1

NOTAT OM KARAKUL-AVLENI NAMIBIA

2

Det sker med jævne mellemrum, at produktionen af karakul-får i det sydvestafri-kanske land Namibia bliver emne for en diskussion om dyrevelfærd. Desværre viser erfaringen, at netop denne diskussion – typisk via tabloidmedier og dyreretsorga-nisationers mellemkomst – ofte tager en drejning, hvor de nøgne fakta om karakul-produktionen bliver tilsidesat til fordel for sensationelle overskrifter, gerne med den urimelige selvmodsigelse at lammene bliver omtalt som ”babylam”, eller at aflivnin-gerne foregår under ”ekstrem smerte” eller det, der er værre. Dette notat er således et forsøg på at bibringe diskussionen saglighed og perspektiv.

Skind fra de namibiske karakul-får kaldes swakara, hvilket er en forkortelse for South West African Karakul. Karakul-produktionen i Namibia har fundet sted siden 1907, hvor de første får blev importeret til landet fra Centralasien, og produktionen har på alle måder vist sig succesfuld. I et land, hvor mulighederne for landbrugsaktiviteter er stærkt begrænsede på grund af stenørken og sandholdig jord, er karakul-produk-tionen en vigtig indtægtskilde. De græssende får er samtidig med til at vedligeholde og øge plantevæksten på de golde ørkensletter, der dækker 80 procent af landet, idet fårene tramper græsfrø ned i jorden, mens de græsser – græsfrø, som ellers ville være blæst bort med vinden.

NOTAT OM KARAKUL-AVLENI NAMIBIA

3

Karakul-produktionen i Namibia genererer en årlig eksportindtægt på 30-40 millioner kroner, og erhvervet beskæftiger cirka 20.000 medarbejdere i primær- og følgeindu-stri1. Den sociale struktur i Namibia betyder, at de fleste beskæftigede udgøres af hele familier, hvis eneste indtægtskilde er karakul-avlen. Katastrofen vil selvsagt være total for den enkelte familie, hvis deres indtægtsgrundlag pludselig bliver revet væk, men de socioøkonomiske perspektiver i karakul-avlen rækker langt videre, fordi så store dele af landområderne er ubrugelige til andet end fåreavl. Namibias landbrugs-minister Nickey Lyambo sagde i 2007, at ”regeringen ser swakara-industrien som en nøgle til at stimulere udviklingen i særligt de tørre og mindre ressourcerige områder af landet”2. Den namibiske regering har derfor aktivt opfordret kvægavlere til at lægge om til fåreavl, fordi kvæg rykker den sparsomme græsvækst op med rode, mens få-rene kun nipper selve græsstråene.

Namibia har 2,1 millioner indbyggere og arbejdsløsheden er på 30-40 procent3. Næsten halvdelen af Namibias arbejdsstyrke er beskæftiget i landbrugssektoren, men på trods af forholdsvis store fåre- og kvægproduktioner importerer Namibia en del kød fra nabolandene for at få fødevarebehovet dækket. Som i andre afrikanske lande er AIDS-epidemien et stort problem i Namibia, hvor 10-15 procent af den voks-ne befolkning er inficeret med HIV/AIDS4.

DANIDA STØTTER KARAKUL-AVLENDet systematiske avlsarbejde, som de namibiske fåreavlere udfører, er på forskellig vis og ved flere lejligheder blevet lovprist. Som leverandør af et pelsprodukt til mo-debranchen har Namibia de seneste år opnået en succes, som er uden sidestykke i afrikansk historie. Internationale designere og modehuse som Marc Jacobs, John Galliano og Louis Vuitton bruger alle swakara i deres kollektioner – og det er bare nogle få eksempler på, hvordan en landbrugsproduktion i et lille hjørne af Afrika på unik vis er blevet en global modesucces. Lokalbefolkningen har givet swakara til-navnet ”Namibias sorte diamanter”, og den internationale omtale, som swakara har opnået på grund af sin succes på de internationale catwalks, er en kilde til national stolthed i Namibia.

Den professionelle måde, som karakul-avlen bliver forvaltet på gennem Karakul Board of Namibia, er også blevet anerkendt af Danida under det danske udenrigsministe-rium. Danida baserer i vid udstrækning sin støtte på, at det lokale erhvervsliv i tred-jeverdenslande skal være udgangspunktet for disse landes økonomisk fremgang, og det er i det lys, Danida i perioden 2004-2007 har støttet projekter, der gav namibiske fåreavlseksperter mulighed for at rejse til Afghanistan for at hjælpe afghanske bønder til en bedre, mere bæredygtig produktion i lighed med den namibiske.

1 Karakul Board of Namibia

2 Bogen ’Karakul – Gift from the

Arid Land’

3 Wikipedia.org

4 CIA World Factbook

4

Som Namibia er Afghanistan i den situation, at store dele af landet er uegnet til konventionel landbrugsproduktion, men de hårdføre karakul-får trives godt i golde ørkenlandskaber, og hvis den afghanske karakul-produktion kvalitetsmæssigt kunne komme op på et niveau, der ligner produktionen i Namibia, ville der være et stort øko-nomisk og beskæftigelsesmæssigt potentiale for Afghanistan - samt et ”værdifuldt alternativ til den illegale opiumsproduktion.”5

DYREVELFÆRDEN ER SIKRET MED DE HØJESTE INTERNATIONALE STANDARDERSalget af swakara-skind foregår i dag gennem verdens største pelsauktionshus, Kopenhagen Fur. Gennem samarbejdet med Kopenhagen Fur og brancheorganisatio-nen International Fur Trade Federation (IFTF) har namibiske fåreavlere, repræsenteret ved den namibiske landbrugsminister Nicky Lyambo, samarbejdet med EU for at un-dersøge, hvordan en Code of Practice til sikring af karakul-fårenes velfærd kunne ud-formes og reguleres. Resultatet er en Code of Practice, der ikke blot følger europæisk lovgivning og europæiske anbefalinger, men ligeledes tager højde for amerikanske, canadiske og new zealandske anbefalinger på området. Arbejdet med at udforme Code of Practice er i øvrigt støttet med midler fra EU.

Code of Practice er i vid udstrækning baseret på de anbefalinger som The World Organization for Animal Health (OIE) giver6. Det er de samme anbefalinger som Europarådet den 23. marts 2009 bakkede op som grundlag for en ”global enighed om standarder for dyrevelfærd baseret på ’fem friheder’”, hvor de ’fem friheder’ er:

• frihed fra sult, tørst og fejlernæring • fra frygt og lidelse • fra fysisk ubehag samt varme- og kuldestress • fra smerte, skader og sygdom, samt • frihed til at udfolde naturlige adfærdsmønstre

Når EU går forrest og bakker op om disse grundlæggende principper for god dyre-velfærd fra OIE, er det rimeligt at antage, at der på et tidspunkt vil opstå en form for global konsensus om de ’fem friheder’, og at disse med tiden vil komme til at angive en international standard. Der kan også med rimelighed argumenteres for, at dyrevel-færden i den namibiske karakul-produktion er højere end næsten alle andre dyrehold-produktioner i verden, al den stund at principperne har været praksis i Namibia siden 2006.

5 Afghan Danish Karakul Project,

the Completion Report - Dansk

Landbrugsrådgivning, Landscentret,

international afd.

6 Terrestrial Animal Health Code Guide-

lines for Animal Welfare of 2005

5

DYRERETSLOBBYEN PRODUCERER SINE EGNE ’FAKTA’Reguleringen af karakul-produktionen i Namibia er altså langt foran de velfærdsstan-darder, der gælder andre steder i verden, inklusive i EU. Om end dette forhold for nogle kan forekomme sensationelt, er det ikke desto mindre en kendsgerning.

Årsagen til Namibias fremadrettede indsats på dyrevelfærdsområdet skal findes i det forhold, at netop karakul-produktionen i flere omgange har været udsat for en fuld-stændig urimelig kritik. Karakul Board of Namibia har med Code of Practice ønsket at sikre sig mod flere tilfælde af den højst usaglige, kampagnelignende hetz, der flere gange har truet karakul-fåreavlerne i Namibia og det centrale Asien.

Kritikken blev første gang båret af en kampagne udarbejdet af den amerikanske dy-reretsorganisation HSUS (Humane Society of the United States) i 2001. Det er værd at være opmærksom på den præmis, at HSUS officielt arbejder på at få al pelsdyr-produktion i verden lukket. Det er også værd at være opmærksom på, at dyreretslob-byen, inklusive HSUS, i en lang række tilfælde er blevet afsløret i at iscenesætte, fa-brikere og massedistribuere såkaldte ’snuff’-film, der viser brutale aflivninger af dyr7.

Det var også tilfældet i HSUS’ karakul-kampagne fra 2001, der havde udgangspunkt i Uzbekistan i Centralasien. Kampagnen lagde kimen til en vandrehistorie, som har vist sig uhyre sejlivet og anfører, at fårene sprættes op, hvorefter fostrene tages ud. Angiveligt skulle fostrene være særligt bløde og velegnede pelsprodukter, men HSUS-videoen var manipuleret og iscenesat8, og det fremgår meget tydeligt i Code of Practice for karakul-produktionen, at noget sådant aldrig har eksisteret i Namibia, ligesom det heller ikke er praksis i Uzbekistan eller nogen andre steder med en karakul-produktion. Pels fra lammefostre har ikke nogen som helst kommerciel værdi, og tanken er under alle omstændigheder absurd – hvorfor skulle en fårebonde aflive sine moderfår, når netop moderfårene er bondens vigtigste aktiv? Så ville han jo ikke kunne få flere lam.

Et andet punkt, som kritikere af karakul-produktionen ynder at tage op, er aflivningen af lammene, som typisk sker, når dyrene er få dage gamle. Angiveligt er det ’uetisk’ at aflive lammene alene på grund af deres status som nyfødte. Det ville dog klæde kri-tikere med det synspunkt, hvis de nøje gjorde rede for, hvorfor der er en etisk forskel på tidshorisonten for en aflivning. Er det uetisk at slagte lam, der er tre dage gamle, mens der kan gives grønt lys, når lammet har passeret en magisk aldersgrænse på 2, 5 eller for den sags skyld 11 måneder? Hvis tidshorisonten for en aflivning skulle være genstand for en debat om etik, ville det være interessant at høre, hvad fortalerne for en sådan etisk tidshorisont spiser til morgenmad. For det må være de samme fortale-

7 www.furcommission.com/news/

newsC7.htm

8 www.furcommission.com/news/

newsF02c1.htm

6

re, som kan forklare danskeren, hvorfor hun i gennemsnit gør sig skyldig i 124 tilfælde af etisk forfald om året ved at spise æg.

Ligeledes kunne kritikere med denne holdning begynde diskussionen i Danmark, hvor 25.000 tyrekalve hvert år aflives straks efter fødslen9, fordi det ikke kan betale sig at lade dem blive til kødkvæg. Det samme er tilfældet med halvdelen af den dan-ske kyllingeproduktion, nemlig alle hanekyllingerne10, hvorfor et dansk argument om uetisk karakul-produktion i Namibia må forekomme decideret kulturarrogant set med afrikanske briller.

Et andet forhold i samme diskussion er den omstændighed, at klimaet i Namibia betyder, at græsvæksten er yderst sparsom. Landets myndigheder fører derfor nøje statistik over årets nedbør, som forudsiger, hvor meget græsvækst den kommende sæson vil bringe. Den namibiske fåreavler anvender denne statistik til at afgøre, hvor mange lam han vil slagte straks, og hvor mange han har mulighed for at opdrætte til produktion af lammekød. Der er således nogle helt særlige klimatiske forhold, der gør sig gældende i Namibia, og det forekommer under alle omstændigheder fornuftigt, at de namibiske bønder tager højde for, at der er mad nok til alle fårene, inden de sender dem ud på sletterne. I øvrigt skal det nævnes, at de lam, der bruges i produktionen af swakara-skind, også indgår i kødproduktionen.

FORSVARLIG AFLIVNINGSMETODEEndelig har der været rejst tvivl om aflivningsmetoden, som med dyreretslobbyisters ord bliver foretaget uden bedøvelse og under ”ekstreme smerter”. Dette forhold kan blankt afvises, og som det fremgår af den namibiske Code of Practice foregår afliv-ningen ved at dyret bedøves med elektrisk stød, hvorefter rygmarven skæres over, hvilket medfører øjeblikkelig død uden smerter for dyret. Retningslinjerne for det ud-styr, der bruges under aflivningen, er ligeledes udførligt beskrevet i Code of Practice.

9 www.foodculture.dk/Arkiv/

Numre/2008/37/Bagsmaek.aspx

10 www.dansklandbrug.dk/Organisa-

tionen/Erhvervsfjerkraesek/Med-

lemsbladet/2008/Leder_09_2008_+

Vi_+har_+ikke_+noget_+at_

+skjule.htm

7

Kontrollen med at Code of Practice bliver efterlevet i praksis varetages af Namibias re-gering via den delvist statslige institution Karakul Board of Namibia. Organisationen er selvsagt professionel og er således også meget opmærksom på luksusforbrugernes krav til dyrevelfærd samt den intense lobby mod pelsdyravl, som dyreretsorganisatio-nerne konstant genererer. Karakul Board of Namibia har derfor ingen økonomiske inte-resser på spil, der kunne medføre forringet dyrevelfærd. Situationen er den stik mod-satte, hvilket udarbejdelsen af Code of Practice og indholdet i den også tydeligt viser. Udover at implementere regulering efter internationale standarder for dyrevelfærd har de namibiske fåreavlere i øvrigt også udarbejdet bestemmelser om mindsteløn og arbejdsforhold, der skal sikre lønarbejdernes forhold på landets fårefarme.

Kritikere af karakul-produktionen i Namibia må overveje deres argumenter meget nøje. Hvis det overhovedet er muligt at fortsætte argumentationen mod karakul-produktionen, når man har de fakta på plads, som er videregivet med dette notat, bør kritikere tillade sig selv at tænke tanken til ende. Argumenter baseret på etik har den ’fordel’, at etik ikke kan måles og vejes, så en vis perspektivering bør være en selv-følge, når nogle få personer mener sig berettigede til at definere, hvad der er etisk og uetisk. I dette tilfælde er perspektivet, at en etisk moraliseren i Danmark vil få særde-les seriøse konsekvenser for landbefolkningen i et tredjeverdensland, der hverken får taletid i sagen eller har noget som helst at skamme sig over.

KOPENHAGEN FURLANGAGERVEJ 602600 GLOSTRUPDENMARK

TEL. [+45] 4326 1000FAX [+45] 4326 1126MAIL INFO@KOPENHAGENFUR.COM

WWW.KOPENHAGENFUR.COM