I fædrenes fodspor

Af samme forfatter er udkommet i serien om Louise Boní:

Mord i zen, kriminalroman 2010

De dødes navne, kriminalroman 2011

Bog I fædrenes fodspor-FINAL:Layout 1 21/12/12 13:49 Side 2

O L I V E R B O T T I N I

Kriminalroman People’sPress

Oversat fra tysk af

Henrik Andersen

I FÆDRENESFODSPOR


I fædrenes fodspor

Oversat af Henrik Andersen efter originaludgaven:

Im auftrag der Väter

Copyright © 2007 S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main

Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S

København

Copyright © dansk udgave 2013 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Minion

ISBN: 9788771373639

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2012

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Til alle, der var nødt til

at rejse bort.


Hvor rejser vi hen?Altid hjem

NOVALIS, HEINRICH VON OFTERDINGEN


I

SYV DAGE


1

ØVRE SCHLESIEN, IKKE Polen, det lagde de vægt på, selv om de ude-lukkende talte polsk sammen. Lavstammede, lyshårede mænd, hvisstemmer siden september trængte gennem loft og vægge i byg-ningen og siden oktober også gennem vinduerne. De hed Christi-an, Andreas og Matthias, og Louise Boní kunne godt lide dem, selvom hun ikke kunne forklare hvorfor. Måske fordi de bragte liv ihuset, mens de rev det i stumper og stykker, så det senere, engangtil foråret, kunne genopstå som helt uvurderligt fint. Når hunhavde fri, sad hun ofte med morgenkaffe og honningmad foransig og betragtede dem gennem stuevinduet, mens de rev i stumperog stykker udenfor. Når det regnede, transporterede hun noglegange en mobiltelefon eller en umbraconøgle eller en besked fra étvindue til et andet for at spare dem den glatte vej på stilladsetrundt om huset.

Støjen var det eneste problem. Støj fra klokken syv om morge-nen til syv om aftenen, seks dage om ugen.

“Undskyld støj,” sagde Andreas. “Det kan I jo ikke gøre for,” svarede Louise og trykkede øre-

proppen ind i øret igen. De fleste beboere var flyttet ud for længe siden, resten forsøg-

te at holde ud. Spekulerede i erstatning og en bedre fremtid, mensde led. For Louise kom det ikke på tale at flytte ud – ingen skullejage hende væk mod hendes vilje.

“Så må det blive med din vilje,” sagde Marcel en tåget mandagmorgen i slutningen af oktober. De stod ved køkkenbordet i nat-

27


tøj og havde farvestrålende kunststofpropper i ørerne og drak kaffeog spiste kiks, fordi Louise havde glemt at købe ind om lørdagen.SWR 3 i radioen, en brummende boremaskine i trappeopgangen,en dyb bas, der gav skæbnesvangre løfter for dagen.

Louise rystede på hovedet. “Sludder.”“Når vore flittige og glade landsmænd fra det tabte rige i øst

først rigtig går i gang ... når de løfter taget af, river hele opgangenud ... “

“Jeg har alligevel aldrig brudt mig om den opgang.”“ ... slår hul i din stuevæg for at du overhovedet kan komme

ind i din lejlighed.”“Det lyder da meget praktisk.”Marcels øjenbryn skød i vejret. “Det var ikke min idé at flytte, og derfor flytter jeg ikke, Mar-

cel.”“Her kan du ikke blive, du ender med at blive syg, min kære.”Marcel, den bekymrede. Den omsorgsfulde. Fra tid til anden

kunne omsorg været fint nok. Men når mændene fra Øvre Schle-sien om morgenen hilste på hende gennem vinduet, og Marcelmumlede “Herregud, du er da nødt til at komme væk,” fandt hunden temmelig overflødig.

“Hvor vil de lave hullet?” Han pegede på reolen med stereoan-lægget og cd’erne. “Der?”

“Aner det ikke. Skulle du ikke gå?”Marcel smilede. “Er det okay, hvis jeg klæder mig på først,

skat?”Det fine ved Marcel var hans uendelige ro og godmodighed.

Hvad han end gjorde eller sagde, så gjorde eller sagde han det medsamme tilfredshed som hos en lykkeligt gift mand, selv om det irealiteten var længe siden, han havde været gift. Når han var hoshende om aftenen, og hun betragtede ham, mens han læste, hørtemusik eller vaskede op, følte hun sig som en del af et ægteskab foren aften. Det var en følelse, man kunne have behov for, når manvar fireogfyrre.

28


Men ét aftenægteskab hver anden uge var helt tilstrækkeligt. Om morgenen lod Marcel sig villigt sparke ud. Marcel, fireoghalvtreds, en kærlig boghandler med uglet gråt

hår, der blev tyndere og tyndere. Det var især det bløde ved ham,hun holdt af. Hun kunne lade sig falde og lande blødt, såvel krops-ligt som følelsesmæssigt.

Det sværeste var drikkeriet. Marcel elskede et glas rødvin omaftenen. Eftersom alkohol var tabu i hendes lejlighed, gav hun hami begyndelsen besked på at gå over i sin egen lejlighed, når han villedrikke. Siden han var flyttet til Vauban, sendte hun ham ud på stil-ladset. Så stod han der og drak godmodigt, trods højdeskræk ogkulde.

Nu løftede han kaffekoppen og førte den med et uforståendeblik rundt i en halvcirkel, fra køkkenbordet over stue til bad oggang, som om han ville sige: Er det her virkelig så specielt? Er detvirkelig værd at lide for?

Men han nøjedes med at rømme sig. Louise drak og ventede. Hun fornemmede, at han ville sige

noget mere, muligvis noget vigtigt. Hans rømmen lød som ind-ledningen til noget vigtigt.

Marcel stillede kaffekoppen fra sig, trak Niemanndokumen-terne hen til sig og ordnede omhyggeligt stakken med håndfla-derne.

Puffede lidt til den ene side, lidt til den anden. Løftede blikket. “Vauban er et fint sted.”Hun trak på skuldrene. “Yndigt, faktisk. Det er et godt sted at bo.”Hun hævede øjenbrynene og tænkte: Nej, der er for mange

børn, for mange venlige mennesker og for få biler.Ventede lidt længere. “Virkelig meget dejligt.”“Tja.”

29


Marcel skubbede igen til papirerne, rømmede sig igen. “Jegkommer ikke til at sige det tydeligere.”

Hun smilede. Flytte sammen med Marcel? Hun strøg ham blidtover armen og rystede på hovedet.

Så bankede det på køkkenvinduet, og Marcel forsvandt ud påbadeværelset med et suk, mens Louise trak gardinet til side forendnu en dag i hendes liv på byggepladsen.

Da Marcel var gået, klædte hun sig på og åbnede derefter døren. Fåminutter senere stod mændene fra Øvre Schlesien i strømpesok-ker og med forlegne miner i hendes stue. Sammen tømte de reo-lerne ved væggen ud mod gården, der fremover skulle fungere somindgang til Louises lejlighed, og fordelte tingene, hvoraf hun havdetænkt sig at give en del bort, de steder, der stadig var plads. Der varstøv bag reolerne og døde bænkebidere og også en uåbnet flaskeJägermeister. Jägermeisteren var en af de ting, hun ville give væk.

Så betragtede hun Christian, mens han målte væggen og meden rød tusch tegnede omridset af den provisoriske dør. Omtrenther, viste han. Hun nikkede.

En grå, indbrudssikker metaldør i stuen. Et par trappetrin udtil stilladset. Vinter på byggepladsen.

Eh bien?Hun noterede sig overrasket, hvor afslappet hun tog det hele.

Ædruelighed var tilsyneladende ikke kun godt for helbredet, manblev også afslappet af det.

“Ikke så fint at bo i,” sagde Andreas beklagende. “Det er kun et par måneder.”“Og så kommer altanen op, og så er det fint igen.”Hun fulgte dem ud til døren og så dem tage deres udtrådte sko

på. Havde hun nogensinde boet fint? Her eller et andet sted? Fand-tes der et sted, hvor hun havde været glad for at bo? Og havde hunbrug for en altan?

“Tak for reol og snaps,” sagde Christian.“Det var så lidt,” sagde Louise og lukkede døren.

30


Hun overvejede, om hun skulle feje støv og bænkebidere op meddet samme eller vente til i aften og tænkte så på Jägermeisteren.Hvad ville der være sket, hvis hun i juli sidste år havde fundet denflaske Jägermeister i stedet for en æske Mon Chérie?

Så ville hun ikke havde været her nu, så meget stod klart. Hunville heller ikke have været ansat hos politiet længere, det stod ogsåklart.

Hun gyste, mens hun tog sko på, besluttede at udsætte støv ogbænkebidere til om aftenen og rakte ud efter Niemann-doku-menterne.

For sidste gang gennem den gamle opgang ned til stueetagen,forbi et par håndfulde trætte og snavsede bygningsarbejdere, elek-trikere, tømrere, installatører og arkitekter, forbi vægge, hvis blot-lagte røde mursten lignede blødende sår, hærgede lejligheder, stål-piller, provisoriske kabler og afspærringer, over træplanker, mur-brokker og nedfalden puds. Det her var altså hendes hjem nu, stor-met, besat, tilintetgjort af en venligsindet fjendtlig armé.

Hun tørrede støvet af navneskiltet på sin postkasse. Nej, det kom ikke på tale at flytte ud.

På vejen til Schlossberg tænkte hun på Niemann-sagen. Hun havdelæst kollegernes rapporter og forhørsprotokoller og set fotografi-erne, men endnu ikke selv været på stedet, endnu ikke talt medfamilien Niemann. Hun vidste meget, havde billeder i sit hoved,men det vigtigste manglede: det personlige indtryk. Billederne ihendes hoved førte hende blot på vildveje.

Det gamle problem, når man kom sent ind i en efterforskning. Brud på husfreden og indbrud kunne kollegerne fra station

Freiburg Syd have klaret selv. Sagen var havnet hos D II på grundaf våbnet. Hun havde haft beredskabsvagt i weekenden, og derforvar hun blevet sat ind i sagen af kriminalpolitiets vagtcentral. Hunvidste ikke, hvorfor det først var sket søndag aften – efter at vagt-centralen selv havde iværksat indledende efterforskning og forhør.

31


Men sådan var det, der opstod næsten altid strid om, hvem derskulle have hvilke sager.

Det interesserede hende egentlig ikke. Hun var jo blevet enafslappet person.

Hun vidste ikke, om det var godt eller dårligt.

En lille rød murstenskirke i skyggen af Schlossberg, vedbensklæd-te mure, græs mellem brostenene. Hun havde været her én gangtidligere, for mange år siden, dengang hun stadig var gift og havdeet helt almindeligt privatliv med venner og biografbesøg og dag-lige ydmygelser. Nogle venner havde engang døbt deres barn her,og hendes hjerte bankede hårdt, da barnet begyndte at græde, fordengang havde en lille del af hende politihjerte stadig følt en læng-sel efter at blive mor.

“Det er en lækker præst,” havde Mick mumlet. Flere år senere genså Louise præsten på en klinik gemt bort i en

skov, og først da bed hun mærke i hendes udseende. Hun var sta-dig lækker – men også fortvivlet og uden vilje til at leve videre.

Hun åbnede den smalle, mørkebrune dør i kirken. En antyd-ning af røgelse i luften. Brændende lys på alteret og et par vasermed halvt visnede blomster. Vægge og søjler var bare, og kun ensmule dagslys trængte ind gennem små, højtsiddende vinduer. Kir-ken var mennesketom, bortset fra hende.

Det var ikke et sted, man havde lyst til at opholde sig klokkenotte om morgenen.

Hun satte sig på den bageste bænk. Hun tænkte på dåben, Mickog sent moderskab – tanker om et liv, der heldigvis var forbi. Såtænkte hun på Marcel, hendes tidligere nabo, som hun kun havdelært at kende, fordi en anden Marcel, en falsk Marcel i sommeren2003 var trængt ind i hendes lejlighed og i nogle lange, langemåneder havde bidt sig fast i hendes hoved. Da det på et tidspunktvar blevet for meget af det gode med den falske Marcel, havde hunen nat ringet på hos den ægte Marcel – der desværre ikke var denrigtige Marcel – og vækket ham. Ville bare vide, hvordan du ser ud,

32


havde hun sagt. Klokken tre om morgenen ser jeg sådan her ud,havde han sagt, men jeg ser langt bedre ud klokken otte om afte-nen hos italieneren nede på hjørnet.

Hun kom til at tænke på en anden indtrænger, en ældre herremed pistol, der talte gebrokkent tysk og havde stillet et mærkeligtultimatum. Der oprindelig måske var kommet for at dræbe og såmåske alligevel ikke.

Herren blev de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider. En indtrængende, der havde reciteret et salmevers. Ikke helt

korrekt, men som ikke desto mindre måtte have lært verset uden-ad på tysk. Det var i hvert fald Paul Niemanns opfattelse.

“Louise?”En kvindeskikkelse gled ud af skyggerne ved søjlerne foran alte-

ret. “Hvor er det godt at se dig, Louise.”“Hej, Jenny.”Jenny Böhm stoppede op tre bænkerækker fra hende. Hendes

hånd hvilede på ryglænet af en bænk. En hvid hånd i det frem-brydende lys, et hvidt ansigt, som aldrig havde været smukkere,men dog var næsten lige så træt og fortvivlet som i de første dageog uger på klinikken i skoven.

“Du har det godt, det kan man se på dig.”Louise nikkede. “Man kan også se på mig, hvordan jeg har det.”“Ja.”“Jeg mener: du kan se det. De andre ser ingenting.”“De andre kan også se det, Jenny.”“Ja, men de tror, det hænger sammen med mit arbejde. At jeg

arbejder for meget.” Jenny Böhm satte sig på bænken og vendtesiden til Louise. Hun var iført sorte jeans og sort sweater, og hen-des lyse hår var sat i en knude i nakken. Hun havde mørke randeunder de store, stift stirrende øjne.

Hun var smuk, tænkte Louise. Hun var syg. De tav.

33


Jeg ville forandre noget, havde Jenny Böhm sagt dengang iObergberg. Men det ville de ikke. “De” var ledelsen i kirken, menig-hedsrådet. De gamle, der havde været her i årevis og set præsterkomme og gå. Hendes mand, der følte sig truet af forandring.

Louise havde tænkt, at det nok ikke var helt så enkelt. JennyBöhm kunne have sat sig igennem eller være gået på kompromis,hun kunne have fundet sig et andet embede eller forladt sin mand.Men hun var blevet her.

“Går du stadig til møderne?”“Nej, det er længe siden, jeg er holdt op med det.”“Du burde gå igen, Jenny.”Hun rystede på hovedet. “Gå til et møde.”“Nej,” hviskede Jenny Böhm. Louise forstod hende. Hun kunne ikke forestille sig noget værre

end at deltage i et AA-møde med mennesker, der alle klarede det,mens man selv ikke havde klaret det. Der opremsede antallet aftørlagte dage, mens man selv ikke orkede mere end et par timer.

“Hvad vil du gøre?”Jenny Böhm trak på skuldrene. “Du er altid så stærk og selv-

retfærdig, Louise. Så streng, både mod dig selv og mod andre.Stolt.” Jenny Böhm rejste sig op og satte sig derefter på bænkenforan Louise. “Kan man lugte det herfra?”

“Ja.”“Generer det dig?”“Ja.”Jenny Böhm lo overrasket. “Normalt holder jeg afstand, Loui-

se. Jeg stiller mig med siden til folk eller går forbi bag om dem. Jegvender ryggen til. Jeg vender ryggen til mine børn, Louise.”

“Gemmelegen er i gang igen.”“Ja.”“Det var det, jeg hadede mest, at skulle gemme mig.”“Det kan jeg godt huske.”“Det hjælper at være selvretfærdig og streng, Jenny.”

34


“Ja, sandsynligvis har du ret.”“Jeg har helt sikkert ret.”“Men sådan er jeg ikke. Jeg er anderledes. Jeg kan ikke være

streng og selvretfærdig, Louise. Jeg kan ikke stille mig selv i cen-trum. Hvordan skulle det passe med mit arbejde?”

“Du vil ikke.”“Jo. Nej. Jeg ved det ikke.”Louise lagde hånden på Jenny Böhms hvide hånd og strøg den

blidt. “Hvor er det godt at se dig, Louise.”“Skal vi gå en tur?”

De forlod kirken og gik ind på den store kirkegård med dens vir-var af stier og små veje. Hundredevis af gravsten i tågen mellemnøgne træer, hvoraf de fleste var gamle, forvitrede, skæve og mos-bevoksede, mærkede af tidens gang. Det var det her sted, hun flyg-tede til, sagde Jenny Böhm, når hun havde drukket og var fortviv-let – til de døde, de døde uden stemmer, hvis tavshed ikke var fuldaf anklager, men bare af fred og nåde.

Fred og nåde, tænkte Louise. Det eneste, hun selv fandt på kirkegårde, var smerte, lidelse,

griskhed og had. Løgne, vold og angst. Jenny Böhm så de døde, hun så de levende. “Er det vores venner, som har sendt dig?”“Nej.”“Fordi jeg er holdt op med at komme til møderne?”“Nej, siger jeg jo.”“Hvorfor er du her så?”“Fordi jeg har brug for din hjælp.”“I teologisk henseende?”“Ja.”De stoppede op. Louise havde glemt, hvor lille Jenny Böhm var.

Hun nåede hende knap nok til næsen. Så lille med så stort behovfor beskyttelse. Og hun holdt sig virkelig på afstand.

35


“’Herren blev de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider’.Siger det dig noget?”

“Et salmevers,” sagde Jenny Böhm og løftede øjenbrynene. “Ja. Salme 9, vers 10.”“Man siger også nogle gange ’en borg i trange tider’.”“Er der særlige anledninger, hvor man bruger det vers? Eller

nogle bestemte mennesker, som identificerer sig med det?”Jenny Böhm så væk. Hun rødmede let, måske på grund af kul-

den, måske af skam. “Det ved jeg ikke. Nej, jeg tror det ikke. Måskeandre vers og især andre salmer, men denne her?”

De gik videre. “Salme 9 er en takkesang for redning i trængselstider. Herren

beskytter de fortrykte mod deres fjender, giver dem tilflugt, du ved.Han dømmer og skaber retfærdighed, når han udsletter de gudlø-se og deres byer. Det er en rigtig gammeltestamentlig salme, hvisman læser den bogstaveligt. Ret brutal og ... maskulin. Men duburde nok tale med nogen, der har lidt mere forstand på bibelskeksegese og salmefortolkning. Jeg kan ringe til en kollega, hvis duvil.”

“Kan du gøre det i dag? Det haster.”“Er I ude efter en morder, der er religiøs fanatiker?”“Foreløbig kun en indbryder.”“Foreløbig?”“Det er muligt, han kommer tilbage om et par dage.”“For at ... gøre noget værre?”Louise trak på skuldrene. “Du har et stort ansvar,” mumlede Jenny Böhm. De tav nogle minutter, mens de gik videre ad fugtige stier og

spor, til tider i gåsegang, til tider ved siden af hinanden, forbi grøf-ter, kors, engle af sten og statuer, der manglede lemmer eller hoved,alle de døde, som Jenny Böhm søgte trøst hos.

Det begyndte at støvregne, men de bed ikke mærke i det. “Jeg kan undersøge, om verset anvendes i introitus. Hvis det

gør, kender han det måske derfra.”

36


“Hvad er introitus?”“Det er en indgangssang ved katolske messer, hvor der bliver

anvendt salmevers. Hvis han er meget religiøs eller ligefrem tilhø-rer en eller anden orden, kender han sikkert verset fra timebønnen.Munke og klerikere beder i løbet af et fastsat tidsrum alle hundre-de og halvtreds salmer. Førhen i løbet af en dag, nu har de fire ugertil det.

“Herregud, så har man ikke tid til ret meget andet.”Jenny Böhm lo ikke. “Nej, hverken til syndige tanker eller syn-

digt begær.” “Apropos,” sagde Louise. “Har jeg fortalt dig, at jeg har været i

kloster?”Jenny Böhm stoppede op, førte et fugtigt hårstrå væk fra pan-

den. “I kloster?”“Efter Oberberg opholdt jeg mig i et zen-kloster i Alsace. Jeg

skulle jo afvænnes.” Louise fortalte om månederne i Kanzan-an iforåret 2003, de lange ture i skoven med Roshi, den grå kat, dentyske nonne Chiyono, som ikke længere var i besiddelse af et jeg ogalligevel eller netop derfor var så munter, om te-ceremonierne, deri tilbageblik forekom hende langstrakte og anstrengende, herre-gud, det varer en evighed, inden du endelig får en kop te i hån-den, du sidder der i skrædderstilling og har ondt i leddene og ertørstig og venter og spørger dig selv, om det ikke er muligt atopdrive en dråbe sake, eller hvad japanerne ellers drikker til teen,og så er teen endelig færdig, men koppen er så lille, at den er tomefter første slurk ...

Hun så på Jenny Böhm. Giv mig et smil, Jenny. Men Jenny Böhm smilede ikke.

De vendte tilbage til kirkegårdens indgang og gik ud til vejen. Detregnede stadig. Jenny Böhm lovede, at hun allerede samme for-middag ville ringe angående salmeverset. Da hun fik øje på denrøde Renault Mégane med blå motorhjelm og blå dør i førersiden,gled et nervøst smil over hendes læber. Søndag eftermiddag i

37


Oberberg tog de nogle gange på udflugt i Louises Mégane, mensde lyttede til kassettebånd med musik fra deres ungdom, skreg sjæ-len ud til Kate Bush og hylede i duet til Udo Lindenberg.

Lady Whisky for to stemmer. Jenny Böhm stod ubevægelig, fingerspidserne i jeanslommer-

ne. “Tja,” sagde hun. “Nu er det kun mig, der er tilbage.”“Du har klaret det én gang, du kan klare det igen.”Et skeptisk nik. “Jenny, få nu bare fingeren ud, okay?”Jenny Böhm smilede overrasket. “Jeg regner med at se dig til næste møde.”Et skeptisk nik.“Jenny?”“Hm?”“Kommer du til mødet?”“Jeg ... “ Louise hørte antydningen af et “ja”. “Godt.”I bilen overvejede Louise, om hun hermed havde forpligtet sig

til også at deltage i næste møde. Hun skar en grimasse og skubbe-de Santana-kassetten ind i sprækken.

Det ville i så fald blive hendes første.

“Ikke flere munke,” sagde Rolf Bermann. “Hold nu op,” sagde Louise. “Jeg vil ikke have mere med munke at gøre, forstået?”Hun lagde benene over kors, gabte og ventede. Bermanns man-

dagsmorgen-irritation var mere intensiv end andre kollegers, menvarede til gengæld også væsentlig kortere tid.

“Du kommer simpelthen ikke rendende med endnu en munk!” Med sit krus i hånden rullede Bermann hen til kaffemaskinen,

hvor han hældte op, rullede tilbage igen og gned de trætte øjne. De sad på hans kontor på tredje sal kort før ni, i drabsafdelin-

gens rige, hvor chefen stadig hed Rolf Bermann, hvilket både havdefordele og ulemper. For et år siden havde han søgt stillingen som

38


chef for inspektion I og III, som inkluderede fem afdelinger, ogvar som forventet blevet vraget til fordel for Anselm Löbinger fraD 23. Det var godt for kriminalpolitiet, eftersom Bermann var denfødte afdelingschef, men ville være blevet en dårlig inspektions-chef. Men det var uheldigt for ham selv, eftersom stillingen somchef for inspektionen var næste skridt i den karriere, Rita Bermannhavde planlagt på sin mands vegne. En højere tjenestegrad, løn-gruppe A 14 eller sågar A 15 og derefter indenrigsministeriet oggerne landsdækkende berømmelse, lød hendes langsigtede mål forham og hende selv – det var den pris, Rolf Bermann betalte forsine talløse, kønne, slanke blondiner, der som en velduftende skyg-gehær svævede et sted i Rita Bermanns liv.

Ingen kunne være i tvivl om, at hans nederlag havde haft kon-sekvenser: Siden da havde ingen på stationen set hende. Julear-rangementer, fester, fødselsdage, grillaftner, modtagelser ogafskedsreceptioner – Rolf Bermann kom altid alene.

Og det var ikke noget, han brød sig om. Han blev som regel først i bedre humør, når det stod klart, at

han i det mindste ville have selskab, når han gik. Men stigmaet var en kendsgerning. Han var afdelingschefen,

der altid kom alene. Manden, der kom alene. “Nuvel,” sagde Bermann og anbragte albuerne på bordet, “hvad

er det så for noget med den der salme?”“Det ved vi ikke endnu.”“Hold mig opdateret.”Louise nikkede, løftede hånden og begyndte at remse op: “Jeg

skal have Alfons, Peter, Klaus, Anne ... “Bermann afbrød hende: “Hov, hov hov. Du kan få ham der

Mats, og så må det være godt med det.”“Har du læst forhørsprotokollerne?”“Dumt spørgsmål.”“Han kommer tilbage, Rolf.”“Ja, om syv dage. På det tidspunkt kan han få en stor modta-

39


gelse, men indtil da rækker det med to personer. Det er jo ikkesådan, at der er sket noget, vel?”

“Rolf, jeg vil have Alfons, Peter, Klaus, Anne og for min skyldogså ham der Mats.”

“Du får Mats, basta.”“Så går jeg til Bob.”“Hvad gør du? Til Bob? Du vil gå bag om min ryg?”Hun sukkede. Sommeren 2003 havde Bermann været den ene-

ste, der gjorde modstand mod at følge den falske Marcels anvis-ninger. Christian Almenbroich, der dengang var chef for krimi-nalpolitiet, havde taget en anden beslutning. Louise havde støttetAlmenbroichs beslutning.

En fatal beslutning. Almenbroich havde været tvunget til at gå af. Nu havde de i ste-

det fået Bob. “Det ville du aldrig gøre,” sagde Bermann. “Selvfølgelig ville jeg ikke det.”Bermann grinede. “Okay, du kan få Alfons, Anne og ham der

Mats. Mod slutningen af ugen ser vi på det igen. Okay?”“Jeg hader kompromisser.”“Det er ikke et kompromis, Louise. Det er din chef, der har

taget en beslutning.” Hun smilede. “Jeg hader også chefer.”

I løbet af de fire måneder i foråret 2003, da Louise havde været påafgiftning og afvænning, havde hun mistet både kontor og skrive-bord. Da hun kom tilbage, tvang Almenbroich kollegerne i nar-koafdelingen til at give afkald på et lille møderum på anden sal.Efter Marcel-sagen ville man have hende op på tredje sal igen. Hunhavde nægtet det og var blevet på anden.

I udkanten, men alligevel en del af det hele. Hun sad i vindueskarmen, betragtede tilfreds medlemmerne

af sin efterforskningsgruppe, der nu var fordybede i Niemann-dokumenterne. Ja, meget havde forandret sig. Louise Boní, der på

40


grund af sin alkoholhistorie aldrig ville blive forfremmet, var trodsalt blevet leder af en efterforskningsgruppe. Kollegerne ville altidbetragte hende som alkoholiker. Men en alkoholiker, der nu blevrespekteret.

En tørlagt alkoholiker. “En galning?” mumlede Alfons Hoffmann. “En russer?” mumlede Anne Wallmer. “Mærkeligt,” mumlede Mats Benedikt. “Hvad er det, der er mærkeligt?” spurgte Louise. Mats Benedikt bladrede. “Sagde han: ’Det er mit hus’ eller ’Det

er nu mit hus’?” Han rakte hende forhørsprotokollen fra ordens-politiet, der tidlig søndag morgen som de første var kommet tilfamilien Niemanns hus, og protokollen fra kriminalpolitiets vagt-central.

Hun skimmede de to passager, nikkede så. Paul Niemannsudtalelser var ikke helt enslydende i de to protokoller. Hun beslut-tede, at hun ville tale med ham om det. “Jeg sammenfatter lige,”sagde hun og rakte kopierne tilbage til Mats Benedikt.

De ledte efter en ældre mand, der lignede en hjemløs, men ikkenødvendigvis var det. En mand, der lørdag eftermiddag var gåetgennem flere haver i Merzhausen, uden at nogen havde set ham.Der var bevæbnet, formentlig med en automatpistol. Der klokkenfire om morgen var trådt ind i et hus uden at efterlade sig spor oghavde stillet husets ejer et besynderligt ultimatum. En mand, dervirkede fast besluttet, og havde citeret et salmevers. Der taltegebrokkent tysk og muligvis havde haft drab i tankerne – mulig-vis ikke.

“Vi ved stadig ikke, hvordan han er kommet ind, vel?” spurgteMats Benedikt. Han havde skubbet brillerne op i panden og strøgsit mørke overskæg med to fingre. Louise var lidt spændt på, hvor-dan det ville blive at arbejde sammen med ham. Bob havde hen-tet ham i Karlsruhe for et par måneder siden. Kriminalkommissærmed upåklageligt ry og upåklagelig opførsel. Blide, brune øjne,fokuseret, middelhøjde, slank. Speciale i statssikkerhed, men par-

41


keret i D II, fordi der ikke var nogen ledig stilling i D 13. Bobs mand? Måske, men det var ikke sikkert, det betød noget.“Nej.”Mats Benedikt nikkede eftertænksomt. “Han kunne have mis-

handlet konen eller Philip.”“Men det gjorde han ikke. Var det bare en indbrudstyv, der blev

skræmt, da han opdagede faren? Eller ledte han efter ham?”“Faren siger, at han ikke kender ham.”“Det er tilstrækkeligt, at indbryderen kender ham.”“Ja,” sagde Mats Benedikt. “Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?” spurgte Alfons Hoff-

mann. “Måske en utilfreds kunde,” foreslog Anne Wallmer. Alfons Hoffmann snøftede ironisk. “’Kunde’ er i så fald et vidt

begreb.” Paul Niemann arbejdede hos kommunen, Borgerservice.Myndigheden havde følgende ansvarsområder: Folkeregister,pasansøgninger, indkomstskat for arbejdstagere, nummerplade-kontor, ansøgninger om kørekort og fastsættelse af afgifter forafhentning af skrald. Han havde i løbet af årene arbejdet medsamtlige områder, det seneste år havde han været afdelingschef påskattekontoret.

“Hvorfor ikke?” spurgte Anne Wallmer bidsk. Alle så på hende.Hun var mere bleg end normalt, mere anspændt og pirrelig. AnneWallmer var én toptunet muskel fra top til tå, men i dag lod dentil at være fuld af mælkesyre. “Hvad glor I på?”

Louise smilede. Endnu et menneske i mandagsirritationensvold.

“Ja, hvorfor egentlig ikke, det kan udmærket være en utilfredsborger,” sagde Mats Benedikt.

De tav, overvejede det. Louise var taknemmelig for, at ingenkom med en dårlig vittighed nu. Medlemmerne af hendes efter-forskningsgruppe havde tilsyneladende ikke behov for at pisse ter-ritoriet af ved hjælp af de sædvanlige ritualer – der som oftest varmandlige ritualer.

42


“Vi bør ikke udelukkende fokusere på faren,” sagde AlfonsHoffmann. “Vi må huske moren og børnene.”

“Og vi skal ud at snakke med russerne,” sagde Anne Wallmer. Louise nikkede. Paul Niemann havde under forhøret sagt, at

det kunne dreje sig om en af russerne. Hun vendte sig om, åbnede vinduet på klem. Hundrede meter,

det var så langt, man kunne se. Intet grønt, intet blåt, intet lys.Endnu en dag, hvor alt ville være gråt.

En tyktflydende dag. Med en komisk sag. “Russerne?” spurgte Mats Benedikt. “Ruslandstyskerne. Udflyttere fra de gamle tysktalende områ-

der i Østeuropa,” forklarede Alfons Hoffmann. “Vi har nogle styk-ker her i Freiburg, især i Weingarten og ude i Landwesser. Kolle-gerne kalder dem ’russerne’.”

“Alle kalder dem russerne,” sagde Anne Wallmer. “Det gør jeg ikke.”“Okay, med én undtagelse.”“Jeg gælder for to.” Alfons Hoffman klappede sig på maven. De

lo. Alfons Hoffmans mave blev bare større og større. “Niemann kan have haft med udflytterne at gøre hos Borger-

service,” sagde Mats Benedikt. “Måske kender de hinanden der-fra?”

“Vi undersøger det med russerne,” sagde Louise. “Men voresførsteprioritet er familien, de hjemløse og Niemanns kolleger.”

Anne Wallmer mente, at de var underbemandede. At de skalskulle bruge flere folk for at tale med alle relevante personer. Loui-se sagde, at de ikke fik flere folk lige nu. Hun trak på skuldrene.Reformerne i Baden-Württemberg skulle egentlig ikke indebærenedskæringer i kriminalpolitiet. Men virkeligheden så naturligvisanderledes ud. Færre penge, færre folk. Desuden ville forfrem-melser og lønforhøjelser blive et sjældent syn.

Hun fordelte opgaverne. Alfons Hoffmann fik Niemann-doku-menterne. Han var ansvarlig for sagsmappen og den administra-tive behandling af det, de andre medlemmer af efterforsknings-

43


gruppen fandt frem til. Det var desuden ham, der indhentedeoplysninger via telefon. “Tingbogen, tidligere ejere af grunden, dukender programmet.”

Alfons Hoffmann nikkede. Han var den fødte sagsbehandler,og det var længe siden, han havde deltaget i aktiv efterforskning.Han var ikke interesseret i at lede efter spor, men derimod liden-skabelig optaget af at tage imod og systematisere dem, huske ogskabe forbindelser til andre spor. Han foretrak at bevæge sig så lidtsom muligt, mens det stod på. Derfor havde han anskaffet en spe-cialbygget kontorstol, der klarede bevægelserne for ham – ogkunne vippe, dreje og trille Alfons Hoffmanns svære korpus i denønskede retning. For ham var bevægelse noget, man beskæftigedesig med om aftenen – lægens ordinerede spadsereture, fitnesspro-grammer, svømning og saunabesøg. Om dagen havde hans kreds-løb brug for fred og ro.

Og næring. Han rakte ud efter en papirspose på skrivebordet og tog en cho-

koladecroissant. Anne Wallmer og Mats Benedikt ville tage ud til de hjemløses

mødesteder – Stühlinger Kirchplatz, Colombi-Schlösschen, her-berget ude ved lufthavnen og så videre. Spørge efter ukendte per-soner, østeuropæere, efter en mand med en pistol. En mand, derreciterer salmer.

Senere på dagen ville de beslutte, hvem der skulle tage ud tilrusserne.

“Udflytterne fra Østeuropa,” korrigerede Alfons Hoffman ogtog en bid af sin croissant.

“Tror du, de hellere vil kaldes sådan?”“Faktisk,” sagde Alfons Hoffmann med munden fuld, “kunne vi

også bare kalde dem ’tyskere’.” “Det ville være forvirrende,” sagde Anne Wallmer. “Giver du en bid?” spurgte Louise. Alfons Hoffmann stivnede. “En bid?”

44


“’Lad os køre ud til tyskerne i Landwasser’? Så vil ingen jo vide,hvem vi taler om?” knurrede Anne Wallmer.

“Kom nu, bare en lille bid.”“Bare en lille bid?”Louise lod sig glide ned fra vindueskarmen, tvang croissanten

ud af hånden på Alfons Hoffmann og satte sultent tænderne i den. “Kalder du det der en lille bid!” sagde Alfons Hoffman forfær-

det.“Hvad med dig?” spurgte Mats Benedikt. “Jeg kører ud til familien Niemann,” svarede Louise og slikke-

de chokolade af læberne. “Alene?”Hun trak på skuldrene. “Det er jo ikke sådan, at der er sket

noget.”


2

EN BERMANN-SÆTNING, tænkte hun forfærdet, da hun steg ind ibilen. Hun var først lige blevet leder af en efterforskningsgruppe,og så sneg Bermann-sætningerne sig allerede ind i hendes sprog.Fandtes der et særligt ordforråd for efterforskningsledere? Var deren knap i hjernen, som blev trykket i bund, når man overtog enledende funktion, og som åbnede ind til et ellers forseglet reservoiraf efterforskningslederord?

Hun udstødte en hånlig latter. Var det virkelig så let at blive Rolf Bermann? U2 hjalp på humøret, The Joshua Tree, en af de bedste skiver

fra det forrige årtusinde. Båndet var slidt og lyden grumset, mendet kunne ikke ødelægge “Where the Streets Have No Name.”

Bermann-sætningen bed sig fast i hende, mens hun kørte sydpåaf Merzhauser Strasse.

Det er jo ikke sådan, at der er sket noget. Ikke sådan, der er sketnoget.

Der var et eller andet med den sætning. Så vidste hun det. Det var med den sætning, Bermann for nogle

år siden havde sendt hende til Liebau, ud til munken Taro. Hunvar kommet tilbage med én død og én hårdt såret politimand.

Det var, tænkte hun, altså alligevel en Louise-Boní-sætning.Hun passerede Vauban, den tidligere militærbase i den sydligstedel af Freiburg, der var blevet til en farvestrålende miljøkorrektbydel med pladser og veje og energibesparende huse, passivhuse

46


eller hvad det nu hed, efter franskmændenes tilbagetrækning ihalvfemserne. Hun kom til at tænke på Marcel, der ville leve sam-men med hende, selv om han lige nu kun så hende to gange ommåneden, blev sendt ud på stilladset om aftenen for at drikke rød-vin og uden omsvøb smidt ud om morgenen.

Hun smilede tilfreds. En mand, der ville leve sammen medhende.

Også selv om det absolut skulle være her i pudsige Vauban.

Merzhausen, der var næste bydel, men lå uden for bygrænsen, varnoget helt andet end Vauban. En lille, beskeden landsby medKreuzkopf på den ene side, Schönberg på den anden, og skåretigennem af den kødannende Hexentalstrasse, langt ældre end Frei-burg, men alligevel som et påhæftet appendiks, der forsøgte atvære en lille smule storbyagtig. Hun holdt på en stille vej i denvestlige udkant af byen og betragtede de moderne hvide række-huse med carporte, masser af grønt, masser af træ og glas og bal-koner, velordnede huse, der ikke helt passede til Merzhausen, derellers fremstod lidt klaustrofobisk og rodet.

Hun steg ud, gik hen mod hjørnehuset. Det irriterede hende, atde endnu ikke vidste, hvordan manden natten til søndag havdeskaffet sig adgang til familien Niemanns hus. Han havde ellers ikkegjort noget for at slette sporene efter sig – fingeraftryk på terras-sedøren, fodaftryk i rosenbedet, et cigaretskod uden for haven, hvisdet da ellers stammede fra ham. Og dog fandtes der endnu ingenforklaring på, hvordan og hvor han var kommet ind i huset.

Og hvornår. Hun tog mobiltelefonen frem, ringede til vagten og bad om to

medarbejdere fra teknisk afdeling. Måske skulle de bare se bedre efter.

Hun havde aftalt at mødes med Paul Niemann, men han var derikke. “Han er ved lægen,” sagde Henriette Niemann, der tog imod

47


hendes cowboyjakke og taske og ledsagede hende ind i stuen, hvorhun førte hende hen til en lænestol og bød på kaffe, te, saft, mælkeller måske cola, vi har også cola ...

“Et glas vand ville være dejligt, tak.”Louise så sig omkring, mens Henriette Niemann var ude i køk-

kenet. Også her var der meget glas og grønt, både ude og inde, ensofa og tre lænestole i lysebrunt læder omkring et sofabord af glas,reoler langs væggen, nogle bøger, nogle cd’er og planter i alle stør-relser, farver og former. På væggen en plakat med et alpemotiv.Fotografier af to teenagere, på sofabordet Badische Zeitung og Bri-gitte. Stuen var, ligesom resten af huset, elegant og fin og alt forvelordnet efter hendes smag.

Hun satte sig ned, så ud i haven. Et rosenbed foran terrassen, tilvenstre en hæk, bagest i haven træer og buskads og derefter ethegn. Et sted i alt det grå bag haven fortsatte markerne op adSchönberg. Hun forsøgte at forestille sig, hvordan det var at se opfra sin kaffekop en lørdag eftermiddag og få øje på en fremmedmand i haven. Åbne øjnene og i mørket høre en fremmed mandsstemme i ens egen stue.

Minder trængte sig på – en sommereftermiddag, to fremmedemænd i hendes lejlighed, en amerikaner og den falske Marcel, somvar brudt ind, mens hun sov. Hun havde følt sig utryg i flere måne-der, sårbar, som om de to mænd stadig var i hendes lejlighed, somom to usynlige skygger havde taget bolig i hendes indre.

Henriette Niemann kom tilbage med en karaffel, to krystalglasog en skål med småkager.

“Hvornår kommer din mand tilbage?”“Tja, det kommer an på så meget.” Henriette Niemann rakte

med et venligt smil småkager frem mod hende. “Her, tag endelig.”Louise tog for sig. “An på hvad?”Henriette satte sig tavst. Et smalt, velplejet ansigt, små årvågne

øjne. Det brune hår var klippet moderigtigt kort, den grønne spad-seredragt en anelse småborgerlig. De måtte være cirka lige gamle,men Henriette Niemanns liv var grundlæggende anderledes end

48


hendes. Mand, børn og støv- og bænkebiderfri ejerbolig, velord-net dagsforløb, krystalglas, grønne spadseredragter. De kanter, hunengang måtte have haft, var nu slebet af eller gemt bag funktiona-liteten.

“Det kommer an på, hvor længe han ... “ Henriette Niemannholdt inde. Det var, som om funktionaliteten pludselig blev sat udaf kraft. Hendes øjne og hænder faldt til ro, og der var en antyd-ning af udmattelse i det velplejede ansigt.

Louise tyggede, mens hun ventede. Henriette Niemann trak på skuldrene. “Han er taget ud til rus-

serne i Landwasser.”Louise nikkede, drak en tår vand. Han ville, fortalte Henriette Niemann, ikke udelukkende sætte

sin lid til politiet. Politiet gjorde, hvad de kunne, havde han sagt,men de kunne bare ikke gøre nok. De kan ikke passe på os dag ognat, det kan de desværre bare ikke. Han mente, at han ville findemanden hos russerne, hvis han tog derud tilstrækkelig mangegange. “Og hvad gør du, hvis du finder ham? spurgte jeg så. Ladvære med det der, politiet har styr på det, og jeg skal nok blivehjemme hele ugen, og så ser vi, hvad der sker. Men han sagde, athan var nødt til at tage til Landwasser. Han var nødt til at forsøge.”

Louise nikkede igen. “Har han sin mobiltelefon med sig?”“Ja.”“Ring og sig, at han skal komme hjem.”“Ja,” svarede Henriette Niemann med lettelse i stemmen.

Det var fire år siden, at de var flyttet hertil, fortalte Henriette Nie-mann, fra München til Freiburg, og det var sket på hendes opfor-dring, det måtte hun indrømme, men alle var efterhånden faldetgodt til, også Paul, der aldrig før var flyttet, men havde boet toog-fyrre år i sit fødehus i München-Giesing og naturligt nok havdehaft en del problemer med at falde til i deres nye hjemby. Men hanvar gået med til det, ikke mindst fordi han som embedsmand udenproblemer kunne få en stilling i Freiburg, og de var først flyttet,

49


da han havde fået et job hos kommunens Borgerservice. Louise lyttede i tavshed. Hun tænkte på sin kollega Hesses

kommentarer. Allerede fire år? Kun fire år? En sørgmodig, lidt apa-tisk mand, havde Hesse skrevet.

Det lød ikke som en mand, der var faldet til. “Det var den eneste løsning,” sagde Henriette Niemann. Louise nikkede. Det var tilsyneladende et godt middel til at få

Henriette Niemann til at tale. Hun havde været nødt til at overtage sin brors papirvarebutik

i Freiburg, fortalte Henriette Niemann, han havde fået et hjerte-anfald, og hvem, om ikke familien, skulle så springe til? Ja, det vardesværre eneste løsning. Svigerinden havde taget sig af sin sygemand, søsteren havde overtaget butikken.

“Og din bror? Hvordan har han det nu?”“Han døde for tre år siden.”Louise nikkede. “Og min svigerinde ... “ Henriette Niemann smilede mildt.

“Hun er et kært væsen, men hun kan ikke drive en forretning. Nuarbejder hun på timebasis i butikken ... Den tilhører stadig hende,jeg er ansat hos hende. Men hun kommer mindre og mindre.Nogle gange går der uger, hvor vi ikke ser hende. Hun føler sigikke længere hjemme i butikken.”

Louise flyttede småkageskålen over på sine lår og lænede sigtilbage. “Min bror er også død. Han omkom på en isglat landeveji Frankrig, fireogtyve år gammel.”

“Forfærdeligt ... ““Sådan noget glemmer man aldrig.”“Jo, man kan glemme. Hvis man ønsker at glemme, glemmer

man.”“Det gør jeg ikke. Jeg kan ikke glemme det.”Henriette Niemann viste antydningen af et smil og tav. Fordi

du ikke vil glemme? lod hendes tavshed til at sige. Louise trak påskuldrene. Det kunne da godt være, at hun klamrede sig til det for-gangne, at det var et af hendes problemer. Men nu hun var blevet

50


så afslappet, ville hun vel også få styr på det engang. “For halvandet år siden fik jeg en ny bror,” sagde hun. “Han

hedder det samme som den gamle, har samme hår, samme øjne,men han er kun otte år gammel.” Hun smilede, men HenrietteNiemann gengældte ikke hendes smil. De så tavst på hinanden.Trætheden i Henriette Niemanns ansigt havde gjort hendes øjneendnu mindre, og huden var gennemtrukket af rynker, der ikkehavde været der for et øjeblik siden. Hun sank ned i lænestolen,hendes hænder lå ubevægelige i hendes skød.

Louise nikkede. “Hjælp os,” sagde Henriette Niemann.

Så kom kollegerne fra teknisk afdeling: Den unge, surmulendeSteinle og den ældre, ranglede Lubowitz, der begge lugtede af ciga-retter og stærk kaffe, begge tyggede tyggegummi og begge klædtesig, som om de var farveblinde og havde erhvervet deres gardero-be på en losseplads. Louise tog imod dem ved hoveddøren. Dehavde medbragt det værktøj, de mente, de ville få brug for, og detvar ikke meget. “Dronningen af Saba og hele hendes hof har alli-gevel vadet rundt her siden i lørdags,” sagde Steinle med rustenrygerstemme.

“Det kan vi desværre ikke gøre noget ved nu.”“Nej, det kan vi jo ikke.”Hun ventede ved døren, mens Steinle og Lubowitz tog de hvide

bomuldsdragter og skoovertræk på. Dronningen af Saba eller ej:En kriminaltekniker ville aldrig betræde et gerningssted udendragt. Kriminalteknikere var ejendommelige mennesker, og detvar som oftest godt.

Hun førte dem ind i gangen. “Stå helt stille, Boní.” Steinle gjorde tegn til Henriette Niemann,

der kom ud fra køkkenet. “Det gælder også dig.”Henriette Niemann åbnede munden, men lukkede den så igen. “Er der andre kolleger til stede, Boní?”“Nej, der er kun mig.”

51


Steinle stillede sin aluminiumskuffert fra sig. “Okay, hvad erdet, du vil have os til at gøre?”

Hun ville have dem til at tjekke første sal og værelset på loftet.De havde allerede hans fingeraftryk med de arrede fingerspidser ogville genkende dem, hvis de fandt dem andre steder. Tjek dør-håndtag, trappegelænder, vægge og andre genstande, som mankan komme til at røre ved. Billeder, fotografier, de sædvanlige ting.Gulvene – fibre, jord, græs, snavs. Håndtag på vinduer, terassedø-re, ude og inde ...

“Ja, ja, ja,” knurrede Steinle. “Tjek for fingeraftryk, spor efterværktøj ... “

“Låsene?” spurgte Lubowitz. “Ja, låsen i kælderdøren. Og den gamle lås fra hoveddøren.”Steinle kneb øjnene sammen. “Den gamle lås.”“Vi har ladet låsen skifte ud,” sagde Henriette Niemann. “I har ladet låsen skifte ud?”“Han tog en nøgle med, Steinle,” sagde Louise. “Har I også skiftet låsen på vaskemaskinen?” “Jeg synes ikke, det er specielt morsomt ... “ begyndte Henriet-

te Niemann. “Jeg har heller ingen humoristisk sans,” knurrede Steinle. Lubowitz førte det halvlange, grå hår væk fra ansigtet og nik-

kede. “Lad os få det overstået.”Louise fremtvang et smil. Hun kunne ikke lade være med at

beundre teknikerne, ikke mindst gnavne Steinle med kartoffelnæ-sen, der fandt alt, hvad der var at finde og en gang imellem ogsådet, der ikke længere fandtes. Teknikerne var hverdagens helte hospolitiet, selv om de fra tid til anden havde lidt problemer medandre mennesker. De var splittede mellem to verdener, pendledemellem deres stumme mikrokosmos og det larmende makrokos-mos, mellem materie og liv, altid på jagt efter en afgørende parti-kel i nanoformat. De havde ret til at opføre sig underligt.

“Sørg nu bare for noget kaffe, Bonì, okay?” sagde Steinle. Hun fandt kopper i et vægskab, en halvfuld kande på en varme-

52


plade og en sølvbakke. Det hørte med til jobbet at være tjener forSteinle og Lubowitz – det var et gammelt spil mellem teknikere ogefterforskere. Men hvis en ung kriminalkommissær en dag lå påknæ ved et lig i en mudret skov og brækkede sjælen ud af kroppen,var teknikerne der. Så var Steinle ved hendes side, og så talte hanhelt anderledes.

Hun anbragte bakken på en stol i gangen og gik tilbage til køk-kenet.

“Tror du, han har været ovenpå?” Henriette Niemann stod vedkøkkenvinduet og stirrede ud. “Hvorfor?”

Louise gik hen til hende. Regndråberne løb ned ad ruden, gadeog fortov var mørke af regn, og himlen forekom hende kold ogfremmed.

Henriette Niemann vendte sig om mod hende. “Ud med spro-get. Jeg vil vide, hvad du tænker.”

Altså fortalte Louise, hvad hun tænkte. At de havde at gøre med en mærkelig mand, der opførte sig

mærkeligt og sagde mærkelige ting. De forstod ikke hans formålmed at komme her. Havde det været hans intention at stjælenoget? Dræbe nogen? Ville han opsøge Paul Niemann? Kendte hanham? Kunne det her hus på en eller anden måde virkelig værehans? Og i givet fald: hvordan? Hvordan var han kommet ind oghvornår? Hvad betød hans ultimatum?

Indbrudstyve opførte sig normalt anderledes. De stillede intetultimatum. De lagde ikke beslag på huse. Men hvis han ikke var ennormal indbrudstyv, hvad var han så?

Louise kunne se på Henriette Niemanns blik, at hun begyndteat forstå noget. Denne mand var nu en del af deres liv, af hendesfamilies liv, hvad enten han var gal eller ej.

Og havde måske også været det før lørdag eftermiddag.

De drak kaffe og snakkede, mens regnen tog af, og det klarede opudenfor. Henriette Niemann havde ingen forklaring på begiven-hederne, hverken på ultimatummet eller truslerne. De sidste fire år

53


af hendes liv havde bestået af papirvarebutikken, husholdningen,børnene, yoga én gang om ugen og fra tid til anden venner. Paulhavde sit arbejde og en bekendt eller to, men foretrak ellers at værehjemme og se fjernsyn og give sig hen til sine tanker. Ingen af demhavde afgrunde, hvorfra en hærget mand pludselig kunne dukkeop og hævde, at deres hus var hans, og som besad en pistol ... Hungned sine øjenlåg. Og børnene, nej, det var endnu mere utænke-ligt, hvilken forbindelse skulle der være mellem børnene og ensådan type? Louise var enig. Det var endnu for tidligt at udelukkenoget, men hvis der fandtes en forbindelse, så var det formentligmellem manden og Henriette eller Paul Niemann.

“Men hvilken forbindelse?” spurgte Henriette Niemann. “Vi harikke megen tid, syv dage er ikke ... “

Louise rørte ved hendes arm. “Vi har god tid.”Henriette Niemann nikkede mekanisk. “Det med huset er helt

umuligt.”“Ja.” Huset var helt nyt, familien Niemann havde købt det af

bygherren for fire år siden. Huset og nabohuset, ja, næsten helekvarteret var nyopført.

“Og grunden? Kan grunden have tilhørt ham tidligere?”“Det undersøger mine kolleger for øjeblikket.”“Måske er det sådan, det hænger sammen,” sagde Henriette

Niemann. “Grunden.” Hun gengav de tanker, der var dukket op ihendes mands hoved, da han havde opdaget den fremmede ihaven: at han altid havde været en del af dette stykke jord, i årevishavde ventet på en dag som denne for at træde frem i lyset og ibevidstheden hos de mennesker, der boede her. “En uhyggelig fore-stilling, ikke sandt?”

“Jo, men kun en forestilling. En fantasi.”Henriette Niemann nikkede. De hørte skridt over deres hoveder, derefter flere lyde, Steinle og

Lubowitz flyttede rundt på møbler, på et tidspunkt lo de. Henri-ette Niemann tog tilsyneladende ingen notits af det.

“Hvis vi et øjeblik taler sådan kvinde og kvinde imellem ... “

54


sagde Louise så.“Sådan kvinde og kvinde imellem?” Henriette Niemann smile-

de. Hun tav et øjeblik, derefter sagde hun: “Selvfølgelig drømmerjeg en gang imellem. Ikke kun om natten, hvis du forstår, hvad jegmener.”

Louise nikkede. “Når jeg er alene i butikken, så ... ja, du forstår.”“Men?”“Men jeg er ikke sådan. Det er ikke sådan, jeg er opdraget. Jeg

er gift med Paul, og så findes der helt enkelt ikke andre. Så det derkan du godt glemme. Det drejer sig ikke om en hævngerrig elsker.”

Louise nikkede. “Men?”“Der er ikke noget men.”“Sådan kvinde og kvinde imellem.”“Ikke noget men, siger jeg jo.”Louise nikkede. “Men ... Som det her forfærdelige menneske ved navn Boní

siger.”Louise smilede. “Det bliver mellem os to, Boní.”“Naturligvis.”“Når børnene engang er fløjet fra reden, så går jeg min vej.”

Henriette Niemann kneb øjnene sammen, virkede næsten for-skrækket. Havde man sagt ordene, tænkte Louise, havde mannæsten gjort det. Så kunne det ikke længere gøres ugjort.

“Jeg gik også min vej. Man vågner op, når man i løbet af fem årskal dele sin mand med fem hundrede konkurrenter.”

“Det er ikke det, det handler om her.”Louise tav. “Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad det handler om.” Henriette

Niemann vendte sig om mod vinduet. En blå Audi kørte ind undercarporten. En mand steg ud, åbnede paraplyen og gik hen modhoveddøren, en langsom, tynd mand i en beigefarvet jakke underen ternet paraply. Henriette Niemann sagde: “Måske ved jeg det

55


alligevel. Det er på sin vis ganske enkelt. Men også helt, helt for-færdeligt.”

“Når kærligheden er væk.”“Ja, når kærligheden bare er væk.”


I fædrenes fodspor

Documents

Transcript of I fædrenes fodspor