Jæger 200

Lars MøLLer

JÆGER 200

Med hjertet som indsats

Gyldendal

6. korrektur side 3jæger 200gyldendal

ordre 34109

Jæger 200 – Med hjertet som indsats© Lars Møller & Gyldendal a/s

Omslag: Janus rené andersen med forsidefoto af Kjeld ThomsenBogen er sat med sabon hos Christensen Grafisk

og trykt hos ednas Print, LjubljanaPrinted in slovenia 2011

1. udgave, 1. oplag

IsBN 978-87-02-11564-2

GyldendalFagbogsredaktionen

Klareboderne 31001 København K

33 75 55 55

Tilmeld dig Gyldendals nyhedsbrev på www.gyldendal.dk


ordre 34109

IndholdForord 6

kapitel 1 • Operation spyddets øje 10kapitel 2 • Ti år på en uge 30kapitel 3 • Jæger fra bunden 49kapitel 4 • I skyggen af den kolde krig 75kapitel 5 • Mikkel 94kapitel 6 • 9/11, afghanistan kalder 106kapitel 7 • anaconda 129kapitel 8 • Ministerbesøg i løvens hule 151kapitel 9 • Opklaring i bjergene 169kapitel 10 • en ny disciplin 194kapitel 11 • De første i Irak 223kapitel 12 • sophie 263kapitel 13 • Begyndelsen til enden 272kapitel 14 • På dagen 25 år efter 286

efterskrift 297Tak 303


ordre 34109

6

KapItEl 4

FoRoRdDenne bog har udgangspunkt i Jægerkorpset og mine 25 års tjeneste i det særlige broderskab. Men den handler ikke kun om Jægerkorpset, selvom den er fyldt med solide soldaterhistorier. Den handler om mit liv nedenun-der, om menneskelige overvejelser og om tankerne bag alle aktiviteterne, der knytter sig til at være jægersoldat. Bogen har som overordnet formål, at mine børn og min familie en dag kan finde svar på, hvorfor jeg valgte, som jeg gjorde, og rejste væk fra dem i lange perioder. Det har aldrig været let at rejse, og jeg ønsker, de ser, at jeg har tænkt mig om og aldrig bare efterladt dem, uden at det var for noget, jeg følte også var virkelig vigtigt for os alle. Noget der også formede mig, som det jeg har været for dem som far og søn og bror. en anden årsag til denne bog er, at det ikke altid er det bedste at tie stille. Mange af historierne er simpelthen for gode til at blive gemt væk. Der er for meget, der ikke må gå tabt. Jægerkorpset er en del af mastodonten, den urørlige klippe, der hedder Forsvaret. Her går regler, systemer, procedurer og reglementer foran in-novation, udvikling, nytænkning, fleksibilitet og overraskelse. Det er bestemt ikke kun til Jægerkorpsets fordel, at ingen taler om Jægerkorpset. Jeg har mange gange oplevet, at det har forårsaget fejlop-fattelse. Jægersoldater har hår imellem tænderne og spiser små børn til morgenmad, godt nok med lidt sukker på, men ofte er de rå. Jægersolda-terne dræber alle, de måtte komme i nærheden af, så slagmarken ligner et slagtehus, og »gud, jeg troede en jægersoldat var meget ... større«. Når myterne om jægersoldaterne blandes med frygten for, at noget kan gå galt, så kan det betyde, at Jægerkorpset står stille. For så er der beslutningstagere, der tænker, at det er bedre ikke at gøre noget end at gøre noget forkert. Når mange mennesker i Danmark ser Jægersoldaterne som myter, så gør politikerne også. Og så betyder det, at denne fejlopfattelse


ordre 34109

7

er en af årsagerne til, at Jægerkorpset alt, alt for sjældent bliver brugt i operative militære opgaver. Når man skal tie stille, er det, fordi tavsheden er en del af Forsvarets egenkontrol. systemet holder sig selv i live. stilheden holder myterne i live. Nogle af myterne gør jægeren arbejdsløs. Derfor taler jeg også. Kun en god håndfuld jægere bliver i Jægerkorpset så længe, som jeg har gjort. Man skal være heldig, og mulighederne for at udvikle sig inden for rammerne er ikke store. De er snævre, og man skal gå pænt lige for ikke at træde ved siden af og sno sig gennem den gamle virksomhed. alligevel vil jeg påstå, at ingen har elsket dette utraditionelle arbejde højere end jeg. Jeg har taget store og gode oplevelser med spænding, alvor, kammeratskab, offervilje, uselviskhed, kamp, sejre og stolthed med ud i mit nye liv. De sidder fast i mig, og jeg slipper dem aldrig. Jeg startede i Jægerkorpset som helt ung og grøn direkte fra værne-pligten. Noget, kun meget få gør. På min vej mod de sidste dage i Jæger-korpset havde jeg gået på alle de stier, man kunne, inden for det operative arbejde. Jeg har arbejdet mange år af mit liv i farlige områder på Balkan, i afghanistan og i Irak, og jeg har deltaget i mange operationer. Men jeg har altid syntes, det har været formålsrigt og uhyre interessant og givende. såvel fagligt som mentalt. altid noget nyt at lære. altid noget nyt at lade sig overraske over. Men der har været omkostninger. På den fysiske side kan jeg ikke klage. andre er værre stillet end mig og har ødelagte knæ og brækkede knogler, og nogle har mistet fingre og væv. Jeg har altid været toptunet og velfungerende. På nær to ting. Hovedpine, som jeg har haft, siden jeg var dreng, men som i mit arbejde har taget til i hyppighed og styrke. Det er en skavank, jeg håndterer og ignorerer, når det er nødvendigt. Og så har jeg ikke længere fuld hørelse. Jeg har simpelthen for mange gange ikke haft muligheden for at passe på mig selv, når skuddet fra sidemanden kom, når helikopteren, vi uforberedt hoppede ind i, larmede for meget, eller når sprængladningen eksploderede lidt for tæt på. Men mit arbejde har holdt mig i god form, og i forhold til det, jeg har været ude i, er de to skader vel ikke mere, end man kan forvente. skader som i øvrigt også værftsarbejderen, smeden eller mekanikeren døjer med. Men der har også været andre tilsyneladende usynlige omkostninger. Det sociale liv har lidt under mine ambitioner som elitesoldat. Det har været en tid i åbenhedens og frihedens komplementærfarver. alt har været


ordre 34109

8

frivilligt, og jeg har selv valgt det hele, men jeg har igennem tiderne gemt mig meget for andre mennesker. Ofte har jeg ikke kunnet sige, hvad jeg i virkeligheden lavede og arbejdede med. Ofte har jeg ikke orket forklarin-gerne. Og til mine nære og kære har jeg ofte ikke altid kunnet sige, hvad jeg skulle i morgen, eller hvornår jeg kom hjem, eller hvad planen for næste måned var. Jeg måtte udvikle en helt særlig vifte af små nødsystemer, der kunne træde i kraft, hvis det pludselig var i eftermiddag, jeg skulle rejse. Jeg har aldrig kunnet sige ja til private arrangementer i god tid, for jeg vidste aldrig helt, hvad der skulle ske, når jeg mødte på arbejde. Og når man mange gange nok har forsøgt at springe ud i det og gang på gang har skuffet invitationerne ved alligevel ikke at være i stand til at stille op, så var det bedre at dække sig ind fra start og sige nej med det samme. en meget begrænsende tilstand, og forhold der ikke er gode for det sociale liv. Jeg har virkelig gode kammerater i Jægerkorpset. så gode kammerater, at jeg har haft svært ved at starte andre venskaber op uden for hegnet, fordi det ofte føles, som om der mangler en hel dimension. Der mangler den dimension, der hedder, at man måske vil komme ud for at skulle redde hinanden fra døden eller måske endda dø for den anden i forsøget. en tillid, det er svært at forvente af andre, og som også er upassende uden for Jægerkorpset, for som regel er der jo ikke noget på spil, sådan for alvor. Det har bestemt kostet noget at være jægersoldat i 25 år, og jeg er sik-kert i nogle sammenhænge ‘mentalt arbejdsskadet’. Men det vil jeg leve med, for jeg ved, at jeg også har vundet så ufatteligt meget andet. Jeg bor langt ude i skoven i et fredet, naturskønt område, og her er ikke ret mange mennesker, jeg skal forholde mig til. Jeg tager altid mennesker og social omgang i afpassede, små portioner, og det er godt for mig altid at kunne vende hjem til roen. Jeg vil ikke være tvunget ind i sociale ryt-mer. Jeg vil kunne fordybe mig og høre lyde fra dyr og kunne lugte jorden. sådan har jeg altid ønsket at leve, og jeg håber også, jeg dør sådan. Jeg har rådyr, oddere, musvåger, grævlinge og isfugle i baghaven, og det er en oase for mig. Jeg ser naturen og dyrene som mere ærlige og opfatter egentlig, at de lever på kloden med større berettigelse, end vi mennesker gør. De spiller aldrig skuespil, snyder eller har egoistiske bagtanker. Mit arbejde igennem 25 år er et vidnesbyrd på, at der er mange onde mennesker her på kloden. Og egentlig kan man sige, at soldatens arbejde kan være inhumant og ødelæggende. Det egentlige formål kan ses som


ordre 34109

9

den sorte blomst af det, vi mennesker har udviklet os til. Det er ikke en særlig god udvikling, men sådan er det nu. alle samfund har deres krigere, selv dyreverdenen, og derfor er vi måske ikke så langt fra det naturlige alligevel. en engelsk parlamentariker har engang sagt: »Det eneste, der skal til, for at det onde triumferer, er, at gode mænd ingenting gør.« Jeg har ar-bejdet et sted, hvor gode mænd forsøgte at gøre noget hele tiden, og jeg har forsøgt at forholde mig til det, der er sket, og har givet mit bidrag til en større, fælles løsning, også uden for vores danske verden og grænser. Jeg har forsøgt at forandre ting i bedre retninger. Jeg står ikke alene. Mange danske soldater har ydet en kæmpe indsats og nogle helt sikkert også en større indsats end jeg. Nogle har betalt den højeste pris med deres liv. Jeg bukker mig i ærbødighed og respekt for dem, deres arbejde og deres familier, der nu står alene tilbage. Der findes måske konventionelle soldater, der har været i flere kamphandlinger, end nogle jægere har, og denne bog skal ikke glorificere Jægerkorpset mere end andre militære enheder. Men det er i Jægerkorpset, jeg har fået mine oplevelser og erfaringer, og jeg har ikke prøvet andet. Derfor handler mine fortællinger om det, jeg har oplevet akkurat i denne særlige enhed. Jeg har selvfølgelig en gang imellem savnet mit gamle arbejde i Jæger-korpset. særligt når der kommer en helikopter flyvende lavt hen over huset, eller når billeder af hårdt arbejdende soldater toner frem på nyhedsbil-lederne. Men det er kun godt. soldaten i mig lever endnu. Jeg ser stadig mine bedste kammerater og våbenbrødre. altid for lidt og for sjældent. Men nu skal vi jo heller ikke redde hinanden mere, og deres fokus går nu til dem, de skal redde eller reddes af. Det er helt naturligt. Før vidste jeg ikke, hvad det ville sige at være alene om sit arbejde, som jeg er i dag. Pludselig at forlade broderskabet. Men jeg er en enspænder og nyder det, lige så meget som jeg nød at være sammen med mine kollegaer i korpset. Jeg har altid ment, at man skal kunne være alene for at kunne være sammen. Jeg havde fuldkommen undervurderet den følelse af frihed, jeg siden har oplevet. Man ved jo ikke, hvad man ikke ved, og jeg har først virkelig opdaget frigørelsen og friheden, efter jeg valgte den. Jeg har åbnet for nye muligheder. Det betød denne gang, at jeg måtte lukke for nogle gamle. Jeg er jo ikke forfatter, men soldat. Og jeg ved ikke, hvordan man starter en bog. Men i grunden begynder man vel bare at skrive ...


ordre 34109

10

KapItEl 1

opERatIon SpYddEtS ØJE

»Nu er politikken krig, og krigen er politisk.«

Der er mørkt i den lange helikopterkabine. Vi sidder tæt side om side. selvom Chinook’en er en stor helikopter, så er den fyldt op. Chinook’en er sortmalet, og der er ingen kendingsmærker, blinkende lys eller det, man normalt ser på en helikopter. Denne engelske helikoptereskadrille har deltaget i alle de specialoperationer, som er fløjet for de engelske special-styrker fra sas (special air service) fra konflikten på Falklandsøerne og helt frem til alle de seneste operationer i Irak og afghanistan. Min patrulje tæller kun fire mand på denne opgave. Jeg er patruljefører, og med mig har jeg Flemming, Thomas og Ulrik. Vores opgave er at lokalisere og fange en bestemt radartekniker, som har særlig viden om fjendens radarsystemer. Han ønsker at hoppe af og har gennem et agentnetværk bedt om asyl. Med hans viden er der større sandsynlighed for, at alle vores egne strategiske bombefly kan passere fjen-dens radarsystemer og komme i dybden i fjendtligt territorie og nedkæmpe strategiske mål. Derfor har man prioriteret denne opgave til specialstyrker, og den er nærmest skræddersyet til os. små teams, der kan operere skjult langt bag fjendens linjer. Måske er han eller har været spion. Det ved jeg ikke, og vi spørger ikke om baggrunden for hans handling. Vi spørger ikke yderligere til ham overhovedet. Vores opgave er af operativ karakter. Vi skal bare hente ham hjem. Piloterne i Chinook’en er tilbagelænet dygtige, og de har en fantastisk evne til at få arbejdet gjort. Jeg ved, det handler om arbejdsholdning, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med nogle af de danske


ordre 34109

11

piloter, jeg i min tid er stødt på. Ting har forandret sig, og vores Hercules-besætninger flyver nu fantastiske og operative flyvninger. Men i mange, mange år var der i store dele af det danske flyvevåben, som jeg arbejdede sammen med, en nærmest afvisende holdning til Jægerkorpsets overener-giske arbejdsform. et typisk billede på dette kunne være, at der blev brugt uforholdsvis lang tid på at indlogere sig på et godt hotel, hver gang der skulle arbejdes et nyt sted, og det var, som om der altid skete noget med flyene, når det blev sent på aftenen. Dette forhold har bestemt forandret sig. Til alle soldaters held. Men disse engelske piloter lever som ægte soldater. De flyver gerne et helt døgn i træk, hvis det er nødvendigt, akkurat som vi jægersoldater også arbejder et døgn i træk, hvis det er nødvendigt. Derefter falder de om på det bedst egnede sted i en hangar, bag i flyet eller på jorden og sover i deres sovepose. De er flyvende soldater. Jeg har set disse professionelle engelske piloter vågne efter en kort, to til tre timers nattesøvn på netsæderne bag i flyet for derefter at tage en varm, engelsk feltration, en kop lunken kaffe fra termokanden, gøre sig klar til briefing for derefter igen at flyve videre kort tid efter. Disse piloter har min største respekt. De flyver til grænsen og kan deres job til fingerspidserne. De leverer varen og skuffer stort set aldrig. Det var med piloter fra denne eskadrille, vi i slutningen af firserne lavede de første taktiske landezoner i Danmark. Landezoner, hvor man med den 90 ton tunge maskine lander på steder, hvor der ikke er en officiel startbane. I Danmark brugte vi lange, lige, øde veje og brede strande på Vestkysten. Men det var med den helt særlige soldatermoral og viljen til at få arbejdet gjort, at de engelske piloter fra denne eskadrille imponerede mig. Gang på gang. Der er næsten helt mørkt i kabinen, og man kan kun lige skimte de andre soldater i det svage, røde lys. Vi er en hel deling jægersoldater, mere end 30 mand, men vi er på vej ind i to forskellige opgaver. Jeg skal med min patrulje gennemføre en opgave med udgangspunkt i en radarstation og med radarspecialisten som mål. et mobilt mål. De andre cirka 25 mand er sammen med deres fører, en ung, men ruti-neret kaptajn, samlet i et hold, som skal gennemføre et større angreb på en lokalitet, der også har med radaranlæg at gøre. Vi ved ikke så meget om resten af delingens opgave, da det er en del af vores eget sikkerheds-system, at man ikke ved noget om andre og deres opgaver. I tilfælde af


ordre 34109

12

at man bliver fanget og tvunget til at tale, kan man således ikke afsløre noget, der kommer til at føre til, at andre opgaver bliver kompromitteret. Forberedelsesfaserne sker under hermetisk lukkede forhold i noget, vi kalder »isolationsfasen«, og i denne fase har patruljen kun kontakt med få mission managers, som leverer oplysninger fra operationscentret og videregiver anmodninger fra patruljen. Isolationsfasen kan tage mange dage. Nogle gange helt op til en uge. Vores mission er denne gang særlig speciel. Det er en såkaldt »Black Operation«. en klandestin operation, der for alt i verden skal holdes hem-melig. Der er ikke officielt udbrudt krig. agenter fra såvel vores som fjendens side har længe været aktiveret, men egentlige krigshandlinger er endnu ikke startet. Vores indsættelse foregår i den »grå periode«. Det er konfliktens tusmørke. Den periode i den sidste optrapning af konflikten, der ligger mellem sammenbruddet af de diplomatiske forhandlinger og udbruddet af en officiel væbnet konflikt. Krigen er endnu ikke startet. Vores indsættelse har været forberedt længe og er en del af de afgø-rende forberedelsesoperationer, der gør den større hovedoperation om ca. seks dage mulig. I alt skal der indsættes 35 special operations teams fra NaTOs forskellige landes specialoperationsstyrker. I alt ca. 220 mand. Vi er organiseret i det, man kalder en CJsOTF (Combined Joint special Operations Task Force). Inden for de samme minutter om seks dage indledes 35 forskellige, men sammenhængende operationer forskellige steder her rundtomkring i det fjendtlige territorie. Området er på størrelse med det halve af Tyskland, så afstanden mellem os i de forskellige teams er stor, men alligevel føler vi os som en stor, fælles enhed, fordi alles opgave og vigtighed kan sidestil-les, og alle teams er gensidigt afhængige. alle steder bliver der om seks dage ødelagt militære, strategiske nøglemål. Mål, der har betydning for udfaldet af de første officielle krigshandlinger, og som kan være afgørende kritiske for selve udfaldet af den første del af kampagnen. radaranlæg saboteres eller angribes, antiluftskytsbatterier bliver sat ud af spillet, en dæmning, hvis strømturbiner leverer strøm til et militært hovedkvarter, skal sprænges ved hjælp af et angreb fra fly, som skal guides ind af et andet teams FaC-specialist (Forward air Controller, der guider fly ind til præcisionsbombeangreb), og to steder ødelægges militære lufthavnes hovedkvarterer. Overalt har vores CJsOTF drysset specialsoldater ud over fjendtligt


ordre 34109

13

territorie, for at vi kan krybe rundt som en dødbringende virus og sprede død indefra. selvom nye diplomatiske forhandlinger pludselig skulle blive en suc-ces på dette tidspunkt, har jeg ikke indtryk af, at det nu overhovedet er muligt at hente os hjem igen. Vi har passeret point of no return. Lige nu er det politiske spil netop politisk spil. Man trækker tiden ud lidt endnu for at få de sidste godkendelser i sikkerhedsrådet og for at få større folkelig opbakning for en udvidelse af konflikten. Politik og krig bliver i denne forbindelse en og samme sag. selvom mange ser lukkede skodder mellem disse to elementer, så er de på dette tidspunkt i en konflikt en fyldig og naturlig symbiose: Nu er politikken krig, og krigen er politisk. Det har været en lang forberedelsesfase, og opgaven har krævet enorm koordination med de andre 35 teams og enheder. Fra landsætningen om nogle timer og så til om seks dage har vi alle et enormt ansvar hængende over os. Hvis bare en enkelt af os, uanset nationalitet og team, opdages, vil det kompromittere hele den store hovedoperation, og der er mulighed for, at hele denne kampagne vil slå fejl, fordi man så ved, at det netop sker nu. Der er endda mulighed for, at en eventuel kompromittering af en patrulje kan føre til det egentlige krigsudbrud. Og akkurat i denne fase er det vigtigt at have kontrol. Vi må ikke blive opdaget. For denne gang kan det gå ud over langt flere end bare vores eget lille team. Fjenden vil blive bekendt med, at vi rent faktisk er i området, og på de andre nøglemål vil vagtstyrkernes antal øges, og jagten på fremmede vil blive intensiveret. alle jægere er nødt til at være ultra skarpe, og sanserne skal sidde helt uden på tøjet. Vores rygsække er kæmpestore. Det er ikke den tungeste udrustning, jeg kommer til at bære på en operation, men de vejer dog mellem 40-45 kg. De er fyldt med mad, vand, ammunition, soveposer, ekstratøj, regntøj og specialudstyr som kikkert, langtrækkende specialradioer og vand-rensningsudstyr. Nogle har Carl-Gustaf-panserværnsraketstyr med, og man kan i helikopterens svage, røde lys skimte de lange rør, der stikker op mellem rygsækkene. ammunition er den tunge vægtsluger. Den vejer ca. 50-75 % af den vægt, jægeren bringer med ind. I denne konflikt skal vi ikke selv medbringe vand. Det findes heldigvis i området, og dette gør, at vi kan have mere ammunition med. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad det er for en nærmest fysisk lov, der træder i kraft her. Måske den skal kaldes »Den jægerske vægtlov«. altid vejer


ordre 34109

14

rygsækken på denne type opgaver akkurat det, vi kan bære. Det er sjældent sådan, at man under gode opgaver bærer mindre og under dårlige og be-sværlige opgaver bærer mere. altid har man ca. 50 kg letvægtsudstyr med. Men dette er en kombineret opgave, der indeholder såvel observationstje-neste som kampopgaver, og det er sjældent, vi er så tungt udrustede. Vi flyver med 350 km/t i et forholdsvis kuperet terræn. Når jeg kigger ind mellem de andre jægere og ud af de små, runde vinduer i den modsatte side af flyet, kan jeg se ud og »op« på de få huse, der ligger her i dette el-lers øde område. svagt skimter man lys i små vinduer, der fanger øjet i et ellers helt mørkt landskab. Vi flyver taktisk nu, det mærker jeg tydeligt. For at flyve taktisk må man gå så lavt ned som muligt, så man ikke ses langt fra eller beskydes. Det betyder, at man følger terrænet i mindre end ti meters højde. CH-47 Chinook-helikopteren er en af de stærkeste helikoptere, der findes, og med sine to kæmpestore rotorer og en særlig terrænfølgeradar, der hjælper de superrutinerede piloter, kan den flyves endnu mere taktisk end andre svagere helikoptere. Piloterne flyver helt i mørke med Night Vision Goggles (NVG). NVG er natbriller, der sætter en i stand til at se, selvom det er bælgravende mørkt. Chinook’en er i stand til, selv med ekstrem tung last, at følge terrænet fuldstændigt, fordi den har kræfterne til at trække sig selv rundt i skarpe kurveforløb. Min krop protesterer. Det er helt tydeligt, at vi nu flyver vildt og meget lavt i de smalle bjergdale. Det er sikkert godt, at det er så mørkt, at vi ikke kan se den flyvning, vi er med i. Tyngdekraften og centrifugalkraften kæmper om magten. Man skiftevis trykkes ind i sæderne, så ind i jægeren ved siden af, så trykkes man frem-over og så ned. enkelte gange er jeg nærmest vægtløs, når piloten netop har passeret en bakkekam og derefter bruger de mange tons helikopter og mandskab til at lade flyet tungt falde ned i følge med terrænet igen. Jeg bliver flyvesyg for første gang nogensinde! Denne flyvesyge fylder minut for minut mere og mere. Jeg bruger min energi på at vende mit fokus på opgaven. Jeg ved, det nu er farligt at falde i »jeg-har-det-åh-så-skidt-fælden«. I denne situation hjælper det at koncentrere sig om opgaven. Gennemgå samlepunkter og visualisere sig ruten. Igen gennemtænke de mulige nødplaner og i tankerne lave kontrol af udrustningen og planerne. Der er masser at køre tjeklister på, og hver jæger har sine egne systemer for at få orden og struktur på det kaos, der venter de nærmeste dage. Men det er min første flyvesyge, og det hjælper desværre ikke at tænke


ordre 34109

15

på noget andet. Jeg bliver klar over, at jeg må finde noget at kaste op i. Og mens jeg pludselig bruger alt for meget energi på at finde noget egnet at kaste op i, kommer det bare nærmere. På den første nat under en operation kan man have en madpakke med. Normalt spiser vi frysetørrede rationer, men den første nat kan man for-kæle sig selv lidt, fordi man ved, at man ikke skal slæbe så længe på det og i øvrigt kan have korttidsholdbar mad med. Denne luksus accepteres, fordi man ved, at belastningen er væk inden for de første par timer af opgaven. Førstenatsmadpakken er nærmest blevet en norm. Den er som regel særlig god, fordi den jo er hjemmesmurt, og man har lavet nøjagtigt det, man har lyst til før afgang fra lejren og ved, man skal undvære længe nu. en gang imellem er denne madpakke suppleret med en cola. Normalt har vi altid, af flere årsager, afholdt os fra den luksus, det er at tage cola og slik eller andet unødvendigt med ud på opgave. Det er en jægernorm. Det er ikke rationelt, og det er ikke nødvendigt. Det er et spørgsmål om at acceptere afsavnet, og det er jo en vanesag, som de fleste faktisk mestrer. at medbringe slik og cola er noget, der samlet set belaster hele patruljen. Der kan ikke argumenteres for denne type ting. alle de kilogram, der nor-malt er pakket ned og medbragt, har betydning for opgaven. alle jægere er normalt belastet til det yderste på vægt, efter Den jægerske vægtlov, og hvis man overvejer at tage eksempelvis en halv liter cola med, var det jo langt bedre at overveje at tage et halvt kilo ammunition mere med. Jeg må ofre madpakken. Derefter slår jeg en knude om posen og skub-ber den ind under sædet og giver mig selv ret til lidt ærgrelse. efter nogle timers flyvning lander vi på et øde sted med kun lidt vegeta-tion i nærheden, som vi hurtigt skynder os hen til og nærsikrer. Terrænet er akkurat så kuperet, som vi har kortlæst det til. Flyvesygen forsvinder med det samme, vi har ben på jorden. Dette er en kombination af noget fysiologisk og så det faktum, at disse første minutter på jorden efter en landsætning er utrolig farlige og vigtige. Det viser sig indenfor den første halve time, om der er nogen i nærheden, der har hørt eller opdaget land-sætningen. Hvis man overlever denne første korte periode, er der en god sandsynlighed for, at der ikke er nogen, der forbinder helikopterlyd med, at der nu pludselig er specialstyrker på jorden. Der er ingen tak eller kommunikation til piloten. Kun loadmasteren vinker et kort held og lykke til os på vej ud af rampen. Hurtigst muligt letter de igen med resten af jægerne. et fly på jorden er mere sårbart end


ordre 34109

16

i luften. Om fire timer er besætningen tilbage i lejren, og deres arbejde er slut. Men vores opgave er først netop påbegyndt. Da jeg har fået klartegn fra alle i patruljen og sikret mig, at de er OK og klar til at forlade området, rejser vi os fra vores knælende stillinger, finder ind i vores formation, der gælder for åbent terræn, og starter infiltrationen. Der er fugt i luften i det bjergrige terræn, man kan se den i NVG som små dråber i luften, der slører billedet lidt og får det til at danse i den elektro-niske lysforstærkning. Vi har alle studeret kortet og ruten og ved, at vi skal op over den bakkekam, vi netop er landet bag ved, og vi går uden at kigge på kortet. Det gælder om at komme væk fra dette område, hvor vi netop er landet. Det er indtil videre det eneste sikre udgangspunkt for en eventuel forfølgelse af os. Landezonen er som et våben på et gerningssted, og her er masser af friske spor for en sporhund. Vi er alle tændte, og alle er lidt mere på vagt i disse operationens første timer. Det viser sig, at der ikke er nogen, der har opdaget os eller har hørt vores landsætning. Vores mobile mål, radarteknikeren, arbejder to forskellige steder. Der er vagter på såvel radarstationen og på radarbasen. Han har tre personlige vagter. Måske har han i virkeligheden afsløret sig selv som mulig afhopper og mandsopdækkes, fordi han har lige så stor værdi for vores fjende, som han vil have for os. radarstationen er ikke vigtig for os som objekt eller mål, men vi må kende til området for at kunne have den bedste forudsæt-ning for at lave en hurtig og clean operation her. Det er radarteknikeren, der er vores mål. Når vi tager ham, er det me-ningen, at de andre landes specialstyrker samtidig angriber deres mål, og på denne måde sætter fjenden ud af spillet på strategiske områder. Vi går hele natten, og tidligt næste morgen rammer vi vores operations-område. Den første nat med fem til syv timers march afføder altid ømme ankler og er altid opslidende. Man glæder sig altid til at komme frem, komme i soveposen og få hvilet ud. Under forberedelserne hjemme på basen sover man om natten og er vågen om dagen. Men den første nat på en operation er vendepunktet for denne døgnrytme. egentlig burde man i forberedelsesfasen indbygge døgnvendt hviletid, men det er der aldrig tid til. Man kan altid forberede sig lidt mere på et eller andet vigtigere, og det prioriteres desværre altid over søvn. Derfor er denne første nat altid hård. Døgnvendingen tages som en »kold tyrker«, og man arbejder igennem det første døgn, til man er så træt, at man kan sove på alle tidspunkter og alle


ordre 34109

17

steder. Derefter er det let at tage hul på den nye rytme, hvor man arbejder om natten og hviler om dagen. Tidligt næste morgen lige før solopgang finder vi indgangen til radar-stationen, og på mange hundrede meters afstand holder vi nu denne første dag øje med objektets omkringliggende terræn. Vi kigger efter mængden af køretøjer og fjendens helikoptere, holder øje med små tegn som fodspor i terrænet omkring objektet, som kan sige noget om vagtstyrkerne, lyde, der afslører noget om aktivitet på objektet, hundegøen og lugte, der kan fortælle noget om handlinger eller bevægelser i området. Bare det at være i området en hel dag giver indtryk af ro eller uro, aktivitet eller inaktivitet. Her var ro. Vi har fundet en god observationspost i udkanten af lidt tæt vegetation, hvor også vores lille, ydmyge patruljebase er placeret. Den fylder næsten intet. Vi ligger helt tæt, så vi uden at skulle flytte os kan sikre hinanden i alle retninger og gennemføre lydløs kommunikation. Opholdet i patruljebasen er en utrolig balancegang mellem at gøre ab-solut intet og så samtidig få et liv til at fungere. Mange vil sikkert tro, at vi ved den mindste trussel springer op, og som første nødplan kæmper os ud af problemerne. Men faktisk så er kamp den mindst gunstige udvikling på denne type observationsopgaver. Vi går utrolig langt i ydmygheden, for at opgaven kan fuldføres. Vi er normalt i undertal, og kompromitte-ring vil ødelægge vores mulighed for at løse opgaven. Jeg har flere gange haft eftersøgningshold gående kun få meter fra mig, og kun fordi vi har kamufleret os grundigt, valgt gode, utænkelige og meget ydmyge steder, opdages vi sjældent. Dette giver os en kæmpe fordel. De eftersøgningshold, der allerede har været i området, vil »blåstemple« området som frit og renset, fordi de ikke tror, der er nogen; de har jo selv netop været der. Og det giver os fred og ro til at kunne fortsætte med opgaven. Men dette er et nervepirrende spil, for hvis man opdages, så er fjenden jo så tæt på, at det ofte kan gå galt for os selv. I værste fald kan vi ikke overraske fjenden og være sikre på at nedkæmpe dem. så når disse situa-tioner nærmer sig, kører alles analysehjerner på højtryk for til stadighed at vurdere situationen. alle patruljemedlemmer observerer og vurderer situationen, og patruljeførerens tanker handler om rationelt at justere og regulere planen for de kommende minutter til den bedst mulige løsning. Man kan ikke tale sammen, og alle har øjnene rettet mod afsøgningshol-dene, men er disciplinerede nok til at trække den så længe, det overhovedet


ordre 34109

18

er muligt. Med jævne mellemrum kigger patruljemedlemmer på patrul-jeføreren for at få håndsignaler om eventuelle justeringer af den aftalte plan. Kamp er normalt ikke ønskelig, og belønningen for at vinde dette mindgame er, at man faktisk efterfølgende ligger i endnu mere sikker patruljebase og kan fortsætte med opgaveløsningen. Vi har forberedt os, så godt vi kan, og har fulgt Jægerkorpsets tidskræ-vende forberedelsesprocedurer. Vi har også lavet mange falske blindspor, der blot går rundt og rundt, i tilfælde af at der pludselig anvendes afsøg-ningshunde imod os, og vi har vores vagt og observationspost liggende, så den dækker et størst muligt område af terrænet foran os, hvor man også kan se de veje, der er tættest på os. Det betyder, at der ikke pludselig kan komme en lastvogn fuld af afsøgningssoldater, uden at vi opdager det. at finde en god observationspost er altid et kompromis, for det perfekte finder man næsten aldrig. Det vigtigste er altid at kunne løse opgaven fra stedet. Da vi i første omgang skal stadfæste pattern of life, det vil sige den daglige rytme for vores radartekniker, er det i dette tilfælde at have fuld indsigt på netop det område, vi har vurderet som indgangen til radarstationen. Men andre vigtige ting at tage højde for er, hvordan vi rent fysisk er placeret, hvis vi skulle blive opdaget. er der dækning, så vi kan kæmpe fra vores observa-tionspost og patruljebase? Kan vi komme uset ud af patruljebasen og i et stykke tid være i skjul og sløring, hvis vi har mistanke om at være blevet opdaget i dagslys? er der plads til, at alle kan ligge ned og hvile ordentligt, så vi hele tiden trods arbejde er så friske som muligt til måske at skulle klare nogle døgn uden søvn? Kan vi få forbindelse med vores langtræk-kende radio fra området, eller er der jordbundsforhold, der vanskeliggør god HF-forbindelse? Der er mange faktorer, der spiller ind, og i sidste ende vælges den bedste løsning ud af de mange mulige. Men der er desværre, ved dette sted jeg havde valgt, en blind vinkel bag ved observationsposten og vores lille patruljebase. et sted, vi ikke har fuld indsigt på, og et sted, hvor man kan komme lidt for tæt på os, uden at vi vil opdage det så tidligt som ønskeligt. Dette blinde område skal nogle dage senere vise sig at være årsag til, at vi må ændre vores planer. allerede på den første dag ser vi radarteknikeren i den lille firehjuls-trækker. Han har mindst to vagter med. De forlader radarstationen tidligt om morgenen og ankommer igen sidst på eftermiddagen. Jeg husker ikke længere nøjagtige tidspunkter, men i løbet af de næste par dage viser det


ordre 34109

19

sig, at han kører fra radaranlægget på forskellige tidspunkter om formid-dagen, men at han hver eftermiddag på omtrent det samme tidspunkt ankommer. allerede nu former der sig for mig en løs plan om, at vi derfor må tage ham om eftermiddagen, når han ankommer. Vi har jævnligt kontakt med basen over radioen, og vi hører, at den resterende del af Jægerkorpsets operative deling også er i deres operati-onsområde og har forberedt et angreb. et angreb, hvor de på afstand skal ødelægge deres udpegede mål med tunge våben. Jeg tænkte det nok, da jeg så deres store rygsække og Carl Gustaf-raketstyrene. De har set vores radartekniker passere ind og ud af deres område, så det er altså her imel-lem, han bevæger sig. Han ankommer sent om formiddagen til dem og kører derfra igen tidligt om eftermiddagen. sandsynligvis direkte til os. Dette er perfekt for os, for det betyder, at vi måske, igennem vores egen base, kan forvente en eller anden form for varsel for hans bevægelser. Vi rykker for et fastlagt koordineret angrebstidspunkt. Dette kaldes i mili-tær sammenhæng normalt for Kl. H. Hvis vi allerede nu kender kl. H, vil det gøre vores egen planlægning lettere over de næste dage. Men vi får et signal tilbage om, at det ikke er kendt endnu. Vi observerer endnu en dag. Igen gentager mønsteret sig. radartekni-keren kører tidligt om formiddagen og er væk hele dagen. sen eftermiddag ankommer han igen til området og kører med sine vagter ind igennem lågen til radaranlægget. Tredjedagen forløber på samme måde. Nu har vi ligget så mange timer i området, at jeg begynder at føle mig mere og mere sikker, og basen sætter ikke megen fært til eventuelle hundepatruljer mere. Vi er ved at være en del af skoven. små fugle kommer tættere og tættere på, og nogle lander endda på soveposen og undersøger, hvad det nye i deres skov er. Men på fjerdedagen sker der noget uventet. Thomas har haft vagt og gennemfører en stille alarmering af os alle, da han har vurderet, at vi må op og sidde klar. Jægerne ligger ikke vågne i dagevis. Det sker kun, hvis det er nødvendigt, og hvis man absolut skal. Det er vigtigt at hvile, så man altid er så klar som muligt. Det er en soldats pligt at holde sig udhvilet. Når man er flere sammen, giver det derfor god mening at have en vagt, som passer på os alle sammen. På denne måde kan ressourcerne i patruljen holde længe. Men når man bliver vækket på denne måde under en stille alarmering, er man ikke i tvivl om, at noget er galt, man er fuldkommen vågen straks, og det føles på denne måde, som om adrenalinen kunne vække en død


ordre 34109

20

til live. alle sensorer stritter og er med det samme klar til modtagelse af lyde, lugte og syn. De næste par sekunder går med at orientere sig imod situationen, komme lydløst ud af soveposens alt for indelukkede vægge, pakke sammen og trække springbenet op, og om nødvendigt kæmpe for livet. Det hele foregår fuldkommen uden lyde. så snart jeg er vågen og har kontrolleret mit våben og har set, at det ikke er inden for de nærmeste 50 meter, vi har besøg, sniger jeg mig hen til Thomas og får en briefing af ham på det, han mener, der sker. Thomas har det sidste kvarter oplevet øget unormal fjendtlig aktivitet, og der er ankommet flere køretøjer på vejene. Det værste af det hele er dog, at der kommer mange lyde af folk og køretøjer, fra et sted nede bag ved os, i modsatte retning af vores mål. Der er fjender i det blinde område. Jeg bevæger mig sammen med Ulrik hen til en position lidt nærmere den fjendtlige aktivitet for at få kontakt med situationen, og efter ti-tolv minutter ser vi de første. en afsøgningspatrulje med hunde. Men de er ikke helt oppe i vores område endnu. De går i et område på den anden side af en lille skovvej, der adskiller os og dem. De går frem og tilbage, og det er helt sikkert, at de sweeper skoven for at undersøge, om der mon skulle ligge en fjendtlig patrulje her. Vinden er med os. Den blæser ud over marken ned imod lågen. Væk fra hundepatruljerne. Vi har nu pakket alt og er klar til at frigøre os, men efter en time af-bryder de afsøgningen, sidder op i lastvogne og kører væk. Det er nu afgørende, om det er os, de specifikt leder efter, eller om dette er en del af det normale, tilfældige mønster. Har vi mon lavet en forkert lyd? er der andre, der er blevet opdaget? er vi blevet forfulgt for fire dage siden under vores infiltration? eller var dette en tilfældighed? Det havde været godt og belejligt, hvis vi kunne blive liggende her til sidste øjeblik, før radarteknikeren ankommer, og vi får ordre til at fange ham. Men sådan bliver det ikke, som situationen er nu. Det er min vur-dering, at det på grund af den megen aktivitet i det blinde område er for usikkert at blive liggende her. Jeg tror, at deres næste skridt er at afsøge den del af skoven, der ligger på vores side af den lille skovvej. skovområdet for vores patruljebase. Jeg føler på dette tidspunkt, at såvel opgaven som os selv er stærkt truet. Jeg gennemtænker ændringer af planen. Vi må udbygge vores muligheder, og jeg beslutter mig for, at vi i de stille timer imellem kl. 0200 og kl. 0400 bevæger os ud på en rekognoscering ved porten til objektet. Det er sandsynligvis her, vi kan tage vores mål.


ordre 34109

21

Lige uden for perimeterhegnet, før de kører ind på radarstationen, har vi set, at de må lave et naturligt stop for at åbne lågen. Den ene vagt har hver dag forladt bilen her, og i det hele taget er de lidt mere sårbare i ak-kurat disse sekunder. Jeg sender Thomas og Flemming helt ind på selve objektet inden for hegnet for at undersøge dette nærmere og hente flere informationer, og jeg prioriterer selv at være ude og undersøge det plan-lagte tilfangetagelsessted. Da Flemming og Thomas kommer tilbage, har vi fået lidt flere oplys-ninger om objektet og fået yderligere indtryk af stedet og forholdene. Dette bruges til nye planlægningsanalyser i patruljebasen. Men en gang imellem er det ikke kun rå analyser og procedurer, der viser vejen. Man må kunne se de utænkelige muligheder, og nogle gange må man tænke ud af boksen. Thomas oplyser, at han faktisk fandt et sted inden for hegnet, hvor der var en meter høje bregner. Da vi ikke på noget som helst tidspunkt har set løse hunde inden for hegnet, overvejer jeg en dristig plan. I stedet for at ligge herude og observere objektet planlægger jeg, at vi lægger os inde på objektet og observerer ud. Dette er stik imod vores egne regler og procedurer. samtidig er det sikkert også helt utænkeligt for vores fjende, at nogen har modet til det. Måske det netop i den omvendte psykologi kan være endnu mere sikkert for os og kan give os en større chance for at løse opgaven succesfuldt. Der var også praktiske fordele ved denne ide. Vi ville være meget tæt på det sted, hvor vi har tænkt os at tage vores mål ved lågen, og det gi-ver mindre bevægelse tæt på det aktuelle tidspunkt ved tilfangetagelsen. samme nat flytter vi ind i løvens hule. Da vi vågner næste morgen, regner det. Tung, iskold regn. Vi kan kun til nød holde os tørre i vores regntøj de første timer. Men det fortsæt-ter med at regne, og det ender med, at vi ligger i vand på jorden, og det er der ikke noget af vores regntøj, der holder til. Kropsvægten trykker simpelthen vandet igennem Goretex-membranen. Det er helt sikkert, at vi alle ligger og håber, at vi må tage vores fange den følgende dag, så vi kan frigøres fra at ligge her i de høje bregner. Men ingen siger noget eller fremsætter ønsker. Vi er alle trænet til at klare mærkelige situationer og acceptere umenneskelige udfordringer og fysiske afsavn, og dette er bare en ny situation. Det kunne have været meget værre. Det kunne have væ-ret koldere, vi kunne have været på flugt, eller vi kunne have ligget uden


ordre 34109

22

radioforbindelse. Det gik faktisk godt, og det kørte efter planen. Det var egoistisk at tænke på sig selv. Dette handlede jo om noget meget større og vigtigere. Der er absolut gode ting ved meget dårligt vejr. Vi ved, at vores træ-ning, holdning og selvdisciplin er et godt hak bedre, end de fleste andre soldater. Det gør dårligt vejr, forfærdelige terrænforhold, vildt klima eller umulige strabadser til noget, der pludselig er en fordel for os. Det har altid heddet sig, at regn, snestorm og høj vind var godt patruljevejr. Netop af denne årsag. Men også fordi det er sværere at høre og se og bruge optisk udstyr imod os. Her er det mere mand mod mand, og her er vi absolut et stærkt kort. Vi ligger således i den iskolde regn og føler os stærkere end fjenden. Vi har stadig samme samlepunkter uden for hegnet, hvis noget skulle ske, og vi har justeret vores plan for kamp fra bivuakken, hvis vi imod forventning skulle blive opdaget herinde. Men bortset fra det er vi stadig i gang med opgaven, og vores plan virker endnu. De næste to dage gennemfører vi opgaven indefra, og vi får stadig be-kræftet, at han hver dag kører fra radarstationen om formiddagen på lidt forskellige tidspunkter. Om eftermiddagen ankommer han igen til vores område og passerer igennem lågen sen eftermiddag, omtrent samme tid som tidligere. Med jævne mellemrum kommer der almindelige runderingsvagter inden for hegnet, omkring 125 meter fra os. Vi kan ikke se dem, når de kommer, men må stole udelukkende på vores hørelse, for et enkelt kig op over breg-nernes tag kan måske afsløre os. I disse minutter spænder alle i patruljen op. Våbnet tages i liggende nærkampstilling, og hver mand intensiverer observationen i sin egen sikringsretning, klar til at alarmere patruljen, hvis man pludselig ser noget tæt på. Man indtager en lavt knælende eller hugsiddende stilling med fronten udad i en lille rundkreds, der gør, at man hurtigt kan springe op og bevæge sig. Patruljen ligger som rovdyr på spring, men jeg føler mig også som bytte. Det er en ekstremt intens situation, når fjenden er så tæt på. De gange, runderingsvagten har hunde med, kan vi fornemme uro, og at hundene reagerer på os. Det er sjældent, at man kan snyde en hunds sanser. sporsløring imod hunde handler udelukkende om at gøre hundeføreren i tvivl om hundens hensigt. Til sidst sætter han så hunden på plads, selvom den har ret, og han tager fejl. Vores plan virker. Der er heldigvis ingen af


ordre 34109

23

hundeførerne, der stoler på deres hunde. Der kan jo logisk nok ikke være noget inden for hegnet! På fjerdedagen er der unormal aktivitet i det område, hvor vi havde vores patruljebase, før vi flyttede inden for hegnet. I løbet af de næste to timer hører vi, hvad der svarer til samme aktivitet, vi oplevede for nogle dage siden. Lastvogne standser, folk stiger ud, og der er en bagsmæk, der åbnes og lukkes. Lidt råben og kommandoføring. Hundegøen og derefter igen sweeping af skoven. Flemming, der har vagt, stikker forsigtigt hovedet op, først i farlig retning mod der, hvor radarstationens runderingsvagter altid kommer fra, og derefter i rolige bevægelser over mod vores gamle obser-vationsstade. Han smiler, da han lavmælt siger: »Der kom lige to mand ud af skoven med hunde, akkurat der hvor vores observationspost lå« Det var godt, vi flyttede. ellers havde vi været færdige nu. Opgaven og vi havde været kompromitteret, og måske havde det haft indvirkning på alle de andre patruljers arbejde også. Men vi er ikke færdige. Vi er gennemkolde. Man kan ikke sige, at vi fryser, for det er jo en beskrivelse af en følelse, og den har vi fjernet os fra for mange dage siden, da vi erkendte, at vi måtte ligge under åben himmel i den kolde regn. sådan som opgaven har udviklet sig, åbenbares det faktum, at alle jægere er udvalgt, fordi de også i perioder kan leve med fysisk afsavn, og dette sætter os i stand til at spille på samme hold som elementerne. Men jeg må forholde mig til, at vi er kolde, og at vores muskler begynder at fungere dårligere og langsommere. Men der er også tegn på andre alvorlige påvirkninger. Huden på mine hænder er helt op-svulmet og ødelagt, som når man har taget bad for længe i varmt vand. Jeg må tage mine handsker på for at beskytte den ødelagte hud, der let smuldrer af i små klumper, når jeg tager for hårdt fat. Tidligere, da jeg skulle tage mit våben, nærmest pløjede en skarp kant på magasinet sig ned i håndfladens overmodtagelige hud. Oftere og oftere rammes jeg af kulderystelser og ved, at det eneste, jeg kan gøre, er at slappe af og forsøge at lave luftlommer i tøjet, der kan isolere lidt mellem de forskellige våde lag tøj. Jeg kan ikke længere holde varmen i mine fødder, og det føles, som om der er kold mudder i støvlerne. Ved et nærmere eftersyn finder jeg ud af, at det er størknet blod. Der er gået hul på huden imellem mine tæer, fordi den er revnet flere steder. Da jeg opdager det, er jeg klar over, at vi snart må gøre noget. Jeg kan ikke gå langt med opløst hud på fødderne. Det holder de ikke til. Der skal snart tørring til.


ordre 34109

24

Varm mad, kaffe eller te eller en kop varm kakao ville gøre underværker, men det er umuligt her, hvor vi ligger. Jeg begynder at glæde mig til lidt action. Min krop trænger til nye toner. Vi får den næste dag en vigtig radiomelding fra basen. Kl. H er nu fast-sat. Det vil sige, at vi nu ved, at vi i morgen skal slå til og tage vores fange tidligst ved mørkefald. Dette giver os et problem, idet vi jo har planlagt at tage ham, når han ankommer ved lågen. Hvad nu hvis det er tidligere? Vi kan med kun et døgn tilbage til kl. H ikke nå at lave en ny plan, for vi kan ikke nå at skaffe os grundlag nok til radikale ændringer. en nat til rekognoscering og flytning af patruljen er ikke nok til den slags større ændringer af manøvreplanen. Jeg prioriterer, at vi fastholder planen og beslutter at ændre lidt på kravene og præmissen i stedet. »Vi må tage ham tidligt,« siger jeg lavt. »Men det kan vi kun tillade os, hvis det sker fuldkommen lydløst. Kan vi det?« spørger jeg de andre. Det gør, at vi måske må have radarteknikeren i vores varetægt i nogle timer før kl. H, og at vi skal slette alle spor efter tilfangetagelsen for ikke at kompromittere andre patruljer. De andre nikker, og jeg ser, de forstår vigtigheden af netop denne lydløse del. Denne nye plan er den bedste af de nu mulige, og den passer faktisk fint med vores gamle plan om at tage vores radartekniker til fange ved lågen. Vi har planlagt at overmande vagterne akkurat på det tidspunkt, hvor den ene har forladt firehjulstrækkeren for at åbne lågen. Thomas tager denne vagt, og Flemming tager køreren. Jeg tager radarteknikeren, og Ulrik tager den sidste vagt, som Flemming hjælper med, når han har pacificeret køreren. Det er afgørende, at vi gennemfører tilfangetagelsen helt lydløst, og det betyder, at vi som udgangspunkt ikke kan skyde. Det ville være fatalt, hvis resten af radarstationen »vågner op« og opdager, at noget er galt. Derefter er det planen, at vi tager alle vagter levende el-ler døde, smider dem om bag i firehjulstrækkeren og kører til et område mellem dette og vores pick up-sted. »Ulrik, send til basen, at vi gerne vil samles op på det aftalte sted kl. 0200 i morgen nat.« Ulrik nikker. Jeg følger op: »så klargør og pakker vi vores udrustning, på nær let kampudrustning, som vi let kan operere med, og gemmer vores rygsække i skoven oppe ved pick up-zonen. Vi må ligge her uden udrustning den sidste nat,« siger jeg. Ulrik siger: »Jeg håber fandeme, det bliver den sidste.« Flemming, der er superstærk, men også lidt barnlig, udnytter situationen i Ulriks svag-


ordre 34109

25

hedstegn og smiler med en sød trutmund. Han kunne nemlig have ligget her en uge mere, hvis det var nødvendigt. Ulrik siger pludselig alvorligt, da et signal ruller ind på radioen: »Kl. H er uændret.« »Fedt, lad os håbe, det så er sidste nat,« siger jeg. Om formiddagen passerer radarteknikeren ud med kun to vagter. Det var gode tegn. Det vil sige, vi måske får en lettere tilfangetagelse med en vagt mindre. Men dagen er ung, og alt kan stadig ske. Det har regnet hele natten, og der er mere regn også denne dag. Det kunne næsten virke, som om tiden går langsommere. som om en overordnet kraft har besluttet sig for at udsætte os for den sidste mentale prøvelse. Minutter og sekunder tælles, og vi kigger oftere på uret end normalt. Vi spiser kun let mad, energibarer og kiks og drikker vand. Vi er endnu mere forsigtige end tidligere, fordi der nu er forholdsvis mere på spil. Men det føles som en befrielse ikke at skulle forholde sig til sin tunge udrustning og sovepose og regnslag og bivuak og alt det, man ellers medbringer. Vores rygsæk er jo vores liv, og man lider et vist afsavn uden, men hvis nogen skulle opdage os nu, er vi lette og bedre rustet til at kunne kæmpe optimalt, for kamp med basis er utroligt meget lettere end kamp med rygsækken på. Denne dag fornemmer jeg hos alle en blanding af intensitetsforventning og frihed. en lettelse over at denne opgave snart kan være slut, og vi snart kan få varmen igen, og jeg glæder mig til at få arbejdet gjort færdigt. På en øvelse i Tyskland i slutningen af firserne havde jeg en gruopvæk-kende oplevelse. Vi blev pludselig opdaget i bivuakken, og det var næsten umuligt for os at gennemføre den nødvendige kampprocedure og slippe fra fjenden ved hjælp af ild og bevægelse, fordi musklerne og kredsløbet efter syv dages stilleliggende arbejde i et langtidsobservationsstade nærmest var gået i dvale. Det er ekstremt vigtigt at holde sig i gang. Det er nødvendigt at lave gymnastiske bevægelser og muskeltræning i bivuakken for ikke at gå i stå. en løbetur ville være gavnlig, men det er naturligvis ikke muligt. Denne sidste nat har vi gået lidt for at placere rygsækkene. Det har smurt vores led og fået musklerne lidt i gang igen. Først på eftermiddagen hører vi over radioen, at der er tegn på aktivitet andre steder, men ingen er endnu blevet opdaget, og vores mission er ikke blevet kompromitteret. Vi gennemgår en sidste gang planen for tilfangeta-gelsen. Jeg bekræfter alle enkeltmandsopgaver og gennemgår udrustning


ordre 34109

26

og samlepunkter, så der ikke er tvivl om, hvor vi mødes, hvis vi under tilfangetagelsen bliver splittet. Til sidst minder jeg alle om det fatale i at springe på en forkert firehjulstrækker uden radartekniker. Derefter går vi i stilling uden for lågen. efter to timer får vi signal om, at radarteknikeren er kørt fra radarba-sen til radarstationen. Vi får også oplysninger om, at han stadig kun har to vagter med. Heldet er med os. Hvis de følger de andre dages mønster, ankommer de her om 24-25 minutter. Vi ved alle, at der går tre minutter til ankomst ved lågen, fra vi hører motoren første gang. Ingen taler. alle ligger placeret, så afstanden til egne angrebssteder er så kort som mulig, og så hver persons mål kan nås på få skridt. Det er en betingelse for at kunne gennemføre angrebet lydløst, at alle vagterne overmandes samtidig. »Nu kommer de,« hvisker Ulrik ud i luften ved siden af mig. Vi kender alle lyden af firehjulstrækkeren. Jeg kigger rundt og ser, at alle er klar og automatisk uden opfordring rækker tommelfingeren i vejret, når de ser, jeg opsøger dem visuelt. Kun Thomas ser mig ikke, for han må ligge helt gemt, men jeg ved, han er klar. Han har også ventet i seks dage, og man kan umuligt føle sig mere klar efter de sidste par dage her. Tre minutter efter stopper firehjulstrækkeren ved lågen, og vagten, der skal åbne lågen, stiger ud. Thomas er startskuddet. Han springer i to hurtige skridt med sin karabin på ryggen og begge arme fri på vagten ved lågen og tager ham ned. I et kort øjeblik reagerer køreren forvirret og famler efter sit våben, men da har Flemming allerede stukket begge sine arme gennem den lukkede siderude og hevet ham ud gennem bilens nye hul. Det var ikke noget, jeg kunne gøre, men Flemming er urimeligt stærk, og det her passede ham. Gennem den lille byge af små, firkantede glasstykker fra førerens side-rude åbner jeg samtidig døren til bagsædet, og der sidder radarteknikeren krøbet fuldkommen sammen og kigger med drejet hoved og vantro øjne op på mig. Min første tanke er: »Ja, hvad havde du regnet med?« Med højre hånd sigter jeg på ham med min karabin og vinker ham utålmodigt nærmere. »Come on, get out!« siger jeg, men han er handlings-lammet og rører sig ikke. Jeg må række ind, og med et bestemt og nok lidt for hårdt greb i skulderen trækker jeg ham ud. Jeg mærker, jeg misunder de andre, der får en lidt mere fysisk udløsning for deres seks indestængte døgns venten, men må nøjes med taget i skulderen.


ordre 34109

27

De to vagter er pacificeret, og Flemming og Thomas er allerede i gang med at få dem bakset hen til firehjulstrækkerens bagende efter planen. De bagbinder dem og knebler dem, så de ikke kan råbe om hjælp, og får dem derefter ind i bilen. Ulrik, der ikke har nogen vagt at håndtere, gør sig brugbar og springer over til mig og sikrer mig, mens jeg hurtigt udspørger radarteknikeren om hans kodeord og stiller tre hurtige, unikke kontrolspørgsmål, som kun han kan svare på. selvom han ikke helt ligner sig selv på det billede, vi har set hjemme, inden vi tog af sted, så er jeg efter svarene ikke i tvivl om, at det er ham. Derefter fortæller jeg ham kort, hvad der skal ske, og hvordan jeg forventer, han skal opføre sig. »always stay close to this man, never leave him!« instruerer jeg. Jeg kan se, at han nu begynder at fatte, hvad der er sket. Han nikker flere gange, men ligner en, der i sit indre siger nej. Vi hopper derefter alle ind i bilen, der er alt for fyldt. Ingen taler sam-men, for alt er aftalt på forhånd. Jeg kan se, at Flemming har fuld kontrol over de to vagter, der ikke kan røre sig. Derefter sletter vi alle de spor, vi kan, ved lågen, fejer glasset væk fra kørebanen i skjul i græsset og kører til et kortrekognosceret venteområde i en større skov langt fra radarstationen. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før det opdages, at der mangler tre mand. Mørket sænker sig, og vi går nu en sikker fase i møde. Mørket er altid en god ven. akkurat som dagens første lys betyder mange timers usikkerhed, så betyder det første mørke igen større sikkerhed. Flemming har kontrol over de to fanger. Jeg synes, jeg kan spore på små smil, at han er glad for resultatet, og for at byttet og rovdyrets roller for en stund er byttet om. Vi har frarøvet dem nogle af deres sanser. De har fået deres egne jak-kehætter omvendt over hovedet, så de ikke kan se. De kan dårligt røre sig og ikke tale sammen. Men jeg hører på den ene, at vi ikke har frarøvet ham følesansen. Han har ondt og ømmer sig med brummen, da han begynder at vågne. Der er gået en time mere. Kl. H passeret nu. Vores officielle angrebs-tidspunkt. Vi kom denne gang Kl. H i forkøbet for at kunne løse opgaven. Dette var ikke normalen, men en nødvendig justering. Det er den slags, man ikke får ros for, hvis det ikke går godt. Men det gjorde det, og det gjorde vores opgave mulig at løse næsten helt uden kamp. et godt sats. Ulrik opretter radioen og fortæller os, at alle på nær et hollandsk team, der i operationsfasens sidste minutter var blevet kompromitteret, har gen-


ordre 34109

28

nemført deres opgaver. Vi venter i skoven i fem timer og taler sagte om ingenting. Mørket får os automatisk til at tale lavere. Der er en slags kontrolleret løssluppen stemning. De sidste timer var forløsende. Men samtidig er vi nu også lidt mere sårbare. Det er nu kendt, at vores patruljer er i fjendens land, og når det første chok har lagt sig, vil der blive iværksat modforanstaltninger. Kl. 0100 kører vi i firehjulstrækkeren til vores pick up-sted. Vi vil ikke være der for tidligt. Helikopterlandezoner er blandt de mest følsomme steder for en jægerpatrulje. Da klokken nærmer sig, og vi hører rotorblade i luften, løber Thomas ud og markerer landezonen med det aftalte infra-røde stroboskoplys, og samtidig kalder Ulrik helikopteren ind til landing: »Nighthawk two-one this is Da-five, all clear, five persons ready for pick up, wind six knots, from 180 degrees, obstacle bearing 165, 200 meters, 60 feet high trees, over!« Helikopteren bekræfter informationerne, og piloten lægger an til lan-ding. Vi løber med sænkede hoveder til helikopteren. Den første, der gen-nes om bord, er radarteknikeren. Det er naturligvis vigtigt, at han kommer med hjem, og hvis der skulle ske noget netop nu, beskydning fra pludselig opdukkende fjender, så kan vi andre nok klare et par dage ekstra her i terrænet. Men radarteknikeren er prioriteret, og vi har kæmpet mange dage for at få fat i ham. Han er første passager og den vigtigste, der skal med hjem. Jeg viser med håndtegn, at det er ham, og han overtages straks af en efterretningsofficer fra vores egen operationssektion, hvis smil jeg genken-der i det svage, røde kabinelys. Bag ham ser jeg en paramedic, der er klar til at hjælpe eller om nødvendigt behandle vores dyrebare last. Derefter ruller patruljen ind under egen sikring, og jeg går sidst om bord og giver loadmasteren det normale klartegn. Tommelfingeren opad. På vej væk i kraftig motorlarm når jeg lige at se firehjulstrækkeren starte op på pick up-zonen, ved at lyset tændes. Flemming har som aftalt sørget for, at de to vagter kunne komme fri, når det var tid, men jeg synes, at det var lidt tæt på. Vi var på vej hjem og havde igen løst opgaven. Jeg tænker om denne opgave, at det ikke har relevans, hvor den foregik og hvorfor. Det må forblive en hemmelighed. Den var universel i sin form, og omstændighederne taler for sig selv. Det er indholdet, der er vigtigt. Det er jægerkammeraternes tålmodighed, samklang og udholdenhed, deres


ordre 34109

29

opfindsomhed og disciplin, den pludselige iværksættelse af alle kræfter i forening, og den utrolige tanke, at dette faktisk lader sig gøre, der skal have den fulde opmærksomhed. Denne opgave repræsenterede noget af det sværeste, man kunne gen-nemføre som jæger i en jægerpatrulje. Der var ikke fart over feltet. De fysiske aktiviteter begrænsede sig til en hård infiltration og fem minutters lynhurtigt, velkoordineret arbejde, hvor hver enkelts arbejdsopgave var udspecificeret til mindste detalje. et arbejde, hvis fundament blev grund-lagt i de mange dage inden. Den præcise timing efter seks dage var endnu vigtigere i denne opgave end i så mange andre opgaver, og det krævede en helt anden menneskelig kapacitet og indstilling at udholde den langvarige fysiske belastning og det fysiske afsavn og trods det kunne slå til i rette øjeblik, end det gør i opgaver, hvor man selv bestemmer tid og sted. Her var ingen back up, her var ingen kamphelikoptere eller gunships til at støtte os eller andre egne militære styrker, der lige kunne hjælpe, hvis det skulle blive nødvendigt. Her var ikke læger eller andre medic-folk end patruljens egen. Her var ikke andre til at hjælpe med at få opgaven løst end os selv. Fire mand. Det var benhårdt arbejde i mange dage med konstante overvejelser i forhold til den aktuelle situation. Nye afgørelser og justeringer til den oprindelige plan, der afgjorde om dette blev en succes eller ikke. Ikke kun for os selv, men for alle de andre indsatte patruljer i den samme mission. Det blev en succes, fordi en flok kompetente jægere forstod betingelserne, accepterede dem og måske endda elskede dem. Det blev en succes, fordi jægerne i patruljen var gode til deres arbejde og for-stod vigtigheden af at bide tænderne sammen, når det var nødvendigt. radarteknikeren skulle nu gennem efterretningsafhøringer og med tilhørende kontrol af hans historie og oplysninger, og det ville sikkert ende med, at han til sidst sad i et NaTO-efterretningskontor og hjalp til med efterretninger om fjendens radarkapacitet. Det var en god score. 34 strategiske mål blev ødelagt stort set samtidig. Jeg var stolt, men viste det ikke. Jeg kunne heller ikke spore noget hos de andre. sådan var det hver gang. Det er jo et arbejde, og det er normalen, at man udfører arbejdet uanset form og omfang, uden forventning om mere tak eller rygklap. Men ... jeg var stolt. Vi havde gjort det godt. Og det var alle seks dage værd! Det næste, vi tænkte på, var mad. Varm mad. Det ville gøre godt nu.


ordre 34109

Jæger 200

Documents

Transcript of Jæger 200