En fortælling om en kvoteflygtningefamilies nye hverdag i DanmarkAf Louise Leth-Espensen

19. september 2009. Oma Adhikari er kvoteflygtning fra Bhutan og har netop fået anvist sin nye lejlighed i Haslev.

1

e måtte brænde de fleste af deres fotografier. Der var ikke plads til dem, for det var kun tilladt at tage tyve kilo med, da de forlod den indhegnede flygtningelejr, som i 18 år havde udgjort deres hjem. De havde set film og fået udlev-eret en kvadratisk blå bog, hvor laminerede sider beskrev det nye land, som de skulle bo i resten af deres liv. Et land, hvor befolkningen tager på charterferie og højskole, spiser kød og kartofler, hvor der er gratis uddannelse og koldt det meste af året. De syntes, det lød som et godt land.

Familien Adhikari er flygtninge fra Bhutan i Sydasien. Et lille land, der bliver hædret for at være ’verdens lykkelig-ste’. De færreste ved, at det er et land som hver sjette er flygtet fra, fordi de er af nepalesisk oprindelse, hvilket ikke passer ind i kongens ekstremt nationalistiske plan. Huse blev brændt og deres statsborgerskabskort taget fra dem. De blev truet til at forlade deres landbrug i bjergene og måtte flygte til Nepal, hvor kæmpemæssige lejre blev etableret på kort tid for at gøre plads til de over hundredetusinde flygtninge. Nødhjælpsorganisa-tioner sørgede for ca. 400 gram ris om dagen, lidt linser og nogle gange kartofler og løg. Med tiden fik de også

opbygget et skolesystem for dem på under 25 år. Det var et lille samfund med de mest basale ting. Men også et samfund bag et stort hegn og uden fremtid.

Efter næsten to årtier i lejeren fik de at vide, at de kunne vælge at flytte til et andet land. Den ældste søn i familien var den første til at tage en beslutning om at forlade lejeren for altid sammen med sin kone og to børn. Han fik at vide af en dansk FN ansat, at han ville have mange muligheder i Danmark. At han kunne tale engelsk med folk og lære dansk. Ellers vidste han intet om det land, han skulle til. De fik udleveret en taske og de fire familiemedlemmers liv blev pakket ned. Det vejede i alt 25 kilo.

I april 2008 blev de hentet i en stor, hvid FN-bus, der skulle køre dem til lufthavnen. Over tredve familiem-edlemmer stod i kø foran bussen for at sige farvel mellem hundredvis af andre efterladte. Bag dem var der et landskab af bambushytter, der syntes at fortsætte i det uendelige. De vidste ikke, om de nogensinde ville se deres familie igen.

L Y K K E L A N D

D

Hvert år kommer der over 2000 flygtninge til Danmark. De har pakket deres mest betydningsfulde ejendele sammen og ef-terladt generationers kulturarv, sprog, venskaber og relationer. Det eneste de ejer er et håb om en fremtid i et nyt land. De går rundt i blandt os, betragter hvordan vi gør, og skal finde deres egen måde at blive en del af Danmark på.

Familien Adhikari er kvoteflygtninge. De har boet i flygtnin-gelejr i Nepal i næsten to årtier, fordi de er fordrevet fra deres hjemland Bhutan, og de er udvalgt af De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) til at blive genbosat i et tredjeland. Familien valgte Danmark. De første ankom i 2008, og siden da, har de fået deres nærmeste familie til landet, så de i dag er 28 familiemedlemmer i Haslev på Sydsjælland.Det yngste medlem hedder Søren.

32

en efterladte familie i flygtningelejeren i Nepal beslut-tede sig i mellemtiden for at tage til Danmark, hvor den første del af familien nu boede. ’Danmark, eller ingen steder’, havde de ældste sagt. De havde læst den blå bog om Danmark, og de vidste, at der var menneskeret-tigheder, ytringsfrihed og demokrati. Og gode faciliteter i sundhedsvæsenet. Det unge familiemedlem, Bishnu, havde sammenlignet med tal fra Norge og set, at der er 294 personer til én læge i Danmark mens tallet lød på 394 i Norge. Han ville gerne til Danmark. Han brugte alle sine penge, på nær 16 dollars som han gemte til ankomsten, på at købe vinterjakker og huer til sin familie. Den 16. september 2009 blev de kørt til Kathmandu lufthavn i Nepal. De tog tophuerne på og de tykke vinterjakker ud over deres farvestrålende tøj, og IOM (International Refugees’ Organisation) personale fra Kathmandu satte et klistermærke på brystet på hver og en i familien. De var nu klar til afrejse.

Næste dag ankom de til en lufthavn, der bugnede af sommerrejsende der blev modtaget af rød-hvide

papirsflag. Adhikari familiemedlemmerne, der ikke havde set hinanden i over et år, omfavnede hinanden. Sagsbe-handleren, Majbrit fra Faxe kommune gav dem besked på, at de gerne måtte tage deres flygtninge klistermærke af nu. Tolken oversatte: ’Velkommen til Danmark og jeres nye liv’.En spritny Haslev minibus med mønstrede sæder og sik-kerhedsseler holdt og ventede udenfor på den beton-grå parkeringsplads. Bussen førte dem direkte ad motorve-jen til deres nye indflytningsklare lejligheder med hvide vægge og lyst parketgulv i Haslev.Først troede de, at der var strejke, fordi der næsten ingen mennesker var i Haslev. Men som tiden gik, lærte de at holde af stilheden og de hvide vægge.

På de få år, familien Adhikari’s 28 medlemmer har været i deres nye land, Danmark, har de fyldt deres hjem med Skagensmaleri-plakater og danske flag, dyrket rabar-ber i deres egen kolonihave, startet dansk-bhutanesisk venskabsforening med 55 medlemmer og 17 paragraffer, og kaldt deres yngste familiemedlem for Søren. Og så spiller de Kim Larsens ’Papirklip’ på Youtube. Fordi det er en smuk sang.

D

Kvoteflygtninge i Danmark- Siden 1978 har regeringen og Folketinget hvert år afsat et beløb på finansloven til en flygtningekvote, der angiver, hvor mange flygtninge, der kan genbosættes i Danmark. Denne type flygtninge betegnes derfor ofte som kvoteflygtninge eller FN-flygtninge.- Hvert år kommer der omkring 500 kvoteflygtninge til Danmark.- Udlændingestyrelsen lægger vægt på ansøgernes mulighed for at slå rod i Danmark og få glæde af opholdstilladelsen; herunder ses der på deres sproglige forudsætninger, uddannelsesforhold, arbejdserfaring, familieforhold, netværk, alder og motivation.- En kvoteflygtning får i første omgang opholdstilladelse for 6 måneder. Op-holdstilladelsen forlænges efter indrejsen til op til 7 år fra indrejsen. Herefter kan flygtningen søge om at få tilladelsen forlænget, hvis han/hun stadig opfylder betingelserne for at opholde sig i Danmark.- For at blive statsborgere skal de bestå Indfødsretsprøven.

76

98

Et-årige Søren er den senest ankomne i familien Adhikari.

< Naina og Oma var grunden til, at resten af familien valgte at flytte til Danmark.

Familien Adhikari har fire kolonihaver i Tolstrup haveforening med hver 1300 kvadrat meter. Før familien flygtede fra Bhutan var de landmænd. Danskerne i foreningen bruger mest deres have til at slappe af.

1110

Søren går dagligt i vuggestue, og hans første ord er ’taaaak’. Når han kommer hjem fra vuggestuen, er det familiens hænder, der tager over, og der går sjældent mere end et par minutter, før han bliver løftet op.

1312

’Oma. Dit CPR-nummer!’ sagsbehandleren, Majbrit, kommanderer i et indforstået og venligt toneleje. Oma ved, hvad hun vil have, og starter prompte ’..nul.. to…nul..et’. Han kan alle ti cifre. ’Oma. Du udgår snart af integration. Det bliver svært for dig at få en dansk uddannelse.’ Oma svarer ivrigt ’Fol..ke..pen..sionist! Jeg-kan-ikk’ svar.. på dansk’. Majbrit forstår godt, at han vil være pensionist, men svarer kækt ’nej, men du gider jo heller ikke sprogskolen’. Oma griner, for han ved, at hun har gennemskuet ham. Han vil pensioneres og ikke gå i sprogskolen længere. Det er for svært. Han er analfabet og har aldrig gået i skole, før han kom til Dan-mark. Desuden ville han ifølge den danske pensionsalder, have været gået på pension for længst. Han mener nemlig han er over 72 år.Alle de ældre medlemmer i familien er analfabeter og går i sprogskolen. De andre er dog mere begejstrede for det end Oma. Især hans hustru, Naina, er meget entusiastisk og har lært at skrive og begå sig på dansk. Hun er i praktik i kantinen på den lokale folkeskole.

Som kvoteflygtning er dét, at sige ja til en fremtid i Danmark, også et ja til at deltage aktivt og at tage en uddannelse. De unge i familien er alle i fuld gang. En går på handelshøjskole, en på VUC, fire på et særligt tilrettelagt forløb for udlændinge på SOSU-medhjælper uddannelsen, hvor de skal lære om dansk kultur, familieforhold og hvad danskerne spiser inden de kan gå i gang med selve uddannelsen.

Selvom familien Adhikari udadtil har skabt sig en tryg hverdag i Danmark, er intet sikkert, når man er flygtning. De har de endnu ikke permanent opholdstilladelse i Danmark, og vejen er lang. Deres opholdstilladelse udløber efter syv år, hvor de derefter kan søge om permanent ophold og først derefter om statsborgerskab. De er alle statsløse. Deres største ønske er at få et land, som de med sikkerhed kan kalde deres.

Oma, Meera og Sashi er til statusmøde på hos deres sagsbehandler, Majbrit. Hun hjælper dem med alt fra SU-regler, skat, sundhedssys-temet til regler om opholdstilladelse og statsborgerskab.Hun spørger ind til Meera: ’Jeg synes du ser lidt træt ud.’ Meera forklarer, at hun har hovedpine og sover dårligt om natten.

1514

Familien startede den dansk-bhutaneiske venskabsforening ’Hatamalo’ i februar 2011. Jette, en af de frivillige for flygtningene i Haslev er sammen med formanden Bishnu ved at introducere foreningen for Borgmesteren i Faxe (yderst til venstre i billedet). Familien Adhikari er meget stolte af at borgmesteren vil besøge dem, da det i Bhutan ville være utænkeligt, at de ville få lov til at møde en så vigtig person.

De unge kvinder i familien kommer selv fra store søskende flokke, men i Danmark har de kun et barn hver. Khagi fortæller, at i lejeren i Nepal var mødrene hjemme og bar rundt på børnene i et stykke stof på ryggen, og de kunne nemt gå hvorhen de ville. I Danmark har kvinderne købt barnevogne til flere tusinde kroner, som skal bæres op og ned af trapper. ’Et barn er nok’, siger Khagi på 25 år. Hun er med Søren til lægen. Han skal have taget en allergitest, fordi han har udslæt og sover dårligt om natten.

1716

Naina var cirka 11 år da hun blev gift med Oma i deres landsby i Bhutan.

Oma Adhikari

1918

Før Naina og Oma kom til Danmark, havde de aldrig holdt en blyant. Hverken skrevet og tegnet. Naina tegnede sin første tegning nogensinde i Danmark.

Oma og Naina mener, de er omkring 72 og 62 år gamle. Alder har aldrig været vigtigt for dem, og de har derfor ikke registeret, hvornår deres børn er født. Deres søn, Hem, driller dem med, at når han vil vide, hvor gammel han er, lyder svaret: ’Ja, det var år 19-hundrede-et-eller-andet. Måneden? Det var vist nok, da vi høstede ris.’

2120

Meera bor med sin mand Sashi og deres søn, Shyluck, på 3 år. Sashi og Meera har været kærester siden folkeskolen. Ifølge deres kultur er det ikke velanset at have en kæreste, før man bliver gift. Men Sashi og Meera insisterede. De var forelskede og ville være sammen.Sashi dyrker yoga hver morgen. Familien er hinduister, men de siger, at det er lidt på samme måde, som at danskerne er kristne, uden at de nødvendigvis går i kirke. Det er mere noget kulturelt end en egentlig religion, de praktiserer.

2322

Det er vigtigt for familien Adhikari at tage del i lokalsamfundet, og de benytter hver en chance for at lære danskerne at kende. Sashi er i praktik på plejehjemmet Grøndalscenteret i Haslev. Han vil gerne selv på plejehjem, når han bliver gammel. Han forventer ikke, at hans søn, Shyluck, skal passe ham. ’Shyluck skal rejse og arbejde. Han opvokser i Danmark, bliver dansk. Han gider ikke besøge mig!’. Sashi er ikke bange for at blive ensom. ’Der er jo personalet’.

2524

2726

Når familien er samlet for at spise, sidder de på gulvet, og de fleste spiser med hænderne. Især den ældre generation synes ikke, maden smager godt med kniv og gaffel.

2928

Det ældste familiemedlem fra en anden bhutanesisk familie i Haslev er død, og familien Adhikari er mødt op for at støtte dem. De godt 600 bhutanesiske kvoteflygtninge i Danmark ser sig selv som en stor familie. I Haslev bor der 50 fordelt på 4 familieklaner, hvor Adhikari familien er den største med 28 medlemmer.

3130

17årige Ramesh sidder på sit værelse på Midtsjællands Efterskole.

3332

Ramesh er blandt de 27.000 danske elever, der valgte at starte på efterskole i august 2011. Han svarer for det meste ’ja’, ’nej’ eller ’det ved jeg ikke’ på spørgsmål, og holder kun øjenkontakt et par sekunder inden blikket flakker ned i jorden. Som så mange andre danske teenagedrenge.Hans forældre kan tydeligt mærke forskel på ham, efter han startede på efterskole. Han er blevet meget bedre til dansk og lidt mere åben, men de synes, det er lidt svært, når han er hjemme i weekenden. Han spørger, hvorfor de aldrig får dansk mad, og begynder selv at lave frikadeller til aftensmad. Hans lillebror vil også hellere have frikadellerne, men forældrene spiser ikke svinekød, så de laver deres egen mad.

Midtsjællands Efterskole har et kristent værdigrundlag. Der er morgen-gåtur klokken syv, derefter morgenmad og morgensang klokken otte. Til frokost og middagsmad bliver der igen sunget før spisning, og så er der gudstjeneste en gang i mellem. Ramesh synes, det er lidt for meget med al den sang.

Når han er hjemme hos familien i Haslev, går han rastløse ture rundt i Frøgården, som er det boligbloksareal, hvor størstedelen af familien bor.Når han er på efterskolen, er han omgivet af tungeslaskende kærestepar. Men det gør ham ikke så meget lige nu, for ’de fleste, der har kærester, slog alligevel op for to–tre uger siden’. Familien synes, at han skal vente med at få en kæreste, til han er færdiguddannet.

3534

Bishnu og Bineeta blev gift i flygtningelejeren i Nepal for 5 år siden. Jette, der er del af Frivillignet i Haslev, har inviteret Bishnu og Bineeta på hjemmebagte kanelsnegle. Der er en stor gruppe frivillige i Haslev, der hjælper flygtningene med alt fra lektielæsning til at vise, hvordan man bager danske småkager. De fleste af dem, er pensionister, og meget glade for ‘deres bhutansere’.

3736

Bishnu går på VUC i Faxe. Da han var teenager, havde han kemiplakater og et skema over det periodiske system hængende på væggen. Han havde ’ikke forstand på romantik. Ingen uartige venner.’ I stedet for at have kærester og drikke alkohol diskuterede han med vennerne, og de kæmpede om hvem, der kunne få de bedste karakterer.

I 13 år har han været underviser i Nepal, og han vil gerne uddanne sig igen i Danmark, så han kan blive matematiklærer. ’Undervisning er et godt arbejde. Man har kontakt til elever og forældre’, efter en pause siger han’ måske bliver jeg kendt som en udlænding, som kan undervise, og så kan de andre se, at de også kan blive til noget.’ Han valgte netop VUC i Faxe, fordi de er få i klasserne, så man kan snakke med underviserne. ’Faxe VUC fik en 2. plads sidste år i bedste VUC’, siger han stolt.

’Hvad er det egentlig, der er sket der i Bhutan?’ spørger en elev fra holdet på VUC i Næstved. Underviseren har lige konstateret, at der aldrig er nogen elever, der har spurgt Bishnu, hvor han er fra, men i dag har hun taget et avisudklip med, hvor Bishnus historie står skrevet. Endelig får han muligheden for at fortælle om sin baggrund. Bishnu skubber straks sin stol væk fra bordet og går op til tavlen. Han starter med at vise, hvor Bhu-tan ligger på kortet og fortæller om det land, han er fordrevet fra. Hans bevægelser er store, og han hæver stemmen, når der er noget, han vil understrege. Bishnu har været underviser i mange år i Nepal, og det gør ham derfor ikke nervøs at stå ved tavlen. Inden frokost er der en prøve. Bishnu er færdig som den første. Han rejser sig fermt og afleverer papiret. Han tager omhyggeligt en slurk vand, mens han trækker skuldrene op og kigger over brillekanten op på væguret, og meddeler til underviseren, at han går ned for at printe. Her på VUC er han den eneste i sin klasse, der kun har været i Danmark i få år. Han tager de samme prøver som danskerne og fik 12 i naturfag og 10 i samfundsfag og matematik.

Bishnus holdning er klar. Hans familie skal tage en uddannelse og få et arbejde. ’I tyve år er vi blevet fodret af FNs hænder. Vi vil ikke også fodres her. Vi vil arbejde. Yde til Danmark!’.

3938

Søren er et år gammel. Hans mor, Khagi, ville gerne give ham et dansk navn. Da hun en aften så en reklame, hvor en Søren fra Nordea optrådte, besluttede hun, at hendes nyfødte søn skulle hedde det samme.

4140

Rada er 74 år og den ældste i familien. Han søger aldrig øjenkontakt men nikker i stedet høfligt og smiler stort og oprigtigt, når han bliver spurgt om noget. Han kom til Danmark i 2011 og hans dansk er meget begrænset. Han har tre børn i Danmark og tre i USA. Dagene i lejligheden på Grøndalsvej er ensomme. Han er alene hjemme indtil børnene kommer hjem om eftermiddagen.

Indra og Hem er brødre og bor sammen. Hem spørger ofte: ’Er det dansk at gøre så-dan?’. Han glæder sig til at få danske venner og til at skulle på højskole til sommer.

4342

Bishnu Maya er 21 år og elsker sangen papirklip af Kim Larsen. På hendes Facebook profil står der ’I love my family’. Hun skyper næsten hver dag med dem, for hun er den eneste fra sin familie, der er i Danmark. Resten blev genbosat i USA. Hun kom sammen med sin mand, Indra, og de har en pige sammen på 2 år. Hun regner ikke med, at de skal have flere børn. Hendes mor griner, når Bishnu Maya klager over, at det er hårdt at have ét barn. Hun har selv født tolv.Selvom savnet til hendes familie gør ondt, elsker Bishnu Maya at være i Danmark.Hendes stue emmer af rød-hvide farver. Hun og hendes mand, Indra, kender ikke så mange danskere, så de har fundet deres egen måde at være danske på. De spiser pizza en gang om ugen, og laver nogen gange kogte kartofler og grøntsager svøbt i bearnaisesovs, når de en sjælden gang får besøg af danskere. Bishnu Maya har været i praktik på et plejehjem. Hun var glad for det, men nogen gange bliver de gamle sure, når de ikke forstår, hvad hun siger.

4544

4746

Hele familien Adhikari er samlet for at fejre den nepalesiske mors dag.

Bishnu havde allerede inden de skulle rejse til Danmark meddelt, at han ville bo et stykke væk fra familien, så han kunne blive god til sproget og lære danskerne at kende. Han benytter hver en mulighed for at få danske venner, men han synes det er svært. ’Uden arrangementer kan man ikke få chancen for at møde nye mennesker. Der er unge i Haslev, men dem møder vi ikke.’’Hvis de bare forstod os og vores baggrund, ville de vide, at vi er meget åbne mennesker, og at vi ikke begår kriminalitet. Måske tænker de, at vi er ligesom i Afghanistan, hvor de brænder danske flag. Vi gør ikke sådanne aktiviteter. Vi er ikke i mod danskerne!’

Bishnu bor nede ved stationen med sin kone, Bineeta. Arbejdsmapper er linet op på hylderne. Kokostoppe og havreflager med chokolade fra Rema1000 står klar til når der kommer gæster. Eller til de jævnlige møder, som dansk-bhutanesisk venskabsforening holder hos ham. Bishnu er lige blevet formand. En aften i maj går han en tur i Haslev og konstaterer tørt ’det hus bliver snart solgt’. Han peger op på taget og siger ’Ja, taget er råddent, så de sælger huset i stedet for at lave det. For det er meget dyrt. Sådan gør man i Haslev’, konstaterer han.Han kender Danmarks system og Haslev by bedre end mange, der har boet her hele deres liv.

Bishnus højeste ønske, er, at få et statsborgerskab. ‘De, der ikke har prøvet at miste, ved ikke hvordan det er, ikke at have et land man kan kalde sit eget. Hvis man ikke har statsborger-skab, har man ikke en stemme.’

4948

Hem laver ofte ballade, som han selv kalder det. Han går på handelsskole i en klasse med tyveårige drenge. Selv nærmer han sig tredve år, men da hans rigtige alder ikke er registreret nogen steder, skrev de i flygtningelejeren, at han er 25 år. Han håber, at kunne ændre sin alder til den rigtige. ’Ellers skal jeg jo arbejde i fem år længere end os andre, før jeg må gå på pension.’Han synes, de danske TV-værter er smukke, og han kan godt lide bleg hud. Han vil gerne flytte til København i fremtiden, så han kan lære nogle flere danskere at kende.

Sashi er glad for sin praktikplads på Grøndalscenteret. Han synes, de ældre i Danmark har gode muligheder.

5150

Bishnu Maya og hendes datter på 2 år er endelig faldet i søvn.

5352

Familien Adhikari håber på at kunne blive i Danmark for altid. Endelig at få et land, et hjem. Og de unge par i familien - måske ét enkelt barn mere.

5554

Tak til:Hver og en i familien Adhikari – særligt til Bishnu og Bineeta

Majbrit Bonsu og de frivillige i Haslev – især Jette og Bent SchmidtAstrid Dalum og Mikkel Møller Jørgensen

Sarah Risbøl Jacobsen og Miriam Lykke SchultzMads Nissen

Og ikke mindst Marie, Nina, Grethe og Niels

©Louise Leth-Espensen2012