En udvekslingsstuderendes eventyrlige mareridt

Femten, forventningsfuld og frygtløs. Jeg er på vej til USA som

udvekslingsstudent. En lang ansøgningsproces og prisen på 60.000

kroner har sikret mig et år i en hyggelig by, på en god skole og ikke

mindst hos en venlig, amerikansk familie. Det skal blive mit livs

oplevelse. På godt og ondt.

Skrevet af Julie Nolsöe

Jeg har lyst til at springe ud af bilen, selvom mit korte livs kærlighed sidder bag rattet.

Vejen fører gennem en skov, som ligesom ham ved min side udstråler fuldkommen ro. Men

jeg er ikke rolig, vil ikke tilbage til huset i skoven.

Jeg har boet hos min kæreste, siden min værtsfamilie for et par dage siden fik at vide, at jeg

ikke længere vil bo hos dem. Og nu er de sårede. De er uforstående. Og det er alt sammen

min skyld.

Bilen drejer ind foran huset. I flagstangen vifter det danske flag. Det er ikke hejst op af

danske årsager som fødselsdag og fest. Det er hejst op for at komme min kultur i møde, da

jeg ankom for 7 måneder siden, og det er blevet deroppe i den bryske østkystvind lige siden.

Flaget ser i dag ligeså tarveligt ud, som jeg føler mig.

Med min kæreste i hælene trasker jeg hen til den dør, jeg har kendt som min hoveddør i lang

tid. Jeg overvejer nu at ringe på, men tager i stedet forsigtigt i døren. Jeg når at træde et

enkelt skridt indenfor før min områderepræsentant, en rund men alligevel underligt hård

kvinde, rejser sig hurtigt fra sin plads ved spisebordet og råber til os, at kun jeg må komme

indenfor. Hun bevæger sig hurtigt hen imod os, og som forskræmte hunde bakker vi tilbage,

væk derfra.

Hun kommer udenfor, og på trods af sin lave statur føler jeg, at hun troner over os.

Jeg har dummet mig, får jeg at vide. Jeg har været respektløs, og grænsen går ved at tage en

anden person med til mødet med min værtsfamilie og hende, hvis job ellers er at varetage

mine interesser. Det er en uretfærdig kamp, tænker jeg, mens jeg grædende beder min

kæreste om at blive og områderepræsentanten om at lade ham deltage i mødet. Fem mod én,

tænker jeg, da han kører væk, og jeg med knejset nakke føger med indenfor. Til et møde om

mine problemer med dem og deres problemer med mig.

Jeg er ikke ene om at have oplevet problemer med en værtsfamilie. Christen Bagger er

direktør for EF Education, som er én af de mange danske organisationer, der arrangerer

sprogrejser. Han fortæller, at problemer med værtsfamilien faktisk er det problem, de

studerende oftest nævner for ham.

Har man en klage over sin værtsfamilie, kan man klage til Pakke-rejseankenævnet, som dog

ikke skelner mellem klager over værtsfamilier og klager over andre ting såsom skolen og

lokalområdet. Hos Pakke-rejseankenævnet behandles mellem 350-400 klager om året, og i

2009 var 0,6 procent af dem klager over sprogrejser. Det tal var steget til 1,6 procent i 2013.

Det afskrækker dog ikke Jakob Hahn, som er afdelingschef i Danmarks Rejsebureau

Forening. Han mener ikke, at antallet af klager har den store betydning i forhold til de

20.000-30.000 studerende, der årligt tager ud for at opleve en ny kultur.

Men jeg klagede aldrig, dengang i 2009. Jeg er ikke en del af klagestatistikken. For det er jo

min skyld det hele. Det er i hvert fald områderepræsentantens hovedpointe under hele

’mødet’, som mest af alt er en monolog fra hendes side. Min værtsmor græder stille, min

værtsfar er sammenbidt og de to unge, begge ældre end mig, stirrer ned i bordet. Jeg

forsøger at forklare. Men mine ord virker ligeså lodne som den mug, der sidder overalt i

stukken. Jeg vil ikke såre dem, ikke være respektløs, som områderepræsentanten siger, jeg

er. Jeg starter forsigtigt med de små problemer og fortæller, at min værtsfar ofte kommenter,

at jeg drikker for meget mælk, og at det er for dyrt. Og at han giver mig stuearrest, når jeg

kommer blot et minut for sent hjem.

Måske kan det forklares med kulturforskelle. En uforståenhed overfor det fremmede. Det

mener Christen Bagger og Jakob Hahn i hvert fald, at det ofte kan. Men de mener også, at

det er rejseorganisationernes ansvar at undersøge værtsfamilierne bedre, så man undgår

oplevelser som min.

Jeg fortæller spagt videre, nu om de store ting. At høre ordene forlade min mund giver mig

en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg hører mig selv sige de ting, velvidende at det sårer andre

mennesker. Det strider imod hver en fiber i min krop.

Men jeg fortæller, at min værtsbror bor i kælderen og aldrig kommer op, ikke engang når

naturen kalder, hvilket stanken kan bekræfte.

Jeg fortæller, hvordan min værtssøster græder sig selv i søvn hver nat, at hun altid mumler

for sig selv og aldrig har øjenkontakt med nogen. Jeg havde engang spurgt hende, hvad hun

mumlede om. ’Gode minder’ havde hun svaret, men det siger jeg ikke til mødet.

Jeg fortæller, at jeg ikke må tage hjem til andre efter skole.

Nu blotter min værtfar sine tandløse gummer for første gang til ’mødet’. Han fortæller, at

jeg nemlig gerne vil hjem til andre efter skole. Hjem til min kæreste.

Områderepræsentantens øjne kan umuligt blive mere udspillede, end de er nu. Som

udvekslingsstudent må man ikke have en kæreste, og hun har indtil nu troet, at fyren i bilen

er en ven. Alle de ting, jeg har sagt, forsvinder op i luften og gemmer sig i den pelsede mug.

Nu står det klart, at det hele er min skyld, at jeg ikke respekterer deres kultur, og at jeg

tilmed har brudt en vigtig regel. Vi kan sende dig hjem, siger hun. Vi undersøger, hvad der

videre skal ske, siger hun. Og så er mødet hævet.

Jeg går op på mit værelse, lader døren stå på klem, som en anden regel for

udvekslingsstuderende foreskriver. Jeg skriver en sms til en ven, som en dag havde tilbudt,

at jeg kan bo hos ham og hans familie. Hans forældres svar tikker ind. Prompte.

Dagen efter kører min værtsfar mig hjem til min nye ’familie’. Områderepræsentanten

besøger dem, mens jeg er i skole, og jeg har ikke hørt fra hende siden mødet. Ligesom hun

aldrig hører, at min første værtsfar engang ville flette fingre med mig i sofaen, og at min

første værtsmor har betroet sin femtenårige udvekslingsstudent, at hun er sin mand utro.