Af Camilla Läckberg er tidligere udkommet på dansk:

Isprinsessen, kriminalroman 2005

Prædikanten, kriminalroman 2006

Stenhuggeren, kriminalroman 2007

Ulykkesfuglen, kriminalroman 2008

Mord og mandelduft, kortroman 2008

Tyskerungen, kriminalroman 2009

Havfruen, kriminalroman 2010

Fyrmesteren, kriminalroman 2011

Englemagersken, kriminalroman 2012

Super-Charlie, børnebog 2012

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 2

CAMILLA LÄCKBERG

Mord og mandelduft med mere

Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild

og Kamilla Jørgensen

People’sPress

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 3

Oversat af Kamilla Jørgensen og Louise Ardenfelt Ravnild

Copyright © 2007 by Camilla Läckberg

Published by agreement with Nordin Agency, Sweden

Copyright © dansk udgave 2012 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Bembo

Produktion: CPI-Clausen & Bosse, Leck

ISBN: 9788771089851

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 4

Indhold

Drømmen om Elisabeth 7

Enkernes Café 25

En djævelsk dag 45

Mord og mandelduft 63

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 5

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 6

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 7

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 8

LYDEN AF BØLGERNE, der slog ind mod båden, var søvndys-sende. Den lette duven og svage plasken fra de andre både,

varmen, der fik svedperler frem på lænden. Det var alt sammenmed til at tvinge hende ned i grænselandet, lige inden søvnen togover. Et sted, hun var begyndt at blive bange for at begive sig hen.Men hendes led var så tunge og varme, at hun ikke kunne løsrivesig fra rejsen ned i underbevidstheden, ned i erindringen. I stedetkom de. Billederne. Det røde mod det hvide. Blodet mod fliserne.Minderne, der skar hende i hjertet. Alligevel magtede hun ikke atbefri sig fra dem, men blev tvunget til viljeløst at betragte det ma-reridt, som igen og igen hjemsøgte hende. Hjernen skreg til hen-des muskler om at bevæge sig, gøre et eller andet, lige meget hvad,for at vække hende fra de minder, hun nu blev tvunget ind i.

“Der er mad, Malin.”Det gibbede i hende. Hun satte sig op, lettet. Båden vuggede,

og hun greb instinktivt fat i rebet, der løb langs kanten af den.“Der er mad.” Lars kom op fra kabyssen og gentog sit budskab.

9

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 9

Et kort øjeblik havde hun lyst til at fortælle om billederne – omdet, der gjorde, at hun konstant fik for lidt søvn. Men hun un-dertrykte trangen. Det var ikke umagen værd. Engang havde huntroet, at de kunne tale med hinanden. Den slags illusioner næredehun ikke længere.

“Hvem var det, der ringede før?” Hun iagttog Lars, mens huntog en mundfuld af den cæsarsalat, han havde tilberedt til dem.

“Ikke nogen.” Lars slog affærdigende ud med hånden, men såhende ikke i øjnene.

“Det må da have været en eller anden.” Der blev stille.“Det var arbejdet,” sagde han til sidst.“Ved de ikke, at du har ferie?” Hun vidste godt, at hun ikke

burde. At det ikke ville nytte noget. At han bare ville blive irrite-ret. Men hun kunne ikke lade være.

“Du sagde jo, at du ville tage helt fri. Ikke noget med at ar-bejde på den her ferie.” Malin forbandede sit klagende tonefaldlangt væk, men vreden og frustrationen fik al logik til at fordufteog efterlod kun et barns skuffelse.

“De ville bare rådføre sig med mig om en patient. Det togkun fem minutter. Og du lå jo alligevel og sov!” Lars smed gaflenfra sig på tallerkenen med en klirren og stirrede ud over vandet.Lidt efter tog han den op igen, og de spiste videre i en tavshed, dervar så ladet med skjulte budskaber og uudtalte ord, at de lige sågodt kunne have råbt ad hinanden.

“Jeg går ud lidt,” sagde Lars til sidst, da de var færdige med fro-kosten.

10

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 10

“Ja, gør det. Så tager jeg opvasken.”Hun betragtede hans ryg, da han gik ned ad bådebroen.

Tre dage senere sejlede de båden nordpå mod en ny havn. Dehavde snart været væk i halvanden uge, og foruden dem selv varbåden ladet med skuffede forventninger. Måske havde det væretnaivt og fjollet. At tro, det hele ville løse sig, fordi de købte ensejlbåd og begav sig til havs i fire uger. At tro, de kunne lægge altbag sig, der var sket derhjemme, og lade vinden blæse mindernebort.

Båden havde været hendes idé. Hun var vokset op med sejl-både, og Lars havde jo haft båd i mange år, inden de mødte hin-anden. Men i lyset af det, der var sket med hans foregående kone,havde det taget et stykke tid, før hun havde turdet fremlægge sinidé. Lars havde dog overrasket hende. Helt fra starten havde hanværet begejstret og syntes, det var en glimrende idé. Så en båd vardet blevet. En skønhed i femmillionersklassen med alskens tæn-kelige bekvemmeligheder. Hun havde forestillet sig noget merebeskedent, men ladet Lars få sin vilje. De penge, hun havde arvetefter sin farfar, lå jo alligevel bare i banken. Hvis det kunne betydeen ny start for dem, ville pengene være givet godt ud.

“Værsgo, jeg har lavet kaffe.” Lars gik op ved siden af hende,helt oppe i forstavnen. De var ude på åbent vand, ingen andrebåde i syne, kun et par ensomme øer. Det var blæst op, og for-stavnen gyngede op og ned på bølgerne.

“Tak.” Malin tog imod koppen og blev ved at stirre ud over

11

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 11

vandet. Båden sejlede på autopilot, og Lars blev stående ved sidenaf hende.

“Malin …” sagde han tøvende. Hun undlod at vende sig ommod ham. Men det betød ikke, at hun ikke lyttede spændt efterfortsættelsen.

“Malin …” sagde han igen, havde tilsyneladende svært ved atsamle tankerne om, hvordan han skulle fortsætte. Hun ventede.

“Jeg …” En dyb bølgedal kom bag på dem, og Malin mistedefodfæstet. Da hun væltede over mod rækværket, mærkede hunLars’ hånd på sin ryg. Et kort øjeblik troede hun, at hånden villetrykke til, puffe hende hen mod rækværket og ud over, ned i detgrå skummende vand. Så mærkede hun hånden gribe fat i hen-des jakke og trække hende baglæns. Hun vendte sig om.

“Det var tæt på,” sagde Lars. Noget rørte sig i hans øjne. Såvendte han om og gik hen mod cockpittet.

Der var ikke noget i vejen med hende. Det havde læge efterlæge bekræftet. De kunne ganske enkelt ikke finde noget galt medhende. Intet, som kunne forklare, hvorfor børnene ikke ville bliveinden i hende. Intet, som forklarede det blod, der kom medubarmhjertig ufravigelighed. Tre måneder. Det var det længste,det var lykkedes hende at holde på et foster. Så havde blodet far-vet fliserne i badeværelset røde, og hun havde grædt – en opgi-vende, fortvivlet gråd.

I starten havde Lars været der. Trøstet hende, opmuntret hende,sørget for, at hun holdt sig i ro og tog sine vitaminpiller. Beskyt-tet hende. Men for hver gang hun havde tabt et barn, tabt hans

12

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 12

barn, havde han trukket sig endnu mere tilbage. Til sidst havdehun set ferien her som deres eneste udvej. Sikke en joke. Intet varblevet, som hun havde forestillet sig.

Hun nikkede til parret i båden ved siden af. De havde lagt tili lystbådehavnen i Grebbestad og kæmpede om pladsen med tu-sindvis af andre bådejere. Hun hadede det. Det gav hende klau-strofobi. Men Lars havde ting at gøre, sagde han, og ville gerneligge i havn et par dage. Malin orkede ikke længere at spørge, hvaddet var, han skulle. Det var sikkert noget med arbejdet. Det var dettit. Han var læge og havde et ypperligt hverv at begrave sig i, nårstemningen derhjemme blev for trist og melankolsk. Nu havdehan været væk i tre timer i et eller andet ærinde, og hun var såsmåt begyndt at blive træt af udflugterne, når hun spurgte efter de-taljer om, hvad han havde lavet på fastlandet så længe.

Han så stresset ud, da han endelig kom gående ned mod bådenigen. Malin betragtede hans slanke skikkelse, idet den kom nær-mere og nærmere med den karakteristisk slentrende gang. Hunsyntes stadig, han var en ualmindelig tiltrækkende mand. Dethavde ikke taget hende mere end fem minutter at falde for hamdengang for fem år siden, da de var mødtes første gang til en festhos fælles bekendte. Håret var lidt gråt ved tindingerne, men detvar det eneste, der antydede, at han lige havde passeret de femog-fyrre. Hun var selv på vej mod de fyrre. Fyrre år og barnløs. Hunbed sig i knoen, så tårerne ikke skulle begynde at trille igen.

To timer efter kom Lars gående hen ad bådebroen igen.“Hej.” Han steg om bord, men så hende ikke i øjnene.

13

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 13

“Hej.” Malin begyndte febrilsk at hænge vasketøj op på ræk-værket langs rælingen. Hun prøvede at holde spørgsmålene til-bage. Men de var stærkere end hende.

“Sikke længe, du var væk.”“Mmm.” Lars gik ned ad trappen, ind i kahytten, han havde

stadig ikke set på hende.“Hvad lavede du?” Hun sendte spørgsmålet direkte ned i bå-

dens indre, men fik kun lyden af skramlende gryder som svar.En halv time efter var maden klar. Spørgsmålene kriblede sta-

dig inden i hende, men muren mellem dem var så tyk, at hun ikketroede, hendes spørgsmål kunne høres hen igennem den. Kunmeningsløse samtaler slap igennem. Det, der blev sagt i vejrud-sigten. Hvor mange både der lå i havnen. Hvor høj musik de spil-lede på den båd fuld af unge, der lå lidt længere væk. Ikke nogetvigtigt. Kun bogstaver sammensat til ord, indrettet til ikke at rivenogen mure ned, ikke give svar på noget væsentligt. Kun luft, derblev suget ind og ud.

Hen mod slutningen af aftensmåltidet mærkede Malin det be-gynde at murre i maven. Smerten fik minderne til at eksploderei billeder. Det var, som var børnene ikke løbet ud af hende ét adgangen, men nu kom samlet, på én gang. Hun bøjede sig hen overrælingen og kastede op. Så blev alt sort.

I to dage havde hun været syg, sagde Lars. Da hun vågnede, vardet første, hun huskede, drømmene. De febervilde, forfærdeligedrømme. Dem huskede hun nu. Lige så tydeligt, som havde hun

14

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 14

set en biograffilm på det store lærred. Billeder af Lars’ ekskone.Elisabeth, som hun kun havde set billeder af, men aldrig mødt.Elisabeth, der faldt over bord, da hun og Lars var blevet overrasketaf et heftigt uvejr under en sejltur på Middelhavet. Lars havdealtid nægtet at tale om det, men af nysgerrighed havde Malin gra-vet de artikler frem, der var blevet skrevet om episoden. De kor-nede billeder i artiklerne havde ikke ydet Lars retfærdighed. Bil-leder fra, da han kom i land, med en stormskadet båd og udenElisabeth. Billeder fra mindegudstjenesten, hvor han med hærgetansigt fulgte sin kone til den sidste hvile, selvom hun kun var deri tankerne. Liget havde man aldrig fundet. Hun var faldet overbord, og så havde hun været væk. For altid. Men nu havde Malinset hende. I drømmene var hun trillet ud over rælingen. Baglæns,med ansigtet vendt mod Malin. Hyn havde tydeligt set hendeslæber bevæge sig og desperat forsøgt at tyde, hvad hun sagde. Ind-imellem havde det set ud som “Hjælp mig”, men andre gangehavde hun syntes, at det, Elisabeth sagde, før hun faldt ned i havetfor altid, var: “Hjælp dig!”

Hun åbnede munden for at fortælle Lars det. Men lydennåede ikke at komme over hendes læber, før hun fortrød. Hunsagde ingenting. Og da søvnen indfandt sig, så hun atter Elisa-beths ansigt for sig.

Så snart Malin var på benene igen, havde de forladt Grebbestad.På turen havde Lars som regel stået ved roret, men da de nu sej-lede ud med motoren tændt og havnen bag sig, havde Malin in-

15

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 15

sisteret på at styre båden. Et stykke ude satte de sejl, og da sejleneblafrede i vinden, mærkede hun de seneste dage blive skyllet udaf sin bevidsthed. Hun skulle lige til at opfordre Lars til at haleskødet en anelse hjem, da han gjorde netop det. Malin smilede.Som sejlere var de da i det mindste et godt team.

Der var en snert af forventning hos Lars. En anspændt energi,som hun kunne mærke stråle ud fra ham, selvom han så ud til atgøre alt for at virke uanfægtet. Den bekymrede hende. Drøm-mene om Elisabeth havde været så livagtige. Så påtrængende. Detvar, som ville de hende noget. Som om Elisabeth ville hendenoget.

“Det ser ud til at blæse op.”Det gav et sæt i Malin. Hun havde været så hensunket i tan-

ker, i billeder af Elisabeth, at hun slet ikke havde mærket, at Larsvar kommet ned til hende i cockpittet. Hun fulgte hans blik udmod horisonten. Ganske rigtigt. Store, mørke skyer var trukketsammen, og vinden var langsomt begyndt at tage til i styrke. Denstore sejlbåd jog nu frem og frembragte en hvid bølgekam omforstavnen.

“Hørte du ikke vejrudsigten i morges?” Malin så forbavset påLars. “Jeg syntes, du sagde, det ville blive klart vejr og let vind.”

Han kørte irriteret en hånd gennem håret. Hans gestus var såvelkendte for hende.

“Det har jeg da ikke sagt. Jeg troede, du lyttede til vejrudsig-ten i radioen. Du skulle jo absolut være skipper i dag.”

Malin bed tænderne sammen. Det nyttede ikke noget at skæn-

16

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 16

des om, hvem der havde sagt eller gjort hvad. Nu var vejret, somdet var, og det måtte de så indordne sig efter.

“Slæk på storsejlet,” sagde hun, da båden begyndte at krængeendnu mere. Hun måtte stemme imod kanten af cockpittet medden ene fod for at holde balancen. “Måske skal vi vende om ogsejle tilbage,” tilføjede hun nervøst og så på Lars.

Han rystede energisk på hovedet. “Nej, vi er nødt til at nå tilStrömstad i dag.”

Lars’ stærke reaktion kom bag på hende, og hun så forbavset påham.

“Hvorfor det? Hvorfor skal vi nå til Strömstad?”“Det skal vi bare,” sagde han kort.“Jamen …” Hun skulle lige til at protestere, men han vendte

sig om mod hende.“Sejl nu bare, for fanden!” råbte han, og Malin fór sammen.

Det ubehag, hun havde mærket vokse sig stadig større i løbet afderes ferie, slog nu ud i lys lue. Hun kunne knap nok kende ham.Alt det hemmelighedskræmmeri, alle de små udflugter på egenhånd, alle de mystiske telefonsamtaler. Det blev blandet med bil-leder af Elisabeth. Billeder af hende på en sejlbåd, ude blandt demørke skyer, ude blandt stærke vinde, der kæmpede for at tvingesejlbåden til at overgive sig. Derefter billeder af hende i vandet.Under vandet. Stille vuggende, med det lange hår bølgende rundtom ansigtet. Døde øjne.

Med en kold, knugende følelse om hjertet betragtede hun Lars’ryg, da han gik hen for at slække på sejlet. Pludselig var det som

17

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 17

at se på en fremmed. Hun prøvede at genkalde sig minderne frade forgangne år, deres år sammen. Men det eneste, hun så, når hunkiggede tilbage i tiden, var blod på fliser. Følelsen af liv, der løb udaf hende. Og det, hun tidligere havde opfattet som et medfølendeog ømt udtryk i Lars’ ansigt, når han holdt om hende, efter hveraf de spontane aborter. Det føltes efterhånden som en maske. Somom han havde været en anden, følt noget andet bag en forklæd-ning af sorg. Hvorfor havde lægerne ikke fundet ud af, hvad dervar i vejen med hende? Hvorfor var der ingen grund til, at hunikke kunne bære på livet i maven?

Nu var det blæst endnu mere op, og Malin begyndte at blivebange. Ganske vist var hun en erfaren sejler, men hun havde al-drig været ude i et uvejr som dette. Hvorfor insisterede Lars på,at de skulle fortsætte direkte ud i det?

Visheden slog hende med en styrke, der var nær ved at slåhende omkuld. Hun greb fastere om roret og stirrede ud i uvej-ret uden at se, mens brikkerne én efter én faldt på plads. Håndenmod ryggen, da hun var ved at falde – den, der lige så godt kunnehave skubbet som trukket. Det, som Lars sagde var madforgift-ning, og som havde fået hende til at glide ind og ud af et drøm-meland. Ind og ud af Elisabeths verden. Og nu. At han sagde, hantroede, hun havde tjekket vejret. At de var havnet i et uvejr, ak-kurat som under sejlturen med Elisabeth for seks år siden. Hansinsisteren på, at de skulle fortsætte, direkte ind i stormen.

Malin begyndte at ryste ukontrolleret. Med ét stod det helesoleklart. Det var det her, Elisabeth havde prøvet at advare hende

18

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 18

mod i drømmene. “Hjælp dig” – det var det, hun havde sagt. Førhun faldt ud over kanten på sejlbåden. Skubbet af Lars. Nu varMalin ikke det mindste i tvivl om, at det var sådan, det var fore-gået. Det hele passede så perfekt. Når hun var væk, ville han igenspille den fortvivlede enkemand. En enkemand, der ville arve enbetydelig formue efter sin kone. Det var så banalt. Så ufattelig ba-nalt.

Malin så på sin mand, som kæmpede med sejlet, da hun traf sinbeslutning. Hun ville følge det råd, hun havde fået af Elisabeth isygdommens febervilde drømme. Hun ville redde sig selv. For en-hver pris. Hun havde ikke tænkt sig at blive Lars’ andet offer.

Med stor beslutsomhed svingede hun roret mod bagbord ogslog. Bommen kom susende med en enorm kraft, og Lars nåedelige at dukke sig. Han vendte sig om med et ansigtsudtryk, derrummede lige dele forbavselse og raseri.

“Hvad fanden laver du?” råbte han gennem det brølende uvejr.Malin sagde ingenting. Hun blev bare ved med at dreje. Lars

kom hen mod hende. Vandet slog op ad båden og i ansigtet påham. Det gik op for Malin, at hun nok fik lige så meget vand påsig. Men hun mærkede ingenting længere. Indeni var der tomt.Koldt. Akkurat som når et barn lige havde forladt hende.

Da Lars nærmede sig, var hun svinget helt rundt, og vindenbegyndte på ny at fylde sejlene. Inde i hovedet på hende afspille-des båndet om og om igen. Sekvensen med Elisabeth, der faldtover bord. Hendes forbavsede ansigtsudtryk, der gled over i frygt.Dernæst munden, der formede ord, om og om igen. “Hjælp dig.

19

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 19

Hjælp dig. Hjælp … dig …” Lars hoppede ned ved siden af hendeog greb hårdt fat i hendes arm. Hun prøvede desperat at vriste sigfri af hans greb, frygten blev større for hvert sekund.

“Hvad har du gang i?” råbte han helt tæt på hendes øre. Menhun var så skrækslagen, at hun ikke kunne svare. I stedet rykkedehun armen hårdt til sig og kom fri. Hun nåede tre skridt op pådækket, før Lars igen havde indhentet hende og på ny greb fat ihendes arm.

“Fald nu ned! Hvad er der galt med dig?!”Panikken fik hendes hjerne til at køre på højtryk. Hun vidste,

at det nu kun var et spørgsmål om sekunder, før hun ville følgeefter Elisabeth ned i dybet. En følelse af resignation fik hende tilat lukke øjnene, slappe af og afvente det uundgåelige. Der varintet, hun kunne gøre nu.

Da krængede båden, i protest mod at ingen stod ved roret, ogbommen kom farende igen. Denne gang nåede Lars ikke at dukkesig. Bommen ramte ham med en ubehagelig lyd midt i baghove-det, og Malin gik instinktivt ned i knæ, da han kom susende forbihende på vej ud over rælingen, hvor han i et par sekunder fam-lede efter noget at gribe fat i. I det øjeblik hun så hans udstraktehånd, panikken i hans øjne – i det øjeblik havde hun et valg. Somvar hendes hånd adskilt fra hendes krop, bevægede den sig auto-matisk hen mod hans. Der var kun et par centimeter mellem dereshænder, da hun atter hørte Elisabeths stemme inde i hovedet.

Hun trak langsomt hånden til sig.

20

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 20

Hænderne dirrede let mod roret. I det fjerne så hun havnen iGrebbestad, kun ti minutter væk. Det var så fristende bare at sejlederind. Men hun indså, at det ville være det dummeste, hunkunne gøre. Det ville ikke stemme med hendes historie om, atLars var faldet over bord på grund af den hårde blæst. Hun vendtesig tøvende om. Vinden piskede store bølger op bag hende. Etkort øjeblik mente hun at kunne skimte Lars i bølgerne. Det fikhende til at beslutte sig. Hun vendte igen, og båden krængedeklagende, da den atter drejede i retning mod Strömstad. Uvejretforskrækkede hende, men Elisabeths stemme opildnede hende.Hun gjorde ikke bare det her for at redde sig selv. Hun gjorde detogså for Elisabeth.

Efter en skrækindjagende sejlads kunne hun skimte havnen iStrömstad. Inde i hovedet gennemgik hun gang på gang, hvadhun nu skulle gøre. Og sige. Hun behøvede ikke at spille oprevet.Adrenalinen, der havde pumpet gennem kroppen, da det skete,og den mareridtsagtige tur tilbage til havnen var så småt begyndtat lægge sig og efterlod sig nu en dirrende, skælvende gråd, somvoksede mere og mere, jo nærmere hun kom. Det krævede alhendes beslutsomhed at lægge til ved en af bådebroerne. Hunfaldt udmattet sammen i cockpittet og lå længe og rystede. Gangpå gang gennemgik hun det, der var sket. Bitterheden efterlod ensur smag i munden, men derudover var der kun død inden ihende. Hun kunne mærke vandet trænge ind gennem tøjet, heltind til huden. Men det rørte hende ikke. Det var, som var allehendes sanser slået fra og gået over på autopilot. Hun følte in-

21

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 21

genting. Intet overhovedet. Hun nærede heller ingen tvivl om, athun havde gjort det, hun var nødt til. En af dem ville ikke væresluppet levende fra turen. Nu blev det Lars. Ikke hende.

“Malin?” En stemme trængte gennem den udmattede tåge ihendes hjerne. Først troede Malin, at det var Elisabeths stemme,hun hørte igen. Men den lød mere bekendt. Hun løftede forvir-ret hovedet og prøvede at fokusere på bådebroen. Syntes, hunhørte sit navn, men det var utænkeligt og fik hende straks til at af-færdige tanken.

“Malin?”Nu blev personerne på bådebroen tydeligere. Og der var ingen

tvivl om, at nogen sagde hendes navn.“Yvonne?” sagde Malin og prøvede atter at fokusere. Nu så

hun, at det, akkurat som det lød på stemmen, var hendes bedsteveninde. Men hun var jo i Stockholm? Tankerne fór rundt ogrundt. Intet stemte. Et kort øjeblik troede hun, at stressen havdefået hende til at hallucinere. Men Yvonne var ikke den eneste påbroen. Der var også hendes søster Lotta, tre af hendes kolleger ogen håndfuld andre venner. Med besvær fik hun sat sig op og be-tragtede ansigterne på så mange af sine kære. Ansigter, der nu varurolige, forvirrede.

“Hvor er Lars? Og hvad er det dog for et vejr, I kommer i? Ja,vi ringede til Lars, inden I sejlede fra Grebbestad, og sagde, at vijo kunne komme dertil i stedet for. Men Lars havde brugt såmange kræfter på at smugplanlægge det hele til din fødselsdag, oghan har jo lejet festlokale og alt muligt her i Strömstad, så …”

22

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 22

Yvonnes stemme døde hen, og hun kiggede atter rådvild påbåden.

Malin mærkede langsomt bevidstheden fortone sig. Hundrømte igen om Elisabeth. Men denne gang var Lars ved Elisa-beths side.

Mord og mandelduft m.m. 2.korr_Layout 1 15/10/12 13.32 Side 23