En udvekslingsstuderendes eventyrlige mareridt

Femten, forventningsfuld og frygtløs. Jeg var på vej til USA som

udvekslingsstudent. En lang ansøgningsproces og prisen på 60.000

kroner havde sikret mig et år i en hyggelig by på en god skole og ikke

mindst hos en venlig, amerikansk familie. Det skulle blive mit livs

oplevelse. På godt og ondt skulle det vise sig.

Skrevet af Julie Nolsöe

Jeg havde lyst til at springe ud af bilen, selvom mit korte livs kærlighed sad bag rattet.

Vejen førte gennem en skov, som ligesom ham ved min side udstrålede fuldkommen ro.

Men jeg var ikke rolig, ville ikke tilbage til huset i skoven.

Jeg havde boet hos min kæreste, siden min værtsfamilie for et par dage siden havde fået at

vide, at jeg ikke længere ville bo hos dem. Og nu var de sårede. De var uforstående. Og det

var alt sammen min skyld.

Bilen drejede ind foran huset. I flagstangen viftede det danske flag. Det var ikke hejst op af

danske årsager som fødselsdag og fest. Det var hejst op for at komme min kultur i møde, da

jeg ankom for 7 måneder siden, og det var blevet deroppe i den bryske østkystvind lige

siden. Flaget så i dag ligeså tarveligt ud, som jeg følte mig.

Med min kæreste i hælene traskede jeg hen til den dør, jeg havde kendt som min hoveddør i

lang tid. Jeg overvejede nu at ringe på, men tog i stedet forsigtigt i døren. Jeg nåede at træde

et enkelt skridt indenfor før min områderepræsentant, en rund men alligevel underligt hård

kvinde, rejste sig hurtigt fra sin plads ved spisebordet og råbte til os, at kun jeg måtte

komme indenfor. Hun bevægede sig hurtigt hen imod os, og som forskræmte hunde

bakkede vi tilbage, væk derfra.

Hun kom udenfor, og på trods af sin lave statur følte jeg, at hun tronede over os.

Jeg har dummet mig, fik jeg at vide. Jeg har været respektløs, og grænsen gik ved at tage en

anden person med til mødet med min værtsfamilie og hende, hvis job ellers var at varetage

mine interesser. Det er en uretfærdig kamp, tænkte jeg, mens jeg grædende bad min kæreste

om at blive og områderepræsentanten om at lade ham deltage i mødet. Fem mod én, tænkte

jeg, da han kørte væk, og jeg med knejset nakke fulgte med indenfor. Til et møde om mine

problemer med dem og deres problemer med mig.

Jeg er ikke ene om at have oplevet problemer med en værtsfamilie. Christen Bagger er

direktør for EF Education, som er én af de mange danske organisationer, der arrangerer

sprogrejser. Han fortæller, at problemer med værtsfamilien faktisk er det problem, de

studerende oftest nævner for ham.

Har man en klage over sin værtsfamilie, kan man klage til Pakke-rejseankenævnet, som dog

ikke skelner mellem klager over værtsfamilier og klager over andre ting såsom skolen og

lokalområdet. Hos Pakke-rejseankenævnet behandles mellem 350-400 klager om året, og i

2009 var 0,6 procent af dem klager over sprogrejser. Det tal var steget til 1,6 procent i 2013.

Det afskrækker dog ikke Jakob Hahn, som er afdelingschef i Danmarks Rejsebureau

Forening. Han mener ikke, at antallet af klager har den store betydning i forhold til de

20.000-30.000 studerende, der årligt tager ud for at opleve en ny kultur.

Men jeg klagede aldrig, dengang i 2009. Jeg er ikke en del af klagestatistikken. For det var

jo min skyld det hele. Det var i hvert fald områderepræsentantens hovedpointe under hele

’mødet’, som mest af alt var en monolog fra hendes side. Min værtsmor græd stille, min

værtsfar var sammenbidt og de to unge, begge ældre end mig, så ned i bordet. Jeg forsøgte

at forklare. Men mine ord virkede ligeså lodne som den mug, der sad overalt i stukken. Jeg

ville ikke såre dem, ikke være respektløs, som områderepræsentanten sagde, jeg var. Jeg

startede forsigtigt med de små problemer, som at min værtsfar ofte kommenterede, at jeg

drak for meget mælk, og at det var for dyrt. Og at han gav mig stuearrest, når jeg kom blot

et minut for sent hjem.

Måske kan det forklares med kulturforskelle. Det mener Christen Bagger og Jakob Hahn i

hvert fald, at det ofte kan. Men de mener også, at det er rejseorganisationernes ansvar at

undersøge værtsfamilierne bedre, så man undgår oplevelser som min.

Jeg fortalte spagt videre, nu om de store ting. At høre ordene forlade min mund gav mig en

ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg hørte mig selv sige de ting, velvidende at det sårede andre

mennesker. Det stred imod hver en fiber i min krop.

Men jeg fortalte, at min værtsbror boede i kælderen og aldrig kom op, ikke engang når

naturen kaldte, hvilket stanken bekræftede.

Jeg fortalte, hvordan min værtssøster græd sig selv i søvn hver nat, at hun altid mumlede for

sig selv og aldrig havde øjenkontakt med nogen. Jeg havde engang spurgt hende, hvad hun

mumlede om. ’Gode minder’ havde hun svaret, men det sagde jeg ikke til mødet.

Jeg fortalte, at jeg ikke måtte tage hjem til andre efter skole.

Nu blottede min værtfar sine tandløse gummer for første gang til ’mødet’. Han fortalte, at

jeg nemlig gerne vil hjem til andre efter skole. Hjem til min kæreste.

Områderepræsentantens øjne kunne umuligt blive mere udspillede, end de var nu. Som

udvekslingsstudent må man ikke have en kæreste, og hun havde indtil nu troet, at fyren i

bilen var en ven. Alle de ting, jeg havde sagt, forsvandt op i luften og gemte sig i den

pelsede mug. Nu stod det klart, at det hele var min skyld, at jeg ikke respekterede deres

kultur, og at jeg tilmed havde brudt en vigtig regel. Vi kan sende dig hjem, sagde hun. Vi

undersøger, hvad der videre skal ske, sagde hun. Og så var mødet hævet.

Jeg gik op på mit værelse, lod døren stå på klem, som en anden regel for

udvekslingsstuderende foreskriver. Jeg skrev en sms til en ven, som en dag havde tilbudt, at

jeg kunne bo hos ham og hans familie. Hans forældres svar lød prompte.

Dagen efter kørte min værtsfar mig hjem til min nye ’familie’. Områderepræsentanten

havde besøgt dem, mens jeg var i skole, og jeg har ikke hørt fra hende siden mødet.

Ligesom hun aldrig hørte, at min første værtsfar engang ville flette fingre med mig i sofaen,

og at min første værtsmor havde betroet sin femtenårige udvekslingsstudent, at hun var sin

mand utro.