Friherre Samuel von Brukenthal 1721 – 1803

Guvernør og frimurer i Siebenbürgen

Tekst og foto: Vagn Skov Særkjær

Frimurerudstyret i montren På en hurtig tur, i det lokalhistoriske museum, fik jeg til min store overraskelse, øje på en montre med gammelt frimurerudstyr. Hvorfor? Hvordan kunne det gå til at et lille museum midt i Drakulas gamle land udstiller frimurerudstyr? Hvem har båret det? Var der mon en loge i byen eller havde der engang været en? Ideen om at der bag frimurerudstyret måtte være en historie som burde undersøges trængte sig på. Men inden jeg går i gang med at udforske den vil fortælle lidt om hvordan jeg fandt museet. Hermannstadt - en tysk by i Rumænien En lun forårsdag i år 2004 kørte jeg fra Valakiet op til byen Clud – Napoca, som ligger midt i den transsylvanske højslette. Under vejs på den lange køretur gjorde vi holdt udenfor bymuren i Sibiu. Sammen med min rumænske tolk, Corina, gik jeg en tur ind i byen for at strække benene og for at købe en flaske mineralvand. Den unge mand bag disken spurgte: ”Sprechen Sie Deutz oder English? Ein Mineralvasser? Sehr gerne. Swanzig tausind Lei. Aufviderseen.” Stor var min forbløffelse over denne tyske tiltale, som for den unge mand faldt helt naturligt. Min tolk fortalte at der bor et tysk mindretal i byen og at byen såmænd også har en meget populær tysk borgmester. Byen er gammel og det er nemt at få øje på tysk inspireret arkitektur. Huse med høje tage og gader indrettet med porte og lukkede baggårde. Helt op til begyndelsens at 1700-tallet var Hermannstadt en af de stærkest befæstede byer i Siebenbürgen. Indbyggerne var beskyttet af en fire kilometer lang ringmur hvori der var fire stærkt bevogtede porte. Muren var forstærket af fem bastioner og 39 forsvarstårne som blev holdt ved lige af buens mange håndværkerlav. På vej hen over byens store centrale plads pegede Corina på et stort hus, idet hun med stolthed i stemmen fortalte, at Brukenthal Palæet rummede Rumæniens ældste museum med en stor samling. På vejen tilbage til bilen gik vi forbi Brukenthal Gymnasiet hvor vinduerne stod på vid gab og vi kunne se et fyldt klasseværelse. Lærerinden talte tysk til eleverne.

Hermannstadts gamle byvåben i muren ved en af middelalderens fire porte. Byvåbnet stammer fra en tid da Hermannstadt var hovedstad i fyrstedømmet Siebenbürgen.

Forklaringen på den tyske tilstedeværelse skal findes helt tilbage i 1100-tallet hvor den ungarske kong Geza II inviterede håndværkere og købmænd fra Saxen og Luxemburg til at bosætte sig i et landområde, kaldet kongejorden, som han havde i Transsylvanien. Indvandrerne fik en række privilegier og de indrettede sig i syv ”Stuhle”, syv geografiske og administrative områder. Hvert amt, kom til at bestå af en hovedby og et landområde

med et antal landsbyer. De tyske bosættere kaldte landområdet Siebenbürgen, de syv borge. Navnet som måske var tænkt som et samlende navn for de tyske amter kom dog hurtigt til at omfatte hele det store landområde som også bærer navnet Transsylvanien. Parallelt med den saksiske, tyske, befolkning boede her, op gennem den sene middelalder og frem til vor tid, to andre befolkninger. Omkring år 900 vandrede szekler og ungarer fra Ungarn ind i Transsylvanien. Szeklerne bosatte sig langs Karpaterne i Øst som det ungarske riges grænsevagter. De havde lige som sakserne et udstrakt selvstyre opdelt i 6 – 7 amter. Den tredje gruppe bestod af den ungarske adel og deres bønder som dyrkede det store sletteland. Hver at disse tre grupper havde i flere århundreder deres egen direkte reference til det ungarske hof. Fra sidste del af 1700 tallet og op mod første verdenskrig 1914 – 18 mister både tyskerne og szeklerne mange af deres privilegier og deres befolkningsgrupper blev mindre. Samtidig foregik der en betydelig indvandring af rumænere. En udvikling som endte med at et stort rumænsk befolkningsflertal i Transsylvanien den 1. december 1918 besluttede at det gamle fyrstedømme skulle løsrives fra Ungarn og lægges sammen med Rumænien. Derfor har de gamle tyske byer og landsbyer fået nye navne. Hermannstadt kom til at hedde Sibiu. Det interessante museumsbesøg Et halvt år tid efter mit første kortvarige besøg fik jeg en opgave af fire dages varighed i byen. Det var min intention at besøge Brukenthal Museet og det lokalhistoriske museum, men de lukkede desværre kl. 16.00 og mit arbejde sluttede først omkring kl. 17.00. Men om fredagen stoppede vi med arbejdet kl. 12.00. Vi, min kollega og min tolk, skulle med toget kl. 13.30. Jeg gik i rask trav op gennem byen for at nå det historiske museum. Der var ikke megen tid, men jeg har flere gange oplevet at lokalhistoriske museer kan rumme endog meget interessante informationer. Og sådan var det også denne gang. Midtvejs gennem udstillingslokalerne fik jeg øje på en udstillingsmontre med frimurerudstyr.

2

Her lå et III grads skødskind, en hvid handske, en passer, en dolk, et halsbånd og et par logemærke. På vægen ovenover sad et diplom fra universitet i Halle. Med håndskrift var navnet Samuel von Brukenthal 1743 skrevet ind på den dertil indrettede linje. På et lille informationsskilt i bunden af montren har en museumsinspektør skrevet at logemærket tilhørte Samuel von Brukenthal. Det stammer fra Halle år 1744. Stående foran montren kunne jeg mærke adrenalinpumpen gå i gang. Her var indgangen til en ny historie. Men først skulle jeg være sikker på at Brukenthal nu også var frimurer. Jeg skyndte mig gennem resten af museet for at undersøge om der ved billetsalget skulle være noget informationsmateriale. Men der var intet. Derefter gik det i skarp trav over til Brukenthal Palæet. De rumænske museer er fattige. De har, i den lange kommunist periode, fokuseret mere på at beskytte samlingerne end at sprede information om dem. De har ikke haft penge til promovering af samlingerne. Alt hvad de har kunnet skrabe sammen er gået til de mest nødvendige reparationer af bygninger for at holde vand og fugt ude. Den venlige dame i Brukenthal Museet havde hverken skriftlige informationer om museet eller Brukenthal. Min sidste chance for at finde noget var derfor at besøge Friedrich Schillers Librärie – Buchandlung. Og sandelig om ikke jeg var heldig at finde en bog på tysk, Geschichte des Brukenthalmuseums og en på engelsk, Sibiu – History and monuments. Med disse bøger i hånden satte jeg i løb gennem byen for at nå mit hotel inden den aftalte tid. Da jeg forpustet nåede frem var mine rejsefællers tålmodighed næsten opbrugt. De trippede nervøst for at komme af sted til banegården. I et hjørne af kupeen, i toget på vej mod Bukarest, blev der tid til at se lidt på de nyerhvervede bøger. Forfatteren til Geschichte des Brukenthalmmuseums fortæller allerede i det andet kapitel at baron Samuel von Brukenthal, som levede i tiden 1721 – 1803, har lagt navn til museerne. Han var samler, oplysningsmand, blev friherre, guvernør og udmærket med den ungarske Stepahnordens storkors. I samme kapitel kan man læse at han i studieårene tilsluttede sig frimurerbevægelsen. Og forfatteren tilføjer: ”Som frimurer er Brukenthal kommet i berøring med de højeste samfundslag og har antaget deres forfinede omgangsformer, som var fremmed for det saksiske samfund.”1

Han blev guvernør, den øverste regeringsembedsmand i Siebenbürgen, det ungarske monarkis regeringschef på stedet. Hvordan var han blevet det? Det er tydeligt at han som ung ikke tilhørte de øverste samfundslag. Forfatteren nævner at han fik adgang dertil gennem frimureriet. Spørgsmålene stillede sig i kø. Hvor kom han fra? Var han af adelig familie? Hvorfor skabte han de store samlinger som dannede grundlaget for Brukenthal Museerne? Hvilken rolle spillede han i frimureriet? Og hvad betød frimureriet for ham ud over at give adgang til samfundets øverste lag? Var der en frimurerloge i Hermannstadt på hans tid? Jeg begyndte at lede efter svar på Internettet og jeg gik på Statsbiblioteket i Århus, som skaffede et par Brukenthal biografier hjem fra tyske biblioteker.

3

Adelstitlen Samuel blev født den 26. juli 1721 som søn af Susanne og Michael Breckner. Han var ligesom sin fader og bedstefader ”Königsrichter”, dvs. forvaltnings- og retsembedsmand i byen Leschkirchen (Norich). Et godt borgerligt erhverv, men familien var ikke adelig da Samuel blev født. Men det blev den. Efter fordrivelsen af tyrkerne fra Budapest i 1541 blev kongeriget Ungarn og fyrstedømmet Siebenbürgen lagt ind under det habsburgske monarki som regerede fra Wien. Ungarerne var utilfredse og i 1703 – 11 havde kurutzerne, en ungarsk friheds- eller oprørsstyrke, alt afhængig af fra hvilken side man ser det, besat store dele af Siebenbürgen. De østrigske militære styrker blev isoleret i byerne Hermannstadt og Kronstadt. Samuels fader Michael, som havde søgt tilflugt i Hermannstadt, blev sendt hjem til Leschkirchen for at skaffe forsyninger til de indespærrede ungarske soldater. Under vejs blev han fanget af kurutzerne og sendt i fangelejer i Ungarn. Han flygtede og efter en lang omvej kom han hjem til en ødelagt landsby og han måtte i gang med at genopbygge sin gård. Samuels mor, Susanne Heydendorff, kom fra en adelsfamilier og giftede sig, kan man sige, under sin stand. Men faderen, Heydendorff, som havde gode forbindelser til hoffet i Wien, brugte Michaels tilfangetagelse, under forsøget på at hjælpe de indespærrede habsburgske soldater, som argument for at få Michael løftet op i embedsadelsstanden. Hoffet godkendte anmodningen. Sammen med adelsbrevet fik Michael det nye navn ”von Brukenthal”. Dermed fik Samuel og hans søskende også adelsnavnet, von Brukenthal.2 Studentertiden i Halle og Jena Den 11. maj 1743 blev Samuel von Brukenthal indskrevet ved det juridiske

fakultet ved universitetet i Halle. En by lidt syd for Berlin i det daværende Preussen. Ved siden af jurastudiet fulgte han en række forelæsninger i teologi og filosofi. Hertil kom, at han sammen med andre studerende fra hjemlandet, også deltog i private forelæsninger som en af universitetets professorer holdt over emnet Siebenbürgen og saksernes historie.

Her, i montren, over frimurerudstyret, sad et dokument, udstedt af universitetet i Halle på vegne af den preussiske kong Frederik II. Dokumentet er udstedt i 1743 til Samuel von Brukenthal som bevis på hans studier ved universitetet

På dette tidspunkt befinder vi os midt i den europæiske oplysningstid. Lærere og studerende var naturligvis optaget af de nye holdninger til humanisme, reduktion i kirkens magt i samfundet, væksten i folkelig indflydelse på landets ledelse og troen på at man med fornuften, naturvidenskaben og filosofien kunne skabe et bedre menneske. Med oplysningstidens idéer fulgte også frembringelsen af leksika, arkiver og samlinger indenfor kunst, historie,

4

naturvidenskab, etc. Brukenthal blev fanget af oplysningstidens idé. Og han blev fanget af frimureriet som spredte sig ud over det Europæiske kontinent sammen med oplysningstidens idéer. Brukenthal nåede ikke at gennemføre sin uddannelse i Halle. I sommeren 1744 brød den anden slesiske krig ud. Den preussiske konge, Frederik II, marcherede ned gennem Saksen og ind i Böhmen for at gøre sin arveret gældende overfor habsburgerne. Dermed var Halle blevet fjendtligt territorium for de studerende fra Siebenbürgen. Kejserinde Maria Theresia, udsendte en forordning om at siebenbürgerne skulle forlade preussisk territorium. I efteråret 1744 blev Samuel derfor sammen med 14 andre studerende i samme situation indskrevet ved universitetet i Jena. Efter vintersemesterets slutning rejste han hjem til Siebenbürgen. Men forinden havde han sat et markant spor i frimureriet. Brukenthal bliver mester i nyoprettet loge. Brukenthals optagelse som frimurer må have fundet sted på rejsen mellem Hermannstadt og universitetet i Halle. I Algemeines Handbuch der Freimaurerei kan man læse, at han, den 2. marts 1743, et par måneder før studiestarten, blev optaget i logen ”Zu den Drei Kanonen in Wien” 3

Biografiforfatteren, Georg Adolf Schuller, fortæller følgende historie om hans frimureraktivitet i studietiden. Her gengivet i Anne Mette Westergaards oversættelse: ”Sammen med fire andre studerende – også jurister ligesom ham selv – besluttede Brukenthal at danne en loge i Halle som udgik fra den retning der blev praktiseret i London. Hvem der først satte ord på denne tanke ved man ikke, men man ved, at Brukenthal førte an i forsøget på at føre ideen ud i livet. Han blev sammen med en Hr. von Cramm sendt til Berlin for der at slutte sig til Logen ”Zu den drei Weltkugeln” (De tre verdenskugler). De blev begge optaget i logen i Berlin, og efter at have gjort sig bekendt med dennes indretning og det arbejde den beskæftigede sig med, bad de om tilladelse til at oprette en datterloge i Halle. Denne tilladelse blev givet den 6. december 1743 i en fransksproget bestalling. Allerede i denne bestalling blev navnet på den nye loge nævnt ”Zu den drei goldenen Schlüsseln” (”Aux trois clefs d’or”) på fransk.4 Brukenthal blev udnævnt til ”Delegeret Mester” (”deputé maitre”) af storlogen i Berlin og forpligtede sig til at berette udførligt om den videre udvikling i Halle. Han blev endvidere pålagt, at udvise forsigtighed ved optagelsen af nye brødre, specielt når det drejede sig om studerende. Da begge delegerede var vendt tilbage til Halle, blev den nye loge grundlagt. Brukenthal, den delegerede mester af moderlogen, modtog hammeren, der fulgte ham indtil han gik af. Det er vigtigt at påpege, at det første der står nævnt i den nye loge’s vedtægter under optagelse er: der må ikke optages nogen, der bekender sig til ateisme eller fritænkeri. Logen stod altså på fast kristelig grund på trods af den tids oplysningsbølge. Der er ingen tvivl om, at den unge mester har haft stor indflydelse på udgaven af denne bestemmelse. Hans trofasthed mod den evangeliske trosretning, som senere blev bevist, tyder på at denne antagelse er rigtig. Den nye loge blomstrede hurtigt op. Under Brukenthals hammer blev der optaget 48 medlemmer, hvoraf de fleste var studerende. Det var for det meste sønner af adelige familier. Dog støder vi i fortegnelserne også på borgerlige navne. I det store og hele rykkede hele denne studenterloge sig mod det

5

mere fornemme. Et eksempel: Da logen var en såkaldt Johannesloge, fejrede den hvert år under Brukenthals ledelse Sankthansfesten på behørig vis; festmødet som blev åbnet af den ”ærede Mester”, med en timelang tale som blev holdt af broder taler, festmiddag med musik i ”Kronprinsen”. Der blev samlet ind til den offentlige indsamling til de fattige (30 daler). Festen varede til langt ud på aftenen, men man gik fra hinanden på anstændig vis. Der blev præget en mønt i guld og sølv til minde om denne dag. Mønten var på forsiden et frimurersymbol, logens våben (en nøgle), og begyndelsesbogstaverne i Brukenthals navn: C. S. v. Br.5 Herudover omkransteksten, Studio Sapientia Silentio. På bagsiden var der præget tre sammenknyttede hænder under en stjernebesat himmel, hvilket mindede om de tre stænder, soldater-, præste-, bonde og håndværkerstanden, som skulle forbindes til et højere formål. Herunder var der et billede fra Halle og angivelse af sted og dato. Omkrandset af teksten: Et non fucata amiticia, quid nobilius. (lat. studere intelligens tavshed) Protokollen over disse sammenkomster viser at der har været en stor trang til fælles samlinger, 4 til 5 på en måned. Protokollerne beretter ikke meget om indholdet af disse møder, frimurernes ”arbejde”. ”Hovedsagen var glade sammenkomster og smovseri” (Eckstein), altså et på frimurerfacon fattet studenterliv. For Brukenthal var det en stor gevinst, at han i disse fornemme, men også spirituelt højtstående kredse – broder taler, Andr. Weber var privatdocent og blev senere professor i filosofi – lærte og tilegnede sig omgangstonen i de finere klasser i Tyskland. Dette må i et vist omfang være lykkedes for ham og han beviste, at han også spirituelt var på lige fod med de bedste, da han fra starten fik ledelsen overdraget. Det skal nævnes, at han også beherskede det franske sprog, som var tidens foretrukne sprog, så godt, at han kunne lede logens forhandlinger på fransk. Han glemte dog ikke sit gode tyske.” 6 Samuel og Sofia bliver gift – og hans karriere begynder

Ved hjemkomsten til Siebenbürgen fik han travlt. Han friede til Sofia, datter af Hermannstadts borgmester. Hun sagde ja og forlovelsen blev offentliggjort for menigheden i den protestantiske kirke. Flertallet af sakserne i Siebenbürgen bekendte sig til den protestantiske version af kristendommen. På den måde udskilte de sig fra szeklerne og den ungarske befolkning som var katolikker. Brukenthal var protestant og selv da han i sit karriereforløb af samme årsag mødte reservation og mistillid hos embedsmænd ved hoffet i Wien, som var stærkt orienteret mod den romersk katolske kirke, fastholdt han sit ståsted i den protestantiske kirke.

Samuel og Sofias forlovelse blev offentliggjort i den evangeliske kirke i Hermannstadt, som ses på dette billede

Med ægteskabet fik han borgerret i byen som f.eks. betød at han kunne købe sig et

6

hus indenfor ringmuren, men med ægteskabet fulgte også adgangen til en række af byens mest ansete familier. Sofia Katharina von Klockner (1725 – 1782) var en stærk støtte for Brukenthal. De dannede et makkerpar. Hun førte den store husholdning med mange ansatte og mange gæster som hørte med til de embeder han kom til at udfylde efterhånden som hans karriere udviklede sig. Hun rejste med ham når han arbejdede i Wien og hun delte hans samlerinteresser. På et tidspunkt fungerede hun også som tilsynsførende på et af deres byggerier. Hun var et respekteret og afholdt menneske og da hun døde i 1782 var alle i Hermannstadt af huse for at vise hende den sidste respekt ved hendes bisættelse. Samuel og Sofia Brukenthal fik kun et barn. En datter som også fik navnet Sofia. Hun døde som fireårig. Erhvervskarrieren begyndte da han den 26. oktober 1745 fik sit første rigtige job som sekretær i retsafdelingen. Allerede året efter blev han forfremmet til førsteskriver med ansvaret for at føre retsprotokollerne. Og den 6. april 1751 blev han igen forfremmet. Denne gang til posten som vicenotar. Med stillingen fulgte også ansvaret for Hermannstads arkiv som rummede mange

informationer om det saksiske folks historie i Siebenbürgen. Ansvaret for arkivet og dermed adgangen til kilderne har for Brukenthal været en positiv del af jobbet.

Hermannstadt var en stærkt befæstet by med ringmur, kanonbastioner og forsvarstårne. Her ses i forgrunden bøssemagernes, i midten pottemagernes og længst væk tømrernes forsvarstårn. Tårnene og muren imellem dem har fået navne efter de håndværkerlav som havde ansvaret for at holde dem ved lige.

Allerede i studietiden viste han interesse for saksernes historie. Han har helt sikkert benyttet sig af arkivets samling af historiske dokumenter og på den måde skabt sig en stor forståelse for det saksiske folk og den saksiske nation. Den viden han her opsamlede, har utvivlsomt været med til at forme hans egen selvforståelse som sakser. Arbejdet med arkivet, sammenholdt med oplysningsfilosofien som han mødte i studieårene, har med stor sandsynlighed en afgørende indflydelse på den store lyst og evne for at skabe betydelige samlinger af bøger, kunst, mønter etc.

I audiens hos Maria Theresia Brukenthal var ambitiøs. Den 8. marts 1753 behandlede magistraten i Hermannstadt hans ansøgning om orlov for at rejse til Wien i private anliggender. Et flertal af rådmændene stemte for, men der var et mindretal som fandt det unødvendigt eller de fattede mistro til en sådan privat rejse hvis formål de ikke

7

blev informeret om. En rejse mellem Hermannstadt og Wien var dengang ikke nogen let sag. Under gunstige vejerforhold tog det en halv snes dage at tilbagelægge strækningen i hestevogn. Men allerede den 25. marts, få dage efter ankomsten til Wien, kom han i audiens hos den Maria Theresia som dengang regerede over Ungarn og Siebenbürgen.7 Hvordan han bar sig ad med at springe over køen der ventede på audiens vides ikke med sikkerhed, men Samuel von Heydendorff, som var historiker og borgmester i sakserbyen Mediasch, skrev i sin selvbiografi at Brukenthal brugte sine frimurerforbindelser og derigennem fik adgang til de højeste kredse. 8Når man tager Brukenthals engagement i frimureriet under opholdet i Halle i betragtning og samtidig ved at der på dette tidspunkt ikke fandtes nogen frimurerloge i Hermannstadt, så forekommer det helt naturligt at han i Wien opsøgte frimurerlogen ”Aux Trois Canons”, hvor han blev optaget i 1743, for der at søge kontakt til frimurerarbejdet og måske nogle af hans logebrødre fra studietiden. Brukenthal fulgte audiensen op ved at forære Maria Theresias mand, hertug Francis Stephan af Lorrain, en samling mønter fra Siebenbürgen. Prinzgemalen var møntsamler og de to har sikkert fået sig en god numismatisk snak. Men de havde også en anden fælles interesse. Francis Stephan var frimurer, optaget i logen i Den Haag. Da paven i 1738 udsendte sin ekskommunikationsbulle mod frimurerne forhindrede han den i at få virkning i Østrig-Ungarn.9 Og det på trods af Maria Theresia og hoffets stærke støtte til den katolske kirke. Under sit månedlange ophold i Wien fik Brukenthal også etableret et godt forhold til grev Gabriel Bethlen, som var Hofrat, rådgiver for hoffet og netop udnævnt som skattekommissær for Siebenbürgen med den opgave at modernisere skatteforvaltningen i landet. Saksernes mand ved hoffet Brukenthal gjorde et så godt indtryk på kejserinden og hendes nære omgivelser at hun den 18. januar 1754 udnævnte ham til posten som Gubernialsekretär.10 Indtil dette øjeblik havde han været beskæftiget i den lokale Hermannstadt forvaltning. Men den nye udnævnelse blev hans arbejdsområde flyttet op på det nationale niveau. Fra det øjeblik var han i gang med karrieren som gjorde ham til statsmand. Men hans udnævnelse var også en sejer for den saksiske befolkning som på den måde blev ligestillet med szeklerne og den ungarske adel i landeregering. Som gubernialsekretär blev en af hans vigtige opgaver at samarbejde med vennen fra Wien, grev Gabriel Bethlen, om planlægningen af en skattereform. En anden opgave kom til at bestå i udskrivning og træning af soldater, som habsburgerne skulle bruge for at forsvare sig, da Frederik II i 1756 med sin preussiske hær igen gik ind til angreb på Saksen og Bøhmen. Men det er også værd at lægge mærke til at Brukenthal ved siden af sit embede, som privat person, deltog i moderniseringen af den saksisk evangeliske kirke. For anden gang søgte Brukenthal i 1758 om orlov for at rejse til Wien i privat ærinde. Men også denne rejsen havde et politiske formål. I Wien afleverede han sin audiensansøgning sammen med et skrift hvori han sammenfattede Siebenbürgernes historie og politiske situation. Dokumentet fik titlen: ”Deutsche

8

Geschichte von unserer (saksernes) Abkunft, von den Bewegungsgründen unserer Herbey Ruffung, von unseren Rechten, Freyheiten und Verdiensten, von unserem Verfall, den Ursachen desselben und alles mit Worten der Könige und Fürsten in margino bestärkt.”11

Med hjælp fra Grev Bethlen, som nu var blevet leder af hofkancelliet og grev Corfiz Ulfeld, som var leder af hofkanselliets afdeling for Siebenbürgen, lykkedes det også denne gang at springe køen over. Audiensen hos Maria Theresia brugte han bl.a. til at varetage den saksiske befolknings interesse. Et af emnerne handlede om skattefritagelse for saksiske embedsmænd. Szeklernes og ungarernes embedsmænd i Siebenbürgen betalte ikke skalt. Et andet emne handlede om hoffets krav til sakserne om efterbetaling af en stor skatterestance. En gæld som hang sammen med frihedsbrevet, privilegierne, sakserne fik af kongen da de i sin tid bosatte sig på kongejorden i Siebenbürgen. Hoffet hævdede at der gennem et halvt hundrede år var indbetalt for lidt. Et kæmpe beløb som ville ruinere dem. Afgiften blev kaldt ”Martinszins” fordi den skulle betales hvert år på Mortens dag den 11. november. Problemet var opstået fordi sakserne allerede på dette tidspunkt, på andre skatteområder, var blevet ligestillet med de to andre befolkninger uden at slippe for Martinszinen. En anden og mere direkte årsag til restancen hang sammen med at den ungarske adel i stigende omfang overtog saksernes jord. De betalte ikke Martinzins og var derfor medvirkende til at det indbetalte beløb ikke svarede til hoffets forventninger. Det lykkedes for Brukenthal at overbevise Maria Theresia om det urimelige i at inddrive den manglende betaling fra de saksiske byer og landsbyer. Brukenthal bliver provinzialkansler og friherre Den 11. januar 1762 blev brukenthal udnævnt som ”Provinzialkanzler”. Han kom

til at arbejde tæt sammen med Buccow, som på samme tid fungerede som både guvernør og øverstbefalende over hæren. Buccow døde imidlertid af kvæstelser som han pådrog sig efter et uheld med et hestekøretøj. Efter et kort mellemspil blev grev Karl O`Donnel, en kavaleriofficer med skotske aner, indsat på posterne som guvernør og øverstkommanderende. I 1765 sørgede kejserinde Maria Theresia for at Brukenthal blev forfremmet til friherrestanden. Og ved samme lejlighed blev han også dekoreret med den ungarske Stephanordens lille kors. I embedsmandskredse i Siebenbürgen blev udmærkelsen kraftigt diskuteret og rygtet kørte at Brukenthal havde konverteret til katolicismen. Det var kun katolikker som indtil da havde fået Stefans ordenens

Samuel von Brukenthals våbenskjold, som kan ses over døren til Brukenthalpalæet. Korset undervåbenskjoldet skal vise at han er dekoreret med den ungarske Stefansorden

9

udmærkelse. Men han var stadig protestant. Han fik udmærkelsen fordi hoffet opfattede ham som en dygtig problemløser i de interessemodsætninger der eksisterede mellem den saksiske nations- og hoffets interesser. Sammen med udmærkelsen fik han tillagt en ny embedsfunktion. Maria Theresia gjorde ham til formand for en lille tremands stående kommission som skulle arbejde med skatte- og grænseforhold i Siebenbürgen. Grænsespørgsmålet handlede ikke kun om Siebenbürgens grænser til andre stater, men også om grænsespørgsmål mellem saksernes, ungarernes og szeklernes landområder. Et stridsspørgsmål handlede f.eks. om hvilken befolkningsgruppe der havde retten til at besætte posten som kommandant for fæstningen Forgarascher. En konflikt udviklede sig mellem Brukenthal og O`Donnel som klagede i Wien over Brukenthals administration af skatteudskrivningen. Den ungarske adel var også utilfreds med at han, en protestantisk, saksisk opkomling, have fået en så fremtrædende post med så stor indflydelse som tilfældet var. Da Brukenthal fik lejlighed til at forklare sig ved hoffet benyttede han lejligheden til at fremlægge et forslag til et nyt skattesystem som handlede om en skat pr. hoved alt afhængig af stændernes formåen, en skat på huse, skat på jord, høstskat, vingårdsskat, kreaturskat og skat på private indkomster. Efter megen snak, mange hofintriger og mange stridigheder om hvem og hvordan systemet skulle administreres, besluttede Maria Theresia at Brukenthal selv skulle stilles i spidsen for indførelsen af det brukenthalske skattesystem som sakserne fik i 1769. I årene som provinzialkanzler boede Brukenthal med sin kone og tjenestefolk i Wien. Det var der ved hoffet og i regeringskontorerne han brugte kræfterne. I årene 1761 til 1764 arbejdede han f.eks. på at få etableret et evangelisk, protestantisk, universitet med fire fakulteter i Siebenbürgen. Baggrunden herfor var at de studerende blev forbudt at rejse for at studere ved udenlandske universiteter. De kunne jo risikere at komme under dårlig indflydelse af tidens ideer om frihed og selvstændighed. I 1766/67 oplevede man i Siebengürger en periode med misvækst som i nogle egne medførte hungersnød. Brukenthal fik i en anledning gennemført et forbud mod at benytte frugt til fremstilling af brændevin og øl. Og han fik ved samme lejlighed ophævet vejskatten på transport af fødevarer fra Ungarn til Siebenbürgen. Men ud over hans mange embeds- og politiske gøremål var han også travlt beskæftiget med at opbygge sine private samlinger af kunst, mønter, bøger, folklore, familiearkiv og meget mere. Først konstitueret og derefter formelt udnævnt som guvernør Den 6. juli 1774 kom udnævnelsen som befuldmægtiget kommissær og stedfortræder for den afgående guvernør. Det Østrig–Ungarske kejserriges øverste embedsmand. Men inden han kunne forlade Wien og rejse hjem til sin nye post i Siebenbürgen var der nogle sager der skulle gøres færdig. Hofkommissionen vedtog f.eks. seks dage efter hans udnævnelse et forslag om at der øjeblikkeligt skulle etablere en ny grundskole i Hermannstadt og Klausenburg. Årsagen til hastværket var at Paven Clemens XIV året forinden havde opløst Jesuitterordenen som indtil da havde stået for undervisningen.

10

Selv om Brukenthal ”kun” var konstitueret og ikke formelt udnævnt som chef for landeregeringen i Siebenbürgen blev han alligevel modtaget i Hermannstadt med militær parade som en kongelig. Adel, gejstlige og borgerne var der for at fejre ham ved flere festbanketter. Med sig havde han to store opgaver der skulle løses. Den ene handlede om beskatningssystemet og den anden om forfatningsforhold og borgerrettigheder. Han vendte hjem til en situation hvor der gennem århundrede havde levet tre befolkningsgrupperinger i landet. Den ungarske adel, szeklerne og sakserne. De dannede i forhold til det Østrig – Ungarske kejserrige tre provinser, som hver for sig var direkte underordnet kronen. Trusler udefra havde gennem historien fået de tre grupperinger til at arbejde sammen på konkrete afgrænsede områder, men ellers var de ikke meget for at være sammen. De tre befolkninger havde hver især deres privatretslige forhold, selvforvaltning, deres egen sociale samfundsinddeling, sædvaner etc. Adelen stod fast på skattefritagelsen, seklerne på loven om kommunernes selvstyre, medens sakserne holdt fast i retten til deres eget landområde. På adelens jord gjaldt lensretten hvilket delvist også var tilfældet hos szeklerne. Men på saksisk jord var tysk borgerfrihed og arveret til besiddelse gældende. Ved siden af disse grupper som hver for sig udgjorde en nationalitet kunne man f.eks. finde mindre grupper af armeniere, sigøjnere og jøder. Men det var ikke dem der udgjorde problemet. Gennem mange år var der sket en ændring af befolkningssammensætningen. Folk fra Valakiet og Moldavien vandrede op i Siebenbürgen. Samtidig skrumpede den saksiske befolkning. Nogle saksiske landsbyer var helt overtaget af indvandrende vlakker. Men i andre byer boede sakser og vlakker, ungarer og vlakker, serbere og vlakker side om side. Græske købmænd i Hermannstadt og Kronstadt gjorde krav på at få samme borgerrettigheder som sakserne. Dertil kom at den store indvandrerbefolkning fra Valakiet, som havde bosat sig i saksiske byer og landsbyer, også krævede saksiske borgerrettigheder. Brukenthal ville ikke modsige vlakkernes krav på saksiske borgerrettigheder i de byer hvor befolkningen var blandet. Der måtte samme ret gælde for alle. Men han ville at de saksiske byer, hvoraf de fleste stadig kun var beboet at saksere, skulle forblive rene saksiske byer. Holdningen var naturligvis populær blandt hans landsmænd. Brukenthal argumenterede så dygtigt for sit synspunkt ved hoffet, hos Marie-Theresia og Kejser Joseph II at han fik sin holdning vedtaget. De saksiske byer kunne fortsætte med at begrænse uddelingen af borgerrettigheder til sakser. Kejseren og Maria-Theresia fandt at han havde løst konflikten på en så dygtig måde, at Maria Theresia den 16. juli 1777 udnævn ham som Guvernør for Siebenburger. Dermed blev han nu også formelt regeringschef for landeregeringen i storfyrstedømmet Siebenbürgen under det Østrig-Ungarske kejserrige. Frimurerlogen, St. Andreas zu den drei Seblättern, opstår i Hermannstadt I perioden 1762 – 1774 hvor Samuel von Brukenthal boede i Wien for at udføre embedet som provinzialkanzler, fik Hermannstadt sin egen loge. I foråret 1767 mødtes otte mænd, som alle havde erhvervet deres mestergrad som frimurer i forskellige tyske og østrigske loger. De otte mænd tilhørte byens administrative og kulturelle elite. Mænd der, som en del af deres uddannelse, havde været på rejse hvor de havde opfanget oplysningstidens strøm af ideer om frihedsrettigheder og menneskerettigheder. I den strøm fandt de også frimureriet.

11

Vi ved nøjagtig hvem de otte mænd var. Vi ved at Simon Friedrich von Baussner var initiativtager til logens oprettelse. Men de måtte vente lidt. Der skal ni frimurer, med mestergrad eller mere, til for at danne en loge. Problemet med den manglende mester blev dog snart løst. Idet en af byens frimurer af II grad, den 15. maj 1767, i logen i Tübingen, blev forfremmet til mestergraden. Logen blev dermed komplet. Frimurerlogen, ”St. Andreas zu den drei Seblättern im Orient zu Hermannstadt” var dannet.12 Initiativtageren Simon Baussner blev dens første styrende mester. I ni år arbejdede den lille loge i stilhed, uden at optage en eneste ny broder. Efter denne første stille periode, udvirkede Simon Baussner et konstitutionspatent, en officiel anerkendelse af logen fra stormesteren for Stricte Templer Observanz systemet, friherre Karl Gotthelf von Hund. Ideen, til Stricte Observanz også kaldet Templer systemet, fik von Hund fra en tale som skotten Ramsay holdt i en loge i Paris i 1737. Han talte om værdier og dyder som Johannitterorden stod for under korstogene til Jerusalem og som efter hans mening burde indgå i frimureriet. 13

Karl von hund ændrede det til Tempelherreordenen som blev opløst i 1314. Tanken om at frimureriet havde sin oprindelse i tempelridderordenen fandt hurtigt tilslutning. Synspunktet var på samme tid fascinerende og romantisk. Historien går på at nogle tempelriddere ved ordenens opløsning flygtede til Skotland og der lagde grunden til frimureriet. Og at det derfra bredte sig til det europæiske kontinent. Kimen var således lagt til at friherre Karl Gotthelf von Hund hjemme i Tyskland kunne skaffe tilslutning til et system som skulle gøre frimurerne til tempelriddere. I 1751 stod Karl von Hund i spidsen for oprettelsen af den første loge som arbejdede efter Stricte Observanz systemet som han sammen med en snæver kreds selv havde udviklet. Systemet var, som alle frimurersystemer kloden rundt, inddelt i grader, lærling, svend og mester. Men hertil kom en fjerde grad, den skotske mestergrad. Ovenover kom den indre del af ordenen som bestod af novicegraden, tempelherregraden og det store løftes grad. Organisationen blev opdelt i provinser som hver især indeholdt priorater, komturer og kommanderier, ganske som tempelherrerne gjorde det. Stricte Observanz systemet bredte sig med stor hast ud over det europæiske kontinent inklusive Danmark. Logen bliver aktiv Straks fra logen, St. Andreas zu den drei Seblätterns, officielle godkendelse, den 4. marts 1776, skete der en masse ting. I perioden frem til 7. august året efter blev 31 nye brødre optaget. Vi ved hvem de var. Protokollerne er bevaret. De nye brødre havde fremtrædende positioner i Hermannstadt. En af dem var malteserridder og fenrik i et infanteriregiment. Carl von Brukenthal, en nevø til Samuel von Brukenthal, blev optaget. Det samme skete for forpagteren af hotellet ”Gasthofe zum römischen Kaiser” og en græsk handelsmand med bopæl i byen, dommeren og ikke mindst kammerherre og guvernementsråd grev Georg Banffi. Manden som senere overtog guvernørposten efter Samuel von Brukenthal. Med konstitutionspatentet fik logen lov til at optage og forfremme brødre i de første fire grader. Men blandt disse indflydelsesrige mænd opstod der hurtigt et behov for at arbejde i systemets tre indre tempelriddergrader. Men ordenens ledelse i Wien mente vist nok at disse grader skulle være reserveret for dem.

12

Divergenserne førte til at logen i Hermannstadt i stedet for at høre under Wien kom til at høre under ordenens VIII provins, Ungarn m.v. som havde hovedkvarter i Pressburg (Bratislava). Den store konjunktionsfest, som skulle understrege logens officielle status og tilhørsforhold til Stricte Templer Observanz blev gennemført med mange honoratiores tilstedeværelse i Gasthofe zum römischen Kaiser den 22. juni 1778. Ved den lejlighed eller ved den efterfølgende St. Johannes, St. Hans, fest som blev gennemført den 1. juli, blev grev Georg Banffi, født i Bontida i 1725, valgt som styrende mester. Medens denne organisatoriske diskussion og forberedelser til konjunktionsfesten stod på, fortsatte logen med at optage nye brødre. Blandt dem finder vi. F.eks. Christian Friedric Hannemann, som i en periode var bibliotekar hos Samuel von Brukenthal. Hannemann, som oprindeligt var uddannet som læge, og som muligvis var inspireret af alkymisten og mystikeren Paracelsus, grundlagde senere homøopatien som behandlingsmetode. En holistisk metode, hvor patientens hele situation, ikke kun sygdommens symptomer, tages med ind i behandlingen. Metoden anvendes stadig. I spidsen, for Stricte Templer Observanz ordenen, stod prins Karl von Hessen, statholder og generalguvernør i Slesvig og Holsten. Han boede på Gottorp slot ved Slesvig. I januar 1781 udnævnte han Georg Banffi som subprior, styrende mester, for en ny provinsial loge i Hermannstadt.14 En loge for de tre tempelrider grader, den indre orden, i Stricte Templer Observanz systemet. En loge som kunne forfremme frimurer fra St. Andreas zu den drei Seblättern i Hermannstadt og fra de andre loger i fyrstedømmet Siebenbürgen. Men glæden over den nye indre ordensloge blev kortvarig.

Georg Banffy blev født på Banffy slottet i landsbyen Bontida, som ligger midt på den transsylvanske højslette, 10 – 12 km. øst for storbyen Clud – Napoke. Banffy var af ungarsk adelsslægt som ejede godset fra engang i 1600 tallet og indtil de engang efter anden verdenskrig forærede ruinerne til den rumænske stat. Slotskomplekset som bl.a. består af hovedbygning, hestestalde, rideskole, vandmølle og en køkkenbygning blev ødelagt af tyske soldater da de i september 1944 blev tvunget til at trække sig ud af Rumænien. De ødelagde inventaret, møbler, en større samling af portrætmalerier, et bibliotek m.v. I flere år der efter hentede lokale bønder deres byggemateriale på slottet. Nu er der heldigvis sat et arbejde i gang for at få slotskomplekset bragt tilbage til en stand hvor det kan anvendes igen. Flere rumænske organisationer er så småt i gang. Blandt de private sponsorer finder vi f.eks. Prince Charles som gennem The Prince of Wales’s Caritable Foundation støtter genopbygningen med gode engelske pund.

Stricte Templer Observanz går i opløsning Karl von Hund hævdede at han havde en hemmelig overordnet og at grundlaget for Stricte Templer Observanz stammede fra Skotland. Blandt tyske

13

frimurerbrødre opstod der imidlertid tvivl om hvorvidt ordenens historiske grundlag nu også var i orden. Usikkerheden gav anledning til at man spurgte i Skotland, men der kendte man ikke til eksistensen af nogen tempelridderorden. Man havde heller intet kendskab til at frimureriet skulle have sit udspring i denne gamle ridderorden. Stricte Templer Observanz systemet var ikke opstået hos dem. Stormesteren, hertug Ferdinand von Braunschwig, indkaldte til et konvent i Stricte Templer Observanz frimurersystemet for at få ordenens historiske baggrund diskuteret. Kapitellogen i Hermannstadt lod sig repræsentere på konventet med to personer. Konventet, som fandt sted i Wilhelmsbaden ved Hanau i Hesse, åbnede den 18. juli 1782 med tilstedeværelse af 35 frimurere fra henholdsvis Frankrig, Schweiz, Italien, Holland, Øvre tyskland inklusiv Danmark, Østrig, Sibenbürgen, Bayern og Ungarn. Fra Danmark deltog to repræsenter. På konventet havde de 35 frimurerbrødre 32 møder og de præsterede ikke mindre end 170 indlæg om frimureri. Ved afslutning den 30. august stod det klart at der ikke var noget dokumenterbart historisk grundlag for Stricte Observanz systemets eksistens. St. Andreas zu den drei Seblättern skifter til et nyt system.

På konventet arbejdede man, ud over afklaringen af det historiske grundlag, også for at bortskære de fantasterier som på forskellig vis var blevet tilført frimureriet og man kom under konventet og umiddelbart efter frem til Det Rectificerede System, som kun bestod af de tre blå grader: lærling, svend og mester. Ritualer og ordenslære blev slanket ned til det fundamentale indhold i frimureri. En anden konsekvens, af Wilhelmsbaden konventet, var at Østrig-Ungarn med tilhørende lande blev skilt ud som en selvstændig orden med egen stormester og egen organisation. Allerede den 17. september 1782, altså få dage efter Wilhelmsbaden konventets afslutning forlangte subprior grev Bánffi fra Wien at logerne i Siebenbürgen skulle stille en repræsentant til rådighed for diskussioner om indretning af en ny Østrig-Ungarsk national loge som skulle samle alle frimurerloger i

kejserriget. Den østrigske Grosse Landesloge blev etableret. Under den blev dannet seks provinsialloger og grev Georg Bánffi blev udnævnt som provinsial

På museet, ”Molnar Istvan”, i den lille by bjergby Cristuru Secuiesc, som ligger i det såkaldte szeklerland, findes to interessante stempler. På det som her vises, er det tydeligt at stemplet har tilhørt en håndværker, en snedker, som også var frimurer. Han har sikkert været medlem af logen i Szeklerburg. Snedkerlavets mester sendte en dreng af sted med mødeindkaldelsen. Hver gang en lavsbroder havde læst den satte han sit stempel på indkaldelsen og drengen kunne fortsætte til den næste.

14

stormester for Siebenbürgen. Under denne provins finder vi logerne i Hermannstadt, Kronstadt, Szeklerburg (Csikzerada) og Philippi i Bukovina. Alle loger skulle etablere sig med tre Johannes grader. Grosse Landesloge i Wien erklærede sig uafhængig af fremmede magter med hensyn til ordenslære, ledelse og finansiering. Inden for det Østrig-Ungarske rige var det kun i Böhmen frimurerne for en kort stund endnu fortsatte med at bruge Strictee Observanz systemet. Året efter satte kejser Joseph II logerne under statsligt tilsyn. Ved Johanesfesten i 1784 trådte det nye system i kraft i Hermannstadt. Embedsmændene havde forinden været på kursus i de nye ritualer i logens lokaler hos broder Theseo. Festen som blev afholdt den 27. juni blev indledt med at logens styrende mester baron von Uhlefeld overrakte hammeren til den højværdige deputerede stormester Bánffi, og dermed ledelsen af logearbejdet, for at han kunne indsætte den nyvalgte baron Remeny som logens næste styrende mester.15

Frimurer aktiviteter og loge adresser Under mit seneste ophold i byen forsøgte jeg at finde ud af hvor frimurerne havde deres loge. Jeg spurgte på turistkontoret og andre steder, men uden resultater. Men ved læsningen af Brukenthal biografierne og Zieglauers historie om logen i

Hermannstadt dukker der et billede op. Man ved ikke hvor frimurerne i Hermannstadt mødtes den første halve snes år. Den første sikre viden får vi i forbindelse med Johannesfesten som blev afholdt i hotel, Gasthofe zum römischen Kaiser, den 22. juni 1778. Hotellet eksisterer stadig under det rumænske navn, Imperatul Romanilor Hotel. Et smukt gammelt hotel med sin egen rolige majestætiske atmosfære. Midt i bygningen findes et stor restaurationslokale med et tag, som kan skydes til side, så man om aftenen, fra sin plads, kan se direkte

op i naturens egen stjernebesatte himmel.

Indgangen til hotel Imperatul Romanilor. På Brukenthals tid hed det ”Gasthofe zum römischen Kaiser”. Her gennemførte frimurerne i Hermannstadt nogle af deres første loge aktiviteter.

Historikeren Zieglauer fortæller, at han i logens protokoller kan se, at hotellets lokaler blev benyttet til møder i sæsonen 1778 – 1779. Fra 1. februar til udgangen af august 1784 arbejdede logerne på 1. sal i arkitekten og major Theseo’s huset på Schewisgasse no. 4. Derefter kom en periode hvor der blev arbejdet i såvel broder Theseo’s som i broder Günthers huse. Fra 1786 til logen lukkede blev der udelukkende arbejdet i Martin von Hochmeisters hus i Wintergasse no. 9. 16

15

Velgørenhed, naturvidenskab og historie Logen, St. Andreas zu den drei Seblättern im Orient zu Hermannstadt, optog i sin officielle levetid, fra 1767 til 1790, i alt 276 mænd. Deres aktivitet var meget høj. I logens anden periode, fra systemskiftet i 1784 til logens lukning i 1790 blev der gennemført 148 almindelige logemøder plus taffel-, frue-, fest-, konference- og sørgeloger. Økonomien til aktiviteterne blev tilvejebragt gennem medlemskontingent, gebyrer for optagelse og oprykning, samt regelmæssige bidrag til velgørenhed. Zieglauer har i sin gennemlæsning af protokollerne, som blev ført regelmæssigt for perioden 1784 til 1790, fundet at der blev bevilget penge til velgørenhed 60 gange. Nogle gange engangsbeløb, andre gange blev der givet bevillinger til månedlig støtte til en fattig familie, en enke, en lærerinde fik penge til indkøb af skolebøger til en klasse, hjælp til en jødisk rabbi som under en lang rejse gjorde et ophold i Hermannstadt, betaling til apoteket for fremstilling af medicin til byens fattige etc.17

Logen grundlagde også en mineralsamling og en botanisk samling. I protokollen fra 30. september 1784 kan man se at broder Löffler stillede et forslag om at etablere en ”Naturalien- und Kräutersammlung”. I samme forslag blev brødrene pålagt at bidrage med indsamling af sten, forsteninger og jordarter til samlingen. De skulle beskrive stedet og forholdene hvor materialet var fundet og de skulle gøre det for egne penge. Såvel mineraler som plantesamlingen voksede hurtigt. I 1787 diskuterede man i Johanneslogen et forslag om at iværksætte fremstillingen af en almen brugbar Siebenbürgen historiebog. En historieskrivning som skulle omfatte diplomatiske, fysiske, politiske, statistiske og økonomiske forhold. Man kom ikke så langt med den plan som man gjorde med mineral- og plantesamlingen, men kimen blev måske her lagt til det der senere opstod som Foreningen for Siebenbürgen Landeskunde. En forening som bl.a. grundlagde et arkiv hvorfra vi i dag kan hente megen interessant viden. At frimurerne også arbejdede med uddannelse og dannelse kommer tydeligt frem i deres aktiviteter for at danne en læseforening. Forberedelserne begyndte i 1784. Der var mange besværligheder at overvinde, men den 16. marts 1789 blev læseforeningen åbnet. Biblioteket, hvortil der blev indkøbt en større bogsamling, abonnementer på tidsskrifter og aviser, blev indrettet i to rum i stormesterens hus. Om søndagen fra 11.00 til 12.00 blev der gennemført forelæsninger i mineralogi. De havde jo samlingen der kunne bruges som illustration. Tirsdag og torsdag var læsekabinettet og biblioteket åbent. Og fra 18.30 til 19.30 kunne brødrene overvære forelæsninger i litteratur. Desværre kom aktiviteten knapt nok i gang, inden det i 1790 blev nødvendigt at lukke logen, men inden vi finder ud af hvordan og hvorfor den blev lukket, skal vi se lidt mere på Samuel von Brukenthals aktiviteter medens han fungerede som guvernør i Siebenbürgen.

16

Brukenthals tid i embedet som guvernør Brukenthals regeringstid som guvernør blev hovedsageligt præget af to store, men meget forskellige problemstillinger. Maria Theresia døde den 29. november 1780. Hun blev efterfulgt af hendes ældste søn kejser Joseph II som overtog moderens regeringsmagt over Ungarn og Siebenbürgen. Han var centralist og arbejdede i sin regeringstid hen mod en slags oplyst enevælde. I 1781 besluttede han at de saksiske byer ikke måtte opretholde den eksklusive status hvor borgerrettigheder kun blev tildelt saksere. Han besluttede at ungarer, szekler, vlakker og armenier skulle have samme rettigheder, hvilket indebar at disse grupper frem over også kunne erhverve ejendom i de saksiske byer. Kejserens beslutning, som blev tiltrådt af hofrådet, slog ned i de saksiske byer som et lyn. Det værste anslag de havde set mod deres selvbestemmelse i 500 år. Men det blev ikke det sidste. To år senere, i 1783 opstillede kejseren en række punkter til politisk og administrativ forenkling. Siebenbürgen skulle inddeles i 11 komiteer, amter, hvor ungarer, sakser, szekler skulle stilles lige. De 7 saksiske og de 7 szekler administrationer skulle opløses. For sakserne og szeklerne var det en katastrofe. Deres privilegier, retten til at bestemme i egne byer forsvandt. Brukenthal protesterede ihærdigt og vedholdende. Og det er sikkert en medvirkende årsag til at nogle forfattere, især ungarske, mener han var konservativ. Men det var han ikke. Han var derimod tilhænger af en meget høj grad af selvbestemmelse i de befolkningsgrupper der var i landet. Og han var indædt modstander af den centralisering af magten reformerne lagde grunden til. Ligestillingen mellem nationerne betød f.eks. at det ungarske sprog nu også dukkede op i komite møder m.v. I 1784 bestemte kejseren at tysk skulle bruges som forvaltningssprog i Siebenbürgen og sådan var det indtil landet i 1918 blev en del af Rumænien. Kejseren vendte dog, efter et par år, tilbage med en ordre om at lovtekster skulle skrives på både tysk, ungarsk og rumænsk så dem de skulle bruge lovene selv kunne læse dem.

Et stik af guvernør Samuel von Brukenthal, Han var som nogle af biografiforfatterne skriver også i fysisk forstand en stor og statelig mand.

Horea opstanden Når der gennemføres reformer kan det fra tid til anden have uforudsete konsekvenser for nogle. Under Joseph II gik det ud over bønderne i Siebenbürgen.

17

Mange af dem var livegne eller på anden måde underlagt godsejerne. Joseph II ønskede at lette byrden fra deres skuldre. Også Brukenthal var tilhænger af en forandringsproces som skulle frigøre bønderne. Men i forbindelse med en effektivisering af skatteligningen og forøget kontrol i landsbyerne blev bønderne opkrævet betydeligt større beløb i skat en de gjorde under tidligere tiders mere lempelige kontrol. En mand ved Navn Horea rejste flere gange til Wien, hvor det også lykkedes for ham at møde kejser Joseph II og fortælle ham om de urimelige levevilkår som bestod i regulær fattigdom, mangel på undervisning, adelens misbrug af tvangsarbejde og ringe betaling. Kejseren afviste ham med henvisning til at bøndernes forhold hørte under den lokale adels forvaltning. Den 31. oktober 1784 gik en stor flok bønder fra Erzgebirge på vejen mod Karlsburg. De havde hørt et rygte om at militæret søgte soldater til grænsevagten. De mødte general Pfefferkorn og hans soldater. Han spurgte hvorfor de gik mod Karlsburg. De ville være soldater fordi deres godsejere og forvaltere behandlede dem umenneskeligt. Nogle af dem var døde af det, sagde de. Generalen mente de skulle gå hjem og forsøget at opløse flokken. Det kom til tumult. Herfra spredte oprøret sig til store dele af Siebenbürgen. Brukenthal som havde ansvaret for at opretholde lov og orden i landet bad militæret om at gribe ind. Men hærledelsen ville først have en direkte ordre fra kejseren. Kejseren fik dårlig samvittighed over adelens behandling af bønderne som ikke passede med hans egen politik. På et tidspunkt gav han udtryk for at adelen ved deres misbrug selv havde fremkaldt konflikten. Medens disse overvejelser stod på, gennemførte adelen flere steder i landet, med hjælp fra ungarske og szekler husarer, aktioner mod de oprørske bønder.

I byen Dienrich blev tilfangetagne stillet for en standret og 56 henrettet. I Hunedoara dømte adelens domstol 34 bønder til døden.

Brukenthal argumenterede for en skånsom behandling af oprørerne og han forbød adelens domstole at dømme oprører, men han blev overhørt. På et tidspunkt satte militæret 1.500 soldater ind i Erzgebirge for at splitte oprørerne. Mere end 600 bønder blev taget til fange og stillet for en

undersøgelses-kommission. De fleste fik lov til at gå. Men oprørets tre ledere gik det anderledes. En af dem begik selvmord i fængselscellen. Den 18. februar 1785. blev Horea og hans nærmeste hjælper, Closca, henrettet og lagt på hjul og stejle i Karlsburg. En

Brukenthal palæet ved den store markedsplads i Hermannstadt. Man skal ind i palæet og opleve det bagved liggende bygningsværk omkring to indre gårde for at fornemme størrelsen. Palæet var guvernøren Brukenthals residens fra det stod færdig i 1778 til han døde. Her modtog han private og officielle gæster og her indrettede han sine store samlinger. Palæet blev i 1817 åbnet som museum.

18

flok bønder blev drevet sammen for at overvære den brutale henrettelse. Opstanden var nedkæmpet.18

Brukenthal bliver gået som guvernør I januar 1786 kom kejser Joseph II’s skrivelse om, at den planlagte aflysning at de tre nationale gruppers egne retsregler og selvforvaltning nu var trådt i kraft. Det gamle system skulle afløses af en lovgivning og forvaltning som var ens for alle i Siebenbürgen. Kejserens reform blev til virkelighed. Dermed blev indholdet i guvernørembedet også reduceret. Det politiske indhold, muligheden for indflydelse på de love og regler der skulle gælde i landet skrumpede ind. Guvernørembedet politiske funktion forsvandt og kun den administrativ udførende funktion blev tilbage. Der er ingen tvivl om at Brukenthal også i reformprocessen var loyal overfor kejseren. Men centraliseringen var ham inderligt imod og han brugte i hele processen, som altid, sin grundige argumentationsteknik for at udskyde, reducere og forhindre tabet af befolkningsgruppernes selvbestemmelse. Det er meget tænkeligt at Joseph II, som under vejs var blevet en smule mistroisk, også har fundet ham besværlig. Den 9. januar 1787 modtog Brukenthal kejserens brev om at han var afskediget fra embedet. At foretage denne handling har ikke været helt let. Guvernøren havde ikke begået loyalitetsbrud eller nogen påviselig fejl i ledelsen af Siebenbürgen. Som et plaster på såret fik Brukenthal derfor sammen med afskedsbrevet også besked om en pæn pension. Han blev i 1773 tildelt kommandørkorset og her ved afskeden tildelte kejseren ham også Stephanordenens højeste udmærkelse, storkors med tilhørende ordenskæde og kåbe. Samtidig med afskeden blev grev Georg Bánffy udnævnt som ny guvernør over Siebenbürgen. Bánffy var af ungarsk adelsslægt. Han og Brukenthal havde i mange år haft et venskabeligt forhold. De havde, medens Bánffy var i Wien en omfattende korrespondance om regeringsforhold og mange andre ting. Bánffy var frimurer og ordførende mester for provinsiallogen i Siebenbürgen. Brukenthal fik tid til at koncentrere sig om sine samlinger. Sofie og Samuel von Brukenthals huse og samlinger Sofie og Samuel von Brukenthal begyndte allerede to år forinden de i 1762 tog fast ophold i Wien at læge grunden til en sommerresidens i byen ved byen Freck, (Avrig), som ligger ca. 35 km fra Hermannstadt. Her dyrkede Samuel sine interesser for havekunst og planteforædling. Sommerhuset med barokhaven og et større parkanlæg, som familien anlagde, eksisterer stadig.19

I Schewisgass, hvor Theseo’s hus lå, indledte Brukenthal i 1772 byggeriet af et hus der i kilderne omtales som havehus eller sommerhus. Ingeniør, major og frimurer Theseo, tegnede facaden på huset som i grundplan er formet som et L, en ret vinkel, som vender den lange side ud mod gaden. Byggeriet blev bygget under Sofie Brukenthals tilsyn og stod færdig i 1982. I stueetagen var det indrettet med køkken og rum til personalet. På første salen fandtes en lille lejlighed til husets ejer, et billedgalleri med 39 flotte malerier, et rum for særlige gæster, en spisestue

19

og et rum for modtagelse af officielle gæster med et portræt af kejser Joseph II på vægen. Der foreligger ikke nogen synlig skriftlig dokumentation, men huset er helt tydeligt indrettet sådan at det kan have været benyttet til logeaktiviteter, måske provinsiallogens møder? Huset findes i dag på C. Nocia gaden no. 48, tidligere Schewisgasse no.48. Det benyttes til beboelse og er stærkt ombygget og

forfalden. Byggeriet af Brukenthal palæet, ved den store markedsplads i Hermannstadt, blev påbegyndt i 1778, Hovedbygningen var klar til at tage i brug i 1783. Sidebygningerne omkring palæets to indre gårde stod klar i 1885/86. Palæet blev midtpunkt for et selskabeligt liv i Hermannstadt. Næsten hver aften kom der gæster til

huset. Fredag aften var der musik og sang. Til disse sammenkomster kunne man træffe borgere, officerer, rejsende og lærte mennesker, mange gejstlige protestanter, katolikker og munke. En af de rejsende som blev inviteret indenfor, en englænder, fortæller at man her kunne møde gammel tysk høflighed medes guvernøren serverede sin ældste Tokajer og andre ungarske og siebenburgske vine og lod gæsterne drikke på saksernes sundhed. Palæet blev bygget som en værdig ramme for guvernøren og hans mange repræsentative opgaver, gæstebud og møder. Men også som stedet for opbevaring af hans store samlinger.

Brukenthals havehus i Hermannstadt. Huset som godt kan have rummet provinsiallogens aktiviteter.

Medens familien boede i Wien købte han billeder og bøger i stort omfang. Da palæets hovedbygning blev taget i brug blev modtagelsesværelset og 14 andre sale udsmykket med ikke mindre end 1070 malerier og kobberstik. Men han fortsatte med at indkøbe kunst. Det sidste købte han i Wien kun et par år før sin død. Samlingen rummede f.eks. 712 kobberstik. I bibliotek fandtes 15.972 bøger plus omkring 200 bind med håndskrifter samt et familiearkiv. Biblioteket indeholdt bøger om teologi, geometri, geologi, medicin, geografi, astronomi, men også skønlitteratur. Biblioteket var stedet hvor han traf sine ligesindede lærte, kunstnere, forlæggere og boghandlere. Her blev oplysningstidens strømninger debatteret og her blev interessen for Siebenbürgens historie dyrket. Vi har tidligere set at Brukenthal benyttede en samling mønter fra Siebenbürgen som adgangsbillet til en samtale med Maria-Theresias mand. Men han gav ikke det hele væk. Han efterlod sig en samling på 17.000 mønter og medaljer. I 1780 begyndte han en systematisk indsamling af mineraler. En registrering fra 1790 viser at samlingen da indeholdt 2000 objekter hvoraf kun 50 havde deres oprindelse udenfor Siebenbürgen. Den danske naturforsker Jens Esmark havde i 1794 lejlighed til at se denne samling som han efterfølgende roste meget.20 Ud over alle disse samlinger startede Brukenthal en arkæologisk samling.21 Han tog initiativtager til oprettelsen af Siebenbürgische Quartalschrift og han sponsorerede den samtidige videnskabsmand, Schlözers arbejde med værket, Kritische Samlungen zur Geschichte der Deutschen in Siebenbürgen.

20

Frimurerlogen lukkes Enhver der dykker ned i Siebenbürgens historie i sidste halvdel af 1700-tallet vil hurtigt finde forfattere som fremhæver frimurernes betydning for den kulturelle udvikling i Hermannstadt. Der er ikke tvivl om at mændene omkring frimurerarbejdet udfoldede en sammenhængskraft, energi og en kulturel iværksætterånd som gjorde Hermannstadt til Siebenbürgens kulturelle hovedstad. Men måske var der i virkeligheden to kulturelle centre i byen. En omkring frimurerlogen og en anden omkring guvernør Brukenthal. Og hver især satte de deres tydelige spor i det kulturelle liv. Kejser Joseph II død i februar 1790. Han havde i sin regeringstid udviklet en betydelig mistro til frimureriet som f.eks. kom til udtryk da han den 21. december 1785 i Wiener Zeitung offentliggjorde sin beslutning om at de otte eksisterende loger i Wien skulle reduceres til tre som til sammen kun måtte have 180 medlemmer. 22 Den efterfølgende sammenlægningsproces endte med at de otte loger blev samlet i to. Allerede i 1787 var der spirende uro i Frankrig. Den Østrig – Ungarske kejserfamilie var godt orienteret om begivenhederne. Kejsere Joseph II’s og Leopold II’s søster Marie Antoinette var gift med Frankrigs Ludvig 16. Hun var en flittig brevskriver der efterhånden som revolutionen skred frem forsøgte at overtale Joseph II og senere Leopold II til at sende militære styrker for at nedkæmpe den franske revolution. Den 14. juli 1789 løb pariserne storm mod Bastillien, myrdede kommandanten og løslod fangerne. Nationalforsamlingen tog magten. Kong Ludvig 16. var formelt stadig statens overhoved, men reelt var han sat udenfor indflydelse. Arkiverne i Haus-, Hof-, und Staatsarchiv i Wien, viser at myndighederne i Wien omkring 1790 nærede alvorlige bekymringer for de formodet hemmelige operationer blandt illuminater og forskellige frimurerloger. Man var i hofkredse bange for at franske loger lagde pres på frimurerne i Østrig-Ungarn for at følge Frankrigs revolutionære eksempel. 23

Logebrødrene i Hermannstadt hvoraf flere havde særdeles gode forbindelser til hoffet og regeringen i Wien var klar over at broderen Leopold II’s magtovertagelse varslede nye ugunstige tider, mere statskontrol. I hvert tilfælde gennemførte de den 22. marts 1790 deres sidste logemøde, en konferenceloge. Det sidste der står i protokollen er at broder Lerchenfeldt holdt en tale for kejser Leopold II. Talen blev offentliggjort i Siebenbürgische Quartalschrift, første årgang 1790. Derfor ved vi at talen indeholdt en opsummering af logens aktiviteter. Men han talte også om den humanitære, filantropiske og verdensborgerlige tendens som frimureriet var fyldt med. Lukningen af logen kan også hænge sammen med at Hermannstadt samme år mistede sin status som hovedstad. Ganske mange af logens medlemmer arbejdede i guvernementets administration og i hæren. Guvernementet og dermed den statslige administration blev flyttet til Klausenburg. Men der var stadig mange fra den lokale forvaltning og fra borgerstanden som ikke skulle flytte. Nervøsiteten ved hoffet og i regeringen i Wien spillede sikkert en større rolle for beslutningen om at lukke logen. Den nye Østrig – Ungarske kejser Leopold II

21

strammede kontrollen med frimureriet så meget at mange loger i løbet at næste par år lukkede sig selv. Frimureriet forsvandt stort set fra det Østrig – Ungarske territorium og kommer først op til overfladen igen da dobbeltmonarkiet brød sammen i 1918. Vi er så heldige at logens protokoller, ritualbøger og meget mere blev afleveret til Brukenthal. Dels som foræring og dels mod betaling og han anbragte det i sit bibliotek. Derfor ved vi i dag ganske meget om denne loge, dens medlemmer og aktiviteter. Brukenthal og frimureriet Som vi har set var Samuel von Brukenthal meget aktiv som frimurer i studentertiden. Vi ved at han var den første styrende mester i logen ”Zu den drei goldenen Schlüsseln” i Halle. På grund af den anden slesiske krig, som brød ud i 1744, måtte han gøre sit jura studium færdig i Jena. Men der var ingen loge før 5. marts 1746 og da var Brukenthal for længst tilbage i Hermannstadt. I de unge år hvor han lagde grunden til sin bemærkelsesværdige karriere eksisterede der ikke nogen loge i Hermannstadt. Den blev først oprettet i 1767. På et tidspunkt hvor Brukenthal arbejdede i Wien som provinzialkansler. Vi kan i flere biografier om Brukenthal se at han i Wien benyttede sine frimurerforbindelser bl.a. til at få en hurtig audiens hos Maria-Theresia. Thommas Sindilariu 24fortæller i rapporten over hans studium af frimurerlogen i Hermannstadt af hofkanzler grev Gabriel Bethlen, som bl.a. hjalp Brukenthal med at komme i audiens også var frimurer. Gabriel Bethlen og Brukenthal var begge medlemmer af wiener logen ”Aux Trois Canons”. I 2003 kunne man, i avisen Algemeine Deutsche Zeitung für Rumänien, i anedning af 200 året for Brukenthals død, læse at han under sit ophold i 1753 også blevet optaget i wiener logen ”Zu den drei Koronen. Her mener avisen også han stiftede bekendtskab med nogle af tidens store kunstsamlere.25 Da han i 1774 kom hjem til Hermannstadt for at indtræde i embedet som guvernør var frimurerne i byen i fuld gang med arbejdet i logen. Hans nevø Carl von Brukenthal var medlem af logen. Hans mangeårige ven og efterfølger på guvernørposten, Georg Bánffy var frimurer. Men vi kan ikke finde ham i de logeprotekoller eller medlemsfortegnelser som er offentligt tilgængelige. Der er en rimelig sandsynlighed for at hans såkaldte havehus blev benyttet til aktiviteter for provinssiallogen. Vi ved at logens arkiv, protokoller, ritualbøger efter logens lukning overgik til Brukenthals private bibliotek og arkiv. Men det afgørende bevis for at han var med i frimurerlogen i Hermannstadt er ikke fundet. Kigger vi på hans politik og hans handlinger i øvrigt er der imidlertid ingen tvivl om at han i sindet var frimurer. Vi kender det fra hans interesse for historie, naturen og naturvidenskab, hans store udsyn, tolerance, interesse for frihed og selvbestemmelse og ikke mindst en stor gavmildhed. Selv hans våbenskjold som stadig pryder indgangen til Brukenthal palæet i Hermannstadt er i frimurersammenhæng interessant. I midten af skjoldet er der en bro som sandsynligvis skal henføres til navnet Breckner, som familien hed før den blev adlet. Rundt om broen er der fire felter med hver deres symbol. I feltet i første kvadrat ses hustruen Sofias adelsslægtsvåben. I andet kvarter ser vi Brukenthals moders slægtsvåben. I tredje kvarter ser et bræt med mørke og lyse

22

kvadratiske felter. Et frimurersymbol? Tæller man felterne passer de med et skakbræt. Men spørgsmålet om hvorvidt det er et frimurersymbol eller et skakbræt afklares når man ser Brukenthals ex-libris som han satte ind i sine bøger. Her er der ikke længere mulighed for at tolke de sort hvide kvadratiske felter som et skakbræt. Det er et frimurersymbol.

å båndet umiddelbart ovenover skjoldet ser vi tre gange tre skråtstillede knopper.

rukenthals testamente skrev Samuel Freyherr von Brukenthal et detaljeret og

På dette udsnit af Brukenthals ex-libris, som han satte i sine mange bøger, ser vi igen de 3 x 3 i fyrstekronens bånd. Men her bliver det klart at det vi ser i våbenskjoldet ikke er et skakbræt, men et frimurersymbol.

På dette udsnit at våbenskjoldet ser vi at fyrstekronens bånd er udsmykket med 3 x 3 smykkesten. I selve skjoldet ser vi en firkant med mørke og lyse felter. Et skakbræt, eller er det et frimurersymbol?

PFor frimurer har tallet tre gange tre flere betydninger. En af dem er som tidligere nævnt at der skal ni mestre til for at en loge kan fungere. Medens Brukenthal levede vidste alle at han var frimurer. Han viste det i sit våbenskjold. BDen 3. januar 1802 underomfattende testamente. Heri bestemte han at samlingerne skulle overgå til en Fidei commiss, en fond eller stiftelse om man vil. Stiftelsen skulle ledes at repræsentanter udpeget af den evangeliske kirke samt hans universalarving. Han havde på det tidspunkt mistet sine forældre, sine søskende, sin hustru og deres datter. Han valgte i den situation at gøre nevøen Karl von Brukenthals ældste søn Johan Michael Joseph Brukenthal til sin universalarving. Han arvede således Brukenthal palæet hvori samlingerne, bortset fra de ting der befandt sig i sommerhuset i Freck og i havehuset i Hermannstadt, blev opbevaret. Stiftelsen fik en kapital på 36.000 Gylden som skulle give et renteafkast til vedligehold og fremtidig udbygning af samlingerne. Beløbet var ikke til stede i kontanter, men skulle bl.a. fremskaffes ved salg af vinlageret, træk- og rideheste, smykker, perler, ringe, ure, tobaksdåser og lignende. Men smykker, ordensbånd, ordenskæder og

23

anden beklædning som fulgte med Stephanordenens udmærkelser forblev i samlingerne. Også husets sølvbestik og fine porcelæn kan stadig ses i museet. I testamentet bestemte han at samlingen på bestemte dage skulle gøres tilgængelig

pril 1803 døde friherre, baron Samuel von Brukenthal i en alder af 82 år,

ildehenvisninger

. Gudrun Liane Ittu, Geschichte des Brukenthalmuseums, p 12 Wort und Bild,

3. Freimaurerei, Bd. I, Leipzig 1900, p 135 om

4. ssant at der også er danske forbindelser til Brukenthals loge: K. L.

5. navn var Carl Samuel von Brukenthal. Bort set fra denne

6. 3 ort und Bild,

8. f Schuller, Samuel von Brukenthal, Bd. I, p 62 Freimaurerei:

for offentligheden. Allerede inden sin død havde han arrangeret et læseværelse i palæet ved siden af biblioteket hvor folk kunne komme for at læse i bibliotekets bøger. Den 9. aomgivet at familie og nære venner. I 1811 var de ting der ikke skulle indgå i samlingen solgt og de 36.000 Gylden der skulle danne grundlaget for museet bragt til veje. Og i 1817 åbnede Brukenthal museet som det første offentlige museum i Sydøsteuropa. K 12. Carl Göllner, Samuel von Brukenthal, Sein Leben und Werk in

Kriterion Verlag Bukarest 1977, p 5. Man kan også læse historien om hvordan Brukenthal familien fik deres adelstitel i Georg Adolf Schuller, Samuel von Brukenthal, Bd. I, kapitel 1 Allgemeines Handbuck derBrukenthal Det er intereBugge skriver således i værket, Det danske frimureris historie indtil aar 1765, København 1910, side 45. ”I Halle an der Saale blev med patent fra Berlin 6. december 1743 oprettet en Loge ved Navnet: Aux trois clefs d’or (de tre gyldne Nøgler). I denne loge forekommer flere i Danmark optrædende frimurerbrødre.” Brukenthals fuldeene gang har han sandsynligvis ikke benyttet fornavnet Carl. Georg Adolf Schuller, Samuel von Brukenthal, Bd. I, p 32 - 3

7. Carl Göllner, Samuel von Brukenthal, Sein Leben und Werk in W1977, p 10 Georg Adol

9. Österreich Lexikon, http://www.aeiou.at/aeiou.encyclop.f/f755927.htm Ordet Gubernium er betegnelsen på den øve10. rste regeringsmyndighed,

11. ans død under titlen ”Denkwürdigkeiten” i sidste

12. n Zieglauer, Geschichte der Freimaurerloge St. Andreas zu den

landeregering, under det habsburgske dobbeltmonarki. En sådan central regeringsmyndighed etablerede de i alle de lande som hørte ind under Østrig-Ungarn, herunder også Siebenbürgen. Et Gubernium refererede direkte til hoffets landekontor i Wien. Skriftet blev udgivet efter hbind af ”Provinzialblätter”, se Georg Adolf Schuller, Samuel von Brukenthal, Bd. I, p 103 Ferdinand vodrei Seeblättern in Hermannstadt (1767 – 1790), Archive des Vereines für siebenbürgische Landeskunde 1876, p 456

24

13. Internationales Freimaurer Lexikon, F.A. Herbig Verlagsbuchhandlung GmbH, München, 2003, p 689 M. de Ramsay’s tale som inspirerede Karl von Hund er oversat til svensk og publiceret i Karl-Axel Nordberg & Andreas Ônnerfors artikel, Framtidens avantgarde eller romantisk dröm? Frimureriets riddareideal och det svenska Storkapitlets matrikel från år 1787, Acta Masonica Scandinavica, 9, 2006, p186

14. Ferdinand von Zieglauer, p 473 - 475 15. Ferdinand von Zieglauer, p 493 - 494 16. Ferdinand von Zieglauer, p 507 17. Ferdinand von Zieglauer, p 517 - 518 18. Kurze Geschichte Siebenbürgen, 2. Von der Aufklarung zum Liberalismus,

Der Horea- Aufstand, http://mek.oszk.hu/02100/02113/html/163.html#166 19. Brukenthals sommerhus med tilhørende anlæg drives i dag af, Die Brukenthal

Stiftung, http://www.brukenthal.org 20. Carl Göllner, Samuel von Brukenthal, Sein Leben und Werk in Wort und Bild,

Kriterion Verlag Bukarest 1977, p 62 21. Gudrun – Liane Ittu, Geschichte des Brukenthalmuseums, p 16 – 29 22. Br. Gerhard Studynka,, Mozart und die Freimaurerei im damaligen Wien

http://www.ferdinand-zum-felsen.de/texte/aufs_mozart.html 23. H. C. Robbins Landon, Mozarts Gyldne År 1781 – 1791, Gyldendal 1991, p

228 24. Thomas Sindilariu, Die Freimaureroge ”St. Andreas zu den drei Seblättern in

Hermannstadt”, Zeitschrrift für Siebenbürgische Landeskunde 25 (2002), Heft 2, p 220, note 11

25. Martin Ohnweileer, Der Freiherr als Freimaurer, Tagung zum 200. Todestag von Samuel von Brukenthal, Algemeine Deutsche Zeitung für Rumänien, www.adz.ro/archive/k030409.htm

Noter

1. Brukenthals sommerhus, sommerresidens i byen Freck som nu hedder Avrig, drives i dag af, Die Brukenthal Stiftung http://www.brukenthal.org/de/

2. Brukenthal museet består af, Brukenthal palæet med kunst samling og

bibliotek, Det historiske Museum, Det naturhistoriske Museum, Det farmaceutiske Museum samt våben og jagttrofæ Museet. http://www.brukenthalmuseum.ro/en/

3. Billeder af snedkerens frimurerstempel er udlånt af Csáka Jósef.

4. På min hjemmeside, http://www.vagnskovsaerkjaer.dk/, findes ”Et

rejsebrev fra Dacia, Valakiet, Moldavien, Transsylvanien i Rumænien”. Rejsebrevet er skrevet i forbindelse med rejser og arbejdsophold i landet i årene 2004 og 2005

25

Anvendt litteraturliste Georg Adolf Schuller Samuel von Brukenthal, Bd. I und II, Verlag R. Oldenbourg, München 1967-1969 Georg Adolf Schuller var fra 1904 til 1939 ansvarlig for håndskriftssamlingen i Brukenthal Museet. Han gennemførte en klassificering, katalogisering og en videnskabelig nyttiggørelse af samlingen. Carl Göllner Samuel von Brukenthal. Sein Leben und Werk in Wort und Bild. Bukarest 1977 Johan Georg Schaser Denkwürdigkeiten aus dem Leben des Freiherrn Samuel von Brukenthal, Gubernator von Siebenbürgen. Aus arhivarishen Quellen gesamlt. Hermannstadt 1848 Alexandru Avram Sibiu, History and monuments Editura Global Media Sibiu 2001 ISBN 973 – 99761 – 5 – 8 Gudrun—Liane Ittu Geschichte Des Brukkenthalmuseums Von den anfängen bis 1948 Monumenta Verlag Sibiu/Hermannstadt 2003, ISBN 973 – 99735 – 4 H.C.Robbins Landon Mozarts gyldne år 1781 – 1791 Gyldendal 1991, ISBN 87-01-12472-2 István Lázár Transylvania – A Short History, Original Hungarian title: Erdély röved története. Budapest: Korvina, 1997 English translation by Thomas J. de Kornfeld Library of Congress Card Number: ISBN: 1: - 931313 – 21 – 0 http://www.hungarian-history.hu/lib/transy2/transy2.pdf Ferdinand von Zieglauer Geschichte der Freimaurerloge St. Andreas zu den drei Seeblättern in Hermannstadt (1767 – 1790), Archiv des Vereins für siebenbürgische Landskunde 1876, Vol 12, 1876 Hæfte 3, side 446 - 592 Thomas Şindilariu Die Freimaurerloge „St. Andreas zu den drei Seeblättern im Orient zu Hermannstadt" (1767-1790) Ihre Rolle in Gesellschaft Kultur und Politik Siebenbürgens.

26

http://www.ungarisches-institut.de/institut/projekt_sindilariu.htm Sindilariu Thomas Die Freimaurerloge “St. Andreas zu den drei Seeblättern in Hermannstadt” (1767 – 1790) Zeitschift für siebenbürgische Landeskunde 2002, hæfte 25, side 218 - 227 Internationales Freimaurer Lexikon. Eugen Lenhoff, Oskar Posnere, Dieter A. Bindere F.A. Verlagsbuchhandlung GmbH, München, år 2000. L.K. Bugge Det danske frimureris Historie indtil år 1765, København 1910, bind I og II. Acta Masonica Scandinavica, Årbog for Forskningslogen Friederich Münter, Årsbok för Forsklningslogen Carl Friedrich Eckleff, Årbok for Forskninslogen Niels Tresckow, No. 9, 2006

27