende

ved siden af sig, og kagen er åbenbart er en svar fristelse. Så læste forfatteren den

underliggende tekst op, og situationen blev gennemspillet endnu en gang, uden at

ordene føjede meget til.

Anden situation: Madsen lægger sig for at sove på bænken, men kan ikke falde i søvn.

Han tager en bog og læser, prøver igen at sove, læser i en anden bog. . . Forfatteren læste

teksten op. Den viste sig at handle om at spilde tiden mens man sover, når man i stedet

kunne gøre noget andet som for eksempel læse en bog. Således oplyst blev anden

gennemspilning mere forståelig, men emnet egner sig næppe til ordløst teater.

Tredje situation: Madsen sidder på bænken med en tyk ordbog liggende på bordet foran

sig. Nogen taler åbenbart til ham, for han blader fortvivlet frem og tilbage i bogen. Manisk,

nærmest uhyggeligt . . . Teksten viste sig at handle om en turist, der forsøger at klare sig i

en malstrøm af engelske, franske og danske sætninger.

Et tilfælde af sprogforbistring nu meget morsomt forløst ved brug af ordbogen.

XVIII Latin, – og romertal, og så mulighed for toga - en rigtig Toga ! -

Som en slags bonus var der også en fjerde

situation: Bjarne dryssede en håndfuld

afrundede små hvide sten ud over det tomme

bord. Til musikledsagelse svævede

KasseMadsen ind, snusede til stenene, legede

med dem og samlede en af dem op, som så

blev forvandlet til en lille frø. Teksten, der

derefter blev læst op, handlede om søhestes liv

og yngelpleje, som han-søhesten tager sig af.

Undervandsscenen var grotesk poetisk – for

KasseMadsen er jo ikke ligefrem nogen elegant

søhest – men hvis det havde været en sød lille

søheste-dukke der svævede rundt, havde

billedet nok nærmere været banalt.

Anden del: Også her var der skrevet tekstunderlag, men mere væsentlig var at instruktøren Hans Rønne

havde valgt mere eller mindre tilfældigt musik som underlægning.

Første situation: Hver dukkespiller havde et ~½ m langstrakt skumgummivæsen med øjne, næse og

antydninger af finner. Måske de også var til en slags undervandsscene. Først optrådte den ene, så den

anden og så dem begge sammen. Det var ren bevægelsesmime, både smukt, udtryksfuldt og meget

morsomt. De bløde, smidige skumgummidukker var lette at spille med, i rytmiske bevægelser båret af

musikken. Hvis der var en tekst, så har jeg glemt den –

Anden situation: En lille mandsfigur, ført i fællesskab af de to dukkespillere, forsøger på forskellig vis at

gemme sig under et tæppe. Der er åbenbart noget han er bange for. Til sidst kommer han på benene med

tæppet viklet om hovedet. Nu er han i sikkerhed, ingen kan se ham. Han skynder sig væk – og falder ud

over bordets kant. Situationen blev spillet to gange, sidste gang samtidig med at teksten blev læst op.

Det forklarede nogle ting, men som helhed fremstod episoden svagere.

Tredje situation: En flad, båndformet dukke, måske en larve af en slags, kryber hen ad bordet, bort fra et

fad frugter, der langsomt drejes rundt. I anden gennemspilning kombineres oplæsning af en absurd tekst

med larvens kravlen og fadet der snurrer hurtigere og hurtigere rundt så frugterne slynges af og falder på

gulvet. Måske en slags performance happening af de mere hermetiske?

Bagefter var der drikkelse og diskussion mellem de optrædende, fremmødte tilskuere og personale fra

Refleksion, i alt 25 – 30 personer.

Eleverne fra dramatikeruddannelsen fortalte de var glade for at have deltaget i øvelserne, og at de havde

lært meget om hvad dukker kunne og ikke kunne. De ville tage det med sig ind i deres igangværende

projekter med at skrive for og arbejde med børneteater, men de havde fundet det svært at skulle skrive

tekster for et ’ordløst’ teater.

Der blev en længere diskussion om tekstbaseret versus ordløst dukketeater, hvor det vel ikke kan være

tvivl om at Refleksion er glad for det ordløse teater. I hvert fald har de jo produceret en perlerække af

fremragende forestillinger af denne art – for børn, men bestemt også for voksne. Bjarne

sagde ’at Refleksion jo mest er et børneteater’, med den tilføjelse ’at man kan spille alt for

børn, bare man ikke skræmmer dem for meget, og man ikke taler ned til dem’.

Det kan vi være enige om, og også at forenkling er godt. Det ’ordløste’ passer til

nogle emner, især kropslige og eksistentielt poetiske, mens brugen af fortælling og

dialog åbner for andre muligheder, så som (mere eller mindre elskværdig)

samfundssatire, der jo er gammel tradition inden for dukketeatret.

Tak for oplevelserne i Animatoriet,

og for at Teater Refleksion på eksperimenterende vis

arbejder med dukke- og figurteatrets sprog

Knud Brodersen

XIX Tunika, kære kollega – Tunika. Lidt ydmyghed er opportunt -

IMPOSSIBLE Idé/instruktion/scenografi: Edward Lloyd Pierce Live video-, lys- og lyddesign: Turpin Napoleon Djurhuus og Jes Theede. Medvirkende: Mads Wille og Mia Lerdam. Alder: fra 10 år. Varighed: 45 minutter. Set 13. december 2014 på Husets Teater, Halmtorvet 9. Kbh. Brug af levende video optagelser i forbindelse med teater bliver mere og mere almindelig. Resultatet er en blandingsform mellem almindelig skuespil og film, men også med en grænseflade til dukketeater, måske navnlig skyggeteater, der - lige som ved video - kræver en skærm til projektion af billederne. Tilstedeværelsen af skærmen skal helst være motiveret dramaturgisk/scenografisk. Eksempler fra 2014 er: I Teater Hunds ’Platons hule’ spillet på Anemoneteatret (U-nyt,juni2014,p.11) er TV- skærmen tilstede i de to kvinders stue som centrum for al opmærksomhed, ligesom skyggerne på væggen er det i Platons fortælling om fangerne i hulen. Frigørelsen sker ved at ’barnet’ finder ud af hvordan billederne opstår og demonstrerer det for kvinderne og publikum. De flyvende grise spillede ’Fremtiden’ på Frederiksbergscenen (U-nyt,juni2+14,p.13). To industrirobotter dominerer scenen, den ene kan ’se’ med et videokamera, den anden har en stor videoskærm monteret frit drejeligt i kloen. Den viser hvad kameraet ser, men også andre billed-sekvenser. Det gør det - i med- og modspil med den enlige skuespiller – muligt at fortælle en ret så kompliceret historie i en visuelt levende form. Det kongelige teaters ’Eventministerium’ har forsøgt at animere Strids børnebog ’Eventyret om den kæmpestore pære’ (U-

nyt,dec2014,p.25). Historien fortælles på bånd, mens en dukkespiller fører udklippede papfigurer rundt i et lille papirteater, hvorfra et håndholdt videokamera blæser de små bevægelser op på en statisk, kæmpestor skærm. Alle kan se, men resultatet fængede ikke.

Husets Teater på Halmtorvet har – med Simon Boberg som dramaturg – og alle medvirkende som ligeværdige udførende parter – forsøgt det umulige, ’something Impossible’: De vil fortælle myten om

Orfeus og Eurodike

som moderne poetisk rumeventyr.

Og det gør de ved at bruge mange små videokameraer, projiceringer på flere slags skærme og computernes muligheder for anvendelse af chroma key teknik (hvor støvet blå vægfarve erstattes med et andet billede). Der er

ingen tekst eller tale, historien fortælles udeluk-kende med bil-leder og under-støttende lyd.

De to skuespillere agerer, mimer, og optager videosekvenser af hinanden og af objekter de bygger og manipulerer. En smart-phone rummer lykkelige billeder fra fortiden, men kan også sættes sammen med andre objekter til f.eks. et rumskib. De to teknikere holder sig i venstre side af scenen med deres computere, og med forskellige genstande de manipulerer foran kameraer: en oppustelig jordklode, en legetøjsredningshelikopter.m.m. . . .

Eurodike er død Foto Henrik Ohsten Rasmussen

XX

Et rumeventyr – Dog forhåbentlig ikke noget med det heliocentriske system ?

Orfeus er fortvivlet og trøster sig med sin smartphone og med billeder fra deres lykkelige fortid sammen.

Orfeus og Eurodike er lykkelige og tager på bryllupsrejse. De svømmer sammen, men en giftig hav-slange bidder Eurodike, Orfeus tilkalder hjælp, redningshelikopteren kommer for sent og hun dør.

Men så synes han, han ser hendes ansigt i månen. Han bygger en rumraket, af hvad han nu har og flyver op til månen.

Han finder Eurodike og sammen falder de tilbage mod jorden, hvor de lander i havet, som rumraketter nu gør. De svømmer, men Eurodike bliver igen bidt af en slange og Orfeus er atter alene tilbage – De mange billeder samles til et billede på baggrundens centrale skærm. De er kornede, blåliggrå, næsten uden farver, somme tider poetisk utydelige. De ligner tidlige sorthvide stumfilm, og George Mellies ’Rejsen til månen’ er da også en af forestillingens inspirationskilder. Svømmescenerne og astronautens vægtløse svæven i rum- skibetpå vej til månen gengives på simpel og overbevisende måde ved projektion af bløde, sprællende arm- og benbevægelser, mens skuespilleren langsomt bevæger sig over gulvet liggende på ryggen på et rullebrædt. Man kan se det hele, og det – sammen med det rolige tempo – er centralt for at forestillingen lykkes. Vi ser jo gerne en ny version af en gammel, velkendt historie, og vi vil gerne bedrages, men vi vil også gerne se, hvordan vi bliver bedraget. Og det kan man til fulde her. På mange måder minder det om dukkespillere der bruger åben dukkeføring. Vi kan se hvordan dukkerne bevæges, at der er nogen der bevæger dem. Men det distraherer ikke, tværtimod intensivere det oplevelsen af fortællingen.

KBr.

Eurodike som billede på månen

(Eurodike som operatør) Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Banal klassisk mytologi – med en månesyg Orfeus – og så uden musik !

XXI

Feral Hvor hurtigt kan et samfund bryde sammen?

På én time. Det var jeg vidne til.

Hvorfor brød det sammen? Fordi det blev forstyrret. Jeg så det.

Hvem forstyrrede? Det gjorde menneskene.

De bygger, styrer og ødelægger.

Og det hele foregik i Valby, i februar 2015,

ved et engelsk gæstespil på Valby Teater.

’Feral’ er navnet på begivenheden, men betegner også det vilde dyr,

der førhen var tamt og civiliseret.

Helt fremme, i hver sin side af scenen, sidder lyd- og billedmagere, hvis arbejde med computere og

effekter nysgerrigheden har fuld adgang til. Inde i midten, lidt tilbagetrukken, bygger de diskrete dukke-

førere en by op på en tungeformet platform, og fra dens underside styrer de begivenheder og aktører.

Det foregår ligeså åbenlyst som håndteringen af forestillingens lyd og billeder. Og når historien begynder,

filmer de alt med små håndholdte kameraer, der ser ned gennem byens snævre

gader, panorerer hen over fiskehandlerens, slagterens og bagerens butikker og

kigger ind ad vinduerne til private forhold bag gardinerne. De og vi møder en lille

familie med mor og to teenagere, og deres liv udsættes for store omvæltninger.

Det samme med det lille samfund som helhed.

Og det hele vises på en storskærm over.

Næsten alt er i hvidt, ingen røde tage, gule

mure, grønne træer. Uskyldens stillestående

farve males helt ud i den lille verdens mindste

kroge – indtil en pengemaskine, i skikkelse af byggebranche og

underholdning med falske løfter om arbejde og velstand, ruller ind og

omkalfatrer byen. Så begynder blodets, flammernes og dødens

farver at blande sig med uskyldens.

Dukkeførerne er aktører i stykket ligesom dukkerne. De er alle

sammen mennesker, men de første er giganter, der skaber og styrer

de sidstes verden,

og derfor synes

stykket at fortælle

os, at mennesket selv er skaber af den verden, det ender

som offer i. Det lille samfund forstyrres af forandringer,

der render det over ende. Med øresønderrivende larm

går det i stykker.

Jesper Bohn-Rasmussen

Feral er produktet af et samarbejde

mellem to teatre: ’Tortoise In A Nutshell’

og ’Cumbernauld Theatre’,

begge fra Skotland

www.tortoiseinanutshell.com www.cumbernauldtheatre.co.uk

Byer brænder, det sker jo – også i Rom -

XXII

Banal klassisk mytologi – med en månesyg Orfeus – og så uden musik !

Ebbe Skammelsøn Instruktør og bearbejdning: Marie Kilsgaard Møller. Kostumer og scenografi: Malene Redder Ruby i sølv og glitter. Dukker: Paul Arne Kring. Medvirkende: Astrid Kjær Jensen - dukkefører og som Ebbe Skammelsen og Camilla Bang - med musik og sang og som Kongen Aldersgruppe: fra 6 og opad. Varighed: 40 min.

Forestillingen er tænkt til udendørs brug (men kan også spilles indenfor). Som i middelalderen ankommer gøglerne i deres køretøj og begynder at stille op. Det tager kun et øjeblik. Publikum hjælper til og så er forestillingen i gang.

Adellus strikker

Moren

stor Ebbe Adelus og Ebbe

Den gamle folkevise om Ebbe Skammelsen – ’som træder så mangen sti vild’ – er blevet bearbejdet, men er stadig en tidløs historie, der handler det om familiebånd, kærlighed og hævn. Historien fortælles med hånddukker, gigantdukker, replikker og sang på en baggrund af moderne pop- og rockmusik udført på elguitar og autoharpe. Men hvorfor går svigtede eller ensomme mennesker amok og slå ihjel?

Aktuelle eksempler herpå optager Quasi teatret som turnerende børne- og ungdomsteater, og som husteater på den socialt hårdt belastede Sønderbro skole på Amager. Her prøver man at modvirke vold i skolegården bl.a. ved at inddrage eleverne i udformning af forestillinger som ’Ebbe Skammelsøn’.

Forestillingens handling følger folkevisens forløb, men udbygget med komiske indslag og forklaringer som rækker ud over visens kortfattede form. Vi bliver præsenteret for Ebbe både i fuld sølvskinnende størelse og som hånddukke der kurtiserer den skønne jomfru Adelus som gotisk prinsesse. De kysser entusiastisk på måder som gotiske prinsesser næppe ville have fundet på? Ebbes far og mor (kæmpemasker) vejrer bryllup. Men kongen mangler soldater og Ebbe bliver taget, mens hans bror Peder ikke duer, det skvat (også en hånddukke). Adelus bliver fortvivlet, men Ebbe råder hende til at trøste sig med et strikketøj mens han er væk. Det gør hun så, og det bliver både langt og sølvskinnende. Peder begynder at kurtisere hende, men gaver er ikke nok. Så starter han et rygte om at Ebbe er død i krigen. (Musikalsk meget fint fremstillet som multible stemmer mange steder fra). Forældrene er fortvivlede, men mest over at brylluppet går i vasken, så da Adelus siger ja til at gifte sig med Peder, bliver de glade igen. Stor fest på gården hjemme i Thy. Men Ebbe er ikke død, han drømmer om brylluppet og skynder sig hjem, men for sent. Hans bror har giftet sig med Adelus. Ebbe lader som om han er glad – ligeglad – men det er han ikke. Han dræber både Peder og Adelus og sårer sin far og mor: ’Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild.’

Folkeviser er danseviser, og denne sørgmodige vise er ingen undtagelse. De henvendte sig til unge mennesker, og det er kun rimeligt at opdatere historien til nutidens unges musikalske sprog. At gamle mennesker som jeg jo nok ville foretrække visens oprindelige version, er en anden sag. Quasi teatrets stykke er veludført og velkomment, men man burde måske skrue lidt ned for det komiske og op for det sørgmodige – KBr.

Ebbe og

kongen

XXIII

Banal klassisk mytologi – med en månesyg Orfeus – og så uden musik !

Slå hinanden ihjel ? Det kunne vi da aldrig finde på ?

Jernring Den 13. april var der premiere på Bådteatrets nye forestilling ’Jernring’, et musikalsk billeddigt over krigens rædsler bygget over Shostakovichs 7. symfoni og beretninger fra Leningrad under 872 dages tysk luftbombardement og belejring fra september 1941 til januar 1944. I begyndelsen var byen ikke helt afskåret, og fra januar 1943 lykkedes det sovjetiske styrker at etablere en smal landkorridor ind til den belejrede by, men det var helt utilstrækkelig til at bringe forsyninger ind til den sultende befolkning, der efterhånden havde spist alt hvad der blot tilnærmelsesvis var spiseligt. Ca. 750 000 omkom. Tilsvarende forhold forekommer bl.a. i Syrien i vore dage.

Instruktør: Rolf Heim Dukkemager og scenograf: Rolf Søborg Hansen På scenen: Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard & Rolf Søborg Hansen Lys: Raphael Solholm Foto: Miklos Szabo

Musik: Shostakovich 7. symfoni (Leningrad) 1941, påbegyndt i 1939 og næsten færdigkomponeret i byen inden han og hans familie blev evakueret. Symfonien fremføres i sin helhed (75 minutter) som struktur og stemningsbestemmende underlag for ’Jernring’.

Scenografien består af en lav ringformig gangbro med en cirkulær grav i midten. Fire lodrette stål-stænger går fra gulv til loft i hver sit ’hjørne’ af gangbroen. Et slørtæppe kan dække sceneåbningen. Symfonien og forestillingen begynder stilfærdigt med at nogle menneskelignede figurer lytter til musik fra en gammeldags grammofon. Det kunne være Shostakovich og hans familie, eller en almindelig familie i Leningrad ved begyndelsen af belejringen. De har det godt sammen, men så begynder invasionstemaet, først ganske svagt senere stadig højere. Soldater (eller flygtninge) løber forbi som skygger på slørtæppet (fra små figurer der roterer på grammofonen). Flyvemaskiner, bomber, ildebrandslys, og meget, meget høj, stadig gentagende musik. Som komisk kontrast optræder Stalin som fladt papfjæs foran ansigtet på en af de kvindelige

dukkespillere som så demonstrerer pole-dans på de lodrette stålrør. Kollegaen Hitler stikker også hovedet frem, en bleg maske med overskæg og den kendte hysteriske opførsel. Senere følger der mange andre billeder af elendighed og vilje til at overleve i den belejrede by. Familien fra begyndelsen vender tilbage i mere og mere afrakket tilstand. Døden i skikkelse af den klassiske benrad og kranie leger med. Folk samler små mikro-skopiske krummer af spiseligt op fra gaden. Man jagter rotter for at spise dem.

Især skal slutsekvensen fremhæves: familiens lille pige er død, druknet under isen måske på Neva. Faderen forsøger forgæves at trænge ned til hende gennem den halvgennemsigtige is. Det er billed-mæssigt meget smukt koreograferet og udført.

XXIV

Kamuflage ! Det gælder om at falde i med baggrunden

Krig !

I det hele taget har båden dukkespillerensemble arbejdet meget med samarbejdende dukkeføring. Sommetider er det en, og sommetider mange der fører en enkelt dukke. De bruger deres egne arme, hænder og ben som dukkens lemmer, mens hovedet oftest er en simpel maske med en hånd indeni. Farverne er snavset brune og grå med en decideret fornemmelse af et strejf af polske Tadeuzs Kantor. over det hele. Måske er det tiden og emnekredsen der slår igennem? K.Br.

Efter Shostakovichs majestætiske afslutning af symfonien – og efter forestillingen, – og efter publikum havde klappet færdig – fik Hans Harvich-Madsen og jeg lejlighed til at overrække

UNIMA-prisen for 2014 til Bådteatrets dukkespillerensemble.

Hans Hartvich begrundede overrækkelsen således:

”Jeg står her som formand for UNIMA Danmark, hvor UNIMA står for ’Union Internationale de la Marionette’,

og ordet Marionette gælder alle typer teaterdukker, figurer eller objekter.

Sidste år blev det besluttet at UNIMA Danmarks hæderspris for 2014 skulle gives til Bådteatret. Sammen med Rolf Heim blev det i efteråret 2014 yderligere fastlagt at vente med at overække prisen til premieren på ’Jernring’.

Går man ind på Bådteatrets hjemmeside og læser ’Om Bådteatret’ står der i anden sætning:

”BÅDTEATRET har i de seneste års EGENPRODUKTIONER konsekvent arbejdet med at udvikle dukke- og animationsteatret for voksne”. Dette har I sandelig levet op til, og det er UNIMA Danmarks begrundelse for netop at overrække Jer Hædersprisen.

At I så også på samme side ”Om Bådteatret” påpeger ønsket om at udvikle kunstformen og brede dette ud i international sammenhæng, gør det kun til en større ære for UNIMA Danmark at stå her i dag.

I pressemeddelelsen til forestillingen ’Jernring’ bruger I begrebet ’Bådteatrets dukketeaterensemble’ og set i den sammenhæng er det logisk, at det er ’Dukketeaterensemblet’ vi overrækker prisen til.

Knud Brodersen fra ’Teatret i det Blå Hus’ har fremstillet prisen, og derfor beder jeg ham komme herop og personligt overrække UNIMA Danmarks Hæderspris 2014 til jer og Bådteatret.”

Venligst Hans Hartvich-Madsen

Formand for UNIMA Danmark

Og det gjorde jeg så: Første en kano paddel, så en lidt specielt

udformet kano, og endelig figuren, der bruger kanoen.

Og det kan han gøre på en del forskellige måder, som I kan se på

billederne her på siden

Kanoen er lavet af sammenlimet krydsfiner.

Og figuren er af fyrretræslister limet sammen med

stumper af forpladen på et gammelt mørktbejdset

opretstående klaver

Kanoen med figur er ca. 35x25 cm og har med

afbrydelser være undervejs i et halvt års tid.

Med de bedste ønsker for Bådteatret og at

figuren vil følge jer gennem mange år med nye

dukkespilsprojekter.

Knud Brodersen

Men hvorfor dog være bange for en kanoroer ?

XXV

International Message from Behrooz Gharibpour

for the World Puppetry Day Mars 21. 2015

(Probably written on request after the International ‘Mobarak´ festival, Teheran, sept. 2014)

I was ten years old when I saw my first traditional puppet show.

I was ten years old when I fell in love with "Mobarak"1), a love that has lasted through more than half a century and still occupies my whole mind and being.

I was twenty years old when, compelled by this love, I searched every alley and street of Teheran to find the old, weary and worn out performers, and to bring them back to life and into artistic circles and university art classes, with the hope that others would fall in love with my idols. At the time, I imagined I was the only such lover in the world, but soon realized I was not, and travelled to every

corner of the world in order to discover the global fascination with puppetry, meeting admirers of puppet theatre

everywhere in Italy, in the UK, India, China, Russia, US, France, Germany, and elsewhere.

I was delighted to discover that I was not alone, but one among millions of others who loved puppetry.

And also that "Mobarak" is only one among many puppets that for centuries used comedy and sarcasm to instill hope and put smiles on the faces of men, women, and children who were too often gripped by fear and pain in a world full of war, poverty, violence, and destitute.

However, it did not take long for me to realize that my colleagues of the wider community of theatrical arts, looked on puppetry with contempt, and regarded themselves and their status as too high to be part of its world. This was when I became intent on defending my beloved – as a warrior defending a treasure – and to surrender my life to it and to the unknown.

It was in this period that I grew increasingly appreciative of puppetry as a language as vast and deeply rooted as our age-old capacity for joy and sorrow, melancholy and happiness. I realized that every puppet is a symbolic representation of the world around us, and a reflection of every person who has lived before us. This was when I came fully to appreciate why Omar Khayyam2), the eminent Persian philosopher, mathematician, and poet – identified the world of man with a puppet performance in his brilliant quatrain3):

This is not a metaphor, but a truth sincere

We are the puppets and Fate the puppeteer

On this stage, Fate for some time our moves steer

but into the chest of non-existence, one by one disappear.

Behind a drape of shadow are me and thee, Omar Khayyam 1048 – 1131

but when the curtain falls, me and thee will be erased. bust at tomb in Nishapour

ln my travels, reading and in conversation with other lovers of puppet theatre, it has become clear to me that the world of puppetry appears in a diversity of forms and flavors in the minds of the various performers practicing across the world. From that of Chikamatsu Monzaemon, to temple performers, to Sicilian artists, to the imagination and language of the Dhalangs in Indonesia, and from the perspective of the various directors and performers across the globe.

Thus, I came to firmly believe that we can use this thousand year old language of puppetry to critically perceive the world around us, and in doing so draw larger audiences to attend to and fall in love with this ancient art-form.

XXVI Skjul dig ! Han er måske farlig, og det der er et underlige tal ? 26

I hold the deep conviction that the discovery of puppetry has had as much of a transformative effect as the discovery of the wheel, and has been at least as effective in helping to reduce the distances and the communicational rifts between us. This is perhaps because even a deeply philosophical puppet play has the ability to awaken an element of childhood in the audiences' consciousness, so that they are released from the illusions of age and time, and discover a fantastical world where objects made of wood and other inanimate materials come to life.

Perhaps the biggest responsibility of any artist in the field of puppetry, regardless of their language, citizenship or background, is to awaken this "child" in the hearts of the millions of fellow human beings who have polluted our world with blood and violence.

Puppetry and us, the admirers of this treasured relic from our ancestors, are thus responsible to help reduce the evil and animosity in our human family, and to help remind people of childhood, its joys, and its wonderful dreams...

The day today is for those who awaken the child within us, the day for all those who love puppetry from the heart: Happy world puppetry day. Behrooz Gharibpour

Behrooz Gharibpour was born in Sanandadj (Iranian Kurdistan) September19th, 1950.

He has worked with theatre from he was 14 years old and is still active.

He studied in Iran at Teheran University, Faculty of Art-Theatre department (1970-1974)

and in Italy: Accademia d´Arte Drammatica Silvio d´Amico (1977-1979).

Behrooz Gharibpour has worked as designer and manager in many different areas

all directed towards widening of the cultural field in Iran:

Founding a permanent Children Theatre (Centre of Theatre and Puppet Theatre for

Children & Young Adult) 1980.

Changing Teheran's Slaughter House to Bahman Cultural Center, 1991.

Changing the ex-Head Quarter of the Army to Iranian Artists Forum, 2000.

Changing a former workshop to a permanent Marionette Opera House: Ferdowsi Hall, 2002.

Changing the ex-house of a famous actor: Entezami, to The Museum of Theatre, 2014.

Behrooz Gharibpour has – after more than four decades of artistic life occupying various national and international positions and

directing many huge theatre pieces such as ‘Les Misérables’, ‘Uncle Toms Cabin’ etc. – again focused seriously on puppet theatre

and founded the large puppet theatre group: ‘Aran Puppet Theatre’ company and in parallel created a National Opera based on

Iranian Music.

Behrooz Gharibpour has during the later 10 years of his career staged: ‘Rostam & Sohrab’, ‘Macbeth’, ‘Ashura’, ‘Rumi’, ‘Hafez’,

’Layli va Majnoon’ and…

Behrooz Gharibpour latest titles are Honorary Doctor of University of Theatre & Cinema of Georgia - Tbilisi 2013 and Cavalier of

Italy 2015.

1. Mobarak: Iransk traditionel rød/sort dukke.

2. Omar Khayyam 1048 – 1131 Som matematiker

arbejdede han bl.a. med aksiomerne hos Euklid og

med geometriske løsninger til 3. grads ligninger.

3. Quatrain: fireliniet vers med fast rim struktur.

Eksemplet ikke tilgængelig i open source kilder.

Teksten er oversat fra farsi til engelsk, fransk og

spansk og distribueret via mail fra UNIMAs general-

sekretariat Med fare for at indføre misforståelser,

har jeg tilladt mig at gøre den engelske tekst mere

læselig, bl.a. under brug af elementer fra den franske

version. KBr.

27 XXVII De har ret - Og med en underlig grøn farve ?

Manipulate Hans Hartvich har været til festival i

Edinburgh

”Manipulate” festivalen er en ”visual teater

festival”, og den foregår i Edinburgh hvert år i starten af februar. Festivalen er

speciel, da den blander forskellige udtryksformer sammen i én festival, og derved

opnår en spændt uforudsigelighed.

Som noget nyt i dukketeaterfestivaler er animationsfilm på vej til at blive en del af programmet, og de

vistes hver dag kl. 21. Iain Gardner var den daglige vært og ordstyrer. Hver aften blev der præsenteret nye

film af indbudte gæster. Gæster havde fået til opgave at vise ca. 3 af deres egne animationsfilm og tre –

fire andre, som havde betydning for dem, men de skulle være fra andre lande end deres eget.

Logikken bag dette valg af kortfilm var følgende: Gode animationsfilm i spillefilmlængde bliver vist i

biografer, men korte animationsfilm ses kun ved specielle lejligheder som f.eks. denne festival. I hvilken

orden tingene foregik skiftede også fra aften til aften, men normalt blev instruktøren – gæsten/gæsterne

introduceret for derefter at gi en kort intro til de forskellige film, og endelig var der en snak mellem Iain

Gardner og gæsten, der endte ud i at publikum også fik mulighed for at stille spørgsmål. Alt dette tog cirka

90 minutter, og så var klokken næsten 23 før man var på vej ud af Travers Teatret, hvor alle forestillingerne

i Edinburgh fandt sted.

Programmet indeholdt første aften temaet ”Music og Moving Images”, som primært præsenterede den

nu afdøde skotske komponist Martin Bennet’s musik til to film af Neil Kempsell, www.martynbennet.com

De inviterede instruktører Thomas Hicks og Neil Kemsell

viste 4 andre film hvor musikken også var meget bærende.

Anden aften var den estiske instruktør Ülo Pikkov gæst

under temaet ”Opressed Creatures”. Han viste først 3

polske film og derefter 4 af sine egne hvor jeg vil fremhæve

”Body Memory”.

For at fortælle om niveauet indeholdt tredie aftens

program, der blev præsenteret af Claire Lamond fra Skotland, filmen ”The Bigger Picture” af Daisy Jacobs.

Den var nomineret til en Oscar, men desværre vandt den ikke. Aftenens tema var ”Power & Puppets:Small

Stories In A Big World”. Claire Lamond viste 6 film af andre instruktører og 3 af sine egne.

Så fulgte fjerde aften med temaet ”Animated Nightmares” ved Robert Morgan. Han viste 4 egne og 4 af

andres værker deriblandt en film af Jan Svakmeyer.

Serien afsluttedes femte aften med de skotske instruktører Will Anderson og Ainslie Henderson tilstede

via Skype, da de var nomineret til en BAFTA-2015 pris for deres nyeste film ”Monkey Love Experiment”.

I 2013 modtog de en BAFTA pris for filmen ”The Making of Longbird”. ”What’s love got to do with it?” var

aftenens overskrift og der blev vist 7 film før interviewet over Skype. Kun ”Monkey Love Experiment” var

deres egen, men til slut vistes der en ikke færdig film af Will Anderson og Ainslie Henderson.

Sådan endte disse 5 x 90 minutter.

Før jeg går videre vil jeg lige nævne www.manipulatefestival.org

så kan man kigge med fra et hjørne.

Den anden del af festivalen var workshoppene, og dem var der

under festivalen 2 af på hver tre dage. Under overskriften ”Beyond

The Screen: Contemporary Shadow Theatre” underviste den

verdenskendte Fabrizio Montecchi fra Teatro Giogo Vita fra Italien i

moderne skyggeteater, www.teatrogiocovita.it

28 XXVIII κη

På den anden workshop under overskriften “Bodies & Objects: Explorations & Experiments” underviste

Polina Borissova fra Rusland, uddannet i Charleville-Mézières og nu bosiddende i Frankrig. Hun underviste

i moderne tilgange til dukketeater baseret på udtryk gennem bevægelse. Polina havde året forinden spillet

på festivalen med den prisbelønnede forestilling ”GO!”.

En tredje part af festivalen var præsentation af udvalgte Skotske tiltag til kommende dukke- og figur-

teaterforestillinger, og programmet var kaldt ”Screenings”. Der blev spillet i ca. 15 minutter og derefter var

der først samtalet om projektet og senere blev der åbnet op for spørgsmål fra publikum. Festivalens leder

Simon Hart var her den daglige vært og ordstyrer. Disse ”Screenings” startede som regel 18:05. Formen

for præsentationerne, herunder diskussionerne omkring vigtige og bærende ideer, var meget interessante

at følge. Man kan sige, at det på en måde var en videreudvikling af ”Puppet Slam”, og vi burde efter min

mening tage denne idé op til overvejelse i UNIMA Danmark.

Den fjerde part af festivalen, som startede kl 19:30 var

”Theatre Performance” og de blev alle vist i Travers Teatrets store

sal. Forestillingerne hed – og nu nævner jeg dem i den rækkefølge

de blev vist aften efter aften – ”That’s It” af ”Sandman” fra Belgien

med Sabina Molenaar i en modern dance forestilling.

”And then he ate me” af ”Velo Theatre” fra

Frankrig er en blændende fortolkning af

det klassiske franske Rødhætte motiv vist

ved hjælp at musik/objekter/lys og 3 spillere, www.velotheatre.com

”Unchained” af ”Paper Doll Militia” fra USA varr en blanding af luftakrobatik og

modern dance i et scenografisk cirkulært rum skabt af hvide stofstrimler

www.paperdollmilitia.com Senere samme aften vistes ”Tristissemo” af ”CEC” fra

Italien igen en modern dance forestilling bygget over ”Tristan og Isolde” temaet

med musik af Wagner.

”Autumn Portraits” af ”Sandglass Theatre”

www.sandglasstheater.org fra USA med Eric Bass

er en dukketeaterforestilling og i denne

sammenhæng i den mere klassiske og

undervisende stil. Så fulgte ”Butterfly” af ”Ramesh

Meyyappan” fra Skotland og Singapore, en moderne dukketeaterforestilling der handlede om at være fri og

ubunden for derefter at blive indfanget og dø, www.rameshmeyyappan.com forestillingen er bygget over

”Madame Butterfly”, og ”Dance of the Magnetic Ballarina” af Andrea Miltnerova fra Tjekkiet, igen en modern

dance forestilling der ved hjælp af få, men godt udnyttede virkemidler får en til at tvivle på hvad det

egentlig er man ser. Og som den sidste forestilling vistes ”Mr Carmen” af ”Theatre Akhe” fra Rusland

www.akhe.ru, en humoristisk moderne forestilling, hvor 2 mænd (den ene Carmen) spiller denne moderne

dukketeaterudgave i et stort kvadratisk scenerum, som de selv skaber af snore, cirkuslignende balustrade,

snore der trækker figurer og snore, der udløser forskellige effektfulde sceniske effekter oppefra eller fra

siden.

”Manipulate” er festivalens overskrift, og den er meget præcist valgt. Hvis man overhovedet skal tale om

klassisk manipulation, så er det vel i animationsfilmdelen. Men på den anden side er dette ikke helt korrekt,

for den klassiske del var udelukkende i de udenlandske film, der havde gjort indtryk på filmkunstnerne.

Så alt i alt vil jeg sige, at denne festival er den mest moderne og fremadrettede, jeg endnu har været med

til. Den overrasker og provokerer hele tiden, og som sagt foregår den i starten af februar, så Edinburgh er

uden for det store rykind, der foregår til den store festival et halvt år senere.

Samtlige forestillinger i alle grupper var næsten udsolgt. Så den vej rundt havde festvalen også succes.

Selvfølgelig kan denne festival ikke sammenlignes med store festivaler som den to-årlige i Charleville-

Mézières, men den hører til den gruppe af festivaler, hvor det er muligt at se alt hvad der foregår, og det er

totalt umuligt i Charleville-Mézières. Og som før sagt, er det der vises så planlagt og overraskende, at jeg

meget gerne deltager igen i 2016.

Med venlig hilsen Hans Hartvich-Madsen

Men nu kan vi vist godt droppe kamuflagen – Det næste er for børn - XXIX

Baj mellem børn BAJ WSROD DZIECI Teatr BAJ Warszava 2014

Koncept og redaktion: Marek Waszkiel

UNIMA- Danmark og Hans Hartvich har fra Marek Waszkiel modtaget

denne bog (på polsk med engelsk resume og med mange billeder)

Bogen er en udmærket dokumentation af et længelevende børneteaters

omtumlede tilværelse. Den nævner de mange som har været og stadig er

involverede, (inklusive en komplet repertoireliste) samt beskriver udviklingen

i Polen af dukketeater for børn.

Med udgivelsen fejrer Baj teatret i Warszawa sit 85 års jubilæum. Et meget fjernt perspektiv, som er

svært at forestille sig. Skaberne af dette sagnomspundne teater er døde for længe siden, selv de yngste

af dem. De efterlod sig en legende skabt i løbet af et dusin år i mellemkrigs perioden. En legenden som

overlevede de følgende perioder, og formodentlig vil leve så længe Baj teatret eksisterer.

For nogle har legenden rod det faktum, at Baj er det ældste stadig igangværende dukke/ børneteater i

Polen. Næppe nogen husker omstændighederne ved teatrets oprettelse eller blot de mest væsentlige

hændelser i dets historie. Men virkeligt væsentligt er– ud over den ærværdige alder – navnet Maria

Kownacka, nært forbundet med teateret, samt betegnelsen ’kukielka’. Baj har altid i den offentlige

bevidsthed været forbundet med Maria Kownacka’s teaterstykker for børn – noget der aldrig før var

forekommet i Polen – og for den særlige teknik for dukkeanimering der legemligøres i kukielka: oprette,

bløde, menneskelignende figurer monteret på en stang. (Marotter, stangdukker).

Her 36 år efter publicering af Henryk Jurlowski ’In the circle of Warsaws Baj’ (Warszava

1935) udgives bogen ’Baj mellem børn’. Det er ikke en monografi over dette usædvanlige

teater, men snarere et forsøg på at se på dets fortid og nutid fra forskellige synsvinkler.

Den er resultat af et samarbejde mellem mange mennesker, ofte med totalt forskellige

opfattelser af teaterpraksis, forskellige overvejelser herom, forskellig forskningsmetodik,

og også forskellige tilgange til popularisering.

Vi medtager ikke alene synspunkter fra dukketeaterforskere og fra teaterkritikere, men

også fra andre der har bidraget

til Warszawa Bajs historie –

dukkespillere, instruktører, sceno-grafer og også

folk, der kun kender Baj fra tilskuerpladserne.

Hvad vi tilbyder er er en bog, der måske kan

vække nogle læseres erindringer, få nogle til at

formulere deres synspunkter eller åbne et helt

nyt perspektiv –

Bogen består af fire sektioner:

Direktører,

Kreative kunstnere

Aktører samt ’Fra

kunstnerisk uddannelse til

teaterpædagogik’.

Bogens 270 sider indeholder flere hundrede billeder af folk,

forestillinger, scenografier, dukker, tilskuere, samt forskellige

dokumente med tilknytning til Baj’s virksomhed.

1956 p. 46

Men hvad er der galt med romertal ?

Er det farven ? Så kan I få en flot kåbe li’som jeg !

XX

X

Afsnittet om Direktørerne indledes med

Szczepan Baczynski’s erindringer om hvor-

dan Baj opstod ud fra figurer i en julekrybbe,

der i 1928 vagte en del opstandelse i

Warszawa. Det medførte imidlertid at han fik

lov til at oprette et permanent dukketeater for

børn, som Jan Wesolowski og Maria

Kownacka siden tilsluttede sig og kom til at

præge fremover. Teateret blev nationaliseret i

1954 og slog sig ned permanent i

Jaigiellonska gade 28 under ledelse af Jerzy Dargiel. Det varede indtil 1973 med de vanskeligheder tiden

indebar. Derefter overtog Krysztof Niesilovsky (en berømt maler) ledelsen af teatret og fortsatte hermed

indtil 2008. Tiden betød mindre censur og for-mindsket ideologisk pres. I de seneste år har teater Baj været

ledet af Ewa Pietrowska. Hendes ideal er: ’At undersøge alle interessante retninger og tendenser i

moderne kunst, og at vise hvor interessant teater kan være. Hvordan vi kan influere følelser og børns

forestillinger – jeg tror det nu om dage er teatrets væsentligste rolle og mission.’

Afsnittet om de kreative kunstnere giver tilsammen en oversigt over teatrets aktiviteter fra begyndelsen af

50erne. Det beskriver hvad Danuat Zawierutcha-Morozic husker fra de 21 år hun arbejdede for Baj og lærte

professionen fra Dargiel og andre ældre kolleger. Halina Borowiak kom til Baj fra et job som dukkespiller i

Lodz. ’Vi arbejdede mange timer hver dag. Kun de mest stædige vil fortsætte sådan

med deres elskede dukker, det er bestemt ikke for penge ! Hun instruerede ’Bærplukning’,

der er det længstlevende stykker, der stadig går for fulde huse i Baj. Zofia Czechlewska-

Ossowska havde sin professionelle debut som scenograf for denne forestilling. Hun

fortæller om sine erfaringer fra arbejdet med scenografi og dukker til et stort antal

forestillinger. Teresa Ostaszevwska har primært arbejdet med musik og hvordan den kan

understøtte dukkernes optræden. Jan Plewaco følte sig som medlem af en stor familie

mens han var hos Baj. Men han gengiver også en konflikt mellem en instruktør fokuseret

på tekst og ham selv som dukkespiller med andre behov.

Tredje afsnit er en samling erindringer, overvejelser og anekdoter om at være dukke-

spiller fortalt af Bajs aktører.

Fjerde afsnit handler om forholdet til børn som tilskuere, om de mange overvejelser om

dukketeater som pæd-gogisk redskab der er blevet formuleret af Maria Kownac i 40erne,

og senere af Aldona Kaszuba, og

Justyna Czarnota på baggrund af

erfaringer fra Baj.

Jan Wesolowski fremhæves for

sin særlige evne til enkel og

uprætentiøs kontakt med børn.

Bogen afrundes med et stort

appendix der dokumentere tids-

forløbet for Baj teater, inklusive

alle forestillinger med lister over

alle medvirkende i dette det

ældste Polske dukketeater for

børn.

1958 p. 150

P 219 Annendix

(Ovenstående er et dansk sammendrag af den i

BAJ WSROD DZIECI indlagte engelske oversættelse

af dele af bogen tekst. KBr.)

1959 p. 197

Men de er nu besværlige –

Nå – vi har jo lært at bruge en kugleramme.

Og en rød kåbe er nu flot ! 33

PROJEKT I 7. KLASSE Af Sine Mikkelsen

Jeg har, i en længere periode, arbejdet med et Puppet projekt i 7. klasse på Lille Værløse skole

i Værløse, både fordi det er sjovt og spændene at arbejde med noget man brænder for, men også

fordi det er en anderledes og kreativ måde at give eleverne læring og værktøjer, som de kan

bruge videre hen i mange sammenhænge.

En fantastisk time med trolden Trold

Det er en alt for tidlig morgen i 7.x. Efter den nye skolereform, starter undervisningen kl. 8 sharp.

Eleverne skal have ”Pra.” Et meget åbent, kreativt, praktisk/musisk fag på 7. klasse trin, der supplerer de

alt for mange boglige fag. Eleverne har i længere tid arbejdet med det klassiske danske papirteater og

historien bag Albert Jacobsen og miniaturen at Det kongelige Teater, om Aller og hans udgivelser af

dukketeater i Familie Journalen.

Et af målene med projektet har været at lære eleverne om den kultur og historie, der ligger bag dukke-

teateret, lige fra Mr. Jakel og Punch til det danske papirteater. Men det primære mål har været at give

eleverne nogle værktøjer, som de kan få gavn af videre hen. Noget jeg har lagt vægt på er, at eleverne

skulle arbejde både selvstændigt og i grupper, kreativt og innovativt, og at de kan anvende begrebet: at

improvisere. De har skullet lære at bryde grænser eller ”gå over dørtærsklen”. For hvis man tør at stille sig

op med en dukke og lave sjov, samtidig med at det er dybt seriøst, så kan man slå benene væk under sit

publikum. Og så er det min forhåbning, at eleverne også bliver bedre rustet til f.eks. at lave oplæg i større

forsamlinger eller i en eksamenssituation.

Da jeg ud over at være praktisk/musisk lærer, også er historielærer, og elsker det lige så meget,

forsøger jeg selvfølgelig at få flettet så meget historie ind i undervisningen som muligt, og det er med til at

give en rød tråd gennem hele forløbet.

Denne morgen skal undervisningen handle om det at kunne fortælle, hvad det vil sige at fortælle, og

hvilken betydning det har at få fortalt historie.

Vi snakker om hvad man kan, når man har en dukke, for den kan jo til en hvis grad få det meste af

skylden. Som ex. nævner jeg Punch, der bankede eller halshuggede både de royale og ordensmagten

foruden sin kone, rundt omkring i England i 1800 tallet. Eleverne kan godt huske noget om Dolph, en stor

blå flodhest, der kan slippe afsted med hvad som helst.

Vi kommer selvfølgelig ind på alt den polemik og diskussion, der er om begrebet Ytringsfrihed i alle

medier og hjørner af samfundet lige pt. Og om hvad en dukke kunne gøre i den sammenhæng.

Jeg har taget mig egen dukke, trolden Trold med. En dukke de faktisk kender fra de mindre klasser, da

jeg havde dem i håndarbejde, og de skulle sy hånddukker.

Jeg giver dem til opgave, at de skal forberede en fortælling af det eventyr de arbejder med, nemlig

Fyrtøjet. De har en halv time, og så skal de fortælle historien for resten af klassen, sammen med trolden

Trold og uden nogen form for manuskript eller stikord.

XXXII Og trolde lærer børnene også om - sørgeligt, sørgeligt !

’

Om det var trolden, der tager usikkerheden eller min introduktion og tale om improvisation, i hvert fald

oplever jeg, at den obligatoriske fremlæggelse bliver til en forestilling, mere intens og nærværende.

Eleverne har noget at holde sig til, og dukken kan afværge og skjule mangler eller fejl. Den første elev slog

benene væk under de andre, der får blod på tanden, flere ville fortælle og der gik konkurrence i at bruge

trolden som fortællingens fortæller.

Det var en fantastisk time. Det er grænseoverskridende for børn at skulle side med en dukke i 7. klasse.

Da de så havde overskredet den grænse og fået respons for det, håber jeg, det kan være med til at de er

mere klar til at møde nye grænseoverskridende udfordringer.

Som afslutning på projektet har eleverne, i grupper opført Fyrtøjet

for de mindre klasser. De har selv skulle stå for dukker og kulisser.

Men hende læreren,

hun har et godt greb på børn –

og sans for historie –

mest teaterhistorie

Men kirkehistorie er det ikke -

Og romertal får de sikkert heller ikke lært. Kun de skrækkelige nymodens arabertal

som jeg ser, I også er faldet for !

33

XXXIII

Om tal, traditioner og tro Som det fremgår, er det præster der denne gang er nummermænd i UNIMA-nyt.

De to sorte præstedukker blev som nævnt side 12 fremstillet til brug i Teatret i det Blå Hus’ forestilling

’1769. Billeder fra Oplysningstiden’. Her bliver de brugt i en satirisk skildring at talsystemernes udvikling.

Tal, og det at tælle er nødvendigt i ethvert samfund. Længe kunne man klare sig med at tælle på fingre

(10-tal systemet) evt. også tæer (20-tal systemet), men efterhånden som samfundene voksede blev der

behov for at nedskrive tallene. Notationer herfor findes hos egypterne, sumererne, kineserne med flere,

men her starter vi med fønikerne, hvis alfabet og brug af bogstaver til at angive tal blev overtaget af

grækerne (alfa, betag gramma.. = 1, 2, 3..) og semitiske folkeslag, f.eks. hebræisk: (alef, bet, guimol.. )

De to kolonner til venstre i tabellen side 35.

Karakteristisk nok var det handelsfolk der havde brug for tallene, og som spredte dem omkring sig. Man

havde systemer til at notere større tal, f.eks. iotta epsilon = 10+5 =15 (den tilsvarende kombinationen er

forbudt på hebræisk fordi he iod også kan læses som Jahve). På græsk er kappa = 20 og sammen-

sætningen kappa epsilon således 25. Tilsvarende er lambda = 30, my =40 og så fremdeles. Systemet var

nu ikke særlig brugervenligt, og måske var det derfor græske matematikere foretrak geometri –

Romerne var praktiske folk og havde et stort imperium at holde styr på. Men romertal er nu heller ikke

særlig praktiske fordi notationen bruger en sær blanding af addition: XXII = 22 og subtraktion: XXIV = 24.

Men indrømmet, romertal ser flotte ud på monumenter. Kolonnen midt i tabellen.

Romertallene var i brug gennem mange hundrede år. De blev til tradition, og vi bruger dem stadig til

særlige formål. Romerkirken overtog tallene og var gennem mange år overbevist om deres fortræffelighed.

Også Martin Luther nummererede sine 95 teser mod aflad med romertal.

Hvis man øver sig kan man godt lægge sammen og trække fra med romertal, men at gange og dividere

er et mareridt. Man havde ganske vist mekaniske hjælpemidler: en abacus, et regnebrædt eller en

kugleramme – men svært var det.

Ovre østpå i Indien var man på et tidspunkt før år 450 begyndt at bruge særlige symboler for talrækkens

første 9 cifre, man havde opfundet begrebet nul (et lille o), og man havde udviklet den positionsnotationen

som vi stadig bruger. Eksempel: 5302 = 2×1 + 0 ×10 + 3×100 + 5×1000.

Indiske astronom-filosof-matematikere var af religiøse årsager interesseret i

håndtering af ekstremt store tal og brugte notationsformen hertil.

Position-systemet definerer også decimalbrøker og dermed meget nøjagtige eller

meget små tal.

Man var også i gang med det vi kalder algebra, opstilling og

løsning af matematiske sammenhænge til beskrivelse af f.eks.

fysiske systemer.

XXXIV = 34 og næste sidenummer er 35 Vig fra mig – frister ! Systemet er ikke spor svært,

og købmænd er glade for det –

For jeg har altså investeret i

et større parti kuglerammer og folk til at bruge dem !

I årene efter Muhameds død (632) spredte de arabiske kriger- og handelsfolk deres religion og sprog

ud over Mellemøsten, dele af Indien, hele Nordafrika og det meste af Spanien. De vandt, men blev selv

rvundet af overlegne civilisationer de undertvang. Resultat blev Umayadernes dynasti i Damaskus og

senere de 500 år under Abbasiderne i Bagdad. Det er den tid man kalder den Arabo-islamiske guldalder,

som var præget af betydelig tolerance, interesse for kunst og kultur, herunder blandt andet at redde hvad

reddes kunne af gamle græske manuskripter, og i herværende sammenhæng: At udbrede kendskabet til

indernes fremragende talbehandlingsmetoder. Resultatet er at vi her i Vesten stadig kalder vores tal for

arabertal. Kolonne 4 i tabellen.

Men det skete nu slet ikke spor glat: Folk, der forstod sig på tal, d.v.s. romertal, var højt uddannede

specialister, og Romerkirken i dens storhedstid – 1000 til 1500 – havde horder af dem. Som en konservativ

kaste konserverede de brugen af romertal i hundreder af år efter bedre metoder var tilgængelige. En præst,

der havde studeret de nye regnemetoder i det mauriske Spanien, kunne ikke ændre noget, selv da han

blev valgt til pave (Syvester II 999-1003).

Desuden, noget godt kunne jo umuligt komme fra de vandtro muselmænd – Så hellere gå i korstog mod

dem (ca. 1100-1200) og komme af med noget af overskudsproduktionen af unge adelsmænd.

Man skal helt op omkring 15-1600 før de arabiske tal og tilhørende regnemetoder begyndte at slå

igennem, nok mest drevet af handelsmænd i Firenze, i Hansestæderne, i England og Holland. Regnskaber

var blevet væsentlige. At tjene penge krævede man kunne at regne den ud –

Astronomer og andre videnskabsmænd var nu nok også interesserede. Renæssancen var på vej.

De 9 tal sammen med decimal notationen og nullet er måske den væsentligste forudsætninger for

moderne matematik og videnskab, for vores kendskab til naturen og verden, og for al den teknik der

omgiver os. Og dermed også for risikoen for at teknikken løber af med os.

De negative tal spejler sig i nullet og bliver til talrækken fortsat ud i uendeligheden, Det er et lineært

billede, som også beskriver hvordan fortiden spejler sig i nuet, for at blive til den ukendte uendelige fremtid.

Men nuet flytter sig i tid og gør billedet dynamisk. Nullet – nuet – er et evigt genkommende øjeblik, som –

måske – indgår i den ’Uendelige Genkomst’ som Nietzsche taler om i Zarathustra.,

Nu om stunder har de fleste lært de fire regningsarter i skolen, og mange har lugtet til algebra og anden

matematik. Hvis man har lyst, kan man også sætte sig ind i det geniale i talsystemet inderne udtænkte til

os for små 2000 år siden. –

Og nu er vi alle sammen ved hastigt at glemme vores regnefærdigheder igen.

Vi er blevet slaver af vor tids abakus, kugleramme, Excelarket, computeren. Det betyder ikke vi ikke kan

forstå computerens sprog, det binære talsystem, (højre kolonne i tabellen). Men at vi er blevet afhængige

af maskinerne og de folk der servicerer dem. De er blevet til et slags præsteskab. De kan de rette

besværgelser –

Talbehandling er også en slags ortodoxi: Man må tro på og følge reglerne,

ellers går det galt. Og snyd er nærmest syndigt –

Måske er det derfor præster som nummermænd (eller bare som præster)

har svært ved at enes –

Knud Brodersen

Litteratur: Diverse Wikipedia samt

Georges Ifrah: Histoire Universelle des Ciffres.

L’Intelligence des Hommes racontée par les Nombres et le Calcul.

Editions Robert Laffond, S.A. Paris 1981,1994.

36 Vi vandt i det lange løb -

Copenhagen Puppet Festival finder sted d. 14 – 17 maj 2015 forskellige steder på Vesterbro.

Under overskriften ’Puppets in Politics’ sætter festivalen fokus på en lang række emner som stofmisbrug, hjemløshed og grænsekonflikter.

Blandt andre kan man opleve den engelske teatertrup Green Ginger og deres forestilling ’Outpost’: En absurd kommedie om en ung og en gammel grænsevagt på vagt ved en grænse midt i ørkenen, og ’kan man overhovedet blive ædru igen, når man først én gang har ladet sig beruse af magtens sødme?’

Man vil også kunne se - eller gense – Teater Tidsrums forestilling ’Beatrice’, se bl.a. UNIMA-nyt august 2014

Festivalens Off-Stage program er også gennemsyret af “Puppets in Politics”. Der er lagt et program med film og artist talks hvor de medvirkende dukkespillere møder publikum og diskuterer deres forestilling og dukketeatermediet i en politisk sammenhæng; Udgangspunktet er Vesterbro, men horisonten er global.

Dukketeatret har en lang tradition for at udfordre og kommentere den politiske situation helt tilbage fra Mester Jakel. Et tema også for herværfende nummer af UNIMA-nyt.

Nærmere om arrangørerne og om programmet på www.puppetfestival.dk og på facebook.

Shakespeares Puppets Sommeren 2015 er der atter dukker på eller nær Kronborg: www.hamletscenen.dk

King Lear 1. – 30. juli 2015 kl. 13 Instruktør: Jacques S. Matthiessen

Sidste års fabelagtige familiedrama genoptages: 30 minutters dukkeforestilling uden ord for +6 år

Anbefales, se UNIMA-nyt August 2014, p.15.

Diagnosis: Hamlet 5. – 6. august kl. 21:00 Skuespiller og dukke-

fører Miquel Gallardo fra det spanske teaterkompagni, Pelmànec bruger menneskestore dukker til at skabe en sublim forestilling for voksne med intensitet og en hvirvelvind af følelser.

Hamlets Labyrint 4.juli – den 9. august 2015, varierende tidspunkter Opdagelsesrejsen ind i grænsesøgende 3D digital verden af animeret film, humor, musik og teater. 60 minnutter uden ord.

Instruktør og drejebog: Katrine Karlsen.

Spillested: Kulturværftet, Store Scene

I hvert fald foreløbig - 37

Festival of Wonder – Silkeborg Begivenheder, du ikke må gå glip af i efteråret 2015:

Den 1. september åbnes Festival of Wonders hjemmeside, med programmet for

næste festival, som finder sted 5.-8. november. Samtidig åbnes for billetsalget.

Den kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, har i det forgangne år besøgt festivaler i Canada, Skotland, Holland, Portugal, Tjekkiet, Slovenien, Tyskland, Schweitz, Polen, Tyrkiet, Danmark og Frankrig. Intensiv fundraising har bl.a. indbragt 150.000 kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, ligesom Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har støttet for fjerde gang.

Det er der kommet et rigtigt godt program ud af. Selv om det fuldstændige program først præsen-teres 1. september, behøver du ikke vente så længe. Vi informerer løbende om forestillinger og aktiviteter gennem nyhedsbreve og på Facebook. På billedet besøger den kunstneriske leder Festival Materia Prima i Krakow i Polen. Gode forestillinger, deltagelse i konferencepanel og møder med kolleger fra Polen, Rusland, Tyskland, Norge, Finland og Cameroun.

Theatre Formans

”Aladdin” på Festival of Wonder 2015 Senest er forestillingen opført i Tjekkiet med tjekkisk fortæller, og nu er Festival of Wonder i gang med en dansk version. Teksten er allerede oversat til dansk, og vi har truffet aftale med skue- og dukkespiller Claus Mandøe om at udføre den danske fortællerrolle. I nærmeste fremtid går prøver i gang i Silkeborg mellem Matej Forman og Claus Mandøe, og fortsætter til september i Tjekkiet. Til november venter der os en skøn forestilling for såvel børn som voksne på Festival of Wonder. Samtidig venter der en anden stor overraskelse, også i forbindelse med Forman Brothers Theatre.

Vi glæder os til at se jer i Silkeborg.

I år præsenterer vi en ny stor forestilling af Theatre Forman Brothers

Matej Forman har instrueret forestillingen, der er et samarbejde med et fransk teater og byen Plzen, der er Europæisk kulturby i 2015. Sammen med sit dygtige team af scenografer har Matej frembragt en dejlig Aladdin, som har turneret i Frankrig med en fransk skuespiller, som fortæller.

Der er også

Dukketeaterfestival

på Bornholm d. 5 -8 November 2015

Programmet er endnu ikke offentligt,

men det må snart blive tilgængeligt

Se:

www.bornholmpuppetfestival.com

38 For man ved aldrig hvad folk finder på

-

UNIMA Kurser UNIMA afholder Dukkemekanisk Workshop d. 2. og 3. maj 2015 kl. 10-16 med og hos Christian Q. Clausen Ørebakken 9 3000 Helsingør Pris 700 kr inkl. frokost Deltagerantal max. 8 personer Workshoppen består af to dele, først en introduktion til det praktiske arbejde i forbindelse med dukkefremstilling og dernæst opdeling i grupper, hvor hver gruppe vil fremstille en dukke/ et animerbart objekt med udvalget funktioner. Kurset omfatter en gennemgang af dukke-statik, anatomi og geometri, af mekaniske løsninger og

materialer, og af værkstedsmaskiner, håndværktøj og samlemetoder. I anden del fremstiller hver gruppe i fællesskab en dukke/ et animerbart objekt og demonstrerer objektet.

For yderligere detaljer og eventuel tilmelding, se UNIMAs hjemmeside www.unima.dk

UNIMA afholder Stop-Motion Workshop d. 29 august kl. 10-18 Vejleder er Hanne Pedersen fra Animationsuddannelsen i Viborg, ANIMWORK Op til 20 deltagere. Oplysninger om pris og andre detaljer vil senere fremkomme. Tilmelding www.unima.dk Workshoppen foregår i forlængelse af UNIMA-Danmarks generalforsamling der i år finder sted fredag d. 28 august i Teatret i det Blå Hus, Bredgade 9, Roskilde.

UNIMA og Huset KBH 20. november sidste år arrangerede UNIMA-Danmark en aften med Puppet Slam i Huset KBH, Rådhus-stræde 13, lige over for Vandkunsten. Det foregik i ’Bastarden’ på 2. sal og efter aftale med foreningen ’Husets teater’. Betingelsen herfor var at UNIMA tegnede et gruppemedlemsskab i foreningen.

De økonomiske arrangementer i den forbindelse har medført at UNIMA også i indeværende år (2015) kan bruge øve-rummene i etagen ovenover og - efter nærmere aftale – også selve spillestedet til at vise forestillinger.

Man kan booke øvelokale igennem det elektroniske bookingsystem. Hertil kræves et login. Man booker fra gang til gang, og formelt er det UNIMA der står for reservationen. Man skal huske at afmelde sin øvetid, hvis man ikke bruger den. Man kan ikke have scenografi o,l, stående i lokalet ud over øvetiden. Det vil normalt være nødvendig at en af gruppen har en nøgle til huset, ellers kommer man ikke ind. Nøglen kan købes for 150 kr og er elektronisk. Hvis nogen spørger, skal man sige man kommer fra UNIMA.

UNIMA-medlemmer der måtte ønske at udnytte muligheden for ’gratis’ øvelokaler bedes henvende sig til UNIMAs næstformand Martin Rasmussen martin.rasmussen@unima.dk

UNIMA kan evt. også bruge lokalerne til workshops, møder, generalforsamling og andet i overordnet UNIMA-regi. Det ville være oplagt at indøve bidrag til en eventuel Puppet Slam i lokalerne, men UNIMAs bestyrelse har endnu ikke taget stilling til, om man vil afholde en aften med Puppet Slam i Huset KBH i indeværende år.

Ved anden fremvisning af resultater fra øve-processen, må dette ikke fremstå som et UNIMA projekt.

UNIMA og RDFC Foreningen Roskilde Dukke og Figurteater Center (forkortet RDFC) er formelt

blevet oprettet på generalforsamling d.20-2-2015 med valg af bestyrelse, Hans Hartvich- Madsen som kunstnerisk leder og Knud Brodersen som formand. Økonomi og bygningsforhold omkring RDFC er fortsat uafklarede, men indtil videre har RDFC lige som UNIMA-centret til huse i det Blå Hus, Bredgade 9, Roskilde. På trods af sted- og personsammenfald er der ingen økonomisk afhængighed mellem UNIMA og RDFC. Vi har imidlertid arrangeret at Hanne Pedersen fra Animationsuddannelsen i Viborg gentager sin Stop-Motion Workshop søndag d. 30 august kl. 10-18, nu for op til 20 nye deltagere og i RDFC regi. Tilmelding og nærmere oplysninger på www.rdfc.dk

Som nu det her: 100111 = 39 30

Referat af bestyrelsesmøde i UNIMA Danmark

Søndag den 30. november 2014 kl. 19:00

i Huset i København K

(efter Puppet Slam samme steds)

Deltagere: Hans, Knud, Martin, Sune, Rikke, Dorte Afbud fra: Mette

1 Valg af ordstyrer og referent. Ordstyrer: Martin. Referent: Rikke.

2 Økonomi v. Sune Økonomien løber kun akkurat rundt. Der står pt. 5-6000 kr. på kontoen, og der skal betales 3000 kr. i internationalt kontingent i december 2014. Medlemstallet er på ca. 80 og dermed tilsvarende sidste år. Den tidligere tradition med en medlemsliste i UNIMA-nyt er genoptaget i december-nummeret. Det blev vedtaget fortsat at bringe en sådan medlemsliste i bladet i nummeret op til årsskiftet. Det blev drøftet, om det skal fremgå af denne, hvilken type medlemskab medlemmerne har (gruppe, alm. medlem eller studerende). Beslutningen blev at fastholde medlemslisten i sin nuværende form.

3 Roskilde som Dukketeatercenter v. Knud og Hans. Knud og Hans arbejde videre med idéen om, med kommunal støtte, at gøre Roskilde til dukketeaterby. Lederen af INSP har assisteret med en projektformulering. Lige som for INSP vil en beliggenhed nær stationen være et godt bud på egnede lokaler. Man afventer nu et udspil fra Roskilde Kommune. Knud og Hans har endnu et møde med Birgit Petersen, formand for kulturrådet, i december. Som udgangspunkt er der ikke tale om et decideret UNIMA-projekt, men om en teaterorganisation lokalt i Roskilde.

4 Workshops (opfølgning af samtale i forbindelse med Puppet-Slam mødet samt planer for de næste 2 workshops). Der var flere forslag til temaer til næste års workshops: dukkespil, dukkemageri, sensorisk teater, skyggeteater samt brug af dukketeater i terapeutiske/pædagogiske sammenhænge. Hans/Knud/Sune kontakter potentielle undervisere. Ud over vinterworkshoppen og workshop i forbindelse med generalforsamlingen, vil Hans gerne tilbyde at lave en workshop i okt.-nov. 2015. Dermed er planen, at der afholdes tre workshops i 2015.

5 Puppet-Slam Det har været særdeles svært at tiltrække performere til Puppet-slam, hvorfor det en af to gange måtte aflyses. Konklusionen er på den baggrund, at Puppet-slam sættes på stand by indtil videre. I stedet fokuseres der på at få lavet gode workshops i 2015. Eventuelt kan en variant af Puppet-slam indgå som afslutning på workshops eller ved generalforsamlingen.

6 Hvordan får vi flere medlemmer, både teatre og enkeltmedlemmer? Det kan være vanskeligt at se ud af hjemmesiden, hvem UNIMA henvender sig til, altså hvem medlemsmålgruppen i grunden er. Samtidig, er det ret utydeligt, hvad man får ud af et medlemskab. Det blev besluttet, at Dorte gennemgår hjemmesiden, og at Rikke arbejder med forslag til en UNIMA-plakat, som har til formål at hverve nye medlemmer, og som f.eks. kan sættes op på seminarier m.v. Måske kan denne gammeldags formidlingsform være et godt supplement til kommunikationen på de sociale medier? Rikke påpegede, at UNIMA Danmark mangler en kommunikationsstrategi i.f.t. medlemshvervning (målgruppe, budskaber, kanaler).

7 Ansøgning om støtte. Det blev besluttet, at UNIMA undlader at søge støtte fra Kulturministeriet i år. Tendensen er, at støtten går til konkrete projekter og ikke til foreninger.

101000 For din tale skal være ja, nej, ja, nej, nej, nej

nejeller nej,nej !

8 Bestyrelsens meddelelser.

Martin meddelte, at han har været i dialog med konsulent Peter Rafn Dam fra DATS. Det er aftalt, at Martin og Peter er kontaktpunkt mellem DATS og UNIMA. Martin har fra UNIMA’s side mandat til at lave en samarbejdsaftale med DATS. Hans meddelte, at Asterions Hus, Teaterøen, har fået tilskud fra Københavns Kommune.

9 Næste møde Næste møde er tirsdag d. 17/2 i Det Blå Hus i Roskilde.

10 Evt. Knud planlægger at deltage i Amatørkultur-mødet på Christiansborg i december. Mødet omhandler bl.a. amatørteaters rolle i samfundet. (Se side 46)

Referat fra bestyrelsesmøde i UNIMA Danmark

Tirsdag den 17. februar 2015 kl. 17:00

i Teatret i det Blå Hus i Bredgade 9, Roskilde.

Deltagere: Hans, Sune, Knud Afbud fra: Martin, Mette, Rikke, Dorte

1 Valg af ordstyrer og referent. Referatet er delt ud på flere af os og vil blive fremsendt til jer alle til godkendelse.

2 Økonomi v. Sune. (Sune skriver referat). Der er sendt opkrævninger ud og der er ca. halvdelen af medlemmerne, der pt har indbetalt kontingentet. Der er ca. 13.000 kr. på kontoen.

3 Huset som UNIMA arbejdssted. Se venligst den e-mail Hans sendte som julehilsenhilsen. (Hans skriver referat, Martin godkender).

Til alle UNIMA medlemmer.

Vi har den store glæde, at vi i 2015 kan tilbyde Jer alle et prøvested i midten af København. Det drejer

sig om Teaterhuset som ligger i Huset og dets lokaler, som UNIMA som forening kan bruge. Det vil sige, at

I for at kunne bruge lokalerne skal gøre det i UNIMA regi. I kan prøve nye metoder og ting af, I kan

samarbejde på kryds og tværs. Men I kan ikke spille færdige forestillinger i UNIMAs navn.

Praktisk henvender I Jer til Martin og beskriver projekt, dage og hvem I er som enkeltpersoner. Hvis der er

plads sender Martin Jer en nøgle og en kode. Når I er færdige med projektet sender I nøglen retur. (Ellers

får I en regning).

Husk at I ikke kan lade ting stå i lokalerne uden nærmere aftale.

4 Workshops og GF. (Referat Hans og Sune). UNIMA-Danmarks generalforsamlingen 2015 finder sted fredag den 28. august i Roskilde i Teatret i det Blå Hus. Samme sted dagen efter - lørdag den 29. august fra kl. 10 til 18 – er der Workshop, der bliver kørt af Hanne Pedersen fra Animationsuddannelsen i Viborg, ANIMWORK og temaet er ”Stop Motion”. 20 kan deltage i Workshoppen, se side 39 Sune har kontakt til Christian Q. Clausen om 2 workshops. Forhåbentlig bliver den

ene weekenden 2. – 3. maj og den anden 12. – 13. september. Workshopperne vil

omhandle mekaniske anordninger til dukker, se side 39.

5 Generalforsamling I Tolosa 2016. (Hans referat). UNIMAs firårlige Congress (generalforsamling) finder sted i Tolosa i det nordlige

Spanien fra den 28. maj til den 5. juni 2016.

Der foregår mange ting på en Congress, den næste by der skal være vært skal

besluttes og der skal vælges medlemmer til Executiv Committee.

101001 Og et hul kan være enten fyldt eller tomt !

Vi har foreslået Ida Tjalve at stille op, for det første fordi hun var med for 3 år siden i Kina og blev valgt ind

som ekstraordinært rådsmedlem og kom med i en af kommissionerne og for det andet fordi hun kender

mange folk gennem sit festivalarbejde. Ida har sagt at hun vil tænke over tilbuddet i 14 dage, så når I

modtager dette er det afklaret. Fra da af har vi indtil midten af august til at fremsende papirer mv. Hvis der

nu er flere der synes, at det lige er dem, der har mod på dette internationale arbejde, så sig til hurtigst

muligt. Vi har mulighed for at opstille 2 kandidater.

Hans Hartvich-Madsen, formand

6 Hvordan får vi flere medlemmer, både teatre og enkeltmedlemmer. (Sune referat).

Grupper kan have op til 2 navngivne personer som medlemmer af foreningen. Sune vil sende ud til

grupperne og gøre opmærksom på dette.

For at få flere medlemmer, så besluttede bestyrelsen på sidste bestyrelsesmøde, at vi skulle arrangere

flere workshops. Der startes ud med 2 workshops med Christian Q. Clausen og et i forbindelse med

generalforsamlingen.

7 Bådteatret den 13. april. Prisoverrækkelse. (Hans referat).

Knud og Hans overrækker prisen, som Knud har lavet. Se omtale af overrækkelsen side 25 i bladet.

8 Bestyrelsens meddelelser. (Hans og Sune).

På det tidspunkt I modtager dette, er der sendt skrivelser rundt til kontaktpersoner i lande, der ikke har

dukketeaterskoler. Projektet drejer sig om at få etableret en treårig uddannelse, der løber i tre uger per år for

to personer mellem 18 og 28 fra hvert af de før omtalte lande. Kursusforløbet skal veksle opholdssted i de

forskellige lande og præsentere forskellige lærere og f.eks. festivaler. Vi i arbejdsgruppen håber på at en ca.

10 lande vil deltage og at vi kan gøre uddannelsesforløbet så billigt som muligt. Yderligere information kan

fås ved henvendelse til mig.

Der er pt lidt problemer med foreningens hjemmeside, da webhotellet har fjernet muligheden for at sende

formularer. Formularerne bruger vi en del til bl.a. indmeldelse og tilmeldinger til workshops. Der overvejes at

skifte webhotel eller at få lagt formularerne på en anden hjemmeside

9. Næste møde finder sted torsdag den 16. april kl. 17 i Huset i KBH..

Rettelse

Redaktøren beklager at

Annete Asp Christensen på bagsiden

af december-nummeret af Unima-Nyt

og i medlemslisten ved en fejl er anført

som medlem af bestyrelsen, skønt hun

på generalforsamlingen i august

udtrykkelig frabad sig at være det.

Dog vil hun eventuelt bistå Hans med

specifikke opgaver

101010 Det enkleste positionelle system man kan tænke sig -

Til Orientering, blev diskuteret på bestyrelsesmødet d. 16. april 2015. Referat vil senere

fremkomme

Udkast til samarbejdsaftale mellem UNIMA og DATS De to organisationer melder sig ind hos hinanden (gruppemedlemsskab)

Mulige medlemsfordele man kan tilbyde hinanden:

DATS kan som organisation tilmelde f.eks. 4 deltagere til UNIMAS´s kurser – til medlemspris.

UNIMA kan, på linje med medlemsscener i DATS, oprette og tilbyde f.eks. 2 ”hjemme hos” kurser om året til samme

pris som DATS medlemsscener (pt. 6000 kr for to dage)

UNIMA kan, som organisation, søge midler fra DATS´aktivitets- og udviklingspulje – til aktiviteter og initiativer på

organisationsniveau (Men ikke til medlemsgruppers projekter og forestillinger. Forudsætningen for at disse kan søge,

er at de melder sig selvstændigt ind i DATS).

UNIMA og DATS inviterer hinanden til begivenheder som Årsmøder, festivaler o. lign

UNIMA og DATS informerer hinanden om aktiviteter og tilbud, og kan sprede information og nyheder via hinandens

mediekanaler.

Mulige fælles aktiviteter:

UNIMA og DATS kan samarbejde om kurser med fælles berøringsflader (DATS kan f.eks. invitere UNIMA med til et

kursusudvalgsmøde)

DATS medlemmer kan tilbydes ”festivalpakker” i forbindelse med større Dukketeaterfestivaler (København, Bornholm,

Silkeborg), hvor man ser forestillinger sammen med UNIMA folk, der indfører deltagerne i forskellige

dukketeatergenrer og –teknikker.

UNIMA og DATS kan i fællesskab arrangerer ”kortforms-programmer” efter UNIMAs ”Puppet-slam” model:

Programmet er åbent for alle typer sceniske udtryk, der dog højst må vare 15. min. Det kan være monologer,

shortplays, enkeltscener eller uddrag af længere forestillinger, ide- eller koncept-præsentationer, små montager mmm.

Muligt pilotforløb: DATS søger (i første omgang) værtsscener i Københavnsområdet. Man enes om et tidspunkt. En

eller en række lørdag/søndags eftermiddage. DATS og UNIMA ”rekrutterer” hver 4 kunstneriske bidrag. Man kunne

overveje at låne Scenoskops fine begreb ”Blandede bolsjer” eller bare kalde det ”Scene Slam – 15 magiske minutter”.

UNIMA og DATS kan i fælleskab arrangere temaarrangementer, f.eks. om blandfomer, mødet mellem dukke og

menneske/skuespiller på scenen. Med indslag/oplæg fra f.eks. Anden og Mågen (Krøniker fra Havet), Skank Zoo

(Monarkene), Talent 1 (Den lille by mm).

UNIMA og DATS kan i fællesskab arrangere besøgsture til teatre, scener og enkeltpersoner, hvor der er viden og

inspiration at hente. En oplagt mulighed kunne være ”Dukkemanden i Bredgade”, Knud Brodersen i Roskilde, der

både har værksted og teater derhjemme. Og en samling på ca. 300 dukker.

UNIMA og DATS kunne evt. gå sammen om at bruge Bastarden i TeaterHUSET som

”Københavns-portal”, hvor man kan tilbyde provinsgrupper et billigt/gratis spillested. UN IMA

har for øjeblikket en sådan aftale, hvor man betaler 4000 kr (= 10 TeaterHUS

medlemsskaber) om året, for at kunne bruge Bastarden til f.eks. ”PuppetSlam”. Men man

skønner pt. ikke at kunne udnytte Bastarden tilstrækkeligt selv. Derfor kunne man overveje en

deleordning.

Udarbejdet af

Martin K.A. Rasmussen, næstformand i UNIMA

og Peter Rafn Dahm, DATS konsulent for scenografi og visuelle udtryk

101011 Simpelt når man har fanget princippet -

MODELTEATER-nyt UNIMA-nyt har – lige som UNIMA-Danmarks medlemmer – fra Per Brink Abrahamsen perbrink@youmail.dk modtaget

nedenstående mail:

Kære modelteatervenner i Skandinavien!

Hermed har vi fornøjelsen at fremsende Modelteater-nyt nr. 2, februar 2015.

I må meget gerne videresende til andre, som I mener ville kunne have glæde af bladet

- og oplyse dem om, at de frit kan abonnere, hvis de fremsender en mail til

modelteater-nyt@grafisk-werk.dk

Redaktionen

Hanne Slumstrup - Ove Johansen - Per Brink Abrahamsen - Sven-Erik Olsen

Her fra UNIMA-nyt vil jeg gerne anbefale dette nye internetblad, der ud over artikler om modelteater (papirteater som vi også kalder det) bringer stof om museer og udstillinger i udlandet (også omfattende andre typer dukker). Der er også en hilsen fra store dukker i Burkino Fasso, det må da glæde Ole Bruun-Rasmussen. Teksterne er præget af en glad entusiasme for mediet og for arbejdet med det, som man godt kunne ønske også kom mere til udtryk omkring vores bredere tilgang til Dukke- og Figurteater her i UNIMA-nyt. Knud Brodersen

”Modelteater-nyt i 8 lande !

Lanceringen af det nye model-teatermagasin ”Model-teater- nyt” har haft en overvældende respons blandt vore nye læsere, og vi glæder os over, at der ultimo februar er tilmeldinger fra Danmark, England, Frankrig, Norge, Spanien, Sverige, Tyskland og Østrig. Dette har givet anledning til flere tiltag: redaktionen er udvidet og undertitlen på web-magasinet er allerede ændret, jfr. ovenstående. Desuden har vi besluttet, at tilsendte artikler bringes på det sprog, som artiklen er skrevet i. På denne måde nødsages vi alle til at anvende de forskellige oversættelsesværk- tøjer, der er tilgængelige på nettet. Som Eric Poirier fra Frankrig skrev: ”- så får vi det endnu sjovere, for der kommer nogle gange nogle meget morsomme oversættelses resultater. ” Heri er vi ganske enige - men meningen vil i de fleste

tilfælde være helt gennemskuelig. En tysk læser har gjort opmærksom på, at han først oversætter den danske tekst til engelsk - og herefter oversætter til tysk. Dette skulle forbedre præcisionen i oversættelsen. Hvordan det vil være med de enkelte sprog har vi ingen erfaring med, men vi hører gerne fra jer læsere, hvis I gør nogle interessante erfaringer i forbindelse med dette.”

Citat fra Modelteater-nyt Nr. 2

Dansk Modelteaterforening afholdt sin 73. ordinære

generalforsamling i Odense den 21. marts 2015.

www.dansk-modelteater.dk

Se også side 33 i dette UNIMA-nyt

101100 Men måske lidt svært på papir ?

Bakkehusmuseet

På vej til fods fra Valby station – for at komme ind og se Claus Mandøe spille ’Paradiset’ i Forsøgsstationen

Søndre Boulevar 81 – kom jeg til Rahbeks allé nr. 23: Bakkehuset, hvor jeg gik indenfor –

Det var nu ikke helt tilfældigt, for af Modelteater-nyt nr. 2 fremgik at Bakkehusmuseet i denne sommer og

efterår viser en særudstilling om Dansk guldalderteater – i annoncen repræsenteret ved et klassisk

papirteater. Jeg tænkte naivt der kunne være eksempler på Oehlenschlägers og Heibergs dramatik sat op

som papirteater, eller måske noget om Heibergs (og for den sags skyld Ibsens) veldokumenterede

ungdomserfaringer med dette specielle medie. Eller generelt noget om borgerskabets interesse for papir-

teater som underholdning i hjemmet –

Men sådan skulle det nu ikke være. Der var ét papirteater – i fin stand – men derudover handlede det om

almindelig ’voksen’ teaterhistorie. Papirer, bøger, scenografi, kostumeeksempler alt sammen centreret om

Rahbeks, Oehlenschlägers og Heibergs teatervirksomhed i 1800tallet. På sin vis udmærket, men når man

nu holder mest af dukketeater ?

Jeg har været i Bakkehuset før, og fornemmelsen er stadig

den samme: At være på et historisk sted – Ikke blandt de

store, mægtige og rige, men blandt kulturelt og oplysnings-

interesserede mennesker. Huset er et af de ældste på

Frederiksberg og var oprindeligt kro. Knud Lyne Rahbek

indlogerede sig der fra 1787. Han giftede sig med Kamma

Rahbek og i 1802 købte de hele huset, som derefter blev

samlingssted for romantikkens kunstnere. Et snakkested

med sparsom bespisning. For nok var Rahbek professor

og teaterdirektør, men penge var der ikke mange af.

Oehlenschläger og A.S. Ørsted kom der (de var gift ind i

familien.) H.C. Andersen var en salgs protege, Baggesen,

Poul Martin Møller, Ingemann, Chr. Winther. . . Knud Lyne og Kamma Rahbek

For Kamma var god at snakke med og hun skrev mange breve. . .

Bakkehuset ligger tæt ved toppen af Valby bakke. Den gang var der åbent land ned over bakken, mens

Frederiksberg slot efterhånden var bygget færdig oppe bagved. Omkring sit hus anlagde Kamma en

engelsk romantisk have, skarpt forfulgt af Frederik VI’s Frederiksberg have. Efterhånden blev det slut med

udsigten ned over bakken. Carlsberg kom og lagde sig i mellem. Nu er Carlsberg er væk, men ikke husene,

og man er ved at anlægge en lille park op mod Bakkehuset –

Ved indkørslen til Bakkehusets gårdsplads ligger der en stor glat marksten hvori der sirligt er indhugget

navnene: Benjamin Franklin, Lafayette, Rousseau – Hvornår den er sat der, ved jeg ikke, men den ville

have glædet Rahbek.

Og den slags tal ville Rahbek vist ikke kunne li’

Han var jo latiner, så måske XDV ?

101101

Møde på Christiansborg

AKKS Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og DATS landsforeningen

for dramatisk virksomhed (tidligere Dansk Amatør Teater Samarbejde) var af Marlene Borst Hansen (kulturordfører for RV) blevet indbudt til at afholde konferencen:

’Visions Forum om Amatørkultur: På vej mod en fælles vision’ i Fællessalen på Christiansborg. Mødet, der foregik onsdag d. 21. jan. 2015 kl. 10 til 16 havde samlet ca. 110 deltagere, heraf 5 folketingspolitikere, ca. 30 fra kommunerne, 6 fra DATS og 7 fra AKKS, en del skolefolk og ganske mange med tilknytning til (amatør)musik. Derimod var der kun få teaterfolk, og kun én dukkespiller, undertegnede.

Velkomst ved Villy Dall, formand for AKKS: Mødet skulle handle om folkelig forankring ikke om penge. Christian Have fungerede som facilitator, og gjorde det udmærket. Marlene Borst Hansen (RV) bød velkommen på vegne af Folketinget og nævnte, at en rundspørge blandt familie, venner og kolleger viste at ordet ’amatør’ stort set udelukkende gav negative associationer. Det var nu næppe nogen overraskelse for forsamlingen.

Så fulgte tre præsentationer fra England, Flanderen og Norge: Robin Simpson direktør for ’Voluntary Arts Network’, der repræsenter 63000 frivillige kunstgrupper med mere end 10 millioner deltagere i UK og Irland: Tidligere var amatørkulturen stort set blevet ignoreret i England, men det har ændret sig i løbet af de seneste ca. 10 år, hvor der er kommet en markant holdningsændring blandt politikere også hvad angik tilskud. Akademiske undersøgelser af sammenhæng mellem professionel, kommerciel og amatørkunst er i gang. Som eksempel blev nævnt at Royal Shakespeare Company har inddraget amatører og folk fra gaden i eksperimentelle forestillinger. Noget tilsvarende finder jo også sted på teatre her i landet. Rob Van Genechten er formand for FAMEUS, der tager sig af amatørkunst i Antwerpen, og han er også med i ’Forum voor Amateurkunsten’, der dækker hele Flanderen. Han lagde ud med en meget morsom tegnefilm der illustrerede de forviklede politiske og administrative forhold i et Belgien i splid med sig selv. I Flanderen praktiserer en tredjedel af befolkning noget kreativt i deres fritid. Blandt børn og unge er det op mod 65%. I 1990 lykkedes det en ny kulturminister (uden for de politiske partier) sammen med ikke mindre end 60 amatørorganisationer at starte noget nyt, en strategi der stadig er under udvikling. Enhver kan starte noget nyt, vigtigere er den første der slutter op. Først så er der en udvikling på vej. Morten Hagevik, generalsekretær i ’Norsk Teaterråd’, der organiserer norsk amatørteater, talte om kultur ved lov eller engagement? I 2007 vedtog Stortinget loven om offentlige myndigheders ansvar for kultur-virksomhed. Det har medført at det nationale kulturbudget nu svarer til 1% af statsbudgettet. en frivillige sektor i Norge består af 115000 almennyttige foreninger, de fleste lokalt forankret og med meget små

pengemæssige midler. Ca. halvdelen er kulturelle organisationer. Han fremhævede, at dokumentation er vigtigt, og at undersøgelser og kortlægning er gode argumenter når man skal tale med politikere.

Eftermiddagen handlede om Danske visioner: Hvordan kan de se ud?

Et panel bestående af 5 kommunalpolitikere og embedsfolk fortalte om hvilken betydning de mener amatørkulturen har i deres kommuner: Kultur- og fritidsborgmester i København: Carl Chr. Ebbesen (DF), fandt sig dog stadig ny i embedet.

Formand for Kultur og Fritidsudvalg Frederiksberg: Morten Jung (RV) så sin bydel som en stor kulturkommune, hvor man

bestræber sig på at gøre området mere overskueligt og

101110 Her på Christiansborg er disse tal nu ikke noget problem

tilgængeligt, bl.a. ved at yde hjælp til ansøgninger ved-rørende kultur. Der var integrations-bestræbelser bl.a. i samarbejde med Riddersalen og Storm P. museet. Kultur er en slags mental fitness, men kultur på recept er ikke nogen god idé. Kultur bør være af lyst. Formand for Fritids og Kulturudvalg i Høje-Taastrup Merete Scheelsbeck (K) syntes de havde gode teateraktiviteter, men også at der var stor konkurrence fra København. Kultur og fritidschef i Thisted, Karen Louise Eriksen fremhævede at kommunen var arealmæssig stor med mange små byer. De havde et godt egnsteater, men ude i småbyerne var amatørvirksomhed ofte den eneste mulighed for direkte kulturkontakt. Medlem af Kultur og Fritidsudvalget i Kalundborg, Torben Toft Andersen mente mere alment, at en amatørkultur-vision skal dække et stort område hvorom der måske mangler viden, men at visionen i hvert fald må bygge på engagement og lyst til at være med.

Efter pausen var der endnu et debatpanel, denne gang med kulturminister Marianne Jelved (RV) og tre af folketingets kulturpolitiske ordførere: Michael Aastrup Jensen (V), Troels Ravn (S), Alex Ahrendtsen (DF) Emnet var:

Er der brug for en national strategi for amatørkulturen i Danmark, og hvad kunne den indeholde?

Marianne Jelved talte om sammenhængskraft, om børn og unge og voksne, om kunsten at dele med andre, om demokrati og amatører, om forholdet til professionel kunst, og om at understøtte fødekæderne. Om at fremme en æstetisk tilgang. Om at ikke alt kan måles og vejes. Om generationsproblemer, om selvopfattelse og om unges selvforståelse – alt sammen noget der kunne indgå i en amatørkunstens strategi. MAJ (V): Var enig med ministeren, men der er brug for en handlingsplan og kommuner skal være med til at udforme den. X-factor er populær, men er ikke vejen frem. TR (S): Vi må kunne tale om andet end vækstkurver, kunst og kultur er også væsentlig. Et kulturens analyse institut kunne give mulighed for beslutninger på oplyst grundlag. AA (DF): Havde selv været amatør, og amatør betyder jo også at have kærlighed til noget. At mødet bliver afholdt på Christianborg giver synlighed. Fremtidige høringer omkring emnet burde måske også foregå her i huset. Marianne Jelved: Jeg ønsker mig ikke en national strategi, noget firkantet der presses ned ovenfra, men en strategi der udvikles nedefra i fællesskab mellem parterne, herunder også kommunerne. – – Der ingen frie penge – men jeg opfordrer jer alle til at komme med input til en handlingsplan –

Hvorefter Anders Hind, formand for DATS, afrundede mødet (på sin 70 års fødselsdag).

Knud Brodersen Et par afsluttende bemærkninger:

5.februar 2015 har DATS, AKKT distribueret et digitalt magasin på 38 sider, der beskriver mødet på Christiansborg. Det kan læses på http://ipaper.ipapercms.dk/DATS/Magasin/Visonsforum2015/ UNIMA Danmark (der jo både rummer amatører og professionelle dukkespillere) blev sidste år medlem af den meget større organisation DATS, hvad der bl.a. betyder at UNIMAs medlemmer kan benytte sig af kurser m.m som DATS udbyder. Se www.dats.dk 101111 Regnedrengene tilbeder dem !

Under paneldiskussionen mellem politikerne blev det strejfet, at tredje Kulturmøde på Mors d. 20-22 august 2015 vil kunne danne ramme om fortsatte diskussioner. Se www.kulturmødet.dk Nedenstående er et uddrag (side 26-27) af evalueringsrapporten for Kulturmødet på Mors 2014:

”Ligesom økonomi dukker begrebet amatør op i mange af Kulturmødets samtaler. Og i én af dem var amatøren selve dagsordenen. ”Fra stedbarn til aktiv medspiller” var undertitlen. Stedbarn er et voldsomt udtryk for det, der i virkeligheden handler om at have kærlighed til noget. Det handlede da også mest om at amatørkulturen, som det kaldes, får en dårlig behandling, især økonomisk. Siden et enigt Folketing i 2004 udtrykte stor anerkendelse af området, er pengene til det forsvundet...

Spørgsmålet er, om der findes en egentlig amatørkultur? Eller om ikke amatøren skal forstås som én af de mange aktive medspillere i den ”egentlige” kunst og kultur – og altså ikke have eller være sin egen ”kultur”. Dette hænger sammen med en opblødning af kunstens og kulturens roller. Måske giver betegnelser som amatør, professionel, ildsjæl, dilettant, frivillige slet ikke mening mere. Måske handler det om, at alle, på hver sin måde, er aktive medskabere af kunst og kultur. Amatøren er vel også ildsjæl, den professionelle arbejder ofte som frivillig etc. Måske er disse betegnelser med til at skabe unaturlige skel og med til at modarbejde en udvikling af dansk kunst og kultur….

En anden problematik er hele denne underskovs evne til at brande sig selv, markere sig om et vigtigt element i samfundet. Som idrætten, der også lever af megen frivillighed. Men sammenligningen er kun delvist gyldig. Idrætten har trukket ”sundshedskortet” – kunsten og kulturen burde på samme måde legitimere sig som leverandør af mental/åndelig sundhed. Men idrætten har konkurrencen som et vigtigt element – modsat kunst og kultur. Det gør kunsten og kulturen meget lidt målbar og dermed vanskelig at begrunde.

Et tredje spørgsmål er, hvilke roller ”amatøren” egentlig spiller. Amatøren drives, som andre aktører, af lyst og indre trang og lyst til at være en del af noget kreativt. Altså en form for selv-realisering. Men ”bredden er en forudsætning for højden” som det siges, bl.a. med henvisning til idrætten, hvor man er meget bevidst om fødekæden. Især når talentudvikling er så heftigt på dagsordenen som nu, har det brede amatør-kulturliv en rolle lige som folkeskolen og kulturskolerne, nemlig i at udpege og pleje talenter.

Kulturen kommer nedefra” siger Kulturministeren.

Resume: Måske skulle man foretage den øvelse at slette alt og begynde forfra?

Ville man så have en egentlig amatørkultur, eller ville man sige, at alle er ”lige” med deres forskellige tilgange til og forskellige roller i kunst- og kulturlivet? Og ville det store netværk af organisationer og foreninger så give mening?” KBr.

110000 Det gælder om at regne den ud !

U N I M A

UNION INTERNATIONALE

de la

MARIONNETTE

grundlagt 1929, medlem af UNESCO

UNIMA Danmark

c/o Knud Brodersen

(Teatret i det Blå Hus)

Bredgade 9

4000 Roskilde www.unima.dk

UNIMA Danmarks bestyrelse: Formand og UNIMA rådsmedlem: Hans Hartvich-Madsen

hans@unima.dk

Næstformand og UNIMA rådsmedlem: Martin Kragballe Appelquist Rasmussen

martin@unima.dk

Kasserer og Web-master: Sune Aske Jørgensen

saj@unima.dk

Mette E. Jensen

mette@unima.dk

Dorte Bartholdy

dorte@unima.dk

Rikke Ellegård Hansen

rikke@unima.dk

UNIMA center og redaktør af Unima-nyt: Knud Brodersen

knud@unima.dk

Bliv medlem af UNIMA-Danmark Du bliver medlem af UNIMA Danmark

ved at kontakte os på ovenstående adresse

eller via hjemmesiden.

Medlemsskab gælder januar til december.

Indmeldelse efter 1. oktober dækker hele

næste år.

Kontingent: 500 kr for teatre/grupper/institutioner

300 kr for enkelt medlemskab

100 kr for studerende og pensionister

110001= 25 + 24 + 1 =

32 + 16 + 1 simpelt!

Næste

UNIMA-nyt

forventes udsendt

10. august 2015

Deadline

for indsendelse af materiale:

30. juli 2015

Artikler, læserbreve, billeder,

meddelelser m.m.

sendes til hans@unima.dk

eller knud@unima.dk