Et forbasket forår & smertepunktet læseprøve

PATRICK MODIANO (f. 1945) er blevet

kaldt vor tids Marcel Proust. Han har

mere end 20 romaner bag sig, hvoraf

de fl este har Paris og erindringen som

ramme. Hans værker er oversat til

mere end 30 sprog.

DEN DANSKE PRESSE OM

ASKEBLOMSTER

”Stemningen af Paris, skyggernes

Paris, er aldeles fremragende fanget.” – Ekstra Bladet

”Modiano er og bliver mageløs.” – Politiken

”Fine erindringsbilleder fra Paris.” – Kristeligt Dagblad

”Erindringskunst på højt niveau.” – Jyllands-Posten

”En rigtig stærk roman.” – Berlingske

”Hans evne til at fremmane det

forgangne som noget på en gang

spøgelsesagtigt og uhyre præcist

er eminent.” – Fyens Stifttidende

Dette er en samlet udgave af Patrick Modianos vær-

ker ET FORBASKET FORÅR, som udkom første

gang på fransk i 1993, og SMERTEPUNKTET, som

er fra 1988. Fælles for begge titler er et tilbageblik i

tiden, en gransken af minderne, en søgen efter svar

og en nostalgisk rejse gennem Paris.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelpri-

sen i litteratur “for den erindringskunst, med hvil-

ken han har fremmanet de mest uhåndgribelige

menneskeskæbner og afdækket besættelsens livs-

verden”.

”Inden for genren ’det forsvundne Paris’ har Patrick

Modiano næppe sin lige, og det er en ren fryd at

forsvinde i byen med ham ved hånden.”

– Lars Bonnevie, Weekendavisen om Askeblomster

PA

TR

ICK

MO

DIA

NO

Et fo

rba

ske

t forå

r & S

me

rtep

un

kte

t

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

FO

TO

: © A

NA

DO

LU

AG

EN

CY

O M S L AG : H A R V E Y M AC AU L A Y / I M P E R I E T

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

Patrick

MODIANOEt forbasket forår

& Smertepunktet

– Fyens Stifttidende om Askeblomster

– Berlingske om Askeblomster

N O B E L P R I S E N I L I T T E R A T U R 2 0 14

Patrick Modiano

Et forbaSkEt forårPå dansk ved

Marianne Hector

&SMErtEPunktEt

På dansk ved

Karsten Nielsen

Lindhardt og ringhof

Et forbasket forår.indd 3 15/12/14 14.42

Et forbasket forårer oversat fra fransk af Marianne Hector efter

Chien de printempsCopyright © Éditions du Seuil, 1993

Smertepunkteter oversat fra fransk af karsten nielsen efter

Remise de peineCopyright © Éditions du Seuil, 1988

all rights reservedDansk copyright © 2015 Lindhardt og ringhof a/S, københavn

omslag: Harvey Macauley/Imperietbogen er sat med Garamond hos Lymi DtP-Service

og trykt hos uab Print it, 2015

ISbn 978-87-11-45270-71. udgave, 1. oplag 2015

kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og ringhof forlag a/S, et selskab i Egmont


ringeklokker, dinglende arme, ingen kommer herhen,

ringeklokker, åbne døre, raseri over at forsvinde.

alle hunde keder sig

når herren er ude.

– Paul Éluard


11

Jeg lærte francis Jansen at kende i foråret 1964, da jeg var nitten år gammel, og i dag vil jeg berette de få ting, jeg ved om ham.

Det var en tidlig morgen på en café på place Den fert-rochereau. Jeg var sammen med en ven-inde på min egen alder, og Jansen sad ved et bord over for vores. Han iagttog os smilende. Så tog han et rolleiflex op af en taske, som lå på kunstlæder-bænken ved siden af ham. Hans bevægelser var så adrætte og samtidig skødesløse, at jeg knap nok nå-ede at opdage, at han havde rettet objektivet mod os. Jansen benyttede som sagt et rolleiflex, men jeg skal ikke kunne sige, hvilket fotopapir eller hvilken kopieringsmetode han benyttede til frembringelse af sine fotografier, der altid så ud, som om de var badet i lys.

Jeg kan huske, at jeg spurgte ham af høflighed den morgen, vi mødtes, hvilket fotografiapparat han


12

mente, var bedst. Han trak på skuldrene og sagde, at når alt kom til alt, så foretrak han de sorte pla-stikkameraer, man kan købe i legetøjsforretninger, og som udsender en vandstråle, når man trykker på udløseren.

Han gav os en kop kaffe og foreslog os at være modeller igen, men denne gang skulle billedet ta-ges ude på gaden. Et amerikansk magasin havde givet ham til opgave at lave en fotoreportage om ungdommen i Paris, og han havde valgt os: det var nemt, og det ville gå hurtigt, og hvis de ikke blev tilfredse i amerika, så var det uden betydning. Han ville bare have dette brødarbejde overstået. Solen skinnede, da vi forlod cafeen, og jeg hørte ham sige med sin lette accent:

– Et forbasket forår. Det var en bemærkning, han gentog mange gan-

ge i løbet af dette forår.I første omgang fik han os til at sætte os på en

bænk, og derefter placerede han os foran en mur, der lå i skygge under en række træer på avenue Denfert-rochereau. Jeg har stadig et af fotografier-ne. Vi sidder på bænken, min veninde og jeg. Jeg har indtryk af, at det er nogle andre personer end os, fordi det er så længe siden, eller også er det, fordi Jansen så noget i sit objektiv, som vi ikke ville have set dengang, selv om vi havde stillet os foran et spejl: at vi var to anonyme og fortabte unge i Paris.


13

*

Vi fulgtes med ham tilbage til hans atelier, som lå lige i nærheden i rue froidevaux. Jeg kunne for-nemme, at han ikke brød sig om at være alene.

atelieret lå i stueetagen i en ejendom, og man trådte direkte ind via en dør, der vendte ud mod gaden. Det var et stort rum med hvide vægge, og nede bag i rummet var der en lille trappe, som førte op til en mezzanin. En seng fyldte hele mezzani-nen. rummet var kun møbleret med en grå sofa og to lænestole i samme farve. Ved siden af kaminen, som var af mursten, lå der tre brune læderkufferter anbragt oven på hinanden. Der var ikke noget på væggene. bortset fra to fotografier. Det største var et billede af en kvinde, en vis Colette Laurent, fik jeg senere at vide. På det andet sad to mænd ved siden af hinanden imellem nogle ruiner i et badekar uden bund. Den ene af dem var Jansen i en yngre udgave. trods min generthed kunne jeg ikke lade være med at bede Jansen om en forklaring. Han svarede, at det var ham og hans ven robert Capa i berlin i august 1945.

Jeg havde ikke hørt om Jansen før dette møde. Men jeg vidste, hvem robert Capa var, for jeg havde set hans fotografier fra Den Spanske borgerkrig og læst en artikel om hans død i Indokina.

årene er gået. billedet af Capa og Jansen har langt fra fortabt sig i glemslens tåger, tværtimod: bil-


14

ledet står meget tydeligere i min hukommelse, end det gjorde det forår.

På fotografiet så Jansen ud som en slags kopi af Capa eller snarere som en yngre bror, han havde ta-get under sine beskyttende vinger. Capa udstrålede mod og livsglæde med sit mørke hår, sine mørke øjne og en cigaret hængende i mundvigen, mens Jansen, der var blond og mager, med lyse øjne og et genert og melankolsk smil, ikke så ud til at føle sig helt vel til mode. Capa havde armen om Jansens skulder, men det lignede ikke udelukkende en ven-skabelig gestus. Det så nærmest ud, som om han holdt ham oppe.

Vi satte os i lænestolene, og Jansen tilbød os en whisky. Han gik hen bag i rummet og åbnede en dør til et forhenværende køkken, som han havde lavet om til mørkekammer. Så kom han tilbage:

– Jeg beklager, men der er ikke mere whisky.Han stod lidt stift med krydsede ben for enden

af sofaen, som om han var på visit. Vi sagde ikke noget, min veninde og jeg. rummet var meget lyst med sine hvide vægge. afstanden mellem de to læne stole og sofaen var for stor, og det gav en for-nemmelse af tomrum. Man kunne få den tanke, at Jansen ikke længere boede her. De tre kufferter, hvis læder reflekterede solens stråler, kunne anty-de, at en afrejse var umiddelbart forestående.

– Hvis det interesserer jer, sagde han, kan jeg vise jer fotografierne, når de er fremkaldt.


Jeg noterede hans telefonnummer på en cigaret-pakke. I øvrigt stod han i telefonbogen, sagde han. Jansen, rue froidevaux nr. 9, Danton 75-21.


16

Det er sandsynligt, at vores hukommelse under-tiden fremkaldes på samme måde som et polaroid-foto. I næsten tredive år har jeg knap nok tænkt på Jansen. Vores bekendtskab strakte sig over et me-get kort tidsrum. Han forlod frankrig i juni måned 1964, og jeg skriver disse linjer i april 1992. Jeg har aldrig hørt fra ham, og jeg ved ikke, om han stadig lever, eller om han er død. Mindet om ham var for-svundet ud af min hukommelse, og nu dukker det så op i foråret 1992. kan det skyldes, at jeg fandt fotografiet af min veninde og mig, hvor der på bag-siden er stemplet med blå bogstaver: Foto Jansen.

Kopiering forbudt? Eller er det af den simple grund, at alle forår ligner hinanden?

I dag var luften let, knopperne var sprunget ud i observatoriets Have, og april måned 1992 smelte-de som ved en dobbelteksponering sammen med april 1964 og med kommende april måneder. Min-


17

det om Jansen forfulgte mig hele eftermiddagen og ville vedblive med at forfølge mig: Jansen ville altid være et menneske, jeg knap nok havde haft tid til at lære at kende.

Hvem ved? Måske vil en anden end jeg skrive en bog om ham, illustreret med fotografier, han har fundet. Der findes en serie udgivelser af bøger i lommeformat, som handler om berømte fotografer. Hvorfor skulle han ikke findes i den serie? Han er værdig til det. Indtil da vil det glæde mig, hvis de sider, jeg skriver her, kan drage ham frem af glem-slen – en glemsel, som han selv er ansvarlig for, og som han bevidst har søgt.

Her finder jeg det nødvendigt at notere de få biografiske oplysninger, som jeg har kunnet finde om ham: han blev født i 1920 i antwerpen, og han havde knap nok kendt sin far. Han og hans mor var italienske statsborgere. Efter nogle års studier i bruxelles forlod han belgien for at tage til Paris. Det var i 1938. Her arbejdede han som assistent for flere fotografer. Han lærte robert Capa at kende. Capa tog ham med til barcelona og figueres i janu-ar 1939, hvor de fulgte de spanske flygtninges flugt mod den franske grænse. I juli samme år dækkede han tour de france sammen med Capa. Ved krigs-erklæringen foreslog Capa, at han tog med til uSa, og han skaffede to visa. Jansen besluttede i sidste øjeblik at blive i frankrig. Han tilbragte de to første besættelsesår i Paris. takket være sit bekendtskab


18

med en italiensk journalist fik han arbejde på bil-ledbureauet hos magasinet tempo. Men alligevel blev han arresteret under en razzia og interneret som jøde i Drancylejren. Dér opholdt han sig, ind-til det lykkedes det italienske konsulat at få løsladt sine statsborgere. Så flygtede han til Haute-Savoie, hvor han ventede på, at krigen skulle slutte. Derpå vendte han tilbage til Paris, hvor han mødte Capa og fulgte med ham til berlin. I de følgende år arbej-dede han for fotobureauet Magnum. Efter Capas og Colette Laurents død – den veninde, hvis portræt jeg havde set på væggen i hans atelier – trak han sig mere og mere ind i sig selv.

Jeg føler et vist ubehag ved at bringe disse oplys-ninger, og jeg kan forestille mig Jansens forlegen-hed, dersom han så dem sort på hvidt. Han var en mand af få ord. Han ville gøre alt for at blive glemt, og det i en sådan grad, at han tog til Mexico i juni 1964 og siden ikke gav noget livstegn fra sig. Han sagde ofte til mig: “når jeg kommer derover, sen-der jeg Dem et postkort med min adresse.” Jeg har ventet forgæves. Jeg tvivler på, at han nogensinde støder på disse sider. Hvis det skulle ske, vil jeg modtage et postkort fra Cuernavaca eller et andet sted med disse ord: ti stille.

Men nej, jeg kommer ikke til at modtage noget. Jeg behøver blot at kigge på et af hans fotografier for at se kvaliteten i hans kunst og i hans liv – en kvalitet, der er så højt skattet, men så svær at opnå:


at forholde sig tavs. Jeg besøgte ham en eftermid-dag, og han gav mig fotografiet af min veninde og mig siddende på bænken. Han spurgte, hvad jeg havde tænkt mig at lave sidenhen, og jeg svarede:

– Skrive.Det forekom ham, at det var en aktivitet, der sva-

rede til “cirklens kvadratur” – det var det udtryk, han brugte. Man skriver med ord, og det, han søgte, var tavshed. Et fotografi kan udtrykke tavshed. Men ord? at skabe tavshed med ord: det var noget, han syntes kunne være interessant. Han brød ud i latter:

– nå, så det vil De forsøge? Jeg stoler på Dem. Men lad det nu ikke gå ud over Deres nattesøvn ...

Han fortalte mig, at af alle trykte tegn foretrak han udeladelsesprikker.


PATRICK MODIANO (f. 1945) er blevet

kaldt vor tids Marcel Proust. Han har

mere end 20 romaner bag sig, hvoraf

de fl este har Paris og erindringen som

ramme. Hans værker er oversat til

mere end 30 sprog.

DEN DANSKE PRESSE OM

ASKEBLOMSTER

”Stemningen af Paris, skyggernes

Paris, er aldeles fremragende fanget.” – Ekstra Bladet

”Modiano er og bliver mageløs.” – Politiken

”Fine erindringsbilleder fra Paris.” – Kristeligt Dagblad

”Erindringskunst på højt niveau.” – Jyllands-Posten

”En rigtig stærk roman.” – Berlingske

”Hans evne til at fremmane det

forgangne som noget på en gang

spøgelsesagtigt og uhyre præcist

er eminent.” – Fyens Stifttidende

Dette er en samlet udgave af Patrick Modianos vær-

ker ET FORBASKET FORÅR, som udkom første

gang på fransk i 1993, og SMERTEPUNKTET, som

er fra 1988. Fælles for begge titler er et tilbageblik i

tiden, en gransken af minderne, en søgen efter svar

og en nostalgisk rejse gennem Paris.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelpri-

sen i litteratur “for den erindringskunst, med hvil-

ken han har fremmanet de mest uhåndgribelige

menneskeskæbner og afdækket besættelsens livs-

verden”.

”Inden for genren ’det forsvundne Paris’ har Patrick

Modiano næppe sin lige, og det er en ren fryd at

forsvinde i byen med ham ved hånden.”

– Lars Bonnevie, Weekendavisen om Askeblomster

PA

TR

ICK

MO

DIA

NO

Et fo

rba

ske

t forå

r & S

me

rtep

un

kte

t

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

FO

TO

: © A

NA

DO

LU

AG

EN

CY

O M S L AG : H A R V E Y M AC AU L A Y / I M P E R I E T

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

Patrick

MODIANOEt forbasket forår

& Smertepunktet

– Fyens Stifttidende om Askeblomster

– Berlingske om Askeblomster

N O B E L P R I S E N I L I T T E R A T U R 2 0 14

Et forbasket forår & smertepunktet læseprøve

Documents

Transcript of Et forbasket forår & smertepunktet læseprøve