Klage over bedømmelse af formidlingsspecialet 21. Januar ... · etikken, ud til et ikke...

Allan Alfred Birkegaard Hansted 120779-1683

1

Klage over bedømmelse af formidlingsspecialet 21. Januar 2011.

Allan Alfred Birkegaard Hansted 120779-1683 På Roadtrip i Videnssamfundet – Et filosofisk perspektiv på videnssamfundet med fokus på: kommunikation, viden og etik

Specialet og formidlingsproduktet kan ses på www.videnssamfundet.com

Jeg fik den 7. Jan. karakteren 0.0 samt en udtalelse om mit speciale, fra Søren Gosvig og censor Asger Sørensen.

Specialet opfylder efter min mening kravene, til hvad der kan forventes af et formidlingsspeciale indenfor praktisk filosofi. Efter at have læst bedømmelsen og gennemlæst mit speciale igen, er det min konklusion at hverken Søren eller Asger har læst specialet inden for præmisserne af et formidlingsspeciale inden for praktisk filosofi. Derfor vil jeg gerne klage over denne bedømmelse.

I det følgende vil jeg starte ud med at:

1. Præcisere hvad et formidlingsspeciale ifølge studieordningen for filosofi 2008 (revideret 2009) bør indeholde.

2. Gennemgå Sørens udtalelse punkt for punkt.

3. Beskrive hvad der gik galt i vejledningsprocessen og hvad der derfor kan være skyld i denne uheldige situation.

4. Udtalelser fra målgruppen.

1. Præcisere hvad et formidlingsspeciale ifølge studieordningen for filosofi 2008 (revideret 2009) bør indeholde.

Jeg har skrevet et formidlingsspeciale om videnssamfundet, og søgt efter bedste evne at nytænke filosofisk hermeneutik og phronesis i samtidens kontekst, som netop understøtter begrebernes egne pointe. Jeg har dertil fuldt studieordningen beskrivelse:

Et formidlingsspeciale består af en filosofifaglig del og en formidlende del. Den filosofifaglige del har et omfang på 30-40 normalsider. Den formidlende del kan være en tekst, en videoproduktion, en lyd produktion, en web-produktion eller andet, hvis sigte er at formidle indholdet af den faglige del til et ikke-fagligt publikum. Den formidlende del skal have et omfang, så arbejdsbyrden med at fremstille den svarer til max. ca. 10 ECTS-point. Den formidlende del bedømmes på baggrund af sine faglige og formidlingsmæssige kvaliteter og vægter i bedømmelsen med 20 %.

Ud fra denne beskrivelse har det været mit formål at bringe den praktiske filosofi med fokus på etikken, ud til et ikke fagfilosofisk publikum på internettet og derfor er specialet også forfattet i et tæt samarbejde med min delvejleder Klaus Bruhn Jensen (professor i film og medievidenskab samt grundlægger af overbygningsfaget Kommunikation og It på KUA).


2

Specialet bør derfor læses og ses som et eksperiment i at skabe dialog på internettet, med et ikke fagfilosofisk publikum omkring den praktiske filosofis brugbarhed for det enkelte menneske. Alle til og fravalg i den praktiske såvel som den skrevne del er foretaget herudfra.

2. Gennemgå Sørens udtalelse punkt for punkt.

Søren starter udtalelsen:

Indledningsvis diskuteres formidlingsspecialet som genre, og muligheder og målgruppe overvejes. Herunder konstateres ”manglen på en filosofisk formidlingskultur i Danmark” (s. 1) uden gennemgang af forskningen på området og uden hensyn til filosoffernes næsten daglige optræden i medierne og den store produktion af filosofisk formidlingslitteratur herhjemme. I stedet går Allan Alfred Birkegaard Hansted (AABH) over til at beskrive sit eget projekt og sit firma, Kollaboration ApS, der betegnes som ”veldrevet” (s. 1, n. 1).

Søren forveksler her Indledning med Forord. Det der her refereres til er forordet der også bærer undertitlen; Projektets forhistorie og hvem jeg skylder en tak, og derfor kort beskriver min personlige motivation og baggrund for at skrive specialet.

Manglen på en filosofisk formidlingskultur, referer her til det ny indsatte formidlingsspeciale 2008, der introducerer en ny praktisk genre inden for filosofispecialer på Københavns Universitet. Hvad angår påstanden om filosoffernes daglige optræden i medierne, høre denne optræden hovedsageligt hjemme i en ekspert kultur der videre formidles af journalister til det ikke faglige publikum (det er derfor ikke filosoffen der formidler, men dertil uddannede journalister). Derudover havde Søren ved vores første møde aldrig hørt om et såkaldt formidlingsspeciale i filosofi og man må derfor konstatere at denne form for formidlingskultur for ham forekom ny.

Hvad angår introduktionen til Kollaboration ApS, har denne været grundlag for min praktiske erfaring med at omsætte filosofi til handling samt som jeg benævner i mit speciales forord s. 1;

I arbejdet med Kollaboration har jeg mødt en del filosofistuderende og arbejdsløse filosofiuddannede. Flere af dem har jeg forsøgt at samarbejde med i forskellige sammenhænge, men det har ofte været svært. Trods stort engagement og videbegær, har det knebet med at gøre de (fag)filosofiske kundskaber relevante og forståelige for de ikke fagfilosofiske modtagere.

Dette nævnes for at beskrive hvor afgørende og udfordrende denne genre er.

Dertil skal det nævnes at jeg i januar 2010 udgik af Kollaboration ApS, for at skive speciale på fuld tid. Anerkendelsen “veldrevet”, der henvises til som en fodnote i forordet, er derfor til mine efterkommere Carsten West, Jeppe Lajer og Katja Gry, der i dag driver firmaet og til hvem jeg skylder en tak.

Videre skriver Søren:

Det filosofiske indhold af disse første ti sider fremtræder ureflekteret. “Vi accepterer f.eks., at den enkelte politikers kamp om vælgernes gunst vindes i tæt strategisamarbejde med en spindoktor”,


3

påstås det (s. 3), uden at der spørges, om “vi” faktisk ”accepterer” denne tilstand. Ifølge en anden påstand var filosofien i det gamle Grækenland “en altomfattende metamorfose” (s. 4), hvilket dog ikke defineres nærmere. Filosofiens terminologi anvendes uden præcision: “essentiel” betyder ikke væsensmæssigt, men bare vigtig (s. 2), filosofien siges at rumme “epistemologiske tunge” discipliner (s. 6), uden at det nævnes, at epistemologi selv er en disciplin.

Sørens påstand om at de første ti sider er ureflekteret, må være op til den enkelte læser at vurderer (en af de refleksioner der bl.a. er foretaget i disse sider er nævnt på s. 5 n.11). Med “Vi” menes ikke de professionelle filosoffer, men ifølge konteksten en reference til målgruppen (s. 9). Derudover er det ment som et eksempel og ikke en påstand.

Hvad angår påstanden om at filosofien i det gamle Grækenland var en ”alt omfattende metamorfose”, henviser dette til en almene viden om at filosofien i det gamle Grækenland var en metadisciplin, hvorfra adskillige fag i dag stammer. F.eks. kan Aristoteles siges at være fader til dydsetikken, retorikken og videnskaben. Dette uddybes ikke fordi pointen ligger i at det i dag forholder sig anderledes (se s. 4).

Benyttes filosofiens terminologi uden præcision?

Søren baserer sin påstand ud fra min brug af begrebet essentiel, der forekommer i forordet. Helt præcist står der;

Ved hjælp af spørgsmål og svar er målet at komme rundt om essentielle temaer, som danner et baggrundsperspektiv for vores forståelse af videnssamfundet. (s.2) Betydningen af hvordan essentiel læses i denne sammenhæng, er derfor ikke afgørende for konteksten.

Hvad angår hans kommentar til manglende information om at epistemologien er en særskilt disciplin inden for filosofien, er dette fravalg truffet ud fra at jeg i sidste filosofiprojekt skrev om social epistemologi. Hvilket er en ny disciplin i forholdet til den klassiske epistemologi og derfor rummer en større kompleksitet, der ville være uhensigtsmæssig at udfolde i denne sammenhæng, hvor jeg konsekvent søger at begrænse og afgrænse i forholdet til problemformuleringen og det overordnede mål, at bygge bro til målgruppen. (jf. Punkt 1)

Jeg vil derfor argumentere for at specialet er gjort med en bevidst afklaring ang. terminologien. En afgrænsning jeg også selv pointere i specialet s. 49:

Den formidlingsvenlige åbning af filosofien er sket på bekostning af en mere deltaljeret refleksiv og kritisk undersøgelse. Der er flere elementer, som kunne vinde, hvis det blev yderligere præciseret (s. 49).

Søren fortsætter sin udtalelse:

Tilsvarende overtages manglende præcision fra gængse talemåder: Vi lever “i en global verden” (s. 5). Der findes også eksempler på citatsjusk, som når Dorthe Jørgensen, Viden og visdom, tages


4

til indtægt for, at Platon skulle have oprettet “Akademiet for Forskning og Undervisning” (s. 3). Jørgensen siger i anf. værk (s. 8-9), at Platon oprettede “et akademi for forskning og undervisning” uden som AABH at gøre formuleringen til institutionens navn. Der rundes af med et skema som ikke bidrager, til noget i forhold til det sagte.

Hvad angår brugen af parafrasen “i en global verden” benyttes den ikke som Søren skriver det, se sætningen (s. 5):

De værdier, som på én gang er enkle og samtidig abstrakte nok til at være fælles på tværs af kulturer, aldersgrænser, etc. – synes at optage flere og flere mennesker i dag. Grunden dertil er sandsynligvis helt enkelt, at for at færdes i en global verden, med tilhørende risiko (eller chance) for opløsningstendenser af nationalidentitet og traditioner, som igen skaber nye udfordringer og muligheder, bliver det enkelte menneske nødt til at se sig selv i forhold til en større helhed. Jeg antager at folk læser mit speciale på internettet og vælger derfor betegnelsen global for at beskrive det multikulturelle kommunikationsfora internettet er. Kan vi tænke os det modsatte at vi lever i en ikke globaliseret verden? Igen foretager Søren en uhensigtsmæssig dekonstruktion, af teksten overordnede mening (der her er at forklare de indledende problemstillinger).

Hvad angår anklagen om citatsjusk, vil jeg påpege at det eneste eksempel Søren fremhæver, ikke forekommer i et direkte citat (alle citater er i kursiv i opgaven), men er min gengivelse af læsningen af Dorthe Jørgensens bog Viden og visdom. Anklagen om direkte citatsjusk finder jeg derfor uhensigtsmæssig grov og direkte misvisende.

I forholdet til det indsatte skema i opgaven, forekommer det mig klart at Søren ikke hovedsageligt er visuelt fortolkende, men fordi dette er et formidlingsspeciale og gerne skulle tale til flere intelligenser og typer, har jeg valgt både at benytte ord og figurer som kommunikation.

Den omtalte figur findes på s. 10 under afsnittet om Projektdesign og illustrere hvordan projektet er bygget op. Så jeg vil bestemt mene, at det er relevant for det skrevne. Jeg vender samtidigt tilbage til figuren i løbet af opgaven for at forklare, hvor vi er henne i projektet.

Under kompetence mål i studieordningen for kandidat uddannelsen i filosofi, 2008 ordningen - fremgår det: Formidlingsspeciale: at kunne igangsætte, planlægge og styre fremstillingen af et formidlingsprodukt. Derfor finder jeg det relevant at illustrere, hvordan jeg har valgt at gøre dette.

Søren fortsætter sin udtagelse:

Del I, underspørgsmål 1, ”Hvordan kan vi forstå begrebet kommunikation?”, påstår, at AABH ”på grund af formidlingsspecialets meget begrænsede omfang” vil ”gå lige til sagen” (s.12, n.19), hvorefter det atter siges, at et formidlingsspeciale handler om ”at kommunikere og skabe forståelse” (s. 12). Til det formål inddrages Hans-Georg Gadamers Wahrheit und Methode, som AABH læser i dansk oversættelse og refererer nogenlunde fejlfrit. Referatet bevæger sig dog ikke ud over, hvad man kan findes i elementære håndbøger. Forskellen mellem Gadamer og Heidegger er fortegnet – f.eks. refereres sidstnævnte for et budskab om, ”at man skal fralægge sig sine fordomme og se fænomenerne så objektivt som muligt” (s. 15). AABH omtaler og citerer Platons Syvende brev


5

som ”en dialog af Platon” (s. 19). Igen bringer AABH sig selv i spil som ”oversætter af et svært tilgængeligt fagsprog” og ”hermeneutisk inspireret” (s. 14), og igen uden nærmere præcision. Ligeledes fortsætter brugen af skemaer, hvis spiraler, koncentriske cirkler osv., blot påstås at bidrage til forståelsen (s. 15, s. 22).

Søren starter med at bytter om på rækkefølgen for hvilke disse udsagn forekommer, ”at kommunikere og skabe forståelse” skal såvidt komme efter fodnoten ”gå lige til sagen”, dette er ikke tilfældet, ydermere er det ”at gå lige til sagen” en henvisning til valg af emner der vil blive diskuteret i opgaven. Jeg vil anbefale klagenævnet selv at læse s. 12 for korrekt forståelse.

Sørens efterfølgende påstand om at der er tale om et referat af Hans-Georg Gadamers Wahrheit und Methode, er misvisende da Gadamers filosofiske hermeneutik aktivt bliver benyttet i forholdet til den konkrete sammenhæng. Gadamer er som beskrevet (s. 20) bragt i spil som kommunikationsteori. Gadamer bliver desuden benyttet til at understøtte de fysiske dialoger og hans filosofiske hermeneutik bliver brugt i praksis i forbindelse med formidling til målgruppen via. websitet. Jeg mener derfor ikke, at min udlægning kan sammenlignes med det der er at finde i elementærer håndbøger.

I en samtale med Søren har han frarådet mig at dykke længere ned i Heideggers Sein und Zeit, derudover er pointen ikke at formidle et dybere kendskab til Heideggers hermeneutik, men at belyse hvilken rolle den hermeneutiske fortolker får i Gadamers filosofiske hermeneutik. En mere nuanceret fortolkning af Heidegger, som Søren efterspørger, ville give et mere komplekst og derved mindre fortegne billede og ville, hvis opgaven længde tillod det, være at foretrække.

Hvad angår Sørens bemærkning til at jeg bringer mig selv i spil som fortolker, har jeg valgt at påpege dette fordi Gadamer, lægger vægt på at fortolkerens perspektiv er af stor betydning for den viden der produceres i den filosofisk hermeneutiske vidensproces. På s. 20 nederst præciseres dette faktisk:

I denne sammenhæng har det i samtalerne med filosofferne vist sig, at de fleste filosoffer har en udpræget tendens til at udtrykke sig indforstået i en snæver filosofisk forståelseshorisont. Forstået på den måde, at der tillægges filosofiske positioner og andre filosoffer en betydning, som er underforstået, og derved udgør et ofte ikke-italesat, fælles intern filosofisk horisont. For eksempel har det i dialogerne med Kim Gørtz og Erik Bendtsen været nødvendigt at skære lange passager fra i forhold til filmproduktet, ganske enkelt fordi en krydshenvisning til en række filosoffer ikke blev ordentligt underbygget, og at det derfor for en udenforstående, ville være umuligt at deltage i dialogen. (s. 20 nederst ) I forholdet til Sørens kommentarer om de indsatte figurer der supplerer teksten, er disse modeller udviklet og testet, igennem dialog på nettet og fysiske samtaler med andre filosoffer samt målgruppen. De er benyttet fordi de har haft en positiv kommunikationsværdi for målgruppen. Denne holdning som Søren fremviser må derfor siges at være et udtryk for at han allerede forstår stoffet som ekspert i Gadamers filosofi og derfor bidrager illustrationerne ikke til hans forståelse. (Dette er heller ikke formålet jf. punkt 1).


6

Søren fortsætter udtalelsen:

Del I, underspørgsmål 2, ”Hvordan kan vi forstå begrebet viden?” indledes med en refleksion over begreberne viden og videnssamfund. Det er ganske vist meget problematisk at anvende f.eks. wikipedia som kilde (s. 24, n. 34 og s. 27, n. 43), når det gælder filosofiske begreber, men hvad angår de undersøgte hovedbegreber viser AABH sig nu ikke ukritisk. Ligeledes refereres Aristoteles´ diskussion af phronesis begrebet ganske udmærket, om end referatet ikke hæver sig over, hvad der forventes på grunduddannelsesniveau. Der inddrages ingen sekundærlitteratur. Kapitlet skæmmes af en irrelevant illustration (s. 30) med cirkler og kvadrater omskrivende en menneskefigur.

Søren starter kritikken med brugen af wikipedia, som benævnes meget problematisk. Om wikipedia er troværdig som kilde var emne for en leksion under overbygningsfaget filosofiens forskningstilgange v/ Oliver Kauffmann og er et omdiskuteret emne indenfor f.eks. social epistemologi. Følgende er et afsnit fra min sidste opgave (En redegørelse af: Social epistemologi med særligt henblik på kollaboration og masse-kollaboration på internettet), omhandlende wikipedias troværdighed:

Det epokegørende er her, at til forskel for normale leksika, som er skrevet af eksperter og forskere, er wikipedia en dynamisk skabelsesproces, hvor alle (både forskere og almindelig mennesker) har adgang til redigeringen. Resultatet af disse masse-kollaborationer har fået stor opmærksomhed fra flere af social epistemologiens førende forskere, der ser potentialet i at studere fænomenet som praktisk anvendt social epistemologi ('applied epistemology'). Et af omdrejningspunkterne for den akademiske diskussion af masse-kollaborationsprojekter, som f.eks. wikipedia, er, hvorvidt den genererede viden er troværdig. Kompleksiteten i denne betragtning beror på en usikkerhed over for, hvornår viden kan regnes for troværdig. Wikipedia er nemlig i evig tilbliven, og er man en flittig bruger ved man, at indholdet ofte fornyes, korrigeres og omformuleres. Er man af den betragtning, at man søger det endegyldige svar, kan wikipedia forekomme upålidelig. Med disse forbehold har det videnskabelige tidsskrift Nature foretaget en sammenligning af 42 selvstændige artikler fra henholdsvis Encyclopaedia Britannica og wikipedia. Forskerne fandt i gennemsnit den samme fejlmængde i begge leksika. (s. 15-16).

Min brug af wikipedia sker dog langt fra ureflekteret og benyttes to steder i opgaven (n. 35 og ikke n. 34 som Søren skriver og n. 43). Da wikipedias viden, som beskrevet ovenfor, ofte fornyes, korrigeres og omformuleres er det skik ved henvisning til wikipedia at skrive dato efter referencen (som tillært ved undervisning i filosofiens forskningstilgange). Derudover må det forventes at mit speciale typisk læses på nettet og et link til wikipedia for viderelæsning og uddybning er derfor både belejligt og relevant.

Søren fortsætter med at påpege at Aristoteles’ phronesis begreb bliver refereret ganske udmærket omend Søren mener, at det ikke hæver sig over grunduddannelsesniveauet. Niveauet er valgt ud fra at mødekomme målgruppen jf. punkt 1. Derudover er det en udpræget misforståelse at det er lettere at bevæge sig fra et komplekst niveau og gøre en abstrakt forskning relevant og formidlingsvenlig, end at formulere sig teoretisk og internt filosofisk. Igen er formålet ikke at referer Aristoteles


7

phronesis begreb, men at sætte det i spil i forhold til den aktuelle diskussion om videnssamfundet (jf. s. 30).

Derudover vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg inddrager følgende sekundær litteratur i afsnittet:

Bent Flyvbjerg, Making Social Science Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. Cambridge University Press (2001) Lars Qvortrup, Det vidende samfund – mysteriet om viden, læring og dannelse. København: Unge Pædagoger (2004) Lars Fuglsang og Poul Bitch-Olsen, Videnskabsteori I samfundsteorierne. Roskilde Universitetsforlag (2003) Og rapporterne: Søren Harnow Klausen, På sporet af videnssamfundet Dorthe Jørgensen, På vej mod en ny oplysning – Videnssamfundet fremtid. Forskningsrådet for kultur og Kommunikation, Humanistisk viden i et vidensamfund Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 18. august 2010 Søren afslutter kritikken af underspørgsmål 2 med at skrive at afsnittet skæmmes af en irrelevant illustration. Denne påstand må igen antages at skulle tolkes ud fra Søren personlige præferencer og jeg ser derfor ingen grund til at kommentere dette yderligere. Søren skriver videre under underspørgsmål 3: Del I, underspørgsmål 3, ”Hvordan kan vi forstå phronesis i et aktuelt etisk perspektiv?” indledes med en tese, at ”den reelle motor bag diskussionen om i etik i en bredere kontekst end den fagfilosofiske” var: ”lægevidenskabens hastige fremskridt siden ca. 1980” (s. 33). Her mangler fuldstændigt et historisk perspektiv. Etik har været et bevidst anliggende i århundrede, ja en del filosoffer vil sige, at det er grundlæggende for overhovedet at være menneske. Muligvis på grund af den manglende filosofiske og historiske bevidsthed inddrages Kant og Stuart Mill uden henvisning til eller rimeligt referat af originalværker. AABH henviser de to til genre ”akademisk filosofi” (s. 33), også kaldet ”fagfilosofi” – ”en snæver subkultur” (s. 37). Bortset fra, at Kant og Mill om nogen filosoffer har præget vestlig samfundsudvikling og lovgivning synes AABH her at glemme, at han skriver speciale i filosofi. Til Sørens kommentar om et manglende historisk perspektiv, vil jeg gøre opmærksom på at afsnittet starter med, at vi i dette afsnit skal beskæftige os med phronesis i et aktuelt perspektiv. Og da specialet samtidig er skrevet indenfor praktisk filosofi, har jeg bevidst afgrænset mig fra en dybere historisk etisk analyse. Se s. 33-34: Jeg vil ikke gå mere i dybden med analysen af de etiske filosofiretninger, da dette ligge uden for dette formidlingsspeciales områder. I stedet vil jeg henvise til min bacheloropgave ”En rejse i etikkens væsen 2005”, hvor de forskellige retninger er grundigt diskuteret i forhold til hinanden (n.52) (s. 33-34). n. 52: Kan findes på videnssamfundet.com under ‘bibliotek’, se ’etikkens væsen’.


8

Der kan tilføjes, at min bacheloropgave var en teoretisk og historisk gennemgang af Stuart Mill, Kant og Aristoteles i forhold til hinanden. Og samtidigt benyttede jeg bl.a. Stuart Mill i en teoretisk diskussion, i forhold til Muhammad krisen, under teoretisk filosofi. Jeg vil derfor pointere at det igen drejer sig om et bevidst valg jf. opgavens formål punkt 1, som også uddybes i følgende tekst bid: Det betyder, at vi må bevæge os ind i et andet univers, hvor vi i stedet for at beskæftige os alment med moral og etik må gå et trin ned og tage udgangspunkt i de mennesker, som skal bruge etikken i konkrete situationer. Denne konsekvens blev herhjemme taget af f.eks. Ole Thyssen, Peter Pruzan og Hans Siggard Jensen m.fl., som fra midten af 80’erne begyndte at se etikken som et konkret håndværk… (s. 34). Til Sørens sidste kritikpunkt i forhold til underspørgsmål 3, hvor han påpeger at Kant og Stuart Mill om nogen har påvirket samfundsudviklingen og lovgivningen og i forlængelse af dette skriver Søren, at AABH synes at glemme at skriver speciale indenfor filosofi. Jeg er udmærket klart over at både Kant og Stuart Mill har haft en stor historisk virkning indenfor den vestlige samfundsudvikling og lovgivning (ikke samfundsudvikling og lovgivning generelt). Sigtet med dette afsnit (underspørgsmål 3) i forlængelse af sidste afsnit (underspørgsmål 2) er at pege på etikkens udfordringer i aktuelt perspektiv, hvor jeg i forlængelse af Ole Thyssen m.fl. arbejder med etikkens nye udfordringer i det postmoderne og pluralistiske samfund. Til kommentaren om, at jeg glemmer, at jeg skriver speciale indenfor filosofi, vil jeg igen præcisere, at specialet er et formidlingsspeciale indenfor praktisk filosofi som adskiller sig på flere punkter fra et klassisk kandidat speciale, hvilket det lader til at Søren glemmer (dette kan evnt. begrundes med, at Søren aldrig før har vejledt et formidlingsspeciale og derfor ikke har praktisk erfaring med denne form for filosofi). Søren afslutter del 1 med at skrive: Del I afsluttes med en opsummering på to sider. Her citeres Albert Camus på tvivlsomt engelsk for at have udtalt: “Man eats first, thinks after” (s. 38), hvilket gøres gældende som en blandt andre indsigter, i lyset af hvilke de gamle grækere må revideres. Dette foreslås gjort med udgangspunkt i Gadamers fordring om at oversætte den aristoteliske phronesis til en nutidig kontekst (s. 39). Dette er taget ud af en kontekst, som er følgende: ”Man eats first, thinks after”, et citat tilskrevet Albert Camus, som uden tvivl bærer på en reel betragtning. Opsamling af og kendskab til lignende betragtninger igennem historien giver os muligheden for et indblik i den menneskelige erfaring og erkendelseshistorie – en historisk indsigt de græske filosoffer ikke var i besiddelse af. (s. 38) Her vil jeg påpege, at Albert Camus betragtning ikke er en blandt mange indsigter de gamle grækere skal revideres i forholdet til. Derimod påpeges det i specialet at vi i dag har en historisk indsigt, som de gamle grækere ikke var i besiddelse af. En indsigt som Gadamer påpeger at vi ikke kan se bort fra hvis vi skal forstå den mening vi tillægger vores samtid. (s.38) Derfor finder jeg det også nødvendigt at oversætte den aristoteliske phronesis betydning til en nutidig kontekst, hvis phronesis skal gøres relevant for den enkelte læser på internettet. Dette skriver jeg også


9

afslutningsvist (s. 39):

Som vi har set, fordrer det hermeneutiske udgangspunkt, at phronesis skal oversættes eller fortolkes for at kunne passe ind i en samtidig ramme. Med andre ord, er hermeneutikkens opgave bl.a. at hente fortidens klassiske filosofiske tekster frem fra deres tidsmæssige fremmedgørelse og bringe dem i den levende samtales nærvær. (s. 39)

Søren forsætter med følgende udtalelse om del 2, konklusion, kritisk refleksion og perspektivering:

Del II skal bygge bro til det praktiske produkt. Vi er nu på side 42 og specialet refereres som noget, der har fundet sted. AABH konstaterer f.eks., at han mht. “kunsten at stille spørgsmål” er “inspireret af hermeneutikken” og mht. nærvær “inspireret af stoisk ro og den buddhistiske filosofi om mindfulness”. Det er han muligvis, men det er ikke vist i den del af specialet, der vises tilbage til. Resten af del II består af en præsentation af de interviewede personer (“Hvem er de udvalgte?”), et skema med en menneskefigur stående og på hovedet i en rundkreds af cirkler (s. 45), en konklusion med beskrivelsen af specialets tilblivelse og en 4-punkts refererende diskussion af studieordningen (s. 48-49), en “kritisk refleksion” advarende mod at tolke specialet som filosofi snarere end formidling (s. 49-50), samt en afsluttende “Perspektivering”, hvori AABH roser sit speciale for at “bidrage med værdifulde input” (s. 50).

Vi er nu på side 42 og specialet refereres som noget, der har fundet sted. Jeg antager at Søren her siger at: Vi nu er på side 42 og den skriftlige del af specialet refereres til som noget, læseren nu har læst. Idet jeg som en læsevejledning referer tilbage til figuren på side 10 (der viser projektets opbygning).

Under overskriften formidlingsdelen (s. 42) skriver jeg:

Emnerne er inspireret af Aristoteles’ dyder, men er trods sammenfald ikke identiske, f.eks. er kunsten at stille spørgsmål inspireret af hermeneutikken og nærvær inspireret af stoisk ro og den buddhistiske filosofi om mindfulness (n.65). Hvordan disse to omtalte emner, kan relateres til etikken fremgår af de konkrete dialoger, som kommer til udtryk i filmene. Som sagt, er projektets formål ikke en direkte overlevering af Aristoteles’ dyder, men at oversætte phronesis og dydsetikken til videnssamfundets aktuelle sociale virkelighed og nutidige kontekst.

n.65: Der er ligeledes etiske værdier som ikke blev omsat igennem en samtalepartner og en dertil hørende film. Her kan nævnes, retfærdighed, venskab og kærlighed.

Sørens påstand om at det ikke er vist i den del af specialet det vises tilbage til (her filmene 3 og 5), vil jeg lade være op til klagenævnet at tage stilling til.

Konklusionen som Søren påstår at indeholde en beskrivelse af specialets tilblivelse, samt en 4 punkts refererende diskussion af studieordningen, er direkte forkert. For det første er konklusionen en opsamling af det skriftlige speciales delkonklusioner samt en opsamlende besvarelse af specialets problemformulering:

”Er det muligt at en forståelse af kommunikation, viden, og etik kan give den praktiske filosofi en ny


10

rolle i videnssamfundet?”(s.6) Konklusionen afsluttes med at nævne fire områder, hvor den filosofiske praksis med fordel kan styrkes for at imødekomme videnssamfundets udfordringer. Disse områder er ikke beskrevet i studieordningen, men er netop dette speciales bud på hvordan den praktiske filosofi kan udvides. Set i dette lys, må jeg antage at Søren ikke har læst studieordningen, i hvert fald er hans påstand om en 4 punkts referering af studieordningen ikke korrekt.

I forhold til Sørens udtalelse om at jeg i den kritiske refleksion (s. 49-50) advarer mod at tolke specialet som filosofi snarere end formidling, går jeg ud fra at Søren hentyder til følgende afsnit:

Den formidlingsvenlige åbning af filosofien er sket på bekostning af en mere deltaljeret refleksiv og kritisk undersøgelse. Der er flere elementer, som kunne vinde, hvis det blev yderligere præciseret. Et oplagt emne er min behandling af begrebet phronesis og den udførende praksis, videnssamfundet.com, hvor jeg blander filosofiske spørgsmål med økonomiske og politiske perspektiver. Dette er utraditionelt og læseren/seeren må tage sig det forbehold, at f.eks. Ida Aukens refleksioner også har et politisk sigte (at vinde stemmer) og at f.eks. Peter Pruzan taler ud fra en spirituel horisont, når han udfolder begrebet visdom og at Mads Øvlisens refleksioner om ansvarlighed er viklet ind i en mere forretningsmæssig logik, end en tilsvarende filosof ville fremlægge emnet (s. 49).

Igen vil jeg påpege, at jeg bestemt anser et formidlingsspeciale som værende ”rigtig” filosofi, omend det er skabt på andre præmisser end et klassisk filosofispeciale. Dertil skriver jeg i starten af afsnittet Kritisk refleksion, at dette afsnit handler om hvilke forbehold læseren skal tage når han læser dette projekt, altså er det ikke en advarsel mod at læse specialet som filosofi. Dertil gør jeg opmærksom på, at når jeg i det konkrete produkt lader Ida Auken tale fra en politisk horisont, og Mads Øvlisen tale ud fra et forskningsmæssig og forretningsmæssig perspektiv, så fremlægges emnerne følgelig på en anden måde, end hvis en filosof skulle fremlægge emnet. Jeg begrunder mit valg i at:

Dette spejler samfundets konkrete praksis, hvor det altid er op til den enkelte at forholde sig kritisk til de dybereliggende motiver og intentioner. (s. 49) Søren afslutter sin udtalelse af det skriftlige speciale med følgende reduktion af specialets perspektivering. AABH roser sit speciale for at “bidrage med værdifulde input”. Her går jeg ud fra at Søren hentyder til følgende passage: Jeg har med dette projekt søgt at fremhæve filosofiens styrker som konkrete værktøjer og samtidig lade projektet være et eksempel på, hvordan den filosofiske tænkning, både som teori og praksis, kan bidrage med værdifulde input i forhold til diskussionen om, forståelsen og udvikling af videnssamfundet. Projektets særkende er at være placeret ligeligt funderet mellem teori og praksis og vise, hvordan både den praktiske (handlingens) og den teoretiske (tænkningens) horisont i et komplekst og pluralistisk samfund ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om hvorvidt de forskellige horisonter kan mødes og berige hinanden (s. 50). Der er ikke som Søren hævder tale om en personlig anerkendelse af mit speciale, men om den


11

praktiske filosofis potentiale i forhold til diskussion, forståelsen og udviklingen af videnssamfundet. Sørens afslutter sin bedømmelse af den skriftlige del af specialet ved at skrive: Bortset fra almindelige anglicismer, fejl i pronominer og præpositioner, forveksling af præsens og infinitiv og andet, er specialet affattet i et jævnt dansk. Til dette vil jeg påpege, at jeg er klar over at der i specialet forefindes slå fejl, men ellers er det efter min læsning af flere andre specialer min opfattelse at det sproglige niveau ikke er under gennemsnittet. At specialet er skrevet på jævnt dansk, vil jeg fremhæve som et vigtigt punkt, da netop dette har været et opdrejningspunkt i mine møder med Klaus Bruhn Jensen. Da formidlingsspecialet er en ny genre indenfor den akademiske filosofi og jeg ikke har kunne finde andre eksempler på gennemførte filosofiske formidlingsspecialer, har jeg valgt sproget ud fra specialets formål (se punkt 1). Og da Søren ikke har været til at få fat i siden underskrivelsen af specialet tilbage i juni (jf. punkt 3) har jeg udelukkende haft studieordningen, Klaus Bruhn Jensen og responsen fra målgruppen, at forholde sprogniveauet til. Ifølge Klaus, der som professor i film og medievidenskab har en del erfaring med formidlingsspecialer generelt, påpegede han netop at sproget i formidlingsspecialet også skulle være formidlingsvenligt, altså gøres forståeligt for et ikke fagligt publikum. Dette har således været min retningslinje og derfor er specialets sprog, som jeg beskriver i forordet: Da formålet, med mit formidlingsspeciale er at bygge bro til et ikke fagfilosofisk publikum, er det så vidt muligt skrevet i dialogform. Ved hjælp af spørgsmål og svar er målet at komme rundt om essentielle temaer, som danner et baggrundsperspektiv for vores forståelse af videnssamfundet. Sproget er derfor relativt frit for fagtermer og interne fagfilosofiske diskussioner. Vanskelige begreber vil blive forklaret i teksten eller i en fodnote. Samtidig kan læseren få nøglebegreberne og deres betydning i projektet uddybet under fanebladet wiki på www.videnssamfundet.com, som udgør den praktiske del af specialet. (s. 2) Derudover er det i overensstemmelsen med opgavens hermeneutiske kommunikationsteori, se Gadamers citat s. 14: “… ingen tekst eller bog kan tale, hvis ikke den taler det sprog, der kan nå den anden. Derfor må fortolkningen finde det rette sprog, hvis den virkelig skal få teksten til at tale...” (Gadamer 2004: 376). Søren fortsætter sin udtalelse i forhold til formidlingsdelen: Formidlingsdel: Består af 7 korte film, som giver 7 personer lejlighed til at udtale sig. De 7 ”episoder” fremstår som sympatiske personportrætter med et fællestræk, at de portrætterede hver især afslutningsvis giver praktiske råd. Til den tekniske udførelse skal noteres, at nogle af filmene (2,4,6 og 7 har fejl i lydsporet, at der i de fleste tilfælde (især i film 1) er valgt en fast kameravinkel, at dialog næsten ikke forekommer, at introduktionen til hver film monotont gentager: ” I dag skal vi møde ... God fornøjelse”, samt at der er sprogfejl i de stort opsatte mottoer i flere af filmene. Afgørende problematisk er, at specialets emne, videnssamfundet, kun er hovedtema for én (6) og deltema for én anden (7) af filmene.


12

De syv udvalgte personer får ikke som Søren skriver lejlighed til at udtale sig, men indgår i en dialog med mig, hvor jeg stiller dem spørgsmål. Som det fremgår af afsnittet om kunsten at stille spørgsmål (s.19-20), er det at stille spørgsmål afgørende for dialogen og evnen til at føre en virkelig samtale. Netop derfor bliver det sværere at stille spørgsmålet, end at besvare det, idet spørgsmålet betinger dialogens perspektiv.(s.19)

Grunden til at mine spørgsmål ikke indgår i lydsporet, er at kameraet som jeg havde til rådighed havde en retningsbestemt mikrofon, der ville derfor forekomme en stor forskel på lydstyrken som ikke var hensigtsmæssig og derfor er mine spørgsmål fraklippet. Den enkelte dialog er opbygget således, at jeg efter en kort samtale med vedkomne har sat mig ind i deres filosofi eller praksis. Derefter har jeg skrevet et manuskript med en række spørgsmål til den enkelte dialogfilm. Manuskriptet er sendt til dialogpartneren senest to dage før selve optagelsen.

Fejl i lydsporet kan forekomme hvis ens internet forbindelse er for langsom. Denne funktionelle lydsporsfejl forekommer ikke på min computer og de mennesker der har set filmene har ikke bidt mærke i det. jf. respons fra målgruppen.

Hvad angår det tekniske valg af kamera vinkel, bedes klagenævnet tage højde for, at jeg på s. 1 skriver at mit budget er på 0 kr. Derudover er det ikke unormalt at dokumentar-genren opererer med én kameravinkel (dette er for at sætte fokus på indholdet). Og helt galt kan det ikke være for filmene er (se bilag 1 i opgaven) set over 3000 gange. Helt overordnet er det vigtige spørgsmål, hvilket niveau man kan forvente filmenes kvalitet ligger på, når der ingen uddannelse i filmproduktion er at finde i filosofistudiet? Jeg har dog gået et år på fotokunstskolen, Fatamorgana og taget flere fag på film og medievidenskab og er derfor ikke uerfaren med det visuelle og audiotive sprog.

Hvad angår opbygningen af filmene er det et bevidst valg fra min side at de første 15 sek. af filmen er genkendelige. Dette er gjort for at skabe en kontinuitet og velkendthed, så hvis man støder på en film på f.eks. Youtube eller Vimeo ved man straks at de er en del af projektet videnssamfundet.com.

Opbygningen af filmenes dialoger er således (s.42):

Samtidigt er samtalerne bygget således op, at de første spørgsmål omkredser personen jeg snakker med, de næste spørgsmål (hvor hovedvægten af dialogen ligger) er omkring det etiske emne. Spørgsmålene søger at sætte dialogen ind i en aktuel sammenhæng og lade samtalepartneren give gode råd med videre på ’rejsen’. Det vigtigste punkt i forhold til Sørens udtalelse er hans kritik om, at det er afgørende problematisk at videnssamfundet kun er hovedtema i en film (film 6) og deltema i en anden (film 7). Til dette kan jeg igen påvise at Søren ikke grundigt har læst hvad formålet med filmene er eller set introfilmen som findes på forsiden af www.videnssamfundet.com (det praktiske produkt). På s. 42 skriver jeg f.eks.: Med udgangspunkt i dydsetikken, er hver enkelt samtale bygget op om personens egen tolkning af et etisk emne. De etiske emner som jeg har fremhævet som specielt væsentlige at


13

overlevere er; mod, visdom, nærvær, kunsten at stille spørgsmål, lykke, ansvarlighed og frihed. Dialogen omkredser de etiske emner gennem spørgsmål og svar. Hvis det etiske emne f.eks. er ansvarlighed, vil dialogen ikke udelukkende handle om ansvarlighed, men indsætte begrebet i en tidsaktuel sammenhæng med relevans for videnssamfundet, som er det overordnede referencepunkt i alle samtalerne. (s. 42) Videnssamfundet er altså ikke hovedtema i nogen af filmene, men danner det overordnede referencepunkt i alle samtalerne. Dette fremgår også af introfilmen og af illustrationen på side 44, som Søren helt undlader at kommenterer. Konkluderende skriver Søren: Som formidlingsspeciale i filosofi lider AABHs præsentation under en manglende afklaring af tema og hovedbegreberne i den filosofifaglige del, der modsvares af lige så alvorlige mangler i den formidlingsmæssige del. Næsten ingen filosofiske kilder læses i originaltekst eller med diskussion af sekundærlitteratur. Filosofiens fagterminologi anvendes gennemgående uden præcision, og der knap nok kritisk distance til almindelige talemåders manglende præcision. Specialet handler for størstedelen om, hvad der skal udføres hhv. er udført, flere gange uden at dette sker. Det præges af udstrakt brug af skemaer uden tydelig funktion. Specialet demonstrerer ikke en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål. Karakteren for specialet fastsættes til: 00. Jeg mener på nuværende tidspunkt at have modargumenteret og tilbagevist det grundlag Søren bygger disse antagelser på, derudover har temaerne, primær litteraturen (herunder også den danske version af Hans-Georg Gadamer, Sandhed og Metode – grundtræk af en filosofisk hermeneutik oversæt af Arne Jørgensen samt Aristoteles, Etikken Original titel Den Nichomakæiske Etik oversat af Søren Porsborg) og projektets formidlingsdel med tilhørende personer samt temaer og spørgsmål været planlagt og vist til Søren ved allerede første møde tilbage i juni måned, unden nærværende bemærkninger.

Jeg finder denne bedømmelse unødvendig fornedrende og mener ikke at den er truffet på baggrund af en fyldestgørende gennemgang af specialet med udgangspunkt i, at det er et formidlingsspeciale. Derudover finder jeg det opsigtsvækkende at Søren:

1. Ikke tager stilling til, hvorvidt jeg besvarer specialets problemformulering.

2. Ikke tager stilling til, hvorvidt det rent faktisk er lykkedes at formidle til et ikke fagligt publikum. Ej heller tager Søren stilling til den respons, der uden opfordring er kommet fra det ikke faglige publikum (se opgaven bilag 4)

3. Ikke tager stilling til hvorvidt jeg opfylder kompetencemålene i studieordningen for et formidlingsspeciale bl.a. at kunne igangsætte, planlægge og styre fremstillingen af et formidlingsprodukt. Hertil skal det siges, at det ikke har været en let opgave at bringe nogle af landet førende tænkere i spil i forholdet til et speciale i filosofi.

4. Ikke kommenterer indholdet af videoerne samt disses dialoger og ej heller tager stilling til de udvalgte personer og deres diversitet.


14

5. Overser at formidlingsproduktet også består at en webside produktion www.videnssamfundet.com, samt facebook siden taget i brug for at starte og skabe dialog www.facebook.com/videnssamfundet der i dag har over 240 medlemmer.

Derudover overser Søren fuldstændigt at opgaven ikke kun er en tekstanalyse af Gadamers hermeneutik og Aristoteles’ phronesis begreb, men at hele projektet er praktiseret i henhold til disse, og produktet derfor ikke kun er analytisk men praktisk, hvilket har været et formål i sig selv.

Det er på denne baggrund, at jeg anmoder om at få specialet revurderet.

3. Beskrive hvad der gik galt i vejledningsprocessen og hvad der derfor kan være skyld i denne uheldige situation.

Hvad kan så være gået galt, og hvorfor har min vejleder (Søren Gosvig) ikke informeret mig om, at projektet ikke levede op til de krav, han mener at et formidlingsspeciale bør opfylde?

For at besvare dette, er det nødvendigt at belyse vejledningsprocessen:

Grundet vanskeligheder ved at finde en vejleder fra filosofi som havde tid samt erfaring med formidlingsspecialer, fik jeg ved hjælp af studiesekretariatet udpeget Søren Gosvig som delvejleder sammen med professor i Film og Medievidenskab, Klaus Bruhn Jensen, som jeg selv havde valgt. Vejledningen fra Søren har desværre været mangelfuld og misvissende. Dette mener jeg fordi:

1. Under første møde, efter at Søren ved kort samtale havde sagt ja til at vejlede, sad jeg og ventede i 45 minutter uden for Sørens kontor fordi han havde glemt mødet. Da han endelig kom frem, var han uforberedt og havde ikke læst hvad jeg havde fremsendt til mødet. Derfor udskød vi mødet til ugen efter.

2. Til andet (og sidste) møde fremlagde jeg projektets overordnede praktiske idé, nemlig videnssamfundet.com, som er et website, hvor jeg havde tænkt mig at producere 8 film med ledende tænkere indenfor filosofi, erhvervsliv og politik, ud fra den dertil medbragte (og tidligere udsendte) teoretisk litteratur med fokus på Aristoteles’ etik og Gadamers filosofiske hermeneutik. Som han på daværende tidspunkt overordnet mente holdte. Samme melding fik jeg ang. præmisserne for projektets praktiske del.

3. Jeg har været bevidst om at formidlingsspecialet er en ny genre og har derfor for at foregribe den nuværende situation, søgt godkendelse af den faglige del hos Søren. Men siden det første rigtige møde med Søren i juni, har jeg siden slutningen af august (Søren informerede mig om, at han ikke var til at træffe fra 20. juni og frem til slutningen af august), forsøgt både via mail og telefon at få Søren til at forholde sig til især projektets teoretiske udvikling, uden held.

Det er først da jeg meddeler, at jeg afleverer specialet, at Søren igen giver lyd fra sig.

Heldigvis har min delvejleder Klaus Bruhn Jensen været god, og i praksis fungeret som min hovedvejleder, og vejledt mig efter bedste evne (dog som professor indenfor Film og Medievidenskab ud fra et mere kommunikativt og formidlingsmæssig perspektiv). Jeg har


15

diskuteret genren ”formidlingsspeciale” med Klaus og vi har fundet frem til at den skriftlige del, også skal have en formidlingsmæssig karakter. I praksis har Klaus dog ikke haft noget mandat til at bedømme projektet, da dette har været op til Søren og censor.

Naturligvis kan man diskutere, om projektet er ”for” formidlingsvenligt (på bekostning af de klassiske interne filosofiske diskussioner), men at projektet skulle være ”forkert”, ikke akademisk nok, eller på anden måde forfejlet, mener jeg er en yderst tvivlsom tilgang til projektet og til formidlingsgenren generelt. Samtidig har jeg igennem hele specialet forklaret mine valg af metode i henhold til paragraffen om hvad der er et formidlingsspeciale i forhold til studieordningen. Det er derudover problematisk at se formidling som lettere end andre filosofiske genre. Det er i praksis en vanskelig kunst både at inddrage teoretiske svære og abstrakte perspektiver, og samtidig hele tiden have for øje, at specialet skal formuleres i et sprog og i en logik, så også folk udenfor fagfilosofien har tilgang til og ”forstår” projektet.

Dernæst skal det siges, at grundet Sørens mangelfulde vejledning, har jeg benyttet flere andre, både indenfor og udenfor filosofien, til at læse og kommenterer projektet. Disse har været positive. F.eks. har jeg fået filosoffen, Erik Bendtsen, som har arbejdet med Aristoteles i mange år, til at gennemlæse min behandling af Aristoteles´ phronesis begreb, og som mener det er dækkende i forhold til hvad der er nødvendigt for et formidlingsspeciale. Samtidig har Cand. Mag. i filosofi, Kristian Martiny og Michael Rasmussen, som har været studierepræsentanter ved filosofis studieordning 2008, kigget både det teoretiske og praktiske speciale igennem, og mener, at det lever op til deres forståelse af formidlingsspeciale paragraffen i studieordningen.

På denne baggrund anmoder jeg om, at specialet og det praktiske produkt bliver gennemset af en gruppe uvildige, som kan bedømme om specialet samlet lever op til kravene for et formidlingsspeciale.

Med venlig hilsen

Allan Alfred Birkegaard Hansted

Jeg har et stort ønske om at komme videre ikke mindst fordi jeg i midlertidigt er blevet kontaktet af nogle filosoffer (én fra CBS og én som har tilknytning til Center for Subjektivitets Forskning) på baggrund af specialet (der ligger på www.videnssamfundet.com). De vil gerne arbejde på en erhvervs ph.d. med mig, med udgangspunkt i betingelserne for innovation og viden i det såkaldte videnssamfund.

4. Udtalelser fra målgruppen

Afslutningsvis fik jeg bl.a. følgende kommentarer fra folk i målgruppen, da jeg på facebook gruppen skrev at specialet var dumpet:


16

”Under kompetence mål i studieordningen for kandidat uddannelsen i filosofi, 2008 ordningen - revideret i 2009 og justeret i 2010 fremgår det: Formidlingsspeciale: at kunne igangsætte, planlægge og styre fremstillingen af et formidlingsprodukt.... og hvis ikke netop Allan Alfred på hjemmesiden www.vidensamfundet.com i sin form har dokumenteret at filosofi kan læses af både akademikere såvel "menigmand" - og netop derved har formået at sætte en filosofisk dagsorden for andre end akademikere - så må det dog være det ypperste. Et "formidlings" speciale der kan formidles til alle - må i et Videnssamfund være at foretrække - med mindre filosofi er for eliten og ikke vedrører menigmand - men det har vel aldrig været tanken med filosofi!! Jeg er citeret i specialet for mine tanker og er ganske uforstående over den manglende nytænkning og fastholdelse af gamle dogmer, normer og selvforståelse i det akademiske miljø.”

Adm. Partner Perspektivgruppen Frank Iversen

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Kære Alfred. Du skal absolut klage over de lærde filosoffers afgørelse. Som du skriver, er det ikke et teoretisk speciale men et formidlingsspeciale og skal bedømmes som sådant. Endvidere er der et alvorligt brist fra vejleders side, da han/hun er medansvarlig for at du udarbejder specialet efter de retningslinjer der er givet. Et af formålene med denne specialetyper er, som jeg har forstået det, at formidle filosofi så alle forstår det. Jeg kan da sige, at min niece på 20 år, der også har fulgt videnssamfundet.com, er blevet så interesseret, at hun nu overvejer at søge ind på Ålborg Universitet, der udbyder en linje der hedder "Anvendt filosofi". Og som hun siger, så er det din måde at fremstille filosofien på, der har gjort hende interesseret.”

Anne Marie Enderlien. Sygeplejeske og Cand. Mag. i Idéhistorie

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”På roadtrip i samfundet er vigtig og interessant fordi det formidler faget filosofi på en visuel og mere forståelig metode end det ofte er tilfældet. Det kan skabe mere opmærksomhed omkring et fag der ellers ikke er særlig tilgængelig, og måske i yderste konsekvens et fag man fra politiske vinkel, på sigt, ikke vil opfatte som nødvendig eller brugbart i samfundsøjemed. Selvfølgelig er filosofi vigtig og jeg finder det i allerhøjeste grad nødvendigt at kommunikerer og forme filosofi i et sprog som mange flere kan forstå, og altså ikke kun for en begrænset elite af personer, der i værste fald vil begrænse filosofien. Videnssamfundet handler om at nedbryde grænser, vidensdele og samarbejde på tværs, i denne proces skabes forandring og ny værdi. Altså ifølge Ida Auken, at få viden til at bevæge sig. Og som Simon Krohn siger i interviewet: Hvis man kun tænker tankerne er filosofien tom. Så det er på tide at gentænke de filosofi studerendes roller som bare det at skulle gentage noget andre har sagt for mange år siden, men lade dem selv aktivt gå ind i filosofien og formidle og sprede dens mængde af viden, der er i konstant bevægelse. Det er vigtig at bringe filosofi i spil udenfor sine snævre


17

faggrænser, og det er " På roadtrip i videnssamfundet " et rigtig fint eksempel på.” Kate Maria Vinther Leder af Ngo`en Indsigt Direktør i Det Lærende Fængsel Cand.Mag Moderne Kultur og Kulturformidling

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Jeg er ikke filosof og har ofte ikke meget tilovers for filosoffers diskussioner, da de i mine øjne meget ofte er en masse bevingede ord uden synderlig kontakt til det jordbundne liv vi alle lever, føler og eksisterer i. Det, som derfor interesserer mig ved Allan Alfred's formidlingsprojekt, er, at det for det første ikke bare er en sludder for en sladder, men relevante diskussioner med politikere, filosoffer, forretningsmænd, forfattere osv. For det andet berører flere af diskussionerne det faktum, at Danmark pt. mister arbejdspladser og for at overleve selv den nære fremtid er èt af midlerne, at vi får filosoffer/universiteter ind i et samarbejde med forretningslivet og politikkerne.

Lignende projekter har jeg ikke set før og hér bliver der jo pludselig skabt en bro så filosofien bliver relevant ikke kun for de få personer der kan kalde sig filosoffer, men også for et bredere publikum og det er målet med ethvert projekt at det skal gøre en så stor forskel som muligt indenfor dets fokus område.”

Jørgen Husbond, 38 år, Management Konsulent for oliebranchen i Australien og Mellemøsten.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”På Roadtrip i Videnssamfundet – en rejse uden mål? Der skal nytænkning til, hvis man som nyuddannet filosof skal gøre sig håb om at træde ind på et moderne arbejdsmarked. 'På Roadtrip i Videnssamfundet' er interessant og vedkommende læsning for mig - som videbegærlig og engageret verdensborger, og som akademisk uddannet journalist fra SDU. En uddannelse, der netop er funderet på tanken om at tænke nyt – i forhold til 'de klassisk' uddannede journalister. Vi blev uddannet i akademiske discipliner som samfundsvidenskabelig metode, sociologi og fag som økonomi, jura og politik. Og derigennem uddannet til at formidle traditionelt 'tunge' fag til den 'almindelige' borgere – som brobyggere mellem disse, så at sige. Specialet på SDU bestod af et gennemarbejdet journalistisk stykke arbejde, for mit vedkommende en artikelserie til Fagbladet Folkeskolen, kombineret med en 30 siders teoretisk rapport. Der er en vis lighed mellem tanken bag Journalistuddannelsen på SDU og den specialeform, ”Roadtrip i Videnssamfundet” er skrevet udfra. Bagtanken med et formidlingsspeciale må være, ikke kun at bygge bro, men også at skabe job til de færdiguddannede filosoffer, og denne tankegang er jo yderst samfundsrelevant. At størstedelen af en årgang på filosofi ikke består deres speciale, spænder i den grad ben for dette brobyggeri. De studerende holdes fastlåst i en universitetsverden,


18

som de nu er klar til at forlade – kan det være helt hensigtsmæssigt? Jeg har haft stort udbytte af at være ”på roadtrip” i videnssamfundet. Det har rykket ved mine begreber som bl.a. lykke, mod, frihed og 'det gode liv'. Eksistentielle emner, der er populære i vor tid, og som diskuteres i privatlivet, såvel som på den politiske agenda. En filosofisk tilgang til debatten, en nysgerrig stillingtagen til hvordan vi 'bør' leve vores liv, f.eks. kunsten at kombinere karriere med familieliv, selvrealisering med dagligdags pligter - og drømme med virkelighedens begrænsninger - er mere relevant end nogensinde før. Særligt for min generation og fremtidige generationer, der er opvokset med et ”alt er muligt”. Og netop virksomheder, der benytter 'bløde' begreber som CSR, Storytelling m.m., vil drage stort nytte af medarbejdere, der kan stille spørgsmålstegn ved disse blødere værdier – værdier, der ikke kun er 'oppe i tiden', men som også er med til at skabe en god virksomhedskultur og i sidste ende: gode resultater på bundlinjen! Derfor var 'På Roadtrip' en interessant rejse for mig, og bestemt en rejse med et klart mål.” Charlotte Nordell alder: 34 år Journalist fra SDU/Odense 2003 i dag ansat som redigerende journalist i Aller Media

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”Jeg synes, det er et flot stykke arbejde, selv om jeg selvfølgelig kun kan udtale mig som ”lægmand” Jeg mener også det er meget modigt af dig at kaste dig ud på et område, som åbenbart er vanskeligt at få igennem det akademiske nåleøje på universitetet.

At skabe fornyelse og starte ”revolutioner” har vel næppe nogensinde været nemt. Jeg genkender stemningen fra den tid hvor jeg startede på psykologistudiet. Jeg var lærer på det tidspunkt, havde undervist i 6 år og vidste lidt om, hvordan det var at være ude i felten. Det slog mig derfor meget, at det føltes som at komme ind i en anden verden, når man befandt sig i de noget overfyldte og lidt ”støvede” undervisningslokaler.

At høre om pæd. psykologi, videnskabsteori, filosofi, klinisk psykologi mm. på det teoretiske plan var selvfølgelig vældig spændende. Men det der slog mig var distancen til virkeligheden. Ofte følte jeg, at der manglede sammenfald, ”connection”. Det var som om de to verdener havde svært ved at mødes.

Diskussionen med professorerne herom syntes ikke mulig. Deres verden var bøgernes og de lukkede forskningsmiljøers verden. Det der for mig var et naturligt dialektisk og dermed gensidigt afhængigt fænomen syntes ”inden for murerne” at være to parallelt løbende systemer.

Dette var i firserne. Og dermed fortid--- eller hva? En anden diskussion jeg husker, var validiteten af de mere empiriske ”vidensteorier” sammenlignet med de naturvidenskabelige. Kan man overhovedet sætte lid til og ord som troværdighed i forb. med teorier, som ikke kan ”vejes og måles”?


19

Det fører for vidt at komme nærmere ind på denne diskussion i denne sammenhæng.

Tilbage til din opgave. Du har valgt en formidlingsopgave. Dette synes naturligt i forb. med faget filosofi. Hvis ikke filosofi sættes naturligt sammen med det at formidle hvori har den så sin berettigelse? At formidle teoretisk stof og dermed sprogbrug til almen tilgængeligt område kan selvfølgelig være en vanskelig opgave , men er vel en væsentlig del af ”forpligtelsen” overfor teoriens berettigelse, sådan som jeg ser det. At forsøge at forbinde den akademiske og teoretiske verden med den pulserende virkelighed er for mig at se en meget væsentlig ”mission” generelt og måske visionært, at du har taget opgaven på dig, selv om det kan synes indlysende.

Jeg opfatter formidling og kommunikation som vel de vigtigste faktorer i et moderne globaliseret samfund, hvor ny viden og informationer deles ud bogstavelig talt med lynets hast. For mig personligt som psykolog, kan jeg ikke forestille mig begreber som udvikling, indsigt og forståelse kunne forekomme uden en form for formidling, hvad enten den er verbal, auditiv, visuel, tak til mm.

Nysgerrighed og udvikling er to begreber, som i min verden er selve menneskets livseleksir,- uden er vi ingenting. Og her er det kommunikative møde mellem mennesker essentiel. Men det at kommunikere er ikke altid lige nemt. Det synes jeg, du beskriver ganske fint. Hvis man står to forskellige steder og taler forsk. Sprog er processen vanskelig. Der kræves en fælles platform

I mit praktiske arbejde som psykolog er kommunikationen, det at lytte og dialogen selvfølgelig omdrejningspunktet for at føle sig forstået, at blive hørt, at få mulighed for udvikling og forandring. Du beskriver den hermeneutiske samtale, kunsten at stille spørgsmål. At refleksion og forståelse er væsentlige forudsætninger for erkendelse og dermed udvikling. Heri er jeg helt enig. Jeg har i mit arbejde den systemiske teori som udgangspunkt. Denne teori bygger på praksis, på erfaringer med ”dialogmødet”. Teorien er baseret på det hermeneutiske princip og 2.ordens kupernetik.

Det at stille cirkulære spørgsmål og ikke lineære, det at forholde sig nysgerrigt spørgende og stille refleksive spørgsmål, som ”reflektanten” forhåbentlig kan bruge til fornyet refleksion som igen giver en ny viden og ny forståelse og dermed ny indsigt/selsvindsigt, og som danner udgangspunkt for ny erkendelse og dermed skaber mulighed for ny handling.

En forståelse for at helheden er mere og andet end summen af enkeltdelene kan give grobund for forandring og udvikling. At gøre filosofien praktisk anvendelig synes for mig yderst relevant !!! Derfor finder jeg din opgave både interessant og relevant.!!

Med forhåbning om at du kan bruge nogle af mine tanker vil jeg ønske dig al mulig held og lykke med din opgave fremover.”

Lone Carlsen Aut. Psykolog Cand.pæd.psyk. Efteruddannelse i systemisk teori.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Respons fra målgruppen sendt i perioden mellem d. 21 januar og d 16. Februar

“Kære Allan Alfred Jeg forstår at dit speciale ikke er blevet godkendt trods tilsagn om forhåndsgodkendelse!


20

Med baggrund i at have set en del af dit speciale grundlag, nemlig videoerne 'på roadtrip i videnssamfundet' og dine grafiske formidlings diagrammer, så mener jeg at du har udarbejdet meget interessant og anderledes stykke formidlingsmateriale, som i sin karakter helt bestemt viser meget interessante retninger for nye formidlingsformer af filosofiens traditionelt vanskeligt tilgængelige stofområder. Jeg har selv en akademisk grad fra københavns universitet (Litteraturvidenskab/Moderne Kultur og Kulturformidling) og oplevede, ligesom du, at institutionen, trods intentioner om brud med gamle traditioner, alligevel ikke helt kan geare de gamle traditioner (ansatte) til at turde at gå de nye veje man ellers havde formuleret. Det er absolut synd fordi vi som folk bliver ladt i stikken af vidensinstitutionerne, fordi et system der ikke er villigt til at forandre sig eller gå nye veje i sin formidling, vil heller ikke formå at tilvejebringe nye tanker til vores samfund der ellers i den grad har brug for nyt tankegods og ideer. Det er jo ikke muligt for mig at vurdere din aktuelle specialecase, men det kunne tyde på at filosofistudiet stadig leverer sit eget traditionelt svære formidlingssprog og ikke vil eller har mod til fornyelse, måske fordi man frygter at let forståelig formidling er det modsatte af intelligent formidling. På den måde reproducere systemet sig selv og bekræfter at være endnu et stagneret (frygtsomt) system - som beskuer af denne aktuelle case, altså din offentliggørelse af problemerne, kan jeg kun udtrykke min dybeste skuffelse og ærgerlse over, at en af vores ypperligste intellektuelle institutioner, vil være bekendt at hæmme dig og lukke dig af i din videre driftige og innovative færd - du er en af de unge samfundsborgere der allerde har tilvejebragt meget nytænkning og aktivitet til samfundet - udefra set, ville det være en gevinst for alle parter, at besmykke dig med titlen 'Formidlings filosof' - vi har brug for sådan nogle som dig og mange flere af slagsen - kom nu filosofi hjælp os ind i en ny tanke- og handleverden, vi har brug for jer!!!!” Per Schandorff (cand. phil. 45 år) ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

“Kære Allan Alfred, Jeg har nu set på dit materiale og selve specialet, og må sige, at jeg undrer mig over den behandling, du har været ude for, og at specialet er dumpet. Uden jeg kender de præcise krav til et formidlingsspeciale kan jeg se, at du på nytænkende vis og ved at inddrage både ord, billeder og video formidler det, du har sat dig for at undersøge. Jeg formoder du har fået godkendt problemformuleringen undervejs, samt at du har modtaget løbende feedback fra din vejleder på nogle af de greb på stoffet, som du foretager. Dette er i alle fald normal procedure på andre universiteter. Har du ikke er det helt klart klagegrund. Jeg synes også du skal krediteres for på så nytænkende vis at formidle tungt teoretisk stof. Som jeg læser det, placerer dit speciale sig lige midt i de løbende diskussioner af hvad vidensamfundet er for en størrelse, hvordan viden skaber værdi, og hvordan det videnbaserede massesamfund stiller nye krav til individet i forhold til moral og etik.


21

Der er flere rigtigt gode formidlingselementer i specialet som universitetet kunne anvende til at introducere nye studerende til hele den rejse det er at påbegynde en videregående uddannelse og tilegne sig viden. Du har også identificeret flere måder hvorpå teoretisk filosofisk viden kan omsættes, så det opleves som relevant i praktiske sammenhænge. Det kunne man også vælge at anvende som eksempel på, hvad man som studerende kan erhverve sig på en videregående uddannelse. Det kan undre en hvad universitetet vil med formidlingsspecialer, når man ikke evner at vurdere et sådant speciale på dets egne præmisser. Jeg kan i sagens natur ikke vurdere det filosofisk faglige niveau af specialet, men hvis der er mangler på dette område, burde din vejleder have signaleret det i vejledningen. At du i din konklusion vælge at anlægge en normativ tilgang og komme med gode råd er et utraditionelt valg i et universitetsspeciale, som en vejleder burde forholde sig til, hvis det er blevet forelagt. Under alle omstændigheder har du krav på en uddybende kritik af specialet, så du ved hvilke punkter det dumper på, og kan rette det i en fornyet gennemarbejdning. I lyset af hændelsesforløbet og det faktum at ingen endnu har bestået et formidlingsspeciale i filosofi på KU, kan jeg godt forstå du vil klage og ønsker dig held og lykke med det!” Pouline Middleton, forfatter ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------ ”Allan Alfred har skrevet et formidlingsspeciale, som viser hvor stor betydning filosofien kan have, hvis den bliver brugt uden for universitetets lukkede mure. Filosofien kan komme mere i spil, som en platform hvor nye tanker kan tænkes og nye spørgsmål kan stilles, og filosofien kan være platform for forskellige retninger i samfundet. Alfreds speciale og samtaler peger på de grundliggende spørgsmål, der bør stilles i et samfund - og vel ikke mindst i et videnssamfund, og derfor er det et vigtigt speciale!” Joan H. Linneberg, lærer

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

”The value of philosophy lies not in endless reflections upon reflections, but in the students final realization of the subject matter, whereby he can apply the philosophical principles and practice them in his own life. It is therefore imperative, that if philosophy is to have any value, other than perpetual mental stimulation to its proponents, it must be realized. All realizations are results of interpersonal relationships and the implicit teachings brought on by them. This necessitates the continuous and contemporary propagation of philosophical thought, by those who desire to share their realizations, for the benefit of their fellow beings. The initiatives and projects by Allan Alfred are certainly contemporary, as evidenced by the participation and response they have received. I have personally gained realizations about myself


22

and how to better collaborate, from being part of these and will testify to this as living evidence any day”.´

Yours sincerely, Carsten Lind, teacher

Klage over bedømmelse af formidlingsspecialet 21. Januar ... · etikken, ud til et ikke...

Documents

Transcript of Klage over bedømmelse af formidlingsspecialet 21. Januar ... · etikken, ud til et ikke...