11

1

Mr. Harmon havde drevet mig til vanvid i seks måneder, tre uger og to dage. Fra mandag til fredag, ni til fem. Han tog ligefrem tid på mig, når jeg hentede vores morgenkaffe. Bedste tid: seksoghalvtreds sekunder. Den var lige blevet la-vet. Dårligste tid: syv minutter og otteogfyrre sekunder. Jeg havde selv måttet lave kaffen, selv om han insisterede på, at jeg havde spildt tiden med at flirte med sikkerhedsvagten. Muligvis, men jeg stod også og holdt øje med kaffemaskinen. Jeg var altid nødt til at have det ene øje på mit arbejde og det andet på mr. Harmon. Hvis han ikke sneg sig ind på mig, lyt-tede han til mine telefonsamtaler. Hvis han ikke så mig over skulderen (og ned i min udskæring), sad han ved sit skrive-bord og lagde planer om, hvordan han skulle få fingrene i mig. Men indtil videre hav de jeg været hurtigere end ham.

Disse irritationsmomenter var ingenting i sammenligning med hans seneste nummer. For en måned siden var han en-delig gået med til at få installeret internet på min computer. Faktisk var han blevet opfordret til det af hovedkontoret i Haifa. Jeg længtes sådan efter at få det (selv om jeg ikke vidste præcis, hvad det var), men mr. Harmon fandt altid en måde at forhindre opkoblingen på. I dag tillod jeg mig at føle en gnist af håb. Måske ville jeg omsider blive forbundet med resten af verden. Den tredje computer-tekniker, jeg havde kontaktet, kom gående ind iført et sejt, ukrainsk outfit anno

12

1996 – omhyggeligt strøgede jeans, som gik til op over nav-len, og en brun læderjakke – og præsenterede sig selv med det trygge smil, en mand har, når han stadig bor hos sin mor. Han sad lidt for tæt på, da han skulle forklare, hvordan man skulle indtaste og forbinde. Jeg rykkede min stol en anelse væk, fordi jeg vidste, at det ville gøre mr. Harmon vred. Jeg så flere glimt af hans mørke blazer, mens han gik frem og tilbage inde på sit kontor og gloede ud på os.

“Daria, kom heeeeerind!” råbte han. Teknikeren hævede brynene, og jeg rullede med øjnene og

undskyldte mig. “Den mand sidder og flirter med dig,” sagde mr. Harmon.Sandt nok. Men i Odessa flirter og joker alle. Sådan er vi

bare. Om jeg så havde været en tyndhåret pensionist med udstående øjne, ville teknikeren have blinket og gentaget de samme vittigheder. Fire skrifter går ind på en bar. Bartenderen siger: “Se så at komme ud! Vi serverer ikke for jeres typer!” Eller da han klappede oven på computerskærmen som om, den var et uregerligt barn: Vær forsigtig med denne her. Computere får folk til at begå flere fejl end nogen anden opfindelse i historien, måske lige med undtagelse af kalasjnikovs og vodka.

“Han passer bare sit arbejde.” Jeg pegede på manden, mens han tastede tilslutningsnummeret for tiende gang. Alt kræver tid i Ukraine. Og penge. Hvis mr. Harmon ikke sendte ham her væk, ville vi være blandt de første kontorer med internetforbindelse i hele Odessa.

“Jeg kan ikke lide ham,” sagde mr. Harmon. “Det behøver du heller ikke. Han er færdig om tyve minut-

ter, og så behøver du aldrig at se manden igen.”“Smid ham ud. Og lade være med at give ham nogen løn!

Han har ikke udført sit arbejde.”“Må jeg ikke nok slippe for at smide endnu en ud?” hvi-

skede jeg. “Ikke mere vrøvl, Daria.”

13

Rød i hovedet vendte jeg tilbage til mit skrivebord. “Und-skyld,” sagde jeg på russisk. “Du bliver nødt til at gå.”

Teknikeren så chokeret ud. “Den gamle dreng er jaloux, hva’?”

Jeg nikkede. Det var hårdt at være afhængig af vesterlæn-dingenes luner. De havde magten, vi havde desperationen.

“Det tog mig over en time at komme herhen,” sagde han. “Du ved, hvordan det er. Jeg har brug for det her job. Min mor ... hendes medicin – “

“Det ved jeg godt. Jeg beklager.”“Hvad hvisker I om derude?” råbte mr. Harmon. “Tal en-

gelsk!”Jeg tog nogle penge i min pung og prøvede at betale ham.

Han nægtede at tage imod sedlerne og inviterede mig ud på en drink, nu atter sit gamle kæphøje Odessa-jeg. Vi er så gode til at lade som om. Jeg mærkede mr. Harmons brændende blik i nakken og rystede på hovedet. “Gå nu. Før han tilkal-der sikkerhedsvagten.”

Det var ikke første gang, mr. Harmon havde sendt en mand væk, fordi han talte med mig. Jeg havde prøvet at finde en kvindelig tekniker, men de fandtes ganske enkelt ikke. Jeg havde prøvet at finde en uskadelig, gammel mand, men i Odessa er det kun unge mennesker, der ved noget om com-putere. Hver gang jeg tilkaldte en ny, vandrede mr. Harmon rundt om mit skrivebord og snøftede og knurrede som en bulldog ad de flotte, men udskiftelige mænd, for at sikre sig, at de ikke begærede mig, hans ejendom.

Den eneste mand, han ikke kunne protestere imod, var Vladimir Stanislavskij, som var så skræmmende, at mr. Har-mon ikke turde sige et ord. For han vidste godt, at den sidste person, der havde sat sig op mod gangsteren, var blevet overført til en intensivafdeling i Wien.

Jeg sukkede. Mon jeg nogensinde fik internet?

14

Ingen af de andre potentielle arbejdsgivere, jeg havde mødt, var kommet i nærheden af at matche den løn, mr. Harmons firma, et israelsk shippingfirma, tilbød: tre hundrede dollars om måneden, hvor gennemsnittet i Odessa kun var tredive dollars.

Under samtalen om min stilling havde jeg rent faktisk syn-tes, at mr. Harmon var en flot mand. Anderledes. Bedre. De gråsprængte tindinger fik ham til at se lærd ud. Han havde et velsiddende jakkesæt på. Han var lavere end mig, men det er de fleste mennesker. Han havde overskæg og var ret kraftig, men når han lyste op i et bredt smil, så han så glad ud, at han næsten så ud til at være på alder med mig, men jeg vidste, at han som chef måtte være næsten fyrre. Mr. Har-mon var bestemt mere interessant end ukrainske chefer. Han havde rejst. Han talte engelsk og hebraisk. Han havde lange og elegante fingre, og hans tænder var perfekte. Han duftede friskt og rent som en blomstereng. Og – vigtigst af alt – han var udlænding.

Mens han talte om stillingen, sad jeg diskret og kærteg-nede det bløde læder på stolen i direktionsværelset og så med undren på alt i rummet – den satinagtige vægmaling, det klare lys fra lamperne, den glatte, trådløse telefon. Det føltes, som om vi havde forladt det triste, mørke, forhenvæ-rende Sovjetunionen og var ankommet til Wall Street. Mr. Harmon stirrede på mig og lod til at nyde hvert eneste ord, der kom ud af munden på mig. Han inviterede mig endda på frokost lige der, midt i direktionslokalet. En midaldrende kvinde kom vimsende ind og stillede et fint måltid frem på en hvid damaskdug. Jeg havde aldrig smagt ost fra Frankrig før. Brien smeltede på min tunge. Og vinen! Da vi var fær-dige med den første flaske, tog jeg den og stillede den ned på gulvet, fordi en tom flaske på bordet bringer uheld. Da han åbnede den næste, lagde jeg mærke til, at den havde en rigtig korkprop, ikke bare en plastikprop som på vores vine.

15

Al maden var så dejlig, men det bedste var hummussen. Den smagte som solskin – gylden, varm og let. Jeg lukkede øjnene og mærkede den glide ned gennem min hals.

“Det er olivenolien,” sagde han og betragtede mig. “Den har I sikkert ikke i Odessa, kan jeg forestille mig. Vi fragter al den slags mad på vores skibe. Hvis du arbejdede her, kunne du spise sådan hver dag.”

Jeg gned mig på hagen for at forhindre mig selv i at smile, som om jeg omhyggeligt overvejede, om jeg var interesseret i stillingen. Hvis Boba, min bedstemor, havde været der, ville hun have taget fat i mine hænder og lagt dem i mit skød.

“Vi har filialer over hele verden,” fortsatte han. “Tyskland, Amerika. Der er ingen grund til, at en kvik pige som dig skal blive på det samme kontor hele sit liv ...”

Amerika! Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg smilede og skyndte mig at tage hånden op for munden. “At tale engelsk hele dagen ... det ville være en drøm for mig.”

“Du taler fejlfrit engelsk,” sagde han. “Har du studeret i England?”

Jeg rystede på hovedet. Ingen i dette land rejste nogen ste-der. Vidste han ikke det? Alt, hvad jeg havde brug for at vide, havde jeg lært her. Han kunne ikke forestille sig de pinsler, vi havde måttet udholde i Maria Pavlovnas klasse. Hun var en vanskelig klasselærer. Hendes tynde, grå hår, der var samlet i en stram knude i nakken, fremhævede hendes udstående øjne og smalle læber. Hun var den eneste person fra Odessa, jeg nogensinde har kendt, der hverken smilede eller spøgte. Men vi lærte noget af hende. Hun skræmte selv de største og frækkeste drenge til at gøre noget ved skolearbejdet. Vi skulle lære tekster udenad og recitere dem foran de andre i klassen. Når vi begik en fejl, slog Maria Pavlona sin lineal ned i katederet. Hvis det gik galt endnu en gang, frygtede vi, at hun ville slå os bag på lårene. Vi hørte bånd med udtalen igen og igen. Though. Thought. Bough. Bought. Engang, da jeg

16

ikke havde udtalt “ou”-lyden korrekt, tog hun fat om hagen på mig og trak i mine læber, indtil den lyd, hun ønskede, kom frem.

Hun havde en metronom stående på sit kateder, og vi rem sede de uregelmæssige verber til et tik-tak, som gik hurti-gere og hurtigere for hver dag. Tik-tak, tik-tak, tiktaktik. Tak-tiktak. Arise-arose-arisen, begin-began-begun, break-broke-broken, burst-burst-burst og cut-cut-cut (vores favoritter, fordi de hele tiden var det samme), eat-ate-eaten, fight-fought-fought, get-got-got, osv., osv., osv. Flere år senere gjorde et urs tikkende lyd mig stadig ulideligt nervøs, og når jeg var nervøs, kunne jeg ikke lade være med at remse hendes liste på ethundrede ure-gelmæssige verber op i vilkårlig rækkefølge i hovedet.

Drink-drank-drunk. Mine tanker begyndte at hvirvle rundt, og jeg satte vinglasset fra mig.

“Der har ikke været nogen udlandsrejser,” forklarede jeg. “Men vi havde nogle strenge lærere.”

Han rynkede brynene, hvilket fik mig til at tænke, at han måske også kendte til hård skoledisciplin.

“De andre ansøgere, jeg har haft til samtale, kunne knap nok sige ‘hello’.”

Jeg havde godt set den pige, han havde haft “til samtale” før mig. Hvor havde han støvet hende op? På kasinoet?

Kvinden vendte tilbage med espresso. Jeg indsnusede dampen, der steg op fra den hvide porcelænskop. Det duf-tede så dejligt, så fyldigt og drømmeagtigt, at min mund løb i vand, selv om jeg var mæt. Mr. Harmon rakte mig et firkantet stykke mørk chokolade. Jeg tog forsigtigt imod det. Selvføl-gelig fandtes den slags luksus også i Odessa. Mr. Harmon tog fejl, når han sagde, at den ikke gjorde. Det var bare sådan, at folk som mig selv – 98 procent af befolkningen – ikke havde råd til den. Jeg lod chokoladen glide ned i min taske, så jeg kunne dele den med Boba, og håbede, at han ikke lagde mærke til det.

17

“Har du nogensinde smagt rigtig fransk champagne, min ven?”

Jeg rystede på hovedet. Da han kommanderede kvinden ind i lokalet igen med to knips med fingrene og bad hende om at hente en flaske, kunne jeg ikke fatte mit held. Vent bare, til jeg fortalte Olga og Boba, at jeg havde fået cham-pagne, ægte champagne! Fra Frankrig! I min familie drak vi kun sjampanskoje en gang om året, for at fejre nytårsaften. “En dråbe sød sjampanskoje forsøder livet.” Sådan siger vi i Odessa. Alle ved, at hvis man ikke drikker sjampanskoje den 31. december, vil det nye år blive en katastrofe. Spørg bare Boba. Det ene nye år, vi ikke skålede velkommen med sjam-panskoje, var det år, min mor døde.

Han skænkede champagne op. Boblerne blinkede som små brillianti. Diamanter. Vi klinkede glassene mod hinanden, og han udbragte en skål “for et ganske særligt ... makkerskab.”

Betød det, at jeg havde fået jobbet?Han betragtede mig, mens jeg nippede til champagnen.

Den var bitter. Jeg følte trang til at hoste, men undertrykte det. Han gav mig hånden, og jeg tog den og følte, at vores møde var skæbnebestemt. Følte, at der efter så megen lidelse og tab omsider ville ske noget godt nu. Så blinkede han og sagde: “Og det bedste ved jobbet er selvfølgelig, at du får lov til at gå i seng med mig.”

Jeg trak hurtigt hånden til mig. Han havde fået det til at lyde som en joke, men han mente det alvorligt. Pludselig lignede han en hvalros i den blommefarvede jakke, som han havde været hurtig til at nævne var en Versace. De gråsprængte tindinger blev til kedsommelige pletter af grå. Han var akkurat ligesom alle andre mænd, bare med hvi-dere tænder og en dyr aftershave. Vi stirrede på hinanden. Den eneste lyd i lokalet var et tikkende ur. Weep-wept-wept. Win-won-won. Withdraw-withdrew-withdrawn. Hold så op! Jeg rystede på hovedet. Tænk! Ville jeg være i stand til, ud over at

18

skulle sørge for kaffe til ham og oversætte hans dokumenter, at gå i seng med ham? Kunne jeg gøre det bare for at have et job? Tanken om hans kødfulde hænder, der rørte ved mig, gav mig myrekryb – jeg er vegetar. Han betragtede mig med brændende, sorte øjne bag sine tonede briller og ventede på, at jeg skulle beslutte mig.

Han var kommet fra Israel og var hurtigt blevet vant til at blive behandlet som en VIP. Mange vestlige mænd kom til det forhenværende Sovjetunionen på grund af den status, de havde her. Hjemme var de usynlige og kunne knap nok tjene til livets ophold. Her blev de anset for at være velhavende og havde store lejligheder, kokke, rengøringsdamer og mas-ser af andre “damer”. (Folk fra Odessa anser alt fra Tel Aviv til Tokyo for at være vestligt. Geografi bliver ikke dikteret af kompasset, men snarere af overfloden.)

Jeg tænkte på mine veninder. På Olga, som havde tre børn, men ingen mand, ikke noget job og ingen penge. På Valeria, som var lærer og gik på arbejde hver dag, men ikke fik nogen løn, ligesom de fleste andre offentligt ansatte. På Maria, kon-servatorieuddannet, som for nylig var blevet servitrice og var nødt til at have en meget kort nederdel på som en del af job-bet. Jeg tænkte på ti eller tyve andre. Jeg ville ikke ende som mine veninder, uden nogen valg og uden penge. Maria, der havde sådan en smuk stemme, blev hundset med af sin chef og kunderne på værtshuset. Hvis jeg tog det her job, ville jeg da i det mindste kun blive chikaneret af én mand.

Jeg var blevet færdig på universitetet et halvt år tidligere og havde stadig ikke fundet en fuldtidsstilling. Jeg havde brug for at kunne forsørge mig selv og min Boba, som havde passet mig, siden jeg var ti. Vores situation var tilspidset – Bobas pension var kun tyve dollars om måneden. (Ukraine havde erklæret sig uafhængigt i 1991. Fem år efter var vores valuta stadig ustabil, så vi brugte dollars.) Jeg burde ikke være blevet overrasket over hans tilbud – det var ikke første

19

gang, jeg havde oplevet det. Jeg havde bare ikke forventet det af en vesterlænding. Måske havde Boba ret. Måske var vi forbandede. Jeg så på mr. Harmon igen.

Skak. Der er en grund til, at det tidligere Sovjetunionen har flere mesterspillere end noget andet land. Skak er strategi, ud-holdenhed, list og evnen til at se længere ind i fremtiden end sin modspiller. Den blodtørstige drift efter at gøre det af med andre, en ad gangen. I skak er man sig selv nærmest. Man lægger fælder ud og undviger dem. Det er mental styr ke. Og ofring. I Odessa er livet skak. Træk. Modtræk. Simulering. At kende sin modstander og holde sig et skridt foran ham.

Jeg tog jobbet.