En dans på georginer
1
En dans på georginer TEKST OG FOTO d MIE BRINKMANN May everyone live, and may everyone die. Hello, my love, and my love, Goodbye. - Leonard Cohen Det er morgen. Over mig er himmelen stadig koboltblå. Jeg sidder i busskuret overfor hans hus og venter på, han skal stå op. Vi har en af- tale. Jeg forsøger at huske, hvornår jeg var alene med ham første gang. Det må have været, da min lillebror blev født. Vi stod på kantstenen derovre foran huset i en blanding af overraskelse og forundring, begge i futsko, og kiggede efter mine forældre i bilen. Mere kan jeg ikke huske, jeg var kun fire. Det var første og eneste gang, vi har brugt en hel dag sammen. Mens jeg forsvinder i mine egne tanker annoncerer sengelampen i vin- duet dagens begyndelse. Jeg samler mine ting og krydser vejen. Min farfar blev født i 1918. Lige efter første verdenskrig. Han voksede op på en gård og tjente fra han var 12 år. Han mødte farmor i 1943, og de flyttede til Nordjylland. De fik fire børn og kunne fejre diamantbryllup i 2008. Det år, min farmor døde. Selvom jeg er vokset op i samme by som min farfar, har jeg aldrig kendt ham særligt godt. Han var der ligesom bare. Som en statist i min film. Nu er han 92 år, og det er ved at være sidste chance, hvis jeg skal lære ham at kende. Ikke bare som farfar, men som menneske. ENTREEN På hver side af døren sidder to katte. De stirrer på mig. De er som klippet ud fra en Murakami roman og minder mig om den slags løvestatuer som folk stiller ved deres indkørsel. Huset er stort. Flere stuer, en kælder og en første sal. Hans dør er altid åben, så jeg går ind. Her er ikke nogen at se. Jeg lægger mærke til urene i huset. De tikker ikke i takt. Tik-tik, tak-tak, lyder det. Stilheden larmer. Jeg hører skridt fra soveværelset. Han har en lys sixpence på hovedet, karamelbrun skjorte og pullo- ver. Knappen er faldet af ved hans baglomme, men ellers er han nydeligt klædt. Vi skal ud. Han hilser med et nik, og jeg modstår min trang til at fylde tomheden med snak. Han ifører sig træsko og gør tegn til, at jeg skal følge efter. Udenfor stopper han et øjeblik og overvejer, om georginerne snart skal graves op og i kælderen, inden frosten kommer. ‘Men de blomstrer stadig,’ siger han til sig selv og forsvinder ind i skuret efter sin cykel. Vi begiver os mod Lillehaven. GÅRDEN Jeg holder vejret, da ejeren åbner døren ind til værelset. Der er sikkert ikke andet end et ganske almindeligt soveværelse på den anden side, men det føles højtideligt. Min farfars gensyn og min forventning. I dette rum blev min far født en sommernat i 1954. Sengen kan lige akkurat være der, gardinet svæver let i trækket og her dufter støvet. Vi kigger på hinanden. Smiler. Vi forlader det dunkle stuehus og misser med øjnene, da vi igen træder ud på gårdspladsen. Det var min idé at tage derud. Farfar var først lidt skeptisk, for “der boede jo andre mennesker nu”, men sagde til sidst ja. Nu viste han mig entusiastisk rundt i laden, som han selv havde bygget, og på markerne, hvor han havde haft korn og køer. Jeg har aldrig hørt ham tale så meget, og jeg må småløbe bag ham for at følge med. DE ENESTE TO ’Ellen skal ligge der,’ siger han og peger over mod en gravsten på skov- kirkegården ‘Hos sin mand.’ Ellen er farfars dameven. Vi sidder på en bænk og nyder den tunge aftensol, der falder i lange stråler gennem de falmede trækroner. Vi har sat gule georginer fra haven på farmors grav og vandet stedmoderblomsterne. ’Hvor skal du begraves?’ spørger jeg, ’Ovre ved farmor,’ siger han. Og så fortæller han. Om deres bryllup, hvor brudebuketten ikke kom frem, fordi det var under krigen og skinnerne blev saboteret. Om hvordan han vaskede busser om natten i Berlin væk fra sin kone og deres nyfødte barn for at tjene til et sted til dem alle. Om sin familie. Og om livet, når man er over halvfems. Jeg er lettet. Jeg nåede det. MED TIDEN Det er aften. Vi er trætte. Til aftensmad har vi fået spejlæg, rester af midd- agens stegte flæsk og smurte madder. Stuen er som én stor lænestol, der pakker sig om en. Vi ser fjernsyn og snakker om, hvor ærgerligt, det er, at seniordans var aflyst denne uge. ‘Hvordan danser I?’ spørger jeg. Han forsøger at forklare det, men stop- per og springer op; ‘A ka da vis dig det!’ Han flytter stuebordet, skruer ned for fjernsynet og nynner sig frem til trinnene. Jeg forsøger at følge med, og han siger diplomatisk, at jeg nok skal komme efter det med tiden. Det bliver sent. Jeg skal afsted, og han giver mig et knus, inden jeg går ud i oktobernatten. Georginerne lyser op i mørket. Det pynter. Jeg håber, de er der, når jeg kommer tilbage. Jeg kendte ham ikke. Ham, der sirligt underskrev fødselsdagskort og troligt mødte op til alle de vigtige begivenheder i mit liv. Han er 92 år, og det skulle være nu. Eller aldrig. Her er mit møde med min farfar, Niels Christiansen.
description
Mødet med min farfar.
Transcript of En dans på georginer
En dans på georginerTEKST og FoTo d MiE BRiNKMANN
May everyone live, and may everyone die. Hello, my love, and my love, Goodbye.
- Leonard Cohen
Det er morgen. Over mig er himmelen stadig koboltblå. Jeg sidder i busskuret overfor hans hus og venter på, han skal stå op. Vi har en af-tale. Jeg forsøger at huske, hvornår jeg var alene med ham første gang. Det må have været, da min lillebror blev født. Vi stod på kantstenen derovre foran huset i en blanding af overraskelse og forundring, begge i futsko, og kiggede efter mine forældre i bilen. Mere kan jeg ikke huske, jeg var kun fire. Det var første og eneste gang, vi har brugt en hel dag sammen. Mens jeg forsvinder i mine egne tanker annoncerer sengelampen i vin-duet dagens begyndelse. Jeg samler mine ting og krydser vejen.
Min farfar blev født i 1918. Lige efter første verdenskrig. Han voksede op på en gård og tjente fra han var 12 år. Han mødte farmor i 1943, og de flyttede til Nordjylland. De fik fire børn og kunne fejre diamantbryllup i 2008. Det år, min farmor døde.
Selvom jeg er vokset op i samme by som min farfar, har jeg aldrig kendt ham særligt godt. Han var der ligesom bare. Som en statist i min film. Nu er han 92 år, og det er ved at være sidste chance, hvis jeg skal lære ham at kende. Ikke bare som farfar, men som menneske.
ENTREENPå hver side af døren sidder to katte. De stirrer på mig. De er som klippet ud fra en Murakami roman og minder mig om den slags løvestatuer som folk stiller ved deres indkørsel. Huset er stort. Flere stuer, en kælder og en første sal. Hans dør er altid åben, så jeg går ind. Her er ikke nogen at se. Jeg lægger mærke til urene i huset. De tikker ikke i takt. Tik-tik, tak-tak, lyder det. Stilheden larmer. Jeg hører skridt fra soveværelset. Han har en lys sixpence på hovedet, karamelbrun skjorte og pullo-ver. Knappen er faldet af ved hans baglomme, men ellers er han nydeligt klædt. Vi skal ud. Han hilser med et nik, og jeg modstår min trang til at fylde tomheden med snak. Han ifører sig træsko og gør tegn til, at jeg skal følge efter. Udenfor stopper han et øjeblik og overvejer, om georginerne snart skal graves op og i kælderen, inden frosten kommer. ‘Men de blomstrer stadig,’ siger han til sig selv og forsvinder ind i skuret efter sin cykel. Vi begiver os mod Lillehaven.
GÅRDENJeg holder vejret, da ejeren åbner døren ind til værelset. Der er sikkert ikke andet end et ganske almindeligt soveværelse på den anden side, men det føles højtideligt. Min farfars gensyn og min forventning. I dette rum blev min far født en sommernat i 1954. Sengen kan lige akkurat være der, gardinet svæver let i trækket og her dufter støvet. Vi kigger på hinanden. Smiler. Vi forlader det dunkle stuehus og misser med øjnene, da vi igen træder ud på gårdspladsen. Det var min idé at tage derud. Farfar var først lidt skeptisk, for “der boede jo andre mennesker nu”, men sagde til sidst ja. Nu viste han mig entusiastisk rundt i laden, som han selv havde bygget, og på markerne, hvor han havde haft korn og køer. Jeg har aldrig hørt ham tale så meget, og jeg må småløbe bag ham for at følge med.
DE ENESTE TO’Ellen skal ligge der,’ siger han og peger over mod en gravsten på skov-kirkegården ‘Hos sin mand.’ Ellen er farfars dameven. Vi sidder på en bænk og nyder den tunge aftensol, der falder i lange stråler gennem de falmede trækroner. Vi har sat gule georginer fra haven på farmors grav og vandet stedmoderblomsterne. ’Hvor skal du begraves?’ spørger jeg, ’Ovre ved farmor,’ siger han.
Og så fortæller han. Om deres bryllup, hvor brudebuketten ikke kom frem, fordi det var under krigen og skinnerne blev saboteret. Om hvordan han vaskede busser om natten i Berlin væk fra sin kone og deres nyfødte barn for at tjene til et sted til dem alle. Om sin familie. Og om livet, når man er over halvfems. Jeg er lettet. Jeg nåede det.
MED TIDENDet er aften. Vi er trætte. Til aftensmad har vi fået spejlæg, rester af midd-agens stegte flæsk og smurte madder. Stuen er som én stor lænestol, der pakker sig om en. Vi ser fjernsyn og snakker om, hvor ærgerligt, det er, at seniordans var aflyst denne uge. ‘Hvordan danser I?’ spørger jeg. Han forsøger at forklare det, men stop-per og springer op;‘A ka da vis dig det!’ Han flytter stuebordet, skruer ned for fjernsynet og nynner sig frem til trinnene. Jeg forsøger at følge med, og han siger diplomatisk, at jeg nok skal komme efter det med tiden. Det bliver sent. Jeg skal afsted, og han giver mig et knus, inden jeg går ud i oktobernatten. Georginerne lyser op i mørket. Det pynter. Jeg håber, de er der, når jeg kommer tilbage.
Jeg kendte ham ikke. Ham, der sirligt underskrev fødselsdagskort og troligt mødte op til alle de vigtige begivenheder i mit liv. Han er 92 år, og det skulle være nu. Eller aldrig. Her er mit møde med min farfar, Niels Christiansen.
