ILL

MARTS 2012//15.ÅRGANG//NR.02

DEBAT: Vi nærmer os hastigt den 18. april, hvor den store matchdag, også kaldet Panikdagen, skal både skræmme og glæde. I Debatten bliver der opfordret til fællesskab og opråb. Praktikken bliver sammenlignet med billig arbejdskraft, og måske er det slet ikke så slemt i provinsen.

INDE: Paneldebat, fri fadøl og DJ Hans. KaJ-generalforsamlingen havde det hele. “Er journalistuddannelserne for ens?” var til diskussion, og festen varede til den sidste fustage var tømt, og dansegulvet forvandlet til et virvar af mistede stillethæle og tomme ølkrus.

FOKUS: Reality-tv startede som en niche. Nu er det mainstream og løber over skærmen på næsten alle kanaler. Men er reality-tv egentlig journa-listik? Og hvad kræver det at blive realityvært? Læs med, og find ud af, hvor lang tid en parceremoni varer på Paradise Hotel.

UDE: Thomas Skov kom aldrig videre end praktikken. Job trak mere end skolebænk, selvom han klarede sig imponerende på Journalisthøjskolen. Han vil males på væggen i baren. Illustreret Bunker tegner portræt af sludrejournalisten, der blev våd af Lisa Lentz.

BUNKER

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk2

Illustreret Bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N

illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast

97 15 66 00

Udgivelse

28. marts 2012

15. årgang - 2. udgave

Økonomi- og annonceansvarlig

Therese Rekling

trekling@mail.dmjx.dk

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte

på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og

deres praktikanter samt til journaliststuderende på

SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra

avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Du var på vej ind af døren. Wow, du viste gåpå-mod, du turde gatecrashe. Du må være en dygtig journalist....Du kigger op i loftet. Du forstår ikke helt. Hvor er du? Du kigger rundt, men din nakke kan ikke dreje så godt. Jeg griner med redaktøren og en underskre-vet kontrakt i hånden. Men du havde jo vist gåpå-mod? At du var en modig journalist? Jojo, men jeg viste mere, da jeg slog dig i gulvet.

God journalistik kræver ofte mod. Det var redaktø-rerne enige om, da syv repræsentanter fra forskel-lige medier var på skolen for at fortælle 3.semester, hvordan man får en praktikplads. De var enige om, at gatecrashing klart var en fordel for at få en plads.

Kære redaktører. En sælger brager ind ad din hoved-dør. Han sælger sikkerhedsseler af toiletpapir. Wow, han er modig, fordi han brager ind. Hans produkt må være godt; det køber jeg. Tænker du sådan? Nej, sælgerens produkt kan kun bruges til at tørre røv.

”Det viser journalistisk gåpåmod. Du skal jo også sparke døre ind for os,” var budskabet fra Jyske Vest-kystens chefredaktør. De andre redaktører nikkede,

og snublede over hinandens ord for at rose dem, der gatecrasher. Wow, de må være dygtige journalister. Wow, de må være modige. Wow, de tør kæmpe for deres mål. Forkert.

Dem der gatecrasher, laver god journalistik? Gør de grin med os? De gatecrasher netop, fordi ingen me-dier har vist interesse. Fordi de ikke kunne imponere Jer i den lange, seje proces, der har ledt op til pa-nikdagen. De beviser, at de ikke kan holde hovedet koldt under pres – de panikker og sætter alt andet til side, fordi deres egne chancer smuldrer.

Hvordan er de overfor kilder og deadlines, hvis de behandler deres kolleger og kammerater på den måde? Det er ikke en korrupt departementschef, der står derinde – det er en kollega med håb og am-bitioner. Hvor er etikken? Den er i lokummet, med sælgerens toiletpapirsseler.

Men ok. Køber man præmissen om, at gatecrashing viser mod, så må jeg være modigere, hvis du gate-grasher mig. Vise endnu mere handlekraft. Så kære kommende gatecrasher: træd endelig ind af døren til min samtale, hvis du tør.

• Næste idéudvikling: Onsdag den 28. marts kl. 13.

• 1. deadline: Tirsdag den 24. april.

• 2. deadline: Torsdag den 26. april.

• Næste udgivelse: Tirsdag den 1. maj.

Hvad bliver der af Panikavisen?!www.illbunker.dk

Årets kravlingpriser gik til:Kravling: Jonas Høy Bruun, Ann-Sophie Borgerman, Line Ziegler Laursen, Glenn Terndrup Sørensen, Catrhine Ertmann, Lise Blom og Karina Dahlgaard.

Fotokravling: Tobias Selnæs Markussen (billedet)

Praktikantvejlederprisen: Maria Becher Trier og Pernille Aisinger (Folkeskolen)

Hvinende Kravling-vindere. Mundhuggeri om bijobberi. Tweets om og fra KaJ’s pam-perdag. Benhård armlægning om praktikan-ternes overenkomst. Klik ind.

Faste skribenter:Kristine Dam Johansen, Signe Sørensen, Michelle

Egedius Færch, Sofie Dambæk Rasmussen, Maria

Danmark Nielsen, Jane Aunsbjerg, Sabrina Skjødt,

Andrea Sandahl

Illustrator:Mine Holm Suurballe

mhsuurballe@mail.dmjx.dk

LEDER

Red

aktio

nen

FOKUS

Lasse Emil

Kristiansen

lekristiansen@mail.dmjx.dk

DEBAT

Morten Sahl Madsen

msmadsen@mail.dmjx.dk

FOTO

Betina Garcia

bngarcia@mail.dmjx.dk

WEB & IDÉ

Mathias Koch Stræde

mkstraede@mail.dmjx.dk

ANSV.

Therese Rekling

trekling@mail.dmjx.dk

Kalender:INDE

Marie Sjødin

Græsholm

msgraesholm@mail.dmjx.dk

UDE

Emil Sunesen

esunesen@mail.dmjx.dk

FOTO

Jeppe Vejlø

jbvejlo@mail.dmjx.dk

Den 18. april breder panikken sig overalt på Journalist-højskolen, men i år er der ingen til at dække den.

Skolen har nemlig valgt at sende samtlige 2. semester-studerende rundt i landet på opgave. Tilsyneladende må de studerende undvære avisen i år. Læs mere under debat.

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 3ILL INDE

Et magasin til de indsatte i fængslerne. Et web­site hvor gymnasieelever kan dyste på viden. En hvervekampagne for flere frivillige brand­mænd. Det er blot nogle af de ideer, som de studerende på ottende semester i tidens løb har prøvet kræfter med. Over otte uger skal de nemlig udvikle, beskrive og delvist realisere deres eget journalistiske eller kommunika­tionsfaglige koncept. Her bliver de bedt om at lægge nyhedskriterier og journalistiske genrer på hylden til fordel for fokusgrupper og kon­ceptudvikling. Forløbet hedder Journalistisk Ent repreneurShip (JES red.). Og formålet er blandt andet, at de studerende skal lære at se nye behov for deres egne journalistiske kun­nen og på den måde sikre deres egen og bran­chens overlevelse.

Læser, lytter, seer… og kunde En af de studerende, som netop har afleveret projekt på JES­forløbet er 27­årige Christian Rundager. Sammen med to medstuderende har han undersøgt nye måder, medierne kan tjene penge på nettet. Ideen opstod på bag­grund af et tidligere projekt, som de tre havde lavet sammen, kaldet Facenews. Et website for nyheder om Facebook.

”Problemet med Facenews var, at vi var tre journalister ansat for at holde sitet kørende. En journalist har en gennemsnitlig månedsløn på 35.000. Så skal man lige pludselig tjene over 100.000 kr.” forklarer Christian Rundager. Det forliste projekt blev udgangspunktet for at un­dersøge, hvordan andre brancher tjener penge på nettet, og hvordan det kunne overføres på mediebranchen. Gruppen hentede især inspi­ration fra spilbranchen, men også fra film­ og musikbranchen.

Ifølge lektor på DMJX Kim Albæk skal de studerende netop trænes i at udvikle nye ram­mer for journalistik, der gør noget godt og tjener demokratiet i klassisk forstand. Men han understreger samtidigt, at de kommende journalister ikke skal være bange for også at se deres læsere, lyttere, seere og brugere som kunder. ”Kunder er et rigtig grimt ord for journalister, men de mennesker, der bruger det, vi laver, er jo vores kunder. Vi leverer så en vare til dem, som kan leve op til alle de kriterier, som vi sætter op for god, gedigen journalistisk,” siger han.

Skab et behov for dit arbejde Kim Albæk lægger ikke skjul på, at forløbet Journalistisk EntrepreneurShip også er op­

stået på baggrund af et ydre pres. Branchen er i forandring, og der kommer færre og færre klassisk journalististjobs. Det er vigtigt, at de nyuddannede jour­nalister formår at spotte nye behov for journalistisk og kommunika­tionsfagligt ind­hold, der kan blive til realistiske me­diekoncepter. Hvis de ikke gør det selv, vil andre gøre det for dem, mener han.

”Det er da tåbeligt, hvis det ikke er os, der skal udvikle og opfinde journalistikken. For det er jo os, der kan,” siger han. Ovre på den anden side af Olof Palmes Allé sidder i hvert fald en, som kunne bruge faget til at finde et arbejde. Mads Svaneborg, der blev færdigud­dannet i starten af 2011, arbejder i dag som journalist og tilrettelægger på DR. Allerede til jobsamtalen hjalp det, at han kunne bruge nogle af de fagtermer, som han havde lært på JES­forløbet. Siden hen har han fået lov til at udvikle tre nye programkoncepter til blandt andet DR2. Ifølge ham selv fordi han udviste interessen, og fordi forløbet havde givet ham de rette redskaber til pitching, konceptbeskri­

velse og målgruppeanalyse. ”Det er fedt, fordi det også bliver værdsat,

når man er med til at skaffe arbejdsopgaver. Jo flere gode koncepter vi kommer med, jo mere får vi at lave, og vi bli­ver mere sikre på at have job,” forklarer Mads Svaneborg.

Den begej­string vækker genklang hos Christian Run­dager fra ottende semester, som har tænkt sig at arbejde videre med sit JES­projekt, når han bliver færdig på skolen.”Mange af os har fået øjnene op for, at man godt kan skabe sit eget koncept på meget kort tid. Det har jeg i hvert fald også fået ud af det,” siger han.

Fremtidens journalister er også entreprenører

Af Jane Aunsbjerg Villadsen

Nyuddannede journalister skal tænke i kunder og konceptudvikling for at sikre sig en plads på fremtidens mediemarked. Derfor bliver de studerende på ottende semester undervist i Journalistisk EntrepreneurShip

”Det er da tåbeligt, hvis det ikke er os, der skal udvikle og opfinde journali-stikken. Det er jo os, der kan.”

- Kim Albæk

Mange journalistansøgere tager til optagelses­prøve både i Odense og Aarhus i håb om at blive journalister. Men ifølge uddannelsernes

prioriteringer bliver du i Odense en bedre journalist af bred viden, mens der i Aarhus er mere håndværk på skemaet. Så er de i virke­ligheden så ens? På SDU er de akademiske ’vi­densfag’ mindst lige så vigtige som håndvær­

ket, fordi journalister er nødt til at være rustet til et stadigt mere kompliceret samfund.

”Interesseorganisationer, partier og virk­somheder kommer med modstridende op­lysninger om, hvordan tingene forholder sig, og det er vi nødt til at kunne navigere i,” siger Peter Bro, center­ og studieleder på SDU’s cen­ter for journalistik. På Danmarks Medie­ og Journalisthøjskole prioriterer man at holde et højt håndværksmæssigt niveau.

”Det er en illusion at tro, at vi på 2 ½ år skal kunne give en voldsom teoretisk uddannelse med dybde og samtidig en god håndværks­mæssig kunnen,” siger Henrik Berggreen, ud­dannelsesleder på skolen.

Formidlingsevner er afgørendePå SDU fylder vidensfagene, som de kalder dem, over halvdelen af studiet, mens de stu­derende er på skolen. Fagene dækker blandt andet politik, økonomi og historie.

”Når man har vidensfag med akademikere, der underviser, tror jeg, at det bidrager til, at man bliver en bedre journalist. Jo mere grund­læggende viden man har om mange forhold i samfundet, jo bedre bliver man også til at sor­tere, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad der er relevant at vide,” siger Peter Bro.

Men ifølge Ole Dall, formand for Danske Mediers Arbejdsgiverforening og chefredaktør

på Skive Folkeblad, er viden ikke noget værd hos en journalist, der ikke kan finde ud af at formidle den.

”Gode evner omkring det klassiske journa­listiske håndværk – nyhedssans, formidlings­evne og sproglig dygtighed – er fortsat afgø­rende,” siger han.

Det afhænger af arbejdspladsOle Dall slår dog også fast, at der kan være stor forskel på, hvad de forskellige dagblade vægter.

”Der vil eksempelvis være et stort dagblad med en ledig stilling på et special­område, der vil gå efter både håndværksmæssig kunnen og en grad af ekstra akademisk ballast,” siger han.Hermed understøtter han både Henrik Berg­greens og Peter Bros enighed om, at en over­bygning, som enten er en kandidat eller ma­ster med flere teoretiske og akademiske fag, er en god idé i fremtiden. De mener begge, at det vil gøre journalisterne bedre rustet til at hånd­tere højere uddannede kilder og mere speci­fikke fagområder.

Vi diskuterer ’akademisering’Hvad skal vi egentlig kunne, når vi står som nyuddannede journalister? På KaJ’s generalfor-samling var det et af de emner, der blev taget op til diskussion. For er det nødvendigt med flere akademiske fag, som der bliver efterlyst? Af Julie Mia FogdeIllustrator: Mine H. Suurballe

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk4 IL

L INDE

”Er jeg årsagen til fuld sal? Eller er folk inte-resserede i general forsamlingen?” Jeg er gratis, jeg kan glæde, og jeg kan få selv den kvikkeste mikrofonholder til at slappe af. Fra min plads i hanen på den mobile bar kan jeg se studerende hænge hen over bordene og kigge ned på ar-rangøren. Foran dem ligger forbundets hvide spiralblog og sølvfarvede kuglepen. Nogle no-terer. Andre tegner sig ud af det formelle ar-rangement.

#illbunker. Sidemanden tegner en ko med en kæmpe næsering. Hvordan skal jeg dog tolke det?

Manden bag forårets generalforsamling, Claus Nordal, har netop budt velkommen til det re-kordstore antal deltagere med ordene: ”Når der ikke er mere toiletpapir, får I fat i mig, så ordner jeg det.”Han har svært ved at stå stille og kigger jævn-ligt hen over venstre skulder, hvor det 10-meter lange whiteboard prydes med med live-opdateringer fra Twitter.

#illbunker. Claus, der står for dagens arrange-ment, gør klart for pigerne, at hårelastikker og libresse er eget ansvar.

Næsten 200 journalister sidder i på de blå, behagelige klapsæder i Bunkerens tungeste beton. Op gennem rækkerne på de lange sorte borde står lige så mange ølkrus, der allerede har været i kontakt med mig.

Øl sælger stort#illbunker. Pause indtil 14.15. Gad vide om fad-ølsfusstagerne bliver tømt?

Så er der pause, og folk vimser rundt mellem kendte og ukendte ansigter. Studerende om-favner hinanden, praktikanter snakker om bylines og alt for mange fredagsøl på redak-tionen. ”Den ene øl tog den anden i fredags på spor-tens redaktion. Det blev vidst lidt for vildt,” siger en praktikant, der for en stund er vendt tilbage til Bunkeren. De flokkes om baren. Der hives og skubbes. Det får det til at strømme ud af hanen, og jeg omklamres af det ene fedtede krus efter det andet. Mon jeg kan stille tørsten hos de mange deltagere?

Er de for ens?Emnet ”Er journalist uddannelserne for ens?” står for skud. Nu har jeg pause, men ordstyre-ren opfordrer hele tiden salen til at fylde mere i krusene. Allerede fra første fløjt er panel-deltagerne tydeligvis ikke enige. Som udsyn

for næsten 400 stirrende øjne, sidder de som vidner og forsvarer sig. ”Det holder ikke, at uddannelserne ligner hin-anden. Mange søger optagelse i både Odense og Aarhus, og det viser jo, at der ikke er nok forskel på uddannelserne. ’One size fits all’ gør os ikke til eftertragtede journalister,” siger Troels Frølich, der går på 8. semester.

#illbunker. Lars Werge, næstformand i DJ, om at de studerende søger både SDU og DMJX: ”For-målet er jo at blive journalist.”

Jyllands-Postens udsendte pointerer lavmeldt, at de ikke kigger på udannelsesstedet, når de vælger praktikanter. For dem er det langt vig-tigere, hvad der gemmer sig bag facaden, og hvad de studerende har af ambitioner. ”Viden er jo et spørgsmål om at opkvalificere sig løbende efter endt uddannelse. Uddan-

nelsesstedet tilbyder kun en grundskabelon,” siger han. Hele 67 minutter og en håndfuld forskellige emner senere, hvor blandt andet praktiktiden og kommunikations uddannelsen også fik en tur i den verbale roulette, står det klart, at der heller ikke kan sættes to streger under enighed til denne generalforsamling.

Druk, dans og DJ-Hans

#illbunker. Tak, fordi I fulgte med. Ha’ en dæjlig lørdag aften. Måske vi ses senere. Au revoir.

Traditionen tro bliver fire formelle timer ef-terfulgt af otte våde timer på dansegulvet. Cremen af den kommende danske medie-branche danser op og ned ad abstraktions-stigen og hælder mig indenbords. Aftenens sikre genganger bag pulten, DJ-Hans, sætter Epic Sax Guy på og specielt tredje semester danser sig tilbage til minderne fra rusturen. I vandrehallen spilles der bordfodbold. Folk hænger ud i store grupper i de behagelige sofa-grupper, og de fem trappetrin ned mod infor-mationen er tætpakket med trætte studerende, der er på vej hjem.Tilbage i fredagsbaren sidder barens frivillige og gør status over aftenens festligheder. Om jeg var årsag til det rekordstore antal deltagere vides ikke. Men de befriede mig fra seks fusta-ger under generalforsamlingen og 25 under de sidste otte timer på dansegulvet. Øl skal ikke debatteres. Jeg kommer i en størrelse, der pas-ser os alle.

One-size fits allKaJ inviterede i midten af marts til generalforsamling. Årets tema: ’Er uddannelserne for ens?’ blev kastet op mellem opsigtsvækkende live-tweets og rindende ølAf Sofie Dambæk RasmussenFoto: Kasper Løftgaard

Illustreret Bunkers fotograf har foreviget abefesten efter generalforsamlingen. På Illbunker.dk kan du se hele fotoserien.

Journaliststuderende, 1. semester Journaliststuderende, 7. semester Studerende på tv- og medietilrettelæggelse, 2. semester

Journaliststuderende, 3. semeser

Er det uddannelsen eller de studerende, der er for ens?Fire deltagere på semestrets generalforsamling

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 5

INDE ILL

I sommers startede DMJX den nye kommun-kationsuddannelse op. De studerede har deres daglige gang på skolen, men på trods af det, er det ikke mange, der ved, hvad uddannelsen in-

debærer. Derfor er fordommene også mange. En af dem blev taget op på KaJ’s generalfor-samling d.10.marts, hvor der blev diskute-ret, om de nye kommunikatører er en trussel

imod journalisterne i kampen om praktik og arbejde.

Ingen grund til bekymringAt der skulle blive konkurrence mellem de to uddannelser, er ikke en virkelighed Lone Krogsholm, som er lektor ved DJMX og pri-mus motor på den nye uddannelse, vil aner-kende. Hun mener ikke, at der er risiko for, at det bliver en slagmark, når der skal søges prak-tik og arbejde.

”Valget står sjældent mellem jer og de nye kommunikatører,” udtaler Lone Krogsholm til Illustreret Bunker. Ifølge Lone Krogsholm er det to vidt forskellige uddannelser, hvor de studerende bliver rustet til opgaver, der ikke ligner hinanden. Tværtimod forestiller hun sig, at det vil styrke journalistuddannelsen, fordi arbejdspladserne bliver opmærksomme på, hvad journalister kan bidrage med i for-hold til kommunikatørerne.

Forskellige forcer Lige nu er de studerende på 3.semester ved at gøre klar til at søge praktik, og denne gang foregår det sammen med kommunikatørene, som de ellers ikke har noget at gøre med. For imens journalisterne laver problemudredende

journalistik, bøvler kommunikatørerne med opgaver om interne kommunikationsstra-tegier. Og netop den forskel i uddannelserne mener Lone Krogsholm er central.

”Det vigtigste er nok, at de tænker strategisk kommunikation, og I tænker ideel journali-stik,” påpeger Lone Krogsholm. Og selvom det gør nogle journaliststudernde urolige, at der nu er endnu 50 studerende til at besætte prak-tikpladserne, så tager Lone Krogsholm det helt roligt og fastslår, at der reelt set ikke er en særlig stor del af praktikpladserne, som over-lapper hinanden. Men da snakken blev tunet ind på konkurrence mellem uddannelserne i paneldebatten på Kaj’s generalforsamling var lyden en lidt anden.

”Hvis ikke vi lavede kommunikationsud-dannelsen, så var der andre, der gjorde. Men jo, der bliver helt sikkert konkurrence,” udtalte Henrik Berggren.

Den 18. april åbnes dørene på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til Store Match- dag. I daglig tale kaldet Panikdag. Men panik-ken spreder sig kun blandt journalisterne. For selvom kommunikatørerne også skal finde praktikpladser, foregår det på en anden og langt mere afslappet måde. I løbet af 14 dage skal de skrive ansøgninger, besøge og til samtale på praktik-stederne, inden de kan skrive under på kon-trakten om seks måneders praktik. Det er op til praktikstedet, hvorvidt de vælger at lade den første skrive under på dag ét eller vente og have flere til samtale.

Strategiske kommunikatører Men ud over den knap så pressede fremgangs-måde, mener praktikvejleder på DMJX, Pia Færing, også, at der er en anden grund til, at

kommunikationsuddannelsens praktiksøg-ning ikke nødvendigvis ender i samme panik som de journaliststuderendes.

”De arbejdsgivere, der tilbyder kommunika-tionsstillinger, er mere strategiske end den øv-

rige med iebranche, der handler på den gode mavefornemmelse og efter nyhedsinistink-tet om at være de før-ste,” siger hun. Men hun understreger, at selvom kommunikatø-rerne er strategiske, er

intet sikkert, fordi branchen og de praktiksø-gende ofte panikker i flok.

Ansvar for eget valgHvert semester er der stor debat om den måde, praktikpladserne bliver fordelt på. Ifølge Pia Færing har det aldrig været hensigten, at prak-tiksøgningen skulle udvikle sig til ’Panikdag’, som det bliver kaldt blandt de studerende. Det hele begyndte, da man valgte at give Politiken

et lokale på skolen, hvor de kunne afvikle de mange ansættelsessamtaler, så studerende undgik udgifterne til transport. Herefter fulgte resten af medierne trop. Siden hen kom tele-fonpasseren og dernæst de studerendes hjem-mesider. Kommunikationen mellem medier og journaliststuderende er derfor blevet langt nemmere. En udvikling, der, ifølge Pia Færing, er svær at gøre noget ved.

”Hvis vi vælger at fordele pladserne efter fortjeneste eller ved lodtrækning, ville de stu-derende og medierne ikke være tvunget til at tage det ansvar, de skal, fordi vi har fordelt pladserne,” siger hun. I stedet ville det blandt andet blive langt nemmere at komme ud af en kontrakt, og det ville skabe nye problemer.

Panik er kun for journalisterBåde de studerende på journalist- og kommunikationsuddannelsen skal bruge de kommen-de måneder på at søge praktik. Måden, det foregår på, adskiller sig væsentligt fra hinanden. Panikken er forskellen.

Af Michelle Egedius Færch

Foto: Betina Garcia

Af Sofie Dambæk Rasmussen

Mange journaliststuderende frygter at skulle konkurrere med de kommunikationsstuderende, når det om lidt er tid til praktiksøgning.

Paneldebat: ”Der bliver helt sikkert konkurrence”

Er de kommunikationsstuderende bedre rustet til at møde mediebranchen? Det spørgsmål er der ikke enighed om på DMJX, og imens nærmer Store Match-dagen sig.

”Kommunikationsbranchen er langt mere strategisk end den øvrige mediebranche”

- Pia Færing

Der går omkring 50 kommunikationsstude-rende på DMJX, som alle søger praktik dette forår.

Uge 16 og 17 er sat af til at skrive ansøg-ninger, besøge virksomheder og være til samtale.

De kommunikationsstuderende skal søge praktik á to omgange. Både 3. og 6. se-mester er sat af til praktikken.

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk6

Vi takker for det første for en rigtig god ge-neralforsamling, hvor mange nye ansigter har meldt sig. Vi glæder os til at arbejde videre for at forbedre jeres studie.

Hvordan bruger vi bedst vores penge på jer?DSR har fået en forøgelse på 10.000 kroner mere om året. De penge skal arbejde for de studerende, og vi er meget åbne for idéer. Hen-vend dig til et af bestyrelsesmedlemmerne for DSR, og kom med dine inputs, bekymringer, eller hvad du ellers har på hjertet. Så forsøger vi at varetage dine interesser som studerende bedst muligt. Bestyrelsen kan du finde på vores facebookside.

Vil du være med til at forme din ud-dannelse?Der er valg til bestyrelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er en unik mulighed for at få indflydelse på uddannelsen og repræsentere de studerende i bestyrelsen. Vi leder efter én person, der er valgt af og blandt de studerende. Alle journalist-, fotojournalist- og kommunikationsstuderende ved Campus Vest er opstillingsberettigede, og alle studeren-de får én stemme. Det gælder både for stude-rende på skolen og studerende i praktik.

1. fase: Hvis du har lyst til at stille op, så send en mail til krj@mail.dmjx.dk, hvor du skriver ”Kandidat til hovedbestyrelsen” i emnefeltet. Skriv dine kontaktoplysninger, hvilken linje og hvilket semester, du går på. Du har, fra du læser dette og frem til d. 11. April kl. 15.00.

2. Fra d. 11. april til d. 21. maj. Her er der tid til at fortælle de studerende, hvad man som kandidat ønsker at udrette. Valgkampen er selvfølgelig ren, men DSR håber på en aktiv debat.

Alle får mulighed for at stemme via mail i en uge, og vi forventer at have det endelige resul-tat klart den 29. maj kl. 18.00. Den kandidat, der får flest stemmer, er valgt til skolens ho-vedbestyrelse for en to-årig periode.

Vi ser frem til et godt valg.

Hvis du gerne vil vide mere om DSR og vores arbejde, kan du følge med på vores facebook-side. Her kan du også finde alle DSR-repræ-sentanter.

Nyt fra DSR

ComingUp har fået nyt fokus. Fremover skal der laves tv af studerende til studerende om studerende, og man vil for eksempel lave ugens anmeldelse, som kan være af caféer, fadøl eller fritidsaktiviteter. Det fortæller en af kanalens redaktører Kenneth Djoeneri. “Vi vil lave indslag fra sportsbegivenheder, koncerter, stand-up og lignende, fordi vi har en forestilling om, at det, vi synes er interes-

sant, vil den studerende også synes om,” siger han. Ambitionen er at hæve niveauet og skille sig ud på Kanal Østjylland. Desuden vil man fremover gøre mere ud af ideudviklingsfa-sen, så det står helt klart for tv-aspiranterne, hvad der skal i kassen, så man har en rød tråd i udsendelserne. Samtidig vil man være mere opmærksomme på det tekniske niveau i pro-duktionerne, hvilket nye kompetente folk skal hjælpe med at sørge for.

Mange nye tv-nørderEn af grundene, til at niveauet kan hæves, er

den nye redaktion, der netop er blevet sat sam-men. Der er mange nye ansigter i blandt, for hele 20 ud af 24 er nye på kanalen. Flere har erfaring med at lave TV, og fire af de nye er fra første semester. Og det er noget nyt, at man kan komme med i ComingUp som ny på sko-len.

“Skolen har ændret uddannelsen, så man først har tv på 3. semester, og det synes vi, var en skam. Vi ville gerne give første seme-ster chancen, og de har vist stort engagement under samtaler og de første møder.” siger Ken-neth Djoeneri. Det var vigtigt for kanalen med

friskt blod, mener han. Ifølge ham var kvalite-ten ikke høj nok i efteråret. Man havde blandt andet ikke styr på målgruppen,og det betød, at udsendelserne blev lidt af en sammenkogt ret. Det skal ændres, og den nye redaktion ser frem til at komme i gang med arbejdet med at levere relevant tv til ungdommen i Aarhus.

ComingUp vil have de studerende i fokus

Tv-kanalen på DMJX, ComingUp, vil hæve kvaliteten og rette opmærksomheden mod den studerende. Det skal en ny red aktion, med både helt nye fra første semester og flere gamle coming-up’ere, sørge for.

Af Niki Treumer Mogensen

Foto: Betina Garcia

Annonce: Journalisthøjskolens Fredagsbar

ILL INDE

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 7ILLUDE

Det er kun syv år siden, at Trykbar slog dørene op for første gang. En for København sjælden bar, hvor det er muligt at føre en samtale uden at miste stemmen, og hvor hip hop, heavy rock og techno er bandlyst. Her er gæster i alle af-støbninger og aldre, og mange af dem er jour-nalister.

Trykbar er undtagelsesvis en af de ‘nyere’ barer i København, som ikke drukner i for-styrrende design eller ligegyldige koncepter. Her er møblerne brune, rustikke og holdt i det klassiske. Væggene er dækket med alverdens klenodier og gamle skilte fra forskellige bryg-gerier. Trykbar er uomtvisteligt et værtshus.

VelkommenPå denne fredag eftermiddag hersker der en rolig og hyggelig stemning. Det virker beroli-gende at se folkene bag disken arbejde, og du bliver mødt med et smil, når du i baren skal kæmpe dig gennem det overdådige udvalg af øl og spiritus. Her føler du dig velkommen.

Ejeren af Trykbar, Carsten Oechsner, forkla-rer, at antallet af journalister varierer meget fra den ene dag til den anden, men at de næsten altid er repræsenteret, og har været det stort

set siden, at baren åbnede. Han fremhæver servicen som den hovedsagelige grund til, at journalister og andre københavnere finder vej dertil.

“De mennesker vi har bag baren; De er til stede. Hvis det ikke var tilfældet, så fungerede

det ikke. Vi lever af at sælge service,” siger Car-sten Oechner.

Yderligere et par genstandeDet er nemt at glemme tiden på Trykbar, når stemningen i takt med lydniveauet stiger, og

lokalet stille og roligt diser hen i tobaksrøg. Mikkel Vestergaard er freelancejournalist og skulle egentlig bare mødes kort med et par kolleger. For ham er Trykbar både et ideelt sted at mødes inden middagsaftalen, men også hvis man bare vil slukke tørsten

“Vi aftalte faktisk bare at mødes helt spon-tant. Det skulle faktisk ikke have været noget vildt, men her fem timer senere og yderligere et par genstande, der må jeg jo ærligt indrøm-me, at det da blev lidt vildt,” forklarer Mikkel Vestergaard.

Trykbar ligger gemt væk på en sidegade i det centrale København. Alligevel bliver den flittigt besøgt af journalister

Rygning? Tilladt Aldersgrænse: 21 Menukort: Alt fra udenlandske specieløl til studentervenlige klassikere. for eksem-pel en Thy på flaske til 22,- eller en halv liter tjekkisk Urquel på fad til 49,-. Adresse: Møntergade 24. 1116 Køben-havnÅbningstider: Søn- Ons: 14.00 til 02.00 Tors: 14.00 til 03.00. Fre: 12.00 til 05.00. Lør: 14.00 - 05.00.Andet: Jukebox og fjernsyn

Værtshus for pressenAf Mikkel Sebastian Rosendal

Foto: Sofia Busk

Navnet ’Trykbar’ skal appelere til mediefolk, men det er også vigtigt, at K’et i logoet er rødt. Det står nemlig for Kærlighed og København.

”Duuut-duuut...” Tredje gang er lykkens gang. Kom så.

”Udenrigsministeriet. Det er omstillingen””Hej. Jeg ringede også tidligere. Jeg skulle tale

med Presseafdelingen, men jeg kom aldrig igen-nem…”

”De er ikke lige til stede i øjeblikket. Du kan prøve igen senere.”

De fleste journaliststuderende kender besvæ-ret med at trænge igennem muren af pres-semedarbejdere, spindoktorer og særlige råd-givere, når opgaven kræver en kommentar fra magthaverne. Illustreret Bunker har søgt råd hos to erfarne Christiansborg-journalister for at høre, om der findes tips og tricks, man kan følge for at forcere ministermuren.

Find dem, hvor de er Ministrene er travle, og det er ikke usædvan-ligt, at en minister får omkring 50 henvendel-ser fra pressen på én dag. Det fortæller Ole Lorenzen, der har været politisk reporter for DR i over 30 år. I dag må selv de store medier kæmpe for at få kommentarer fra ministre og toppolitikere. Og det gør det selvfølgelig ekstra

svært for de studerende, som ikke har Dan-marks Radio eller et stort dagblad i ryggen.

Ifølge Ole Lorenzen, er der dog én ting, man altid kan gøre.

”Selvom det ikke nødvendigvis giver re-sultat, kan man prøve at finde ud af, hvor de pågældende er og fange dem der. Medmindre de har meget travlt, vil de typisk være meget villige til at medvirke,” forklarer Ole Lorenzen.

”Det er sådan set det, vi ofte gør på både Ra-dioavisen og Tv-avisen.”

Drop berøringsangsten På Aarhus Universitet en torsdag i marts får vi lejlighed til at prøve det af. Udenrigsminister Villy Søvndal kommer til byen for at debattere regeringens nye udenrigspolitik. Tidsplanen er allerede skredet, og da de sidste spørgsmål om Libyen og Somalia er besvaret, er der ingen tid at spilde. Klokken 11.45 bryder salen op, og en horde af mennesker maser sig vej gennem midtergangen. Midt i processionen går uden-rigsministeren. Det er nu eller aldrig.

”Villy Søvndal, har du tid bare to minutter?” ”Hvad drejer det sig om?” ”Jeg kommer fra Journalisthøjskolens avis, Il-

lustreret Bunker, og…” Midt i sætningen bryder ministerens spin-

doktor ind. ”Vi får ikke tid. Vi skal være ved et live

radioprogram klokken 12,” siger han. ”Bare to spørgsmål, mens vi går?” ”Vi får ikke tid,” gentager han

med et blik, der nærmest virker medlidende, inden han eskorte-rer ministeren ud ad døren.

Før de bliver kendte Tæt på. Ikke tæt nok, men alligevel tættere på, end hvor vi var efter adskillige opkald til Udenrigsmini-steriet. Ole Lorenzen fra DR forklarer, at man ikke skal være bange for henvende sig personligt og præsentere sig selv og sit ærinde.

Det skal man heller ikke, hvis man ønsker at arbejde som Christians-borgjournalist senere hen, fortæller Dan Bjerring, som selv har 23 års erfaring som journalist på borgen og producerer indhold til Licitationen og JP-radio. På den lange bane er det bedste råd nemlig enkelt: Net-værk.

”Dem, der er partiformænd i dag, har

jeg kendt, siden de startede på Christiansborg. Dengang ville de jo gerne interviewes, og de var glade for at komme i de små medier. Der var ikke nogen på de store medier, der gad at have dem,” siger han.

”Det er de flinke til at huske den dag, de sidder på ministerposten.”

Den konklusion bakkes op af Ole Lorenzen. Kunsten er at spotte morgendagens ministre og skabe en kontakt.

”Det er klart, at på længere sigt skal man skaffe sig en forbindelse til en politiker, før vedkommende kommer til tops. Ellers er det for sent,” siger han.

Kan vi forcere ministermuren? Kommende journalister bruger timevis af deres liv på at komme i kontakt med landets beslutningstagere. Ofte uden held. Illustreret Bunker undersøger, hvad det egentlig kræver at trænge igennem til de mest utilgængelige politikere: Ministrene

Af Jane Aunsbjerg Villadsen

Illustration: Mine Suurballe

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk8ILL UDE

Charlotte AagaardKommende Fellow

I 2003 vandt hun Cavling-prisen for sin dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Til august i år bliver hun den nye fellow på SDU, en stilling der fik 20 ansøgninger.

”Jeg har en forventning om et fantastisk, akade-misk supermarked, hvor jeg har frit valg på alle hyl-der og kan vælge lige præcis dét, jeg kan bruge,” siger hun.

Danske medier tager ifølge Charlotte den lette vej, når det handler om krigsjournalistik. Og det giver en stor skævhed i dækningen, når medierne kun ser krigen i forhold til et dansk perspektiv:

”Jeg er som alle andre dagbladsjournalister fanget af døgnets rytme. Der er ikke tid til den store efter-tanke […] Vi har nogle ting, vi skal lære, hvis vi vil lave en ordentlig journalistisk dækning af verdens krige,” siger hun.

Hendes projekt er at lave en undervisningsbog om krigsjournalistik, så mange af de typiske begynder-fejl undgås. Hun håber også at blive en del af studie-miljøet på SDU. Og så drømmer hun om at genop-friske sit arabiske sprog.

Naja DandanellFormand for KaJo

Naja Dandanell, formand for KaJo ved SDU, siger, at det gav mening for hende at have en faglig, bevidst journalist som Jesper Tynell ansat, der blandt andet forklarede, hvordan han selv havde arbejdet med sit stof, der ledte til Cavling-prisen i 2009:

“Det var konkret. Step by step. Jesper Tynell viste os kor-respondance-emails og benarbejdet bag sine projekter. Det var meget håndgribeligt og let at forstå,” siger Naja Danda-nell.

Hun synes dog, at det kunne være endnu bedre, hvis den ansatte fellow blev inddraget mere i undervisningen. Flere foredrag og workshops.

FAKTANoget spændende

Et ”fellowship” er et amerikansk fæ-nomen, der kan oversættes til stipen-dium på dansk.

“En stor, stor gave til dansk journalistik – og en stor gave til journalistuddannelserne i Odense,” siger Peter Bro, center- og studieleder

i Odense. En professionel journalist går rundt på SDU for at undervise. Han skal fortælle om sine erfaringer som journalist i marken i

løbet af sin halvårlige ansættelse og får tid til at forske i sit eget arbejde. Konceptet kaldes ’fellowship’.

Per WestergårdGlad giver

Chefredaktør på Fyens Stiftstidende og formand for bestyrelsen ved journalistuddannelserne i Odense er særdeles positiv over ord-ningen.

”Det giver journalistikken et godt perspektiv og en udvikling. Her har vi en journalist ansat, som kan dele ud af sin viden og erfaringer,” siger han.

Fellow’ens hovedformål er forskning; og dernæst, hvis tiden og overskuddet er til det, inddragelse i de studerendes undervisning i form af foredrag, dialog og med en funktion som gæstelærer, mener Per Westergård.

Jesper TynellTidligere fellow

Han arbejder i dag på P1 Orientering. Men i 2007 var han ansat som fellow ved SDU i seks måneder. For ham var fellowship’et en gave, der lærte ham at læse igen:

“Jeg fik en slags helikopterblik på de sidste otte års arbejde. Jeg blev klogere af at undervise andre; klogere på mig selv og mit arbejde,” udtaler Jesper Tynell.

Ulrik HaagerupManden med idéen

Ulrik Haagerup, DR, var den, der kom på idéen med et fellowship hos SDU. For år tilbage blev han kontaktet af Aarhuus Stiftstidendes Fond og spurgt, hvad nogle af fondens mange penge kunne bruges på.

Da Ulrik Haagerup selv havde været ansat i et fellowship ved Stanford University, var fellowship’et et af hans forslag. Forslaget blev godkendt. Siden da stoppede sponsorordnin-gen men blev i slutningen af 2011 genoptaget af fonden bag Fyens Stiftstidende. En prøve-periode, der i første omgang løber halvandet år.

Jens Otto Kjær HansenVil DMJX være med?

Hvorfor har vi ikke en lignende ordning med fel-lowship på Danmarks Medie- og Journalisthøj-skole i Aarhus, når den nu er så populær i Odense?

”Modellen er rigtig god, så jeg vil ikke udelukke idéen. Men der er ikke sat noget i gang endnu om konkrete planer for en lignende ordning.”.

Journalist holder pause fra branchen for at undervise studerende på SDU

Af Christian Friis Hansen

Jeg har smækket døren bag mig. Råbt farvel og på gen-syn på fotoredaktionen. Lukket København ude og sat mig til rette med en kop kaffe ved min side. Chokola-depapir ligger sammenkrøllet på passagersædet, gamle parkeringsbilletter flyder i kopholderen. Forude venter 308 nye kilometer i mit andet hjem, fotobilen. Vi skal til Herning. Mig og bilen. Og så min skrivende medprak-tikant.

Begge har vi været på dagbladet B.T. i lidt over et halvt år, og de næste par dage er vi halvdelen af det hold, der skal give læserne den bedst mulige dækning af finalen i DRs store fredagsshow, X Factor.

Praktikant-stafetAf Camilla Rønde, fotojournalistpraktikant, B.T.

Fortsættes...

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 9ILLUDE

Med sin drengede fremtoning og et par efter-tænksomme rynker i panden slentrer han af sted på Frederiksberg, hvor han bor. Thomas Skov er en humoristisk og begavet fyr med et åbent sind, og så har han det med at snakke med folk om, hvor de kommer fra. Hyggeslud-re og score topkarakterer på Journalisthøjsko-len – det kan Thomas Skov.

Lyst og modgangThomas Skov lavede for første gang noget, han virkelig brændte for, da han i 2006 startede på Journalisthøjskolen. Her var et håndværk, han ville lære alt om.

”Jeg tænkte, hold kæft det er en spændende verden. Alle mennesker gik der, fordi de havde lyst, og man røg ikke hash og pjækkede lige-som i gymnasiet,” fortæller Thomas, som dog også husker, hvordan han tidligt mødte mod-gang. Det allerførste han afleverede på Journa-listhøjskolen, havde han skrevet i hånden.

”Jeg fik skæld ud af Lars Bjerg, som sagde, at det var sidste gang, jeg afleverede noget, som ikke er elektronisk.”

Tilfældighed”En dag var der en, der sagde: ’du skal da være journalist’. Og jeg tænkte: ’gud ja, det er da det, jeg skal.”

Dengang arbejdede Thomas i sit sabbatår på Bones i Herning, ikke langt fra hjembyen Søn-der Felding. Der var optagelsesprøve kort tid efter, og den dengang 20-årige vestjyde prø-vede lykken uden de store forventninger.

”Så kom jeg kraftedeme ind. Det var helt fantastisk og ret tilfældigt, fordi der lige var en, der havde nævnt det,” siger Thomas og lyder stadig overrasket.

Den bedste dagSelvom han er mest kendt for at lege Anders Lund Madsens uduelige reporter, så betyder det ikke, at han ikke mestrer det journalistiske håndværk.

”Da jeg gik på tredje semester, skulle de nye studerende introduceres til skolen, og fire af de bedste studerende skulle fortælle om, hvordan det var at gå på skolen. Der valgte lærerne mig, som en af dem. Det var vanvittigt,” smiler han. ”Det var den bedste dag på skolen.”

Thomas er et eksempel på, at gode journa-

lister ikke nødvendigvis vælter ministre. Han kalder sig selv en sludrejournalist. Og dem er der også brug for.

”Der er mange på Journalisthøjskolen, der er meget selvhøjtidelige, der tror, de skal ud og redde verden. Det er der også nogen af dem, der skal. Men på et tidspunkt må man også lige komme lidt ned.”

Belønning og anerkendelseThomas elskede tilværelsen i bunkeren. Det skabte resultater. Lysten og ihærdigheden blev belønnet efter en historie om, at danskerne ikke kender 114-nummeret til politiet. Det var i hans førsteårsprojekt.

”Prøv at spørge, hvad jeg fik for mit første-årsprojekt,” siger han og rækker ud efter dik-tafonen. ”Jeg fik 12,” svarer han med munden helt inde i højtaleren.

Ironien lyser ud af ham. Lige så uforudsige-lig og pinlig, som han kan være på skærmen, lige så jordnær og høflig er han i virkeligheden.

VenskabI sin praktiktid kunne Thomas ikke forestille sig andet end at lave radio. Panikdagen husker han som forfærdelig.

”Der gik en halv time, inden P3 endelig rin-gede. Det var den værste halve time i mit liv.”

På P3 lavede han De Sorte Spejdere, og da det sluttede lovede Anders Lund Madsen, at når han skulle lave fjernsyn, så ville han ringe.

”Jeg tænkte, det bare er sådan noget, man siger. Men så ringede han sgu et halvt år efter.”

Thomas, som lige nu laver DR Mama, ved godt, at han har været heldig, at nogen lod ham vise, hvad han kan. Han forklarer, at det at have været på skærmen har været afgørende for at få et navn og komme ud.

UdmeldelseEfter gentagne gange at have fået orlov fra Journalisthøjskolen, og efter mange svære overvejelser tog Thomas i februar endelige en beslutning.

”Jeg bestemte mig for at melde mig ud. Jeg følte, at det ville være dumt at tage tilbage på skolen for at få et stykke papir, der skulle give mig et job, når jeg allerede havde et job.”

Der er dog én ting, der nager den unge DR-journalist ved ikke at have gjort sin uddan-nelse færdig.

”Jeg kommer aldrig op at hænge nede i fre-dagsbaren. Det kunne jeg godt tænke mig.”

Sludrejournalisten fik 12 for sit førsteårsprojektAf Sabrina Skjødt

Foto: Betina Garcia

Når Thomas Skov er på skærmen, brillerer han ikke ligefrem med sin journalistiske kunnen. Men det er ikke fordi, han ikke kan

Lyden af en accelererende bil skærer gennem stilheden lidt uden for Herning. Stjernerne på aftenhimlen flimrer insiste-rende om kap med banneret på Jyske Bank Boxen, hvor det velkendte “X” i flammende rødt sætter scenen for braget, der venter i morgen.

Den anden halvdel af X Factor-holdet er ankommet tidli-gere på torsdagen end os. Nu er vi alle samlet. Tre journalister, en videojournalist og så mig. En af journalisterne er blevet uvenner med Blachman.

“Du er for god til B.T,” havde den skaldede dommer skældt af hende til pressemødet tidligere på dagen. Men det er ikke noget nyt, at han ser sig sur på husets journalister. Det kan ikke bekymre holdet. Vi kan jo ikke lave en avis, hvor det er Blachman, der bestemmer, hvad der står i spalterne.Min krop summer, da vækkeuret ringer. Vi fandt ingen festen-de deltagere i nattelivet igår. Til gengæld var der en del shots i Herning by. Om nogle timer går startskuddet til et marathon-

løb af deadlines. Så længe vi er hurtigere end Ekstra Bladet, er vi tilfredse. ...Klokken nærmer sig 02.00, da mine fototasker tungt rammer gulvet på hotelværelset. Udenfor har tågen pakket natten ind i en svalende kulde, der tog toppen af adrenalin i blodet, mens jeg gik hjem til hotellet.

Endnu en dag med uforglemmelige oplevelser er slut. En dag, hvor jeg midt i kuldegysninger over krystalklare sang-stemmer og høj musik, har klukket af lykke over min prak-tikplads. I kampens hede bider jeg sjældent mærke i, at jeg nu arbejder på tolvte time i træk. Jeg ved, at jeg kollapser af træthed, når vi har afleveret det sidste i morgen eftermiddag, men jeg er ikke i tvivl. Jeg vil for intet i verden undvære de vilde, hektiske, skøre og fantastiske oplevelser, jeg kan takke B.T. for at give mig, mens jeg hygger mig med at blive en dyg-tig fotojournalist.

... Fortsat

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk10

Bassen på første etage pumper. Alkoholen i årerne pumper. Adrenalinen i de dansen-de pumper. Efter fem timers buskørsel, tre tissepauser, utallige dåseøl, køer og en lur er vi her; København.

De kreative smugler lommelærker og øl ind under tøjet og i støvlerne. Ikke nogen dum idé. To deciliter vodka og en sjat Red Bull, 55 kroner. Folk brokker sig lidt.

”Drinksene er gode nok. Det er bare ær-gerligt de er dyre og tager en halv time at lave,” siger Håkon Stolberg, tidligere DR-praktikant, og strækker armen ind over baren i håb om at blive betjent.

Reality er fremtidenI mørket strømmer folk ovenpå. Der er velkomst. Aftenens vært, Thomas Skov, byder folk velkommen.

”Vi er her i aften for at hylde vinderne af Kravling-prisen, men det er langt fra os alle, som vinder en Kravling. I stedet er det reality, der venter os,” siger Thomas Skov med ironi i stemmen.

Han hiver Kurt Strands bog om inter-viewteknik frem, smider den på jorden og tramper på den.

”Den her bog lærer jer intet. Reality er fremtiden, og derfor har jeg fundet en ny interviewguide til jer. Her kommer et lille klip.”

Der blændes op for reality-programmet ”Kongerne af Marienlyst” på storstær-men. En af hovedpersonerne, kendt under navnet Fissan, dasker ind på scenen.

”I skal nu introduceres til ”Fissans store interviewguide”. Den består af fire spørgs-mål. Med det kan I begå jer.”

Og vinderen er…Eller vinderne. Der er nemlig syv. Prak-

tikanterne fra Jyllandsposten vinder for en artikelserie om identitetstyveri. Juryen er enig om, at misbrug af CPR-numre og problemerne med at komme identitetsty-veri til livs er en vanvittig god historie.

Blitzene blænder de syv prisvinderne fra Journalisthøjskolen, mens champag-nepropperne springer og de stolte JP-praktikanter modtager blomster, klapsal-ver og piften.

Festen er for alvor skudt i gang.

Velklædte headbangere Pailletkjoler, Converse-sko, jakkesæt, strikhuer. Folk er forskellige og kommer, som de er. Mange tåger rundt, som var de i trance. En pige balancerer ned af trap-pen... ups, nu faldt hun. Omkring høje caféborde, står folk og drikker og tjekker hinanden ud. Næsetrimmeren og glat-tejernet har klart været i spil. En isse stik-ker op i mængden.

”Folk ser godt ud og er påfaldende pænt klædt på. Min generation kunne lære noget,” smiler Lars Werge, som er næst-formand i Dansk Journalistforbund, der med en øl i hånden iagttager den næste generation af journalister slå sig løs.

Blå og grønne lyskegler farer rundt, mens folk energisk hopper i takt til August Dyrborgs trommeslag. Bottled in Eng-land giver mulighed for at gå fuldstændig amok. Der bliver hujet og headbanget af alle krafter.

Pumpehuset kravler

Af Sabrina Skjødt og Maria Danmark

Foto: Sebastian Buur

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 11

- latteArt by Søren Stiller Markussen

To stay - to go

GreatCoffee Kafferisteri, KaffeAkademi og kaffebar

Klostergade 32 H, DK-8000www.greatcoffee.dk

One of the best Coffees in the World

-latteArt by Søren Stiller Markussen

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 13

Reality-tv er ikke kun noget, teenagere ser. Det er også noget, forskerne på Københavns Universitet laver rapporter omNichen, der blev mainstreamReality-tv bliver mere og mere almindeligt i dansk fjernsyn. Det er blevet mainstream. Men det var ikke meningen, at reality-tv skulle blive det. Det er stik imod konceptet, skriver medieforskere på KU Stig Hjarvard og Christa Lykke Christensen i deres rapport ”Reality-tv: Fra niche til mainstream”.

Reality-genren startede i Danmark med programmer som Robinson Ekspeditionen og Big Brother. Begge programmer spillede på at være grænseoverskridende og bryde med konventionelt tv. Det havde specielt Robinson Ekspeditionen stor succes med. De havde i programmets første år gennemsnitligt en mil-lion seere hver mandag aften.

Det er stadig virkemidler som grænseover-skridende og provokerende tv, der er hovedin-gredienser i reality-tv i dag. Reality-tv har dog efterhånden været på skærmen så længe, at det nu også findes i light-versioner. Public service-

kanalen DR har netop taget light-konceptet til sig og bruger det blandt andet i X Factor til at ramme et bredt publikum.

Konkurrence som virkemiddelI programmer som Paradise Hotel og X Fac-tor bruges konkurrencen til at vise eller ud-stille deltagernes følelser. Det kaldes i reality-genren for ”gameshows”. Når en deltager i X Factor er åbenlyst talentløs, skorter det ikke på sandheder fra dommernes side. Det er med til at skabe drama i programmer, som væk-ker følelser hos de knap to millioner, der sidder klistret til skærmen hver fredag. I Paradise Hotel bruges kon-kurrencen mellem deltagerne til at skabe kon-flikter og intriger. Paradise Hotel lever højt på deltagerne, som ofte er taktiske genier, der

snyder de andre og vil gøre alt for at stå med de 250.000 kr. til slut.

Reality og public service Selvom både X Factor og Paradise Hotel er reality-programmer, er der væsentlige for-skelle. DR har et public service-krav, der gør, at de skal forsøge at ramme bredt i befolk-ningen. Derfor forsøger de at lave et mere konventionelt tv-program for ikke at miste bestemte grupper af tv-seere. Der er hverken sex, alkohol eller nøgenhed i X Factor i mod-

sætning til Paradise Hotel, hvor det nærmere er reg-len end undtagelsen. Til gengæld skruer de op for ”gameshow”-delen, som gør reality-genren spiselig

for de mere konventionelle tv-seere. På TV3 har de ikke samme forpligtelser til at ramme bredt. Derfor kan de også vinkle pro-

grammer som Paradise Hotel skarpere, så de rammer en bestemt gruppe af tv-seere. Her bruges alkohol, sex og intriger som lokkemad for de unge seere.

”De unge mødre” er realityProgrammer som ”De unge mødre” og ”Hol-lywoodfruer” hører også til i reality-genren. De er lavet som ”docu-soaps”, der er endnu en undergenre af reality, som fokuserer på de medvirkendes interne forhold. Nichepro-grammerne rammer ikke så bredt og har der-med heller ikke så mange seere. Til gengæld har de udbydere, der satser på reality-tv på flere kanaler mere tid til at vise det. SBSnet har både Kanal 4, 5 og 6, som alle i et vist omfang satser på reality-programmer. Men det er hel-ler ikke meningen, at disse programmer skal ramme den brede befolkning.

Af Kenneth Elkjær

ILLFOKUS

”Skål, og tak for invitationen.” Glassene klir-rer mellem to fremmede mennesker. Luften er fyldt med nervøse klichéspørgsmål. Første date er startet. Romantikken blomstrer. Alt virker som en normal date. Kun med undta-gelse af, at de to mennesker ikke er alene. Bag dem står kameraet og fanger hver en bevæ-gelse.

Scenen udspiller sig på optagelserne til ”For lækker til love”. En af personerne bag kame-raet er Nicolai Skov Petersen. Han er uddannet journalist og har lavet to sæsoner af program-met.

”Jeg ved godt, at der er mange som kigger ondt på reality, og at nyhedsjournalisterne sid-der og griner og siger, at de er de rigtige jour-nalister, men det er noget mærkeligt noget at sige, for der er rigtig meget journalistik i rea-lity,” siger Nicolai Skov Petersen.

Journalistiske elementer i realitySiden Nicolai Skov Petersen fik sin kandidat på SDU i juni måned sidste år, har han arbej-det med programmerne ”For lækker til love” på TV3 og ”Her er dit liv” på DR1. Han star-tede med ”For lækker til love”, og selvom det går under betegnelsen reality, så bruger han i høj grad de redskaber, han lærte på sin ud-dannelse.”Der er rigtig mange journalistiske elementer, når man producerer reality-tv. Man kommer jo igennem hele processen fra research til re-digering. Det er især historiefortælling, som er i fokus, altså hvordan fortæller du den gode historie,” siger Nicolai Skov Petersen.

På programmet står Nicolai Skov Petersen for to medvirkende. Han hjælper dem med at finde dates til programmerne, planlægge, finde locations, filme, interviewe og redigere. De medvirkende kommer med ideer til deres historie, men i sidste ende er det Nicolais an-svar, at historien bliver til godt tv.

”Jeg har lavet rigtig meget tv under min ud-dannelse, og mit speciale handlede også om tv. Her lærte jeg, hvordan man ser en god histo-rie, og hvordan den skal fortælles. Og når man laver tv, så er den gode historie det allervigtig-ste, og det gælder også for reality,” siger Nicolai Skov Petersen.

Kun ét menDen nye sæson af ”For lækker til love” er i kassen og ruller nu over skærmen på TV3, så i øjeblikket ved Nicolai Skov Petersen ikke, hvad hans næste projekt er.

”Marts er altid en død måned i tv-branchen, da alle produktionsselskaberne er i gang med idéfasen og derfor ikke ved, hvad de skal lave til efteråret. Så lige nu er der flere muligheder og valg, der skal træffes,” siger Nicolai Skov Petersen.

Om valget falder på en omgang reality igen, vil han ikke afvise. Han har været vild med at producere ”For lækker til love” og har kun ét men.

”Nogle gange kan jeg godt savne at lave ny-heder, som jeg har gjort før. Jeg savner den daglige deadline og de hurtige resultater. Der er kontant afregning, hvorimod at med ”For lækker til love” går der tre måneder, før det bli-ver sendt,” siger Nicolai.

Af Maria Danmark Nielsen

Foto: Betina Garcia

”For lækker til love” er også journalistikSorteper i mediebranchen er reality-tv. Debatten i branchen går på, at det ikke er rigtig journalistik. Alligevel står der journalister bag produktionerne. Én af dem er journalisten Nicolai Skov Petersen, og han er slet ikke enig i kritikken

REALITY

Nicolai Skov Petersen har ansvaret for to medvirkende i ”For lækker til love”. I denne sæson er det den solbrune Gustav og Melanie. Han er blandt andet med dem på dates.

Gameshows og docu-soaps er en undergenrer af reality

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk14ILL FOKUS

Dét vidste du ikke om Paradise HotelIllustreret Bunker ved, at I ikke kan få nok af reality-tv. Derfor kommer her nogle små guld-korn, som du bare må vide om Paradise Hotel

Man skal til psykolog inden afrejse for at blive testet rent psykisk.

"Der er breeeeev" seancen opta-ges gerne flere gange for at få den helt rigtige stemning ud til seerne.

Der er en speciel trappe på hotel-let i Mexico, som deltagerne kan gå ned af, hvis de ønsker at forlade hotellet.

Der står telefoner rundt omkring på hotellet, som producerteamet rin-ger til, hvis deltagerne hvisker eller snakker om det derhjemme.

Til denne sæson modtog casting-holdet 2500 ansøgninger.

Reglerne i fx Mister Paradise kan blive ændret løbende undervejs i konkurrence, så den rigtige vinder.

Parceremonien kan tage op til seks timer – og ende ud i 10 minutters udsendelse inkl. reklamer.

Deltagerne, der sendes ud af program-met, men bliver tilbudt endnu en om-gang, bor alene på et hotel et andet sted i Mexico. Nogle får samtidig et pænt beløb at rejse rundt i landet for.

Af Sofie Dambæk Rasmussen

Illustration: Vibeke Kjær Lund

Fredag d. 23. marts kunne man møde Tina Maria og Sebastian fra Paradise Hotel på Klub USUS i Gram, Sønderjylland. Sam-tidig kunne man kl. 22 se dem svømme i swimmingpools og alkohol på et hotel i Mexico.

Hvis de havde snavet på dansegulvet i Gram, havde det været en nyhed på EB.dk næste dag. Ved siden af den nyhed kunne nyheden om, at Sebastian blev smidt hjem fra hotellet i Mexico være placeret.

Realityjournalistik forstærker og forlængerSeeren ved godt, at mange reality shows er optaget på forhånd. Medierne ved det også, men de behandler alligevel showets hændelser som nyheder. Seerne og medierne leger med, og se-erne kan derfor leve sig ind i showets handling og blive spændt på næste afsnit.

For den type reality-programmer, der sendes live, såsom X Factor og Vild med Dans, sørger den løbende dækning for, at seerne ikke mister forbindelsen til programmets virkelighed og personerne i det i løbet af ugen. Liveprogrammet har svært ved at give os baggrund og kontekst: Hvordan har deltagerne det med hinanden og dommerne, hvad kan de lide at spise og så videre. At vi følger personerne uden for liveprogrammets ram-mer skaber identifikation.

Samtidig giver mediedækningen mulighed for at svælge lidt længere i det dramatiske realityunivers.

”Man arbejder videre med de følelser og oplevelser, folk har fået fra showet. Ligesom når man analyserer en håndboldkamp i timevis efter den er slut. Der kommer ikke noget nyt ud af det,

men man forlænger oplevelsen, og det er det samme man gør med reality,” forklarer medieforsker, Kirsten Sparre.

Reality værdsætter mediedækningenTV3 ved, at mediedækning giver flere seere. Derfor arrangerer de presseevents, hvor de indbudte medier kan møde reality-stjernerne, og de ser gerne, at der etableres kontakt og aftaler mellem castet og medier. Har de plads, inviterer de samtlige danske underholdningsredaktioner med til pressarrangemen-ter og presseture til for eksempel Paradise Hotel i Mexico, for-tæller TV3’s kommunikationschef, Lars Dyrmann – for jo mere presseomtale, jo bedre.

Enkelte historier egner sig bedst til at være eksklusive. Så vurderer TV3 situationen ud fra, hvordan de tror, historierne vil blive behandlet i de forskellige medier og beslutter derud-fra, hvilket medie de giver historien til.

Gensidigt nytteforhold for treMedier, show og deltagere gavner alle hinanden.Det ses tydeligt, når medierne bygger enkelte personer op til en nyhedskriterie i sig selv. Personen opnår berømmelse, realityprogrammet får flere seere, og mediet får flere læsere og skaber samtidig grobund for endnu flere historier om den samme person.

Pludselig har man en Amalie – kendt for at være kendt. Uden mediernes samarbejdsvilje havde hun aldrig opnået dette. Og uden Amalies samarbejde ville medierne ikke have haft stof til så utrolig mange historier om hende. Historier, som læserne har taget imod med åbne arme.

”Det er den berømte treenighed (mellem pressen, TV3 og Amalie, red.),” siger Lars Dyrmann.

Medieforbrugerne sorterer nyhederneHeldigvis er medieforbrugerne i stand til at skelne imellem forskellige slags nyheder og forskellige mediers dækning af dem, mener Kirsten Sparre. Så længe medierne sørger for, at alle slags nyheder er tilgængelige, styrer danskerne selv deres

nyhedsforbrug. Hun bliver ikke forarget, når nyheder om Peter og Amalie optræder side om side med nyheder om klimafor-handlingerne.

”Vi ved godt, at det her er én slags nyheder, og det her en anden. Nogle medier er bedre til at lave den ene end den anden slags. Det ville være et problem, hvis vi kun hørte om Robin-sondeltagerne. Men sådan er det jo ikke,” siger Kirsten Sparre.

Afsløring: Fræk trekant mellem journalistik, show og deltagerReality-tv får uvurderlig hjælp af både bil-ledblade og nyhedsmedier til at konstruere en virkelighed omkring deres programmer

Af Signe Sørensen

Foto: Screenshot fra EB.dk

Nyheder om X Factor, Amalie fra Paradise Hotel, katastrofer og sport står side om side på EB.dk. Her er det screenshot fra hjemmesiden den 18. marts 2012.

REALITY

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 15ILLFOKUS

MAMA er ægte virkelighedstvDR MAMA’s programmer går helt tæt på både værter og deltagere. Ifølge redaktionschef Kasper Tøstesen er det tv, der skaber identifikation og troværdighed hos den unge målgruppe

En af værterne har drukket sig fuld sammen med Amalie Szigethy. En anden konfronterer sin barndomsveninde med jalousiproblemer fra gymnasietiden. Og en tredje slår op med sin kæreste. Alt sammen for åben skærm, mens kameraerne kører.

Det er scener fra DR MAMA’s programmer Emils damer, Bølle Stræber Dulle og Jacob - a Love Story. Og noget som Kasper Tøste-sen, redaktionschef på DR Ung kalder virke-lighedstv. Han tager afstand fra den gængse forestilling om reality-tv, som han kalder en konstrueret virkelighed, hvor mennesker kun deltager for at virke interessante.

”DR MAMA er måske reality, men det kom-mer an på, hvordan man vil definere reality. Hvis reality betyder virkelighed, så ja. Vi defi-nerer reality som noget, der er ægte, og hver-ken er pakket ind eller konstrueret,” siger Kas-per Tøstesen.

”Vi vil gerne lave noget, der er 100 procent ægte, og det gælder både i forhold til værter og deltagere.”

Værter, der deltagerJacob Ege Hinchely er en af værterne på DR MAMA. I programmet ”Jacob – a Love Story” opsøger han sine ekskærester for at få svar på, hvorfor han blev dumpet. Han mener, at det

netop er værter, der bruger sig selv, som til-trækker seerne.

”Det giver en form for interaktion. Man binder sig stærkere til værterne af den grund. Det skaber en stor del af identifikation. Og det gør, at programmerne på DR MAMA har en masse personlighed, når de går helt tæt på de

medvirkende,” siger vært Jacob Ege Hinchely.Han understreger, at han som vært ikke for-søger at vise sig selv frem. Tværtimod er det vigtigt for ham, at han i programmerne kun udstiller sig selv og ikke peger fingre ad andre. I starten var han betænkelig ved at slå op med en kæreste i programmet, men mener samti-

dig, at det var med til at skabe en vigtig iden-tifikation for seerne. Kasper Tøstesen er enig.

”DR MAMA’s emner er positive og relevante for unge. Vi vil derfor have værter, der er posi-tive forbilleder for unge. Vi vil have værter, der selv kaster sig ud i det, og som sætter sig i de unges sted,” siger Kasper Tøstesen.

Debat er det ultimativeSom udgangspunkt tror Kasper Tøstesen ikke, at DR MAMA ville passe ind på DR’s hoved-kanaler. I stedet fokuserer DR MAMA på at ramme en yngre målgruppe. Målet er at lave programmer, der både underholder, udfordrer og oplyser unge.

”DR MAMA sætter forskellige samfundsre-levante emner i perspektiv for unge og udfor-drer dem på deres holdninger til stereotyper. Vi forsøger at afspejle unge i hele Danmark med nogle dokumentar-agtige programmer, og det kan nogle gange overraske mange unge. Oplysninger kan også udfordre holdninger og skabe debat. Og det er i sidste ende det ultima-tive,” siger Kasper Tøstesen.

Og imens fortæller DR MAMA historierne om verdens bedste Harry Potter-fan, Ulrik Ulmer, om Marlene med ADHD, som har fundet sit skjulte talent og om bøllen fra barn-dommens folkeskole. Alt sammen 100 procent virkelighedstv.

Af Kirstine Ottesen

Foto: Carla Mickelborg, DR Presse

Emil Thorup har leget kæreste for adskillige danske kendis-kvinder i programmet Emils damer.

Realityværterne spiller på vores følelser

Hvad skal der til for at blive realityvært? Sprogforsker ved DMJX Michael Ejstrup kortlægger reality-værternes sprog og virkemidler, lige fra Rikke Gøranssons kattestemme til Jakob Kjeldbergs safaritøj

Rikke Gøransson snakker med silkeblød stem-me til drengene i Paradise Hotel, mens hun blinker sødt. Jakob Kjeldberg råber, skriger og nærmest spytter ad deltagerne i Robinson Ekspeditionen. Men hvorfor optræder de, som de gør?

”Når Kjeldberg råber og skriger, så vil han spille på en følelse af, at han er en ond tyran, og at vi skal få medlidenhed med de stakkels deltagere. Så kan vi græde lidt sammen med dem, og vi kan hade Jakob Kjeldberg sam-men,” siger sprogforsker og underviser i fone-tik og sprogpsykologi Michael Ejstrup.

Han mener, at værterne i dansk reality er lige så forskellige som selve programmerne. De har dog det til fælles, at de gennem deres sprog og kropssprog bruger sig selv til at vække følelser hos seerene, der er i tråd med programmets plot.

Rikke Gøransson og pornostemmen”Rikke (Gøransson, red.) fra Paradise Hotel er jo totalt forskellig fra Jakob Kjeldberg. Hun er fuldstændig kattesød, har en høj grundtone

og en kælen, næsten pornoagtig stemme. Hun vil gerne vække nogle følelser hos os, der siger: hvor er det frækt, det her. Man tror næsten, man har ringet til en sexlinje. Hele hendes stemmeføring er lagt i et leje, hvor hun taler langsomt og blidt. Det kan lyde som porno.”

For at forklare værternes optræden og valg af sprog skal vi hente de lidt støvede begreber frem som etos og patos. Etos er det image, som vi gerne vil sælge os selv på at have, og patos er de følelser, vi gerne vil vække hos modtage-ren. Spørger man Michael Eistrup, er det ved at appellere til etos og patos, at realityværterne adskiller sig fra de traditionelle værter.

”Hele setuppet i Deadline er meget ander-ledes, for det handler om en eller anden ver-denssammenhæng, som vi gerne vil have be-lyst. Værten spiller meget mindre på sig selv. Sproget er indrettet efter, at vi skal forstå sam-menhængen i noget.”

Det ligger mellem linjerneMen værterne tager det endnu længere end sproget. Deres kropssprog og påklædning er også i spil, og selv i medierne har de en rolle.

”Ved Kjeldberg skal man lægge mærke til, hvad der ikke bliver sagt og ligger mellem lin-jerne. Han har sådan noget safaritøj på, der næsten minder om en fangevogteruniform. Den er med til at adskille ham fra de andre, så man kan se, at det altså er ham, der bestem-mer” siger sprogforskeren.

Spørger man Michael Ejstrup, er nøglen til succes, at man som vært tænker over, hvilken rolle man påtager sig, og hvordan man bruger sproget til at formidle den rolle.

”De forskellige værter spiller deres rolle til ug kryds og slange, for jeg har jo en forvent-ning om, hvad jeg får. Rammer de det, vi for-venter, så er vi glade. Det er det samme med Deadline. Der vil jeg jo ikke underholdes, der

vil jeg vide, hvad det er, vi taler om; hvem, hvad, hvor og hvordan. Deadline må ikke spil-le på en følelse hos os, for så skifter vi kanal,” siger Michael Ejstrup.

Michael Ejstrup påpeger, at det ikke kun er værterne på reality-tv, der bruger virke-midler som sprog og tøj. Det gør dom-merne i X Factor også. Thomas Blachman er et eksempel på, hvad sprog og påklæd-ning gør for hans image.

Af Anders Holm Nielsen

”Hun er fuldstændig kattesød, har en høj grundtone og en kælen, næsten pornoagtig stemme.”

- Michael Ejstrup

REALITY

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 17

Fordommenesholdeplads

DEBAT ILL

Er praktikanter bare billig arbejdskraft?De studerendes febrilske jagt på den gode praktikplads og mediernes jagt på den gode prak-tikant får lektor Jan Dyberg til at frygte, at de studerende ender som billig arbejdskraftAf Kristine Dam Johansen

Illustration: Mine Suurballe

Når det tudende båthorn lyder på Panikdagen, sender det de studerende på en hæsblæsende jagt efter den praktikplads, de allerhelst vil have.

Forinden har de nærlæst stillingsopslag, afleveret visitkort, skrevet motiverede ansøg-ninger, været til ansættelsessamtale og de fleste ender til sidst med en underskrevet kontrakt med et medie, der skal holde dem beskæftiget i seks, tolv eller atten måneder.

Uddannelse frem for arbejdskraftDet lyder umiddelbart som virkelighedens jobmarked. I lektor Jan Dybergs næse lugter det så meget af de arbejdsmarkedsforhold, som uddannede journalister er underlagt, at han bekymrer sig for, om de studerende i hø-jere grad bliver ansat som billig arbejdskraft på medierne til fordel for et velorganiseret prak-tikforløb, hvor uddannelsen er i højsædet.

For de studerende er ikke de eneste, der er på jagt på Panikdagen. Det er medierne også. Og ikke bare efter det antal praktikanter, de har brug for, men helst de bedste, dygtigste, mest selvstændige studerende, der kan levere skarpvinklede artikler, radioindslag og tv-ud-sendelser, allerede inden de starter i praktik.

Jan Dyberg synes, det vidner om, at mange bliver opfattet som billig arbejdskraft, hvis det kriterium, medierne sætter op for ”gode”

praktikanter, er, at de er i stand til at levere varen og ikke i stedet tænker: Hvad kan vi lære dem?

”Når praktikstederne går efter en ’god’ prak-tikant, er det jo ikke fordi, de tænker: Hende der passer lige ind i vores uddannelsesforløb. Det er fordi, de tænker: Hun er pisse dygtig og kan indgå fra dag ét, og vi skal ikke lære hende så meget. Det er et jobopslag. Til en tredjedel af lønnen,” siger han.

KaJ uenigeI Kredsen af Journaliststuderende, KaJ har man som mål at forhindre, at studerende ender som billig arbejdskraft under prakti-kopholdet. De studerende skal have lov til at eksperimentere og skal ikke presses til at levere det samme som uddannede journalister. For-mand, Asbjørn Andersen er ikke enig i, at me-dierne ansætter de studerende, der bedst kan levere varen.

”Hvis man spørger medierne, så ansætter de lige så meget ud fra, hvad den studerende ellers har af oplevelser uden for skolen, og hvem de er som personer,” siger han og pointe-rer, at lige meget hvad, udvikler de studerende sig altid i praktikken.

”Jeg kender ikke konkrete eksempler på nogen, der for eksempel har været i praktik på Berlingske og i øvrigt siger: Jeg er pisse dygtig, men jeg har sgu ikke rigtig lært noget af at være i praktik her,” siger han.

Asbjørn Andersen mener først, man kan tale om billig arbejdskraft, hvis de studerende ikke har en praktikvejleder, de kan gå til og få råd og vejledning, når de har problemer med en artikel eller en udsendelse, de arbejder på.

Væk fra rutinenIfølge Jan Dyberg går det galt, når medierne bliver afhængige af de ar-tikler og indslag, som prakti-kanterne leverer, fordi der dermed ikke er tid til, at de s t u d e r e n d e kan blive udfordret på de om-råder, de er knap så gode til.

” N å r en prakti-kant har fået en vis rutine i for eksempel at skrive nyhe-der, så skal

hun jo udfordres og udvikles – for eksempel ved at lave længere portrætter, arbejde med fortællende journalistik eller forbedre sin in-terviewteknik sammen med de uddannede kolleger. Hvis hun fortsætter med nyhederne,

falder læringen jo til et minimum – og så er hun ikke længere under uddannelse,

men bare ansat,” siger han.

”Min praktiktid skal foregå på Politikken eller TV2 Nyhederne – ellers venter jeg et halvt år”

Den holdning hørte jeg ofte, da jeg for lidt over et års tid siden selv skulle søge praktik. Alt andet end en praktikplads hos mastodonterne blev betragtet som en fiasko, og faldt snakken på halvandet år hos Ringkøbing Amts Dag-blad eller Vejle Amts Folkeblad, begyndte folk at tudbrøle.

”På lokalaviser er der ingen interessante historier, karriererne dør, inden de kommer i gang, og så er der for øvrigt intet at lave i sådan nogle små bondebyer,” var den generelle hold-ning.

Men efter to semestre på Herning Folkeblad kan jeg kun ryste på hovedet til det billede, mange kommende praktikanter har om lokale avisredaktioner.

Et møde med bokselegenden Evander Ho-lyfield, ansvar for at dække U21-EM i fod-bold, prøvekørsel af verdens største indendørs supercrossbane, intensiv dækning af folke-tingsvalget, utallige portrætter af interessante personer og erfaring inden for alle journali-stikkens grene er blot nogle af de ting, jeg har brugt det seneste år på.

Det har været et år, der gør det svært at

nikke genkendende til mine medstuderendes evindelige snak om, at alt uden for København eller Aarhus er dødens pølse. I stedet for at være én blandt mange praktikanter, er jeg her en af journalisterne, som nyder enorm frihed i mit arbejde.

Og skulle jeg en sjælden dag få lyst til at lægge blokken og rejse mig fra min pind, er det kun min egen skyld, hvis jeg kommer til at trille fingre hjemme hos mig selv. Jyske Bank Boxen ligger praktisk talt i baghaven, og nogle af landets bedste hold i fodbold, håndbold og ishockey spiller med jævne mellemrum.

Desuden sørger Herning hele tiden for at skaffe store events til byen, med U21-EM og Giro d’Italia som de mest åbenlyse eksem-pler. Jeg har i hvert fald på intet tidspunkt haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle få min aften til at gå med.

Så i stedet for at græde over, man ikke var den heldige person, der vandt praktikpladsen på P3, burde man i stedet gøre sig selv den tje-neste at søge en plads på en mindre avis. Om ikke andet så bare for et halvt år – så skal avi-sen nok selv overbevise dig om at forlænge.

Af Lennart Poulsen, Herning Folkeblad

Foto: Tom Laursen, Herning Folkeblad

Lennart Poulsen på Supercrossbanen i Boxen. Lennart havde aldrig prøvet sådan en maskine før, og selvom arrangørene var imponerede, grinte tidligere formel 1-kører Nicolas Kiesa alligevel ret meget.

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk18

I december sidste år skrev vi en leder i Illustre-ret Bunker, som vakte følelser. Lad os sige det sådan. Det skal være sagt fra starten, at dette indlæg ikke er et forsøg på at gentage succesen. Det er blot en reminder.

Vores kritik gik dengang på, at KaJ, efter vores mening, burde gøre et større arbejde for at indsamle reaktioner fra de studerende efter Panikdagen, og det mener vi stadig.

Cirkus Færing er på vej til byen igen, og de studerende forbereder sig lige nu på livet løs til dagen, hvor de skal sælge deres integritet, montere rundsave på albuerne og løbe om kap med deres kammerater. Præcis som sidste år og året før det og året før... Ja, I forstår.

Panikdagen er skruet sådan sammen, at de studerendes interesser i meget lav grad tilgo-deses. Det handler kun om, at skolen og prak-tikstederne kan få det overstået og komme

hjem i en ruf. Men hvor skal man så gå hen, hvis man føler sig trukket rundt i manegen, som en anden dresseret abe? Man skal gå til KaJ.

Til evalueringen af Panikdagen taler KaJ de studerendes sag over for repræsentanter fra branchen og Pia Færing. Det er simpelthen så ubeskriveligt vigtigt, at vi her har KaJ sidden-de med ved bordet, og at de sidder med en så stærk hånd som muligt. Vi er overbeviste om, at KaJ i langt højere grad kan slå et slag for, at dagen også kommer til at tilgodese de stude-rendes interesser, hvis de kan tage de studeren-des friske reaktioner med sig i rygsækken.

Derfor vil vi gerne - foruden at ønske held og lykke - opfordre hele det næste kuld af praktiksøgende til at sende deres reaktioner på dagen, positive som negative, til KaJ på kaj@mail.dmjx.dk eller til din nærmeste KaJ-repræsentant. Så fat pennen, folkens, vi er sikre på, at de vil sætte pris på det.

ILLDEBAT

Jeg er misundelig på SDUPå en trappe i forhallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sidder en ung, kvindelig journalistspire. Tårerne vælter ned ad hendes kinder, mens en mandlig medstuderende står foroverbøjet mod hende. Trøstende gloser hjælper knap så meget nu. Scenen er forrige semesters panikdag.

Andetsteds kæmper journaliststuderende fra Syddansk Universitet, DMJX og Roskilde for at få den bedste praktikplads. Navnlig hos SDU’erne går det godt, fordi alle har en prak-tikplads med hjem i bussen, da den kører mod Odense klokken to. Humøret er højt.

Tilbage foran indgangen til Journalist-højskolen er der stille. Tomme øldåser og en kæmpe flaske MOKAÏ vidner om, at praktik-pladserne er blevet fejret, eller at sorgerne er blevet druknet.

Smadr døren for din studiekammeratOg så er vi tilbage til det væsentlige. Jeg er så pisse misundelig på vores kollegaer fra Syd-dansk Universitet. I mine øjne har de ikke en mere attraktiv uddannelse, en federe by

(Odense er et hul i jorden) eller en bedre for-udsætning for at søge praktik. Men de har fællesskabet. De har busturen til Aarhus, over-natningen på Hotel La Tour, og de har en prak-tikantvejleder, der opfordrer til sammenhold.

”Så får vi de pladser, og så hjælper vi hin-anden,” sagde hun under morgenmaden til sidste Panikdag. Og pladserne fik de, for når man selv har en praktikplads, så hjælper man de andre. Dét er eksemplarisk.

Samtidig er det en opfordring, som jeg gerne vil viderebringe: Smadr døren ind for din stu-diekammerat, find de ledige pladser og hjælp, hvor du kan. Øllen bliver ikke koldere af, at vi venter til om aftenen. Festen bliver ikke dårli-gere af, at flere smiler.

Held og lykke med panikdagen. Sammen får vi de praktikpladser!

Vi vil også være medFor 3. semester er den 18. april verdens om-drejningspunkt. Dagen hvor de skal yde deres bedste, og med overbevisning fremstille dem selv som de praktikanter, som praktikstederne skal have. Men også studerende på 2. seme-ste har efter traditionen biroller at udfylde på dagen, som telefonpassere, Panikavis-reporte-re og tilskuere, der kommer for at få indblik i det, der venter dem selv et halvt år senere.

I år skal hele 2. semester imidlertid sendes ud i Jyllands hjørner for at lave lokale nyheder langt fra optrinnet på Olof Palmes Allé.

Ved ikke at vide for meget om Panikdagen, kan man mene, at de studerende undgår at tage panikken på forskud. Men selv om man ikke oplever Panikdagen, før det er ens egen

tur, undgår man næppe at kende den for skrækhistorier om uheld, skuffelse eller sågar snyd og ufine tricks. Hvilke historier, der er re-elle, og hvilke, der er røvere, fik jeg i hvert fald selv bedre fornemmelse af ved at opleve dagen fra sidelinjen.

Og skal der være panik, så lad der være panik. For de praktiksøgende er dagen utvivl-somt rendyrket rædsel, men den er også en del af kulturen på uddannelsen. Den er ofte og in-derligt kritiseret, men den er der altså, og det må vi bruge, som vi bedst kan.

Panikavisen har en rullende nyhedsstrøm i løbet af dagen, som udgives med påstemplet klokkeslæt, redaktørerne kæmper for at have noget at klistre op i vandrehallen, og reportere og fotografer spæner lige så meget rundt som de praktiksøgende og stikker snuden i tingene.

Det er eksemplet på, at eleverne er med på legen. Og 2. semester vil altså også gerne være med.

Når det er sagt, skal der også lyde ros til Dy-berg og company for forløbet på 2. semester. I er inspirerende legekammerater og sætter gode rammer for, at vi kan agere journalister – og selv om vi gerne vil være med i legen på skolen den 18. april , glæder vi os også til ar-bejdet i Hjørring, Haderslev og Holstebro.

Af Søren Berggreen Toft, 4. semester og Asger Gørup

Nielsen, 4. semester

Af Eva Jakobsen 2. semester

Foto: Panikavis

Af Nicolas Stig Nielsen, 3. semester

Hjælp KaJ med at hjælpe dig

Hele vejen igennem Panikdagen kan det være en hjælp, at have en venskabelig hånd på skulde-ren. Billedet er fra sidste forårs Panikdag - Foto: Jeppe Vejlø

MARTS 2012 ILLBUNKER.dk 19

LÆRERSTAFETTENDe fleste kender Roger Buch som en skarp debattør, forsker og un-derviser. Lærerstafetten bliver givet fra Susanne Sommer, og overta-ges af vores allesammens yndlings randrusianerRoger, du er født (et par år før den store kommunalre-form i 1970!, red.) og op-vokset i Randers. Hvordan var din barndom og (tidlige) ungdom i Randers?Jeg fik jo et stort traume med kom-munalreformen i 1970, som jeg stadig forsøger at bearbejde, men ellers var Randers, eller rettere forstaden Kristrup, en god ramme om barndom og ungdom. Det var jo før SFO’ens og internettets tids-alder, så et levende børneliv efter skolen hver dag. Jeg oplevede ikke, at byen manglede noget, men det var jo uvidenhed, for kulturelt var byen helt stillestående. Hvad den stadig er - programmet for Ran-dersugen er under genoptryk for 25. år i træk - men man skal huske at kalde den Randersugen. Når jeg nogle gange kommer til at kalde den Randers Festuge, udløser det koleriske anfald hos lokalpatrioter.

Du er vendt tilbage efter uddannelse og bor stadig i Randers. Hvorfor?Ja, ikke at jeg er lokalpatriot, selv om deltagere i min undervisning eller foredrag nok kunne få det indtryk. Jeg er i Randers fordi mine to ældste børns mor flyt-tede tilbage dertil, så jeg måtte tilbage til start. Havde jeg ikke den binding, boede jeg nok i London eller en asiatisk storby - men det kan jo nås endnu.

Hvad synes du Randers skal ken-des og huskes for? – Og hvad vil du gerne selv huskes for?Hm, før hed det jo Randers-Laks og Randers-Piger. Selv om laksen er kommet tilbage, er Randers i dag mest kendt for Randers Regn-skov. Hvis jeg skulle sætte en vision, kunne det være, at Randers skulle være byen med Dan-marks højeste levealder - den sundeste by. Hm, men på den anden side kunne det også betyde en endnu mere kedelig by. OK, bud nummer to på vision: Danmarks første by med reel li-gestilling.

Arbejdsmæssigt håber jeg, at være kendt

som en af de mest irriterende forskere, som siger nogle af de ting, som magthaverne ikke synes så godt om, bliver sagt. Forskning som mod-ekspertise er for mig det fineste ideal - ikke blot som stik-i-rend-dreng for de politi-ske magthavere eller økonomiske interesser. Privat er mit primære mål at være en god far for min syv børn og bonusbørn.

Og så et spørgsmål som altså må med: Dit fornavn vækker megen debat hos nogle. Hvor mange gange (anslået) har du måttet forklare, hvordan dit fornavn skal udtales og hvorfor du hedder Roger?Mit navn er importeret fra Sverige, hvor min far boede en del år af sin barndom, og det hed hans bedste ven. Så fordansket udgave af den svenske udtale - med hårdt ’g’ tror jeg de sprogkyndige siger. Egentlig ikke forklaret det så tit, men jeg bliver til gengæld kaldt alt

muligt andet, end det jeg hedder, hvilket blot morer mig.

NB:

For et par år siden kom en meget ophidset censor ind på mit kontor. Hun skulle eksaminere sammen med Roger. Hun råbte “Han siger, han hedder Roger, men det kan sgu’ da ikke passe, Han hedder da Roger” (Med den anden udtale, I ved: “Roger Over”). Da hun stadig op-hidset og efter en del snak om emnet forlod kontoret var det med bemærk-ningen: “Jeg kalder ham altså Roger, det må han fandme selv om”.

Den historie griner vi af endnu :-)HA, ha ja jeg ved godt, hvem hun er - herlig censor :)

En øreløs kanin ved navnet ’Til’ skulle blive den nye, store sensation i den tyske zoo, Limbach-Oberfrohna. Forhåbningerne endte brat, da en fotograf kom til at træde på det lille dyr under en pressekonference. Tilbage står den fortvivlede zoodirektør, Uwe Dempewolf, og en endnu mere fortvivlet fotograf.

Værket eller Tante Olga?- Train - seneste to koncerter er Gas Lamp

Killer og BengaGåtur eller løbetur?

- Løbetur. Jo længere, jo bedre, dog helst ikke meget over 42 km.Skak eller poker?

- SkakOpsparing eller forbrug?

- ForbrugLondon eller Paris?

- LondonSort Sol eller Nik & Jay?

- Vil helst være fri, men skal der vælges: Sort SolMonarki eller republik?

- Republik, altså det vi reelt har allerede.Pronto Pizza, Randers eller NOMA?

- Pronto Pizza, min gode ven gennem snart mange år. Den enlige fars redningsmand.Anders Matthesen eller Ørkenens Sønner?

- Anders MatthesenSunes Bodega eller Den Røde?

- StorkeredenLakrids eller vingummi?

- LakridsBøf eller sushi?

- SushiGalop eller trav?

- GalopTrier eller Bier?

- Foretrækker en fransk eller spansk film Hemingway eller KLs årsberetning?

- Helt klart KLs årsberetningBlondine eller brunette?

- Afro eller karseEuro eller krone?

- EuroThor eller Tuborg?

- LimfjordsporterRød eller blå?

- Rød og blåDen jyske Hingst eller Midgårdsormen?

- Hans Henrik LerfeldtHjemme eller ude?

- Ligegyldigt bare Randers FC vinder.Undervisning eller forskning?

- Helt klart begge dele.Storby eller solferie?

- StorbyA eller B menneske?

- Desværre A

24 hurtige om Roger Buch

Stribe af Asbjørn Sørensen og Eva Jakobsen

BAGSIDEN AF BAGSIDEN

Tobias Selnæs Markussen vandt for nylig årets Fotokravling for historien ”Autopia” om den amerikanske bilkultur. Han er født i 1982 og blev færdig-uddannet fotojournalist i sommeren 2011. Tidligere har han været i praktik på Politiken, men arbejder i dag som freelancefotograf. Han er i øjeblik-ket i gang med at lave sin første dokumentarfilm.

Læs mere om Autopia på: tobiasmarkussen.com

Ethel og Aritzia står på hjørnet af Santa M

onica Boulevard og El C

entro. De tilbyder bilvask for at sam

le penge ind til deres veninde, hvis far er død efter at have væ

ret i koma i fem

år.

Denise K

nowles B

ragg i det rum, hvor A

dams Funeral H

ome i C

ompton tilbyder drive thru-begravelser. H

vis kun-derne ønsker det, kan den efterladte blive lagt på lit de parade ved vinduet, så venner og bekendte kan køre forbi og tage den sidste afsked.

Roger H

ouston bor i sin kassevogn samm

en med sin ”advokat”, hunden C

.J. Whitefang Esquire. H

er har de boet siden R

ogers kæreste døde af kræ

ft for fire år siden. H

ospitalsregningen var så stor, at Roger m

istede alt. Derfor

slog han sig permanent ned i den gam

le kassevogn, som han har døbt “H

enrietta Ford.”

Calvin, Shaw

n og Nick beder sam

men m

ed en bilist, som er stoppet ved deres drive thru-prayer. D

et sidste halvan-det år er de m

ødtes hver fredag efter arbejde for at slå lejr på en parkeringsplads ved Lugonia Avenue. H

er tilbyder de bilister m

uligheden for at gøre et kort stop og bede samm

en med dem

.