HVORDAN JEG BLEV NONNE

Tiderne_Aira_Nonne.indd 1 13/01/14 11.59

Af César Aira på dansk

Spøgelserne. Roman, 2011En episode i en landskabsmalers liv. Roman, 2012

Tiderne_Aira_Nonne.indd 2 13/01/14 11.59

césar aira

Hvordan jeg blev nonne

Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Aira_Nonne.indd 3 13/01/14 11.59

Hvordan jeg blev nonneer oversat fra spansk efter„Cómo me hice monja“

© César Aira 1993Published by arrangement with Michael Gaeb Literary Agency

Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sats: An:Sats, EspergærdeTryk: xxxxx

ISBN 978-87-7973-594-1

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds litteraturudvalg

Tiderne_Aira_Nonne.indd 4 13/01/14 11.59

– 5 –

1

Min historie, historien om „hvordan jeg blev nonne“,

begyndte meget tidligt i mit liv. Jeg var lige fyldt

seks år. Begyndelsen har jeg i levende erindring, og jeg

kan rekonstruere den ned til mindste detalje. Før dette

er der intet, men derefter danner alt én eneste levende,

fortsat og uafbrudt erindring, herunder perioderne, hvor

jeg sov, indtil jeg blev nonne.

Vi var flyttet til Rosario. Mine første seks år boede vi,

mor, far og jeg, i Coronel Pringles, en lille by i Buenos

Aires-provinsen. Jeg har ingen erindring om byen, og

jeg er aldrig siden vendt tilbage til den. Storbyen (sådan

forekom Rosario os i forhold til den lille by, vi kom fra)

virkede umådelig på os. Der gik kun et par dage, før

min far opfyldte et løfte, han havde givet mig: at tage

mig med i byen for at spise en is. Den slags fandtes ikke

i Pringles, og nu skulle jeg smage is for første gang. Min

far havde i sine unge dage været i storbyer, og han havde

af og til talt varmt om denne lækkerbisken, der i hans

erindring smagte dejligt og hørte højtiderne til, selv om

han manglede ord til at beskrive, hvor dejligt den smagte.

Han havde meget rigtigt beskrevet den som umulig at

Tiderne_Aira_Nonne.indd 5 13/01/14 11.59

– 6 –

forestille sig for den uindviede, og det havde været til-

strækkeligt til, at isen blev rodfæstet i mit barnesind, hvor

den voksede og fik mytiske dimensioner.

Vi gik hen til en iskiosk, vi havde fundet dagen før,

og trådte ind. Han bad om en is til halvtreds centavos

med pistacie, vanilje og kumquat med whisky, og til mig

en jordbæris til ti centavos. Den havde en dejlig rødlilla

farve, og jeg glædede mig til at smage den. Jeg forgudede

min far. Alt, hvad der kom fra ham, tog jeg imod med

kyshånd. Vi satte os på en fortovsbænk under træerne.

Dengang var der platantræer langs gaderne i centrum

af Rosario. Jeg så, hvordan far gjorde. På få sekunder

havde han spist toppen med grøn is. Forsigtigt tog jeg

en teskefuld og førte den til munden.

I samme øjeblik den første lille mundfuld smeltede

på tungen, blev jeg syg af væmmelse. Jeg havde aldrig

smagt noget så modbydeligt. Jeg var temmelig kræsen, og

når der var noget, jeg ikke ville spise, var jeg i stand til at

udtrykke alle nuancer af væmmelse, men dette overgik

alt, hvad jeg nogensinde havde været ude for. Her fik jeg

til overflod brug for mine værste overdrivelser, selv dem,

jeg ellers aldrig tillod mig. Et splitsekund overvejede jeg

at skjule det.

Far havde været så opsat på at gøre mig glad, og det var

sjældent, han gjorde det. Han var en reserveret og barsk

mand, der ikke havde for vane at vise blidere følelser, så

jeg syntes, det var synd og skam at forspilde lejligheden.

Den rædsomme tanke strejfede mig, at jeg burde sætte

hele isen til livs bare for at glæde ham. Det var den mind-

Tiderne_Aira_Nonne.indd 6 13/01/14 11.59

– 7 –

ste vaffel, beregnet til børn, men lige nu føltes det, som

vejede den et ton.

Jeg ved ikke, om jeg i min heltemodighed ville have

strakt mig så langt, men jeg nåede slet ikke at forsøge.

Den første mundfuld fik uvilkårligt mit ansigt til at for-

trække sig i væmmelse, hvad han ikke kunne undgå at se.

Det var en lidt overdreven grimasse, hvor den fysiologiske

reaktion blev fulgt af skuffelse, frygt og en bedrøvelse

over ikke engang at kunne følge far i sådan en lille for-

nøjelse. Det ville have været tåbeligt at forsøge at skjule

det for ham. End ikke i dag ville jeg have kunnet gøre

det, for denne grimasse hænger stadig ved mit ansigt.

– Hvad er der galt?

Hans tonefald foregreb alt, hvad der siden fulgte.

Under normale omstændigheder ville jeg nu have væ-

ret så grådkvalt, at jeg ikke kunne svare ham. Ligesom

de fleste andre overfølsomme børn havde jeg let til gråd.

Men den rædsomme smag, der var på vej ned gennem

svælget, vendte nu pludselig tilbage som et piskeslag og

sendte stød igennem mig.

– Adr!

– Hvad?

– Det er ækelt.

– Hvad er det?

– Ækelt! hylede jeg desperat.

– Bryder du dig ikke om is?

Jeg huskede, at han på vejen derhen gav udtryk for

forventningens glæde: „Så får vi se, om du kan lide is.“

Da han sagde det, gik han selvfølgelig ud fra, at jeg ville

Tiderne_Aira_Nonne.indd 7 13/01/14 11.59

– 8 –

kunne lide is. Alle børn elsker is! Mange voksne husker

deres barndom som en tid, hvor de evig og altid plagede

om at få is og ikke ret meget mere. Derfor var der en

undertone af vantro fatalisme i hans spørgsmål, som om

han i virkeligheden sagde: „Jeg kan ikke tro det. Også her

svigter du mig.“

Jeg så harmen vokse frem i hans blik, men han beher-

skede sig. Han besluttede at give mig endnu en chance.

– Spis den nu. Den smager godt, sagde han, og for at

vise det førte han en skefuld af sin egen is til munden.

Nu var det for sent at bakke ud. Terningerne var kastet,

men på en måde ønskede jeg heller ikke at trække mig

tilbage. Det stod klart for mig, at på nuværende tidspunkt

var den eneste vej frem at få overbevist far om, at det, jeg

sad med i hænderne, var ulækkert. Jeg så rædselsslagen på

den rødlilla is. Virkeligheden begyndte at ligne et drama.

Eller værre endnu: Dramaet begyndte at blive virkelighed

for øjnene af mig, gennem mig. Det svimlede for mig,

men jeg ville ikke give mig.

– Den smager ækelt! Modbydeligt! Jeg hidsede mig

op. – Ækelt!

Han sagde ikke et ord. Han stirrede ud i det tomme

rum foran sig og spiste hurtigt af sin is. Jeg havde endnu

en gang grebet det forkert an. Over hals og hoved æn-

drede jeg strategi.

– Den er bitter, sagde jeg.

– Nej, den smager sødt, svarede han behersket, men i

hans blidhed var der en truende undertone.

– Den er bitter! råbte jeg.

Tiderne_Aira_Nonne.indd 8 13/01/14 11.59

– 9 –

– Den smager sødt.

– Bitter!

Far havde set frem til vores lille udflugt, hvor vi som

gode kammerater kunne dele glæden ved is, men den

glæde havde han nu opgivet. Det var fortid nu. Hvor

naivt af ham, tænkte han sikkert, at han havde troet det

muligt! Men han blev ved med at træde i det og forsøgte

nu at overbevise mig om, at jeg tog fejl. Eller at overbevise

sig selv om, at jeg var hans fejl.

– Det er jordbæris, og den smager sødt.

Jeg rystede på hovedet.

– Gør den ikke! Hvordan smager den så?

– Den smager ækelt!

– Jeg synes nu, den smager dejligt, sagde han roligt og

nedsvælgede endnu en skefuld. Det var især hans ro, der

skræmte mig. Jeg forsøgte at slutte fred ad omveje, sådan

som jeg altid gjorde:

– Jeg forstår ikke, hvordan du kan synes om noget så

ækelt. Jeg forsøgte at lyde forundret.

– Alle kan lide is, sagde han ligbleg af raseri. Nu faldt

hans maske af tålmodighed, men underligt nok græd jeg

stadig ikke. – Alle kan lide is, undtagen dig, for du er en

tumpe.

– Nej, far, jeg sværger!

– Spis så den is. Koldt og kategorisk. – Det var derfor,

jeg købte den til dig, dit fjollehoved.

– Men jeg kan ikke …!

– Spis den så. Smag på den. Du har ikke engang smagt

på den.

Tiderne_Aira_Nonne.indd 9 13/01/14 11.59

– 10 –

Jeg spærrede øjnene op, da min ærlighed blev betvivlet

(kun et monster ville lyve for sjov), og jeg udbrød:

– Jeg sværger på, at den smager forfærdeligt!

– Sikke noget pjat! Smag så på den.

– Jeg har smagt på den. Jeg kan ikke få den ned!

Nu fik han en idé og slog over i et mere imødekom-

mende tonefald:

– Ved du, hvad det kan skyldes? Det er, fordi isen er

kold, at du fik det indtryk. Det er ikke smagen, men at

isen er så kold. Men det kan du hurtigt vænne dig til, og

så skal du bare se, hvor dejligt den smager.

Jeg klamrede mig til et strå. Det var muligt, og jeg

ønskede at tro på det, men jeg ville aldrig selv være kom-

met på den tanke. Ikke desto mindre vidste jeg, at det

ikke var umagen værd. Sådan hang det ikke sammen. Jeg

fik normalt ikke iskolde drikke (vi havde ingen fryser),

men jeg havde smagt den slags og vidste, at det ikke var

det, der var galt. Alligevel klamrede jeg mig til det. Yderst

forsigtigt tog jeg lidt is på spidsen af den lille ske og førte

den mekanisk til munden.

Isen smagte tusind gange værre end første gang. Jeg

ville have spyttet den ud, hvis jeg havde vidst hvordan. Jeg

havde aldrig lært at sende en spytklat af sted. Det sivede

ud ved mundvigene.

Far var blevet ved med at tage store teskefulde af sin is,

men havde ud af øjenkrogen fulgt hver af mine bevægel-

ser. De tre slags is i hver sin farve forsvandt hurtigt. Han

glattede isen med skeen, så den flugtede med isvaflens

kanter. Nu begyndte han at spise den. Jeg vidste ikke,

Tiderne_Aira_Nonne.indd 10 13/01/14 11.59

– 11 –

man spiste vaflerne, og det forekom mig så barbarisk, at

det overgik mine værste anelser. Jeg begyndte at skælve.

Jeg kunne mærke gråden stige op i mig.

Han talte til mig med munden fuld:

– Smag ordentligt på den, dit fæ! En stor mundfuld,

så du rigtig kan smage den.

– Me … men …

Han spiste sin is op. Han smed skeen fra sig på gaden.

Det var et under, at han ikke også spiste den, tænkte jeg.

Nu havde han hænderne fri, og da han vendte sig mod

mig, vidste jeg, at nu faldt der brænde ned.

– Se så at få den spist! Kan du ikke se, at isen er ved

at smelte?

Faktisk var isen blevet flydende, og rødlilla bække løb

ud over kanten på vaflen og dryppede ned på min hånd

og arm og på mine ben i korte bukser. Det lammede

mig fuldstændig. Min angst voksede eksponentielt. Isen

virkede på mig som den grusomste tortur, man kunne

tænke sig. Far rev skeen ud af hånden på mig og stak den

ned i jordbærisen. Han tog en ordentlig skefuld og førte

den til min mund. Mit eneste forsvar ville have været at

lukke munden og aldrig åbne den igen. Men det kunne

jeg ikke. Jeg åbnede munden på vid gab. Skeen kom ind

og blev lagt på min tunge.

– Luk munden.

Det gjorde jeg. Mine øjne blev sløret af tårer. Da jeg

pressede tungen op mod ganen, mærkede jeg, hvordan

isen smeltede, og min krop blev grebet af krampegråd.

Jeg lavede ingen synkebevægelse. Væmmelsen vældede

Tiderne_Aira_Nonne.indd 11 13/01/14 11.59

– 12 –

op i mig og eksploderede i min hjerne som et lyn. Endnu

en skefuld var på vej. Jeg åbnede munden. Nu græd jeg.

Far gav mig skeen i den anden hånd.

– Spis selv videre.

Jeg fik isen i den gale hals, kom til at hoste og hulkede

i vilden sky.

– Hold op med at skabe dig. Du gør det med vilje.

– Nej, far! stammede jeg, så det næste ikke var til at

få hoved og hale på. Det lød som „fa næ fa næ næ fa“.

– Kan du ikke lide isen? Hvad? Kan du ikke? Du er

en tumpe? Jeg græd. – Svar mig så. Det er helt i orden,

at du ikke kan lide den. Vi smider den bare væk, og så er

den ikke længere.

Han sagde det, som om vi kunne klare det sådan. Det

værste var, at far havde spist sin is så hurtigt, at hans

tunge virkede lammet og slog knuder. Sådan havde jeg

aldrig hørt ham før. Han lød grusommere, mere uforståe-

lig og langt mere frygtindgydende. Jeg bildte mig ind, at

hans tunge var stivnet af raseri.

– Fortæl mig, hvorfor du ikke bryder dig om den. Du

kan ikke lide is, men det kan alle andre. Kan du fortælle

mig hvorfor.

Utroligt nok var jeg i stand til at tale, men jeg havde

ikke meget at sige.

– Fordi den smager grimt.

– Den smager ikke grimt. Jeg kan godt lide is.

– Det kan jeg ikke, sagde jeg appellerende.

Han tog fat om min arm og førte hånden med skeen

hen til isen.

Tiderne_Aira_Nonne.indd 12 13/01/14 11.59

– 13 –

– Spis op, så vi kan gå igen. Hvorfor skulle jeg ellers

have taget dig med herhen?

– Men jeg kan ikke lide den! Må jeg ikke nok slippe?

– Udmærket. Så køber jeg aldrig mere en is til dig.

Men du har værsgo at spise den her.

Mekanisk tog jeg en skefuld. Bare tanken om, at tor-

turen ville fortsætte, fik det til at svimle for mig. Jeg var

nu fuldstændig viljeløs. Jeg hulkede helt uhæmmet og

uden at prøve at skjule det. Heldigvis var vi alene, så

far i det mindste slap for den ydmygelse. Han var blevet

tavs og sad uden at røre sig. Han betragtede mig med

samme dybe, inderlige modvilje, som jeg følte mod min

jordbæris. Jeg ville gerne sige noget til ham, men vidste

ikke hvad. At jeg ikke brød mig om is? Det havde jeg jo

sagt. At is smagte modbydeligt? Det havde jeg også sagt,

men det var omsonst, for selv efter at have sagt det sad

det stadig i mig som noget uudsigeligt. Han kunne lide

is, så derfor var is udsøgt. Det var umuligt det hele, og

sådan ville det blive ved med at være. Jeg brød sammen

i gråd. Jeg var helt utrøstelig. Ingen af os kunne gøre

sig forståelig over for den anden. Han kunne heller ikke

fortælle mig, hvor dybt han foragtede mig, hvor meget

han hadede mig. Denne gang var jeg gået for vidt. Hans

ord kunne ikke nå mig.

Tiderne_Aira_Nonne.indd 13 13/01/14 11.59