Islam & Arabisk

Af Shamil Shaikh og Ejaz Ahmed

ISBN xxx-xx-xxxxx-xx-x

Forlagxxxxxx

1. Udgave, 1. OplagPrinted in Copenhagen 2008

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt med nøjagtigt gengivelse af titel og forfatternavne.

Side 1 af 52

Oversættelse af Koranen

Det skal stå fuldstændig klart, at Koranen kun er autentisk på dens originale sprog, arabisk. Eftersom en perfekt oversættelse af Koranen er umulig, har vi gennem hele bogen anvendt en meningsmæssig oversættelse af Koranen.

- Subhanahu wa ta’ala

Han er ophøjet og fri for mangler.

- Salla Allahu ’aleihi wa sallam

Må Allahs fred og velsignelse være med ham.

Forlagxxxxxxx

Side 2 af 52

Indholdsfortegnelse

Forord.....................................................................................................................................................4Indledning...............................................................................................................................................5Regeringens udvalgte udgave af Islam................................................................................................7Fortolkning af Islam er begrænset til arabisk....................................................................................9Sprogets rolle i en nations succes.......................................................................................................10Det arabiske sprogs betydning for den Islamiske nation.................................................................11Det arabiske sprogs påvirkning..........................................................................................................12

I’lm ul-Bayaan...................................................................................................................................16I’lm ul-Badee’a..................................................................................................................................17I’lm ul-Ma’ana...................................................................................................................................18

Det arabiske sprogs udvidelse.............................................................................................................19Ishtaqaq: Emytologi..........................................................................................................................19At-Ta’reeb/Arabisere.........................................................................................................................22Tashbeeh (Sammenligning)...............................................................................................................22

Hvornår er et ord arabisk?.................................................................................................................23Haqaqiyyah........................................................................................................................................23Majaz (Overført betydning/Metafor) ................................................................................................23Al-Mushtaqat (Emytologi).................................................................................................................24Ta’reeb (Arabisere)............................................................................................................................24

Islams legitimitet - Koranens mirakel................................................................................................26At opfatte det mirakuløse i Koranen..................................................................................................28Er det muligt at sige, at Koranen er en blanding af de to stilarter (digt og prosa)?...........................31Hvorfor kan Koranen ikke imiteres?.................................................................................................31

Ijtihad og Islams udvidelse.................................................................................................................35Det arabiske sprog i lyset af Âmm (Generel) og Khaas (Specifik)...................................................38

Âmm og Khaas...................................................................................................................................39Afslutning.............................................................................................................................................43Efterord................................................................................................................................................44Slutnotater............................................................................................................................................46

Side 3 af 52

Forord

Se bort fra forordne, der kommer en ny.

Denne bog er et produkt af en række samtaler, som vi har haft om både det arabiske sprog og om en moderne regeringsvenlig Islam. Typisk så diskuteres en dansk eller europæisk Islam ud fra juridiske principper som tidligere retslærde har diskuteret. Mange af de principper som modernister anvender for at legitimere forandring og reformering af Islam bliver ikke udlagt korrekt som de jurister, der i første omgang har diskuteret princippet. Desuden bliver deres afgræsning og den kontekst de indgår i aldrig omtalt. Det er den ene side af problemet, men en anden og ligeså væsentlig side er, at den grundlæggende legitimitet i Islam, dens universalitet og dynamik ligger i forholdet mellem Islam og det arabiske sprog. Den gyldige tolkning af Islam er den tolkning, som sproget omfatter og afgrænser uden at skele til hverken de sociale eller politiske forhold i en given tid og rum. I forholdet mellem Islam og realiteten, så er det sådan, at det er realiteten, som skal tilpasses Islam og ikke omvendt. Og det arabiske sprog er afgørende i denne sammenhæng.

Vi har derfor forsøgt, at give en kort indføring i de forskellige relevante aspekter af det arabiske sprog og dets forhold til Islam. Vi har med et forholdsvis stort noteapparat, henvisninger og litteraturliste gjort det nemt for læseren at søge dybere ned i de forskellige temaer, som vi kun berør på overfladen.

Forholdet mellem Islam og arabisk er særligt relevant for det muslimske fællesskab i Vesten, hvor flertallet af muslimer ikke taler arabisk og ikke rigtig har nogen ide om sproget og dets forhold til Islam.

Denne bog ville aldrig have været blevet til noget, hvis ikke vi havde haft mulighed for at lære arabisk udenfor Danmarks grænser. Den begrænsede indsigt vi har fået i sproget, som to (oprindeligt) ikke arabisktalende kan tilskrives to meget dygtige undervisere som trods de sprogbarriere der var mellem os og dem alligevel evnede at udvikle vores færdigheder indenfor arabisk grammatik.

Netop vores timer med disse undervisere gav os den reelle opfattelse af hvad det vil sige, at sprog er som en skål eller glas som indeholder tanken. Gennem vores lektioner begyndte vi mere og mere at fornemme, hvordan Islams stærke og dynamiske tanker bliver båret af et så omfattende, levende og præcist sprog som arabisk.

Selvom vi fik vores undervisning i to forskellige lande og af to forskellige undervisere kom vi frem til samme erkendelse af styrken af forholdet mellem Islam og arabisk. De kan simpelthen ikke adskilles!

Derfor er denne bog skrevet i Danmark, men indholdet er tænkt i Egypten og Jordan. Og vi håber, at denne korte indføring i forholdet mellem Islam og arabisk vil motivere muslimerne til at studere arabisk, når de studerer Islam. For netop i mødet mellem disse to finder man den muslimske nations (ummahs) dynamik og hemmelighed bag dens storhedstid.

Til Allah tilkommer ære og til sendebuddet og til de troende, men hyklerne ved det ikke.

Jeres brødreShamil Shaikh og Ejaz Ahmed København (indsæt dato når den er

klar til tryk)

Side 4 af 52

Indledning

I de senere år har Islam fanget offentlighedens opmærksomhed; den har været genstand for massiv angreb (under dække af ytringsfriheden) fra et vidtspændende spektrum af ”eksperter”, politikere og opinionsdannere. Der har været langt mellem saglig kritik og respektfyldt tone og hvis der lejlighedsvis har været noget, som kunne minde om det, så har det været så forsvindende lille i masse og rum, at det er blevet druknet i den mere betændte debat kendetegnet af nærmest vulgære vredesudbrud rettet mod Islam.

De mange, som har fulgt med i debatten vil nok kunne genkende disse vredesudbrud for de er umulige at lukke ud af den politiske debat.

Dybt begravet i dette vredesudbrud melder alvoren sig. I et tidløst perspektiv uden for rum gemmer der sig en væsentlig virkelighed, som slår fra sig, mens den stille påkalder tilskuernes interesse. Denne virkelighed tegner et billede af et ofte socialt forskubbet muslimsk fællesskab, hvor en intolerant masse af kød (mennesker) er ude med riven og allerhelst ønsker dette fællesskab hinsides danske grænser.

At fremmedfjendskheden (Islamofobi er det sofistikeret begreb for dette vestlige sociale fænomen) trives i bedste velgående i lige netop Danmark, er et ironisk, men temmelig virkeligt karikatur på, at der er et yndigt land. Nu er det ikke længere Kong Christian, som står ved højen mast i røg og damp, men en hel fortrop af (ytrings-)frihedskæmpere af borgerlige rang. Og det er ikke gotens hjelm og hjerne, men muslimens tørklæde og sind (der) brast.

Dansk kongesang eller ej, så udspiller der sig i den danske eng et opgør, som i og for altid vil ændre den danske stammes fremtid, som siden 2005 har fremført sig selv som den lille dværg, der beskytter det endelige menneskes frihed, selvom (sådan påstås det!) den er oppe mod en gigantisk totalitær kæmpe, som ikke tøver med at bruge vold og magt til at knægte det frie menneske. Dimensioner af overdrivelse, ting ud af propositioner og et overvæld af ikke kontekstualiserede sammenhænge er det mest genkaldelig, hvis man et kort øjeblik med lukket øjne ser tilbage på de sidste 10 års politiske debat om Islam og muslimer. Det er altså ikke alene selvforståelse, der er stærkt overdrevet, men også den politiske debats tone og sprogbrug, hvor argumenter og dokumentation er sekundært og egentligt uvæsentlig. Skal man alligevel sige noget fornuftigt om argumenterne så er det, at de bedst kan beskrives som forenklet og om dokumentationen kan der ikke siges andet end at den er fraværende eller til tider direkte opdigtet.

Hvilken interesse kan et ”fascistisk” Europa have i at piske en hadsk stemning op og hvilke konsekvenser vil det have?

Det virker temmelig sikkert, at den eneste gavnlige fornuft, der kan være i det er, hvis muslimer (over)reagerer med vold og ballade. Så kan Europa med tilfælde af vold legitimerer sin fascistiske kurs, for nu er der noget at komme efter. Logikken er ret simpel. Man tilskynder til verbale og hånende overgreb på Islam. Hvis der ingen reaktion er, så er det jo glimrende for så vil verbale overfald på Islam med tiden blive et normalt accepterede forhold. Hvis der kommer voldelige reaktioner eller gadeoptøjer, så kan man med argumentet om vi ikke må give efter yderligere krænke Islam og på den måde vil det være en ond proces i gang, som kan stoppes ved at muslimerne til sidst ignorerer krænkelserne (dvs. acceptere dem) og dermed lever med daglige ydmygelser og krænkelser. Det er et knæfald, der ikke er Islam værdigt!

Hvis udviklingen forløber så let, så er det jo en glimrende strategi, selvom den synes at ligne de despotiske arabiske landes metoder. Det forudsætter selvfølgelig, at de selvudråbte ”moderate” kræfter (som er mere splittet end samlet og kvalitativt udgør noget nær intet) i samarbejde med regeringen får held med at få muslimerne i Danmark til at ignorere de verbale overgreb på Islam. Der er imidlertid intet, der tyder på, at det skal lykkes.

Side 5 af 52

Hvad angår voldelige reaktioner, så er der intet belæg for, at muslimer vil reagere på den måde. Tværtimod er de ret enige om, at det er en upassende (Islamisk) måde at håndtere overgrebene på. Derfor har en psykisk ustabil persons drab på Theo Van Gogh og et par andre lignende individers adfærd været den eneste begrundelse for at intensivere overgrebene. Logikken i denne sammenhæng er, at muslimer kollektivt skal straffes for at psykiske ustabile individer efter overlagt provokation udfører vold som alle andre muslimer for øvrigt ikke billiger. At den psykisk ustabile person handler irrationelt og forkert er begrundet i dennes sygdom. At Europa tilskynder til verbale overgreb på Islam er jo det, der udløser den psykisk syges reaktion. Europa synes, at legitimere en kollektiv afstraffelse pga. af en psykisk syg persons enkelt handling, men årsagen som fremkaldte den og de som tilskyndede til at håne Islam hyldes med priser og medaljer. Faktisk er der en stor ære i at tilsvine Islam og dagbladene rydder gerne forsiderne, hvis nogen skulle have begået den genistreg, at træde på Islam. Så er det lige meget om det er æstetisk, etiske eller moralsk rigtigt. Husk vi taler her om en civilisation, hvor æstetik er at kunstnere i små to minutter blender en levende fisk; hvor etik købes bort for penge og hvor moral er at internere små børn i asylcentre efter man selv har besat deres hjemlande.

Det er altså tydeligt at se, hvor ignorering vil være et knæfald, så er vold en løsning muslimerne ikke en gang har overvejet. Det har krævet en psykisk syge for at komme på vold som løsning. Ikke desto mindre er der hånende overgreb på kollektivet. Selv de moderate bliver på det skammeligste hånet, mens de ydmygt beder Herren om at vise lidt barmhjertighed for selv deres hjerter er ved at briste. Reaktionen fra Herren er en arrogant afvisning og bliver den moderate ved med at tigge og plage, så ender vedkommende hurtigt i mediemøllen og anklages for at være Islamist i forklædning. Al den gunst den moderate har stræbt efter bliver med et tabt. Al den ihærdige aktivitet, som den moderate har udført, viser sig at være til ingen verdens nytte. Det mest forbavsende er, at den moderate ikke lærer noget, men selv efter så mange nederlag og vidnesbyrd om systematisk overgreb på Islam, at denne alligevel lister sig tilbage til den mere brede gruppe af muslimer og forsikre dem om at hans Herre ikke mente noget ondt med det og at der bare skal mere dialog på bordet, så skal vi nok fordøje det alt sammen. Vedkommende synger (mens han priser sin Herre) de samme forældede sange og med skinger tone – for tonedøv er han eller hun jo helt bestemt. Islam er fredens religion - skriger den moderate. Som om at Islam betød underkastelse til hånende overgreb og den europæiske Herre. Islam forsøges fordrejet til en parodi af kristendommen (og det endda en dårlig en af slagsen). Nu er det heldigvis sådan, at der er meget få tilfælde af overnævnte og de favner ikke så bredt selvom de med PR og kameralinser virker indtrængende betydningsfulde. Kan vi så afskrive dem og ikke bruge mere tid på dem? Ja, som personer kan vi godt, men den moderate Islam (som ikke helt er deres egne men overdraget af Herren) er nødvendig at se lidt nærmere på.

Side 6 af 52

Regeringens udvalgte udgave af Islam

I mange år har regeringen ved flere lejligheder afvist, at de har et problem med Islam som religion og umiddelbart virker det selvsagt absurd, når det regeringen tilskynder til hån, spot og latterliggørelse af sendebudet og Koranen. Det i sig selv burde gøre en almen muslim skeptisk omkring regeringens respekt for Islam. Faktisk bør det være et utvetydigt bevis på regeringens indædte had til Islam. Det betyder jo endvidere, at den Islam, som regeringen kan tolerere, ikke er den Islam, som sendebudet er kommet med eller som er udledt fra Koranen. Derfor er det naturligt, at den danske statsminister i 2005 afviste Islam:

”Islam er den totale livsopfattelse, der vejleder den troende fra fødslen, gennem livet til døden. Dér er vi nødt til at sige klart fra. Den form for Islam er vi ikke forenelige med i den samfundsorden vi har i Danmark.” (…)1

Det er ret tydeligt fra ovennævnte citat fra Anders Fogh Rasmussen, at han opfatter Islam som en levemåde, der spiller en rolle i alle af muslimens livs anliggender og denne oprindelig Islam er uforenelig med den samfundsorden, som han ønsker, skal gøre sig gældende i Danmark. Den er denne Islam, som i disse dage dæmoniseres og forfølges under dække af ytringsfriheden og kampen mod radikaliseringen.

Statsministeren er ikke alene om at have denne holdning til Islam, men bakkes op af integrationsministeren Birte Rønn Hornbech:

”At tage en muslim alvorligt er at modsige hans religion. Det er ikke at tage ham alvorligt at sige, at 'Ih, hvor er det dejligt, at du har din religion,' og så går man bare. Jeg vil i kødet på dem. Respekt er jo ikke at sige, at de bare må være her. Det er jo i virkeligheden en hån mod dem. Derfor vil jeg tage diskussionen. Derfor kaster jeg mig over enhver taxachauffør, jeg møder: »Er du muslim?« Og det er de jo, selv om de siger, at det ikke er så meget, at det gør noget. Så prøver jeg at spørge dem om, hvorfor de ikke må ligge ved siden af mig på kirkegården. Forskellen er, siger jeg, at du må ligge på vores kirkegård, men vi må ikke ligge på din. Så får han et foredrag om friheden, hvorefter de fleste siger, at det er der aldrig nogen, der har fortalt om. Det er jo en af de grundlæggende forskelle, og den kan jeg fortælle dem. At jeg ikke har noget imod at ligge ved siden af en muslim, og i øvrigt skal jeg finde mig i at ligge ved siden af en muslim. Men muslimerne vil have deres egne kirkegårde for at blive fri for at ligge sammen med os, for de har ikke religionsfrihed. Det synes jeg, at jeg skal sige. Så er der nogle, der kalder det for racisme. Nej, men som troende menneske tager jeg også de andre alvorligt. Men jeg er nødt til ud fra min tro at sige, at din tro er løgn.(…) Jeg gør imidlertid opmærksom på den forskel, der er. At Islam som lære er i strid med religionsfrihed og i strid med demokratiet. Og jeg fastholder, at tolerancen er i modstrid med frisind. Tolerancen er, at man ikke tager andre alvorligt.”2

Bemærk, at Islam, som lære, er i strid med religionsfrihed. Det betyder med andre ord, at shariá, fiqh (Jura), usul ul-fiqh (principper for Islamisk jura), o.l. er i strid med religionsfriheden. Men hvad er der så tilbage? Hvilken Islam er så acceptabel, i overensstemmelse med samfundsordenen og ikke i strid med religionsfriheden? Svaret er enkelt! Det er den famøse dansk-Islam eller euro-Islam, som moderate kræfter med inderlighed og i sammenarbejde med regeringen forsøger at udvikle dog med begrænset succes.

Faktisk har der længe i hele Europa været gjort mange samdrægtige forsøg på at udvikle en europæisk Islam, som i bedste fald er falmende vestlige værdier i tørklæde og skæg og i værste fald et tvangsægteskab (langt i)mellem muslimer og disse patroniserende vestlige værdier. I lang tid har der i forlængelse af denne udvikling af en euro-Islam været et stigende pres på muslimer om, at Islam, i modsætning til tidligere, nu skulle være på dansk. Langt hen ad vejen er der også en vis logik i det ræsonnement, fordi en stor del af muslimerne taler

1 http://www.statsministeriet.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=2449&s=1

2 Tolerancedjævelen, Weekendavisen, d. 6.4.2001

Side 7 af 52

dansk som første sprog. Derfor vil det i sidste ende nok ende med at blive kutymen, at vi kommunikere Islam på dansk. Men denne kommunikation på dansk må ikke betyde, at vi forstår og fortolker Islam på dansk.

Der er en verden til forskel på at forstå og tolke et kildemateriale på dansk og på det danske samfundsordens præmisser og så at kommunikere en fortolkning og forståelse på dansk. Det er det første, som ifølge vores opfattelse er problematisk, hvorimod det andet er en tvungen nødvendighed, som konsekvens af det faktum at majoriteten i Danmark nu en gang taler dansk. Derfor kan det også undre én, at der kan være så meget fokus på om Islam er på dansk eller arabisk, medmindre det man ligger op til er, at Islam skal være dansk, altså forstås og fortolkes på dansk, på dansk jord og være hjemmevant ved at tage højde for den retning de politiske vinde blæser i Danmark.

En dansk-Islam, Islam på dansk eller fokus på det danske sprog handler meget lidt om at kommunikere Islam på dansk for det kan ikke rigtig være anderledes. Det handler derimod om at gøre Islam til dansk, forstået på den måde, at den er tilpasset danske forhold. Islam på dansk er en tæmmet, tilpasset og censureret udgave af Islam, som blot vil være en dårlig kopi af protestantisme. Det er lidt som at give Grundtvig skæg og derefter kalde ham muslim.

Den grundlæggende misvisning, som kommer til syne, når man jonglerer med begreber som dansk-Islam eller Islam på dansk i den allerede forudindtagne præmis om, at der findes forskellige typer af Islam. Derudover bygger denne misvisning på en grundlæggende synkretiseret fortolkning (syntese mellem Islam og vestlige værdier)og dermed er den umiddelbare logik om, at Islam bør foregå på dansk, i sidste ende et dække over det faktum, at vi nu har reduceret og i sidste ende opløst Islam til en dansk-Islam. Og en dansk-Islam er mere end blot en kommunikation på dansk og samtidigt er dens beskaffenhed forskelligt fra Islam. En dansk-Islam er ligeså meget Islam, som Grundtvig med skæg er muslim.

Der kan selvfølge siges en hel del om dansk-Islam, men det man bør dvæle ved, er den skarpe og flagrante linje mellem det, at vi kommunikere Islam på dansk og så at vi fortolker Islam DANSK! Det første er rimeligt og naturligt, hvorimod det andet er et forsøg på at udvikle en resigneret, tilpasningsdygtig og en helt igennem censureret Islam.

For at slå klart ned et sted, så muslimen med sikkerhed kan forbigå og beskytte sig mod denne nye udgave af Islam, som ikke er nedsendt af Allah , men er udviklet af orientalister og eksponeret af moderate kræfter med regeringens velsignelser, så har vi ladet det arabiske sprog været omdrejningspunktet for vores diskussion. Det arabiske sprog er et ret passende sted at starte for det er nu engang det arabiske sprog, som afgrænser fortolkningsmulighederne. Idet Koranen er nedsendt på arabisk er det også det sprog vi kan opfatte betydningen af Koranens forskellige vers og ord på. Det understreges i utallige vers gennem Koranens forskellige kapitler.

Vi har ikke direkte diskuteret dansk-Islam fordi vi i første omgang gerne vil illustrere en række kundskaber indenfor arabisk som afgrænser, hvad Islam er. Og det mest korrekte i den sammenhæng er, at holde fast i, at det er det arabisk sprog, som sætter rammerne for forståelsen og fortolkningen af Islam. Hvis det bliver muslimens naturlige udgangspunkt så vil det, at modstå forsøget på at modernisere og reformere Islam, være en let sag at overkomme. Vi mener altså at Islam er afgrænset grundlæggende set af det arabiske sprog og det er dette sprog som vi i virkeligheden kommer til at diskutere i nærværende bog. Vi har derfor fokuseret på arabisk sprog generelt og i relation til Islam. Og vi håber, at trods de mange faglige udredninger, at den almene læser uden arabisk baggrund kan få udbytte af det. Vi har dog på ingen måde skrevet udtømmende om de temaer vi har inddraget i vores diskussion, men har med vores mange kildehenvisninger ladet det være op til læseren selv at undersøge temaerne mere tilbundsgående.

Side 8 af 52

Fortolkning af Islam er begrænset til arabisk

Det er det arabiske sprog, som afgrænser fortolkningsmulighederne. Den afgrænsning er naturlig både fordi Koran-teksten er på arabisk og i og med den er nedsendt på arabisk er det også det sprog hvorigennem vi kan opfatte betydningen af de forskellige ord, udtryk og sætningskonstruktioner.

Det understreges i utallige vers gennem Koranens forskellige kapitler at Koranen er nedsendt på arabisk med formål at den skal forstås på arabisk. Vi har forneden opstillet et lille udpluk af en række vers fra Koranen, der netop understreger, at Koranen er nedsendt på arabisk og det, der bl.a. er pointen med denne understregning af at Koranen er på arabisk er som sagt, at vi skal fortolke og forstå den ud fra arabisk.

ه� �ن��� ل�م�ين� ) إ ع����� ب� ل� ل�ت�نز�ي��ل� ر� ٱ أ�م�ين� ))١٩٢ۥ وح� ل��ر" ه� ل� ب��� ز� ل� ن��� ٱ ع�ل�ى�)١٩٣ٱنذ�ر�ين� ) م� ب�ك� ل�ت�ك�ون� م�ن� ل�ق� ٱ ب�ي ))١٩٤ل� ب� م" ان1 ع�ر� �� ب�ل�س� ن � (١٩٥ن

Og dette er sandelig en åbenbaring fra Alverdens Herrer. Den trofaste ånd (Jibraeel) har bragt den. Til dit hjerte og sind, så at du skal være (en) af advarene. Med en klar og tydelig arabisk tunge (sprog).” 3

ل�ون� ) ق� � ت� ا ل�ع�ل�ڪ ب� ن9ا ع�ر� ء� ن���ه� ق� ع� �ن�ا ج� لإ ل� � � ن ٲ ل� )٣ل�Vi har visselig gjort den til arabisk Koran, så at I måske kan forstå.4

ون� ) و� ل�ع�ل�ه� ي�ت�ق� ر� ذ�ى ع� ب�ي@ا غ� ء�ان9ا ع�ر� ل�ق� �� ن ل� )٢٨ل�“(Vi har åbenbaret den som) en klar og veltalende arabisk Koran, uden afvigelse (deri), for at

de måske kan have taqwa.5”

م� ت�ن��ذ�ر� ي� ا و� ل�ه� ى� و�م� ح� ر� ق� ا ل�ت�نذ�ر� أ�م� ب� ء�ان9ا ع�ر� ك� ق� �ل� ن�ا إ ح� ل�ك� أ� ل�و�ك�ذ� ل� ل� ل� ٱ � � ن ل� ل� ل� ل� ٲع�ير� ) لس� ر�ي ف�ى ن�ة� و�ف� ج� ر�ي ف�ى ي ف� ب� ف� ع� ال� ر� ٱج� �� ن ل� ٱ �� ن � ه�‌ ل� ل� ل� )٧ٱ

“Og således har Vi åbenbaret dig en arabisk Koran, for at du kan advare byens mor(Mekka), og (alle) dem, der lever omkring den.6”

De ovennævnte vers leder til den naturlige konklusion, at man må have et nødvendigt indblik i arabisk, hvis man skal vurdere om en given Islam forståelse er i overensstemmelse med Koranen eller sunna7. Det er i sagens natur også det arabiske sprog vi skal vende tilbage til, hvis vi ønsker at forstå, hvorledes et begreb defineres eller opfattes af Islam.

Vi har valgt, at beskrive forskellige relevante aspekter af det arabiske sprog, så læseren i en dansk kontekst kan forholde sig til det meget brede studiefelt arabisk sprog rent faktisk er. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at den korte indføring i dette studiefelt forudsætter, at læseren har et vist kendskab til sprog og grammatik i forvejen. Vi har dog forsøgt igennem mange eksempler, at give selv den mindre kyndige læser en mulighed for at forstå, om end ikke det hele, så i hvert fald få en fornemmelse for rummeligheden af det arabiske sprog.

3 Koranen, OMQ. Ash-Shuara:192-195

4 Koranen, OMQ. Az-Zukhruf:3

5 Koranen, OMQ. Az-Zumar:28

6 Koranen, OMQ. Ash-Shura:7

7 Sunnah er et islamiske begreb, som dækker over den anden hovedkilde i Islam for lov. Det dækker over profetens handlinger, udtalelser eller anerkendelse i form af tavshed. Det er

velkendt og en konsensus blandt muslimske retslærde om, at en afvisning af sunnah resulterer i en udtrædelse af Islam.

- 9 -

Sprogets rolle i en nations succes

Det er typisk og ret naturligt, at en nation endeløst stræber efter at nå uanede højder af succes. Det ligger implicit i naturen af en nation, at den forsøger at bestemme sin egen skæbne. En nation, der har haft en storhedstid og en mægtig fascinerende historie vil altid i sin selvopfattelse have et element af selvstændighed. Selv i de værste tider med forfald vil der i nationen være levn fra fortiden – historie eller tanke – som vil ligge i asken med en lille gnist blot ventende på at en gruppe mennesker skal komme og sætte gang i ilden, så nationen igen kan tændes op.

Den største fare for en nation er dens afhængighed af fremmede nationer. Denne afhængighed er en konstant hindring for at nationen selv kan determinere verdens gang. Afhængigheden kommer til syne i flere sammenhænge. Den forfaldne nation er på evig jagt efter et vendepunkt og begynder derfor at imitere andre nationer, men ligesom den syge ikke bliver helbredt af at imitere den raske, så vil den forfaldne nation heller ikke blive helbredt ved at imitere andre succesfulde nationer. At den begynder at miste tilliden til at den selv kan komme op eller at dens tanke og historie ikke er tilstrækkelig til at vende udviklingen er den mest selvdestruktive ”erkendelsesfilosofi”, som munder ud i manglende ”selvtillid” og falsk indtryk af egen styrke og svaghed. Det, der gør det hele vanskeligere er, at imitationen let flyder over i fascination af den førende nation. Denne fascination er en syge, der blænder den forfaldne nation, fjerner dens fokus for sin egen kurs og fratager den, dens uafhængighed og efterlader den i sekundær position altid mile skridt væk fra den førende nation og det begynder, at konstituerer et slave og herrer forhold.

I sådan en situation vil den forfaldne nation ikke være i stand til at se dybt ind bag den førende nations forfængelige murer. Den vil se teknologiske fremgang, fordi det er håndgribelig materie. Den vil se de store bygninger, de forunderlige opfindelser, de teknologiske fremskridt, men den vil ikke kunne gennemskue årsagerne bag den materielle progression. Den vil ikke fornemme tilstedeværelsen af de ikke håndgribelige kendsgerninger og end ikke fornemme den førende nations svagheder eller styrker. Den forfaldne nation vil ligge døende hen med krampetrækninger, mens den konstant bruger den lille mængde energi den har tilbage for at imitere den førende nations adfærd og attitude. Men da den hverken kender til succeskriterierne for at skabe et vendepunkt, heller ikke er bevidst om årsagerne bag den førende nations succes, for svag til bare at imitere den førende nations store bevægelser, visioner og adfærd og selv fyldt med mistillid til egen kultur, tanke og historie så vil den fortsætte mod forfaldets afgrund overladt til skæbnen alene.

I en sådan tilstand er dens rolle at genkalde tankerne og kulturen bag fordums styrke. At genkalde tankerne og kulturen er ikke en let opgave især ikke, hvis man medtager den forfaldne nations tilstand, men ikke desto mindre er det vejen ud af den nedadgående onde spiral. Tanker og kultur formidles gennem sprog og derfor er sproget mediet hvormed vi modtager og leverer tanke og kultur. Vestlig tanke og kultur formidles typisk igennem fransk, tysk og engelsk. Derfor er sproget et glas, som vi drikker af og tanken og kulturen, som indeholdes i dette glas er enten en opkvikkende og livgivende eliksir eller en sygdomsfremkaldende gift. Sproget i denne sammenhæng dækker over litteratur for man studerer ikke sprog adskilt fra tanke. Studerer man fransk, tysk eller engelsk, så indbefatter det litteratur, som rummer tanke og kultur. Måske er det en af forklaringerne på, hvorfor det er så vigtigt at holde muslimske børn og unge væk fra deres modersmål. Det skulle helst ikke ske, at de begynder at læse Islamisk litteratur i stedet for dansk litteratur (Løgstrup, Kirkegaard, H.C. Andersen m.fl.). Det må ikke hænde, at de studere den muslimske verdens historie i stedet for den danske. Derfor er sprog ikke bare ord og sætninger, men det er tanker og identitet. Det er livsnerven i dig selv og mediet til egen historie, tanke og kultur.

- 10 -

Det arabiske sprogs betydning for den Islamiske nation

I det foregående har vi redegjort for sprogets rolle i en nations oprejsning eller forfald og den store betydning, som sproget har i denne forbindelse bliver ikke mindre af, at det er den Islamiske nation, som vi inddrager i diskussion – tværtimod. Islam er meget mere end en anden verdensanskuelse afhængig af dets kultur og tankers sprog. Det skyldes, at Islams legitimitet hviler på grundlag af Koranens mirakel (som vi redegør for lidt længere fremme i bogen) og dens evne til alle tider, at kunne forholde sig til omverdenens forandring bygger på ijtihad – mekanismen, som grundlæggende set er dybt afhængig af arabisk, ja uden det arabiske sprog vil det simpelthen ikke være muligt at lave en gyldig ijtihad.

Da der er en masse polemik omkring fortolkning i Islam, så er det på sin plads at understrege at en gyldig ijtihad betyder, at den stemmer overens med klassisk Islam forståelse. I nyere tid er ijtihad nærmest blevet enhver mands eje og enhver fortolkning, som bliver udlagt er per definition en gyldig tolkning og på den måde kan man i Islams navn legitimere hvad som helst med det resultat, at man kan gøre en hvilken som helst mening til en Islamisk mening og dermed udtømmer man Islam fra værdier og tanke. Man opløser Islam til intet ved at hævde, at det er hvad som helst. Derfor har vi valgt at vi, efter vores redegørelse for de forskellige aspekter af det arabiske sprog, vil gennem et par sider give en forklaring på, hvad Koranens mirakel indbefatter idet Islam gyldighed hviler på dette faktum og hvad ijtihad oprindeligt er som metode for Islams universelle mulighed for at være tidssvarende.

- 11 -

Det arabiske sprogs påvirkning

Det arabiske sprog besidder den egenskab, at den påvirker menneskets tanker (forståelse) samt følelser (sindstilstand) og giver dermed en nøjagtig indsigt i ordets rummelighed og beskrivelse, dog uden at fremsætte en længere beskrivelse af, hvad der tilsigtes. Det arabiske sprog kan således gøre dette med et enkelt ord eller en kort vending.

Måden hvorpå det arabiske sprogs påvirkning visser sig er at den besidder utallige synonymer. Disse synonymer er forskellige i, hvad de hver især udtrykker. Derfor kan man ikke blot bruge et hvilket som helst begreb (synonym), der har samme betydning, som fx ordet ”løve”. Det skyldes, at araberne ikke alene har tilsigtet at sige ”løve” med det enkelte begreb, men de har snarere tilsigtet at beskrive noget yderligere igennem begrebet.

Fx har ordet ”løve” 70 synonymer. Pointen er, at det enkelte begreb udtrykker noget om løven og på en sådan måde, at der appelleres til både tanke og følelse. Blandt disse 70 synonymer for ”løve” er:

Asad; løve.

Dirghaam; en modig løve 8.

Ghadanfar; en kraftig løve, der besidder stor styrke9.

Qaswarah; en modig løve, der besidder stor styrke 10.

Ibn ’Arabi siger, at Qaswarah, udover løve også kan betyde: ”At kaste, modig, første del af natten eller jæger.” Det samme begreb forekommer også i Koranen:

ر� ) و� ر� م�ن ق� ه�ف� ة ل� �)٥١ل

”Det flygtede fra løven”.11

Qaswarah har desuden en række betydninger, som vi har valgt ikke at tage med. Det skal dog anføres, at mangfoldige udtryk og et væld af betydninger i det arabiske sprog er en karakteristika, der præger alle arabiske ord. Det betyder, at sproget mere præcist og nøjagtigt kan beskrive den omtalte virkelighed og med en dertilhørende passende klang og tone i ordets lyd, så både hjerte og sind påvirkes.

Lingvister mener, at der ikke findes to ord, der betyder nøjagtigt det samme, da der ligger nogle konnotationer (bibetydninger) i dem. Det har en stor påvirkning på lytteren eller læseren, som skal opfatte en tanke, at man er i stand til at beskrive en realitet, med et eller få ord, uden at man tyr til længere beskrivelser for at beskrive virkeligheden man har til hensigt at fremlægge.

Der er tre andre eksempler, der er interessante at medtage.

Det første eksempel er forskellen på ”nahada” og ”qaama”:

Nahada/Nuhud/An-Nahda : At rejse sig, at løfte sig, at ændre (en tilstand til noget andet), at starte, at begynde og oprejsning. 12

8 Ibn Mansur, Lisan al-Arab bind 4 s. 123.

9 Ibn Mansur, Lisan al-arab bind 5 s. 43.

10 Ibn Mansur, Lisan al-arab bind 5 s. 254.

11 Koranen, OMQ. Al-Mudaththir:51

- 12 -

Qaama/Qiyaam/Aqaama : At rejse sig, at bryde ud (krig bryder ud), at begynde og at etablere (fx at etablere sin bøn).13

Det første ord (nahada) brugte de tidligere arabere hyppigst i henhold til ændring. Altså den handling, hvor man bevæger sig fra en tilstand til anden. Hvorimod ordet (qaama) bruges om en handling, hvor der ikke er tale om forandring i en given tilstand. Det er altså ikke forandringen, som følger den handling man ønsker at sætte fokus på. Derfor er det første begreb mere passende at anvende om den intellektuelle og samfundsmæssige forandring Islam kræver af muslimerne, idet den indebærer en forandring fra en tilstand til en anden. Lytteren, der har kendskab til det arabiske sprog, vil tydeligt forstå, at når der tales om oprejsning (nahda), at der således tales om en reel forandring fra en tilstand til en anden. Vi ønsker altså en grundlæggende forandring af tilstanden og ikke en delvis forandring indenfor rammerne af tilstanden, som fx ordet qaama ellers antyder.

Et andet eksempel, som er interessant, er ordet ”salakha”, der ikke alene betyder, at separere noget, men rummer også besværligheden i det at separere. Ordet bruges fx omkring at flå skindet fra en krop, idet skind ikke alene er noget, som skal separeres, men er noget, som sidder godt fast og har en betydning, når man fx skal flå skindet af et dyr og ordet bliver således oftest brugt i denne sammenhæng.

Dette ord bruges også i Koranen, hvor det betyder noget, som sad godt fast i personen, så det var besværligt at flå af:

ط���ن� لش� ب�ع�ه� أ� ا ف� ه� ل�خ� م� نس� ن���ه� ء�اي���ت�ن�ا ف� ل�ذ�ىR ء�ات� ه� ن�ب�أ� ل� ع�ل� ل�و� ٱ �ل ل� ٱ ل� ٱ ل� ل� �ل ٱغ�او�ين� ) ك�ان� م�ن� ل�ف� )١٧٥ٱ

”Beret dem historien om manden vi gav vore tegn, men han forkastede (fa(i)n-salakha) dem. Og satan fulgte op på ham. Og han blev blandt de vildledt.”14

Oversættelsen af ordet fa(i)n-salakha i verset til ” han forkastede” er ikke helt nøjagtig, idet ordet rummer mere end blot at han forkastede de tegn, som Allah ville oprejse ham med. Det betyder i virkeligheden, at Allah ønskede, med de tegn Han nedsendte, at separere ham fra hans lyster, men han var fastforankret til dem og dermed var tegnene ikke tilstrækkelige til at separere ham fra lysterne. Han forblev derfor fæstnet til egne lyster, som et tyggegummi klæber sig fælt til hår. 15

Et tredje eksempel er, hvor omfattende og præcis et ord kan være, som fx ordet ”dahaha”, der kan betyde, udvidede, udbredte eller formede, som et strudsæg, dog ikke som en ellipse (kugle).16

Allah bruger ordet for at beskrive jordens form, idet Han siger:

ا ) ٮ�ه� ل�ك� د�ح� د� ذ� ض� ب�أ� ٲو� ل ل� ل� )٣٠ٱ

"Og efter det, bredte Han jorden ud (eller formede den som et struds æg)" 17

Allah nøjes med at bruge et enkelt ord for at berette os om jordens form, så vi kan oplyses derved.

Da det arabiske sprog, som en videnskab, er ret omfattende, er det vigtigt, at være opmærksom på, at det arabisk sprog kan inddeles i tre hovedområder:

1. An-Nahu (Grammatik)

- 13 -

2. As-Sarf (Morfologi) 18

3. Al-Balagha (retorik)19

Det er det tredje hovedområde, som er det mest interessante i forhold til det arabiske sprogs evne til at kunne påvirke.

De andre to hovedområder er mindre væsentlige i denne diskussion, men vil senere indgå i en anden sammenhæng.

Det skal understreges, at man på ingen måde kan beherske Al-Balagha, uden at man behersker An-Nahu og As-sarf, idet man for at udtrykke sig, på en elegant måde, skal kende til grammatik for at danne den korrekte sætningsstruktur samt morfologi. På den måde kan det siges, at de to første hovedområder alligevel på sin vis er væsentlige.

Selvom vi foroven har fokuseret på det enkelte ord og ikke sætningen, så er det således, at uanset hvor nøjagtigt et ord er til at beskrive en realitet, eller hvor mange forskellige meninger ordet har, så er måden, hvorpå man sammensætter en sætning, afgørende for at påvirke eller gøre indtryk på mennesket, og her har det arabiske sprog en enestående måde at gøre det på. Det er det, som Al-Balagha i virkeligheden handler om. Al-Balagha består af 3 hovedkategorier, med diverse underpunkter, som illustreres i figuren forneden:

- 14 -

Grunden til, at vi har valgt at præsentere overstående illustration, er at man derved kan få en fornemmelse for, hvor meget Al-Balagha rummer, og hvor mange forskellige elementer, der er i det arabiske sprog for at kunne påvirke i tale eller på skrift. Vi har valgt ikke, at eksemplificere eller forklare det hele og vil i stedet give nogle eksempler fra hver hovedkategori.

I virkeligheden kan der graves meget dybere i ethvert af de nævnte underpunkter.

- 15 -

I’lm ul-Bayaan

Viden om det manifesterende. Denne kategori har meget at gøre med illusion, forestilling eller illustration. Fx, at man sammenligner mennesket med et dyr eller andet fra naturen, så gøres det for at beskrive menneskets egenskab.

Effekten af dette er, at det krystalliserer ideen og at der derved tegner sig et billede af den pågældende realitet og det er med til at understrege og fremhæve realiteten.

For at klargøre det yderligere, så har vi opstillet en række eksempler på I’lm ul-Bayan:

Allah siger:

ا ع�ه� ا ث�اب� و�ف� ل�ه� � ر� ط�ي�ب�ة1 أ ج� ث� ك�ل�م� ط�ي�ب� ك�ش� لل�ه� م� ب� ر� ف� ض� �ل� ت�ر� ك� ل�أ �� ن �ل �� ن �� ن �� ن � ٱ ل� ل�اء� ) م� لس� )٢٤ٱف�ى

”Har du ikke set, hvordan Allah laver en sammenligning med et godt ord?

Det er som et godt træ, hvis rod står fast, og hvis grene rækker helt op i himlen”20

Her bruges der det, der kaldes Tashbeeh, som er det første underpunkt i figuren, nemlig det, at sammenligne noget med noget andet for at beskrive dets essens og i dette tilfælde sammenligner Allah et godt ord med et godt træ, hvis rod står fast:

ا ث�اب� ل�ه� � ر� ط�ي�ب�ة1 أ ج� ن��ك�ل�م� ط�ي�ب� ك�ش� �ل �� ن �� ن �� ن Kalimatun tayyibatan ka-shajaratin tayyibbatin asluha thabitun

Et godt ord, er som et godt træ, hvis rod står fast.

Kalimatan tayyibatan: (Et godt ord) Kaldes Mushabbih (Det, der skal sammenlignes)

Ka: (Som) Det, som binder de to ord til hinanden, som man kalder Adaat at-Tashbeeh (sammenligningens værktøj)

Shajaratin tayyibatin: (Et godt træ) Kaldes Mushabbih bihi (Den, som der sammenlignes med)

Asluha thabitun: (Hvis rod er fast) Det man kalder Wajhu ash-Shibhi (sammenligningernes mødepunkt)

Eller når Allah siger:

ي ) ور ع� ��و�ح� ن�ون� ))٢٢ن م� ل�و_� لل" ث���ل� � ل� ك�أ ل� ٱ ل� ٱ )٢٣ل�

Og også jomfruer med store, sorte øjne, Er som velbevarede perler.21

Det, der skal sammenlignes (mushabbih): Jomfruer

Sammenligningernes værktøj (Adaat at-Tashbeeh): Som

Det der skal sammenlignes med (Mushabbih bihi) : Perler

20Koranen: OMQ. Ibrahim:24

21 Koranen, OMQ. Al-Waqia:22-23

- 16 -

Sammenligningernes mødepunkt (wajhu ash-Shibhi): Velbevarede

Eller når Allah siger:

ب�اح� م� ب�ا ا م� ي ك�و� ف� ور�ه� ك�م� ل� ن��� ث��� أ� م� ت� و� ��و� م� لس� لل�ه� ن�ور� �ل ل� ٱ �‌!� �ل ہ" �� ن ل$ ۦ ه&‌� ل� ل� ٱ ٲ ٱ ٱ ۞ ت�ون� ال� � ز� ڪ ر� ب����� ر� م" ج� د� م�ن ش� ك� د�ر� ي�وق� ا ك� �ن� ة� ك�أ اج� ج� لز" اج� ج� ��ف�ى ز� ن ل� �� ن �� ن � � ن (� ن ل� ہ" ٱ �‌�� د�ى و ي� ه� ن�ا ن"ور ع�ل�ى� ن��� س� ل� ل� ت� ء� و� Rى ا ي�ض� ت� ب�ي� ي�ك�اد� ز� ي� و�ال� غ� ق� ل"ش� �‌�� ن � ‌�� ن ل� ل� ل� ل� ہ" ل� �� ن ل� �� ن ل�ء1 ع�ل�ي ) ل� ش� لل�ه� ب�ك��� ث���ل� ل�لن�ا و� � أ لل�ه� ر�ب� ي� ا و� ��لل�ه� ل�ن�ور�ه� م�ن ي�ش� ن ل� ٱ ه�‌� ل� ل� ٱ ٱ ل& ء*‌� ۦ ٱ

٣٥( ”Allah er himlenes og jordens lys. Med Hans lys er det som med en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Den tændes fra et velsignet oliventræ, der hverken hører til i øst eller i vest, hvis olie næsten kan lyse, uden at nogen ild berører den. Lys over lys. Allah leder, hvem Han vil, til sit lys. Allah giver menneskene lignelser. Allah er vidende om alt”. 22

I dette vers er der en masse sammenligninger, såsom Hans lys er som en niche, glasset er som en tindrende stjerne. Lyset bliver sammenlignet med en niche, lampen og glasset, hvor formålet er at udbrede lys.

Det var en række eksempler på tashbeeh (sammenligning) i hovedkategorien I’lm ul bayan.

I’lm ul-Badee’a

Der kommer en vis form for rytmik i sætningen i form af ord eller mening. Det kan fx være, at det samme ord anvendes to gange, men med to forskellige meninger.

En anden type er den, hvor man anvender to ord, som har den samme klang. I lingvistisk sprogbrug kaldes det polysemi og homonym. Effekten i denne stil er, at der er en form for rytmik i sætningen, der gør det nemmere for tanken at nå til mennesket.

Her er en række eksempler på I’lm ul-Badee’a:

Allah siger:

ك�ون� ف� f ي� ل�ك� ك�ان�وا اع� ك�ذ� ر� س� ا ل�ب�ث�واf غ� ر�م�ون� م� م� م� س� اع�ة� ي� لس� وم� م� ت�ق� ي� ل�و� ٲ �‌�� ن ل� ل� ل� ٱ ل� ٱ ل�(٥٥(

På den dag, hvor Timen oprinder, sværger de, der forbrød sig, på, at de kun har ventet en time. Således var de altid forløjede.23

Allah bruger ordet sa’tu og sa’tin, som begge betyder time. Første gang Han bruger ordet time, anvendes det som Regnskabets Time; På den dag, hvor Timen oprinder, og anden gang Han bruger time, så anvendes det som, at de sværger på, at de kun har ventet 60 min; de kun har ventet en time. Dette er et eksempel på polysemi, at man anvender det samme ord, men med to forskellige meninger, men som er forbundet til hinanden i samme sætning.

Et andet og mere jordnært eksempel kunne være som følgende:

”Tag det nuværende tag (taget på huset) og jævn det med jorden”.

- 17 -

Den anden type, hvor man bruger to ord med den samme klang er eksemplet med, når Allah siger:

ه� ) ال� ت� ي�ت�يم� ف� ا م�أ� ل�ف� ل� ل� ال� ت� ))٩ٱ اٮ_�ل� ف� لس� ا م�

أ� ل, و� ہ- ل. )١٠ٱDen forældreløse må du ikke undertrykke! Tiggeren må du ikke afvise!24

Her skal man lægge mærke til ordene taqhar og tanhar. Den eneste forskel på disse to ord er det andet bogstav (tredje bogstav i det latinske). Det er et eksempel på homonym, at man anvender to ord, der har den samme klang, men igen med to forskellige betydninger, der ikke har relation til hinanden. Det giver altså en mening samtidig med at man gør brug af rytmikken.

Endnu et eksempel kunne være som følgende:

”Sandheden ligger lige frem, og forude, som natten lægger sin grumme vinge”.

I’lm ul-Ma’ana

I arabisk grammatik arbejder man til tider med forskellige fremgangsmåder, eller det man kalder asaleeb. Det kan være, at man opstiller noget i form af et spørgsmål og derefter selv svare på det. Det er det man på dansk ville kalde et retorisk spørgsmål. Det kan være, at man giver en ordre, at man sværger ved noget, at man lovpriser nogen eller gentager det samme ord (det som man kalder for grammatisk tautologi eller dobbeltkonfekt). Alt dette går ind under kategorien asaleeb (fremgangsmåder). Effekten af disse er, at man får lytteren eller læseren til at være opmærksom, fokuseret og overvejende.

Her er et eksempel på I’lm al-Ma’ana:

Al-Muttanabi siger i et meget velkendt klassisk arabisk digt:

يfل� ت�عfر الب�يfد�اء� و الل��يfل� و الخ� و:. يfف� ف��ني ح� و الس� fم ط�اس� و الر� fم� و القر��ل الق��”Hesten, natten og ørkenen kender mig. Og sværdet, spydet, papiret og pennen (kender mig)”.25

Dette digt er det man kalder khabari, som vi har nævnt i figuren. Mere specifikt kalder man den fakhr, som betyder at glorificerer eller lovprise.

Hvis vi ser lidt nærmere på digtet, så er forklaringen således:

Al-Khaylu : Hesten (kender mig), en kamphest, og i denne sammenhæng betyder det, at hesten kender ham, altså at ridderen kender ham. Han kender ham således, at han (Al-Muttanabi) er ridderen (faaris) overlegen. Det Al-Muttanabi prøver at sige er, at han er den bedste ridder.

Al-Laylu : Natten (kender mig), selv når han er ude om natten har han intet at frygte, dvs. han er modig.

Al-Bayda’u : Ørkenen (kender mig), for at drage igennem en ørken kræver det mod, styrke og

- 18 -

udholdenhed, som er de egenskaber han tillægger sig selv ved at sige at ørkenen kender ham.

As-Sayfu : Sværdet (kender mig), kender ham, fordi han er så dygtig i kamp.

Al-Rumhu : Spydet (kender mig), dvs. selv i en kamp over en længere distance er han en dygtig kæmper.

Sværdet og spydet var to grundlæggende våben i datidens krige, så her skal det forstås således, at han er dygtig til at håndtere våben og ikke frygter at gå i krig, med andre ord, så er han ligeledes modig, hvad det angår.

Al-Qirtaasu Wa Al-Qalamu: Betyder papirarket og pennen (kender mig); det skal forstås som, at han er en intelligent og vis mand.

Papiret og pennen var to grundlæggende værktøjer for at skrive en bog, indforstået med at det kun er intelligente og visemænd, som forfatter bøger. Altså gør Al-Muttanabi brug af en hel række virkemidler i det arabiske sprog for at udtrykke en glorificering og hyldest af sig selv og formidler tanke gennem påvirkning af modpartens følelse.

Det var så nogle få eksempler på, hvad balagha er og hvilken rolle den har i forhold til påvirkning. Det skal slås fast, at uanset hvor klingende, ringende og sigende man er, er det intet værd, hvis indholdet ikke bygger på noget fast og reel substans.

Det arabiske sprogs enestående evne og kapabilitet til at påvirke menneskets forstand og følelser kan ikke genere meget mere tvivl, hvis blot man gør sig en indsats for at lægge et objektivt øje eller øre til diskussionen. Men denne påvirkning kan især efterlade indtryk af høj kaliber, hvis man vælger at anskue den evne det arabiske sprog besidder i henhold til udvidelsen af det. Det er således det, som det følgende forsøger, at gøre klart.

Det arabiske sprogs udvidelse Det arabiske sprog har forskellige mekanismer, der gør det muligt for sproget at udvide sig, uden at man ødelægger sproget. Det skal forstås således, at jo flere fremmedord man indfører i sproget, jo mindre originalitet efterlader man. Det er et stort problem, som mange sprogforskere har kæmpet med. De har kæmpet med at bevare det oprindelige sprog, da det er livsnødvendigt for kulturens eksistens, det gælder ligeledes det arabiske sprog, som har stået i skudlinien de sidste mange hundrede år, og den har også haft sin kamp for overlevelse, i takt med Islams udbredelse. I den forbindelse har vi valgt, at præsentere det arabiske sprogs rammer og principper for udvidelse af sproget, dog uden at sproget mister den originalitet, der giver arabisk, eller ethvert sprog for den sags skyld, sit helt særpræget udstråling. Det skyldes endvidere, at det arabiske sprog, udover at lægge rammer for udvidelsen af sproget ligeledes har defineret indtrædelsen af et fremmed ord i stærk overensstemmelse med rammer, der eksisterer for beskyttelsen og bevarelsen af sproget.

Der er tre mekanismer i det arabiske sprog, som gør det muligt for sproget at udvide sig:

Ishtaqaaq : EmytologiTa’reeb : ArabiseringTashbeeh : Sammenligning

- 19 -

Ishtaqaq: Emytologi

Ethvert ord i det arabiske sprog har en ’Asl (oprindelse), som enten kan være på tre eller fire konsonanter. Derefter kan man så bøje dem på flere måder ved at sætte vokalerne anderledes eller ved at tilføje nogle udvalgte konsonanter. Et arabisk ord kan dog højst være på 6 konsonanter.26 Dette kaldes også for Al-mushtaqaat (afledet ord), som vi opstiller i tabellen forneden.27

Navnet på reglen Mønster

Den danske betegnelse Eksempel Oversættelse

Ism ul-Faa’il Faa’il Aktiv tillægsmåde Kaatib Skribent

Ism ul-Mafhum Mafûl Passiv tillægsmåde Mafhûm Forståelse

Ism ul-Tafdeel Afa’l Superlativ adjektiv Akram Mest generøs

Seegh mubalagha Fa’a’al Styrkene nominative Kadhdhab Konstant løgner

Ism ul-Âla Mif’ala Hjælpe genstande Mitraqa Hammer

Asmaa’a az-Zaman wa-l-Makan Maf’il Nominativ for tid og sted Masjid Moske

Disse regler går ind under det man kalder al-Mushtaqaat, som er vitale for det arabiske sprogs udvidelse. Det skal lige siges, at hver regel indbefatter flere mønstre, men vi har udplukket et mønster ud fra hver regel. Vi vil komme med nogle eksempler på, hvordan et ord kan formere sig fra dens A’sl (oprindelse) og det er blandt andet de ovenstående regler man anvender.

26 A’sl består af tre eller fire konsonanter, Sharh ibn A’qeel a’la Alfiyyati ibn Maalik, bind 4 s. 154

27Ahmad (i)bn Muhammad (i)bn Ahmad al-Hamlaawi, Shadhaa al-a’rfi fi fanni-s-sarf s. 121-135

- 20 -

Blandt mønstrene har man muligheden for at bøje et ord, der giver et anden mening hver gang den bøjes.Fx bogstaverne: Ha-Kaf-Meem, som er mønsteret Fa-a’-la eller ordet Hakama, som betyder ”han dømte”. I nedenstående tabel indgår ordet i de forskellige mønsterbøjninger med den dertilhørende betydning af den ”nye” ord:

Formeret ord Mønsterer OversættelsenHakeem Fa’iil En vis mand.

Istahkam Istaf’al spørger om dom og det kan betyde styrke.Haakim Faa’il Dommer og leder.

Haakam Faa’al At sagsøge og at dømme.

Tuhaakam Tufaa’al At beskylde en anden før dom.

Hikma Fi’ala Visdom.

Al-Mahkamah Maf’ala Retten.

Ahkama Af’ala Bedste lovgiver.

Al-Hukm Al-Fu’al Loven.

Mahkum Mafûl Den dømte.

Hakkama Fa’a’ala At vælge en, som dommer.

Disse ord har flere betydninger end de nævnte og flere måder at blive bøjet på, som vi har undladt, da pointen er at vise, hvor mange ord, der kan formeres fra et ord, hvis korrekte oprindelse er tre konsonanter.

Der er også eksempler, hvor Allah har bøjet et ord, som araberne ikke kendte til, men de kendte til mushtaqaat, fx brugte de ordet Rahima, Yurham, Ar-Rahma og Ar-Raheem (Han var nådig, Han er Nådig, Den Nådige og den Mest Nådige), men de brugte ikke ordet Ar-Rahman, som er Allah’s egenskab og navn, og fordi dette ords oprindelse er fra ra-ha-ma og bøjes i det man kalder Seegh al-Mubalagha, så meningen går hen og bliver Den, som er Meget Nådig eller Mest Nådig (Den Barmhjertige), så araberne havde ikke problemer med at opfatte ordet.28

Dermed forstod araberne verset i Koranen:) ۩ ��ا ن ء2و ء. ل3 ء4 ہ5 ہ6ا ہ� ہ.ا ء, ء8 9ا ل ہ: ہ;ا ه> ء= ء< ل? ہ. ہ9ا ء@ Aـ ہ; Cل , ہ ٱ> ہ8ا ہ� اا ء>و ہEا ه@ Aـ ہ; Cل , ہ ه>ل اا ء=� ء< Gل ٱ ء3 Hء ہ> Iہ هEي ہKا هLا )٦٠ہ� Når man siger til dem: "Kast jer ned for Den Barmhjertige!" siger de: "Hvad skal det sige: Den

Barmhjertige? Skal vi kaste os ned, fordi du befaler os det?" Og det får deres modvilje til at vokse.29

Eller når Allah siger: � ‌Mـ Nہ ل? Oء ل> ٱ ء* اا ہ; Gل Q9ہ Rل ٱ Sء ہل Tہ اا ءUو ل= ہ: 8ا ہ Vا � ن ہ9ا ہ@‌� Aـ ہ; Cل , ہ ٱ> اا ءUو ل5 ٱ ه� ہ9ا Sہ ہ ل ٱ> اا ءUو ل5 ٱ Iه E١١٠(…ء(

Sig: "Påkald Allah! Eller påkald Den Barmhjertige! Han har krav på de skønneste navne.30

Ovennævnte var i forhold til Ishtaqaaq (emytologi), der er et fast system for at man kan bøje et ord igennem på, der endvidere er et unik system, som er med til at udvide det arabiske sprog.

28’Atta Abu Ar-Rashta ,At-Tayseer fi usul it-Tafseer s. 34

29Koranen, OMQ. Al-Furqan:60

30Koranen, OMQ. Al-Isra:110

- 21 -

At-Ta’reeb/Arabisere

Det arabiske sprog har egenskaben af at udvide sig ved at arabisere et fremmede ord. Det er kun navne på håndgribelige ting, som kan arabiseres. Dvs. det er kun navneord, som kan tilføjes til arabisk.

Fx ordet ”television”. ”Tele” er græsk og betyder at transmittere og ”vision” betyder at se på latinsk, så det er ikke meningen, men navnet man arabisere. Hvis vi tager ordet ”telephone”, som et eksempel, så skal den ikke ændres i dens mening, da ordet passer ind i det arabiske mønstersystem. Telephone passer ind i bøjningen fai’lul, og kan bøjes i forhold til reglerne om denne bøjning.

Så at ordet Haatif hentes og gives betydningen telefon er en forkert måde at navnegive en ny realitet (telefonen) på, hvor navnet faktisk allerede er tilstede i det arabiske sprog. Der er ingen grund til at finde på et nyt arabisk ord, som stemmeroverens med realitetens fremtrædende aspekt, når det fremmede ord passer ind i det arabiske mønstersystem. Når et ord er blevet arabiseret betragtes det ikke længere som et fremmedord, men er fuldt ud arabisk på lige fod med alle andre ord.

Tashbeeh (Sammenligning)

Dette område har vi behandlet tidligere (se underpunktet påvirkning, I’lm ul-Bayaan), men grunden til det inddrages igen skyldes, at det også hører med til det arabiske sprogs egenskab af at kunne udvide sig. Det er fordi, at man har mulighed for at udtrykke sig med en masse illustrative begreber, som også sprogligt fortæller noget, fx Muhammad er som en løve. Det, at man sammenligner Muhammad med en løve er for at beskrive Muhammad som værende stærk eller modig som en løve dvs. man overfører løvens egenskaber til Muhammad.

- 22 -

Hvornår er et ord arabisk?

Alle arabiske ord indgår i en af fire kategorier: Haqaqiyyah, Majaz, Al-Mushtaqat eller Ta’reeb.

Haqaqiyyah

Denne kategori er opdelt i tre punkter: 31

Haqiqatu-l-lughwiyyah (Sproglig forståelse)Det er den betydning ordet har i sin oprindelse, ligesom ordet hoved (raas) på et menneske eller på et dyr.

Haqiqat ul-u’rfiyyah (Terminologisk forståelse) er opdelt i to underpunkter:

Terminologisk forståelse, som er generel: Det er den generelle forståelse, som araberne opfatter, fx Ad-Daabbah, dvs. alt det, der kan gå på alle fire på landjord og det er blevet brugt i forhold til alt det, der kan kravle på landjord, dvs. Ad-Daabbah skal forstås ud fra den terminologiske forståelse af, at det er et dyr med fire ben.

Terminologisk forståelse, som noget specifikt: Det er den forståelse, som udtrykker et teknisk begreb, som kun et bestemt fagfolk forstår fx ordet faa’il, som er et teknisk begreb indenfor arabisk grammatik og som betyder den, som udfører handlingen.

Haqiqat ul-shariyyah (Shari’ah-mæssig forståelse)Det er en bestemt forståelse shari’ah har lagt et ord, fx ordet ”Sâlah”, som sprogligt betyder, bøn, men den shari’ah-mæssige betydning er et bestemt sæt af bevægelser og udtalelser i underkastelse til Allah .

Majaz (Overført betydning/Metafor) 32

Majaz aqli går ud på, at man anvender et sprogligt begreb, men der forstås noget andet ved det grundet måden hvorpå man har opstillet sætningen, fx

المدينة الألمير بنىLederen byggede byen

Bana (byggede) læner sig op af ordet al-Ameeru (lederen), men den, der byggede byen var ikke lederen, men sandsynligvis en hel masse indbyggere, som havde adskillige håndværkere. Så det er overført betydning og denne overførte betydning er noget, som fastlægges af forstanden idet en leder ikke egenhændigt kan bygge en hel by. Det er rationelt udelukket.

Majaz mursil (Synekdoke). Synekdoke er et lingvistisk begreb, hentyder til, at man i stedet for helheden, hæfter sig ved et mindre delelement. Der er yderligere otte underpunkter til dette, som vi har undladt at tage med, da det er nok med et af punkterne for at få en fornemmelse af, hvad vi egentlig taler om. Fx

النيل ماء شربتJeg drak Nilens vand

31 ’Atta Abu Ar-Rashta ,At-Tayseer fi usul at-Tafseer s. 15.

32 Ali Al-Jarim og Mustafa Amin, Al-Balaghat ul-waadiha, under emnet ’Ilm ul-Bayaan

- 23 -

Her skal det forstås således, at jeg drak et glas vand og ikke hele Nilens vand. Det er tydeligvis i overført betydning, når man siger jeg drak Nilens vand, underforstået et glas vand, altså noget af Nilens vand. Ideen er, at man nævner helheden, men mener en del af den.

Et eksempel på dansk kunne være, at man omtaler Det Forenede Kongerige som England, selvom England egentlig kun er et område i Det Forenede Kongerige.

Al-ista’arah (Metafor)

Fx: الكواكب فذهب الناس بين يخطب النجم وقف

Stjernen stoppede, den holdte en tale mellem menneskene, derefter gik planeterne.

En stjerne kan ikke stoppe og tale, da det er en menneskelig egenskab, så her er der tale om en taler. Planeter kan ikke gå, da det også er en menneskelig egenskab, så her menes der et publikum. Denne type for metafor er det man kalder Tasriyyah (forklarende). Der findes også to andre typer for metafore, men dem vælger vi at undlade idet ovennævnte eksempel er tilstrækkelig til at forstå pointen.

Al-kinayah (Metonymi)

Al-kinayah er en fremgangsmåde, hvor man indirekte nævner ens egenskab eller forståelse. Med andre ord er kinayah noget, der er ensbetydende med en eller anden egenskab eller forståelse. Lingvistisk kaldes det: Metonymi, som er at nævne delen af helheden, men mene helheden.Fx, når Allah siger:

ا ) ر� و�ع�ش� ا ب� ي ه� ف� ق� ل�ه� ر� �و�� ن �� ن �ل ہ" ل� ل6 )٦٢ل�Og dér inde får de deres forsyning morgen og aften. 33

Morgen og aften bukratan wa a’shiyyan er metonymi for noget, der er konstant34.

Et mere jordnært eksempel kunne være:”I Christiansborg vedtog de enstemmigt, at denne lov skal indføres”. Christiansborg er metonymi for folketinget.

Al-Mushtaqat (Emytologi)

Denne kategori er forklaret tidligere i bogen. Kategorien opdeles i seks punkter:

Ismu-l-Faail (Aktiv tillægsmåde) Ismu-l-Mafu’l (Passiv tillægsmåde) Ism at-Tafdeel (Komparativ og superlative adjektiver) Sighu-l-Mubalagha (Styrkende/Overdrivende) Ismu-l-Aala (Ethvert hjælpemiddel ) Ismu-l-Zaman wa-l-Makan (Navneord; tid og sted)

Ta’reeb (Arabisere)

Denne kategori er forklarede vi også tidligere i bogen. For blot lige at samle op på det med at et arabisk ord indgå i et af de fire kategorier, kan man sige, at et ord som ikke indgår i en af disse fire kategorier ikke er et

- 24 -

arabisk ord. Med andre ord forstås og fortolkes Koranen ud fra de grundlæggende principper, der ligger i det arabiske sprog og hvad angår begreber, så tilhører de en af de fire kategorier vi netop har redegjort for.

Det er altså karakteristisk for arabisk, at der finder en påvirkning og udvidelse sted og denne dynamik koblet med Koranens enestående valg af begreber og udtryksformer udgør til sammen en gennemgribende effekt på den menneskelige tanke og følelse.

På næste side vil vi se nærmer på den glorværdige Koran. Både en muslim såvel som ikke-muslim, som behersker det arabiske sprog, kan ikke betvivle at Koranen er skrevet i en unik stil, med tanker og et omfattende system, som menneskeheden ikke har set mage til tidligere og ikke er i stand til at imitere.

- 25 -

Islams legitimitet - Koranens mirakel

Allah har, som vi i et foregående afsnit har redegjort for, åbenbaret Koranen på arabisk og med sprogets rige muligheder for påvirkning og med Islams dybe tanker, besidder den Islamiske nation en formidabel stærk kultur. I afsnittet om sprogets rolle for en nation fremhævede vi, at en nation, der er i en forfalden tilstand, må løsningen til forfaldet være at genkalde tankerne og kulturen bag fordum tids styrke. Den Islamiske nations grundlæggende styrke ligger i Koranen. Og her er det særligt relevant, at nævne Koranens mirakel, og idet miraklet ligger i måden hvorpå den anvender sproget, så har vi bl.a. af den grund inddraget den forudgående redegørelse for det arabiske sprog.

At mennesket er ude af stand til at frembringe noget lig Koranen og det faktum, at Koranen rummer både dybe tanker og en omfattende lovgivning, er kombineret (miraklet, dybe tanker og omfattende lovgivning) styrken i den Islamiske kultur og den muslimske nations vej til succes. Derfor finder vi det også nødvendigt, at muslimer overalt i verden gør deres bedste for at komme i besiddelse af det arabiske sprog, fordi den eneste måde vi kan bibeholde en ren forståelse for Islam på og samtidig være i stand til at fortolke Koranen, er udefra dens principper og derfor må vi nødvendigvis være godt kyndige indenfor det arabiske sprog.

Hvis Islam ikke i første omgang var blevet henvendt til et folk på et sprog de forstod og som kunne ”bære” Islams virkelighed, så ville de ikke kunne forstå budskabet og ej heller ville dette budskab være gyldigt og relevant flere århundreder efter. Og hvis dette folk ikke blev udfordret i et område de mestrede, så ville det ikke have haft den rystende effekt og indtryk, som Islam havde på araberne. Så derfor udfordrer Allah et folk inden for den kunst de mestrer allerbedst og hvorom Allah siger:

Sء Yء Aـ Vہ ہ*ا Zل ہل ص] Tء QRہ لو ہ> اا ء>و ہ[ا < ہ يا � ن ه; ہ< Uل ہ9ا �.ا ہ*ا ل, Eء Sء Aـ Nہ لل ہ ہ_ لو ہ> اM  ہ� Tه ہ� ءNو ه8 ل Vء QRہ ہ@ Vaه < ہ ہ�ٱ �‌*� ن اا ہ2 bه ہ� �=� ن ء4 اا ءNو ہ8 ہ*ا ہ@ Vaه ل ہ ه> ہو ء4 Iل Eء �‌M � ن cه ہ, Uہ ہ� M � ن ه; ہ< Uل اا ہ* ۥ‌�) =� ن ي ه cہ ه� ة ہfا 8 ہ ه8@ ہ� ل� ہ5 ہNا Vء gہ hLه Aـ ا ہ> ا� ء9ا � ‌M;� Uہ ل3 Hه لي ہل Uہ ہو ء4 ہ� ,� ن Eل ہ� ل3 Hه ه. ہKا ٤ہ*ا ٤(

Hvis Vi havde gjort den til en Koran på et andet sprog end arabisk, ville de have sagt (Mekkas beboere): "Hvorfor er versene i den ikke fremlagt nøjagtigt (på arabisk)? Et sprog, der ikke er arabisk, og en araber?" (Koranen på et andet sprog til en araber, hvordan det?) Sig (til dem Muhammad): "Den (dvs. Koranen) er retledning og lægedom for dem, der tror! De, der ikke tror, over deres ører må der ligge tunghørhed (dvs. de er døve); den må være et blindt (argumenterende) punkt for dem. Dem kalder man på fra et fjernt sted" (som om man kalder til Allahs enhed fra himlen). 35

Allah’s profeter og sendebude fremviste altid deres sandfærdighed ved at præsentere beviser fra Allah . Disse beviser udgjorde mirakler, der ophævede naturlove, som hele menneskeheden gennem tvang er underkastet. Ydermere var disse mirakler umulige at efterligne og dermed var de et markant bevis for pålideligheden af de profeter, som udsendtes til de respektive folk. Enhver profet var i besiddelse af evnen til at kunne udføre mirakler relateret til det, som var almindelig i henhold til tiden og stedet og som desuden var aktuel under pågældendes tilstedeværelse.Eksempelvis var magi og trolddom meget almindeligt og udbredt blandt folk i Musa’s tid.Allah siger:

ت�ون�ى ب�ك�ل� ن� ع� ال� ف� لjو�ق� ٱ ل� ر1ل� ��ح� �� ع�ل�ي )س� )٧٩ن

Og Farao sagde: "Bring mig hver en kyndig troldmand!"." 36

… ر�ين� ) ��ش� د�اٮ_�ن� ح� م� س� ف�ى أ� ل�و� ٱ ل� ت�وك� ب�ك�ل� )١١١ل� 9ا ي� ر1ل ��ح� �� ع�ل�ي )س� )١١٢ن

35 Koranen, OMQ, 041.044 og ibn Abbas forklaring på verset i tafseer ibn Abbas s. 481.

36 Koranen, OMQ, Yunus:79

- 26 -

… Og send bud til byerne for at kalde sammen, så de kan bringe dig hver en kyndig troldmand!" 37

… ر�ين� ) ��ش� د�اٮ_�ن� ح� م� ع� ف�ى ل�و� ٱ kل ل) �ل� )٣٦ٱ ت�وك� ب�ڪ 9ا ي� ار1ل ح� �� ع�ل�ي )س� )٣٧ن

… Og send bud til byerne for at kalde sammen, så de kan bringe dig hver en kyndig troldmand!" 38

اء� ةو�ج� ر� ح� ��ل�ب�ين� )ٱلس� غ� ن� �ن�ا ن� ا إ�ن ڪ ر9� f إ�ن� ل�ن�ا أل� ا Rال�و ن� ق� ع� ل�� ف� ٱ ل! ل� ل� )١١٣ل�

Troldmændene kom til Farao; de sagde: "Sandelig til os er der vel en belønning, hvis vi bliver de sejrende?" 39

Allah beretter os, at faraoen efter han havde forhørt sig med anførerne fra sit folk, som sagde, at han skulle samle de bedste troldmænd iblandt dem for at udfordre Musa , så han kunne få folket på sin side og væk fra Musa . Allah bruger ordet sahara (at lave magi) i forskellige bøjninger gennem flere kapitler i Koranen såsom, singulær, aktiv tillægsmåde (dvs. ham der udfører handlingen), styrkende nominativ (dvs. en, der virkelig er kyndig eller en, der konstant laver magi) og pluralis. Altså alle, der på en eller anden måde havde noget med magi at gøre, bliver samlet sammen, hvorfor Allah fortæller os, at faraoen samlede alle og enhver, der var allerbedst indenfor faget. Allah forklarer endvidere, hvad der så skete efter, at alle troldmændene var samlet:

ہ@ ( ه[ي لل ء; ل> ٱ ء@ Oل ہ. ہ� ءfو . ہ ہ9ا� اا 8 ہ هLا ہ� Mہ ه[ لل ء: ہ9ا� اا 8 ہ هLا Mـ ا Gہ ء;و Aـ Vہ اا ء>و ء*� )١١٥ہEا اا ہ_ ہ� ل3 ء4 ءlو ہ4 ل, Yہ Gل ہ�ٱ ه� ہ Nا ٱ> ہ@ ءي Uل ہ9ا اا ا� ء, Oہ Gہ اا لو ہ[ ل> ہ9ا اا ; ہ ہل Tہ اا‌� ء[و ل> ہ9ا ہ� ہEا ) 3� ن هmي Uہ ,� Oل ه? cہ� ()١١٦ه ءfو Tه 9ا ل Vہ ہ8ا nء ہ[ لل ہ: Mہ ه4 ہKا هLا Tہ �‌�ہ ہ]ا Uہ oه ل> ہ9ا ل� ہ9ا Mـ ا Gہ ء8و Mـ ہ> هLا اا Nہ لي Cہ ل� ہ9ا ہ� اا )١١٧۞ ء.و ہpا ہ8ا Iہ qہ cہ ہ� o ء Oہ ل> ٱ rہ Eہ ہو Tہ ہ� ( ءلو ہ; ل Vہ@ ()١١٨ہ V,ه sه Aـ tہ اا ءlو ہل ہ[ ہ�ٱ. gہ ه> ہNا ء4 اا ءlو هل sء Tہ@ ()١١٩ہ V=ه ه< Aـ Gہ ء� ہ, Oہ ? ہ ٱ> Mہ ه[ ل> ء9ا ہ@ ()١٢٠ہ� ه;ي ہل Aـ ہ ل> ٱ ص) ہ, cه Nا ہ ہ8 ہ*ا اا او ء> ہEا

ہ� ()١٢١ ء,� Aـ ہ4 ہ� Mـ Gہ ء8و ص) اا )١٢٢ہ� ء_و ه, uل Yء ه> vه Nہ V=ه ہ; ل> ٱ MTه ء� ء;و ء: ل, fہ 8 ہ ,� ن fل ہ; ہ> ہaا Aـ ہ4 � ہ هLا ل3‌� fء ہ> ہ� Kہ ہ*ا ل� ہ9ا Iہ lل Eہ هSۦ cه 3Yء N8ہ ہ*ا ء� لو Uہ ل, Tه ہ� ہEا ہ� ( ء;و ہل ل ہ: wہ لو ہ? Tہ ہHا‌� ہل ل4 ہ9ا اا ہ- Nل ہ@ ()١٢٣ه8 ي ه ہ; ل_ ہ9ا ل3 fء N ہ lہ صل tہ Q9ء Rہ 3 ہ xء n� ن Aـ ہل yه ل@ ص8 3fء ہل ء_ ل� ہ9ا ہ� ل3 fء Vہ ه= Vل ہ9ا @ ہ ہ qص Eہ Q9ء Rا )١٢٤ہNہ cص ہ� Mـ ہ> هLا اا . ہ هLا اا او ء> ہEا

ہ� ( ءlو هل ہ[ N8١٢٥ء(

De sagde: O Musa, enten kaster du (først) eller også kaster vi først. Han svarede: kast i, men da de kastede, forheksede de folks øjne og indgød dem frygt og frembragte en mægtig trolddomsværk. Og Vi åbenbarede Musa: Kast din stav – og da vil den sluge det, som de løgnagtigt har frembragt. Således blev sandheden indlysende, og hvad de plejede at øve viste sig at være bedrag. Og de blev besejret der, og de vendte tilbage(som) ydmygede. Og troldmændene kastede sig ned til jorden i tilbedelse. De sagde: laver Iman (absolut overbevisning) på alverdens Herre. Musa og Haruns Herre. Farao sagde: Har i lavet Iman på ham, førend jeg har givet jer tilladelse til det? Visselig dette er en listig plan, som i har fundet på i byen for at drive dens befolkning væk derfra, men snart vil i vide. Jeg vil visselig afhugge jeres hænder og jeres fødder på modsat side, derpå vil jeg korsfæste jer alle. De svarede: Sandelig vi vender tilbage til vores Herre”. 40

Troldemændenes arbejde var at skabe illusioner med hensigten om at tiltrække folk til at tro på noget, som slet ikke var virkelig, og som modstred de faktiske forhold såsom, ifølge folks indbildning, at omdanne en stok til en slange. Da folk så sansede, at Musa udførte et mirakel, idet han i virkeligheden omdannede en stok til en slange, der oven i købet afslørede troldmændenes trolddom, var det først og fremmest troldmændene, der indså det usædvanlige og opfattede miraklet i denne handling, hvilket medførte deres erkendelse af Allahs hjælpende Hånd i dette, og den naturlige følge heraf var, at de erkendte eksistensen, enheden og suveræniteten af Allah .

Det gjorde sig også gældende på Isas tid. Kunsten om at helbrede var vidt spredt, og mange mennesker udøvede denne praksis med henblik på at helbrede de udbredte sygdomme såsom blindhed og spedalskhed. Da folk så sansede, at Isa var i stand til at helbrede de blinde og spedalske uden brug af

- 27 -

medicin eller kirurgiske procedurer, indså folk det usædvanlige i hans adfærd, og tillige opfattede de forskellen mellem Isas fremgangsmåde og lægernes. Resultatet var, at de bevidnede det mirakuløse i disse handlinger, der udmundede i deres erkendelse af Allahs Eksistens, Enhed og Suverænitet, og yderligere erkendte de, at Isa var Allahs sendebud på basis af det sanselige bevis, der blev fremlagt for dem.Da Muhammad kaldte araberne i Mekka til at bevidne, at han var Allahs sidste sendebud, præsenterede han også et sanseligt og krystalklart bevis for folket. Dette fremtrædende bevis tydeliggjorde sandfærdigheden i hans udtalelser. Ligesom Musas folk var umådelige dygtige i den illusionære trolddom og Isas folk i kunsten om at helbrede, besad araberne på Muhammads tid en eminent evne og fortræffelig kapacitet i håndteringen af højt og prisværdigt arabisk sprog. De havde opnået højdepunktet og tilbagelagt de fjerneste og yderste grænser i brugen af den arabiske litteratur. Desuden var de i besiddelse af tusindvis af vers fra den mest velformulerede poesi i den arabiske historie, produceret gennem generationer af de største digtere.Som en følge heraf tildelte Allah sit sendebud, Muhammad , et mirakel, som udfordrede dem i det mest værdisatte og højt prioriterede aspekt af den arabiske tradition, nemlig litteraturen.

Miraklet, der henvises til, er veltalenheden og retorikken i Koranen, som er Allahs tale til Muhammad , der er overleveret til os i overensstemmelse med den oprindelige tekst, dvs. i Koranens originale form. I modsætning til andre sendebuds budskaber og mirakler er Muhammads budskab et universelt og evig gyldigt budskab henvendt til hele menneskeheden.Dette faktum skyldes, at Muhammads mirakel (Koranen) er et permanent mirakel, der selv i dag, trods Muhammad ikke længere er i blandt os, stadig udgør et krystalklart og øjensynligt bevis på, at Muhammad er Allahs sendebud.

Abu Hurairah berettede at Allahs sendebud sagde:

نبي� األنبياء من ما كان وإنما البشر، عليه آمن، أو أومن، مثله ما اآليات من أعطي� إال' أوتيته الذي /ي فأرجو إلي ، الله أوحاه وحيا ' أكثرهم أن القيامة يوم تابعا

“Enhver profet blev givet mirakler, hvilket folk tog imod, men det, jeg er blevet givet, er Guddommelig Inspiration, som Allah har åbenbaret til mig. Så jeg håber, at antallet af mine følger vil overstige de andre profeters følger på Dommedagen.“41

Så derfor ved at lytte opmærksomt og koncentreret til Koranen, og opfatte dens veltalenhed, stil og indhold for derefter at konkludere og bevidne, at Koranens tale er fra Allah , idet mennesker slet ikke kan være kilde til dens usædvanlige brilliance vil det overbevise mennesket om grundlaget for den Islamiske kultur.

At opfatte det mirakuløse i Koranen

Koranen blev nedsendt på arabisk. Dens veltalenhed udgør dens mirakel. Enhver, der opmærksomt og koncentreret lytter til den, endvidere opfatter dens mening, vil blive bevidst om, at det ikke er en menneskelig tale. Ganske enkelt fordi stilen og måden, hvorpå den udtrykker sig, er væsentlig anderledes fra alle værker mennesket nogensinde har produceret. Det er hverken poesi (metrisk tale) eller prosa (ikke- metrisk tale), men en unik tale udarbejdet i den arabiske litteraturs historie. Den indeholder en systematisk diskussion med relation til menneskelige behov, problemer, spørgsmål og holdninger, der har relevans, uafhængigt af tid og sted.Men dog kan det, at nyde og smage på Koranens mirakuløse natur baseret på dens veltalenhed og stil kun opnås af dem, der er stærkt velbevandrede i den arabiske litteratur og sprog. Dette skyldes, at Koranen er udtrykt på klassisk arabisk, og at forstå Koranens enestående natur forudsætter, at man kan sammenligne den med andre arabiske værker. Det kræver dyb forståelse og kyndighed i det

- 28 -

arabiske sprogs grammatik, morfologi, retorik og kendskab til den arabiske litteratur. Det er netop nogle af de områder vi i de forudgående sider har redegjort for. At kunne tale arabisk er ikke tilstrækkeligt i dette tilfælde. Til og med skal man læse mere og mere af den arabiske litteratur for dermed at udvikle en smag, så man bliver i stand til at nyde Koranen. Dette vil resultere i, at man trods en varig læsning af Koranen aldrig vil finde den kedelig eller opleve den gentagende. Trods ovennævnte er det muligt for den, der taler lidt eller intet arabisk, at værdsætte nogle aspekter af Koranens veltalenhed gennem en dyb studering af Koranens kapitler og vers. Nedenfor præsenterer vi få eksempler på Koranens stil og veltalenhed til dem, der ikke har tilstrækkeligt kendskab til og viden om det arabiske sprog, så de kan få et glimt af og en smagsprøve på Koranens mirakel.Vi skrev tidligere, at Koranen ikke er digt eller prosa, men har sin egen unikke genre. I det arabiske litteratur kan man opdele sproget i to dele; prosa (nathr) eller digt (shi’ar). Hvad angår arabiske digte, som er en metrisk form for tale også kaldet versemål, der er et system for fordelingen af trykstærke og tryksvage stavelser i digte. Disse metriske aspekter, som findes i de arabiske digte, for at være mere præcis, er af 16 typer, som også kaldes Al-Bihar på arabisk, der betyder havene. Arabiske digtes linier er altid opdelt i to halvdele, hvor trykkene, og endelsen på det sidste ord i hver linie ligner hinanden. Det er dog ikke ”epifor” (at flere sætninger eller led efter hinanden slutter ens), men den sidste bogstav i hvert ord, der ligner hinanden.

For at komme med et eksempel har vi digtet fra tidligere:

يfل� ت�عfر الب�يfد�اء� و الل�يل� و الخ� و:. يfف� ف�ني مfح�ال و الس� رط�اس� و ر� ل�م� و الfق� الق�Hesten, natten og ørknen kender mig. Og sværdet, spydet og papir arken og pennen (kender mig).En linie, som er opdelt i to dele, hvor trykkene i hver halvdel ligger ens.

Prosa i det arabiske litteratur kan man kalde for ”ikke-metrisk tale”, dvs. der er ikke nogen form for rytmik i teksten, som der er i digte. Arabisk prosa kan opdeles i tre kategorier: Det første er det man på arabisk kalder saj’a, der er den type prosa, hvor der er rim i teksten. Den anden er mursal, som er den type prosa, hvor der ikke er rim, eller sagt på en anden måde, det vi kender fra hverdags tale. Den tredje er muzdawij, en type af prosa, hvor man nævner to forskellige ord med det samme mønster (wazn).

Et eksempel på, hvad rim prosa er, er som følgende (denne type er det man også ville kalde et ordsprog):

الدار قبل الجار و الطريق قبل الرفيق خذVælg din ledsager (rejseven), før du vælger rejsen og (vælg) din nabo, før du vælger huset. Ordet rafeeq (ledsager/rejseven) rimer på Târeeq (rejsen) og ordet Jaar (nabo) rimer på Daar (hus). Så forskellen mellem arabisk digt og arabisk prosa er, at rim prosa (saj’a) ikke har en fast bestemt metrik den følger, men der er ”epifor” (at flere sætninger eller led efter hinanden slutter ens) i og i rimprosa eller prosa, generelt, er der ikke en konstant rytme, hvorimod digte skal indgå indenfor de 16 metriker og der er en konstant rytme.

Hvad angår Muzdawij, så er det en bestemt måde at udtrykke sig på, hvor pointen er at understrege og give teksten en rytme.

�م�ارق8 وف�و�ن ف� ��م� ن �ى= )١٥ )ل اب ر� ث�وث�ة و�ز� )١٦ )ل)م�

Og puder på række og tæpper bredt ud.42

Når der forekommer to ord med den samme mønster og der er ikke rim i den (dvs. at de ikke slutter med ens bogsatver) fx faa’il (Haakim) den der dømmer og faa’il (Qaatil) den der kæmper eller maf’uula

- 29 -

(masfuufat) række og maf’uula, (mabthuuthat) tæpper, så giver den teksten en form for klang og understregelse. Det er muligt, at du kan finde noget højt litterært rimprosa med indskudte digte, men det udgør ikke en ny genre. Dog er det en prosa, hvor du indsætter et digt og overgangen fra denne til den anden vil være genkendeligt. Hvad angår Koranens unikke stil, så er det ikke noget araberne har bevidnet eller set gennem det arabiske litteraturs historie, før end den blev åbenbaret til Allahs sendebud, Muhammad . Det er velkendt, at kritikerne fra Quraish mente, at Koranens stil, hverken tilhørte prosa eller digt. Allah forklarer, at det Han har nedsendt til profeten ikke er digte eller en spåmands tale, men det er Koranen.

Allah siger:

ون� ) ن��� م� ا ت� ل�ي م��� اع� ق� ل� ش��� و� ب�ق� ا ه� ل�و�م� � �‌�� ن ٤ل� ا)١ ل�ي م��� اه� ق� ل� ك��� � و�ال� ب�ق� �‌�� ن ل�ون� ) ٤ت�ذ�ك�ر� ��ل�م�ين� ))٢ ع� ب� ل� ت�نز�ي م�ن ر� ٱ �� ٤ن ٣(

Og det er ikke nogen digters ord. Ringe er det at tro. Og det er ikke en spåmands tale. Ringe er det i tænker. (Men det er) en åbenbaring fra alverdens Herre. 43

Eller når Han siger:

ب�غ�ى ل�ه� ا ي� م� ر� و� لش� ن���ه� ا ع�ل� ن�و�م� ل ٱ ب�ي ) ل� ء�ا م" و� إ�ال� ذ� و�ق� �� إ� ه� ن �� ن ل� ,� ن pل ل� )٦٩ۥ‌�

Og Vi har ikke lært ham digtekunst, ej heller sømmer det for ham (at være digter). Det er kun en formaning og en Koran, som gør (alle ting) klare og tydelige.44

Efter denne korte introduktion på hvad digt og prosa er, så lad os bevæge os videre til Koranteksterne, for at se hvor Koranen adskiller sig fra de øvrige to kategorier.

At Koranen ikke er digt, og digt består af: wazn, (metrik) i hver linie, som består af to halvdele, hvor ordene i hver halvdel har ens metrik. Og så er der qaafiya, som betyder rim, hvor sidste bogstav i linien skal være ens med de resterende linier.

Allah siger:

لط�ار�ق� ) اء� و� م� لس� ٱو� ار�ق� ))١ٱ لط��� ا ٮ�ك� م��� ر�ا أ� م� ٱ و� اق�ب� ))٢ل5 لث��� م� لن� ٱ ل� )٣ٱاف� ) ا ح� ا ع�ل� �{إ�ن ك�ل" ن� ل�م� ن ہ~ Vل �� ن T))٤ل �ق ل��� ن� م�م� خ� ���� إ�نس� ي�نظ�ر� ل� ف� ٱ ق�)٥ل� ل��� خ�

ا د�اف� ) ��م�ن م���� ن *� اٮ_�ب� ))٦ن ر� لت���� ب� و� لص" ن� ج� م� ب� ر� ٱ ي� ل� ٱ ل� ن� ه�)٧ل� �ن���� ۥ ع�ل�ى�  إاد� ) ع�ه� ل�ق� ��ر� ن ۦ )٨ل�

Ved himlen og morgenstjernen Og hvad skal lære dig, hvad morgenstjernen er? Stjernen (med den) gennemborende (glans) Der findes ingen sjæl, som ikke har en vogter over sig. Lad derfor mennesket betragte, hvoraf det er skabt Det er skabt af ugydt væske Som strømmer frem mellem rygraden og ribbene. Sandelig, Han (som har skabt det deraf) har magt til at lade det vende tilbage (til liv) 45

Efter studie af disse vers kan vi se, at der ikke er den wazn (metrik) i, som der skal være i poesi og qaafiyah (rim), men vi kan se, at hver linies slutning variere fra qi, qu, bu, thun, qa, qin, bi og run, hvor i en digt skal det være ens, og hermed hører den heller ikke under de 16 metriker. Og den går heller ikke under kategorien prosa, ikke engang rim prosa og det kan siges udefra to punkter. For det første. fordi der ikke er ens slutning, med andre ord, der er ikke ”epifor” og for det andet, fordi der i Koranteksten er

- 30 -

en konstant rytme, som ikke findes i prosa. Hvad angår muzdawij prosa, så kan man fx pege på: At-Taariq i slutningen af anden vers og ath-Thaaqib i slutningen af tredje vers, men det er ikke sådan at der i hvert vers er denne form for prosa.

Derfor kan man ikke kan placere disse vers under muzdawij prosa, fordi der er en konstant rytme, og derfor ligger den ej heller i denne kategori, men har sin helt egen unikke stil, så konklusionen er, at Koranen hverken går under de 16 former for metrikker, der findes i digte og heller ikke i de tre former for prosa.

Er det muligt at sige, at Koranen er en blanding af de to stilarter (digt og prosa)?

Arthur J. Arberry mener, at det er et samspil mellem de to:

“For Koranen er hverken prosa eller poesi, men en unik fusion af begge to.”46

Det er korrekt, at der i en sætning i et vers i Koranen kan indgå reglerne om poesi og det er korrekt, at der i en sætning i et vers kan indgå reglerne om prosa og det er ligeledes korrekt, at den blander mellem metrisk og ikke metrisk tale, men uden at læseren bemærker dette samspil og uden at læseren kan fornemme den mindste ændring i stil eller form. Når vi undersøger Koranen, så kan man fx godt fiske to sætninger ud fra to forskellige kapitler, som vil indgå under poesi eller prosas regler, men når man undersøger Koranen, så vil man også hurtigt finde ud af at det kun er nogle sætninger, der indgår i de to stilarter, men Koranen som helhed er en unik tredje stilart, som vi mennesker ikke kan gennemskue, da Allah har lagt et slør for hvad Koranens stilsystem er. Med andre ord, hvis Koranen var en fusion mellem de to stilarter, så ville det være muligt at imitere Koranen, da de andre stilarters metoder er synlige og kan imiteres og man kan endda forbedre dem. Derfor er Koranen ikke en fusion mellem digt og prosa, men en ny unik stil.

Nu har vi givet få eksempler på, at Koranen hverken hører ind under den ene eller den anden kategori, men er en helt unik tredje stilart, og det er her udfordringen ligger, nemlig at kunne producere noget lig Koranen, som ingen har kunnet formå eller for den sags skyld vil formå.

Hvorfor kan Koranen ikke imiteres?

Koranens system, dvs. måden hvorpå den er opbygget, er noget Allah har hemmeligholdt og derfor er der ikke nogen, der kan imitere den. De dygtigste poeter, og de mest velbevandrede indenfor det arabiske sprog har forsøgt og de har ikke kunne lavet noget, der er bedre eller lig den. Walid (I)bin Mughairah og andre ledere fra Quraish plejede at snige sig ud om natten for at høre Profeten recitere Koranen. De fangede hinanden i at gøre det flere gange, og de besluttede sig så for ikke at gøre det igen. De vidste, at araberne blev påvirket af Profetens kald til Islam. De diskuterede om hvad de skulle kalde Profeten , så araberne skulle afvise ham , dvs. Koranen. De kaldte ham for spåmand, at det var rim, prosa, at han var skør, at han var magiker og at han var digter osv. Alt dette afviste Walid (I)bin Mughirah, da de spurgte ham: Hvad er det så vi skal sige O Aba abd ush-Shams? (Walid (I)bin Mughirahs Konya, en type af kælenavn). Han svarede:

, ل�جناة ف�رعه إن و لعذ�ق أصل�ه إن و لحالوة لقوله إن� الله و

”Ved Allah, sandelig hans tale er smuk og dets grundlag er rodfæstet (ligesom et palmetræ) og på dets gren er der frugter.” 47

- 31 -

Ibn Mughirah mener, at Koranens stil er noget helt unikt, dens rytme er sød og dens grundlag kan ikke betvivles. In aslahu la’adhq (sandelig dets grundlag er rodfæstet) skal forstås metaforisk som et palmetræ. Araberne forstod, at et palmetræ er urokkelig, selv under storm, og derfor betegner de et palmetræ med et rodfæstet grundlag. På dets grene er der frugter dvs. det er et velbevarede træ, og alt hvad der kommer fra den er sandt.

I anden beretning sagde han:

, من ال و اإلنس كالم من هو ما كالما9 محمد من سمعت لقد الله و , , , أعاله إن� و لطالوة عليه إن� و لحالة له إن� الله و الجن� كالم

. , عليه, ي�على ما و ليعلو إن�ه و لمغدق أسفله إن� و . لمثمر

”Ved Allah, sandelig jeg har hørt fra Muhammad en tale(Koranen). Det er ikke en tale fra mennesket og ej heller fra jin. Ved Allah, sandelig den har en sødme og den har en klang. og sandelig på dets højder (grene) er der frugter, og sandelig dets grundlag er rodfæstet, og sandelig det er den der ophøjer og der intet der kan forhøjes over den”. 48

Waleed ibn Mughirah, den som postulerede, at han var den bedste indenfor den arabiske litteratur, indså og erkendte, at Koranen er et mirakel. Hvad er det så, der fik ham til komme med alle de superlativer, udover at denne var en helt unik stilart menneskeheden ikke ville være i stand til at imitere og heller ikke er set før.

For at tydeliggøre den effekt og den unikke stilart Koranen er åbenbaret på, kan kun fremvises igennem selve Koranteksterne. Det ville være ubønhørligt, at forsøge at fremvise denne unikke stil ud fra nogen som helst anden fremgangsmåde.

Allah siger:

ا م� إ�ال� م��� ع����� أ� ة� يم��� ل� ل�ك�م ب� و أ�ح� ع�ق� f ب� وا ف� f أ� ا Rن�و ل�ذ�ين� ء�ام� ا �ي"ه� ل�ي���Rأ ل� ٱ ه" �ل ه5‌� ل� ٱ ل� ٱا ي�ر�ي�د� ) ك�م� م�� لل�ه� ي� ر� إ�ن� �نت� ح� أ د� و� لص� ل�ى ر� م�ح� ك� غ� ل�ى� ع�ل� ل!ي� ٱ �‌�� ل� ل� ٱ ل� ل� ل� �ل

١(

"O I som har Iman, fasthold jeres aftaler. Kreaturer (kameler, køer, geder og får) er tilladt jer, med undtagelse af det, som forelæses jer. Det er ikke tilladt at jage, medens I er i Ihram. Allah dømmer (lovgiver), som Han vil.” 49

Imam Shawkani siger vedrørende dette vers: "Dette vers har en veltalenhed, der svækker mennesket og gør dem svage. Det indbefatter veltalenhed og adskillige love. Nogle af disse love er:

En (omfattende) befaling om at overholde kontrakter.En (generel) tilladelse af kreaturer. En erklæring om en undtagelse fra denne tilladelse.Et forbud mod jagt for den person, der er i Ihram ogTilladelse til jagt i tilfælde af, at man ikke er i Ihram.

Imam Shawkani beretter også: "At studerende hos filosoffen Alkindus spurgte ham en dag: "O vise mand, hvad med at producere noget for os på niveau med Koranen. Så svarede han dem: Jo, jeg er i stand til at imitere dele af den. Derefter holdt han sig væk fra dem i mange dage for at producere noget, der kunne sammenlignes med Koranen. Derefter vendte han tilbage til dem og sagde: "Ved Allah, hverken jeg eller nogen andre kan præstere dette. Jeg åbnede bogen (Koranen), og det første,

- 32 -

jeg fandt, var sura Al-Maidah. Da jeg læste den fandt jeg ud af, at Koranen omtaler at fuldføre kontrakter og fordømmer at overtræde kontrakter, så giver den en generel tilladelse til at spise kreaturer, og derefter nævnes et undtaget forbud om at spise ting, nævnt andre steder i Koranen, og derefter omtaler endnu en undtagelse fra generel-reglen (jagt under Ihram). Ingen vil være i stand til at producere noget lignende". 50

Ikke nok med at Koranens stilart ikke kan imiteres, så indbefatter den også et omfattende system, der organiserer menneskets forhold. Hvis et menneske prøvede at udtrykke så mange tanker i et vers, som kun omfatter få linier, ville det enten være ude af stand til at vedligeholde sprogets veltalenhed, eller også ville læseren få et indtryk og en følelse af, at der blev kastet for mange tanker i hovedet på vedkommende på engang. Dog fører det, at læse verset på arabisk, ikke til, at læseren føler, at dette vers er tungt og tørt i stilen, trods det rige indhold.

Et andet eksempel omkring Musas historie siger Allah :

gه لي ہ> هLا ء� �5 ء اا ہ� .ا ہ هLا �‌Mا ه. ہ� Oل ہ: QRہ ہ� MTه ہuا ہ: QRہ ہ� ص3 ہي ل> ٱ MTه Sه ه[ي ل> ہ9ا Tہ Sه لي ہل Uہ Zه ل2 yه ہKا هLا Tہ �‌Sه ي ه ه� ل� ہ9ا ل� ہ9ا Mـ ا Gہ ء8و ص� ء9ا Mـ ا ہ> هLا اا Nہ لي Cہ ل� ہ9ا ہ�ہ@ ( هلي Gہ ل, ء; ل> ٱ ہ@ ه8 ء� ءلو Uه ہ_ا )٧ہ�

"Og vi inspirerede Musas mor sigende: Am ham, men når du frygter for ham, så sæt ham i floden (Nilen), og frygt ikke og sørg ikke, sandelig Vi vil bringe ham tilbage til dig og gøre ham til et af sendebuddene." 51

I det ene vers fra kapitlet Al-Qassas fortæller Allah os to nyheder, to påbud, to forbud og to efterretninger. Alt sammen uden, at det går ud over den lethed, som verset kan reciteres med. Altså er verset let at recitere og binder ikke tungen, som man kunne forvente i tilfælde af, at der var tale om et menneske, der prøver at udtrykke så mange tanker indskrænket i så få ord.

Et tredje eksempel er beretningen om Nuh historie, Allah siger:

ه� لو ہ[ لل ص> �=ا ن ل cء Iہ هEي ہ� ص�‌� ه5 ء<و ل> ٱ Mہل Uہ �ل ہو Yہ Gل ہ�ٱ ء, ل8 Q9ہ Rل ٱ Mہ ه� Eء ہ� ء* اا ہ; ل> ٱ ہ� ه�ي ہ� M ه هل Eل ہ9ا ء* اا ہ; ہ? Aـ Vہ ہ� �ه ہ* اا ہ8 M ه ہل cل ٱ ء& ل� ہ9ا Aـ ا Vہ Iہ هEي ہ�ہ@ ( ه;ي هل Aـ m ہ ٤ٱ> ٤(

"Og der blev sagt (efter de vantro druknede): "O jord, slug dit vand, og O himmel, hold dit vand. Vandet sank, og sagen var afgjort, og skibet satte sig fast på Judi-bjerget, hvorefter der blev sagt Bort med det uretskafne folk" 52

Dette vers omtaler Nuhs tid. I dette ene vers, som kun indeholder 17 ord, har Allah berettet hele begivenheden vedrørende floden, hvor de vantro druknede til os. Det fortæller os, at jorden var fyldt med vand og skyerne var ovenpå. Så beordrede Allah jorden til at lade vandet flyde bort fra landet og ind i havet og floder. Så imødekom jorden og skyerne denne befaling, så landet ikke var oversvømmet længere, og Nuhs skib kom til at hvile på et bjerg. Så informerede Allah os, at Nuhs folk blev frelst fra de uretskafne, og at disse uretskafne blev tilintetgjort. Alle disse tanker er kun udtrykt i et vers, uden tøven i den enestående veltalenhed og stil i Koranen. Det er faktisk berettet, at da Ibn Muqattah, en mand betalt af nogle arabere for at producere noget lignende Koranen, hørte dette vers blive reciteret af en person, opgav han og underkastede sig Koranens unikke veltalenhed.

Dette var kun få eksempler på den mirakuløse stil i Koranen, og dens evne til at udtrykke adskillige meninger med meget få ord, uden at det går ud over Koranens veltalenhed. Det er derfor ikke underligt, at enhver arabisk digter, muslim eller ikke-muslim, ville lære Koranen udenad eller vedblive med at læse den. Ydermere er Koranens veltalenhed så enestående, at selv om man ikke forstår dens betydning, eller i det hele taget kender det arabiske sprog, vil vedkommende ved at lytte nøje og opmærksomt til den, opfatte at det er en unik tekst og værdsætte dens skønhed. Ligesom Koranens sproglige stil, besidder indholdet også et mirakuløst natur koblede til den sproglige stil. 53

- 33 -

Koranen er et mirakel og er den, der legitimerer Islams gyldighed og derudover er den også en lovtekst. Den er vores kilde til at opfatte, hvad der er halal (tilladt) og haram (forbudt) og hvilke love som individer og samfund skal indrette sig ifølge.54 Den store juridiske rigdom vi besidder illustreres temmelig godt, hvis man tager en tur forbi de islamiske boghandlere i den arabiske verden. Store værker i flere bind, der i ”vingefang” måler næsten en meter og i antal er mange tusinder, vil uden tvivl være det bedste bevis for vores juridiske rigdom (ret trist at disse bøger samler støv), hvor loven hele tiden forholder sig til praktiske realiteter endda til mindste detalje. Derfor ligger vores styrke også i, at vi udover at have et mirakel som bevis for vores kulturs sandhed og dermed en legitimitet til at danne samfund, ligeledes har en kilde, som kan producere lov og tanke i det ”uendelige”. Det er i denne sammenhæng, at ijtihad mekanismen kommer til udtryk.

- 34 -

Ijtihad og Islams udvidelse

Muslimer varetog gennem flere århundreder deres private såvel som deres samfundsanliggender med Islam. Til trods for den konstante forandring, der er i menneskelige samfund, formåede Islam at forholde sig til et hvilket som helst nyt problem, der opstod. Selv i dag er der en masse nye spørgsmål Islam nødvendigvis kommer til at forholde sig til. Store debattemaer som fattigdom, miljø og internationale forhold stiller muslimerne overfor nye udfordringer. En del af disse udfordringer skyldes nogle helt specifikke kulturelle strukturer som store dele af verden er inddæmmet i, mens andre udfordringer er reelle og uundgåelige. Fx er der ingen tvivl om, at den teknologiske udvikling stiller nye spørgsmål om, hvordan vi bør forholde os til de muligheder, der opstår som resultat af den forskning, der har været af menneskets og dets gener. Den større kompleksitet, der er i internationale forhold stiller os overfor udfordringer som går langt ud over nationale, ja selv regionale grænser. Disse spørgsmål og andre lignende vil i fremtiden hele tiden nødvendiggøre, at den dominerende ideologi eller kultur kan finde svar til problemstillingerne.

Islam har den evne, at den på trods af et fast fundament og legislative kilder, som er mere end et tusind år gamle, stadig er i stand til at forholde sig til nyopstået realiteter. Det kan selvfølgelig lade sig gøre ud fra følgende vinkler.

Den generelle måde de legislative kilder er udtrykt på.Det faktum, at de legislative kilder forholder sig til den uforanderlige menneskelige natur og ikke specifikke individer i bestemt tid og rum.Det arabiske sprog, som de legislative kilder er formuleret i, er så dyb og bred at der i en forholdsvis kort tekst kan rumme mange detaljer og endda flere love. Den rolle ijtihad spiller i forbindelse med Islams udvidelse.

I dette kapitel vil vi indskrænke os til den rolle ijtihad spiller i Islam. Begrebet ijtihad kommer af roden jahada/juhad og Ijtihad betyder i sproget: At ofre sine kræfter vidtstrækkende (Bazl ul- wasi´a).55 Eller det betyder: At ofre sine kræfter vidt og bredt i en sag (Baz l ul-wasi´a fi talab al- amr).56

En lidt mere fyldestgørende forklaring finder vi hos Al-Amadi: ”Det er i sproget et udtryk for et vidtstrækkende udtømmelse i at realisere en sag ud af sager påkrævet omkostning og anstrengelse”.57 Vi kan ud fra sproget se, at ijtihad som minimum kræver følgende ting af den pågældende mujtahid (Den, som laver ijtihad):

Ofring/AnstrengelseDen mest mulige og optimale brug af kræfter på at realisere sagenAt være så vidtgående, som det overhovedet er muligt for at realisere sagenAlt sammen omkring en sag eller situation.

I spørgsmålet om Islam og ijtihad, så forstår vi denne sproglige betydning af begrebet ijtihad i lyset af den terminologiske, altså den fagspecifikke betydning, hentet fra de lærde, som beskæftiger sig med Usul ul fiqh (principper for Islamisk jura) som fx Al-Amadi. I deres fagsprog er ijtihad:

”En vidtstrækkende udtømmelse (anstrengelse) i at komme frem til det sandsynlige i en sag relateret til ahkam ush-Shar’iyah (Shari’as love) på en sådan måde, at man føler sig ude af stand til at gøre (anstrenge sig) mere.” 58

55 Al Fayruz Abadi, Al Qamus Al Muheet, s. 243.

56 Ibn Mansur Lisan Al Arab, s. 477

57 Al-Amadi Al-Ihkaamu fi usul il-ahkaam bind 2, s. 921

58 Al-Amadi Al-Ihkaamu fi usul il-ahkaam bind 2, s. 921

- 35 -

Som vi kan se foroven, så ligner den sproglige forklaring af begrebet den, som findes i fagsproget. Der er tale om en anstrengelse af en udtømmende karakter i at komme frem til det sandsynlige i en sag, hvor man her udelukker, at ijtihad kan finde sted i de sager, som er absolutte dvs. ahkam qatiiya (absolutte love). Det betyder at der ikke er fortolkning i entydige spørgsmål. Det betyder også at der dermed er et fast fundament som ikke rummer plads til fortolkning også indenfor lovgivning. Fx er rækken af de vers der snakker om at styre med hvad Allah har nedsendt og indskrænke sig til hukm shari´a er entydige vers.

Allah siger:

ہ� ( ء;و هل Aـ m ہ ٱ> ء3 ء4 gہ hLه Aـ ا ہ> ا� ء9ا Tہ Sء ل ہ ٱ> ہ� ہ� ہ9ا. اا ہ; cه ء�3 Oل Vہ ل3 < ہ ہ8@ ٤ہ� ٥(

”Og hvem end, som ikke styre med alt det Allah har nedsendt er tyranner” 59

Derudover taler vi om anstrengelse i ahkam us-shariyah (Shari’as love) og ikke i en anden videnskab. Og endelig skal man have anstrengt sig så meget, at man ikke har undladt noget, for ellers har en fuldkommen ijtihad ikke fundet sted. En sådan mangelfuld ijtihad betragtes ikke som gyldig fortolkning. Det vi ser i dag af moderne automat-fatwaer er tit kendetegnet ved, at den anstrengelse moderne Islamiske præster gør sig ikke er tilstrækkelig for, at man kan kalde det en gyldig fortolkning. Når man ignorerer absolutte tekster i et spørgsmål eller kun opfatter ”sagen” på overfladen, så er der ikke tale om gyldig ijtihad. Allah har i utallige vers advaret muslimen om at følge sine lyster, og advaret at man lavede halal om til haram og haram til halal.

Allah siger:

Rد�و ت��� ه� ل�ك� و�ال� ت� لل��� ل� ا أ�ح��� م�واf ط�ي�ب���ت� م� ر� ن�واf ال� ت�ح� ل�ذ�ين� ء�ام� ا �ي" �ي���Rأ اا‌ ل ل� ٱ ٱ ہ"ت�د�ين� ) م� لل�ه� ال� ي�ح�ب" لإ�ن� ل� ٱ (٨٧ٱ

”O I som har iman, forbyd ikke de gode ting, som Allah har tilladt jer, og lad vær med at overskride, sandelig Allah elsker ikke overtræderne.” 60

Denne mekanisme (ijtihad) i Islam er en kollektiv forpligtigelse for den Islamiske nation, så den derved uanset tid og rum kan forholde sig Islamisk til de nyopståede forhold i samfundet. Det betyder at der i alle tider skal være en tilstrækkelig gruppe af mujtahedeen. Denne mekanisme er nødvendighed for den Islamiske nation, idet dens selvopfattelse beror på et ansvar om at være den førende nation, der til alle tider forholder sig menneskets problemer for derefter at komme med det korrekte bud på, hvordan mennesket løser problemet.

Allah siger:

�ر� م�نڪ ن� ع�ن� ه� ت� وف� و� ر� م� ون� ب� م�ر� ر�ج� ل�لن�اس� ت�ة1 أ� م�

ر� أ� ل�ك�نت� خ� ٱ ل� ل� ل ل� ٱ 9ا ل �ل ل� ل� ل� لل� ) ن�ون� ب� م� ت� ه�‌�و� ٱ (١١٠ل�

”I er den bedste nation, som er frembragt til menneskeheden. I påbyder det gode og forbyder det slette og har Iman på Allah.”61

Ligeledes siger Allah siger:

ل�م�ون� لن�اس� ال� ي� ث�ر� � ل���ك�ن� أ ا و� ن�ذ�ي ا و� ي �اف� ل�لن�اس� ب�ش� ن���ك� إ�ال� ڪ س�ا أ� لو�م� ٱ ل� �� ن �� ن �� ن ل� ل�

(٢٨(

- 36 -

”Vi har udelukkende sendt dig, som en forkynder af godt nyt og som en advarer til hele menneskeheden, men de fleste mennesker ved ikke.” 62

Ijtihad i vores diskussion er relevant, fordi den sammen med arabisk eller med udgangspunkt i det arabiske sprog gør Islam dynamisk. Den moderate danske tilgang til Islam har længe fokuseret på de grundlæggende principper for Islamisk jura (usul ul-fiqh), som for øvrigt modsiger klassiske juristers anvendelse af samme principper og med et helt andet motiv, uden at tage højde for at det arabiske sprog sætter rammerne for fortolkning og ijtihad mekanismen forudsætter, at alle relevante tekster inddrages i diskussionen. Dansk-Islam tager ikke det arabiske sprog i betragtning, end ikke alle relevante tekster i og med at hensigten ikke er at finde Islams holdning til det pågældende spørgsmål, men snarere at finde en holdning, som samfundet og særligt regeringen kan tolerere. Det betyder med andre ord, at Islams dynamik går i stå, Islam tilpasses samfundets og regeringens lyst og ønske samt er det netop det, der er de moderates kræfters hovedopgave, at servicere regeringen med en resigneret og tilpasningsdygtig Islam, som accepterer regeringens og mediernes krænkelser af Islam og forfølgelse af muslimer i ytringsfrihedens navn. Det betyder med andre ord at hvor Islam skulle bringe folk ud af mørket og ind i lyset så bringes Islam ind i mørket. Dertil ignorere denne tilpasset Islam de forbrydelser regeringen begår i Afghanistan, så hovedfokuset begynder at være på fx danske svins rettigheder og så kan muslimer i Afghanistan blive overladt til egen skæbne. Det er med andre ord ikke ijtihad for at kende Allahs lov til en pågældende situation men snarere at udskrive en så stor check (helst blanco check) til regeringen for at behage det omgivende samfund for at vinde accept og skulderklap.

Ijtihad er ikke en hvilken som helst fortolkning og dermed ikke en blanco check til den danske regering, så den kan udvikle sin egen reformation af Islam. Ijtihad tilsigter ikke at finde frem til regeringsgodkendt Islam og den tager ikke afsæt i hvilke holdninger samfundet kan acceptere, men derimod tager ijtihad udgangspunkt i det arabiske sprog. Dynamikken i Islam kommer ikke af, at Islam accepterer en hvilken som helst værdi, som det danske samfund er bygget op omkring. Så ville dynamik betyde, at Islam rummede alle de tanker mennesket og dets lyster ønskede. Og så ville der i virkeligheden betyde, at Islam var en underkastelse til mennesket og ikke den anden vej rundt. Dynamikken kommer heller ikke af, at Islam kan gå på kompromis med den danske regering og underkaster sig dens vilje om at udvikle en reformvenlig udgave af Islam. Dynamikken i Islam kommer heller ikke af, at den er i lommen på regeringen, så den er villig til at mene hvad som helst, blot det tjener regeringens politik, som i disse dage i ytringsfrihedens navn tilskynder medier og kunstnere til at begå verbale hånende overgreb på profeten . Dynamikken i Islam stammer fra dens evne til at kunne forholde sig til et hvilket som helst spørgsmål, idet det arabiske sprog både omfatter og afgrænser den mening, som Islams legislative kilder har til det pågældende spørgsmål eller sag. Derfor er det mujtahids (den, som laver ijtihad) ansvar og pligt, at han eller hun er omhyggelig med at forstå sprogets grammatik, morfologi, balagha, udtryk etc. Og derfor er et af de krav, som Islam stiller til en mujtahid, en tilstrækkelig indsigt i det arabiske sprog. Det er derfor man med rette kan sige, at teksten tolker sig selv! Og denne hovedrolle og betydning det arabiske sprog har i forbindelse med ijtihad kommer til syne i fiqh (Jura) værkerne, som de klassiske retslærde forfattede. Det kommer også til udtryk i den udvikling, der var i forfatningen af værker om det arabiske sprog af klassiske retslærde.

- 37 -

- 38 -

Det arabiske sprog i lyset af Âmm (Generel) og Khaas (Specifik)

Der har været talrige forsøg på at få muslimerne i Danmark, eller i Europa for den sags skyld, til at efterleve en Islam, som er tilpasset de vestlige værdier. Denne tilpasning giver anledning til bl.a. at Islamiske tanker, såsom at Islam godt kan forstås på et andet sprog end dens oprindelige sprog (den er blevet åbenbaret på), og hermed åbner de op for døren til, at Islam er en hver mands tanke; dvs. at Islam har flere ansigter. Udover det, opdigter de falske påstande, om at åbenbaringer kom ned for at behandle specifikke omstændigheder, der var relateret til nogle personer i datiden. Dette betyder at påstandens afsender, rent faktisk, pålægger sin egen filosofi over muslimerne, om at det ikke er loven der i fokus, men ånden i loven, som Montesquieu bidrog med. Dermed fjernede de tanken om at Islam er universel, og har gjort at det er en hver mands ret at kunne udlede, ud fra sin historiske, sociale eller politiske omstændigheder. Med andre ord, hvad der gavner ham bedst.

Det er korrekt, at årsagen til åbenbaringen (Sabab un-Nuzul) blev nedsendt til en specifik omstændighed. Dermed sagt, så kan tekstens ordlyd enten være specifik eller generel, til det emne teksten behandler, hvilket Sabab un-Nuzul afgrænser.

Jurister har udledt et princip ud fra teksterne, som de har forstået gennem det arabiske sprog, og som lyder således:

ة� �لfع�بfر� ظ� ب1ع�م�وم� ا fف�لffال �ب� ب�خ�ص�وص� ال�ال�سب

”Betydning tages ud fra tekstens generelle ordlyd, ikke fra dens specifikke årsag”

Dette princip er blandt andet det, der viser Islams universalitet, hvor kyndige jurister herudfra udleder love til enhver tid og sted, foruden det faktum, at vestlig inspireret, moderne og såkaldte jurister har manipuleret med dette princip, og bruger det til at pålægge Islam og muslimerne vestlige værdier og løsningsmodeller; såsom at gøre rente tilladt. De bruger hadithen, hvori Profeten sagde:

”En tredjedel og en tredjedel er for meget”

Denne hadith er afgrænset til emnet om Al-Wassiyah (arving) og generel for enhver muslim og ikke specifik til den årsag eller realitet det blev sagt til.

Disse modernister misbrugte hadithen indenfor Ribba (rente), ved at sige, 30 procent er for meget at kræve, så kræv det der er under, selvom hadithen er afgrænset til arv. Dette vil svare til, at man bruger hadithen om at kvinder ikke må have regerende poster i staten, Abi Bakrah sagde:

”Da Profeten modtog nyheden om Persiens folk havde indsat Kisras datter, som leder over dem”, så sagde han : ”Et folk, som sætter deres anliggender til en kvinde, vil aldrig få succes”.

Denne hadith er afgrænset til emnet om regerende poster i staten, og generel om at enhver kvinde ikke må besidde en regerende post; og ikke specifik til Kisras datter.

Hvis vi skulle applicere den tidligere tankegang og ikke afgrænse den til tekstens emne (regerende poster i staten), så vil det betyde at kvinder ikke må have nogen form for autoritet til at varetage nogle anliggender, dvs. hun må ikke være dommer, leder osv. i et firma, og vi kan sågar gå så langt at sige, at hun ikke engang må varetage sit eget barn. Derfor er det vigtigt at vide at teksten er afgrænset til det emne den behandler. Udover det, kræves dyb kendskab til shari’ah og sproglige principper indenfor det arabiske sprog, hvor sidstnævnte er en nødvendighed for i det hele taget at kunne vide om teksten ordlyd er generel eller specifik. Vi vil i det efterfølgende give et overblik over sprogets rolle med hensyn til at forstå tekster; om de er generelle eller specifikke (Amm og Khass).

- 39 -

Âmm og Khaas

Efter at have opklaret hvilke bestanddele det arabiske sprog har, og hvornår et ord kan kategoriseres under arabisk samt at Islams legitimitet hviler på det arabiske sprog. Ijtihad mekanismen, som gør det muligt at nedfælde en dom til enhver tid og sted, og at det af denne grund ikke er en hver mands eje, men som har en række betingelser. I dette kapitel vil vi påpege nødvendigheden af, at kende til det arabiske sprog med hensyn til fortolkning af Islam.

Det er ikke nok med at forstå Koranteksterne, og forstå den shari’ah-terminologi, der ligger i teksterne, fx salah, som sprogligt betyder bøn, men hvorom profeten forklarer, at det er nogle faste bestemte bevægelser og udtalelser under specifikke tidspunkter, der skal udføres (de fem daglige salah). At forstå grammatikken i det arabiske sprog, som har en stor rolle for at vide, hvornår en Koranteksts ordlyd er general (’Âmm) eller hvornår den er specifik (Khaas) er ligeledes noget, der er meget essentielt, når det handler om lovgivning, for at finde ude af om det er en lov, der vedrører det specifikke eller det generelle. For at gøre emnet lidt mere klart, så vil vi forklare disse termer og vise, hvor sproget (grammatikken) har en så vigtig rolle, at det kan være udslagsgivende for forståelsen af teksten.

’Âmm (general) kan forklares som: Det generelle ord, som indbefatter helheden, der bliver forklaret med et ord.63

For at komme med en række af eksempler på dette, så man kan forstå sprogets rolle i dette emne og hvilke grammatiske regler, der er til for at kunne kende, hvornår et ord er general:

Ism ul-Jinns (Genus) er at opdele navne i klasser efter deres bøjningsmønster. Udover de er genus, skal den også være bestemt med bogstaverne Alif og Laam fx Rajulun (mand i ubestemt form) al(r) -rajulu (manden i bestemt form). Så den skal være genus med al (Alif og laam).

Allah siger:د� fئ�ة� ج� ا ا م� م� ح� م� ل�د�واf ك�ل� و� ان�ى ف� لز� ان�ي�ة� و� ��‌�لز� ن ل� ء~ ل. 5� ن ٲ ل� ٱ ٱ )٢)…ٱ

Den kvinde og den mand der bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver!... 64

(Enhver) Al(z)-zaaniyyah (den kvinde, der bedriver utugt) (Enhver) Al(z)-zaani (den mand, der bedriver utugt)

Eller for komme med et andet eksempel.

Allah siger:

ر� خ� �ل�ى ع�ون� إ م� ي�نك� أ� ت�ك�ن م� ل�و� ل� ٱ ل5 �� ن ل� )١٠٤ )…ل�

Og der skal være iblandt jer en gruppe som kalder til det gode… 65

Al-khayr (Det gode) er general ud fra at det er genus og bestemt med partiklerne Alif og Laam. Det gode betyder Islam 66 og pga. ordet er genus og bestemt med Alif og Laam, så derfor tales der om hele Islam og ikke kun en del af den.

63 Taqid-deen An-Nabahani, Ash-Shakhsiyyat ul-Islamiyyah bind 3 s. 235

64 Koranen, OMQ. An-Nur:2

65 Koranen, OMQ. Al-Imran:104

66 Tafseer Jalalayn, bind 1 s. 146

- 40 -

Ord som: Kullu (Enhver), jamee’a (Alle), ajma’a (Alle sammen) og kaaffat (Hele) er blandt de ord, som kendertegner at tekstens ordlyd er generel.

Allah siger:

ول�ه� س� ل� ر� س�ل�ذ�ىR أ� و� ل�ه� ه� ٱ ر� ه��� ق� ل�ي� ح� د�ين� د�ى� و� ه� ل{ ب� ل� ٱ ل� ٱ ل��د�ين� ۥ ٱ ع�ل�ى ۥ

ر�ك�ون� ) م� �ر�ه� ل� ڪ �ل�ه� و� ل$ڪ ل� ٱ ل� )٣٣ۦ

”Han er den som nedsendt Hans sendebud med retledningen og sandhedens deen (Islam) for at lade den sejre over enhver anden deen (Livsanskuelser) selvom idoltilbederne måtte hade det. ” 67

Kulli-hi: Grunden til, at der står kulli og ikke kullu, er fordi den er genitiv og hi som er sat foran, er tredjeperson han-køn, entals pronomen, som betyder han eller det og er stedord for deen, samtidig er Kulli-hi også understregende og general dvs. Islams sejr over enhver anden deen, som har eksisteret og vil eksistere indtil Dommedag.

For at komme med et andet eksempel, så siger Allah :

م� ة� ه�‌�ك�ل" ن� ذ�اٮ_�ق� ل� ل� ٱ �� ن T١٨٥)…ل(

”Enhver sjæl skal smage døden...” 68

Kullu (Enhver), er det, der indikere at verset er generelt.

Allah siger:يع9ا … م� � ج� ڪ �ل� لل�ه� إ ول� س� �ن�ى ر� ل�إ ل� )١٥٨)…ٱ

”…Sandelig, jeg er Allahs sendebud til jer alle...” 69

Her bruger Allah ordet jamee’an (Alle), som indikerer at tekstens ordlyd er generel og ikke specifik. Dvs. profeten blev ikke sendt til den arabiske halvø, men til hele menneskeheden.

Allah siger:

ع�ون� ) م��ل"ه� أ� ل���Rٮ_�ك�ة� ڪ م� د� ج� ل�ف�س� ل� ل� )٧٣ٱ

”Da kastede englene sig ned, alle sammen.” 70

Ajma’aun er pluralis for Ajma’a (Alle sammen), og ordet indikerer at tekstens ordlyd er generel.

Allah siger:

ل�م�ون� لن�اس� ال� ي� ث�ر� � ل���ك�ن� أ ا و� ن�ذ�ي ا و� ي �اف� ل�لن�اس� ب�ش� ن���ك� إ�ال� ڪ س�ا أ� لو�م� ٱ ل� �� ن �� ن �� ن ل� ل�

(٢٨(

”Vi har udelukkende sendt dig, som en forkynder af godt nyt og som en advarer til hele menneskeheden, men de fleste mennesker ved ikke.” 71

Kaaffat (hele) er det ord, som indikerer, tekstens ordlyd er generel.

- 41 -

Artiklen man (Den som), som er betingelsesartikel (Harf shartiyyah), som bruges i forbindelse, til dem, der er forstandige. Ligesom når Allah siger:

ون� ) … ر� ك���ف� ل���Rٮ_�ك� ه�م� fوأ� لل�ه� ف� ل� ا أ�نز� ك�م ب�م� ل�و�م�ن ل� ي� ٱ ٱ ل! ٤ل� ٤(

”…Og den som ikke styre med det Allah har nedsendt, er dem som er benægter (Allah Hans sendebud og Koranen).” 72

Man (Den som/den person) er bindeartikel og indikerer, at verset er generelt.

Forbindeartikler (Asma ul-muwsulah) 73, såsom maa, der betyder som eller det, og bruges i forbindelse med det som ikke er forstandige. Ligesom i det foregående vers hvor Allah siger:

ون� ) … ر� ك���ف� ل���Rٮ_�ك� ه�م� fوأ� لل�ه� ف� ل� ا أ�نز� ك�م ب�م� ل�و�م�ن ل� ي� ٱ ٱ ل! ٤ل� ٤(

”…Og den som ikke styre med det Allah har nedsendt, er dem som er benægter (Allah , Hans sendebud og Koranen).” 74

Maa (Det) Allah siger: ”Med det Allah har nedsendt” med alt hvad Han nedsendt dvs. hele Islam.

Ud fra punkt tre og fire forstår man at enhver person, som ikke styrer med alt hvad Allah nedsendt, er den, som benægter Islam eller har den samme egenskab, som ham.

Der er flere indikationer på, hvornår en tekst ordlyd er generel, men vi har undladt at tage dem med, da vores hensigt er at vise, at det arabiske sprog herunder grammatikken er en nødvendighed for at kunne begynde at kategorisere, hvornår en teksts ordlyd er generel.

Hvad angår at kende indikationerne på, hvornår en teksts ordlyd er specifik (Khaas), giver vi nogle få eksempler på.

Khaas (Specifik), er et specifikt ord, som ikke indbefatter helheden, hvor meningerne kan være mange. 75

Der er to typer af Khaas (specifik). Den første type er den man kalder Muttasal (det, som er forbundet) er ikke uafhængigt, men den er forbundet til et ord/artikel, hvori det generelle er nævnt.76

Hvad angår den anden type, som hedder Mufassal (det, som er separat) er det modsatte af Muttasal (det som er forbundet). Det har ikke rigtigt noget med sproget at gøre, men andre tekster, som specificerer teksternes ordlyd og derfor har vi undladt at tage den del med. Der er fire punkter indenfor Muttasal (det, som er forbundet). Vi har valgt at bruge den ene af dem, for at eksemplificere sprogets rolle mht. til hvornår en teksts ordlyd er specifik.

At-Takhseesu bil-istithnâ-a (At specificerer med undtagelsesartikler) såsom Artiklen Illa (undtagen). Der findes flere artikler, som man kan lære om i de forskellige grammatik bøger, men vi har kun valgt at bruge dette, da det er nok for illustrer vores pointe.

Allah siger:

ب�ه� ق� ر�ه� و���ن�ه� إ�ال� م� أ� د� إ�يم� لل�ه� م� ب� ر� ب� �ف� ل�م�ن ڪ ل� ل� ۦ ل ن� ��ن�  ٱ إ�يم� ٮ_� ب� م� ل� م� ٱ � ء ن ل� )…ۥ١٠٦(

- 42 -

Dem, der fornægter Allah efter at have lavet Iman – undtagen dem der bliver tvunget (til at afsværge deres Iman) medens deres hjerter finder urokkelig fred i Iman (og som Vi ikke vil straffe)… 77

Illa (undtagen), som er forbundet med det der er før, som er generel og specificerer det generelle teksts ordlyd efter illa (undtagen) dem, som er blevet tvunget til at sige noget ud af deres munde, hvor deres hjerter er urokkelig. Dvs. straffen ligger over dem, som uden tvang afsværger deres Iman.

- 43 -

Opsummerende kan man altså sige at teksten er generel (Âmm) eller specifik (khass) og det fremgår af tekstens sproglige formulering, hvorvidt det er det ene eller andet. Det betyder i midlertidig ikke at den kan anvendes i et hvilket som helst emne men det er afgrænset til det emne som teksten omtaler hvilket typisk afklares ved hjælp af asbab un-nuzul. Hele diskussionen bygger på princippet:

ة� �لfع�بfر� ظ� ب1ع�م�وم� ا fف�لffال �ب� ب�خ�ص�وص� ال�ال�سب

”Betydning tages ud fra tekstens generelle ordlyd, ikke fra dens specifikke årsag”

Denne redegørelse er afgørende for at forstå hvordan teksterne gøre sig gældende til alle tider og alle steder. Samtidigt så sikre det også beskyttelse af de islamiske tanker fra en social og historisk betinget tolkning som oftest, og temmelig belejligt, falder sammen med det givne samfunds politisk ønsker.

- 44 -

Afslutning

For den nye generation af muslimer i Danmark er det nødvendigt, at de beskytter sig mod en reformeret, resigneret og tilpasset dansk-Islam. Og noget af vejen går forbi det arabiske sprog og dets forskellige aspekter, som vi i nærværende bog har forsøgt at redegøre for. Vi kan på ingen måde udtømmende fremstille vores synspunkter i en bog af denne størrelsesorden men vi kan levere en grundlæggende ide om et aspekt som er forbundet til Islams styrke, legitimitet og universalitet. Dette er samtidig også en tilskyndelse til at muslimen født og opvokset i Europa tilegner sig de nødvendige færdigheder indenfor det arabiske sprog så han eller hun lettere vil kunne beskytte de islamiske værdier og tanker. Vi ser intet galt i at formidle Islam på dansk selvom vi fortrækker at det gøres på arabisk men vi er meget betænkelige ved at man udvikler en dansk-islam. Denne danske Islam er på den ene side et forsøg på at sammenblande islamiske grundideer med vestlig kultur og værdier og på den anden side så er det også et forsøg på at dele den islamiske ummah (nation) i flere mindre regionale eller nationale

12 Ibn Mansur, Lisan al-Arab bind 6 s. 268.

13 Ibn Mansur, Lisan al-Arab bind s. 345.

14 Koranen, OMQ. Al-A’raf:175

15 Denne forståelse af verset har vi fra Tafseer ut-Tabari, bind 5

16 Ibn Mansur, Lisan al-Arab bind 2 s. 363.

17 Koranen, OMQ. an-Naziat:30

18 Morfologi betyder ordenes lære; dvs. hvordan ordene er bygget. Fx bogstaverne kaf-ta-ba. Ordet kataba (Han skrev) er verbum i tredjeperson hankøn, ental, i datids form.

Hvis man skulle sige det i tredjeperson hankøn, ental, i nutids form, staves det således yaktabu (Han skriver), eller i singulær bydeform uktub (Skriv). Ud fra eksemplerne kan

man se, at ordene ændrer sig starten og i midten. Dvs. kendskabet for hvordan ordene ændre sig er morfologi.

19 En elegant måde at udtrykke sig på; en slags veltalenhed

22Koranen, OMQ. An-Noor:35

23Koranen: OMQ. Ar-Room:55

24Koranen: OMQ. Ad-Dhuha:9-10

25 Diwan al-Mutanabi, s. 332. Al-Muttanabi er en laqb (en titel), som han fik tildelt. Hans navn er Ahmad (i)bin Hussain, og hans Konya (en type kælenavn, som gives efter sin

først fødte barns navn, hvor titlen far tilføjes til barnets navn fx Muhammads far) var Abu at-Tayyib.

Det er værd at nævne, at Al-Muttanabi var kendt for at ophøje sig selv, men hvad han ikke vidste, var at selvsamme digt førte ham til døden. Det siges, at da han under en rejse

gennem ørknen, med en anden person, stødte ind i en gruppe røvere, der forsøgte at plyndrer nogle harmløse folk. I sin skræk var Al-Muttanabi ved løbe væk fra stedet, da hans

følgesvend huskede ham på digtet; al-khaylu wal-Laylu wal-Bayda’u...kender mig. Han forsøgte derfor at samle modet og prøve at få en ende på røverne, men tværtimod blev

det enden for hans liv.

Vi er stødt på digtet i et værk, som hedder I’ajaaz ul-Quran; skrevet af Dommeren Abi Bakr al-Baqillaani på s. 248. Her stilles digtet op på en anderledes måde. I stedet for

”sværdet og spydet”, skriver han” Al-Harbu wa At-Tå’anu”, som betyder krigen og dolkestikene. Vi har fortrukket, at bruge den første udgave, idet at den falder bedst ind i vores

analyse af digtet. Her konkluderede vi, at digtet, hele vejen igennem, har brugt materielle genstande, som fx illustrer krig eller noget andet. Af denne årsag ser vi det som et brud

på digtet, at han skulle fjerne sig fra brugen af materielle genstande til at forklare det direkte.

33 Koranen, OMQ. Maryam:62

34 Imam Fakhr-ud-Deen ar-Razi , Tafseer ul-Kabeer, bind 20 s.215. Maryam:64 se også al-Ghafir:46 bind 27 s. 66. Her giver han også en forklaring på morgen og aftenen, som er

metonymi for konstant.

37 Koranen, OMQ, Al-Araf:111-112

38 Koranen,OMQ, Ash-Shuara:36-37

39 Koranen, OMQ, Al-Araf:113

40 Koranen, OMQ, Al-Araf:115-125

41 Ibn Hajr al-Asqalani Fatah al-Bari forklaring på sahih Bukhari, bind 8 hadith nr. 4.981 i bog 66 Fadhåil -Quran 1. kapitel s. 845

42 Koranen, OMQ. Al-Ghashiya:15-1643 Koranen, OMQ. Al-Haaqqa:41-43

44 Koranen, OMQ. Ya-Seen:69

45 Koranen, OMQ. At-Tariq:1

46 Arthur J. Arberry “The Koran”

48 Muhammad Ahmad an-Naadi, Tayseeru-l-wusuul ila sabeeli-r-Rasuul, s. 25.

49 Koranen, OMQ. Maeda:1

- 45 -

dele. Hvad bliver det næste en københavnsk-islam og en jysk-islam? Nej Allah har nedsendt én deen (ideologi), til én profet, gennem én engel, til én nation, i én Koran for at vi må forblive én enhed.

”O I mennesker sandelig der er kommet jer burhan78 fra jeres Herre og Vi har nedsendt til jer et klart lys” (An-Nisaa 4: 174)

50 Imam as-Shawkani, Fath ul-Qadeer bind 1, s. 537.

51 Koranen, OMQ. Al-Qassas:7

52 Koranen, OMQ. Hud:44

53 For dybere indsigt i Koranens mirakel, se www.theinmitablequran.com (engelsk hjemmeside). Desuden anbefales bøgerne i’ajaaz ul-Qurani wa balaghat il-Nabwiyyah af

Mustafa Saadiq ar-Rafaa’i, og i’ajaaz ul-Quran af dommeren Abi Bakr al-Baqillaani. Begge bøger er på arabisk.

54 Koranen, i selskab med sunna, konstituere åbenbaringen og dermed er de begge kilder til lov. Derfor er det forkert at hævde, at hvis et emne ikke er omtalt i Koranen, så er

det et bevis på at Islam ikke fuldkomment omfatter love til samfund. Tværtimod skal sunna inddrages, og den har en central rolle at spille i forbindelse med Islamisk jura. Derfor

indgår en diskussion af sunna, og dens forhold til Koranen, i samtlige klassiske værker om principperne for Islamisk jura (usul ul fiqh).

59 Koranen, OQM. Al-Maeda:45

60 Koranen, OQM. Al-Maeda:87

61 Koranen, OQM. Al-Imran: 110

62 Koranen, OMQ. Saba:28

67 Koranen, OMQ. At-Tawba:33

68 Koranen, OMQ. Al-Imran:185

69 Koranen, OMQ. Al-Araf:158

70 Koranen, OMQ. Sad:73

71 Koranen, OMQ. Saba:28

72 Koranen, OMQ. Al-Maeda:44

73 Asma-a al-muwsulah er en række artikler, som man kan få kendskab til fra de arabiske grammatik bøger, der findes også nogle bøger, som giver et overblik over de arabiske

principper i sproget såsom: Mulakhkhas ul-qawaa’id ul-luqghat il-arabiyyah skrevet af Fuaad na’amah. Her giver han et overblik over, hvad for nogle artikler asma-a al-muwsulah

består af på s. 123

74 Koranen, OMQ. Al-Maeda:44

75 Al-Amidi, Al-Ihkaamu fii usul il-Ahkaami bind 2 s. 328

76 Taqyid-deen An-Nabahani, Ash-Shakhsiyyat ul-Islamiyyah bind 3 s. 250

77 Koranen, OMQ. An-Nahl:106

78 Burhan betyder et utvivlsomt bevis

- 46 -

Litteraturliste

1. Arabiske kilder:

Abu Ar-Rashta, ’Atta. At-Tayseer fi usul it-Tafseer.

Al-Âmidi, Ibn Muhammad. Al-Ihkâmu fi usul il-Ahkâm. Beirut: Dar ul-Fikr. 2003.

Al-Asqalani, Ibn Hajr. Fatah al-Bari. Kairo: Maktabtun Misr, 2001.

Al-Baqillaani, Abi Bakr. I’ajaaz ul-Quran. Beirut: ’Âlim ul-Kutub, 1988.

Al-Jarim, Ali og Amin, Mustafa. Al-Balaghat ul-waadiha. Kairo: Da rul-Qubaa al-Haditha, 2007.

- 47 -

Al-Muhali, Jalal ud-Deen og As-Suyuti, Jalal ud-Deen. Tafseer ul-Jalalayn. Beirut: Dar ush-Sharq il-Uwsat. 1997.

An-Nabahani, Taqiyid-deen. Ash-Shakhsiyat ul-Islamiyah, juz-ul-thâlith (usul ul-fiqh). Beirut: Dar ul-Ummah. 2005.

An-Nâdi, Muhammad Ahmad. Tayseer ul-wusuul ila sabeeli-r-Rasuul. 2005.

Ar-Raf’I Mustafa Sadiq. ‘Ijaz ul-Qurani wa balaghat in-Nabawiyah. Beirut: Dar al-kitab al-arabi. 2005. Ar-Razi, Fakhr-ud-Deen. Tafseer ul-Kabeer. Kairo: Al-Maktabat ul-Tawfikia, 2003.

Ash-Shawkani, Ali Muhammad. Fath ul-Qadeer. Beirut: Dar ul-Kitab, 2005.

At-Tabari, Ibn Jarir. Tafseer ut-Tabri. Kairo: Dar us-Salam. 2005.

Fayruz, Abadi. Al-Qamus ul-Muheet. Beirut: Dar ul-Marefah. 2007.

Ibn ’Aqeel. Sharhu ibn ’Aqeel ’Alâ Alfiyati ibn Mâlik. Kairo: Da rut-Turâth. 2005.

Ibn Hisham. Seerat un-Nabawiya. Beirut: Dar us-Sader, 2005.

Ibn Hussayn, Ahmed. Diwan al-Muttanabi.

Ibn Mansur. Lisan al-Arab. Beirut: Dar us-Sader, 1997.

ibn Muhammad, Ahmad og ibn Ahmad al-Hamlaawi, Shadhaa al-a’rfi fi fanni-s-sarf(i). Riyadh: Dar ul-Kayan, 2005.

Na’ma, Fuâd. Mulakhkhas ul-Qawâ’id ul-lughat il-’Arabiyah. Kairo: Al-Maktaba ul-’Ilmiyyu. 1973.

2. Andre kilder:

Aberry, John Arthur. The Koran. London: Oxford university press. 1964.

www.theinmitablequran.com

http://www.statsministeriet.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=2449&s=1

- 48 -

Tolerancedjævelen, Weekendavisen, d. 6.4.2001

- 49 -

Efterord

I de senere har Islam vundet større indpas hos den unge generation af muslimer i Danmark som er født og opvokset her. De har i mange år svævet imellem et valg mellem Islam og vestlige værdier. Unge kvinder er begyndt at iklæde sig tørklæde og jilbab i stedet for at nedringet bluser og kjoler. Unge mænd er begyndt at komme til islamiske møder i stedet for byture. Denne forandring hos unge muslimer hen imod en større tilknytning, engagement og forholdelse til Islam har ikke kun smittet af på det muslimske fællesskabs forhold til Islam men også en stor del af etniske danskere er konverteret og en endnu større gruppe har med stor interesse fulgt med i Islam-debatten.

Denne positive udvikling for Islam og muslimer i Danmark har lagt et stort pres på den unge muslim og hans eller hendes islamiske identitet. Kravene fra det omgivende samfund og ikke mindst fra regeringen har været mangfoldige, urimelige og med en islamofobisk debattone, en forfølgelses og assimilationssøgende udlændinge politik og senest med hån, spot og latterliggørelse i en selvkonstrueret ”terroratmosfære” har disse krav nærmest været karakteriseret af tvang, psykiske overgreb og forfølgelse.

På trods af og under disse forhold så har muslimerne i al almindelighed ikke bukket under for presset og afklædt sig de islamiske værdier. Ironiske nok viser udviklingen at i takt med at modstanden, propagandaen og regeringens islamhadske politik så har Islam fået en stødt stigende tilslutning og muslimerne er blevet mere bevidste, mere standhaftige og mere klarsynet.

Denne udvikling er ikke gået ubemærket hen. Og den udvikling er ikke en determineret størrelse uden vending og negativ påvirkning.

Det afgørende forhold i forbindelse med bevarelsen af den islamiske identitet i ikke-muslimske lande som Danmark er hvorvidt om vi opfatter os som en del af en stor ummah (nation) eller om vi opfatter os som danskere med danske værdier og Dannebrog.

Om udviklingen går hen imod Islam eller en dansk-islam er noget vi muslimer selv afgør og kernen i dette spørgsmål er hvordan vi studere Islam og hvilket værdier vi optager. Hvis vi studerer Islam ud fra klassiske kilder, i overensstemmelse med det arabiske sprog og som en fuldkommen pakke indeholdende livssyn og systemer så vil vi have valgt Islam. Hvis de værdier vi optager er alene islamiske og uden påvirkning fra noget uislamiske så vil vi have valgt Islam.

Vi har i nærværende bog taget et skridt frem for at levere et korrekt udgangspunkt for at ikke alene at forstå hvad er Islam men også at kende til hemmeligheden bag dens legitimitet, universalitet og succes.

Det arabiske sprogs rolle i forståelsen af Islam som det tydeligt fremgår af bogen helt afgørende for den islamiske ummahs succes eller fiasko. I en dansk kontekst er det også vigtigt at være bevidst om forskellen på en dansk eller europæisk Islam eller en kommunikation af Islam på et af de europæiske sprog herunder dansk. Det første bør afvise kontant og det sidste er pt. en uomtvistelig realitet som ingen modsætter sig. Det første er en Islam på europæiske præmisser, underkastet vestlige værdier og en forandret, tilpasset og resigneret Islam. Det sidste er derimod et stærk bevis på Islams styrke at den selv med det så afgørende og essentielt integreret arabiske sprog alligevel kan have så stor en positiv fremgang i en region som historisk set var i fronten i kampen mod Islam. En region som spredte løgne om Islam, sendte korsfarer for at bekæmpe Islam, aktivt besatte den muslimske verden, nedlagde kalifatet, etablerede og støttede de despotiske regimer, igangsatte krige som tvang os til at søge tilflugt i netop denne region, etablerede den zionistiske stat i hjertet af ummah og formulerede ytringsfriheden til at krænke profeten Mohammed . Den største kortslutning i projektet for skabelsen af en dansk eller europæisk Islam er fraværet af sammenhængene historiske politiske kendsgerninger som i sin natur og som en rød tråd fortsætter i samme spor som de altid har gjort. To simple kendsgerning illustrerer

- 50 -

meget klart at hvad vi mener. Den ene er at ytringsfrihedens fornemmeste opgave i Danmark (og for den sag skyld i Europa) er ikke at ytre mod amerikansk illegitime aggression og besættelse af Irak og Afghanistan men dens fornemmeste opgave er at iværksætte aggression på muslimernes kærlighed til Profeten , tørklædet og islamiske love vedr. politik og krig. Og denne første kendsgerning er slet ikke en ny dansk eller europæisk innovation men det fortsættelsen af lang tradition hvor det tidligere var fundamentalistiske kristne som stod bag aggressionerne er de i dag blevet afløst af fundamentalistiske demokratiske sekularister. Den anden kendsgerning er at man på EU niveau opfatter immigration af muslimerne og deres tilstedeværelse i Europa som sikkerhedspolitisk spørgsmål. Det er ikke sådan man just opfatter en gæst! I forlængelse af dette kunne man spørge sig selv om hvorvidt en dansk eller europæisk Islam er motiveret af en næstekærlighed og gæstfrihed eller om det er kold og kynisk sikkerhedspolitik? Hvis vi ser på de to kendsgerninger i en sammenhæng så er svaret vist meget klart.

En muslims kald til en dansk eller europæisk Islam er enten et udtryk for en stor grad vildfarelse og uvidenhed eller en ekstrem stor og ufattelige portion naivitet eller kold kynisk agentvirksomhed for kuffar. Når vi taler om vildfarelse så mener vi en vildfarelse i forståelsen af hvad Islam er. Når vi mener uvidenhed så knytter det sig til Europas føromtalte historisk politisk røde tråd i hvordan man behandler Islam og muslimer. Og når vi taler om naivitet så mener vi at denne muslims virkelighed efter alt hvad der er sket historisk og sker nu politisk tror på at Europa mener det hele af godt hjerte. Derfor knytter vi ordene ”ekstrem stor” og ”ufattelig” til denne naivitet for det er hvad det er. Og endelig er der den tredje mulighed at dette kald er velovervejet og en bevidst aktivitet fordi man har indgået et sammenarbejde med myndigheder (regeringer og efterretningstjenester). Uanset hvilken kategori denne moderate stemme tilhører så er det en meget slem aktivitet og bør omgående stoppes.

De senere års udvikling har stillet det muslimske fællesskab over en række valg. Enten er man med Islam eller ytringsfriheden. Enten er man med Islam eller europæisk sikkerhedspolitik. Enten er med Islam eller Europa. Enten beholder man sin islamiske identitet og værdier eller også optager man vestlige. Enten forsvarer man Islam når den angribes eller også udviser man accept ved at være stiltiende. Og på den måde er der hele tiden et valg og et fravalg. Og det valg vi har taget med denne bog er at fokusere på et grundlæggende aspekt som leder til den fuldkommende islamiske identitet og sporet til at kunne forsvare egne værdier og overvinde vestlige værdier.

Fremtiden ser lovende ud men den er farlig for vi imødegår den i et mørke. Den er lovende fordi meget er til fordel for os. Den er farlig fordi der lurer mange udfordringer mens aggressionerne fortsætter. Men det ikke det alene som gør den farlig men snarere fordi fraværet af en klar retning (deraf mørke) for muslimerne og deres ophold i Europa splitter individerne i forskellige direktioner så kroppen bliver splittet. Så gruppen bliver delt. Og i tråd med ”del og hersk princippet” (endnu en vigtig europæisk opfindelse) så vil det i sagens natur være en farligere fremtid vi går i møde.

Vores bog om Islam og arabisk er i sit indhold meget fagspecifik men den må ikke læses udenfor de politiske forhold som det muslimske fællesskab befinder sig i Danmark. De ideer og principper vi berør om end flygtigt er ikke behandlet i abstrakt tid og rum, men de er vigtige ideer og principper til at værne om vores Islam, vores identitet og vores fremtid i en tid hvor Islam er i positiv fremgang og hvor den endelige triumf venter i horisonten.

العالمين رب لله الحمد دعونا اخر وانWa an akhir dawana al-hamdullillah il-Rabil âlameen

Og vores sidste dua, al pris tilkommer Allah alverdens Herre

- 51 -

Slutnotater

47 Seerah Ibn Hisham bind 1 s. 198

78

- 52 -