Bygninger er en del af vores kulturarv.

Et håndgribeligt levn, som vores forfædre

har givet videre, og som vi er forpligtet til

at værne om.

Realea A/S er et ejendomsselskab for

udvikling og bevaring. Selskabets formål er

at opbygge og formidle en samling af gode

eksempler på byggestil og arkitektur fra

forskellige tidsperioder og egne i Danmark

samt at investere i udviklingen af eksperi-

menterende nybyggeri.

Læs mere på www.realea.dk

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Digegrevens Hus –historie og restaurering

Af cand.mag og journalist Jakob Aahauge . . . . . . . . 7

Carsten Richtsen - en betydningsfuldborger i 1700-tallets Tønder

Af museumsinspektør Inger Lauridsen,

Museum Sønderjylland Tønder . . . . . . . . . . . . . . . 29

Noter og henvisninger . . . . . . . . . . . . . . . 46

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Digegrevens Hus– en fortælling om Carsten Richtsen

og hans hjem

Udgivet af Realea A/S

ISBN: 978-87-92230-06-5

9 788792 230065

Digegrevens Hus- en fortælling om Carsten Richtsen og hans hjem

Udgivet af Realea A/S

2

Digegrevens Hus– en fortælling om Carsten Richtsen og hans hjem

© Realea A/S 2007

Tekst og redaktion: Realea A/S, Jakob Aahauge og Inger Lauridsen

Foto: Side 13 th. Frants FrandsenSide 21 og 27, Jørgen Ganshorn, øvrige fotos Jørgen JensenOmslagsfoto: Jørgen Jensen

Layout: Realea A/S og OAB-Tryk a/s

ISBN: 978-87-92230-06-5

Bogen er sat og trykt af OAB-Tryk a/s, Odense

3

Digegrevens Hus– en fortælling om Carsten Richtsen og hans hjem

Udgivet af Realea A/S

4

Realea A/S købte Digegrevens Hus i Tønder i2005, og selskabet har netop gennemført engennemgribende restaurering af ejendomskom-plekset, der består af to bygninger: Forhuset,der er opført i 1777, og af et pakhus, der er op-ført to år senere, begge af den kendte Tønder-borger og tidligere borgmester Carsten Richt-sen.

Begge bygninger blev fredet i 1918, men har ien årrække været skilt ud i to ejerforhold. I1966 blev baghuset skilt fra hovedbygningen,da den daværende ejer forærede baghuset til enfond, hvis formål var at restaurere fredede ogbevaringsværdige bygninger i Tønder. Ejen-dommen kom herved til at miste sit helheds-præg som samlet anlæg.

Realea har med købet og den gennemgribenderestaurering af det samlede anlæg ønsket at sik-re, at et af Danmarks måske fineste eksemplerpå senbarokkens arkitektur med træk fra båderokoko og Louis Seize bevares for eftertiden.

Det samlede ejendomskompleks er samtidigtbåde kendetegnende for og vidnesbyrd omTønders historiske bebyggelses- og matrikel-struktur, med de ofte prætentiøse beboelseshu-se anlagt langs hovedgaden og med de mere

ydmyge stald- og magasinbygninger placeretmod de bagvedliggende parallelgader.

Det er første gang, at historien om Digegre-vens Hus og husets opfører den kendte Tøn-der-borger og tidligere borgmester CarstenRichtsen er samlet og udgivet.

Realea ønsker i den forbindelse at takke mu-seumsinspektør Inger Lauridsen, Museum Søn-derjylland Tønder og cand. mag og journalistJacob Aahauge for det gode samarbejde ombogens tilblivelse.

Realea A/SNovember 2007

Modsatte side:Portrummet fra Allégade.

Forord

5

6

Tønder og byens opståenGår man en tur i Tønder, vil man hurtigt opda-ge, at der er noget usædvanligt ved byen. Der erflere smukke, næsten palæagtige, bygninger isæri hovedgaden, hvor de velhavende forretnings-mænd under byens storhedstid i sidste halvdelaf 1700-tallet levede og tjente godt på handlenmed kniplinger, korn og kvæg. Byens arbejder-klasse, kniplersker og håndværkere, levede deri-mod i sidegadernes mere ydmyge bebyggelse.

Tønder fik tildelt købstadsrettigheder af Lübecki 1243 og er dermed en af landets ældste køb-stæder. Byen blev i 1200-tallet opdelt i 120»stavne«, dvs. smalle og dybe grundstykker, derløb fra hovedgaden ned mod en parallel bagga-de. Da systemet blev indført, måtte hver borgerkun eje én stavn, men efterhånden blev det ud-bredt blandt borgerskabet at købe sig til fleregrundstykker. Det er denne struktur, der er for-klaringen på, at gavlhuse er så udbredte i Tøn-der. Hvis huset skulle have en vis størrelse, gavde smalle grunde kun den mulighed at bygge ilængden med gavlen mod gaden.

Byen udviklede sig hastigt i de første par hund-rede år. Det skyldes utvivlsomt, at den blev be-gunstiget på forskellig vis af skiftende magthave-re. I 1354 gav hertug Valdemar således borgerne

toldfrihed, og samtidig centrerede han regio-nens handel og håndværk i byen.

Tønder opstod ikke kun som handels- men ogsåsom havneby. Beliggenheden med adgangen tilVesterhavet resulterede i en livlig handel medNederlandene. Byen udviklede sig på den mådetil et centrum for Vestkystens studehandel i åre-ne mellem 1550 og 1620. I årene derefter miste-de opblomstringen sin styrke, da Danmark blevindlemmet i Trediveårskrigen, og byen led undertyngende skatter og indkvartering af tropper.

De fredelige tider i slutningen af 1600-tallet fikikke byen til at live op igen. Omkring 1700 varTønder stagneret, studeeksporten var stort setgået i stå, og handlen med kniplinger, der senereskulle komme til at betyde så meget for byen,havde endnu ikke taget fart.

Fra 1750’erne oplever Tønder endelig fremgang,specielt indenfor handel og bygningskunst. Derbliver handlet med mange forskellige varer frabrændevin til hollandsk porcelæn, men intet varvigtigere end kniplingshandlen. Allerede i 1674fik Tønder toldfrihed for handlen med kniplin-ger, og industrien vokser helt frem til 1800-tallet.Da den var på sit højeste var der 20 kniplings-handlere i byen, der tilsammen beskæftigede

Modsatte side:Fra hovedindgangen.

Digegrevens Hus– historie og restaurering

7

Af cand.mag. og journalistJakob Aahauge

flere tusinde kniplepiger. Mange familier blevrige på kniplingsindustrien og brugte deres rig-dom på at bygge prægtige huse.

En af dem var borgmester og kniplingshandlerCarsten Richtsen, der i 1777 fik opført det smuk-ke hus på Vestergade 9. Huset har siden fået til-navnet “ Digegrevens Hus” efter en senere ejer,Bendix Todsen, der fik titlen digegreve i 1876.

Digegrevens Hus og rokokoens rigeDigegrevens Hus er et smukt eksempel på sen-barokkens arkitektur med træk fra både rokokoog Luis seize, men som flere andre ældre byg-ninger i regionen er arkitekten eller bygmeste-ren ukendt.

Betegnelsen rokoko er afledt af det franske ordrocaille, der dækker over asymmetriske muslin-geskallignende ornamenter. De karakteristiskeornamenter er grundsubstansen i rokokoen ogses første gang i Frankrig omkring 1740. Rocail-le-dekorationer er uregelmæssige i formen ogvægtløse og flydende i udtrykket. Louis seize erderimod betegnelsen for en stilperiode, der op-stod i Frankrig omkring 1750 og var i virkelighe-den en reaktion mod rokokostilen. Stilen hente-

de sin inspiration i antikkens Grækenland ogRom med motiver som mæanderbort, æggestav,palmetter og kannelurer. Louis seize-stilen beva-rede rokokoens lethed og elegance, men detsvungne og usymmetriske udtryk blev afløst afmere rette og symmetriske linier.

Den almindelige opfattelse er, at rokokoen var,om ikke en døgnflue, så i hvert fald et korterekapitel i den danske arkitekturhistorie. Stilenblev introduceret med Eigtved i 1740’erne og va-rede kun i ca. 30 år, hvor nye strømninger, derindledte nyklassicismen, hurtigt brød igennemog kom til at præge byggeriet. Det gælder isærfor de markante arkitekter i København, menser man på byggeriet af ukendte arkitekter i pro-vinsen og især i Sønderjylland, levede rokokosti-len med de frodige ornamenter videre helt til år-hundredets afslutning.

Provinsens rokokobygninger er især præget afstilen på eksteriør (portaler og døre) og inter-iør, mens husenes struktur og opbygning i højere grad har karakter af provinsbarok. Detgælder foruden Digegrevens Hus, Den Lich-tenbergske Gård i Horsens, Friedenreichs Gård(Stiftamtsmandsboligen) i Viborg og »HelnanHotel Phønix« i Aalborg. Fælles for disse byg-ninger er, at rokokoens stiltræk med de svung-

Modsatte side:Indgangsportalen

fra Vestergade.

8

ne detaljer dominerer gavlkvistene og portaler-ne. Men som Christian Elling bemærker, i bo-gen Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden,kan bygningerne stilhistorisk også ses i sam-menhæng med de foregående århundredersnordtyske teglstensarkitektur, der er kendeteg-net ved dybe, smalle huse med høje gavle udmod gaden og rummene i nederste stokværkarrangeret omkring en gennemgående korri-dor, den såkaldte diele.

Der er desuden træk ved Digegrevens Hus, sompeger direkte væk fra den oprindelige franskerokoko som for eksempel behandlingen af ma-teriale, hvor muren står råt frem i stedet for atvære pudset. Kvisten på huset, med den voluts-vungne gavl og de smedede murankre, kanogså tolkes som udtryk for mere traditionelletræk, der peger tilbage mod tidligere tiders byg-geskik.

Digegrevens Hus ligger altså ikke blot geogra-fisk i grænselandet, men er også arkitektonisk enhybrid sammensat af flere forskellige stilretnin-ger og påvirkninger. Som et vidnesbyrd om Syd-danmarks kulturelle og arkitektoniske udviklinger den ikke bare af regional, men også af natio-nal betydning og som sådan umistelig for dendanske kulturarv.

9

En fornem indgang til 1700-talletEksteriøret på Digegrevens Hus byder på man-ge udsøgte rocailler specielt omkring indgangs-portalen, hvor de hænger som smykker overdøren og på de pilastre, der indrammer den.Dørens slagliste, der er udformet som et bundttynde stave med krydsende bånd, peger rent sti-listisk frem mod Louis seize. Hele den stenhug-gede kartouche, der indrammes af en delvisfronton af gesimsstykker, og de viltre træskårederocailler under lampen er så yndefulde og detal-jemættede, at de træder ud i en klasse for sig.

Flere huse i Tønder byder på fornemme portaleri barok, rokoko og Louis seize. Det gælder bådebygningerne i Østergade 1, Storegade 14 og Ves-tergade 14, men den mest elegante rokokoportaler uden tvivl Digegrevens Hus i Vestergade 9.

Indgangsportalen hørte til de dele af huset, derved restaureringens begyndelse var i relativ godstand, og der er derfor blot foretaget mindre re-parationer. Kartouchen var i så god forfatning,at det ikke har været nødvendigt at udskifteden. I stedet har man afstøbt den i silikonegum-mi, hvilket gør det muligt at lave en gipsmodelog hugge en ny i en fremtidig restaurering. Detvides ikke med sikkerhed, men det er sandsyn-ligt, at hele sandstensportalen har været malet i

1770’erne, hvilket ikke var ualmindeligt på dettidspunkt.

Portalen er bygget i svensk sandsten i 1946,hvor den sidste store restaurering fandt sted.Der er desværre ikke noget tilbage af den origi-nale fra opførelsen i 1777. Den oprindelige portalvar ved restaureringen i 1940’erne væsentligt

10

Detaljer fra indgangsportalen.

nedbrudt og i opløsning, dog har den været til-strækkelig intakt til, at man kunne modelleregipsmodeller til at hugge efter.

Der findes flere udaterede fotos af indgangspor-talen før ombygningen i 1946, og på et af dem,trykt i den omtalte bog af Christian Elling fra1930, kan man se, at rocailledekorationen ikkeafviger væsentligt fra den nuværende og altsåheller ikke fra forlægget fra 1946.

Til gengæld kan man på fotografiet iagttage, atkarnapperne på det tidspunkt er lavere og med

andre vinduer end de oprindelige palævinduermed smalle sprosser, som nu tegner facaden ogsom også præger 1. salen. De oprindelige kar-napper har på et tidspunkt været fjernet, antage-lig omkring 1870. Der findes blot én penneteg-ning fra 1863 af arkitekten Vilhelm Dahlerup afhuset med karnapper. De nuværende er mererunde i formen og altså lavere, men til gengældmed et højere tag og opført ved den store re-staurering lige efter krigen med udgangspunkt iDahlerups tegninger. I forbindelse med restaure-ringen bliver det i lokale kilder beskrevet, hvor-dan man fandt fundamenterne fra de originale

Til venstre:Dele af sansstensportalenmåtte nyhugges.

Til højre: Karnappernes belægning erført tilbage til bly.

11

karnapper og byggede de nye på dem. Husetsandet sæt karnapper, dem der figurerer på foto-grafierne trykt i 1930, er altså revet ned på ettidspunkt mellem 1930 og 1946, men hvornårde er opført vides ikke.

Før restaureringen var karnappernes tage belagtmed kobber udført på moderne vis med nitter.Ved opførelsen i 1777 har man uden tvivl an-vendt bly, og kobberet er derfor udskiftet med

sandstøbt bly monteret med blyhafter i bestræ-belserne på at genskabe det oprindelige udtryk.Gesimstagrenderne har oprindeligt været etstort stykke tømmer, der er udhulet på oversi-den og foret med bly og profileret på ydersiden.En del af træet var råddent, og det har derforværet nødvendigt at rekonstruere dem. Ogsåblyindfatningen var beskadiget. Ved den sidsterestaurering har man foret med rullebly, der varloddet sammen og monteret med søm. Netopdenne konstruktion har gjort blyet sårbart over-for kulde- og varmepåvirkninger, og materialetvar derfor knækket flere steder. I stedet har mannu anvendt samme metode som på karnapper-ne, og foret med sandstøbt bly med lange falseog fastgjort materialet med blyhafter uden at an-vende lodning. Det gør, at blyet nu kan glide fritunder temperatursvingninger.

Digegrevens Hus er dækket med et såkaldtmansardtag i sortglaseret vingetegl fra 1997.Mansard-konstruktionen, der er kendetegnetved at have en næsten lodret tagflade på det ne-derste stykke, er opkaldt efter den franske arki-tekt Francois Mansart (1598-1666). Taget er lagtmed et undertag af brædder med tagpap, hvilketforhøjer tagfladen en anelse. Forhøjningen bliverdog skjult af gesimserne og er derfor ikke synligfra gadeplan.

12

Gesimstagrenderne fores medbly for at hindre råd.

Som kniplingshandler førte Carsten Richtsen iet vist omfang grossistvirksomhed, men der harnæppe været tale om egentlig butikshandel. Denstore karnapstue ud mod gaden har sandsynlig-vis været stedet, hvor selve forretningen lå, mensman har opbevaret de færdigfabrikerede kniplin-ger og råvarer som eksempelvis hørgarn på lof-tet. Det forklarer også, at man både i stuen ogpå 1. salen har fundet en udsparing i loftet medplads til en hejselem, der har gjort det muligt athejse varer helt op på loftet. Derudover harRichtsen primært brugt huset som privatbolig.

Den eneste ændring, der er foretaget i husetsplanløsning, er i det bageste rum ud mod haven,hvor der er flyttet en væg tilbage til sin oprinde-lige placering. En bygningsarkæologisk undersø-gelse af huset viste spor af den gennemgåendetrappe på bjælkelaget i etageadskillelsen modkælderen, og man har derfor rekonstrueret trap-pen på dette stykke.

Huset er i øvrigt karakteriseret ved at være etfornemt eksempel på den Vestslesvigske rum-inddeling; udover den gennemgående diele, der

Forhusets facader: med pompog pragt mod Vestergade,mens dørpartiet mod havener mere ydmygt smykket.

13

14

forbinder alle stueetagens værelser, er der modgaden placeret to traditionelle dørnser, dvs. sto-re stuer med hver deres karnap. Bag disse kar-napstuer er placeret henholdsvis et kabinet ogen trappe, og mod haven endnu to rum. Husetssmukkeste og største rum ligger på 1. salen, densåkaldte sydvendte pisel, hvorfra der er udsigt tilhovedgaden. Piselen blev ofte anvendt til fest ogselskabelighed, hvilket forklarer, at man her har

valgt at staffere panelerne med bladguld. Det erkarakteristisk for Digegrevens Hus, og andreejendomme fra den tid, at huset generelt aftageri fornemhed jo længere man kommer væk fragaden både horisontalt og vertikalt; var man riggjaldt det om at vise det. Bagdøren er såledeskun en skygge af den storslåede indgangsportal,ligesom snedkeren har lagt flest kræfter i densmukke hovedtrappes nederste parti.

Modsatte side:Den store sal på 1. sal.

15

Fra trapperummet.

Farvernes arkæologiMan tænker ikke over det, men det meste gamletræværk er tungt af tidens penselstrøg. På sammemåde som geofysiske undersøgelser af jordlagenekan give os oplysninger om jordens fortid, kan enforsigtig undersøgelse af gammelt træ vise os tid-ligere tiders maleteknikker og farvevalg.

En farvearkæologisk undersøgelse er derfor etuundværligt redskab, når man vil genskabe detoprindelige udtryk i en gammel bygning. Un-dersøgelsen af træværket i Digegrevens Hus, derblev udført af chefkonservator Lars Vester Ja-cobsen, var en rejse tilbage til 1777 og de male-teknikker og farver, som dominerede på dettidspunkt.

Desværre har den tidligere ejer slebet så grun-digt på væggene, at de oprindelige farver er for-svundet. Det har derfor ikke været muligt at fin-de frem til væggenes autentiske farve. Den æld-ste farve blev fundet over døren til 1. salen,hvor der skjulte sig et okkerfarvet område.Hvor gammel farven er, kan man ikke sige no-get præcist om, men den er formentlig fra1900-tallet.

Det mest sandsynlige er, at der ved husets op-førelse i 1777 var udspændt lærreder, som en-

16

ten var malet i forskellige farvefelter eller deko-reret med monokronmalerier i blå. Tapeter eret muligt alternativ, men de var dog ganskekostbare på den tid, selv for en person somCarsten Richtsen. Tapeter i slutningen af 1700-taller var håndgjorte og lavet i ark, der kunneklæbes sammen til ruder. De blev trykt medtrykklodser i forskellige kulører og motiver;især blomstermotiver og grønne toner var po-pulære.

Mens Lars Vester Jacobsen måtte lede forgævesefter de oprindelige farvespor på væggene, hardet til gengæld været muligt at finde frem til denoriginale farve på panelerne ved systematisk atafdække det ene lag maling efter det andet.

Den farve, der dækkede træet første gang, vistesig at være pariserblå, en farve som også kaldespreussisk blåt. Farven blev udviklet i 1704 ogderefter meget hyppigt anvendt op gennem1700-tallet. I dag er den genskabt med en blå-grøn linoliemaling i glans 60/70.

Lidt mere kompliceret er det med panelernesprofiler, der viste sig at være stafferet med densåkaldte Realgar eller Kings Yellow, som denogså bliver kaldt. Det er en naturligt forekom-mende jordfarve sammensat af en svovlforbin-

delse, der indeholder arsenik. Kemisk set er deten arsensulfid, og den har været kendt sidenoldtiden. Den er ofte blevet brugt steder, hvorman ellers ville anvende guld, fordi dens skæl-formede pigmentgrund giver en changerendetilbagekastning, der på fornem vis imiterer ægteguld.

Realgar er meget righoldig på arsenik og bliverderfor anset for at være giftig; man har til ud-smykningen af panelerne i stueetagen i stedetudsmykket med stafferinger af guldbronze. Ihusets smukkeste rum på 1. salen var de ud-skårne fyldninger på karme og paneler oprinde-ligt stafferet med bladgulv, og dette er derforgenskabt.

Man kan kun tilnærmelsesvis sige, hvornår deenkelte farver på panelerne er fra. De første tohar således holdt ca. 50 år, altså fra opførelsen i1777 til sidst i 1820’erne, mens de mørkere far-ver kommer omkring midten af 1800-tallet. Derer tale om træimitationer, der skal få malingentil at ligne en bestemt træsort. Mahogni, valnødog ahorn var almindelige imitationer på det tids-punkt; i Digegrevens Hus er det egetræ, der erimiteret over to omgange. Alle de hvide farveto-ner er fra 1900-tallet, mens den sidste grå er ca.10 år gammel.

17

Modsatte side:Husets paneler, døre og indbyggede hjørneskabe er tilbageført til det oprindeligefarveudtryk.

Den farvearkæologiske undersøgelse afslørede ikkefærre end 11 farvelag.

Lofterne og stukken i Digegrevens Hus er maletlyse med limfarve, hvilket var udbredt for bor-gerhuse, da Richtsen fik opført sit hus. På kon-geslotte er det derimod almindeligt med for-gyldninger på stuk og profileringer. Det kanman eksempelvis se på Amalienborg, hvor Chri-stian den Syvendes spisesal er kraftigt forgyldt.

Branden hos snedkerenAt restaurere et hus som Digegrevens handlerikke kun om at tegne de store linier og sørge

for, at det overordnede arkitektoniske udtrykmatcher det oprindelige. Det er sammenspilletaf detaljer, der for alvor giver fornemmelsen afat banke på til 1700-tallet og træde ind i et husmed den stolte og fornemme følelse i brystet,som den tids borgerskab yndede at dyrke.

En af de detaljer er dørgrebene. De er originalefra opførelsen og byder én velkommen med ensmuk gylden messing, der følger med hele husetrundt, hvor de hænger som krumme næser påalle døre. Deres varme glød spiller smukt sam-men med guldstafferingerne og den dybe blå-grønne farve på træværket.

Snedkeren afmonterede under restaureringenalle dørenes greb og pynteplader og opbevarededem privat, mens han reparerede træværket.Skæbnen ville desværre, at snedkerens hus ned-brændte i projektperioden.

Til alt held, for restaureringen af Digegrevens Hus,fandt man næsten alle greb og låse uskadte i brand-tomten – fire greb og to låse lykkedes det ikke atfinde, og dem har man derfor rekonstrueret.

Med guldstafferingerne, de gyldne bronzegreb,den smukke stuk og den fyrige farve på paneler-ne har huset genfundet sin fornemme fortid.

18

Modsatte side: Et af de originale

dørhåndtag.

Lofter og stuk er malet lyse med limfarve.

19

En brun og knudret overraskelseDer findes en svamp, der vokser så hurtigt og erså skadelig, at den for alvor kan kvæle en byg-ning, hvis den lever under optimale betingelserog ikke bliver opdaget i tide. Den angriber og le-ver af træ, men breder sig gerne lystigt ind i an-dre materialer. Mens træet bliver nedbrudt, skif-ter det farve og bliver gråbrunt og begynder atsprække i store tørre terninger. Når træet bliversvagt, dannes der oxalsyre, som normalt villehæmme svampens vækst, men syren bliver neu-traliseret af den kalk, der findes i murens mørtel.Svampen er med andre ord en organisme, derlever perfekt under de betingelser et gammelthus kan tilbyde. Under de optimale forhold vok-ser den 5 mm om dagen og kan brede sig frakælder til kvist uden at blive opdaget, fordi denæder træet op indefra og derfor ikke afslører sigfor det blotte øje. Frugtlegemerne er brune ogknudrede med en hvid rand, hvortil vand ognæring bliver transporteret gennem gråligestrenge, den sender ud som lange snabler for atsøge efter vand.

Navnet er Ægte Hussvamp, og netop dennesvamp viste sig at have et godt greb om Dige-grevens Hus. Svampen blev i første omgang fun-det i væggen og i det øverste bjælkelag mod na-bohuset på Vestergade nr. 11, i murværket over

trappen til 1. salen og i en gulvbjælke i den an-den side af huset mod tagdrypsslippen til nabo-huset på Vestergade 7.

For at være helt sikker på at komme ind til alleangrebne steder var det nødvendigt at fjerne ogundersøge flere elementer i huset. Selv sektioneraf stuklofterne i stuen, der ellers var intakte,måtte sammen med karnaptagene pilles ned ogefterfølgende bygges op igen.

Der er stor forskel på, hvor aktiv svampen er, ogfor at få et klart billede af, hvad der er nødven-digt at udskifte, og hvad man kan nøjes med atbehandle, blev der foretaget en såkaldt aktivi-tetsanalyse på laboratorium af Goritas Byg-ningsanalyse. Analyserne viste en middel aktivi-tet i tagbjælkelaget, mens aktiviteten i karnap-perne var ringe.

De steder med mest aktivitet blev tømmeret ud-skiftet op til én meter fra det angrebne område,så man er sikker på, at der ikke er spor tilbage afsvampen, der senere kan udvikle sig. På mur-værket blev pudset fjernet, fugerne kradset udog imprægneret med Protox mod svamp.

Svampeangrebet medførte omfattende ekstraar-bejde, og hele murkronen mod nabohuset i nr.

20

11 blev nymuret. Et stort arbejde med et par tu-sinde sten, der blev indmuret og gjort tæt modskotrenden.

Ved karnapperne og de andre steder i stuen,hvor svampen var mindre aktiv, blev den ned-kæmpet med varmebehandling. Teknikken be-står i al sin enkelhed i at spænde metalplader på

hver side af det angrebne område og derefter op-varme det til 60°C, hvilket slår svampen ihjel.

Efter denne ihærdige jagt på svampen, hvor altinficeret materiale enten er blevet udskiftet ellerbehandlet, er risikoen for, at der igen opstårsvamp i Digegrevens Hus, meget ringe, så længetaget og fagene bliver holdt tætte.

21

Til venstre: Under arbejdet med at bekæmpe det omfattendesvampeangreb måtte husetstøttes for at sikre mod sammenstyrtninger.

Til højre:De steder med mest aktivitetblev tømmeret udskiftet op til én meter fra det angrebneområde. Her er tagfoden skiftet.

Skjult teknologi Der ligger en stor byggeteknisk udfordring i påden ene side at være så tro mod husets oprinde-

lige konstruktion som overhovedet mulig ogsamtidig sikre, at det efterfølgende egner sigsom moderne arbejdsplads.

Det er Tønder Kommune, der har lejet Digegre-vens Hus og det tilhørende pakhus, og en orga-nisation af den type har naturligvis brug for allemoderne installationer. I forhuset har man und-gået at trække it-kabler ved at opsætte et tråd-løst netværk. I pakhuset har man derimod valgtat installere kabler på normal vis for at opnå denbedste ydelse, men det er lykkedes at skjule in-stallationerne i bygningen, så elektronikken ikkeer synlig.

For ikke at dække de smukke paneler med ra-diatorer har man valgt at installere gulvvarme.At installere varme under gulvbrædder er natur-ligvis lidt mere kompliceret end under fliser –for at sikre en jævn fordeling af den vandbårnevarme har man monteret metalplader underbrædderne.

I alle stuerne er der meget fine indrammede ni-cher i væggene, hvor kakkelovne og ildstedertidligere var placeret. Da der er installeret fjern-varme i bygningen, har man anvendt skorstene-ne, der løber i husets langvægge, til at skjulekabler og rør, som er trukket mellem etagerne.

22

I nichen stod tidligere radiatorer. De er nu erstattetaf gulvvarme, så de smukke

buenicher igen kommer tilsin ret.

23

Overalt i huset er døre, paneler og hjørneskabe førttilbage til den oprindeligefarveholdning.

Bindingsværk, der er værd at bevarePakhuset, der ligger på adressen Allégade 15,lod Carsten Richtsen opføre som stald i 1779 fåår efter hovedbygningen i Vestergade. Det er etni fag dybt gavlhus med nordgavlen af egebin-dingsværk mod Allégade. Købmanden F. B.Heyn overtog i 1851 både forhuset og pakhuset,som han fik ombygget og indrettet, så det kun-ne fungere som kornmagasin. I 1966 blev helebygningen restaureret, og baggavlen, som varopført i fyrrebindingsværk fra en restaurering i1851, blev ommuret til en grundmur. Der blevdesuden indlagt en ekstra etage i bygningen, deroprindeligt kun var i stueplan. Ved samme restau-rering blev den oprindelige portgennemgang fraAllégade til haven reetableret. Østsiden er ligele-des udført i egebindingsværk og har et toram-met vindue og tre tilmurede døråbninger.

Carsten Richtsen har med al sandsynlighed op-ført huset for at bruge det som stald til heste ogsom studefedning, der på det tidspunkt var envæsentlig indtægtskilde i marskområder somTønder.

Formålet med den aktuelle ombygning var atindrette kontorarbejdspladser i huset og samti-dig gøre det muligt at udnytte tre etager. Det vi-

24

ste sig, at pakhuset ikke var bygget på dybe fun-damenter, men i stedet på et lag af syldsten,hvorpå der var muret en sokkel. Det er på den-ne sokkel, at bindingsværket er lagt. Sammesimple fremgangsmåde blev anvendt indendørs,hvor søjlerne blot var stillet på en sten.

Konstruktionen med syldsten var almindelig, dahuset blev opført, men den er ikke solid nok til

husets nye funktion som arbejdsplads i tre eta-ger med moderne indretning. Det har derforværet nødvendigt at pilotere huset – både for atstyrke det, men også for at undgå, at det synkermere end de 25 centimeter, det allerede har satsig. Piloteringen rækker ned i 4-6 meters dybdeog består af hule stålpæle. Der er desuden støbtet 20 centimeter tykt armeret betondæk, somhuset nu hviler på.

25

Den nyindrettede 1. sal i pakhuset.

Modsatte side:Pakhuset set fra Allégade.

Specielt den grundmurede sydgavl var ustabilog er derfor sikret med en omfattende afstiv-ning. I tagkonstruktionen var skråafstivning ogtværbjælker fjernet, og en del spær var entenknækket eller havde givet sig kraftigt under tag-stenenes vægt.

Belastningsberegninger og en detaljeret gen-nemgang af de enkelte tømmerstykker viste, atden gamle tagkonstruktion ikke ville kunne

bære. Udover at den oprindelige konstruktionvar svækket på flere punkter, kan det skyldes, athuset oprindeligt var tækket med strå, der natur-ligvis er lettere end tegl. Den nye tagkonstruk-tion er udført på traditionel vis med tapsamlin-ger, der i flere tilfælde er blevet forstærket medjernbånd, som modvirker vridninger i det krafti-ge fyrretømmer.

Restaureringen af pakhuset viste sig at være etvanskeligt projekt. Det var ikke muligt at lavemålfaste tegninger, inden det gamle tag var fjer-net, og bestillingen af det nye tømmer blev der-for forsinket. Derudover står gavlen skævt i for-hold til langvæggene, der heller ikke længere erparallelle. Det har naturligvis kompliceret opmå-lingen og konstruktionen af det nye tag.

For eftertidenRealea A/S har valgt at restaurere både hoved-bygning og pakhus ud fra den betragtning, atmatriklen skal ses som en helhed. Fordi grund-strukturen med gavlhus og baghus fortæller endel af historien om dens tids bystruktur, der varpræget af de mange smalle »stavne«.

26

Det nye trappeforløb mellem pakhusets etager.

Den moderne trappe flettersig nænsomt ind i det gamle

pakhus.

27

Hele tagkonstruktionen ogetageadskillelsen er ny. Den nye tagkonstruktion erudført på traditionel vis medtapsamlinger.

28

Tønder var i 1700-tallet en relativt blomstrende,men noget stillestående by. Byen havde sidenDen Store Nordiske Krig i begyndelsen af år-hundredet oplevet en lang periode på omkring80 år med fred, og selv Den franske Revolution i1789 oplevedes kun som en svag, fjern og uvir-kelig torden.

Tønders borgerskab nød godt af de privilegiervedrørende gunstige toldregler for bl.a. kniplin-ger, som byen havde erhvervet allerede i densidste del af 1600-tallet, og som byens øvrighedhavde sørget for blev fornyet, hver gang derkom en ny monark på tronen.

Det, at byen og hele hertugdømmet med inkor-porationsakten i 1720 var blevet lagt direkte underden danske konge, og at der i spidsen for områdetefter 1720 stod en kongeligt udnævnt amtmand,synes at være blevet accepteret ret hurtigt af byen,idet dens borgerskab ikke oplevede ændringer ideres muligheder for at tjene penge.

1700-tallets selvforståelse udsprang af enevæl-den. Kongen havde den afgørende magt, hjulpetaf sin stab af embedsmænd, og den danske be-folkning kunne ikke forestille sig livet anderle-des, end at nogle var rige og de fleste fattige.Men århundredet bød også på en ret udbredt

velgørenhed fra den velhavende del af befolk-ningens side overfor den fattige del, hvilket blevunderstreget af århundredets generelle holdningtil det religiøse liv.

1700-tallet var nemlig en periode, hvor mange afVestslesvigs indbyggere blev grebet af en dyb,inderlig vækkelse, pietismen. Det var ikke uvæ-sentligt for udbredelsen af pietismen i Vestsles-vig, at provsten i Tønder i begyndelsen af år-hundredet, Joh. Hermann Schrader, var dybtgrebet af den tyske såkaldte Halle-pietisme.Som dansk hjælpepræst fra 1727-1736 havdeSchrader en af dansk litteraturs væsentligste reli-giøse digtere, Hans Adolf Brorson, der i sin før-ste salmebog “Troens rare Klenodie” (1734),havde skrevet en del salmer selv, men også hav-de oversat mange salmer, blandt andet forfattetaf provst Schrader. Som vi senere skal se, komden pietistiske vækkelse også til at præge ho-vedpersonen for denne beretning, CarstenRichtsen.

Carsten Richtsens slægt og sociale baggrundNavnet Richtsen er en såkaldt afsvækkelse afnavnet Richardsen, og begge navne optræderindtil o. 1700 ved siden af hinanden i Tønder.

29

Carsten Richtsen - en betydningsfuld borger i 1700-tallets Tønder

Modsatte side:Kort over Tønder by fra Pontoppidans ”ThestrumDaniae”, 1730. Kortet er et håndkoloreretkobberstik og viser Tøndersudstrækning kort før Carsten Richtsens fødsel.

Af museumsinspektørInger Lauridsen, Museum Sønderjylland Tønder

Navnet Richtsen omtales fra omkring 1600 i kil-der til byens historie. Der forekommer på dettetidspunkt både en Carsten Richtsen og en PeterRichtsen, men først i 1660 omtales en HansRichtsen, der får borgerskab i byen, hvilket bety-der, at han fremstod som en skattebetalende per-son med rettigheder. Denne Hans Richtsens pro-fession omtales desværre ikke.1 Den 10. december1694 fik Nicolai Richtsen, en søn af den netopomtalte Hans Richtsen, borgerskab i Tønder. Hanvar kort forinden blevet gift med kirkeregnskabs-fører Carsten Tychsens datter, Helene, og deresbryllup blev fejret med stor pomp i byens rådhus.Således beskrives begivenheden i en artikel i “In-telligenzblatt für Tondern und Umgebung” i sep-tember 1859.2 Nicolai Richtsens søn, Hans Richt-sen den yngre, blev far til denne fremstillings ho-vedperson, borgmester Carsten Richtsen.

Hans Richtsen den yngre fik den 23. november1739 borgerskab i Tønder som kniplingshandler.Få dage senere, den 3. december, giftede han sigmed den daværende borgmester, Hans Carsten-sens datter, Helena Catharina, hvilket indikerer,at Hans Richtsen allerede da var en velanskrevetog ret velhavende mand i byen. Hans Richtsenvar, foruden at ernære sig som kniplingshandler,deputeret borger, og han erhvervede sig i 1753et algerisk søfartspas for et skib, som han havde

købt, og som skulle foretage handelsrejser underalgerisk flag fra Hamborg.3

Kniplingshandler Hans Richtsen blev en uhyrevelhavende mand, dels fordi han var en dygtigforretningsmand, og dels fordi han var så heldigat kunne ride med på den bølge af velstand, somkniplingshandelen i midten af 1700-tallet betødfor Tønder. Han og hans hustru fik seks børn,fire drenge og to piger, af hvilke de fem nåedevoksenalderen, idet den yngste, en dreng, Johan-nes, døde som tre-årig. Den yngste af de tre øv-rige sønner var Carsten Richtsen, der blev født i1746, de to ældste sønner hed Hans, født 1742,og Nicolai, født 1744. Af de tre sønner var detNicolai Richtsen, den midterste, der først blevborger, idet han fik borgerskab som kniplings-handler den 13. november 1780, mens bådeHans og Carsten Richtsen fik borgerskab åretefter, begge den 8. oktober. Det kan undre, atdet, af de to, kun var Hans Richtsen, der fik bor-gerskab med erhvervsbetegnelsen kniplings-handler, mens Carsten Richtsens profession op-førtes som købmand (Kaufmann), al den stund,at Carsten Richtsen i sit eftermæle altid har væ-ret betegnet som kniplingshandler og ikke somkøbmand. Af Carsten Richtsens to brødre synesdet at have været Nicolai, der var den driftigste.Han blev 1782 deputeret borger, men købte sig i

30

1787 fri af borgerlige æreshverv ved at betale200 Rigsbankdaler til arbejdsanstalten i Tønder,efter at han året før mod sin vilje var blevet bedtom at udtræde af rådet med den begrundelse, atder ikke måtte sidde to så nært beslægtede sombrødre (Carsten og Nicolai Richtsen) sammensom rådmænd i byen.4 Nicolai Richtsen blev giftmed Anna Carstensen, og parret fik kun et barn,en datter, Anna Dorothea. Den ældste af de trebrødre, kniplingshandler Hans Richtsen, besadikke på noget tidspunkt æreshverv i Tønder, hanforblev ugift og døde som ungkarl i 1804.

Carsten Richtsens personlige livI 1776/77 erhvervede Carsten Richtsen sig engrund i Tønders vestlige hovedstrøg, NordwestQuartier nr. 9. Det menes, at han fik grunden

som en gave fra sin kommende svigerfar, knip-lingshandler Jacob Richtsen, der ejede ejendom-men Nordwest Quartier nr. 10. På sin nyerhver-vede grund lod Carsten Richtsen i 1777 opføredet hus, der er hovedemnet i denne publikation,et grundmuret toetages gavlhus på fem brede fagmed teglhængt mansardtag. I brandtaksationenfor 1784 omtales huset som et beboelseshus påni fag, hvilket betyder, at man i taksationen hartalt fagene i husets dybde. Foruden beboelseshu-set var der en staldbygning på otte fag. Beboel-seshuset blev i 1784 takseret til en værdi af 4000Rigsbankdaler, stalden til 1000 Rigsbankdaler.5

Carsten Richtsens smukke hus har formodentligstået færdigt, inden han den 31. juli 1778 blev giftmed sin kusine, Ingeborg Richtsen, født 1748 ogdatter af føromtalte kniplingshandler, Jacob

31

Til venstre: Miniaturemaleri, malet på elfenben, forestillendeCarsten Richtsen. Malerieter malet o. 1776, da CarstenRichtsen var 30 år. Kunstneren er ukendt.

Til højre: Miniaturemaleri, malet på elfenben, forestillendeborgmester Carsten Richtsen.Maleriet er malet o. 1800,da Richtsen var på toppenaf sin karriere.Kunstneren er ukendt.

Richtsen. Det unge par var fætter og kusine, mensamtidig var de også tidligere beslægtede, hvilketskulle betyde dårlige prognoser for deres afkom. Det var ikke ualmindeligt på dette tidspunkt ivelhavende kredse at sørge for, at formuer ikkeblev splittet op ved at lade nært beslægtede giftesig med hinanden, ofte i flere led.6

Året efter, den 2. oktober 1779, blev det unge parforældre til en lille dreng, Jacob, opkaldt efter sinmorfar. Drengen var meget svagelig ved fødslen,og han døde da også blot tre måneder gammel,den 6. januar 1780.

Parrets andet barn, ligeledes en søn, blev fødtden 15. september 1782. Han blev opkaldt eftersin farfar, Hans Richtsen. Også dette barn varsvageligt, og han døde midt om sommeren 1788,knap seks år gammel. Det fortælles, at især detteandet barns død gjorde Ingeborg Richtsen me-get tungsindig. I hvert fald blev parret på om-trent samme tid meget optaget af den hernhut-terske mission, der i december 1771 havde fåetkongelig koncession på at måtte oprette enbrødrekoloni, Christiansfeld, opkaldt efter kongChristian VII, i Tyrstrup sogn i hertugdømmetSlesvigs nordøstlige hjørne. Hernhutternes inder-lighed, menighedens fromme levned og hold-ning til næsten optog Carsten og Ingeborg

Richtsen i resten af deres liv og har måske væretmed til at lindre den sorg, det var for dem, at deikke fik levedygtige børn.

Carsten Richtsens offentlige livCarsten Richtsen var allerede i 1783 blevet de-puteret borger, i 1787 blev han rådmand i byen,og måske har sønnen Hans’ død i 1788 fåetRichtsen til i højere grad at ønske at gøre siggældende i byens officielle liv. Magistraten iTønder valgte ved borgmester Nicolay Jensensdød den 16. februar 1790 da også Carsten Richt-sen til borgmester, skønt han var en af de yngsterådmænd i rådet. Carsten Richtsen accepteredevalget, og udnævnelsen skete den 10. april sam-me år. Carsten Richtsen blev den sidste borgme-ster i Tønder, der blev udnævnt af byens magi-strat. Fra begyndelsen af 1800-tallet var det ind-til Grundloven i 1849 kongen, der udnævnte by-ens borgmestre. Hvervet som borgmester var ef-ter 1767 blevet en smule mere betydningsfuldt,idet der fra dette år kun var én borgmester adgangen i byen mod to siden 1637.

Det var især som borgmester, at Carsten Richt-sen skaffede sig ry som en flittig, retfærdig ogretskaffen mand, hvis embedsperiode blev be-tragtet som en god tid for Tønder. Carsten

32

Richtsen var tilhænger af visse fremskridt.Blandt andet fik han udvirket, at Tønder o. 1790erhvervede en moderne engelsk brandsprøjte.Selv om Richtsen som borgmester fik ry forfremskridtsvenlighed, var det ikke folkelig vel-færd i en moderne form, der var Richtsens ærin-de. Det var byens borgerskab, der var bestem-mende for byen og dens trivsel, og således skulledet naturligt blive ved med at være. Det er inter-essant at bemærke, at Carsten Richtsens tid somborgmester i Tønder fortsat som oftest omtalessom en god tid for byen. Imidlertid fremhæverhistorikeren Johan Hvidtfeldt i sit kapitel i bo-gen “Tønder gennem Tiderne”, der udkom i for-bindelse med Tønders 700 års købstadsjubilæumi 1943, at Richtsens periode faktisk må betegnessom en stagnationsperiode for byen. Den snæv-re gruppe af velstillede borgere åbnede ikke de-res kreds for nye innovative tilflyttere. I stedetholdt de på deres kapital og position gennemskæbnesvangre snævre ægteskabsbånd.7

Borgmester Richtsen var et ægte barn af sin tid,og han ønskede at bevidne sin interesse for sam-fundets svageste gennem gaver, som han skæn-kede byen. Sidst i 1700-tallet overdrog han såle-des et jordstykke på 1½ demat (ca. ¾ ha) (kaldetNorderburgdeich), hvis brug var forbeholdtborgmesterembedet, til Tønder.

Selve indretningen skete med en bevilling framagistraten, men således, at Carsten Richtsen istedet overdrog et stykke land af samme værditil byen. I en samtidig rejsedagbog omtalesspadserestien således: “Promenaden er mereend 800 skridt lang, beplantet med nogle tusin-de træer ved siderne og yder en henrivende ud-sigt”.8 Richtsen lod ganske rigtigt plante en allémed en spadseresti, som byens borgere frit kun-ne anvende. To steder langs spadserestien, derløb fra det sted, hvor Laurentiusstrømmen kryd-

33

Portrætmaleri på lærred, forestillende Carsten Richtsen. Maleriet er malet i 1927 af TønderkunstnerenCarl Tønder, formodentlig efter flere forskellige forlæg.Originalen måler 58x53 cm.

34

Liebestempel i Tønder, den ene, endnu eksisterende,

af to musikpavilloner, som Cartsen Richtsen lod

opføre på Nordre Borgerdigefor byens borgere o. 1800.

sede Vestergade og til området lige ved byensØsterport, lod Richtsen opføre en pavillon aftræ. De to pavilloner var ens, små fint udforme-de runde tempietto’er, opført som ægte nyklassi-ske havepavilloner. De små pavilloner kunne an-vendes til at sidde og samtale i, eller de kunnedanne scene for små musikensembler, der ligele-des på værdig vis kunne underholde Tøndersborgere. Kun den ene af de små pavilloner, dennordligste, eksisterer endnu og er heldigvis i dagfredet. I dag kendes den under navnet “æ Liebes-tempel”, og mangen et ungt kærestepar i Tøndersiges at have udvekslet deres første kys her. Den

sydlige pavillon forsvandt formodentlig alleredeomkring midten af 1800-tallet, men den ses påen fin farvelagt tegning af Tønder, set fra nord,der er tegnet af en ukendt i 1840.9

Carsten Richtsen valgte den 10. februar 1812 attræde tilbage fra borgmesterposten. Han blev ef-terfulgt af rådmand Georg Friedrich Horup, derblev udnævnt af kongen. Få dage før sin afskedfik Carsten Richtsen, ligeledes af kongen, æres-titlen justitsråd. De sidste 9 år af sit liv helligedeCarsten Richtsen sig sine mange personlige in-teresser.

35

Koloreret postkort af dennordlige ende af Richtsensallé ved dens udløb i Østergade. På billedet sesden ene af Carsten Richtsensto træskulpturer, Ceres, der oprindelig var placeret iRichtsens private have, men som efter hans død i1821 blev stillet op for endenaf alléen. Bemærk, at figurener malet hvid for at illudereen statue af marmor.

Carsten Richtsens hjem og dets indboCarsten Richtsen og hans hustru var overmådevelhavende, og de anvendte deres store formuedels på egne interesser, dels, især i deres yngreår, på stor selskabelighed og mange gæster, ogendelig på almindelig godgørenhed. Dette sidstevar især tydeligt i ægteparrets sidste år.

Carsten Richtsen ejede udover DigegrevensHus også nabohuset mod vest, der var et 10fag dybt gavlhus, Nordwest Quartier nr. 8.Dette hus lod Richtsen nedrive o. 1800, oghan opførte på grunden et 11 fag dybt gavlhus,der ikke havde egen indgang fra gaden, kun fraRichtsens pragtejendom, idet det blev opførtsom gæstehus for borgmesteren og hans hu-

stru. Huset fungerede som anneks til Richtsensejendom indtil dennes død i 1821, men blevherefter solgt fra som selvstændig ejendom.Det, at Richtsen valgte at opføre et selvstæn-digt hus til selskabelighed, viser, at han oghans hustru satte pris på selskaber og mangegæster.

Men Richtsen sørgede også for at udsmykke sithus med smukke møbler og smukt indbo.Blandt de endnu eksisterende møbler, som hanhavde i sin bolig, findes tre skabe, der er frem-stillet af dygtige møbelsnedkere i Altona. Detre skabe er af eg med finér af elmetræ. Det eneskab er et barokt linnedskab, mens de to øvrigeer rokoko vitrineskabe, hvis underskabe eridentiske, men hvis overskabe er udført i hen-holdsvis engelsk og fransk rokoko. Alle tre ska-be arvedes af Carsten Richtsens nærmesteslægtning, hans niece, Anna Dorothea, datteraf broderen Nicolai Richtsen. De tre skabe hø-rer i dag til nogle af de bedste møbler i Mu-seum Sønderjylland Tønders samlinger.

Et par huse længere nede ad Vestergade boede,samtidig med Richtsen, en af byens dengangbedste guldsmede, Nicolay Hansen, den ene afguldsmed Peter Hansens dygtige guldsmede-sønner. Denne Nicolay Hansen gjorde sig

36

En spiseske, en kaffeske og en saltske, der hører til

det bestik af sølv, som guldsmeden Nicolai Hansen

i Tønder udførte til Carsten Richtsen o. 1790.

blandt andet fortjent ved at være far til Tøndersmest berømte bysbarn i 1800-tallet, astronomPeter Andreas Hansen. Hos guldsmed NicolayHansen bestilte borgmester Richtsen i 1790’ernebestik af sølv, hvilket betød, at han fik lavetskeer i flere størrelser samt forskelligt hjælpe-bestik til at øse maden fra fade og skåle. De be-stikdele af sølv, som Carsten Richtsen bestilte,var såkaldte urne eller amforaskeer, en typeLouis seize mønster, hvor der i enden af skafteter indsat en amfora eller urne i et ovalt udsavethul. Over amforaen er der anbragt en elegantsløjfe og under den en stiliseret laurbærranke.På det richtsenske bestik er der desuden midtpå skaftet en ottekantet plade med en stiliseretblomst. Alle dele af den richtsenske bestik fikindgraveret CR bag på skaftet.10

Det er usædvanligt omkring 1800 i en pro-vinbsby af Tønders størrelse, at en enkelt per-son købte et bestik af sølv til eget brug. Nor-malt havde man mange forskellige sølvskeer,som man havde fået i slægten gennem flere ge-nerationer i anledning af mærkedage som foreksempel dåb og bryllup. At Richtsen valgteselv at bekoste sit sølvbestik, må skyldes, athan har ønsket at vise sin økonomiske formåenogså i borddækningen i forbindelse med sin retstore selskabelighed.

37

Carsten Richtsen bestilte tre pragtskabe til sit hjemNordwest Quartier nr. 9 hosdygtige snedkere i Altona; to vitrineskabe med ens underskabe og et linnedskabmed seks døre. Billedet viserdet ene af Richtsens vitrine-skabe, et fornemt rokoko-møbel, fremstillet af egetræmed finer af nøddetræ. Skabet er fremstillet o. 1780og står i dag i Museum Sønderjylland Tønder.

Carsten Richtsens kunstneriske og åndelige interesserRichtsen var også et menneske, der holdt af oghavde forstand på tidens kunst. Han var isæroptaget af kobberstik, og han skal have haftmere end 200 kobberstik, vist nok fortrinsvis afengelske kunstnere. Desuden skal han have haftomkring 60 malerier. Desværre er ingen dele afCarsten Richtsens kunstsamling bevaret medhenvisning til ham. Derfor vides det ikke, hvilkemotiver han især yndede. Kunstsamlingen varophængt i nogle af de store rum i Richtsens an-neksbygning, og opførelsen af anneksbygningenkan derfor også for en del skyldes hans ønskeom at have et sted at placere sin kunstsamling.11

Carsten Richtsen fulgte ligeledes levende med itidens åndelige og videnskabelige spørgsmål, oghan var et meget læsende menneske. Ifølge hi-storikeren, Ludwig Andresen, var Richtsens bib-liotek på mere end 2000 bind.12 Biblioteket be-stod af samtidens kendte forfattere såsom Les-sing, Goethe og Schiller, desuden latinske klassi-kere, astronomiske og matematiske værker ogmåske især åndelig litteratur blandt andet omden hernhutterske bevægelse, som både CarstenRichtsen og hans hustru, Ingeborg, var dybtgrebne af. Endelig var der i biblioteket en del lit-teratur om havekunst og haveplanter, hvilket vi-

ser hen til Carsten Richtsens meget store inter-esse for havekunst og haveanlæg.

Det var nemlig således, at Carsten Richtsen iløbet af 1790’erne bag sin statelige ejendom fikskabt en have, der var fyldt med sjældne blom-ster og planter. Richtsen lod også opføre et lillelysthus i haven. Lysthuset var endnu ikke påførtbrandtaksationen i 1784, men i 1804 nævnesdet særskilt med en værdi af 200 Rigsbankdaler.I haven satte Richtsen to statuer af træ, hvergodt en meter høje, forestillende gudinderneFlora (blomsternes gudinde) og Ceres (kornsor-ternes gudinde). Statuerne var bemalede medhvidt, således at de lignede statuer af marmor.Efter Richtsens død flyttedes de to figurer tilRichtsens spadseresti og placeredes ved lågenfra stien til Østergade. Her stod de til efter1950, hvor de blev afrenset og indlemmet i Museum Sønderjylland Tønder. Richtsens havevar kendt og omtalt langt udenfor byens græn-ser. Det samme var tilfældet med de mangeplanter, som han havde i potter og krukkeroveralt inde i huset. 150 sjældne blomster skalhave haft inden døre, og blandt de blomsterskå-le, han ejede, findes der endnu i dag i museetsfajancesamling fire aflange kummer, fremstilletpå hertugdømmet Slesvigs berømte fajancevirk-somhed i Slesvig.

38

Carsten Richtsen var endelig i besiddelse af no-get så usædvanligt som seks paradekanoner,som han kunne anvende til skydning af salutter iforbindelse med særlige begivenheder i Tønder.Hvordan han havde fået den idé at erhverve sigdisse seks kanoner, og hvor han havde dem an-bragt, når de ikke var i brug, vides ikke. Kano-nerne kunne udlånes til blandt andre skytte-korpset og til Frederiksgarden (ringriderkorpset)i Tønder. Det fortælles, at en af kanonerne en-

gang, efter Carsten Richtsens død, blev udlånt tilHøjer Kommune, der ville markere en begiven-hed med en kanonsalut. Desværre vidste de per-soner i Højer, der skulle betjene kanonen, intetom kanoner, kugler og krudt. De hældte en altfor stor sprængladning ind i kanonrøret og sattelunte til med det resultat, at kanonrøret blev retødelagt. De seks bevarede kanoner er i dag ind-lemmet i Museum Sønderjylland Tønders sam-linger, dog kun som kanonrør, uden lavetter.

39

De to figurer af egetræ, som Carsten Richtsen lodudføre og opstille i sin private have. Begge figurerer o. 1 meter høje. Den venstre forestiller ”Ceres”, gudinde for korn-høsten, mens den højre fore-stiller ”Flora”, blomsternesgudinde. Begge figurer varmalet hvide for at skulle ligne statuer af marmor. Figurerne står i dag i Museum Sønderjylland Tønder.

Carsten Richtsens sene årCarsten Richtsens bror, den tidligere omtaltekniplingshandler Nicolai Richtsen, der var to årældre end Carsten Richtsen, døde i 1801, 57 årgammel. Nicolai Richtsen efterlod sig kun etbarn, en datter, Anna Dorothea Richtsen, der pådet tidspunkt var 18 år gammel. Hun kom eftersin fars død i huset som plejedatter hos Carstenog Ingeborg Richtsen. I folketællingen i Tønder1803 omtales Anna Dorothea som boende i hu-set og benævnes ”datter af husfaderens bror”.Carsten Richtsen kaldes i denne folketælling blotfor “Hausvater”. I 1803 var der i husstanden for-uden Carsten Richtsen, hans hustru, Ingeborg,og brordatter, Anna Dorothea på 20 år kun totjenestepiger på henholdsvis 36 og 26 år. Dette

tyder på, at Carsten Richtsen efter 1800 førte etret stille og tilbagetrukket liv, optaget især af denpietistiske hernhuttbevægelse. I hvert fald menesIngeborg Richtsen at være blevet stedse mereindadvendt. Carsten Richtsens almene godgø-renhed synes ligeledes at blive stedse mere ud-talt, især efter o. 1800. Det er uvist, hvad der i1812 fik Carsten Richtsen til at trække sig tilbagefra borgmesterposten, men dels var hans hustruikke længere rask, og dels var han selv en ældremand på 65 år. Efter sin tilbagetrækning fra sitoffentlige liv brugte Carsten Richtsen sine sidsteår på åndelige interesser.

Allerede efter Ingeborg og Carsten Richtsensandet barns død oprettede ægteparret i 1789 et

40

testamente, som atter blev konfirmeret i 1801. Idette testamente var hovedbestemmelsen, atden længstlevende af ægtefællerne skulle væreuniversalarving til ægteparrets formue. Dette te-stamente blev helt ændret gennem et nyt testa-mente, som ægteparret fik udfærdiget med gyl-dighed fra 21. juli 1815 med borgmester Horupog rådmand M. Jensen som vidner. I det nye te-stamente skænkede Richtsen det før omtalte of-fentlige anlæg med spadserestien og de to pavil-loner til byen Tønder. Desuden overdrog hansine paradekanoner til byen sammen med etsmukt stueorgel, der skulle anvendes i forbindel-se med gudstjenester i asylet i Østergade. Desu-den skænkede han jordtilliggender i kogene pågodt 146 demat,13 beliggende i Juliane Maries

Kog og i Bronsotten Kog syd for den nuværen-de grænse. Lejeindtægterne af disse kogsjorderskulle anvendes således:

• 100 Rdl årligt skulle gives som brændselshjælp til kommunens fattige.

• 200 Rdl årligt til indkøb af brødkorn (rug) til fordeling blandt værdigt trængende.

• 33 1/3 Rdl årligt skulle afsættes til betaling for brøduddelinger.

• 133 1/3 Rdl årligt skulle anvendes til hjælp til huslejebetaling.

• 133 1/3 Rdl årligt til hjælp til skattebetaling.

• 100 Rdl årligt skulle anvendes til indkøb af sengeklæder og andre klæder til uddeling.14

41

Akvarel, forestillende Tønder set fra nord. Billedet er malet i 1840, og maleren er ukendt. Det meget interessante vedbilledet er, at det er den eneste eksisterende afbildningaf Tønder fra den nordligeside, hvor man tydeligt kanse tagene på begge de to musikpavilloner, som Carsten Richtsen lod opføre o. 1800.

Med dette testamente blev ægteparret Richtsenden største legatstifter i Tønder, og testamente-bestemmelsernes entydigt sociale sigte har i højgrad været medvirkende til borgmester Richt-sens eftermæle som den socialt indstillede ogengagerede borger.

Ingeborg og Carsten Richtsens død og begravelseIngeborg Richtsen døde først. Det skete den 7.august 1818. I forbindelse med hendes begravel-se blev der fremført en rørstrømsk og ret intetsi-gende sørgesang, ”Tränen-Opfer”, helt i roman-tikkens svulmende stil. Digtet blev i slutningenaf august samme år offentliggjort i Tønders da-

værende ugentlige avis med følgende overskrift:”Der Armen hiesiger Stadt, am Grabe ihrerWohltäterin der seligen Frau Justitzratin Inge-borg Richtsen”.15

Ingeborg Richtsen blev begravet under gulvet iKristkirken, således som velhavende borgere iTønder havde været vant til siden kirkens opfø-relse i 1592. Imidlertid skete det med en dis-pensation til ægteparret Ingeborg og CarstenRichtsen, eftersom det ifølge lov af 1805 varblevet forbudt at blive begravet under kirkegul-vene i danske kirker, med mindre en slægt hav-de lukkede kapeller. Årsagen var, at man efter-hånden havde solgt så mange gravlæggelses-pladser under kirkernes gulve, at kisterne man-

42

“Lyt, er det ikke gravklokkernes dæmpede ringen?

Hvem mon nu bæres til hvilestedet?

Synger mange i gravfølget, tårevæddet og dybt bøjet?

Hvem fra vores side har døden borttaget, til det evige livs højtid?

Fortæl hvad indelukkes under kistens sorte klæde

På vej til afdødes gravkamres opløftende stilhed”

Første strofe af “Tränen-Opfer” 1821.17

ge steder var stablet op til undersiden af kirker-nes gulvfliser, og ligene derfor ikke kunne for-rådne. Det er uvist, hvor i kirken gravstedet var.I bogen om Tønder bys legater hævdes det, atgravstedet var i kirkens nuværende sakristi,oprindeligt et kapel for den Tychske familie iTønder. Denne antagelse skyldes, at man i slut-ningen af 1800-tallet kaldte sakristiet for ”Richt-sens sakristi”.16 En anden antagelse har været, atægteparret Richtsens grav var placeret foran or-gelpulpituret ved kirkens sydvestligste søjle.Under alle omstændigheder findes gravensmarkering ikke længere. Carsten levede endnunæsten tre år og døde den 10. maj 1821, få må-neder før han kunne være blevet 75 år. I lighedmed den sørgehymne, der blev digtet til Inge-borg Richtsens begravelse, blev der skrevet etdigt, der blev offentliggjort i Intelligenzblatt den21. juni 1821. Digtet er signeret ”J”, for en Kan-tor i Tønder med efternavnet Juhl.

Richtsens arv og eftermæleEfter Carsten Richtsens død trådte ægteparretRichtsens testamente i kraft. Nogle dele af ind-boet kom i niecen Anna Dorotheas eje, men dermå være blevet afholdt en auktion over det me-ste af de ting, huset indeholdt, idet der i Lokal-historisk Arkiv for Tønder findes en håndskrevet

afskrift af auktionsprotokollen efter CarstenRichtsen, hvoraf det fremgår, hvor meget indbo,der faktisk fandtes i Richtsens to ejendomme,Nordwest Quartier nr. 9 og 8.18 Det var en fjer-nere slægtning, Balzer Schmidt Tygsen, der er-hvervede ejendommen Nordwest Quartier 9,mens Richtsens gæstefløj blev solgt fra somselvstændig ejendom. Ved Tygsens død i 1828gik huset helt ud af Richtsens slægts eje.

Mindet om Carsten Richtsens navn og hans vel-gerninger overfor den fattigste del af Tøndersbefolkning blev længe bevaret, men måske varen begyndende afsvækkelse af Richtsens godeeftermæle den direkte årsag til, at Intelligenz-blatt für Tondern und Umbebung i bladets nr.25, 1855 gennemgik hele Richtsens legat udfør-ligt. Denne gennemgang fulgtes op fire år seneremed en længere artikel over to numre af bladet,hvor en ikke navngivet person gennemgikRichtsens liv og velgerninger. Dobbeltartiklenslutter med følgende opfordring til læserne:”Gott segne ferner die fromme Stiftung zum Be-sten unserer Stadt. In vielen Herzen hat Richt-sen sein Denkmal gefunden, warum aber istnoch kein äusseres Denkmal ihm errichtet? – Ervor Allen verdient es!“19 Sigtet med den dobbel-te artikel var således at opfordre til, at der blevrejst et mindesmærke for Richtsen i Tønder.

43

Der skulle gå godt tyve år, før denne idé blevvirkeliggjort, efter at der var blevet arbejdet medplanerne for et Richtsen-monument gennemfem år. Initiativet til dette arbejde udgik fra Tøn-ders industriforening i 1876. En stor gruppe afbyens mest kendte borgere med borgmesterStreckenbach som formand blev nedsat og be-gyndte deres arbejde i 1877. Komiteen afholdt ide følgende år i alt 24 møder, hvor man aftalte,hvem der skulle udfærdige monumentet, hvordet skulle placeres, og hvorledes pengene til detskulle skaffes. Man satsede på at få midlernesamlet ved frivillige bidrag, ved afholdelse af enbasar og ved salg af lodsedler.

Til placering af monumentet valgte man denrunde plads i vestenden af borgerdiget (alléen),hvor den vestligste af Richtsens to pavillonerhavde stået, og hvorfra der dengang var engangsti til Bockenså.

Der havde allerede, da komiteens arbejde be-gyndte, meldt sig en ung billedhugger, JohannesMølgaard, der var under uddannelse på kunsta-kademiet i Berlin, med et forslag til monumen-tets udførelse. Mølgaards forslag var en høj sok-kel af sandsten med en buste af borgmester Car-sten Richtsen, udført i bronze. Selvom der efter-følgende blev udskrevet en konkurrence for at

Buste forestillende borg-mester Carsten Richtsen, placeret på en høj sokkel

med indskriftfelt. Busten erudført af billedhuggeren

Johannes Mølgaard og blevindviet den 17. juli 1881.

Mindesmærket står placeretomtrent på det sted, hvor den vestlige af

Richtsens musikpavilloner lå.

44

finde det bedst egnede monument, blev Johan-nes Mølgaards udkast sluttelig valgt som vinder-projekt. Prisen for monumentet beløb sig til2300 Mark. Arbejdet blev færdigt den 11. juli1881, og Richtsen-monumentet indviedes veden højtidelighed den følgende lørdag, den 17. juli1881. Et mindeskrift, der omhandlede forløbetaf sagen om Richtsen-mindesmærket, blev lagtind i et hulrum i bronzebusten. Dette minde-skrift blev dog først offentliggjort i avisen Nord-sleswigsche Zeitung den 13. februar 1928 i en ar-tikel med overskriften ”Das Richtsendenkmal”. 20

På monumentets sokkel står følgende indskrift:”Dem Justizrath Carsten Richtsen, von 1790 bis1812 Bürgermeister der Stadt Tondern, welcherdiese Anlagen der Stadt geschenkt und ein Le-gat zu wohltätigen Zwecken gestiftet hat, zumAndenken gewidmet von dankbaren Ein-wohnern Anno 1881“.

Også en gade i Tønder har borgmester Richtsenfået opkaldt efter sig. Richtsensgade løber fraKongevej overfor den nu nedrevne Tønder Øst-banegård til Torvet og krydser på sin kortestrækning spadserestien, der blev skænket afCarsten Richtsen til byen. Gaden hed oprindeligJernbanegade, eftersom den førte til Tøndersførste jernbanestation.

Alt i alt kan man sige, at Carsten Richtsens ef-termæle er blevet bevaret i Tønder. Dette efter-mæle vil i forbindelse med den gennemgribenderestaurering af Richtsens ejendoms forhus ogbaghus i årene 2006-2007 blive forstærket i be-vidstheden hos Tønders nuværende borgere, oghans navn vil i større grad atter blive kendt i of-fentligheden.

Emaljeret gadeskilt i Tønderfor Richtsensgade, der i dagløber fra Torvet mod nord ogsom på sin korte strækningkrydser den allé med engangsti, som Carsten Richtsen skænkede til byensborgere.

45

1. Ludwig Andresen: “Bürger- und Ein-wohnerbuch der Stadt Tondern bis 1868-9”,Kiel 1937 s. 34 og s. 218.

2. “Erinnerung an Tonderaner”, artikel i “Intel-ligenzblatt für Tondern und Umgebung”, nr.38, den 22. september 1859 s. 182.

3. Opus cit. “Bürger und Einwohnerbuch…”,Kiel 1937 s. 54.

4. Holger Hjelholt: “Tønder under kongestyre1712-1864” i M. Mackeprang (red.): “Tøndergennem Tiderne”, 1943, 1. halvbind s. 136ff.

5. Brandtaksationsprotokol for 1784, Lokal-historisk Arkiv for Tønder.

6. Johan Hvidtfeldt: “Tønders befolkning gen-nem Tiderne” i M. Mackeprang (red.) opuscit. “Tønder gennem…” 1943, 2. halvbind,tavle vedrørende indbyrdes slægtskab indenfor det tønderske patriciat i det 18. århundrede ved s. 434.

7 Johan Hvidtfeldt: “Tønders befolkning gen-nem…” Ibid. 1943, 2. halvbind s. 433.

8. A. von Essen: “Fragment aus dem Tagebu-che eines Fremdens”, København 1800 s. 74.

9. Tegningen hænger i dag i Museum Sønder-jylland Kulturhistorie Tønders topografiskeudstillingssal.

10. Sigurd Schoubye: “Guldsmedehåndværket iTønder og på Tønder-egnen 1550-1900”,disputats 1961, s. 124-125.

11. “Erinnerung an Tonderaner”, anden del, arti-kel i “Intelligenzblatt für Tondern und Umge-bung”, nr. 39, den 29. september 1859 s. 191.

12. Ludwig Andresen: “Beiträge zur neuerenGeschichte der Stadt Tondern”, Flensburg1943, s. 103ff.

13. En demat er næsten lig med en tønde landaltså omkring 2500 m2.

14. Thorvald Petersen: “Tønder bys legater”,Borgmester Richtsens legat.

15. “Wöchenliches Tondersches Intelligenz-blatt”, 5. årgang, nr. 49, den 27. august 1818.

16. Ingolf Haase (red.): “Kristkirken 1592-1992”, Tønder 1992, s. 98.

17. “Wöchentliches Tondersches Intelligenz-blatt”, 8. årgang, nr. 39 den 21. juni 1821.Oversat fra tysk af Ulrich Walther.

18. Læg i Lokalhistorisk Arkiv for Tønder, dervedrører papirer, relateret til Carsten Richt-sens far, kniplingshandler Hans Richtsen.

19. “Intelligenzblatt für Tondern und Umge-bung”, nr. 38, den 22. september 1859, s.182-184 og nr. 39, den 29. september 1859,s. 191-192.

20. Nordschleswische Zeitung, den 13. februar1928 (eller 1929).

46

Noter og henvisninger

Andersen Heine, Jess: Bevaringsværdige huse iTønder, udgivet af Fredningsstyrelsen og Tøn-der kommune, 1980

Elling, Christian: Palæer og Patricierhuse fra Ro-kokotiden, G.E.C. Gads Forlag, 1930

Engqvist, H. Hans: Sønderjyske byer, Gjellerup,1967

Eskildsen, Claus: Tønder 1243-1943, Bogforla-get Guldhorn, 1943

Zeeberg, Jørgen: Dansk arkitektur 5. Rokoko ogklassicisme, Forlaget for faglitteratur, 1968

47

Litteratur

48