Det Udenrigspolitiske Selskabudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2007.pdf · 2015-10-06 ·...

1 · 2007

Putins Rusland:Stormagten vi ikke orkerIldevarslende signalerom en ny tidMagtbrynde i MoskvaMedier og Menneske-rettigheder under presEuropæisk uro

Den moralske pris ved alliancen med BushTorben Krogh

Bulgarien og Rumænien i EUSudan: Fredsaftale på viagraSaddam Hussein 1937-2006Stalin – biografier om en tyranKaukasus – det politiske spil

Verdenshavet og Frederiksholms Kanal: Sprog i Danmark Uffe Østergård 2

TEMATre mord på Novaja Gazeta Vjatjeslav Izmajlov 8Polonium-210 mordet Thomas Bindesbøll 13Russisk pres på Strasbourg Henrik Døcker 22 Ruslands nabopolitik: hovmod og fald Anders Åslund 29Kreml, gasledningen og sikkerheden Robert Larsson 37Kamp om Turkmenistans gas efter Turkmenbasji Vibeke Sperling 46Dokument: Vladimir Putin i München 55

BAGGRUNDPrisen for at være en loyal allieret Torben Krogh 75De nye i Unionen Karsten Fledelius 81Sudan: Fredsaftale på viagra og petro-yuan Nils Carstensen 89Saddam Hussein 1937-2006 Helle Lykke Nielsen 99

Danmarks stemme: Første kvartal 2007 Michael Seidelin og Anders Jerichow 108Spørgetid: Pres på Israel? 112

LITTERATURDen danske Stalin-forskning Mette Skak 116Kaukasus: Mellem stjernestøv og ragnarok Benedicte Maegaard 124

For nylig besluttede Danmarks Ra-dio at nedlægge sin faste korrespon-dentpost i Moskva – ligesom TV2gjorde det for nogle år siden. Ogsåflere aviser har i de senere år ned-prioriteret dækningen af Rusland ognedlagt deres faste korrespondent-post i Moskva. På gymnasier og høje-re læreranstalter er det samtidig ble-vet sværere at få elever og studeren-de til russisk. Og endelig forlyderdet, at forsvaret i nærmeste fremtidvil ophøre med at uddanne sprog -officerer i russisk.

Med erhvervslivet som undtagelseer vi i Danmark åbenbart ved at tabeinteressen for den stormagt, derfuldkomment dominerede vores sik-kerhedspolitiske overvejelser i an-den halvdel af det tyvende århun-drede. Årsagen ligger lige for: Rus-land truer os ikke længere direkte.Omdrejningspunktet for internatio-nal politik er ikke længere den Kol-de Krig og ikke udviklingen i detpost-sovjetiske område, men i vok-sende grad bekymring for stabilitetog religiøs ekstremisme i det områ-de, som i dag kaldes ‘det bredereMellemøsten’.

Putins skarpe Wehrkunde-tale iMünchen i februar bebudede ikkedesto mindre en ny internationalrussisk aktivisme, der også kan fåvældig betydning i såvel Mellemøst -

en og Centralasien som i kampenmod international terrorisme. Denny kurs i Putins Rusland kan såledesogså blive i ildevarslende modstridmed vestlige interesser, herunderDanmarks. I dette relancerede num-mer af Udenrigs fokuserer vi derfor påudviklingen i Rusland og det post-sovjetiske område og bringer Putinsforsvar for en multipolær verden.Udenrigs vil fremover udkomme

med fire større udgaver om året,hver gang med fokus på en væsent-lig tendens i international politik.Samtidig vil Udenrigs fast lægge øretil Danmarks stemmeføring i inter-national politik. Vi genopliver dentraditionsrige klumme ‘Verdensha-vet og Frederiksholms Kanal’. Og vivil åbne et vindue til folketingetsspørgetid, når der krydses klingerom internationale spørgsmål.Udenrigs vil samtidig – og fortsat –

være hjemsted for kyndige analyserog fortolkninger af den internatio-nale udvikling og dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik.

Redaktionen

Med dette nummer udtræder TorbenKrogh af Udenrigs’ redaktion efter 13 årsaktiv indsats. Herefter vil redaktionenbestå af Brita V. Andersen, Anna Libakog Anders Jerichow.

1udenrigs 1 · 2007

Stormagten vi ikke orker

Danskerne er enormt gode til sprog.Især dansk. Myten om at flertalletnæsten er tosprogede med engelskog dansk er stærkt overdrevet, kanjeg meddele efter en del års erfaringmed at undervise på engelsk på uni-versitetet. Vi bestyrkes ganske vist idenne tro af høflige besøgende, isæramerikanere, der af lutter begejst-ring over at kunne klare sig rundt iforretninger og offentlige befor-dringsmidler på det eneste sprog deselv behersker, falder i svime overdette fantastiske land, der næstenkunne have ligget i Nordamerika,hvis det ikke var fordi der er så or-dentligt og velorganiseret – og skat-terne så høje.

Det er da også imponerende, atengelsk forstås af så mange i helebefolkningen, også af den halvdelder ikke har gået i gymnasiet. Det eren triumf for det udskældte skolesy-stem, godt hjulpet af det forhold atdet danske filmmarked altid har væ-ret for lille til at synkronisere uden-landske film. Det har hjulpet pålæse kyndigheden og især på evnentil at forstå talt engelsk.

Men om det rækker til at gøre en-

gelsk til officielt sprog som nogleyng re radikale i ungdommeligt over-mod har foreslået er dog stærkt tvivl-somt. Det er i det hele taget værd attænke hele sprogspørgsmålet igen-nem fra bunden af. For de relativtudbredte kundskaber i engelsk haren pris som vi ikke gør os klart. Denyngre halvdel af befolkningen talersproget langt bedre end min gene-ration gjorde, da vi kom ud af gym-nasiet i tresserne. Først og fremmesthavde vi haft langt mindre anled-ning til at bruge sproget aktivt, afden enkle grund at vi ikke havde væ-ret nær så meget udenlands. Noglefå tog et skole- eller studieår i udlan-det, men det var forbeholdt de få.

Til gengæld gav grundskolen un-dervisning i engelsk og tysk, mensgymnasiet og universitetet krævedetre europæiske fremmedsprog. Detvar ikke altid en succes. Især franskproducerede mange nederlag ogmeget had, mens tysk led undersamtidig at være forbundet med ‘ar-vefjenden’ og være stedet hvor manlærte grammatik. Kort sagt tungt,trist og tysk. Derfor faldt kraveneom disse sprog bort som konsekvens

2 udenrigs 1 · 2007

Verdenshavet og Frederiksholms Kanal

Sprog i DanmarkUffe Østergård

af ungdomsoprøret på universiteter-ne, hvis mest håndgribelige sejr i deførste år var afskaffelsen af kraveneom oldnordisk, oldengelsk, middel-aldertysk, latin og græsk. Med detresultat at vi i dag højst er tosproge-de – hvis vi altså er det.

Man kan mene at denne udviklinger i bedste overensstemmelse medglobaliseringen. Den foregår i højgrad på et forsimplet ‘globish’ somogså har været basis for internettetsinformationsrevolution. Mellem 70og 80 procent af de mennesker ver-den over som taler eller skriver en-gelsk sammen, har det ikke som før -stesprog – modersmål som det kal-des med en dårlig metafor. Ingen erfødt med at kunne deres ‘moders-mål’, men lærer det under opvæk -sten. Ofte af moderen – deraf meta-foren – men der er tale om en til-lært kunnen. Hvad vi har medfødter evnen til at lære sprog. Men deter alle sprog, ikke det tilfældige nati-onale sprog som vi tilegner os førstog derfor – ofte – føler os bedsthjemme i. Engelsk er især siden An-den Verdenskrig virkelig blevet etlingua franca. Udtrykket stammer frakorstogenes middelhavsverden, hvorarabere og europæere kommunike-rede på et simplificeret italienskblandet med tyrkisk, græsk og ara-bisk.

Det havde med andre ord sammefunktion og karakter som det swahilider tales i vore dages Østafrika. Ogdet basisengelsk der i stigende gradanvendes som internt kommunika -

tionssprog i verdensomspændendefirmaer – og nu efterhånden også ide videregående uddannelser.

En basisudgave af engelsk funge-rer i dag inden for videnskabsverde-nen som erstatning for det latin, deri næsten tusind år tillod de universi-tetsuddannede i Europa at kommu-nikere direkte. Latin røg ud medopkomsten af nationalstaterne ogdemokratiet. Kravet om at disputat-ser skulle skrives på latin blev i Dan-mark først opgivet med nationalise-ringen af uddannelserne efter 1848.

Det skete næsten samtidig med atparlamentet i det multinationaleUngarn holdt op med at tale latin tilfordel for magyarisk. Med det resul-tat at især kroaterne der havde væ-ret under den ungarske krone heltsiden 1102 følte sig diskriminerede,mens tyskere og jøder hurtigt blev‘magyariserede’.

Slovakker, rumæ nere og andrefolkeslag uden indfødt adel talteikke, efter at ungarerne i 1867 hav-de fået magten i den østlige halvdelaf Østrig-Ungarn. Her mente de do-minerende at de såkaldt historieløsefolkeslag skulle være glade for at fået tilbud om at blive civiliserede påmagyarisk. Med følger for forholdetmellem staterne der ikke er heltovervundet her i begyndelsen af det21. århundrede.

Det var et ret forenklet latin der idet middelalderlige og tidligt mo-derne Europa blev brugt som viden-skabssprog. Samtidig udtaltes det retforskelligt i forskellige dele egne af

3udenrigs 1 · 2007

Sprog i Danmark

kontinentet. Det sidste erfaredemange danskere, når de forsøgte atkommunikere med italienere og an-dre sydeuropæere på latin. Indtil fornylig sagde man nemlig Kæsar ogKikero i dansk latinundervisning,mens italienere udtaler navne medts når c’et står foran fortungevoka-ler.

Men sproget skabte alligevel enfælles europæisk offentlighed, isærpå skrift. At det er menneskeligt mu-ligt at kommunikere på latin er såvelden katolske kirke som Finland vid-nesbyrd om. Trods overgangen til li-turgi på nationalsprogene efter detAndet Vatikanerkoncil i 1962 er la-tin stadig officielt sprog for den ka-tolske kirke. Vatikanets avis, Osserva-tore Romano udsendes ganske vistikke på latin, men italiensk, fransk,engelsk, tysk, portugisisk og polsk.Men der er radioudsendelser på la-tin og encyklikaer udfærdiges på la-tin.

I Finland har man opretholdt dettraditionelle krav om sprogkundska-ber i et sådant omfang, at der er etpublikum for en radio på latin. Så -gar vittigheder på latin kan mankomme ud for. Danskere som tror atfinner udmærker sig ved at være tav-se på alle sprog, kan jeg henvise tildenne kanal. Omvendt skal manikke lade sig forlede til at tro, at latinvar vidt udbredt i befolkningerne,blot fordi flertallet af de skriftligekilder i middelalderen var affattedepå dette sprog. Det var en elitefore-teelse, som uden for de dannede lag

let fik karakter af magiske tryllefor-mularer. Udtrykket ‘hokus pokus’ erarvet fra en populær forvanskning afpræstens latinske remse, ‘hoc estcorpus meum’, som han udtalte vednadverens forvandling af brød ogvin til Kristi legeme og blod.

Kampen mod latin er ikke blot ogbart et moderne nationalistisk ogdemokratisk fænomen. I Frankrigindledtes den med oprettelsen afl’Académie française i 1535. Denne in-stitutions opgave var i begyndelsenat erstatte latin med fransk i littera-tur, videnskab og jura. På længeresigt førte dyrkelsen af højfransk, lan-gue d’oeuil, imidlertid til udryddelseaf de mange lokale sprog der taltes iden franske stats område. De kaldtesforagteligt for patois.

Det lykkedes i løbet af 1800-talletat lære alle indbyggerne i Frankrigat tale fransk, i hvert fald som førstefremmedsprog. Den proces har hi-storikeren Eugen Weber døbt ‘Pea-sants into Frenchmen’. Overgangentil fransk kronedes i Første Verdens-krigs skyttegrave, hvor de franskesoldater – i modsætning til de itali-enske – faktisk kunne forstå hinan-den og var villige til at dø for fædre-landet næsten til det sidste. Mendenne nationale demokratiseringvar ikke den oprindelige hensigt.Bestræbelsen på at erstatte latinmed fransk blev indledt i en tidsal-der, hvor det ikke var vigtigt hvilketsprog bondebefolkningen talte, sålænge den var villig til at betale skatog ikke gjorde oprør.


VERDENSHAVET OG FREDERIKSHOLMS KANAL

At engelsk er blevet det globalesprog skyldes de sidste par hundre-de års udvikling inden for handel,videnskab, teknologi, kultur og me-dier. Først det britisk imperiumsenorme geografiske udbredelse ogderefter den verdensomspændendeamerikanske dominans efter 1945.Interessant nok hænger den ameri-kanske succes inden for massemedi-er og videnskab sammen med detnazistiske Tysklands fordrivelse afden tysk-jødiske intelligens fra Cen-traleuropa. Studerer man listerne påfor eksempel Wiens universitet overde eksilerede videnskabsmænd, harman nøglen til mange af de ameri-kanske triumfer inden for naturvi-denskaben under og efter AndenVerdenskrig.

Og Hollywoods enorme succesmed film og tv skyldtes kombinatio-nen af det store hjemmemarked,solskinnet i Californien der var vel-egnet til filmoptagelser, markedetskrav til kulturen og centraleuropæ -iske finkulturelle traditioner, isærekspressionismen.

I tresserne var franske – og tjekki-ske – film endnu efterspurgte. Men idag må vi – al succes for dansk film iindforståede filmklubcirkler til trods– erkende at flertallet i Europa leverog forbruger efter devisen at ‘liveter for kort til franske film’. Her harEU ikke formået at gøre en forskeltrods kampen for at opretholdefransk som ligestillet med engelsk ifællesskabernes administration. Medoptagelsen af Sverige, Finland og

Østrig i 1995 vandt engelsk over-hånd, en tendens der blev cemente-ret med den store udvidelse i 2004 –og ikke vil blive opvejet af optagel-sen af Rumænien i 2007, trods fran-ske forhåbninger. Disse udvidelserhar omvendt ført til en vis fremgangfor tysk, således at EU i dag reeltkan siges at være tresproget, dogmed engelsk som dominerende ar-bejdssprog. Dette er sket uden atEU har opgive princippet om at allovgivning skal foreligge på allemedlemslandenes sprog og at for-handlingerne i Europa-Parlamentetskal tolkes fra og til alle sprog.

Antallet af disse blev i efteråret2006 udvidet med gælisk-irsk, efterat Irland aktiverede et løfte fra 1973om dette sprog kunne få officiel sta-tus, hvis man ville, samt baskisk ogkatalansk, hvis Spanien selv vil beta-le omkostningerne. Desuden er ru-mænsk og bulgarsk kommet med, såman kan dårligt sige at Europa be-væger sig i den almindelige globali-serede retning mod globish. Medmindre man overhører selvironien iden tidlige kommissionspræsidentog nuværende italienske premiermi-nister Romano Prodis udtalelse om,at det fælles europæiske sprog erblevet ‘broken English’.

Alt dette har vi ikke opdaget iDanmark. Eller også ignorerer viblot den sproglige virkelighed. Somfør nævnt er vi i rask tempo blevetfattigere på sproglig kompetence.Først tabte fransk i gymnasiet, og nuer tysk, alle advarsler fra Dansk In-

5udenrigs 1 · 2007

Sprog i Danmark

dustri til trods, på vej til at forsvindefra skolen og universiteterne. Inter-essen for russisk har altid været svin-gende i takt med de politiske kon-junkturer, men forsvandt helt medkommunismens nederlag. Forsvaretopretholder endnu sin traditionelleuddannelse af russiskkyndige sprog-officerer, men det forlyder, at denogså ophører i nærmeste fremtid.Efter en tøvende start bruges en delaf forsvarets ressourcer nu på uddan-nelse af arabisk kyndige sprogoffice-rer.

Værre står det til på universiteter-ne. Deres finansiering er helt af-hængig af studenternes valg af fag,hvorfor sprogfagene nedlægges istor stil i disse år, bortset fra engelsk.Kinesisk buldrer frem med en popu-laritet, der langt overgår tressernesromantiske dyrkelse af Maos kultur-revolutionære Kina. Arabisk er ivækst, men det hænger især sam-men med at nogle af børnene af dearabisksprogede indvandrere vælgerdet som en genvej til akademiskidentitet. Og ofte skuffes, idet deresdagligsprog er meget langt fra kra-vene til arabisk på akademisk ni-veau.

Alt dette kan man vælge at betrag-te med distanceret ro som naturligeresultater af de markedsmekanismerder tjener os så godt i mange sam-menhænge. Men man kan også træ-de et skridt tilbage og overveje, omdet er fornuftigt i det Europa vi –også – lever i at afvikle det gamlekrav om, at mange skal kunne i

hvert fald to store sprog ud over de-res eget. Interessant nok vedtogman på EU-niveau dette kulturpoli-tiske krav i midten af 1990’erne, net-op da sprogundervisningen i Dan-mark af egne interne årsager blevsporet ind på en vej der – tilsigtet eller ej – fører til afvikling af kend-skab til andre sprog end engelsk ogdansk. At det samme sker i Storbrit-annien, hvor tosprogetheden enddaer ensprogethed, er ikke en godundskyldning for et lille land.

At vi så samtidig fører en politiksom reelt bekæmper de minoritets-sprog, vi har fået foræret med ind-vandringen, afhjælpes ikke af at desamme politikere der er mod mo-dersmålsundervisning i indvan-dringssprogene, nu er ved at bliveskeptiske over for det domænetabsom dansk har lidt til engelsk. Detvidner blot om ringe indsigt i, hvadder foregår på den sproglige front,og de økonomiske, kulturelle og isidste instans sikkerhedspolitiske føl-ger af vore valg af sproglig oriente-ring.

Danmark ratificerede så sent somi september 2000 den europæiskepagt om regionale sprog eller mind-retalssprog og skal derfor årligt ud-arbejde en redegørelse for status forminoritetssprogene. Heraf fremgårdet, at vi med minoritetssprog i Dan-mark kun tænker på tysk i Sønderjyl-land samt færøsk og grønlandsk iDanmark – men selvfølgelig ikke ide øvrige dele af Rigsfællesskabethvor de er flertalssprog.


VERDENSHAVET OG FREDERIKSHOLMS KANAL

Alle øvrige sprog som arabisk,somali, tyrkisk, urdu osv. der til sam-men tales af ca. 200.000 mennesker,nævnes ikke med et ord. Og selv tyski Sønderjylland har ikke den status,sproget burde have ifølge sprogpag-ten. Det tyske mindretals krav omtosprogede vejskilte i Sønderjyllandopfattes som en vittighed, efter at patriotiske danskere tog dem ned imaj 1945. Og skilte på offentligekontorer som dem man finder sydfor grænsen om at her tales plattysk,frisisk eller sønderjysk, vover ingenpolitiker der vil genvælges at sætteop på sin dør.

Den eneste forklaring på alle disseparadokser i omgangen med sproger, ud over mangel på omtanke ogalmindelig dovenskab, et sprogligtmindreværdskompleks der camou -fleres som et mereværdskompleks.På en uerkendt måde opfattes dansk

som et minoritetssprog, selv om deter fuldt udbygget som nationaltsprog. Encyklopædien gjorde i 1990-erne er stor indsats for at bevare –og i visse tilfælde som naturviden-skaberne udvikle – danske betegnel-ser inden for alle vidensområder.Men det viser også hvor hurtigt enindsats kan gå tabt igen, hvis manikke holder sit sproglige beredskaboppe. Og det gør man ikke ved atgøre engelsk til officielt sprog, ellerved at afvise alle minoritetssprog.

Langt snarere er vejen at lære fle-re fremmede sprog. Og, som ken-derne siger, det er de tre første deter sværest at lære, derefter bliver detgradvis lettere. Forza!

Uffe Østergård er professor i dansk og eu-ropæisk historie ved International Centerfor Business and Politics, CopenhagenBusiness School.

7udenrigs 1 · 2007

Sprog i Danmark

Anna Politkovskaja, Jurij Sjtjekotji-khin og Igor Domnikov var gyldnepenne i russisk journalistik.

Deres navne har i mange år væretsymboler på den russiske pressesuafhængighed. Mange læsere udsøg-te sig deres artikler i Novaja Gazeta,fordi de altid var interessante, skar-pe, ærlige og talentfulde. De gik allebort på deres kunstneriske virkeshøjdepunkt.

De blev slået ihjel. De blev slåetihjel på grund af deres af sløringer afden kriminelle underverden og afmagthavere på forskellige niveauer.De blev slået ihjel på grund af deresprofessionalisme.

Mordet på Igor Domnikov

Formålet med nærværende artikeler at fortælle de danske læsere, hvil-ken pris de bedste russiske journali-ster har betalt for sandheden og for

retten til at udføre deres arbejde påærlig vis.

Igor Domnikov blev født i Sibirienog voksede op her. Hans forældrebor den dag i dag i byen Tomsk,som ofte bliver kaldt for SibiriensAthen. Igor var familiens enestebarn, og hans forældre gik op i, athan skulle have sig en ordentlig ud-dannelse. Men den unge mand vardraget af det nordlige Sibiriens ro-mantik; han ville stå på egne ben ogprøve kræfter med journalistikken.Sammen med sin unge kone Marga-rita forlod han hjemmet i slutnin-gen af halvfjerdserne og drog tilNorilsk, hvor han fik arbejde på enavis, mens hans kone blev lærer irussisk og litteratur. Snart fik detunge par sønnen Aleksandr.

Igor arbejdede næsten tyve år idet nordlige Sibirien - til sidst somredaktør af en lokalavis. Da sønnenAleksandr havde afsluttet sin skole-


Tre mord på Novaja GazetaVjatjeslav Izmajlov

Den russiske oppositionsavis Novaja Gazeta harforeløbig mistet tre reportere. Vjatjeslav Izmajlov,står for den journalistiske efterforskning af mor-dene på Politikovskaja og Domnikov

TEMA:

RUSL

AND

gang, besluttede familien Domnikovsig for at drage til Moskva, ikkemindst fordi deres søn var kommetind på et kunstakademi.

I 1997 blev den talentfulde journa-list Igor Domnikov ansat på avisenNovaja Gazeta. Igor skrev om mangeforskellige emner, men hans artiklerudmærkede sig altid ved deres pro-fessionelle standard. Det var turbu-lente tider for landet, og det gik ikkesmertefrit for sig: Nye foruroligendefænomener opstod, og Novaja Gazetagjorde den afslørende journalistik tilsit flagskib. Igors artikler om almin-delige mennesker og dyr var medri-vende og renfærdige og fremstodsom et sandt åndehul på baggrundaf al den sociale elendighed.

Snart fik Domnikov til opgave atoprette en afdeling for specialpro-jekter på avisen. De unge journali-ster under hans ledelse skulle skriveom forskellige problemer i sam-fundslivet, herunder om kunstnere,der havde bevaret deres menneskeli-ge værdighed og ære i disse vanskeli-ge år. Hovedkriteriet for trykningenaf artiklerne, der skulle gøre avisensemnekreds større og indgyde læser-ne optimisme og håb efter læsnin-gen af de hårde, afslørende artikler,var, at artiklerne var talentfulde,velskrevne og originale.

Men på Novaja Gazeta var det nær-mest umuligt at undgå også at skrivede skarpe, afslørende artikler hvadenten man arbejdede på kultur-,samfunds- eller sportsredaktionen.På en af sine utallige reportagerejser

var Igor Domnikov i byen Lipetsk,hvor han konstaterede, at almindeli-ge menneskers fattige liv stod iskarp kontrast til de lokale magtha-veres. Fra maj 1999 til februar 2000bragte avisen fem essays, hvor Dom-nikov med sin karakteristiske ironiog sarkasme beskrev den håbløseøkonomiske situation i regionen Li-petsk og regionsledelsens uformåen-hed – det sidste særlig i relation tilviceguvernør Sergej Dorovskoj, dervar ansvarlig for regionens økonomi.

To artikler var specielt skarpe:‘Mandolinen i buskene’ og ‘Lipetskvågnede op til et økonomisk mira-kel’. Det var præcis efter disse artik-ler, at viceguvernør Sergej Dorovskojpålagde erhvervsmanden Pavel So-pot, der stod i et afhængighedsfor-hold til viceguvernøren, at få singruppe af lejemordere til at ‘ordne’journalisten Igor Domnikov.

I Moskva mødtes Sopot med singamle ven Eduard Tagirjanov, somvar leder af en forbryderbande frabyen Naberezjnyje Tjelny, der er be-rømt for sin bilfabrik, som produce-rer de berømte lastbiler ‘Kamaz’.Her overlod han ham opgaven medjournalisten. Den 12. maj 2000, efternæsten en måneds forberedelse,skyggede Tagirjanovs banditter – Al-bert Khuzin, Nikolaj Kazakov og Ser-gej Babkov – deres offer til Moskva,hvor de i hans opgang tilføjede hamnogle slag i hovedet med en ham-mer. Igor Domnikov døde senere påhospitalet uden at være kommet tilbevidsthed. Det krævede flere års

9udenrigs 1 · 2007

Tre mord på Novaja Gazeta

ihærdig efterforskning fra både or-densmagtens og Novaja Gazeta-jour-nalisternes side, før morderne omsi-der blev stillet for en dommer. Ibyen Kazan har retssagen mod ban-den af lejemordere med EduardTagirjanov i spidsen foreløbig kørt ihalvandet år. De står anklaget for 22lejemord i perioden fra 1997 til2003. Herunder for mordet på Nova-ja Gazetas journalist Igor Domnikov.

Erhvervsmanden Pavel Sopot figu-rerer foreløbig som – ak og ve! – vid-ne i en af de hændelser, der knyttersig til mordet, i lighed med den nutidligere viceguvernør Sergej Dor-ovskoj, der i dag er direktør for regi-onens største kødfirma.

Mordet på Jurij Sjtjekotjikhin

Jurij Sjtjekotjikhin var et fantastiskmenneske, der besad en sjældenevne til at samle fuldstændigt for-skellige, men meget interessantemennesker omkring sig.

Hans venner var kendte forskeresom for eksempel professor i medi-cin Mikhail Litjinitser, der er Rus-lands førende kræftforsker. Og detvar unge fans af den populære mo-skovitiske fodboldklub ‘Spartak’. Ogdet var den tidligere vicesrigsadvo-kat Mikhail Katysjev og folk, der hav-de siddet i fængsel for kampen formenneskerettigheder, og det var ak-tive oppositionspolitikere som Gri-gorij Javlinskij og Boris Nemtsov ogfolk fra præsident Putins administra-tion. Og det var astronauten og poli-

tikeren Baturin, der tre gange harværet på rumrejse, og skolelæ rer -inden Elvira Gorjukhina, og genera-ler i grænsetropperne som AndrejNikolajev og Nikolaj Bardjuzja (for-henværende russisk ambassadør iDanmark, red.) og menige soldater,som var blevet såret i brænd punkt -erne, og det var feltkomman dørernei kredsen omkring Itjkerias ledereDzjokhar Dudajev og Aslan Maskha-dov, og det var soldater, som vedhans mellemkomst var blev reddetud af fangenskab og slaveri i Tjetje-nien. Og det var helt unge journali-ster og frontfigurer i journalistik; til-lige med forfattere, digtere, skue-spillere, kulturpersonligheder, men-neskerettighedsforkæmpere. Alledisse forskellige mennesker besøgteham i hans lille datja i digterbyenPeredelkino ved Moskva – og detmest mærkelige var, at de fandt etfælles sprog. Hvert år den 9. juni påJurijs fødselsdag samledes alle i Pe-redelkino og havde det herligt.

Ud over sin journalistiske virksom-hed (Sjtjekotjikhin var vicechefre-daktør for Novaja Gazeta og chef forafdelingen for undersøgende jour-nalistik), var han desuden politiker– indvalgt i Ruslands statsduma aftre omgange for partiet ‘Jabloko’. Ihans sidste periode fra 1999 til 2003var han næstformand i Dumaens sik-kerhedskomite. Hans politiske virkevar en naturlig forlængelse af hansjournalistik og forfattervirksomhed. Og både som politiker og som lederaf avisens afdeling for undersøgen-


TEMA: RUSLAND

de journalistik fandt Jurij Sjtjekotji-khin det nødvendigt at se nærmerepå forholdene i Ministeriet for Ato-menergi, som hr. Adamov stod ispidsen for. Specielt blev han inte -resseret i visse kriminelle firmaer,der blev ledet af forhenværende højtplacerede ansatte i de russiskeefterretningstjenester. Disse firmaerstoldsvindel med importerede møb-ler tiltrak hans opmærksomhed, ogherudover havde Sjtjekotjikhin enformodning om, at de også var ind-blandet i ulovlig våbenhandel.

En sådan efterforskning var over-ordentlig farlig, og han fik mangeadvarsler, herunder trusler om kid-napning af hans børn: Han havde tosønner og et lille barnebarn.

Den 9. juni 2003 fejrede Jurij somaltid fødselsdagen i selskab med sinemange venner. En uge senere fikhan det pludseligt meget dårligt.Som medlem af den russiske Dumablev han indlagt på Kremls hospital.Hans tilstand forværredes: Hans hårog hud faldt af, og hans krop blevdækket af sår. I flere dage før sindød den 2. juli 2003 var han bevidst-løs. Og ikke blot hans kolleger påavisen og i Dumaen, men også hansvoksne sønner, blev aldrig gjort be-kendt med resultatet af de laborato-rieundersøgelser, som blev foretagetefter hans død. De blev hemmelig-stemplet. Officielt blev det erklæret,at Jurij Sjtjekotjikhin var død af detsjældne Lyells syndrom, men hvadder førte til det, forblev uvist. Novaja Gazetas efterforskning gi-

ver grund til at antage, at vores venblev forgivet med en farveløs oglugtfri substans. Måske ved hjælp afdet radioaktive thallium. Men afuforklarlige årsager blev der aldrigåbnet en sag. Alle forsøg på at fårejst en sådan fra redaktionens ogfra det demokratiske parti Jablokosside har hidtil været forgæves.

Mordet på Anna Politkovskaja

Anna Politkovskaja begyndte på No-vaja Gazeta i sommeren 1999 netopsom den anden tjetjenske krig var isin vorden. Fra første færd begyndteAnna at arbejde i Tjetjenien. Hunafslørede blodige og retsstridige me-toder, hvor uniformerede myndig-hedspersoner slog folk ihjel uden atderes sag nogensinde var blevet ef-terforsket eller havde været for endomstol. Hundreder af mennesker,hvis slægtninge sporløst var forsvun-det, begyndte at henvende sig tilAnna. Myndighederne viste ingenforståelse for dem, og de ulykkeligeklamrede sig desperat til Politkov-skaja i håb om, at hun kunne findeud af, hvad der var blevet deres nær-mestes skæbne.

I kampen for retfærdighed skrevjournalisten om de skyldige mednavns nævnelse og stillede ubehage-lige spørgsmål til magthavere på for-skellige niveauer. Det var på denmåde, hun afslørede kaptajn i politi-et Lapin med tilnavnet ‘Kadet’, dervar indblandet i et mord på en tje-tjensk borger. På trods af direkte

11udenrigs 1 · 2007

Tre mord på Novaja Gazeta

trusler fik hun udvirket, at Lapinssag kom for en domstol, og ‘Kadet-ten’ fik en lang frihedsstraf. Annavar også den første journalist, somkom til landsbyen Dai i TjetjeniensSjatoj-region, hvor Ulman, kaptajn iden militære efterretningstjenesteGRU, og hans underordnede skødseks lærere og brændte deres lig. Ul-mans sag kom med Politikovskajasmedvirken også for en domstol.

Flere gange blev det forsøgt atkomme Anna Politikovskaja til livs. Ibjerglandsbyen Khatun blev hun ta-get som gidsel af militærpersonerfra det 45. faldskærmsregiment, somhørte under GRU. Hun blev enddastillet foran en henrettelsespeloton.Ved et mirakel lykkedes det den-gang vores kollega at undslippe.

De sidste år førte hun krig modden kriminelle Ramzan Kadyrov (nytjetjensk præsident, red.) og hansfolk, som kidnappede og tortureredebefolkningen i Tjetjenien. I somme-ren 2004 mødtes Politikovskaja medRamzan Kadyrov på hans hjemsted –den lille landsby Tsentoroj. Hun for-søgte at få information om, hvad dervar sket med en lang række menne-sker, som var forsvundet i Tjetjenien.Kadyrov truede Anna. Og måske vardet kun fordi avisens ledelse vidste,hvor hun befandt sig, at han ikkegjorde hende noget ved den lejlig-hed.

I sommeren 2006 offentliggjordePolitkovskaja artikler om den tje-tjenske regerings misbrug af økono-miske ressourcer og om kriminelle

transaktioner, som fonden forAkhmat-Khadzji Kadyrov, opkaldt ef-ter Ramzans far, stod bag. Her kun-ne man læse, at fonden i praksis er-hvervede sine midler ved pengeaf-presning. Så godt som hele den ar-bejdende befolkning i Tjetjenien be-talte en tribut. Selv de ansatte vedpolitiet – fra de menige medarbejde-re til ministeren var pligtige hvermåned at betale fra 10.000 rubler til1000 dollar (mellem 50 og 90 pro-cent af deres løn) til fonden.

Den 7. oktober 2006 blev AnnaPolitkovskaja skudt i opgangen tilsin lejlighed på Lesnaja gaden i Mo-skva. Drabet på hende rystede Rus-land og resten af verden. Men Rus-lands præsidents udviste en forbløf-fende taktløshed over for tragedien,da han erklærede, at hendes dødpåførte Rusland større skade endhendes afslørende publikationer.Novaja Gazeta samarbejder med

den officielle efterforskning om op-klaring af mordet og gennemførerparallelt sine egne undersøgelser. Vianser det ikke for korrekt at udtaleos om undersøgelsernes foreløbigeresultat endnu, men det er grundetil at tro, at mordernes spor er fun-det, og at det ikke vil lykkes dem atundslippe lovens straf.

Vjatjeslav Izmajlov, er militæranalytikerpå Novaja Gazeta og leder af avisens ef-terforskning af mordet på Anna Politkov-skaja. Oversat fra russisk af Anna Libak.


TEMA: RUSLAND

Da Aleksandr Litvinenko (AL) omaftenen den 23. november 2006døde på et hospital i London, fikEngland sit første ‘radioaktive ter-rormord’ nogensinde.

Men det er kun ved et rent tilfæl-de, at ordet radioaktiv er blevet endel af rubriceringen; kun takketvære Litvinenkos meget stærke fysikog en snarrådig læges beslutningom et sidste desperat diagnose-tjekaf den døende mands urin blev detopdaget, at et radioaktivt alfa-stråle-isotop, polonium 210 (po-210) var år-sagen til hans pinefulde død.

Denne opdagelse blev helt central.Ikke blot for at stille diagnosen ogfastslå den eksakte dødsårsag, menogså for politiefterforskningen ogfor de mange spekulationer om mo-tiverne til giftmordet og de muligebagmænd. Hvis den helt specifikketest for po-210 ikke var blevet gen-

nemført, eller hvis Litvinenkos hjerteeller andre livsvigtige organer havdesagt stop allerede få dage efter for-giftningen den 1. november 2006,ville det engelske politi have væretefterladt med en mystisk dødelig for-giftning. Uden tekniske beviser oguden muligheder for sporing. Nuskulle netop den målrettede sporingaf po-210 få dramatiske konsekven-ser for politiefterforskningens resul-tater.

Ruslands præsident, Vladimir Pu-tin, udtalte kort efter giftmordet påEU-topmødet i Helsingfors, at deengelske myndigheder, så vidt hanhavde fået oplyst, ikke rubriceredeLitvinenkos død som en forbrydelse.Det var en sandhed med modifikati-oner. Allerede flere dage før Litvi-nenkos død udtalte højtstående bri-tiske kilder tæt på Udenrigsministe-riet til The Times: “Vi taler ikke om


Polonium-210 mordet Thomas Bindesbøll Larsen

Giftmord er på ny blevet en makaber politisk reali-tet. Hvad er perspektiverne efter det radioaktivemord på en politisk afhopper fra Rusland, derblev myrdet på britisk territorium, just som hanvar blevet britisk statsborger?

en rutine spion-disput (med Rus-land - TBL). Denne gang har vi atgøre med et mordforsøg på en ud-lænding i et andet land ved brug afmetoder, som vi ved, at russerne ivid udstrækning behersker. Hvis vifinder noget substantielt, som kanforbinde dette med Moskva, vil detblive taget meget alvorligt. Dette ermetoder, som normalt anvendes afterrorister.”

Sporene fører til Rusland

Som bekendt fandt både det britiskeog tyske politi i de efterfølgendeuger og måneder mange tydeligepo-210 spor. Og et utal af steder: Pådet formodede gerningssted, Millen-nium Hotel, hvor AL mødtes medtre russere den første november; påbritiske og russiske fly tur/retur Moskva; i visumafdelingen på denbritiske ambassade i Moskva og på etengelsk fodboldstadion. Desuden pådiverse lokaliteter i Hamborg ogomegn, hvor en af de ovennævnterussere havde rejst og opholdt sig.Ved hjælp af yderligere teknisk dis-sekering af det dræbende po-210har den britiske efterforskning kun-net føre sporet tilbage til Rusland.Sporet af det, der ifølge flere kilder“kun er muligt at fremstille på enstatskontrolleret reaktor”. Kronologien i sporingen er afgøren-

de for, hvem britisk politi mistæn-ker. Po-210-sporene daterer sig nem-lig tilbage til begyndelsen og midtenaf oktober 2006 – langt før det fa-

møse ‘forgiftningsmøde’ i Londonden første november mellem Litvi-nenko og de tre russere: AndrejLugovoj og Aleksandr Kovtun, derbegge ligeledes er forhenværendeKGB/FSB-officerer, samt VjatjeslavSokolenko.

Det kan med stor sikkerhed fast -slås, at de radioaktive spor forekom-mer et utal af steder i ugerne før denførste november, hvor Litvinenkodrak den giftige te.

Busbilletten, som AL anvendte påvej til det skæb nesvangre mø de, varderimod helt uden po-210 spor. Densamme mangel på po-210 sporingforud for første november gælderAL’s italienske kontaktperson, Ma-rio Scaramella, der overbragte Litvi-nenko udskrifter af mails med angi-velige ‘dødslister’, hvor navnet påScaramella selv, den myrdede jour-nalist Anna Politkovskaja og Litvi-nenko optrådte.

Også den russiske oligark, Boris Be-resovskij, der ligesom Litvinenko erflygtet til London, er fundet poloni-um-fri før denne dato. I modsætningtil russeren Lugovoj, der i Londonikke bare har haft kontakt med Litvi-nenko, men også med Beresov skij, påhvis kontor han allerede i midten afoktober afsatte stærke po-210 spor.

Så kronologien er selvsagt megetafgørende for indkredsningen afmulige og sandsynlige gernings-mænd og bagmænd. Det samme erimidlertid de stort set upåagtederussiske terrorlove, som blev vedta-get i sommeren 2006, og i britisk


TEMA: RUSLAND

presse fik betegnelsen ‘License toKill Abroad’, fordi de giver de russi-ske sikkerhedstjenester mandat til atoperere på udenlandsk territorium.Men herom senere. Først lidt omAleksandr Litvinenkos baggrund.

Litvinenkos baggrund

Litvinenkos løbebane er lang ogkringlet. I mange år tjente han somloyal undersåt i flere af den gamleSovjetunions mange brændpunkter,før han endte som en skånselsløskritiker af Putins nuværende Rus-land. Det er altså historien om enloyal KGB-mand, der udviklede sigtil, hvad jeg vil betegne som en poli-tisk dissident. Hans modstanderehar til gengæld ikke tøvet med atkalde ham en ‘troløs landsforræ-der’. I sidstnævnte ordvalg liggermuligvis årsagen til Litvinenkos sør-gelige død.

Aleksandr Litvinenko blev født i1962 i byen Voronezj. En stor del afhans familie havde efter hans egetudsagn militær baggrund. Hans fargjorde tjeneste som læge i det mili-tære system. I 1980 startede AL somværnepligtig, hvorefter han steg igraderne. I 1985 blev han indrulle-ret som officer i tropperne underIndenrigsministeriet (MVD). Herstartede hans karriere inden for detdaværende KGB, hvor Litvinenkohovedsagelig var beskæftiget i afde-linger, der tog sig af organiseret kri-minalitet og terrorisme. Litvinenkohar således – i modsætning til, hvad

medierne skriver – aldrig været spion i klassisk forstand, da han ikkehar arbejdet i udlandet. Modsat ennok så bekendt anden KGB-ansat,Vladimir Putin, der ‘virkede’ i Dres-den, DDR.

Litvinenkos arbejde med optræv-ling af økonomiske mafia-strukturerog senere de mange voldelige sideraf Sovjetunionens opløsning, navn-lig i Kaukasus og Centralasien, blevuvægerligt påvirket af, at hans landblev ændret fra Sovjetunionen tilRusland, og hans arbejdsgiver fraKGB over FSK til FSB. Det var undersin udstationering i brændpunkter-ne, at Litvinenko langsomt, men sik-kert begyndte at sætte spørgsmåls-tegn ved efterretningstjenestens op-fattelse af ‘statens sikkerhed’ samtdens valg af metoder til at oprethol-de denne sikkerhed for den krympe-de supermagt. Hans oplevelser un-der den første Tjetjenienskrig 1994-96 blev et afgørende vendepunkt.“Jeg har oplevet soldater dø i minearme” har han berettet med tilføjel-sen: “Ikke én eneste gang i disse årfik vi nogensinde en ordentlig for-klaring på, hvorfor vi var udsendt,og hvad vi skulle forsvare i alle dissekonfliktområder.” I en portrætud-sendelse fra 2004 udtalte han: “Jeghavde engang en 15-årig tjetjenskdreng i forhør. Da jeg spurgte hamhvorfor han ikke gik i skole, men istedet sloges sammen med bandittersvarede drengen, at hele hans klassevar ved fronten... Dét blev et afgø-rende vendepunkt for mig.”


Polonium-210 mordet

På kant med systemet

Med disse krigsoplevelser i bagagenvendte Litvinenko hjem til Moskvafor i de følgende år at fortsætte sitarbejde i forskellige FSB-afdelingerfor oprulning af den stadigt mereomsiggribende økonomiske krimi-nalitet under Jeltsin. Det var den pe-riode, hvor den russiske økonomiundergik chokterapi. Eller med Fi-nancial Times’ tidligere korrespon-dent, David Satters ord: “Aldrig harman på så få år bevidnet en så storoverførsel af statslig ejendom til pri-vate”.

Litvinenkos næste moralske di-lemma i statens tjeneste blev den or-dre, som han i 1998 modtog om atmyrde den føromtalte oligark BorisBere sovskij, der under Jeltsin var enaf de mest indflydelsesrige personeri Kremls økonomiske og politiskemagtelite.

Litvinenko nægtede at udføre or-dren. Men derved blev det ikke.Han og et par af hans medarbejderei FSB’s syvende departement tog dethelt uhørte skridt at træde offentligtfrem året efter på en TV-dækketpressekonference, hvor de i fuld of-fentlighed redegjorde for de ulovli-ge ordrer om likvideringer.

Andre kilder, heriblandt flere afLitvinenkos tidligere kolleger, hardog senere hævdet, at Litvinenko idenne periode hele tiden var stærktstyret af Beresovskij, og at den om-talte pressekonference var en vel-planlagt medieaktion rettet direkte

mod Beresovskijs konkurrenter iKremls indercirkler.

Hvorom alting er: Denne afslø -ring af hemmelige operationer, dertilsyneladende var iværksat højtoppe i systemet, bragte Litvinenkoendnu tættere på det tiltænkte offerBeresovskij. Omvendt fik Litvinen-kos åbenmundethed en gang foralle bragt ham på kollisionskursmed Kremls mange sikkerhedstjene-ster. Litvinenko blev i de næstemåneder skiftevis arresteret, fri-kendt ved domstole, for blot igen atblive anholdt (i selve retssalen, ligeefter frifindelsen) af maskeredeFSB-agenter og ført bort til Leforto-vos eller Butyrkas fængsler. I alt til-bragte AL ni måneder bag tremmer.

Flugt og eksil

Det var på denne baggrund af chika-nerier, fængslinger og trusler, at Lit-vinenko sammen med sin kone ogsøn besluttede at flygte fra Ruslandvia Tyrkiet til England i efteråret2000. Her fik familien politisk asyl imaj 2001. I England gik AL straks igang med at etablere kontakter tileksilmiljøet af andre flygtede russe-re, ligesom han etablerede stærkeforbindelser til de tjetjenske flygt-ningekredse, herunder til Maskha-dov-regeringens forskellige repræ -sentanter i Europa, hvoraf denkendteste er Akhmed Zakajev.

Ligesom dobbeltagenten OlegGordijevskij og andre flygtninge frade sovjetiske og russiske sikkerheds-


TEMA: RUSLAND

strukturer stillede han sin viden ogudsmuglede arkivmateriale til rådig-hed og var i det hele taget en flittigskribent i medierne. I lighed medandre afhoppede KGB/FSB-office-rer blev han in absentia i Ruslandidømt flerårige fængselsdomme.Samtidig påbegyndte han sammenmed historikeren Jurij Felsjtinskijudarbejdelsen af sit hovedværk:Blowing up Russia - terror from within,der første gang udkom i 2001. Ho-vedparten af bogen blev i begyndel-sen optrykt i faksimile i små opposi-tionsaviser som for eksempel AnnaPolitkovskajas Novaja Gazeta og for-blev derfor ukendt for et større rus-sisk publikum.

Snart blev bogen forbudt. Det vardet første totalforbud gældende forhele Rusland siden Solsjenitsynsbandlyste værker. Enkelte forsøg påat smugle bogen ind i Rusland ogforanstalte diskussionsmøder ogfilmfremvisninger endte flere gangei vold. Under et enkelt sådant ‘sa -mizdat’-møde, blev deltagerne over-faldet og gennemtævet af voldeligebander, formentlig fra Putins nydan-nede ungdomsorganisation Nasji.En af de overfaldne døde senere afsine kvæstelser.

1999-bomberne

Litvinenkos og Felsjtinskijs værk dre-jede sig om, hvem der stod bag deblodige terrorbomber, der ramte be-boelsesejendomme forskellige ste-der i Rusland i eftersommeren 1999.

Bomber, der kostede over 300 uskyl-dige civile livet, og som blev prælu-diet til den anden Tjetjenienskrigunder Ruslands nye midlertidigt ud-pegede præsident, Vladimir Putin.Han havde få år forinden været enhelt ukendt embedsmand i Skt. Pe-tersborg, hvor han arbejdede forden dynamiske reformborg mester,Sobtjak, der havde headhuntet hamfra den russiske sikkerhedstjeneste.

Ja, selv efter Jeltsin hentede Putintil Moskva, var der få, som holdt øjemed hans gøren og laden. Og ikkemange fæstnede sig ved, at det var ihans tid som chef for den russiskesikkerhedstjeneste FSB, at den nyud-nævnte rigsadvokat Jurij Skuratov –der havde lovet, at slå hårdt ned påkorruptionen, selv i Kreml – blevskandaliseret. Skuratov blev pludse-lig filmet i en sexscene med to ungekvinder, og da billederne blev vist iTV i primetime var han med et knipsgjort politisk ukamp dygtig.

Men en ting var sådanne beskidtetricks. Noget helt andet var ankla-gen om, at bagmændene bag terror-bomberne mod den russiske befolk-ning skulle findes i landets egen sik-kerhedstjeneste eller en af FSB’smange underafdelinger – med detformål at starte en ny krig i Tjetjeni-en. Litvinenkos hovedpåstand i bog -en er således, at Putins og den nyud-nævnte chef for FSB Patrusjevs ud-sagn om, at der var et klart tjetjenskspor i bombeattentaterne, var en be-vidst falsificering: en statsløgn, fabri-keret til lejligheden. Det lød og ly-


Polonium-210 mordet

der den dag i dag stadig fantastisk.Og dog er det svært at affærdige på -standen, når man læser Litvinenkosudsmuglede og omfattende special -arkiver, inklusive de trykte og verifi-cerede hemmelige ordrer fra FSB’smange mørke operationer i for ek-sempel Dagestan og Tjetjenien.

Den mærkelige øvelse

I Litvinenkos bog er det stærkesteindicium på FSB’s indblanding ‘ter-rorbomben, der ikke sprang’, i byenRjazan. Lokale borgere i en beboel-sesejendom opdagede her tre perso-ner, der anbragte sække i en kælder.Lokalt politi og bombeekspertiseblev tilkaldt, kemiske prøver og testsblev gennemført og sprængstof -prøver fastslog, at der var tale omhexogen, det samme sprængstof,som blev anvendt ved de forudgåen-de eksplosioner. Men da det lokalepoliti i Rjazan fik opsnuset de tregerningsmænd, viste det sig, at dekom fra FSB i Moskva.

Ruslands daværende indenrigsmi-nister Rusjajlo nåede endda at holdeen stor pressebriefing om den vel-lykkede afværgemanøvre, før chefenfor FSB Patrusjev pludselig ændredeforklaring på TV og hævdede, at dethele have været en øvelse med hen-blik på at teste befolkningens årvå -genhed.

Sagsakterne om ‘øvelsen’ i Rjazanblev hemmeligstemplet i 75 år frem,og det har næppe heller mindskethverken Litvinenkos, Felsjtinskijs el-

ler den berørte lokalbefolkningsmistanke.

En anden af Litvinenkos kolleger,juristen og den forhenværende offi-cer i FSB Mikhail Trepasjkin, bidrogmed andre markante vidneudsagnom de mystiske bomber. I den ene -stående dokumentarfilm Disbelief ,der er forbudt i Rusland, redegørhan for, hvorledes han i efteråret1999 genkendte en af de hovedef-tersøgte fra FSB’s efterlysningsplaka-ter. Omgående ringede han til che -f en for FSB, Patrusjev for at fortælle,at den afbildede person var en ‘pen -gehvidvasker’ fra en russisk-tjetjenskmafiaorganisation i Moskva, somTrepasjkin allerede i 1995 havde un-dersøgt. Patrusjevs svar: “Ham rørerdu ikke, for han arbejder for os.”

Trepasjkin er i dag fængslet, dømtfor at have afsløret statshemmelighe-der for ingen ringere end det briti-ske MI-5. Han står på Amnesty Inter -na tionals Skriv for Liv-kampagne, oghar senest bragt sig selv i livsfare vedat udsmugle breve til Litvinenko ogbritisk politi, hvor han meddeler sinviden til brug for efterforskningenaf giftattentatet mod Litvinenko.Trepasjkin virkede indtil sin fængs-ling som advokat for flere af ofrenefor 1999-bomberne med krav om sa-gens genåbning. Det blev afvist.

Listen over personer, der omkompå mystisk vis, fortsatte efter Litvi-nenkos udgivelse af sin bog i 2001.Det fremtrædende medlem af Du -maen, Sergej Jusjenkov, blev myrdeti foråret 2003 under efterforskning


TEMA: RUSLAND

af terrorbombardementerne i 1999.Duma-medlemmet og chefredak-tøren på Novaja Gazeta, Jurij Sjtjeko-tjikhin, døde – officielt af en aller-gisk reaktion – i sommeren 2003. Alttyder på giftmord. Allerede i sep-tember 2003 fortalte Anna Politkov-skaja undertegnede i Oslo, at en uaf-hængig vævsprøve tydede på Thal -lium eller en anden gift. Sjtjekotji-khins død mindede til forvekslingom Litvinenkos: Hårtab, svigt af in-dre organer, sluttelig kollaps.

Et mord i Qatar

Allerede kort tid efter flugten tilEngland i efteråret 2000 udtalte Lit-vinenko sin frygt for, at han ville bli-ve stræbt efter livet af de russiske sik-kerhedstjenester, selv i udlandet.Hans afhoppede kolleger såsomdobbeltagenten Oleg Gordijevskijog den forhenværende general iKGB Oleg Kalugin bestyrkede ham idenne frygt. Samme Kalugin af slø -rede sandheden om et andet spekta-kulært giftmord fra KGB’s hånd,nemlig ‘paraply-mordet’ på den bul-garske forfatter og dissident GeorgijMarkov, der døde af ricin-forgift-ning i London i 1978.

Men så langt skal man nu ikke til-bage i tid for at finde et eksempelpå et mord på udenlandsk territo -rium, begået af de russiske sikker-hedstjenester. Man skal blot tilbagetil den 13. februar 2004, til den lillearabiske stat Qatar og dens hoved-stad Doha. På denne dag dræbte to

russiske agenter ved hjælp af en bil-bombe Zelimkhan Jandarbijev, deren kort overgang var Tjetjenienspræsident. Jandarbijev havde forladtTjetjenien og spillede nu en efter altat dømme relativt underordnet rol-le. Nok havde Kreml sat ham i for-bindelse med terroraktionen modDubrovka-teatret i oktober 2002, li-gesom Kreml havde sortlistet Jand-arbijev som fundraiser for en ‘isla-mistisk pengeindsamling’ i den ara-biske verden, men han spillede in-gen særlig rolle længere i den tje-tjenske selvstændighedsbevægelse.Alligevel blev han bombedræbt.

Det officielle dementi, som denrussiske udenrigs-efterretningstjene-ste (SVR) udsendte ved den lejlig-hed fortjener opmærksomhed, dadet i lange passager synes at væreforfattet efter samme standardfor-mular, som den dementi-erklæringfra SVR, som blev udsendt kort tidefter mordet på Litvinenko. Itar-Tassrapporterede den 13. februar 2004:“SVR har på ingen måde deltaget ilederen af de tjetjenske ekstremi-sters død (...)”. Ifølge chefen forSVR’s presseafdeling, General BorisLabusov “har hverken KGB ellerSVR taget del i sådanne aktioner si-den 1959, da Bogdan Stashynskij lik-viderede Stefan Bandera i Tyskland(...)”

Samtidig boltrede den russiske,Kreml-tro presse sig med henvisningtil såkaldt meget velinformerede kil-der i teorier om ‘interne tjetjenskepengeopgør’ som årsag til mordet


Polonium-210 mordet

på Jandarbijev. Det blev dog afsløretsom det pure opspind, da to russiskeagenter samt en diplomat blev arre-steret. De to agenter blev efterføl -g ende dømt på livstid (for blot sene-re at bliver sendt tilbage til strafafso-ning i Rusland.) Efterfølgende hardet russiske fængselsvæsen meddelt,at de dømte desværre er forsvundet.

Mordet på Jandarbijev viste, atKreml allerede i 2004 – lang tid førde nye vidtgående terrorloves vedta-gelse – foretog likvideringer i udlan-det. Et halvt år senere var den russi-ske ledelse da også mere klar i mæ-let, som da den russiske forsvarsmi-nister Sergej Ivanov på et NATO-topmøde udtalte, at Rusland “forbe-holder sig retten til at eliminere ter-roristerne og alle deres støtter, over-alt i verden.”

Den kendte russiske militæranaly-tiker Pavel Felgenhauer var ikke itvivl om fortolkningen: “Det betyder,at de sikkert vil prøve at myrde foreksempel en mand som AkhmedZakajev i London”. I sommeren2006 blev retorikken omsat til lovgiv-ning, da en russisk terrorpakke udvi-dede de russiske sikkerhedstjene-sters beføjelser til likvideringer bety-deligt. De nye love blev temmeligoversete eller forblev ukommentere-de fra vestligt officielt hold. Der-imod blev de bemærket i eksilkred -sene. Som den fremtrædende dissi-dent Vladimir Bukovskij sagde i etinterview til Weekendavisens udsend-te, Ole Nyeng. i december 2006:“Der er én ting, I helt har overset i

Vesten: To love som Putin lod denrussiske Duma vedtage i juli. Denførste lov giver regimet mulighedfor at bruge særlige dødspatruljer tillikvidering af ‘samfundsfjender’ –også uden for russisk territorium.Den anden lov udvider definitionenaf, hvem der er samfundsfjende –det er nu en meget bred definition,som blandt andet omfatter folk, derydmyger den nationale værdighedog lignende sludder. Forsvarsmini-steren, Sergej Ivanov, kom enddaved den lejlighed med den interes-sante udtalelse, at en liste over målallerede var udarbejdet. På et semi-nar i Washing ton den 19. januarstøttede flere fremtrædende delta-gere Bukovskijs udlægning, herun-der den tidligere CIA-direktør JamesWoolsley.

Andre mordteorier

Nuvel – jeg har gennemgående valgtat opbygge denne gennemgang medudgangspunkt i den britiske efter-forsknings teori om de russiske stats-strukturers indblanding i mordet påLitvinenko. Men naturligvis har derogså været helt andre bud på ger-ningsmænd og motiver til giftatten-tatet. En teori har gået på, at Litvi-nenko blev myrdet på grund af sin‘italienske forbindelse’.

Både Litvinenko og hans kontakt-mand Scaramella, som Litvinenkomødtes med den dag, han blev for-giftet, kunne formodes at samlesprængfarlig viden om de vedhol-


TEMA: RUSLAND

dende anklager om en KGB-mafia-forbindelse i Italien. Altså anklager-ne om, at italienske toppolitikere iårevis skulle være blevet betalt og di-rigeret af KGB. Sagen er pågået i ad-skillinge år uden at Litvinenko harværet involveret i den.

En anden teori er teorien om‘ukontrollable elementer’. Det harværet hævdet, at morderne sagtenskunne være forhenværende russiskeagenter, som handlede på egenhånd, drevet af personlige hævnmo-tiver eller pekuniære interesser. Densamme teori blev fremsat i forbin-delse med mordet på Anna Politkov-skaja, ligesom den er i forbindelsemed alle andre mord, hvor et poli-tisk motiv synes nærliggende. Manbedes dog her bemærke, at samtligedisse mord har rettet sig mod Kreml-kritikere, hvilket er ganske sigende.

En tredje teori går på, at mordetblev begået af nogle af Litvinenkosegne politiske venner – fra Beresov -skij til hans tjetjenske forbindelser.Formålet skulle være at sætte Putinog Rusland i et dårligt lys og fyre opunder koldkrigsretorikken. Vissejournalister og kommentatorer harfremført, at Putin og Kreml helt sav-ner motiver, i modsætning til visse afPutin-kritikerne i eksil, der er kendtfor deres egne blakkede metoder.

Visse amerikanske politiske kredseretter brodden mod Bush og deneokonservative, og anskuer mordet

som et ‘destabiliseringsforsøg’ meddet formål at mindske Putins vægt iinternational politik, for eksempel iIran-tvisten og i Mellem østspørgs -mål generelt. Nogle russiske kom-mentatorer siger, at det er CIA, derstår bag mordet.

Det britiske politi mener at kunnespore giften til bestemte, statslige reaktorlokaliteter, ligesom de kon-krete spor er afsat af tre navngivnepersoner, hvilket i mine øjne i højgrad tager luften ud af også dissemere ‘storpolitiske’ motivanalyser.Teorierne stemmer ikke overensmed efterforskningens resultater.

Jeg lader derfor afslutningsvisdenne ekstraordinære mand – derselv gik fra at være statens tro tjenertil at være en fuldblodsdissident fåde afsluttende ord. Da jeg selv mød-te Litvinenko i København i novem-ber 2003, hvor han sammen medAnna Politkovskaja deltog i et panel -møde, udtrykte han et stort håb omat hans bog måtte komme til fleremenneskers kendskab: “I tror nok,at det jeg skriver og siger lyder forfantastisk til tider, men tro mig, jegkender mentaliteten og tankegan-gen i systemet, og det er vigtigt atfolk forstår dette.”

Thomas Bindesbøll Larsen er historikerog formand for Støttekomiteen for Tjetje-nien.


Polonium-210 mordet

At overholde menneskerettigheder-ne kræver ikke alene den øverste re-geringsmagts vilje, men også forvalt-ningens og domstolenes evne hertil.Når Rusland således siden 1998 harværet bundet af den europæiskemenneskerettighedskonvention, be-tyder det desuden en forpligtelse tilat respektere afgørelser fra Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdom-stol, som griber ind i Ruslands for-hold til fremmede magter, med an-dre ord landets officielle udenrigs-politik. Den læreproces alt dettekræver, tager lang tid, ikke mindstfor staterne i Østeuropa.

Præsident Vladimir Putin affyredeen egentlig bredside mod Menne-skerettighedsdomstolen, da hankort efter nytår 2007 talte til etmøde i Kreml, hvor repræsentanterfor Europarådet i Strasbourg og en

række ngo’er (ikke-statslige organi-sationer) var til stede. “Desværre stil-les vores land over for en politise-ring af Menneskerettighedsdomsto-len” hed det med særlig henvisningtil en dom om Ruslands ansvar forhvad der foregår i den østlige del afrepublikken Moldova, der er ‘sprængtfra’ i det reelt selvstyrende områdeTransdnestr, der dog de jure stadig eren del af Moldova (se nedenfor).

Et kig på Menneskerettigheds-domstolens statistik over afsagtedomme i 2006 er ikke umiddelbartsærlig skræmmende for så vidt an-går Rusland: Der blev afsagt 102domme med krænkelse i 96 af dem,Tyrkiet var således oppe på 334domme, ud af de godt 1500, dersammenlagt blev afsagt blandt de ialt 46 medlemslande af Europarå-det. Men ser man på antallet af sa-


Russisk pres på StrasbourgHenrik Døcker

Rusland har stukket en kæp i hjulet for en effekti-visering af den europæiske menneskerettigheds-konventions anvendelse. Samtidig reagerer detvoldsomt mod afgørelser vedrørende Tjetjenienog Transdnestr. Retsbeskyttelsen af russiske borge-re er desuden usikker

ger, der er under behandling afdomstolen i Strasbourg, er dergrund til megen bekymring. Herskriver Rusland sig således for10.569, men hvis man medtager æl-dre sager, verserer der for tiden i alt19.319 russiske sager for domstolen.

Men det har desuden vakt betyde-lig undren, at Rusland som det ene-ste land ikke har ratificeret den 14.tillægsprotokol til den europæiskemenneskerettighedskonvention af1950. Den russiske Duma gav ved enafstemning om dette i december2006 afkald herpå, selv om den rus-siske regering løbende sidste år hav-de lovet at ratificere. Tillægsproto-kollen vil muliggøre, at en rækkeklagesager af mindre betydning forklageren vil kunne frasorteres ogdermed lette Menneskerettigheds-domstolen, som er ved at segne un-der byrden af klager, hvoraf om-kring 95 pct. dog ikke antages til realitetsbehandling. Sidste år afvi-stes således 12.000 sager.

Ruslands ansvar i Transdnestr

Den dom, som ved nytårstide vakteden russiske præsidents vrede, dre-jer sig om fire mænd af oprindeligmoldovisk nationalitet, der havdeværet underkastet tortur og konven-tionsstridig frihedsberøvelse entenaf Rusland eller Moldova – eller beg-ge stater. De fire, Ilie Ilascu, Alex-andru Lesco, Andrei Ivantoc ogTudor Petrov-Popa – i alderen 41 til52 år – var aktive i Folkefronten for

forening af Moldova med Rumæni-en, men blev i 1992 i byen Tiraspolanholdt af soldater i uniformer fraden tidligere sovjetiske 14. armé.

Anklagen lød på, at de havde for-søgt at bekæmpe ‘den lovlige rege-ring i staten Transdnestr’ (der ertale om en del af Østmoldova, der iseptember 1990, eller en måned ef-ter Moldovas uafhængighed af Sov-jetunionen, løsrev sig og siden hareksisteret de facto, dvs. uden interna-tional anerkendelse). Den daværen-de sovjet-delstat Moldavien udvide-des i 1940 med hovedparten af denrumænske provins Bessarabien. Ilas-cu blev af Transdnestrs ‘Højesteret’dømt til døden og hans ejendomkonfiskeret, mens de andre fik 12-15års fængsel.

Menneskerettighedsdomstolen,som i dette spegede tilfælde valgteat sende en undersøgelsesdelegati-on til Moldova, måtte erkende, atMoldova ikke udøvede nogen myn-dighed i Transdnestr. På den andenside havde Moldova under sine kon-takter med Rusland ikke gjort nogetsom helst for at få de fire mænd løs -ladt. Selv efter at heftige kampe omTransdnestr var indstillet i 1991, harRusland økonomisk og militært støt-tet løsrivelsesrepublikken – og detogså efter maj 1998, hvor den euro-pæiske menneskerettighedskonven-tion trådte i kraft i forhold til Rus-land. Det løsrevne område (750.000indb.) har i realiteten været holdt ilive ved hjælp af russiske bajonetterog politisk/økonomisk støtte fra


Russisk pres på Strasbourg

Rusland. Moldova blev bundet afmenneskerettighedskonventionenfra september 1997.

Ilascu måtte i lang tid leve på‘døds gangen’ i et fængsel, i otte årvar han i isolation uden adgang tilpost eller regelmæssigt at blive va-sket, han led under kulden, mangle-de lægetilsyn og fik for lidt at spise.Alt dette var Rusland ansvarlig forindtil hans løsladelse i 2001. De an-dre tre er fortsat i fængsel. Ingen afde fire var blevet stillet for en rigtigdomstol, hvilket ved deres fængslingindebar en krænkelse af art. 5 omretten til personlig frihed og sikker-hed. Dertil blev de behandlet umen-neskeligt og nedværdigende i fængs-let. (art. 3). Afgørelse herom medsamt den erstatning, der tilkendtesde fire, blev truffet af Strasbourg-domstolen i 2004.

Denne sag er refereret i detaljerfor at illustrere, at alle forsøg på fraStrasbourg-systemets side at sætteret og skel på en objektiv måde alli-gevel blev underkastet en politiskvurdering og vækker mishag, fordidommen er gået Rusland imod. Denfølger et vigtigt folkeretligt princip,som Menneskerettighedsdomstolentidligere har fastslået i sager ved-rørende Nordcypern, nemlig at etområdes formelle tilhørsforhold un-dertiden må vige for det reelle. Hernyttede det ikke Tyrkiet, at det hen-viste til at Republikken Nordcypernudøvede suverænitet – når det tyrki-ske militær var den egentlige magt-haver. Tyrkiet har siden betalt de

godtgørelser for menneskeretskræn-kelser, der blev idømt.

Domme bringes ikke ud i livet

Det er sket tidligere, at enkelte sta-ter, også de gamle vesteuropæiskedemokratier, har vaklet i deres for-pligtelse over for den europæiskemenneskerettighedskonvention, nårde er fundet skyldige i en konven -tionskrænkelse, men til dato har in-gen stat dog vægret sig ved at betaleden erstatning, der er blevet den på-lagt fra Strasbourg – om end det indimellem har taget lang tid. Det kanikke undre, at Rusland – ligesomover 20 stater, der tidligere var cen-tral- eller østeuropæiske kommunist-diktaturer samt en håndfuld repu -blikker i Centralasien har proble-mer med at give domstolene den re-spekt, de fortjener som uafhængigtredje statsmagt. Alligevel finderMenneskerettighedsdomstolen detbittert, at en stor del af de russiskesager drejer sig om manglende ekse-kvering af domme, afsagt af russiskedomstole – et fænomen også borge-re i Ukraine trækkes med.

I oktober 2006 udtalte Europarå-dets Ministerkomité, der bl.a. påser,at Menneskerettighedsdomstolensafgørelser bringes ud i livet, sin be-kymring over det voksende antalrussiske sager af denne art (20 kon-krete blev der her henvist til, mende sidste fem år har bragt hundre-der af disse sager tillige med sagerom langvarig sagsbehandling og


TEMA: RUSLAND

unødige lange tilbageholdelser affolk). I den første dom mod Rus-land i Strasbourg fik en vis AnatolijTikhonovitj Burdov i maj 2002 Men-neskerettighedsdomstolens ord for,at han virkelig skulle have udbetaltden erstatning, han af retten i byenShakhty var tilkendt for den skadehan havde taget på sit helbred, fordihan tilbage i 1986 havde deltaget ioprydningsarbejde efter eksplosio-nen på atomkraftværket i Tjernobyl– et hverv han var udkommanderettil af militæret.

Europarådet har holdt adskilligemøder også med deltagelse af DenEuropæiske Kommission til effektivi-sering af Retsvæsenet for at få for-bedret såvel Ruslands som andre Eu-roparåds-landes vanskeligheder medat få gennemført domme i praksis.Hertil knytter sig også alt for lang-strakte retssager og manglende rets-sikkerhed i forbindelse med straffe-sager. Det er velkendt, at fængslerneer overfyldt i mange lande, også iVesteuropa (fx Storbritannien ogItalien) – alligevel virker nogle sagerom russiske straffefangers inde -spærring forfærdende næsten udover menneskelig forestillingsevne.

Den første russiske sag, Menne-skerettighedsdomstolen afgjorde afdenne type, vedrørte moskovittenValerij Kalashnikov, der under afso-ningen af en fængselsdom på fem årfor bedrageri sammen med 15 an-dre måtte dele en celle på 17 kva-dratmeter. Han pådrog sig flerehudsygdomme og svamp og mistede

neglene på hænder og fødder i denuhumske celle, der var fyldt medmyrer og kakerlakker. Menneskeret-tighedsdomstolen karakteriserede ijuli 2002 dette som nedværdigendebehandling og tilkendte ham en er-statning. Denne ulykkelige sag erdesværre blevet påfulgt af en stribeandre for Menneskerettighedsdom-stolen.

Det skal dog retfærdigvis tilføjes,at fængselsforholdene generelt erblevet noget forbedret. Ifølge detamerikanske udenrigsministeriumsoversigt over menneskeretssituatio-nen i Rusland fra marts 2006 faldtantallet af syge fanger og tilbage-holdte 2002-2004 med 27 pct. Tu-berkulose er særlig udbredt.

Nedskydning af civile og tortur

Ruslands forargelse over Menneske-rettighedsdomstolens virke er natur-ligt også cementeret gennem de af-gørelser, der er faldet om Tjetjeni-en. Et kompleks på seks sager, derblev forelagt Menneskerettigheds-domstolen, illustrerer de forfærden-de forhold, som civilbefolkningen iden oprørske russisk-kaukasiskedelstat er blevet udsat for. Domsto-len fandt her Rusland skyldig i alvor-lige krænkelser af den europæiskemenneskerettighedskonvention. Sa-gerne, benævnt Khashiyev, Akayeva,Medka Isayeva, Yusupova, Bazayevaog Zara Isayeva efter sagsøgerne,drejede sig om nedskydning af depågældendes ægtefæller (brud på



art. 2 i den europæiske menneske-rettighedskonvention) og manglen-de adgang til at gå til domstolene(brud på art.13)

De pågældende blev dræbt underluftbombardementer af Tjetjenienshovedby Grosnij og ved nedskydnin-ger foretaget af de russiske hærstyr-ker samt bombardementer af byenKatyr-Yurt i 1999 og 2000. De russi-ske myndigheder havde godt nokindledt en kriminel efterforskningaf hændelserne, men denne var si-den hen blevet afbrudt, eftersom an-grebene fra russisk side fandtes mili-tært velbegrundede. At den russiskehær i et område spækket med civilefra luften havde nedkastet bomber,hvis skadevoldende radius strakte sigtil 1000 meter, var efter domstolensopfattelse i klar strid med de hen-syn, et offentligt magtorgan i en de-mokratisk stat, bør tage.

Det er næppe overdrevent at kon-kludere, at der i lange perioder hareksisteret et lovløshedens og korrup-tionens klima i Tjetjenien – selv omregeringen dér har retsforfulgt en-kelte militærpersoner med megetblod på hænderne på grund af akti-oner mod civile, så er få blevetdømt. I januar 2007 fastslog Menne-skerettighedsdomstolen for førstegang, at Rusland havde udøvet tor-tur i Tjetjenien, nemlig mod brødre-ne Arbi og Adam Chitayev, der bl.a.blev pryglet, udsat for elektro-chokog hensat i iskolde celler. De blev til-bageholdt i tre uger, sigtet for kid-napning og deltagelse i en væbnet

oprørsgruppe og blev maltrakteretpå mange måder for at ‘tilstå’.

Som i en række andre sager, derer gået helt til Strasbourg, var der idenne sket overtrædelse af en stribeandre bestemmelser i menneskerets-konventionen, bl.a. fordi de ikkehurtigt kom for en dommer ellerkunne påklage deres anholdelse.Her som i andre tilfælde af menne-skeretskrænkelse, blev den russiskestat pålagt at betale en betydeliggodtgørelse til ofrene. Ifølge DenInternationale Helsinki-Føderationhar de prorussiske myndigheder iTjetjenien en række hemmelige ar-resthuse, hvor fanger torteres. Defleste af dem styres af den hidtidigetjetjenske ministerpræsident Ram -zan Kadyrov, der nylig er udnævnttil præsident dér.

Pressefolks farlige liv

Drabet på den modige russiske jour-nalist Anna Politkovskaja i 2006 harsenest rettet fokus mod pressefolksundertiden livsfarlige tilværelse. Be-viser på regeringsagenters involve-ring er få, men indicierne mange.Regeringen – og med den en rækkestørre firmaer med tætte forbindel-ser til regeringen – udsætter løben-de en række blade og andre medierfor pres, og særlig organer, der harberettet uhildet fra Tjetjenien, harhaft vanskeligheder, fx ved at bliveudelukket fra at dække visse begi-venheder, ved at blive underkastetkrakilske skatteeftersyn, idømt bø-


TEMA: RUSLAND

der eller pålagt særlige afgifter til atudmarve dem økonomisk.

De ‘gammeldags’ former for tilta-le for at have ærekrænket staten erdog noget på retur efter en afgørel-se fra Ruslands Højesteret, som for-byder dette, hvis bladet så går kon-kurs. Der er betydelig retsusikker-hed, fordi domme undertiden om-gøres uden at være appelleret ogikke nødvendigvis i skærpende ret-ning. Ifølge organisationen GlasnostDefense Fund (GDF) bliver journali-ster ofte fysisk forulempet, og i desidste 15 år er omkring 45 blevetmyrdet. I reglen er disse mord uop-klarede.

I gabestokken

En opbygning af et demokratisk ci-vilsamfund i Rusland er blevet van-skeliggjort efter vedtagelsen af enlov, som påbyder alle udenlandskengo’er at blive registreret hos myn-dighederne, officielt for at hindre,at ngo’erne underminerer den nati-onale sikkerhed, hvortil kommer ensærlig antiekstremisme-lov, som ikkealene forbyder ekstremistvirksom-hed, men også ‘retfærdiggørelse’heraf. Alle russiske ngo’er, der mod-tager støtte fra udlandet, skal om-hyggelig redegøre for anvendelsenheraf.

Det internationale Beskyttelses -center for ngo’er i Moskva (IPC) ,der støttes af Den Internationale Ju-ristkommission, blev i 2006 udsat foren seks måneder lang ‘revision’ af

sine regnskaber, gennemført af rus-siske skattemyndigheder med det re-sultat, at det blev pålagt en bøde på1,4 mio. kr.! Et uhyrligt krav, efter-som donationer til et center somIPC ikke skal beskattes. IPC’s aktivi-teter, der hidtil har omfattet juridiskstøtte til ofre for menneskeretskræn-kelser, og som har medvirket til at fåen bunke sager for Strasbourg-dom-stolen, er nu droslet ned til det reneingenting, og en stribe medarbejde-re har måttet forlade centret.

Europarådets rådgivende forsam-ling (bestående af parlamentsmed-lemmer fra de 46 medlemslande)har udtrykt stor bekymring over enny måde, hvorpå russiske myndighe-der knægter ytringsfriheden: Ved atbeskylde videnskabsmænd og jour-nalister for at have røbet statshem-meligheder og drevet spionage, selvom de har udvekslet informationer,der var offentlig tilgængelige!

Under langstrakte mørklagte rets-sager uden retsgarantier til de tiltal-te er to videnskabsmænd blevetidømt langvarige fængselsstraffe.Den ene, Igor Sutiagin, idømtes så-ledes 14 års fængsel efter at væredømt for landsforræderi, selv om hanfastholder, at de informationer, hanvideregav til et konsulentfirma i Stor-britannien, var offentlig kendte op-lysninger om russiske våbensystemer.

Han deler skæbne med ValentinDanilov, tidligere chef for et termo-fysisk center, der er idømt 14 årsfængsel for at have leveret informa-tioner til Kina – der ifølge hans kol-



leger blev deklassificeret allerede i1992. Europarådet har i en resoluti-on opfordret alle medlemslande ogher særlig Rusland til ikke at misbru-ge regler for statens sikkerhed til atmistænkeliggøre videnskabsmænd,journalister og advokater gennemurimelige retssager, hvor vage rets-regler er blevet ‘bøjet’ og udnyttettil at knægte ytringsfriheden.

Selv om retsbeskyttelsen stadig la-der en del tilbage at ønske, fx ud-sættes russiske forsvarsadvokaterjævnlig for chikane, så er der sket endel forbedringer og moderniserin-ger. Således indførtes i 2006 nævnin-geting, som medførte, at der sketefrifindelser i 15 pct. af sagerne –mod kun 0,7 pct. af de sager, derkun afgjordes af en dommer. Nyeproblemer har imidlertid vist sig i

form af voldstrusler mod nævninge.Det ‘naturlige’ magtmisbrug, som

en politimand, officer eller andenoffentlig ansat hidtil har udøvet, erpå retur. I en nylig sag, der gik tilStrasbourg (Kuznetsov-sagen), villeen afdeling af Jehovas Vidner ikkefinde sig i, at et lejemål af en sal blevkaldt ‘ugyldigt’ af en lokal øvrig-hedsperson, der mødte op ledsagetaf to politibetjente. Menneskerettig-hedsdomstolen pålagde Rusland atbetale godtgørelse for denne indgri-ben i forsamlingsfriheden.

Denne lille sag viser, at menneske-rettighederne trods alt er på marchogså i Rusland.

Henrik Døcker er journalist og forfattertil flere bøger om menneskerettigheder.


TEMA: RUSLAND

Vladimir Putin sagde, hvad hanmente, da han kastede sig ud i enantiamerikansk tirade i München ifebruar og anklagede USA for athave “overskredet sine nationalegrænser i enhver henseende: på detøkonomiske, det politiske og det hu-manitære område påtvinger det an-dre stater sin politik. Hvem synes velom det?” På baggrund af USA’s van-skeligheder i Irak er det naturligt, atden russiske præsident havde detgodt med den amerikanske svaghed.Men det var lige så interessant, hvadhan fik sagt om sin indenrigspolitik.

I løbet af de sidste to årtier harRusland gennemgået en enorm for-andring. Den reale vækstrate i øko-

nomien har været syv procent omåret siden 1999, og denne vækstrateforventes at fortsætte. I de sidste syvår har Rusland haft et overskud påbetalingsbalancens løbende posterpå ti procent af BNI, og det har op-bygget rigelige valutareserver. Desidste to år har overskuddet på stats-budgettet været mere end syv pro-cent af BNI. Det mest forbløffendetal er, at BNI i løbende priser (dol-lars) er femdoblet i løbet af de sam-me syv år fra 200 mia. i 1999 til1.000 mia. sidste år.

Tre faktorer kan forklare denneglimrende økonomiske udvikling.For det første har Rusland fået skabten kritisk masse af private virksom-


Ruslands nabopolitik: hovmod og faldAnders Åslund

Ruslands udenrigspolitik og energipolitik skaberusikkerhed på energimarkedet i Europa ogskræmmer nabolandene væk. I Kreml er magtenovertaget af en gruppe tidligere efterretningsfolk,hvis vigtigste mål er at blive stenrige, og som ikketåler opposition. Vesten må træde i karakter ogholde Rusland fast på OSCE-forpligtelserne

heder og markeder. For det andetvirkede det finansielle sammenbrudi 1998 som en renselse, der gjorderusserne ekstremt ortodokse i deresfinans- og pengepolitik. For dettredje har landet profiteret stort påde høje internationale olieog gas-priser.

Ikke Putins fortjeneste

Den tydelige pointe er, at VladimirPutin overhovedet ikke har bidragettil denne økonomiske succes. Haner blot begunstiget af omstændighe-der, som andre har skabt.

På det økonomiske område harPutin dog gjort to gode ting. Hanhar fastholdt en meget stærk makro -økonomisk politik, og han har foku-seret på økonomisk vækst. I sine før-ste tre år videreførte han vigtigemar kedsreformer, som præsidentBoris Jeltsin havde indledt; men i deseneste fire år har hans overordne-de strukturpolitik været renationali-sering. Siden 2003 har statsdomine-rede selskaber som Gazprom (natur-gas), Rosneft (olie), Vnesjtorgbank(udenrigshandelsbank) og Roso -boronexport (våbeneksport) opkøbtmange af Ruslands bedste og mestværdifulde private selskaber, ikke al-tid med disses gode vilje. Enten erprisen påfaldende lav, og det er ty-deligt, at salget ikke er helt frivilligt,eller prisen er påfaldende høj og gi-ver anledning til mistanke om retur -kommis sion i en størrelsesorden påen halv snes procent.

Denne artikels påstand er, at nøg-len til at forstå Ruslands udenrigspo-litik er, at den er domineret af kom-mercielle interesser. Som DmitriTrenin på Carnegie Moscow Center for-mulerer det: “Ruslands business erbusiness.” Præsident Calvin Coo -lidge sagde engang det samme omUSA. Putins nærmeste støtter, over-vejende hans KGB-kammerater fraSankt Petersborg, er bestyrelsesfor-mænd i Ruslands største statsdomi-nerede selskaber. Denne nye elite ernu travlt optaget af at berige sig selv.

Efter denne fortolkning tjener detgenopstandne autoritære styre i Rus-land primært til at skjule deres kor-ruption og til at lette dem vejen tilrigdom.

Korruptionen i Rusland var slemfør; men under præsident Putin erden blevet virkelig gennemgriben-de. Alle institutioner, der måler kor-ruption, har konstateret en væsent-lig stigning de sidste to år. Den russi-ske afdeling af Transparency Internat -ional har rapporteret, at vicemini-sterposter handles for otte-ti mil lio -ner dollars, mens udnævnelser tilprovinsguvernør eller minister kost -er flere gange så meget, afhængigtaf hvor store indkomster den pågæl-dende post kan kaste af sig.

Præsident Putins nære ven fraSankt Petersborg kommunikations-minister Leonid Reiman tabte ensag ved en forligsret i Zürich. Rettenfastslog, at Reiman i løbet af sin tidsom statsembedsmand havde samletsig russiske telekommunikationsakti-


TEMA: RUSLAND

ver til en værdi af mere end én mil -liard dollars i strid med russisk lov.Reiman har vedholdende afvist dissebeskyldninger, og disse oplysninger,som ville være en kæmpeskandale iethvert åbent samfund blev ikke of-fentliggjort i landsdækkende russi-ske medier. Reiman sidder stadig isit job med Putins klare støtte. Deter svært at frigøre sig fra det indtryk,at topfolkenes berigelse er et vigtigtmål for Putin-regimet.

Putin-regimet er højst sandsynligtverdens mest grådigt korrupte no-gensinde.

Et autoritært system

Set i bakspejlet er det tydeligt, at detfra starten var Putins hensigt at etab-lere et autoritært system. FreedomHouse har med rette ændret sin be-tegnelse for Rusland fra ‘delvis frit’til ‘ikke frit’. Folk i almindeligheder overbevist om, at Putin har skabtstabilitet i landet; men drabstallet erfaktisk steget signifikant siden Jelt -sins tid. Forskellen i dag er, at rege-ringen skjuler den slags dårlige ny-heder, om end statistikkerne stadigbliver offentliggjort.

Samtidig med, at Putin har frem-hævet sit ønske om at styrke demo-krati og retsorden i Rusland, harhan gradvis og systematisk afvikletbegge dele. Stort set hvert enesteskridt har han retfærdiggjort meden eller anden juridisk undskyld-ning; men de er alle gået i sammeretning. Berkeley-politologen Ste-

phen Fish har leveret fremragendedokumentation og analyse af denneproces i sin bog Demokratiet afsporet iRusland.

Statslige selskaber eller privateforretningsfolk tæt på Putin har op-købt det ene medie efter det andetved mere eller mindre frivillige ord-ninger med det resultat, at medier-ne er blevet dummere og ubetinge-de Putin-støtter.

Valgene er blevet manipuleretmed mindre finesse. Den ene kandi-dat efter den anden er blev strøgetaf stemmesedlerne med de mest lat-terlige formelle begrundelser. Nyepartier kan ikke blive officielt regi-streret. I de allerede eksisterendepartier opkøber Kreml delegeredefor at få opstillet sine egne kandida-ter. Trusler bruges mere og mere, oghvert år bliver der dræbt nogle jour-nalister. Mordet på den Putin-kriti-ske og enestående modige Anna Po-litkovskaja kom ikke som nogenoverraskelse.

Den nye lov om ngo’er giver rege-ringen mulighed for at lukke hvil-ken som helst af dem når som helst.Om ikke andet kan autoriteterne al-tid finde fejl i deres bogføring. For-retningsfolk er klogt nok bange forat give økonomisk støtte til uafhæn-gige organisationer og partier. I ste-det donerer de til Kreml og den or-todoks kirke. Inden for det senesteår har regeringen ved lov udtrykke-ligt forbudt kritik af embedsmændog politikere, og demonstrationerhavde man allerede forbudt.


Ruslands nabopolitik: hovmod og fald

Arrestationen af direktøren for oghovedaktionæren i Yukos olieselska-bet i oktober 2003 markerede over-gangen til rent autoritært styre. Mikhail Khodorkovsky fik otte årsfængsel på stort set falske anklager,og Yukos med en værdi på 45 mia.dollars blev konfiskeret ved ulovligbeskatning. Oligarkerne fik en lære-streg om at støtte Kreml, og Kremltjente tykt på konfiskeringen via detstatslige olieselskab Rosneft.

Tjetjeniens rolle

I disse antidemokratiske bestræbel-ser har krigen i Tjetjenien været tilstor hjælp. Putin opbyggede sin po-pularitet ved at starte den andenTjetjenienskrig, og tjetjenske terror-handlinger retfærdiggør alle tænke-lige autoritære tiltag fra det russiskesikkerhedspolitis side. Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstoli Strasbourg har for nylig kendt detrussiske politi i Tjetjenien skyldigt iat udøve tortur, og vakt Putins vre-de. For tre år siden blev tre russiskeGRU-agenter taget på fersk gerning,da de myrdede en tidligere tjetjenskpræsident i Qatar. Den russiske re-gering pressede Qatar til en hurtigudlevering til Rusland, hvor de blevbelønnet. Sidste år legaliserede detrussiske parlament mord på terrori-ster, og kort tid senere blev den tidli-gere KGB-agent Aleksandr Litvinen-ko myrdet på eksotisk vis med polo-nium i London. Putins regime erdog mere tsaristisk end sovjetisk, og

det er indtil videre autoritært på enforholdsvis mild måde. Spørgsmåleter, hvor langt han vil gå for at styrkesit diktatur.

Dårligere forhold til Vesten

Forholdet mellem Vesten og Rus-land er blevet alvorligt forringet un-der Putin. I hans første valgperiodebegik vestlige ledere den forståeligefejl at behandle Putin som Jeltsin.De troede, at Putin delte deresgrundlæggende værdier, men baremanglede indsigt og derfor havdebrug for venlig vejledning. Det mod-satte var tilfældet. Som tidligere ef-terretningsagent kendte Putin Ve-sten ganske godt; men han var auto-ritær.

Putin fokuserede på personer ogcharmerede visse vestlige ledere –den daværende tyske kansler Ger-hard Schröder, den daværende itali-enske statsminister Berlusconi, densnart forhenværende franske præsi-dent Jacques Chirac og, mest be-mærkelsesværdigt, præsident George W. Bush. Midt under Yukos-affæren i september 2003 sagdeBush: “Jeg respekterer Putins visionfor Rusland: Et land der har fred in-den for sine grænser, med sine na-boer og med verden, et land hvordemokratiet, friheden og retssikker-heden blomstrer.” Bogstavelig talthvert eneste element i denne langesætning er forkert.

Men Rusland var imødekommen-de over for USA i krigen mod


TEMA: RUSLAND

Afgha nistan, og Bush vil ikke gåmed til, at han skulle have sagt no-get som helst forkert. Den 1. februarblev han citeret i Wall Street Journal:“Vladimir Putin har holdt alt, hvadhan har lovet mig.” Tja, så kan hanikke have lovet ret meget. Putingjorde gengæld i sin antiamerikan-ske tale i München: “Jeg betragterUSA’s præsident som min ven. Haner et fint menneske.” Han kunnelige så godt have sagt: “Han er ennyttig idiot.” Et eksempel herpå er,at USA sidste år gik med til at op-hæve sin embargo mod den russiskeflyfabrik Sukhoi på grund af dens le-verancer til Iran. Kreml gav øjeblik-kelig udtryk for sin anerkendelse afWashingtons svaghed ved at levereluftforsvarsmissiler til Iran.

I en tale i Vilnius i maj 2006 kriti-serede vicepræsident Dick CheneyRusland for at undertrykke demo-kratiet, for manglende sikkerhed idet post-sovjetiske område og formanglende energisikkerhed; menhans tale var en enlig svale.

På G-8 topmødet i Sankt Peters-borg i juli 2006 fornærmede PutinBush offentligt under en pressekon-ference. Bush rejste tidligt hjem,men uden at have svaret igen offent-ligt. Hvis man ikke tør sige et mukoffentligt, vil man næppe have me-gen indflydelse på Ruslands uden-rigspolitik. USA’s Ruslandspolitik erlille, men uden styring. Hvis manikke optræder seriøst, vil man medsikkerhed ikke blive taget alvorligt afrusserne.

Med endnu større held har Putinsplittet den Europæiske Union vedat pleje dens sydlige medlemmer –Frankrig, Grækenland, Italien ogSpanien – og træde på Polen og Est-land, Letland og Litauen, som harknyttet sig tæt til USA. I Moskva kal-des disse fire lande den ‘aggressivenye minoritet’ i EU. EU er ikke istand til at formulere en fællesRuslandspolitik eller energipolitik,hvilket passer Kreml perfekt.

Frastødte naboer

Ruslands nabolag er noget ganskeandet, for her finder man politiskeledere, som ved, hvordan man for-holder sig til Moskva. Samtidig harRusland vist sig mest udenrigspoli-tisk aggressiv mod sit nabolag af tid-ligere sovjetrepublikker. Ruslandhar trådt så brutalt på dem – medpludselige prisstigninger, olie- oggasstop, transportblokader, handels-stop, klapjagt på immigranter – atde alle styrter mod udgangene ogsøger tættere samarbejde medNATO og EU eller arbejder på atbygge nye rørledninger uden omRusland. Ruslands rolle i regionener aftagende trods dets voksendeolie- og gasfyrede økonomiske vel -stand. Som det for nylig blev formu-leret af den nationalistiske, intellek-tuelle Stanislav Belkovsky, direktørfor Instituttet for National Strategi iMoskva: “I 2006 holdt Rusland opmed at være en regional stormagt.”

Det er således lykkedes Rusland at



spænde ben for sig selv, for nu kanikke nok så mange forsikringer fjer-ne Europas usikkerhed med hensyntil, om Rusland er en pålidelig ener -gi leveran dør. Og i det post-sovjetiskerum tager både venner og fjenderafstand, fordi de finder Putins regi-me for upålideligt og for ubehage-ligt. Det et således næppe rigtigt,som mange mener, at Rusland hen-giver sig til nyimperialisme, efter-som Ruslands udenrigspolitik overfor de tidligere sovjetrepublikkerøjensynlig kun støder dem bort.

Intet post-sovjetisk land tør længe-re stole på Rusland. Alle som kan,vender sig væk og mindsker deresafhængighed. De omfattende em-bargoer mod Georgien og Moldovahar gjort dem til Ruslands modstan-dere, skønt den økonomiske skade,de har lidt, har været overraskenderinge. Aserbajdsjan er holdt op medat handle olie og gas med Rusland,og Georgien gør sig klar til at stoppeimporten af Russisk gas. GUAM –det rudimentære sikkerhedssamar-bejde mellem Georgien, Ukraine,Aserbajdsjan og Moldova – er ved atskulle spille en virkelig rolle. Rus-lands bølleoptræden er dog hverkenvedholdende eller konsekvent. Dettrak faktisk sin garnison i Tbilisi til-bage efter mere end to hundrede åruden at få noget til gengæld. Østpåhar Kasakhstan valgt at bygge flererørledninger uden for Ruslandsrækkevidde.

Rusland rammer ikke bare sinefjender, men også sine venner i det

post-sovjetiske område. Sidste år op-muntrede Rusland de autonome ter-ritorier Transdnestr og Sydossetientil at afholde folkeafstemning omuafhængighed fra hhv. Moldova ogGeorgien. Men efter at deres lederehavde fulgt opfordringen og opnåetde ønskede resultater, anerkendteMoskva ikke deres uafhængighed,men lod dem hænge og dingle.

Og Rusland gjorde intet for athjælpe det venligtsindede Armeni-en, da det blev hårdt ramt af Rus-lands embargo mod deres fælles na-boland Georgien. Men det mestpåfaldende er måske forholdet tilHviderusland, hvor Rusland harholdt Aleksander Lukasjenkos dikta-tur oppe i årevis med olieog gas-subsidier svarende til en tiendedelaf Hvideruslands BNP. Kremls over-raskende beslutning om at stoppedisse subsidier fra 2006 begravedeeffektivt den længe lovede unionmellem Rusland og Hviderusland.Selv Lukasjenko henvender sig nutil Vesten. Alt andet end Rusland!

Fanget i vækstfetichisme venderPutin sig i stedet til Indien og i sær-deleshed Kina, skønt Kina potentieltudgør den største strategiske trusselmod Rusland med dets store, tyndtbefolkede områder i Sibirien ogFjernøsten.

Putin igen igen?

Mærkeligt nok fastholder Putin,som er hovedarkitekten bag heledenne autoritære udvikling, at han


TEMA: RUSLAND

ønsker at trække sig i marts 2008,fordi forfatningen ikke tillader hamat sidde længere. Normalt trækkerdiktatorer sig ikke tilbage. Hvis Pu-tin virkelig mente det alvorligt, skul-le han have forbedret demokratietog retssikkerheden for at sikre sigimmunitet ligesom Jeltsin. Entenhar Putin uforvarende bragt sig i ensituation, hvor han bliver nødt til atacceptere en tredje valgperiode –Kreml har allerede startet en ‘folke-lig’ kampagne for at overtale ham,eller også har det hele tiden væretplanen.

Hans regimes styrke skal dog ikkeoverdrives. Det er kendetegnet vedekstrem overcentralisering. Lidtoverdrevet kan man sige, at alle vig-tige politiske beslutninger træffes afen lille håndfuld mænd i Kreml.Alle mellemniveauerne er udvandet.De herskende kan umuligt få til-strækkelig information til deres be-slutninger. Politisk analyse er i detstore og hele stoppet og negativt feedback er forbudt.

Det afgørende spørgsmål er, hvor-dan Putin-regimet vil slutte. For før-ste gang i russisk historie har dethemmelige politi fuld kontrol, helevejen til toppen. En lukket kreds afPutins venner fra hans tid i KGB iSankt Petersborg regerer i Kreml.Anført af Igor Setjin, Putins nærme-ste kollega, styrer de stort set allesikkerhedsorganerne. Der spekule-res meget over, om selv Putin over-hovedet kan sætte dem stolen fordøren. Den mest nærliggende histo-

riske parallel til Setjingruppen erden gruppe, som blev styret af che-fen for Stalins sikkerhedspoliti, Lav -rentii Beria, om end der er en storforskel: Til forskel fra Putin var Sta-lin ikke sikkerhedsapparatets mand;det var ham, der manipulerede sik-kerhedsapparatet efter sine egne be-hov. Og så er der en anden stor for-skel: Setjin gruppen er kun interes-seret i at samle sig enorm rigdom,ikke i at kontrollere russernes til-værelse. Det er derfor gruppen erforuroliget over det kommendepræsidentvalg i 2008, og Moskvasummer af rygter om, at Putin vilfinde en udvej for at blive siddende.

Vesten må træde i karakter

I betragtning af, hvad der står påspil, kan Vesten ikke længere nøjesmed at se til fra sidelinjen. Seks årseftergivenhed har ikke gjort andetend at opmuntre Ruslands antivest -lige politik. Vesten kunne tage vedlære af Mikheil Saakashvili, Georgi-ens præsident, og nok tale mildt tilRusland, men med en stor stok ihånden. Sandsynligvis var Estlandog Georgien de lande, der havdemest held med ruslandspolitikkensidste år, og det var nok dem, deroptrådte med størst fasthed. Russer-ne sætter pris på styrke og mod.

Præsident Ronald Reagan vidste,hvor vigtigt det var at sige sandhe-den højt og klart. Når vestlige lederenu fedter for Putin med falske kom-plimenter, vækker de kun foragt i



Kreml. Vicepræsident Cheneys tale iVilnius var en tiltrængt afvigelse,som Kreml blev rasende over. Det erpå tide, at Vesten følger den op.

Vesten overtalte den sovjetiske le-der Leonid Bresjnev til at ratificereHelsingfors-aftalerne i 1975 ommenneskerettigheder og frie og fairvalg. De spillede en vigtig rolle i un-dermineringen af det sovjetiske dik-tatur. USA skulle tage dem op igennu, da Rusland nærmer sig en nyrunde parlaments- og præsidentvalg,hvor det nu ser ud til, at hver enesteregel i bogen vil blive brudt.

I München reserverede Putin net-op sit groveste overfald til OSCE(Organisationen for Sikkerhed ogSamarbejde i Europa), som blevgrundlagt på Helsingfors-aftalerneog er den internationale organisati-on, der overvåger valg. Putin be-skyldte ligesom Bresjnev OSCE forat “blande sig i andre landes interne

forhold”; men Helsingfors-aftalernegjorde netop demokratiet til et in-ternationalt anliggende. Putin oghans kumpaner vil næppe kunnelide det; men i betragtning af sam-menhængen mellem Ruslands poli-tik på hjemmefronten og dets uden-rigspolitiske opførsel, er det vigtigt,at Vesten holder Rusland fast påOSCE-forpligtelserne.

Anders Åslund er spe cialist i den post-kommunistiske økonomiske transforma -tion med mere end 30 års erfaring påområdet og er siden januar 2006 seniorfellow på Peterson Institute for Inter -national Economics, Washington, DC.Hans bog “How Capitalism Was Built”kommer på Cambridge University Presstil efteråret.

Oversat fra engelsk af Klaus Carsten Pedersen.


TEMA: RUSLAND

I 2006 kom den planlagte Østersø -gasledning Nord Stream (tidligereNorth European Gas Pipeline) i fo-kus i den nordiske debat om energiog energisikkerhed. I et strategiskperspektiv er der tale om det vigtig-ste enkeltspørgsmål for det regiona-le energisamarbejde. Udviklingenbliver stadig mere interessant, isærfordi det internationale energimar-ked er et hårdt politisk miljø, hvorkonkurrencen øges, og hvor geopo-litik flettes sammen med miljø- ogenergisikkerhed. I dette spil bliverØstersøen en stadig vigtigere kon-taktflade mellem Rusland som enførende naturgasproducent og EU,en sammenslutning af storforbruge-re, som bliver mere og mere afhæn-gige af russisk gas.

Når Nord Stream kommer ind i

billedet for at løse en del af proble-merne med gasefterspørgslen i Eu-ropa, rokkes der samtidig ved sikker-hedsarkitekturen i Østersøområdet.En analyse af spørgsmålet om gas-ledningen bør derfor ikke kun sesudfra det europæiske eller fx det tyske forbrugsperspektiv, som er detperspektiv, der almindeligvis holdesfrem af Nord Stream, men også sespå baggrund af projektets uigen-nemskuelighed og Ruslands uden-rigs-, sikkerheds- og energipolitik.

Et centralt udgangspunkt for den-ne analyse er, at den russiske politi-ske ledelse har bestemt sig for at for-søge at skabe stabilitet i landet, fåkontrol over strategiske reserversamt genoprette Ruslands statussom stormagt. Kremls afvejninger,prioriteringer og metoder for at nå


Kreml, gasledningen ogsikkerhedenRobert Larsson

Man kunne måske nøjes med at bekymre sig ommiljøproblemerne omkring den påtænkte russisk-tyske gasledning gennem Østersøen, hvis Ruslandvar ved at udvikle sig til en normal, demokratiskmarkedsøkonomi – det er ikke tilfældet

disse mål har imidlertid ført Rus-land bort fra det spirende demokra-ti og den gryende markedsøkonomi,som man så i Jeltsin-æraen. Da denrussiske økonomi er stærkt afhængigaf eksportindtægterne fra kulbrinte-baserede energiråstoffer, bliverener gipolitikken et af præsidentensvigtigste midler til at nå statens over-ordnede økonomiske mål. Menenergipolitikken skal ikke kun brin-ge velstand til Rusland; den ses ogsåsom et sikkerhedspolitisk instrument.

Den russiske energistrategi fra2003 siger fx, at energipolitikkens“fundamentale formål er at gavneden nationale sikkerhed”. Dette skalske ved at øge Ruslands indflydelse iudlandet og imødegå geopolitiske,makroøkonomiske og andre trusler.Afhængighed af tredjeland på ener-gieksportens vej til aftagermarkeder-ne regnes blandt sådanne trusler, ogNord Stream skal imødegå dennetrussel ved at Rusland spreder eks-portruterne.

Det grundlæggende motiv baggas ledningen er således en russiskambition om at kunne vælge mel-lem aftagere af gassen, en ambitionsom er neomerkantilistisk i sin ka-rakter og udtryk for en stræben ef-ter at være uafhængig af omverde-nen, samtidig med at omverdenenhelst skal være afhængig af Rusland.Derfor har den russiske statsledelse ihøjere grad end tidligere gjort ener-gispørgsmålet til et sikkerheds-spørgsmål.

Dette er en af flere grunde til, at

den russiske sikkerhedstjeneste FSB,efterretningstjenesten SVR (beggetidligere dele af KGB) samt forsvarethar fået øget ansvar for økonomiskespørgsmål og beskyttelse af russiskeøkonomisk-strategiske interessersom fx energi-infrastruktur.

Rusland har altså, som det selv serdet, etableret en legitim grund til atbehandle energispørgsmål som sik-kerhedsspørgsmål, hvilket skaber ac-cept inden for statsforvaltningen ogi befolkningen af, at energipolitiskemål forfølges med stor styrke. Et afde vigtigste instrumenter hertil erdet statskontrollerede gasmonopolGazprom, foretag endet bag NordStream. På denne baggrund søgerdenne artikel at fremhæve et par afgasledningens konsekvenser, især iet svensk perspektiv.

Miljøet og koblingen til Kreml

Rusland og Tyskland har altså be-sluttet sig for at bygge en 1.200 kmlang gasledning fra Viborg i DenFinske Bugt gennem Østersøen tilGreifswald i Tyskland, eller evt. end-nu længere. 482 km af ledningenskal gå gennem Sveriges økonomiskezone, og en 35 meter høj service-platform skal bygges ca. 40 km østfor Gotland.

Sverige har endnu ingen officielpolitik vedrørende ledningen somsådan; med den tidligere regeringog flere af den nuværende regeringsmedlemmer har ytret sig imodsvensk tilslutning til ledningen, bå -


TEMA: RUSLAND

de af frygt for leverancesikkerhedenog fordi man vil prioritere denhjem lige biobrændselssektor.

I svensk presse i 2006 og 2007 erdet endvidere fremgået, at repræ -sentanter for erhvervslivet var relativtpositive over for ledningen, mensder har været tegn på en vis uroblandt sikkerhedspolitiske analytike-re og i befolkningen. Uroen i be-folkningen, især på Gotland, skyldesledningens trussel mod miljøet.

Koncentrationen af tungmetallerog fx PCB langs den planlagte linje-føring vil blive revet op i forbindelsemed byggeriet. Mindst 15 større om-råder med udetonerede miner ogdumpede kemiske kampstoffer(bl.a. sennepsgas og Zyklon B) lig-ger i vejen. Fiskebestanden og fiske-riet vil blive påvirket, ligesom kultur-arven. Det er ikke hidtil lykkedesNord Stream at gøre rede for, hvor-dan man vil håndtere disse proble-mer på en tilfredsstillende måde, ogdet har medført en vis mistillid tilprojektet.

En dybereliggende årsag til mistil-liden skal måske findes i ejerkred-sen og dens kobling til Kreml. De ty-ska selskaber EON og BASF (samtdatterselskaberne Ruhrgas og Win-tershall) ejer 49 procent af konsorti-et, og Gazprom ejer de resterende51 procent, og således har NordStream repræsentanter for såvelGazprom som EON og BASF i besty-relsen. Gazprom på sin side ejes for51 procents vedkommende af denrussiske stat.

Man kan dog ikke, som visse ana-lytikere, deraf slutte, at den russiskestats indflydelse på Nord Streamkun er 26 procent. Den uformellestyring er langt stærkere end som så;sammenvævningen med staten erstærk. I Gazproms bestyrelse sidderbl.a. økonomiminister GermanGref, energiminister Viktor Khri-stenko, præsident Putins særlige re-præsentant i energispørgsmål IgorJusufov samt første vicepremiermini-ster Dmitrij Medvedev. Den admini-strerende direktør Aleksej Miller erdesuden en god ven af Putin.

Men også andre personforbindel-ser i selskabet har vakt opmærksom-hed i pressen. Gerhard Schröder erbestyrelsesformand og den admini-strerende direktør hedder MattiasWarnig. Warnig arbejdede for Stasi iDresden samtidig med at Putin ar-bejdede der for KGB. Flere kilderhævder, at de kendte hinanden, hvil-ket de dog benægter. Warnig harendvidere været chef for DresdnerBanks ruslandsafdeling, som foretogvurderingen af olieselskabet Yukos,da dets mest lønsomme dele i reali-teten blev eksproprieret af den rus -siske stat. I åbne kilder finder maningen beviser for, at disse personfor-bindelser skulle medføre juridiskeuregelmæssigheder; men situatio-nen indbyder til at sætte spørgsmåls-tegn ved projektets gennemskuelig-hed, politiske bevæggrunde og kor-ruptionsrisici.

På tysk side har en diskutabel fak-tor været, at Europa-Kommissionen


Kreml, gasledningen og sikkerheden

har igangsat en undersøgelse af, omder er tale om ulovlig tysk statsstøttetil projektet, noget der synes at hæn-ge sammen med, at Gerhard Schrö-der gav bankgarantier på omkringén milliard euro til projektet kun enmåned før sin afgang som tysk for-bundskansler. Dette har ødelagt dentillidsskabende effekt, som det må-ske kunne have haft, at han blev for-mand for bestyrelsen i Nord Stream.

Eftersom Gazprom direkte ellerindirekte kommer til at stå for pro-spektering, design, konstruktion,drift og overvågning af gaslednin-gen, er den russiske partner i pro-jektet den vigtigste, selv om ingenrussiske repræsentanter har optrådti kontakten til Sverige og andreØstesøstater. Et vigtigt aspekt i sam-menhængen er, at Gazprom kundel vis gør rede for sin ejerandel i an-dre selskaber. Således ejes eller kon-trolleres selv tilsyneladende uafhæn-gige selskaber nogle gange af Gaz -prom. Betydningen af dette skalikke undervurderes, da Gazpromgentagne gange har benyttet sig aftvivlsomme datterselskaber, mellem-mænd og underleverandører (fx Ro-sukrenergo, Trubnij Torgovij Domog Eural Trans Gas) til såvel økono-miske som politiske formål.

Disse og andre lignende selskaberskal således ikke forstås som frit stå -ende og rent markedsdrevne foreta-gender, selv om de har en profit -interesse. Ofte tvinges de til mar-kedsmæssigt usunde dispositioner afpolitiske grunde.

Der findes ganske vist helt frit -stående russiske energiproducenter;men de agerer først og fremmest ilille skala, og den russiske stat siddermeget hårdt på kontrollen over gas -eksporten. Med en enkelt undtagel-se har der ikke været privat kontrol-lerede rørledninger i Rusland, hvorledningssystemet ejes og drives afGazprom og dets forskellige selska-ber. I 2007 bliver det lovfæstet, atkun statsejede ledninger er tilladt,hvilket yderligere styrker Kremlsgreb om eksporten.

Hvis Rusland udviklede sig i de-mokratisk og markedsøkonomiskretning, ville disse problemer i detstore og hele være ikke-spørgsmål.Men de politiske skyer, som trækkerop nu, er urovækkende, i vort tilfæl-de fordi Nord Stream først og frem-mest handler om gastransport.

Gennemskuelighedsproblemerneomkring Nord Stream og Gazpromer således betydelige. Ejerstruktu-ren, aktiebogen og årsregnskabethar alle mangler, og i kombinationmed den russiske stats krav om hem-meligholdelse, bl.a. i medfør af lo-ven om statshemmmeligheder, erdet meget svært at få indsigt i disseselskaber og deres ressouncer. Detteer af allerstørste betydning, når detgælder den planlagte gasledning oganvendelsen af datterselskaber ogkontraktsforhold, fordi der kan op-stå tvivl om ansvarsforhold. Det vil fxkunne skabe vanskeligheder, hvisGazprom ejer offshore-registreredeselskaber, som på deres side ejer


TEMA: RUSLAND

virksomhedsudøvende selskaber,som udfører arbejde for Nord Stream. Da vil der være en risiko for,at Nord Stream anvender underleve-randører, datterselskaber eller un -der entreprenører for at unddragesig ansvar i visse miljøspørgsmål.

Problemer, men ingen indtægter

Som antydet er der implikationerogså på det forsvarspolitiske områ-de. Rusland skal bygge og drive led-ningen, og det er fuldt ud muligt, atRusland kan anvende ledningen ogservicetårnet som efterretningsplat-form ved at montere aflytningsud-styr, side-scan sonarsystemer, magne-tometre, hydrofoner og militære ra-darsystemer – eller ganske enkeltdobbeltudnytter civile drifts- og ved-ligeholdelsessystemer til efterret-ningsindhentning.

Hvis denne derefter matches medkendte fartøjsregistre og anden in-formation, vil ledningen fungerersom et snubletrådssystem, som kanovervåge al søtrafik, såvel under sompå overfladen, fx ud for Sverige og iDen Finske Bugt. Ledningen skal gålige uden for det finske forsvarsøvelsesområder, så hvis det russiskeforsvar får adgang til information afdenne art, kan det overvåge Sveri-ges, Finlands og NATOs øvelser ogaktivitet uden selv at have orlogsfar-tøjer eller ubåde i nærheden.

Det ville være en overdrivelse atkalde dette en militær trussel; menet tilsvarende ‘vindueskiggeri’ fyrre

kilometer fra fx Kaliningrad villeRusland ikke tillade. Samtidig skalman huske på, at Putin har lovet, atden russiske Østersøflåde vil beskyt-te ledningen, og der er således risi-ko for en fornyet militarisering afØstersøen.

Den russiske Østersøflåde består idag af 56 orlogsfartøjer, hvoraf kunhalvdelen er fuldt operative; menflåden er blevet opprioriteret påsamme måde som de strategiske ra-ketstyrker. Med nye bevillinger ognyt materiel sker der en stadig styr-kelse af dens evne til kystnære magt-demonstrationer. Finland, Estlandog Sverige kan dermed regne medøget russisk militær tilstedeværelselangs deres kyster, en situation somfå nationer ville bryde sig om, uan-set hvilke naboer de har. Den juridi-ske mulighed herfor findes naturlig-vis allerede i dag; men Nord Streamgiver Rusland en anledning til for-øget tilstedeværelse, en anledningsom vil kunne misbruges.

Hvis desuden den planlagte servi-ceplatform bemandes af russisk per-sonel, vil der sikkert følge russiskekrav om ret til selv at forsvare den,skønt beskyttelsen af den ville væreSveriges juridiske ansvar. Kremls re -to rik når det gælder beskyttelse afegne borgere er meget hård, hvilketbl.a. Letland og Georgien har fået atføle, og i en krisesituation, fx i for-bindelse med en terrorbegivenhed,ville presset øge mærkbart.

Med Nord Stream stiger altså risi-koen for forsvarspolitiske gnidnin-



ger i Sveriges nærområde. NordStream vurderer helt korrekt at risi-koen for terrorisme lige nu ikke eroverhængende; men man må i densammenhæng huske, at ledningenskal være operativ i 50 år.

Med tanke på udviklingen i Rus-land og Europa de sidste 50 år ikombination med en højst uforud -sigelig russisk udvikling kan manspørge, om det er en risiko, somØstersøstaterne er villige til at tage,især da Moskvas krig mod Tjetjenienog håndfaste udenrigspolitik for-mentlig øger sandsynligheden for etterroristangreb mod russiske inte -resser. I vid udstrækning ville hånd-teringen af et attentat mod platfor-men blive Sveriges hovedpine.

Geopolitikken

Ser man på det overordnede sikker-heds- og geopolitiske niveau, skæ rerledningen som en sløv kniv gennemØstersøen og deler EU i to lejre.Tyskland og delvis Frankring, Dan-mark og Nederlandene er for pro-jektet i visse tilfælde, eftersom dekan få en del af den importeredegas. Polen, Estland, Letland, Litau -en, Finland og Sverige har væretskeptiske eller direkte negative. Pro-jektet splitter således Østersøland -ene og gør det sværere at etablereen fælles og solidarisk energipolitiki EU, hvilket passer Rusland fint.Nord Stream er et klart eksempel påden tiltagende bilateralisme, somman ser inden for den globale ener-

gipolitik, i hovedsagen på bekost-ning af fælles, tillidsskabende ogmarkedsbaserede initiativer.

Rusland kan med Nord Streamlukke for gassen til Ukraine ellerHviderusland, uden at vigtigere kun-der som fx Tyskland rammes somunder gaskriserne i januar og de-cember 2006 (Nord Stream kan sen-de gas direkte til Tyskland). Tilsva-rende kan Rusland presse prisen påtransitten, når eksporten går gen-nem tredjeland, og dermed forsvin-der et af Polens stærkeste kort ienergirelationerne med Rusland.

De nye EU-medlemmers aversionmod at blive afhængige af Ruslandskyldes ikke bare deres erfaringermed at være underlagt Sovjetunio-nen, men har også aktuel baggrundi det moderne Ruslands hårdhænd -ede energipolitik, specielt i kombi-nation med en lidet attraktiv udvik-ling i russisk udenrigspolitik, en ty-delig genoprustning af russisk mili-tær og Kremls ambition om at gen-vinde sin stormagtsstatus.

Rusland vil fx få adgang til afta-germarkederne og vigtige anlægsom Ventspils havn i Letland ogMazeiku-raffinaderiet i Litauen,samtidig med at udenlandsk indfly-delse på det russiske marked be-grænses. Ruslands argument er, atdette er den eneste vej til energisik-kerhed. Problemet for en stat somLitauen er, at hvis man følger enkonstruktiv linje, virker man svag ogvil straks blive presset til eftergiven-hed; men indtager man en fastere


TEMA: RUSLAND

position, kan olieleverancerne hur-tigt blive stoppet.

Omfanget af disse problemer er ivisse henseender vokset med årene,fordi Rusland siden 1991 bl.a. hargennemført midlertidige leverings-stop eller ført hårdhændet energi-politik i henved tres tilfælde over forsine svagere nabolande, deriblandtEstland, Letland, Litauen, Hvide -rusland, Ukraine, Moldova og Geor-gien. Økonomi, energi og magtpoli-tik flyder sammen i russisk energipo-litik, og så sent som i maj sagde Rus-lands ambassadør i Kiev, at Ukrainemå være forberedt på at ændre sinpro-vestlige politik, hvis man vil haveen lav gaspris. Der er altså en vis risi-ko for, at Rusland misbruger sinenergipolitik, og så vil de svagesteog mest afhængige stater være værststillet. Dette er naturligvis en faktor,der skal regnes med, hvis en statsom Sverige overvejer at øge sit na-turgasforbrug, selv om Sverige må-ske står stærkere end fx Letland.

Et andet aspekt som er værd attrække frem på europæisk plan, erat tendensen går i retning af, at denimporterede mængde af russisk gasvil stige, især i Øst- og Centraleuro-pa; men da det totale gasbehovkommer til at øge meget kraftigt, vilafhængigheden af Nordafrika ogMellemøsten relativt stige mest. Iden sammenhæng bør det dog un-derstreges, at russiske selskaber op-køber store reserver i og omkringEuropa, og at Ruslands betydningfor Europa således øger mere, end

det umiddelbart kunne se ud til.Når dette sker, og når den regionaleenergipolitik aftales mellem Rus-land og de store EU-medlemmer,bliver det stadig sværere for svagestater som Estland, Letland og Li-tauen at blive netto-bidragsydere tilden regionale sikkerhedsarkitektur,som blev skabt efter afslutningen afden Kolde Krig. Deres afhængighedreducerer ganske enkelt deres inter-nationale manøvrerum.

De russisk-europæiske energirela-tioner er selvsagt baseret på en visgensidig afhængighed, da Europa erafhængig af russisk gas og Ruslandtil gengæld afhængig af indtægternefro olieog gaseksporten til Europa.Der forekommer dog visse asymme-trier, da Ruslands følsomhed overfor bortfald af disse indkomster ermindre end følsomheden hos enspecifik importør for bortfald af le-verancer. Estland, Letland, Litauen,Polen og Finland er betydeligt mereafhængige end Europa som helhed,omend Finland er noget mindresårbart end de øvrige, fordi Finlandsøkonomi er stærkere end deres.

Energisikkerheden i perspektiv

Det kan i sammenhængen være påsin plads at se nærmere på begrebetenergisikkerhed (energy secyrity), somfor tiden er på alles læber, skøntdets betydning varierer, afhængigt afhvem der bruger det. For nogle ana-lytikere betyder det kun forsynings-sikkerhed (security of supply), som er



en så smal definition, at den kun erbrugbar, når man skal analysere fxnationale elkraftsystemers sårbar-hed. Energisikkerhed kan også ved-røre energirelateret infrastruktur, fxat en rørledning skal have indbyggetsikkerhed for mennesker og miljø(energy safety), men også energileve-randørens økonomiske og politiskepålidelighed (energy reliability). ForRusland indebærer energisikkerhedpå den anden side også sikker ad-gang til eksportmarkederne for olieog gas. Forskellen på synsvinklernekommer til udtryk ved at de centraleaktører forholder sig forskelligt tilenergipolitikken og handler medforskellige bevæggrunde.

Et centralt eksempel i denne sam-menhæng er, at stater som fx USAog Kina, som er nettokonsumenter,gør sig kraftigt gældende for at sikrederes adgang til olie og gas, mensRusland og Venezuela som produ-center udnytter energipolitikkensom et magtredskab for at opnå øko-nomiske eller politiske fordele.

Alle producenter handler dogikke på samme baggrund. Da Rus-land har større strategiske, militære,økonomiske og politiske interesser iØstersøen end fx Venezuela ellerSaudiarabien, er der strukturelleforklaringer på, at andre drivkræfterend markedsøkonomiske er ret-ningsgivende for den russiske poli-tik i regionen. Et resultat er, at deter lettere for en svag stat at have atgøre med det markedsorienteredeNorge eller det fjerne Saudi-Arabien

end med Rusland. Når Ruslands res-sourcer af især olie, men også gas ef-terhånden mindskes (og det inden-landske forbrug øges eller oppriori-teres), vil konkurrencen om det, derbliver tilovers blive meget stærkereend i dag. Denne proces er alleredeindledt, og ud over at prisen stigermed øget konkurrence blandt afta-gerne, vil Rusland med forbedringeri eksportsystemerne i højere gradkunne tage politiske hensyn ved valgaf aftagere af russisk energi.

Da er det ikke urimeligt at antage,at de baltiske stater og Polen somhårde kritikere af Rusland og mindrelukrative markeder vil blive ladt i stik-ken til fordel for venligtsindede sta-ter som Tyskland. Situationen læggerop til eftergivenhedspolitik, og der ersåledes politiske argumenter mod enøget afhængighed af russisk energi.

Det er en komplicerende omstæn-dighed, at hvis andre EU-importørersolidariserer sig med de svagere med -lemslande ved at indtage en hårdholdning, så øges Ruslands tilbøjelig-hed til at vende sig bort fra Europa,hvilket Putin eksplicit har truet med,selv om der af tekniske grunde højstkan blive tale om en mindre vægtfor-skydning i eksportmønstret.

Den kunne for så vidt passe megetgodt med en del aftagerlandes til-bøjelighed til at mindske afhængig-heden af Rusland; men den er ikkeuden problemer. Ganske kort kanman sige, at energisikkerheden kanøges enten på bekostning af økono-mien fx i form af alternative, dyrere


TEMA: RUSLAND

leverandører eller dyre infrastruk -turinvesteringer i fx kernekraft, somer den vej Polen går, eller på bekost-ning af miljøet bl.a. ved at satse påolieskifer, tjæresand eller andre ure-ne kulbrintekilder, som er den opti-on Estland kigger på. Nabolandeneer ikke begejstrede for disse alterna-tiver, og dermed besværliggøres mu-lighederne for samarbejde.

En energipolitisk bjørnetjeneste

Et aspekt knyttet til problemernemed energisikkerhed er, at gasled-ningen i et energipolitisk perspektiver et tveægget sværd – den løser endel problemer, men skaber samtidignye. Fuldt udbygget vil ledningentilføre det europæiske marked 55mia. m3 om året, hvilket kan ses somen fordel. Et behov af denne størrel-sesorden fremgår af Det Internatio-nale Energiagenturs (IEA’s) behovs-analyse for de kommende 20-30 år.Her forudsættes dog ‘business asusual’ på energimarkedet. IEA harogså et alternativt scenarie, hvorpraktisk realiserbare alternativer fårmere plads. Konklusionen er, at hvisvi tager os tilstrækkeligt sammen, erNord Stream helt unødvendig.

Et andet argument for ledningener, at et fornyet tilskud af naturgasvil mindske behovet for øget anven-delse af kul. Det passer i princippet;men man skal være opmærksom på,at mere naturgas mindsker incita-menterne til at satse på en renerekulteknologi (såkaldt CCS: CO2 Cap-

ture and Storage) eller på vedvaren-de energikilder. Det tætte energi-samarbejde mellem Rusland ogTyskland medfører desuden, at Rus-lands indflydelse på elkraftindustri-en i Europa øges. Gennem samejekan man krydssubventionere sineegne gasfyrede kraftværker og såle-des gøre andre sektorer mindrekonkurrencedygtige. En konsekvensaf dette er, at andre typer elkraftikke kan moderniseres og gøresmere miljøvenlige. Hvis ikke statersom Tyskland går i brechen for ny,miljøvenlig teknik, bliver det svære-re at kræve det af ressourcesvageEU-medlemmer.

Denne gennemgang lægger op tiltre konklusioner. For det første kanman sætte spørgsmålstegn ved nød-vendigheden af den russisk-tyskegas ledning, og dens påståede forde-le skal man ikke overvurdere. Fordet andet er miljøproblemerne ogsikkerhedsproblemerne så store ogfordelene for de mest udsatte såsmå, at projektet ikke burde realise-res. Og endelig: Man kunne måskenøjes med at bekymre sig om mil-jøproblemerne, hvis Rusland var vedat udvikle sig til en normal, demo-kratisk markedsøkonomi; men deter ikke tilfældet.

Robert Larsson er sikkerhedspolitisk ana-lytiker ved Totalförsvarets forskningsin-stitut (FOI) i Stockholm.

Oversat fra svensk af Klaus Carsten Pe-dersen.



Præsidentvalget i Turkmenistan i februar efter diktatoren SaparmuratNijasovs død den 21. december varafgjort på forhånd til fordel for Gur-bangulij Berdymuhammedov. Al-mindelige turkmenere har endnuikke vist tegn til at bruge magtskiftettil at kræve ændringer i et af verdensmest diktatoriske lande. Det vil for-mentlig også tage sin tid, da Nijasovhar holdt borgerne i stramt greb iover tyve år og hans undertrykkel-sesapparat forekommer intakt.

Nijasov blev leder af den turkmen-ske afdeling af Sovjetunionens Kom-munistpartiet i 1985. I 1992, året ef-ter Sovjetunionens sammenbrud,var han den eneste kandidat til detdengang selvstændige lands præsi-dentvalg. Han smadrede en gryendeopposition og trængte udfordrere ieksil, tog fuld kontrol med medier-ne og slog ned på alt kritisk, som

rørte sig. I stedet for kommunismenskabte han en særlig nationalistiskideologi, centreret om sig selv somhan udråbte til Turkmenbasji, ‘alleturkmeneres fader’.

Han skabte en personkult, derikke stod tilbage for Stalinkulten,men havde flere latterlige træk somde mange forgyldte monumenter afkultfiguren og forgyldte paladser,som han brugte landets energirig-domme på, mens over halvdelen afbefolkning blev kastet under fattig-domsgrænsen.

Turkmenistan har betragtelige va-lutaindtægter fra dets to vigtigsteressourcer: gas og bomuld. Landetråder over en femtedel af verdenskendte gasreserver, men økonomienlider under den ideologiske styringaf alt, som rører sig. Og det forholdat Nijasov konstant fyrede ministre,angiveligt for inkompetence og kor-


Kamp om Turkmenistans gasefter TurkmenbasjiVibeke Sperling

Rusland har sikret sig fuld kontrol med gas fraTurkmenistan, hvor den ny præsident hidtil harskuffet vestlige håb om, at vinterens magtskifte vil-le åbne for gasleverancer uden om Rusland.

ruption, forhindrede kontinuitet iden økonomiske ledelse.

Turkmenistans store energirig-domme har internationaliseretmagt skiftet, selv om Rusland øjen-synlig har kunnet blande sig direkte.

Efter Nijasovs død tog det kun fåtimer for Gurbangulij Berdymuham-medov at stå frem som elitens ud-valgte efterfølger. Det blev set somen særlig kvalitet hos ham, at hanhar holdt sig i toppen af magtappa-ratet. Han blev sundhedsminister i1997 og viceministerpræsident fra2001 i en regering, hvor de færresteoverlevede ret mange måneder. Somsundhedsminister havde han ansva-ret for Turkmenbasjis massefyring aflæger og sygeplejersker og for, atværnepligtige blev sat ind i deressted.

Berdymuhammedov vandt 12. fe-bruar en overvældende sovjetlignen-de sejr i et valgsystem, der udeluk-ker fair valg. Han fik knap 90 pro-cent af stemmerne med en officielvalgdeltagelse på 99 procent. Lede-ren af valgkommissionen, MuratGarryjev, støttede ham åbent og defem modkandidater, som deltekrum merne, kom alle fra det rege-rende parti.

Løfter om reformer

Den nye leder har lovet reformer,men samtidig at fastholde Nijasovskurs. Hans mænd mener øjensynlig,at der ikke skal rokkes for meget vedbåden, for de henter deres legitimi-

tet i systemet, som Nijasov skabte.Men meget tyder på, at landets dik-tatoriske stabilitet eller rettere stil-stand nu er ved at blive fortid. “I etland med så kort en historie somstat, er der centrifugale kræfter –især i form af regionale interesse-grupper – der kan udfordre Nijasovsefterfølgere”, hedder det i en analy-se om magtskiftet fra InternationalCrisis Group.

Indsættelsen af den nye præsidenti midten af februar blev en paradeaf internationale aktører i kappestri-den om adgangen til turkmensk gas.Med højtstående delegationer vistede fleste af aktørerne, Rusland, USA,Kina, Iran, Tyrkiet, Ukraine og Aser-bajdsjan, deres særlige interesse. Defleste af dem viste også viljen til atvende det blinde øje til undertryk-kelsen for gassens skyld.

Gæsterne vidste selvfølgelig, atOSCE havde karakteriseret præsi-dentvalget som en farce, men dehavde vendt det døve øre til bønnerfra turkmenske oppositionelle, somNijasov drev i eksil, om at lægge prespå regimet i Asjkhabad for at ladedem vende tilbage og deltage i valg -et. “Der er simpelthen for meget påspil til at tage sig af forstyrrende ele-menter, især dem, som kan skadechancerne for gevinst i den forestå-ende kappestrid”, hed det i en kom-mentar på Eurasia.net.

Ukraines præsident, Viktor Ju -s jtjenko, der kom til magten efterannullering af et præsidentvalg, somvar mindre svindelagtigt end Turk-


Kamp om Turkmenistans gas efter Turkmenbasji

menistans, reagerede hurtigt på enprotest fra Asjkhabad. Han krævedefyring af transportminister NikolajRudovskij, der havde tilladt sig at in-vitere turkmenske oppositionelle tilKijev efter Nijasovs død i december.Som tak fik Jusjtjenko en plads tætpå den nye turkmenske præsidentved indsættelsesceremonien.

Ukraine har forgæves forsøgt at fåbilaterale aftaler i hus med Nijasovom gasleverancer for at mindske Kijevs afhængighed af russisk gas.Ukraine får turkmensk gas, men viadet russiske gasmonopol Gasprom.Nu øjner Ukraine en ny chance fordirekte turkmenske leverancer.

Aserbajdsjans præsident, IlhamAlijev, var der også og hyldede sitlands ‘varme relationer’ til Turkme-nistan, selv om de i bedste fald harværet kølige. Siden Sovjetunionenssammenbrud har relationerne fordet meste været højspændte, pri-mært på grund af konflikter om denterritorielle deling af det KaspiskeHavs undergrund, der er rig på olieog gas. Nijasov afbrød de diplomati-ske forbindelser med Aserbajdsjan i2001, men efter hans død har Bakustartet en veritabel charmeoffensiv.Den gælder især den såkaldte Trans-kaspiske Gasledning (TCP), et regi-onalt projekt, der efter planerneskal bringe 32 milliarder kubikme-ter gas til Europa fra den kaspiskeregion - uden om Rusland.

På baggrund af EU’s stigende tvivlom Ruslands pålidelighed som leve-randør, satser Aserbajdsjan på at bli-

ve energibåndet mellem Centralasi-en og Europa. Det tilkendegav denaserbajdsjanske præsident, Ilham Alijev, åbent på World Economic Fo-rum i Davos i slutningen af januar.Og repræsentanter for Aserbajd -s jans statslige olieselskab sagde vedsamme lejlighed, at det nu er entopprioritet for aserbajdsjansk diplo-mati at få Turkmenistan med i TCP.

Kommentatorer fremhæver, atturkmenske ledere spiller på mod-sætningerne blandt bejlerne. Der ermange eksempler på, at Asjkhabadfavoriserer den ene og så den andenpart. Som under Nijasov anses detfor at være en bevidst taktik for atholde krav om demokratisering fradørene.

USA’s missilskjold

En anden aktuel strid spiller ind,nemlig om de amerikanske missil-skjoldsplaner, der føjer sig til denskærpede øst-vest strid i Sydkaukasusog Centralasien. Den 1. marts heddet i en erklæ ring fra den amerikan-ske general Henry Obering, leder afMissile Defense Agency, at en missilfor-svarsenhed i Kaukasus kan være ‘nyt-tig’ for det projekt.

Analytikere mener, at Aserbajd -s jan og Georgien er de mest sand-synlige placeringer. Regeringerne ide to lande har afvist, at der skalhave foregået drøftelser herom medUSA, men Oberings udtalelser ka-stede yderligere brænde på båletimod missislskjoldet i Moskva, hvor-


TEMA: RUSLAND

fra det lød, at det vil bringe de på-gældende lande i fare for missilan-greb fra Iran og dermed også trueRusland.

I Ruslands dybe konflikter medGeorgien, der har betydet, at det fat-tige sydkaukasiske land nu betalerlige så meget som EU-lande for rus-sisk gas, har Moskva forgæves for-søgt at alliere sig med Aserbajdsjanimod Georgien. Striden om missil-skjoldet har imidlertid fået Ruslandtil at søge at forbedre det spændteforhold til de to lande.

EU, USA og TCP

Både EU og USA er varme tilhænge-re af TCP-projektet. Ifølge det aser-bajdsjanske nyhedsbureau TuransEnergi Bulletin opmuntrer begge par-ter Aserbajdsjan i frieriet til Turk -menistan. EU ser TCP som en vej tilandre forsyninger end fra Rusland.Ifølge Turan har Bruxelles siden Nijasovs død allokeret 1,7 mil lionereuro til en undersøgelse af Turkme-nistans deltagelse i TCP som et eu-ropæisk-aserbajdsjansk konsortiumer i færd med at udarbejde.

Den aserbajdsjanske analytikerRovshan Ismajilov skriver til EurasiaNet: “Om der nogensinde vil kommeet svar (på Aserbajdsjans opfordringtil Turkmenistan til samarbejde omTCP) og hvad det i givet bliver, kander kun gisnes om, ifølge iagttagerei Baku. På baggrund af den eksiste-rende mangel på viden om Berdy-mukhamedovs politiske og økono-

miske dagsorden er forudsigelserom relationerne til Turkmenistan ligmed at spå om fremtiden i kasse-grums”.

Der er indlysende fordele forTurk menistan at hente i TCP-projek-tet, men det og andre lignende al-ternative gasledninger kan svækkeGasprom alvorligt i Europa. Og Mo-skvas modstand er den største for-hindring for TCP. Nijasovs død skab-te nervøsitet i Gasprom og i Kremlfor den 25-årige kontrakt, som Nija-sov og hans russiske kollega Putinunderskrev i 2003, som giver Gas-prom noget nær hals- og håndsretover turkmensk gas. Nijasovs dødskabte forhåbninger om, at en ny le-der kunne overbevises om det profi-table i gasledninger over Det Kaspi-ske Hav, der gør det muligt at eks-portere turkmensk gas gennemAserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet.

Georgiens præsident Mikhail Saa -kasjvili og Tyrkiets ministerpræsi-dent Recep Tayyip Erdögan var ogsåtil Berdymukhamedovs præsident-indsættelse i februar, hidkaldt af gasinteresser vendt imod det rus -siske monopol.

Men Rusland ser ud til at havefået alt, hvad det kunne ønske i spil-let om gassen.Ruslands ministerpræ -sident Mikhail Fradkov fik et løftefra den nye præsident om, at Rus-land vil beholde eksklusive rettighe-der til at eksportere turkmensk gas idet mindste til 2028.

Nijasov havde lovet at forsyneKina med 30 milliarder kubikmeter



gas om året fra 2009, men nåedeikke at underskrive en endelig afta-le, så “Gasprom forbliver eneimpor-tør af turkmensk gas”, skrev den rus-siske erhvervsavis Kommersant. Ifølgeen tidligere aftale, som blev bekræf-tet under Fradkovs besøg, vil Turk-menistan sælge 60 milliarder kubik-meter gas til Rusland i år, 60-70 mil-liarder i 2008 og op til 80 milliarderkubikmeter hvert år frem til 2028.Turk menistan må imidlertid fordob-le sin gasproduktion for at leve optil den kontrakt. I 2005 importeredeGasprom kun 42 milliarder kubik-meter gas fra Turkmenistan, mindreend lovet, så der er næppe kapaciteti Turkmenistan til at indfri Nijasovsløfter til Kina.

Kreml er især begejstret for, atKina således synes skudt ud på side -linjen, ifølge Kommersant, der citere-de en kilde i den russiske delegationfor at sige: “Nijasov blev heldigvisikke givet tid til at afslutte aftalenmed Kina”.

Rusland nedtrapper eksport

For første gang i seks år vil Ruslandnedtrappe sin gaseksport – med toprocent i år – for at kunne leveremere gas til hjemmemarkedet. Denuindfriede interne efterspørgselkombineret med Ruslands forplig-telser over for EU-lande betyder, atGasprom bliver mere afhængigt afKremls politiske relationer til cen-tralasiatiske lande. Mens den russi-ske gas går til EU, videresælger Rus-

land gas fra de centralasiatiske lan-de Turkmenistan, Usbekistan og Ka-sakhstan til SNG-lande.

De energirige centralasiatiske lan-de har alle i samarbejde med vestli-ge energikoncerner søgt at brydeRuslands monopol på energiekspor-ten fra regionen. Men sporene frafolkelige oprør i Georgien, Ukraineog det centralasiatiske Kirgisistanskræmmer. I takt med at præsiden-ternes liv i Usbekistan og Kasakh -stan også nærmer sig udløbsdatoen,får eliterne stadig mere berørings-angst over for vestlige lande, derkan tænkes at presse dem til demo-kratiseringer. Det er der ikke farefor fra Rusland. Med løfterne fraTurkmenistans nye præsident synesRusland stærkere end nogensinde iregionens energispil.

Om Berdymuhammedov kan tæn-kes at ændre landets eksportstrategimener analytikere kun, at der kangisnes om. Det samme synes at gæl-de for den indenrigspolitiske udvik-ling. Blandt Gurbanguly Berdymu-hammedovs valgløfter var reformer iet sundheds- og uddannelsessystem,som Nijasov kørte helt i sænk.

Berdymuhammedov har også lo-vet mere adgang til verden udenforbl.a. gennem Internet. To internet -cafeer er åbnet i Asjkhabad som re-sultat af hans valgløfter, men adgan-gen er censureret, cafeerne bevogtetaf soldater og det koster en mindreformue at komme på nettet ad den-ne officielle vej. Men selv om Berdy-muhammedov lover at følge forgæn-


TEMA: RUSLAND

gerens linje, kan hans løfter ses somen vis indrømmelse af, at der var no-get helt galt med Turkmenbasjiskurs.International Crisis Group skriver: “I

det omfang de (nye ledere) er istand til at styre processen og res-sourcerne fra salg af gas og bomuldtil udlandet, kan de bruge pengenetil at forbedre velfærd, sundhed oguddannelse, mens de vil forhindreforsøg på at skabe et mere plurali-stisk politisk system. Det lettes af de-res magt til at blokere adgang til lan-det for højtråbende modstandere ieksil og til fortsat at undertrykke alletegn på kritik hjemme”.

En ændring af Nijasovs socialpoli-tik til gavn for den ludfattige befolk-ning kan sikre den nye præsidentfolkelig popularitet. Ifølge iagttage-re i landet er turkmenerne stadig såunderkuede, at de vil stille sig til-fredse med selv små ændringer tildet bedre. Og der eksisterer ingenuafhængige politiske partier eller so-ciale organisationer til at organisereprotester. Det er derimod somnævnt tænkeligt, at regionale magt-havere vil forsøge at udfordre eliteni hovedstaden.

I de centralasiatiske tidligere sov-jetrepublikker har lederne minus iKirgisistan og nu Turkmenistan væ-ret ved magten siden sovjettiden.

Som efter Stalins død

Mens ledere er trængt fra magten iandre tidligere sovjetrepublikker

savnes erfaringer med, hvad dersker efter en statsleders død som iTurkmenistan. Men et fortilfælde erder i Aserbajdsjan, hvor Hejdar Ali-jev blev efterfulgt af sønnen Ilham i2003. Men det skete efter en langsygdomsperiode for faderen, hvormagtkampe blev løst inden for denherskende elite.

Turkmenistan er i stedet blevetsammenlignet med begivenhederneefter Stalins død i 1953, hvor arvta-gerne ændrede diktatorens enemagttil kollektiv magtudøvelse “og rulle-de nogle af tyranniets værste yderlig -heder tilbage, mens de blev ved medat hylde det system, der konsolidere-de deres legitimitet”.

Det er begrænset, hvad der ersluppet ud fra magtens korridorer,men Berdymuhammedov synes athave den tidligere præsidents rege-ring bag sig. Nogle analytikere me-ner, at han ikke er andet end enovergangsfigur for de såkaldte silo-viki, sikkerhedsstyrkernes mænd. In-ternational Crisis Group påpeger, atNijasovs arvtagere må afklare enrække modsætninger:

– Der tales om en vis liberalise-ring, men de nye ledere kan ikkehurtigt tage afstand fra Nijasovs arv,da den er deres kilde til legitimitet.

– Uden udsigt til demokratiske re-former vil det hierarkiske system bli-ve videreført, men spørgsmålet er,om det kan fungere uden den al -mægtige enehersker. Som den turk-menske analytiker Shohrat Kadyrovudtrykker det, så har de politikere



og oligarker, der udgør eliten, “ikkebrug for en ny Turkmenbasji”.

– Administrationen tvinges til atanerkende regionale krav om indfly-delse, men vil få svært ved at løsrivesig fra den nuværende afhængighedaf blot en gruppe, Tehe-stammen fraAhal-regionen.

Murat Esenov, turkmen i eksil iSverige og chefredaktør for bladetCentral Asia and Caucasus, siger i etinterview til IWPR (InternationalWar and Peace Reporting), at magt-mekanismerne har overlevet deresskaber: “Systemet fungerede i reali-teten ret fint uden Nijasov. Efterhans død forventede mange kaos el-ler magttomrum, men intet af detskete. Men andre ord var Nijasov istand til at skabe en magtstruktur,der forbliver mere eller mindrefunktionsdygtig, selv efter at han ervæk”. Kun de nye magthavere kanændre systemet, ingen kan tvingedem til det, mener Esenov.

Vjatjeslav Mamedov, leder af DenDemokratiske Borgerunion, en turk-mensk eksilgruppe, mener, at “syste-met har bestået den værste prøve ef-ter Nijasovs død”.

Arkadij Dubnov, Turkmenistan-ekspert ved Moskva-avisen Vremja Novostej, mener derimod, at Nijasov-systemet er brudt sammen med hansdød. “Det fungerede, mens han varøverst på pyramiden. Uden ham kandet ikke længere fungere. Det vilkræve opkomsten af en ny leder, derstyrer landet gennem den frygt, dergennemsyrer alle dele af samfundet.

Jeg tror ikke, at vi vil se en gentagel-se af den slags personkult”, siger Dubnov.

Michael Denison ved Leeds Uni-versity siger, at det vil tage tid for enny ledelse at lægge afstand til Nija-sovs stadig altoverskyggende tilstede-værelse. “Alt afhænger af, om dennye ledelse ønsker at videreføre Ni-jasovs kult eller ønsker gradvist at af-vikle den. Det tog tre år, før afviklin-gen af Stalinkulten begyndte. Jegventer ikke, at de straks vil påbegyn-de det, men gradvist, når hans min-de vil mindskes i folks erindring ogde begynder at se fremad”.

Regionale og modstridende inter-esser ventes at spille en stadig størrerolle, men det monolitiske sikker-hedssystem menes længe at kunneholde ændringer fra døren. Nogleanalytikere ser Berdymuhammedovsom en ubetydelig figur, skabt af sik-kerhedssystemets top. Andre mener,at han nyder respekt som den storeoverlever ved Nijasovs hof.

Den usædvanlige lyd

Transition Online (TOL) skrev ompræsidentvalget: “Den usædvanligelyd, der kommer fra Turkmenistan,er almindelige menneskers stem-me”. Ifølge TOL var den autoritæregennemførelse af præsidentvalget“et alvorligt anslag imod vestlige for-ventninger om ændringer i Turkme-nistan, i hvert fald på mellemlangtsigt”.

“Stemningen i landet efter Nija-


TEMA: RUSLAND

sovs død er præget af tøvejr. Det erikke som under tøvejret i 1960’erne,hvor folk gik på gaden med guitarer.Men nu er der mere en følelse afstille optimisme”, sagde en vælger tilTOL. En anden sagde, at valget for-løb som altid, men han følte nye to-ner i medierne: “Det var interessantat læse aviserne, at læse almindeligemenneskers kommentarer. Jeg ken-der mange af dem personligt, så detvar reelt eksisterende mennesker,som skrev. Jeg har virkelig fornøjelseaf at læse avisen Neutralnij Turkmeni -stan nu. Folk opfordrede kandida-terne til at sørge for reformer i land-bruget, private virksomheder, ud-dannelse og pensioner. Det tilfreds-stillende er, at folk har givet udtrykfor konkrete bekymringer. Det sketealdrig tidligere”.

En tredje vælger sagde: “Den æl-dre generation har helt mistet håbog har ingen tro på, at tingene kanændres til det bedre. Nogle unge ermere optimistiske og ønsker at tropå fremskridt”.

Observatører har med god grundbetvivlet den officielle valgdeltagelsepå 99 procent, men mange viste sigivrige efter at stemme, alene fordinoget syntes i bevægelse. Og mangevælgere sagde til journalister, at deså spidskandidaten som det bedstebud på en leder, der kan garantereen fredelig politisk reform. “Jegkunne virkelig godt lide, at da Nija-sov døde, spildte Berdymuk hamme -dov ikke et øjeblik. Regeringsud -øvelsen fortsatte uden afbrydelse.

Det kunne folk lide og tog det i be-tragtning, da de stemte”.

Tyrkiet ind på banen

Blandt de udenlandske spillere sy-nes Tyrkiet at have placeret sig godtover for den nye ledelse i Asjkha-bad. “Der vil blive hård konkurren-ce og interessekonflikt imellem Vest -en og Tyrkiet”, siger Sinan Ogan, le-der af Tyrkisk Center for Internatio-nale Relationer, til Moscow Times.Han understreger, at tyrkerne ogturkmenerne ud over etniske båndogså deler strategiske interesser.Moscow Times påpeger, at det isole-

rede Turkmenistan desperat har for-søgt at undgå afhængighed af størreudenlandske magter. “Tyrkiet kangive dem den mulighed. I et af ver-dens mest dynamiske opstigendemarkeder siger lederne, at landet vilbruge sit gode forhold til Vesten tilat blive den energikorridor, der for-binder Centralasien og Kaukasusmed Europa. Men i takt med at Tyr-kiets ønske om EU-medlemskabsvækkes, har de moderate islamisterved magten i Ankara ingen proble-mer med at skue imod øst i stedetfor mod vest”. Tidligere talsmandfor det tyrkiske udenrigsministeri-um, Murat Ozcelik, siger til bladet:“Vi føler et vist ansvar for dem. Dehar visse problemer med blandt an-det frihedsrettigheder, hvor vi kanhjælpe dem”. Og sammenlignetmed Turkmenistan fremstår Tyrkietsom en liberal bastion med særlige



forudsætninger for at påvirke denturkmenske regering.

Turkmenerne har tidligere skuetimod Tyrkiet. Nijasov skrev i sin bogRuhnama, som stort set styrede ud-dannelsessystemet: “Den dag, hvorjeg erklærede Turkmenistan selv -stændigt, erklærede jeg, at Turkme-nistan og Tyrkiet er to stater, menen nation. Det er vi turkmener stol-te af og forventer det samme fravore tyrkiske brødre”. Og da Nijasovkaldte sig selv Turkmenbasji tog hanbevidst grundlæggeren af det mo-derne Tyrkiet som sin model, KemalAtatürk. Atatürk betyder ‘alle tyrke-res far’ som Turkmenbasji ‘alle turk-meneres far’.

Nijasovs stigende paranoia isolere-de også Turkmenistan fra Tyrkiet,men Berdymukhammedov viededen tyrkiske ministerpræsident Er-dögan særlig stor opmærksomhedunder dennes besøg. Tyrkiske virk-somheder er massivt til stede i Turk-menistan, landets største indkøbs -centre er proppet med tyrkiske va-rer og turkmenske unge orienterersig i stigende tal imod Tyrkiet.

“Det var naturligt for Erdogan attage til Turkmenistan. Det er en alli-eret af største betydning på grund afdets rige ressourcer”, siger analytike-ren Ogan til den russiske avis.

EU’s falske forhåbninger

Men EU’s håb om turkmensk gas til

at mildne afhængigheden af russiskhar magtskiftet ikke givet næring.Uden dybtgående reformer og enor-me udenlandske investeringer synesTurkmenistan end ikke i stand til atindfri forpligtelserne over for Rus-land. “Der eksisterer den alvorligemisopfattelse i Europa, at Turkme-nistan specielt og Centralasien gene-relt på en eller anden måde kan op-træde som energifrelser for Euro-pa”, sagde Andrew Stroehlein, me -diedirektør for International CrisisGroup, da han offentliggjorde over-nævnte rapport om Turkmenistan ifebruar. “Sådanne forhåbninger eren urealistisk overvurdering af po-tentialerne og en grov undervurde-ring af forhindringerne”, sagde han.

Som det er nu, kan Turkmenistankun eksportere gennem CentralAsia-Center gasledningen igennemUsbekistan, Kasakhstan og Rusland.Gasproms kontrol med den turk-menske gas synes styrket af magtskif-tet i Usbekistan, og EU gør klogest iat indse, at hårdt pres for politiskeog økonomiske reformer er deneneste vej til at ændre det. Men Turkmenbasjis efterfølger synesmere opsat på at bevare regimet endat åbne for reformer, som vil skylledet væk.

Vibeke Sperling er journalist ved Politi-ken og forfatter.


TEMA: RUSLAND

Mange tak, ærede fru forbunds -kansler, hr. Teltschik (siden 1999 le-der af sikkerhedskonferencen iMünchen. I sin tid en af kansler Hel-mut Kohls nærmeste medarbejdere),mine damer og herrer!

Jeg er meget taknemlig over atvære indbudt til en så repræsentativkonference, der samler politikere, of-ficerer, forretningsfolk og eksperterfra mere end 40 lande i verden.

Konferencens format giver migmulighed for at undgå ‘overdrevenhøflighed’ og nødvendigheden af attale i runde og behagelige, men

tomme diplomatiske klicheer. Kon-ferencens format gør det muligt atsige, hvad jeg virkelig tænker om in-ternationale sikkerhedsproblemer.Og hvis mine overvejelser forekom-mer vore kolleger for polemisk til -spidsede eller upræcise, beder jegDem om ikke at blive vred på mig –det er jo kun en konference. Og jeghåber, at hr. Teltschik ikke tænderfor ‘det røde lys’ en to-tre minutterinde i mit indlæg.

Det er en kendt sag, at problema-tikken vedrørende den internationa-le sikkerhed omfatter meget mere


Under den årlige Wehrkunde-konference i München holdt Ruslandspræsident Vladimir Putin den 10. februar en tale, der fik Vesten til at taleom en ny kold krig. Og selv om Ruslands faste repræ sen tant ved EU Ser-gej Jastrzjembskij foretrak at tale om et koldt styrtebad, så ligger det fast,at talen var usædvanlig ligefrem og kritisk. Putins vrede var ikke mindstfremkaldt af den amerikanske beslutning om at indlede forhandlingermed Polen og Tjekkiet om etablering af missilforsvarsinstallationer. Ame-rikanernes officielle begrundelse er ønsket om at kunne forsvare sig modenkeltstående missilangreb fra banditstater, men den nye amerikanskeforsvarsminister Robert Gates havde kort forinden anmodet kongressenom større bevillinger til det amerikanske militær med henvisning til detstigende trusselsniveau i verden, herunder fra Rusland og Kina. På denbaggrund benyttede Putin lejligheden til endnu en gang at slå fast, at enunipolær verdensorden er både uønsket og urealistisk. Vi bringer her ta-len i dens fulde ordlyd.

Vladimir Putin i München

Dokument

end spørgsmål vedrørende militær-politisk stabilitet. Den omfatter sta-bilitet i verdensøkonomien, overvin-delse af fattigdommen, økonomisksikkerhed og udvikling af en dialogmellem civilisationerne.

Sikkerhedens altomfattende, ude -lelige karakter er også udtrykt i densfundamentale princip: “Den enkel-tes sikkerhed er alles sikkerhed.”Som Franklin Roosevelt sagde alle-rede i de første dage efter AndenVerdenskrigs udbrud: “Hvor fredenend brydes, er verden overalt i fareog truet.” (I en radiotale til natio-nen den 3. september 1939 sagdeRoosevelt: “When peace has beenbroken anywhere, the peace of allcountries everywhere is in danger.”)

Disse ord har ikke mistet deres ak-tualitet i dag. Det fremgår i øvrigt afemnet for vores konference, der eranført her: ‘Globale kriser – globaltansvar.’

For blot to årtier siden var verdenideologisk og økonomisk delt, ogdens sikkerhed blev garanteret af deto supermagters enorme strategiskepotentialer.

Den globale konfrontation skub-bede yderst akutte økonomiske ogsociale problemer ud i udkanten afde internationale relationer og dags-ordenen. Som enhver anden krig ef-terlod ‘den Kolde Krig’ os ‘ikke-eks-ploderede granater’ – billedlig talt.Jeg tænker på de ideologiske kliche-er, dobbeltstandarderne og andreskabeloner fra bloktænkningen.

Den unipolære verden, der blev

foreslået efter ‘den Kolde Krig’, erheller ikke blevet til noget.

Menneskehedens historie kendernaturligvis også til perioder af uni-polaritet og stræben mod verdens-herredømmet. Hvad er der ikke sketi menneskehedens historie?

Men hvad er da den unipolæreverden? Hvordan man end besmyk-ker dette begreb, så betyder det isidste ende kun én ting i praksis,nemlig ét ledelsescentrum, ét magt-centrum, ét center for beslutnings-tagning.

Det er én herres, én suveræns ver-den. Det er i sidste ende ødelæggen-de ikke blot for alle, som befindersig inden for rammerne af dette sy-stem, men også for suverænen selv,fordi det ødelægger ham indefra.

Og det har selvfølgelig intet tilfælles med demokrati. For demokra-ti – det er som bekendt flertalsmagtunder hensyntagen til mindretalletsinteresser og meninger.

I øvrigt bliver Rusland – vi – be-standig belært om demokrati. Mende, der belærer os, har ikke selv me-gen lyst til at lære.

Jeg mener, at den unipolære mo-del ikke er alene er uantagelig, menogså umulig for verden i dag.

Og ikke kun, fordi der ved enkelt-mandsledelse i verden i dag – netopi verden i dag – ikke ville være nokmilitær-politiske eller økonomiskeressourcer. Men hvad der er endnuvigtigere: Selve modellen er ikkefunktionsdygtig, fordi den i bund oggrund ikke kan danne det moralsk-


TEMA: RUSLAND

etiske grundlag for den moderne ci-vilisation.

Samtidig er alt det, der sker i ver-den i dag – og vi er kun lige begyndtat diskutere det – det er en følge af,at man forsøger at indføre netopdette koncept i de internationaleanliggender, den unipolære verdenskoncept.

Hvad er resultatet?Ensidige og ofte illegitime hand-

linger har ikke løst et eneste pro-blem. Nej, de har forårsaget nyemenneskelige tragedier og nyebrændpunkter med spændte for-hold. Døm selv: krige, lokale og re-gionale konflikter er der ikke blevetfærre af. Hr. Teltschik mindede me-get forsigtigt om det. Og der om-kommer ikke færre mennesker i dis-se konflikter, men endog flere endfør. Langt flere – langt flere.

I dag kan vi se en næsten uhæm-met, overdreven brug af magt i in-ternationale anliggender – af mili-tær magt, en magt, der styrter ver-den ud i en malstrøm af konflikt påkonflikt. Følgen er, at der ikke erkræfter til at løse en eneste af dem.Også en politisk løsning af dem bli-ver umulig.

Vi kan se en stadig større foragtfor de grundlæggende principper ifolkeretten. Ydermere har enkeltenormer, ja faktisk næsten hele retssy-stemet i en enkelt stat, først og frem-mest selvfølgelig USA’s retssystem,overskredet sine nationale grænserpå alle områder: både i økonomi ogpolitik og på det humanitære områ-

de påtvinges det andre stater. Hvemkan lide det? Hvem kan lide det?

I internationale anliggender sesder stadig oftere en stræben efter atløse dette eller hint spørgsmål medudgangspunkt i den såkaldte politi-ske formålstjenlighed på grundlagaf de aktuelle politiske konjunktu-rer.

Og det er naturligvis yderst farligt.Og det fører til, at ingen føler sig isikkerhed. Fordi ingen kan søge be-skyttelse i folkeretten som bag enmur. En sådan politik er naturligviskatalysator for et våbenkapløb.

Magtfaktorens dominans næreruundgåeligt en række landes hangtil at besidde masseødelæggelses-våben. Desuden er der dukket prin-cipielt nye trusler op, som man ogsåkendte til tidligere, men som i dagfår global karakter, nemlig fx terro-rismen.

Jeg er overbevist om, at vi er kom-met til det afgørende øjeblik, hvor vialvorligt må overveje hele den glo-bale sikkerhedsarkitektur.

Og her må vi begynde med at sø -ge efter en fornuftig balance mel-lem interesserne hos alle deltagere iden internationale dialog. Især nu,hvor ‘det internationale landskab’forandrer sig så mærkbart og så hur-tigt – forandrer sig i kraft af en dy-namisk udvikling i en hel række sta-ter og regioner.

Fru forbundskansleren var indepå dette. Indiens og Kinas samledeBNP målt i købekraftspariteter er al-lerede større end USA’s. Det tilsva-



rende BNP for BRIK-landene – Bra -silien, Rusland, Indien og Kina –overstiger EU’s samlede BNP. Ogeksperterne skønner, at denne for-skel kun vil blive større i et overskue-ligt historisk perspektiv.

Der er ingen grund til at betvivle,at de nye globale vækstcentres øko-nomiske potentiale uundgåeligt vilblive konverteret til politisk indfly-delse og styrke multipolariteten.

I denne forbindelse får det multi-laterale diplomati en væsentlig stør -re rolle. I politik er der intet alterna-tiv til åbenhed, gennemskuelighedog forudsigelighed, og magtanven-delse bør virkelig være en undtagel-sesforanstaltning lige så vel som an-vendelse af dødsdom i visse statersretssystemer.

I dag kan vi tværtimod se en situa-tion, hvor lande, som forbyder døds-straf selv for mordere og andre for-brydere, farlige forbrydere, ikke de-sto mindre ubekymret deltager i mi-litære operationer, som det er sværtat betegne som legitime. Men i dissekonflikter omkommer mennesker –hundreder, tusinder af civile.

Samtidig melder der sig spørgs-målet: Skal vi udeltagende og vilje-løst betragte forskellige interne kon-flikter i de enkelte lande, autoritæreregimers og tyranners handlingerog udbredelsen af masseødelæggel-sesvåben? Det var faktisk netop det,der lå til grund for det spørgsmål,vores ærede kollega, hr. Lieber man,stillede forbundskansleren. Jeg for-stod vel Deres spørgsmål rigtigt

(henvendt til Lieberman)? Det erselvfølgelig et alvorligt spørgsmål.Kan vi passivt betragte det, der sker?Jeg vil også prøve at besvare Deresspørgsmål. Selvfølgelig skal vi ikkese passivt til. Selvfølgelig ikke.

Men har vi midler til at modstådisse trusler med? Selvfølgelig har videt. Det er nok at tænke på den nye-ste historie. Er der ikke sket en fre-delig overgang til demokrati i voresland? Jo, der er sket en fredeligtransformation af det sovjetiske regi-me – en fredelig transformation! Ogaf hvilket regime! Med hvilkenmængde af våben, herunder atom-våben! Hvorfor skulle vi bombe ogskyde nu ved enhver given lejlighed?Forholder det sig virkelig sådan, atvi i en situation, hvor der ikke er no-gen trussel om gensidig ødelæggel-se, mangler politisk kultur og re-spekt for demokratiske værdier ogfor loven?

Jeg er overbevist om, at FN-pagtener den eneste mekanisme, der kanbruges til at træffe beslutninger ombrug af militær magt som sidste ud-vej. Og i denne forbindelse har en-ten jeg ikke forstået, hvad vores kol-lega, den italienske forsvarsminister,lige sagde, eller også udtrykte hansig uklart. Jeg hørte i hvert fald, atmagtanvendelse kun kan anses forlegitim, hvis beslutningen tages iNATO, EU eller FN. Hvis han virke-lig mener det, så har han og jeg for-skellige opfattelser. Eller jeg harhørt forkert. Magtanvendelse kankun anses for legitim, hvis beslutnin-


TEMA: RUSLAND

gen tages på grundlag af og indenfor rammerne af FN. Og FN skalikke erstattes af hverken NATO ellerEU. Og når FN reelt vil forene detinternationale samfunds kræfter,som virkelig kan reagere på begiven-heder i de enkelte lande, og når viskiller os af med foragten for folke-retten, så kan situationen ændre sig.I modsat fald vil det hele ende i enblindgyde, og mængden af alvorligefejltagelser vil blive øget. I denneforbindelse skal man selvfølgelig ar-bejde på, at folkeretten får universelkarakter såvel i forståelsen som i an-vendelsen af dens normer.

Og man må ikke glemme, at endemokratisk fremgangsmåde i poli-tik altid forudsætter diskussion ogen omhyggelig udarbejdelse af be-slutninger.

Mine damer og herrer!Den potentielle fare ved en desta-

bilisering af de internationale relati-oner hænger også sammen med denåbenlyse stagnation på nedrustnings -området.

Rusland går ind for en genopta-gelse af dialogen om dette megetvigtige spørgsmål.

Det er vigtigt at bevare stabiliteteni det folkeretlige grundlag for ned-rustningen og i den forbindelse atsikre kontinuiteten i forløbet af atom -våbenreduktionerne.

Vi har aftalt med USA at reducerevores atomvåben på strategiskefremføringsmidler til 1.700-2.000 atomsprænghoveder inden 31. de-cember 2012. Rusland har til hen-

sigt nøje at overholde de forpligtel-ser, det har påtaget sig. Vi håber, atogså vores partnere vil handle ligeså gennemskueligt og ikke lægge etpar hundrede overflødige atom -sprænghoveder til side for alle tilfæl-des skyld ‘til vanskelige tider’. Oghvis USA’s nye forsvarsminister vilerklære for os her i dag, at USA ikkevil skjule disse overflødige spræng-hoveder i depoter, ‘under hovedpu-den’ eller ‘under tæppet’, så vil jegforeslå, at alle rejser sig og hilserdette velkomment. Det ville være enmeget vigtig erklæring.

Rusland overholder nøje og vilogså i fremtiden nøje overholdeIkke-spredningstraktaten og detmultilaterale kontrolregime for mis-silteknologier. De principper, der ernedlagt i disse dokumenter, har uni-versel karakter.

I denne forbindelse vil jeg gerneminde om, at USSR og USA i1980’erne undertegnede en aftaleom at destruere en hel klasse mel-lem- og kortdistancemissiler, mendette dokument fik ikke universelkarakter.

I dag har en hel række lande så-danne missiler: Den Koreanske Fol-ke-Demokratiske Republik, Repub-likken Korea, Indien, Iran, Pakistanog Israel. Mange andre stater i ver-den er ved at udvikle disse systemerog planlægger at lade dem indgå ideres arsenaler. Og kun USA ogRusland er forpligtet til ikke at ska-be sådanne våbensystemer.

Det er klart, at vi under disse om -



stændigheder må gøre os overvejel-ser om, hvordan vi skal garantere vo-res egen sikkerhed.

Samtidig skal man ikke tilladefremkomsten af nye destabiliseren-de højteknologiske våbentyper – forikke at tale om foranstaltninger til atafværge nye former for konfrontati-on, især i rummet. ‘Stjernekrige’ ersom bekendte ikke længere sciencefiction, men en realitet. Allerede imidten af 80’erne gennemførte vo-res amerikanske partnere nedskyd-ning af en af deres egne satellitter.

Efter Ruslands opfattelse kan enmilitarisering af rummet få uforudsi-gelige følger for verdenssamfundetog føre til intet mindre end begyn-delsen på en ny atomalder. Og vihar flere gange fremsat initiativermed henblik på at forhindre brugenaf våben i rummet.

I dag vil jeg gerne informere Demom, at vi har udarbejdet et udkast tilen aftale om forhindring af anbrin-gelse af våben i det ydre rum. I nærfremtid vil den blive sendt til vorespartnere som et officielt forslag. Lados samarbejde om dette.

Vi kan heller ikke andet end bliveforuroligede over planerne om atopstille elementer af et missilfor-svarssystem i Europa. Hvem ønskerendnu et skridt i det i dette tilfældeuundgåelige våbenkapløb? Jeg tviv-ler meget på, at europæerne selv gør.

Der er ikke ét af de såkaldte ‘pro-blemlande’, der har missiler med enrækkevidde på 5.000-8.000 km, derreelt kan true Europa. Og i en over-

skuelig fremtid og i et overskueligtperspektiv vil der ikke komme no-gen, ja det forudses ikke engang. Ogen hypotetisk affyring af fx et nord-koreansk missil mod USA’s territo -rium hen over Vesteuropa er i klarmodstrid med ballistikkens love.Som vi siger i Rusland, så ville detvære det samme som “at prøve at nåvenstre øre med højre hånd”.Og nu jeg er her i Tyskland, vil jegikke undlade at minde om CFE-trak-tatens krisetilstand.

Den adapterede CFE-traktat blevundertegnet i 1999. Den tog hensyntil den nye geopolitiske realitet – op-løsningen af Warszawablokken. Sidenda er der gået syv år, og kun fire sta-ter har ratificeret dette dokument,inklusive Den Russiske Føderation.

NATO-landene har åbent erklæret,at de ikke vil ratificere traktaten,herunder bestemmelserne om flan-kebegrænsninger (om placering afet vist antal væbnede styrker på flan-kerne), før Rusland har fjernet sinebaser fra Georgien og Moldova. Vo-res tropper er ved at blive trukketud af Georgien, endda i forcerettempo. Disse problemer har vi løstmed vore georgiske kolleger, og deter alle bekendt. I Moldova er derstadig en gruppe på 1.500 soldater,som udfører fredsskabende funktio-ner og bevogter ammunitionsdepo-ter fra sovjettiden. Og dette spørgs-mål drøfter vi konstant med hr. Sola-na – han kender vores holdning. Vier rede til at arbejde videre i denneretning.


TEMA: RUSLAND

Men hvad foregår der samtidigt?Samtidigt etableres i Bulgarien ogRumænien de såkaldte lette ameri-kanske fremskudte baser med 5.000mand i hver. Der sker altså det, atNATO rykker sine forreste styrkerfrem til vores statsgrænser, mens vinøje overholder CFE-traktaten ogikke på nogen måde reagerer på dis-se handlinger.

Jeg tænker, at NATOs udvidelseåbenbart ikke har noget at gøremed moderniseringen af selve alli-ancen eller med betryggelsen af sik-kerheden i Europa. Tværtimod erdet en meget provokerende faktor,der sænker niveauet for gensidig til-lid. Og vi er i vores gode ret til atspørge åbent: Hvem er denne udvi-delse rettet imod? Og hvad er derblevet af de forsikringer, som devestlige partnere fremsatte efter op-løsningen af Warszawapagten? Hvorer de erklæringer nu? Dem er deringen, der husker. Men i dette fo-rum vil jeg tillade mig at minde om,hvad der blev sagt. Jeg vil gerne an-føre et citat fra en tale, som NATOsgeneralsekretær, hr. Wörner, holdt iBruxelles den 17. maj 1990. Hansagde dengang: “Selve den kends-gerning, at vi er rede til ikke at pla-cere NATO-styrker uden for For-bundsrepublikken Tysklands territo-rium giver Sovjetunionen faste sik-kerhedsgarantier.” Hvor er de garan-tier?

Berlinmurens sten og betonblok-ke er for længst blevet fordelt somsouvenirs. Men man må ikke glem-

me, at murens fald også blev muligttakket være det historiske valg, sombl.a. vores folk, Ruslands folk, fore-tog, et valg til fordel for demokratiog frihed, åbenhed og oprigtigtpartnerskab med alle medlemmer afden store europæiske familie.

Nu forsøger man at påtvinge osnye skillelinjer og mure – ganske vistkun virtuelle, men dog skillelinjer,der gennemskærer vores fælles kon-tinent. Skal der virkelig igen brugesmange år og årtier såvel som fleregenerationer af politikere til ‘at ned -rive’ og ‘demontere’ disse nyemure?

Ærede damer og herrer!Vi går også utvetydigt ind for en

styrkelse af ikke-spredningsregimet.Det foreliggende folkeretlige grund-lag gør det muligt at udvikle tekno-logier til fremstilling af atombrænd-sel til fredelige formål. Og mangelande ønsker med al god grund atskabe deres egen atomenergi somgrundlag for deres energiuafhæn-gighed. Men vi forstår også, at disseteknologier hurtigt kan omstilles tilfremstilling af våben.

Det skaber alvorlig internationalspænding. Et klart eksempel herpåer situationen med det iranskeatom program. Hvis det internatio-nale samfund ikke finder en fornuf-tig løsning på denne interessekon-flikt, vil verden også fremover bliverystet af lignende destabiliserendekriser, fordi der er flere tærskellan-de end Iran, og det ved De og vigodt. Vi vil hele tiden støde på trus -



len om spredning af masseødelæg -gelsesvåben.

Sidste år tog Rusland initiativ til atoprette internationale centre for be-rigelse af uran. Vi er åbne overfor, atsådanne centre oprettes ikke kun iRusland, men også i andre lande,hvor der findes fredelig atomenergipå legitimt grundlag. Stater, der øn-sker at udvikle atomenergi, kunnegarantere, at de ville modtagebrændsel ved direkte deltagelse idisse centres arbejde – naturligvisunder streng kontrol fra Det Inter-nationale Atomenergiagentur.

De seneste initiativer, USA’s præsi-dent George Bush har taget, stem-mer overens med det russiske for-slag. Jeg mener, at Rusland og USAobjektivt og i samme grad er interes-serede i at skærpe regimerne forikke-spredning af masseødelæggel-sesvåben og midler til fremføring afdem. Netop vores lande, der erførende med hensyn til atom- ogmissilpotentiale, bør føre an i udar-bejdelsen af nye, strengere foran-staltninger på ikke-spredningsområ-det. Rusland er rede til det arbejde.Vi fører konsultationer med voresamerikanske venner.

Generelt bør det dreje sig om atskabe et helt system af politiske in-citamenter og økonomiske stimuli,hvorved staterne ikke ville være in-teresserede i at skabe egne kapacite-ter til fremstilling af atombrændsel,men ville have mulighed for at ud-vikle atomenergi og styrke deresenergipotentiale.

I denne forbindelse vil jeg se lidtnærmere på det internationale ener-gisamarbejde. Fru forbundskansle-ren berørte også dette emne omend kort. På energiområdet agterRusland at skabe fælles markeds-principper og gennemskuelige be-tingelser for alle. Det er klart, at pri-sen på energi skal bestemmes afmarkedet og ikke være genstand forpolitiske spekulationer, økonomiskpåvirkning eller afpresning.

Vi er åbne for samarbejde. Uden-landske selskaber deltager i voresstørste energiprojekter. Ifølge for-skellige skøn finansieres op til 26 %af olieudvindingen i Rusland – læglige mærke til dette tal – op til 26 %af olieudvindingen i Rusland afudenlandsk kapital. Prøv, prøv atgive mig et eksempel på en lignendebred tilstedeværelse af russiske for-retningsfolk i nøglebrancherne i devestlige staters økonomi. Sådanneeksempler findes ikke! Det gør deikke.

Jeg vil også minde om forholdetmellem de investeringer, der kom-mer til Rusland, og dem, der går fraRusland til andre lande i verden.Forholdet er cirka 15 til 1. Her harDe et tydeligt eksempel på den russi-ske økonomis åbenhed og stabilitet.

Økonomisk sikkerhed er et områ-de, hvor alle skal følge samme prin-cipper. Vi er rede til ærlig konkur-rence.

Det skabes der stadig større mulig-heder for i den russiske økonomi.Eksperter og vores udenlandske


TEMA: RUSLAND

partnere bedømmer denne dynamikobjektivt. Således blev Ruslands kre-ditværdighed i OECD forhøjet fornylig: vores land gik fra fjerde risi-kogruppe op i tredje. Og jeg vil ger-ne benytte mig af lejligheden til heri München at takke vores tyske kol-leger for medvirken til denne be-slutning.

Som De ved, er Ruslands tilslut-ningsproces til WTO inde i slutfa-sen. Jeg vil bemærke, at vi under delange, vanskelige forhandlinger fle-re gange har hørt ord om ytringsfri-hed, frihandel og lige muligheder,men af en eller anden grund kunmed reference til det russiske mar-ked.

Der er endnu et vigtigt emne, somhar direkte indflydelse på den glo-bale sikkerhed. I dag tales der megetom bekæmpelse af fattigdommen.Hvad sker der i virkeligheden pådette område? På den ene side bevil-ges der finansielle ressourcer – ogundertiden store finansielle ressour-cer – til hjælpeprogrammer for defattigste lande. Men ærligt talt – ogdet ved mange her – så går de oftetil ‘udvikling’ af donorlandenesegne selskaber. Men på den andenside bevares samtidigt subsidierne tillandbruget i de udviklede lande, ogadgangen til højteknologier begræn -ses for udenforstående.

Lad os kalde tingene ved deresrette navn: Der sker det, at med denene hånd giver man ‘velgørenheds-hjælp’, og med den anden oprethol-der man ikke alene den økonomiske

tilbageståenhed, men høster ogsåprofitten heraf. Den sociale spæn-ding, der opstår i disse depressiveregioner, fører uvægerligt til voksen-de radikalisme og ekstremisme ognærer terrorisme og lokale konflik-ter. Og hvis alt dette oven i købet fo-regår fx i Mellemøsten, hvor man istigende grad opfatter omverdenensom uretfærdig, så opstår der en risi-ko for global destabilisering.

Det er klart, at de ledende lande iverden bør se denne trussel. Og atde derfor skal skabe et mere demo-kratisk og retfærdigt system af øko-nomiske relationer i verden – et sy-stem, der giver alle en chance og enmulighed for udvikling.

Når man taler på en sikkerheds-konference, ærede damer og herrer,kan man ikke forbigå Organisatio-nen for Sikkerhed og Samarbejde iEuropas (OSCE’s) virke i tavshed.Som bekendt blev den oprettet forat undersøge alle – jeg understregerdette – alle, alle aspekter af sikker-heden: de militær-politiske, økono-miske og humanitære og sammen-hængen mellem disse.

Hvad ser vi i dag i praksis? Vi ser,at denne balance er klart ødelagt.OSCE forsøges gjort til et vulgært in-strument til sikring af et lands elleren gruppe landes udenrigspolitiskeinteresser i forhold til andre lande.Og denne opgave har man ‘skræd-dersyet’ OSCE’s bureaukratiske ap-parat til, som absolut ikke har no-gen som helst forbindelse medgrundlæggerstaterne. Procedurerne



for beslutningstagning og anvendel-se af de såkaldte ngo’er er ‘skræd-dersyet’ til denne opgave. Ja, for-melt er ngo’erne uafhængige, mende er målrettet finansierede og altsåkontrollerede.

I henhold til de grundlæggendedokumenter skal OSCE på det hu-manitære område yde bistand tilmedlemslandene på disses anmod-ning med henblik på overholdelseaf de internationale menneskerettig-hedsnormer. Det er en vigtig opga-ve. Den støtter vi. Men det betyderaltså ikke indblanding i andre lan-des indre anliggender og endnumindre, at man skal påtvinge dissestater retningslinjer for, hvordan deskal leve og udvikle sig.

Det er klart, at en sådan indblan-ding bestemt ikke bidrager til udvik-ling af ægte demokratiske stater,men tværtimod gør dem afhængigeog som følge heraf ustabile i politiskog økonomisk henseende.

Vi forventer, at OSCE vil holde sigtil sine umiddelbare opgaver og byg-ge sine relationer med suveræne sta-ter på grundlag af respekt, tillid oggennemskuelighed.

Ærede damer og herrer!Til afslutning vil jeg gerne sige føl-

gende. Vi hører meget ofte, og jegpersonligt hører meget ofte opfor-dringer til Rusland fra vores partne-re, bl.a. også fra vores europæiskepartnere, om at spille en mere ogmere aktiv rolle i verdens anliggen-der. I denne forbindelse vil jeg tilla-de mig at gøre en lille bemærkning.

Det er næppe nødvendigt at anspo-re og tilskynde os til det. Rusland eret land med en mere end tusindårighistorie, og det har praktisk talt altidnydt det privilegium at føre en uaf-hængig udenrigspolitik.

Vi vil ikke ændre denne tradition idag. Samtidig kan vi udmærket se,hvordan verden har forandret sig,og vi foretager en realistisk vurde-ring af vores egne muligheder og vo-res eget potentiale. Og vi vil selvføl-gelig gerne have at gøre med ansvar-lige og selvstændige partnere, som vikan samarbejde med i opbygningenaf en retfærdig og demokratisk ver-densorden, der kan betrygge sikker-hed og opblomstring for alle og ikkekun for nogle få udvalgte.

Tak for opmærksomheden.

H. Teltschik: Hjertelig tak for Deresmeget vigtige indlæg. Der lød nyetemaer, herunder spørgsmålet omden globale arkitektur, som ikke harstået i forgrunden i de senere år;nedrustning, våbenkontrol, spørgs-målet om forholdet mellem dennordatlantiske alliance og Rusland,samarbejde på det teknologiske om-råde.

Der er stadig en hel række spørgs-mål, og præsidenten er rede til atbesvare dem.Spørgsmål: Ærede hr. præsident,

mange tak for Deres indlæg. Jeg vilgerne understrege, at vi i den tyskeForbundsdag er helt klar over, hvorvigtig Rusland er som Europas part-ner, og hvor vigtig den rolle er, som


TEMA: RUSLAND

De spiller. Det nævnte forbundskan-sleren i sit indlæg.

Jeg vil gerne med udgangspunkt imine egne erfaringer berøre topunkter i Deres tale. Det er for detførste vurderingen af NATO og densudvidelse, som De finder farlig forRusland. Vil De erkende, at udvidel-sen faktisk ikke er en udvidelse, menat der er tale om, at demokratiskestater selv beslutter at gå denne vej?Og at NATO har svært ved at optagestater, som ikke udviser en sådan be-redvillighed? De kunne erkende, atøstgrænserne takket være NATO erblevet mere pålidelige og sikre.Hvorfor er De bange for demokrati?Jeg er overbevist om, at kun demo-kratiske stater kan blive medlemmeraf NATO. Det stabiliserer naboerne.

Og så med hensyn til det, der fo-regår i Deres land. Anna Politkov-skaja blev myrdet; det er et symbol.Man kan sige, at dette vedrørermange journalister, skaber al muligfrygt, og at loven om ngo’erne ogsåvækker bekymring.Spørgsmål: Jeg forstår udmærket

Deres bemærkning om ikke-spred-ning. Især i slutningen af den KoldeKrig var vi vidner til en reduktion afdeployeringen af atomvåben, menogså til en vækst i terrorisme. Atom -are materialer bør beskyttes godtmod terrorister.Spørgsmål: Jeg vil godt vende tilba-

ge til et spørgsmål, forbundskansle-ren fik stillet. Hvad kommer der tilat ske i Kosovo og Serbien? Hvordanvurderer De M. Ahtisaari? Hvordan

vil Rusland påvirke løsningen af det-te problem?Spørgsmål: Kan De kommentere de

erfaringer, russisk militært personelhar høstet i Tjetjenien. Og medhensyn til Deres bemærkninger omenergi: De redegjorde kort for denmarkedsrolle, energi spiller i politik.EU er interesseret i at indgå en part-nerskabsaftale for dermed at fast-lægge principperne på det politiskeområde. Er De rede til at sikre påli-delige energileverancer og lade detindgå i aftalen?Spørgsmål: Hr. præsident, Deres

tale var oprigtig og åbenhjertig. Jeghåber, at De vil forstå mit åbenhjer-tige og direkte spørgsmål. I 90’ernehjalp russiske eksperter aktivt Iranmed at udvikle missilteknologier. Nuhar Iran avancerede mellem- oglangdistancemissiler, som giver detmulighed for at rette et angreb modRusland og en del af Europa. De ar-bejder også på at placere atom -sprænghoveder på disse missiler. De-res land har gjort sig anstrengelserfor at forhandle med Iran om dettespørgsmål og har støttet FN’s Sikker-hedsråds resolution om ikke at giveIran lov til at føre en sådan politik.

Mit spørgsmål går ud på følgende:Hvad vil Rusland gøre – gennem FNeller på anden vis – for at standsedisse meget alvorlige begivenheder iIran?Spørgsmål: Jeg er sikker på, at hi-

storikerne ikke en skønne dag vilskrive, at den anden kolde krig bleverklæret under vores konference.



Men det kunne de godt. De sagde,at der også skal lægges pres på Iranog gives positive impulser. Er detikke rigtigt, at Rusland forhindrer etstærkt pres i form af sanktioner ogfor det andet, hvad angår våbenleve-rancer, opmuntrer Iran ikke mindst,efter at disse våben er dukket op iLibanon og Gaza? Hvilket kommen-tarer har De til det?Spørgsmål: Jeg forstår Deres oprig-

tighed og håber, at De også accepte-rer vores oprigtighed. For det førsteom våbenkontrol. Hvem har brugfor et nyt våbenkapløb? Jeg vil gernepåpege, at USA i over to årtier ikkehar udviklet nye strategiske våben,mens De for nylig har afprøvet mis -silet ‘Topol-M’, som allerede er pla-ceret i siloer og på mobile installati-oner. De har kritiseret USA for ensi-dige handlinger og to gange sagt, atmilitære aktioner kun kan være lov-lige, hvis de er godkendt af FN. USAgennemfører militære aktioner iIrak og Afghanistan i henhold tilFN-beslutninger, og i Kosovo støtterstørstedelen af styrkerne den freds-skabende operation i dette land.

Mit spørgsmål lyder: Siger De nu,at Rusland uafhængigt af, hvordandet betragter truslen mod sine inter-nationale interesser, ikke vil indledekamphandlinger uden FN’s godken-delse?Spørgsmål: De talte om faren ved

den unipolære verden, hvor en suve-ræn træffer beslutninger uden atkonsultere andre. I Rusland ser vi ef-ter manges mening en stadig mere

unipolær regering, hvor konkurre-rende indflydelsescentre er nødt tilat følge partilinjen, det være sigStatsdumaen, de regionale ledelser,massemedierne, forretningsverde-nen og ngo’erne. Vil en unipolærregering af denne slags være en påli-delig partner, når det drejer sig omenergisikkerhed?

Vladimir Putin: Jeg vil først og frem-mest gerne takke for disse spørgs-mål. Det er meget interessant. Deter trist, at vi har så lidt tid, for jegville være glad for at føre en diskus-sion med hver enkelt af Dem. Detholder jeg meget af, det kan jeggodt lide.

Jeg vil begynde med det sidstespørgsmål om den russiske rege-rings unipolære karakter. I dag erDen Russiske Føderations Kommu-nistiske Parti, partiet Forenet Rus-land og Det Liberal-DemokratiskeParti og andre politiske kræfter re-præsenteret i det russiske parla-ment, og deres grundlæggende syns-punkter adskiller sig principielt frahinanden. Hvis De ikke er klar overdet, så tag en snak med ledelsen afDen Russiske Føderations Kommu-nistiske Parti og derefter med lede-ren af vores liberale demokrater, hr.Zjirinovskij. Og så vil De straks seforskellen. Hvis De ikke kan se dennu, så tag en snak med dem. Det erder ingen problemer i – tag bare tilMoskva og tal med dem.

Og så hvad angår vores fremtids-planer. Vi kunne godt tænke os at


TEMA: RUSLAND

have et modent politisk system, etflerpartisystem med ansvarlige poli-tikere, som kan forudse landets ud-vikling og handle ansvarligt ikke ale-ne under valgene og efter dem, menogså i et længere historisk perspek-tiv. Det er det, vi vil bestræbe os på.Men det system vil selvfølgelig bliveet flerpartisystem. Alt, hvad vi gør iselve landet, bl.a. vedrørende æn-dring af valgproceduren til Stats-dumaen, Ruslands parlament, gårud på at styrke flerpartisystemet ilandet.

Så til spørgsmålet om, hvorvidt vo-res regering er i stand til at handleansvarligt ved løsning af energileve-ranceproblemer og betryggelse afenergisikkerheden. Selvfølgelig erden det. Oven i købet er alt det, vihar gjort hidtil og gør nu, rettetmod at nå kun ét mål: at omsættealle vore relationer med forbruger-ne af vores kulbrinter og transitlan-dene til gennemskuelige markeds-principper og til langtidskontrakter.

Jeg vil minde Dem om – og herover for mig sidder min kollega,Ukraines præsident, og han ved detlige så vel som jeg – nemlig, at indtilsidste år, hvor han og jeg i en van-skelig diskussion traf visse beslutnin-ger, har leverancerne af vores ener-gi, først og fremmest gas, til Europai 15 år været afhængige af, om Ukra-ine og Rusland kunne enes om be-tingelserne og priserne for leveran-cerne af vores gas til Ukraine selv.Og hvis de ikke enedes, så ville alleeuropæiske forbrugere sidde uden

gas. Kan De lide den situation? Dettror jeg ikke. Og trods alle skanda-lerne og alt det andet, forsvar af in-teresser, meningsforskelle osv. kun-ne præsident Jusjtjenko og jeg indgåen aftale. Jeg mener, at han traf enansvarlig, helt rigtig og absolut mar-kedsorienteret beslutning: Vi under-tegnede separate kontrakter om le-verance af vores gas til Ukraine ogom transit til Europa for de næstefem år. De burde takke os, både osog Ukraine, for den beslutning. Ogtak for Deres spørgsmål. Det var etgodt spørgsmål.

Jeg skulle hellere have besvaretDeres spørgsmål med det samme.Vores vurdering af NATOs udvidelsemod øst. Jeg har allerede nævnt degarantier, som vi fik, og som ikkeoverholdes i dag. Finder De det nor-malt i internationale anliggender?Men glem dem, de garantier! Hvadangår demokrati og NATOs udvidel-se. NATO er ikke en universel orga-nisation til forskel fra FN. Det erførst og fremmest en militær-politiskblok – militær-politisk! Betryggelsenaf egen sikkerhed er naturligvis en-hver suveræn stats prærogativ. Detbetvivler vi ikke. Det har vi såmændikke noget imod. Men hvorfor skalden militære infrastruktur absolutrykkes frem til vores grænser ved ud-videlsen? Er der nogen, der kan sva-re os på det? Har udvidelsen af denmilitære infrastruktur da noget atgøre med overvindelsen af de aktu-elle globale trusler? Hvis vi nu skullenævne den største trussel i dag –



både for os og for USA og Europa,hvad er det så for en trussel? Det erterrorismen og kampen mod den.

Er der brug for Rusland i kampenmod terrorismen? Selvfølgelig! Erder brug for Indien i kampen modterrorismen? Selvfølgelig! Men de erikke med i NATO, og det er andrelande heller ikke. Vi kan imidlertidkun arbejde effektivt med denneproblematik ved at forene vores an-strengelser. Så udvidelse af den mili-tære infrastruktur og en fremryk-ning af den til vores grænser harikke noget at gøre med de enkeltestaters demokratiske valg. Jeg vilbede Dem om ikke at blande disseto begreber.

Jeg har skrevet så grimme krage-tæer her, at jeg ikke selv kan læse,hvad jeg har skrevet. Derfor vil jegsvare på det, jeg selv kan læse, oghvis der er noget, jeg ikke får svaretpå, må De minde mig om Deresspørgsmål.

Hvad vil der ske med Kosovo ogSerbien? Det kan kun kosovarerneog serberne selv vide. Og lad os ikkebestemme for dem, hvordan de skalindrette deres liv. Man skal ikkeprøve at spille Gud og løse alle pro-blemer for alle folkeslag. Vi kan kunskabe de nødvendige betingelser oghjælpe folk med at klare deres pro-blemer – skabe betingelser og op-træde som garanter for visse aftaler.Men man skal ikke påtvinge demdisse aftaler. Ellers driver vi situatio-nen ind i en blindgyde. Hvis nogleaf deltagerne i denne meget kompli-

cerede proces mellem disse folke-slag føler sig krænkede og ydmyge-de, så vil det trække ud i århundre-der. Vi vil kun drive problemet ind ien blindgyde.

Hvad er vores holdning? Voresholdning går ud på, at vi vil holde ostil netop dette princip. Og hvis viser, at en af partnerne er klart util-freds med de foreslåede metoder tilat løse situationen, vil vi ikke støtteen sådan beslutning.

Jeg forstod ikke rigtigt, hvad Detænkte på, da De spurgte om voressoldaters erfaringer i Tjetjenien. De-res erfaringer er ikke særlig rare,men store. Hvis De er interesseret iden generelle situation i Tjetjenien,så kan jeg fortælle Dem, at der nu ervalgt et parlament, der er valgt enpræsident, og at regeringen funge-rer. Alle magt- og forvaltningsorga-ner er oprettet. Praktisk talt alle Tje-tjeniens politiske kræfter er inddra-get i arbejdet i republikken. Jeg kanfx fortælle, at den tidligere forsvars-minister i A. Maskhadovs regeringnu er medlem af parlamentet i Tje-tjenien. Og vi har taget en hel ræk-ke beslutninger, der gør det muligtfor tidligere oprørere at vende tilba-ge ikke alene til et normalt liv, menogså til det politiske liv i republik-ken. Så vi foretrækker i dag at hand-le dér med politiske og økonomiskemidler efter at have overdraget be -tryggelsen af sikkerheden næsten100 % til det tjetjenske folk selv. Or-densmagtens organer, som er opstil-let dér, består næsten 100 % af loka-


TEMA: RUSLAND

le borgere, af dem, der bor perma-nent i Tjetjenien – af tjetjenere.

Hvad angår Libanon, forstod jegheller ikke rigtigt, hvad De mente.Men en bekræftelse af, at den vel-kendte situation er opstået, sådansom jeg ridsede den op, er den om -stændighed, at vi har sendt vores mi-litære bygningsarbejdere til Libanonfor at genopbygge de broer og deninfrastruktur, som blev ødelagt un-der konflikten med Israel. Og dissebygningsarbejdere blev beskyttet afenheder, der kun bestod af militærtpersonel fra Tjetjenien og etnisketjetjenere. Vi gik ud fra, at vores sol-dater skulle arbejde i områder, derer befolket med muslimer, og hvisdet kontingent, der skulle beskyttesoldaterne, også var muslimer, så vil-le det være udmærket. Og vi togikke fejl. Lokalbefolkningen tog vir-kelig meget varmt imod vores mili-tære bygningsarbejdere.

Nu til energiaftalen med EU – harjeg forstået spørgsmålet rigtigt? Vihar mange gange sagt, at vi ikke harnoget imod at afstemme principper-ne for vores relationer med EU påenergiområdet. Så meget destomere som de principper, der er ned-lagt i Energicharteret, i det store oghele er acceptable. Men selve char-teret er vi ikke så glade for. Det rea-liseres nemlig hverken af os eller afvores europæiske partnere. Jeg kanbare minde om, at markedet for ato-mare materialer stadig er lukket foros. Det er der ingen, der har åbnetfor os.

Der er også andre momenter, somjeg bare ikke vil samle opmærksom-heden om nu, men selve principper-ne anvendes af os bl.a. også i arbej-det med de tyske selskaber. Jeg vilgodt minde om den handel, der erindgået mellem Gazprom og selska-bet BASF. Det er faktisk et bytte afaktiver. Sådan er vi også rede til athandle i fremtiden. Det er vi.

Men i hvert konkret tilfælde må viforstå, hvad vi giver bort, hvad vorespartnere giver bort, lave beregnin-ger og foretage en uafhængig inter-national ekspertvurdering og træffeen beslutning. Vi er rede til det ar-bejde. Vi har for nylig gjort det sam-me med vores italienske partnere,med selskabet ENI. Vi har ikke ale-ne undertegnet en aftale med demom leverancer til 2035, men så vidtjeg ved, drejer det sig også om bytteaf aktiver. Nu undersøger vi densamme form for samarbejde med vo-res ukrainske venner. Processen er igang.

Skal disse principper indgå i enmulig fremtidig grundlæggende aktmellem Rusland og EU? Det kan dervære forskellige meninger om. Menjeg mener, at de ikke skal, for udover energi er der også andre samar-bejdsområder i vores relationer medEU: både landbrug, højteknologi ogtransport. Og det er alt sammen me-get vigtigt og meget interessant. Vikan ikke få det hele med i en grund-læggende akt, der skal være et ram-medokument. Men De vil måskehave, at vi kun skal medtage det,



som De har brug for, og udeladedet, som vi har brug for? Lad os dogdiskutere ærligt med hinanden ogtræffe gensidigt fordelagtige beslut-ninger.

“I 1990’erne ydede Rusland Iranhjælp til at udvikle missilteknologi.”Det var vist Dem, der stillede migdet spørgsmål. “I dag vil iranernegerne forsyne disse missiler med atomsprænghoveder, og de har mis -siler, der kan nå Europa. Hvad vilRusland stille op med det iranske atomprogram?” Er det rigtigt for -stået? For det første har jeg ingenoplysninger om, at Rusland i90’erne ydede Iran hjælp til at ud-vikle egne missilteknologier. Det varandre lande, der arbejdede megetaktivt på det. Og teknologierne an-kom ad forskellige kanaler. Det harvi vidnesbyrd om. I sin tid videregavjeg dem direkte til USA’s præsident.Der kommer også teknologier fraEuropa og fra asiatiske lande.

Så Rusland kan ikke lastes for no-get her. Jeg forsikrer Dem. Ruslander mindst af alle indblandet her.Mindst af alle. Hvis det overhovedeter indblandet. Dengang arbejdedejeg stadig i Sankt Petersborg, mendet havde vi ikke noget med at gøre.Det kan jeg forsikre Dem om. MenDe ved, der kunne være foregået no-get i forretningsverdenen. Vi uddan-nede specialister på institutter osv.Og på anmodning og i henhold tilinformationer fra vores amerikanskepartnere reagerede vi barsk på det.Lige med det samme og barsk.

Men vi så ikke nogen reaktionerfra vores andre partnere, herunderfra Europa. Jeg ved ikke, om De veddet eller ej, men De burde vide det:der kommer stadig militært materielog specialudstyr fra USA. Stadigvæk.Fra beholdningerne i de væbnedestyrker, fra Pentagon, kommer derstadig reservedele til F-14-flyene. Såvidt jeg ved, foretages der en under-søgelse i USA i denne anledning.Selvom denne undersøgelse pågår,har de pågrebet disse reservedeleved grænsen og sendt dem tilbage,og noget senere har man ifølge deoplysninger, jeg har, og hvis de ikkeer rigtige, så må De kontrolleredem, pågrebet det samme fragtgodsigen. Endda med en seddel på, hvorder stod ‘reelt bevis’.

De ved, denne strøm er virkeligsvær at stoppe. Vi må være fælles omdet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvor-vidt Iran har missiler, som kan trueEuropa. De tager fejl. I dag har Iran– her er hr. Gates (Robert Gates, for-svarsminister, USA ), som sikkert veddet bedre end jeg, og vores forsvars-minister – Iran har i dag missilermed en rækkevidde på 2.000 km.Sergej Ivanov: (Forsvarsminister,

Rusland ) 1.600-1.700 km.Vladimir Putin: 1.600-1.700 km.

Ikke mere. Regn ud, hvor mange ki-lometer der er fra Irans grænse tilMünch en. Iran har ikke sådan no-gen missiler. De planlægger kun atudvikle nogle med en rækkeviddepå 2.400 km. Og det vides ikke, om


TEMA: RUSLAND

de har teknologi til at gøre det. Ogmed hensyn til 4.000, 5.000 eller6.000 km så tror jeg, det simpelthenkræver en anden økonomi. Så det eri det hele taget ikke ret sandsynligt.Og Iran truer ikke Europa. Hvad an -går det forhold, at de vil bruge atom -sprænghoveder, så har vi ikke nogenoplysninger om det.

Nordkorea har gennemført entest af kernevåben. Iranerne fortæl-ler os hele tiden, at deres atompro-gram har en fredelig karakter. Menjeg er enig med Dem i, at det inter-nationale samfund nærer bekymrin-ger med hensyn til karakteren ogkvaliteten af Irans atomprogram-mer. Og hr. El Baradei (generaldi-rektør for Det Internationale Ato-menergiagentur (IAEA)) har for ny-lig formuleret disse bekymringer iseks eller syv punkter, tror jeg. Ogher er jeg enig med Dem. Jeg kanikke forstå, hvorfor den iranske partendnu ikke har reageret på en posi-tiv og konstruktiv måde på disse be-kymringer og El Baradeis forslag tilat bortvejre dem. Det kan jeg ikkeforstå, lige så lidt som De kan.

Hvad skal vi stille op? Jeg mener,at vi skal væbne os med tålmodighedog arbejde omhyggeligt. Det vil værerigtigt, og vi skal skabe stimuli ogvise den iranske ledelse, at samarbej-de med det internationale samfunder langt bedre end konfrontation.

Og så igen om leverancerne afvåben til Iran. De ved, at der har væ-ret mere snak om det end leveran-cer. Vores militær-tekniske samarbej-

de med Iran er minimalt. Simpelt-hen minimalt. Jeg ved ikke, hvilketal det opgøres til. I det hele tagetleverer vi langt færre våben til Mel-lemøsten end andre lande, herun-der USA. Langt færre – der er ingensammenligning. For nylig leveredevi luftværnssystemer til Iran – det ersandt – med en rækkevidde på ca.30-50 km. Det er rigtigt. Hvorforgjorde vi det? Det kan jeg forklare.Vi gjorde det, for at Iran ikke skulleføle sig trængt op i et hjørne. For atdet ikke skulle føle sig omringet affjender, men forstå, at det har enkommunikationskanal, at det harvenner, det kan stole på. Vi regnerstærkt med, at den iranske part vilforstå og høre vores signaler.

Med hensyn til vores våben i Liba-non og Gaza-striben. Jeg har overho-vedet ikke hørt om, at vi skulle havevåben i Gaza-striben. Det har jegikke set noget til. Kalasjnikov-ge-været er det mest udbredte skyde-våben i verden. Det findes sikkertoveralt. Der er sikkert også stadigKalasjnikov-geværer i brug i Tysk-land, nogle der ikke er destrueret.Det er 100 % sikkert.

I Libanon er der. Dér har manfaktisk observeret kasser til vorespanserværnssystemer. Det er rigtigt.Det meddelte vores israelske partnermig med det samme. Vi har foreta-get en grundig undersøgelse af,hvad der er foregået. Og vi fandt udaf, at disse systemer var blevet efter-ladt på libanesisk territorium, efterat den syriske hær havde forladt lan-



det. Vi har arbejdet med vores syri-ske partnere og gjort det klart, atdet fortsatte militær-tekniske samar-bejde med Syrien skal foregå på be-tingelser, der udelukker mulighe-den af, at våben falder i andre hæn-der end dem, de er bestemt til. Derer udarbejdet et sådant system. Vi erbl.a. enedes om et system med muli-ge depotinspektioner på et hvilketsom helst tidspunkt, der måtte passede russiske specialister. Inspektionerpå depoter efter leverancer af voressystemer til Syrien.

“USA udvikler ikke strategiskevåben, men det gør Rusland. VilRusland anvende magt uden FN-sanktion i fremtiden? Rusland erved at udvikle et system af strategi-ske våben.”

Dejligt spørgsmål, fint! Jeg er Demmeget taknemlig for det. Det givermig mulighed for at påpege det vig-tigste af det, der foregår. Hvad skyl-des det i de seneste årtier, at vi kansige, at der var konfronta tion mellemto supermagter og systemer, men detkom ikke til storkrig? Det skyldesmagtbalancen mellem disse super-magter. Der var balance, og der varen frygt for gensidig ødelæggelse. Ogi den sidste tid var den ene part ban-ge for at tage et skridt for megetuden at rådføre sig med den andenpart. Det var selvfølgelig en skrøbeligog skræmmende fred. Men den varret sikker, kan vi se i dag. I dag serfreden ikke ud til at være så sikker.

Ja, USA udvikler angiveligt ikkeoffensive våben. I hvert fald ved of-

fentligheden ikke noget om det. Deer såmænd nok ved at udvikle dem.Men det vil vi ikke en gang spørgeom nu. Vi ved, at udviklingen er igang. Men vi lader, som om vi ikkeved det, så det gør de altså ikke.Men hvad ved vi? At USA aktivt erved at udvikle og indføre et missil-forsvarssystem. Ja, i dag er det inef-fektivt, og vi ved ikke rigtigt, om detnogensinde bliver effektivt. Menteoretisk skabes det til dette formål.

Vi kan altså hypotetisk gå ud fra,at der vil komme et tidspunkt, hvoren mulig trussel fra vores atomstyr-ker vil blive fuldstændigt neutralise-ret. Altså Ruslands nuværende atom-styrker. Hvis det forholder sig sådan,så betyder det, at magtbalancen vilblive helt ødelagt, og at den ene afparterne vil kunne føle sig helt sik-ker og få frie hænder ikke blot i lo-kale, men også i globale konflikter.

Nu diskuterer vi med hinanden.Jeg vil ikke mistænke nogen for atvære aggressiv. Men systemet af rela-tioner er ligesom matematik. Dethar ikke nogen personlig dimen -sion. Og vi skal selvfølgelig reagerepå det. Hvordan? Enten ligesom Deved at bygge et missilforsvarssystemtil mange milliarder eller underhensyntagen til vores nuværendeøkonomiske og finansielle mulighe-der svare asymmetrisk. Så alle kanforstå, at ganske vist er der et missil-forsvarssystem, men det er menings-løst i relation til Rusland, fordi vihar våben, som let kan overvindedet. Det er den vej, vi vil følge. Det


TEMA: RUSLAND

er billigere for os. Men det er på in-gen måde rettet mod USA.

Jeg er helt enig med Dem, hvis Desiger, at missilforsvarssystemet ikkeer rettet mod os, ligesom vores nyevåben ikke er rettet mod jer. Her erjeg fuldstændig enig med min kolle-ga og ven – jeg er ikke bange for atbruge dette ord, for trods alle me-ningsforskelle anser jeg USA’s præsi-dent for at være min ven. Han er enretskaffen mand, og jeg ved, at hankan blive kritiseret i USA for alt, dergøres på den internationale arenaog i selve landet. Men jeg ved, haner en retskaffen mand, og at mankan tale med ham og indgå aftalermed ham. Når vi taler med hinan-den, siger han: “Jeg går ud fra, atRusland og USA aldrig bliver mod-standere og fjender igen.” Jeg erenig med ham. Men jeg gentager:her er symmetri og asymmetri, herer ikke noget personligt. Det er sim-pelthen en kalkule.

Nu med hensyn til, hvorvidt Rus-land vil anvende militær magt udensanktion fra FN. Vi vil altid handlenøje inden for rammerne af folkeret-ten. Min grunduddannelse er nu en-gang juridisk, og jeg vil tillade mig atminde både mig selv og mine kolle-ger om, at der i henhold til FN-pag-ten kræves sanktioner fra FN’s Sik-kerhedsråd til at gennemføre freds-skabende operationer. Til at gen-nemføre fredsskabende operationer.Men i FN-pagten er der også en arti-kel om ret til selvforsvar. Og her be-høves der ikke nogen sanktioner.

Hvad har jeg så glemt?Spørgsmål: Mit spørgsmål drejede

sig om multipolaritet i selve Ruslandog om det internationale samfundsholdning til Rusland, hvis det ikkeoverholder disse principper medhensyn til mord på journalister, frygtog angst, mangel på frihed, ngo’er.Vladimir Putin: Det vil jeg sige et

par ord om. Der var et andet spørgs-mål, og det besvarede jeg, da jeg tal-te om sammensætningen af det rus-siske parlament. Se, hvem der er re-præsenteret dér, og se på de politi-ske synspunkter hos dem, der indta-ger ledende stillinger i parlamentet,de legitime partier.

Hvad angår ngo’erne, så arbejderde aktivt i Rusland. Ja, vi har indførtet nyt system til registrering af dem.Det adskiller sig ikke meget fra regi-streringssystemer i andre lande. Ogforeløbig har vi ikke set nogen ind-vendinger fra ngo’erne selv. Vi harpraktisk talt ikke nægtet nogen regi-strering. Der er to-tre tilfælde, hvordet er sket af formelle årsager, ogdisse ngo’er arbejder på at rettenogle bestemmelser i deres vedtæg-ter osv. Der er ingen, der er blevetafvist af substantielle, fundamentalegrunde. Alle arbejder meget aktivt,og det vil de fortsætte med.

Hvad bekymrer os? Jeg kan sige,og jeg tror, alle kan forstå det: Nårdisse ngo’er reelt finansieres afudenlandske regeringer, så betrag-ter vi dem som instrumenter, frem-mede stater kan bruge til at gen-nemføre deres politik over for vores



land. Det var det første. For det an-det: I alle lande er der bestemte reg-ler for finansiering af fx valgkampe.Finansiering fra regeringskilder i an-dre lande går gennem ngo’erne,bl.a. inden for rammerne af rege-ringskampagner. Hvad skal det gøregodt for? Er det normalt demokrati?Det er skjult finansiering. Skjult forsamfundet. Hvad er der demokra-tisk ved det? Kan De sige mig det?Nej, det kan De ikke og vil aldrigkunne! For det er ikke demokrati,men blot én stats indflydelse på enanden.

Men vi er interesserede i, at civil-samfundet udvikles i Rusland, at detskælder myndighederne ud og kriti-serer dem, hjælper dem til at findederes egne fejl og rette deres politiki borgernes interesse. Det er vi abso-lut interesserede i, og vi vil støtte ci-vilsamfundet og ngo’erne.

Hvad angår frygt osv. Der er i dagmindre frygt hos os end i mange an-dre lande. I de seneste år har vinemlig fuldstændig ændret situatio-nen med hensyn til økonomien og

borgernes velstand. Vi har stadigmange problemer. Vi har stadigmange uløste problemer, herunderproblemer i forbindelse med fattig-dom. Og jeg kan fortælle Dem, atfrygten hovedsagelig stammer her-fra.

Hvad angår journalisterne, så erdet ganske rigtigt et stort og kompli-ceret problem. Journalister dræbes iøvrigt ikke kun i Rusland, men ogsåi andre lande. Hvor er der dræbtflest journalister? De er jo specialistog kan sikkert sige, i hvilket landder er dræbt flest journalister i detsidste år til halvandet? Der er dræbtflest journalister i Irak.

Hvad angår tragedierne i voresland, så vil vi bestemt bekæmpe dis-se fænomener meget omhyggeligtog give hårde straffe til de forbryde-re, der prøver at undergrave tillidentil Rusland og rokke ved vores politi-ske system.

Tak for Deres opmærksomhed.

Oversat fra russisk af Lars P. Poulsen-Hansen.


TEMA: RUSLAND

Sandheden var ikke krigens førsteoffer i Irak. Den blev ofret forindenaf de kræfter i præsident George W.Bushs administration, der nærede etbrændende ønske om at invadereSaddam Husseins Irak for at fjernedenne, en af sin samtids mest bruta-le diktatorer, for at eliminere tru-slen imod Iraks nabolande og for atfå kontrol over landets enorme olie-reserver. Trods advarsler fra adskilli-ge medlemmer af det Nationale Sik-kerhedsråd var det vicepræsidentDick Cheney, forsvarsminister Do-nald Rumsfeld og viceforsvarsmini-ster Paul Wolfowitz, der vandt præsi-dentens øre. Deres vigtigste argu-menter var, at Saddam Hussein var ibesiddelse af masseødelæggelses-våben og derfor udgjorde en farefor regionen, at han var bagmandfor international terrorisme, og aten sejrrig krig ville udløse demokra-ti ikke blot i Irak, men virke med en

domino-effekt i andre autokratiskstyrede mellemøstlige stater.

De to påstande viste sig at væredecideret usande. Og forventninger-ne er mildt sagt ikke blevet indfriet.De demokratiske kræfter, Wolfowitzlovede ville dukke op over alt, såsnart Saddam Hussein var fjernet,var langt færre og har hidtil væretmagtesløse over for de grupper, derforsøger at udkæmpe den politiskemagtkamp med våben. I det om-fang, Cheney, Rumsfeld og Wolfo -witz selv troede på de argumenter,de brugte under de interne rådslag-ninger, har det vist sig, at de var ofrefor en illusion.

Intet af dette kunne statsministerAnders Fogh Rasmussen vide, dahan tidligt i 2003 besluttede, at Dan-mark skulle være en del af ‘de villi-ges koalition’. Han måtte formode,at der lå solid vægt bag Washingtonsudsagn om i hvert fald masseøde-


Prisen for at væreloyal allieretTorben Krogh

Den moralske begrundelse for dansk deltagelse iIrak-krigen har været svært forenelig med de mid-ler, som vor store allierede har taget i anvendelse

læggelsesvåbnene. Dertil kom Sad-dam Husseins åbenlyse disrespektfor de resolutioner, der var vedtagetaf FN’s sikkerhedsråd, og hans legenkispus med FN’s våbeninspektørerunder ledelse af Hans Blix. I modsatretning trak dog netop våbeninspek-tørens appel om at få mere tid til sitarbejde og det faktum, at der ikke lånoget klart FN-mandat til grund forden invasion, amerikanerne planlag-de.

Idealisme som drivkraft

Når statsministeren valgte at følgeUSA ind i krigen på dette grundlag,kan det ikke forklares ud fra nogenklassisk dansk geo- eller realpolitiskinteresse. Danmark militære delta-gelse bragte os på kant med det øvri-ge Norden, med store, toneangiven-de EU-lande som Tyskland og Fran -krig, og med den store nabo Rus-land. Der var hverken nære ellerfjerne sikkerhedsinteresser på spilfor Danmark i højere grad end fornoget andet europæisk land.

Anders Fogh Rasmussens motiva -tion var derfor en anden, og der ernæppe nogen bedre forklaring, endat han var drevet af en form for idea -lisme. Han ønskede at vise loyalitetover for den store allierede. Hanhar aldrig lagt skjul på sin beun-dring for USA, og han mener, atden amerikanske indsats under An-den Verdenskrig stadig er en gang-bar begrundelse for at vise USAsærlig taknemmelighed. Indenrigs-

politisk stod han stærkt nok til atsætte sin vilje igennem, selv om dervar betydelig skepsis, ikke mindst iUdenrigsministeriet.

Idealisme er imidlertid tæt for-bundet med moral. Idealer må nød-vendigvis udspringe af en moralskbetinget skelnen mellem godt ogondt. Her var det naturligvis ikkesvært at placere Saddam Hussein.Men selv om han entydigt repræsen-terede det onde, var det jo ikke nød-vendigvis ensbetydende med, atUSA ubetinget stod for det gode. Så-dan fremstillede Bush-regeringenganske vist konflikten i dens mestforenklede form. Men det behøveren dansk regeringschef ikke uden vi-dere tage for gode varer.

Under alle omstændigheder tydermeget på, at det idealistiske hensynvejede tungt for statsministeren.Han førte Danmark ind i den førsteangrebskrig, vi har medvirket til iflere århundreder. Han gjorde detpå grundlag af et spinkelt flertal iFolketinget, hvad der også er heltusædvanligt i en sådan sammen-hæng. Det var endnu et tegn på,hvor stærkt det lå ham på sinde atDanmark viste vidtrækkende loyali-tet over for USA.

Den idealistiske tilgang blev ogsåafspejlet i de officielle begrundelserfor den danske deltagelse. De dan-ske tropper var i Irak for at bidragetil landets demokratiske opbygning.Det var i sig selv en god og nødven-dig gerning, at Saddam Hussein blevfjernet. Som statsministeren gang på


TORBEN KROGH

gang retorisk spurgte sine kritikere:Foretrak de måske, at diktatoren varforblevet ved magten? Hvad de na-turligvis ikke gjorde.

Ved at skubbe de ideale og moral-ske hensyn i forgrunden, bevægedeAnders Fogh Rasmussen sig imidler-tid skridt for skridt ud i en stadigmere åbenbar selvmodsigelse. Fordet var bestemt ikke hverken idealereller høje moralske krav, der styredehans politik over for hverken USAeller den hjemlige opposition.

Afvisningens politik

For at tage et nyligt eksempel, deromfatter begge disse aspekter. Dadet kom frem, at CIA havde gen-nemført et stort antal hemmeligefangetransporter i Europa, blev ogsåDanmark inddraget. I første om-gang hed det sig, at der siden 2001havde været otte landinger i danskelufthavne af fly, som blev sat i forbin-delse med disse transporter. I okto-ber oplyste transportminister Flem-ming Hansen så i et svar til Folketin-get, at der i samme periode havdeværet yderligere 37 landinger af fly,som i hvert fald Amnesty Internationalsætter i forbindelse med den ameri-kanske efterretningstjeneste.

Har noget sådant fundet sted, vildet være i åbenlys strid med det dan-ske forbud mod sådanne flyvninger.To gange inden transportministe-rens svar havde Danmark gjort detklart over for USA, at man forventer,at CIA respekterer dansk lovgivning

– hvad amerikanerne bedyrede, atde gør. Og det var tilstrækkeligt forstatsministeren. Oppositionens kravom at få denne sag undersøgt tilbunds, blev som alle lignende kravigennem de sidste fire-fem år afvist.Anders Fogh Ras mussen sagde oveni købet, at han ikke havde hørt no-get om denne sag og derfor ikke vil-le tage stilling til den.

Den radikale Morten Østergaardsatte ord på oppositionens forun-dring: “Regeringen startede medoverhovedet ikke at ville diskuteredet her tema og kaldte det løse ryg-ter. Men nu har USA indrømmet, atder eksisterer hemmelige fængslerrundt omkring i verden. Derfor erdet påfaldende, at regeringen bliverved med at afvise en sådan under-søgelse. Når amerikanerne kan ind -rømme det, hvorfor kan den danskeregering så ikke gøre det?”

Det kunne – eller rettere ville –den ikke, fordi loyaliteten over forBush-regeringen hele vejen igen-nem har været styrende for denshandlinger. Det har igen ført til, atden danske regering har afstået fraat kritisere amerikanske beslutnin-ger og gerninger, selv om de striderimod centrale principper i den dan-ske udenrigspolitik.

Undergravet retsorden

Som demokratisk småstat er det iDanmarks indlysende interesse, atden internationale retsorden bliverså stærk og bindende som muligt.


Prisen for at være loyal allieret

Det er et standpunkt, som også dennuværende regering har givet ud-tryk for gang på gang. Men bortsetfra nogle få forsigtige beklagelser erdenne holdning blevet skudt til sidei forhold til Bush-regeringen.

Statsministeren har udtrykt stærkvrede over de dokumenterede mis-handlinger af fanger i både Irak ogAfghanistan. Men omhyggeligt harhan undgået at kæde torturen sam-men med den officielle amerikanskepolitik. Ganske som regeringen iWashington finder han det mest be-kvemt, hvis overgreb kan isoleres tilat være underordnede soldaters in-dividuelle misgerninger.

At det så langt fra er tilfældet, bur-de have stået klart allerede tidligt i2002, da fremtrædende repræsen-tanter for Bush-administrationenfastslog, at i kampen mod terrorkunne det være nødvendigt at be-væge sig ud over de rammer, der erudstukket i Geneve-konventionen.Som forhenværende major i Forsva-rets Efterretningstjeneste, StephenEgede Glahn, skrev 21. februar 2007i Information: “De forbehold og deraffølgende manglende retningslinjerfor behandlingen af fanger skabteen glidebane for mishandling, ned-værdigende behandling og tortur,som vil få langtrækkende konse-kvenser for ofrene og deres børn,ikke mindst i form af et had, somikke tegner godt for fremtiden. Derbliver noget at rette op på for en an-den amerikansk administration.”

Men der havde også været noget

at gøre indsigelser imod for endansk regering. Topledelsen i ver-dens eneste supermagt proklamere-de åbenlyst, at den ikke agtede at re-spektere eksisterende internationalretsorden. Netop det aspekt blevfremdraget af to Spiegel-journali-ster, da de for nylig (Der Spiegel 29/12007) interviewede den tidligereCIA-chef for Europa, Tyler Drum -heller. Han bliver spurgt om bort-førelsen af mistænkte islamiske eks-tremister og bekræfter, at han selvvar involveret i denne aktivitet. Hanoplyser, at han havde meget blande-de følelser om hele denne sag. Menhan kan se formålet med bortførel-serne, “hvis de gennemføres kor-rekt”. Spiegel-journalisterne anfører,at det vel i det mindste må inde-bære, at målet for sådanne bortfø -relser ikke er uskyldige mennesker.Drumheller svarer:

“Det var vicepræsident Dick Che -ney, der talte om ‘den mørke side’,vi måtte mobilisere. Da han udtaltedette, formulerede han en politik,der reelt betød ‘gå i gang og få rampå dem’. Hans bemærkninger af-spejlede regeringens underliggendetilgang, der grundlæggende var atslippe militæret og tjenesten (CIA)løs og lade dem betale for konse-kvenserne af enhver ulykkelig – ellerulovlig – hændelse.”

Nok har Cheney hele vejen igen-nem været en af de mest militantehøge i Bush-administrationen. Menhan har ikke udtalt sig på egne veg-ne. Der har været – og er – dækning


TORBEN KROGH

for hans holdning blandt dem, der idisse år bestemmer USA’s udenrigs-og militærpolitik.

Amerikansk enegang

En anden afspejling af dette kravom at være hævet over den interna-tionale retsorden, som andre landeformodes at respektere, er den ame-rikanske afvisning af at acceptereretningslinjerne for Den Internatio-nale Krigsforbryderdomstol. Det erhelt i orden, at mistænkte fra fx Bal-kan og Afrika stilles for denne dom-stol. Men er der tale om amerikan-ske statsborgere, tolereres det ikke.Over for den stærke diplomatiskepression, der her blev udøvet, stodDanmark fast sammen med de øvri-ge EU-lande. Men den officielle af-standtagen fra USA’s magtfuldkom-ne enegang var spag.

Det samme kan siges om regerin-gens reaktioner på de forhold, derhersker i Guantanamo-lejren. Sålænge en dansk statsborger sad in-terneret, havde denne sag en vis in-teresse. Men de danske krav til USAvar beskedent og diskret formulereti sammenligning med fx de svenske.Det blev begrundet med, at stille di-plomati ville øge chancerne for at fådanskeren løsladt. Det skete da og -så, men svenskerne blev nu ligeledesudleveret til eventuel rettergang ideres eget land.

Dette begreb eksisterer ikke forde mennesker, der nu på femte årbefinder sig i lejren. Det er ved en

lov, gennemført efter præsidentensstærke ønske, blevet fastslået, at deikke kan gøre krav på normal retsbe-skyttelse. De har ikke krav på at blivestillet for en dommer eller opnå ad-vokatbistand. Begrundelsen er, at deikke er amerikanske statsborgere, ogat de er mistænkt for at være ‘fjendt-lige kombattanter’ – et begreb op-fundet til lejligheden for at kommeuden om de rettigheder egentligekrigsfanger har krav på.

Beretningerne om grov mishand-ling og dybt nedværdigende behand -ling af fangerne i Guantanamo harværet mange. Alligevel vakte det op-sigt, da en så officiel og autoritativkilde som forbundspolitiet FBI fornylig frigav dokumenter om FBI-agenters iagttagelser i Guantanamo.De kunne fortælle om en hel vifte aftorturlignende foranstaltninger. Reelt har regeringen i Washingtonintet foretaget sig i den anledning.

Dansk tilpasning

Flere facetter kunne føjes til dettebillede af den store allierede, somden danske regering – og i særdeles-hed statsministeren – har valgt atvise nærmest ubetinget loyalitet. Deter et billede, der gør det svært atfastholde forestillingen om, at vi herhar at gøre med en krig mellem ‘detgode og det onde’. De primære ofreer selvfølgelig indbyggerne i dekrigshærgede lande og de millioner,der er flygtet. Men langt mere erblevet ofret. Bush-regeringens egen-


Prisen for at være loyal allieret

rådige fremfærd har sat den interna-tionale retsorden under pres. Argu-mentet om, at international terroris-me i endnu højere grad kan under-grave denne retsorden, er uimodsi-geligt. Men det burde ikke være engyldig begrundelse for – fra en heltanden indfaldsvinkel – at bidrage tilen sådan proces. Tværtimod burdesvaret på terrorismens trussel bestå iat styrke denne retsorden.

Regeringens svar vil utvivlsomtvære, at det så sandelig også er, hvadden arbejder for. Problemet er blot,at en sådan forsikring svækkes afden tætte alliance med en super-magt, der gennemfører ulovligebortførelser, skyder en så vigtig afta-le som Geneve-konventionen tilside, internerer mennesker på ube-stemt tid under de mest nedværdi-gende forhold og uden adgang til atblive retsforfulgt, og som forbehol-der sig ret til at handle på tværs afinternationale retsnormer, den ikkebryder sig om.

En sådan allieret må være svær foren statsminister, der ud fra idealis -tiske forestillinger og moralske be-grundelser stillede Danmark op irækken af ‘villige allierede’. Men deforløbne fire år har vist, at han harstået ved dette valg. Både idealisme,moral og primære danske interesserer blevet kørt ud på et sidespor tilfordel for en pragmatisk, tilpas-ningsdygtig politik over for denamerikanske præsident.

At de danske styrker i Irak kantrækkes ud fra august i år, er utvivl-

somt en lettelse for Anders FoghRasmussen. Men tilbagetrækningenændrer intet ved hans fundamentaleholdning til USA, uanset hvem derer supermagtens præsident.

Selv om beslutningen om at hentetropperne hjem især blev forhandletmed den britiske premierministerTony Blair, lagde statsministerenvægt på omgående at oplyse, at hanogså havde været i telefonisk forbin-delse med George W. Bush, der hav-de takket danskerne for deres ind-sats og udtrykt glæde over, at tilstan-dene i det sydlige Irak nu var sådan,at det om nogle måneder er muligtat overlade ansvaret til de irakiskesikkerhedsstyrker.

Tilbage står, at Danmark har væ-ret – og i et vist omfang stadig vilvære – aktiv deltager i en krig, derbåde faktuelt og moralsk blev ind-ledt på et grundlag, der siden harvist sig at være ganske uholdbart.Der er ingen grund til at betvivle, atstatsministeren mente, hvad hansagde, da han lod Danmark tilsluttesig de krigsførende magter.

Men siden har han haft lejlighedtil at konstatere, at der var langtmellem de proklamerede idealer ogde faktiske forhold. Hans problemer, at han ikke desto mindre hele ve-jen igennem har fastholdt en stortset ukritisk loyalitet over for den sto-re allierede.

Torben Krogh er journalist og politisk reporter ved Information.


TORBEN KROGH

Bulgarien og Rumænien er nabolan-de i Østeuropa. De har begge væretmonarkier, har haft kommunistiskstyre efter Anden Verdenskrig og ernu republikker med demokratiskstyreform, selv om de afsatte kongerfra 1940’erne, hhv. Simeon II (1943-46) og Mihail I (1940-47), i dag igenspiller en vis politisk rolle.

Det er de første lande efter Græ -kenlands og Cyperns optagelse, hvorflertallet af befolkningen tilhørerden ortodokse kirke. Begge landehører til den fattige del af Europaog har længe ligget nogenlunde pålinje hvad angår bruttonationalpro-dukt pr. indbygger. Begge blev 2004optaget i NATO og er fra 1. januar2007 optaget i EU.

Men så hører ligheden også op.De to lande er meget forskellige.Først er der sproget: Bulgarerne ta-ler et sydslavisk sprog, mens flertal-let af Rumæniens indbyggere taleret romansk. Bulgarien har et storttyrkisk, muslimsk mindretal forudenet mindre bulgarsk-talende mus-

limsk mindretal (knap 10 pct. tyr -kere, knap fire pct. pomakker). Ru-mænien har et stort ungarsk, katolskeller reformert mindretal, men intetmuslimsk mindretal af betydning.Bulgariens ortodokse kirke er split-tet i to hinanden bekæmpende sy-noder og har trukket sig ud af inter-nationalt kirkeligt arbejde. Rumæni-ens ortodokse kirke er en af de mestprogressive ortodokse kirker i Euro-pa og en vigtig deltager i intereuro-pæisk kirkeligt samarbejde.

Fælles for begge landene er entung arv fra den tid, hvor de blev re-geret af hver sit kommunistiske dy-nasti. Deres diktatorer, som nærmesthavde kongelig status (RumæniensCeaucescu havde oven i købet fleresceptre!), havde begge i 1980’erneført en hårdhændet nationalistiskpolitik og forfulgt landenes størsteminoriteter, hhv. tyrkerne og unga-rerne.

Men hvor Todor Zjivkov i Bulgari-en blev afsat på fredelig vis og fulgttil graven af store menneskemæng-


De nye i UnionenKarsten Fledelius

Så kom Bulgarien og Rumænien endelig med iEU. Det skyldtes mere god vilje, end at de to landevar parate

der, da han endelig døde i år 2000,var opgøret med den rumænske dik-tator Nikolae Ceaucescu en opvis-ning i kommunistisk justitsmord.Ikke fordi Ceaucescu ikke havde væ-ret en benhård hersker med mangeforbryderiske handlinger på samvit-tigheden. Men fordi han blev styrtetved et paladskup af sine egne folk,som derefter sad til doms over hamog hans kone ved en primitiv, dob-beltmoralsk skueproces optaget påvideo og vist i stærkt manipuleretform.

Lang vej igen

I ingen af landene er der blevet ryd-det ordentlig op i det overdimensio-nerede sikkerheds apparat. I beggelandene er den politiske elite i vidudstrækning rekrutteret blandt folk,for hvem første del af deres karrierevar afhængig af, at de lydigt indord-nede sig under det kommunistiskesystem. Og begge lande har i længe-re perioder direkte været regeret afdemokratisk valgte politikere meden fortid i de gamle diktatorersmagtapparat.

I begge lande er lovgivningen iudgangspunktet dybt præget af ti-den under kommunismen. Blot atreformere retsvæsnet, endsige priva-tisere de store statsvirksomheder, eret gigantisk job. Korruption har si-den demokratiseringen været et ud-bredt fænomen i begge lande ogikke begrænset til ekskommunister-ne – også politikere med ikke-kom-

munistisk baggrund har forstået atrage til sig. Derfor har det været enkamp ikke blot at tilpasse lovgivnin-gen til de europæiske standarder forgod regering, menneskerettighederog reel markedsøkonomi, men iendnu højere grad at få den imple-menteret. Det er faktisk imponeren-de, hvor langt de to landet trods alter nået. Men der er lang vej igen.

Ligesom i tilfældet med landesom Letland og Litauen har man fraeuropæisk hold lukket øjnene formangt og meget for at få processentil at lykkes. Men med de små balti-ske lande har alene størrelsen gjortintegrationsprocessen lettere.

Bulgarien er et land, der dækkerover dob belt så stort et areal somDanmark, med ca. 7,5 millioner ind-byggere – Rumænien er mere endfem gange så stort med ca. 21,5 mil-lioner. Det er derfor en stor mund-fuld, EU igen skal fordøje, selv omudvidelsen i år trods alt er væsentligmindre end den i 2004. Og her kom -mer igen korruptionsproblemet indsom et af de allervæsentligste. Fornu skal de to lande modtage støttefra EU’s fonde. Og hvordan sikrer vios, at pengene kommer derhen,hvor de skal, og ikke svindles vækundervejs?

Tvivlen på de to landes ydeevne ikontrol med tilskuddene var en afgrundene til, at der i tiltrædelses -traktaterne var indført en bestem-melse om, at optagelsen i EU kunneudskydes med et år, hvis optagelses-kriterierne ikke vurderedes som til-


KARSTEN FLEDELIUS

strækkeligt opfyldt. Endnu i foråret2006 var der ikke givet grønt lys fraEU. Først i efteråret kom godken-delsen. Men da var der også fore-gået ret dramatiske ting ikke mindsti Rumænien.

Korruption i Rumænien

Rumænien var i 2003 blevet udsatfor en særdeles barsk rapport fra Europa-kommissionen, som ud overhelt utilstrækkelig korruptionsbe-kæmpelse bl.a. kritiserede dårlig be-handling af landets forskelligemindretal. Det blev der taget skridttil at gøre noget ved, således vedto-ges ved en folkeafstemning i sep-tember 2003 en forfatningsændring,som væsentligt udvidede mindretal-lenes rettigheder. Hvad korruptio-nen angår, fyrede ministerpræsidentAdrian Nastase samme måned treministre, hvoraf ministeren for eu-ropæisk integration havde gjort sigskyldig i at lede EU-støttemidler vi-dere til sin mands og sin søns firma-er.

I 2004 blev Rumænien, med detsekskommunistiske præsident Ion Iliescu og dets ekskommunistiskeministerpræsent Nastase, medlem afNATO, klart bakket op af et flertalaf parlamentet og befolkningen.

Ved præsident- og parlaments -valgene i december 2004, hvor Nas-tase med en snæver margen blevslået af Traian Basescu, og hvor hansparti mistede regeringsmagten, varlederne på begge fløje helt enige

om at arbejde videre frem mod enoptagelse i EU. Men endnu i efter -året 2005 havde Rumænien ikke op-fyldt 14 af de ca. 30 kriterier for op-tagelse. I foråret 2006 var man kom-met ned på at mangle fire områder,tre inden for landbrugs- og veteri-nærsektoren og ét vedr. finans- ogskatteadministrationen, mens krite-rierne for korrup tionsbekæmpelseansås for at være tilstrækkelig op-fyldt.

Europa-KommissionsformandBarroso fandt det ikke desto mindrenødvendigt med en grundlæggendereform af retsvæsnet. En sådan varblevet vedtaget i 2005 af parlamen-tet trods intens modstand fra densocialistisk-nationalistiske oppositi-ons side, men forfatningsdomstolenhavde siden er klæret dele af refor-men for forfatningsstridig.

Det førte til, at ministerpræsidentCalin Popescu-Tariceanu fra det Na-tionalliberale parti (en del af denDemokratiske Alliance for Retfær-dighed og Sandhed som vandt val-get i december 2004) den 7. juli2006 indgav sin afskedsbegæring forat gennemtvinge et parlamentsvalgom efteråret. Det ville præsidentTraian Basescu dog ikke acceptere,han greb ind den 12. juli og presse-de partierne til at genoptage for-handlingerne om en justitsreformmed en modificering af de dele,som forfatningsdomstolen havdemodsat sig. Præsidentens dristigeindgriben, som klart havde forhol-det til EU som baggrund, lykkedes


De nye i Unionen

faktisk, og den 19. juli trak minister-præsidenten sin afskedsansøgning til-bage, dog med den nødretstilstand,der var opstået som følge af storeover svømmelser, som begrundelse!

Helt grebet ud af luften var Popes-cu-Tariceanus begrundelse dog ikke.Faktisk var situationen meget alvor-lig, mindst 20 mennesker omkom ijuli efter de heftige regnskyl, og tu-sinder af mennesker måtte evakue-res, og i august skete noget lignendemed 28 dødsofre – de samlede ska-der er blevet opgjort til over 1,5 mil-liarder euro. Efter ministerpræsi-dentens mening var omfanget af na-turkatastrofen i høj grad en følge afmanglende implementering af lov-givningen og manglende vedligehol-delse, ja selv sløjfning af diger. Ombaggrunden er slendrian eller direk-te korruption er et andet spørgsmål.

Korruptionsspørgsmålet er i dethele taget noget, den nye rumænskeregering har gjort noget alvorligtved. Det startede i 2005 med vedta-gelse af en ‘national strategi forkampen mod bedrageri og vareta-gelse af EU’s finansinteresser i Ru-mænien’ og en omstrukturering afden Nationale Antikorruptionsdi-rektion, DNA, som blev placeret di-rekte under rigsadvokaturen ogkraftigt oprustet hvad angår perso-nale og ressourcer, herunder medeksperter inden for bank- og told-væsen samt IT. Dette skete underheftig modstand fra oppositionen iparlamentet. Det var klart, at mannu ville gå efter toppen af systemet.

En af de første anklagede blev daogså tidligere ministerpræsident ogpræsidentkandidat for PSD AdrianNastase, som nu var formand forparlamentet. Nastase måtte trædetilbage fra denne post og betegnedeselvfølgelig anklagen som rent poli-tisk. Også generalsekretæren forPSD og to forhenværende PSD-mini-stre, finansministeren og transport-ministeren blev anklaget.

Men DNA’s le blev også svinget påregeringspartiernes mark. Vicemini-sterpræsident George Copos, en afRumæniens rigeste mænd og med-lem af ledelsen af det KonservativeParti, måtte trække sig tilbage efteranklager for skattesnyd og embeds-misbrug, og den nationalliberaletoppolitiker Dinu Patriciu, leder aflandets næststørste oliekoncern,Rompetrol, blev anklaget for kor-ruption, hvidvaskning af penge,skatteunddragelser og bedrageri.

Det begyndte at gøre så ondt ogsåi regeringspartierne, at politikerefra begge sider af parlamentet fik se-natet til i februar at fælde et vedta-get lovforslag om en yderligere udvi-delse af DNA’s beføjelser. Men de-puteretkammeret vedtog lovforsla-get igen, efter at regeringen havdefået styr på sit eget bagland.

Man kan på denne baggrund godtforstå, hvorfor Europa-Kommissio-nen ikke i foråret 2006 blot ville an-noncere, at Rumænien måtte venteet år til, men den 16. maj udsatte be-slutningen til om efteråret. Kombi-nationen af gulerod og stok havde


KARSTEN FLEDELIUS

virket på et af de allermest vanskeli-ge punkter: der blev endelig gjorten helhjertet indsats mod en kor-ruption, som tilsyneladende varbundløs, og som omfattede politike-re fra stort set alle partier. Derforvar det ikke nok for den nye genera-tion af politikere at vinde præsident-og parlamentsvalget i 2004, detgjaldt også om at vinde kampen omeuropæiske standarder for redelig-hed i den offentlige forvaltning i de-res egen politiske bagland.

Bulgariens regeringskrise

På mange måder har problemerneværet de samme før Bulgariens en-delige optagelse i EU. Landet starte-de allerede 1997 på en modernise-ringsproces, hvor man fik standseten inflation, som havde været op til50 pct. pro anno, og indført en fast-kurspolitik, som bandt valutaen tilD-mark og fremmede udenlandskeinvesteringer, men havde betydeligesociale omkostninger. Samtidig ram-tes landet hårdt af blokaden af Ser-bien i disse år og hærgedes af kor-ruption og fattigdom.

I år 2000 oplevede jeg selv, hvor-dan vejskilte på motorvejene var ble-vet fjernet for at blive brugt som tag-beklædning på hytter. Det var nogetaf baggrunden for den opsigtsvæk-kende valgsejr, Nationalbevægelsenfor Simeon II fik i 2001. Eks-tsarenvar blevet populær, fordi han havdegjort en udmærket karriere i er-hvervslivet og nu interesserede sig

for at gøre noget for sit fødeland.Mange i befolkningen håbede, athans personlige succes ville smitte afpå Bulgarien.

Hvilken stilling denne ejendom-melige personlighed skulle indtage iRepublikken Bulgarien, var ikke frastarten klart. Men det endte med, athan lod sig udnævne til minister-præsident under det til lejlighedenskabte særprægede borgerlige navnSimeon Sakskoburggotski (grundlægge-ren af kongehuset, hans bedstefartsar Ferdinand I, var af den tyske fyr-steslægt Sachsen-Koburg-Gotha).

Som det kunne forventes, kunnehan ikke indfri de klart overdrevneforventninger, der blev stillet tilham, trods gode intentioner og pænnationaløkonomisk fremgang. Detgik fremad med tilpasningen til EU,men langsomt. Det lykkedes at fåBulgarien optaget i NATO i 2004 pålinje med Rumænien. Men det varsværere med EU-processen. Og detlykkedes ikke for regeringen at nåsine mål om afskaffelse af korrup -tion, effektiv bekæmpelse af krimi-nalitet og en generel forbedring afbefolkningens levevilkår, ligesom ar-bejdsløsheden stadig var for høj (of-ficielt over 10 pct., sammenlignetmed Rumæniens knap seks pct.), ogmange unge udvandrede fra landet.

Imidlertid førte parlamentsvalget ijuni 2005 ikke til den ellers fra Cen-tral- og Østeuropa velkendte situati-on, hvor der sker et ‘systemskifte’ved hvert valg. Nationalbevægelsenfor Simeon, NDS, gik godt nok tilba-


De nye i Unionen

ge fra 120 (af 240) til 53 mandater,mens Koalitionen for Bulgarienmed socialisternes parti BSP somdet vigtigste gik frem fra 48 til 82mandater, og Bevægelsen for Rettig-heder og Friheder (DPS) gik fremfra 21 til 34 mandater. De ForenedeDemokratiske Kræfter, som havdehaft ledelsen af regeringen 1997-2001, led endnu et valgnederlag oggik tilbage fra 51 til 20 mandater. Tilgengæld vandt tre nye partier hele51 mandater. Kort sagt et rigtigmudret valgresultat.

Simeon Sakskoburgski ønskede idenne situation at danne ny rege-ring, mens socialisterne krævede mi-nisterpræsidentposten for BSP-for-manden Sergej Stanisjev og yderlige-re ville gennationalisere de kongeli-ge ejendomme, som var givet tilbagetil Simeon og hans familie. Det end-te efter knap to måneders regerings-krise med, at Stanisjev blev minister-præsident, men frafaldt kravet omgennationalisering af de kongeligeejendomme, og at der dannedes enstor koalition med otte ministre frasocialisterne, fem ministre fra Sime-ons Bevægelse og tre ministre fraDPS, og at de sidste fik de særligEU-vigtige miljø- og landbrugsmini-sterier, mens BPS sikrede sig stats-og udenrigsministerposterne. Der eringen tvivl om, at det var udsigten tilat sakke bagud i optagelsesproces-sen, som bevirkede denne opsigts-vækkende vilje til at finde en løsningpå en regeringskrise, som klart ikkevar, hvad landet havde brug for.

Hvad landet havde brug for, varhandlekraft. For EU var stadig ikketilfreds. Der var hele seks områder,som gav Europa-Kommissionen ‘an-ledning til alvorlig bekymring’. Detdrejede sig først og fremmest omvanskelighederne ved at kontrollere,om EU-støttemidlerne gik i de rettelommer, sammenhængen mellemorganiseret kriminalitet og politiskog administrativ korruption, oghvidvaskning af penge og andre for-mer for bedragerisk virksomhed.

Dertil kom i februar 2006 enyderst barsk rapport fra to tyskereudsendt af Europa-Kommissionen,som havde undersøgt politi og ju -stitsvæsen og påpeget korruptionensindtrængen i sikkerhedsorganerne,med forbindelser mellem korruptio-nen i politi og retsvæsen og organi-seret kriminalitet. Rapporten påpe-gede blandt andet, at der i 2005 varblevet begået mere end 150 bestiltemord, og at ingen af dem var blevetopklaret.

Der blev dog ikke så meget kon-flikt omkring en justitsreform i Bul-garien som i Rumænien. Parlamen-tet vedtog flere love herom i okto-ber-december 2005, og i januar 2006udnævntes en ny rigsadvokat. Allige-vel fik heller ikke Bulgarien grøntlys af Europa-Kommissionen den 16.maj 2006.

Var det for tidligt?

I Bulgarien som i Rumænien varglæden stor, da Europa-Kommissio-


KARSTEN FLEDELIUS

nen i efteråret alligevel accepteredeat følge den oprindeligt fastsattetidsplan og lade begge lande blivemedlemmer pr. 1. januar 2007.

Er Bulgarien og Rumænien kom-met for tidligt med i EU? Det kunneman argumentere med ud fra flerekriterier. Et af dem er, at begge deto lande i henseende til bruttonatio-nalindkomst pr. indbygger ligger no-get under de økonomisk svageste afde lande, som blev optaget i 2004,Letland og Litauen. De ligger bagudfor et ansøgerland som Tyrkiet oglangt bagud i forhold til Kroatien,hvis bruttonationalindkomst pr. ind-bygger er over dobbelt så høj.

På den anden side er det mærk-bart, hvor hurtigt økonomien ofteforbedres i nye EU-lande efter opta-gelsen, og der er ingen grund til attro, at det samme ikke skulle være til-fældet med disse to lande, hvoraf Ru-mænien for øjeblikket nok har lidtbedre levevilkår for befolkningen ge-nerelt (blandt andet på grund af la-vere arbejdsløshed) end Bulgarien.

Der er imidlertid næppe tvivl om,at der aldrig var blevet gennemførtså drastiske forbedringer i stat, fi-nanser og lovgivning, som det harværet tilfældet i begge lande gen-nem de seneste år, hvis de ikke hav-de haft EU-målet tæt på. EU’s rollesom ‘forbedringskatalysator’ harhaft en vældig betydning. Det gæl-der også på områder som behand-ling af minoriteter, som især har væ-ret et problem i Rumænien, da lan-det blev regeret af en socialistisk re-

gering med ultranationalistisk støt-te. Professor Ole Wæver har engangsagt, at NATOs største succes lå efter1990 i at forhindre en krig mellemRumænien og Ungarn om Transsyl-vanien ved at sætte god opførselsom en betingelse for partnerskab.Præcis det samme er i endnu størregrad tilfældet med EU’s indsats pådet østlige Balkan, som nu er bleveten del af unionen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt detvar for tidligt, skal man måske snare-re sige, at det var ‘rettidig omhu’ atstile efter en så tidlig optagelse afBulgarien og Rumænien. De er eftereget ønske blevet optaget i et fælles-skab styret af normer, som de harhårdt brug for til at komme ud aføkonomisk og politisk nød. Og denuværende regeringer har ydet enbetydelig indsats for at komme påomgangshøjde med kravene. Skalman vurdere ud fra erfaringernemed de lande, som 2004 tilsluttedesig unionen, vil de positive virknin-ger af tilpasningen til EU blive styr-ket efter optagelsen.

Hvad tager de med sig

Det er klart nok at se, hvilke proble-mer de to lande bringer ind i EU. Etaf dem er forureningen fra mine-driften i den centrale del af Ru-mænien, hvor bl.a. guldproduktio-nen ikke blot ødelægger det lokalemiljø, men også indebærer en risi-ko, der via floderne rækker ud overlandets grænser.


De nye i Unionen

Bulgariens kraftforsyning sker ibetydeligt omfang ved atomkraft fraforældede værker, og et nyt er påbedding. Udviklingen er ujævnt for-delt inden for de to lande. De regio-nale forskelle er særlig store i Ru-mænien, ikke blot fordi landet erover dobbelt så stort som Bulgarien,men også fordi det historisk set harværet delt mellem to meget forskel-lige imperier, det østrig-ungarske ogdet osmanniske. Områderne i syd-vest, som har været en del af Un-garn, har haft en anden udviklingend Moldavien og Bukovina i nord -øst.

Disse forskelle er ikke blevet ud-jævnet af snart 90 års fælles historie,lige så lidt som store forskelle mel-lem by og land. Og Nicolae Ceauces-cus brutale moderniseringsforsøgisær i 1980’erne var bestemt ikkevellykkede. Der er kort sagt godbrug for regionale støttemidler i deto nye medlemslande.

Bulgarien og Rumænien bringernæsten 30 millioner menneskermed sig, hvoraf ca. 85 pct. er orto-dokse kristne. Det medfører en væ-sentlig styrkelse af denne trosret-ning i EU, med fire lande så at sigepå stribe: Cypern, Grækenland, Bul-garien og Rumænien. Bulgariens ogRumæniens optagelse skærper ogsåbehovet for en styrkelse af indsatsenover for roma-folket, som udgør enprocentvis stor del af de to landes

befolkning, hhv. 4,6 pct. (Bulgarien)og 2,5 pct. (Rumænien). Til sam-menligning udgør de 1,7 pct. af be-folkningen i Slovakiet og en halvpct. af befolkningen i Ungarn.

Samtidig medbringer de to landepå det østlige Balkan Europas nokrigeste skat af folkemusik og folke-dans. Begge landene vil bidrage tilen berigelse af den kulturelle mang-foldighed i Europa med mange ene-stående kulturminder. Desuden harde fremragende turistområder medfine badestrande langs Sortehavet,men klart med et behov for videre-udvikling af infrastrukturen. Ru-mænien har specielt et stort poten -tiale i kurbade og andre helsetilbud.

De to lande har hidtil haft en ne-gativ befolkningsudvikling, og isærungdommen har været interesseret iat udvandre. Bulgarien er særlighårdt ramt med et fald i befolknin-gen årligt på 0,8 pct. mens det tilsva-rende tal for Rumænien er 0,3 pct.(Til sammenligning ligger Ruslandpå -0,5 pct og Italien på -0,1 pct.).Men sammenligner man med ældreEU-lande med udviklingsproblemer,skulle der være en mulighed for atvende den negative befolkningsud-vikling, som nu er karakteristisk forbegge landene.

Karsten Fledelius er lektor ved Institutfor Film- og Medievidenskab, Køben-havns Universitet.


KARSTEN FLEDELIUS

Den sudanesiske fredsaftale fra 5. ja-nuar 2005 var rig på erklæringer omfolkeafstemning, demokratiske valg,velstandsdeling og respekt for men-neskerettigheder. Godt to år senerehar virkelighedernes verden omfor-met de smukke erklæring til et Su -dan, der kort kunne sammenfattessom: Etnisk fordrivelse og massivekrigsforbrydelser i Darfur, en styr-kelse af de totalitære kræfter i detnordlige Sudan og en langvarigmagtkamp blandt lederne i syd, derhar efterladt de tidligere oprørerenoget nær handlingslammede.

Korruption og magtmisbrug er al-lestedsnærværende og måske i reali-teten det, der nu holder sammen påden samlingsregering, der var et re-sultat af fredsaftalen mellem rege-ringen i Khartoum og oprørerne idet sydlige Sudan.

Dystre meldinger fra Afrikas stør -

ste land? Nej egentlig ikke – for heleballaden opvejes af, at pengenestrømmer ind fra en voksende olie-sektor og afledte serviceindustrier.Med en stigning i bruttonational-produktet på anslået 13 pct. sidsteår og en stålsat politisk og økono-misk partner i den kinesiske rege-ring, er det svært at finde grund tilpessimisme hos den politiske ogøkonomiske elite i nord.

Eller for den sags skyld blandt den‘nye’ elite i syden, der hastigt er vok-set frem blandt de sydsudanesere,der i kraft af familietilhørsforholdog deres ‘bedrifter’ under krigen nuså rigeligt tager for sig af den ‘freds-dividende’, som fredsaftalen udløstetil de heldige få.

Hvad gør det egentlig, at der sta-dig ikke er kommet skoler, sund-hedsklinikker og veje ud til landsby-erne, så længe huspriserne i både


Sudan: Fredsaftale på viagraog petro-yuanNils Carstensen

I Darfur forværres den humanitære situationuden udsigt til en snarlig løsning. I Khar toumoverskygger hæmningsløs økonomisk optimismealverdens kritik og skepsis

Khartoum og den sydlige hovedbyJuba fortsætter deres himmelflugt?

Hvad gør det, at de tidligere op-røreres medlemmer i samlingsrege-ringen i Khartoum ingen indflydelsehar i de ministerier, de er ministrefor, så længe de kan sætte lidt tilside til sig selv og så i øvrigt festegodt og grundigt igennem som envelfortjent kompensation for ‘detyve tabte år i bushen’?

Hvor meget politisk analyse afmagtforholdet mellem de to rege-ringspartnere har man brug for, nårman kan notere sig, at det sidste årlykkedes et meget centralt placeretsydsudanesisk regeringsmedlem atblive akut indlagt på militærhospita-let i Khartoum i et koma udløst afvedvarende overdreven indtagelse afviagra og sprut?

For resten af befolkningen gældersharia stadig i det nordlige Sudan,men den viagra-med-mere-hungren-de minister bestrider selvsagt stadigsit embede (på sine gode dage) ognyder de dertilhørende goder (restenaf tiden).

I bund og grund; hvorfor bekym-re sig om, at fredsaftalen efter to årholder sig oppe på viagra, så længeman stadig kan hænge sit fint presse-de jakkesæt eller nye jalabya på den?

Og hvorfor bekymre sig om, atvestlige ledere, velmenende pop- ogfilmstjerner sammen med hjælpeor-ganisationerne råber op om et på -stået folkemord ude i Darfur, så læn-ge man kan stave til to små ord påhver fire bogstaver: Kina og olie.

Ny verdens-u-orden

På en stille eftermiddag ved Nilpro-menaden i Khartoum forfalder manlet til at kigge på byen, som den spej-ler sig i den Blå Nils grumsede vand-masser. Spejlbilleder, der i dissemåneder er under voldsom foran-dring i takt med at asiatiske og mel -lemøstlige investorer sammen medsudanesiske forretningsfolk og rege-ringsinteresser har startet et forry-gende kapløb om at bygge de stør ste,højeste og mest prangende projekter.

Hoteller, kontor- og konference-komplekser, golfbaner, broer – youname it. Afrikas ‘Dubai’ ligger paratpå tegnebordene og er nu ved at rej-se sig ud af det hidtil så søvnige ogtilsandede Khartoum.

Trods vestlige handelsrestriktio-ner og sanktioner bliver troen påfortsat økonomisk vækst støbt i jern-beton hver eneste dag.

Et par hundrede kilometer nord-på langs Nilens løb mod Egypten eret kæmpe dæmningsprojekt underopførsel af kinesiske entreprenører,men finansieret af arabiske bankerog fonde.

Elektricitetsværkerne, der er plan-lagt her, skal sikre billig strøm tilmil lioner af airconditionanlæg læn-ge efter at olie-boom’et formodent-lig tørrer op inden for et årti ellerto. At en god del af Sudans nubisk-kushitiske fortid i samme håndbe-vægelse bliver begravet på dybtvand, bekymrer ikke nogen nævne-værdigt.


NILS CARSTENSEN

Og mens vestlige hjælpearbejderepå vej til Darfur pænt kan vente entimes tid ved paskontrollen i lufthav-nen, skovles kinesiske gæstearbejde-re igennem en ‘fast track procedu-re’, der er væsentlig mere effektivend de særlige ‘EU nationals’-køer iFrankfurt og andre europæiske luft-havne.

Kilderne til og aktørerne i detnordlige Sudans økonomiske boomer mangfoldige, men motoren ogdet strategisk afgørende omdrej-ningspunkt er til at få øje på – nem-lig det kinesiske engagement i densudanesiske olieindustri og den in-ternationale politiske ‘immunitet’,som kineserne i realiteten har givetSudans ledere.

Kinas nationale olieselskab erSudans vigtigste økonomiske part-ner i olieudvinding og en fifty-fiftypartner i den olierørledning, derforbinder oliefelterne i syden medPort Sudan ud til det Røde Hav. Oli-en fra Sudan udgør knap 10 pct. afKinas nuværende olieimport, ogden andel ventes at stige. Så selvomSu dan ikke bliver en eksportør pålinje med Nigeria eller Angola, er 10pct. vigtig for en kinesisk økonomi ifemte gear. Og selv om den sudane-siske olieproduktion ventes at forbli-ve beskeden i en global sammen-hæng, er betydningen for den loka-le økonomi – og derfor også de poli-tiske magtforhold – kolossal.

Men vigtigere end detaljerne i dekinesisk-sudanesiske relationer ermåske det kig til en ny verdens-u-or-

den, man nu kan skimte i spejlinger-ne af Sudans nye vækstsymbolerlangs Nilen.

Da Kinas præsident Hu Jintao be-søgte Sudan i februar, var det etfore løbigt højdepunkt for et samar-bejde, der har udviklet sig over deseneste godt ti år og hjulpet Sudansislamistiske regime ud af noget nærkomplet politisk isolation og økono-misk stagnation.

Da præsident Hu Jintao fløj ud afKhartoum lufthavn, efterlod hanikke blot sin underskrift på flere nyesamarbejdsprojekter, en symbolskdonation til uddannelse af ungesudanesere og et løfte om at finansi-ere et nyt præsidentpalads til Omarel Beshir. Hu Jintao tog også nogetmed sig til brug på sin videre færdrundt til syv øvrige hovedstæder iAfrika: Et lyslevende eksempel på, atselv hvor vestlige lande med USA ispidsen forsøger at tvinge sin viljeigennem, kan Kina tilbyde et ‘rente-frit’ alternativ, der oven i købet vir-ker. Økonomisk samarbejde, ar-bejdspladser og udviklingsprojekteruden andre betingelser, end at detskal kunne betale sig for Kina.

Hvor USA og europæiske regerin-ger forlanger demokrati, god rege-ringsførelse og respekt for menne-skerettigheder i bytte for udviklings-projekter af tvivlsom nytteværdi påden korte bane, tilbyder Kina rente-fri lån til et nyt palads i dag, nye ar-bejdspladser i morgen og politisk‘beskyttelse’ helt ind på de perma-nent pladser i FN’s Sikkerhedsråd –


Sudan: Fredsaftale på viagra og petro-yuan

også selvom du har et halvt folke-mord kørende i din baghave.

Man behøver ikke at have studeretsærlig længe på Statskundskab for atse, hvad der umiddelbart virkermest tillokkende for mangen enhårdt trængt afrikansk leder. Ellerfor at forstå, at den vestlige indfly-delse i visse dele af Afrika falmer ha-stigt i disse måneder og år. Og meddén vakler i øvrigt også de vestligtdominerede hjælpeorganisationer-nes fodfæste på kontinentet. Det harde dog selv langtfra forstået endnu,om end udviklingen i Darfur talersit eget tydelige sprog.

En weekend i Darfur

Knap fire år efter at en lille gruppeoprørere gennemførte et overraskel-sesangreb på de sudanesiske rege-ringsstyrker i El Fasher, er Darfursunket ned i et menneskeligt helve-de og en politisk og militær situati-on så kompleks, at ingen med rettekan påstå, at de kan udrede den.

I sådan en situation kan det væresundt at lade fakta tale for sig selv, sånedenfor følger nogle korte klip fraFN’s sikkerhedsbrief for Darfur overen weekend midt i februar:Angreb: Shangil Tobayi, syd for el Fas-

her: Tre bevæbnede mænd på kame-ler åbnede kl. 19.00 ild mod en lillestyrke regeringssoldater der skødigen med maskingeværer og morte-rer. Angriberne blev tvunget til attrække sig tilbage.Skyderi: Tine, nordvest for Kutum: En

patrulje fra den Afrikanske Union(AMIS), der ledsagede en officer fraregeringshæren, og en lokal sultanblev uden varsel beskudt af rege-ringssoldater i udkanten af Tine.AMIS skød igen, og en 30 minutterlang skudveksling fulgte. Til sidstlykkedes det officeren fra regerings-hæren at kontakte sine kolleger ogfå dem til at indstille skyderiet.Angreb: Um Baru n.v. for Kutum:

Regeringsstyrker og oprørsstyrker(der har underskrevet “DarfurFredsaftalen”) udkæmpede et læn-gere slag ved Orshi. Der rapporteresom mange sårede og dræbte.Skyderi: El Fasher: Ca. kl. 21.00 ud-

brød der heftigt skyderi i den vestli-ge del af byen. Siden viste det sig, atdet var en del af en bryllupsfest, derhar stået på siden sidste uge.Baghold: Bulbul, s.v. for Nyala: Kl.

ca. 13.00 blev en konvoj fra rege-ringshæren angrebet af arabiske mi-litser. En officer og tre soldater blevsårede under ildkampen, men kon-vojen undslap bagholdet. Senere bleven angrebshelikopter set i luften overområdet. Konvojen var på vej til etforsoningsmøde mellem guvernørenog lokale arabiske stammer.Baghold: Garsilla s. for Zalingei: Kl.

13.35 beskød et ukendt antal arabi-ske nomader to ngo-køretøjer vedUm Kher. Den forreste bil blev ramtaf 11 skud og fik forruden smadret,men køretøjet undslap. Den andenbil blev også beskudt og en jorde-mor blev ramt i låret. Bilen undslapog den sårede kvinde blev kørt til


NILS CARSTENSEN

klinikken i Um Kehr og siden til ho-spitalet i Nyala.Overfald: Zalingei: Om eftermidda-

gen gik en mindre gruppe kvinderfra Hassa Hissa lejren ud for at sam-le brænde. Uden for lejren blev deantastet af tre bevæbnede nomader.En kvinde blev bortført og seksueltmishandlet, mens de øvrige stak af.Ueksploderet ammunition (UXO): Za-

lingei: Ca. kl 15.40 snublede to pigerpå henholdsvis 14 og 9 år over enUXO. Den eksploderede og dræbteden 14-årige pige på stedet og såre-de den 9-årige. Hun blev straksbragt på hospitalet af soldater franærliggende garnison, hvor hunblev behandlet og senere udskrevet.Den døde piges højre arm og benvar revet af og hendes krop var gen-nemhullet af metalstykker.Røveri, El Geneina: Om natten brød

bevæbnede røvere ind i finansmini-steriets kontor og stjal ca. to mio.sudanesiske dinarer (ca. 100.000DKK) til lønudbetalinger den følgen-de dag. Godt 150 ansatte blev dagenefter afhørt af politiet, men yderlige-re oplysninger er ikke tilgængelige.

“Welcome to my world” – kunneman fristes til at sige. Tre års intensdiplomatisk aktivitet og mindst syvresolutioner fra FN’s Sikkerhedsrådsenere, er det indlysende, at omver-denen ikke har formået at hjælpeparterne i Darfur med at løse kon-flikten(-erne) og endnu mindre for-mået at håndhæve bare et minimaltkrav om beskyttelse af civilbefolknin-gen og hjælpearbejderne.

På den anden side af Sudans vest-lige grænse er både Chad og denCentral Afrikanske Republik blevetsuget ind i den syndflod af etniskvold og politisk fragmentering, derudgår fra Darfur og mere eller min-dre åbenlyst stimuleres fra Khar -toum.

Tålmodighed en dyd

FN’s nye generalsekretær har vedflere lejligheder sagt, at konflikten iDarfur er en af hans første priorite-ter, og han havde da også et direktemøde med den sudanesiske præsi-dent Omar el Beshir i slutningen afjanuar. I centrum for deres diskussi-on stod indsættelsen af FN-forstærk-ninger til den forkrøblede AU-missi-on i Darfur. Forstærkninger somFN’s Sikkerhedsråd vedtog tilbage i2006, men som stadig afvises afOmar el Beshirs regering.

“Vi må udvise tålmodighed i voresopfølgning på denne politiske pro-ces og på fredsprocessen”, udtalteBan Ki-Moon efter sit halvandentime lange møde med Omar el Bes-hir.

FN’s tidligere særlige udsendingtil Sudan, hollænderen Jan Pronk,var en kende mere direkte i sin ana-lyse af FN’s rolle i et interview medSu dan Tribune midt i februar.

“Jeg gik i brechen for mine ansat-te i Sudan og jeg forsvarede dem,mens jeg var der. Den nuværende le-delse af FN-missionen i Sudan er ho-vedløs og håndterer blot de admini-



strative aspekter af aftalerne. Og dehar ingen opbakning fra New York.”

Omar el Beshirs regering smedJan Pronk ud af Sudan i novembersidste år, efter at Pronk have skrevetog talt om det sudanesiske militærsnederlag i et par større slag i Darfur.FN gjorde aldrig noget helhjertetforsøg på at få ham tilbage ind iSudan.

Midt i februar så det se ud somom, at hvedebrødsdagene mellemBan Ki-Mon og Omar el Beshir villeblive korte, da Sudan i ugevis bloke-rede et besøg af FN’s menneskeret-tighedseksperter til Darfur. “Jeg ermeget skuffet,” sagde Generalsekre-tæren ved den lejlighed.

Et par dage senere kvitteredeOmar el Beshir ved at kalde den FN-styrke, som Sikkerhedsrådet autori-serede i 2006, for en “besættelses-styrke på linje med den amerikanskeinvasion af Irak.”

Et halvt folkemord senere

Godt og vel tre år og et halvt folke-mord inde i konflikten i Darfur erbundlinjen til at få øje på. Uden entroværdig militær trussel mod Khar -toum vil regimet ikke lade en vestligalliance anført af USA og dele af EUdiktere, hvordan den håndtererkon flikten i Darfur.

En omsiggribende international‘Forsvar Darfur’ bevægelse og ‘dybtbekymrede’ regeringer som dendanske har i realiteten kun tre korttilbage på hånden.

– Den Internationale Domstol i denHaag har annonceret, at den vil of-fentliggøre de første sigtelser og ar-restordrer i forbindelse med deresundersøgelser af krigsforbrydelser iDarfur.– Den amerikanske regering og enrække EU-medlemmer truer med atgennemføre en række økonomiskesanktioner rettet mod den sudanesi-ske regering og enkeltpersoner medsærligt ansvar for begivenhederne iDarfur.– Man kan fortsætte med at tigge el-ler true den kinesiske regering til atgøre deres indflydelse i Khartoumgældende og udvirke, at Su dan ac-cepterer bl.a. en udvidet AU-FN-mis-sion i Darfur (med en betragtelig ki-nesisk komponent?).

Ingen af de tre ‘kort’ virker over-bevisende. Sudan anerkender ikkeretten i Haag og vil aldrig udleverede sigtede til retsforfølgelse. Den su -danesiske økonomi er overvejenderettet mod Asien og Mellemøsten, såøkonomiske sanktioner vil formo-dentlig kun blive irriterende for re-gimet i Khartoum. Men uden delta-gelse af toneangivende samhandels-partnere som Kina, Indien og Saudi-Arabien vil de ikke blive økonomiskafgørende.

Kina har selvsagt megen ringeøkonomisk eller politisk interesse iat bruge deres indflydelse til at tvin-ge FN’s resolutioner igennem forDarfur. Tænk olieforsyningssikker-hed. Tænk Tibet.

For befolkningen i Darfur er der


NILS CARSTENSEN

derfor større håb knyttet til en gry-ende forsoningsproces mellem de ri-valiserende oprørsgrupper. Sådanen forsoning er et første skridt henmod en senere fælles forhandlingmed Omar el Beshirs regering ogdens allierede militser.

Khartoum gør i disse uger ogmåneder, hvad den kan for at bom-be og forfølge oprørslederne, hvergang de forsøger at mødes, men vil-jen til at gøre fællesfront er til stedeblandt flertallet af oprørslederne ogen lille gruppe sudanesiske intellek-tuelle arbejder hårdt bag kulissernefor at få det til at ske.

Det eneste lille problem med denløsning er, at den kommer til at tagemåneder, hvis ikke år, og en effektivvåbenhvile er en akut humanitærnødvendighed i Darfur.

I det sydlige Sudan tog en lignen-de intern forsoningsproces mellemrivaliserende oprørsgrupper ca. 10år, men den var en afgørende forud-sætning for de efterfølgende egent-lige fredsforhandlinger, der førte tilafslutningen af over 20 års borger-krig mellem nord og syd i 2005.

Under Salva Kiirs hat

Fredsaftalen mellem nord og syd varkun et halvt år gammel, da oprørs-bevægelsen Sudan People’s Liberati-on Armys (SPLA) leder, John Ga-rang de Mabior, døde i et helikop-terstyrt i det sydlige Sudan.

I al hast blev hans næstkomman-derende gennem det meste af kri-

gen, Salva Kiir Mayardit, udnævntsom leder af SPLA, og et sammen-brud for fredsaftalen blev undgåetpå et hængende hår. Salva Kiir er si-den blevet mere kendt for den bred -skyggede hat, han bestandigt bærer,end for en klar politisk vision for detSPLA, der nu har regeringsansvarbåde som delstatsregering for sydenog som ‘junior partner’ i en natio-nal samlingsregering i Khartoum.

Kritikken af Salva Kiir for hansmangel på en national vision er kor-rekt af den simple grund, at sådanen vision har aldrig været en del afhans tænkning. For ham – og for-modentlig det store flertal af syd -sudanesere – er planen blot at trædevande på alle nationale emner fremtil 2011. Da skal det sydlige Sudanifølge fredsaftalen gennemføre eninternationalt overvåget folkeaf-stemning om, hvorvidt regionen øn-sker selvstændighed eller vil vedbliveat være en del af et samlet Sudan.

Salva Kiir synes ikke at være et se-kund i tvivl om, hvad udfaldet afden afstemning vil blive: Et selvstæn-digt Sydsudan. Det er i det perspek-tiv, man må forstå Salva Kiir og storedele af SPLM’s (der nu har skiftetA’et ud med et M for Movement)absolutte fravær, når nationale em-ner er på bordet i både parlamentog kabinetsmøder. Fx støtter SPLMikke den ‘nationale’ regeringsovergreb i Darfur, men vil samtidigikke risikere så meget som en tom-me af ‘deres’ fredsaftale for at kom-me Darfur til undsætning.



At den fortsatte konflikt i Darfurså i stigende grad er ved at under-grave nord/syd-aftalen, er tilsynela-dende ikke feset ind under Salva Kiirs hat. Eller også har han blot er-kendt sin totale magtesløshed i for-hold til et emne, som ‘storebror’ iNational Congress Party (NCP – endel af det gamle NIF – NationalIslamic Front) i Khartoum tydeligvisskalter og valter med præcis, somdet passer dem. Politiken og direkti-verne til fx forsvars- og udenrigsmi-nisterierne for Darfur fastlægges påhemmelige møder i NCP-toppen –ikke på kabinetsmøderne nede i detgamle præsidentpalads ved Nilen. Etfaktum som Salva Kiir og hans SPLM-repræsentanter i samlingsregerin-gen aldrig for alvor har bestridt.Darfur er det internationale sam-funds problem – ikke SPLM’s.

Etnisk kabale

Hvor kynisk SPLM’s holdning tilkonflikten i Darfur end kan fore-komme, afspejler den tre forhold,der er afgørende for SPLM og SalvaKiir. Bevægelsen er internt splittet,den står i problemer til halsen somledere og administratorer i syden –og den er reelt magtesløs i forholdettil National Congres Party i alle af-gørende nationale spørgsmål.

Mens ingen for alvor truer SalvaKiir som leder af SPLM og dermedautomatisk Sudans nominelle vice-præsident og præsident for de sydli-ge delstater, er der konstant kamp

om stort set alle andre magtpositio-ner, der besættes af SPLM.

Da den tidligere oprørsbevægelsei løbet af 2005 skulle udfylde sineposter i samlingsregeringen i Khar -toum og – samtidig – etablere en po-litisk og administrativ ledelse for detsydlige Sudan, fulgte SPLM en hæ-derkronet tradition fra det fleste an-dre sejrrige oprørsbevægelser. Allevigtige poster blev, med meget fåundtagelser, besat uden smålig ske-len til professionelle kvalifikationer,men med al mulig hensyn til to an-dre forhold. Loyalitet og politiske ogmilitære bedrifter under krigen vardet ene hensyn. Det andet var atkomme op med en kabale, der kun-ne pacificere væsentlige dele afSydsudans meget sammensatte etni-ske landskab.

Med mere end 100 forskelligestammer er den kabale en gyser afdimensioner og nok til i sig selv atforklare Salva Kiirs konstante fraværfra den nationale politik i Khar -toum. At holde sammen på sydensrivaliserende stammer og grupperin-ger kræver sin mand. At det faktisk idet store og hele er lykkedes, er nokSalva Kiirs største politiske bedrift.Og i øvrigt en bedrift som afdødeJohn Garang måske ikke havde me-stret med sin mere diktatoriske oguforsonlige stil.

En del af prisen for at holde allestammer nogenlunde tilfredse harværet en inkompetent politisk ogadministrativ ledelse, der ikke for-mår at ‘levere varen’ i form af sko-


NILS CARSTENSEN

ler, sundhedsklinikker, veje osv. udepå landet. Hvad denne nye elite der-imod har været dygtige til, har væretat hytte deres eget og deres umid-delbare families skind. Et faktumder ikke er gået upåagtet hen hosen ludfattig lokal befolkning.

60 mio. dollars

I anledning af toårs-dagen for un-derskrivelsen af fredsaftalen, besøg-te Omar el Beshir den sydsudanesi-ske hovedstad Juba, hvor han ogSalva Kiir talte til tusinder af forsam-lede sydsudanesere. Til Beshirs synli-ge irritation kastede Salva Kiir sig udi et totalangreb på el Beshir og NCPfor på alle måder at forsinke og for-hale gennemførelsen af fredsafta-len. Jublen blandt Salva Kiirs hjem-mebane-publikum var betragteligt.

Da Salva Kiir var færdig, overtogOmar el Beshir mikrofonen. Beshirlod sin forberedte tale ligge på sto-len bag sig og kastede sig ud i et im-proviseret modangreb. Knock out-stødet kom, da Beshir bad Salva Kiirforklare, hvad der var blevet af de 60millioner dollars, som han overførtetil Garang og SPLA kort efter, atfredsaftalen blev skrevet under i ja-nuar 2005. Pengene skulle gøre detmuligt for SPLA at sende en delega-tion til Khartoum for at sætte fart igennemførelsen af fredsaftalen. Bes-hirs bemærkninger skabte stilhed påde billige rækker i Juba, og selv ikkeSalva Kiirs hatteskygge var bred noktil at skjule ubehaget.

Det er en offentlig hemmelighed,at en betragtelig del af de 60 mio.dollars blev fløjet i kontanter direktetil SPLA/M’s kontor i Rumbek. Herblev de i de sene nattetimer delt udtil højtstående Commandere og andrestøtter, der havde bakket op om Ga-rang og hans del af SPLA/M gen-nem krigen. Så vidt vides, blev derikke bedt om kvitteringer ved denlejlighed.

Siden dengang i det tidlige 2005er pengeoverførslerne fra Khartoumtil syden, og den af SPLM udnævntekassemester, vokset mange, mangegange. Men de kigger stadig langtefter skolerne, klinikkerne og vejenei de fleste landsbyer spredt ud oversyden.

Hvis SPLM og Salva Kiir skal over-leve de valg, der er planlagt til 2008,er det ikke en løsning for Darfur,der kan redde dem. Det er derimodde ting, de i praksis kan nå at udret-te for udviklingen i det sydlige Su -dan. Ikke flere handlingsplaner ogvisioner – folket vil have mursten,malariamedicin og asfalt. Og en op-rydning blandt de meste korrupteelementer af den nye ‘elite’ i syden.

Derfor er Salva Kiir en sjældengæst i Khartoum. Derfor har han ogSPLM ikke spillet noget rolle i for-hold til Darfur eller andre afgøren-de nationale emner. Og på denmåde har Omar el Beshir og denøvrige inderkreds i NCP i virkelighe-den fået det bedste af to verdener:En fredsaftale, de kun delvis be-høver at leve op til, og en samlings-



regering med det afrikanske og tildels kristne SPLM, der dæmmergodt op for udlandets værste kritik.Samtidig har NCP i realiteten fast-holdt den fulde frihed til at gen-nemføre en opdateret version afden politik, de har stået for, sidende tog magten ved et militærkup i1989.

Sharia i 4x4 drive

Som i de tidlige 1990’ere byggerNCP’s politik på islam og sharia somdet centrale værdi-sæt. Men Omar elBeshirs NCP har siden 1995 bl.a.skiftet gamle allierede som OsamaBin Laden og Carlos the Jacqal udmed de kinesiske og indiske natio-nale olieselskaber.

Det gamle, hårdkogte NationalIslamic Front fremstår nu som etslags skabskapitalistisk, islamisk vel -færdsparti. Dog uden vestlige tåbe-ligheder som demokrati, ytringsfri-hed og menneskerettigheder – mennu med split unit-aircons og Toyata4X4’s til folket (i velhaver kvarterenei Khartoum).

Skift farven grøn ud med rød.Skift islam ud med det kinesiskekommunistparti. Og gør så selv reg-nestykket op – uden dog at trækkeparallellerne alt for langt.

Set fra Khartoum er NCP’s trans-formation over de sidste 10 år rentud sagt genial – og politisk meget,meget dygtigt spillet af et regime,der i midten af 1990’erne balancere-de på randen af politisk og økono-

misk kollaps både nationalt og inter-nationalt.

Sudan, og Khartoum i særdeles-hed, er ikke bare der, hvor den Blåog den Hvide Nil løber sammen.Det er også der, hvor Afrika møderArabien, og hvor NCP’s ledelse dag-ligt beviser, at de faktisk kan bådeblæse og have mel i munden. Ethalvt folkemord i baghaven, enfredsaftale på druktur og viagra, tu-sinder der dør af underernæringhver måned – og en økonomiskvækst på 13 pct. om året.

Gængs politisk analyse har altidhaft det svært i Sudan. Her kommeralligevel et gæt om det kommendeårs tid: Vandet vil blive ved med atløbe op ad Nilen; NCP vil fastholdesit greb om magten i Khartoum; FNfår ikke sin egen styrke ind i Darfur;fredsaftalen mellem nord og syd vilikke bryde officielt sammen, så læn-ge der er penge nok til ‘smørelse’;men aftalen vil gradvis blive mere ogmere indholdsløs – og dén med fol-keafstemningen om selvstændighedfor Syden i 2011 – tjah... In shallah!

Men mon ikke strategerne i NCPog deres udenlandske forretnings-partnere har en plan, der tager høj-de for det kapitel også. En plan derindbefatter de penge, der alleredetikker diskret ind på udvalgte syd -sudanesiske lederes private bank-konti i udlandet.

Nils Carstensen er journalist og forfatter,bosat i Khartoum.


NILS CARSTENSEN

Iraks ubestridte leder gennem 24 år, Saddam Hussein, blev 69 år. Ellermåske blev han kun 67, for ingenved rigtigt, om han var født i 1937eller 1939. Og netop usikkerhedenom selv så grundlæggende ting somen fødselsdato, var karakteristisk forSaddam: Blev han gift en, to – ellersågar tre – gange? Hvor boede han?Havde han virkelig dobbeltgængere,og i givet fald hvor mange? Hvor be-fandt han sig egentlig de sidste år afsin regeringsperiode, hvor irakernenærmest kun så ham på tv? Hvordangemte han sig for amerikanerne ef-ter Bagdads fald i april og frem tilhan blev fanget i december 2003, oghvad fik han tiden til at gå med i sincelle i de næsten tre år han måttetilbringe i amerikansk fangenskab?De mange ubesvarede spørgsmål ogverserende rygter gjorde Saddam tilen myte, som både arabiske og vest-lige medier på hver deres måde bi-drog til at holde i live.

Saddams vej mod magten var

præget af brutalitet. Ud over mordetpå en lokal kommunistleder i 1958deltog han i tre kupforsøg mod hen-holdsvis præsident Qassem i 1959,præsident Arif i 1964 og dennesbror i 1968 – det forsøg der endeligtførte Bath-partiet til magten i Irak.Fra 1968 og frem til 1979, hvor hanselv blev præsident, var efterretnings -tjenesterne hans vigtigste platform.Hans erfaringer med at opbyggeBath-partiets efterretningstjenestefra 1964 og frem blev flittigt brugt iperioden, hvor han i bedste stalin is -tiske stil overvågede alt og alle gen-nem et vidt forgrenet net af infor -manter, embedsmænd og politiskekommissærer. Samtidig fik han mar-ginaliseret præsident al-Bakr vedlangsomt at overtage centrale opga-ver og sideløbende indsætte familieog venner på vigtige poster. Det lyk-kedes i en sådan grad, at den egent-lige magtovertagelse i 1979 kun varen proformasag: Saddam mødte ophos al-Bakr den 16. juli sammen


Saddam Hussein 1937-2006Helle Lykke Nielsen

En af verdens mest brutale og hensynsløse diktatorer er blevet henrettet ved en irakisk domstol

med sin fætter der var forsvarsmini-ster, og sin onkel der senere blevborg mester i Bagdad, og præsente-rede ham for et fait accompli. Dagenefter, på den irakiske nationaldag,trak præsidenten sig og udnævnteSaddam til sin efterfølger. Al-Bakrdøde tre år senere af en overdosisinsulin, angiveligt bestilt af Saddam.

Saddam Hussein var et farligt be-kendtskab – ikke blot for den irak -iske befolkning, der måtte leve medtortur, etniske udrensninger og end-da giftgasangreb. Selv Saddams me-get betroede folk havde det med atafgå ved døden på de mest belejlige-de tidspunkter: Mange har undretsig over, at der var langt flere mili-tærfolk der døde ved helikopter -ulykker i fredstid end i krigstid. Sad-dam var endda villig til egenhæn-digt at myrde sine ministre, som detskulle være sket ved et ministermø-de i 1982, hvor sundhedsministerRiyadh Ibrahim Hussein var så ufor-sigtig at foreslå noget, der ikke pas-sede præsidenten.

Fra Nahda til Nakba

Saddam var ubetvivleligt en populærpræsident, da han overtog posten ef-ter al-Bakr i 1979. Det var de godeår i slutningen af 1970’erne og be-gyndelsen af 1980’erne, hvor olie-indtægterne begyndte at strømmeind og løbende blev omsat i skoler,universiteter, hospitaler, gode veje,store fabrikker, udvikling af land-brugssektoren – kort sagt, en udvik-

ling af det irakiske samfund, somkan sammenfattes med det arabiskeord al-Nahda, der på en gang bety-der ‘renæssance’, ‘opblomstring’‘fremskridt’, ja selv ‘national vækkel-se’. Den irakiske Nahda blev beun-dret af mange, ikke kun i Irak, menogså i resten af den arabiske verden.

Vejen fra al-Nahda mod al-Nakba –katastrofen – blev langsomt, mensikkert indledt, da Saddam i 1980besluttede sig for at angribe Iran.Han var, lige som resten af verdensstatsledere, utryg ved det nye præs -testyre i Teheran, der var kommet tilmagten efter Shahens fald i 1979, ogfrygtede, at shiitiske grupper i detsydlige Irak ville lade sig inspirere afKhomeini til at forsøge også at væltestyret i Bagdad.

Med støtte fra såvel arabiske landesom Vesten begav Saddam sig derforud i en krig mod den store nabo,som han ikke kunne vinde. Krigenbølgede frem og tilbage over fron-ten i otte år med meget store men-neskelige og økonomiske tab påbegge sider, og selv om Saddam fle-re gange forsøgte at få en våbenhvi-le i stand, lykkedes det først i 1988.Da var den irakiske befolkning ud-mattet, statskassen tom, Irak var ver-dens tredje mest forgældede land,og Saddams popularitet kunne føl-gelig ligge på et meget lille sted.

Derefter gik det slag i slag ned adbakke. Invasionen af Kuwait, der iSaddams øjne skulle have løst lan-dets økonomiske problemer, blev istedet en katastrofe, både militært

100 udenrigs 1 · 2007

HELLE LYKKE NIELSEN

og økonomisk. De efterfølgendesanktioner, der kom til at vare i 12år, satte hans styre under pres, mendog ikke mere, end at han med van-lig overlevelsesevne formåede at fin-de veje ud af de økonomiske proble-mer, og fx trods sanktionerne for-måede at bygge seks nye paladsermed krystallysekroner, guldbelagtevandhaner og anden luksus. Imensled den irakiske befolkning af man-gel på mad, medicin og helt daglig-dags fornødenheder.

Saddams mission

Saddam mente selv, at han havde enmission: Det var hans opgave at hol-de den irakiske nationalstat sammenpå tværs af etniske og religiøse skel,og vel at mærke med ham som le-der. Og det lykkedes rent faktisk,om end midlerne var meget brutale.Nøgtern set var det ikke nogen rin-ge bedrift, når man tager antallet afkup, kupforsøg og fraværet af stabili-tet i betragtning i perioden fra kon-gedømmets fald i 1958 og frem tilSaddams magtovertagelse i 1979. Atdet stadig er en vanskelig opgave,også efter Saddams styre er væltet,vidner begivenhederne i Irak os dag-ligt om.

Men Saddam ville mere end det:Han ville gengive Irak dets histori-ske rolle, som det havde haft i detgamle Mesopotamien, og dermedplacere sig selv og Irak som centrumi den arabiske verden. Han villevære den leder, der forenede den

arabiske verden, så den udgjorde etværdigt alternativ til Vesten. Den delaf opgaven lykkedes ikke.

Ganske som de middelalderligefyrster formåede Saddam Hussein atholde sit land og sin befolkning i etjerngreb. Midlerne dertil var skrap-pe: en totalitær stat med effektive ef-terretningstjenester, et velstrukture-ret Bath-parti, særlige korps af body-guards og specialtrænede elitesolda-ter var de synlige tegn på Saddamsenevældige magt.

Til gengæld fejlvurderede hanofte verden uden for landets græn-ser. Han kunne ikke vinde over Iran,kunne ikke besejre Kuwait, kunneikke få ophævet sanktioner trods demange kunstgreb, han forsøgte sigmed. Det var egentlig ikke overra-skende al den stund, at han aldrigrigtig havde set verden omkring sigpå andet end en tv-skærm.

Bortset fra nogle års eksil i Cairoefter det mislykkede kupforsøg modpræsident Qassem i 1959 var han iParis og USSR en enkelt gang og rej-ste i få tilfælde rundt i det arabiskeområde for at samle støtte til sinekrigsplaner. Journalister der har in-terviewet ham, beretter samstem-mende om, hvordan de efter inter-viewet blev trukket ind i et tilstøden-de lokale og på tomandshånd ud-spurgt om, hvem der bestemte iUSA, hvordan man blev præsident iFrankrig etc. etc. Et sådant begræn-set verdenssyn måtte give problemeri en verden, der blev stadig mere in-ternational og globaliseret.


Saddam Hussein 1937-2006

Og i 2003 var det så slut. Også herkom udfordringen udefra – fra etUSA, der som verdens eneste super-magt havde besluttet sig for at gøreen ende på Saddam Husseins legenkispus med FN’s våbeninspektørerog det internationale samfund.

At de amerikanske krav om våben -inspektion og udlevering af terror-mistænkte må have forekommet Sad-dam uforenelige med de hensyn hannødvendigvis måtte tage til de grup-per, organisationer og militære mid-ler, han byggede sin indenrigspoliti-ske magt på, kan man få en fornem-melse af ved at se på de løs ninger,han valgte. I stedet for at gå betingel-sesløst ind på de amerikanske kravvalgte han med vanlig taktisk snildeat forsøge at løse konflikten ved atspille det internationale samfund udmod hinanden i håb om, at det kun-ne tage en eventuel krig i opløbet.

Det lykkedes da også at få skabt etmodsætningsforhold mellem USAog Storbritannien på den ene sideog Rusland, Frankrig og Tyskland påden anden, men det havde ikke denønskede effekt. For USA valgte sam-men med Storbritannien at gå i kriguden et FN-mandat bakket op af etmindre antal lande, heriblandt Dan-mark, og det blev Saddams politiskeendeligt. Efter tre ugers krigsførelseindtog de amerikanske og britiskesoldater Bagdad den 9. april 2003,og den væltede kæmpestatue af Sad-dam på Firdaws-pladsen blev detsymbolske bevis på, at 24 års totali-tært styre under Saddam nu var slut.

Saddams endeligt

Da Saddam mistede magten i 2003,var det irakiske samfund allerede iopløsning. Tre krige og 12 års øko-nomiske sanktioner havde nedslidtog udsultet det irakiske samfund ien sådan grad, at man med rimelig-hed kan tale om et Nakba – det ara-biske ord for katastrofe.

At Saddam var en færdig mand,også i irakiske øjne, blev for alvor ty-deligt, da amerikanske styrker den13. december 2003 hev den tidligerediktator op af en jordhule – “fangetsom en rotte i et hul”, som en ameri-kansk general udtrykte det. Billedetaf en kujon, der gemte sig underjorden med en stor bunke penge, tomaskinpistoler og en revolver, ogend ikke turde løsne et skud, da hanblev opdaget – hverken mod sig selveller dem, der fandt ham – men blotovergav sig uden modstand, var selv-sagt ynkeligt.

Men Saddam formåede at rejse sigigen. Efter to års fangenskab på enamerikansk base i Bagdad blev denførste retssag mod ham indledt den19. oktober 2005, og det blev netopden platform, den tidligere diktatorhavde brug for, til at skabe sig op-rejsning i irakiske øjne. Under sa-gen, der omfattede anklager formord på 148 shiamuslimske mænd,kvinder og børn i landsbyen Dujail i1982, benyttede Saddam enhver gi-ven lejlighed til at omtale sig selvsom ‘Iraks legitime præsident der ervalgt af alle irakere’, og med kora-

102 udenrigs 1 · 2007

HELLE LYKKE NIELSEN

nen i hånden understrege sin hengi-venhed for islam. Amerikanernederimod var besættere der ud overat torturere ham førte korstog modmuslimerne, splittede den irakiskenation, og alene var ude på at stjæleIraks sorte guld.

Saddam var som altid meget op-mærksom på sin fremtoning ogfremsatte flere gange under sagenklager over, at han stadig måtte gå ide sko han bar, da han blev arreste-ret i december 2003, og at han ikkekunne få dagligt bad og rene skjor-ter under retssagen. Til gengæld fikhan lov at farve sit hår inden førsteretsmøde, hvis man ellers skal trohans advokat.

Under retsmøderne, der blevtransmitteret forskudt på irakisk tv,erklærede Saddam flere gange athan ikke var bange for at dø: “Ingenaf os er bange for at dø. Det vigtigstefor mig er at tilfredsstille Allah ogmenneskeheden, og at det ameri-kanske folk får at vide, hvad deresherskere har gjort mod den irakiskenation”. Han gik endda så langt somtil at bede om – ja nærmest kræve –at blive henrettet ved skydning, så-dan som det ifølge Saddam passedesig for en mand af militær rang.

Sagen endte med en dødsdomden 5. november 2006. Og den 30.december, fire dage efter at en ap-pelret havde stadfæstet dommen,blev Saddam henrettet ved hæng-ning i et lokale, der tidligere havdeværet brugt af de irakiske efterret-ningstjenester, han selv havde stået i

spidsen for. Og billederne af henret-telsen gik verden rundt: Først i enofficiel video-version som det irak -iske styre frigav kort efter henrettel-sen. Den viste en fattet Saddam somuden bind for øjnene roligt lod bød-lerne lægge løkken om sin hals oggik værdigt i døden med Koranen ihånden, mens han fremsagde denislamiske trosbekendelse.

Og dagen efter i en uofficiel ver -sion, optaget ulovligt af en af de til-stedeværende, sandsynligvis med etkamera fra en mobiltelefon. Denoptagelse, der også omfattede lyd,viste langt mere tumultagtige tilstan-de: En skarp ordveksling mellemSaddam og nogle af de tilstede-værende, fornærmelser og tilråbuden for lokalet til støtte for denshiamuslimske imam Muqtada al-Sadr, der var en af Saddams argestemodstandere, gav et tydeligt billedeaf den spændte atmosfære af politi-ske og religiøse konflikter, som hen-rettelsen fandt sted i.

Også datoen for henrettelsen varomstridt: den 30. december 2006var officielt første dag i den islami-ske højtid Eid al-Adha, den såkaldteofferfest hvor muslimer fejrer atprofeten Ibrahim (Abraham) var vil-lig til at ofre sin søn Ismail til Gud.At Saddams henrettelse netop fandtsted på denne helligdag, der ifølgemange muslimer burde stå for tole-rance og fællesskab, blev opfattetsom både fornærmende og en mådeat vanhellige islam og genere Sad-dam på.



Men ikke nok med det: At vælgeden 30. december afspejlede ogsåen intern religiøs splittelse. For iføl-ge nogle shiamuslimske lærde be-gynder Eid al-Adha først en dag sene-re i den shiamuslimske traditionend i den sunnitiske, så ved at hen-rette Saddam den 30. december,provokerede Iraks shiamuslimske le-dere kun sunnimuslimer, ikke shia -muslimer. Det der skulle have for -enet (størstedelen af) den irakiskebefolkning i opgøret med den tidli-gere diktator, blev således på fleremåder i stedet et symbol på den sti-gende splittelse mellem irakiske sun-ni- og shiamuslimer.

Trods billederne fra henrettelsenog udleveringen af Saddams lig tilstammeledere i Tikritområdet hvorSaddam blev begravet dagen efterhenrettelsen, er der alligevel folk,der offentligt mener at vide, at Sad-dam slet ikke er blevet henrettet – atdet i virkeligheden var en af hanspåståede dobbeltgængere ved navnMakhluf Ramadhan, der blev hængtog lagt i jorden. Beviserne herforskulle være af fysisk art: En skøn-hedsplet på panden, størrelsen ogformen af ørerne, og den måde denfængslede talte dialekt på underretssagen, var alt sammen tegn på atdet var en anden end den rigtigeSaddam, der var blevet ført til ska-fottet.

En universitetsunderviser i mate-matik og statistik fra Cairo Universi-tet, Adil Ali al-Qadir, hævder endogpå basis af en matematisk teori at

have regnet sig frem til, at Saddam ivirkeligheden var blevet befriet frasit fængsel af arabiske mujahidinere,længe før henrettelsen fandt sted.

Kampen om Saddams eftermæle

Saddams henrettelse indskrev sig idet forværrede forhold mellem ira-kiske sunni- og shiamuslimer somfor alvor eskalerede i 2006. Og bed-re blev det ikke, da Saddams halv-bror, Barzan Ibrahim al-Tikriti, dersammen med en tidligere chefdom-mer var dømt i samme sag som Sad-dam, blev henrettet to uger senere.Ved hængningen blev Barzans ho-ved nemlig skilt fra kroppen og rul-lede dramatisk ned på gulvet, hvil-ket for mange irakiske sunnimusli-mer var endnu et eksempel på denydmygelse, de har måttet lide efterSaddam-styrets fald.

Men måske netop på grund afden i forvejen eskalerende vold iIrak synes henrettelserne ikke athave fremkaldt de voldsomme reak-tioner, som mange politiske iagtta-gere af situationen i Irak havde for-udsagt. Saddams henrettelse varventet, og selv om den utvivlsomthar provokeret de i forvejen presse-de sunnimuslimer og bidraget til atøge spændingerne, kan man ikkesætte fingeren på attentater eller an-dre større begivenheder, som skullevære forårsaget af henrettelsen.

Henrettelsen af Saddam er utvivl-somt blevet fulgt med tilbageholdtåndedræt af de arabiske regimer –

104 udenrigs 1 · 2007

HELLE LYKKE NIELSEN

at se en arabisk leder blive retsfor-fulgt, dømt og henrettet af sineegne må nødvendigvis få det til atløbe koldt ned ad ryggen på mangemellemøstlige ledere.

Alligevel var de første officiellearabiske reaktioner meget afdæmpe-de. Bortset fra Libyens oberst Qa-dhafi der straks erklærede tre dageslandesorg, og den kuwaitiske parla-mentsformand Jassim Al-Kharafi deri lyset af den irakiske besættelse afKuwait i 1990-91 omvendt ansådødsdommen for retfærdig – og “of-ferfesten dobbelt så glædelig nu daSaddam Husseins dødsdom er ble-vet eksekveret” – begrænsede de fle-ste officielle arabiske reaktioner sigtil at udtrykke utilfredshed med val-get af datoen, men udtalte sig ikkeom selve henrettelsen.

Den ægyptiske præsident Muba-rak var nok den arabiske leder dermest direkte kritiserede henrettel-sen, da han i et interview med denisraelske avis Yedioth Ahronoth den 5.januar 2007 udtalte at man med val-get af dato kombineret med de vold-somme billeder fra henrettelsen risi-kerede at gøre Saddam til martyr.

Og selvom Mubaraks udtalelsekan forekomme skinger for dem derkender til Saddams mange ugernin-ger, kan den vise sig at holde stik.Det skyldes at den regionale udvik-ling i Mellemøsten er under pres idisse år, hvor Iran forsøger at udbre-de sin magt i området, ikke blotgennem etablering af et atompro-gram og støtte til forskellige shia -

muslimske militser i Irak, men ogsåved at sende våben og penge til Hiz -bollah og Hamas.

Den udvikling har sammen medoptrapningen af konflikten mellemIran og USA sat de arabiske regimerunder voldsomt pres, og der er vedat brede sig en opfattelse i regionen,både blandt arabiske ledere og be-folkningsgrupper, af at den arabiskeverden i dag sidder i en voldsomklemme mellem Irans regionalestormagtsdrømme, Israels hårdt -slående gengældelsesangreb og enoverordnet amerikansk plan der hartil formål at sikre sig total kontrolmed det arabiske område og detsressourcer.

I en sådan kontekst er det ikkesvært at forestille sig, at en henrettetarabisk hersker som Saddam kan gåhen og få martyrstatus: Otte års krigmod Iran, to krige mod USA og enkonsekvent anti-israelsk diskurs deraf og til blev understøttet af symbol-angreb på Israel, taler sit eget sprogog omfatter det stof, mange arabiskehelte er gjort af.

Politisk ikon

Den toneangivende sunnimuslimskesheik Yusuf al-Qaradhawi, der bådehar sit eget tv-program på al-Jazeeraog sidder i diverse sunnimuslimskeråd og kommissioner, tog alleredenogle dage efter Saddams henrettel-se hul på den proces. I en udsendel-se på al-Jazeera den 5. januar 2007sagde han bl.a. at der var tale om



“en amerikansk retssag. De (ameri-kanerne) vil have bugt med manden(Saddam), som de ikke kunne vridehalsen om på, og hvis vilje de ikkekunne knække. Det er den mandder sendte 39 missiler ind over Isra-el, hvad Israel aldrig har glemt, denmand hvis atomreaktor de ødelagde(…). Det er den mand der livetigennem kæmpede for den palæsti-nensiske sag. Det er den mand dersagde ‘nej’ til amerikanerne… (…)I sine sidste år – det har vore brødrei Irak fortalt os – var han helt foran-dret. Han begyndte at bede, læseKoranen og lave velgør ende arbej-de. Han gjorde alt hvad han kunnefor at hjælpe folk. Han hjalp med atbygge moskeer og lovede (…) at be-tale halvdelen af byggematerialerne.Da de (amerikanerne) trængte ind ihans hemmelige skjul og fangedeham, fandt de et bedetæppe og enåben Koran.”

Mens arabiske og islamiske grup-per uden for Irak således allerede erbegyndt at bruge Saddam som poli-tisk ikon til egne formål, hviler Sad-dams arv tungt over den irakiske be-folkning og vil utvivlsomt gøre det igenerationer fremover. 24 års volde-ligt diktatur har ikke blot forårsagetdød og ødelæggelse, splittet familierog ført Irak på fallittens rand, menhar også sat sig dybe spor i denmåde, folk tænker og agerer på.

Det shiamuslimske parlaments -medlem Iyad Jamal al-Din beskrevdet i et interview på al-Jazeera den28. december 2006 således: “I detøjeblik Saddams mænd blev løftetvæk over vores hoveder, ønskede vialle sammen at indtage Saddamspersonlighed. (Tidligere) havde vien Saddam, nu har vi seks, syv, 10 el-ler 15 Sad dam’er. Vi har lokalemini-Sad dam’er...”

Henrettelsen af den tidligere irak -iske diktator er således næppe detsidste, vi kommer til at høre om Sad-dam: For ganske vist kan en mandkun henrettes en gang, men dels lig-ger der andre og mere omfattendesager og venter på at blive behand-let i det irakiske retsopgør, hvilketutvivlsomt vil oprulle flere af Sad-dams ugerninger, dels vil kampenom Saddams eftermæle fortsætte enrum tid endnu.

Saddam ønskede at være en stormand, både i sin samtid og for efter-tiden. Og hvem ved: Måske får hansit ønske opfyldt, for som han sagde:“Det er ikke vigtigt, hvad irakerne si-ger om mig i dag – det vigtige erderimod, hvad araberne vil sige om500 år.”

Helle Lykke Nielsen er lektor ved Centerfor Mellemøststudier, Syddansk Universi-tet.

106 udenrigs 1 · 2007

HELLE LYKKE NIELSEN


Fra Aljazeera: Hizbollah

Har Danmark en selvstændig stem-me i international politik?

Oppositionen har under det me-ste af krigen i Irak kritiseret VK-re-geringen for at følge USA for tæt oganbefalet, at Danmark skulle trækkesine soldater ud af Irak. I februarsatte regeringen så en udløbsdatofor de danske tropper i Sydirak –men mødte nu kritik for blot at føl-ge i hælene på Storbritannien, dersamme dag besluttede at hente enfjerdedel af sine styrker i Sydirakhjem.

Beslutningen vidnede om etgrundvilkår for dansk sikkerhedspo-litik: At vi sjældent – om nogensinde– er alene. Og at vi ofte må vælge,hvilke af vores nære allierede vi vilhandle sammen med.

I dette tilfælde valgte to af Dan-marks nærmeste allierede – Storbri -tannien og USA – reelt at gå hversin vej, og Danmark kunne ikke føl-ge dem begge. Forud for beslutnin-gen var publiceringen af den ameri-kanske tværpolitiske Baker-Hamil ton-rapport (6. december 2006), som ud-trykte tvivl om præsident Bushs Irak-politik og foreslog flere justeringer.

Blandt dem: Forhandlinger medalle Iraks nabolande, inklusive Iranog Syrien, hvoraf det første af Bushopfattes som en del af ‘ond skabensakse’ og det andet som en ‘slyngels-tat’. Desuden et pres på de irakiskemyndigheder for at få dem til attage større ansvar. Og endelig en de-adline for det militære engagement.

Bush var ikke begejstret. Menskønt Danmark og Storbritannienikke var genstand for Baker-Hamil ton-rapporten, var rapportens dil lemaerogså britiske og danske. Og rapporteller ej, den danske regering varsle-de den 21. februar, at august skalvære udløbsdato for de danskekamptropper i Sydirak, hvor de harhaft ansvaret for sikkerheden i enområde på størrelse med Fyn nordfor regionshovedstaden Basra. Præ -cis samtidig besluttede Storbri tan -nien at trække 1600 ud af 7000 briti-ske soldater hjem fra Basra-området.Mens det i folketinget gav stof til nydebat om dansk selvstændighedog/eller følgagtighed over for mag-ter, der er større end os selv, blev detledsaget af en opinions måling fraCatinét, som viste, at 40 procent af

108 udenrigs 1 · 2007

Første kvartal 2007Michael Seidelin og Anders Jerichow

Danmarks stemme

den voksne danske befolkning op-fattede Danmarks indsats i Irak somvellykket eller en succes. Kun 15procent opfattede den som mislyk-ket eller en direkte fiasko.

Ifølge den irakiske udenrigsmini-ster, Hoshiyar Zebari, som gæstedeKøbenhavn ugen efter, er Irak parattil at overtage ansvaret for sikkerhe-den i Sydirak til august og tilfredsmed, at Danmark vil erstatte denhidtidige bataljon med fire overvåg-ningshelikoptere og en tilknyttet be-sætning på i alt 50 soldater.

Og så til AfghanistanMan skal ikke have en større spå -

mandseksamen for at forudse, atden politiske strid om dansk involve-ring i Irak nu vil erstattes af debatom Danmarks engagement i Afgha-nistan. For præcis samtidig med be-slutningen om at neddrosle antalletaf soldater i Irak, vedtog VK-regerin-gen at øge det danske kontingentsoldater fra 400 til 600 i Afghani stan.

Heller ikke i Afghanistan er vi ale-ne. Og heller ikke i Afghanistan ervi kun elsket af lokalbefolkningen.De oprustende rester af det tidligereTaleban-regime går i offensivenmod de udenlandske soldater, ogdanske soldater er i Afghanistan reelt engageret i en krig, der opfat-tes som en lakmusprøve på NATOssammenhold og evne til at løsefredsskabende opgaver uden forNATOs egen geografiske hjemmeba-ne. Men hvad kommer først – denmilitære indsats eller den sociale ogøkonomiske genopbygning? VK-re-

geringen lover, også presset af oppo-sitionen, at styrke Danmarks beto-ning af netop genopbygningen.Men ligesom i Irak truer soldaternesbeskyttelse af sig selv med at be -græn se engagementet i genopbyg-ningen – nu i den pashtunske Hel-manprovins.

Ja til missilskjold

Beskyldningerne mod regeringenog dens støtteparti, Dansk Folkepar-ti, for at følge USA slavisk gælderikke kun Irak-politikken. De sammetoner lød, da både udenrigs- og for-svarsministeren den 6. marts udtryk-te klar støtte til NATOs planer om atudvide det amerikanske missilskjoldtil også at dække det europæiskekontinent.

“Det er voldsomt dyrt, og det bety-der en optrapning af konflikterne iforhold til Rusland og Kina’’, lød detfra SF’s udenrigsordfører Holger K.Nielsen, mens forsvarsministerSøren Gade (V) pegede på, at stadigflere lande enten råder over masse -ødelæggelsesvåben eller forsøger atanskaffe dem.

“Der er nationer i verden, som øn-sker at få masseødelæggelsesvåbenog vil være i stand til at fremføredem ved hjælp af fx missiler. Jeg kanikke se nogen grund til, hvorfor viikke skulle tilbyde den danske be-folkning den beskyttelse’’, sagde for-svarsminister til flere medier.

Regeringens beslutning kommerikke som nogen overraskelse. For-


Første kvartal 2007

handlingerne har fundet sted overlang tid, og ledende NATO-landeønsker at gøre missilforsvaret til enintegreret del af Europas forsvar,som den tyske forsvarsminister FranzJosef Jung formulerede det efter etmøde mellem EU-landenes forsvars-ministre i begyndelsen af marts.

Men han understregede også nød-vendigheden af at informere Rus-land løbende og grundigt om pla-nerne. Det var et indirekte svar påpræsident Vladimir Putins voldsom-me kritik af planerne om et missil-skjold, som han fremførte på denårlige sikkerhedspolitiske konferen-ce i februar i München.

Danmark med EU-flertal

I årtier – fra midten af 1950’erne ogfrem til udgangen af 1980’erne –stod Danmark last og brast medStorbritannien i Europa-politikken.Som regel var vi en del af taberhol-det, og ved senere traktatændringerhar Danmark været i vanskelighe-der.

Nu ligger Danmark derimod i deneuropæiske mainstream. Statsmini-ster Anders Fogh Rasmussens (V)har ved flere lejligheder lagt op til, atden af de franske og hollandske væl-gere forkastede forfatningstraktat forEU kan erstattes af en ‘minitraktat’,som han ikke nødvendigvis behøverat sende til folkeafstemning.

Ganske vist siger de lande, der harratificeret forfatningstraktaten, nejtil den tynde udgave. Det skete på et

møde mellem disse lande, ‘Forfat-ningens venner’, i Madrid i januar2007. Men briterne insisterer på denslanke model. Det samme gør de trevigtigste kandidater til den franskepræsidentpost samt et stort – og ofte‘vanskeligt’ – EU-land som Polen, oghermed er retningen slået an.

Det svarer ikke til den tyske for-bundskansler Angela Merkels ambi-tioner. På kort sigt vil hun imidlertidgerne bringe den efterhånden lang-varige føljeton om forfatningstrakta-ten et skridt videre, og derfor pegerpilen i retning af den snævre løs-ning.

“Læg nu ikke for meget pres påos’’, sagde forbundskansleren efterEU-topmødet i december 2006, ogdet bliver svært at have en ratificeretforfatningstraktat klar inden valgettil Europa-Parlamentet i sommeren2009, som hun oprindeligt stræbteefter.

Det passer den danske statsmini-ster udmærket, selv om han ved det-te topmøde gav udtryk for en visutålmodighed. “Vi må se at blivefærdige med disse uendelige traktat-forhandlinger. Men jeg er godt klarover, at mit håb er optimistisk’’, ud-talte statsministeren til Politiken.

Der venter vanskelige forhandlin-ger i EU-kredsen, og faren for et nejtil traktaten i et eller flere medlems -lande lurer stadig. I Frankrig går toaf kandidaterne til præsidentembe-det, socialisten Ségolène Royal ogcentrumlederen François Bayrou,ind for en folkeafstemning om en

110 udenrigs 1 · 2007

DANMARKS STEMME

ny traktat, hvilket også bliver et te -ma i den danske debat. Den bliverheller ikke nemmere af, at de dan-ske forbehold risikerer at komme ispil. Statsministeren – uanset omhan eller hun hedder Anders FoghRasmussen (V), Helle ThorningSchmidt (S) eller noget helt tredje –skal bl.a. tage stilling til, om eneven tuel folkeafstemning om en nytraktat skal kobles med forslag om atafvikle forbeholdene. Det vil værehøjt spil, og derfor vil det passe Dan-mark godt, hvis signalerne fra deøvrige lande hedder parlamentariskbehandling af en ny og smal forfat-ningstraktat.

Dansk miljøsucces i EU

Det lignede et triumftog, da statsmi-nister Anders Fogh Rasmussen (V)vendte hjem fra EU-topmøde 10.marts.

“Statsministeren har gjort detgodt på vedvarende energi’’, lød detbl.a. fra SF’s EU-ordfører AnneGrethe Holmsgaard, der henviste tilaftalen mellem de 27 EU-lande omat sætte konkrete mål for reduktionaf CO2 og andre drivhusgasser, 20pct. energibesparelse inden 2020 ogmål for andelen af vedvarende ener-gi i det samlede energiforbrug i2020.

Nej, det var ikke kun en dansksejr. Men Danmark pressede på iden retning og havde bag sig en ak-tiv miljøpolitik i EU siden begyndel-sen af 1990’erne.

Der var også usædvanlig ros fraSocialdemokraternes tidligere mil-jøminister, Svend Auken, og der varisær overraskelse over, at EU-lande-ne nåede til enighed i et spørgsmål,der har delt dem. Men TysklandsEU-formand og forbundskansler An-gela Merkel havde gjort energien tilsin mærkesag, den er blevet et vig-tigt tema i den franske valgkampfrem til 2. runde af præsidenvalgetden 6. maj, og i Storbritannien læg -ger landets – sandsynligvis nye premi-erminister fra sommer – GordonBrown, også op til en miljøoffensiv.

Og så var der Danmark, Sverigeog de andre.

Stemningen i Bruxelles var høj,og det handlede ikke kun om miljø.

Med denne aftale brød EU-leder-ne nemlig det dødvande, unionenhar befundet sig i siden det franskeog hollandske nej til forfatningstrak-taten i maj-juni 2005, og EU sendteogså et signal om handlekraft til re-sten af verden, som Kommissionsfor-mand José Manuel Barroso udtryktedet:

“Vi kan sige til resten af verden: Ibør slutte jer til os i kampen modklimaforandringer’’.

Agenda - næste kvartal:– April/maj: Fransk præsidentvalg– Juni: EU-topmøde

Michael Seidelin, udenrigspolitisk repor-ter og analytiker, Politiken og Anders Jerichow, redaktør ved Politiken og redak-tør, Udenrigs.


Første kvartal 2007

Rune Lund (Enhedslisten) i spørgs-mål nr. S 882 udenrigsminister PerStig Møller:“Vil udenrigsministeren på bag-grund af de seneste israelske drabpå civile foreslå EU at opsige han-delspræferenceaftalen med Israel?”

Rune Lund: Det drejer sig om, at vi jo i Israel ogPalæstina har set, hvordan civile pa-læstinensere hele tiden dør pågrund af israelsk ild, israelske kugler,israelske bomber. De 19 civile pa-læstinensere, som blev dræbt den 8.november, er jo bare de sidste i enlang række af civile, som er døde.For siden den 25 juni i år, hvor dennu igangværende israelske offensivstartede i Gaza, er det faktisk sådan,at op imod 350 mennesker, civile pa-læstinensere, er døde, heraf 64 børn.

Det er faktisk endnu et eksempelpå, at Israel ikke lever op til de for-pligtelser, der er i den handelsaftale,der er mellem EU og Israel, som jofordrer, at Israel skal respekteremenneskerettighederne. Det kanman jo ikke sige at de gør. Så er detikke snart på tide, at vi gør alvor udaf det, der står i den handelsaftale,og siger, at vi så må opsige handels-

aftalen, når Israel ikke lever op tilmenneskerettighederne?

Udenrigsministeren: Det, der er det gode ved handelsaf-talen, er, at den giver os en platformtil præcis at fremhæve, når vi synes,at Israel går over gevind.

Lad os holde fast i en ting: Israelhar ret til selvforsvar. Lad os så ogsåholde fast i en anden ting: Hamasog Hizbollah vil ikke acceptere Is -raels eksistens. Og hver gang – deter så den tredje ting, hr. Rune Lundburde være opmærksom på – mannærmer sig en forståelse mellem re-geringerne i Libanon, i Israel ogden palæstinensiske regering, slårHamas og Hizbollah til. Det var,hvad der skete i sommer, og det ud-løste så sommerens krig, som betød,at Israel overdrev sit selvforsvar. Dethar vi også påtalt.

Fx EU har jo mulighed for gen-nem præcis disse aftaler at holde Is-raels forpligtelser op for landet ogtage det op på møder, som man harmed Israel. Det havde man så sentsom den 9. november. Der blevholdt et møde i EU med Israel i ko-miteen for politisk dialog og samar-bejde, hvor bl.a. det pågældende is-

112 udenrigs 1 · 2007

Pres på Israel?

Spørgetid

raelske angreb i Beit Hanun blev ta-get op fra EU’s side. Havde vi ikkehaft den aftale, havde vi ikke haftplatformen til det. Også i juni må -ned var asso cieringsaftalen rammenom både et møde i Associeringsrå-det EU/Israel samt et møde i ar-bejdsgruppen for menneskerettig-heder. I alle disse sammenhænge be-nyttes associerings aftalen altså aktivtaf EU til at drøfte disse spørgsmål.Uden aftalen havde vi ikke haft dissemuligheder og denne platform til atsige til Israel klart og tydeligt, når degår over gevind.

Rune Lund: Jeg startede med at sige, at Enheds -listen selvfølgelig anerkender Israelsret til at eksistere, Israels ret til selv-forsvar, og det bygger selvfølgelig på,at vi i Enhedslisten ligesom så mangeandre mener, at der bør findes enfredelig løsning på konflikten ud fraen tostatsløsning, sådan som det ogsåer vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd.

Derfor fordømmer vi selvfølgeligogså, hver eneste gang der bliversendt raketter af sted, uanset om deter fra Gazastriben, eller det er fra Hi-zbollah, fordi det går ud over uskyldi-ge israelske civile. Det skal stå helt fast.

Men det, som udenrigsministerensiger, lyder jo nærmest, som om dia-log ikke er mulig, medmindre manhar en handelsaftale. Selvfølgelig erdialog da mulig, selv om man frata-ger Israel de muligheder, de har forhandel med EU som følge af denhandelsaftale, der ligger.

Jeg må derfor spørge: Hvornår fårdenne dialog en konsekvens? Hvormange civile palæstinensere skal dø,før man siger, at Israel ikke overhol-der menneskerettighederne, og førman siger, at vi nu bliver nødt til atopsige den her handelsaftale, fordiIsrael simpelt hen ikke lever op tilde helt grundlæggende forpligtelseri den aftale om at overholde menne-skerettighederne?

Udenrigsministeren: Ja, det kalder på to bemærkninger.Jeg håber, jeg kan nå dem begge.

Det første, hr. Rune Lund sagde,er jeg meget glad for, for der de-menterede hr. Rune Lund jo pludse-lig sin kritik af min stemmeafgivningi Sikkerhedsrådet og generalforsam-lingen. Hr. Rune Lund sagde: Derbør findes en tostatsløsning, såledessom Sikkerhedsrådet har vedtaget.Ja, Sikkerhedsrådet har vedtaget detved at henvise til road map’en –køreplanen for fred – og det vil sige,at havde vi ikke haft en sikkerheds-rådsbeslutning om køreplanen forfred, så havde vi ikke haft arbejdetfor en tostatsløsning.

Så jeg er da glad for, at hr. RuneLund nu virkelig er glad for, at jegsikrede, at køreplanen for fred ermed i generalforsamlingsteksten.Tak for den støtte, hr. Rune Lund!

Jeg er bare ikke helt sikker på, athr. Rune Lund var klar over, hankom til at støtte mig.

Det andet er: Jamen hvis vi nu si-ger, at vi ikke vil have den handelsaf-


Pres på Israel?

tale, fordi Israel har økonomisk glæ-de af den, så er vi jo af hensyn til ba-lancen nødt til at sige, at vi så i øvrigtogså må holde op med at støtte pa-læstinenserne økonomisk, for vi skaljo gå efter en tostatsløsning og be-handle begge parter ens. Der kom-mer jo raketter ind i Israel hele tiden.

Så hr. Rune Lunds forslag er altsåat ophæve handelsaftalen og ladevære med at støtte palæstinenserne.Det er bare ikke min politik.

Rune Lund: Næ, min politik er: Ophæv handels-aftalen, når Israel ikke lever op tilforpligtelserne om at overholdemenneskerettighederne. Jeg synes,det er et meget godt princip, at hvisder er nogle regler i en aftale, såskal man leve op til reglerne i denaftale, og hvis reglerne ikke bliveroverholdt, så må man tage konse-kvensen og indgå i en dialog. Nårman har taget den dialog hundredesytten gange, og der stadig væk bli-ver myrdet civile palæstinenserehver eneste dag, så må man på ettidspunkt også tage konsekvensenaf, at dialogen ikke fører nogen veg-ne, og så må man opsige handelsaf-talen. Det er det, der er mit argu-ment. Mit argument går selvfølgeligogså ud på at støtte palæstinenserne.

Med hensyn til udenrigsministe-rens bortforklaringer i forbindelsemed den der resolution, som manundlod at stemme for, så fik vi disku-teret det rigeligt under sidste punkt,så det vil jeg lade være ved det.

Men jeg vil gerne lige spørgeudenrigsministeren: Når nu uden-rigsministeren mener, at man skalindgå i en kritisk dialog med Israel,men har en meget hård og megethåndfast tilgang til fx det palæsti-nensiske selvstyre, fordi Hamasvandt et valg, hvordan har udenrigs-ministeren det så med, at Ehud Ol-mert har lavet en ny ministerrokade,hvor Liebermann er blevet minister,en minister, som kommer fra et ul-tra højreorienteret nationalistiskparti, som bl.a. arbejder for et race-rent Israel?

Hvad er lige præcis forskellen på så-dan en som Liebermann og de mestfundamentalistiske kræfter inden forHamas? Det kunne jeg godt tænkemig udenrigsministerens svar på.

Udenrigsministeren: Der er en meget væsentlig forskel.Hr. Liebermann styrer ikke Israelsregering. Jeg har ikke set et enestetræk, hvor Olmert har imødekom-met de ting, som hr. Rune Lund si-ger, og som er dybt kritisable i hr. Liebermanns holdninger.

Men det er altså sådan, at Hamas iDamaskus styrer Hamas i Gaza ogstyrede dem ind i den fuldstændigvanvittige krig i sommer. Så det vilsige, at vi altså her er udsat for enubetydelig minister, som ikke styrerIsraels regering, samtidig med at derpå den anden side sidder en terror-bevægelse, som ikke accepterer Is -raels eksistens. Israel accepterer fak-tisk Palæstinas eksistens, de går ind

114 udenrigs 1 · 2007

SPØRGETID

for tostatsløsningen, og det gør Ab-bas også, og derfor støtter vi Abbas.Men det gør Hamas ikke...

Naser Khader (R): Det er jo det, vi er gode venner medIsrael, og derfor skal vi benytte os afdisse gode relationer til at fortælledem, hvad vi mener uden omsvøb.Har de fået at vide, at hvis de bliverved med en overdreven gengældel-sesstrategi, så kan der komme ettidspunkt, hvor vi er nødt til at bru-ge sanktioner? Er det blevet fortalt?

Udenrigsministeren: Det er ikke blevet fortalt, for det erikke regeringens politik at kommemed sanktioner. Jeg tror faktisk ik -ke, at sanktioner er noget som helstværd. Det har jeg også sagt i Nævnetflere gange. Israels økonomi er ikkeafhængig af turisme fra Europa, såhvis Israel alene skulle tage hensyntil pengepungen, ville der have væ-ret ført en anden politik.

Israel er i en eksistenskamp, ogderfor tror jeg ikke, at sanktioneroverhovedet ville hjælpe. Det er endialog, en forståelse for deres ret tilselvforsvar, en forståelse for, at de le-ver med to bevægelser, der prøver atudslette dem, og som rigtigt nok harfået større indflydelse. Jeg tror, hr.Khader er enig med mig i, at Israelsmåde at agere på også har givet demstørre tilslutning i Libanon og i Gaza.

Så vi advarer mod den politik, dehar, men sanktioner tror jeg ikkehar nogen som helst virkning, og

derfor har jeg heller ikke truet meddem. Man skal ikke true med noget,man ikke vil lave.

Rune Lund: Nu er det jo sådan, at det jo ikke erhelt fremmed for EU at opsige han-delsaftaler med andre lande, hvis derforegår overgreb mod menneskeret-tighederne. Vi har jo med hensyn tilUsbekistan set, at EU har opsagt enhandelsaftale, fordi Usbekistan ikkekan overholde menneskerettigheder-ne, fordi der foregår overgreb modmenneskerettighederne.

Så mit sidste og afsluttendespørgsmål til udenrigsministeren er:Hvad er det lige præcis, forskellenpå Usbekistan og Israel er ud overden, at overgrebene i Israel modmenneskerettighederne er megetværre, end de er i Usbekistan?

Udenrigsminister Per Stig Møller: Det kan jeg sige ganske kort. Der erikke nogen, der prøver at udsletteUsbekistan, men der er altså, somjeg har sagt flere gange i dag, to me-get stærke militante bevægelseruden for regeringskontrol, som tru-er Israels eksistens og i sommer ud-løste en krig. Og med Usbekistanhar vi jo præcis også haft held medvores politik, idet vi nu altså har fåetgennemtrumfet, at der skal gøres enstærkere indsats for menneskerettig-hederne i Usbekistan. Så også derhar vores politik altså virket.

Folketinget, 22. november 2006


Pres på Israel?

Bent Jensen: Stalin. En biografi. Gyl-dendal, København 2005, 350 s.Erik Kulavig: Det røde tyranni - Sta-lin, magten og folket 1879-195.Aschehoug, København 2005, 286 s.Niels Erik Rosenfeldt: Stalin. Dikta-turets anatomi. Høst & Søn, Køben-havn 2006, 419 s.

Åbningen af arkiverne i Rusland harsat turbo på den danske Stalin-forsk-ning. Således er der inden for et årkommet hele tre dansksprogede Sta-lin-biografier, der alle bygger på for-fatternes årelange forskning i Stalinog stalinisme, altså ikke just letkøbtedøgnflue-bøger. Alligevel har anmel-dere og kolleger ikke kunnet dy sigfor at ymte om bad timing mht. denindbyrdes koordinering af udgivel-serne.

Men herregud, også det internati-onale marked svømmer over medStalin-forskning i disse år simpelthen, fordi der omsider er nogetmere håndgribeligt at skrive hjemom. Syndfloden af nyere stalinianabegyndte meget passende i Sovjetu-

nionen med Dmitrij VolkogonovsTriumf i tragedija. Polititjeskij portretI.V. Stalina (Moskva: APN, 1989).Den blev efterfulgt af både skidt ogkanel, heriblandt K.A. Zalesskijs bio-grafiske opslagsværk Imperija Stalina.Biografitjeskij entsiklopeditjeskij slovar’(Moskva: Vetje, 2000), som kommerganske langt omkring og nogenlun-de dybt ned i sin kortlægning af dendaværende elite.

Her kan man fx læse om JelenaStassova, en bolsjevik-veteran, derbåde indadtil i partiet og i Komin-tern var en del af den berygtedeKontrol-kommission og som mulig-vis af samme grund var særdeles tætpå at få ørerne i maskinen under1930’ernes terrorbølge ifølge Geor-gi Dimitrovs dagbog, der også erblevet gjort tilgængelig på engelsk idisse år.

Af forfattere til markante Stalin-værker på engelsk kan nævnes Si-mon Sebag Montefiore (den mestsaftige), Robert Service (den mestdybtgående), Erik van Ree (denmest idehistoriske) og Richard Ove-

116 udenrigs 1 · 2007

Den danske Stalin-forskningMette Skak

Tre anbefalelsesværdige biografier, der er med tilat sætte Danmark på det akademiske verdenskort

ry (den mest komparative: Stalin vs.Hitler/bolsjevisme vs. nazisme – re-elt portrætterer den systemernemere end personerne).

Mens vi er ved det komparative, erpointen vel, at netop den danskeStalin-forskning er med til at sættelandet på det internationale akade-miske landkort, nu vi mig bekendtikke har alverden af Hitler-forsk-ning, om end jo en holocaust- ogfolkemordsforskning.

Rå og saglig

Under alle omstændigheder har for-fatteren til den første Stalin-biografi,som her skal omtales, Bent Jensen(herefter BJ), bestemt sine fans ogsikkert også det modsatte uden forkongerigets grænser. I hvert faldblev jeg noget paf, da jeg for nogleår siden blev konfronteret med enlidt revisionistisk amerikansk kold -krigshistorikers utilslørede beun-dring for BJ – ganske vist ledsaget afbeklagelse over, at han havde måttetlæse BJ’s bog om den sovjetiske be-sættelse af Bornholm (1945-46) irussisk oversættelse, da den ellerskun fås på dansk. Så er der BJ’s GU-LAG og glemsel fra 2002, der blev no-get af et folkeligt gennembrud trodsdet dystre emne.

Hans Stalin-biografi skuffer hellerikke. Han lægger ikke skjul på, atden er skrevet på opfordring som“en kort Stalin-biografi, der skullekunne læses ikke alene af faghistori-kere, men af alle historisk interesse-

rede” (s. 7). Den er skrevet i den li-gefremme stil, der er BJ’s varemær-ke uden, at der er gået på kompro-mis med formidlingen af klassisk ogny Stalin-forskning i selve fremstil-lingen.

Han giver mange nyttige kom-mentarer til litteraturen i den langebibliografiske del, der begyndermed en forskningsoversigt (ss. 290-344). Ikke overraskende er bogenkronologisk bygget op efter Stalins –efterhånden også lig Sovjetunionens– livsfaser, suppleret med en løben-de underinddeling af stoffet om sær-lige aspekter af fænomenet Stalin,for eksempel ‘Venskaber’, s. 84 ff.(om Stalins inderkreds, dvs. denpseudo-oligarkiske magtstruktur).

Der er ikke banebrydende nyt omStalins rolle i verdenshistorien ellerpå den sovjetiske scene, men vi brin-ges tæt på personen Stalin – hanlugtede fælt, fordi han ofte sov medtøjet på, da hans arbejdsnarkomaniikke levnede tid til et bad.

Nogle finder den slags distrahe-rende, men BJ’s rå, afmytologiseren-de historieskrivning er ikke malpla-ceret. Stalin blev beundret verdenover betænkeligt længe, når manregner 1970’ernes maoisme med tilfænomenet stalinisme, som man vit-terlig bør – her taler jeg ud fra minegen deltagelse i den gren af ven-strefløjen dengang.

For det meste er BJ ikke kun rå,men også saglig i sin løbende stil-lingtagen til dette og hint. For poli-tologisk skolede læsere vil hans ana-


Den danske Stalin-forskning

lyse af stalinismen nok forekommelidt tam, men den rummer skam vel-turnerede betragtninger:

“At Stalins socialisme ikke svarertil et idealiseret billede af et sociali-stisk samfund er uden betydning[…] Det system, Stalin opbyggede,var socialistisk i den forstand, at dethvilede på de konkrete anvisninger,Marx havde givet sine efterfølgere.At Marx forestillede sig, at der medet sådant system ville opstå en hidtilukendt frihed, siger kun noget omMarx’ forestillinger, ikke noget omvirkeligheden” (s. 281f.)

Ligesom den forhenværende mao-ist og i dag meget velanskrevne hol-landske Stalin-forsker Erik van Reefastholder BJ altså, at Stalin var enseriøs, om end overordentlig brutalmarxist.

Der er nu også noget primitivtover BJ’s Stalin-analyse. Fint nok, athan bruger metaforen Ordenen ombolsjevikkerne; det gav Stalin selvbolden op til (s. 50). De så jo sig selvsom en art ordensriddere i kampmod verdens smuds – sekulære hel-lige krigere; tilsvarende kalder poli-tologen Juan Linz totalitære ideolo-gier for politiske religioner (se hansgenudgivne Totalitarian and Authorit-arian Regimes, Lynne Rienner, 2000:22-23).

Men BJ’s genbrug af Betrand Rus-sells parallelisering af islam og bol -sjevisme som lige fanatiske (s. 36) erbetænkelig. Det er vel kun folk afOsama bin Ladens og Shamil Basa-jevs støbning, der fortjener at blive

sat i bås med massemorderne Leninog Stalin? Bagved spøger BJ’s tro påtesen om civilisationernes sammen -stød.

Det skal dog ikke rokke ved detfaktum, at hans Stalin-biografi erganske fængende og god.

Historieskrivning fra neden

Men der er faktisk endnu mere tur-bo på den Stalin-analyse, der er skre-vet af BJ’s yngre kollega på SDU,nemlig Erik Kulavig (herefter EK),Det røde tyranni. Som var det en re-plik til BJ’s civilisationskonfliktkrydsklipper EK s. 43 mellem Leninsopfordring til ubarmhjertighed ogBibelens påbud af samme skuffe.Som forsker repræsenterer EK dentilgang, der på russisk kaldes podso-vetskoe obshchestvo (se hans “Det sov-jetiske undersamfund i teori ogpraksis”, Politica, 32. årg., Nr. 3,2000, ss. 321-334).

Det er en tilgang, der lægger vægtpå at udforske befolkningens reellesyn på sovjetregimet bag den glatpo-lerede overflade – altså antropolo-gisk historieskrivning “fra neden”.Materialet til det er indberetningertil det hemmelige politi og til parti-et, dagbogsnotater, bønskrifter til depolitiske ledere, stikkerskrivelser,bortcensurerede læserbreve til Prav-da og lignende. EK’s overordnedekonklusion på sit arbejde med dentype kilder er, at sovjetregimet var ikrig med sin egen befolkning fradag et og for så vidt frem til Sovjetu-

118 udenrigs 1 · 2007

LITTERATUR

nionens sammenbrud, selv om ter-roren kulminerede under Stalin.Blandt andet lægger han vægt på atafromantisere Anden Verdenskrig,som i sovjetisk og russisk historiogra-fi kendes som Den Store Fædre-landskrig. Det har vakt stærke følel-ser i Rusland og i forskerverdenen(se hans Stalins Hjemmefront 1941-1945, Odense Universitetsforlag,2004). Det er baggrunden for Detrøde tyranni.

Den præsenteres følgelig som “enkombination af biografi og sam-fundshistorie med streg under detsidste”. Læseren får vitterlig videnom Stalin, hans baggrund osv., menefterhånden som Stalin bliver ho-vedperson i Sovjetunionens historie,bliver det biografiske stof suppleretmed et detaljeret indblik i, hvordanStalins afsindige politiske tiltag vir-kede, og hvordan befolkningen såpå styret, når censuren var sat ud afspil. Disse to lag i analysen gør bo-gen til et kærkomment korrektiv tilbind 3 af den i øvrigt seriøse Politi-kens Ruslandshistorie fra 1983. HvadStalin-stoffet angår får vi smags-prøver på Stalins ‘maoisme’ (p. 90)samt hans absurde beskyldningermod Tito om Gestapo-metoder ogbrud på menneskerettighederne (p.81 f.) – absurde i betragtning af Sta-lins egen praksis. EK går ind på mo-tiverne bag tvangskollektiviseringenog viser, at Stalins politik var en renideologisk besættelse, hvortil komdet for ham afgørende magtpoliti-ske hensyn: at udmanøvrere Trotskij

og Bukharin, som hver især mentenoget andet.

Menige vidnesbyrd

Men det er de mange vidnesbyrdom menige sovjetborgeres oplevelseaf styret, der gør bogen til en guld-grube, og som bør skaffe den enbred læserkreds. EK lægger ud medat citere et anonymt brev til Trotskijog Lenin fra en gruppe vrede arbej-dere helt tilbage fra 1918: “Alle vi ar-bejdere fra fabrikkerne og industri-en i byen Petrograd tager afstand frajer […] Vi var alle mand for sovjet-magten […] Nu, da vi har fået sov-jetmagten at føle, forbander vi den[…]” (s. 53). Bogen er fyldt med så-danne bitre meningstilkendegivel-ser, der bør kvæle enhver romantikom Oktoberrevolutionen og tiden,der fulgte, for som det også fremgårvar Stalin-tiden den periode, hvordet var farligst at komme med denslags ytringer. Det gør bogen ene -stående på markedet, men giverogså anledning til at komme med toindvendinger.

Før det første mangler bogen etvidenskabeligt noteapparat med sy-stematiske kildehenvisninger. Det ersynd, for det er jo originalt og ved-kommende kildemateriale fra desovjetiske arkiver, som EK har gravetfrem, suppleret med nazistisk efter-retningsmateriale fra årene 1941-45(vedr. det tysk besatte vestlige Sovjet-unionen). For det andet kunne EKgodt have brugt plads i indlednin-



gen på at begrunde sin metode ogargumentere for materialets repræ -sentativitet osv. Det er ikke gjortmed den integrerede kildekritik,der er undervejs, navnlig ikke, nårman betænker, at der stadig er lidtkold krig mellem den revisionistiskeskole og det mere totalitarisme-teo-retiske syn på Stalins Sovjetunionen,som EK er eksponent for. Bortset fradet fristes man til at citere løs frahans rystende kildemateriale, her etvidnesbyrd fra 1930’erne:

“Den 12. april arresterede de minmand. Den 14. blev jeg sendt bortmed en konvoj. De lod os ikke tagenoget som helst med. De tog oshalv nøgne, på bare fødder, sultneog med små børn. Af sted til Narym,og mig med seks små og en syvendepå vej […] Vi blev smidt af i ensump. Der var ingen bygninger. Pådet sted døde børn og voksne somfluer af sult og kulde. Mine børndøde alle sammen.” (s. 139).

Under krigen blev det belejredeLeningrad svigtet af Stalin, så i vinte-ren 1941-42 kom myndighederneunder vejr med forsøg på at mobili-sere til en folkelig opstand, som EKogså bringer os ind på livet af (s.200). I det hele taget efterladermange fremstillinger det indtryk, atnok var Stalin-tiden slem, men atterroren var ovre ved udgangen af1930’erne. Den myte gør EK kraftigtop med. Allerede i 1940, dvs. førHitlers overfald, blev der indførtdrakoniske straffe for sløseri på ar-bejdet, og i årene efter blev 4,5 mio.

mennesker dømt for brud på ar-bejdsdisciplinen og små tyverier (s.193). Med andre ord var sovjetbor-geren under krigen udsat for terrorfra både sin egen regerings og denazistiske erobreres side, henholds-vis de røde og de brune kommis-særer, som EK udtrykker det.

Derfor blev det heller ikke bedre,da krigen var slut, men nærmestværre, idet krigen i nogle henseen-der havde været et åndehul og givethåb om friere tøjler som belønningfor sejren. Måske netop fordi befolk-ningen vejrede morgenluft, begynd-te man allerede før krigsafslutnin-gen på ny at fylde lejrene og forvisefolk til ugæstfri egne (s. 204). Den-ne indenrigspolitiske kontekst ka-ster unægtelig et nyt lys over omsvin-get til kold krig og Stalins motiverdesangående! Under alle omstæn-digheder var Stalin selv og hans kul-turkommissær Zjdanov mindst ligeså tidligt ude med indenrigspolitiskekrigserklæringer i denne ideologi-ske konflikt med Vesten som Chur-chill var det med jerntæppe-talen imarts 1946 og Truman med sin dok-trin året efter.

Resten af Stalin-tiden var derforblot en variation over de kendte te-maer: afsavn og disciplinering; detnye var, at nu var selve inderkredsen– Molotov, Berija og de andre – i fa-rezonen. Heller ikke det er muntertlæsestof, og hvor mange ved mon påforhånd, at der hen over 1946-47 varen hungerkatastrofe i egne af Sovjet-unionen, der blev tiet ihjel på sam-

120 udenrigs 1 · 2007

LITTERATUR

me måde som magthaverne i Nord-korea søger at gøre det i nutiden?Hvor mange gør sig klart, hvor for-hadt udrejseforbuddet og tvangskol-lektiviseringen var, og hvilken renog skær ønsketænkning om fremme-de magters indgriben, det gav anled-ning til lige efter krigen: “På konfe-rencen i San Francisco foreslog deMolotov at opløse kolhoserne, åbnekirkerne og tillade fri handel. Hvisdette ikke bliver opfyldt, vil Ruslandblive splittet i mindre nationer” (s.228).

Kort sagt tegner EK et særdeles le-vende portræt af Stalin-tiden. Haner ikke unuanceret, men understre-ger, at Stalin ikke kun styrede medvold (s. 252 ff.). Sovjetmagten prak-tiserede en art pagter med udvalgtesamfundslag og generationer, såman må tale om klassen af ‘de for-fremmede’ (vydvyzjentsy) – eksem-pelvis Brezjnevs berygtede chefideo-log Mikhail Suslov, der tidligt var enrising star – over for ‘de, der var be-røvet borgerrettighederne’ (lishent -sy) eller slet og ret ‘folkefjenderne’(vragi naroda). Overordnet set var sy-stemet fuldt ud socialistisk – ogmen neske fjendsk lyder EK’s logiskekonklu sion (s. 263).

Stalinismen som politisk system

Sidst, men ikke mindst er der denkøbenhavnske historiker Niels ErikRosenfeldts (herefter NER) Stalin-biografi med den rammende under-titel: Diktaturets anatomi. Ude i den

store verden er NER kendt for sinudforskning af det, han ser som Sta-lins egentlige magtcenter, den så-kaldte Osobyj Sektor med den gråeminence Aleksandr Poskrobysjev ispidsen. Det var en ultrahemmeligparallelstruktur, som Stalin opbygge-de og egenhændigt kontrolleredesom landets egentlige administrativenervecenter – krumtappen – ellersom politologer ville sige: gatekeepe-ren - for hans manipulationer medhhv. hemmeligt politi, hæren/efter-retningstjenesterne og selve parti -toppen, som jo ellers traditionelt an-ses for toppen af magtpyramidenlige under Stalin. Denne fagligekæphest er en rød tråd i bogen, enanden den permanente krigspsyko-se som ledemotiv for Stalins hand-linger. Bogen forener således tradi -tionel politisk biografi med en ind-gående kronologisk analyse af stali-nismen som politisk system, herun-der Stalins konkrete inden- og uden-rigspolitik.

Der er 19 kapitler, hvoraf det sid-ste, ‘Diktaturets anatomi’, konklude-rer på de formative begivenheder ogindflydelser for personen Stalin ogisær Stalins magtpolitiske koncept.NER skuer endvidere fremad ved atpege på sovjetsystemets indbyggedefejl og undergang. Altså en grundigog ambitiøs populær fremstilling,selv om man må undvære det viden-skabelige noteapparat. Den kanvarmt anbefales.

Om Stalins privatliv er der blotlidt uddrag fra breve i små grå tekst-



bokse. De udstiller ofte ‘ondskabensbanalitet’ – rutinen og ømhedenmellem datteren og Stalin – eller af-stumpetheden (en søns selvmords-trusler ses som ‘afpresning’). Etbrev uddrag til konen underbyggerNER’s tese om Poskrjobysjevs rollesom krumtap for Stalins manipulati-oner (“Jeg kommer naturligvis ikkeførst hjem i oktober, men langt tidli-gere. Men for at opretholde konspi-rationen har jeg via Poskrjobysjevudspredt rygter om, at jeg ikke kankomme før oktober ...” (s. 148).

NER får i løbet af bogen skabtsammenhæng mellem det gammel-kendte stof og nye eller i hvert faldikke alment kendte aspekter. Særligtvelgørende er gennemgangen (s.285 ff.) af Majskijs og Litvinovs budpå et offensivt grand design for Sov-jetunionens Europa-politik fra 1944.Det var naturligvis bestillingsarbej-der, som derfor dokumenterer Sta-lins afgørende ansvar for den KoldeKrig. Hvad det angår ønskede hanikke varm krig med USA, men hansatte mildest talt heller ikke seriøstind på sameksistens. I stedet arbej-dede han – blandt andet via det Komintern, som han kun proformalod nedlægge i 1943 – på gradvist atsnigløbe omverdenen gennem koali-tionsregeringer med kommunistiskdeltagelse (s. 289).

En af grundene til, at det ikke heltkom til at gå sådan i hvert fald i detvestlige Europa var, at Stalin af ideo-logiske grunde var galt afmarcheretom forholdet mellem USA og Stor-

britannien, som for ham at se nød-vendigvis måtte være båret af split-telse. NER gør også meget ud af atudrede trådene med hensyn til,hvad Stalin egentlig pønsede på i ti-den omkring Hitlers angreb og for-midler her en stor og kompliceretrussisk-tysk-angloamerikansk histori-kerdebat. Ikke mindst tager NER etopgør med DIIS-udredningens efterhans opfattelse utilgiveligt naive synpå Stalin og dermed misvisende ana-lyse af stalinismens sidste år (s. 368-69). Hele perioden omkring Korea-krigen var ifølge NER særdeles tætpå at udlæse tredje verdenskrig – såtæt på, at vi i dag antagelig skylderBeria tak for at have skyndt sig lang-somt med at hidkalde lægehjælp tilden døende Stalin.

NER underbygger sin alarmistisketolkning med den afsindige sovjeti-ske oprustning og mobilisering, somogså blev pålagt vasalstaterne i Øst-europa fra 1949 og frem. Følgelig ta-ger NER generelt Vestens modfor-holdsregler i forsvar som nødvendi-ge for at redde de åbne samfund.

Ortodoks syn på den Kolde Krig

Bogen repræsenterer således en til-bagevenden til det ortodokse syn påden Kolde Krig via NER’s kritik afden såkaldte post-revisionismes gyld-ne middelvej i skikkelse af DIIS.Post-revisionismen, der repræsente-res af forfattere som Melvyn Leffler,mener, at den Kolde Krig blot varudtryk for et eskalerende sikker-

122 udenrigs 1 · 2007

LITTERATUR

hedsdilemma mellem USA og Sov-jetunionen og derfor ikke nogensskyld. Det er her værd at bemærke,at en af de politologer, der anses forhovedkræfterne bag sikkerhedsdi-lemma-tankegangen, Robert Jervis,finder, at det er væsensforskellenmellem det lukkede sovjetiske sam-fund med dets militante ideologi ogdet samfundssystem, som USA stodfor, der er den relevante forklarings-faktor (Se Journal of Cold War Studies,Winter 2001, No. 1, ss. 36-60).

NER’s distance til revisionismeninden for den indenrigspolitiske Sta-lin-forskning bringer ham ligeledes ibås med totalitarisme-skolen. Detnok vil falde nogen for brystet, hvor-til er at sige, at adskillige revisioni-ster er konverteret til en mere totali-tarisme-agtig eller – hvad koldkrigenangår – ortodoks position.

NER er på linje med van Ree, nårhan anser Stalin for at være styret afden marxistiske forestilling om denuoverstigelige konflikt mellem kapi-talisme og socialisme, som før ellersiden måtte udløse et væbnet opgør.Ja, han troede formentlig selv på, athans afsindige og nærmest uophørli-ge terror kun ramte ægte forrædere:trotskister, Gestapo-agenter o. lign.folkefjender. Om krigspsykosen gørNER det klart, at Stalin naturligvisikke var bange for krig i pacifistiskforstand, tværtimod. Det var timin-gen af krigsudbruddet, der bekymre-de Stalin, da hans politik bestandigtvar at tage offensiven.

Så meget desto mere er det uhel-

digt, når NER s. 114 skriver: “Stalinhavde aldrig været den store revolu-tionsromantiker” – javel, måske ikkeså stor som Trotskij, men alligevelmed på at gøre sit for den kommu-nistiske sag, når konjunkturerne vartil det. Resten af bogen handlernemlig om, hvor operationelle Sta-lins revolutionsdrømme var. Som enklassisk skolet marxist anså han kri-ge for ‘revolutionære situationer’,som vejen til Sovjet-venlige regerin-ger i kapitalismens lejr. Men denneog andre indvendinger, man kunnerejse, er småting i forhold til facit:NER’s Stalin-bog om dikaturets ana-tomi er et glimrende forsøg på atgøre den totalitaristiske variant afStalin-litteraturen nuanceret, origi-nal og velargumenteret.

Afsluttende vil jeg minde om, atdet ikke nødvendigvis er tidsspildeat bruge krudt på den for længst af-døde Stalin ‘with the goofy moustache’som nogen har udtrykt det. Det mo-derne og i princippet demokratiskeRusland har behov for et selvopgørmed sin sovjetiske fortid. Det kanblandt andet hjælpes på vej gennemet højt vidensniveau i omverdenenom Stalin-tiden som klart det aller -sorteste kapitel i Ruslands ofte dy-stre historie. Hvad værre er, er detfaktisk heller ikke så længe siden.

Mette Skak er lektor i international poli-tik, Institut for Statskundskab, ÅrhusUniversitet, og medlem af bestyrelsen forCenter til forskning vedrørende Danmarkunder den kolde krig.



Ib Faurby: Det politiske spil om Kau-kasus. Forsvarets oplysnings- og vel -færdstjeneste, København 2006, 126 s.

Ib Faurby kan sit Kaukasus og netopderfor er det så imponerende, at deter lykkedes for ham at give en såkomprimeret og objektiv beskrivelseaf området, som han gør i denne lil-le perle af en bog på 126 smalle si-der. Bogen er meget pædagogisk satop med gode kort, den giver et glim-rende overblik og samtidig svar påalle de spørgsmål, man kan stille omdenne komplicerede og fascineren-de region.

Kaukasus er en bjergkæde mednogle af verdens (næst)højeste bjer-ge, som strækker sig fra Sortehavettil Det Kaspiske Hav. På nordsidenaf bjergene ligger syv etnisk define-rede, delvist selvstyrende republik-ker i Den Russiske Føderation, hvor-af den kendteste er Tjetjenien. Syd-kaukasus består af Armenien, Aser-bajdsjan og Georgien. Kaukasus er

det etnisk mest sammensatte områ-de i Europa; der er mellem 40 og 50forskellige folkeslag med hver sinkultur og eget sprog. Området harværet beboet siden stenalderen. Sty-reformerne er præget af klanvælde.

Faurby fremhæver, at i Kaukasusfinder man stort set alle de proble-mer, der har præget verden efter af-slutningen af den Kolde Krig. Derhar været krige og borgerkrige meduhyrlige krigsforbrydelser; der harværet etnisk udrensning og flygtnin-gekatastrofer; der er mafiaøkonomiog terrorisme; og der har været stor-magtsrivalisering om politisk indfly-delse og kontrol over olierigdomme.Det har vist sig vanskeligt at gen-nemføre reformer for at skabe de-mokrati og markedsøkonomi. Ingenaf landene har haft demokratisketraditioner at vende tilbage til ellerbygge på. Gennemførelse af økono-miske reformer kræver en funda-mental omstilling fra den sovjetiskeplanøkonomi og opgør med den ud -

124 udenrigs 1 · 2007

Kaukasus: Mellem stjernestøvog ragnarokBenedicte Maegaard

Afbalanceret skildring der i kort form giver over-blik over en kompleks og kompliceret region

bredte korruption og mafiaøkonomi. Regionen er generelt præget af

fattigdom og stor arbejdsløshed. ITjetjenien er den skyhøj – hvilketfår særligt alvorlige konsekvenserfor de unge. Modsat oplever Aser -bajdsjan sit andet olieboom, som til-trækker kapital, der fx bygger 340højhuse i Baku (det er flere end påManhattan). Men ude i landet udenfor Baku, hvor olien findes (om-kring byen og i Det Kaspiske Hav)ser man ikke meget til rigdommen.Da Det Kaspiske Hav jo er et indhav,er der bygget rørledninger til at føreolien og gassen væk – og de førerikke den korteste vej (gennem Ar-menien) – eller sammen med de tid-ligere rørledninger gennem Ruslandud til Sortehavet, men gennem Geor-gien og NATO-landet Tyrkiet ud tilMiddelhavet. Dette hænger sammenmed de komplicerede sikkerhedspo-litiske realiteter i Kaukasus.

Armenien har sin velhavende di-aspora i Vesten, der sender så man-ge penge hjem, at de udgør halvde-len af BNI. Aserbajdsjans og Georgi-ens diaspora består derimod afunge, fattige arbejdsføre mænd, deri milliontal rejser til Rusland for atudføre især sæsonarbejde – og sælgeprodukterne fra de frugtbare dele aflandene på markederne i Rusland.Hvis de ikke rejste bort, kunne detstore landbrugspotentiale i det fro-dige lavland syd for bjergene udnyt-tes langt bedre.

Kaukasus er også præget af flygt-ninge og fordrevne fra områdets

konflikter. Særligt i Georgien ogAserbajdsjan er der fortsat store pro-blemer omkring disse grupper, hvor-af mange lever under kummerligeforhold. Dertil kommer mindretal-sproblemer (bla. armenere og azeri-ere i Georgien).

Kaukasus er blevet en region, hvorstormagter og nabolande konkurre-rer om politisk og økonomisk indfly-delse – både sikkerhedspolitisk og iforhold til olieforekomsterne påbunden af Det Kaspiske Hav. Og lan-dene konkurrerer selv om stormag-ternes gunst – Georgien (og Aser -bajdsjan) bejler til Vesten og omUSA’s gunst. Da præsident Bush be-søgte Georgien, blev alle huse langshans rute malet i flotte farver, hvilketgiver mindelser om Potemkins kulis-ser. Forholdet til Rusland er Georgi-ens helt dominerende udenrigspoli-tiske problem. Aserbajdsjan har etproblematisk forhold til tre af sinefire nabolande: Rusland, Armenienog Iran (bla. pga. olien, men ogsåpga. Nagornyi-Karabakh-enklaven).Armenien er Ruslands eneste alliere-de i regionen og får sine grænser be-vogtet af russisk grænsepoliti. Arme-nien er stadig ikke på talefod medTyrkiet efter massakrerne i 1915.

Hvorfor konflikter og krige

Der er en række låste konflikter iKaukasus: i Tjetjenien, i Georgienomkring Syd-Ossetien (på sydsidenaf Kaukasusbjergene) og Abkhasienved Sortehavet (begge med stærke


Kaukasus: Mellem stjernestøv og ragnarok

russiske interesser), og omkringNagornyi-Karabakh mellem Aser -bajdsjan og Armenien. Der er ikkeofficielle forbindelser mellem de tolande – og der er mange tragedierforbundet med konflikten. Jeg harfx oplevet en hjerteskærende gen-forening af fire generationer af enfamilie, der var blevet spredt over deto lande og ikke havde set hinandeni 16 år pga. konflikten – mødet, derfandt sted på neutral grund, kunnedesværre kun blive kort.

Det undrer én, når man opleverde smukke lande og møder varmenog gæstfriheden fra beboerne, atområdet er så præget af konflikterog krige. Faurby gør en rosværdigindsats for at give mosaikker til for-klaring af det komplicerede billede: Dels er der tale om ældgamle etni-ske modsætninger (som blev holdtnede af den kommunistiske under-trykkelse, men igen er kommet optil overfladen). Omvendt finder hanogså historisk mange eksempler påfordragelig sameksistens.

Den kommunistiske undertrykkel-se skabte i høj grad modsætningermellem folkeslagene i Sovjetunio-nen – del og hersk politikken overfor de ikke-russiske folkeslag inde-bar bl.a. indretning af nogle uhen-sigtsmæssige administrative grænser.Og med Sovjetunionens opløsningblev flere af disse tidligere admini-strative grænser i Kaukasus til inter-nationale grænser. Dermed blev fle-re folkeslag, der hidtil havde levet isamme stat, splittet – det gælder fx

osseterne, der nu bor i hhv. Ruslandog Georgien, og armenerne i Nagor-nyi-Karabakh.

Endvidere medvirkede den natio-nale mobilisering, der fandt sted ide nye stater, til, at de etniske mind-retal frygtede for, at de ville blivemarginaliseret eller direkte under-trykt. Det gælder bl.a. en række afmindretallene i Georgien, herunderde armenske og azeriske i de sydligedele af landet.

Hvad har fået konflikterne til atblusse op ? Det er der iflg. Faurbyen række forklaringer på:– Konflikterne har rod i tidligereovergreb (fx deportationerne i 1944af tjetjenerne, de meskhetiske tyrke-re m.fl.).– Sovjetunionens censur og direktehistorieforfalskning skabte grobundfor nationalistiske myter.– Skrupelløse personer forsøger atskabe sig en politisk karriere somnationalistiske ledere ved at appelle-re til historiske myter. – Selvom etniske modsætninger ikkeer den egentlige konfliktårsag, kanen konflikt skabe eller forstærke så-danne. Dette gælder bl.a. russiskeovergreb på civilbefolkningen i Tje-tjenien, gensidige etniske udrensnin-ger mellem armenere og azeriere,fordrivelsen af georgiere fra Abkhasi-en, der har forstærket etniske mod-sætninger og skærpet konflikterne.– Og helt uanset en konflikts oprin-delige årsag, så vil krigshandlingernæsten altid forstærke modsætnings-forhold mellem parterne. Krigen får

126 udenrigs 1 · 2007

LITTERATUR

dermed sin egen ødelæggende lo-gik. Dertil kommer, at de mangeflygtninge ofte bidrager til at holdekonflikterne ved lige dels pga. deøkonomiske problemer, de skaber,dels ved at de modsætter sig kompro-misser, der kunne løse konflikten. – Nogen søger forklaringen på kon-flikterne i Kaukasus i religiøse mod-sætninger mellem muslimer og orto-dokse kristne. Det afviser Faurbydog, idet han fx påpeger, at Nagor-nyi-Karabakh-konflikten mellem detkristne Armenien og det muslimskeAserbajdsjan er en strid om territori-um og ikke om religion. Det sammegælder Abkhasien. Tjetjenien-kon-flikten har bevirket fremvækst af re-ligiøs fundamentalisme – ikke om-vendt, som Rusland har hævdet. – Økonomiske modsætninger og al-vorlige økonomiske kriser i Kauka-sus har øget konfliktpotentialet. Ognår først en konflikt er brudt ud,kan der være grupper, der tjener påden og derfor ønsker, den skal fort-sætte. Krig kan også benyttes til legi-timering af handlinger, der ellers vil-le blive betragtet som kriminelle.– Selv om borgerkrige normalt be-tragtes som ‘interne konflikter’ så erde – specielt i svage stater – aldrigfuldstændig interne. Der er sam-menhæng mellem flere af konflik-terne i Kaukasus. – Udenlandsk indblanding har i fle-re tilfælde forstærket konflikter ellerhindret deres løsning. Dette gælderførst og fremmest Rusland. Den rus-sisk-tjetjenske konflikt har lange hi-

storiske rødder, og centralmagten iMoskva ønsker fortsat at få politiskstyr på de ikke-russiske folkeslag iNordkaukasus. Som nævnt spillerRusland stadig en stor rolle også iSydkaukasus, bl.a. med sin støtte tilAbkhasiens faktiske løsrivelse fraGeorgien. Mht. Nagornyi-Karabachmener mange, at russisk politik harhaft til formål at kontrollere konflik-ten uden at løse den.

Faurby ønsker for Kaukasus, at detinternationale engagement må øgesfor at bidrage til at stabilisere densikkerhedspolitiske situation. Isærhvis de internationale organisatio-ner gør deres støtte betinget af fre-delig bilæggelse og konfliktløsning.(Omvendt kan man befrygte, at øgetinternational opmærksomhed førertil skærpet konkurrence og størrespænding). Fra dansk side har manbl.a. støttet et grænseoverskridendenetværk af NGO’er, der især beskæf-tiger sig med flygtninge og fordrev-ne – og med løsninger på konflikter-ne. Vi giver også støtte til løsningerpå mindretalsproblemerne.

Stjernestøv og ragnarok

Faurby har på imponerende vis giveten afbalanceret og kortfattet skil-dring af hele den komplekse region.Han har dygtigt manøvreret mellemskærene – og det er svært at se, atret mange af spillerne i Kaukasus vil-le kunne blive særligt fornærmedeover hans fremlæggelse af problem-stillingerne.


Kaukasus: Mellem stjernestøv og ragnarok

Når man holder sig så sikkert på ob-jektivitetens smalle vej, savner læserenlidt duften af det fascinerende Kauka-sus – de spændende historier, myter-ne, rygterne, beskyldningerne, ræn-kerne, modsætningerne, forsoningen,smilene. Paradislandet, som er så fa-scinerende, men også trættende.

Vil man have stjernestøv, må mankaste sig over litteraturen – eller rej-se til Kaukasus, hvor man ud overstjernestøv dog også møder ragna-rok. Ud over høje hvide bjerge oggrønne, frugtbare dale møder mankulde, regn, stegende hede, elendi-ge veje, ødemarker. Lige som mantror, at nu skal man se de smukkehøje bjerge, kommer tågerne. Derer forståelsesvanskeligheder, bl.a.sproglige og kulturelle (noget pga.arven fra Sovjettiden med beton-bu-reaukrater mm., andet pga. religionmed mænd, der ikke vil trykke én ihånden). Hos kaukaserne møderman en herlig varme og gæstfrihed,og derfor undrer det som sagt, atdet er en så konfliktfyldt region.

Men så mindes man om, at Stalinkom fra Gori i Georgien! Og hanhar spillet en stor rolle for konflik-terne i dag, for det var ham, der de-porterede tjetjenerne og de meskhe-tiske tyrkere og andre folkeslag fraKaukasus. Og det trækker somnævnt stadig spor.

Kaukasus har altid været en smel-tedigel: øst og vest – og nord og sydmødes her. Kaukasus har dannetbro mellem Centralasien og Nærori-enten. Der er megen kultur, og der

er meget varieret kultur. Myterneflorerer om det gyldne skind, hon-ning og vin… Noahs ark landedeher – på toppen af Ararat, armener-nes hellige bjerg (der ligger i Tyrki-et og dermed ikke er tilgængeligtfor armenerne, så længe de to landeikke kan komme overens). Der erfantastiske høje bjerge og smukke,spændende byer. Og så er der gæst-frie og interessante indbyggere, somhar tiltrukket besøgende. De storerussiske forfattere, Pushkin og Ler-montov, var her og skrev. AlexandreDumas ligeså. Den første kvindeligemodtager af Nobels fredspris,Bertha von Suttner, tilbragte sinehvedebrødsdage i Georgien. Ogsålokale har skrevet – læs Kurban Saids romantiske bog om Ali og Nino(fra hhv. Aserbajdsjan og Georgien).

Kaukasus er ukendt land for defleste danskere, men sådan har detikke altid været. Før 1917 spillededanske – og andre skandinaviske er-hvervsfolk (bl.a. Nobel) en rolle sær-ligt i Aserbajdsjan. Det var under detførste olieboom, og de har efterladtnogle pragthuse i Baku. Rejs til Kau-kasus og se selv! Men læs først voresegen Hans Scherfigs poetiske beskri-velser af og tegninger fra en rejse iGeorgien i 1968 i Morgenrødens land.

Et lille suk: læsning af bogen varblevet en endnu større nydelse, hvisder var læst ordentlig korrektur påden!

Benedicte Maegaard er fuldmægtig,cand.scient.pol.

128 udenrigs 1 · 2007

LITTERATUR

er en almennyttig, uafhængig for -ening, grundlagt i oktober 1946.Selskabets formål er at fremme kend-skabet til og interessen for udenrigs-politiske spørgsmål. Selskabet tagerikke stilling til noget politisk pro-blem. Kun redaktion og forfatterehæfter for de i Selskabets publikatio-ner offentliggjorte meninger.

Som medlem kan optages enhverdansk statsborger, hvis medlemskabskønnes gavnligt for Selskabets for-mål.Udlændinge med særlig tilknytningtil Danmark kan optages som associ -erede medlemmer uden stemmeret.Institutioner og virksomheder kanoptages som kollektive medlemmer.

Selskabets biblioteker et offentligt tilgængeligt special-bibliotek inden for udenrigs- og international politik i bred forstand.Bibliotekets samlinger omfatter– Danske og udenlandske tidsskrifter– Diverse håndbøger og bibliografier.– Elektroniske opslagsværker.

Biblioteket har ca. 100 danske ogudenlandske tidsskrifter i fast abon-nement. Biblioteket er åbent man.-fre. kl. 12-16, eller efter aftale. Henvendelsekan desuden ske på tlf. 3314 8886 isamme tidsrum.

Selskabets protektorHans Kongelige HøjhedKronprins Frederik

Selskabets æresmedlemmerHenrik HenriquesJohan Wilhjelm

Selskabets bestyrelseMerete Ahnfeldt-Mollerup,

arkitekt, p.hd.Bodil Nyboe Andersen,

præsident for Dansk Røde KorsSuzanne Brøgger, forfatterArne Christiansen, tidl. ministerMichael Ehrenreich, redaktørUffe Ellemann-Jensen,

tidl. minister, Selskabets formandLykke Friis, prorektor

Troels Frøling, generalsekretærKjeld Hillingsø, generalløjtnantErik Hoffmeyer, dr.polit.Anne E. Jensen, cand.polit.Anders Jerichow, journalistAnne Knudsen, chefredaktør, dr.phil.Suzanne Lassen KürsteinSteen Langebæk, landsretssagførerAnna Libak, journalistMogens Lykketoft, MF,

tidligere ministerFinn Lynge, seniorrådgiverSiegfried Matlok, chefredaktørIda Nicolaisen, seniorforskerHerbert Pundik, journalistTøger Seidenfaden, chefredaktørVibeke Sperling, journalistNiels Thygesen, professor, dr.polit.

Det Udenrigspolitiske Selskab

62. årgangGrundlagt af Erik Seidenfaden og Steen GudmeUdkommer marts, juni, september og decemberRedaktionen af dette nummer sluttet 12.03.2007Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr.

UdgiverDet Udenrigspolitiske SelskabAmaliegade 40 A, DK-1256 København KTelefon 3314 8886, fax 3314 8520E-mail [email protected]

RedaktionAnders Jerichow (ansvarshavende)Brita Vibeke AndersenAnna Libak

RedaktionskomitéBodil Nyboe AndersenSvend Aage ChristensenIb FaurbyNanna HvidtAnne KnudsenTorben KroghTøger SeidenfadenVibeke SperlingFrede VestergaardUffe Østergård

DirektionKlaus Carsten Pedersen

SekretariatBrita Vibeke Andersen

ProduktionSkagen Bogtrykkeri og Rounborgs grafiske husOmslagsill.: Per Marquard Otzen

ISSN 1395-3818

Det Udenrigspolitiske Selskabudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2007.pdf · 2015-10-06 ·...

Documents

Transcript of Det Udenrigspolitiske Selskabudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2007.pdf · 2015-10-06 ·...