holde får på. Det er gruppens forhåbning, atder i en kommende nationalpark kan indgåområder med engarealer, som vil give mulig-hed for vinterfoder til fårene og bedregræsning til lammene.

Fårehold – et stykke praktiseret kulturarvMan kan vel godt betragte fårehold i Thy somet stykke kulturarv. Vi er nok tilbøjelige til atse kulturarv som genstande og bygninger;men traditioner, sædvaner og skikke er joogså en del af vor kulturelle baggrund og arv.I Thy er det at holde får en tradition, der harlange rødder og stadig vedligeholdes, menfornyes efter de givne omstændigheder, det vilsige i overensstemmelse med tidens krav ogbehov. På den måde bliver kulturarv noget,der udøves og praktiseres i hverdagen. Hvor-dan man praktiserer sit fårehold og udøversin kultur udsættes hele tiden for nye for-tolkninger. Den moderne fåreavler, der villeve af sit erhverv, må indrette sig på marke-dets krav og afsætningsmuligheder; men vilogså forsøge at lægge sine egne forestillingerom det at holde får ind i sin drift. Her kom-mer mulighederne med naturpleje ind i bille-det. For den lokale fåreavler Gitte Kroll spilleren barndomserindring om får i klitlandskabet

1052005

Her i sommeren 2005 kunne man af og tilmøde en stor flok får i udkanten af Stenbjergmed en enkel fårehyrde højt til hest. Det erDanmarks eneste professionelle fårehyrde,der er på vej ud i klitten med fårene hjulpetaf et par hunde. Fårene bevæger sig roligtfremad og hyrden holder flokken sammenmed kommandoråb til hundene, der bringerdyr på afveje tilbage i flokken. Tilsynekom-sten af de mange får og hyrden giver et på éngang både eksotisk og alligevel kendt indtryk.En enkelt tilskuer sammenligner oplevelsenmed dét pludselig at få øje på en flok kron-dyr.

Gruppen bag projektet »Får uden indheg-ning« vil vise, at det kan lade sig gøre at kom-binere en udnyttelse af naturen med natur-pleje, som det foregår f.eks i Skotland, hvorman lader store fåreflokke gå frit i landska-bet. På ganske samme måde som man før itiden lod fåreflokke græsse frit på de storehedearealer i hele Vestjylland med en hyrde-dreng eller pige til at holde øje med dyrene.Projektet hænger sammen med planerne omat etablere en nationalpark i Thy på områdetslandskab af klitter, heder, søer og klitplanta-ger fra Agger i syd til Hanstholm i nord, medlandbrugslandet som den østlige begræns-ning. Gruppen prøver på denne måde atvære visionær og pege på nogle nye måder at

Klit og hede i Thy– mellem benyttelse og beskyttelse

af Mie Buus

Formålet med artiklen er at skildre brugen af landskab og natur før og nu. Artiklen udsprin-ger af en kulturhistorisk undersøgelse om udnyttelsen af klithederne i Thy under ledelse afMuseet for Thy og Vester Hanherred i perioden maj 2004 – september 2005. Undersøgelsenblev udført af artiklens forfatter.

2005 09/06/11 12:08 Side 105

en stor rolle. »Jeg har jord i Stenbjerg – detmine forældre havde omkring deres gård. Ogdet Karen, vores nabo, havde. Og jeg nyderutroligt meget, at mine får går der, hvor Karensfår gik engang. For hun var et menneske, jegholdt meget af.«

Naturplejen er vigtig; men fårenes behovfor at trives skal kunne opfyldes indenfor desamme rammer. Opsyn med dyrene er nød-vendigt, og her kommer før som nu fåre-hyrden ind i billedet. Før var det ofte børn,der vogtede den enkelte families får i klitteneller flere bønder gik sammen og ansatte enfælles fårehyrde til at vogte en større flok får.1

Det sidste er den model som projektet »Fåruden indhegning« kommer nærmest.

I deres fortolkning af et moderne, visio-nært fårehold prøver man i projektet »nye«elementer af som hyrdestaven og fårehunden.Nye i gåseøjne, for disse ting er velafprøvede iandre sammenhænge; men så vidt vides er

106 2005

der ikke før blevet brugt hverken hyrdehundeller hyrdestav i Thy. Som med al levendekultur sker der hele tiden en nyfortolkning –nye elementer tages ind, og andre glider ud,fordi de ikke længere kan fungere i en mo-derne verden.

Mennesket og naturenOmrådet af klit og hede udgør et sjældentstykke natur. Mange vil endda hæfte betegnel-sen vild natur på området og dermed tilskrivedet en unik kvalitet. Men bag den tilsynela-dende vilde natur gemmer sig et kulturland-skab, der gennem århundreder er blevet på-virket af menneskers udnyttelse af naturres-sourcerne og herved givet grundlag for gene-rationers overlevelse. Kystbefolkningen base-rede deres tilværelse på en kombinations-økonomi fordelt på fiskeri, et subsistensland-brug med fårehold som det centrale element

Hyrdestaven hører med til fårehyrdens udstyr. Med krogen fanger hun dyrene, hvis de f.eks. skal efterses.

2005 09/06/11 12:08 Side 106

forbindelse til et punkt, hvor forskellige me-ninger og ekspertiser brydes, og naturen bli-ver i vor tid noget, der er til forhandling. Detsidste kommer klart til udtryk under denproces, hvor mange forskellige grupper og in-teresser kommer til orde i et forsøg på atskabe fælles indhold og vision til en kom-mende Nationalpark Thy.

Da naturen var en økonomisk ressourceFor at få et indtryk af hvordan udnyttelsen afklithedens ressourcer foregik i første del af1900, lader vi Jens Peter Odder Jensen, født1927 i Vangså, fortælle fra sin barndom:

»Far, han var husmand og fisker. De flesteaf indtægterne de kom fra fiskeriet. Så havdevi det der bette landeri med 3-4 køer og etpar heste, nordbagger, et par grise og en halv

1072005

samt en mangfoldig udnyttelse af områdetsmange ressourcer gennem aktiviteter somjagt, bærindsamling, høst af lyng og tørve-gravning m.m. Det er svært i dag at forestillesig al den aktivitet af mennesker og dyr, derfør satte sit præg på landskabet – dengang detvar overlevelsen, det gjaldt, og naturen varnoget, man udnyttede af økonomiske grunde.I dag bruger vi mest områdets natur til rekre-ative formål og stilfærdige aktiviteter som gå-ture. I den forbindelse bliver naturen noget,vi vender os mod for at få oplevelser, fordy-belse og samle nye kræfter til hverdagen. Voreopfattelser af landskab og natur forandrer sighele tiden. Vor opfattelse af natur hængersammen med, hvordan vi bruger naturen – erden grundlaget for økonomisk udvikling,eller bruger vi den til rekreative formål?

Naturforvaltning – hvad vi gør med natu-ren, og hvordan vi plejer den – bliver i den

Klitheden – et øde og barskt landskab med næsten usynlige kulturspor som dette gamle, gravede fårevand-hul ved Stenbjerg.

2005 09/06/11 12:08 Side 107

snes får. Mit barndomshjem i Vangså – ja vihavde beboelse i den ene ende og næste halv-del var stald. Så kom der en vinkelbygning,og det var laden.

Det var mit job at passe fårene om somme-ren. Da var jeg en 6-8 år. De kom tidligt ud,så snart landmændene begyndte at dyrke jor-den. Så kom de ud i klitterne og blev tøjret.Det var mellem Vangså og Klitmøller. Derskulle jeg så flytte dem to gange om dagenom sommeren og give dem vand. Vi gravedenogle huller, og der gik de og drak. Det var påde lave områder i klitterne. Der hvor grund-vandet stod højt – du skulle ikke grave mereend 1,5 meter ned. Vi startede med at rensede der huller op tidligt om sommeren. Fårenestod tøjrede to på hver med en legn, som vikaldte det. Så skulle de jo flyttes rundt. Få-rene kunne godt snerre sig noget sammen.Jeg har faktisk været ude for, at der var noglefår, de græssede op ad en skråning, så var derén af dem, den var rullet om på ryggen ogblevet kvalt, da jeg kom om morgenen. Så detvar jo ikke så godt; men der var ikke noget atgøre, dengang jeg kom til. Den var død. Ja,det var da noget af et økonomisk tab.

108 2005

Der var en hel del græs og sådan mellemlyngen. Lyng fodrede vi for resten med omvinteren. Vi slog en masse lyng – det var såøst for Vangså. Det var lyng, vi havde til foderbåde til køer og får. Det var mest det der ren-moslyng, som de nu bruger til juledekoratio-ner. Det slog vi der om sommeren og sidst påsommeren. Så fik vi det ind i laden, og såhavde vi det at tage af.

Så solgte vi jo lammene der om forsom-meren. De fede. Så kunne vi selv slagte et

Jens Peter O. Jensens fødehjem i klitten nær havet, hvor fiskeriet blev suppleret med et husmandsbrug. I dagbruges stedet som sommerhus.

En legn kunne se lidt forskellig ud – denne er bereg-net til at tøjre 3 får i samme tøjr.

2005 09/06/11 12:08 Side 108

beskidte. Lige til Lise hun kunne komme ogklippe dem. Det var hun vældig ferm til da.

Vi sendte ulden til Læsø og fik den gjort istand, kartet og spundet. Så fik vi det tilbage,og så strikkede mor af det. Noget af det solgtevi vel også. For der blev jo noget uld af de derfår. Jeg har selv været med til at karte uld. Jegtror faktisk, vi kartede selv, og så sendte videt af sted til Læsø, hvor det så blev spundet.Der var jo et stort uldspinderi på Læsø, og såkom det jo tilbage som garn. Det var vel sidsti 30’erne og først i 40’erne, ulden kom tilLæsø. Under krigen var det meget brugt atsende det af sted.

Fårene, de gik jo ude i klitterne. Så snartbønderne fik bjerget avlen, de forskellige der-omkring, så gik fårene løs. De gik frit over dethele også mellem husene; men de ville helstvære nede mellem klitterne, der var det jogrønt, og de kunne finde noget. Og de var

1092005

gammelt får – det smagte nu ikke ret godt.Men det var glimrende at koge hvidkålsuppepå. Lammene blev opkøbt af en krejler, og jegmener, det var under 100 kr. for lam, vi fik;men jeg er ikke sikker. Det var ikke ret meget,vi fik.

Fårene de blev klippet om foråret – aller-først på sommeren, ellers blev det jo forvarmt for dem. Ulden, ja der kom jo en ældredame på omkring 40-50 år og klippede få-rene. Det var for resten Niels Peder Hoxersmor. Hun gik rundt og klippede hos flere. Såfik hun lidt for det eller uld for det. Hunhavde sin egen fåresaks med. Vi vaskede demjo selv først i det her store fårekar. Det varnoget af et hyr. Som regel klarede vi det på endag, vaskeriet, og vi var lige så våde som fåre-ne. Joh, de blev sæbet ind efter alle kunstensregler og skyllet godt. Så skulle de jo helst gåog tørre et sted, hvor de ikke gjorde sig for

Det var som regel kvinder, der tog sig af fåreklipningen. Der er flere eksempler på, at nogle kvinder havdespecialiseret sig og tog rundt og klippede for andre.

2005 09/06/11 12:08 Side 109

hårdføre. Når det sneede, så fandt de en klit,hvor de lagde sig i læ.

Vi havde en fire køer. Køerne, de var heltvilde med lyng, når de kom ind om efteråret.Mælken brugte vi selv, og så fik naboerne –dem der ingen køer havde. De købte mælkhos os. Under krigen kærnede vi selv smør,for da var der jo mangel på smør. Ellers varman jo nok holdt op med at kærne smør ihjemmene; men så under krigen tog man detop igen.

Vi slagtede så gerne en gris eller to, og detblev der bl.a. lavet pølser af. Vi havde enjordkælder. Der havde vi et stort kar medflæsk og sådan noget og så et kar med saltedefisk. Det var mest langer – en slags torsk erdet.

Hvor meget jord der var til ejendommen –ja, der var jo, så vi kunne føde de der firekøer og så et par heste.

En stor del af jorden var klit og hede. Dervar ikke så stor en del af det, vi dyrkede; menvi avlede da både hø og korn og kartofler.Engskifter havde vi oppe ved Søndersø – ikkeså langt fra Vangså. Og så havde vi også oppeved Sjørring Sø. Det solgte vi, for det var forucentralt. Der var for meget bøvl med atkomme derop. Så slog vi jo hø deroppe vedSøndersø om sommeren og fik det bjærget ogkørt hjem. Det var slæb, for vi kunne ikkekøre ned til søen. Det var jo søbund ogkunne ikke bære hestene, så vi bar det på ryg-gen op på stranden, som vi kaldte det. Oppepå det tørre og så blev det kørt hjem. Detblev slået med håndkraft – ja med en le. Jegvar såmænd ikke så gammel, inden jeg kommed op og skulle bruge leen deroppe.

Ja, vi brugte også lyngen til brændsel i minbarndom. Da havde vi en stor, muret bage-ovn. Den fyrede vi op med lyng, som vi ogsåbjærgede om sommeren. Vi havde sådan etlyngjern at slå lyngen med. Der var nok etblad på den her længde 30-40 cm. Der skulle

110 2005

noget lyng til, når bageovnene skulle fyres op.Vi havde sådan en temmelig stor lade derude.Lyngen blev så bjærget hjem og i laden. Vifyrede kun med lyng i bageovnen, for det gavhurtig varme. Når først ovnen var varmet opog raget ud, så kunne man sætte brødeneind.

Vi plukkede revlingelyng – ja, det var islutningen af krigen, vi plukkede revlinge-lyng. Det blev brugt til at lave koste med. Vivar et helt sjak, der gik i Vangså og plukkededet her revlingelyng og bundtede det. Det varunder krigen og lige efter krigen. Det kunnevi godt tjene en bette skilling ved. Ja vi pluk-kede – rev det op med håndkraft, lavede det ibundter og fik det hen til købmanden. Herblev det vejet. Der var nogen, der dyppede

Revlingelyng blev bundtet i såkaldte dågger og ind-leveret hos købmanden, der handlede dem videre tilfabrikker, som fremstillede koste.

2005 09/06/11 12:08 Side 110

Da jeg gik og flyttede får som barn, var dermange hugorme i klitten. Man skulle helst segodt efter, når fårene skulle vandes, for dervar hugormene jo nede ved hullerne. Omsommeren når det var varmt, så tog de jovand. Så dem skulle jeg have væk, inden fåre-ne kom ned. Ja, det skete da også, at fåreneblev bidt, så fik de et ordentlig tykt hoved.Men der skete såmænd ikke noget ved det, ogde blev hverken syge eller døde.

Blåbærrene dem solgte vi til købmanden.Jeg kunne tjene til et par træsko3 sådan ensommer ved at plukke blåbær.4 Det var jogerne på en ledig tid som i skoleferien. Vihavde sådan set hver vore steder, som vi havdefundet frem til. Det var ligesådan med trane-bær om efteråret. De blev da også plukket.Det var mest for syltetøjet. Tranebær det varbåde til eget forbrug; men vi leverede også tilkøbmanden. Dengang var der mange, derplukkede tranebær. Så tjente man en ekstraskilling ved det. Ja, det var sjældent, man fikpenge i hånden for bærrene. Det var for, at vikunne betale regningen ved købmanden medbærrene. Jeg tror mest, det var sådan det gikfor sig. Så blev det trukket fra på bogen. Detvar nok der omkring 50 øre til 1 krone for ki-loet, vi fik. Når vi plukkede, var det som regelde unge og børnene, der blev jaget i klitterne.Vi plukkede i en spand eller en kurv. De derspånkurve som vi kaldte dem. Så havde vi etlitermål, som vi plukkede i, og så hældte videt over i kurvene og bar dem hjem. Det varda sådan et par kilometer væk eller tre. Vi gikselvfølgelig da. Blåbær de var modne sidst ijuli og først i august måned. Tranebær det varsådan lidt senere.

Min mor hun råsyltede blåbær og trane-bær – de stod bare i en lerkrukke. Blåbær deskulle jo gøre godt for mange ting. Det skullevære godt, når man havde hård mave ellertynd mave og mod forkølelse osv. Sådan no-get rå saft det smager altså pragtfuldt.

1112005

det i vand, så vejede det mere; men det trorjeg nok, han fandt ud af. Det var selvfølgeligikke de store penge; men man kunne da godttjene noget. Det kunne vi. Nej, jeg ved ikke,hvor det kom hen, kun at der blev lavet kosteaf det. Det var købmand Nystrup i Vangså,der købte det.

Hedetørv, jo, det gravede vi på de der lyng-arealer, vi havde. Det var mellem Vangså ogVang, der havde vi også nogle skifter oppe,hvor fårene kunne gå. Tørv har jeg også væretmed til at grave. Det var med sådan en specielspade. Den var ligesom hjerteformet og medet lidt krumt skaft. Så skrællede vi – ja de varikke ret tykke – der hvor der var lyng. Det varmest lyngrødder, tørven bestod af. Det varaldeles udmærket at fyre med også i den derbageovn. Det brændte jo godt. Først blev deskrællet af i ret store stykker og vendt rundtog så tørret på den måde. Så blev de kørthjem, når de var godt tørre. Vi bjærgede noken 3-4 læs tørv til en vinter.

Der var mange, der brugte jagten derudeved Vangså; men min far gik ikke på jagt. Degik oppe i klitterne, ja de gik på hele arealetsådan set. Der var ikke nogen speciel jagtretnogen steder. Jagten var fri. Om efteråretskød de jo ænder, når de kom trækkende oplangs vandårerne.

Ja, vi havde jo åen, der løb lige forbi. Dersatte jeg sommetider nogle ålekroge. Deskulle jo helst røgtes der i dagningen. Det varjo ikke altid, jeg kom op til det som knægt, også var ålene jo gået.

Min far, når han fik fat i en hugorm, såflåede han og tørrede den. Så blev det hakketog puttet i frikadeller bl.a. Jo det var altsåvirksomt. Det er godt mod bylder.

Så kom folk og kunne hente af det. Ogdem der fangede hugorm, de kom så meddem, og så flåede han dem. Man kunne ogsåkøbe det på apoteket mod bylder, og der varfolk, der solgte dem til apotekeren.2

2005 09/06/11 12:08 Side 111

Nord for Vangså der var en bakke, vi kaldteTjærebak. Der sagde de jo altid, at der låtjærebakmanden begravet. Det var en strand-vasker, der var drevet ind. De sagde, han ikkekunne være i en kiste, han var for stor, så blevhan gravet ned i klitterne. I Tjærebakken. Dergik altså nogle historier om den tjærebak-mand. Han gik igen, bildte man jo børneneind. Gjorde dem bange med ham der tjære-bakmanden. Tjærebakken det var et godtstykke inde i klitterne der mellem Vangså ogKlitmøller. Tjærebakken, det hedder den forøvrigt endnu. Så navnet er knyttet til den hi-storie om Tjærebakmanden. Tjærebakkenbruges stadig af fiskerne som en kending, nårvi fisker med de små joller, vi har. Det er etsted, der ses på lang afstand, for der er retfladt der omkring. Så den rager ret langt opder imellem klitterne.

Jeg gik da og flyttede får ovre i det områdesom knægt. Selvfølgelig sad det lidt i en, allede historier man havde hørt om tjærebak-manden – især når det blev mørkt. Denganghavde man jo hverken fjernsyn eller noget. Såfortalte man jo historier.«

Supplerende med en beskrivelse af kvinder-nes arbejde fortæller Karen Nystrup Chri-stensen, født 1940 i Vangså:

»Det var sådan, at manden fiskede, og ko-nen passede de par høveder, der var der. Få-rene kunne børnene jo hjælpe med til atpasse. Så skulle konerne jo tage sig af dekroge, der skulle ordnes til fiskeriet.

Min far begyndte at fiske hernede sam-men med hans far. Så kom de til Klitmøllerfordi forholdene blev for vanskelige – dethavde vist noget med molen i Vorupør atgøre? De gik til Klitmøller med de herrygkurve, og bakkerne med kroge de varspændt ovenpå.

Når de kom hjem om aftenen – de var såtrætte. De skulle jo op igen en 3-4 stykker.

112 2005

Senere fik de cykler med stor bagagebærerpå, hvor de her bakker kunne stå.

Der var flere fiskere herude. Det var ikkesikkert, de var fiskere alle sammen; men ko-nerne de bedte jo med de her blåmuslinger.Vi skulle jo op og gøre det – bede krogene. Viskulle jo op om morgenen, inden vi skulle iskole. Ligesådan om aftenen. Hvis de komsent ind. Nogle gange sov vi, og så måtte morkalde på os: Nu skal I op! Så måtte vi op ogrede krogene op, så mor kunne få bedt pånæste dags morgen. Jeg kunne ikke … Jegblev aldrig god til at åbne de muslinger, derblev brugt som bed, fordi jeg var kejthåndet,og mor kunne ikke vise mig det. Jeg var såringe til det. Så skulle jeg bede, og min brorskulle åbne muslingerne. Om vinteren – de

At klare krogene op manuelt var et helt nødvendigtarbejde ved fiskeriet, der som regel blev udført afkvinder og børn.

2005 09/06/11 12:08 Side 112

dets naturressourcer. De udstrakte klit- oghedeområder gav god mulighed for græs-ning, og – hvad der var mindst lige så vigtigt– sikrede vinterfoder til dyrene. Men for defleste familier var det også helt nødvendigt atudnytte alle muligheder og alle ressourcer iområdet.

Nutidens brugere og deresforhold til landskab og naturNogle former for ressourceudnyttelse og ak-tiviteter er fortsat op gennem historien, omend deres betydning har ændret sig. Det gæl-der f.eks. fårehold, jagt, fiskeri og bihold.Her er den sociale sammenhæng, aktivite-terne foregår i, blevet en anden, og sammen-hæng mellem aktivitet og område har ogsåforandret sig. Andre aktiviteter er »nye«,bl.a. aktiviteter der har med naturovervåg-ning at gøre.

Fåreavleren som naturplejerFåreholdet, der før var så vigtig en del af fi-skernes økonomiske grundlag, er gennem deseneste år blevet en del af naturplejen, forhvis vi vil bevare lyngheden, må den plejes.Efterhånden har man fra amternes side, somdenne opgave hovedsageligt ligger hos, prøvetmange forskellige metoder for at vedligeholdede åbne lyngarealer, der er målet. Man harfjernet selvsåede bjergfyr, der er et af proble-merne. Tilgroning på grund af en øgetmængde luftbåret kvælstof, der fremmervæksten i græsserne på bekostning af lyngen,er et andet stort problem, som det tilmed ermeget vanskeligt at løse. Lyngen kræver for-yngelse for at overleve, og derfor har manslået og brændt lyngen for at forny den. An-dre steder har man skrællet det øverste lag aflyngen – en teknisk og ret voldsom metode.

Ved at bruge husdyr i naturplejen venderman på en måde tilbage til gammelkendte

1132005

var jo frossen i en stor klump. Det var såkoldt til fingrene.

Når så det var ødevejr – så gjorde vi allebakkerne klar, vi havde derhjemme. Så havdevi lidt. Det var trug med 600 kroge på hver,og hver fisker kunne gerne have en 4 trug.

Grisen blev saltet, og der blev lavet medi-sterpølse og lungepølser og blodpølser.

Det blod skulle der røres i, medens det løbaf. Og så skulle der laves »vilbor«, sådankaldte vi det – det var noget suppe med nogleklumper blod i. Det skulle min far gernehave. Det fik de den første dag. Suppen blevvist kogt på nogle ben og så blodpølse.

Så henkogte vi også – som nu til jul – såkogte vi og lavede rullesylte. Det, vi henkogte,kom i nogle glaskrukker. Fedtet der ovenpågjorde, at det kunne holde sig rigtigt længe idet suppe der. Og så ned i kælderen med det.

Skinken blev røget og hængte oppe vedskorstenen.

Vi slagtede ikke om sommeren, det kunnejo ikke holde sig. Det var mest til jul og såmåske senere hen på foråret, inden det blevfor varmt. Vi havde så travlt indtil jul, for derskulle jo først slagtes så sent som muligt, forat det kunne holde sig i juledagene.

Gulvene skulle ferniseres; men først efterder var gjort skik på den gris.«

Disse eksempler fra Vangså viser træk af detklitbrug, der i første halvdel af 1900 stadigvar en vigtig del af fiskerfamiliernes øko-nomi. Generelt var det sådan, at kvinderneog børnene passede landbruget, og mændenedeltog i den udstrækning, fiskeriet tillod det.Senere skrumpede landbruget ind i takt medudviklingen i fiskeriet. Landbruget fungeredesom et sikkerhedsnet under familiens øko-nomi i forhold til det ustabile fiskeri, hvorbåde fisk og afsætningsmuligheder kunnesvinge en del. Landbruget og især fåreholdetvar for så vidt en tilpasning til landskabet og

2005 09/06/11 12:08 Side 113

metoder fra den tid, hvor klitheden var gen-stand for en mangesidig udnyttelse.

Nutidens fåreavler er et moderne menne-ske, og der er ikke meget naturromantik overnutidens fårehold. Det er et forsøg på at kom-binere moderne metoder og bygge på en fag-lig viden; men også nogle gamle afprøvede er-faringer, der kan tilgodese både dyrene og demennesker, der skal leve af det. Fåreavlerentilfører landskabet liv med sine dyr og for-søger at forene naturpleje med produktion.Derfor bruger fåreavler Gitte Kroll meget be-vidst naturen som et kvalitetsstempel og etsalgsargument for sine produkter. »Men der ernogle ting, der skal passe sammen, mellem demder har fårene, og dem der vil have områdetgræsset. For mig er fårenes velbefindende num-mer et. Der er for mig nogle ekstra omkostnin-ger ved at have får derude med hensyn til bil,kørsel og grej. Men ellers synes jeg, det er etspændende projekt. Dyrene trives, de har store

114 2005

vidder, og det skal de have. Man kan mærke, deer sunde og har det godt.«

Der praktiseres noget økologisk landbrug iområdet, og det traditionelle kvægbrug fin-der man stadig i en vis udstrækning, navnlig iområderne omkring de store søer, hvis engestadig giver god græsning. Kreaturer brugesligeledes i naturplejen til afgræsning af klit-heden; men for både får og kreaturer gælderdet, at der er for få dyr til rådighed.

Jægeren og lystfiskerenNutidens jægere og fiskere dyrker aktivite-terne som fritidsinteresser under organiseredeformer, og det kan i mange tilfælde være folk,der kommer udefra, som har helt andre fore-stillinger end deres forgængere om det land-skab, de agerer i. Før var jægerne og fiskerneen del af landsbyfællesskabet, og jagten ellerfiskeriet var en del af et kulturelt og socialtfællesskab. I dag er det jagtforeningen, der ta-

Fårene trives udmærket på lyngen og klithedens andre vækster. De er både effektive og nænsomme natur-plejere.

2005 09/06/11 12:08 Side 114

BiavlerenDer er stadig folk, der har bistader stående påklitheden. »Vores bistader står lige på kanten afvildtreservatet. Så de flyver derind på lyngen, oglynghonning er det, der giver den bedste pris«,udtaler en erfaren biavler. At håndtere bier erofte en erfaring, man har med fra barndoms-hjemmet. Selve det at holde bier har ikke i sinessens forandret sig så meget, og biavlerenbygger videre på en traditionel viden; meninddrager samtidig ny viden gennem den or-ganisation, han er tilknyttet. Biavleren følgermed i faglitteratur og moderne avlsarbejde ogny teknologi. Biavl bygger på et samarbejdemed naturen. Det er en produktion, der ermeget afhængig af processer i naturen. Der ermange ting, der kan spille ind på produktio-nen af honning, f.eks. tidlig blomstring, frostog andre dyr, der æder bierne.

Stadig er det sådan, at folk flytter deresbier, så de kan flyve på klokkelyngen, hvilketgiver den mest attraktive honning. Biavlerenhar et praktisk forhold til naturen, og de fle-ste af den ældre generation af biavlere ser na-turen som en økonomisk ressource.

BærplukkerenEn del af de lokale beboere, der som barnlærte at plukke bær, fortsætter traditionen;men i dag har den ikke nogen særlig økono-misk betydning. Der er dog også mange, derkommer udefra og plukker bær og samlersvampe. Især det sidste tiltrækker mange tu-rister, der kommer fra lande, hvor der er tra-dition for at samle svampe. Denne aktiviteter relativt ny blandt de lokale, og der er man-ge ældre mennesker, der ikke har kendskab tilsvampe. Tranebær og de forskellige svampesom f.eks. kantareller, man kun finder i disselandskabstyper, har en slags eksklusiv værdiog regnes for råvarer af en særlig høj kvalitet;det kræver viden og tid at finde dem, hvilketbidrager til deres status.

1152005

ger sig af de sociale aspekter som undervis-ning, opdragelse og videregivelse af de nor-mer og regler, der hører sammen med aktivi-teten. Det mest attraktive jagtvildt i områdeter krondyrene, og der er efterhånden bleveten betydelig bestand af disse dyr, som mangeønsker en chance for at nedlægge. Jagten re-guleres i forhold til områdets bæreevne. Jæge-rens ønske om en høj bestand at høste afstemmer sikkert overens med andre naturel-skeres ønske om at kunne opleve de store dyr;men modsvares af det omgivende landbrugs-samfunds ønske om en begrænsning, dakrondyrene kan gøre stor skade på visse af-grøder.

Jægerens oplevelse af naturen hænger sam-men med den spænding, han oplever i for-bindelse med at nedlægge et bytte. Det bety-der også noget at kunne sætte vildt på famili-ens middagsbord og således, måske ubevidst,fortsætte en ældgammel tradition. For nuti-dens jæger handler det i høj grad om at væremed i et fællesskab med andre jægere, hvisværdier han deler; men det handler også omen oplevelse af skønheden og stemningen inaturen, og den oplevelse deler han med lyst-fiskeren.

For mange lystfiskere er det jagten på hav-ørreden, der trækker; men også andre arterstår højt på listen. Fritidsfiskeriet handlerikke bare om at få fisk med hjem. I lighedmed jagten handler det også om andre natur-oplevelser og det at være til stede i naturensom beskrevet af en lokal lystfisker:

»Det var en hel fantastisk dag vi havde. Deter ude på Ballerum. Vi var ude og fiske en af-ten. Vi fangede 12 gedder. Det er simpelthensådan en aften, man aldrig glemmer. Såsamme aften – der er lidt skov rundt omkringstedet – der hen ad på aftenen, da det blevdunkelt, kom der 12 krondyr gående. Det erikke så tit, man ser så mange krondyr. Det varen rigtig skøn aften.«

2005 09/06/11 12:08 Side 115

Bærplukkeren og svampesamleren lignerhinanden i deres tilgang til naturen. De fore-ner det nyttige i aktiviteten med den ro ogstilhed, man finder i naturen. For dem spillerden visuelle naturoplevelse en stor rolle. Deforsøger at aflæse landskabet for gode stederog vriste en hemmelighed fra naturen.

NaturfagfolkeneNaturfagfolkene kunne man kalde den gruppebrugere af området, som har det tilfælles, attilgangen til naturen er funderet på en natur-videnskabelig tradition. Mange af dem repræ-senterer en organisation eller institution ogbesidder en ekspertise på forskellige felter inaturen, hvor de udfører en opgave i forbin-delse med bestemte og veldefinerede mål. De

116 2005

overvåger naturen, foretager registreringer ogkan komme med råd og vejledning i sager, derhandler om fredning, beskyttelse og pleje afnaturen. De har stor indflydelse på tiltag, derhar med områdets natur at gøre. De færdesmeget i naturen, og som personer er de oftebekymrede og engagerede i spørgsmål, dervedrører naturen og dens tilstand.

De organisationer eller institutioner, disseeksperter repræsenterer, har til trods for lig-hederne dog vidt forskellige traditioner, stra-tegier og praksisser, når det kommer til dekonkrete opgaver. Naturfagfolkene vil ud frade undersøgelser, de foretager, identificere deeksisterende problemer i forhold til områdetstilstand og forklare de tiltag, der er blevetiværksat for at afhjælpe problemerne.

Mange lokale plukker stadig bær i klitten til lidt syltetøj, og enkelte steder ser man bær, der sælges langs ve-jen; men det er kun en svag afglans af den mængde bær, der før blev brugt i hjemmene og solgt ud af om-rådet.

2005 09/06/11 12:08 Side 116

holder sig til. Her ser det ud til, at visse fugle-bestande er mere sårbare end f.eks. de flesteplantesamfund. Den begrænsede adgang harbetydet, at bl.a. tranen er vendt tilbage somynglefugl i området. Tranerne er oprindeligefugle hjemmehørende i Thy. Den har væretborte gennem mange år; men er i kraft af be-skyttelse vendt tilbage til vådområderne iHanstholm Vildtreservat. Den fåtallige ogtruede hjejle, der netop er hjemmehørendepå hedebiotoper, findes her, og tinksmeden,der ligeledes er en truet art, findes her vedklithedens søer.

Andre brugereDer er dog mange, der søger en naturople-velse i området uden at have et professioneltformål. En attraktion for en del, der gerne vilopleve naturen, er tranerne i Thy. Også destore rovfugle udgør en attraktion for dem,der søger fugleoplevelser. »Jeg har siddet ude ireservatet og set en kongeørn igennem et kvar-ter forgæves prøve på at få et råkid, mens mo-deren forsvarede det. Det var noget, der pludse-lig opstod. Jeg vidste, at ørnen var der; men atden for øjnene af mig skulle prøve på at få kid-det, det var en helt fantastisk oplevelse. Råkid-det stod sådan mellem benene på moderen,

1172005

En stadig registrering og overvågning afdyr og planter i klitheden er en vigtig del afnaturfagfolkenes engagement i området. Danaturen selv er dynamisk og hele tiden foran-drer sig, og den påvirkning der sker udefra,er overvågning en vigtig aktivitet, som tids-og ressourcemæssigt fylder meget i deres en-gagement. At gøre denne viden tilgængelig,så den kan udnyttes praktisk, er nogle af deovervejelser, de har.

Naturpleje er en af de problematikker, somnaturfagfolkene forholder sig til i området.Tilgroning af klitheden er et stort problem.Det gælder tilvæksten i græsser og revlingsom følge af det øgede kvælstofnedfald. Til-groningen sker på bekostning af lyngen, somman ønsker mere af; men hvis lyngen skaltrives, skal den fornyes jævnligt fortæller enbotaniker, der gennem mange år har fulgtudviklingen på klitheden i Thy: »Med hedener det sådan, at jo mere den bliver mishandlet,jo bedre har den det. Groft sagt. Hedelyngenhar det jo bedst, når den bliver fornyet en gangimellem. Når den bliver en 30-40 år gammel,så dør lyngplanten. Før blev det græsset af få-rene, og der blev slået lyng; man hentede jolyng til alverdens ting.«

Naturpleje er ikke så ligetil, og der må flereovervejelser til, når det kommer til måder ogprioriteringer, mener botanikeren: »Græsningog afbrænding og den slags tiltag, de hjælper jo,men ellers skal man til virkelig at være dra-stisk, som de lige har gjort i Ringkøbing Amt,hvor de har brugt afskrælning af de øverste lag,så man virkelig er nede ved grundvandslaget.Det er jo dyrt og et voldsomt indgreb i det heletaget. Så er det jo, at thyboerne begynder atsnakke om, at så får vi en ny sandflugt og denslags. Det er faktisk sådan, bare man ryddertræer, så begynder folk at snakke om faren forsandflugt. Det sidder virkelig dybt i folk.«

Beskyttelse i form af adgangsbegrænsninger en problematik, naturfagfolkene også for-

Organiserede rideture på stranden er en populæraktivitet, der tiltrækker mange unge turister.

2005 09/06/11 12:08 Side 117

som stod på bagbenene og fægtede efter konge-ørnen. Ørnen prøvede på at få råen væk, og pået tidspunkt troede jeg næsten, det var lykkedesfor den. Den stod nogle meter væk fra kiddet,da ørnen dykkede; men så ved en feberredningklarede råen at forsvare sit kid. På et tidspunktvar de to næsten i kamp med hinanden.

Det er jo sådan en oplevelse, hvor hjertetbanker ekstra hårdt.«

Andre naturoplevelser tiltrækker især unge,der søger mere aktive oplevelser i form aff.eks. vindsurfing og drageflyvning. Aktivite-ter, der de senere år har trukket en del turistertil området. Til denne gruppe af nutidensbrugere af området hører ligeledes dem, derdyrker ridning på stranden. Flere rideskoler iområdet har specialiseret sig i dette tilbud tilturister, der dog også dyrkes af lokale unge.

118 2005

En anden sportsgren, hvor landskabet spil-ler en stor rolle, er golf. Allerede i 1971 blevder anlagt en golfbane i Nystrup Klitplantage,som bruges både af folk udefra og af mangelokale. Med golfbanen er der tale om et stykkedesignet natur, der skal opfylde nogle be-stemte funktioner.

KunstnerenNaturen har gennem tiden været en inspira-tionskilde for mange forskellige kunstnere.Der er i denne tradition langt fra guldalde-rens sceniske landskaber til den aktuellekunstners udtryk. Kunsten kan på mangemåder udtrykke nogle af de dybere sammen-hænge mellem menneske og landskab, oggive os et spejlbillede af den tid og de forestil-linger om natur, vi gør os. Kunstneren aflæ-

Tranerne er et stort trækplaster i svenske, naturbeskyttede områder – måske kan de spille en lignende rollefor en nationalpark i Thy.

2005 09/06/11 12:08 Side 118

så er resten natur. Menneskets natur, det ermenneskets sind. Derfor afspejler vores sind sigi vores behandling af natur, for naturen er enfuldstændig del af os.«

Visioner for Nationalpark ThyGennem næsten 2 år har mange lokale væretengageret i tematiske arbejdsgrupper og harforhandlet sig frem til en form for fælles vi-sion, der forholder sig til afgrænsning, ind-hold og drift af nationalparken. I den fællesvision fremgår det, at en nationalpark i Thybør kombinere naturbeskyttelse og artsrig-dom med en form for naturbenyttelse. Enpleje, der skal tilgodese artsrigdom, krævernogle forandringer i forhold til den natur, vikan gå ud og opleve i dag, for med artsrig-

1192005

ser på en anden måde de spor, menneskerlaver i landskabet, og giver det sit eget ud-tryk. De garderinger, man som menneskesætter op for at beskytte sit inderste, går må-ske igen, når vi vil beskytte naturen. Reserva-tet som konstruktion, tanke, form og indholdhar inspireret kunstneren Erland KnudssønMadsen gennem et langt arbejdsliv til atreflektere over forholdet mellem menneskeog natur.

»Jeg har malet mange steder i området mel-lem Hanstholm og Agger. Landskaber, det ernoget, man bestemmer. Man siger, vi vil havedet til at være sådan her, værsgo! Naturen skalbøje sig for den der vilje, man har. Ligesommenneskets natur skal bøje sig for, hvordan viskal leve sammen. Jeg opfatter mennesket somen del af natur. Ikke at noget er mennesker og

Nydannet vandreklit nord for Lodbjerg Fyr.

2005 09/06/11 12:08 Side 119

dom forstås bl.a. de næringsfattige arter, dertrivedes, da sandflugten hærgede området.Disse plantesamfund er truet i dag på grundaf tilgroning og udtørring.

I mange år har man forsøgt at bekæmpesandflugten og som det udtrykkes af én, derfærdes i området: »Nu har vores forfædre jogennem århundreder turet og bøvlet for atdæmpe sandet. Det er lige før, at det er enulykke, at det er lykkedes. Der skal jo nogetmere dynamik i det. De vil jo gerne, at det fly-ver.« Ifølge visionen vil man forsøge at skabemere dynamik på overgangen i landskabetmellem klitheden og skoven, og allerede nukan man opleve sandmiledannelse nær Lod-bjerg. Visionen går ligeledes mod større sam-menhængende arealer med lyng. Tilgronin-gen af klitheden skal bekæmpes med flere

120 2005

græssende dyr, både de vilde kronhjorte ogflere løsgående får. Fårene vil på en megetsynlig måde igen sætte deres præg på land-skabet og genskabe noget af det liv, der varfør i tiden. Samtidig vil fåreholderen levende-gøre dele af stedets kulturhistorie og denmenneskelige påvirkning, der var med til atudvikle landskabet.

Mie BuusFødt 1951. Cand. mag i etnografi. Udvik-lingsrådgiver i Nicaragua for MS. Midlerti-digt tilknyttet Museet for Thy og Vester Han-herred.

1 Husmand Niels Overgård, blev i 1847 ansat somfårehyrde af gårdmændene i Hinding og Nors til atpasse deres får i området omkring Blegsø. Områdetblev i 1938 opkøbt af staten til vildtreservat.

2 Ifølge samtale med Ruth Larsen, Svane Apoteket,Thisted, købte og solgte man hugorm indtil 1981,hvor dyrene blev fredet.

3 I 1922 kostede et par træsko 7 kroner ifølge en con-trabog fra købmand Karl Nystrup, Vangså.

4 Et eksempel fra en contrabog i Vangså 1919 kan bru-ges til illustration. I perioden 21. juli til 22. august

indleverede familien 263,050 kg blåbær hos køb-mand Nystrup til en værdi af 201,79 kr.Til sammenligning var forbrug af dagligvarer isamme periode: 181,12 kr.Blåbærrene blev bl.a. videresolgt til fremstilling afmarmelade, syltetøj, saft og frugtvin på fabrikkenHornbech i Hadsund.

Øvrige informanter:Jørgen Bonnerup, Thisted. Tage Espersen, Snedsted. Hol-ger Søndergård, Tved. Martin Gregersen, Ræhr. Jan Kri-stensen, Hanstholm. Anker Frederiksen, Kjallerup.

2005 09/06/11 12:08 Side 120