EI BLOT TIL LYST ROMANTIKKENS TEATER · 1 FORORD ”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater” er...
Transcript of EI BLOT TIL LYST ROMANTIKKENS TEATER · 1 FORORD ”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater” er...
Bakkehusmuseet. Frederiksbergmuseerne 2015
Tekst: Mariann Kristensen
Foto: Ole Akhøj og Rikke Lagersted-Olsen
EI BLOT TIL LYST –
ROMANTIKKENS TEATER
1
FORORD
”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater” er et undervisningsforløb og kompendium for gymnasieskolen, skabt
i forlængelse af Bakkehusmuseets særudstilling af samme navn. Kompendiet definerer teatret som medie
og redegør for dets historiske udvikling i Danmark fra antikken frem til 1850. Afsnittet om romantikken
tager udgangspunkt i de tre dramatiske forfattere Knud Lyne Rahbek, Adam Oehlenschläger og Johan
Ludvig Heiberg og deres relation til teatret i perioden 1800-1850. Dette gøres gennem udvalgte citater fra
stykker af de tre forfattere samt korte biografiske præsentationer. Kompendiet afsluttes med en
opsummering og sammenligning af forfatterne og deres tekster, hvilket munder ud i en række spørgsmål,
eleverne kan arbejde videre med.
For præcisering af undervisningsforløbet se lærervejledningen sidst i kompendiet.
2
HVAD ER TEATER?
Oprindeligt har begrebet ”teater” betydet
skueplads, og betydningen har været tilknyttet
teatret som et konkret sted. Men teatret har en
dobbeltbetydning, da det samtidig er et
kommunikationsmedie. På teatret kommunikeres
der via iscenesættelse. Det vil sige en scenisk
opførelse af en fortælling eller en dramatisk
tekst.
Teatret eller opførelsen får imidlertid først sin
betydning, når der er et publikum. Teatret opstår
i den forstand i mødet mellem de agerende
skuespillere og publikum.
Publikum opfatter ikke nødvendigvis et
teaterstykke på samme måde, og derfor er teater
ikke en fast størrelse, men noget, der kan ændre
sig alt afhængig af publikum, den historiske
kontekst eller den tid, det er præget af.
Den dramatiske tekst skabes som regel ud fra
bestemte genrekonventioner og regler for
opbygning m.m.
DEN DRAMATISKE TEKST OG GENRE
Når den dramatiske tekst er forlæg for et
teaterstykke, består den af replikker og
regibemærkninger. Regibemærkninger er
tilføjelser i den dramatiske tekst, som fortæller
skuespillerne, instruktøren og/eller scenografen,
hvordan scenen skal tage sig ud, eller hvordan
replikkerne skal fremføres. Regibemærkningerne
kan også forklare, hvordan handlinger eller
følelser skal udtrykkes igennem replikkerne.
Sproget og retorikken er afgørende for, hvilke
betydninger, vi som publikum tillægger
replikkerne.
Det klassiske teater, som vi kender det i dag, har
sin historiske oprindelse i antikkens Grækenland.
I det 4. århundrede f.Kr. opstår den klassiske
genreinddeling i henholdsvis tragedien og
komedien.
Tragedier, der også kan betegnes som sørgespil,
har typisk en sørgelig slutning. Antikkens
tragedier omhandlede ofte græske myter, som
eksempelvis Kong Ødipus af Sofokles. Her gifter
Ødipus sig med sin mor uden selv at være klar
over det. Da sandheden går op for ham, stikker
han sine øjne ud i fortvivlelse herover.
Antikkens komedie forholder sig satirisk til sin
samtid enten i forhold til politikere, berømtheder
eller endda guder. Komedien kan også omhandle
de intriger, som den almindelige befolkning
oplever i deres privatliv.
DIALOG: Replikker fremført som samtale.
MONOLOG: Replikker fremført som enetale,
men kan eksempelvis også indgå som
afslutning i en dialog.
Ordet TEATER stammer fra det græske
”theatron”, der betyder ”skueplads” som igen
er afledt af ”theasthai”, der betyder ”at
betragte”.
Ordet DRAMA stammer fra det græske
”dran”, der betyder ”handling”.
Drama er en samlet betegnelse for litteratur,
knyttet til teatret som forlæg for
teaterstykker.
TRAGEDIEN har en ulykkelig slutning og
omhandler ofte karakterernes involvering i
en uløselig konflikt.
KOMEDIEN har modsat TRAGEDIEN en
lykkelig slutning. I handlingen bruges komiske
indslag eller karakterer.
3
Ophavet til antikkens teater skal findes hos den
græske filosof Aristoteles. Han opfattede teatret
som et sted, hvor publikum kunne blive klogere
på sig selv som mennesker ved at identificere sig
følelsesmæssigt med de på scenen præsenterede
personer.
Det var altså nødvendigt, at dramaet skulle lægge
sig tæt op ad den menneskelige virkelighed og
derfor følge tidens, stedets og handlingens
enhed. Med dette menes, at handlingen
udspillede sig sammenhængende over en kort
tidsperiode, typisk ikke mere end et døgn.
Situationerne og konflikternes konsekvenser i
stykket var det bærende, og det var det, der
skabte handlingens fremdrift. For Aristoteles
skulle der i tragedien indgå en hovedperson, hvis
handlinger resulterer i hans egen ulykke. Hermed
opstår en ændring, kaldet ”peripeti”, der
resulterer i handlingens fremdrift. Denne ulykke
skulle være genkendelig for publikum, sådan at
de kunne føle medlidenhed med hovedpersonen
og hermed opnå en renselse, som Aristoteles
kaldte ”katharsis”.
Aristoteles definerede altså et lineært forløb for
dramaet. Et forløb, der også er kendetegnende
for berettermodellen. I berettermodellen er der
på samme måde tale om en fremadskridende
fortælling med sammenhængende scener, der
udspiller sig i en tidsmæssig kronologisk
rækkefølge.
Genreinddelingen blev sammen med Aristoteles’
regler for et dramas indhold og opbygning
afgørende for eftertidens teater. Aristoteles’
regler har dog også udviklet sig igennem
teaterhistorien, og hver periode har således sine
kendetegn.
TEATERETS HISTORIE
I middelalderen fra 1100- til 1500-tallet var kirken
omdrejningspunktet i samfundet, og derfor var
teatret også kirkeligt forbundet. Inspireret af
kirkelige ceremonier blev der opført små bibelske
teaterstykker både inden for og uden for kirkens
rum.
Fra slutningen af middelalderen og frem kunne
man i Danmark opleve omrejsende teatertrupper
og deres gadeteater. Teatret var rykket ud af
kirken, der nu tog afstand fra det. På
gadeteatrene blev den italienske teater- og
komedieform Commedia dell’arte blandt andet
praktiseret. Den var kendetegnet ved
improvisation, faste rolletyper og maskebrug.
Yderligere var der indlagt små komiske indslag for
at lette, men samtidig understrege, handlingen.
Skuespillerne var alle mænd.
Det samme var tilfældet, da William Shakespeare
begyndte at skrive stykker i 1500-tallets sidste
halvdel. Shakespeare var medlem af en
skuespiltrup i England. En skuespiltrup, der
opnåede tilknytning til regenten og sikrede sig
status som hoftrup.
Shakespeares stykker brød delvis med antikkens
faste genreinddeling i tragedier og komedier. I
mange af hans tragedier optræder komiske
karakterer, mens hans komedier ofte indeholder
tragiske karakterer. Begrebet ”tragikomedier”
kan bruges om visse Shakespeare-stykker, hvor
en konflikt bliver løst og teaterstykket får en
lykkelig slutning.
WILLIAM SHAKESPEARE (1564-1616) var en
engelsk forfatter. Mest kendt er hans
teaterstykker, der stadig opføres i nyere tid.
Af kendte værker kan nævnes Romeo og Julie,
Macbeth og Hamlet.
ARISTOTELES (384-322 f.Kr.) var en græsk
filosof og videnskabsmand. Hans skrifter
dannede grundlaget for den vestlige filosofi
og videnskab. Hans betydning er også
gældende for teatret, hvor især værket
Poetikken fik betydning.
4
Teatret var stærkt knyttet til kongemagten, der
blandt andet markerede begivenheder med
teaterstykker, som festspil blev opført af den
ansatte hoftrup.
1700-TALLET OG OPLYSNINGSTIDENS TEATER
I 1700-tallet var teatret i Danmark forsat knyttet
til den enevældige konge, der ansatte
teatertrupper til sin og hoffets underholdning.
Den enevældige konge blev ofte selv centrum for
opførelserne, da teatret var afhængigt af kongen
som arbejdsgiver og velgører. Den tætte
forbindelse til kongemagten gav undertiden
teatret vanskelige vilkår. I den pietistiske konge
Christian den 6.’s regeringstid fra 1730-1746 blev
teatret opfattet som syndigt og derfor forbudt.
Men teatret blev efter Christian den 6.’s død
genrejst, og i 1748 blev Komediehuset indviet.
Det kom senere til at hedde Det Kongelige Teater
og har stadig til huse på Kongens Nytorv i
København.
Oplysningstidens teater er kendetegnet ved at
være moralsk og dannelsesorienteret. Publikum
så igennem teaterkaraktererne ofte eksempler
på, hvor galt det kunne gå, for derved at kunne
tage ved lære heraf. Oplysningstidens teater
fulgte den skarpe genreinddeling i tragedier og
komedier fra antikken.
Repræsentant for det danske oplysningsteater
var især forfatteren Ludvig Holberg, der skrev
komedier, som ironiserede over mennesket i
hans samtid. Hans fortællinger var
typefortællinger, hvor de samme typer bar
samme navn og havde samme. Typerne blev ofte
spillet af de samme skuespillere, der havde
specialiseret sig i de bestemte typeroller. Typerne
mødte udfordringer og konflikter, men vendte
tilbage til udgangspunktet, og ordenen blev
genoprettet. Afgørende betydning fik det også, at
Holbergs stykker blev spillet på dansk.
Ludvig Holberg, 1752. Litografi af O. H. Lahde (Bakkehusmuseet)
LUDVIG HOLBERG (1648-1754) var en norsk-
dansk forfatter, professor og rektor ved
Københavns Universitet.
Holberg er dog mest kendt for sine komedier,
der primært blev skrevet over en femårig
periode i 1720’erne. Holberg var en del af
oplysningstiden, og hans komedier skulle tale til
publikums fornuft igennem karakterernes
erfaringer.
OPLYSNINGSTIDEN: betegner perioden fra
1700-1800-tallet. Centralt var idéerne om
menneskets fornuft og dannelse.
ENEVÆLDE: Betegnelse for statsform hvor
regenten besidder al magt i samfundet. I
Danmark eksisterede enevælden fra 1660-1849.
5
ROMANTIKKEN
Romantikken bruges ofte som betegnelse for den
litterære bevægelse fra omkring år 1800 til
omkring 1800-tallets midte. Her herskede der en
tro på en guddommelig ånd, der sammenbandt
verden, naturen og alt levende til en enhed eller
harmoni. En harmoni, man kunne opnå indblik i
ved at frigøre sig fra fornuften og give sig hen til
følelserne. Hermed kunne man opnå og erkende
den sande virkelighed – det ideelle.
For romantikkens forfattere gav oplevelser af
naturlighed og oprindelighed ofte adgang til
følelsen af det ideelle. Man dyrkede derfor de
historiske perioder oldtiden og middelalderen i
Danmark, da man mente, at mennesket på det
tidpunkt var mere oprindeligt og dermed tættere
på naturen. Fortidens mennesker
repræsenterede den ideelle verden. Man havde
tidligere dyrket den græske og romerske antik,
men efterhånden fik man øje på det nordiske
folks særegenhed og dertilhørende mytologi. Det
oprindelige og naturbundne folk fra de nordiske
landes fortid blev dyrket i både litteraturen og på
teaterscenen. Dyrkelsen af mytologi og historie
inden for den romantiske dramatik tilskrives i
særlig grad Adam Oehlenschläger. Hans samling
Digte 1803 fra 1802 og især digtet Guldhornene
kom til at formulere den danske højromantik.
Heri dyrkedes en fortid, der var nærmere det
guddommelige, symboliseret ved guldhornene.
Adam Oehlenschläger var påvirket af
naturfilosoffen Henrich Steffens, der mente, at
naturen var en guddommelig åbenbaring, hvor alt
var en enhed, og hvor mennesket indtog den
højeste plads i det naturlige hierarki.
Den første halvdel af 1800-tallet var også en
periode, der blev præget af flere historiske
opbrud. I kølvandet på Slaget på Reden i 1801 og
Englands bombadement af København i 1807
udvikledes en stærkere nationalfølelse. En
følelse, teatret også formidlede igennem H.C.
Knudsen, der rejste rundt i Danmark og optrådte
som ”Fædrelandets frivillige Sanger” i sine egne
nationale teaterforestillinger. Københavns
Bombardement blev starten på den helt store
nedtur, og det endte med statsbankerot i 1813 og
Norges løsrivelse fra helstaten året efter.
HENRICH STEFFENS (1773-1845) var en dansk
filosof og naturforsker. Efter ophold i Tyskland
kom han i 1802 tilbage til Danmark. Her
formidlede han med forelæsningsrækken
Indledning til det philophiske Studium, den
romantiske naturfilosofi, også kaldet
universalromantikken, der var opstået i Tyskland
på universitetet i Jena. Ifølge denne filosofi var
der en gennemstrømmende ånd overalt i verden,
som forenede både kunsten, naturvidenskaben
m.m.
Henrich Steffens, u.å. Kobberstik af ukendt kunstner (Bakkehusmuseet)
6
Romantikken blev afgørende for, hvordan
Danmark blev defineret som nation igennem den
nationalromantiske dyrkelse af den danske natur
og særligt den danske folkekultur.
PERIODENS TEATER
I løbet af romantikken skete der meget på
teatrets område, hvilket kan eksemplificeres ved
de tre dramatiske forfattere: K.L. Rahbek, Adam
Oehlenschläger og J.L. Heiberg.
K.L. Rahbek repræsenterer overgangen fra
oplysningstidens teater til romantikkens teater.
K. L. Rahbek blev født i 1760 i København og blev
student fra Herlufsholm Kostskole i 1775.
Herefter læste han filologi på Københavns
Universitet frem til 1777. Hans teaterinteresse
var allerede påbegyndt under kostskoleopholdet,
hvor han optrådte som amatørskuespiller i
skoleopførelser. I 1780 sprang Rahbek ud som
dramatisk forfatter med sit første teaterstykke
Den unge Darby, der blev opført med vennen,
skuespilleren Michael Rosing og dennes hustru
Johanne Rosing i hovedrollerne.
Som dramatisk forfatter havde Rahbek fokus på
skuespillerne, som han mente ville have fordel af
at bruge bevægelser og gestikuleren i deres spil.
Derfor anbefalede han danseundervisning. Hans
ideer for teateret og skuespillet blev præciseret i
bogen Breve fra en gammel Skuespiller til hans
Søn, der udkom i 1782. For Rahbek var teatrets
formål, at ”… højne publikums moral. For at virke
ægte må skuespilleren på scenen være personligt
grebet og som menneske føre et moralsk levned.”
På teatret skulle altså store og gode handlinger
fremstilles af store og gode skuespillere. Dette
blev kaldt ”dydens dramaturgi”. Disse tanker om
dramatikken var i tråd med oplysningstidens
fokus på oplysning og opdragelse af befolkningen
for derved at styrke borgernes stilling i
samfundet. Dette blev understreget ved
teatersloganet ”Ei blot til Lyst”, der netop i
Rahbeks periode blev skrevet i rammen over Det
Kongelige Teaters scene. Et slogan, der udtrykte
NATIONALROMANTIKKEN: har sin oprindelse i
den tyske Heidelberg-nationalromantik. I
Danmark var nationalromantikken
kendetegnet ved den kunstneriske og
litterære dyrkelse af det danske folk og natur.
Historier og sagnfortællinger fra den danske
oldtid og middelalder blev genfortalt i
litteraturen. I kunsten blev det danske
landskab portrætteret og hermed defineret.
Knud Lyne Rahbek, 1814. Pastel af Chr. Hornemann (Bakkehusmuseet)
DANNELSESREJSEN var oprindeligt
adelsmænd eller prinsers studietur til
europæiske universiteter for at stifte
kendskab med udlandet, lade sig
uddanne og opdrage. I slutningen af
1700tallet-1800tallet blev det også en
del af den almene borgelige dannelse.
ROMANTIKKENS TEATER: tankerne fra
romantikken fik en scenisk fremstilling
igennem de dramatiske forfattere, der fandt
inspiration i forskellige historiske og mytiske
fortællinger til handlingen i deres
teaterstykker. I Danmark er det især Adam
Oehlenschlägers stykker, der hører under
denne betegnelse.
7
teatrets deltagelse i projektet med at danne og
opdrage borgerne. Teatrets
menneskefremstillinger måtte derfor også være
billeder på virkelighedens mennesker. Rahbek
tilføjede også noget nyt til oplysningstidens
teater, da han med Den unge Darby
introducerede genren ”det alvorlige borgerlige
drama”. Det borgerlige drama erstattede
komedien som førende genre.
Under sin dannelsesrejse i perioden 1782-1784
dyrkede Rahbek sin teaterinteresse i Tyskland,
Wien og Paris sammen med rejsekammeraten,
skuespilforfatteren Ole Johan Samsøe.
Efter sin hjemkomst udgav Rahbek i 1785
tidsskriftet Minerva i samarbejde med vennen
Christen Pram. Det blev et vigtigt skrift i forhold
til formidling af væsentlige nyhedsbegivenheder
og debat af videnskabelige, kulturelle og
samfundsrelaterede emner. Tidsskriftet bragte
også litterære indlæg. For Rahbeks
vedkommende var bidragene til Minerva mest
teaterrelateret.
Rahbek begyndte i 1791 at udgive tidsskriftet Den
danske Tilskuer, hvortil han bl.a. skrev teaterkritik
og teateranmeldelser. Fra 1805 til 1816
formidlede han sine ideer om skuespilkunsten til
nye, unge skuespillere, da han i perioden var
underviser ved Den Kongelige Dramatiske skole.
Han var fra 1809 og frem til sin død i 1830
litterær direktør ved Det Kongelige Teater, hvor
hans teaterbedømmelse og -kritik udmøntede sig
i såkaldte censurer af de opførte stykker.
Igennem størstedelen af sit liv havde K. L. Rahbek
Bakkehuset som sit hjem. Fra han lejede sig ind i
bygningerne i 1787, til han købte stedet og
flyttede ned i hovedbygningens stuer med sin
hustru Kamma (Karen Margarethe Heger) i 1802,
og frem til hans død i 1830. Stedet blev i deres tid
samlingssted for flere litterære personligheder,
og igennem dette ægtepar fik Adam
Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg også
tilknytning til stedet.
DEN UNGE DARBY
Stykket var skrevet til opførelse og blev først trykt
efter førsteopførelsen. I forordet til den trykte
udgave beskrev K. L. Rahbek sin frygt for, at man
ikke ville opfatte karaktererne på samme måde
som ved opførelsen. Det væsentlige for Rahbek
var altså ikke den dramatiske tekst, men
Titelblad til Den unge Darby, 1780. (Bakkehusmuseet)
DANNELSESREJSE: var oprindeligt en slags
studierejser for adelsmænd eller prinser til
europæiske universiteter. Her stiftede de
bekendtskab med udlandet, lod sig uddanne
og opdrage. I slutningen af 1700-tallet og
begyndelsen af 1800-tallet blev det også en
del af den almene borgelige dannelse.
8
teaterstykkets opførelse og den troværdighed,
skuespillet gav fortællingen.
Teaterstykket handler om det forelskede par
Betty og Darby, hvis fædre er fjender. Derfor ser
Darby ingen anden udvej end at begå selvmord,
da han tror, han aldrig vil kunne få sin store
kærlighed. Oveni dette ønsker Bettys far at tage
hende med sig og flytte fra England til Boston i
Amerika.
I den herefter citerede scene tager Darby afsked
med sin ven Linby, og Darby forsøger at
overbevise ham om, at Linby kan overtage rollen
som Bettys mand.
Darby.
Ja lev vel! Betty! Og du Linby! Lev vel! Jeg ser dig for sidste gang! Omfavn mig. Jeg håber, der er dig himlen udstå til at trøste Betty!
Linby.
Du vil
Darby.
Jeg vil dø. Tror du, jeg kan leve lykkelig uden Betty? Og leve ulykkelig, er det ikke tusinde gange skrækkeligere end død. Bør jeg da ikke vælge den? Du ved, det er ikke et øjebliks beslutning.
Linby.
Jeg ved det! Jeg ved, det er forgæves at bestride dig, min fornuft giver dig ret, men mit hjerte - ha! Skal jeg da røves min ven! (med en forstilt følelse)
Darby.
Jeg røves dig ikke ved min død; nej ifald jeg levede, her ulykkelig, da røvedes jeg dig. Men nu skal jeg usynlig og fri leve, svæve omkring Betty og dig; glæde mig ved jer. Snart, Linby! Lev vel! Min sjæl længes efter at fly alle sine kvaler tillige med dette legeme. Lev vel.
Linby.
Ja lev vel! Jeg kan ikke tåle at se dig længere i denne tilstand. Jeg må ile fra dig. Farvel.
Som regibemærkningen i parentesen i fjerde
replik antyder, viser det sig, at Linby ikke er så
god en ven. Han har nemlig en agenda - han
ønsker Betty for sig selv, og at Darby forsvinder.
Han foregiver siden at ville hjælpe Darby til at
oprette venskab mellem de stridende fædre for
dog reelt at ønske, at fjendskabet bliver endnu
dybere. Darby-familiens ven Sarbridge
gennemskuer dette og løser til sidst konflikten
ved at tilbyde sig som far og forsørger for de
elskende. Stykket slutter med Sarbridges
monolog til Darby:
Sarbridge.
(…) Betænk denne dags tildragelse! At din fader, for ledt af Linby søgte at vinde sin sag ved dommernes yndest, at Lord Vilborn vilde rejse til Boston, at Linby var troløs, hindrede dig i dit forsæt, at følge Lord Vilborn, søgte at ophidse din og Bettys fader på det højeste, at først jeg og siden Betty tvang dig til at leve, alt dette anså for forfølgelser af en grusom skæbne, nu ser du, at det var midlerne til din lykke. Lær heraf, min søn at et menneske aldrig i verden kan indse, hvad der er hans lykke eller ulykke, og mindst når lidenskaberne blænde ham, og da er han villigst dertil. Forsynets veje er usporlige for et dødeligt øje; kun dette ved vi, de føre alle til den retskafnes lyksalighed.
Med denne moralske kommentar slutter den
dramatiske tekst. Det frarådes, at man lader sig
falde i sine følelsers vold. Rahbek skrev i forordet
til stykket, at dets moralske budskab var at hente
i Sarbridges ord, da ulykke ikke kan berettige til at
begå selvmord. Man kan aldrig vide, hvad der er
ens lykke eller ulykke, men alle kan falde i deres
lidenskabers vold. Derfor skal stykket ikke forstås
umoralsk, men som moralsk opbyggende.
9
Rahbek følger i stykket de fra Aristoteles givne
regler om tidens, stedets og handlingens enhed.
Stykket udspiller sig over et døgn, der er ingen
sceneskift og handlingen udspiller sig i den
samme londonske kro i alle scener. Handlingen er
dermed lineær. I forhold til genrebegreberne er
der hverken tale om en tragedie, eller en
komedie, da stykket ender lykkeligt, og de
komiske indslag er udeladt. Den unge Darby må i
stedet karakteriseres som et alvorligt drama.
Dermed markerer teaterstykket en udvikling fra
den genrebestemte komedie, der kendetegnede
Holbergs oplysningsteater, mod det følsomme og
alvorlige drama som førende teaterform. Det
markerer, hvordan en ny udvikling af teatret er i
gang. En udvikling, som den næste forfatter,
Adam Oehlenschläger, er repræsentant for.
ROMANTIKKENS TEATER
Adam Oehlenschläger blev født i 1779 og voksede
praktisk talt op på Frederiksberg Slot, hvor hans
far var slotsforvalterfuldmægtig. Som 17-årig
forsøgte Oehlenschläger sig i 1796 som
skuespiller ved Det Kongelige Teater, men det var
uden succes. I stedet tog han en latinsk-juridisk
forberedelseseksamen, men det var
forfattergerningen, der skulle blive hans fremtid. I
1801 indleverede han en prisopgave med titlen
Det Ønskeværdige i at erstatte den græske
Mytologi med den gammelnordiske indenfor den
danske Digtning. Af denne titel får man en
fornemmelse af de temaer, der senere kom til at
præge Oehlenschlägers forfatterskab og den
danske højromantik i det hele taget. Det var
emner, som nordisk mytologi og historie,
oldnordisk sprog og de nordiske landes tidligste
litterære genrer, folkeviser, folkesagn og sagaer,
som optog romantikerne.
Oehlenschläger stiftede bekendtskab med K.L.
Rahbek i den litterære Drejers Klub og han
begyndte senere at komme i Bakkehusets
litterære personkreds hos ægteparret Rahbek. I
1810, efter afsluttet dannelsesrejse, giftede
Oehlenschläger sig med Kamma Rahbeks søster
Christiane Heger, og han fik dermed en endnu
tættere tilknytning til Bakkehuset.
Oehlenschlägers tidlige dramatik betegnes som
”læsedramaer”, da de ikke i første omgang var
tiltænkt opførelse på teaterscenen, men til
læsning. Blandt læsedramaerne findes Aladdin
eller Den forunderlige Lampe, der først fik sin
debut på scenen lang tid efter sin udgivelse i
1805. Det er dramaets længde og de eventyrlige
indslag, som bevirkede, at Aladdin ikke var
velegnet til opførelse.
Oehlenschlägers første stykke, som blev opført på
Det Kongelige Teater, var den nordisk-romantiske
tragedie Hakon Jarl hin Rige i 1808. Hakon Jarl
blev et nordisk alternativ til de antikke tragedier.
Stykket drager paralleller til det tidligere nævnte
digt Guldhornene samt digtet Hakon Jarls Død fra
samlingen Digte 1803. Stykket indeholder nemlig
en scene, hvor Hakon Jarls mænd tager et bytte
Adam Oehlenschläger, 1809. Tegning af Brødrene Riepenhausen (Bakkehusmuseet)
10
fra fjenderne, der er ved at bygge en kirke og
derfor opgraver jorden og finder et guldhorn:
Hakon Et helligt gammelt offerhorn af guld, Af drevet guld; et sjældent gammelt horn! På denne plads har uden tvivl tilforn Et tempel stået for høje guder. Der skulle du nu bygge dine kirker Og dine skumle munkeceller, Olaf? Ret, mine mænd! At I fordrev dem; ret At I til vandt mig denne gamle skat, Så skøn som hellig. Der er skrevet runer Om hornets rand. Lad se, hvad er der skrevet.
Læser:
Brøster for din Brøde Din lykke, Bonde! Gak til høje Guder, Giv dem det Bedste.
Handlingen er inspireret af den historiske
fortælling om personen Hakon Jarl fra de
islandske og norske kongesagn. Jarlen Hakon
forsøger at blive konge i Norge ved at bekæmpe
Olaf Tryggvessøn med sin bondehær. Hæren
splittes dog, og Hakon føler sig nødsaget til at
ofre sin søn til guderne. Fortællingen ender med
Hakon Jarls død.
I Hakon Jarl hin Rige optræder figuren Auden, der
ligesom den nordiske gud Odin, er en enøjet,
gammel mand og naturdyrker. Auden stiller
spørgsmålstegn ved Olaf Tryggvesøns
kirkebyggeri og udfordrer Olaf Tryggvesøn med
replikken:
Auden Når nu en yngling, som
Af Hændelsen var kastet ned til syden, Tilbagekom, og bragte med en kurv Af spæde, veksle blomster, og fik lyst til At plante dem i Norges klipperifter; Når granen og når birken overalt Stod ham i vejen; og han fældede nu De gamle store skove kækt, og skåne Selv ej det vældigste, det bedste træ, På det hans roser skulle have plads At vokse – Olaf! hvis du så hans dåd,
Hvad vilde du da kalde den?
Olaf Vig fra mig!
Auden En helt. Ej sandt? En kæmpe for den gode, Den skønne sag. Og gubben derimod, Som sagde: dreng! lad mine graner stå; Din spæde urt ej trives på mit fjeld. Hvad vilde du vel kalde ham?
Olaf Som dig.
Audens replikker er eksempler på
Oehlenschlägers brug af billedsprog. Planterne
fra Syden, der erstatter de nordiske træer, bliver
symboler på kristendommen, der erstatter den
nordiske mytologi. Auden kritiserer vha.
billedsproget, at folket rives væk fra deres gamle
religion. Han mener, at den hedenske tro gør
dem til noget særligt – i dette tilfælde særligt
nordiske. Olaf tvivler, men overbevises under
samtale med præsten Tangbrand om, at
kristendommen er en mere sand tro, end den
nordiske.
Hakon Jarl tvivler ikke på de nordiske guder, men
han føler, de har vendt ham ryggen, da han får
fortalt, at Olaf Tryggvesøn har slået hans søn
ihjel. Hakon Jarl opfatter runerne på guldhornet
som et budskab om, at han skal ofre sin yngste
søn Erling til guderne. Hans ofring af sønnen får
vennen Einar til at væmmes ved ham, og Einar
forlader Hakon og hans hær, lige inden det store
slag med Olaf Tryggvesøn skal stå. Slaget ender
med Hakon Jarls flugt. Han skjuler sig i en grotte,
hvor han ender sit liv, ved at trællen Karker slår
ham ihjel.
Stykket slutter med en monolog af Hakon Jarls
kæreste Thora. Hun begræder hans død og hans
minde for eftertiden.
11
(Hun lægger kransen og sværdet på hans kiste.) Tag af din Thoras hånd en frodig krans! En krans af Norges stolte graner slynge Sig om dit brede heltesværd; den sige: Du var en nordisk og en sjælden drot, En blomst, som kvaltes af sin vinterfrost! Engang vil Nordens krønike fortælle, Når tidens hånd har slettet farven ud, Og kun de store omrids stå tilbage: Han var en ond, en grusom afgudsdyrker! Med gysen vil man nævne da dit navn. Jeg gyser ikke, thi jeg kendte dig. De bedste kræfter og det største Hjerte Blev ofret for sin tids vildfarelser. Så sov da vel! Du store Hakon Jarl! Tusind god nat! Hist glæde sejerfader Din kæmpesjæl! Nu går jeg bort, og lukker, Og når man atter åbner denne dør, Da bringe Thoras svende hendes lig, Og sætte det ved hendes Hakons side.
Igen bruger Oehlenschläger natursymbolik, da blomsten ligesom Hakon Jarl forgår med vinterens frost. Hermed slutter også tragedien.
Hakon Jarl hin Rige følger de af Aristoteles
formulerede regler om dramaets opbygning, da
der i stykket er tale om en lineær handling. Hakon
Jarls skæbne er et resultat af de valg og
handlinger, han tager undervejs. Eksempelvis
bliver konsekvensen af hans ofring af sønnen, at
Einar forlader ham.
Oehlenschlägers billedsprog, dyrkelsen af naturen
samt genfødselen af de nordiske sagnfortællinger
er karakteristisk for romantikkens teater. Hakon
Jarl er med sin hyldest af det nordiske folks
karaktertræk et udtryk for den nordiske
romantik. Hakon Jarl besidder til det sidste styrke
og loyalitet, da han forbliver loyal over for de
nordiske guder. Oehlenschläger vil med sine
stykker indgyde en historisk bevidsthed hos sit
publikum og samtidig vise en kontinuitet i de
nordiske karaktertræk. I dette tilfælde er den
tragiske slutning med til at understrege disse
træk, da hovedpersonens handlinger ender i
dennes tragiske død, men med bevaret styrke og
loyalitet.
Den sidste forfatter i denne gennemgang er J. L.
Heiberg, der ligesom Oehlenschläger finder
inspiration i gamle sagn og fortællinger. I
Heibergs teaterstykke er der ikke fokus på
naturen, men det overnaturlige. I det udvalgte
stykke, Elverhøj, udspiller handlingen sig omkring
en elverhøj, der bebos af elverkongen og hans
elverpiger.
JOHAN LUDVIG HEIBERG
J.L. Heiberg blev født i 1791. Han kom fra et
stærkt litterært hjem, hvor faren, Peter Andreas
Heiberg, og senere også moren, Thomasine
Gyllembourg, var forfattere og bl.a. skrev
dramatik. Forældrene blev skilt i 1801, og Johan
Ludvig blev herefter i en toårig periode sat i pleje
hos farens venner K.L. og Kamma Rahbek.
Hermed fik J.L. Heiberg ligesom Oehlenschläger
en forbindelse til Bakkehusparret.
J.L. Heiberg havde i sin barn- og ungdom en stor
teaterinteresse, der udmøntede sig i
12
teaterstykker, som han skrev og opførte på sit
dukketeater. Efter endte studier af litteratur og
naturfag ved Københavns Universitet, dyrkede
han sin teaterinteresse på en dannelsesrejse i
perioden 1819-1822. Her besøgte han også sin
far, der befandt sig i Paris. I den forbindelse
stiftede han bekendtskab med det franske teater
og af særlig betydning blev mødet med den
franske vaudeville. Vaudeviller er lette
teaterstykker med indlagte populære sange, dans
og satirisk indhold, der erstatter replikkerne i
videreførelsen af handlingen. Dansene og
sangene indgår altså ikke som pauser i
handlingen, men er i stedet med til at bringe
denne videre. I Paris fandt Heiberg inspiration til
at udvikle vaudevillegenren og tilpasse den til den
danske teaterscene. Hans lancering af denne
genre i Danmark, gjorde ham med det samme
berømt hos publikum.
J.L. Heibergs ægteskab gjorde ham også berømt i
sin samtid. Han blev i 1831 gift med Johanne
Luise Pätges, der var tidens mest berømte
skuespillerinde. En berømmelse, hun blandt
andet havde sikret sig ved sin medvirken i
Heibergs vaudeviller.
ELVERHØJ
Heiberg skrev stykket Elverhøj som et nationalt
festspil i anledningen af Kronprins Frederiks
(senere Frederik den 7.) bryllup med Frederik den
6.’s datter Vilhelmine i 1828. I stykket indgik en
kongehyldest med kongesangen Kong Christian
stod ved højen Mast og et afsluttende leve for
kongen.
I lighed med Hakon Jarl er der tale om et
teaterstykke med elementer fra den dansk-
nordiske historie, men i modsætning til Hakon
Jarl, der byggede på et konkret historisk sagn, er
handlingen i Elverhøj opdigtet. Handlingen
udspiller sig over et par dage under Christian den
4.’s regeringstid i Tryggevælde herred på Stevns.
Udgangspunktet er altså historisk, men
handlingen i sig selv er fri fantasi og bygger på
egnens folkesagn. Ifølge disse folkesagn har
Johan Ludvig Heiberg, u.å. Litografi af Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet)
Johanne Luise Heiberg, u.å. Litografi Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet)
13
Elverkongen magten på Stevns, og han vil ikke
tillade Danmarks konge, Christian den 4., at
krydse åens bro. Kong Christian er i stykkets
begyndelse på vej hjem fra jagt på Stevns, hvor
bondekonen Karen, uvidende om at kongen er
tilstede i jagtfølget, beretter om førnævnte sagn:
Karen. Betragt den å, som flyder her forbi: den skiller Stevns fra Tryggevælde herred. Jeg siger jer: Kongen tør ej længer forføje sig, end til det sted I står; men over denne bro han ej tør komme.
Stykkets konflikt er en forviklingshistorie om den
unge kongelige lensmand Albert Ebbesen, som er
forelsket i bondekonen Karens datter Agnete.
Han er imidlertid forlovet med Elisabeth Munk,
plejedatter af herren til Højstrup på Stevns Erik
Walkendorff. Elisabeth er forelsket i hofmanden
Poul Flemming. Ved siden af kærlighedsdramaet
er der en anden forvikling i spil. Agnete viser sig
at være et forbyttet menneskebarn og ikke en
elverpige. Som spæd forsvandt hun fra
plejeforældrene med sin kostbare kongelige
dåbsgave: en diamantring. Karen, der fandt pigen
ved Elverhøj, tog hende til sig i troen på, at hun
var Elverkongens datter. Det viser sig imidlertid,
at Agnete i virkeligheden er Elisabeth Munk.
Walkendorff har holdt forbytningen skjult for
kongen og taget sin broderdatter (der praktisk
nok også hedder Elisabeth) i pleje som erstatning
for den forsvundne pige under påstand af, at hun
var Elisabeth Munk.
I sidste ende opklares forviklingen af Christian
den 4., der giver de to elskende par sin
velsignelse.
Kongen. Ha! Ser I,
Hvorledes mørkets gerning søger lyset? Jeg burde straffe jer, jer alle straffe, Men jeg vil lade nåde gå for ret. – Nu, Ebbesen! Hvo af os svor vel sandhed? Vil I endnu ej ægte jomfru Munk?
Ebbesen. Tilgiv, min konge! Kongen. (forener Ebbesen og Agnete).
Vær lykkelige! (Forener Flemming og Elisabeth ). Mit ønske gælder også hr. Flemming Og jomfru Walkendorff. Alle.
Vor konge leve! Kor.
Beskærm vor konge, store Gud! Beskærm hans slægt!
Lad Skjoldungstammen høj og prud bestandig skyde friske skud!
Beskærm vor konge , store Gud! Beskærm hans slægt!
Med blomster i sit sølverhår, han bære, styrket år for år,
så let som i sin ungdoms vår, sin krones vægt!
Det væsentlige i Heibergs stykker er ofte hans
brug af musik. I vaudevillerne indgår sange og
musik visse steder direkte i handlingen som
erstatning for replikkerne. På samme måde er
sang og musik også en væsentlig del af Elverhøj.
Her indgår både storladent musik af komponisten
Friedrich Kuhlau, men også folkeviser. Samtidig
indgår der scener med dans.
14
Elverhøj adskiller sig fra både Den unge Darby og
Hakon Jarl ved at det stadig spilles på teatret. Det
er måske musikken, sangene og dansen, der har
sikret stykkets underholdningsværdi igennem
tiden.
Heiberg benytter sig i sit stykke af ironi, f.eks. da
Ebbesen og Elisabeth Munk forsøger at undgå
deres forestående ægteskab ved gensidigt at få
den anden til at tilkendegive dette.
Elisabeth. Jeg ser, man kommer ingen vej med jer. Sig, tror I da jeg er så tåbelig At tænke, hver en mand for mig bør sukke? I øver her et falsk galanteri, Hvortil der ej er tid, ej heller sted. Velan, jeg synge vil i eders tone: I elsker mig, jeg tvivler ej derpå… Til raseri, det kan ej være mindre. Men hvis nu jeg var ikke stemt til gengæld,
Hvis jeg et afslag gav jer eller virkede, At hele brylluppet gik over styr – (Ironisk.) Svar mig oprigtig, om I da fortvivlede, Jer skød, jer hængte, druknede eller sligt? Ebbesen (i samme tone.) På dette spørgsmål skyldes ærligt svar: Nej, jomfru, nej! Jeg tog mig ej af dage; Jeg tror, jeg livet end forsøge ville Og se, hvad trøst det mulig kunne bringe. Elisabeth. Nu, Gud ske lov! det har jeg også ventet, Jeg kender jer som en fornuftig mand. – Så tror jeg, vi forstår hinanden. – Altså Nu spøg tilsidesat! I møder her Til bryllupsstads i aften, tager del I alle festligheder som en brudgom. I danse må med mig, I må mig vise Ret megen omhu og opmærksomhed. Nu – det vil sagtens være let for jer, Som elsker mig så højt. Men nærmes timen, Da kirken skal forene vore hænder, Befinder jeg mig ilde, får en afmagt. Er højtiden først opsat, tid vi vinde.
Det er i dette citat tydeligt at se, hvordan
personerne egentlig er klar over, at ingen af dem
ønsker ægteskabet. De vil bare have den anden til
at indrømme det først. Ironien i replikkerne er
eksempler på, at der i Elverhøj også indgår
humor.
J. L. Heiberg følger i Elverhøj Aristoteles’ regler
omkring tidens, stedets og handlingens enhed.
Men han skaber med vaudevillen en ny genre. En
genre, der er videreudviklet specielt målrettet
mod det danske publikum. I kraft af sangenes
betydning for handlingen, kan Elverhøj betragtes
som en vaudeville, men indholdet minder mere
om et nationalt festspil. Som en hybrid imellem
genrene kan man betegne den som en
nationalvaudeville.
J.L. Heiberg og Fr. Kuhlau ”Elverhøjs” forfatter og komponist, 1870. Litografi af Axel Vincents Kunstforlag
(Bakkehusmuseet)
15
SAMMENLIGNENDE AFSLUTNING
De tre forfattere var alle med til at skabe teatret i
den periode, der her kaldes romantikken, men de
repræsenterer samtidig noget forskelligt, hvad
angår indhold, budskab og betoning af det
historiske stof.
For K.L. Rahbek ligger fokus på opførelsen og
teaterstykket i sig selv. Den dramatiske tekst er
udgivet efter opførelsen og er dermed i
udgangspunktet kun skrevet til scenen. Det
understreges af hans fokus på skuespillet, som
han jo også skabte en decideret uddannelse for.
Budskabet i den dramatiske tekst Den unge Darby
er publikums moralske dannelse. Den unge Darby
repræsenterer altså oplysningstidens
moraliserende teater. Men samtidig har stykket
de alvorlige og følsomme elementer til fælles
med højromantikkens teater.
For Adam Oehlenschläger bliver den dramatiske
tekst et mål i sig selv. Hans læsedramaer er
eksempler på, hvordan han ikke udelukkende
skriver til opførelse. Budskabet i den dramatiske
tekst Hakon Jarl hin Rige er på mange måder
knyttet til romantikkens filosofi og foretrukne
emnekreds. Oehlenschläger sætter i stykket fokus
på det nordiske og genskaber med sit billedsprog
oplevelsen af noget ideelt, som man stræbte
efter i romantikken. Samtidig forsøger han at
vække en historisk bevidsthed hos sit publikum
ved at påpege en kontinuitet i de nordiske
karaktertræk. Det nordiske folk er i fokus, og man
kan sige, at Oehlenschläger med Hakon Jarl har et
historisk og nationalt dannelsesbudskab.
For J.L. Heiberg bliver der i den dramatiske tekst
tilføjet sange og kompositioner. Den dramatiske
tekst er her udelukkende forlæg for et
teaterstykke. Budskabet i den dramatiske tekst
Elverhøj er nationalt, dansk, med dets hyldestaf
både den danske konge og det danske folk.
Elverhøj bliver et eksempel på en
nationalvaudeville, hvor sange kan erstatte
replikkerne. Som nævnt har Elverhøj en stærk
underholdningsværdi, der måske er en
konsekvens af, at Heiberg hermed tilpasser en
genre til det danske publikum.
Disse tre teaterstykker viser til sammen en
udvikling i dramatikken i Danmark. Teatret skulle
ikke længere kun opdrage, men først og
fremmest underholde. Teaterstykkerne er på den
måde kilder til udviklingen af teatret fra 1800-
tallets begyndelse til dets midte. De forskellige
budskaber i de tre stykker afspejler deres egen
tid og tidens forskellige idealer. Eller gør de?
Spørgsmålet er, om budskaberne ikke kun er
noget, vi som moderne læsere tolker ud af
teksterne? Kan teaterstykkernes budskaber
overhovedet have relevans i nutiden, og hvilken
relevans?
Dette leder frem til de perspektiverende
spørgsmål, der skal give inspiration til en
diskussion om teatret som medie:
DISKUSSIONSPØRGSMÅL
Hvorfor bliver nogle teaterstykker stadig
opført i dag, selvom de er skabt til en anden
tid. Hvorfor er stykkerne relevante for os i
dag?
Er det deres underholdningsværdi?
Eller er det de budskaber, teaterstykkerne
giver os, der gør dem relevante?
SUPPLERENDE LITTERATUR
Bjørn, Claus og Olsen, Olaf (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie: Bind 10: Fra reaktion til
grundlov 1800-1850. Gyldendalske Boghandel 1990.
Christiansen, Svend: Skitser til romantikkens teater. Tilegnet Torben Krogh. G.C.E. Gads forlag 1967.
Danielsen, Jan (red.): Dansk teaterhistorie. Bind 1: Kirkens og kongens teater. Gyldendal 1992.
Engberg, Jens: Til hvermands nytte. Historien om Det Kongelige Teaters 1722-1995, bind 1-2. Frydenlund
1995.
Fenger, Henning: Familjen Heiberg, Peter Andreas Heiberg, Fru Gyllembourg, Johan Ludvig Heiberg og fru
Heiberg. Museum Tusculanums forlag 1992.
Heiberg, Johan Ludvig: ”Elverhøj” i Poetiske Skrifter. Bind 2. København 1862.
Neiiendam, Klaus: Romantikkens teater i Danmark. Belyst gennem Edvard Lehmanns scenetegninger,
Skuespil og ballet. Selskabet for dansk Teaterhistorie 1994
Oehlenschläger, Adam: Hakon Jarl hin Rige. København 1808.
Rahbek, Knud Lyne: Den unge Darby. Et alvorligt Skuespil i tree Handlinger. København 1780.
Rahbek, Knud Lyne: Om Skuespillerkunsten. København 1810.
Scavenius, Alette (red.): Gyldendals Teaterleksikon. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S,
København 2007.
Sørensen, Karen: Dramatik. En Grundbog. Karen Sørensen og Systime A/S 2008.
Traustedt, P.H.(red.): Dansk Litteratur Historie, bind 1-2. Politikkens Forlag 1967.
Arkiv for Dansk Litteratur, www.adl.dk
Bakkehusmuseet, www.bakkehusmuseet.dk
Gyldendals: Den store danske encyklopædi, www.denstoredanske.dk
17
LÆRERVEJLEDNING
MÅL:
Undervisningsforløbet sigter mod at give eleverne kompetencer inden for følgende områder:
- Redegørelse for centrale dramateoretiske begreber ud fra konkrete litterære nedslag
- Analyse af den dramatiske litteraturs udtryk og udvikling i romantikken
- Analyse af den teaterhistoriske udvikling
- Analyse af dramatisk litteratur i henhold til genreprincipper samt analyse af teatret som
kommunikationsmedie
- Refleksion over og dialog om romantikkens dramatiske litteratur og om teatret som scenisk
formidler af litterære tekster
INDHOLD:
Undervisningsforløbet ”Ei blot til Lyst – Romantikkens teater ” er skabt til gymnasieskolen, og det er
udarbejdet i forbindelse med Bakkehusmuseets særudstilling af samme navn. Formålet med forløbet er i
forlængelse af udstillingen at sætte fokus på teatret og den dramatiske litteraturs udvikling i den
romantiske periode, 1800-1850. Forløbet dækker den for danskfaget væsentlige litteraturhistoriske periode
romantikken, og det lægger op til en genreanalytisk gennemgang af den dramatiske litteratur med henblik
på at undersøge, hvad der kendetegner dramatikken og dens sproglige virkemidler. Undervisningsforløbet
er også relevant for valgfaget dramatik på C- og B-niveau.
Undervisningsforløbet er todelt og består af henholdsvis et undervisningskompendium og et
museumsbesøg. Forløbets første del skal forberede eleverne, sådan at de kender de væsentlige begreber
og de tre centrale forfattere. Forberedelsen finder sted uden for museets regi. Forløbets anden del er
dialogbaseret og foregår på museet. Forløbet strækker sig over to moduler af ca. 90 minutters varighed, og
eleverne skal i løbet af den tid omsætte deres viden om romantikkens teater fra kompendiet i en
undersøgelse af konkrete stykker. Eleverne får indledningsvis en kort omvisning i særudstillingen og i den
forbindelse vil der være en dialogbaseret gennemgang af de tre dramatiske forfattere Knud Lyne Rahbek,
Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg, som alle er en del af romantikkens teater. Eleverne skal
herefter analysere udvalgte scener og eksempler på dramatisk litteratur, der findes i kompendiet. Herefter
vil eleverne blive inddelt i tre grupper, der hver får tildelt en scene fra henholdsvis Den unge Darby, Hakon
Jarl hin Rige eller Elverhøj, som også er gengivet i kompendiet. Grupperne afgør selv, hvordan de vil gribe
opførelserne an. Opførelserne skal munde ud i en fælles diskussion og sammenligning af de tre
teaterstykker samt en diskussion af teatrets muligheder som medie. De afsluttende spørgsmål i
kompendiet vil danne udgangspunkt for diskussionen. Eleverne kan med fordel foretage en skriftlig
besvarelse af spørgsmålene.
18
MATERIALE:
Det kompendium, der er udviklet til undervisningsforløbet, kan downloades fra henholdsvis
Bakkehusmuseets (www.bakkehusmuseet.dk) eller Skoletjenestens hjemmesider (www.skoletjenesten.dk).
Kompendiet definerer begreber og giver en kort teaterhistorisk gennemgang for herefter at fokusere på
romantikkens teater og de tre dramatiske forfattere Rahbek, Oehlenschläger og Heiberg. Kompendiet
danner baggrunden for undervisningsforløbet på museet, men kan med fordel også være inspiration til et
undervisningsforløb på skolen. I kompendiet findes de tre scener, som eleverne skal opføre i grupper
under forløbet, og vi anbefaler derfor, at eleverne har stiftet bekendtskab med kompendiet på forhånd.
OPGAVE:
Den kreative opgave består af gruppebaserede opførelser af scenerne fra de tre nedenstående
teaterstykker. Denne opgave engagerer eleverne på forskellige niveauer: 1. som agerende skuespillere, 2.
som tilskuere i iagttagerrollen og 3. som kritikere af den dramatiske udførelse. Alle disse er væsentlige dele
af valgfaget dramatiks praktiske side. I forbindelse med elevernes opførelse og vurdering skal de gøre brug
af den viden og de begreber, de har stiftet bekendtskab med i kompendiet og under omvisningen. Samtidig
skal de arbejde med at kropsliggøre en dramatisk tekst. Her tænkes især på analyse af replikker, sprog,
regibemærkninger og genrer. Scenerne fra de tre stykker vil herefter blive sammenlignet og perspektiveret
i forhold til hinanden. De tre scener er gengivet følgende steder i kompendiet:
1. Den unge Darby, 1. handling, femte optrin. Medvirkende Darby og Linby. Findes på side 8 i
kompendiet.
2. Hakon Jarl hin Rige, 4. akt, 2. scene. Medvirkende Auden og Olaf Tryggvesøn. Findes på side 10 i
kompendiet.
3. Elverhøj, 2. akt, 12. scene. Medvirkende Elisabeth Munk og Albert Ebbesen. Findes på side 14 i
kompendiet.