DORPH – Historier fra den anden side handler om

al den larm, Jes Dorph-Petersen har lavet i sit liv.

HAN FORTÆLLER i bogen om at være afhængig af opmærksomheden og om

at være en glad gadedreng, der elsker fodbold og fester, byture og ballade,

det underholdende og folkelige. Samtidig er det en beretning om den mod-

stand et menneskeliv kan rumme. Om fædre, mødre og sønner, om kærlighed

og skilsmisse, om ensomhed, misbrug, lavt selvværd og den depression, der

ramte ham i efteråret 2011 og blev et vendepunkt i hans liv.

JE

S D

OR

PH

-PE

TE

RS

EN

i sam

arbejde med

AN

DR

EA

S F

UG

L T

HØ

GE

RS

EN

Historier fra den anden side

OMSLAGSFOTO: ROBIN SKJOLDBORG

Andreas Fugl Thøgersen

født 1972, er uddannet journalist. Har også

en mastergrad i amerikansk politik og

journalistik fra Columbia University. Han

har bl.a. skrevet bestsellerne Vi kan sove i

flyvemaskinen om – og i samarbejde med

– udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen

(2011) og Solkongens liv og tid om Simon

Spies (2012). Han har desuden fortalt om

USA i bøgerne Amerikanske Tilstande

(2004) og Amerika under huden, (2012).

Jeg har aldrig i mit liv op til det

punkt oplevet en følelse så tung

og overvældende. Den måde tristheden satte

sig i mig, var skræmmende. ’Den er gal’, var

det eneste, jeg blev ved med at tænke. Jeg

greb min mobiltelefon og ringede til min ven,

journalist Søren Kaster. Han og jeg har kendt

hinanden i årevis. Jeg græd i telefonen og

sagde til ham, at jeg ikke kunne klare noget

mere. At jeg havde fået nok af det hele.

Uddrag fra bogen

JES DORPH-PETERSEN i samarbejde med ANDREAS FUGL THØGERSEN

Historier fra den anden sideDORPH

DORPH

Jeg forsøgte mig med en

munter bemærkning:‘Er der sket noget særligt i dag?’, men Michael Dyrby gav mig et blik, der fortalte, at jeg skulle holde lavere profil end en rødspætte

RYG

RYGJes_08.indd 1 23/08/13 09.54

DORPHHistorier fra den anden side

JES DORPH-PETERSEN

DORPHHistorier fra den anden side

I samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen

Politikens Forlag

JES DORPH-PETERSEN

DORPHHistorier fra den anden side

I samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen

Politikens Forlag

Indhold

Forord 7

Nedtur på første klasse 11

Ensom dreng 19

Fest uden håndbremse 64

Umoden reporter 77

Da fjernsyn blev sjovt igen 105

Hyggelig svigersøn 134

Tømmermænd 179

Revanche 206

Efterskrift 219

Så fik vi himlen ned på jorden igenVed jorden at blive, det tjener os bedst, min fine venDer er ting her i livet der kun kan gåes ihjelOp på krikken, måske den ligefrem rider af sig selvJeg ville ønske at den kunne Peter Sommer

11

Nedtur på første klasse

HAN STEG IND i det prustende IC3-tog på Odense Banegård en som-meraften i 2011, klokken 20.08, som han altid gjorde det, når han var færdig med et vagtskifte på TV 2 og skulle hjem til sin familie i villalejligheden i Hellerup, lige nord for København. Konen, Lene, og sønnen, Jens Emil. Der var ikke som sådan noget usædvanligt på færde. Det var en lidt forblæst aften foran det ikke udpræget in-spirerende banegårdscenter i Danmarks tredjestørste by, men træt-heden sad måske nok lidt dybere i kroppen end vanligt. Sådan var det blevet oftere, at han følte sig brugt, når han havde haft en ræk-ke vagter foran kameraet på TV 2 i Odense. Som regel var han på arbejde tre dage i træk som vært på en serie på alt fra tre til seks ny-hedsudsendelser. I streg, som de kalder det. Mellem udsendelserne forberedte han sig, sov og spiste dårlig mad. Slog tiden ihjel. Han boede i den lille, sparsomt møblerede stuelejlighed, som TV 2 stil-ler til rådighed i Odense for stationens pendlende tv-værter. Han fandt sin plads i toget, et sæde ved vinduet på første klasse; han havde efterhånden taget den tur så mange hundrede gange, at han tillod sig selv den lille luksus. Det var rart at kunne sidde i fred, at være uforstyrret og på vej, i en time og tyve minutters tid. Toget satte i rykvis bevægelse, og i et stadigt højere tempo gled Danmark fordi ham ude på den anden side af ruden. Forstæder og motor veje, kornmarker og gårde, familier samlet i stuer, ved middagsborde og foran flimrende tv-skærme. Ud af det tusmørkeblå, fra det ene øjeblik til det andet, omkring det tidspunkt, toget krydsede lavbroen mellem Nyborg og Korsør,

12

ramte angsten ham. Massivt. Han kunne ikke være i sin krop, blev omklamret, overmandet, af en voldsom tristhed. ”Jeg sad i min kupé, og der var ikke nogen ved siden af mig, hel-digvis. Lige pludselig kunne jeg bare mærke, at der var et eller an-det, der slukkede i mig, en kontakt, der blev trykket i bund – bum – og hele min krop skreg: ‘Stop, stop, stop, stop’. Jeg havde været fint i overskud i dagene op til, udover min al-mindelige træthed, og så måske, at jeg var en anelse mere stresset og opfarende end normalt. Men jeg blev så ked af det i det tog, nær-mest på et splitsekund. Overvældet. Alt i mig sagde: ‘Nu orker jeg ikke mere’. Jeg kunne hurtigt mærke, at der var meget på spil. Det var ikke bare et øjebliks uro eller afmagt, der var et eller andet ri-vende galt, som jeg slet ikke kunne definere eller sætte fingeren på. Angst kanaliserer sig altid et sted hen, og det første, jeg tænkte, var, at jeg aldrig mere ville tilbage til TV 2 og være nyhedsvært. Jeg ville ikke møde op til en ren tavle en gang til og prøve at fylde noget på den, for det er, hvad det handler om, når man laver nyheder, at be-gynde forfra hver eneste dag og hele tiden. Jeg ville ikke tage end-nu en tur rundt i den velkendte manege. Jeg havde et billede i mit hoved, en lille, gulnet film, der kørte i sløjfe, af mig selv som en gammel mand, der sad med rystende ben og krum ryg og klamrede mig til en hvidlakeret cirkushest på en karrusel. Karrusellen kørte rundt og rundt og rundt, hurtigere og hurtigere, træet knagede og knirkede, og jeg blev mere og mere svimmel og kom ingen vegne. Jeg ville af, jeg prøvede at få kontakt til den mand, der stod og betjente karrusellens knapper, men han så og hørte mig ikke, og hver gang en tur var overstået, blev jeg straks sat til at tage en til. Jeg har aldrig i mit liv op til det punkt oplevet en følelse så tung og overvældende. Den måde, tristheden satte sig i mig på, var skræmmende. ‘Den er gal’, var det eneste, jeg blev ved med at tæn-ke. Jeg greb min mobiltelefon og ringede til min ven, journalist Sø-

13

ren Kaster. Han og jeg har kendt hinanden i årevis. Jeg græd i tele-fonen og sagde til ham, at jeg ikke kunne klare noget mere. At jeg havde fået nok af det hele. Han trøstede mig, så godt han kunne, men kunne ikke gøre hverken fra eller til i situationen. Derefter åb-nede jeg min iPad og skrev straks en fortvivlet e-mail til min chef, Michael Dyrby på TV 2.

Kære MichaelJeg sidder i toget på vej hjem til København fra 19-vagt. Jeg har det meget dårligt. Jeg står af nu. Kan ikke mere. Jeg vil gerne have, at du piller mig af vagterne på Nyhederne. Vi må snakke sammen om frem-tiden, for jeg kan pludselig mærke, at jeg ikke orker mere. Mit humør er i bund, og jeg har ikke nerver til at fortsætte. Jeg kan ikke bære kravene, folk, der råber foran min desk og det pres, der er, som jeg troede, jeg var ekspert i at leve med. Jeg vil gerne forsøge at finde gnisten og glæden igen, men det er ikke sikkert, jeg kan. Derfor vil jeg bede dig give mig fri en tid. Og lad os snakke sammen, så snart du kan. Det er ikke godt, det her. Jeg rin-ger i morgen. Dorph (er ked af det)

Senere, da det hele kom på afstand, har jeg tænkt over, at den hand-ling understregede, hvor desperat jeg blev. Normalt ville man nok, selv hvis man gik i panik over noget, vende den en gang eller to og sove på det, før man begyndte at sende kategoriske mails til sin chef. Men jeg handlede med det samme. Der var et eller andet, en refleksreaktion i mig, som gjorde, at jeg reagerede voldsomt og pludseligt. Da jeg var færdig med at skrive min mail til Michael Dyrby, færdig med at drikke den lille flaske Merlot, jeg havde købt hos togstewardessen og havde brugt alle mine kræfter på at holde sammen på mig selv, var toget nået til København. Jeg hoppede af og fandt en taxa, der kørte mig ud til Hellerup.

14

Både min søn, Jens Emil, og min kone, Lene, sov. Jeg listede ud i køkkenet, åbnede en ny flaske rødvin og stod i halvmørket og drak et glas, mens tankerne blev ved med at myldre rundt i hovedet på mig. Jeg har i det meste af mit arbejdsliv været ret god til at hånd-tere det pres, det er at skulle være på, og at skulle præstere så kon-centreret, som det kræves af værten i en nyhedsudsendelse. Natur-ligvis uden at gøre det værre, end det er. Jeg er med på, at der er mennesker i verden, som lider og arbejder under et større pres end det, jeg har oplevet, men det føles sgu som en eksamen, hver gang jeg går på skærmen. Dag, uge, måned og år ud og ind. Det er ikke alle mennesker, der har det gen i sig, der kan håndtere den situati-on lige afslappet og uden at gå til i nerver og præstationsangst. Det har jeg altid kunnet. Indtil det øjeblik. Da jeg stod i køkkenet, var jeg fortsat ikke i stand til at forstå, hvad der var galt med mig, eller hvad jeg ville. Jeg blev bare ved med at høre den samme sætning. Den kværnede løs i min hjerne som en LP – ja, så gammel er jeg – der var gået i hak: ‘Den er gal, den er gal, den er gal.’ Jeg kylede det meste af rødvinen i mig, mens jeg så ud i mørket og tudede. Jeg fik åndenød, jeg havde det, som om jeg var begravet, som om en tung dyne eller et enormt dyr var blevet kastet henover mig og langsomt kvalte mig. På et tidspunkt vågnede Lene og kom ud til mig og spurgte bekymret, hvad der foregik. Jeg vendte mig bare om mod hende med våde øjne uden at kunne forklare. Næste dag sad rastløsheden og uroen stadig i kroppen, og jeg ringede til Natasja Crone, som ikke bare var en god kollega på TV 2, men også er en nær ven. I løbet af en time kom hun trillende over til mig i sin bil. Vi satte os sammen i stuen, og jeg fortalte hende li-geud, at jeg ikke ville være med mere, at jeg ikke ville snyde mig igennem flere udsendelser, for det var sådan, det efterhånden føltes for mig at gå på arbejde. At jeg snød. Fingerede tingene. Spillede rollen som Jes Dorph-Petersen. Hun sagde: ‘Rolig nu’ og prøvede

15

at vise forståelse, men hun kunne ikke sige andet, end at jeg måske skulle tage et par dage fri og tænke over tingene. Hun gav mig et kram, da vi sagde farvel. Tristheden overmandede mig igen, og da hun var kørt, faldt jeg i en urolig søvn på sofaen. Da jeg vågnede, ringede jeg til Michael Dyrby. Vi har spist, drukket, rejst og arbejdet sammen i 15 år, og jeg følte et stort behov for at tale med ham, som chef og som ven. Han kom hjem til mig med det samme. Vi gik en lang tur i Hel-lerup, og vi sad ude i min have. Det var solskin, og jeg hentede et par dåseøl til os. Jeg sagde til ham, at jeg ville stoppe, at han ikke skulle sætte mig på vagtplanen mere. Michael har nok oparbejdet et ry i vores branche for at være en kontant chef, men han er også et empatisk, forstående menneske, han lytter og reagerer, når hans medarbejdere har problemer. Jeg kunne dog godt mærke på ham, at han i den her situation inderst inde tænkte: ‘Hvad fanden skal jeg bruge ham til, hvis han ikke vil læse nyheder op?’. Vi nåede da heller ikke frem til noget, vi kunne ikke udmønte vores fælles overvejelser i en ide om, hvordan jeg ellers skulle ar-bejde på TV 2, hvis jeg ikke skulle lave nyheder. Jeg tror også, at han tænkte, og det gjorde jeg måske også selv på det tidspunkt, at det nok gik over igen, at jeg bare var en tosse, der skulle have lidt udelt opmærksomhed og en pause. Men det sagde han naturligvis ikke, han udviste tværtimod stor forståelse for, at jeg stod midt i, eller i hvert fald styrede lukt mod, et sammenbrud af en slags. Så fik jeg fri. Meldte mig ud. Holdt sommerferie. Jeg tog blandt andet langt ud i Kattegat, ud til Læsø, hvor jeg er kommet hele mit liv og altid har kunnet slappe af. Men tristheden lagde sig ikke, selvom jeg i de uger vendte tilbage til en slags feriehverdag. Den blev ved med at rumstere i mig. Ikke engang da jeg sad på terrassen, drak kold Chablis og så ud over stranden og havet ved Vesterø, hvilket ellers er noget af det bedste, man kan bruge sin tid på, slap den ta-get i mig.

16

Jeg talte selvfølgelig grundigt med Lene om det, men på trods af, at hun er et klogt, kærligt og lyttende menneske, og ovenikø-bet læge, kunne hun heller ikke bare sådan vupti redde mig og gøre mig glad. Det kan være svært for andre, især ens nærmeste, at håndtere sådan en nedsmeltning. Hvad stiller man op? Jeg kan hu-ske, vi havde gæster til grill-middag en aften, hvor jeg fik for meget at drikke. Vi sad på terrassen, og jeg begyndte at fortælle dem alle sammen, at jeg sgu aldrig ville læse nyheder op mere, og de tænkte givetvis deres: ‘Hvad har han gang i?’ Dels fordi alle omkring bor-det var klar over, at det at være tv-vært var det eneste, jeg kunne og var god til, så hvad ville jeg ellers? Dels fordi det var uartikuleret og dybest set rent navlepilleri. Hvad skulle de stille op med det? Hvad skulle jeg selv stille op? Udover at sige ja, da TV 2 efter to måneders tid skrev mig ind i vagtplanerne. Igen. Så begyndte jeg at læse nyheder op. Igen. At tilbringe aftenerne og nætterne i stuelej-ligheden i Odense, omme bag ved Kvægtorvet, med rødvin og tv. Igen. Det var som at blive slået hjem i Ludo. Værtslejligheden, der var mit andet hjem, sætter i sin stil en tyk streg under, hvor uglamourøst livet som skærmtrold er det meste af tiden. Køleskabet i det skrabede køkken var typisk halvfyldt; en gammel mælk, et par øl og en åbnet pakke med skiveskåren, ‘svedende’ ost. Måske lå der også en pakke smør med brødkrum-merester i. Jeg spiste ofte optøede færdigretter fra det nærmeste su-permarked eller dagens ret fra kantinen og drak godt med rødvin til. Jeg løb en del i den tid. Jeg havde købt et par dyre løbesko, gule og sorte, fra Nike, og nogle stramme løbebukser, der passede til. Med det sæt på stak jeg ofte af fra det hele. Det blev til lange stræk i skovene og på villavejene, indtil sveden piblede frem på min pan-de, og mit hjerte dunkede, så det føltes, som om det sad oppe i hal-sen. Jeg løb altid alene, og jeg valgte konsekvent den samme rute: langs åen, forbi børnehaven, ned til skolen og hen til vandværket, McDonald’s og supermarkedet. Videre langs den lille kirkegård

17

med de sirligt anlagte gravpladser, væk fra de døde, ned ad en ned-lagt jernbanestrækning, forbi fodboldklubben OB’s flotte hjemme-bane, og så tilbage. Hjem til lejligheden og tv-skærmen, som jeg til-bragte så meget af tiden med enten at se ud af eller ind i. Lejligheden ligger i en moderne bebyggelse, lige bag Kvægtor-vet. Det kunne være hvor som helst i udkanten af en mellemstor dansk by. Fra vinduet i soveværelset kan man se direkte ud på den tunge, dieselhostende trafik i krydset Rugaardsvej og Åløkke Allé. Under fladskærmen lå cirka 150 dvd-film, af og til prøvede jeg at se en af dem, men det var sjældent, at jeg havde tålmodigheden til at se en film til ende. De halve historier, de afbrudte handlingsforløb, blev min norm. På væggene hang en del hædersbevisninger, som var blevet givet til journalister på TV 2 i årenes løb, deriblandt et indrammet stykke papir, der oplyste om, at et flertal af Billed-Bla-dets læsere i 2008 havde valgt mig som Danmarks bedste mandlige studievært. Det kunne jeg da godt se op på af og til og smile stille af, men jeg var mest af alt træt, i krop og sjæl, af den upersonlige lejlighed, af anonymiteten og tristessen, af mit arbejde på skærmen, og i det hele taget. Jeg husker mange af de ting, jeg foretog mig i den tid, som søvn-gængeragtige. Jeg gjorde så vidt muligt, hvad der blev forventet af mig, men uden at være rigtigt til stede. En aften satte jeg endnu en gang en film på, en guldpalmevinder fra filmfestivalen i Cannes, Vinden, der ryster kornet, af den engelske socialrealist Ken Loach. Alle sagde, at den var fremragende. Jeg stod af efter et kvarter, og det har intet med filmen at gøre, jeg kunne bare ikke i den periode fokusere eller koncentrere mig. Og slet ikke om noget nyt. Hjertet var ikke med. I stedet smed jeg en anden og velkendt dvd i maskinen. På den var et program, hvor FCK’s 2010-sæson blev gennemgået. Det var den store sæson, hvor københavnerklubben spillede uafgjort med FC Barcelona og kom blandt de 16 bedste hold i Champions

18

League. Det var en dvd – og en sæson – jeg kendte til hudløshed, men det var det eneste, jeg kunne kapere. At se på gentagelsen, at synke ned i ritualet, at svælge i flotte mål og fine fejringer. Alt an-det, det komplicerede, det stille og det nye, fremstod uskarpt, slø-ret. Når jeg ser tilbage, vil jeg mene, at jeg allerede var på vej ned i en regulær depression. Men i situationen var jeg bare rundt på gulvet, ja snotforvirret, fan’me. Jeg var stadig bange og ked af det og for-søgte at undertrykke de følelser ved at kaste mig ud i hårdt arbejde og ved at vende tilbage til en form for normalitet og genkendelig-hed. Det var en kæmpefejl. En fejl, jeg kom til at betale en høj pris for. At det ligefrem betød måneder med professionel hjælp, anede jeg ikke.”

Dorph – historier fra den anden side handler om

al den larm, Jes Dorph-Petersen har lavet i sit liv.

Han fortæller i bogen om at være afhængig af opmærksomheden og om

at være en glad gadedreng, der elsker fodbold og fester, byture og ballade,

det underholdende og folkelige. Samtidig er det en beretning om den mod-

stand et menneskeliv kan rumme. om fædre, mødre og sønner, om kærlighed

og skilsmisse, om ensomhed, misbrug, lavt selvværd og den depression, der

ramte ham i efteråret 2011 og blev et vendepunkt i hans liv.

JE

S D

OR

PH

-PE

TE

RS

EN

i sam

arbejde med

AN

DR

EA

S F

UG

L T

HØ

GE

RS

EN

Historier fra den anden side

omSlagSfoto: robin Skjoldborg

Andreas Fugl Thøgersen

født 1972, er uddannet journalist. Har også

en mastergrad i amerikansk politik og

journalistik fra Columbia University. Han

har bl.a. skrevet bestsellerne Vi kan sove i

flyvemaskinen om – og i samarbejde med

– udenrigskorrespondent Ulla terkelsen

(2011) og Solkongens liv og tid om Simon

Spies (2012). Han har desuden fortalt om

USa i bøgerne Amerikanske Tilstande

(2004) og Amerika under huden, (2012).

Jeg har aldrig i mit liv op til det

punkt oplevet en følelse så tung

og overvældende. den måde tristheden satte

sig i mig, var skræmmende. ’den er gal’, var

det eneste, jeg blev ved med at tænke. jeg

greb min mobiltelefon og ringede til min ven,

journalist Søren kaster. Han og jeg har kendt

hinanden i årevis. jeg græd i telefonen og

sagde til ham, at jeg ikke kunne klare noget

mere. at jeg havde fået nok af det hele.

Uddrag fra bogen

JES DORPH-PETERSEN i samarbejde med ANDREAS FUGL THØGERSEN

Historier fra den anden sideDORPH

DORPH

Jeg forsøgte mig med en

munter bemærkning:‘Er der sket noget særligt i dag?’, men Michael Dyrby gav mig et blik, der fortalte, at jeg skulle holde lavere profil end en rødspætte

rYg

rYgJes_08.indd 1 23/08/13 09.54