En udvekslingsstuderendes eventyrlige mareridt
-
Upload
julienolsoee -
Category
Documents
-
view
214 -
download
0
description
Transcript of En udvekslingsstuderendes eventyrlige mareridt
En udvekslingsstuderendes eventyrlige mareridt
Femten, forventningsfuld og frygtløs. Jeg var på vej til USA som
udvekslingsstudent. En lang ansøgningsproces og prisen på 60.000
kroner havde sikret mig et år i en hyggelig by på en god skole og ikke
mindst hos en venlig, amerikansk familie. Det skulle blive mit livs
oplevelse. På godt og ondt skulle det vise sig.
Skrevet af Julie Nolsöe
Jeg havde lyst til at springe ud af bilen, selvom mit korte livs kærlighed sad bag rattet.
Vejen førte gennem en skov, som ligesom ham ved min side udstrålede fuldkommen ro.
Men jeg var ikke rolig, ville ikke tilbage til huset i skoven.
Jeg havde boet hos min kæreste, siden min værtsfamilie for et par dage siden havde fået at
vide, at jeg ikke længere ville bo hos dem. Og nu var de sårede. De var uforstående. Og det
var alt sammen min skyld.
Bilen drejede ind foran huset. I flagstangen viftede det danske flag. Det var ikke hejst op af
danske årsager som fødselsdag og fest. Det var hejst op for at komme min kultur i møde, da
jeg ankom for 7 måneder siden, og det var blevet deroppe i den bryske østkystvind lige
siden. Flaget så i dag ligeså tarveligt ud, som jeg følte mig.
Med min kæreste i hælene traskede jeg hen til den dør, jeg havde kendt som min hoveddør i
lang tid. Jeg overvejede nu at ringe på, men tog i stedet forsigtigt i døren. Jeg nåede at træde
et enkelt skridt indenfor før min områderepræsentant, en rund men alligevel underligt hård
kvinde, rejste sig hurtigt fra sin plads ved spisebordet og råbte til os, at kun jeg måtte
komme indenfor. Hun bevægede sig hurtigt hen imod os, og som forskræmte hunde
bakkede vi tilbage, væk derfra.
Hun kom udenfor, og på trods af sin lave statur følte jeg, at hun tronede over os.
Jeg har dummet mig, fik jeg at vide. Jeg har været respektløs, og grænsen gik ved at tage en
anden person med til mødet med min værtsfamilie og hende, hvis job ellers var at varetage
mine interesser. Det er en uretfærdig kamp, tænkte jeg, mens jeg grædende bad min kæreste
om at blive og områderepræsentanten om at lade ham deltage i mødet. Fem mod én, tænkte
jeg, da han kørte væk, og jeg med knejset nakke fulgte med indenfor. Til et møde om mine
problemer med dem og deres problemer med mig.
Jeg er ikke ene om at have oplevet problemer med en værtsfamilie. Christen Bagger er
direktør for EF Education, som er én af de mange danske organisationer, der arrangerer
sprogrejser. Han fortæller, at problemer med værtsfamilien faktisk er det problem, de
studerende oftest nævner for ham.
Har man en klage over sin værtsfamilie, kan man klage til Pakke-rejseankenævnet, som dog
ikke skelner mellem klager over værtsfamilier og klager over andre ting såsom skolen og
lokalområdet. Hos Pakke-rejseankenævnet behandles mellem 350-400 klager om året, og i
2009 var 0,6 procent af dem klager over sprogrejser. Det tal var steget til 1,6 procent i 2013.
Det afskrækker dog ikke Jakob Hahn, som er afdelingschef i Danmarks Rejsebureau
Forening. Han mener ikke, at antallet af klager har den store betydning i forhold til de
20.000-30.000 studerende, der årligt tager ud for at opleve en ny kultur.
Men jeg klagede aldrig, dengang i 2009. Jeg er ikke en del af klagestatistikken. For det var
jo min skyld det hele. Det var i hvert fald områderepræsentantens hovedpointe under hele
’mødet’, som mest af alt var en monolog fra hendes side. Min værtsmor græd stille, min
værtsfar var sammenbidt og de to unge, begge ældre end mig, så ned i bordet. Jeg forsøgte
at forklare. Men mine ord virkede ligeså lodne som den mug, der sad overalt i stukken. Jeg
ville ikke såre dem, ikke være respektløs, som områderepræsentanten sagde, jeg var. Jeg
startede forsigtigt med de små problemer, som at min værtsfar ofte kommenterede, at jeg
drak for meget mælk, og at det var for dyrt. Og at han gav mig stuearrest, når jeg kom blot
et minut for sent hjem.
Måske kan det forklares med kulturforskelle. Det mener Christen Bagger og Jakob Hahn i
hvert fald, at det ofte kan. Men de mener også, at det er rejseorganisationernes ansvar at
undersøge værtsfamilierne bedre, så man undgår oplevelser som min.
Jeg fortalte spagt videre, nu om de store ting. At høre ordene forlade min mund gav mig en
ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg hørte mig selv sige de ting, velvidende at det sårede andre
mennesker. Det stred imod hver en fiber i min krop.
Men jeg fortalte, at min værtsbror boede i kælderen og aldrig kom op, ikke engang når
naturen kaldte, hvilket stanken bekræftede.
Jeg fortalte, hvordan min værtssøster græd sig selv i søvn hver nat, at hun altid mumlede for
sig selv og aldrig havde øjenkontakt med nogen. Jeg havde engang spurgt hende, hvad hun
mumlede om. ’Gode minder’ havde hun svaret, men det sagde jeg ikke til mødet.
Jeg fortalte, at jeg ikke måtte tage hjem til andre efter skole.
Nu blottede min værtfar sine tandløse gummer for første gang til ’mødet’. Han fortalte, at
jeg nemlig gerne vil hjem til andre efter skole. Hjem til min kæreste.
Områderepræsentantens øjne kunne umuligt blive mere udspillede, end de var nu. Som
udvekslingsstudent må man ikke have en kæreste, og hun havde indtil nu troet, at fyren i
bilen var en ven. Alle de ting, jeg havde sagt, forsvandt op i luften og gemte sig i den
pelsede mug. Nu stod det klart, at det hele var min skyld, at jeg ikke respekterede deres
kultur, og at jeg tilmed havde brudt en vigtig regel. Vi kan sende dig hjem, sagde hun. Vi
undersøger, hvad der videre skal ske, sagde hun. Og så var mødet hævet.
Jeg gik op på mit værelse, lod døren stå på klem, som en anden regel for
udvekslingsstuderende foreskriver. Jeg skrev en sms til en ven, som en dag havde tilbudt, at
jeg kunne bo hos ham og hans familie. Hans forældres svar lød prompte.
Dagen efter kørte min værtsfar mig hjem til min nye ’familie’. Områderepræsentanten
havde besøgt dem, mens jeg var i skole, og jeg har ikke hørt fra hende siden mødet.
Ligesom hun aldrig hørte, at min første værtsfar engang ville flette fingre med mig i sofaen,
og at min første værtsmor havde betroet sin femtenårige udvekslingsstudent, at hun var sin
mand utro.