Kroppens etos En retorisk analyse af kroppens etos gennem

fysioterapeuters kropslige troværdighedsopbygning

Louise Fischer-Nielsen

Speciale i faget retorik, Københavns Universitet

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling

Vejleder: Jette Barnholdt Hansen

Afleveringsdato: 26. juni 2014

Antal tegn: 189.217, antal normalsider: 78,8.

1

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse 1 1.0 Indledning 3 1.1 Formål og problemformulering 3 1.2 Begrebsafklaring og definition af terminologi 4 1.3 Definition og afgrænsning af genstandsområde 6 1.3.1 Hvorfor fysioterapeuter? 6 1.3.2 Fysioterapeuternes kropsbrug som actio 7 1.3.3 Retoriksyn 7 1.3.4 Interpersonel retorik 8 1.3.5 Hvordan kan man isolere krop og etos? 11 1.3.6 Kropssyn 11 1.4 Fremgangsmåde 14 1.5 Præsentation af teori og empiri 14 1.6 Personlige territorialgrænser 15 2.0 Baggrund 16 2.1 Kroppen udelades 16 2.2 Krop og etos i antikken 17 2.3 Moderne retorikere 20 2.3.1 Naturlighed og engagement 21 2.4 Gelang og Actiokapitalet 24 2.5 Opsummering og delkonklusion 25 3.0 Teori 26 3.1 Kropslig consubstantiality 26 3.1.1 Den retoriske forståelse af etos 27 3.1.2 Etos som et begreb med to sider 30 3.1.3 Consubstantiality og etos 32 3.1.4 Consubstantiality forstået konkret og kropsligt 33 3.2 Pistis 35 3.2.1 Pistis i forhold til etos 36 3.2.2 Pistis og consubstantiality sammentænkt 38 3.3 Nonverbal kommunikation 38 3.3.1 Kinetik 39 3.3.2 Kontaktkoder 39 3.3.2.1 Berøring 40 3.3.2.2 Kropsligt nærvær 40 3.4 Opsummering og delkonklusion 41 4.0 Analyse 43 4.1 Undersøgelsens metode 43 4.1.1 Undersøgelsens design 43 4.1.2 Fremgangsmåde 44 4.1.3 Optagelserne 45

2

4.1.4 Samtykkeerklæringer 45 4.1.5 Spørgeskemaet 46 4.1.6 Transskriberingen 48 4.1.7 Metodemæssige problemstillinger 49 4.2 Situationsanalyse 51 4.3 Analysen 53 4.3.1 Analyse af spørgeskemaerne 54 4.3.2 Kontaktkoder 54 4.3.2.1 Kropslig nærhed 55 4.3.2.2 Berøring 58 4.3.2.3 Højdeforskelle 61 4.3.2.4 Kropslig hjælp og hensyntagen 63 4.3.3 Kinetik 64 4.3.3.1 Kropsorientering 65 4.3.3.2 Mimik 65 4.3.3.3 Illustrerende gestus 67 4.3.4 Det verbale 71 4.5 Opsummering og delkonklusion 73 4.6 Vurdering 74 5.0 Perspektivering 77 5.1 En retorik om den professionelle berøring 77 5.1.1 Kan man lære kropslig kommunikation? 78 5.2 Hvad kan analysens resultater bruges til? 80 5.2.1 Brug af Burke 80 5.2.2 Resultater til andre faggrupper 81 5.2.2.1 Verbalisering og formål 82 5.2.2.2 Nærhed og øjenkontakt 82 5.2.2.3 Berøring som en proces 83 5.2.2.4 Kropslig orientering 83 5.2.2.5 Højdeforskel 84 6.0 Konklusion 85 Abstract 87 Litteraturl iste 89

3

1.0 Indledning De fleste retorikere er enige om, at actio og kroppen har en stor be-tydning for talens og kommunikationens persuasive mulighed. Et kendt citat fra Demosthenes lyder, at de tre vigtigste ting ved en tale er fremførelsen, fremførelsen og fremførelsen.1 Flere er også enige om, at actio og kroppen er vigtige for en talers etos. Et studie foretaget af Judee Burgoon et al. i 1990 påpeger, at ”credibility and persuasive-ness are simultaneous outcomes, both of which are directly influenced by nonverbal variables”.2 Der er i samfundet en skærpet interesse for kroppens kommunikation og troværdighed, og for hvordan man selv kan gøre noget for at få et troværdigt kropssprog, fx bloggen på BRO Kommunikations hjemmeside ”Truer dit kropssprog din troværdig-hed?”,3 og TED-talk’en ”Your body language shapes who you are”.4 Problemet er, at der i den retoriske tradition ikke er megen teori om kroppen og kropslig troværdighedsopbygning, og desværre er kroppen og kroppens kommunikation et felt fyldt med misforståelser.5 Derfor er det oplagt at undersøge en professionel gruppe, som først og fremmest kommunikerer med kroppen i deres arbejde. Dette spe-ciale er en retorisk analyse af kropslig etos og etosopbygning med ud-gangspunkt i en deskriptiv analyse af fysioterapeuters kommunikation med deres patienter i konsultationssituationen analyseret ud fra opta-gelser af tre fysioterapeuters konsultationer. Jeg stiler mod, at en ana-lyse af fysioterapeuternes kropslige etosopbygning kan bidrage med flere nuancer til dette genstandsfelt inden for retorikken, og at emne-feltet også kan udvides, så andre berørende professionelle, der kom-munikerer med kroppen, kan lære, hvordan man kan opbygge krops-lig troværdighed. Det munder ud i følgende formål og problemformu-lering: 1.1 Formål og problemformulering Dette speciale er et eksplorativt pilotprojekt. Det betyder, at undersø-gelsen er relativt lille, og at emnet undersøges på forsøgsbasis for at finde ud af, om problemstillingen er vedkommende, og om det derfor på længere sigt vil være relevant at udvide den i en større undersøgel-se. Min tese er, at fysioterapeuterne forbereder deres egentlige fysiske

1 Bl.a. Cicero, lll-213, Quintilian, s. 245 og Onsberg 2000, s. 12, Kjeldsen 2009, s. 63. 2 Burgoon et al., s. 164. 3 http://www.bro-blog.dk/?p=5973, besøgt d. 12. februar 2014. 4.http://www.ted.com/talks/amy_cuddy_your_body_language_shapes_who_you_are,

besøgt d. 6. maj 2014. 5 Onsberg påpeger eksempelvis, hvordan Mehrabians undersøgelse med procenter på

krop, stemme og verbalt indhold er blevet misbrugt og misforstået. Onsberg 2009, s. 229-230.

4

behandling af deres patienter gennem deres kropslige troværdigheds-opbygning. Derfor lyder min problemformulering således:

• Hvordan opbygger fysioterapeuter troværdighed og etos krops-ligt over for deres patienter?

• Hvordan forbereder fysioterapeuterne deres fysiske behand-ling, hvor de skal berøre patienterne?

• Kan man på baggrund af denne empiriske undersøgelse finde og udlede en retorik om professionel berøring, som andre be-rørende faggrupper kan lade sig inspirere af?6

En deskriptiv, kvalitativ analyse af fysioterapeuternes kropslige tro-værdighedsopbygning vil både kunne udvide retorikkens viden om kropslig etosopbygning og give en forståelse af fysioterapeuters måde at kommunikere på. Dette er ikke tidligere blevet undersøgt ud fra et retorisk perspektiv. 1.2 Begrebsafklaring og definition af terminologi Jeg fokuserer i dette speciale på kroppens kommunikation. Kroppen udgør den ene halvdel af actio, eller på græsk hypókrisis, stemmen udgør den anden halvdel. Actio er den sidste af retorikkens fem partes eller forarbejdningsfaser, der tilsammen indeholder inventio, disposi-tio, elocutio, memoria og actio. Actio henviser til fremførelsen, og selve ordet actio betyder handling på latin, og er de ting man gør, når man fx fremfører en tale. Hos Thormod Eide kan man læse, at fremfø-relse består af stemmebrug (pronuntiatio), holdning og gestikulation.7 Hos Aristoteles er stemmen den mest udførligt behandlede.8 Jeg er dog af den opfattelse, at actio er mere end disse tre dele, og at actio også i forbindelse med kroppen kan omhandle påklædning og fremto-ning, afstande og i visse tilfælde (fx i fysioterapeuters interpersonelle kommunikation) også berøring. Denne komplekse definition af actio ses bl.a. også hos Marie Gelang, Gudrun Weiner og James McCroskey, og jeg mener, at definitionen er vigtig for en fyldestgørende forståelse af kroppen i retorisk praksis. Jeg undgår i specialet så vidt muligt at bruge ordet kropssprog, da det, som Merete Onsberg flere steder pointerer, kan misforstås, hvis man ikke forstår ordet som en metafor. Tænker man, at kroppen bogstaveligt talt har et sprog, kan man også foranlediges til at tro, at kroppen har grammatiske regler, syntaks og tegnsætning, hvilket ikke er tilfældet.9

6 Fx kan det være svært som talelære at berøre sin klient, og her kunne en bedre

forståelse for berøring være relevant. Kappel og Hansen, s. 37. 7 Eide, s. 9. 8 Aristoteles, s. 201. 9 Se fx Onsberg 2000, s. 11.

5

Jeg benytter ordet aptum om det passende i situationen. Begrebet er centralt i analysen af fysioterapeuternes kropslige etosopbygning, fordi fysioterapeuternes kropslige kommunikation bygger på en over-skridelse af intimzonen hos patienterne. Aptum er derfor den stildyd, der er vigtigst for fysioterapeuterne. Sidst i indledningen præsenterer jeg kort grundlaget for afstande mellem mennesker, og hvorfor det er potentielt ubehageligt at blive berørt. Hos Charlotte Jørgensen beskrives aptum som hensigtsmæssighed over for publikum.10 Decorum henviser til det etisk og moralsk pas-sende i situationen,11 og jeg benytter decorum, når det drejer sig om dette. Aptum og decorum opfattes ofte som synonyme, men Quintilian laver en distinktion, som Jørgensens artikel bygger på. Aptum er en del af de fire virtutes elocutionis under elocutio, den tredje pars, der behandler sproglig stil, og derfor kan det være en udfordring at bruge aptum som begreb for noget, der sker kropsligt. Spørgsmålet er, hvor-dan man kan beskrive kroppens kommunikative funktioner med et begreb hentet fra elocutio, der traditionelt set bruges til at beskrive det mundtlige eller skriftlige verbalsprog. Selvom kroppens signaler og udtryk ikke har grammatik eller syntaks, er de stadig meningsbæ-rende tegn og har derfor et lige så stort behov for at være passende over for modtageren i den konkrete situation. Kroppens bevægelser og kommunikation er tegn, der også kan analyseres med henblik på deres retoriske virkning. Sproglig stil og fremførelse har ofte været udtryk for det samme, eller i hvert fald sammenlignelige; elocutionisterne i 1700-tallet fokuserede udelukkende på kropssprog og håndstillinger, men opfattede sig selv som stilister. Hos Aristoteles kan stil både refe-rere til sprogets stil og kroppens stil.12 I Jørgen Fafners afsnit om actio i Retorik. Klassisk og moderne gengiver Fafner Quintillians forståelse af actio som lig med de fire virtutes elocutionis: fejlfrihed (diktion og dialektfrihed), klarhed (tydelig artikulation), smukt (stemmen skal være behagelig at høre på) og formålstjenstligt.13 Her er aptum over-ført til stemmen, og jeg vil derfor mene, at aptum også kan overføres til kroppen. Dog kan aptum ikke overføres direkte, fordi kroppen kommunikerer på en anden måde. Det vender jeg tilbage til i afsnittet om kropssyn. Jeg vil i dette speciale beskæftige mig med at vurdere, om den kropslige kommunikation er passende i situationen; om krop-pen udviser aptum, eller om kroppens kommunikation er formåls-tjenstlig.

10 Jørgensen 2000, s. 37. 11 Jørgensen 2000, s. 38. 12 Kock, s. 58. 13 Fafner 1977, s. 35.

6

Jeg er ikke enig med de teoretikere, der definerer troværdighed mere snævert end jeg,14 hvilket også vil afspejle sig i mit teoriafsnit, hvor jeg diskuterer begrebet pistis (den grundlæggende tillid, tro) over for etos. Flemming Hansen og Christian Kock mener fx, at troværdig-hed kun er en del af en persons samlede udstråling og den måde, man samlet opfatter vedkommende på, og anskuer dermed troværdighed (credibility) snævert.15 Jeg er af den opfattelse, at tingene er mere sammenhængende. Troværdighed og etos ser jeg som synonymer, fordi det er svært at skille en persons eller en retors troværdighed fra vedkommendes udstråling eller karisma, da troværdighed ikke nød-vendigvis kun er rettet mod faglighed. Derfor behandler jeg trovær-dighed og etos under et. Jeg vil ikke gå dybere ind i diskussionen her, men blot nævne, at jeg bruger ordene troværdighedsopbygning og etosopbygning synonymt. 1.3 Definition og afgrænsning af genstandsområde Fordi specialets case er utraditionel for en retorisk analyse, kræver den uddybende argumentation. Jeg vil først argumentere for, hvorfor jeg netop har valgt fysioterapeuter til at udvide den retoriske forståel-se af actio og kropslig troværdighedsopbygning. For at fysioterapeu-terne kan anskues som en relevant case, vil jeg ligeledes argumentere for, at deres kropsbrug hører ind under actio. Dette kræver en præsen-tation af specialets retoriksyn. Efterfølgende vil jeg diskutere, hvorvidt det er muligt og værdifuldt at isolere kroppens etosopbygning. Dette kræver en uddybning af specialets kropssyn. 1.3.1 Hvorfor fysioterapeuter? Valget af fysioterapeuter som case er ikke et traditionelt valg som case for en retorisk analyse, men der er gode grunde til dette valg. Ved at observere og analysere en faggruppe, der i meget høj grad benytter sig af kropslig kommunikation, er det min antagelse, at jeg vil kunne se nogle træk omkring kroppens etosopbygning tydeligere, end hvis jeg analyserede en faggruppe, der ligger tættere på retorikkens traditio-nelle genstandsfelt.16 Det er svært at tale om kroppen (hvilket jeg ven-der tilbage til i mit baggrundsafsnit), derfor må vi søge informationer fra de kroppe, der råber højest. Fysioterapeuter arbejder i dagligdagen praktisk med kroppe fysisk tæt på. De bearbejder, manipulerer, berø-rer, palperer, intervenerer, trykker og vrider deres patienters kroppe med deres egne kroppe for bl.a. at få smerter til at gå væk, stabilisere

14 Se fx Hansens og Kocks artikel “Evaluation of Public Spokesperson”, s. 28, og

McCroskey og Yongs artikel “Ethos and Credibility: The Construct and Its Measurement After Three Decades”, s. 24, 29 og 34.

15 Hansen og Kock, s. 28. 16 Samme pointe ses hos Bent Flyvbjerg, der påpeger, at atypiske og ekstreme cases

ofte viser sig at give mere information, “fordi de aktiverer flere aktører og mere grundlæggende mekanismer”, s. 149.

7

led og skabe større bevægelighed. I fysioterapeuternes arbejde kan man se en stor kropsforståelse og en veludviklet kropskommunikati-on, netop fordi de bruger deres egne kroppe til at behandle andres kroppe med. Albert Mehrabians forskning, fremført i bogen Nonver-bal Communication, viser, at professionelle dansere har en større for-ståelse af deres krops signaler og deres krops sprog end psykoterapeu-ter har af deres.17 Det er derfor nærliggende at forestille sig, at folk, der arbejder med kroppen, som fysioterapeuter gør hver dag, er bedre til at forstå og bruge kroppen i deres kommunikation og dermed rele-vante at undersøge i forhold til kroppens etosopbygning. Fysioterapien er stadig et forholdsvis nyt empirisk område, så der er endnu ikke lavet undersøgelser om fysioterapeuternes retoriske virkemidler. At lave en retorisk analyse kan derfor tænkes at frem-bringe interessante ting for retorikken. At fysioterapien også er et nyt fagligt område, betyder, at fysioterapeuter endnu ikke har samme høje troværdighed som fx læger. Man må derfor formode, at fysioterapeu-ter i høj grad er nødt til at opbygge den kropslige etos over for patien-ten. Dermed bliver processen tydeligere at observere. Samtidig er det min antagelse, at det er meget tydeligt for faggruppen, hvis deres fysi-ske og kropslige relations- og troværdighedsopbygning ikke fungerer, simpelthen ved at patienten under behandlingen ikke reagerer, som det forventes, eller at patienten viser kropslig modstand. Tilliden til en fysioterapeut og dermed opfattelsen af fysioterapeuten som troværdig synes vigtig for en vellykket behandling. 1.3.2 Fysioterapeuternes kropsbrug som actio Denne diskussion af fysioterapeuterne som genstandsfelt leder frem til et spørgsmål om, hvorvidt og hvordan fysioterapeuternes krops-brug i deres konsultationer kan beskrives med retorikkens begreb actio eller fremførelse. Først vil jeg argumentere for, at fysioterapeu-ternes kropslige kommunikation i konsultationerne er retorisk. Det kræver en uddybning af dette speciales retoriksyn, da en konsultation mellem en fysioterapeut og en patient ikke umiddelbart ligner en tra-ditionel retorisk ytring. 1.3.3 Retoriksyn Fafner opstiller i sin bog Retorik. Klassisk og moderne en skelnen mellem bred og snæver persuasio. Den snævre persuasio karakterise-res ved, at man forstår persuasio som den proces, der udfolder sig, når man forsøger at overbevise sin modtager om noget typisk ved me-ningsdivergens. Den brede persuasio, som i høj grad kendetegner Faf-ners eget retoriksyn, karakteriseres som hensigtsbestemt eller intenti-onel tale (og skrift).18 Altså er i denne forståelse enhver given situati- 17 Mehrabian, s. 25. 18 Fafner 1997, s. 49-57.

8

on, hvor en person har en hensigt med at kommunikere noget til en anden, retorisk. Interessant er det, at Fafner indsætter pistis som re-torikkens mål.19 Dette begreb trækker i sin retorikopfattelse både trå-de til etos og troværdighed og til relationelle aspekter mellem menne-sker i forhold til at være tillidsvækkende. Retorikken kan dermed også handle om at opbygge en relation til modtageren. Jens E. Kjeldsen skriver i Retorik idag, at Fafners fokus var på det talte ord, men at en anden opfattelse af retorikken kan være retorik som ”generell symbo-lisk kommunikation”.20 Her bredes retorikken ud til også at omhandle musik, drama, film osv. Denne definition af retorik som symbolsk kommunikation er yderst anvendelig i forhold til at arbejde særskilt med kroppen i retorikken. Kock nævner også den bredere retorikfor-ståelse i indledningen til Ordets Magt og skriver, at retorik kan forstås som ”en betegnelse for al kommunikation – bestående af ord og/eller andre slags tegn – som er bevidst udformet for at fremkalde en be-stemt virkning hos modtagerne”.21 Hos Fafner fremgår det også, at den fysiske handling og den sproglige handling hænger sammen.22 Derfor er den kropslige kommunikation også en del af retorikken, hvis kroppen er intentionel. Dette ses i høj grad også hos fysioterapeuter-ne. Fysioterapeuternes persuasio kan både opfattes bredt og smalt. Fordi meget af deres kommunikation med patienten foregår kropsligt bl.a. i forbindelse med berøring og gestik, må deres persuasio forstås bredt som også berøringens persuasio. Samtidig har de en opgave i at få patienten til at lave øvelser derhjemme og samarbejde. Her skal de overbevise patienten om noget konkret, hvilket kan fortolkes som snæver persuasio. Fysioterapeuternes kommunikation befinder sig dermed både inden for den brede og den snævre persuasio. 1.3.4 Interpersonel retorik Da en konsultation hos fysioterapeut udfolder sig i en dialogisk situa-tion, må denne form for retorisk situation også berøres. Fafner skri-ver, at samtalen er den retoriske grundsituation:

Nyere retorik hævder netop persuasio som en reversibel proces […] Persuasio’en bliver først da gensidig, når samtaleparterne ”overtaler” hinanden og i fællesskab når frem til de sandeste løs-ninger. Ved på denne måde at vælge samtalen som den retoriske grundsituation, når vi frem til et begreb af større almenhed end persuasio/peitho. Det er begrebet pistis (latin fides), der kan be-

19 Fafner 1977, s. 10. Jeg vender tilbage til begrebet i mit teoriafsnit. 20 Kjeldsen 2008, s. 15. 21 Kock, s. 9. 22 Fafner 1997, s. 10.

9

tragtes på en gang som målet for peitho og dens forudsætning, og som derfor af nogle sættes som retorikkens egentlige nøglebe-greb.23

Samtalen og det dialogiske ses hos Fafner som et grundvilkår for reto-rikken. Samtalen er som udgangspunkt retorisk, og interessant er det, at Fafner igen inddrager pistis, og her skriver, at den retoriske samtale både bygger på og ønsker at nå frem til pistis. Fafners retoriksyn med dialogen som udgangspunkt er dermed relevant for dette speciale, både på grund af det dialogiske og den brede persuasio. Interpersonel kommunikation defineres ydermere af fysioterapeut og kommunikati-onsforsker Eline Thornquist:

Samtalen er bundet af tid og sted. Den eksisterer i nuet og skabes fra sekund til sekund af det, parterne siger og gør […]. Vi er langt mere overladt til hinanden i mundtlige sammenhænge end i skriftli-ge. Meningen bliver til i samtalens løb. Med øjenkontakt og mimik, kropslig orientering og bevægelse giver vi udtryk for interesse og reaktioner, om vi forstår eller ikke forstår. Vi peger, nikker og hen-viser til ting og sammenhænge, sådan at hensigt og mening opstår i situationen gennem deltagelse.24

Kroppen er altså en meget vigtig faktor i interpersonel kommunikati-on, fordi meningen skabes løbende, og der er opmærksomhed fra del-tagerne på både det sagte og det kropsligt udtrykte. At meningen ska-bes løbende, betyder ikke, at det kommunikerede ikke er intentionelt og hensigtsbestemt. Formålet med det udtrykte kan blot skifte hurtigt, efter hvor samtalen bevæger sig hen. Denne brede retorikforståelse kan indeholde fysioterapeuternes behandling og kropslige kommunikation som retorik. Med et retorik-syn, der definerer retorik som hensigtsbestemt, persuasiv og intentio-nel tale, kan man med sikkerhed sige, at fysioterapeuter i høj grad er retoriske i deres arbejde. I grundbogen Retorik. Teori og praksis be-skrives, at ”en født retorisk tekst er kendetegnet ved at være intentio-nel og situationel”.25 En fysioterapeuts konsultation er intentionel, fordi fysioterapeuten ønsker at opnå et mål med sin konsultation, der opfylder en intention om at få patienten til at få det bedre. Derudover skal fysioterapeuten gøre patienten stemt for behandling og tilskynde til, at patienten laver øvelser derhjemme efter fysioterapeutens anvis-ninger. Da patienten ikke besidder samme viden om kroppen, som fysioterapeuten gør, må der foregå en form for overbevisning, for at

23 Fafner 1977, s. 54-55. Jeg har rettet åbenlyse trykfejl i citatet – fra fællig til

fællesskab og engang til en gang. 24 Thornquist, s. 66-67. 25 Jørgensen 2009, s. 18.

10

patienten stoler på fysioterapeutens vurdering samt gør sig modtage-lig for fysioterapeutens behandling. Fysioterapeuterne skal være per-suasive og modtagerorienterede, og de skal have deres patienter til at gøre noget – det kræver retorik. Fysioterapeutens konsultation er ydermere situationel, da den foregår i en tid og et rum, der er afgræn-set kommunikativt. Er fysioterapeuternes kommunikation i konsultationen retorisk, som jeg her har argumenteret for, må deres kropslige kommunikation falde under den del af retorikken, der behandler kroppen: actio. Dog er der forbehold for denne påstand. De fem partes er en del af et sy-stem af forarbejdningsfaser udformet i antikken, der traditionelt dre-jer sig om at forberede, skrive og holde en tale. De fem partes afspejler traditionelt set arbejdsprocessen.26 Dog kan disse partes også være en betegnelse for retorikkens deldiscipliner og ikke kun en skematisk opstilling af det praktiske arbejde med tekstproduktion eller taler.27 Dermed kan actio også indeholde teorien om retorisk kropsbrug. For-arbejdningsfaserne er dog også kendetegnede ved, at de er dialektiske og hænger sammen. Kroppen er dermed også vigtig i fx inventio og dispositio og omvendt.28 Fysioterapeuterne er afhængige af deres kropslige kommunikation for at overbevise deres patienter om deres kropslige kompetence, fordi de bruger deres egen krop til at behandle patientens krop med. Fysioterapeuternes retoriske udfordring er, at de skal overskride patientens grænser ved at røre ved dem med deres egne hænder og krop. Derfor må de være troværdige i deres kropslige kommunikation. Jeg er klar over, at jeg bevæger mig i udkanten af det retoriske gen-standsområde, men jeg mener at have observeret et behov for et reto-risk syn på emnet samt en måde, hvorpå retorikken kan få indsigt i relationen mellem krop og etosopbygning, som måske kan bidrage til den retoriske teori. Fysioterapeuterne benytter sig af en anden slags kropssbrug og en anden form for actio, end man benytter på en taler-stol. Fysioterapeuterne kan give perspektiv til forskellige former for actio, da retorer i dag befinder sig i mange forskellige retoriske situa-tioner og ikke kun skal forholde sig til den actio, der skal benyttes på en talerstol. Der er mange forskellige former for kropsbrug, og man skal derfor være omstillingsparat. Der kan det hjælpe, at man ved no-get om den meget tætte kropsbrug for ikke at komme til at forbryde sig mod den, fx i en interviewsituation. Som jeg her har argumenteret for, kan fysioterapeuternes krops-brug dermed godt beskrives og analyseres med retorikkens begreb actio. Da fysioterapeuterne er intentionelle og situationelle, mener jeg, en retorisk analyse af dem som retorisk tekst kan forsvares. Hvordan

26 Jørgensen 2009, s. 25. 27 Jørgensen 2009, s. 25. 28 Fx Onsberg, 2002, s. 138.

11

man kan gøre det, vil jeg i dette speciale forsøge at udfolde og besvare, og jeg vil uddybe dette i teoriafsnittet og i analyseafsnittet. 1.3.5 Hvordan kan man isolere krop og etos? Jeg vil her argumentere for, at det er relevant og muligt at isolere kroppens troværdighedsopbygning i en analyse. Der er tradition for, at når man i retorikken behandler actio, er det stemmen, der får mest vægt.29 Vi har også særskilte, praktiske fag i stemmebrug og en uddannelse til talelærer på Københavns Universi-tets retorikuddannelse. Kroppen har hverken sit eget praktiske fag (kroppen har dog haft særskilte fag på retorik, men disse var teoreti-ske) eller en solid retorisk fagtradition, og jeg vil derfor i dette speciale undersøge denne mere oversete del af actio, nemlig kroppen og krop-pens betydning for etosopbygning med fysioterapeuters konsultation som case. 1.3.6 Kropssyn For at begrunde værdien i at isolere kroppen og undersøge kropslig troværdighed vil jeg gøre rede for specialets kropssyn.30 Jeg vil først præsentere og diskutere to forskellige tilgange til kroppen, som berø-rer dette speciales emneområde. Først præsenterer jeg to fysiotera-peuter og forskeres kropssyn, dernæst et mere retorisk kropssyn ud fra Onsberg. Slutteligt vil jeg præsentere dette speciales kropssyn. De to fysioterapeuter og forskere Anne Gretland og Thornquist ar-bejder ud fra en forståelse af kroppen som et erkendende, handlende og kommunikerende subjekt. Kroppen tænkes som centrum for erfa-ring og erkendelse.31 De nævner begge kropsfænomenologen Merleau-Ponty, som påpeger, at mennesket både har en krop og er en krop. Kroppen er i deres optik på en gang både objekt og subjekt.32 Krop og bevægelse har dermed en værdi i sig selv ”som kilde til erfaring, ind-sigt og udvikling”.33 Kroppen beskrives som meningsbærende, og ”kroppslige vaner og væremåter er intensjonale”.34 Kroppen udtrykker sig i sig selv og er ikke blot et redskab for tanken. Dog påpeger begge, at kroppen sjældent er entydig og sjældent kommunikerer alene. Kroppen kommunikerer oftest i samspil med det verbale sprog, men kroppen er unik, ved at den aldrig er tavs.35 Kroppen er altså for Gret-land og Thornquist grundlæggende i forståelsen af verden og i kom-

29 Se fx Fafner 1977, s. 34-36, Cicero III-224 og Aristoteles, s. 201. 30 For en mere grundig, videnskabelig og retorisk gennemgang af kroppen og retoriske

udfordringer for et moderne kropssyn og nye områder for retorik og krop, se Patterson og Corning, 1997. I dette speciale fokuserer jeg på kroppen i relation til etos.

31 Thornquist, s. 217-218. 32 Thornquist, s. 218. 33 Thornquist, s. 401. 34 Gretland, s. 28. 35 Gretland, s. 188 og Thornquist, s. 245.

12

munikationen med andre. Det er i kraft af og igennem kroppen, vi identificerer omverdenen: ”Følelserne er i ansigtet, i gebærderne”.36 Thornquist anfører, at hvis kroppen opfattes som et fysisk fænomen eller en ting, ”er den principielt gjort asocial og akommunikativ”.37 Det betyder også, at hvis kroppen opfattes som en ting, vil kroppen og den menneskelige erfaring adskilles, hvilket dermed også vil udelukke kropslig læring, mesterlære og tavs læring. Onsbergs kropssyn adskiller sig fra denne udlægning. Onsberg retter blikket mod den kognitive lingvistik, som hun bruger som hjemmel for at diskutere den erkendende krop. I Body in action plæ-derer hun for, at denne metaforiske tilgang kombinerer både inventio, elocutio og actio. Den viser, at ”our mind is embodied”,38 og placerer kroppen tilbage på sin plads i hjernen. Onsberg skriver, at kroppen er ”central i den retoriske kommunikation”,39 og i artiklen Den retoriske krop skriver hun, at ”Kroppen er stadig et retorisk argument – og nok så interessant i inventio som i actio”.40 Dette kropssyn er mere meta-forisk og knap så erkendelsesteoretisk. Dette speciales kropssyn tager udgangspunkt i en kombination af disse to tilgange. Kroppen opfattes som en kommunikativ, retorisk enhed, som er lige så vigtig i inventio som i actio. Samtidig ses krop-pen som intentionalitetens udgangspunkt. Thornquist påpeger, at vores krop er grundlæggende underlagt decorum og aptum. Vi bevæ-ger os forskelligt, om vi er til begravelse eller fodboldkamp.41 Kropsop-fattelsen kan her sammenlignes med den måde, hvorpå vi i retorikken sammentænker form og indhold. I retorikken er det et vigtigt forhold, at form og indhold hænger sammen, og at sproget har en skabende, udviklende og erkendende kraft. På samme måde kan kroppen også skabe, udvikle og erkende, og den kropslige form eller det kropslige sprog og indholdet hænger sammen. Ord og krop hænger også sam-men den anden vej rundt: Frigørelse af bevægelser kan også løsne tungebånd og forløse ord.42 I stemmebrugsundervisningen kan det hænde, at løsner man spændinger i kæbe eller andre steder, kan det frigive følelser og evt. fremkalde gråd.43 Fafner skriver i forbindelse med sin erkendelsesteoretiske retorikopfattelse således: ”At udføre handlingen er i sig selv erkendelsesbefordrende”44 – dette må også gælde for den fysiske handling. Kroppen er altså handlende og erken-

36 Thornquist, s. 220. 37 Thornquist, s. 99. 38 Onsberg 2002, s. 138. Man må formode at det er en reaktion på den catesianske

dualisme, hvor kroppen og sjælen er adskilte, og hvor kroppen ikke tillægges særlig betydning.

39 Onsberg 2000, s. 11. 40 Onsberg 2001, s. 22. 41 Thornquist, s. 101. 42 Gretland, s. 177. 43 Eken, s. 23-25. 44 Fafner 1997, s. 12.

13

dende. Kroppen har dermed en persuasiv og kommunikativ funktion, der er situationsafhængig, og som er intentionel. Kroppen kommunikerer dermed i høj grad i sig selv og har stor betydning for kommunikatio-nen. Selvfølgelig kommunikerer kroppen i samspil med resten af kommunikationen, men fordi kroppen er en autonom kommunikativ enhed, ser jeg en stor værdi i at undersøge den alene. Der er også en nyere tradition for, at kroppen får isoleret opmærksomhed i retorik-ken:

The recognition of the presence of a material dimension in rhetoric and of the rhetorical dimension in the material is […] in large mea-sure a consequence of postmodern and poststructural turns in rhetorical thought. As postmoderns have come to challenge the centering of subjectivities in the mind, the body has naturally be-come a more focal point of rhetorical inquiry.45

Det at isolere kroppen i en retorisk analyse er altså givende og har værdi i sig selv, så man kan undersøge kroppens betydning for den retoriske situations persuasive muligheder. Etos er et vigtigt gen-standsfelt i retorikken, som før er blevet isoleret i analyser, og jeg ser her en mulighed for at udvide forståelsen af etos ved at undersøge etosbegrebet i relation til kroppen. Jeg er dog meget opmærksom på, at det verbale, det paraverbale og det nonverbale hænger sammen og ikke kan skilles helt ad. Derfor ser jeg selvfølgelig på hele kommunikationen og konkluderer ikke ting om kroppen, der ikke har belæg i det verbale. Der vil være områder i ana-lysen, hvor det verbale ikke kan skilles fra det kropslige. I de situatio-ner vil jeg være meget opmærksom på at kommentere, at på det givne område kan tingene ikke skilles ad, men spiller sammen. Det ville ganske vist være optimalt, men umuligt, at analysere både kroppen, stemmen og det verbale. Gelang mener, at det er vigtigt at se på alle actios dele samtidig og ikke trække nogle få elementer ud. Man skal se actio som en helhed, der netop fungerer som en helhed.46 Men jeg mener, at fordi vi behandler stemmen for sig, og fordi der generelt mangler teoretiske overvejelser om kroppen, er det relevant og vigtigt, at vi undersøger kroppen for sig også i forhold til troværdighedsop-bygningen.47

45 Selzer, s. 9. At antologien, dette kapitel stammer fra, hedder Rhetorical Bodies,

afspejler i sig selv tendensen til større fokus på den retoriske krop. 46 Gelang, s. 15. 47 Her tager jeg dog forbehold for, at arbejdet med stemmen ikke kan adskilles fra

kroppen, da vi arbejder med kæbe, holdning osv. Men det er stemmens kommunikative funktion, der er i fokus i stemmebrugsfag, og ikke kroppens kommunikation.

14

1.4 Fremgangsmåde Specialet vil tage udgangspunkt i en deskriptiv, retorisk begrebsorien-teret analyse af tre fysioterapeuters konsultationer optaget på film. Dette er omdrejningspunktet for specialets konklusioner. Først vil jeg i baggrundsafsnittet diskutere, hvordan kroppen i for-hold til etos er blevet behandlet i den retoriske tradition. Retorikerne, der diskuteres i dette afsnit, er valgt ud fra, at de alle på den ene eller anden måde beskæftiger sig med forholdet mellem krop og etos. Efter baggrundsafsnittet vil jeg opstille og diskutere de teorier og begreber, som min analyse af det empiriske materiale bygger på. Analyseafsnittet indledes med en præsentation af den empiriske metode, hvordan det empiriske materiale er indsamlet samt en dis-kussion af de metodiske overvejelser, jeg har haft omkring indsamlin-gen af det empiriske materiale. Dernæst præsenteres selve analysen af det empiriske materiale med efterfølgende vurdering af fysioterapeu-ternes hensigtsmæssighed i forhold til deres kropslige kommunikati-on. Til sidst perspektiverer jeg resultaterne til, hvad andre faggrupper kan få ud af analysens resultater med henblik på at præsentere et ud-kast til en eventuel retorik om professionel berøring, således at andre berørende faggrupper kan lære en mere hensigtsmæssig kropslig tro-værdighedsopbygning. Denne metode og fremgangsmåde anser jeg for at være et kon-struktivt afsæt for en deskriptiv undersøgelse af fysioterapeuternes kropslige etosopbygning, fordi en begrebsorienteret tilgang vil tillade, at analysen forbliver åben for, at kroppens kommunikation er ander-ledes end det, man oftest undersøger i en retorisk analyse. 1.5 Præsentation af teori og empiri For at besvare problemformuleringens spørgsmål og som grundlag for en analyse af mit empiriske materiale vil jeg tage udgangspunkt i Kenneth Burkes begreb consubstantiality og sammentænke det med retorikkens etosteori hos Aristoteles, Cicero og McCroskey. Derudover vil jeg inddrage teorier om nonverbal kommunikation og om det latin-ske begreb pistis. Det empiriske materiale, jeg vil analysere kvalitativt, består af op-tagelser af i alt fem konsultationer fra tre forskellige fysioterapeuter og spørgeskemaer fra patienterne. Alle konsultationerne er vedlagt i bilag på dvd. De spørgeskemaer, som patienterne har udfyldt, er både kvalitative og kvantitative og spørger om fysioterapeuternes trovær-dighed og kropsbrug. Jeg præsenterer empirien og empiriens metode i detaljer i begyndelsen af analyseafsnittet.

15

1.6 Personlige territorialgrænser48 Berøring er en central del af fysioterapeuters faglighed og kommuni-kation. Derfor er det relevant allerede her at kommentere og diskute-re, hvad der ligger til grund for, at berøring kan være potentielt ube-hageligt. Nonverbal forskning peger på, at berøring mellem fremmede kan være ubehageligt, fordi vi som mennesker har forskellige zoner. Proksemik (proxemic) er den kategori inden for nonverbal kom-munikationsforskning, der beskæftiger sig med afstande mellem mennesker. Michael Argyle skriver i sin bog Bodily Communication, at der er megen forskning, der viser, at mennesker har fire zoner i forhold til, hvor tæt de befinder sig på andre mennesker.49 Mathias Grüttner beskriver disse som ”den kulturelt og socialt bundne konven-tion for passende afstande imellem personer”.50 Disse fire zoner op-stiller Argyle således:

• Intimzonen (0-46 cm). Her tillades kun intime relationer at opholde sig, og berøring sker let.

• Den personlige zone (46 cm-1,2 m) Her tillades tætte relationer at opholde sig, og berøring kan forekomme.

• Den sociale zone (2,7 m-3,7 m). Her opholder mere upersonli-ge relationer sig. Ingen berøring.

• Den offentlige zone (3,7 m og derover). Denne afstand er fx den, der er til en offentlig taler eller fra publikum til en scene. Ingen berøring.51

Med denne forskning anskueliggøres det, hvorfor det er svært at røre ved mennesker. Vi tillader for det meste kun de mest intime relationer at komme så tæt på os, så de kan røre ved os (kæreste, ægtefælle, børn). Vores fysioterapeut er ikke et så intimt bekendtskab, og derfor kræver det noget forudgående arbejde af fysioterapeuten (viser særligt dette speciales analyse) at få lov til at bryde ind i den intime zone og berøre patienten, uden at det bryder decorum og bliver ubehageligt.

48 Formuleringen er hentet fra Lieth et al.’s bog Kommunikationens veje, s. 33. 49 Argyle, s. 300-301. 50 Grüttner, s. 56. 51 Argyle, s. 301. Jeg har omregnet fra inches og feet til centimeter og meter. Der skal

tages forbehold for disse tal, da de kan have ændret sig siden bogen blev skrevet. Disse zoner varierer endvidere fra kultur til kultur og er ofte afhængige af befolkningstæthed. Ydermere er normer for berøring også kulturelt og religiøst funderet, Lieth et al., s. 97.

16

2.0 Baggrund I dette afsnit vil jeg afdække og diskutere det retoriske genstandsom-råde i den retoriske tradition, som ligger til grund for min analyse af fysioterapeuterne, nemlig krydsfeltet mellem krop og etos. Jeg vil dis-kutere, hvad der er blevet skrevet om kropslig etosopbygning i den retoriske tradition. De retorikere og teoretikere, der behandles i dette afsnit, er valgt, fordi de forholder sig til kroppen i forhold til etos eller etos i forhold til kroppen. Det er sjældent, at teoretikerne direkte skri-ver, at de beskæftiger sig med kroppen i forhold til etos, så dette afsnit bærer præg af, at jeg påpeger og fremhæver koblingen, som teoreti-kerne typisk ikke selv nævner direkte. Kun Gelang, som jeg omtaler sidst i afsnittet, tager dette fokus selv. Dette afsnit kan ikke undgå at have karakter af et teoriafsnit, men jeg har valgt at skille dette afsnit fra det teoretiske afsnit, da dette er tænkt som et baggrundsafsnit, et grundlag og en hjemmel for resten af specialet og som en afgrænsning af det akademiske felt, specialet skri-ver sig ind i. Jeg vil først diskutere antikkens teoretiske udlægning af etos og krop og derefter diskutere de moderne teoretikeres tilgang. Jeg indle-der med at fremhæve de teoretikere, der bemærkelsesværdigt nok ikke forholder sig til kroppen og kropslig etosopbygning. 2.1 Kroppen udelades Det viser sig hurtigt i den retoriske tradition, at det er svært at forhol-de sig til kroppen, og at det er endnu sværere at skrive og sige noget konkret om kroppen i forhold til etos. Generelt er det begrænset, hvor meget de klassiske teoretikere har beskæftiget sig med kroppen, selv-om de alle påpeger vigtigheden af actio og kroppen for talens vellyk-kethed. En grund til dette kan være, at de klassiske, historiske udlæg-ninger af actio kan have forudsat praksis, sådan at en lærebog om krop ikke stod alene uden den praktiske dimension.52 Overraskende er det dog, at flere moderne retorikere slet ikke vil beskæftige sig med actio og især krop. Chaim Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca skriver således i indledningen til bogen The New Rhetoric, som er et forsøg på at samle retorikken efter mange års splittelse:

[…] we shall completely neglect mnemonics and the study of deli-very or oratorical effect. Such problems are the province of con-servatories and schools of dramatic art, and we can dispense with examining them.53

52 Hansen 2010, s. 10. 53 Perelman og Olbrechts-Tyteca, s. 6.

17

Man kan hermed argumentere for, at Perelman og Olbrechts-Tytecas forsøg på at samle retorikken ikke lykkes. I bestræbelserne på en sam-let retorik tilbageerobrer de inventio og dispositio, men afskærer sam-tidig memoria og actio. De placerer endda disse dele af retorikken hos skuespilskoler og konservatorier. Det er tydeligt, at Perelman og Olbrects-Tyteca ikke mener, at kroppen overhovedet har en plads i retorikkens teori og begrebsapparat. Fafner inddrager til gengæld i høj grad actio i retorikken, men of-test beskæftiger han sig kun med stemmen, og kroppen som en faktor i sig selv er han overraskende tavs omkring. Dog kobler Fafner etos og (i hvert fald) actio sammen:

Hvis vi ikke kender den talende i forvejen, prøver vi at danne os et billede af hans ethos, ikke blot gennem det han faktisk siger – hans logos ethikos – men ud fra hele hans fremtoning og adfærd.54

Kroppen nævnes dog ikke ud over hvad man måtte lægge i ordet ”fremtoning”, som kan lyde som om det kun betyder udseende. Man kan ydermere udlede fra citatet her, at Fafner mener, at etos og frem-toning kun har betydning for hinanden, hvis man ikke kender taleren i forvejen, og at etos og fremtoning ikke har stor relevans generelt i en talesituation. Dette er naturligvis ikke tilfældet. De fleste er enige om, at kroppens kommunikation altid sker og altid er betydningsbærende. Bemærkelsesværdigt er det dog, at så fremtrædende retorikere enten helt forkaster eller forbigår kroppen i retorikken. 2.2 Krop og etos i antikken I antikken er der i højere grad en tendens til at nævne kroppen og re-lationsforholdet mellem krop og troværdighed, men det er begrænset, hvad de antikke kilder egentlig siger. Der er ingen tvivl om, at antik-kens retorikere mener, at actio og krop er vigtige, og at kroppen er vigtig for etos, men mere i dybden går de typisk ikke. Hos Aristoteles siges det meget indirekte, at fremførelsen er vigtig for troværdighe-den:

Vi har ganske naturligt undersøgt det spørgsmål først, som ifølge sagens natur melder sig først, nemlig hvad det er, der giver tinge-ne som sådan deres troværdighed (to pithanon). Det næste bliver da at bringe dette til udtryk i den sproglige formulering, og på tredjepladsen kommer så det, som er af den allerstørste virkning, men endnu ikke er taget op til behandling af nogen, − alt, hvad der har med foredraget at gøre.55

54 Fafner 1977, s. 47. 55 Aristoteles, s. 200.

18

Af dette kan det læses, at fremførelsen har den største virkning for at få det troværdige igennem hos modtageren, og man kan udlede, at Aristoteles mener, at kroppen har betydning for etos. Aristoteles poin-terer flere steder, at stilen skal være passende for at være troværdig: ”En stil, der svarer til indholdet, gør dette troværdigt”.56 Her er ap-tumbegrebet væsentligt for stilens troværdighed og dermed også for kroppens (jf. indledningen). James S. Baumlin går i sin introduktion til bogen Ethos: New Es-says in Rhetorical and Critical Teory længere i tolkningen af Aristote-les’ forhold til krop og etos: ”Yet Aristotle recognized that delivery is, in effect, coterminous with invention − of the speaker’s character”.57 Her fremstilles et tydeligt forhold mellem etos og krop, og kroppen får her stor betydning for etos og talerens karakter. Baumlin påpeger endvidere, at etos må kropsliggøres for at blive betydningsfuld. Etos kræver dermed kroppen for at være etos, og det sker gennem nærvær og inkarnation.58 Hos Baumlin præsenteres det, at kroppen er selve grundlaget for etos, at etos ikke sker, med mindre kroppen giver etos materialitet. Denne tolkning er faktisk i tråd med antikkens forståelse af etos, om end Baumlin stiller udsagnet skarpere op, end de antikke retorikere gør. De påpeger generelt, at kroppen er en meget væsentlig faktor og er vigtig for etos, da det er gennem kroppen, man ser etos. Baumlin formulerer dette direkte. Cicero skriver i De Oratore, at alt står og falder med fremførelsen,59 og der lægges hos Cicero flere steder vægt på, at man skal fremføre med værdighed og charme.60 Her kan man opfatte charme som noget, der går på personlig udstråling og personlighed kombineret med ev-nen til at vække tiltro og velvilje kropsligt, hvilket kan ses som klare etoskvaliteter. Selvom charme som begreb kan være svært at arbejde med rent retorisk i forhold til krop og etos, giver det en fornemmelse af, at Cicero også har sammentænkt fremførelse og krop med etos. Cicero beskriver, hvordan kroppens sprog må være ærligt i forhold til personen bag: ”Selve vor optræden er jo et slags kroppens sprog, og bør derfor så meget mere være et nøjagtigt udtryk for tanken”.61 Krop-pen er dermed vigtig for at skabe troværdighed og etos for talerens karakter. Dog viser Ciceros formulering, at kroppen som kommunika-tor nok ikke har været særligt meget i fokus. Det ses her af Ciceros forsøg på at argumentere for, at det ”er jo et slags kroppens sprog”. Det kan formodes både at være fordi, det ikke er let at skrive og teore-tisere om kroppen, og fordi det ikke har været relevant at gøre i tiden.

56 Aristoteles, s. 215. 57 Baumlin 1994, xvi. 58 Baumlin 1994, xxiii-xxiv. Det kan diskuteres, om dette også passer på skrift, men den

diskussion finder jeg ikke relevant for specialets fokus. 59 Cicero, lll-213. 60 Cicero, l-142. 61 Cicero, lll-222-223.

19

Dog viser både Cicero, Quintilian og Retorik til Herennius stor iver mht. at beskrive, hvordan man skal bruge kroppen lige fra håndstil-linger til togafoldning, så der har trods alt været stor lyst til at forsøge at beskrive kroppens retoriske muligheder.62 Retorik til Herennius indeholder dermed en bemærkelsesværdigt grundig gennemgang af actio og kroppen. Den ukendte forfatter beskriver kroppens tilhørs-forhold til etos eller troværdighed således: ”Kroppens bevægelser [mótus córporis] er en beherskelse af bevægelser og ansigtsudtryk som gør det sagte mere troværdigt”.63 Her viser det sig, at kroppen for forfatteren endda er en forstærkende faktor, der kan hjælpe budskabet med at blive mere troværdigt og dermed mere persuasivt, hvis man bruger kroppen hensigtsmæssigt. Der ses dermed hos forfatteren stor anerkendelse af kroppens muligheder. Det kan diskuteres hvad ”tro-værdighed” i dette citat betyder, og om det overhovedet refererer til etos, da det ikke direkte knytter troværdighed til talerens karakter, men jeg mener, at når ansigtsudtryk og krop inddrages, sker der en direkte kobling til taleren som person, der ikke kan undgå at omhand-le etos som talerens troværdighed også. En vigtig pointe hos Gelang er, at for antikkens retorikere blev en vindende karakter etableret i offentligheden, og man skulle søge at opnå en actio, der indgød troværdighed.64 Kroppen skulle man der-med få til at stemme overens med det etos, man havde eller gerne ville have i offentligheden. Det betyder, at kroppen havde stor betydning for etosopbygningen samt at kroppen sås som noget, der bevidst kun-ne bruges persuasivt. Det forhold, Gelang beskriver, kan forklare, hvorfor talerens etablering af etos findes mange steder i de antikke tekster om actio og krop uden at være koblet direkte sammen eller blive beskrevet særlig konkret. Taleren var typisk en offentlig person og etablerede sin status i samfundet gennem det verbale og det non-verbale, som, man må gå ud fra, opøvedes i praksis i samfundet. At tale var tæt forbundet med magt, og dermed var actio tæt knyttet til etos.65 Hun skriver endvidere om de antikke retorikere, at

När de beskriver actio ur ett talarperspektiv är det ofta i syfte att föreskriva ett actio som inger trovärdighet samt verkar överty-gande bland mottagarna.66

Etos er ifølge Gelang altså ikke så fraværende i antikkens forståelse af actio, men nærmere en overordnet, samfundsstrukturel faktor, som kom til udtryk på baggrund af samfundsstrukturen og magtstruktu-

62 Quintilian, s. 319-321. 63 Retorik til Herennius, lll-26. 64 Gelang, s. 59. 65 Gelang, s. 49. 66 Gelang, s. 58-59.

20

rerne. Det er dog stadig tydeligt i den måde, antikkens retorikere skri-ver om kroppen i forhold til troværdighed på, at det er vanskeligt at beskæftige sig med kroppen i retorikken, især når kroppen skal kobles med troværdighed. 2.3 Moderne retorikere McCroskey er en retoriker, der har stået for en del kvantitativ og kvali-tativ forskning i etos, og som også nævner kroppen. Jeg vender tilbage til hans teorier om etos i mit teoriafsnit. Det kan ofte være svært i hans studier direkte at udlede, hvad man skal gøre med kroppen for at være troværdig, og der er en tendens til, at McCroskey bliver meget abstrakt og begrebslig.67 Dog kan McCroskey også være meget kon-kret. I artiklen skrevet sammen med Thomas Young ”Ethos and Cre-dibility” opstilles nogle forhold, som handler om kroppen i relation til etos. Disse forhold omkring kropslig troværdighed lyder på, om krop-pen fx er stor eller lille, høj eller lav, tyk eller tynd osv.68 Artiklen kon-kluderer efter visse forsøg, hvilke forhold der er mest troværdigheds-opbyggende. Disse ting ved fremtoningen er nok kropslige, men er noget som man typisk ikke kan gøre noget ved. Mie Femø introduce-rer tre niveauer i forhold til fremtoning og udstråling, som hænger sammen med troværdighed og etos: mikro-, mezzo- og makroni-veau.69 Makroniveauet er den måde man ser ud på, som man ikke kan ændre på, fx hudfarve, køn og højde. Det er det niveau, McCroskey og Youngs undersøgelse bevæger sig på. Makroniveauet hænger sammen med etos, for det er med til at definere modtagers billede af os, men det er ikke noget, man kan ændre på i situationen. Makroniveauet er i højere grad noget, man skal tage højde for i en situationsanalyse i for-hold til hvordan man kan adressere det. På den måde kan makroni-veauet ikke være intentionelt og hensigtsbestemt, og dermed kan man måske ikke engang kalde det retorisk.70 Mezzo-niveauet handler om de roller og personaer, vi påtager os på arbejdspladsen eller i livet. Dem vil jeg ikke yderligere berøre. Mikroniveauet er den troværdighed og udstråling, vores modtager læser ud af det, vi ”gør, siger og sy-ner”.71 Kroppen og actio er de parametre, folk vurderer vores etos på baggrund af. Hos Femø, der primært skriver om ledere, hedder det, at vi ikke kan vurdere de indre værdier hos en taler eller en leder. Vi kan kun vurdere etos på aktørens handlen, ytren og fysiske fremtræden.72 Alle disse tre dele kan høre under actio (kroppens bevægelser og 67 Fx i artiklen ”Ethos and Credibility: The Construct and its Measurement after Three

Decades” af McCroskey og Young er et af de parametre, de måler troværdighed på, om man er sympatisk eller ej.

68 McCroskey og Young, s. 31-33. 69 Femø, s. 32. 70 Makroniveauet kan sammenlignes med Bitzers constraints – nogle faste forhold, som

man må forholde sig til i en situationsanalyse. 71 Femø, s. 36. 72 Femø, s. 35.

21

handlen, stemmen og den fysiske fremtoning). Her er kroppen igen et stort grundlag for, hvordan vi vurderer troværdighed og etos. Interes-sant er det, at der her medregnes, hvordan vi fremstår fysisk og visuelt dog uden at reducere kroppens betydning for etos til det, som McCroskey og Youngs studie viser. McCroskey skriver dog i sit kapitel ”Ethos: A Dominant Factor in Rhetorical Communication” mere om etos og fremførelse, hvilket jeg vender tilbage til i teoriafsnittet. Hos Weiner påpeges også kroppens betydning for troværdighed. Weiner forholder sig, som McCroskey og Young, til kroppens udseen-de i forhold til troværdighed, men Weiner påpeger fx, at hår, tøj og smykker er en vigtig del af actio. Det kan man se som en udbygning af Femøs etosforståelse. Weiner skriver, at ”Genom valet av klädstil ma-kerar talaren dels sin grupptillhörighet, dels sin auktoritet och sta-tus”.73 Weiner påpeger her i modsætning til McCroskey og Young de ting ved kroppens udseende, der har betydning for udstråling, trovær-dighed og autoritet, og som man rent faktisk kan gøre noget ved og bearbejde. Man kan ikke ændre på, hvor høj man er, eller om man er kraftigt bygget, men man kan være bevidst om, hvilke kropslige signa-ler ens tøj, smykker og frisure udstråler, og bruge disse signaler be-vidst og intentionelt. Derfor mener jeg, at i et retorisk perspektiv er Weiners forhold til kroppens udstråling og troværdighed langt mere relevant end McCroskey og Youngs, for hos Weiner er der en intentio-nalitet og en hensigt, som afsender kan påvirke og vælge. Det er en vigtig pointe for krop og troværdighed, at også udseendet spiller en rolle, og at det ikke blot er kroppens bevægelser men også mere stati-ske tilvalg som tøj og hår. Hermed kan man sige, at kroppes udseende bliver bragt fra makroniveauet til mikroniveauet, og på den måde bli-ver det relevant for retorikken og kropslig troværdighedsopbygning. Herunder kunne man også påpege uniformerings betydning for etos, og fx har to af fysioterapeuterne deres arbejdsplads’ T-shirt på, som sætter dem i autoritetsrollen. Dette vender jeg tilbage til i analysen. Vigtigt er det dermed at være bevidst om de retoriske aspekter af kroppen og ikke alle de aspekter af kroppen, som ikke har retorisk funktion eller potentiale. 2.3.1 Naturlighed og engagement En tendens inden for moderne retorisk forskning om krop i forhold til etos er, at der fokuseres på naturlighed og engagement. Både Cicero og Quintilian påpeger, at man skal kende sig selv for at være troværdig og naturlig i sin krops kommunikation,74 og fremsætter dermed også en forståelse af, at kroppens troværdighed udspringer i en tanke om det gode menneske. Flere steder i retorikhistorien har dette skisma været præsenteret; man skal være en god mand (vir bonus) for at 73 Weiner, s. 63. 74 Cicero lll-215 og lll-220, Quintilian s. 343-345 og Gelang, s. 48.

22

kunne udstråle det.75 Wright mente ydermere, at gestik og krop var et udtryk for personligheden, og derfor måtte det være naturligt. Et tro-værdigt etos havde den, der kendte grænsen mellem naturligt og til-gjort actio.76 Det er også naturligheden, som den mere moderne, reto-riske forskning i kroppens betydning finder vigtig. Den tilgang fremfø-rer Jørgensen et al. også i bogen Retorik, der flytter stemmer:

Stemmens og kroppens sprog skal komme indefra som et naturligt og levende udtryk for personens holdning og væsen, en bekræftel-se på personens troværdighed og gode karakter.77

Heri er der to interessante ting i forhold til anden forskning om krop, nemlig for det første det ægte og det ærlige og for det andet engagementet. For først at tage fat på det parameter, der handler om, at kroppen skal være ægte og naturlig, vil jeg fremhæve Onsberg. Hos Onsberg finder man et stort fokus på naturlighed og autenticitet. Ons-berg konkluderer, at

Et nøje tilrettelagt og indstuderet nonverbalt udtryk vil de færre-ste talere slippe af sted med i dag. Det vil opleves som unatur af såvel dem selv som deres tilhørere.78

Her ses et princip om naturlighed ved kroppens sprog i forhold til, om det er troværdigt. Vigtigt for Onsberg er det at pointere, at man skal være ægte og vise sit ægte engagement.79 Om etos og krop skriver Onsberg endvidere: ”Når vi hører og ser en taler, tillægger vi umiddel-bart fremførelsen stor betydning for bedømmelsen af vedkommendes troværdighed”.80 Etos er her vigtig for kroppens udtryk, fordi krop-pens kommunikation kommunikerer oprigtighed og imødekommen-hed (eunoia):

Ansigtets mimik aflæses af tilhørerne som udtryk for talerens op-rigtighed samt imødekommenhed og er dermed en vigtig faktor for vedkommendes troværdighed og persuasive mulighed.81

Her ses altså en etosdyd, som kommunikeres kropsligt. Disse retorikeres fokus på det ægte og naturlige knytter ydermere an til etosdyden areté, den gode moralsk karakter.

75 Gelang, s. 68. 76 Gelang, s. 67-69. 77 Jørgensen et al., s. 69. 78 Onsberg 2000, s. 12. 79 Onsberg 2000, s. 12. 80 Onsberg 2009, s. 219. 81 Onsberg 2009, s. 231.

23

Engagementet som kropslig markør for etos hænger sammen med naturligheden, og engagement synes vigtigt for flere. At engagement kan være en mellemvej mellem etos og krop, kan ses hos flere retori-kere og bliver kroppens måde at kunne udtrykke følelser, livlighed og interesse i emnet og tilhøreren. Anders Johansen påpeger, at engage-ment kan ses som et etostræk,82 hvilket skaber en forbindelse mellem krop og etos. Allerede i Retorik til Herennius ses vigtigheden af at være kropsligt engageret. Retorik til Herennius påpeger, at entusias-me og lidenskab skal udstråles med kroppen, fx i dette råd, der også afspejler situationsafhængighed og aptum:

Men hvis man taler lidenskabeligt med uafbrudt tale, skal man be-væge sin arm hurtigt, have et livligt ansigt og et gennemtrængen-de blik.83

Man skal altså både med talen, gestikken, mimikken og blikket vise sit engagement og sin lidenskab i forhold til emnet. Engagement er også et gennemgående træk hos Jørgensen et al. Her undersøges bl.a., hvil-ke kropslige træk der overbeviser. Når vi antager, at engagement er et etostræk, har vi hos Jørgensen et al. nogle retningslinjer for, hvordan dette engagement kan komme til udtryk i kropslige træk, der overbe-viser. Retorik, der flytter stemmer er et omfattende, empirisk forsk-ningsprojekt. Publikum til en række debatter angav deres holdning til emnet før, under og efter debatten. Dette gav forskerne mulighed for at finde ud af, hvad der overbeviser folk, og hvad der gør, at folk æn-drer holdning. Det interessante er her, at forskerne på den måde også kunne finde frem til de kropslige træk, der er overbevisende, og som den vindende part, der flyttede flest stemmer, havde. Disse træk kal-der forskerne ”vindertræk”.84 Vindertrækkene er

• levende, varieret stemmeføring • tydelig, energisk artikulation • intenst blik, der holder modtageren fast • kropsparathed • ivrig gestikulation • faste, dirigerende gestus

Vindertrækkene siger os, at man skal gøre sit engagement for emnet tydeligt med stemme og krop bl.a. ved at være energisk og ivrig (hhv.

82 Johansen, s. 69. 83 Retorik til Herennius, lll-27. 84 Jørgensen et al., s. 37. Undersøgelsen viste ikke, at man er garanteret en sejr, hvis

man benytter alle seks vindertræk. Den viste, at hvis man benytter de seks træk, har man større sandsynlighed for at vinde.

24

med artikulation og gestikulation). Disse vindertræk ligner citatet fra Retorik til Herennius ovenfor. Jørgensen et al. konkluderer endvide-re, at venlighed og åbenhed kombineret med fasthed, ægthed og et ikke-ekstremt kropssprog behager danskerne.85 En vigtig konklusion, Jørgensen et al. drager, er, at det er vigtigt at være opmærksom på, at det kropslige og indholdet hænger sammen, og at det nonverbale ikke må løsrives fra indholdet.86 ”Kropssproget kan overbevise – hvis det er i overensstemmelse med indholdet”.87 Samtidig pointeres det, at vindertrækkene typisk følges ad. En energisk artikulation følges ofte af en ivrig gestikulation, fordi begge er udtryk for et stort engagement i sagen.88 Men engagement må også være naturligt og ærligt for at være overbevisende. Der er dog væsentlig forskel på engagementets udtryk hos en retor og på at være engageret som fysioterapeut. Engagementet hos fysioterapeuten vil ofte være fagligt funderet og handle om at vise sin patient, at man vil patienten det bedste. Det er en anden slags ud-tryk af engagementet, som jeg vil vende tilbage til. 2.4 Gelang og Actiokapitalet En forsker, der arbejder med engagement, som dog bruger lidt andre ord, er Gelang. Gelang præsenterer i sin doktorafhandling fra 2005 tre actiokvaliteter, som man kan analysere kroppens kommunikation ud fra bl.a. i forhold til etos. Disse tre er energi, dynamik og tem-po/rytme. Disse tre kvaliteter hænger sammen med engagement, og man kan både i Retorik til Herennius og i Jørgensen et al.’s vinder-træk se disse kvaliteter. Gelang er den retoriske teoretiker, der mest direkte har arbejdet med kroppen i forhold til etos. I Actiokapitalet forsøger Gelang for alvor at sætte ord på actio og kroppen og forsøger endda at lave en ny teori, vi kan tale om actio ud fra. Gelang fokuserer i Actiokapitalet på retorikkens nonverbale ressourcer og forholder sig modtagerorienteret til actio. Det handler om, hvordan modtageren opfatter actio, og et resultat, Gelang er kommet frem til efter en un-dersøgelse, hvor studerende skulle tale om og definere forskellige fo-relæseres actio er, at det ikke så meget er hvad forelæserne gør, men hvordan de gør det, som er vigtigt.89 Gelang præsenterer en måde, hvorpå man kan analysere kroppen. Hun kombinerer det, hun kalder actiokvaliteter med retoriske begre-ber, som beskriver, forklarer og definerer actio. Gelangs behandling af kroppen fokuserer på kontekstualisering og multimodalitet. Kon-tekstualisering forstået på den måde, at det nonverbale og actio altid opstår i en specifik kontekst, og konteksten er afgørende for, hvordan

85 Jørgensen et al., s. 43-69. 86 Jørgensen et al., s. 72. 87 Jørgensen et al., s. 43. 88 Jørgensen et al., s. 40. 89 Gelang, s. 204.

25

actio ser ud og skal analyseres.90 Dette kan også ses i hendes fokus på begreberne decorum og kairos samt doxa.91 Det er en vigtig pointe, at krop og etos altid foregår i en bestemt situation, og at man hele tiden må være opmærksom på, hvordan situationen udvikler sig, og hvor-dan modtageren reagerer. Især når fysioterapeuterne berører deres modtager, må de være meget opmærksomme på situationens krav. Multimodalitet betyder hos Gelang, at det nonverbale består af en masse forskellige modaliteter, som hun kalder det (fx øjenkontakt, gestik, mimik, bevægelse i rummet, afstande, stemmen). Det er netop sammenhængen mellem alle modaliteterne, der skaber præcis den actio og krop, der ses. Derfor skal actio forstås multimodalt. Gelang tager fat i fire retoriske koncepter, som hun mener, kan hjælpe os med at tale om actio. Det er etos og patos (som kan bruges i relation til taleren som person) og decorum og kairos (som primært henvender sig til kontekst og omstændigheder). Disse fire velkendte begreber kan bruges til at analysere og definere en talers actio. Jeg vil primært fokusere på etos i min analyse. Gelang viser dermed, at man godt kan analysere etos og kroppen i forhold til hinanden, og at det kan være givende at kigge på kropslig etosopbygning. 2.5 Opsummering Etos beskrives generelt som betydningsfuldt for actio, og ligeledes beskrives actio som betydningsfuldt for etos, men det er sjældent, at retorikerne påpeger, hvad man skal gøre rent kropsligt for at højne sit etos. Tendensen er, at det er svært at tale om kroppen og kroppen i forhold til etos. Mange nævner, at krop og etos hænger sammen, men det synes svært at komme nærmere end det i beskrivelsen af forholdet mellem krop og etos. Der er dog visse retorikere, der beskæftiger sig med etos og krop. Kroppen som naturlig for at være troværdig er vigtig for flere retorike-re. Engagement nævnes også af flere og kan opfattes som koblingen mellem krop og etos. Dette vender jeg tilbage til i forhold til analysen af fysioterapeuterne, hvor engagementet vises på en anden måde, end hos en retor, som disse retorikere beskæftiger sig mest med.

90 Gelang, s. 29. 91 Gelang, s. 110.

26

3.0 Teoriafsnit I dette afsnit vil jeg præsentere og diskutere den teori, som jeg vil an-vende i min analyse af mit empiriske materiale. Jeg vil diskutere Bur-kes begreb consubstantiality som en del af etos og argumentere for en mere fysisk og kropslig forståelse af begrebet. Jeg vil også diskutere etos ud fra teoretikere som Aristoteles, Cicero, McCroskey, Dale O’Sullivan og Gelang, da etos kan opfattes som grundlaget for con-substantiality. Derefter vil jeg diskutere begrebet pistis, som behand-les hos Fafner og Hanne Roer, samt diskutere pistis i relation til etos og efterfølgende argumentere for, at pistis og consubstantiality kan sættes i relation til hinanden på en konstruktiv måde, og at denne nytænkning er relevant i forhold til specialets case. I sidste del af dette afsnit vil jeg inddrage teori om nonverbal kom-munikation og diskutere, hvad jeg kan hente derfra til min analyse af fysioterapeuternes kropslige troværdighedsopbygning. 3.1 Kropslig consubstantial ity Som min analyse senere vil vise, opbygger fysioterapeuterne con-substantiality med deres patienter via kropslig troværdighedsopbyg-ning. At forstå consubstantiality kropsligt er nyt i forhold til Burkes egen forståelse af begrebet, og jeg vender tilbage til at argumentere for denne nye tilgang. For at diskutere consubstantiality samt for at kun-ne analysere den kropslige troværdighedsopbygning, vil jeg først dis-kutere consubstantiality og dernæst, hvordan etos er grundlaget for consubstantiality. Jeg vil senere argumentere for, at man kan forstå Burkes begreb mere kropsligt i modsætning til sprogligt og metafo-risk, som Burke selv lægger op til. Først vil jeg diskutere, consubstan-tialitybegrebet ud fra teorier af Burke, Sullivan, Baumlin og Sonja K. Foss et al., derefter diskutere etos og efterfølgende diskutere, hvordan consubstantiality og etos hænger sammen. Consubstantialitybegrebet introduceres af Burke, og hos Burke er consubstantiality en måde, hvorpå vi kan bygge bro over den adskil-lelse, der naturligt kommer af, at vi er forskellige mennesker med for-skellige kroppe.92 Med retorikken må man med ord finde et fælles sted, hvor man kan samles.93 Consubstantiality defineres her ud fra Burke som ”acting-together” gennem at have de samme ideer, værdier og opfattelser, der gør dem ”consubstantial”, altså deler substans eller har den samme substans.94

92 Foss et al., s. 175. 93 Foss et al., s. 175. 94 Sullivan, s. 126.

27

For substance, in the old philosophies, was an act; and a way of li-fe is an acting-together; and in acting together, men have com-mon sensations, concepts, images, ideas, attitudes that make them consubstantial.95

Foss forklarer ydermere, at Burkes consubstantiality er ”two entities united in substance”.96 Consubstantiality handler dermed om at dele et fælles rum, og det er afsenderen, der skal skabe dette fælles sted med ord. Føler modtageren at afsender og modtager er det samme fælles sted, vil modtageren være mere tilbøjelig til at lade sig overbevi-se af afsenderen. Hos Foss et al. påpeges det, at consubstantiality og identifikation (identification) er synonymer.97 Dette er dog ikke tyde-ligt hos Burke, som skriver det således: ”In being identified with B, A is ”substantially one” with a person other than himself”.98 Man kan i højere grad forestille sig consubstantiality som forudsætning for iden-tifikation (muligvis omvendt), og begreberne som to forskellige ting, der sker samtidig. Jeg vil dog her fremhæve consubstantiality, da jeg mener, at begrebet har større relevans i forhold til muligheden for at kunne forstås kropsligt, hvilket jeg vender tilbage til. 3.1.1 Den retoriske forståelse af etos Min antagelse er, at fysioterapeuterne også opbygger consubstantiali-ty som led i deres kropslige etosopbygning. Derfor er etos et væsent-ligt begreb at afklare, for at analysen kan tage udgangspunkt i etosdy-derne, som er med til at opbygge consubstantiality. Jeg vil her diskutere den retoriske forståelse af etos, som jeg også vil analysere fysioterapeuternes nonverbale kommunikation ud fra. Jeg vil først diskutere, hvordan etos defineres ud fra Aristoteles, som har stor betydning for den måde, etos tænkes på i dag. Jeg vil dernæst inddrage Ciceros relationelle og sociale tilgang til etos, og jeg vil med udgangspunkt i bl.a. Sullivan og Gelang diskutere en todelt forståelse af etos som et begreb med to sider indeholdende det stabile etos og det foranderlige etos. Jeg vil først opridse Aristoteles’ tilgang til etos og dernæst stille ham op over for den ciceronianske tilgang til etos. Hos Aristoteles er etos talerens karakter og talerens troværdighed som person, og etos er af stor vigtighed, for ”Vi stoler nemlig mere og med større beredvillig-hed på, hvad anstændige mennesker siger”.99 Faktisk mener Aristote-les, at etos kan være den vigtigste af de tre appeller.100 Aristoteles præ-senterer en situationel etosopfattelse, og det er vigtigt, at etos ses i

95 Burke, s. 21. 96 Foss et al., s. 174. 97 Foss et al., s. 174. 98 Burke, s. 21. 99 Aristoteles, s. 34. 100 Aristoteles, s. 34.

28

relation til den situation, man er i. Etos kan på den måde opfattes lo-kalt. Aristoteles opstiller derudover de tre etosdyder, der gør, at en taler virker overbevisende: hans klogskab, hans moralske karakter og hans velvilje (phronesis, arete og eunoia).101 Her opfatter jeg phrone-sis som både den sunde fornuft (klogskab) og den faglige ekspertise. Phronesis som kropslig markør er relevant for fysioterapeuterne, fordi deres faglige ekspertise ligger i berøringen. Dermed må en stor del af fysioterapeuternes etosopbygning i forhold til phronesis ligge i den kropslige kommunikation. Aristoteles’ etos er talerens persuasive kraft som afsender gennem de tre etosdyder. På den måde er Aristote-les’ etos en ”teknisk-persuasiv appelform”,102 der knytter sig til den konkrete tale og den konkrete situation. Netop det afspejles i, at Eli-sabeth Hoff-Clausen i sit kapitel ”Ethos i antikken og i det 20.-21. år-hundrede” forklarer, at Aristoteles’ etosforståelse ofte opfattes som ”tekstfænomen”,103 altså som noget lokalt og konkret i en situation eller en tale. Hoff-Clausen påpeger ydermere, at de græske retorikeres fokus på etos var noget, der formedes gennem handlinger.104 I modsætning til Aristoteles’ handlingsorienterede og teknisk-persuasive etosforståelse, ses hos de romerske retorikere et fokus på etos som nedarvet. Den romerske tilgang til etos som nedarvet skal ifølge Hoff-Clausen ikke tages alt for bogstaveligt,105 men kan måske knyttes sammen med det, Hoff-Clausen beskriver som Ciceros forstå-else af etos, nemlig etos som social dynamik. Etos er hos Cicero ikke kun de ting, taleren gør i talen (den græske handlingsorienterede til-gang), men en social, kulturel mekanisme. Hos Leo R. Enos og Karen R. Schnakenberg beskrives det ciceronianske etos som ”culturally created between rhetor and audience within a specific social con-text”,106 der skabes ”gennem en social dynamik mellem taler og tilhø-rer over tid”.107 Etos som nedarvet kan her forstås som socialt nedar-vet, noget man gør sig fortjent til over tid gennem sit liv og sin status i samfundet (der dengang i høj grad defineredes ud fra slægt og fami-lie), og etos bliver hermed et begreb, der hæver sig ud over den kon-krete talesituation. Hos Cicero ses der et stort fokus på talerens ry og renommé,108 og Cicero fokuserer dog også på denne nedarvethed i form af, at evnen til at være en god taler er medfødt.109 Her vil jeg dog fremhæve, at etos i denne forståelse er en social dynamik, der ligger

101 Aristoteles, s. 113. Disse tre elementer som medskabere af etos er siden blevet

afprøvet og bekræftet hos McCroskey i 1968, og jeg anser dermed disse dyder som relevante også i dag. McCroskey, s. 89.

102 Hoff-Clausen, s. 33. 103 Hoff-Clausen, s. 33. 104 Hoff-Clausen, s. 35. 105 Hoff-Clausen, s. 35. 106 Enos og Schnakenberg, s. 192. 107 Hoff-Clausen, s. 36. 108 Se fx Cicero, l-50 og ll-200. 109 Se fx Cicero, l-113 og ll-131.

29

ud over selve talesituationen, frem for at påstå, at etos udelukkende er noget, man får, hvis det ligger til familien, eller kun kommer an på talerens ars. Men skabes det ciceronianske etos ud fra den sociale og kulturelle kontekst, kan det også indeholde et relationelt aspekt. Hos Cicero lyder det fx, at ”alt, hvad der hører til talekunsten, er umiddel-bart tilgængeligt og har med menneskers indbyrdes samkvem og dag-ligsproget at gøre”.110 Her refereres både til retorikkens genstandsfelt, men det kan også ses som tegn på, at retorikken sker i relationen mel-lem mennesker. Hoff-Clausen påpeger også, at etos skabes i relatio-nen mellem individ, afsender og fællesskab, forstået som kontekstens sociale orden.111 Hun skriver endvidere, at dette også relaterer sig til vores mere splittede samfund, der ikke trækker på fælles, homogene værdier: ”ethos som persuasiv overbevisningskraft hviler på den so-ciale konteksts værdier og retorens realisering af disse værdier i livsfø-relse og tale”.112 Det bliver dermed tydeligt, at etos både kan rumme konteksten og talerens handlinger og altså kan ses som en balance mellem den græske og romerske tilgang. Forholdet og relationen er de vigtigste i etosopbygningen hos Ci-cero, og hvis man skal sammenligne med Aristoteles’ etosdyder, er det dyden eunoia, Cicero fokuserer mest på. Etos er en appel til følelserne hos Cicero, og hvis man viser sin tilhører interesse og sympati, skabes der lydhørhed. Opfattelsen af etos som socialt bestemt kraft er især relevant i for-hold til fysioterapeuterne i mit empiriske materiale, fordi de gennem kropslig etosopbygning søger at opbygge tillid og skabe en social rela-tion til deres patienter. Samtidig benytter fysioterapeuterne de tre etosdyder instrumentelt, så både at se på etos ud fra Aristoteles’ og Ciceros udlægning af begrebet giver en mulighed for at analysere mit empiriske materiale i dybden. Fokus på etos over tid, som Ciceros etosforståelse også bygger på,113 er tilmed relevant for fysioterapeu-terne, fordi de typisk har længere forløb med patienterne og dermed kan opbygge deres etos og styrke relationen over tid. Hoff-Clausen påpeger ydermere, at denne ciceronianske etosopfattelse er performa-tiv og skabes ud fra præstationer.114 Her er der et direkte link til den kropslige etosopbygning, for hvis etos opbygges performativt, må kroppen og kroppens handlinger spille en stor rolle. Ciceros etos-forståelse er dermed relevant og brugbar i en analyse af kropslig etosopbygning.

110 Cicero, l-12. 111 Hoff-Clausen, s. 40. 112 Hoff-Clausen, s. 40. 113 Hoff-Clausen, s. 217. 114 Hoff-Clausen, s. 219

30

3.1.2 Etos som et begreb med to sider Disse to opfattelser af etos, det aristoteliske og det ciceronianske, forsøger flere teoretikere at forene på en konstruktiv måde. Både hos Gelang og Sullivan præsenteres en bredere etosforståelse, der tager udgangspunkt i, at ordet etos på græsk betyder to ting. I artiklen ”The Ethos of Epedeictic Encounter” præsenterer Sullivan denne todeling, og selvom en konsultation med en patient hos en fysioterapeut ikke kan defineres som epideiktisk retorik, ligesom konsultationen heller ikke kan placeres i de andre antikke talegenrer, mener jeg stadig, at artiklen udvider forståelsen af etos, som også kan overføres til mange forskellige situationer, hvor etos og relationsopbygning spiller en rol-le. Sullivan forklarer, at der oprindeligt findes to ord for etos, som rummer forskellige vinkler på begrebet. Den ene forståelse er den tra-ditionelle, aristoteliske forståelse af etos som afsenders troværdighed, karakteren, og den anden kan oversættes med ”hjemstavn” eller ”va-ne”.115 Sullivan mener, at man kan bruge denne anden forståelse af etos, når man taler om retorens ry (reputation), og han sammenligner det med McCroskeys initial ethos.116 Sullivan beskriver det således:

Ethos in the sense of reputation (opinion of others) is dependent on the speaker’s percieved moral makeup, his or her habitual ac-tions. In the classical sense, a virtue is a habit, a ”right response” that comes through long years of training.117

Her ses en linje tilbage til Ciceros sociale opfattelse af etos som tidslig. Ydermere citerer Sullivan Corts for at sige, at karakteren er udviklet gennem vanen. Disse to former for etos har altså en vis sammenhæng og indvirkning på hinanden. Hermed kan etos altså også rumme de socialt definerede ting om et menneske (vaner, social status, ry), der ikke fremstår helt så tydeligt i en konkret talesituation, som Aristote-les’ etosdyder, og etos kan dermed også indeholde den ciceronianske etosdefinition. Denne todeling af etos kommer Gelang også ind på i bogen Actio-kapitalet. Her formår hun at gøre denne todeling eller todelte forstå-else brugbar for retorikken, både som analyseredskab og som praktisk redskab i arbejdet med en talers etos. Gelang opfatter etos som et be-greb med to sider og benævner disse to sider af etos som stabilt etos (vaner, traditioner, kontekst) og foranderligt etos (den individuelle karakter og troværdighed). 118 Stabilt etos ligger uden for individet og

115 Sullivan, s. 113. Thomas E. Corts skriver dog i artiklen ”The Derivation of Ethos”, at der er tale om to forskellige græske ord, som ofte bliver blandet sammen i den retoriske litteratur, og dermed ikke er relevant for den retoriske forståelse af etos. Dog vil jeg her holde mig til Sullivan og Gelangs analyse af begrebet. 116 Sullivan, s. 118. 117 Sullivan, s. 119. 118 Gelang, s. 114.

31

skabes i højere grad i konteksten og i samfundet. Hertil knyttes doxa, da doxa er ”den föreställingsvärld och de värderingar vi delar med varandra inom en kulturell kontext”.119 Doxa og stabilt etos skabes begge ud fra vores kultur og samfund og de ideologier og værdier, samfundet deler. Gelang skriver, at det stabile etos også kan knytte sig til en bestemt position eller rolle i samfundet, fx forælder, politiker, fysioterapeut osv. Selvom Gelang kalder det stabilt etos, kan det godt forandre sig, men gør det i takt med samfundets og kulturens doxa.120 Det foranderlige etos har man mulighed for at påvirke gennem brug af de tre etosdyder, mens man må forholde sig til det stabile etos på en anden måde, fordi det er givet i samfundet eller den forsamling, man er i. Ifølge Gelang bliver det med kombinationen af stabilt og forander-ligt etos lettere at analysere actio: ”Man får förmoda att mottagarnas tolkning av actio påverkas av förhållandet mellan ett ”stabilt ethos” och ett ”föränderligt ethos” ”.121 Derfor er begge disse aspekter rele-vante i en analyse af kroppen. Denne tosidede opfattelse af etos kan ses som en sammentænkning af den aristoteliske, handlingsorienterede forståelse af etos og Ciceros sociale og dynamiske forståelse af etos. Den handlingsorienterede etosopfattelse er det foranderlige etos og er den aristotelisk-tekniske etosforståelse defineret som de ting, vi gør i en talesituation for at etablere og højne vores etos; den sociale forståelse bygger, som det stabile etos, på samfundets doxa, social dynamik og kontekst og tids-lighed. Med denne tosidede etosopfattelse er der en større kobling til kroppen, da kroppens bevægelser i høj grad er vane eller social og kulturel habitus end meget bevidst handling, som de ord, man bruger i en forberedt tale. Kroppen er mere ubevidst og er forankret i noget andet end det, vi kan koreografere og planlægge.122 Som Sullivan skriver, rummer denne todeling af etosbegrebet også referencer til McCroskeys multidimensionelle tilgang til etos, som jeg her vil inddrage. McCroskey påpeger, at etos er multidimensionel, hvilket blandt andet handler om, at etos skabes og bygges op over tid. Multidimensionaliteten hos McCroskey betyder, at etos har tre tidslige dimensioner, nemlig initial ethos, derived ethos og terminal ethos. Initial ethos er det indtryk, modtageren har af taleren, før vedkom-mende begynder at tale. Det kan være baggrund, rygter, ry osv. Deri-ved ethos er den troværdighed, taleren opbygger, imens han eller hun taler. Her har selve fremførelsen og kroppen en vigtig plads: ”Good delivery tends to increase a source’s derived ethos; bad delivery tends

119 Gelang, s. 115. 120 Gelang, s. 115. 121 Gelang, s. 118. 122 Thornquist, s. 245.

32

to decrease it”.123 Terminal ethos er produktet af initial og derived ethos og udgør dermed det nye initial ethos næste gang, taleren står foran modtageren.124 I McCroskeys multidimensionale etosopfattelse ses også koblingen mellem den aristotelisk-tekniske etosforståelse og den ciceronianske sociale og tidslige etosforståelse. Den tekniske etos-forståelse ses i derived ethos, hvor man udfører etoshøjnende hand-linger i situationen. Hele det tidslige system med tre dimensioner af etos samt et initial ethos, der bygger på en forudgående social relati-on, kan kobles til Ciceros etosforståelse. Hermed ses endnu en mulig-hed for en kombination af de to etosforståelser. For fysioterapeuterne er etos og troværdighed vigtigt, da fysiotera-peuterne må være gode til at opbygge deres foranderlige etos gennem kropslig kommunikation. Samtidig har fysioterapeuterne en relativt veldefineret rolle i samfundet, så det stabile etos betyder meget, når en patient møder en fysioterapeut. Selvom det ligger i fysioterapeu-tens stabile etos, at fysioterapeuten skal røre ved patienten, må der nødvendigvis stadig forekomme kropsligt etosopbyggende arbejde i forhold til det foranderlige etos i selve situationen med henblik på at gøre det passende at røre ved patienten. I fysioterapeuternes arbejde ses måske endda en større sammensmeltning af det stabile og foran-derlige etos. Ekspertisen som fysioterapeut er en del af den sociale dynamik, og ekspertisen gør det passende, at fysioterapeuten rører ved patienten. Ekspertise (som bl.a. kan vises gennem brug af phrone-sis) og relation (som kan vises gennem eunoia) er tæt forbundne for fysioterapeuten, og man kunne anføre, at det er en del af fysioterapeu-tens faglige ekspertise og dermed en vigtig del af etos for fysioterapeu-ten at kunne opbygge sociale relationer og kende og være opmærksom på det sociale spil.125 3.1.3 Consubstantiality og etos Consubstantiality hænger i høj grad sammen med etos. Nogle teoreti-kere inden for retorikken definerer etos som et fælles sted for afsender og modtager, et såkaldt dwelling place.126 Denne forståelse af et fæl-les sted mellem afsender og modtager, hvor etos opstår, kan sammen-stilles med begrebet consubstantiality, som her har fælles berørings-flade med etos, da consubstantiality netop også defineres som det fæl-les rum. Denne berøringsflade er relevant for den kropslige trovær-dighedsopbygning. I opslaget ”Ethos” af Baumlin krediteres Burke for gennem begreberne identification og consubstantiality at gentænke det moderne eller postmoderne etos, som Baumlin her kalder reap-propriation:

123 McCroskey, s. 96. 124 McCroskey, s. 99. 125 Hoff-Clausen, s. 220. 126 Se fx antologien “The Ethos of Rhetoric” redigeret af Michale J. Hyde.

33

At the forefront of this reappropriation stands Kenneth Burke […] whose notions of “identification,” “consubstantiality,” and “court-ship” all serve to (post-)modernize the Aristotelian vocabulary and to reground ēthos in the effects of group psychology.127

Consubstantiality ses hos Baumlin som en nytænkning og nyfortolk-ning af etos, og Burkes tanke om consubstantiality skal ses som en måde at tænke etos på. Som afsender eller taler, der gerne vil overbe-vise sit publikum om en given sag, må man benytte sig af consubstan-tiality og præsentere sig selv som en, publikum kan identificere sig med. Etos i denne forståelse kræver et fællesskab med modtageren. Sullivan sammentænker også etos og consubstantiality i førnævnte artikel. Consubstantiality opstår i epideiktikken ifølge både Burke og Sullivan, ved at man transcenderer tid og sted og dermed skaber et nyt sted at være sammen afsender og modtager imellem. Her benytter Sullivan den todelte forståelse af etos. Forståelsen af etos som hjem-stavn og vane kan også opfattes som det føromtalte dwelling places, og Sullivan skriver således om etos:

It is […] the common dwelling place of both, the timeless, con-substantial space that enfolds participants in epideictic exchange. Things that are consubstantial share substance, and, if in some metaphysical sense, we can say that those who share a common mental or spiritual space also share a common substance, we be-gin to experience ethos as consubstantiality. [min kursivering]128

Her benyttes det at dele samme rum og at dele substans metaforisk for det, der sker i en epideiktisk tale, hvor taleren ved hjælp af sine ord får skabt et fælles, metafysisk rum, som taler og publikum begge er i. Samtidig knytter Sullivan consubstantiality og etos tæt sammen og bliver nærmest et i hvert fald i den epideiktiske retors etos. Denne sammenkobling mener jeg også gør sig gældende i andre genrer og også for fysioterapeuterne 3.1.4 Consubstantiality forstået konkret og kropsligt Burke bruger mange kropslige og rumlige metaforer i sin beskrivelse af consubstantiality, fx ”acting together” og ”consubstantual space”, og at retorikken skal overkomme en adskillelse (division).129 Jeg vil her foreslå, at Burkes metaforiske begreb tænkt om litteratur og retorik også kan forstås kropsligt ved at forstå disse metaforer i en konkret

127 Baumlin 2001, opslaget “Ethos” i Sloane. 128 Sullivan, s. 127. 129 Burke, s. 23

34

betydning.130 For fysioterapeuterne er det fælles rum, der skal opbyg-ges gennem consubstantiality, ikke metafysisk og metaforisk, men fysisk og kropsligt. Det at røre ved patienten gør, at patient og fysiote-rapeut for en kort stund deler substans, fordi begge er i forlængelse af hinanden. For en fysioterapeut skal der helt kropsligt bygges bro mel-lem de adskilte kroppe: Fysioterapeuten skal røre ved patienten, ad-skillelsen skal overkommes, og det sker ved hjælp af consubstantiali-ty.131 Denne fornemmelse af et fælles rum, der er fysisk og kropsligt, og hvor det er accepteret at fysioterapeuten rører ved patienten, er ikke noget, der blot opstår; det skal fysioterapeuten skabe gennem troværdighedsopbygning. Fordi det fælles rum er kropsligt, skabes etos også kropsligt. På den måde er et af de store formål med fysiote-rapeuternes kropslige troværdighedsopbygning at skabe et fælles rum, der gør det muligt at overskride patientens intimzone og røre og be-handle patientens krop med fysioterapeutens egen krop og hænder. Netop fordi fysioterapeuterne i konsultationen skal opnå et mål sam-men med deres patient, er det vigtig at skabe et samarbejde ved hjælp af det fælles, berørende rum. Jeg foreslår hermed, at consubstantiality kan fortolkes som et begreb, der også rummer kroppen, så der krops-ligt skabes et fælles rum mellem afsender og modtager (i min case mellem fysioterapeut og patient), hvor man kan være tæt på hinanden og handle sammen kropsligt og konkret. Hos Burke er der tre måder, man kan opnå consubstantiality på: ved at fortælle, at man har samme holdninger eller baggrund som tilhørerne; ved at man, selvom man ikke er ens eller har samme inte-resser, står sammen om en fælles fjende; eller ved at skabe identifika-tion og dermed consubstantiality subtilt, fx gennem billeder.132 Dette er interessant i forhold til fysioterapeuterne, fordi fysioterapeut og patient mødes om en fælles fjende, nemlig smerten hos patienten. Selvfølgelig kan der i samtalen eller over tid også opstå et fælles rum på baggrund af fælles personlige interesser, men først og fremmest er begge i situationen, fordi der er noget eksternt, der skal bekæmpes. Det kræver i høj grad etosopbygning gennem eunoia og phronesis og relationsopbygning fra fysioterapeuten at overbevise patienten om, at det er en fælles fjende, og at fysioterapeuten lige så gerne vil bekæmpe denne, som patienten vil. Måske er det endda en del af fysioterapeu-tens stabile etos, at man som patient stoler på, at man er på samme side i kampen mod smerten, når man besøger en fysioterapeut, fordi det er fysioterapeutens stabile etos i samfundet. Denne fælles fjende er kropslig, og midlet til at overkomme denne fælles fjende er også

130 Burke sammentænker ikke selv krop og consubstantiality og lader ikke begrebet

forstås kropsligt, men i mange andre sammenhænge har Burke beskæftiget sig med kropslig kommunikation og med kroppen som en vigtig kommunikator, se fx Debra Hawhee: Moving bodies: Kenneth Burke at the edges of language.

131 Burke, s. 22. 132 Foss et al., s. 174-175.

35

kropsligt. Hermed er det for fysioterapeuterne relevant at opfatte det fælles handlerum bogstaveligt og kropsligt. Gretland skriver i sin bog Den relasjonelle kroppen, at ”Overordnet er det et terapeutisk ansvar å forsøke å etablere noe felles som ut-gangspunkt, og hele tiden sørge for å holde kontakt med pasienten”.133 Dette udsagn peger også i retning af consubstantiality, og det er altså også fysioterapeuternes opfattelse, at der skal skabes noget fælles og noget relationelt mellem fysioterapeut og patient. Den kropslige con-substantiality skaber dette fælles sted og fælles rum, hvor patient og fysioterapeut kan handle sammen, og fysioterapeuten skaber dette sted gennem kropslig troværdighedsopbygning. Dette er også en poin-te, min analyse underbygger. 3.2 Pistis Pistis er et antikt begreb, som stadig er relevant i dag, og som også har stor betydning for etos. Dette vil jeg argumentere for i det følgende med udgangspunkt i Aristoteles, Fafner, Roer og James L. Kinneavy. Jeg vil derefter diskutere, hvordan pistis og consubstantiality kan sammentænkes konstruktivt. Pistis oversættes oftest til grundlæggende tillid eller hos Fafner som en troværdighedsramme.134 Roer påpeger, at hos Homer optræ-der pistis som et centralt begreb i skikkelse af Altheia og Dike. Pistis udtrykker forholdet til den anden, traditionelt tilliden fra menneske til gud, men i romersk forståelse (fides) også tilliden til en ed. Pistis op-fattes som nødvendig for al overtalelse.135 Roer påpeger, at det kan være svært at skille pistis og peitho (eller på latin persuasio) ad, og at der er en tendens til, at de to begreber nærmer sig i betydningen ”or-dets rene kraft”.136 Går man til Aristoteles’ retorik, betyder pistis primært bevismidler eller blot bevis. Aristoteles skriver, at ”vi fæster nemlig snarest lid til det, vi mener er påvist”.137 For Aristoteles er det altså beviset, der ska-ber denne tiltro, og vi har brug for beviset før vi tror på noget. Pistis er her et argumentatorisk begreb, der teknisk kan hjælpe med at overbe-vise modtageren. Kinneavy skriver, at: ”persuasion can be effected by the high credibility of the actual speaker – Aristotle calls this ethical pistis”.138 Det tyder på, at pistis som begreb er sammenkoblet med etos hos Aristoteles, men da Aristoteles definerer pistis som bevismid-ler, refereres her blot til appelformen etos som bevismiddel. Aristote-les nævner ifølge Kinneavy også logisk pistis og patetisk pistis.139 Det

133 Gretland, s. 91. 134 Fafner 1997, s. 11. 135 Roer, s. 69. 136 Roer, s. 69. 137 Aristoteles, s. 31. 138 Kinneavy, s. 45. 139 Kinneavy, s. 45-46.

36

er den samme definition af pistis der ses hos Eide. I hans Retorisk Leksikon kan man læse, at pistis enten betyder argumentatio som en del af dispositio eller bevismiddel, argumentum.140 Pistis i Aristoteles’ og Eides definition og brug adskiller sig fra den måde, Fafner bruger begrebet på, nemlig som grundlæggende tillid eller tro. Dog berører både Fafner og Kinneavy en tosidet funktion af begrebet og skelner mellem pistis som retorisk teknik i Aristoteles’ forståelse og pistis som tro eller tillid, som Kinneavy mener, er mere grundlæggende, og som han argumenterer for er grundlaget for den kristne tro.141 Pistis er hos Fafner centralt for retorikken. Fafner skriver, at pistis dækker ”den aktive eller handlende erkendelse gennem sproget”142 og betyder tro, tiltro, tillid og troværdighed.143 Troværdighed skal opfattes på bredest mulige måde, både som troværdighed til sagen, til det sagte og til per-sonen. At tilslutte sig en sag betyder grundlæggende, at man synes, at sagen er troværdig, især når vi befinder os i retorikkens genstandsom-råde, der ikke handler om sandheder men om sandsynligheder. Her er grundlaget for at overbevise at få modtageren til at tro på, at ens sag er den bedste i den givne situation. Hos Fafner er pistis både grundla-get for persuasio og endemålet for persuasio.144 Denne todeling viser igen pistis’ tosidede funktion. Anne-Maren Mathias Andersen beskri-ver i sit speciale om pistis denne tosidighed således:

[Pistis] er altså et begreb, der rummer en dobbelthed, idet det på én gang omfatter både grund (årsag, sag) og effekt; det er både det at tro/have tillid og de ting, der skaber denne tillid/tro.145

Denne dobbelthed gør begrebet centralt i retorikken, da det rummer flere dimensioner af tillid og tro. 3.2.1 Pistis i forhold til etos Pistis bliver dermed relevant at tage fat i i en etoscentreret analyse, hvor relationen og afsenderen har stor betydning for situationens per-suasive mulighed, som det er tilfældet i mit empiriske materiale med fysioterapeuter. Fafners brede forståelse af pistis som den grundlæg-gende tillid og troværdighed kan ikke undgå at stå i relation til etos, da den grundlæggende tillid berører alle aspekter i kommunikationen, også tilliden til personen, troværdigheden til afsenderen. Det interessante er her, hvordan pistis står i relation til etos. Pistis og etos befinder sig inden for samme kategori af begreber, der kredser

140 Eide, s. 94, opslaget “Pistis”. 141 Kinneavy, s. 50. Bogen Greek Rhetorical Origins of Christian Faith beskæftiger sig

med denne påstand. 142 Fafner 1997, s. 10 143 Fafner 1997, s. 10 144 Fafner 1997, s. 11 145 Andersen, s. 32.

37

om tillid og troværdighed. Andersen påpeger, at der må være et vist slægtskab mellem etos og pistis, hvilket jeg også har fornemmet i mit arbejde med dette speciale.146 Andersen begrunder påstanden om denne sammenhæng med et citat fra Fafners artikel ”Retorik og er-kendelse”:

Pistis er i videste forstand samfundets cement, en emanation af enkeltindividets etos i menneskelig omgang. Pistis er i den for-stand noget, man har. Men det er også noget, der kan erhverves og styrkes. […] vi kan også etablere denne pistis ved talens hjælp.147

Her lægges op til en sammenhæng mellem pistis og etos, da Fafner her beskriver pistis på samme måde, som man ville kunne beskrive etos. Pistis kan dermed ses som grundlaget for etos, men samtidig også som en del af etos. Andersen påpeger, at pistis ligesom etos også skabes i relationen mellem taleren og tilhøreren, og skriver, at når etos og pistis på den måde er beslægtede, men pistis ikke er tilknyttet den enkelte taler, som etos er, kunne man opfatte pistis som fælles-skabets etos.148 Denne tanke er interessant, da den rummer mulighed for, at man kan bruge det før noget flagrende begreb pistis i en analy-se. Især da Andersen foreslår ”pistisdyderne” sandhed, tiltro og re-spekt som pendant til etosdyderne phronesis, arete og eunoia.149 Pistis er dermed med i det fællesskab, der er mellem taler og tilhører. Man kunne måske endda gå skridtet længere og kalde pistis for situatio-nens etos, da den tiltro og tillid, begrebet rummer, er så omfattende, at den også omfatter emnet. Fysioterapeuten Anne Gretland skriver, at fysioterapi er en relati-onel virksomhed, og at formålet med konsultationerne nogle gange blot er at opnå tillid.150 Derfor kan pistis i den brede form forstået som fællesskabets etos være relevant at inddrage i forbindelse med min case. Især fordi fysioterapeuterne benytter kroppen, både deres egen og patientens, må patienten også have en kropslig tiltro til fysiotera-peuten, en kropslig tillid til den andens krop. Her bruges begreberne troværdighed og tillid bredere, end hvis vi blot talte om etos, selvom den kropslige etosopbygning er fysioterapeutens mulighed for at ska-be relation til patienten. Samtidig er relationen mellem fysioterapeut og patient vigtig for, at konsultationen bliver vellykket. Fællesskabet mellem patient og fysioterapeut skal være godt og konstruktivt, fordi de skal løse en opgave sammen ved fælles hjælp.

146 Andersen, s. 35. 147 Fafner, 1999, s. 36. 148 Andersen, s. 35. 149 Andersen, s. 35. 150 Gretland, s. 103

38

3.2.2 Pistis og consubstantiality sammentænkt Her vil jeg argumentere for, at pistis og Burkes begreb consubstantia-lity med fordel kan sammentænkes. Burke forholder sig ikke til pistis eller tillid i sin gennemgang af begrebet consubstantiality. Men jeg mener, at pistis kan sammentæn-kes med consubstantiality, selvom det ene begreb er et gammelt be-greb hentet fra antikken, og det andet er et nyt begreb hentet fra Bur-ke. Gennem Andersens udredning af begrebet pistis fandt jeg frem til, at pistis kan anskues som fællesskabets etos. Fællesskabet er det fæl-lesskab og den relation, der er mellem afsender og modtager. Dette fællesskab kan fortolkes som et fælles rum, og det er dette fælles rum, man forsøger at skabe mellem en afsender og en modtager, når man opbygger consubstantiality. Consubstantiality som skabelsen af et fælles rum, hvor afsender og modtager kan ”act together”, kan tænkes at bygge på fællesskabets etos, altså pistis. Man må formode, at den kropslige troværdighedsopbygning ikke kan finde sted, og dermed heller ikke consubstantiality, hvis der ikke er et fælles grundlag af til-lid. Her kan også inddrages Andersens pistisdyder. Hvis ikke begge parter i et fællesskab eller en relation er sandfærdige, har tiltro til hin-anden og respekt for hinanden, hviler relationen ikke på tillid, og så er det ikke muligt at skabe consubstantiality. Derfor kan pistis indsættes som grundlaget og målet for consubstantiality og dermed persuasio. 3.3 Nonverbal kommunikation Jeg vil i dette afsnit kort diskutere, hvad nonverbal kommunikation som fagligt genstandsfelt er. Der findes nemlig interessante forhold i forskningen om nonverbal kommunikation, der har relevans i forhold til at analysere fysioterapeuternes kropslige kommunikation. Afsnittet præsenterer og diskuterer de konkrete, nonverbale elementer og be-greber, som jeg vil beskæftige mig med i analysen. Jeg inddrager dette tværfaglige genstandsområde, fordi teorier om nonverbal kommuni-kation i højere grad end retorikken beskæftiger sig med kropsligt kommunikative elementer og deres betydning for kommunikationen. Denne teori kan derfor bruges til at analysere konkrete nonverbale elementer i relation til den retoriske virkning og etos. Dette vil også give mig mulighed for at konkludere i forhold til konkrete elementer ved det at opbygge etos kropsligt. Nonverbal kommunikation defineres ved at være ”all the messages other than words that people exchange in interactive contexts”.151 Det nonverbale er et meget stort område og defineres bedst ved at sige, hvad det ikke indeholder, nemlig ordene. Det er sociale konventioner og en del af det, man kan kalde dagliglivets mikropolitik.152 Jeg vil dog 151 Guerrero et al., s. 5. 152 Thornquist, s. 250.

39

udelukkende i min analyse se på, hvordan de nonverbale elementer opbygger etos, og dermed vil jeg bruge etosdyderne til at udpege, hvil-ket formål de nonverbale elementer tjener. Det nonverbale opdeles for det meste i fem forskellige slags koder, nemlig kinetik, fremtræden og kropspynt, det paraverbale (stemmen), kontaktkoder og koder om tid og sted.153 Jeg vil her fremhæve og ud-dybe kinetik og kontaktkoder, da de er relevante for min analyse og for fysioterapeuternes kropslige etosopbygning. De to koder, jeg be-skriver, har sammenfald og er i praksis ikke så lette at skille fra hin-anden, som det fremstår her. 3.3.1 Kinetik Kinetik betyder kroppens og ansigtets bevægelser. I denne kategori findes gestik, kropsholdning, kropsbevægelse, kropsorientering, mi-mik, smil og alle øjnenes bevægelser, såsom øjenkontakt, blikretning osv.154 Alle disse ting kan være vigtige for relationen mellem menne-sker og for opbygning af kropsligt etos. Forskning i nonverbal kom-munikation viser fx, at ansigtet vendt mod den anden viser respekt, og blik, krop og opmærksomhed er vigtige for interaktionen, og kroppens orientering viser invitation til interaktion.155 Gestik og mimik kan ind-deles i flere kategorier alt efter deres funktion. Mange fremhæver Paul Ekman og Wallace V. Friesens inddeling i fem forskellige slags non-verbal adfærd: emblemer, illustrationer, visning af følelser, regulato-rer og adaptioner.156 Her vil jeg fremhæve illustrationer, som er den gestik, der illustrerer ting i det sagte direkte,157 fx når fysioterapeuten taler om hovedpine og peger på sit eget hoved for at illustrere, hvor hovedpinen kan befinde sig. Disse illustrationer er vigtige for den fy-sioterapeutiske praksis, og jeg vender tilbage til denne kategori i ana-lysen. 3.3.2 Kontaktkoder Kontaktkoder er også vigtige for relationen og tilliden mellem menne-sker. Kontaktkoderne indebærer rumlig kommunikation (proksemik), der handler om, hvordan man administrerer nærhed, rum og territo-rier i forhold til ens samtalepartner, samt taktil kommunikation, som handler om, hvordan den fysiske berøring og fysiske kontakt opstår og sker.158 Proksemik kan indikere autoritetsforhold og intimitet.159 Fx kan det i forhold til fysioterapeuten være at være bevidst om, hvilken sårbarhed det giver, at patienten ligger ned, og ofte kan det at være i

153 Guerrero et al., s. 9-10. 154 Guerrero et al., s. 9. 155 Thornquist, s. 252. 156 Ekman og Friesen, s. 63-84. 157 Ekman og Friesen, s. 68. 158 Guerrero et al., s. 10. 159 Thornquist, s. 250.

40

øjenhøjde og på samme niveau have stor betydning for relation og tillidsdannelse.160 Da kontaktkoder og især berøring har stor betyd-ning for fysioterapeuternes praksis, vil jeg gå mere i dybden med den-ne kode og yderligere kommentere berøring og kropslig nærhed. 3.3.2.1 Berøring For en, der ikke er vant til at røre ved andre i en professionel relation, kan det være svært at røre ved mennesker, man ikke er i et intimt for-hold med, men for en fysioterapeut er det helt normalt og sker natur-ligt, fordi det sker hver dag, og fordi berøringen er fysioterapeutens professionelle behandlingsmulighed. Berøring er integreret i sund-hedssystemet, skriver Thornquist, og hun skriver endvidere, at berø-ring generelt er et fundamentalt behov og en spontan udtryksform, der regulerer socialt liv. Berøring viser nærhed og intimitet, og den kan opretholde og regulere autoritetsrelationer (patienten rør fx ikke ved fysioterapeuten). Den højeste i hierarkiet bestemmer graden af berøring.161 Berøring kan både være rart og trygt eller utrygt og uro-vækkende. Det unikke ved berøring er, skriver Thornquist, at den, der berører, også røres, og dermed lærer vi andre og os selv at kende gen-nem berøring.162 Berøring eller taktil kommunikation er altså ikke blot det at røre ved andre. Der ligger mange betydninger bag, da det er en forholdsvis grænseoverskridende kontakt for mange mennesker. 3.3.2.2 Kropsligt nærvær Jeg vil her også komme ind på kropsligt nærvær og det, der i den non-verbale kommunikationsteori også kaldes immediacy. Det er især Mehrabian, der beskæftiger sig med dette i forhold til verbal og non-verbal kommunikation. Det er et svært ord at oversætte til dansk, for-di der er mere i det end blot fysisk nærhed. Immediacy betyder i ord-bogsdefinitionen ”umiddelbarhed” eller ”øjeblikkelighed”, og der er dermed også en dimension af, at immediacy kommunikerer tilgænge-lighed. Men immediacy i den nonverbale kommunikationsteori bety-der i højere grad ”nærvær”.163 Mehrabian skriver, at ”Immediacy be-haviors are those which increase the mutual sensory stimulation bet-ween two persons”164 og er den adfærd, der skaber en tættere (closer) interaktion.165 Jeg oversætter derfor immediacy til ”kropsligt nærvær”, fordi jeg mener, at nærvær indeholder konnotationer til den nærhed, der kan fremkaldes ved øjenkontakt og kropsorientering (og som også kan skabes verbalt) og ikke kun en fysisk nærhed. Hos Mehrabian har det at læne sig forover og at være kropsligt orienteret mod den, man

160 Thornquist, s. 251. 161 Thornquist, s. 260-261. 162 Thornquist, s. 264. 163 Guerrero et al., s. 11. 164 Mehrabian, s. 6. 165 Mehrabian, s. 31.

41

kommunikerer med, betydning for kropsligt nærvær.166 Et begreb, der hænger sammen med det kropslige nærvær, er affiliation, eller til-hørsforhold, som er det, eksempelvis fysioterapeuten opnår ved at være god til at opbygge det kropslige nærvær, og som er vigtigt i til-lidsdannelsen med samtalepartneren eller patienten.167 Affiliation og immediacy kan begge have betydning for opbygning af consubstantiality. Affiliation kan direkte overføres til identifikation og dermed til consubstantiality. Man føler, at der er et tilhørsforhold, hvilket også er et mål i consubstantiality. Det fælles rum skaber fæl-lesskab og dermed tilhørsforhold. Consubstantiality handler om at bygge bro over adskillelsen mellem mennesker, og her må resultatet være nærhed. Som jeg tidligere diskuterede, kan consubstantiality også bruges i relation til det nonverbale, og disse to nonverbale begre-ber har dermed en plads i consubstantiality. Den fysiske nærhed og det fysiske tilhørsforhold er dermed også udtryk for consubstantiality. 3.4 Opsummering og delkonklusion Jeg har i dette afsnit argumenteret for, at Burkes begreb consubstan-tiality i høj grad hænger sammen med etos ifølge Sloane og Sullivan. Consubstantiality er det fælles rum, man kan skabe mellem afsender og modtager med retorikken, men jeg foreslår her, at man også kan opfatte consubstantiality kropsligt, da de metaforer, der bruges om consubstantiality er fysiske og kropslige. I min case vil det give me-ning at forstå de metaforer bogstaveligt, så consubstantiality også kan opbygges kropsligt og ses som det fælles rum, der skabes, når fysiote-rapeuten berører patienten. Jeg har argumenteret for, at etos kan anskues som et begreb med to sider; et stabilt og et foranderligt etos. Denne definition favner både den aristoteliske etosforståelse med de tre etosdyder phronesis, arete og eunoia, som er teknisk-persuasiv, samt den ciceronianske etos-forståelse, som bygger på doxa, sociale og samfundsmæssige struktu-rer. Denne måde at se etos på underbygges af Gelang og Sullivan og bygger på, at etos i antikken betød to ting, nemlig ”karakter” og ”va-ner”. McCroskeys multidimensionale etosdefinition understøtter den-ne todelte etosforståelse. Ved at se etos som et begreb med to sider kan jeg i min analyse i højere grad komme i dybden med den kropslige etosopbygning, fordi der hermed gives et bredere etosbegreb. Aristo-teles’ etosdyder er meget brugbare i en teknisk analyse af det kropslige etos, mens Ciceros etos kan anvendes på det relationelle og sociale plan. Jeg har argumenteret for, at pistis ses som grundlaget og målet for troværdig kommunikation. Andersen har foreslået at se pistis som fællesskabets etos, og dermed kan begrebet også sættes i relation til 166 Mehabian, s. 19. 167 Mehrabian, s. 149.

42

consubstantiality, da det på denne måde kan handle om det fælles rum mellem afsender og modtager, der bygger på tillid. Jeg har derudover berørt nonverbal kommunikationsteori, som jeg mener kan berige min analyse. Det drejer sig især om to nonverba-le koder: kinetik, som er krops- og ansigtsbevægelser, samt kontakt-koder, hvor jeg især vil benytte mig af taktil kommunikation og det kropslige nærvær som tillids- og relationsopbyggende.

43

4.0 Analyse I dette afsnit vil jeg analysere det empiriske materiale, optagelserne af fysioterapeuterne. Først vil jeg uddybe undersøgelsens metode samt beskrive og analysere den situation, fysioterapeuterne befinder sig i. Formålet er at finde ud af, hvordan fysioterapeuterne er troværdige kropsligt over for deres patienter, og hvordan de opbygger kropslig consubstantiality. 4.1 Undersøgelsens metode Dette er et kvalitativt, eksplorativt og empirisk studie. Både indsam-lingen af det empiriske materiale og spørgeskemaerne er kvalitative med kvantitative elementer. Jeg vil herunder diskutere de forskellige elementer i undersøgelsens metode inklusiv kritikpunkter. 4.1.1 Undersøgelsens design Undersøgelsen er bygget op omkring tre fysioterapeuters konsultatio-ner, som jeg har filmet: to med hver fysioterapeut af en halv times varighed med to forskellige patienter. En af fysioterapeuterne havde dog en konsultation af en times varighed. Efterfølgende skulle patien-terne udfylde et spørgeskema, der handlede om, hvorvidt patienten var tilfreds med behandlingen, og mente, at fysioterapeuten var tro-værdig. Spørgeskemaerne vender jeg tilbage til i afsnittet Spørgeskemaet. Jeg valgte at henvende mig til firmaet FYSIQ, fordi FYSIQs værdier bygger på videreuddannelse, forskning og ny viden. På FYSIQs hjem-meside står der for eksempel, at FYSIQ vil skabe varig bedring og va-rig motionsvane gennem ”evidensbaseret fysioterapi”,168 samt at FY-SIQ har et ideal om at holde et højt fagligt niveau med udgangspunkt i nyeste forskning. Figur 1 er det skilt, man bliver mødt med på disken, når man kommer ind på klinikken i Dragør. Det første, FYSIQ påpe-ger, er, at de har landets højeste uddannelsesniveau. Jeg formodede, at de derfor ville være interesserede i at samarbejde om en akademisk undersøgelse, der også kan være til gavn for fysioterapeuterne på længere sigt.

168 www.fysiq.dk, besøgt d. 28. december 2013.

44

4.1.2 Fremgangsmåde Jeg henvendte mig til lederen af FYSIQ, som gerne ville samarbejde. Herefter skrev jeg mails ud til alle ansatte fysioterapeuter i FYSIQ. Jeg valgte at indsnævre patientgruppen til ryg- eller nakkepatienter, fordi jeg ønskede optagelser af konsultationer, der lignede hinanden mest muligt. Jeg håbede på den måde, at fysioterapeuternes fælles kom-munikative egenskaber trådte tydeligere frem. Herudover var der også en større chance for at filme en konsultation, der ikke ville bevæge sig ud i det tilknyttede træningscenter. Fire fysioterapeuter meldte tilbage, og jeg fik konkrete aftaler med tre af dem. En fysioterapeut faldt fra, fordi han ikke svarede på de e-mails, jeg sendte. Generelt opdagede jeg, at det var svært at få svar fra fysioterapeuterne. Det var også svært at videregive information til dem, og de kommunikative udfordringer kan have påvirket undersø-gelsens resultat, bl.a. ved at en patient ikke ville svare på spørgeske-maet, fordi hun ikke var blevet informeret om det.169 En optagelse foregik således, at jeg var på centeret i god tid, så jeg kunne gøre kameraet klar og veksle et par ord med fysioterapeuten. Når tiden var inde, hentede fysioterapeuten patienten til behandler-rummet. Jeg gav hånd og præsenterede mig, men forsøgte derudover at være så usynlig som muligt, mens jeg filmede konsultationen.170 Samtykkeerklæringerne udfyldtes enten før eller efter konsultationen.

169 Den indledende e-mail og det informationsark, jeg sendte til fysioterapeuterne, kan ses i bilag 2. 170 Jeg er klar over, at det ikke er muligt ikke at påvirke situationen med sin

tilstedeværelse, men dette var et vilkår for at få konsultationen optaget. Fysioterapeuterne fortalte ydermere, at der ofte er andre, fx studerende, med til konsultationerne, så for både patienter og fysioterapeuter var det ikke en uvant situation.

Figur 1. Dette står på disken, som man ser, når man kommer ind i FYSIQs afdeling i Dragør.

45

Efter konsultationen blev patienten og jeg alene, og patienten udfyldte spørgeskemaet. 4.1.3 Optagelserne Mit empiriske materiale er vedlagt som fire dvd’er i bilag 1.171 Nogle konsultationer foregår over flere klip, da mit kamera ikke kunne filme længere end 30 minutter ad gangen. I et enkelt tilfælde var der pro-blemer med kameraet, så til den konsultation er der flere små klip, og konsultationen er derfor ikke med i fuld længde. Jeg har valgt at med-tage dette i undersøgelsen alligevel, fordi optagelserne viser gennem-gående og interessante træk, som det fremgår af analysen. Jeg fik op-taget to konsultationer med to forskellige patienter af henholdsvis 26.26 og 40.40 minutters varighed med fysioterapeut MK, en konsul-tation med en patient af 49.16 minutters varighed med fysioterapeut EB og to konsultationer med to forskellige patienter af henholdsvis 21.00 og 34.22 minutters varighed med fysioterapeut ML. Optagel-serne er i analysen identificeret således: MK’s første konsultation hedder MK1 og er et enkelt klip, MK’s anden konsultation falder i to klip og benævnes derfor MK2-1 og MK2-2. EB havde en enkelt konsul-tation i to klip og benævnes EB1-1 og EB1-2. ML havde to konsultatio-ner, den første i fire klip, der kaldes ML1-1, ML1-2, ML1-3 og ML1-4.172 ML’s anden konsultation forløber i et klip, som benævnes ML2. Når jeg henviser til nedslag i optagelserne, vil navnet på klippet efter-følges af den præcise tidsangivelse som dokumentation for analysen (fx: MK2-1 03.56). 4.1.4 Samtykkeerklæringer Både fysioterapeuter og patienter fik på forhånd en beskrivelse af un-dersøgelsen, og alle deltagere har underskrevet en samtykkeerklæring (se bilag 3). Af disse fremgår det, at alle deltagere er anonyme. Jeg udgiver derfor ikke det optagede materiale offentligt, og bilagene til dette speciale er fortrolighedsstemplede. Jeg lavede samtykkeerklæ-ringerne, fordi jeg synes, det er vigtigt, at deltagerne var indforståede med, hvad mine optagelser indebar, hvad de skulle bruges til, og hvem der kommer til at se dem. På flere af optagelserne tales der fx om for-trolige emner, eller patienten har ikke trøje på, og derfor gav samtyk-keerklæringen og de klare retningslinjer både fysioterapeuter og pati-

171 Dvd 1 indeholder EB1-1, EB1-2, dvd 2 indeolder MK2-1 og MK2-2, dvd 3 indeholder

MK1, ML1-1-4 og dvd 4 indeholder ML2. ML1-1 er roteret, men kun de første minutter. Jeg vil anbefale at kopiere filerne over på computerens skrivebord, så det bliver lettere at navigere mellem klippene uden at skulle skifte dvd’er. Virker dette ikke, kan videoerne findes i dropbox på dette link: https://www.dropbox.com/sh/t9vbsthhlgl4zu9/AAA004VfWGOfJ5BX0Mk1mQmBa. Dropboxen afvikles d. 1. september, så patienterne kan forblive anonyme.

172 Da kameraudstyret satte ud, blev denne optagelse med ML kun 18 minutter plus de ekstra par klip. Jeg har valgt at medtage dette i undersøgelsen alligevel, da der på optagelserne ses gennemgående og interessante træk.

46

enter en tryghed ved at deltage, så konsultationerne blev repræsenta-tive for deres forløb. Derudover er samtykkeerklæringer meget brugt i fysioterapiens fagtradition, så fysioterapeuterne efterspurgte selv samtykkeerklæringerne. Jeg benyttede dem derfor også, fordi fysiote-rapeuterne måske ikke ville tage undersøgelsen alvorligt eller have tillid til den, hvis der ikke var samtykkeerklæringer.173 Derudover har fysioterapeuterne tavshedspligt, og med samtykkeerklæringerne kun-ne jeg vise, at den tavshedspligt også gjaldt for mig. Jeg bruger stilbilleder fra optagelserne i min analyse for at illustre-re, hvad fysioterapeuterne gør, da det er lettere og mere illustrativt at se eksempler i billedformat end at læse dem ud fra en transskribering. Dette gøres også for at være tro mod kroppens særlige kommunikati-on. Det betyder dog, at jeg måtte bede fysioterapeuterne om at bryde deres anonymitet. Deres navne fremgår ikke i selve specialet, og i bilag 4 ses deres samtykke på e-mail til, at jeg kan bruge billeder af dem. Patienterne er anonymiserede på billederne. 4.1.5 Spørgeskemaet Formålet med spørgeskemaet til patienterne var, at de skulle fungere som et kvalitativt og fænomenologisk udsagn om, hvad den konkrete modtager syntes og mente om konsultationen (se bilag 5).174 Spørge-skemaet blev ikke lavet med henblik på at generere statistisk data, men skulle i højere grad bruges til at tjekke, om jeg analyserede mig til korrekte antagelser i min analyse af fysioterapeuten. Hvis jeg fx for-tolkede, at fysioterapeuten kropsligt virkede meget troværdig, mens patienten ikke syntes det, ville min analyse ikke være troværdig. Da jeg ikke skulle have data til statistik ud af spørgeskemaet, udformede jeg det ikke strengt metodisk. Jeg blev inspireret af bogen Research Methods in Anthropology og bogen Guide til gode spørgeskemaer. Spørgeskemaet blev opbygget således, at lukkede spørgsmål efter-fulgtes af åbne.175 Dette blev udformet, så der typisk blev stillet et luk-ket, kvantitativt spørgsmål, fx ”Hvor meget tillid havde du til fysiote-rapeuten”, hvor man skulle svare på en Likert-skala176 fra 1-6, hvor 1 var ”lidt” og 6 var ”meget”, en bevidst valgt skala uden en neutral mid-terposition. Ambitionen var, at patienterne ville tage mere stilling til spørgsmålet, hvis der ikke var denne neutrale midterposition som svarmulighed. Bagefter forsøgtes svaret uddybet med et åbent, kvali-tativt ”hvorfor?”. Det valgte jeg, fordi jeg formodede, at havde patien- 173 Her er det værd at bemærke, at det er interessant, at det i den retoriske (og

humanistiske) fagtradition ikke er normal procedure at lave og udfylde samtykkeerklæringer, selvom vi fx på stemmebrugsprofilen faktisk arbejder med kaniner og deres stemmer, når vi ikke er uddannede, og potentielt kunne lave fejl, der kunne forårsage skader på kaninens stemme.

174 Her bruges ordet fænomenologi som en statistisk metode, der går ud på at udspørge folk om noget, de rent faktisk har oplevet. Bernard, s. 20.

175 Olsen, s. 38. 176 Bernard, s. 244-245.

47

terne først givet et mere ureflekteret, umiddelbart svar på en skala, ville det give et bedre grundlag for at kunne svare på ”hvorfor”, da patienten allerede havde taget stilling til, fx hvor meget tillid patienten havde til fysioterapeuten. Spørgsmålene i spørgeskemaet kan overvejene kategoriseres som ”specifikke holdningsspørgsmål”, da de beder patienten om at udtryk-ke noget, de opfatter, noget, de føler, eller i et enkelt spørgsmål noget, de vil gøre (i spørgsmålet ”I hvilken udstrækning kommer du til at følge fysioterapeutens anvisninger?”). Dog kan spørgsmålene også opfattes som sammensatte spørgsmål, som en sammensætning af ”faktuelt-episodiske spørgsmål” og ”holdningsspørgsmål”, da patien-terne bliver bedt om deres holdning til en konkret oplevelse i tid og rum og ikke en forestillet oplevelse.177 Dette understøtter også spørge-skemaets kvalitative formål. På den måde er spørgeskemaerne fæno-menologiske, fordi de spørger til en konkret oplevelse. Med hensyn til formuleringen af spørgsmålene var ambitionen at finde en balance mellem at formulere dem fagligt præcist og formule-re dem, så patienten forstod dem. I bogen Guide til gode spørgeske-maer skrives der om formuleringer: ”At formulere problemstillinger er at afgrænse og tydeliggøre det tema, som en spørgeskemaundersø-gelse sigter mod at belyse”.178 Derfor valgte jeg både at spørge til tilli-den til fysioterapeuten og fysioterapeutens troværdighed, selvom både dem, jeg testede spørgeskemaet på og patienterne, der besvarede det, gav udtryk for, at det er det samme. Her kom min retoriske faglighed til udtryk, da jeg ikke mener, at de to ting er det samme, og jeg ville gerne antyde et skel og se, om patienterne opfattede dette skel. Man kunne godt forestille sig en fagligt troværdig fysioterapeut, som pati-enten ikke havde tillid til. På den anden side brugte jeg ordet ”krops-sprog” i et element, hvor jeg bad patienten om at sætte tre ord på fy-sioterapeutens kropssprog. Som nævnt i indledningen er ordet ”krops-sprog” ikke et hensigtsmæssigt ord (jf. Onsberg), men jeg valgte her ordet alligevel, fordi jeg formodede, at patienterne mere umiddelbart ville forstå, hvad jeg mente, end hvis jeg brugte andre synonymer. Jeg forsøgte altså med formuleringerne at komme rundt om temaet både retorisk, men også så patienterne forstod spørgsmålene og temaerne bedst muligt. Jeg valgte ikke at definere de begreber og ord, jeg brugte, på for-hånd, selvom det anbefales.179 Jeg ville i højere grad have patientens umiddelbare forståelse og fornemmelse af fysioterapeuten og ikke have patienten til at tænke over definitionen af ”troværdighed”, ”tillid”

177 Olsen, s. 16-18. 178 Olsen, s. 12. 179 Olsen, s. 13-14.

48

og ”relation”. Dette var igen muligt, fordi spørgeskemaets formål var overvejende kvalitativt.180 Jeg havde en ambition om, at spørgeskemaet maksimalt skulle tage 10 minutter at udfylde. Jeg testede spørgeskemaet på forskellige men-nesker med forskellig alder og uddannelsesbaggrund for at sikre, at det virkede og varede efter hensigten. Da jeg ikke skulle forholde mig statistisk til resultaterne, kunne jeg godt tale med patienten under udfyldelsen. Flere patienter gav udtryk for, at det var svært at svare på ”hvorfor”-spørgsmålene. Derfor følte jeg det nødvendigt at understrege, selvom det stod i toppen af skema-et, at de ikke behøvede at udfylde alle ”hvorfor”-spørgsmålene, hvis de ikke havde noget at skrive. Jeg forestiller mig, at det ikke ville have været svært at svare på ”hvorfor”, hvis konsultationen havde været dårlig. Det er svært at svare på, hvorfor noget gik godt og fungerede optimalt. Samtidig kan det også være svært at sætte ord på en oplevel-se, hvis man hverken har forberedt sig på det eller er vant til at sætte ord på kommunikation, troværdighed og krop. EB’s patient ville ikke svare på spørgeskemaet, bl.a. fordi patienten ikke havde fået information om det. Jeg undlod at insistere, da spør-geskemaet ikke skulle bruges til at fremstille statistisk data. Patienten virkede ikke villig til at genoverveje beslutningen, og da denne samtale forløb i begyndelsen af konsultationen, vurderede jeg, at det var bedst at lade det ligge, så jeg stadig kunne holde mig i baggrunden og være mest muligt usynlig. Det er selvfølgelig uheldigt for undersøgelsen, at den længste konsultation ikke har noget spørgeskema knyttet til sig, men jeg vælger at bruge konsultationen alligevel. Dog vil jeg primært kun bruge konsultationen, hvis jeg ser de samme træk, temaer og ana-lyser i de to andre fysioterapeuters konsultationer. 4.1.6 Transskriberingen Jeg har i opgaven med at transskribere mit empiriske materiale fun-det inspiration i Gelangs begreb multimodal transskribering,181 hvor det, personen gør, også transskriberes. Jeg har samtidig fulgt ret-ningslinjer fra samtaleanalysens teoretiske fundering, da mange af de verbale problemstillinger i transskriberingen kan løses af den trans-skriberingsform, man ser i samtaleanalysen. Da jeg ikke laver en deci-deret samtaleanalyse, har jeg forenklet metoden, så den passer til ma-terialet og specialet. Da det gik op for mig, at jeg fandt det mere hen-sigtsmæssigt at illustrere og vise belæg for min analyse med stilbille-der end med udskrift fra transskriberingen, var det naturligt ikke at transskribere analysematerialet i den detaljegrad, samtaleanalysens

180 Jeg er klar over, at der i de metodiske overvejelser også kunne fremhæves bl.a.

konteksteffekt og overvejelser om genkaldelse. Dog mener jeg, at disse ting ikke er så relevante i forhold til formålet med spørgeskemaet. Se Olsen, s. 58 og s. 43.

181 Gelang, s. 151-155.

49

transskriberingsmetoder foreskriver. Det betyder fx, at jeg ikke ud-skriver pauserne med sekundanvisninger. I samtaleanalysens trans-skriberingsmetode, som jeg har forenklet, så den bedre tjener mit formål, påpeges det, at man ofte finder sin egen form i transskriberin-gen eller udskrivningen. Samtidig påpeges det, at det vigtigste er at være konsekvent.182 Jeg har derfor valgt en transskriberingsmodel, som ses i bilag 6, der samtidig indledes med en forklaring på trans-skriberingen. Transskriberingerne af alle konsultationerne kan ses i bilag 7. 4.1.7 Metodemæssige problemstillinger Der er flere metodemæssige problemer i min undersøgelse, som jeg her vil opstille. Undersøgelsen kan kritiseres for at være for lille og lokal til at kun-ne sige noget generelt om, hvordan fysioterapeuter opbygger kropslig troværdighed over for deres patienter. Da dette er et kvalitativt, eks-plorativt pilotprojekt, der ikke sigter mod at lave statistisk data, me-ner jeg, at undersøgelsesdesignet godt kan forsvares, og at resultater-ne alligevel er brugbare, da de påpeger spændende elementer inden for kropslig kommunikation ved at pege på nogle tendenser. Fysioterapeuterne havde selv meldt sig, hvilket kan give nogle me-todiske fejlkilder, fordi jeg på den måde ikke kan være sikker på at have fået et bredt udsnit af fysioterapeuter. Man kunne formode, at de fysioterapeuter, der melder sig til en sådan undersøgelse, er fagligt selvsikre og er en bestemt, udadvendt type. I forhold til mit speciale-projekt kan dette imidlertid ses som en fordel, fordi jeg gerne vil un-dersøge den kropslige etosopbygning kvalitativt, og hvis de fysiotera-peuter, der melder sig, er dygtige og udadvendte, må man formode, at etosopbygningen er tydeligere her end hos andre fysioterapeuter. Dog kunne et studie med fysioterapeuter, der ikke havde samme egenska-ber og måske ikke var gode til den kropslige etosopbygning, også have været interessant, da man formodentlig her tydeligt ville kunne obser-vere og konkludere, hvad man ikke skal gøre. Et bredere brugbart re-sultat ville kræve et større studie med større diversitet blandt delta-gerne. Et problem kan være, at fysioterapeuterne selv valgte de patienter, der skulle filmes. Man kunne formode, at de derfor ville vælge patien-ter, de havde god kemi med, så fysioterapeuterne kunne tage sig bedst ud. Jeg mener dog, at det faktum, at det skulle være ryg- eller nakke-

182 Nielsen og Nielsen, s. 164. Dog er der i samme bog et kapitel af Jakob Steensig, der

påpeger nogle meget faste foreskrifter for transskribering af samtaler til samtaleanalyse, og Steensig vil gerne have endnu skrappere krav til en transskribering. Jeg forenkler dog her transskriberingen, da jeg ikke laver en samtaleanalyse. Nielsen og Nielsen, s. 175-200.

50

patienter gjorde valget mere begrænset, og derfor mener jeg stadig, at undersøgelsen er valid som pilotprojekt. Det kan i relation til selve konsultationen være et metodemæssigt kritikpunkt, at konsultationen faktisk ikke startede det øjeblik, patient og fysioterapeut trådte ind i lokalet, fordi patienten på centrene bliver hentet af fysioterapeuten i et venteområde. På vejen fra venteområdet skete der sikkert megen etosrelateret kommunikation, både verbalt og nonverbalt, men det havde jeg ikke mulighed for at se eller filme. Mange retorikere mener, at det er indledningen eller begyndelsen, der er den vigtigste i forhold til etos,183 så derfor var det uheldigt, at jeg ikke fik den rigtige begyndelse med. Dette kunne jeg ikke vide, før jeg filmede første gang, og der var umiddelbart ikke noget at gøre ved det, fordi jeg vægtede det højere, at jeg trådte i baggrunden, og at situatio-nen mest muligt lignede en normal konsultation. Analysen viser hel-digvis, at ikke al etosarbejdet skete i begyndelsen. Endnu et problem kan være, at jeg ikke havde bedt fysioterapeu-terne om at finde patienter, de ikke kendte i forvejen. Det havde sik-kert været sværere at finde patienter til at deltage, som de ikke kendte i forvejen, men det betød, at alle fysioterapeuterne havde et initial ethos, som måske gjorde, at de ikke behøvede at opbygge deres tro-værdighed lige så meget og lige så tydeligt, som de sikkert har gjort første gang, de mødte patienten. Dog skal fysioterapeuterne stadig opretholde deres etos i forhold til derived ethos, så dermed kan mate-rialet stadig analyseres med fokus på etosopbygning. Man kan ydermere indvende, at fysioterapeutens adfærd kan æn-dre sig, når han eller hun bliver filmet. Dette forsøgte jeg at omgå ved ikke at fortælle fysioterapeuterne i detaljer, hvad jeg ville analysere og undersøge, så de ikke tænkte specifikt på deres kropssprog eller på, hvor troværdige de var. Af samme grund så ingen af dem det spørge-skema, jeg gav patienterne. Flere gav efterfølgende udtryk for, at de glemte kameraet og agerede præcis, som de plejede. Et par patienter kommenterede kameraet under konsultationen og henledte opmærk-somheden mod mig, men det skete kortvarigt, og deres opmærksom-hed var hurtigt væk fra kameraet igen. Jeg havde selv under alle opta-gelserne en opfattelse af, at både fysioterapeuter og patienter opførte sig, som de ville gøre, hvis der ikke havde været kamera. Dog skal der tages forbehold for, at situationen selvfølgelig ikke kunne undgå at blive påvirket med mig og et kamera i rummet. I forhold til undersøgelsens metode har jeg ikke interviewet fysiote-rapeuterne selv. Mit fokus i undersøgelsen var ikke, hvad fysiotera-peutens intentioner var og var dermed modtagerorienteret frem for afsenderorienteret. Jeg ville gerne analysere fysioterapeuternes krops-lige kommunikation uden at være farvet af, hvad de selv mener, de

183 Fx Gabrielsen og Christiansen, s. 132, Villadsen 2009, s. 106, og Cicero, I-143.

51

gør. Jeg mener, det er vigtigere at have patienternes udsagn, så jeg kan se, om det, fysioterapeuterne gør kropsligt virkede positivt på den konkrete modtager, og jeg er i denne undersøgelse interesseret i effek-ten af det, de gør. En undersøgelse, der er større end dette pilotpro-jekt, kunne dog med fordel inddrage den del af perspektivet for en udvidet forståelse. 4.2 Situationsanalyse Jeg præsenterer og diskuterer i dette afsnit den situation, som fysiote-rapeuten er i under behandling af en patient i en konsultation. Her henter jeg information og overvejelser fra Gretland og Thornquist, som begge er fysioterapeuter og forskere, og som begge har skrevet en lærebog om den fysioterapeutiske praksis. Gretland skriver:

I fysioterapi står kroppen i sentrum for undersøkelse og behand-ling. […] kroppssanser, erfaringer og mestringsmuligheter gjennom bevisst arbeid med ulike former for berøring, bevegelse og aktivi-teter.184

Kroppen er altså central i fysioterapien, også som kommunikations-middel,185 men verbalsproget har også en vigtig plads. Gretland og Thornquist bruger udtrykket, at den kropslige dialog danner ud-gangspunkt for en dialog om kroppen.186 Det verbale og kropslige er altså sammenhængende. Dette er også et forbehold, jeg tager i min analyse. Situationen for den fysioterapeutiske konsultation er, at der til ste-de er en uddannet fysioterapeut og en patient, der enten betaler for behandlingen eller er blevet henvist fra en læge. Typisk har patienten selv ringet til klinikken og bedt om en tid, og patienten kommer typisk frivilligt (i hvert fald dem, der deltager i denne undersøgelse). Fra fy-sioterapeutens synspunkt er en del af formålet med den enkelte kon-sultation compliance, som betyder, at patienten derhjemme gør, som fysioterapeuten beder patienten om.187 Det overordnede formål med konsultationen eller et forløb af konsultationer for begge parter er i sidste ende at lindre eller helbrede de smerter eller den lidelse, patien-ten har et sted i kroppen, som er muskuloskeletalt188 betinget. Dette kan ske enten ved berøring og manuel behandling eller ved træning. Der er altså tale om et forhold mellem fysioterapeut og patient, hvis

184 Gretland, s. 86. 185 Gretland, s. 19-20. 186 Gretland, s. 129. 187 Thornquist, s. 71. 188 I betydningen, hvad der har med muskler og skelet at gøre. Dog skal begrebet ikke

forveksles med den fysioterapeutiske efteruddannelse, der har samme navn: http://www.muskuloskeletal.dk/. Besøgt d. 21. maj 2014.

52

formål er forholdets ophør.189 Det er interessant i forhold til con-substantiality, relations- og tillidsopbygning. Hvor det på den ene side er vigtigt i den enkelte konsultation at skabe et tillidsforhold og et fælles rum, for både at få patienten til at fortælle om sine lidelse og for at kunne få lov til at røre og behandle patienten, er det overordnede succeskriterium, at forholdet i sidste ende opløses. Derfor kan man muligvis tale om en meget lokal form for consubstantiality, som sker i den enkelte konsultation. En konsultation er typisk bygget op først med en samtale, der skal opsummere, hvordan patienten har det nu, hvad der er sket siden sidst, eller præsentere symptomer, så fysioterapeuten kan forsøge at udlede en diagnose.190 Her er verbalsproget af stor betydning. Derefter er der en behandling eller træning, og til sidst en afrunding, hvor fy-sioterapeuten typisk er handlingsanvisende, fx ved at give hjemme-øvelser eller træningsøvelser. Visse konsultationer er ikke direkte be-handlende, men kan gå ud på at teste, hvad patienten fejler, så der kan stilles en diagnose. Fx er MK2 denne slags konsultation. Gretland skriver om den indledende samtale eller undersøgelse:

En fysioterapeutisk undersøkelse dreier seg om å søke informasjon om pasientens væremåter og opplevelser gjennom en kroppslig innfallsvinkel. Undersøkelsen er en samhandlingssituasjon hvor fy-sioterapeuten tar sikte på å forstå noe av pasienten – både hans ressurser og problemer – som grunnlag for å avklare om pasienten skal ha – og i tilfelle, hva slags fysioterapi.191

Der lægges her både vægt på patientens livsverden og konkrete krops-lige problematikker samt den fælles opgave (”samhandlingssituasjon”, compliance), det er for fysioterapeuten og patienten at bekæmpe smerten. Situationen rummer også det faktum, at fysioterapeuten bestem-mer.192 Fysioterapeuten har en ekspertise, der gør situationen asym-metrisk. Det er vigtigt at definere og etablere situationen og fysiotera-peuten som den professionelle, så berøringen også får en anden be-tydning i den kliniske kontekst end den betydning, berøring har i en patients privatliv.193 Flere af patienterne i denne undersøgelse nævner negative ting om deres egen krop, fx at de har dobbelthager, er ”tunge i røven”194 og andre ting, der viser en udvidet negativ kropsbevidsthed i situationen,

189 Thornquist, s. 411. 190 Fysioterapeuter må stille diagnoser. Se https://fysio.dk/org/nyheder/Ma-

fysioterapeuter-diagnosticere/#.U6LviY1_veE, besøgt d. 19. juni 2014. 191 Gretland, s. 95. 192 Thornquist, s. 35. 193 Gretland, s. 94. 194 EB1-1 27.33-27.36 og EB1-2 08.21-08.23.

53

både fordi de måske ikke har trøje på,195 men også fordi de i behand-lingen og i mødet med fysioterapeuten gøres meget opmærksomme på deres krop og deres krops begrænsninger og æstetik. Fysioterapeuten har her også en stor opgave i at gøre det behageligt for patienten i den lidt udsatte position samt afværge selvnedgørende udsagn fra patien-ten for at opretholde den gode atmosfære. Decorum spiller her en rol-le. De fysiske omgivelser for konsultationerne er i denne undersøgelse et lille rum med en briks, en håndvask, evt. en computer, en skammel på hjul og fysioterapeutfaglige plakater på væggene. ML’s to konsulta-tioner og MK’s to konsultationer er optaget i samme rum på FYSIQ i Dragør, EB’s konsultation er optaget i et lidt større rum på FYSIQ i Kastrup. 4.3 Analysen Jeg analyserer mit empiriske materiale ud fra de begreber og tematik-ker, jeg ser som gennemgående for alle tre fysioterapeuters praksis. Disse begreber har jeg slået an i teoriafsnittet. Jeg vil strukturere mit analyseafsnit efter de nonverbale begreber, da denne opdeling giver det bedste overblik. Det, fysioterapeuterne gør med kroppen i forhold til kropslig etosopbygning, falder i to dele. Den ene del handler om kontaktkoder, den anden del handler om kinetik. I disse to dele vil jeg fremlægge mine analyseresultater og diskutere de begreber, resulta-terne knytter sig til og kan fortolkes med brug af. Flere af de elemen-ter, der er placeret i de to overordnede nonverbale kategorier, kan både overlappe med hinanden og kunne i visse tilfælde også have hørt hjemme i den anden kategori, men den valgte opdeling tjener bedst analysens formål. Da det er svært at skille den kropslige kommunikation fra den ver-bale, og da det kan være uhensigtsmæssigt at gør det (jf. Gelang s. 15), vil jeg efter de to analysedele kort kommentere fysioterapeuternes sproglige adfærd i henhold til de relevante tematikker. Før selve ana-lysen vil jeg kommentere og analysere patienternes spørgeskemaer. Det er, som tidligere beskrevet, en udfordring at skrive om krop-pens kommunikation med ord. Stilbilleder fra optagelserne i analysen tjener det formål at give læseren mulighed for at se, hvordan fysiote-rapeutens krop ser ud, eller hvordan fysioterapeuten har placeret sig. Dette erstatter selvfølgelig ikke den forståelse, man vil få af at se opta-gelserne. Fysioterapeuterne kaldes ved deres initialer: MK, ML eller EB, og patienten forkortes ofte pt.

195 Fx EB1-1 fra 24.29 og ML1-1 fra 11.48.

54

4.3.1 Analyse af spørgeskemaerne En kvantitativ analyse af de fire spørgeskemaer, der blev udfyldt, viser et meget entydigt billede (de udfyldte spørgeskemaer kan ses i bilag 8). De spørgsmål, der skulle besvares ved at afkrydse fra 1-6, er alle besvaret med rene 6-taller, undtagen to skemaer, der besvarer 5 til spørgsmålet, om de selv følger fysioterapeutens anvisninger der-hjemme. Dette må fortolkes som, at patienterne er meget tilfredse med deres fysioterapeut, og at fysioterapeuterne gør det hensigtsmæs-sige ud fra modtagerens synspunkt. Dog vil jeg ikke bruge disse kvan-titative besvarelser til meget mere end denne konklusion i forhold til min analyse, da det kan være mistænkeligt, at besvarelserne er så ens-lydende. Her er det en mulighed, at spørgeskemaerne ikke var kon-strueret hensigtsmæssigt nok, men da sigtet var overvejene kvalitativt, og da de kvalitative besvarelser giver interessante resultater, vil jeg her blot konkludere, at spørgeskemaet har opfyldt sit formål som kva-litativ tilkendegivelse af patienternes holdning til fysioterapeuten og som en tjekliste til, at analysen er valid. De kvalitative besvarelser (”hvorfor”-spørgsmålene og to spørgs-mål, hvor patienten skulle sætte tre ord på fysioterapeutens fremtræ-den i konsultationen og fysioterapeutens kropssprog) vil jeg fremhæve og analysere under de kategorier i det efterfølgende, hvor svarene be-rører det, min analyse viser, for på den måde at have en hjemmel i min analyse fra den konkrete modtagers oplevelse af konsultationen. To af spørgeskemaerne påpeger, at fysioterapeuten har et initial ethos, og at patienten har gået hos fysioterapeuten før. Det fremstår, når patienten svarer på, hvorfor hun havde meget tillid til fysiotera-peuten ved at skrive: ”Har været igennem flere forløb med godt resul-tat”.196 En anden skriver som svar på samme spørgsmål: ”Jeg har altid færre smerter efter en konsultation. Har gået på pilateshold, hvor han underviste”.197 Her gives der indtryk af, at initial ethos har stor betyd-ning for, at patienten opfatter fysioterapeuten som troværdig. 4.3.2 Kontaktkoder Fysioterapeuterne bruger forskellige kontaktkoder til at skabe con-substantiality, hvilket min analyse i dette afsnit vil vise. Afsnittet om-handler kropslig nærhed, berøring, højdeforskelle samt kropslig hjælp og hensyntagen. Disse fire elementer kan på forskellig vis siges at væ-re et udtryk for alle tre etosdyder; eunoia, phronesis og arete. Da jeg ikke kar kompetencer til at analysere den behandlende, fy-sioterapeutiske berøring, vil jeg så vidt muligt ikke kommentere eller analysere den, men udelukkende koncentrere mig om den form for berøring, som opbygger etos og consubstantiality, og som er social og relationel. De forskellige former for berøring har dog ikke klare græn- 196 Se bilag 8. 197 Se bilag 8.

55

ser mellem sig, og flere gange vil definitionerne være flydende. Jeg vil i min analyse af berøring hele tiden forsøge at skelne mellem de for-skellige former for berøring og pointere, hvis det kan være svært at skelne mellem dem. 4.3.2.1 Kropslig nærhed Kropslig nærhed, eller immediacy, betegner de forskellige former for fysisk nærhed, som fysioterapeuterne demonstrerer i deres etosop-bygning. Der er mange eksempler i mit empiriske materiale på en ud-videt kropslig nærhed. Da en fysioterapeut skal røre ved patienten, er det nødvendigt hurtigt at etablere den fysiske nærhed, hvilket alle tre fysioterapeuter gør indledningsvist. Samtidig bruger fysioterapeuter-ne ofte deres egen krop til at stabilisere patientens krop ved visse øvelser eller berøringer, bruger sin egen krop som vægtstang, mod-stand eller stabilisator. En måde, hvorpå fysioterapeuterne demonstrerer den kropslige nærhed, er sådan, som de sidder. Under den indledende samtale med patienten, sidder alle tre fysioterapeuter på samme måde næsten hele tiden, nemlig med spredte ben og med hænderne mellem benene.198 Patientens ben og underkrop bliver på den måde indrammet af fysio-terapeuten. I visse tilfælde er fysioterapeuten også tættere på, så pati-entens ben faktisk er mellem fysioterapeutens. Det sker hos alle tre fysioterapeuter og typisk i de tilfælde, hvor patient og fysioterapeut har opmærksomheden rettet mod et fælles tredje, fx at de kigger på det samme papir,199 eller da MK skal foretage nogle tests af pt’s nakke og tjekke reflekser, hvor det fælles fokus er på reflekshammeren.200

198 Fx MK2-1 00.55, ML1-1 02.38, ML2 01.02 og EB1-1 01.00. 199 ML1-1 06.55 og EB1-1 fra 02.19. 200 MK2-1 fra 18.02.

Figur 2 ML1-1 02.38 Figur 3 MK2-1 00.55 Figur 4 EB1-1 01.010

Figur 5 ML1-1 06.50 Figur 6 MK2-1 20.25

56

Dette kan formodes både at skabe en tryghed og en nærhed, så patien-ten føler sig i gode hænder. Noget, der kan observeres hos ML, som hænger sammen med denne kropslige nærhed, er en tendens til under samtalen med patienterne at læne sig frem, når ML lytter, og læne sig tilbage, når ML selv snakker.201 EB har denne tendens til at læne sig lidt frem, når hun anerkender noget bestemt, pt har sagt.202 Dette ud-stråler også en nærhed og imødekommenhed, der sætter patienten i centrum og viser, at fysioterapeuten vil patienten det bedste. Disse ting, at omslutte patienten med sine ben og læne sig frem, når patien-ten taler, kan fortolkes som et udtryk for eunoia og viser velvilje og omsorg. Det, at denne nærhed eller immediacy sker i starten af kon-sultationen, skaber grobund for den kropslige nærhed, der senere sker. Det fælles kropslige rum indledes og skabes allerede ved måden, fysioterapeuterne sidder på. Dette indleder consubstantiality, så fysio-terapeuten senere kan røre ved patienten, uden at det virker mærke-ligt og for intimt. Den anden måde, fysioterapeuterne fysisk og kropsligt er tætte på deres patienter, er i selve behandlingen. Her kan det som sagt være svært at skelne mellem berøringens behandlende funktion og den re-lationsopbyggende funktion. Fysioterapeuterne bruger mest deres hænder til at røre ved patienten, men ofte bruger de også hele deres krop til at stabilisere patientens krop og som vægt i et tryk. Denne nærhed, det skaber, mener jeg, rummer begge funktioner, både be-handling og nærhedsopbygning. Fx sætter MK sig flere gange på knæ bag begge sine patienter på briksen og trykker sin torso mod patien-tens bagside, og EB gør også dette.203 MK sætter sig også ved siden af sin patient med et ben på hver side og front mod pt’s side. Dette ses også hos EB.204

201 Fx ML1-1 03.23 og ML1-1 05.38-05.42. 202 Fx EB1-1 12.58, hvor EB anerkender det, at pt ikke bruger sit høreapparat. 203 MK1 04.40, MK2-1 13.57 og EB1-1 25.47. 204 Fx MK1 05.30, MK2-1 27.00 og EB1-1 27.40.

Figur 8 MK2 13.40

57

Nogle gange kombineres dette med en arm under pt’s arme, så MK nærmest giver patienten et knus fra siden. Andre situationer med denne mere kropslige berøring og kropslige nærhed ses fx, når MK lægger hele sin arm om pt’s hoved.205 ML gør også brug af sin egen krop i behandlingen, bl.a. lægger han pt’s ben på sin egen skulder i en udstrækningssituation.206 ML bruger også sit bryst og sin arm som pres mod pt’s ben.207 Tit bruger fysioterapeuterne også benene som hjælpemidler til at røre, typisk med et knæ på briksen. Her kommer fysioterapeuten op på briksen sammen med patienten (især MK, der står på knæ bag pati-enterne), og patient og fysioterapeut befinder sig i det samme, fælles rum, som briksen skaber. Briksen er altså ikke kun patientens rum eller territorium. Immediacy opstår her på den måde, at den kropslige nærhed kan fortolkes som at skabe en relationel nærhed og tryghed. Denne brug af hele fysioterapeutens krop skaber nærhed og relation og kan samtidig heller ikke ske uden at relationen, den fælles nærhed, bygges op indledningsvist. Her kan man se denne form for faglig berø-ring som opbyggelse af phronesis, fordi det er en fagligt hensigtsmæs-sig berøring, der ofte kommer naturligt og er et tydeligt produkt af fysioterapeutens uddannelse og erfaring. Et sted, hvor den fysiske nærhed kan blive for meget, som hænger sammen med øjenkontakt, er i de situationer, hvor fysioterapeuten står bag pt’s nakke og arbejder med nakken med hovedet lige over patienten. Her er der påfaldende lidt øjenkontakt, og fysioterapeuter-

205 MK2-1 16.27. 206 Fx ML2 20.33. 207 ML2 21.44 og 22.15.

Figur 9 MK1 05.30 Figur 10 MK2-1 27.00 Figur 11 EB1-1 27.40

Figur 12 ML2 21.44 Figur 13 MK2-1 16.24 Figur 14 ML2 20.33 Figur 15 MK1 12.30

58

ne kigger lige frem eller til siden.208 Samme fænomen ses hos MK, når MK sidder ved siden af pt med hovedet tæt på pt’s hoved. I den situa-tion drejer MK hovedet bag pt’s hoved.209 Dog ser alle fysioterapeuterne patienten i øjnene ind i mellem, men her vil jeg mene, at der sker det, at de er fysisk tætte og derfor vil øjenkontakt blive for intimt. Det er vigtigt for fysioterapeuten, at den fysiske nærhed ikke bliver intim og upassende, men holdes faglig og passende i relationen, selvom der er tale om stor nærhed og relations-opbygning. Denne kropslige nærhed, fysioterapeuterne fra starten etablerer over for deres patienter, er medvirkende til, at det bliver lettere at røre ved patienterne, fordi et tæt kropsligt forhold på den måde allerede er etableret. Det skaber relationen samt en fælles forståelse af et fælles rum, consubstantiality. Derudover etablerer det fysioterapeuten som et hensynsfuldt og nært menneske gennem grundlæggende pistis og eunoia. 4.3.2.2 Berøring Jeg vil her berøre et forhold, som jeg har set hos alle tre fysioterapeu-ter, nemlig det, at man ikke bare kan røre ved en patient uden på en eller anden måde at gøre klar til berøringen, hvilket jeg også påpegede ud fra analysen om den kropslige nærhed. Ofte vil berøringen have forskellige funktioner eller hurtigt veksle fra den ene slags til den anden, og generelt ser jeg tre forskellige for-mer for berøring i fysioterapeuternes konsultationer: den sociale be-røring, den consubstantiality-opbyggende berøring eller indledning til berøring og den decideret behandlende berøring. Jeg fokuserer pri-mært på den consubstantiality-opbyggende berøring, men jeg vil være tydelig omkring, når de forskellige former for berøring ikke kan skilles ad. Alle fysioterapeuter indleder berøringen på en blid måde. MK sæt-ter sig på knæ bag patienterne på briksen og lægger hænderne på pa-tienternes skuldre.210 EB har også hænderne på pt’s skuldre ved flere

208 Fx ML1-2 00.10 og 00.48, ML2 28.22, EB1-2 00.00, 04.10 og 05.18. 209 MK1 12.33 og MK2-2 01.24. 210 MK1 03.20 og 13.51-13.57.

Figur 16 ML1-2 00.10 Figur 17 EB1-2 00.00 Figur 18 MK1 12.35

59

lejligheder.211 ML og EB indleder begge ved at prikke lidt og røre me-get blidt ved patienternes nakke og ryg.212 MK gør klar til berøring ved at lave ekstra stor gestik, så pt kan forberede sig og være klar.213 Noget tyder også på, at man må blive i det berørende rum, når man først er i det. Tegn på det ser jeg fx hos ML, der på vej rundt om brik-sen på vej ned til pt’s ben hurtigt rører ved pt’s fod, så pt ved, hvor ML er på vej hen.214 Et andet eksempel er, at EB holder en hånd på pt’s skulder, mens hun skriver ting ned på et papir for på den måde at bli-ve i det rum med patienten, der handler om berøring.215 På den måde er fysioterapeuterne hele tiden i gang med at røre. Det tyder på, at der er et behov for at indlede berøringen, før man kan begynde for alvor at berøre behandlende. Når fysioterapeuterne så er i gang med at røre, bliver de i det berørende rum. Det ser jeg som udtryk og opbygning både af phronesis og eunoia. Jeg ser både den kropslige nærhed og den indledende berøring som en nødvendighed for, at det er passende at røre ved patienten. Fysioterapeuten skal hele tiden kropsligt gøre klar til at røre ved patienten og må derfor skabe nærhed ved fysisk at sidde tæt på patienten samt indlede berøringen stille og roligt og være bevidst om, at når man rører, så rører man. Patienten må ikke blive fysisk og kropslig usikker på, hvornår og hvor-dan berøringen sker, for det kan formodentlig hurtigt blive utrygt. Berøring kan også ses i relation til magt og autoritet. Selvom berø-ring kan virke intim, relationel og nærhedsopbyggende, kan man også anskue berøring som et udtryk for et autoritativt og asymmetrisk for-

211 Fx EB1-1 25.43. 212 ML1-1 12.17, ML2 05.57 og EB1-1 24.42. 213 MK1 17.45-17.47. 214 ML2 13.15. 215 EB1-1 26.38.

Figur 19 MK1 03.21 Figur 20 ML1-1 12.17

Figur 21 EB1-1 24.43

Figur 22 ML2 13.15

60

hold. For fysioterapeuterne er der ikke nogen tvivl om, at det er dem, der bestemmer berøringens karakter. Det ville fx være en overskridel-se af situationens aptum, hvis patienten rørte ved fysioterapeuten.216 Det sker da heller ikke noget sted i mit empiriske materiale. Det ville overskride det faglige rum, hvor det er den faglige berøring, der dyr-kes, selvom fysioterapeuterne godt kan benytte social berøring til at skabe den nærhed, der skaber en god relation og et grundlag for at kunne røre ved patienten. Den sociale berøring ses hos MK, hvor hun i to tilfælde sætter pt’s bh-strop på plads, efter den er faldet ned over skulderen,217 og hvor MK dasker pt blidt og venskabeligt på låret i en social situation.218 Samme sociale berøring er der en tendens til hos EB, hvor hun rør eller aer pt’s arm, når EB kører briksen ned.219 Dette kan også være et udtryk for den igangværende berøring. Det er altså vigtigt for situationen, at berøringen ikke går begge veje og ikke bliver for intim, for det skal være muligt for fysioterapeuten at gøre, som ML gør: Holde pt bag på lænden med begge hænder og køre hænderne ned over pt’s lår og ben, trække op i pt’s bluse eller arbejde på pt’s balle.220 Dette er potentielt en misforståelig og intim berøring, men grundet balancen mellem opbygning af relation, nærhed og con-substantiality over for det faglige etos og den nødvendige asymmetri kan denne berøring ske uden at blive ubehagelig og upassende. Dette vender jeg tilbage til i næste afsnit om højdeforskelle.

216 Thornquist, s. 260. 217 MK1 00.32 og igen i 22.21. 218 MK2-1 00.05. 219 EB1-2 07.10 og 15.05. 220 Henholdsvis ML2 24.04, 12.13 og 14.00.

Figur 23 MK2-1 00.04 Figur 24 MK1 00.33

Figur 25 ML2 24.04

61

Derfor er det fysioterapeuten, der bestemmer berøringen, og berørin-gen bliver også et udtryk for autoritet og dermed en etosmarkør. Men berøringen kan samtidig skabe nærhed og consubstantiality samt op-bygge den grundlæggende tillid til fysioterapeuten, pistis. 4.3.2.3 Højdeforskelle Fysioterapeuterne har alle en udpræget tendens til at forsøge at være i samme højde som deres patienter. Fysioterapeuterne regulerer og styrer højdeforskellene på to måder: teknisk/mekanisk og kropsligt. Den tekniske højderegulering sker ved, at fysioterapeuten typisk sæn-ker sin stol eller sænker briksen, så fysioterapeut og patient fysisk er i samme højde. Det sker, da MK sænker briksen, hvor hun sidder,221 og ML og EB sænker begge deres stole.222 Måden de regulerer højdefor-skellene på kropsligt, er typisk ved enten at bøje sig sammen i ryggen, så hovedet sænkes,223 eller ved at sænke hagen eller stikke hagen frem, så hovedet og øjnene sænkes en smule.224 MK vælger at sætte sig ned i en samtale med patienten, hvor MK ellers stod op, hvilket jeg også tolker som et kropsligt forsøg på at være i samme højde som pt.225 Et andet sted står MK op ad en væg, mens hun taler med den siddende patient. Her går MK ned i knæ mens hun støtter sig til væggen, så hun i hvert fald viser, at hun forsøger at komme i øjenhøjde med pt.226 I relation til autoritetsforhold og symmetri og asymmetri kan man anskue fysioterapeuternes forsøg på at være i samme højde som pati-enterne som et udtryk for at skabe symmetri og opbygge relationen. Dette kan både være et udtryk for arete, fordi man ønsker at skabe lighed mellem konsultationens deltagere, samt eunoia, fordi det viser velvilje over for at være i øjenhøjde med patienten og lytte til patien-ten på patientens niveau. Fysioterapeuten er i en magtposition: Det er fysioterapeuten, der er eksperten, patienten betaler fysioterapeuten

221 MK2-1 09.54-09.55. 222 ML2 00.17 og EB1-1 01.15. 223 ML1-1 08.18. 224 MK2-1 04.43, MK2-2 00.00 og 03.47, ML2 00.52 og 01.00 og EB1-1 07.35 og

11.13. 225 MK2-1 14.35. 226 MK2-2 08.26.

Figur 26 MK2-2 00.00 Figur 27 ML2 01.00 Figur 28 EB1-1 11.13

62

for ekspertisen, så situationen er pr definition asymmetrisk.227 Men fordi det er nødvendigt for patienten at være afslappet, så berøringen og behandlingen kan udføres, og føle sig set, for at fysioterapeuten får det at vide, der skal til for at stille en diagnose og udvikle en behand-ling, må fysioterapeuten nødvendigvis forsøge at udligne den asym-metri, så patienten føler sig godt tilpas og er åben for behandling af kroppen. Fx kan nakke og lænd være følsomme områder at blive be-handlet på og rørt ved, så derfor må situationen ikke være for asym-metrisk. Patienten skal gerne føle sig lige med fysioterapeuten, og det forsøger fysioterapeuten kropsligt at sørge for ved at være eller forsø-ge at være på samme niveau. Dog må fysioterapeuten ikke fremstå symmetrisk på en sådan måde, at det stiller spørgsmålstegn ved fysio-terapeutens faglige kompetencer eller virker intimt. Thornquist beskriver asymmetrien som et forhold, der kan bygges på ligeværd, men hvor parterne, i modsætning til et symmetrisk for-hold, ikke er hinandens fortrolige og ikke har den samme kompeten-ce.228 Hun uddyber, at der er ”indlejret en autoritetstruktur [sic] i for-holdet mellem patient og sundhedspersonale”.229 Her kan man igen nævne consubstantiality. Fysioterapeuten skal skabe et fælles rum, hvor det er passende at blive rørt ved, et rum med en god, venlig og anerkendende stemning, der kan fortolkes som eu-noia på et grundlag af pistis (patienten har tillid til fysioterapeuten). Samtidig er det tydeligt, at det er fysioterapeuten der bestemmer, hvornår og hvordan der skal røres, og der må derfor også være et stort fokus på fysioterapeutens faglighed og phronesis. En anden magtmarkør, som bidrager til phronesis er fysioterapeu-tens uniform. Både MK og ML har en T-shirt på med klinikkens logo, mens EB har en mere civil påklædning i skjorte. Jeg vil ikke gå ind i, hvad det betyder, at EB ikke har uniform på, da spørgeskemaet som før beskrevet ikke blev udfyldt af EB’s patient, selvom det ganske givet har en betydning. Men jeg kan udlede, at uniformeringen hos MK og ML bidrager til den faglige asymmetri eller magtstruktur. Man kan tale om en sponsorshipeffekt.230 Selvom patienten godt ved, at fysiote-rapeuten er ansat hos FYSIQ, er påklædningen en konstant påmindel-se om fysioterapeutens status som professionel og faglig autoritet. Her befinder vi os på mezzonievauet. Man må formode, at uniformeringen bidrager til phronesis samt til det stabile etos, fordi logoet hele tiden påpeger fysioterapeuten som faglig og netop som fysioterapeut. Man kunne også formode at det bidrager til engagement, fordi fysiotera-

227 Se Jørgensen og Onsberg s. 110-111 for en uddybning af begreberne symmetri og

asymmetri. 228 Thornquist, s. 31. 229 Thornquist, s. 32. 230 McCroskey 1968, s. 93.

63

peuten ser ud til at være engageret i sin arbejdsplads og sin fysiotera-peutidentitet. 4.3.2.4 Kropslig hjælp og hensyntagen Et vigtigt bidrag til fysioterapeuternes kropslige troværdighedsopbyg-ning er, at de kropsligt hjælper patienten og viser hensyn til patienten. Ofte er fysioterapeuterne kropsligt behjælpelige uden at verbalisere det, et par gange bliver hjælpen fulgt af ledsagende ord. Her er verba-liseringen ikke vigtig for selve handlingen, og det er handlingen, der kan opfattes consubstantiality-opbyggende. Den manglende verbalise-ring gør adfærden desto mere naturlig og kan opfattes som en naturlig del af fysioterapeutens adfærd. Alle fysioterapeuternes patienter ligger ned på et tidspunkt under konsultationen enten på ryggen eller på maven. Når patienterne ligger ned, har de en benpude under knæene eller under skinnebenene. Det er fysioterapeuterne, der placerer benpuden, og når de gør det, hjæl-per de ved at løfte patienternes ben.231 Herudover retter flere af dem på hovedpuden, når pt ligger på den.232 Flere gange hjælper fysioterapeuten patienten op at sidde, MK holder fx patienten blidt på nakken.233 En gang siges dette også verbalt: Pati-enten spørges, om hun vil have en hånd for at komme op.234

231 MK1 05.55, MK2-1 21.12, MK2-2 04.57, ML1-1 12.01, ML2 05.43 og EB1-1 28.28. 232 Fx MK1 14.40 og ML2 20.02. 233 Fx MK1 22.03. 234 MK2-2 11.38.

Figur 30 MK1 05.55 Figur 29 ML2 05.43 Figur 31 EB1-1 28.28 Figur 32 MK2-1 21.12

Figur 33 MK1 22.04 Figur 34 ML2 20.01 Figur 35 MK1 14.40

64

Andre former for kropslig hjælp ses fx, ved at MK tager patientens briller og lægger dem i vindueskarmen,235 samler noget op, patienten taber,236 trækker trøjen eller buksebenet ned på plads efter at have arbejdet inde på huden,237 eller når ML slukker lyset, når begge pati-enter ligger på ryggen.238 EB er på denne måde også kropsligt hen-synsfuld da hun to gange lægger pt’s egen trøje over pt’s overkrop. Pt har kun bh på, men EB dækker patienten til.239 Her er det også et hensyn i forbindelse med decorum, der tages krops-ligt og fysisk, som ikke verbaliseres. Måske lægger EB trøjen over pt, fordi der er video på, måske gør EB det i alle situationer, hvor en pati-ent ligger på ryggen i undertøj, men lige meget hvad er det udtryk for et kropsligt hensyn og et ønske om, at patienten ikke skal være utilpas. Dette kan fortolkes som et udtryk for eunoia samt arete. Samtidig skaber det et rum, der er rart at være i, og man må formode at patien-ten føler sig godt behandlet og set. Dette faktum, den kropslige hjælp og hensyntagen, kan også ses som et bidrag til consubstantiality. Det er både et udtryk for eunoia, at de vil hjælpe deres modtager, og vil modtageren det bedste, samt arete, fordi det viser dem som hjælpsomme og venlige mennesker. Her kunne man tilføje, at alt fy-sioterapeuterne gør i deres faglige arbejdssituation er et udtryk for phronesis, fordi det er deres faglighed situationen drejer sig om. Jeg er dog mere interesseret i det, de gør relationelt som har betydning for den kropslige etosopbygning. 4.3.3 Kinetik I denne del af analyseafsnittet vil jeg komme ind på kropsorientering, mimik og illustrerende gestus, hvor jeg kort vil inddrage imitatio. Og-så disse tre elementer er på forskellig vis et udtryk for de tre etosdy-der, og i denne kategori ser jeg også engagement repræsenteret.

235 MK2-1 13.26. 236 ML1-1 00.15. 237 ML2 19.05. 238 ML1-1 11.51-11.53 og ML2 19.45. Dette er dog i begge tilfælde verbaliseret. 239 EB1-1 28.17-28.20 og EB1-2 08.32.

Figur 36 EB1-1 28.18

65

4.3.3.1 Kropsorientering En måde, hvorpå man kan vise nærvær og consubstantiality og samti-dig vise, at man lytter, er ved kropsorienteringen, altså hvilken vej kroppen eller dele af kroppen vender. Der er flere steder, hvor fysiote-rapeuterne bruger kropsorienteringen til at vise en åbenhed og en nærhed. Dette sker både på den måde, alle tre fysioterapeuter sidder på (spredte ben, front mod patienten og hænderne hvilende i skødet), men det kan også observeres hos MK og ML på den måde, de står ved computeren i hjørnet af rummet, eller på måden, EB skriver på papi-ret på. Når MK og ML står ved computeren, står de med ryggen til lokalet. Nogle gange vender de kroppen en smule udad mod patien-ten, eller måske vender de kroppen helt mod patienten, så det blot er deres ansigter, der vender mod computeren.240 I et tilfælde sætter ML sit knæ op på briksen, så hele hans krop er vendt mod pt. Dette viser en åbenhed, og kroppen med benet på briksen er et udtryk for fysisk nærhed.241 EB bibeholder sin underkrop vendt mod patienten, selvom hendes overkrop og ansigt drejer sig mod det papir, hun skriver på.242 Denne kropsorientering er en måde hvorpå fysioterapeuterne kan signalere et fokus på patienten, selvom de laver noget andet, og kan være et udtryk for engagement i situationen og over for patienten samt et forsøg på at beholde den kropslige nærhed, der er medskaber af consubstantiality. 4.3.3.2 Mimik De to mest påfaldende ting, fysioterapeuterne gør mimisk, er at smile og le samt at hæve øjenbrynene. De smiler alle sammen en del og laver sjov og griner sammen med patienterne.243

240 MK2-1 06.35, MK2-2 10.03 og ML2 00.08. 241 ML1-4 00.02. 242 EB1-1 00.44. 243 Fx MK1 de første minutter og 07.26, 10.40 og 26.09, MK2-1 11.34-11.38 og

13.04-13.07, MK2-2 10.08, ML1-1 07.34 og 08.59, ML2 00.38-00.42 og EB1-1 05.37, 10.56 og 13.02.

Figur 37 MK2-2 10.03 Figur 38 ML1-4 00.02 Figur 39 EB1-1 00.45

66

Dette ser jeg som et udtryk for, at de skaber relation og viser eunoia samt viser nærhed, imødekommenhed og åbenhed gennem humor og smil. Det skaber et fælles rum at grine sammen, som kan udbygge consubstantiality og vække tillid. De hævede øjenbryn kan signalere alvor og engageret overraskel-se.244 Denne mimik bruger fysioterapeuterne ofte, når der skal forklares noget, eller når de gerne vil være alvorlige, eller når de hører noget påfaldende fra patienten. På den måde kan de signalere, at de lytter og tager patienten alvorligt. Latter og smil kan være et udtryk for eunoia, fordi det viser velvilje og arete, da de viser, at de er humoristiske mennesker, der gerne vil grine sammen med andre og anerkende an-dres sjove bemærkninger. De hævede øjenbryn er en mere faglig mi-mik, der kan tillægges phronesis, fordi den viser, at de tager deres arbejde seriøst og ved, hvad der skal tages alvorligt, og hvad der kan grines af. Især grin og latter, men også de hævede øjenbryn, er et ud-tryk for engagement, dynamik og energi. Smil og latter fremkommer ofte ved en form for hurtig udveksling, og begge griner. Samtidig kan begge være relationsopbyggende og bidrage til consubstantiality, fordi begge dele er afhængige af, at man befinder sig i samme, fælles rum. Venligheden, som kan tænkes at udstråles både af smil og mimik samt af de andre parametre i denne analyse, er noget, patienterne nævner flere gange i deres spørgeskemaer. Jeg vælger at behandle dette under mimik, fordi smil er den mest direkte vej til venlighed. Dog er jeg sikker på, at denne venlighed, patienterne oplever, frem-kommer af en kombination af de mange kropslige elementer, jeg her

244 Fx MK2-1 00.23, MK2-2 06.30, ML1-1 10.00 og ML2 32.00.

Figur 40 EB1-1 07.18 Figur 41 ML2 00.36 Figur 42 MK1 03.49

Figur 43 MK2-2 06.30 Figur 44 ML2 32.06

67

analyserer. En patient skriver bl.a. ”venlig”, da hun skal sætte tre ord på fysioterapeutens kropssprog. Dette tyder på en kropslig imøde-kommenhed. En anden svarer på, hvorfor forholdet til fysioterapeuten var meget godt, ved at skrive, at fysioterapeuten havde en ”venlig fremtræden”, og de tre ord samme patient sætter på fysioterapeutens fremtræden er ”smilende, venlig, lydhør”. En tredje patient svarer på, hvorfor fysioterapeuten var meget troværdig ved at skrive, at fysiote-rapeuten var ”god til at lytte og tage tingene alvorligt”, og som svar på hvorfor fysioterapeutens kommunikation var meget god skriver pati-enten, at fysioterapeuten var ”behagelig og forstående”. Samme pati-ent skriver bl.a. ”behagelig” og ”lyttende”, da hun245 skal sætte tre ord på fysioterapeutens fremtræden i konsultationen, samt bl.a. ”lyttende og indlevende”, da hun skal sætte tre ord på fysioterapeutens krops-sprog. En fjerde patient påpeger, at der er ”god atmosfære”, som svar på, hvorfor fysioterapeutens kommunikation var meget god, samt at fysioterapeuten er ”imødekommende” ved spørgsmålet om at sætte tre ord på fysioterapeutens fremtræden i konsultationen. At være lydhør eller lyttende, som optræder flere gange hos patienterne, kan kropsligt hænge sammen både med smil men også med de løftede øjenbryn. Alle disse ord, patienterne beskriver fysioterapeuterne med, tyder på, at fysioterapeuterne udviser meget eunoia over for deres patienter samt arete, fordi de formår at vise, at de er lyttende og venlige menne-sker. Denne eunoia bygget på venlighed, smil, alvor og at lytte, gør patienterne trygge og skaber også dette fælles rum og er et udtryk for pistis. En patient skriver direkte, at fysioterapeuten er ”tillidsvækken-de”, både som et af de tre ord, der skulle sættes på fysioterapeutens fremtræden og et af de tre ord, der skulle sættes på fysioterapeutens kropssprog. Kroppens kommunikation har dermed bidraget til tillid, troværdighed og pistis. 4.3.3.3 Illustrerende gestus Fysioterapeuterne bruger i høj grad illustrerende gestus, formodentlig fordi det er svært at tale om kroppen. Da patienterne ikke har samme kropsforståelse og faglige vokabular for kroppen, som fysioterapeuten har, benytter fysioterapeuterne sig af mange illustrationer enten med gestik eller ved at gøre en bevægelse eller øvelse selv, så patienten kan se og efterligne. Jeg har delt denne kategori op i tre forskellige under-delinger af illustrerende gestus: Fysioterapeuten peger eller stryger på sig selv, fysioterapeuten peger, prikker eller stryger på patienten, eller fysioterapeuten illustrerer noget med hele sin krop. De situationer, hvor fysioterapeuten peger på sig selv, er typisk i den indledende samtale, hvor fysioterapeuten skal finde ud af præcis, hvor det gør ondt på patienten og hvordan. Derfor bruger fysiotera-

245 Alle patienterne i undersøgelsen var kvinder.

68

peuten sin egen krop som eksempel og peger på sig selv det sted, der tales om, så patienten også kan se det visuelt og kropsligt.246 I et tilfælde bruges den illustrerende gestik fx til at vise en metaforisk beskrivelse af en hovedpine som en for lille hjelm. Her viser EB det, som om hun har en hjelm på med hænderne.247 Der, hvor fysiotera-peuten peger på patienten, er det typisk for det første i et spørgsmål at illustrere, hvor fysioterapeuten mener, så patienten kan bekræfte eller afkræfte, at det gør ondt der, og det tjener samme formål, som hvis fysioterapeuten pegede på sin egen krop.248 Her må man formode, at det bliver endnu lettere for patienten at mærke og forstå, hvor og hvad der menes, fordi fysioterapeuten bru-ger patientens krop som eksempel til illustration. For det andet er det noget, fysioterapeuten bruger som virkemiddel for at få patienten til at gøre noget, fx ved at prikke på patientens skulder til den side, pati-enten skal kigge til249 eller ved at prikke på pt, når pt skal trække vej-ret.250 Den tredje form for illustration er en mere helkropslig illustration af en øvelse, en følelse eller en kropslig handling. Det kommer til ud- 246 Fx MK1 02.12, MK2-1 01.06-01.10, 01.36, 02.09, 03.02-03.11 og 11.07, MK2-2

08.35, ML1-1 10.20 og 11.08, ML1-2 00.35-00.40, EB1-1 02.03, 08.21, 08.54, 10.23 og 23.00 og EB1-2 15.52.

247 EB1-1 06.02. 248 MK1 03.30-03.32, MK2-1 14.15, ML1-1 13.37 og 14.50, EB1-1 25.57-26.02, og

26.22, EB1-2 03.30 og 03.57. 249 MK1 03.38-03.40, 04.02, 05.04 og 08.18, MK2-2 01.53 og 04.06 og ML2-2

08.41. 250 Fx ML2 07.14 og ML1-1 13.37.

Figur 45 MK2-1 01.08 Figur 46 EB1-1 02.02 Figur 47 EB1-1 06.03

Figur 48 MK1 02.11 Figur 49 ML1-1 10.22 Figur 50 MK1 03.33 Figur 51 EB1-2 18.22

69

tryk, når MK stryger og peger ud i sine egne fingre,251 eller når ML ryster og strækker sig i ryg og nakke eller gør sig lang i kroppen, når han spørger patienten, hvordan patientens nakke er, eller om patien-ten føler sig lang,252 eller når EB viser med kroppen, hvordan man kan sidde forkert, og hvad nakken kan gøre forkert,253 hvordan patienten skal bevæge sit hoved,254 eller når både MK og EB til sidst i konsulta-tionen viser øvelsen, som patienten skal lave derhjemme.255 Disse tre forskellige illustrationer blander sig ofte ind i hinanden og bruges samtidig for at forklare patienten, hvad der sker i kroppen, og hvor det sker. Denne illustration må formodes at være en fasttømret del af fysioterapeuternes fysiske og kropslige kommunikation og ge-stik, for ved flere lejligheder illustrerer de fx ved at pege på egen krop, selvom patienten slet ikke ser det.256 Den illustrerende gestik er i høj grad et udtryk for phronesis – den del af begrebet, der handler om den sunde fornuft – fordi det er en måde, hvorpå fysioterapeuterne kan forklare eller vise komplekse, kropslige ting, så patienten forstår det. Når man taler om og arbejder med kroppen, kan det være svært at forklare kropslige stillinger, be-vægelser eller steder på kroppen, så det er både hurtigere at vise og lettere at forstå, når man illustrere det ved at pege på og bruge enten sin egen krop eller patientens. Samtidig kan de også ses som eunoia, fordi de viser lyst til, at patienterne skal forstå, og et ønske om den bedst mulige kommunikation. I bl.a. et konkret eksempel giver denne illustration også handlemu-lighed og bidrager i endnu højere grad til consubstantiality. I MK2-1 laver MK nogle tests med pt for at tjekke, at der ikke er noget galt med nakken.257 Her sidder MK for det første meget tæt på pt, pt’s ben er mellem MK’s ben. Dette kan både være, fordi MK skal kunne nå pt, men samtidig kan det også ses som en nærhedsmarkør. MK’s ansigt er meget tæt på pt’s ansigt. I denne situation, hvor MK tester pt, tilbyder

251 MK2-1 04.08-04.12. 252 ML2 04.46-04.49. 253 EB1-1 fra 20.50 og EB1-2 18.32-18.36. 254 EB1-1 20.26 og 20.34-20.40. 255 MK2-2 09.14 og 10.49 og EB1-2 18.00-18.14. 256 Fx ML1-2 00.35-00.40 og MK2-1 15.28. 257 MK2-1 18.02-20.00.

Figur 52 EB1-1 22.59 Figur 53 EB1-1 20.53 Figur 54 MK2-2 09.14 Figur 55 EB1-2 18.07

70

MK en handlemulighed for pt ved sin mimik og sit nonverbale sprog. Ved testene, der typisk går ud på, at MK tester pt’s styrke eller evne til at holde igen, mens MK presser på bl.a. armene, laver MK anstrengte ansigtsudtryk, som om det er hårdt for MK, selvom det primært er pt, der fysisk skal anstrenge sig. I dette tilfælde spiller det verbale og pa-raverbale også en stor rolle og kan ikke klart adskilles fra det nonver-bale. MK bruger sin stemme til at lave pressede lyde. Efterfølgende puster MK ud, igen som om det er MK, der har lavet noget fysisk hårdt. Her illustrerer MK mimisk og fysisk, hvordan pt skal handle og viser samtidig, at det er helt i orden, at pt synes, det er hårdt. MK ska-ber et fælles rum til at handle i, og dette er et udtryk for consubstan-tiality. MK ved, hvordan pt har det, samt agerer på den måde, pt bør have det på, hvis testen udføres ordentligt. Her ses også tegn på eu-noia (at MK ved, hvordan pt har det og viser, at MK forstår det og at det er okay) samt tegn på arete, da der skabes et fællesskab om, hvor-dan man har det i den situation, og at det er hårdt. Samtidig kan det ses som en illustration af, hvordan pt skal have det, og det giver pt fri til at agere på samme måde. Her skabes altså et fælles rum og en an-erkendende handlemulighed af MK. Denne brug af illustrativ gestik og krop er også et bidrag til at vise engagement, fordi fysioterapeuten viser sig kropsligt engageret, samt at det i sig selv er engagerende at bruge gestik (jf. vindertrækkene). Samtidig er der også et interessant element af imitatio. Oplægget til imitatio sker her fysisk og kropsligt, og det er samme imitatio, der sker, når fysioterapeuterne viser den øvelse, patienterne skal lave, og patienterne imiterer. Dette ligner den brug af imitatio, der sker i me-sterlærebegrebet. Flere af patienterne, der udfyldte spørgeskemaerne, nævner, at fysioterapeuten er god til at forklare tingene, så man forstår dem.258 Fx svarer en på, hvorfor vedkommende havde meget tillid til fysiote-rapeuten, sådan: ”rigtig god til at give en god forklaring hvorfor hun gør ting [sic]”. Samme patient svarer på, hvad grunden er, til at pt følger fysioterapeutens anvisninger, samt på hvorfor pt synes, fysiote-

258 Se bilag 8.

Figur 56 MK2-1 19.04

71

rapeutens kommunikation var meget god, at det er, fordi ”hun forkla-rer så man kan forstå det.” En anden patient svarer på, hvorfor for-holdet til fysioterapeuten var meget godt bl.a. ved ordet ”præcis” (for-stået som, at fysioterapeuten er præcis). En tredje patient svarer på spørgsmålet, hvad grunden er til, at hun følger alle anvisningerne, ved at fysioterapeuten ”er god til at beskrive øvelserne og bevægelserne og følelserne”. En fjerde patient svarer på, hvorfor pt havde megen tillid til fysioterapeuten: ”Fordi han er god til at forklare”. Alle disse udsagn tyder på, at fysioterapeuterne er gode til at forklare øvelserne og andre ting om kroppen. Dette hænger også sammen med det verbale, som jeg kort kommer ind på efterfølgende, men det kan også hænge sam-men med den illustrative gestik, alle fysioterapeuterne bruger. At fy-sioterapeuterne er gode til at forklare faglige og svære ting, så patien-terne forstår, er et udtryk for phronesis, og det viser fysioterapeuter-nes apumforståelse og højner deres etos. Samtidig er det også en må-de, hvorpå fysioterapeut og patient kan nærme sig hinanden og op-bygge et fælles rum, fordi de forstår hinanden, selvom der tales om ting, fysioterapeuten ved mest om. Fysioterapeuternes opbygning af phronesis kommer også til udtryk flere steder i spørgeskemaerne. En patient svarer på, hvorfor hun sy-nes, hun havde et meget godt forhold til fysioterapeuten, ved at fysio-terapeuten var ”saglig”, og da samme patient skulle sætte ord på fysio-terapeutens fremtræden i konsultationen, skriver hun, at fysiotera-peuten ikke taler ”’kunden’ efter munden”. Dette er også et udtryk for den sunde dømmekraft samt en faglighed, der vægtes højere, end at patienten er kortsigtet tilfreds. Samme patient skriver, at hun vurde-rer konsultationen som meget god, fordi fysioterapeuten var ”super kompetent”. Her lægges vægt på phronesis og faglighed, som har høj-net fysioterapeutens etos. En anden patient svarer, at hun havde et godt forhold til fysioterapeuten, fordi denne havde ”godt kendskab til hændelsesforløb og kroppens funktion”, samt at konsultationen var meget god, fordi fysioterapeuten var ”opfølgende” og ”effektiv”. En tredje bruger bl.a. ordene ”dygtigt faglig”, da hun skal sætte tre ord på fysioterapeutens fremtræden, samt bl.a. ”ved hvad han taler om (-faglig)”, da hun skal sætte tre ord på fysioterapeutens kropssprog. Her kan man udlede, at fysioterapeuterne formår at være faglige også gen-nem deres nonverbale kommunikation. Her spiller uden tvivl også det stabile etos ind. 4.3.4 Det verbale Da det som tidligere nævnt kan være svært at adskille kroppen og det verbale, og da det i visse tilfælde hverken er muligt eller hensigtsmæs-sigt, vil jeg her fremhæve det, fysioterapeuterne gør verbalt, som bi-drager til consubstantiality gennem troværdighedsopbygning. Et ana-lytisk blik på den verbale side af fysioterapeuternes adfærd viser fem

72

karakteristika. Disse fem går igen hos alle fysioterapeuterne og bidra-ger også til at skabe relation og consubstantiality gennem pistis samt demonstrerer etosdyderne. Alle tre fysioterapeuter spørger mere eller mindre direkte i løbet af den indledende samtale, hvad pt ser som formålet med konsultatio-nen.259 Denne forventningsafstemning gør, at fysioterapeuterne kan angribe pt’s problem så godt og hensigtsmæssigt som muligt, samtidig med at de giver pt mulighed for at præge, hvad der kommer til at ske. På den måde sikrer fysioterapeuterne sig, at kommunikationen og konsultationen bliver succesfuld. Det bidrager også til den fælles for-ståelse af det fælles mål og skaber dermed et fælles rum. Alle tre fysioterapeuter har en stor tendens til at gentage det, pati-enterne siger, både hele sætninger, ord eller pt’s svar.260 Dette kan være en måde for fysioterapeuten at få bekræftet, at fysioterapeuten har forstået patientens udsagn rigtigt, og samtidig kan det være et udtryk for, at fysioterapeuten viser interesse for sin patient. Det kan virke som et udtryk for eunoia, at man viser verbalt og en ekstra gang, at man lytter til sin patient. Det giver patienten en fornemmelse af at blive forstået og hørt. Samtidig kan det også være en mulighed for fysioterapeuten at købe en smule tid til at blive helt sikker på en diag-nose eller lignende samt være en måde, hvorpå fysioterapeuten kan drive samtalen fremad og dermed forstærke relationen til patienten.261 To af fysioterapeuterne, MK og ML, har en del snak, der handler om patientens privatliv og ting, der ikke umiddelbart har faglig rele-vans for fysioterapien og kroppen, fx hvor patienten skal holde jul eller billige flyrejser til Gran Canaria.262 I nogle tilfælde er det direkte for at få patienten til at slappe af og tænke på noget andet (fx for at finde pt’s reflekser),263 men generelt kan det fortolkes som en relati-onsopbygning, der leder opmærksomheden væk fra det faktum, at fysioterapeuten rører ved patientens krop. Ofte hænger den personlige snak sammen med den lidelse, patienten kommer med, og den per-sonlige snak og det personlige rum kan være en måde for fysiotera-peuten at få flere informationer fra pt om dennes livsverden. Især ML og MK bruger mange ord i deres sætninger og især ML har mange faste vendinger.264 Da det ikke er alle tre fysioterapeuter, hvor dette er udbredt, vil jeg kun forsigtigt konkludere, at det kunne være en måde at opbygge relationen og consubstantiality på, fordi det ska-ber en afslappet stemning og indgyder tillid, fordi det er hyggeligt og

259 EB1-1 19.45-19.50, ML1-1 09.07-09.14, ML2 04.46-04-49, MK1 00.22 og 03.06

og MK2-1 18.06-18.12. 260 Fx ML1-1 09.58-10.06 og EB1-1 02.58-02.59. 261 Her kan man også påpege, at spejling eller mirroring kan være en strategi,

fysioterapeuterne benytter sig af. 262 MK2-1 20.25 og ML2 27.04-28.14. 263 MK2-1 20.23. 264 Fx MK2-1 00.10-00.15 og ML1-1 02.41-02.46 og ML2 09.53-09.55.

73

virker småsnakkende. Dette forhold hænger ofte sammen med den personlige snak. Ordrigdommen kan være et udtryk for eunoia og en måde at skabe et afslappet og hverdagsagtigt forhold til patienten samt consubstantiality, fordi det kan være nervepirrende eller an-spændt at blive rørt ved. Derfor kan denne småsnakken og ordrigdom måske fjerne fokus fra det grænseoverskridende, få patienten til at slappe af og føle sig i trygge hænder. De mange ord kan give pt indtryk af, at de kender fysioterapeuten godt, og at det derfor er i orden, at fysioterapeuten rører ved pt. Den personlige snak og ordrigdommen kan opfattes som en parallel til den kropslige, fysiske nærhed, som jeg tidligere beskrev, ved at vise en psykisk og verbal nærhed. På denne måde bliver nærheden mange-facetteret, og relationen skabes og opretholdes på flere niveauer. 4.5 Opsummering og delkonklusion Analysen af mit empiriske materiale, optagelser af de tre fysioterapeu-ter samt spørgeskemaerne har vist, at fysioterapeuterne er gode til at højne deres etos ved hjælp af alle tre etosdyder samt at skabe fysisk, kropslig og verbal consubstantiality. De formår at have pistis som grundlag for deres kommunikation både på grund af deres stabile og foranderlige etos på et fagligt og et relationelt niveau. Jeg har i analysen fremhævet fire kontaktkoder og tre kinetiske koder, som alle tre fysioterapeuter bruger og forholder sig til i deres relationsopbygning over for deres patient. Grundlæggende er det vig-tigt for fysioterapeuterne at skabe consubstantiality, så de kan røre ved deres patienter, og det gør de med kroppen via etos. Jeg har frem-hævet den måde, de bruger kropslig nærhed eller immediacy især i indledningen af konsultationen, hvordan de berører deres patienter i form af den måde de indleder berøring på og i form af den måde, de forbliver i det berørende rum på. Begge disse er et udtryk for bl.a. eu-noia og phronesis. Jeg har fremhævet deres fokus på at udligne højde-forskelle, så asymmetrien mellem fysioterapeut og patient kan udlig-nes, som også kan ses som udtryk for eunoia og phronesis, og deres kropslige hjælp og hensyntagen, som er et udtryk for eunoia og arete. Jeg har peget på deres kropsorientering, som signalerer åbenhed og affiliation, deres mimik, der typisk er smilende, grinende eller alvor-lig, som er et udtryk for alle tre etosdyder, samt deres illustrerende gestik, der er et udtryk for phronesis samt eunoia. Jeg her herudover påpeget nogle verbale træk, som understøtter den kropslige analyse, jeg har foretaget. Fysioterapeuterne udfører fagligt og relationelt kropsligt etosarbejde med henblik på con-substantiality, så de kan afholde konsultationen med så gode resulta-ter som muligt.

74

4.6 Vurdering Jeg vil slutteligt vurdere, hvorvidt fysioterapeuterne agerer hensigts-mæssigt baseret på analysens resultater. Når man arbejder med andre folks kroppe, som fysioterapeuterne gør, er det vigtigt at være bevidst om, hvordan man overkommer pro-blemstillinger og situationer, der kan være potentielt ubehagelige for ens modtager. Min analyse viser, at det kræver kropsligt troværdig-hedsarbejde som fysioterapeut at få lov til at berøre en patient og be-handle vedkommende. Fysioterapeuternes arbejde med at skabe con-substantiality lader til at være hensigtsmæssigt og i disse analyseob-jekters tilfælde vellykket. De etiske problemstillinger omkring asym-metri og symmetri forholder fysioterapeuterne sig konstruktivt til, og måden, hvorpå de opbygger kropslig troværdighed og kropslig con-substantiality, hjælper dem med at opnå deres formål: at lindre og behandle patientens smerter. Deres troværdighedsopbygning er for-bundet med en naturlighed, og deres kropslige etablering af con-substantiality bevirker, at berøringen er passende i situationen og skaber et godt forhold og en konstruktiv relation mellem patient og fysioterapeut. Jeg vil derfor normativt vurdere, at fysioterapeuterne agerer hensigtsmæssigt i deres kropslige kommunikation og trovær-dighedsopbygning. At analysen lægger op til brug af og kredser om consubstantiality kan også ses som en implicit, normativ vurdering. Consubstantiality er det ønskværdige at opnå hos Burke, og begrebet er dermed ikke et udelukkende analytisk og deskriptivt begreb. At fysioterapeuterne formår at opbygge consubstantiality vellykket, kan derfor anses som en positiv vurdering i sig selv. Spørgeskemaernes kvantitative dele bidrager til denne positive vurdering af fysioterapeuternes retoriske, kropslige virkemidler og etosopbygning. Som før nævnt kan disse besvarelser nok ikke bruges til andet end at konkludere, at patienterne er glade for deres fysiote-rapeuter, og dette kan selvfølgelig også afhænge af andre ting end de-res kropslige troværdighedsopbygning. Men de kvalitative udsagn bidrager derudover også til en positiv vurdering af fysioterapeuterne. De konkrete modtagere udtaler sig overvejende positivt om fysiotera-peuterne, og de berører også fysioterapeuternes kropslige etosopbyg-ning som begrundelse for deres kvantitative vurdering (som svar på ”hvorfor”-spørgsmålene). Man kan dog diskutere, om fysioterapeu-ternes kropslige kommunikation er vellykket i forhold til at opbygge relationen til deres patient med henblik på at skabe et fælles mål. Her er det dog igen svært at adskille den kropslige kommunikation fra den verbale kommunikation. To af patienterne angiver 5 ud af 6 som svar på spørgsmålet om, hvorvidt de følger alle fysioterapeutens anvisnin-ger derhjemme. Man må formode, at eventuelle øvelser eller anvis-ninger, fysioterapeuten giver, er tiltænkt at bidrage til at nå målet at

75

blive smertefri. At patienterne ikke alle følger disse anvisninger opti-malt kunne tyde på, at fysioterapeuterne kunne blive bedre til at op-bygge det fælles mål i det fælles rum og rekruttere patienterne til den-ne fælles opgave, hvilket især er uheldigt, fordi compliance er en del af fysioterapeuternes formål med konsultationen (jf. situationsanaly-sen). Dette må man formode både kan ske verbalt, paraverbalt og nonverbalt. Man kunne eventuelt foreslå fysioterapeuterne at fokusere mere på modtageren og på, hvad modtageren vil få ud af at opnå må-let og lave øvelserne hjemme. Ingen af de tre fysioterapeuter er særlig tydelige omkring, hvordan, hvorfor og på hvilken måde deres øvelser hjælper, især ikke i et sprog, som patienterne nødvendigvis forstår.265 Forklaringerne bliver ikke konkrete og modtagerhenvendte nok. Dette hænger også sammen med, at fysioterapeuterne kunne blive endnu bedre til direkte at fortælle og blive enige med patienten om, hvad formålet med den enkelte konsultation er, også selvom konsultationen er en del af et længere forløb. Her spiller det verbale nok den største rolle, men jeg mener, at grundlaget for den fælles forståelse kan ska-bes gennem den kropslige consubstantiality eventuelt med mere brug af illustrativ gestik. På trods af denne anke, og fordi begge patienter, der på spørgsmålet om øvelserne dog stadig svarer 5 ud af 6, vil jeg ikke mene, at det kræver en revurdering af hensigtsmæssigheden af fysioterapeuternes kropslige kommunikation og kropslige troværdig-hedsopbygning. Få kvalitative kritikpunkter kan påpeges, men disse kritikpunkter er primært verbale og til dels paraverbale. Da jeg før har pointeret, at det verbale, paraverbale og nonverbale ikke let kan afgrænses fra hin-anden, og at de har betydelig indvirkning på hinanden, vil jeg alligevel nævne kritikpunkterne her. Disse primært verbale kritikpunkter er også medvirkende til, om kommunikationen fungerer eller ej i forhold til fysioterapeuternes formål. EB virker fx til tider lidt sarkastisk, hvil-ket gør, at hun ikke får de oplysninger fra patienten, som hun indike-rer, at hun spørger efter, hvilket er uhensigtsmæssigt.266 Man kan tol-ke sådan, at EB for patienten virker, som om hun gør grin med patien-ten, men det kan ikke siges med sikkerhed. ML har verbalt mange faste vendinger, hvilket jeg også berørte i analysen. Dem kunne der med fordel luges ud i, da de kan tænkes at forstyrre de budskaber, ML gerne vil have frem. Disse kvalitative kritikpunkter vil jeg dog ikke lade påvirke vurderingen af fysioterapeuternes hensigtsmæssighed, da 265 Eksempelvis i MK2-2 09.09-09.30, hvor MK hverken fortæller formålet med øvelsen

eller forklarer øvelsen i mange detaljer, og i EB1-2 17.40-18.48, hvor EB forklarer pt, hvad pt skal gøre, og bl.a. et par gange bruger formuleringen “Jeg skal bede dig om” om at lave øvelsen, så det virker som EB’s projekt, og ikke får gjort det helt klart, hvorfor øvelsen skal laves, selvom EB forklarer det længe.

266 Eksempelvis i EB1-2 04.16-04.22, hvor pt laver en lyd, som EB gentager i et vrængende tonefald. Pt svarer efterfølgende ikke på spørgsmålet om, hvad lyden betyder.

76

analysen og vurderingen primært bygger på de tre fysioterapeuters kropslige fællestræk. Sidstnævnte kritikpunkt om de faste vendinger har jeg ydermere tidligere argumenteret for muligvis kan bidrage til relationsopbygningen. Alt i alt vil jeg vurdere, at fysioterapeuterne er hensigtsmæssige i deres kropslige troværdighedsopbygning over for deres patienter i den konkrete situation. En af grundene til, at fysioterapeuterne agerer så hensigtsmæssigt, kunne være, at de, som tidligere påpeget, gennem deres uddannelse og arbejde i høj grad hele tiden bruger og arbejder med deres egen krop og andres kroppe. Det kan formodes at gøre dem kompetente til at håndtere kropslige udfordringer og løse kommuni-kative opgaver kropsligt med deres egne kroppe mere eller mindre ubevidst, fordi de finder en stor tryghed i og forståelse for deres egen krop.

77

5.0 Perspektivering 5.1 En retorik om den professionelle berøring I mit arbejde med analysen af fysioterapeuterne er det blevet tydeligt, at der er behov for en specifik normativ retorik for berørende profes-sionelle. Det skyldes, at ikke alle berørende professionelle i deres sko-ling og arbejde, der er lige så naturligt kropslige og naturligt berøren-de som fysioterapeuterne. Eksempler på den type fagområde kunne være plejepersonale, talerådgivere, sygeplejersker, idrætslærere og musiklærere. Fordi det overskrider grænsen for intimzonen, kan det være relevant at opstille nogle kommunikative og retoriske retnings-linjer og problemstillinger, man kan tage højde for i en berørende praksis. Dette kunne man kalde en retorik om den professionelle be-røring. Grunden til at kalde det/specificere det til en retorik om den professionelle berøring er, at der findes forskellige slags berøringer, man kan udføre. Min analyse beskæftiger sig således med tre slags: Den sociale berøring, den consubstantiality-opbyggende berøring (el-ler indledning til berøring) og den decideret behandlende berøring.267 En retorik om den professionelle berøring vil koncentrere sig primært om den consubstantiality-opbyggende berøring. Det kan være svært for en, der ikke er fysioterapeut, at skelne mellem de to sidste former for berøring, men den sociale berøring adskiller sig væsentligt fra de to sidste ved ikke at have en decideret professionel, behandlende ka-rakter. Den sociale berøring kan bl.a. have til hensigt at trøste og vise omsorg eller støtte. Hvis denne berøring udføres på samme måde som en professionel berøring, er min formodning, at formålet ikke vil blive opfyldt. Ledsager man fx en trøstende hånd på armen med en verbali-sering af, at man nu lægger hånden på patientens arm for at trøste, bliver formålet med berøringen højst sandsynligt ikke opfyldt. Dog benytter visse professioner, såsom præster, sig af den sociale berøring i deres professionelle virke, men som redegjort for ovenfor har jeg alligevel valgt at skelne mellem den sociale og den professionelle, fag-lige berøring. Derfor kalder jeg det for en retorik om den professionel-le berøring. Jeg vil derudover ikke beskæftige mig med den deciderede behandlende berøring, da jeg mener, at retorikken i langt højere grad er relevant i den consubstantiality-opbyggende berøring, der udsprin-ger af kropslig troværdighedsopbygning. Den decideret behandlende berøring er så fagspecifik i de forskellige berørende professioner, at det ikke er relevant at medtage i en retorik omkring det. I dette afsnit vil jeg forsøge at opstille et udkast til en retorik om den professionelle berøring, som kan overføres til andre faggrupper. Dette forslag til en retorik om den professionelle berøring vil med ud- 267 Her vil jeg igen påpege, at disse former for berøring står i relation til den verbale

kommunikation, og i flere tilfælde kun fungerer i samspil med det verbale.

78

gangspunkt i min analyse bygge på at skabe kropslig consubstantiality gennem kropslig troværdighedsopbygning. Samtidig vil dette afsnit brede analysens resultater ud, og jeg vil diskutere, hvad andre fag-grupper, der også behandler og berører, kan bruge analysens resulta-ter til. Dette afsnit bygger på den antagelse, at man kan lære kropslig tro-værdighedsopbygning, og at det er muligt at lære den hensigtsmæssi-ge og troværdige kropslige kommunikation. Denne antagelse kræver uddybning. 5.1.1 Kan man lære kropslig kommunikation? I den retoriske tradition er der en antagelse af, at kroppens kommuni-kation skal være naturlig, ellers er hele kommunikationen uhensigts-mæssig og utroværdig. Princippet behandles både hos Cicero, Jørgen-sen et al. og Onsberg268 og bliver ofte belæg for, at man ikke kan lære eller få undervisning i kroppens kommunikation.269 Jeg er enig i, at naturligheden i kroppens bevægelser og kroppens kommunikation er vigtig, men jeg vil mene, at man faktisk kan lære at bruge sin krop hensigtsmæssigt og troværdigt, ligesom man kan lære at bruge sin stemme hensigtsmæssigt eller lære at lave en hensigtsmæssig disposi-tion. Det kræver blot andre midler, da kroppen, som beskrevet i af-snittet kropssyn, er en mere autonom kommunikativ størrelse i sig selv. Det betyder, at kroppen ikke kan arbejdes med på samme måde som en tekst kan, hvor der optræder visse fastlagte regler for fx dispo-sition, stavning og argumentation. Kroppen kommunikerer i sig selv på andre præmisser end vores verbalsprog, så derfor skal kroppen adresseres på en anden måde. Men der er stor forskel på som hos fx Retorik til Herennius og Quintilian at opstille en liste over, hvilke håndstillinger man skal have i givne talesituationer,270 hvis tilgang flere også kritiserer,271 og de normative råd om placering, berøring og nærhed, som jeg senere vil opstille. De elementer, jeg senere i afsnittet vil fremhæve som dele af retorikken om den professionelle berøring, kan tænkes at blive una-turlige og virke uhensigtsmæssige, hvis de udføres slavisk og meka-nisk. Når jeg fremfører mine normative råd, som kan bidrage til en retorik om den professionelle berøring, anfører jeg ikke direkte, hvor-dan man skal sætte sig tættere på sin patient eller klient, eller hvor-dan man skal indlede en berøring. Disse ting kan gøres på mange må-der og er alle meget situationsafhængige og afhængige af aptum. De kan ydermere opfattes som tilgange til kropslig kommunikation, som er vigtige at overveje også inden man træder ind i kommunikationssi-

268 Bl.a. Cicero lll-215 og lll-220, Jørgensen et al., s 67 og Onsberg 2000, s. 12. 269 Onsberg 2000, s. 11. 270 Retorik til Herennius, III-26-27, s. 105-106, Quintilian s. 292-293. 271 Fx Onsberg 2002, s. 139.

79

tuationen. Med fokus på, at situationen og modtageren er de vigtigste at forholde sig til både generelt i sin overordnede kommunikation og specifikt i sin kropslige kommunikation, og med fokus på ikke at op-stille konkrete gestus eller en decideret koreografi mener jeg, at nor-mative retningsliner for kroppens kommunikation kan undgå at blive mekaniske og unaturlige. Generelt mener jeg, at det i retorikken er en fejlslutning, at man ikke kan lære god kropslig kommunikation, men fx blot må nøjes med Onsbergs råd om at rette ryggen og tale sandhed.272 Onsbergs lære-sætning er god at huske, men der kan gøres mere end det. Her vil jeg som eksempel kort nævne to retorikere, der fremhæver to forskellige tilgange til at optræne en mere hensigtsmæssig kropslig kommunika-tion. Cecilia Olsson Jers foreslår en indfaldsvinkel med afsæt i imita-tio, mens Randy Fujishin mener, at arbejdet med kroppen sker gen-nem at udvide den grundlæggende kropsforståelse. Disse to tilgange er etableret til arbejdet med en retors kropslige kommunikation, men jeg mener også, at man som behandler med problemer med kropslig kommunikation med stort udbytte kan bruge disse tilgange. Jers påpeger, at man gennem det velkendte didaktiske begreb in-den for retorikken,imitatio, også kan arbejde med kroppen og etos. Jers arbejder med retorik i klasseværelset, og skriver om, hvordan man kan opbygge stærkt og troværdigt etos i mundtlig fremstilling gennem imitatio og øvelse. Hun pointerer, at etos opstår både gennem sprog, krop, tanke og handling,273 og at

[…] eleverna får många möjligheter att bygga och etablera ethos genom att förstrött tillägna sig andras ethos i en muntlig framställning och att de själva får många möjligheter att bygga och etablera ethos genom att genomföra muntliga framställnin-gar.274

Arbejdet med etos og kroppens kommunikation kan altså ifølge Jers læres gennem imitatio og øvelse.275 I stemmebrugsundervisningen arbejdes der også kropsligt med imitatio via begrebet mesterlære, der også bygger på identifikation og efterlignelse samt øvelse,276 så reto-rikken har i forvejen en mere praktisk og konkret tilgang til imitatio. Det giver grobund for muligheden for at overføre den tilgang til krop-pen. Fujishin præsenterer i sin praktiske håndbog i retorik, ”The Natu-

272 Onsberg 2000. 273 Jers 2010, s. 52. 274 Jers 2011, s. 134. 275 Samme pointe ses også i Mathias Grüttners speciale “Oxymoron eller overset?”, som

dog bygger på andre kilder som belæg for denne påstand. S. 104. 276 Kappel og Hansen uddyber mesterlæreprincipperne i stemmebrugsundervisning samt

imitatio.

80

ral Speaker”, en mere grundlæggende tilgang til at arbejde med krop-pen, nemlig ved at nå kroppen gennem kroppen. Grundtanken er, at er man ikke tilpas i sin krop, er kroppen på den ene eller anden måde hæmmet, eller kender man ikke sin krop, kan kroppen ikke kommu-nikere hensigtsmæssigt. Derfor foreslår Fujishin kropsøvelser, der går ud på, at man opnår en større kropsforståelse. En af øvelserne går fx ud på, at man med lukkede øjne skal danse for sig selv et sted, hvor man er alene.277 I denne tilgang ville man også finde grounding-øvelser, der kan hjælpe med at få kroppen til at stå fast og slappe af og finde fodfæste. En større kropsbevidsthed og kropsforståelse skaber ifølge Fujishin bedre kropslig kommunikation, hvilket min analyse af fysioterapeuterne også viser.278 Derfor kan denne tilgang også være brugbar, når man arbejder retorisk med kroppen. Der findes altså retoriske tilgange til at arbejde med kroppen og lære og træne en bedre og mere hensigtsmæssig kropslig kommunika-tion. Man må blot være klar over, at kropslige elementer ikke læres på samme måde som andre ting. Kroppen skal i højere grad adresseres gennem kroppen, ellers bliver det unaturligt og mekanisk. Efter denne udredning vil jeg præsentere nogle handlingsanvisnin-ger, som er tænkt som nogle redskaber til at reflektere over sin krops-lige kommunikation som professionel berørende og blive bevidst om visse begreber, der kan hjælpe til at forstå en berørende situation. Handlingsanvisningerne vil måske endda give evner til at kunne handle bedre i en berørende situation, hvis det ikke falder naturligt i forvejen. Jeg vil ikke præsentere en decideret undervisningsplan for, hvordan man kan lære de handlingsanvisninger, der kan udledes fra min analyse, da dette ville blive for omfattende. 5.2 Hvad kan analysens resultater bruges ti l? 5.2.1 Brug af Burke For det første kan analysen kaste lys over en måde, hvorpå man kan bruge Burkes begreb consubstantiality som analysebegreb. Jeg har her vist, at ved at bruge consubstantiality mere konkret, end Burke har tænkt det, og ved også at lade begrebet beskrive kroppen er det lettere at bruge begrebet analytisk.279 Det giver en mulighed for at analysere bl.a. kontaktkoder som berøring og nærhed, fordi man med begrebet kan beskrive og forklare, hvordan kroppens kommunikation skaber consubstantiality i forhold til situationens formål og kommunikatio-nens intention. Consubstantiality kan dermed blive en måde at analy-

277 Fujishin, s. 111. 278 Det er også denne tilgang til kroppen og kropslig bevidsthed, man ser på

skuespilskoler, se fx http://scenekunstskolen.dk/skuespiluddannelsens-opbygning-og-indhold, besøgt d. 27. maj 2014.

81

sere den kropslige etos på, især hvis der kommunikeres via kontakt-koder. Begrebet kan altså både udvide forståelsen af kropsligt etos samt bidrage til en forståelse af en retorik om professionel berøring. 5.2.2 Resultater til andre faggrupper For andre faggrupper, der ikke er så kropsligt funderede som fysiote-rapeuter, men som stadig skal røre ved klienter eller patienter, kan det være givende at kende til de måder, hvorpå man kan opbygge kropslig troværdighed og kropslig consubstantiality. Jeg vil her brede resulta-terne ud til faggrupper, der ikke gennem deres uddannelse og faglige arbejde er så kompetente inden for kropslig kommunikation, men som ikke desto mindre skal være kropsligt tæt på deres modtagere, og som også skal røre ved dem. Det er først og fremmest altid hensigtsmæssigt at overveje sit stabi-le og sit foranderlige etos i situationen. Hvilken rolle udfylder man professionelt i samfundet? Hvilke samfundskulturelle forventninger har modtageren til en? Og hvilken troværdighed har man i forvejen? Samtidig er det også vigtigt at være bevidst om den asymmetri, der altid vil være i en situation, hvor der er en professionel og en patient, klient eller en elev, fordi der er diskrepans i viden. Asymmetrien er en forudsætning for den slags relation, men det kan være givende at overveje, hvor meget eller hvor lidt der skal være, og om man med fordel kan bevæge sig hen mod mere symmetri. For eksempel viser min analyse, at fysioterapeuterne kropsligt bruger højdeforskelle som regulator af symmetri og asymmetri ved ofte at forsøge at placere sig i samme højde som deres patient. Vigtigt er det også at påpege, at situationen altid står højere end de elementer og parametre, jeg her foreslår. Det er vigtigt at være bevidst om situationens krav, sin rolle som afsender og ikke mindst hvem ens modtager er. Hvis modtageren har svært ved at blive rørt ved og sy-nes, at det er meget grænseoverskridende, skal der bruges mere tid på den kropslige troværdighedsopbygning og kropslig consubstantiality, især hvis man ikke har et stabilt etos til at berøre, som fysioterapeu-terne har. Derfor skal man være meget bevidst og fintfølende om situ-ationens krav og modtagerens signaler. Det er ikke alle de parametre, jeg opstiller, som direkte er kropslige eller berørende, men de er alle en del af kropslig troværdighedsop-bygning og kropslig consubstantiality, som analyseret ud fra fysiote-rapeuternes praksis, og de leder alle hen til den hensigtsmæssige be-røring (med forbehold for forskellige situationer). De parametre, jeg vil berøre, er henholdsvis verbalisering og formål, nærhed og øjenkon-takt, berøringens proces, kropslig orientering og højdeforskel.

82

5.2.2.1 Verbalisering og formål Fysioterapeuterne behøver ikke megen argumentation for at røre ved andre på grund af deres stabile etos. Alligevel er fysioterapeuterne kompetente i forhold til at ledsage deres berøringer af verbale udsagn om, hvad de har tænkt sig at gøre, og hvordan de vil berøre. De verba-le udsagn som ledsager berøringen, mener jeg kan være en fordel at gøre brug af for andre faggrupper, der ikke berører i lige så høj grad. Dette er enkelt at benytte for andre, berørende faggrupper, og det er også noget, som foregår verbalt, hvilket kan være lettere at få til at virke naturligt. Når man fortæller, hvor man kommer til at røre, ska-bes rummet for berøring. Et andet verbalt element er i begyndelsen at afklare formål og for-ventninger. Et formål med mødet kan med fordel verbaliseres i be-gyndelsen af mødet sammen med en fremlæggelse af en plan for, hvordan dette formål opnås. På den måde får man både forberedt modtageren på, hvad der kommer til at ske, og hvordan der berøres, så modtageren ikke bliver overrasket, og man er samtidig hele tiden opmærksom på, at modtageren ved, hvad der sker her og nu. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at afklare formålet med sin modtager samt eventuelt gøre dette formål til et fælles formål. 5.2.2.2 Nærhed og øjenkontakt Et forhold, som gør sig gældende i opbygningen af den kropslige con-substantiality, er nærhed. Man må igen her være yderst opmærksom på situationens krav og modtagerens grænser, så man ikke overskri-der, hvad der er behageligt, men man kan med fordel sætte sig for-holdsvis tæt på sin modtager i en samtale for at skabe et fælles rum. Typisk er det mest naturligt, når man kigger på noget fælles tredje, som analysen også viste, fx et stykke papir eller en anden genstand. Øjenkontakt skaber for meget nærhed, hvis man i forvejen er meget tæt på hinanden. Derfor kan det være vigtigt at være bevidst om, hvordan nærhed og øjenkontakt hænger sammen. Sidder man meget tæt, kan for megen øjenkontakt blive for intimiderende. Det er også derfor, man ofte kan sidde tættere ved et tredje, fælles fokuspunkt. Et studie af Michael Argyle og Roger Ingham fra 1972 finder frem til, at øjenkontakt er et udtryk for affiliation, og forskerne konkluderer, at øjenkontakt og fysisk nærhed kan udskiftes vilkårligt som intimitets-markør eller nærhedsmarkør.280 Det kalder forskerne for ”the distance effect”.281 Det betyder, at hvis man sidder langt fra sin patient eller klient, fordi situationen dikterer det, kan man bruge øjenkontakt til at

280 Argyle og Ingham, s. 47-48. Selvom forskerne er sociologer og psykologer, vil jeg

mene, at deres studie er relevant for kropslig troværdighedsopbygning, fordi de beskæftiger sig med øjenkontakts og afstands virkning på modtageren i kommunikationen.

281 Argyle og Ingham, s. 48.

83

skabe consubstantiality og nærhed, og hvis man er fysisk tæt på sin patient, kan man afkorte eller helt tilbageholde øjenkontakten, hvis det bliver for intimt. På den måde undgår man at fremstå grænseover-skridende og udviser respekt for patientens autonomi. 5.2.2.3 Berøring som en proces Som analysen viser, kan det være en god ide at se berøring som en proces, der skal indledes og opretholdes, nærmere end noget, der først sker ved selve berøringen. Dette er grundlaget for den kropslige con-substantiality, der skal skabes, så berøringen virker naturlig og pas-sende, og modtageren af berøringen føler sig tryg. Det vil jeg adressere ud fra to forhold: den indledende berøring og at blive i berøringens rum. Fælles for fysioterapeuterne er, at de indleder berøringen med en blid berøring eller en berøring et andet sted på kroppen, før den be-handlende berøring finder sted. Eksempler for andre faggrupper kun-ne være en hånd på skulderen eller på armen, inden man rører, eller at rette på en dyne eller et tæppe, som patienten eller klienten har over sig. Her er det dog yderst vigtigt at være sig situationen og mod-tageren bevidst. Det er ikke sikkert, at det ville være passende for en talelærer at lægge en hånd på klientens skulder, men bevidstheden om, at berøring er en proces og skal indledes på den ene eller den an-den måde, kan være vigtig at forholde sig til. Når man har opbygget en relation og et fælles, kropsligt rum, bør man værne om det rum og vise sin patient eller klient, at man har i sinde at blive i det. Det betyder, at når man har indledt berøringen, så må man også blive i berøringens rum efterfølgende. 5.2.2.4 Kropslig orientering Den kropslige orientering er noget, der har stor betydning for relati-onsopbygningen, og er også med til at udvise eunoia, fordi man som patient eller klient føler sig set og lyttet til. Der findes mange empiri-ske kommunikationsstudier primært kombineret med conversation analysis, der undersøger lægers kropslige orientering.282 Her kan man finde belæg for, at den vej, kroppen peger har stor betydning for den vellykkede kommunikation. Kroppen opdeles i tre segmenter: under-kroppen, overkroppen og hovedet, og man kan med fordel være be-vidst om at lade sin underkrop pege mod patienten eller klienten, selvom man skriver ting ned, kigger i papirer eller på en computer, fordi man dermed fastholder relationen, det fælles rum og interessen for patienten eller klienten. I mit analysemateriale viser det sig, at

282 Fx “Looking Means Listening” af J. Ruusuvuori, “Getting down to business: Talk, gaze

and body orientation during openings of doctor-patient consultation” af J. Robinson og “Nonverbal response patterns in physician-patient-interactions: a functional analysis” af Street & Buller.

84

fysioterapeuterne er gode til at holde underkoppen peget mod patien-ten, hvis de selv kigger på computeren eller på noget andet og derfor har hovedet vendt væk fra patienten. 5.2.2.5 Højdeforskelle Det fælles fysiske rum, som man skaber gennem sin kropslige trovær-dighedsopbygning er også et rum, der defineres af højdeforskelle. Højdeforskelle er et tegn på asymmetri, og befinder man som berø-rende behandler sig meget højere end sin modtager, kan asymmetrien træde meget tydeligt frem. Et bevidst forsøg på at udligne denne høj-deforskel kan skabe et mere symmetrisk rum, hvor den gode relation er med til at skabe det consubstantiale rum, der er behov for, når man skal røre ved sin modtager. På denne måde kan den kropslige con-substantiality opbygges ved hjælp af at overveje højdeforskellen og typisk regulere, så man befinder sig i samme højde. For faggrupper, hvis modtager er sengeliggende, kan det være en udfordring at udligne en eventuel højdeforskel. Her kan man forsøge at have en stol ved siden af sengen eller sørge for at benytte de andre consubstantiali-tyopbyggende træk i større grad.

85

6.0 Konklusion Retorikken beskæftiger sig kun ganske lidt med krop, og ofte ganske overfladisk, selvom der i samfundet er stor interesse for at lære krops-sprog. Men kroppen er også erkendende og kommunikerende i sig selv og en autonom kommunikativ størrelse. Målet for dette speciale har været at sætte fokus på den oversete krop. Kropslig troværdighed eller kropsligt etos er ydermere et emne, meget få retorikere tager op, selvom mange mener, at etos er en vigtig appelform, måske endda den vigtigste. Dette speciale har forsøgt at rette fokus mod netop denne del af retorikken. Specialet har som det første præsenteret en deskriptiv, retorisk analyse af fysioterapeuters kropslige etosopbygning. Forholdet mel-lem krop og etos er blevet undersøgt med udgangspunkt i et casestudy af fysioterapeuter. Min hypotese var, at man hos fysioterapeuter kun-ne se den kropslige troværdighedsopbygning meget tydeligt. Min an-tagelse var, at fysioterapeuterne er meget kropslige grundet deres ar-bejde med kroppe og deres behandling af andres kroppe med deres egen krop. Hypotesen viste sig at være sand. Jeg har i dette speciale og især i min analyse af mit empiriske mate-riale argumenteret for, at fysioterapeuterne skaber kropslig con-substantiality mellem dem og deres patienter gennem kropslig eto-sopbygning. Det er en nødvendighed for, at fysioterapeuterne kan røre ved patienterne og behandle dem. Gennem den kropslige consubstan-tiality, som skabes og opbygges ud fra fysioterapeuternes kropslige etos, forbereder fysioterapeuterne den behandlende berøring. Gen-nem nonverbale etosopbyggende elementer skaber fysioterapeuterne en relation og et fælles rum med deres patienter, hvor en kropslig be-handling kan finde sted på patientens kroppe med brug af fysiotera-peuternes egne kroppe. Alle disse nonverbale elementer viser sig at højne de tre etosdyder, phronesis, arete og eunoia, samt skaber og udtrykker pistis. Overordnet set er alle de nonverbale træk, der går igen, et udtryk for phronesis. Men især den illustrerende gestik er ud-tryk for denne etosdyd. Kropslig nærhed, berøring og kropslig hjælp samt mimik er bl.a. udtryk for eunoia, mens arete også udtrykkes ved mimik samt højdeforskelle. Alt sammen opbygger den kropslige con-substantiality. Det er ikke enkelt at røre ved andre mennesker grundet vores in-timzone, som kun meget få må komme ind i. Der skal visse kommuni-kative og retoriske midler til. Derfor er det mit håb, at dette speciale kan hjælpe andre berørende faggrupper, så de måske kan få lettere ved at berøre. Jeg har forsøgt at udlede den professionelle berørings retorik, der bygger på den kropslige consubstantialityopbygning gen-nem kropslig etosopbygning. Derudover befinder retorer sig ofte i

86

meget forskellige situationer, så det kan være en fordel for retorikken at kende til mange forskellige former for actio. Specialet har forsøgt at undersøge og løfte mere af sløret for det oversete emne kropslig troværdighedsopbygning. Samtidig er det den første retoriske, deskriptive undersøgelse af fysioterapeuters kommu-nikation. Forhåbentligt kan dette speciale bidrage til videre undersø-gelser af kropslig troværdighedsopbygning, kropslig consubstantiality og berøringens retorik; tre emnefelter, specialets, empiriske undersø-gelse har vist, er særdeles relevante for retorikken som fag. Som pilotprojekt peger specialet ydermere på, at fysioterapeuter er særdeles relevante at underlægge en retorisk analyse. Deres kropslige kommunikation har vist sig som eksemplarisk empiri for kroppens retorik. Man kunne forestille sig andre faggrupper på kanten af reto-rikkens genstandsfelt der på samme måde kunne bidrage til en udvi-det forståelse af retorikken. Forskningen er kun lige begyndt at give retorikken mere krop.

87

Abstract

It is a well-known fact in the rhetorical tradition and theory that actio

is important for the persuasiveness of the message in a speech or a

communicative situation. But often the voice is at the centre of ana-

lytical attention. This thesis is a study of the more overlooked part, the

body. Even in the rhetorical literature, the body does not get much

attention. The present thesis is concerned with bodily ethos, and how

to build ethos with the body. The bodily credibility and ethos are

largely neglected in the theories from Aristotle till today.

This thesis focuses on body and ethos by examining and analysing

three physiotherapists in consultations with their patients. Because

physiotherapists are working with bodies and touching their patients

with their own bodies, they have developed great skills in building the

bodily ethos. Therefore it is valuable to analyse the physiotherapists

with rhetorical eyes. Due to our intimate zones, it is potentially un-

pleasant to be touched, so the physiotherapists need to show credi-

bility by their body to establish an environment in which it is okay to

touch the patient.

That leads to the following questions for the thesis:

• How do the physiotherapists build their bodily ethos in the

eyes of their patients?

• How do the physiotherapists make it okay to touch their pa-

tients?

• Is it possible to find and formulate a specific rhetoric about

professional touching, that other professional fields using

touching can learn from?

The analysis is made on the background of three rhetorical concepts:

Ethos, consubstantiality, and pistis. The thesis discusses the possi-

bility of using Burke’s concept of consubstantiality as a bodily concept,

so when the physiotherapist “acts together”, she bodily touches and

works with the patient towards a mutual goal: to release the patient

from pain.

88

The analysis answers two of the three above questions. The last ques-

tion is answered in the last part of the thesis. First, the analysis shows

that the physiotherapists build their bodily ethos in several ways that I

analyse through the concepts of nonverbal communication: Contact

codes like immediacy, tactile communication, height, and bodily help,

together with codes of kinetics like bodily orientation, mimic and il-

lustrative gesture. All these codes contribute to the bodily ethos and

the three Aristotelian virtues of ethos: Phronesis, arete and eunioa.

Second, by analysing the physiotherapists it is shown that the

physiotherapists use bodily consubstantiality to make a common

space for acting together by using bodily ethos building. Because they

are successful in their bodily ethos building, it is okay to touch their

patients, their bodily communication is persuasive, and the consulta-

tion reaches its goal.

Finally the thesis suggests a rhetoric for professional touching to as-

sist other touching professionals in improving their touching through

the building of bodily consubstantiality. This rhetoric for professional

touching includes the conclusions from the analysis, and gives norma-

tive advice about verbalization of purpose, immediacy, and eye con-

tact, touching as a process, and body orientation. Overall the thesis

urges the importance of sensing the implicit rules of the situation to

avoid an unpleasant relation to the patient.

89

Litteraturliste Andersen, Anne Maren Mathias: ”Stakket er stridens glæde. En reto-risk kritik af Folketingets debatter om lovforslag med pistis som norm”, speciale, 2012, Københavns Universitet. Argyle, Michael: Bodily communication. 1975, London, Methuen & Co Ltd. Argyle, Michael og Ingham, Roger: ”Gaze, Mutual Gaze, and Proximi-ty”. I Semiotica, vol. 6, 1972, s. 33-49. Aristoteles: Retorik. 2007, København, Museum Tusculanums Forlag. Baumlin, James S.: ”Ethos”. I Sloane, Thomas O. (ed): Encyclopedia of Rhetoric, 2001, Oxford University Press. Publiceret online 2006. Baumlin, James S.: ”Introduction: Positioning Ethos in Historical and Contemporary Theory”. I Baumlin, James S. og Baumlin, Tita French (ed.): Ethos. New Essays in Rhetorical and Critical Theory, 1994, Dallas, Southern Methodist University Press. Bernard, Russel H.: Research Methods in Anthropology. 2011, Ply-mouth, AltaMira Press. Burgoon, Judee K; Birk, Thomas og Pfau, Michael: ”Nonverbal Beha-viors, Persuasion, and Credibility”. I Human Communication Re-search vol. 17, nr. 1 1990, s. 140-169. Burke, Kenneth: A Rhetoric of Motives. 1950, New York, Prentice-Hall, Inc. Cicero: De Oratore. I Retoriske skrifter I, 2003, Odense, Syddansk Universitetsforlag. [Cicero] Retorik til Herennius. 1998, København, Gyldendal. Corts, Thomas E.: ”The Derivation of Ethos”. I Speech Monographs, vol. 35, 1968, s. 221-222. Eide, Thormod: ”Actio”. I Retorisk Leksikon, 1990, Oslo, Universitets-forlaget.

90

Eide, Thormod: ”Pistis”. I Retorisk Leksikon, 1990, Oslo, Universitets-forlaget. Eken, Susanna: Den menneskelige stemme, psyke, soma, funktion, formidling. 1998, København, Hans Reitzel. Ekman, Paul og Friesen, Wallace V.: ”The Repetoire of Nonverbal Behavior: Categories, Origins, Usage, and Coding”. I Semiotica, vol. 1, 1969, s. 49-98. Enos, Richard Leo og Schnakenberg, Karen Rossi: ”Cicero Latinizes Hellenic Ethos”. I Baumlin, James S. og Baumlin, Tita French (ed.): Ethos. New Essays in Rhetorical and Critical Theory, 1994, Dallas, Southern Methodist University Press. Fafner, Jørgen: ”Retorikkens brændpunkt”. I Rhetorica Scandinavica nr 2, 1997, s. 7-19. Fafner, Jørgen: Retorik. Klassisk og moderne. 1977, 9. reviderede oplag, 2005, København, Akademisk Forlag. Fafner, Jørgen: ”Retorik og erkendelse”. I Rhetorica Scandinavica, nr. 10, 1999, s. 32-40. Fafner, Jørgen: Tanke og tale. 1982, København, C. A. Reitzels Forlag. Femø, Mie: Strategisk kommunikation, 2010, København, Akademisk Forlag. Flyvbjerg, Bent: Rationalitet og magt, bind 1, 1991, Århus, Akademisk Forlag. Foss, Sonja K.; Foss, Karen A. og Trapp, Robert: Contemporary Per-spectives on Rhetoric, 1985, Prospect Heights, Illinois, Waweland Press, Inc. Fujishin, Randy: The natural speaker. 1997, Needham Heights, Mas-sachusetts, Allyn & Bacon. Gabrielsen, Jonas og Christiansen, Tanja Juul: Talens Magt. 2010, 2. udgave, København, Hans Reitzels Forlag. Gallagher, Shaun: How the body shapes the mind, 2005, Oxford, Cla-rendon.

91

Gelang, Marie: Actiokapitalet. 2008, Åstorp, Retorikförlaget. Gretland, Anne: Den relasjonelle kroppen: Fysioterapi i psykisk hel-searbeid. 2007, Bergen, Fakbokforlaget. Grüttner, Mathias: ”Oxymoron eller overset? et speciale om retorisk gestik”, speciale, 2006, Københavns Universitet. Guerrero, Laura K.; Hecht, Michael L. og DeVito, Joseph A.: 1. Per-spectives on Defining and Understanding Nonverbal Communication. I Guerrero, Laura K.; Hecht, Michael L. og DeVito, Joseph A. (ed): The Nonverbal Communication Reader, 2008, Long Grove, Illinois, Wa-veland Press, Inc. Hansen, Flemming og Kock, Christian: ”Evaluation of Public Spo-kesperson”. I European Advances in Consumer Research, vol. 5, 2001, s. 318-324. Hansen, Jette Barnholdt: Den klingende tale, studier i de første hofo-peraer på baggrund af senrennæssancens retorik, 2010, København, Museum Tusculanum. Hawhee, Debra: Moving bodies, Kenneth Burke at the edges of lan-guage. 2009, Columbia, South Carolina, University of South Carolina Press. Hoff-Clausen, Elisabeth: Online ethos: webretorik i politiske kam-pagner, blogs og wikis, 2008, Frederiksberg, Samfundslitteratur. Hyde, Michael J. (ed): Ethos of Rhetoric. 2004, Columbia, South Ca-rolina, University of South Carolina Press. Jers, Camilla Olsson: ”Den retoriska arbetsprocessens betydelse för möjligheten att framstå med starkt och trovärdigt ethos i muntlig framställing”. I Educare 1, 2011, Malmö, Malmö University Electronic Publishing: http://dspace.mah.se/bitstream/handle/2043/12379/Educare_2011_1_Olsson_Jers.pdf?sequence=2&isAllowed=y - besøgt 11. juni 2014. Jers, Camilla Olsson: Klasrummet som muntlig arena, 2010, Malmö, Malmö Högskola. Johansen, Anders: Talerens troverdighet. 2002, Oslo, Universitets-forlaget.

92

Jørgensen, Charlotte: ”1. Hvad er retorik?”. I Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.): Retorik. Teori og Praksis, 2009, Frederiksberg, Samfundslitteratur. Jørgensen, Charlotte: ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik?” I Rhetorica Scandinavica nr. 15, 2000, s. 34-48. Jørgensen, Charlotte; Kock, Christian og Rørbech, Lone: Retorik, der flytter stemmer. 1994, København, Gyldendal. Jørgensen, Charlotte og Onsberg, Merete: Praktisk Argumentation, 2008, 3. udgave, København, Nyt Teknisk Forlag. Kappel, Klemens og Hansen, Jette Barnholdt: Taleundervisningens etik. I Hansen, Jette Barnholdt og Nielsen, Hanne Schmidt: ”Stem-men og tilhørerne”. Uudgivet manuskript. Kinneavy, James L.: Greek Rhetorical Origins of Christian Faith, 1987, New York, Oxford, Oxford University Press. Kjeldsen, Jens E.: ”Fremførelsen, fremførelsen, fremførelsen”. I Rhe-torica Scandinavica nr. 52, 2009, s. 63-73. Kjeldsen, Jens E.: Retorik idag, introduktion till modern retorikteori. 2008, Lund, Studentlitteratur. Kock, Christian: Ordets Magt. 2012, Frederiksberg, Samfundslittera-tur. Lieth, Lars von der; Kuschel, Rolf og Peterson, Arne Friemuth: Kom-munikationens veje. 1993, Brøndby, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. McCroskey, James C.: An Introduction to Rhetorical Communication, 1968, Boston, Allyn & Bacon. McCroskey, James C. og Young, Thomas J.: ”Ethos and Credibility: The Construct and its Measurements after Three Decades”. I Central States Speech Journal, vol. 32, 1981, s. 24-34. Mehrabian, Albert: Nonverbal Communication. 1972, New Brunswick og London, AldineTransaction. Nielsen, Mie Femø og Nielsen, Søren Beck: Samtaleanalyse. 2005, Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur.

93

Olsen, Henning: Guide til gode spørgeskemaer. 2006, København, Socialforskningsinstituttet. Onsberg, Merete: ”Body in action”. I Harsting, Pernille og Ekman, Stefan (ed.): Ten nordic studies in the history of rhetoric, 2002, Kø-benhavn, Nordisk Netværk for Retorikkens Historie. Onsberg, Merete: ”Den retoriske krop”. I Rhetorica Scandinavica nr. 17, 2001, s. 9-23. Onsberg, Merete: ”11. Fremførelsen”. I Jørgensen, Charlotte og Villad-sen, Lisa (red.): Retorik. Teori og Praksis, 2009, Frederiksberg, Sam-fundslitteratur. Onsberg, Merete: ”Ret ryggen og tal sandhed”. I RetorikMagasinet nr. 36, 2000, s. 11-13. Patterson, Randi og Corning, Gail: ”Researching the Body: An Anno-tated Bibliography for Rhetoric”. I Rhetoric Society Quarterly, vol. 27, nr. 3, 1997, s. 5-29. Perelman, Ch. and Olbrechts-Tyteca, L.: The New Rhetoric – A Trea-tise on Argumentation. 1969, Notre Dame, Indiana, University of Notre Dame Press. Quintilian: The Institutio Oratoria of Quintilian with an english translation by H. E. Butler, vol. IV. 1968, Cambridge, Massachusetts, Harvard University Press. Robinson, J. D.: ”Getting down to business: Talk, gaze and body orientation during openings of doctor-patient consultation”. I Human Comminication Research, vol. 25, nr. 1, 1998, s. 97-123. Roer, Hanne: ”Peitho, Pistis og Topos”. I Jensen, Jens Peter (ed): Retorik, 2003, Århus, Klassikerforeningens Kildehæfter. Ruusuvuori, J: ”Looking means mistening: coordinating displays of engagement in doctor-patient interaction”. I Social Science & Medici-ne, vol. 52, nr. 7, 2001, s. 1093-1108. Selzer, Jack: ”Habeas Corpus: An Introduction”. I Selzer, Jack og Crowley, Sharon (ed): Rhetorical Bodies, 1999, Wisconsin, The Uni-versity of Wisconsin Press.

94

Street Jr., R.L, og Buller, D.B: ”Nonverbal response patterns in physi-cian-patient interactions: A functional analysis”. I Journal of Nonver-bal Behavior, vol. 11, nr. 4, 1987, s. 234-253. Sullivan, Dale L.: ”The Ethos of Epideictic Encounter”. I Philosophy & Rhetoric vol. 26, nr. 2, 1993, s. 113-133. Søndergård, Georg: ”Retorikkens grundbegreber”. I Antologi af klas-siske og moderne taler, s. 9-35, 1993, Odense, Odense Universitet. Thornquist, Eline: Klinik. Kommunikation. Information. 2011, Kø-benhavn, Hans Reitzels Forlag. Villadsen, Lisa: ”5. Genre”. I Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.): Retorik. Teori og Praksis, 2009, Frederiksberg, Samfundslitteratur. Weiner, Gudrun: Att strida med ord, 2006, Åstorp, Retorikförlaget.

Links

http://www.bro-blog.dk/?p=5973, besøgt d. 12. februar 2014.

https://fysio.dk/org/nyheder/Ma-fysioterapeuter-

diagnosticere/#.U6LviY1_veE, besøgt d. 19. juni 2014.

www.fysiq.dk, besøgt d. 28. december 2013

http://www.muskuloskeletal.dk/, besøgt d. 21. maj 2014.

http://scenekunstskolen.dk/skuespiluddannelsens-opbygning-og-

indhold, besøgt d. 27. maj 2014.

http://www.ted.com/talks/amy_cuddy_your_body_language_shape

s_who_you_are, besøgt d. 6. maj 2014.