DenDen Psykoterapeutiske Psykoterapeutiske …metode der her vil anvendes og afsluttes med en...
Transcript of DenDen Psykoterapeutiske Psykoterapeutiske …metode der her vil anvendes og afsluttes med en...
DenDenDenDen
Psykoterapeutiske Psykoterapeutiske Psykoterapeutiske Psykoterapeutiske
RelationRelationRelationRelation
Speciale i PSpeciale i PSpeciale i PSpeciale i Psykologisykologisykologisykologi
Mathilde Frandsen Elming
Studienummer: 20063486
Projektvejleder: Anne Engholm Hedegaard
Aalborg Universitet Antal Tegn: 158.033
31. januar 2013 Antal Sider: 65,85
Abstract
This examination is drawn up to illuminate:
What constitutes the essence in the interpersonal aspect of the psychotherapy
relationship?
The aim is to establish distinct focus points for therapeutic practice. The subject
matter is investigated qualitatively by employing the inductive method of analysis in
the document processing. These documents were gathered by the use of the chain
referral sampling method. Three theoretical perspectives are applied: Carl R. Rogers’
client-centered psychotherapy, Olav Storm Jensens sensetik-therapy and Susan Harts
Neuro-affective psychotherapy.
The analysis shows agreement on congruence and empathy being part of the essence
in the interpersonal aspect of the psychotherapy relationship. In addition there is
some agreement on unconditional positive regard also being a significant essence-
concept.
Moreover there is a striking consistency regarding the contents, the depth and the
implications of these three essence-concepts which contrasts the prevalent
application of the concepts.
Furthermore there is agreement on these essence-concepts in their profound form
being common factors and thereby the essence in the interpersonal aspect of all types
of psychotherapy.
This shows that the key conditions with Rogers’ original profound implications are
applicable in more contemporary forms of psychotherapy.
Indholdsfortegnelse
Indledning ............................................................................................................. 1
Begrebsafklaring ................................................................................................ 2
Disponering af projektet ..................................................................................... 4
Metode ................................................................................................................... 6
Videnskabsteoretisk positionering ................................................................. 6
Vejen til emnet ............................................................................................... 8
Undersøgelsesmetode ..................................................................................... 9
Valg af teori.................................................................................................. 13
Teori .................................................................................................................... 16
Carl R. Rogers – klient-centreret psykoterapi .................................................. 16
Humanistisk psykologi ............................................................................. 16
Rogers’ personlighedsteori....................................................................... 17
Rogeriansk psykoterapi ............................................................................ 18
Olav Storm Jensen – Sensetik-terapi ............................................................... 24
Identitetsdannelse ..................................................................................... 25
Psykoterapi ............................................................................................... 26
Essensen ................................................................................................... 27
Kvalifikationer ......................................................................................... 28
Susan Hart – Neuroaffektiv psykoterapi .......................................................... 30
Affektiv afstemning ................................................................................. 32
Mødeøjeblikke.......................................................................................... 34
Psykoterapi ............................................................................................... 36
Analyse og diskussion ........................................................................................ 39
Essensen i den psykoterapeutiske relation - opsummering .............................. 40
Rogers ...................................................................................................... 40
Storm Jensen ............................................................................................ 40
Hart ........................................................................................................... 41
Analyse og diskussion af Rogers’ perspektiv .................................................. 43
Kernebetingelserne ................................................................................... 43
Aktualitet .................................................................................................. 48
Overordnet sammenligning og diskussion ....................................................... 51
Essensen ....................................................................................................... 51
Kongruens/autenticitet ............................................................................. 51
Ubetinget accept ....................................................................................... 53
Empati ...................................................................................................... 55
Anvendelse ................................................................................................... 57
Yderligere sammenligning ........................................................................... 60
Forudsætninger ......................................................................................... 61
Pan-teori ................................................................................................... 63
Andre teoretiske ligheder ......................................................................... 65
Teoretiske forskelle .................................................................................. 67
Teoretisk overlap? .................................................................................... 69
Konklusion .......................................................................................................... 71
Litteraturliste...................................................................................................... 74
Tidligere anvendt litteratur ............................................................................... 78
Referenceliste ...................................................................................................... 79
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
1
Indledning
Da afslutningen på min uddannelse er inden for rækkevidde, bliver ønsket om at
tydeliggøre og afgrænse mit interessefelt stadigt større. Mit teoretiske ståsted er jeg
ikke i tvivl om, men anvendelsen i praksis har jeg kun snuset til, så
sammenkoblingen af teori og praksis er yderst aktuel for mig.
Jeg er optaget af, at tilegne mig så megen viden som muligt om, hvordan jeg
bliver god til at lave psykoterapi. Erfaring kan man ikke læse sig til, så hvordan
bliver jeg skarp på essensen af det, der virker og skaber forandring? Jeg ønsker, at
komme frem til nogle klare virkningsfulde fokusområder for min terapeutiske
praksis.
Ved at inddrage Dreyfus og Dreyfus’ (2004) karakteristik af den menneskelige
læreproces1, bliver det tydeligt, at ovenstående refleksioner afspejler den typiske
avancerede begynders frustration i processen mod at blive en kompetent udøver. Det
beskrives, at den avancerede begynder er kommet i besiddelse af erfaring og er i
stand til at genkende relevante elementer i situationer. Denne evne til genkendelse af
lighed er kontekstafhængig.
Efterhånden som begynderen opnår mere og mere erfaring, begynder situationen at
blive uoverskuelig. For at klare denne belastning og for at opnå kompetence, lærer
mennesket gennem instruktion eller erfaring at udvikle en plan eller at vælge et
perspektiv, der afgør, hvilke elementer i en given situation eller domæne, som skal
behandles som vigtige, og hvilke der skal ignoreres.
Evnen til at prioritere, til bevidst at vælge mål og plan for at kunne danne sig det
nødvendige overblik er kendetegnende for den kompetente udøver (Dreyfus, 2004).
Mit teoretiske ståsted er psykodynamisk funderet med fokus på det relationelle
og med inddragelse af det tilknytningsteoretiske perspektiv. Mit teoretiske apparat er
derved på plads, og det man kunne kalde den personlige dimension, forstået som
terapeutens karakteristika, har jeg også et godt kendskab til bl.a. via egen-terapi. Men
1 Dreyfus brødrenes femtrins model starter ved novice-niveauet, så følger den avancerede
begynder, dernæst den kompetente udøver, den kyndige udøver og til sidst opnås ekspert-niveauet (Dreyfus, 2004).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
2
der er en dimension, jeg savner mere viden om. Jeg taler om det lidt diffuse aspekt af
psykoterapien – det mellemmenneskelige, det, der gør at terapien bliver særlig og
kan fungere, og ikke bare minder om en ’setting’ med én person, der er lyttende
hjælper og én med taletid. Ilten i relationen så at sige. Dét der gør denne type relation
til noget særegent, og som er hindsides teknik.
Ovenstående refleksioner og interesser har dannet baggrund for denne
problemformulering:
Hvad kendetegner essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den
psykoterapeutiske relation?
Begrebsafklaring
Nedenstående er en indføring i, hvordan kernebegreberne i problem-
formuleringen anskues.
Essens kommer af det latinske essentia, som betyder det væsentlige, og af esse,
som betyder at være. Romerne og grækerne antog, at noget er, hvad det er, i kraft af
dets centrale egenskaber – dets indre ’væren’ (Egidius, 2005, p. 145).
Essens er dermed; et fænomens væsen – dets sande natur og vigtigste bestemmelse.
Ordet mellemmenneskelig henviser her til det, der findes eller foregår mellem
mennesker; det interpersonelle. Det, der udmærker selve relationen mellem
mennesker (Egidius, 2005) – stedet, hvor den føromtalte ’ilt’ i relationen befinder sig
og dermed området i den psykoterapeutiske relation, der er hinsides teknik.
Aspekt betyder synsvinkel eller side af en sag eller et emne (Karl Hårbøl et al.,
2007, p. 69), hvilket beskriver, at det er den mellemmenneskelige side af den
psykoterapeutiske relation, der ønskes undersøgt.
Som jeg senere kommer ind på, er der ikke enighed om en klar definition af den
psykoterapeutiske relation. På nuværende tidspunkt i undersøgelsen er det derfor blot
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
3
muligt at afdække nogle overordnede karakteristika og ydre rammer for denne type
relation:
I Dansk Psykologforenings regler for videreuddannelse i psykoterapi (Iflg. Egidius,
2005, p. 475) anføres det bl.a., at psykoterapi finder anvendelse ved psykiske og
somatiske lidelser og består af et arbejdsmæssigt forhold etableret mellem en eller
flere kvalificerede psykoterapeuter og en eller flere klienter.
I psykodynamisk leksikon trækker Søren Aagaard (2002, p. 682) på Dennis Brown
og Jonathan Pedder i fremføringen af, at psykoterapi i sit inderste væsen er en
samtale, der er forbundet med at lytte til og tale med dem, der er i vanskeligheder,
med det formål at hjælpe dem til at forstå og løse deres problemer.
Der er altså tale om et arbejdsmæssigt forhold mellem én eller flere ’hjælp-givere’ og
en eller flere ’hjælp-søgere’. Der er en aftale om tid, sted og eventuel betaling, og det
primære genstandsområde er den enkelte klients indre og ydre psykiske liv (Ibid.).
Men denne beskrivelse kunne ligeledes anvendes i forbindelse med fx læge-patient-
forholdet, så hvad gør den psykoterapeutiske relation psykoterapeutisk?
I Det Etiske Råds antologi (http://etiskraad.dk/upload/publikationer/oevrige-
udgivelser/laege-patient-forholdet/kap05.htm) om læge-patient-forholdet fremfører
Agnes Hauberg, at læge-patient-forholdet består af to kerneområder; den læge-
faglige kompetence og den læge-sociale kompetence. Det beskrives, at den læge-
faglige kompetence omhandler den medicinske undersøgelse, diagnostik og
behandling, som patienten tilbydes i tilfælde af sygdom, og som lægen har tilegnet
sig i sin profession som læge. Den læge-sociale kompetence refererer derimod til det
aspekt af forholdet mellem læge og patient, som vedrører samarbejde, information og
kommunikation (Ibid.).
Sat op mod denne forståelsesbaggrund bliver det tydeligt, at den psykoterapeutiske
relation må karakteriseres som en særegen foranstaltning, idet det ikke er muligt på
samme måde at tale om to adskilte kompetencekategorier. Der er naturligvis også
psykoterapeut-faglige kompetencer i spil her, men det er ikke muligt at adskille dem
fra psykoterapeut-sociale kompetencer, da samarbejde, information og
kommunikation er så stor en bestanddel af den psykoterapeutiske praksis og
faglighed – hvor stor en del, afhænger af psykoterapeutens teoretiske fundering.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
4
Det er jo netop også dette område af relationen – den faglige behandling i
samarbejde og kommunikation, som er denne undersøgelses genstandsfelt. Altså det
mellemmenneskelige aspekt i den psykoterapeutiske relation, som er en faglig
konstitution.
Efter denne indføring i de aktuelle begreber vil nedenstående afsnit præsentere
opgavens opbygning, med henblik på at forberede læseren på undersøgelsens
konstruktion.
Disponering af projektet
Nærværende opgave tog sit afsæt i en beskrivelse af undertegnedes refleksioner
om og motivation for det aktuelle emne. Dette mundede ud i en problemformulering,
som blev efterfulgt af en indføring i, hvordan begreberne benyttet i
problemformuleringen anskues.
Efter i dette afsnit forhåbentligt at have skabt et overblik over opgavens
opbygning, følger metode-delen, som indledningsvist vil omhandle spørgsmålet om,
hvorvidt min forforståelse udgør et usikkerhedsmoment i undersøgelsen. Dette gøres
i afsnittet Videnskabsteoretisk positionering. Dernæst fremlægges min vej fra
arbejdet med nonspecifikke faktorer frem til det aktuelle emne. Herefter følger et
afsnit om, hvordan den aktuelle problemstilling vil blive undersøgt.
Psykoterapiforskningen er ikke kendetegnet ved et enkelt, velafgrænset
forskningsparadigme, og afsnittet omhandler en overordnet præsentation af de
forskelligartede forskningsgenrer, og munder ud i en eksplicitering af, hvilken
metode der her vil anvendes og afsluttes med en indføring i og argumentation for
valget af de anvendte teoretiske perspektiver.
Dernæst præsenteres teorierne. Der lægges ud med en redegørelse af Carl R.
Rogers’ klient-centrerede terapi. Afsnittet indledes med en kort introduktion til den
humanistiske psykologi, hvorefter en komprimeret præsentation af hans
personlighedsteori følger. Derefter fremlægges en mere uddybende behandling af
hans teori om psykoterapi.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
5
Herefter præsenteres Olav Storm Jensens sensetik-terapi. Redegørelsen omhandler
den sensetiske anskuelse af identitetsdannelsen, det psykoterapeutiske formål og
redskab, essensen i den terapeutiske rolle samt kvalifikationerne for at varetage
denne.
Den tredje og sidste redegørelse omhandler Susan Harts neuroaffektive psykoterapi.
Afsnittet indledes med en kort introduktion til den grundlæggende tankegang,
hvorefter de vigtige begreber affektiv afstemning og mødeøjeblikke forklares.
Slutteligt beskrives den psykoterapeutiske forståelsesramme i forhold til, hvad der
sker i terapien og hvordan, samt terapeutens rolle.
Herefter påbegyndes analysen og diskussionen, som indledes med en
opsummering og tydeliggørelse af, hvordan hvert perspektiv anskuer det, der kan
betegnes som essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske
relation. Den tidligere rækkefølge bibeholdes, så der indledes med Rogers, derefter
Storm Jensen og til sidst Hart.
Herefter foretages en mere uddybende analyse og diskussion af Rogers’
kernebetingelser. Afsnittet munder ud i den overordnede sammenligning og
diskussion, hvor de to yderligere teoretiske anskuelser anvendes.
Derpå behandles spørgsmålet om, hvorvidt de aktuelle karakteriseringer af essensen
implementeres i psykoterapeutisk praksis.
Dernæst sammenlignes betragtninger om forudsætninger for psykoterapeutisk bedrift
og om pan-teoretiske elementer samt andre relevante ligheder og forskelle.
Afslutningsvist følger et afsnit om, hvorvidt der er tale om et teoretisk overlap, eller
om de senere teorier bidrager med nye elementer.
Dette udmunder i en konklusion, hvor svaret på problemformuleringen fremføres,
og de væsentlige punkter opsummeres.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
6
Metode
Efter ovenstående præsentation af opgavens struktur påbegyndes metodeafsnittet,
som sagt, med en beskrivelse af opgavens videnskabsteoretiske positionering.
Hensigten er at vise, hvilke grundlæggende tanker der ligger til grund for
undersøgelsen – om hvordan man opnår viden.
Dernæst fremføres en beskrivelse af, hvordan undertegnedes arbejde med
nonspecifikke faktorer har ført frem til det aktuelle emne. Dette inddrages med
henblik på en yderligere afdækning af interessefeltet og tilgangen til dette.
Derefter følger et afsnit om, hvordan den aktuelle problemstilling vil blive undersøgt
og omhandler en overordnet præsentation af de forskelligartede forskningsgenrer.
Dette munder ud i en eksplicitering af, hvilken metode der anvendes her og afsluttes
med en indføring i og argumentation for valget af de anvendte teoretiske
perspektiver.
Videnskabsteoretisk positionering
Jeg har forsøgt at være opmærksom på den forudindtagethed, der naturligvis har
været udgangspunkt for mit valg af emne og teorier, og jeg er bevidst om, at mine
subjektive antagelser og motivation har indflydelse på min bearbejdning og
fortolkning af projektmaterialet.
Udgør dette et usikkerhedsmoment i undersøgelsen? Eller er dét at have en vis viden
og visse præferencer hele forudsætningen for at opnå viden og forstå sammenhænge?
Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, som i særdeleshed beskæftigede sig med
hermeneutikken, talte om forforståelse, hvilket henviser til, at enhver forståelse har
udgangspunkt i en tidligere forståelse. Fortolkning af et materiale er aldrig
forudsætningsløs, da den, der fortolker noget, altid besidder en sådan forforståelse,
som det er nødvendigt at gøre sig bevidst. Man forholder sig dermed fortolkende på
baggrund af en fortolkningshorisont, som både betinger fortolkningen og udvides i
kraft af fortolkningen. Fortolkerens forståelse er altså en betingende del af
fortolkningen, og en teksts mening er derfor at finde et sted imellem teksten og
fortolkeren (Christensen, 2005, p. 144).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
7
Den amerikanske videnskabsteoretiker og filosof Thomas S. Kuhn (iflg.
Anderson, 2006, p. 333) hævder ligeledes, at det ikke er muligt at gå til et objekt med
et tomt sind, idet objektet ikke kan anskues uafhængigt af, hvad forskerens:
“previous visual-perceptual experience has taught him to see” (Ibid.). Han anfører
endvidere, at et paradigme er en forudsætning for perception i sig selv.
Den amerikanske sociolog Barney G. Glaser, som er medskaber af grounded
theory metodologien, er inde på noget af det samme, idet han skriver: “… the
background experience of one’s education and training is used to sensitise the
researcher to address certain broad questions” (Ibid., p. 334).
At mit udgangspunkt er funderet i både rent subjektive forhold, som en
personlig/ideologisk præference for en teori, og i forhold, der mere direkte eller
objektivt relaterer sig til genstandsfeltet – sidstnævnte i form af overvejelser over
teoriens egnethed i relation til det, der ønskes undersøgt, er ud fra en sådan
vidensforståelse således ikke noget problem (Christensen, 2005, p. 201).
Det er med andre ord hverken ønskeligt eller muligt at slette min subjektivitet og
dertilhørende bias. I stedet søger jeg at eksplicitere min forforståelse, mit
udgangspunkt og forståelseshorisont på bedst mulig vis; helt konkret består
forforståelsen af mit teoretiske ståsted, der, som sagt, er psykodynamisk funderet
med fokus på det relationelle og med inddragelse af det tilknytningsteoretiske
perspektiv. Mit udgangspunkt er min interesse i at tilegne mig så megen viden som
muligt om, hvordan jeg bliver god til at lave psykoterapi, og min forståelseshorisont
udgøres af mit arbejde med fællesfaktorer, som beskrives i næstfølgende afsnit.
Det kan desuden tilføjes, at min hypotese er, at det mellemmenneskelige aspekt af
den psykoterapeutiske relation er yderst vigtigt for et positivt terapi-udbytte, samt at
begreber som empati og autenticitet sandsynligvis er afgørende elementer i denne del
af relationen.
Med ovenstående ’in mente’ skal det her nævnes, at de anvendte teorier ikke vil
blive underlagt en komplet redegørelse. Derimod vil der blive lagt vægt på de
aktuelle dele af teorierne – dvs. de områder af teorierne, som er relevante for
besvarelsen af problemformuleringen, og som har forståelsesmæssig betydning.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
8
40%
30%
15%
15%
Lamberts model
Ekstraterapeutiske faktorer
Den terapeutiske relation
Forventning/placebo-faktorer
Teknik-faktorer
Efter denne indføring i den aktuelle, overordnede forståelsesanskuelse, vil
nedenstående skildre den konkrete proces, som ledte frem til undersøgelsesemnet.
Vejen til emnet
Teorier om fællesfaktorer i psykoterapi antager, at de virksomme faktorer skal
søges bag terapiernes selvforståelse og på tværs af de terapeutiske retninger. Det
antages, at der under terapiformernes forskelligartede overflade ligger fælles aktive
ingredienser, som forårsager den tilsyneladende ensartethed i terapeutisk virkning.
På forrige semester udarbejdede jeg et projekt omkring, hvad der skaber
forandring i forhold til netop det nonspecifikke felt. Jeg anvendte bl.a. Michael
Lamberts inddeling af de overordnede variabelklasser.
Lambert er en førende ekspert inden for psykoterapeutisk effektforskning, og i 1992
præsenterede han en model for de primære elementer, der forårsager forbedring hos
klienten – fire terapeutiske faktorer: 1) ekstra-terapeutiske faktorer 2) den
terapeutiske relation 3) forventning/placebo 4) teknik. Han udarbejdede denne
lagkagemodel, der illustrerer den relative vægt af disse forskellige overordnede
variabelklasser i forklaringen på psykoterapeutisk effekt:
Modellen er ikke baseret på klare statistiske fund, men udtrykker det, empiriske
studier peger i retning af om psykoterapieffekten (Lambert, 1992, pp. 96-100;
Hougaard, 2009, pp. 115-117; Hubble et al., 2006, p. 8).
Klient/ekstra-terapeutiske faktorer tilskrives den største del af lagkagen og
beskrives som værende de mest almene og stærke. De er den del af klienten eller af
klientens livsomstændigheder, som hjælper bedringsprocessen uafhængigt af
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
9
klientens formelle deltagelse i terapi. Disse faktorer består af klientens styrker og
støttende elementer i omgivelserne. Kort sagt; de omfatter det, klienten bringer ind i
terapirummet og det, der influerer klientens liv udenfor rummet (Hubble et al., 2006,
p. 9).
Den næststørste variabel omhandler den terapeutiske relation. Både klinikere og
forskere har længe anerkendt terapeut-klient-relationens centrale rolle i den
psykoterapeutiske proces. Kvaliteten af denne relation har vist at have signifikant
betydning for effekten af divergerende terapitilgange. Alexandra Bachelor og Adam
Horvath (2006, pp. 133+137) beskriver, at der endnu ikke er opnået konsensus
omkring definitionen af den terapeutiske alliance eller om dens fundamentale
komponenter. Flere teoretikere og praktikere anvender terapeutisk alliance som
begrebsliggørelse for den psykoterapeutiske relation (Gelso, 2011, p. 8; Hougaard,
2009, p. 278).
Netop denne variabelklasse ønsker jeg at undersøge nærmere! Dels fordi den er
så betydningsfuld for terapiudkommet (30 %), og dels fordi den ligger indenfor
terapeutens arbejdsområde i modsætning til de ekstraterapeutiske faktorer. Der er
altså tale om det domæne af terapeutens arbejde, som har størst betydning for terapi-
effekten.
Jeg ser det derfor som mit ansvar som kommende psykoterapeut at have et
indgående kendskab til dette domæne, og idet der ikke hersker enighed omkring de
fundamentale komponenter, ønsker jeg som sagt at undersøge, hvordan essensen i det
mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation anskues, samt hvorvidt
der skulle findes en sammenhæng i disse anskuelser på tværs af teoretiske
tilhørsforhold.
Undersøgelsesmetode
Psykoterapi er først og fremmest opstået på baggrund af kliniske erfaringer, og
psykoterapiforskning er et relativt nyt foretagende med rødder i efterkrigstidens
USA. De første kontrollerede effekt- og processtudier blev først gennemført omkring
år 1950 af Rogers et al., og det er først indenfor de sidste ca. 20 år, at
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
10
psykoterapiforskningen har fået et omfang og en status, der giver den indflydelse på
psykoterapiens praksis (Hougaard, 2009, p. 81).
Psykoterapi er et kompliceret forskningsområde. Klienter og terapeuter er
tilbøjelige til at opføre sig som intentionelle individer snarere end standardiserede
variable, deres samspil er særdeles komplekst, og den relevante undersøgelsesperiode
er relativt langvarig med rige muligheder for terapi-eksterne variables indvirkning
såvel som klientens frafald.
Metodiske regler er klarest udviklet indenfor den kvantitative,
naturvidenskabelige tradition med dens velkendte metodekrav (repræsentativitet,
reliabilitet og validitet, eksperimentel kontrol m.v.). Humanvidenskabelige
metoderegler omfatter ’idealtypisk repræsentativitet’ (det gode eksempel) og
meningsfortolkning, der vil kunne efterprøves af kvalificerede personer.
Selvom begge positioner trives indenfor psykoterapiforskningen er det stadig den
naturvidenskabeligt inspirerede forskningstradition, der dominerer. Dvs. den
kvantitative forskning rettet mod at belyse almene årsagsrelationer mellem
’objektive’ kendsgerninger – data vurderet ’udefra’ af tredjepart. Ønsket er at nå til
almen, generaliserbar viden om psykoterapi.
Den alternative, narrative, hermeneutiske eller konstruktivistiske forskningsstrategi
vinder imidlertid indpas. Indenfor dette paradigme er forskningen kvalitativ,
fokuserer på parternes oplevelse og vurdering af terapien, og den sigter mod at
frembringe viden, der i højere grad er kontekstuel og ideografisk (Hougaard, 2009,
pp. 86-87).
De to forskningsstrategier har på mange måder komplementære styrker og
svagheder. Variable i psykoterapi er typisk meningsdata, der er idiografiske,
kontekstuelle og perspektiviske. Sådanne træk ved forskningens genstand sætter
grænser for rækkeviden af den kvantitative forskning, og netop dér sætter den
kvalitative forskning sit fokus – på meningsperspektivet. Denne type forskning
resulterer i dybe, realitetsnære beskrivelser af fænomenerne. Svagheden består dog i
at resultaterne almindeligvis er mere subjektive, og at det er nødvendigt at forholde
sig til relativt små undersøgelsespopulationer.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
11
”Den kvantitative forskning må således være opmærksom på, at undersøgelsens
data i praktisk talt alle tilfælde har karakter af bedømmelser foretaget af en
eller anden ud fra et særligt perspektiv. Modsvarende må den kvalitative
forskning være opmærksom på, at parternes perspektiver ikke nødvendigvis er
udtryk for en korrekt bedømmelse af virkeligheden” (Hougaard, 2009, p. 88).
Psykoterapiforskningen er altså ikke kendetegnet ved et enkelt, velafgrænset
forskningsparadigme, men ved mange, ret forskelligartede forskningsgenrer. Den før
nævnte adskillelse mellem en overvejende naturvidenskabelig, kvantitativ og en
mere humanistisk præget, kvalitativ forskningsstrategi repræsenterer nok feltets mest
overordnede skisma og ledsages af en stadigt igangværende debat, som er et tydeligt
eksempel på, at alt ikke sort/hvidt, men et spørgsmål om kontekst og forforståelse2.
Her er valgt en kvalitativ tilgang, da det netop er meningsperspektivet og det
definitoriske aspekt ved den psykoterapeutiske relation der er genstandsfeltet – samt
i særdeleshed at fremkomme med dybe, realitetsnære beskrivelser af fænomenerne,
som udgør essensen i denne type relation.
Undersøgelsen beror på en dokumentanalyse af teoretisk materiale udformet af
teoretikerne selv, og der er tale om sekundære dokumenter, idet de principielt er
tilgængelige for alle og er udarbejdet i umiddelbar nærhed af den begivenhed eller
situation, som dokumentet refererer til (Lynggaard, 2010, pp. 138-139).
Psykoterapeutiske relationer etableres løbende, så der teoretiseres altså om en
relation, der fandtes før, nu og vil gøre det i fremtiden. Derfor er dokumenterne ikke
af en tertiær karakter.
Dokumenterne er genereret efter sneboldmetoden, som ganske enkelt indebærer
at forfølge indbyrdes referencer mellem dokumenter. Der udvælges et eller flere
moderdokumenter, som dækker en vis tidshorisont eller et emne af interesse,
hvorefter referencer herfra til andre dokumenter forfølges. ”Det vil sige, at et
dokument som absolut hovedregel vil placere sig selv i et felt af andre dokumenter
ved på forskellig vis at referere til disse dokumenter” (Lynggaard, 2010, p. 141). Det
endelige og samlede dokumentmateriale, der anvendes i dokumentanalysen, vil
2 En problematik som fortjener en uddybende redegørelse, men som ligger udenfor dette speciales
rammer.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
12
derfor være knyttet sammen af referencer. Sporing af dokumenter kan naturligvis
også føre til generering af dokumenter af varierende betydning. Centrale dokumenter
kaldes til tider monumenter og kan være identiske med de på forhånd identificerede
moderdokumenter. Det kan dog også vise sig via udvælgelsesprocessen, at
dokumenter, der indledningsvist blev anskuet som værende centrale, alligevel ikke
var så væsentlige, men at der i stedet er fremkommet nye monumenter (Lynggaard,
2010, p. 142).
En ulempe ved denne metode kan naturligvis være, at man i sin fokuserede søgen
efter referencer overser andre materialer eller emner, der kunne have en berigende
påvirkning af den ene eller anden karakter. Men som nævnt er man nok aldrig fri af
sin forforståelse. Her er den måske snarere sat i fokus og derved bevidst? Forstået på
den måde, at man i henhold til denne metode sætter en spot på sin forforståelse, alias
referencen, og helt konkret genererer dokumenter derefter. Under alle
omstændigheder er det afgørende at forholde sig observerende og kritisk til sin bias.
Den konkrete dokumentgenerering for nærværende undersøgelse vil blive
beskrevet i afsnittet valg af teori.
Kennet Lynggaard (2010, p. 146) anfører, at man fordelagtigt kan anskue
forholdet mellem den mere hypotetisk-deduktive og den mere analytisk-induktive
metode til dokumentanalyse som et kontinuum snarere end en dikotomi, og at
analytikeren oftest befinder sig et sted mellem yderpunkterne, samt at denne
placering meget vel kan ændre sig i løbet af arbejdsprocessen.
Her er det dog den induktive metode, der benyttes. Den består i at analytikeren
ud fra de indsamlede data søger at nå frem til et helhedsbillede og eventuelt en teori
om årsagerne til de forbindelser, analytikeren finder (Egidius, 2005, p. 238). I dette
tilfælde er målet, at undersøge essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den
psykoterapeutiske relation, som antages at bestå af visse fænomener, som så vil blive
undersøgt, analyseret og diskuteret med henblik på at kunne slutte noget mere
generelt herom.
Alligevel er det muligt at argumentere for, at der i den indledende fase, hvor
refleksioner og researcharbejde dominerer, er anvendt den hypotetisk-deduktive
metode. Den beskrives som måden, hvorpå analytikeren udleder antagelser om en
bestemt virkelighed med udgangspunkt i en overordnet teori om denne virkelighed
(Ibid.). Der blev taget udgangspunkt i teorier, som eksplicit forholder sig til den
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
13
psykoterapeutiske relation. Altså en overordnet anskuelse om relationsfaktorer i
konteksten af psykoterapi, som her ønskes anvendt til at udlede nogle mere
specifikke karakteristika ved relationsdomænet.
Efter at have ekspliciteret at det er valgt at undersøge genstandsfeltet kvalitativt
med anvendelse af den induktive analysemetode i dokumentbearbejdningen, samt at
dokumenterne, som er af teoretisk karakter, er genereret via sneboldmetoden, følger
her en indføring i udvælgelsesprocessen af de konkrete dokumenter.
Valg af teori
Som nævnt blev min nysgerrighed og motivation for det aktuelle
undersøgelsesfelt vækket under udarbejdelsen af mit forrige projekt om
nonspecifikke faktorer.
I min litteratursøgning stødte jeg på Lone Frølunds artikel Den dyadiske relation
(2005), hvor hun ud fra nyere teorier om neurobiologi og tilknytning sigter mod at
beskrive sammenhænge mellem den dyadiske relation og udviklingen af psykiske
strukturer, med det formål at anskueliggøre intersubjektivitetens rolle i den
terapeutiske dyade. Hun fremfører, at fællesfaktorerne, ud fra et intersubjektivt
perspektiv, er en specifik evne hos terapeuten – nemlig evnen til mentalisering eller
refleksiv funktion (Frølund, 2005, p. 30).
Det samme gør sig gældende med Storm Jensens artikel Psykoterapeutens
autenticitet – terapiens afgørende led. Om at tage ’at tage klienten alvorligt’
alvorligt nok (1998). Han anfører, at Dodo-kendelsen3 viser: ”De videnskabelige
fokuseringer i de traditionelle terapiteorier sigter alle mere eller mindre ved siden af
det, som i virkeligheden er afgørende for virkningen” (Storm Jensen, 1998, p. 1).
Han placerer kontaktens kvalitet i centrum og fokuserer på psykoterapeutens
personlige kompetence.
Disse perspektiver pirrede min trang til at dykke dybere, og jeg besluttede allerede på
daværende tidspunkt, at jeg i mit speciale ville fokusere på den psykoterapeutiske
relation. I forhold til sneboldmetoden kan disse dokumenter altså anskues som
3 Luborsky et al. fandt, i 1975 via deres oversigtsopgørelse, frem til, at der ikke var nogen vindere
i kappestriden mellem de forskellige teoriformer i forhold til forskel i terapi-effekt. Dette benævnte de Dodo-kendelsen, hvilket refererer til Dodo-fuglen i ’Alice i Eventyrland’. ”Alle har vundet, og skal have præmier” udråbte Dodo-fuglen efter et højest mærkværdigt væddeløb (Hubble et al., 2006, p. 6; Hougaard, 2009, p. 99).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
14
moderdokumenter i dette projekt. Det samme kan siges om Charles J. Gelsos bog The
Real Relationship in Psychotherapy – the hidden foundations of change (2011), som
jeg havde anskaffet mig i anden sammenhæng, og som syntes åbenlys at inddrage.
I pågældende projekt inddrog jeg endvidere det neuroaffektive perspektiv i form af
Lars J. Sørensens biddrag Dansen med nervesystemet: På sporet af de nonspecifikke
psykoterapeutiske faktorer? i Harts antologi Neuroaffektiv psykoterapi med voksne
(2012). Naturligvis også inspireret af Frølunds artikel. Sørensen fremsætter: ”…at de
såkaldte uspecifikke faktorer i virksom psykoterapi ikke er specielt uspecifikke, men
yderst fænomenologisk konkrete og mærkbare udvekslinger af tavs, relationel viden”
(Sørensen, 2012, p. 441).
Ovenstående udgør dermed gundfundamentet – de såkaldte moderdoumenter,
som bragte mig fra sidste projekt til det nuværende.
Min nærmere undersøgelse af Gelsos perspektiv ledte mig til et af hans tidligere
værker, skrevet i fællesskab med Jeffrey A Hayes, The Psychotherapy Relationship
(1998). Her blev jeg særdeles inspireret af deres beskrivelse af Rogers’ betragtninger
om empati. Hvad forstår vi i virkeligheden ved dette begreb? Alle bruger det, men de
færreste definerer det. Man kunne næsten kalde det psykoterapiens ’buzzword’ eller
modeord. Utallige gange har jeg læst at psykoterapeuten skal være empatisk, men
forholder vi os overhovedet til betydningen?
Denne interesse og min videre litteratursøgning ledte mig til adskillige Rogers-
tekster, som afgjort må siges at være af monument-karakter i forhold til
sneboldmetoden. Herigennem blev begrebet eller fænomenet foldet ud til også at
dække autenticitet, hvilket bragte Storm Jensen på banen igen. Ud over at være et
moderdokument blev hans tekst dermed også et monument.
Empati og autenticitet er også begreber, der bliver refereret til i både Frølunds og
Sørensens tekster. Der er fokus på intersubjektivitet og nærvær, og det neuroaffektive
perspektiv synes yderst aktuelt4. Der er i dag større og større krav om videnskabelig
dokumentation for effekten af psykoterapi, og den affektive neurovidenskab tilbyder
netop dette – noget manifest, tydeligt målbare beviser, fx via MR-skanninger (Hart,
2012, p. 24; Hubble et al., 2006, p. 6). I et fagområde hvor genstandsfeltet er den
uhåndgribelige psyke, er konkrete, fysiske data både en kærkommen tilføjelse og et
4 Se fx Bo Bach Pedersens artikel Hjerneforskning & Psykoterapi i Psykolognyt nr. 20, 2012, (pp. 9-12).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
15
friskt pust. Jeg ønskede dog et mere uddybende materiale end de to
moderdokumenter, og valgte derfor i stedet at fokusere på Harts materiale, som også
fik monument-karakter. Hun er yderst produktiv og beskriver indgående det
intersubjektive psykoterapeutiske miljøs betydning for positivt udkomme.
Gelso-dokumenterne er fravalgt, da hans meget gennembearbejde skildring af
relationskomponenterne synes kompleks at opdele med henblik på at diskutere de
aspekter, der her er for øje. Han mener, at den psykoterapeutiske relation består af en
arbejdsalliance-komponent, en overføring/modoverføring- samt en ’real
relationship’-komponent (Gelso, 2011, p. 7). Det ville være sidstnævnte, der ville
være af interesse her, da den indebærer en realistisk/reel del og en ægte/genuin del.
Men som sagt er konceptualiseringen funderet så den adskiller sig markant fra de
øvrige dokumenter, hvilket ville afstedkomme et uhensigtsmæssigt stort
redegørelses- og analysebehov, som ligger udenfor dette speciales omfang. Dermed
ikke sagt, at det ville være uinteressant at studere de intersubjektive aspekter i Gelsos
anskuelser.
De valgte monument-dokumenter er dermed materiale forfattet af Rogers, Storm
Jensen og Hart.
Processen kan illustreres således:
Hart
Frølund + Sørensen
Rogers -
empati
autenticitet
Gelso + Hayes
Storm Jensen Sørensen Gelso
Storm Jensen
Frølund
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
16
Langt inde i skriveprocessen stødte jeg imidlertid på Lisbeth Sommerbeck og
Allan B. Larsens redigerede værk Accept, empati og ægthed – i psykoterapeutisk
praksis (2011), som jeg mærkværdigt nok ikke var stødt på under litteratursøgningen.
Efter en umiddelbar frygt for ganske uvidende at være i gang med at genskrive deres
bog, blev det dog klart, at trods den tilsyneladende lighed er deres ærinde og selve
udgangspunktet og vinklingen anderledes. Bogen anvendes derfor i diskussionen i
stedet.
Teori
Efter ovenstående fremlægning af undersøgelsesmetode og begrundelse for
valget af de aktuelle teorier, vil disse nu blive præsenteret.
Teoriafsnittet er opbygget efter kronologisk rækkefølge og påbegyndes med en
redegørelse af Rogers’ klient-centrerede psykoterapi. Dernæst præsenteres Storm
Jensens sensetik-terapi og afslutningsvist beskrives Harts neuroaffektive psykoterapi.
Carl R. Rogers – klient-centreret psykoterapi
Dette afsnit indledes med en kort introduktion til den humanistiske psykologi.
Herefter følger en komprimeret præsentation af Rogers’ personlighedsteori og
dernæst fremlægges en mere uddybende behandling af hans teori om psykoterapi.
Humanistisk psykologi
Humanistisk psykologi, også kaldet psykologiens tredje kraft, er en psykologisk
retning, der opstod i USA i 1960’erne, som en reaktion mod psykoanalysen og
behaviorismen, der dominerede på daværende tidspunkt.
Inden for den humanistiske retning tager man afstand fra psykoanalysens
biologiske reduktionisme og behaviorismens rigide insisteren på objektive studier af
observerbare fænomener. Humanistiske psykologer opponerer mod den
psykoanalytiske opfattelse af, at adfærd i højere grad er determineret af instinkt end
af vilje, og mod opfattelsen af, at mennesket blot er et biologisk og socialt bestemt
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
17
væsen, der kan undersøges og forklares med naturvidenskabelige og
samfundsvidenskabelige metoder og teorier (Gelso & Hayes, 1998, pp. 210-211).
I stedet fremhæves det særligt menneskelige – nemlig at mennesket også er ånd.
Derfor inkluderer humanistisk psykologi resultater og metoder fra filosofi og teologi,
herunder fænomenologi og hermeneutik, som tager udgangspunkt i det enkelte
menneskes særlige livsverden og altså søger at forstå det individuelle menneske,
snarere end at forklare det eller forudbestemme dets reaktioner. Fokuspunktet for
denne psykologiske retning er derfor sådanne specifikt menneskelige egenskaber
som fx iboende potentiale, selvaktualisering, autonomi, meningssøgen og værdier.
Man ønsker at udforske, forstå og fortolke i et humanvidenskabeligt, antropologisk
og filosofisk helhedsperspektiv med kvalitative metoder snarere end med kvantitativt
eksperimentelle og empirisk kontrollerede metoder (Ibid.; Egidius, 2005, pp. 233-
234).
Rogers’ personlighedsteori
Rogers var en af initiativtagerne til den humanistiske psykologi og medstifter af
foreningen Association of Humanistic Psychology (AHP) i 1962, sammen med bl.a.
Abraham Maslow, Charlotte Bühler, Rollo May og Gordon W. Allport (Egidius,
2005, pp. 233-234). Rogers søgte desuden at gøre forskning i psykoterapi mere
korrekt, og var med til at påbegynde anvendelsen af intensiv lytning til
båndoptagelser af psykoterapisessioner samt ordrette transskriptioner, og han
beskrives i dag som én af psykoterapiforskningens pionerer (Hougaard, 2009, p. 277;
Kramer, 1995a, p. XI). Der hersker dog en del uklarhed omkring Rogers’
forskningsresultater, og selvom han var en dedikeret forsker, har visse fund vist sig
problematiske at bevise (Kramer, 1995a, pp. XI+XII). Der er dog også flere
eksempler på at kritik af Rogers’ forskning er blevet tilbagebevist (Ibid.;
Sommerbeck & Larsen, 2011, pp. 47-50). Man kan jo overveje om det før omtalte
skisma mellem de overordnede videnskabsidealer også spiller ind her.
Rogers afviste Sigmund Freuds pessimistiske menneskesyn og argumenterede
for, at menneskets inderste potentialer er fuldt ud positive. Mennesket har en
medfødt tendens til at udvikle disse ’sunde’ kapaciteter (aktualisering), men har også
et stærkt behov for sine forældres kærlighed (’positiv regard’) (Rogers, 1995a, p. 35).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
18
Psykopatologi opstår når forældrenes hengivenhed og omsorg er betinget af, hvordan
barnets personlighed møder forældrenes standarter, idet dette medfører, at barnet
opgiver sin sunde stræben efter aktualisering for netop at bevare forældrenes positive
accept. Barnet introjicerer forældrenes standarter og forsøger at tilfredsstille deres
betingelser for at opnå en følelse af værd (selvaktualisering), frem for at aktualisere
sine sande potentialer (aktualisering). Denne spænding mellem forældrenes
betingede positive accept og barnets sande oplevelser og følelser skaber en tilstand af
inkongruens, som medfører forvirring og angst.
Psykoterapeuten skal derfor etablere en konstruktiv personlig relation med klienten,
som derigennem lærer at give afkald på disse betingelser for værdighedsfølelse og at
erstatte dem med sine sande behov og ønsker – organismisk opleven (Ewen, 2003,
pp. 198-202). Sagt med andre ord er formålet, at klienten kommer tilbage til en
oprindelig tilstand, hvor en umiddelbar, sanselig og fysisk oplevelse var tilgængelig,
og hvor den organismiske vurderingsproces guidede. Sidstnævnte er den medfødte
evne til positiv vurdering af oplevelser, der sanses som værende aktualiserende, og
negativ vurdering af ikke-aktualiserende oplevelser. Et menneske i en sådan tilstand
er det, Rogers kalder ’the fully functioning person’, og er et ideal at stræbe efter
(Rogers, 1995a, p. 105).
Rogeriansk psykoterapi
Rogers’ tanker om psykoterapi har på afgørende vis influeret psykoterapiens
udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede. Esben Hougaard (2009, p. 61)
fremfører endog, at Rogers, i et rundspørge til amerikanske psykoterapeuter, blev
nævnt som den mest indflydelsesrige psykoterapeut overhovedet – foran Albert Ellis
og Freud. Det faktum, at Rogers var amerikaner, kan dog muligvis være af
betydning.
Rogers udviklede sin teori om psykoterapi betydeligt efter publiceringen af sin
revolutionerende bog Counseling and Psychotherapy i 1942. Til at begynde med
kaldte han sin tilgang for ikke-dirigerende rådgivning for at understrege sin
nyskabende overbevisning om, at klienten bør være ansvarlig for at dirigere
behandlingens forløb.
”…it is the client who knows what hurts, what directions to go, what problems
are crucial, what experiences have been deeply buried. It began to occur to me
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
19
that unless I had the need to demonstrate my own cleverness and learning, I
would do better to rely upon the client for the direction of movement in the
process” (Rogers, 1995a, pp. 11-12).
Rådgiveren skulle tilvejebringe en atmosfære, hvor klienten var fri til at udtrykke sig
indenfor klart kommunikerede rammer i forhold til tid, aggression og hengivenhed.
At råde, fortolke og diagnosticere var helt udenfor nummer.
Teoriens anden fase blev kaldt klient-centreret terapi, ligesom titlen på bogen
publiceret i 1951. I denne fase, som til tider også bliver omtalt som reflekterende
psykoterapi, betonede Rogers vigtigheden af rådgiverens formidling af sin forståelse
af indholdet og i særlig grad af de underliggende følelser relateret til klientens
verbaliseringer. Det eksklusive fokus på klientens nuværende enestående oplevelse
begrunder termen klient-centreret (Gelso & Hayes, 1998, pp. 212-213; Rogers,
1995a, pp. 107-111).
Den tredje fase af teoriudviklingen er for nogen kendt som oplevelsesorienteret
psykoterapi. Her prioriterede Rogers terapeutens indstilling frem for specifikke
teknikker, hvilket afspejles i hans klassiske artikel fra 1957, hvori han skildrer sine
anskuelser om de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for terapeutisk forandring
(uddybning følger) (Rogers, 1975, pp. 240-248).
Den fjerde og sidste fase blev markeret med udgivelsen af bogen A Way of Being
i 1980 og er blevet kendt som den person-centrerede5 tilgang. Rogers beskrev at
ændringen af både navn og filosofi var forårsaget af, at han ikke længere blot talte
om psykoterapi, men om en overbevisning, en filosofi, en tilgang til livet, en måde at
være på, som passer til enhver situation, hvori vækst er en del af målet – det være sig
i relation til en person, en gruppe eller et samfund (Rogers, 1995b, p. XVII).
Som tidligere nævnt er målet i rogeriansk psykoterapi at hjælpe klienten til at
opgive de introjicerede betingelser for værd, som synes så nødvendige for en positiv
selv-accept, samt at erstatte dem med klientens egne sande ønsker og behov. I den
tryghed, som den terapeutiske situation tilvejebringer, kan klienten nedbryde den
modstand, der beskytter det inkongruente selv-koncept, håndtere den medfølgende
angst og indse at den falske selv-oplevelse er årsag til klientens smertefulde
5 Selvom Rogers’ psykoterapeutiske metode hyppigst betegnes person-centreret terapi eller
person-centreret rådgivning i eksempelvis Storbritannien, er det her valgt at benævne den klient-centreret terapi, da denne betegnelse er den mest udbredte i Danmark (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 15)
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
20
problemer. Denne revurdering af selv-konceptet muliggør ophøret af diskrepans
mellem selv-aktualiserings- og aktualiseringstendenser, samt at genvinde
forbindelsen og tilliden til den organismiske vurderingsproces og blive et mere fuldt
ud fungerende menneske.
I og med at de dybeste lag i personligheden er entydigt positive, vil klienten opleve,
at sand selvindsigt er langt mere tilfredsstillende end smertefuld. Den resulterende
indre harmoni kommer eksempelvis til udtryk via følelsen af at være i tæt kontakt
med sig selv og gennem forøget positiv selv-accept, der opleves som en stille glæde
ved at være sig selv (Ewen, 2003, pp. 204-205).
Rogers’ hypotese er: ”If I can provide a certain type of relationship, the other
person will discover within himself the capacity to use that relationship for growth,
and change and personal development will occur” (Rogers, 1995a, p. 33).
For at en sådan konstruktiv personlighedsforandring og udvikling kan finde sted, er
det nødvendigt og tilstrækkeligt, at følgende betingelser er til stede over en periode:
1. To personer er i psykologisk kontakt.
2. Klienten er i en tilstand af inkongruens og er dermed sårbar eller angst.
3. Terapeuten er kongruent og integreret i relationen
4. Terapeuten oplever ubetinget accept eller har en ubetinget positiv opfattelse
(’unconditional positive regard’) af klienten
5. Terapeuten oplever empatisk forståelse af klientens indre referenceramme og
bestræber sig på at kommunikere denne oplevelse til klienten
6. Kommunikationen til klienten af terapeutens empatiske forståelse og ubetingede
accept lykkes – i det mindste i minimal grad (Rogers, 2007, p.241).
De to første betingelser kan betragtes som værende indlysende, hvorimod det er
punkt 3-5, der er blevet kendt under betegnelsen de terapeutiske kernebetingelser
eller de facilitative betingelser.
Rogers mener altså, at hvis terapeuten i rimelig grad er kongruent, accepterende og
empatisk, (og klienten i ’minimal grad’ opfatter dette), så vil der ske en konstruktiv
personlighedsforandring hos klienten. I jo højere grad disse betingelser er til stede, jo
større forandringer vil der forekomme, men hvis blot én af de 6 betingelser mangler,
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
21
vil det terapeutiske forhold ikke kunne føre til positive ændringer (Sommerbeck,
2011, p. 318).
Lad os kigge nærmere på Rogers’ forståelse af kernebetingelserne:
Ad 3) Kongruens – En terapeut, som er genuin, er i kontakt med sine egne indre
oplevelser og er i stand til at dele disse, hvis passende. Det betyder dog ikke at
terapeuten må bebyrde sine klienter med egne personlige problemer eller impulsivt
buse ud med, hvad der end falder terapeuten ind. Det indebærer derimod at
terapeuten afstår fra at anvende defensive facader og professionel jargon, for i stedet
at bevare en åbenhed overfor egne fornemmelser og opnå kongruens. ”It means that
within the relationship he is freely and deeply himself, with his actual experience
accurately represented by his awareness of himself” (Rogers, 2007, p. 242). Rogers
forventer dog ikke at terapeuten formår at være kongruent i alle aspekter af sit liv,
men understreger nødvendigheden af denne egenskab i hver enkelt relation i selve
terapisessionen. I jo højere grad terapeuten formår at lytte accepterende til sig selv,
og være i sine følelsers kompleksitet uden frygt, jo højere grad af kongruens (Ibid.).
Ad 4) Ubetinget accept – Terapeuten skal demonstrere en ikke-dømmende, ikke-
besiddende respekt og omsorg for klientens selv-koncept og følelser. Det indebærer
at terapeuten oplever en omsorg for klienten, som en separat person med ret til at
have sine egne følelser og oplevelser. En sådan ubetinget accept tillader klienten at
udforske følelser og overbevisninger, der var for angstskabende at erkende. En
proces nu muliggjort af trygheden i at vide, at det uudforskede ikke vil
fremprovokere kritik eller bedømmelse. Der er altså ingen forbehold – ”jeg holder af
dig, hvis eller når…”. Rogers fremfører dog, at termen ’unconditional positive
regard’ er lidt uheldig, da den indikerer et absolut. Total ubetinget accept vil ikke
kunne eksistere i praksis. Det er en teoretisk konstruktion. Han tilføjer: ”…the
effective therapist experiences unconditional positive regard for the client during
many moments of his contact with him, yet from time to time he experiences only a
conditional positive regard – and perhaps at times a negative regard, though this is
not likely in effective therapy” (Rogers, 2007, p.243). Det handler om at holde så
meget af klienten, at terapeuten ikke ønsker at gribe ind i klientens udvikling eller at
bruge klienten til selv-ophøjende formål. Terapeutens tilfredsstillelse kommer af at
have sat klienten fri til at vokse på sin egen måde.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
22
Ad 5) Empatisk forståelse – ”To sense the client’s private world as if it were your
own, but without ever losing the ”as if” quality – this is empathy…” (Rogers, 2007,
p.243). At føle klientens vrede, frygt eller forvirring som var det terapeutens egen,
dog uden at terapeutens egen vrede, frygt eller forvirring bliver indblandet, og uden
at terapeuten mister sin identitet og adskilthed – det er essensen ved denne
kernebetingelse. Når klientens verden er tydelig for terapeuten, og denne kan bevæge
sig frit rundt i den, så kan terapeuten både kommunikere sin forståelse af det, der er
tydeligt for klienten, samt opfange og udtrykke den implicitte betydning, som
klienten endnu kun fornemmer i tåge eller forvirring. Dog uden at forsøge at afdække
følelser, som klienten er sig helt ubevidst, da dette ville være truende. Det indebærer,
at terapeuten vedvarende er nøje afstemt med klientens verbale og non-verbale
formidling (bl.a. stemmeleje og kropssprog), samt at terapeuten spejler sin forståelse
af klientens formidling. Ved at ’følelses-spejle’, dvs. at gentage, reformulere eller
forsøge at tydeliggøre det emotionelle indhold i klientens udsagn, kan klienten blive
mere bevidst om sin aktuelle emotionelle oplevelsesproces. Empati bliver dermed et
kraftfuldt middel til at give klienten følelsen af at blive forstået af en primær
omsorgsperson. Rogers beskriver:
”It is only as I understand the feelings and thoughts which seem so horrible to
you, or so weak, or so sentimental, or so bizarre – it is only as I see them as you
see them, and accept them and you, that you feel really free to explore all the
hidden nooks and frightening crannies of your inner and often buried
experience” (Rogers, 1995a, p. 34).
Når de ovenstående betingelser er tilgængelige, kan terapeuten blive klientens
ledsager – følge klienten i den spændende og skræmmende søgen efter sig selv, som
klienten nu føler sig fri og modig nok til at foretage.
Rogers (1995a, p. 35) argumenterer desuden for at kernebetingelserne er
virksomme over for alle klient-typer, så længe klienten ikke er for angstfyldt til at
opfange de facilitative betingelser, som terapeuten tilbyder.
De seks betingelser fremføres endvidere at være pan-teoretiske. Kernebetingelserne
er ikke kun essentielle for klient-centreret terapi men for alle situationer, hvori
konstruktiv personlighedsforandring forekommer. Det være sig i eksempelvis
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
23
klassisk psykoanalyse, Alfred Adlersk psykoterapi eller noget tredje. Rogers mener,
at en stor del af det, der anses for at være essentielt, ikke vil være det – empirisk. Han
antager, at enhver type effektiv psykoterapi producerer lignende forandringer i
personlighed og adfærd, samt at ét enkelt set behandlingsforudsætninger eller
betingelser er nødvendig (Rogers, 2007, p. 246). De teknikker, der anvendes indenfor
forskellige terapiretninger, er altså relativt uvæsentlige, med mindre de tjener som
formidlingskanaler for en eller flere af kernebetingelserne. Følelses-spejling, der som
nævnt indgår i den klient-centrerede teori, er ikke en teknik, der er en essentiel
betingelse for terapi. ”To the extent, however, that it provides a channel by which the
therapist communicates a sensitive empathy and an unconditional positive regard,
then it may serve as a technical channel by which the essential conditions of therapy
are fulfilled” (Ibid., p. 247). Ligesom en teknik kan fungere som formidlingskanal
for kernebetingelserne, kan den fungere som det modsatte, hvorfor Rogers anbefaler
terapeuter at anlægge en mere kritisk holdning til anvendelsen af teknikker, samt at
reflektere mere kritisk over de elementer i deres egne oplevelser, attituder og adfærd,
som er essentielle for psykoterapi og dem, der ikke er essentielle eller måske
ligefrem skadelige for terapien.
I denne forbindelse fremføres det, at det ikke kræves, at terapeuten har
intellektuel professionel viden – psykologisk, psykiatrisk eller medicinsk.
Betingelserne 3-5, som specielt angår terapeuten, er erfaringskvaliteter, ikke
intellektuel information. Hvis de skal erhverves, må det gøres via erfaringsgivende
træning. Rogers mener, at intellektuel træning og informationsindsamling
afstedkommer mange positive resultater – men at blive en god terapeut er ikke blandt
dem. Til gengæld kan evnen til at være omhyggeligt empatisk læres. Denne diskrete,
flygtige kvalitet, som er yderst vigtig i terapi, er ikke medfødt, men kan læres, og
læres hurtigst i et empatisk miljø (Rogers, 1975, p. 6; Rogers, 2007, p. 246).
Rogers konkluderer dog, at den optimalt hjælpende relation skabes af en
psykologisk moden person. I hvor høj grad en terapeut formår at skabe relationer, der
faciliterer vækst og udvikling i andre som separate individer, afspejler terapeutens
eget udviklingsniveau. En bekymrende, men også en lovende og udfordrende tanke.
Han skriver fx at empatisk forståelse er en meget sjælden ting. Vi tillader os sjældent
at forstå præcist, hvad meningen er i et andet menneskes udsagn – for det menneske,
fordi forståelse er risikabel. Hvis man virkelig lader sig selv forstå et andet
menneske, bliver man måske selv forandret af denne forståelse. Og vi frygter alle
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
24
forandring. Desuden er villigheden til at dele at andet menneskes smerte sjælden, idet
det ligger i menneskets natur at undgå smerte. Terapeuten er altså villig til at opleve
den fulde skala af menneskelige følelser gang på gang i de terapeutiske relationer.
Rogers anfører, at det er yderst belønnende og:
“It can be an has been at times very frightening, when a deeply disturbed
person seems to demand that I must be more than I am, in order to meet his
need. Certainly the carrying on of therapy is something which demands
continuing personal growth on the part of the therapist, and this is sometimes
painful, even though in the long run rewarding” (Rogers, 1995a, p. 14).
Rogers’ psykoterapi beror altså på de terapeutiske kernebetingelser, som
tilvejebringer en frugtbar relation, hvori klienten føler sig tryg, accepteret og
”rummet” nok til at turde undersøge sine introjicerede betingelser for værd, som
synes så nødvendige for en positiv selv-accept, samt at erstatte dem med egne sande
ønsker og behov. Revurdering af selv-konceptet muliggør ophøret af diskrepans
mellem selv-aktualiserings- og aktualiserings tendenser og giver plads til den
medfødte motivation for positiv vækst.
Det er dermed i den særlige type relation, i særdeleshed bestående af empati,
ubetinget accept og ægthed, som terapeuten skal tilvejebringe, at hele
forandringspotentialet ligger.
Olav Storm Jensen – Sensetik-terapi
Efter bearbejdningen at Rogers’ klient-centrerede-terapi vendes blikket nu mod
det, der kaldes sensetik-terapi. Nedenstående redegørelse omhandler den sensetiske
anskuelse af identitetsdannelsen, det psykoterapeutiske formål og redskab, essensen i
den terapeutiske rolle samt kvalifikationerne for at varetage denne.
Sensetik-terapi er blevet udviklet og udvikles fortsat af Storm Jensen, mag. art. i
psykologi, der har en fortid som forsker og lektor på Institut for Psykologi på
Københavns Universitet.
Det er en terapiform, der kombinerer samtale med kropsterapeutisk arbejde. Det er i
den kropslige dimension; i hvad vi kan føle, mærke og sanse, at vi finder det basale
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
25
konkrete erkendelsesmateriale – det indiskutable. Sensetik betyder, at etik sanses.
Mennesker kan mærke, hvad der er rigtigt og vigtigt, og hvad der ikke er.
Tidligere blev terapiformen kaldt ’Bioeksistentiel Psykoterapi’, idet den
repræsenterer en konsekvent integration af bioenergetiske-kropslige perspektiver og
fænomenologisk-eksistentielle (Storm Jensen, 1998, p. 275; http://da.wikipedia.org
/wiki/Sensetikterapi). Storm Jensen beskriver, at hans videnskabelige nysgerrighed
og videnskabeligt kritiske sans har medført en konstant videnskabelig refleksion over
alt, hvad han kom ud for – som klient, elev, terapeut, supervisor og underviser
(Storm Jensen, 1998, p. 273). Derfor må det empiriske grundlag karakteriseres som
værende baseret på egne observationer.
Identitetsdannelse
Storm Jensen mener, at den centrale kerneproblematik bag samtlige
problemstillinger, som psykoterapi har relevans for, er en uægte menneskelig
spejling i barndommens socialiseringsproces. Han trækker på Gregory Batesons
dobbeltbindingshypotese og på Ronald Laings arbejder i fremføringen af, at den
afgørende problemskabende faktor i forældre-barn samspillet ikke kan formuleres
som omsorgssvigt, ’ikke kærlighed nok’, traumatiserende eller deslige, men derimod
som autenticitetssvigt. Det er dette forhold, og dette aspekt ved eventuelle øvrige
svigt og overgreb, der er afgørende for, hvilke traumatiserende og frustrerende
barndomsforhold, der får en vedvarende destruktiv indflydelse på personens liv
(Storm Jensen, 1998, p. 279).
Børn fødes naturligvis autentiske. Naturen er autentisk – den kan ikke være
andet. At ’lave sig om’ og at ’lade som om’ er kulturfænomener. Børns parathed til at
samarbejde med deres primære omsorgspersoner er som udgangspunkt på
autenticitetens præmisser.
I barnets socialiserings og bevidsthedsudvikling bevæger det sig fra, som
udgangspunkt, at være autentisk og ureflekteret af natur frem mod at blive et bevidst
tænkende og handlende menneske i den mellemmenneskelige verden. I denne proces
danner barnet sine bevidste selvbilleder delvist ud fra, hvad det kan mærke, føle og
sanse indefra og delvist fra, hvad de samspillende mennesker viser det via deres
reaktioner på og samspil med det – dvs. den menneskelige spejling. ”Den første,
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
26
næreste og afgørende livsvigtige spejling for barnet, er naturligvis forældrenes”
(Storm Jensen, 1998, p. 281).
Er denne spejling ikke autentisk; har de voksnes spejling en forvrængende karakter,
medfører det, at informationerne fra indre og ydre kilder til selvbilledet ikke kan
forenes i et modsigelsesfrit billede. Der opstår en spænding. Barnet kan forsøge at
protestere mod sådanne samarbejdsvilkår, men overhøres modstanden, resignerer det
og opgiver i større eller mindre grad tilliden til egne fornemmelser. Det vil altså sige
tilliden til de ægte værdier, som er repræsenteret i dets oprindelige væsen – herunder
sandhedssansen; og dermed grundlægges et negativt selvbillede.
I de voksnes spejling af barnet viser de ikke blot, hvad det er, barnet gør, men også
hvem eller hvad, barnet er. De spejler barnets identitet, og den skal være sand for
ikke at afstedkomme en vedvarende værdiforvirring hos barnet. Resultatet af
fastholdt uautentisk spejling er dermed dannelsen af en negativ identitet.
”Når den udadvendte aggression mod vilkårene er virkningsløs eller, som det jo
ofte er tilfældet, endda gør situationen værre, opgives den og vendes indad mod
sig selv. Når de, af de voksne satte, samarbejdsvilkår er upåvirkelige, bliver det
jo det, man er, der ”skaber” problemerne” (Storm Jensen, 1998, p. 282).
Der hører altså et negativt syn på sig selv, samt et resigneret syn på andre med til den
negative identitet. Kærligheden og tiltroen til sig selv transformeres til en form for
selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller opgivelse, hvor imens
kærligheden til forældrene bliver en mere ulykkelig kærlighed og eventuelt
ambivalent, hvor den uforløste vrede over de urimelige samarbejdsvilkår er
indblandet (Ibid.).
Psykoterapi
Den psykoterapeutiske kerneopgave er derfor, at understøtte en proces, der
bringer klienten i stadig bedre kontakt med sig selv; at facilitere genopdagelsen af
tilliden til egen sansning samt evnen til at mærke værdier – altså at hjælpe klienten til
et møde med sit autentiske selv. Psykoterapeutens vigtigste redskab, er sin kontakt
med sig selv, da terapiens mål kun kan nås i en autentisk kontakt, og kontaktens
kvalitet er dermed i centrum.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
27
”Vi kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at
gennemskue manipulation. Vi kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre”
(Storm Jensen, 1998, p. 284).
Her henviser Storm Jensen bl.a. til den gængse beskrivelse af terapeuten som
værende sympatisk, varm, respektfuld, accepterende og som formår at skabe
optimisme osv. Hvis disse egenskaber i mindste grad anvendes strategisk
manipulerende, så de ikke er fuldstændigt ægte og reelle i terapeuten, når de
anvendes, da er terapeuten med til at cementere klientens mistillid til sin sans for det
ægte – den autentiske sandhedssans. Terapien vil derved støtte fastholdelsen af det
negative selvbillede.
Derfor understreger Storm Jensen, at terapeuten skal kende sig selv godt nok til
at vide, at denne ikke manipulerer det mindste. Skulle det alligevel ske, skal
terapeuten være rede til at indrømme det; både overfor sig selv og overfor klienten.
Hvordan terapeuten konkret skal bruge sig selv i kontakten afgøres af, hvad
klienten har brug for. Men i opmærksomheden på hvad dette er, både overordnet og i
det givne øjeblik, må terapeuten bruge hele sig. Terapeuten må bruge alle sine
følelser, sanser, fornemmelser og tænkeevner for at opnå den bedst mulige kontakt
med den faktiske virkelighed, og den bedst mulige indlevelse i klientens måde at
forholde sig til denne virkelighed på (Storm Jensen, 1998, p. 275).
Det er kontakten med klientens proces i det givne øjeblik, der er afgørende for
den terapeutiske relevans og kvaliteten af de valg, som terapeuten hele tiden må
foretage i interaktionen med klienten.
Terapeuten må kunne møde klienten og kunne give denne oprigtige, naturlige
menneskelige reaktioner på den, klienten er og det, denne gør. Kun på den måde kan
kontakten blive terapeutisk, i den betydning at klienten kan erfare en ægte
menneskelig spejling der, hvor klienten forventer manipulation gennem
forvrængende spejling (Sensetik-instituttets hjemmeside: http://www.sensetik.dk
/introtilgrundbegreber).
Essensen
Sensetik-perspektivet indebærer, at denne evne til at indgå i terapeutisk kontakt
ses som den helt essentielle faglige kvalifikation. Det er den essentielle kvalifikation
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
28
at kunne være til stede på den terapeutiske etiks præmisser - eller at have integreret
den terapeutiske etik. Den terapeutiske kontakts etik defineres som: At være der med
sig selv og som sig selv men for klienten.
Det handler altså om koncentreret nærvær, om ærlighed eller ægthed og om at
dagsordnen entydigt er klientens behov. På den måde er den essentielle faglige
kompetence en personlig kompetence (Storm Jensen, 1998, p. 278).
Storm Jensen taler om tre lag i den terapeutiske kompetence:
I. Personlig kompetence – færdighed i at være der terapeutisk relevant
II. Teoretisk kompetence – færdighed i at tænke terapeutisk relevant
III. Teknisk kompetence – færdighed i at handle terapeutisk relevant (Ibid., p.
276)
Forholdet mellem lagene skal forstås hierarkisk: den tekniske kompetences værdi
forudsætter en tilstrækkelig teoretisk kompetence, og den teoretiske kompetences
værdi en tilstrækkelig personlig kompetence.
”De videnskabelige fokuseringer i de traditionelle terapiteorier sigter alle mere
eller mindre ved siden af det, som i virkeligheden er afgørende for virkningen”
(Storm Jensen, 1998, p. 272). I forhold til ovenstående grundkvalifikation er generel
teoretisk viden og et repertoire af terapeutiske teknikker sekundære kvalifikationer.
Det er følingen med klientens øjeblikkelige proces, der er afgørende for, om den
teoretiske forståelse og de tekniske færdigheder kan bringes i anvendelse på en sådan
måde, at processen faktisk bliver terapeutisk. Uden denne føling bliver interaktionen
i bedste fald terapeutisk værdiløs, i værste fald af negativ terapeutisk værdi.
Kvalifikationer
I eksistenspsykologisk teoretisk sprog taler man om ’det autentiske møde’. I et
fænomenologisk sprog – sproget for, hvordan den direkte oplevelse er fra det
subjektive perspektiv, taler man om det, der føles som ’at tage alvorligt’. Terapeutens
opgave kan derfor formuleres som ’at tage klienten alvorligt’
(http://www.sensetik.dk /introtilgrundbegreber).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
29
Den faglige kvalificeringsproces og den personlige udviklingsproces kan altså
ikke skilles ad. At komme til at kende sig selv og forlige sig med sig selv, så man
kan være sig selv og bruge sig selv, er den basale kvalifikation for den faglige rolle
som psykoterapeut (Storm Jensen, 1998, p. 275).
Derfor fremfører Storm Jensen, at læreprocessen med henblik på at opnå den
terapeutiske kernekompetence er en personlig udviklingsproces, og dermed må
undervisningsmetoden rettet mod denne kompetence følgelig være relevant
egenterapi. Men i forlængelse af at han fremsætter, at den centrale
terapeutkvalifikation er den personetiske kompetence, sætter han også
spørgsmålstegn ved, om psykoterapi er et fag, som enhver kan lære.
Principielt mener han, at det er et fag, der er tilgængeligt for alle, idet alle er født
autentiske og indeholder den autentiske selvkerne under lagene af værdiforvirrede
negative selvbilleder og kompensationsdannelser. Alle har potentialet til at nå ind til
den naturligt ægte etiske kerne, for at lade den blive centeret for deres identitet og
guiden for deres handlinger.
I praksis mener han dog ikke, at det er muligt for alle at erhverve sig
psykoterapifaget. Selvom det lykkes at finde ind til kernen, er spørgsmålet stadig,
hvor solidt og stabilt centreringen vil kunne fastholdes overfor udfordringerne i det
uautentiske, værdiforvirrede mellemmenneskelige liv. Psykoterapeuter søger netop
de mest udfordrende af slagsen og:
”… vi skulle jo gerne kunne fungere i mere end ti minutter ad gangen, før vi får
brug for at komme en måned i terapi og supervision for at gennemarbejde vores
forvirring, før vi kan genoptage terapien – hvis vi overhovedet opdager, vi får
brug for det” (Storm Jensen, 1998, p. 285).
Han fremsætter, at der skal være noget at bygge på – en slags talent. Noget som kun
et fåtal har udviklet eller bevaret i en sådan grad, at det indenfor en begrænset
årrække vil kunne udvikles til et professionelt kompetenceniveau. Udfoldet
personetik, autentisk væren udfoldet i mellemmenneskelig praksis hører immervæk
til sjældenhederne i vores kultur (Ibid.).
Storm Jensen uddyber, at den personetiske kompetence; at tilstedeværelsen,
ægtheden og centreringen om klientens interesse må være ægte virkelighed i den
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
30
terapeutiske kontakt, i en meget dybere betydning end oftest forbundet med faglig
kontakt – og kontakt i det hele taget. Lignende situationer, hvor nærværs- og
ægthedskvaliteten er sammenlignelig, kan kaldes eksistentielle livssituationer – der
hvor livets alvor virkelig trænger sig på, og hvor livet potentielt forandrer sig helt.
Det være sig at stå med sit nyfødte barn i armene, at sidde ved en elskets dødsleje
eller en kontakt i dyb forelskelse (Storm Jensen, 1998, p. 278). Derfor er den
psykoterapeutiske rolle af en særlig karakter.
Kernen i Sensetik-terapi er dermed at facilitere klientens genopdagelse af tillid til
egen sansning samt evnen til at mærke værdier – altså at hjælpe klienten til et møde
med sit autentiske selv. Psykoterapeutens vigtigste redskab, er sin kontakt med sig
selv, da terapiens mål kun kan nås i en autentisk kontakt, og kontaktens kvalitet er
dermed i centrum.
Det handler altså om koncentreret nærvær, om ærlighed eller ægthed og om at
dagsordnen entydigt er klientens behov. På den måde er den essentielle faglige
kompetence en personlig kompetence.
Susan Hart – Neuroaffektiv psykoterapi
Efter ovenstående beskrivelse af sensetik følger her den sidste teori-fremlægning
– præsentationen af det neuroaffektive perspektiv. Afsnittet indledes med en kort
introduktion til den grundlæggende tankegang, hvorefter de vigtige begreber affektiv
afstemning og mødeøjeblikke forklares. Slutteligt beskrives den psykoterapeutiske
forståelsesramme i forhold til, hvad der sker i terapien og hvordan, samt terapeutens
rolle.
Den danske psykolog Hart er optaget af de strukturer i hjernen, der danner
grundlag for menneskets følelsesliv og personlighed, og hun har koblet dette felt med
udviklingspsykologien, som bl.a. beskrevet af John Bowlby og Daniel Stern.
Teorien, som hun har givet betegnelsen "Neuroaffektiv udviklingspsykologi", er
igennem årene blevet viderebearbejdet og udvikles til stadighed (Hart, 2006, pp. 7-
12).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
31
Neuroaffektiv udviklingspsykologi beskæftiger sig altså med samspillet mellem
personlighedsudvikling og tilknytning på den ene side og nervesystemets udvikling
og modning på den anden. Her tilbydes et ståsted mellem psykoterapi og
neurovidenskab, og tilgangen bygger bl.a. på spædbarnsforskning (fx i form at
videooptagelser af mor-barn interaktioner) og forskellige hjernescanningsteknikker
(fx PET- og MRI-) (Hart, 2006, pp. 7-9).
Hjernen interagerer med omgivelserne gennem samhørighedsoplevelser.
Mennesket er et højt avanceret socialt flokpattedyr, og for at det kan udfolde sit
personlighedsmæssige potentiale optimalt, har det behov for at blive stimuleret – det
vil sige synkroniseret, spejlet og rummet, i samspil med andre mennesker, hvilket
udvikler hjernens personlighedsmæssige såvel som det følelsesmæssige potentiale.
Integration og reintegration af neurale kredsløb kræver, at nervesystemet
forbindes med et andet nervesystem, som det indgår i et resonansfelt med. En
vellykket limbisk afstemning gør det muligt for nervesystemet at udvikle fleksibilitet
og integrere neurale mønstre, som spreder sig hierarkisk over hele hjernen. Den
dyadiske kommunikation giver dermed mulighed for at skabe resonans og
sammenhæng i nervesystemet.
Personlighedsudvikling foregår på tre hierarkisk forbundne niveauer i
nervesystemet, nemlig arousal-regulering, affektafstemning og mentalisering.
Neuroaffektiv udviklingspsykologi forklarer, hvordan synkroniseringsprocesser på
dybereliggende personlighedsniveauer kan modnes i den psykoterapeutiske proces.
Dette er den teoretiske baggrund for den neuroaffektive psykoterapi (Hart, 2012, p.
11-12).
Ifølge Hart (2006, p.10) er der efterhånden megen forskning, der viser, at tidlige
livserfaringer har en uforholdsmæssig stor betydning for nervesystemets
organisering, samt at erfaringer kan ændre den modne hjerne.
Efterlades barnet i daglige og hyppige stresstilstande, som det ikke på egen hånd er i
stand til at regulere sig ud af, eller overlades det til sig selv, efterlades det ikke kun
med en usikker tilknytning, men også med kaotiske forstyrrelser i nervesystemet.
Psykiske forstyrrelser kan forbindes med en manglende evne til at regulere det
fysiologiske grundlag, der støtter hensigtsmæssig opmærksomhed og social adfærd.
Desuden fremsætter Peter Fonagy (Iflg. Ibid.), at tryg tilknytning er en væsentlig
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
32
forudsætning for at udvikle mentaliserende kapaciteter, og at dårlig adgang til eget
og andres følelsesliv og følelsesmæssige reaktioner betyder, at der er overordentlig
stor risiko for psykiske forstyrrelser.
Hart fremfører, at tilknytningssystemets måske vigtigste evolutionære funktion er
at skabe et selvregulerende kontrolsystem i barnet. I tilknytningsrelationen lærer
barnet at regulere emotioner gennem en interaktiv affektregulering, som er med til at
differentiere de neurale mønstre. Målet er en stigende evne til selvregulering, så
barnet både er sig selv og i kontakt med den anden i relationen (Hart, 2006, p. 16).
Motivationen til at etablere følelsesmæssig samhørighed er medfødt, og tidligt i
spædbarnets liv skaber forældrene psykisk sammenhæng, og både arousal- og
affektregulering udvikles fra sekund til sekund. Barnets nervesystem udvikles
gennem affektspejlingsprocesser, og nervesystemet er konstrueret således, at man
kan erfare andres nervesystem indefra ved at synkronisere sig med andre og på den
måde deltage i deres erfaringer. Grundlaget for følelsesmæssig og social udvikling
kan således findes i den optimale omsorgsperson-spædbarnsrelation og overføres til
andre sammenhænge senere i livet.
Personlighedsudvikling foregår i et tæt sammenspil mellem genetiske
forudsætninger, neural udvikling og gensidighed i relationen. De genetiske
forudsætninger er betydningsfulde i forhold til, hvilken udvikling, der er mulig, men
al udvikling forudsætter et samspil med miljøet, uanset om udviklingen handler om
motorik, kognition eller følelser (Hart, 2012, p. 12).
Affektiv afstemning
I de første to måneder af barnets liv består interaktionen mellem
omsorgspersonen og barnet af imitation. Herefter udvikles barnets sociale smil, og
den psykobiologiske kontakt udvikles, via en interaktion, der er langt mere
dialogpræget. Sådanne nonverbale dialoger eller samspil betegnes som
protokonversation og er reguleret både i timing og affektiv modulation. Når barnet
har udviklet evnen til at dele en affektiv tilstand gennem protokonversationerne,
uden at den eksakte adfærd imiteres, er der tale om affektiv afstemning. Barnet er nu
i stand til at forbinde sig med omsorgspersonens indre tilstand og ikke blot den ydre
adfærd (Hart, 2006, pp. 36-37).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
33
Den primære forskel på affektiv afstemning, imitation og protokonversation er, at
de to sidstnævnte kun forholder sig til ydre adfærd, hvor affektiv afstemning
formidler indre tilstande (Hart, 2006, p. 37). Imitation og protokonversation bevarer
altså et opmærksomhedsfokus på den eksterne adfærd, hvorimod afstemt adfærd er
nødvendig for at skifte opmærksomhedsfokus til indersiden, så at sige – nemlig til
kvaliteten af den følelse, der deles. Sagt på en anden måde; imitation viser
handlinger, protokonversation viser følelser gennem ydre udtryk, og affektiv
afstemning tillader mennesker at være sammen igennem en sansning af at dele indre
erfaringer. Den affektive afstemning udtrykker følelseskvaliteten, uden at den indre
tilstands nøjagtige adfærdsmæssige udtryk efterlignes, og beskæftiger sig med den
følelseskvalitet, der ligger bag adfærden. Derfor giver afstemningskapaciteten
oplevelsen af at være følelsesmæssigt forbundet. ”At føle sig følt er den subjektive
erfaring af afstemning” (Ibid.).
Den afstemmende adfærd begynder så snart den sociale interaktion begynder. Det
mellemmenneskelige fællesskab opstår gennem afstemninger og spiller en afgørende
rolle for barnets erkendelse af, at indre følelsestilstande er en menneskelig oplevelse,
som ikke nødvendigvis er identisk med andres følelsestilstande, men som kan deles.
Afstemte interaktioner med en omsorgsperson forudsætter, at omsorgspersonen
bruger både ansigtsudtryk og vokale udtryk for at vise barnet de følelser, som
omsorgspersonen formoder, at barnet har. Sådanne affektspejlende processer er
vigtige for barnets udvikling af kapaciteten til selvregulering. Senere hen vil
forestillingen om omsorgspersonens beroligende adfærd desuden organisere barnets
følelsesmæssige erfaringer (Hart, 2006, pp. 37-38).
Affektive afstemninger er oftest ubevidste, og omsorgspersonerne former
udviklingen af barnets personlighed via selektive afstemninger. Omsorgspersonernes
egne indre repræsentationer og fantasier om deres barn påvirker barnet gennem de
affektive afstemninger. Disse afstemninger gør det muligt at tilkendegive, hvad der
falder inden for eller uden for gensidig omsorg og accept. Via de selektive
afstemninger bliver forældrenes reaktioner dermed en form for skabelon for, hvordan
intrapsykiske oplevelser formes i barnet.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
34
”Menneskets personlighed er i sin grundform en forlængelse af barnets
erfaringer sammen med de primære omsorgspersoner, og den affektive
afstemning er indlejret i deres fælles adfærdsmønstre, som foregår hyppigt og
ofte subtilt. Den affektive afstemning giver et indtryk af en relations kvalitet, det
vil sige hvordan omsorgsperson og barn formår at indgå i en fortløbende
interaktion med hinanden” (Hart, 2006, p. 37).
Den affektive afstemning foregår ofte implicit og indebærer ikke kognitive
processer. Den giver barnet mulighed for at fortsætte, forandre eller forøge en fælles
affektiv oplevelse, og barnets affekter er bidragende til, at det kan opleve sig selv og
andre som sammenhængende, hvilket har en grundlæggende betydning for
selvorganisering og for oplevelsen af kontinuitet.
Affektiv afstemning er forløberen for udviklingen af empatisk forståelse. Den
giver nemlig mulighed for den bevidsthedsudvidelse, der medfører empatisk
forståelse, når såvel omsorgsperson som barn fornemmer den andens bevidsthed –
når barnet eksempelvis mærker, at det gør ondt på moderen, når hun bliver trukket i
håret. ”Når omsorgspersonen affektivt afstemmer sig med barnets følelser og
signalerer til barnet, at dets følelser er velkendte i hende, får barnet sine følelser
tilbage gennem matchning og udveksling i et intersubjektivt fællesskab” (Ibid., p.
38). Barnet lærer derved, at det både kan beholde sit eget perspektiv og samtidig dele
moderens. Er omsorgspersonen derimod ikke i stand til at tydeliggøre forskellene og
markere, men i stedet eksempelvis placerer egne følelser i barnet, da lærer barnet
ikke at skelne mellem sig selv og omsorgspersonen (Hart, 2006, p. 38).
Mødeøjeblikke
Følelsen af at være forbundet eller på samme bølgelængde opstår via en fælles
opmærksomhed omkring hændelser, der forgår i nuet. Den gensidige følelse af at
have en fælles oplevelse, mening og forståelse er som sagt en central funktion i
intersubjektivitet og består af forskellige processer, som Stern har opdelt i fire
enheder: bevægelsesprocessen, nu-øjeblikke, mødeøjeblikke og et åbent rum (Hart,
2006, p. 38).
Bevægelsesprocessen omhandler omsorgspersonen og barnets gentagelse af
aktiviteter, som skaber et repertoire af nu-øjeblikke. Bevægelsesprocessen
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
35
afstedkommer velkendte mønstre for, hvordan livsøjeblikke med en specifik anden
person kan forventes at være, når man bevæger sig sammen. Bevægelsesprocessen
består altså af sammenkædede nu-øjeblikke, og betegnes også som processen af
gensidig regulering (Stern et al., 2006, p.239).
Ud af nu-øjeblikkene opstår der pludselige mødeøjeblikke, som er emotionelt ladede
og affektivt ”varme”. Et nu-øjeblik omformes til et mødeøjeblik, hvis
omsorgspersonen reagerer autentisk på det – altså er emotionelt i stand til at justere
sig med barnets affektive tilstand. Disse mødeøjeblikke øger nervesystemets evne til
at forstærke og samregulere sig med en andens aktivitet. I nu-øjeblikkene bliver
barnets og omsorgspersonens forskellige bevidsthedstilstande dermed forbundet, og
der opstår en gensidig genkendelse, hvor begge deler en fornemmelse af, hvad den
anden oplever – hvilket konstituerer mødeøjeblikket. I selve mødeøjeblikket er
afstemningen på fuld styrke. Der er en overvældende følelse af tæthed og
autenticitet, og nervesystemet næres og stimuleres til udvikling. Overførsel af
følelsesmæssig information forstærkes, og den forhøjede energi tilvejebringer en
sansning af vitalitet, som udvikler nervesystemets gryende evne til selvregulering og
opmærksomhedsstyring.
”Mødeøjeblikkene er en dyadisk udvidelse af bevidstheden, fx hvis
omsorgsperson og spædbarn leger, og der sker en udveksling af latter, der
eskalerer og skubber både omsorgsperson og barn ind i et højere
arousalniveau, så vil der ske en udvidelse af spædbarnets kapacitet for at
tolerere højere niveauer af gensidigt skabt positiv exiciation, også i fremtidige
interaktioner” (Hart, 2006, p. 40).
Normalt afbrydes engagementet efter et mødeøjeblik af begge parter. Der er
opstået en ligevægt, som muliggør en adskillelse og en afspænding i den dyadiske
interaktion. Dette kaldes for ’et åbent rum’, hvor begge kan være sammen om at
være sig selv, og hvor barnet for en kort stund kan være alene i den andens nærvær.
Barnet kan sætte sin nye oplevelse ind i en ny kontekst og lærer at selvregulere sig
sammen med omsorgspersonen. Virkningen af mødeøjeblikket kan assimileres, og
barnet får muligheden for at finde en ny ligevægt i den ændrede intersubjektive
tilstand (Stern, 2006, pp. 238-239).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
36
Psykoterapi
Hart (2006, p. 286) fremfører, at psykoterapi dybest set handler om et basalt
menneskeligt behov for at føle sig forstået og set af andre, hvilket er
evolutionsmæssigt forårsaget af pattedyrets behov for at føle sig socialt forbundet
med andre. Ressourcer og vanskeligheder udvikles som sagt i et tæt samspil mellem
miljø og medfødte forudsætninger. Neuroaffektiv psykoterapi tager sit udgangspunkt
i den kendsgerning, at det er denne interaktion, der modner de personlighedsmæssige
strukturer.
Udvikling repræsenterer et nyt element, som opstår gennem nervesystemets
selvorganisering, hvilket kan rykke nervesystemet ind i en ny tilstand.
Forandringerne kan forårsage turbulens og medfører til tider en udviklingsmæssig
fordel, hvor der andre gange opstår kaos. Selv små forandringer i selvorganiseringen
kan medføre forandringer i adfærden – hvilket er det, der gør psykoterapi mulig.
Den terapeutiske proces består altså af emotionelt rolige og urolige øjeblikke og
reflekterer den underliggende neurale rytme for vækst og forandring. Udvikling og
integration finder sted i en balance mellem omsorg og optimal stress. Optimale
niveauer af arousal og stress resulterer i en forøgelse af neurotransmitterstoffer og
neurale væksthormoner, der forstærker indlæring og den cortikale reorganisering
(Hart, 2006, pp. 289-291).
Eksisterende neurale kredsløb ændres af det, der sker i nutiden, hvilket betyder,
at det, der sker nu, kan forandre fortiden. En vellykket terapeutisk proces skal derfor
gerne reorganisere og integrere de neurale kredsløb, der er skabt gennem
uhensigtsmæssige reguleringsstrategier fra fortiden (Ibid.).
Psykoterapi handler generelt set om at finde, udvikle og integrere iboende
sansemæssige, følelsesmæssige og mentaliserende ressourcer, hvilket foregår i den
nærmeste udviklingszone6 for personlighedsudvikling. Udgangspunktet for
neuroaffektiv psykoterapi er dermed også en vurdering af, hvor ressourcen findes til
at etablere mødeøjeblikke i det neurale hierarki, for at udvikle de specifikke neurale
6 Vygotskys udtryk for de funktioner, der endnu ikke har udviklet sig, men som er i udvikling
(Berk, 2003, pp. 260-264).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
37
forbindelser, der i sidste ende kan udfolde denne evne. Når man er i stand til at
synkronisere sig på alle de integrerede hierarkiske niveauer i nervesystemet opstår
psykisk resiliens.
I den psykoterapeutiske relation har terapeuten dermed et asymmetrisk ansvar, der
består i at have ansvaret for at kunne afstemme sig med sin klients nærmeste
udviklingszone. Denne asymmetriske alliance er sammenlignelig med den
afstemning, der foregår i den ”sunde” omsorgsperson-barn-relation.
Lærings- og forandringsprocesserne forekommer som nævnt i nu-øjeblikke, hvor
psykoterapeut og klient synkroniserer sig med hinanden gennem fine relationelle
samspilssekvenser (Hart, 2012, pp. 11-13).
I den terapeutiske proces skaber terapeuten en kontekst af støtte, tryghed og
omsorg, hvor vækst og udvikling kan foregå. Igennem den følelsesmæssige
afstemning med klienten forsøger terapeuten at aktivere tilknytningsprocesser,
modulere angst- og stressniveau og skabe et optimalt biokemisk miljø, som udvikler
neural plasticitet. Terapeuten skal være helt præcist og indfølt til stede for klienten,
og det intersubjektive psykoterapeutiske miljø opretholdes i formidlingen af tavs,
relationel viden gennem afgørende ’mødeøjeblikke’ mellem terapeut og klient.
Psykoterapi er ud fra denne forståelse ikke overtalelse, interventioner eller logiske
argumenter, men nærvær og mødeøjeblikke. Der findes ikke nogen udveje – kun
autentisk nærvær (Sørensen, 2012, p. 433). Nuværende øjeblikke kan ikke skabes
uden dette nærvær, og terapeuten efterligner den positive spejling, som forældre
under normale omstændigheder giver deres børn.
For at kunne dele en oplevelse med klienten må terapeuten være autentisk – det
vil sige, at der skal være overensstemmelse mellem kropssprog, følelsesudtryk,
verbale udtryk og indre oplevelse. En sådan overensstemmelse mellem indre og ydre
oplevelser er et centralt element ved autenticitet.
Hart (2006, p. 303) trækker på Anne-Lise Løvlie Schibbye, når hun beskriver, at man
må opleve samhørighed i adskilthed og adskilthed i nærhed. Klienten skal kunne
nærme sig uden angst for at blive invaderet eller opslugt og uden at føle sig adskilt
og forladt. Derfor er der også behov for ’åbne rum’ i den terapeutiske proces, så
parterne kan finde en ny balance i den forandrede intersubjektive tilstand. Der skal
altså findes en overordnet balance mellem samhørighed og autonomi og mellem
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
38
gensidig regulering og selvregulering. ”Det er igennem varmen, accepten, ægtheden,
spontane opmuntringer, ikke-besiddende kærlighed og betingelsesløs accept, at
klienten eller barnet udvikler sig, selvom der også skal være plads til grænsesætning
og fejlafstemning” (Hart, 2006, p. 310).
I den terapeutiske proces må terapeuten kunne skabe en vitaliserende, positiv
afstemning med klienten. Empatiens kerne er evnen til at matche den andens affekt
og være i stand til at respondere i resonans. Når to mennesker tillader at
resonansfeltet åbnes, bliver det muligt at få en fornemmelse af, hvordan der er inde i
den andens følelsesmæssige verden. At føle sig set af en anden, eller at blive
”limbisk kendt”, er første skridt i en følelsesmæssig helingsproces og i en forandring
af ens oplevelsesverden. Den positive afstemning er tillidsskabende og drivkraften i
etableringen af tilknytningsbånd.
Terapeuten skaber altså via resonans og synkronicitet tilknytningsbånd til klienten og
støtter herigennem klientens implicitte genkendelse af tidligere relationsstrategier,
som har hindret psykologisk udvikling.
”Det er den gensidige følelsesmæssige afstemning mellem klient og terapeut,
der er behandlingen, hverken intellektuel eller emotionel indsigt eller
følelsesmæssig udladning. Det eneste, der kan hele mangelfuld tilknytning, er
etablering af en tilknytning, som baserer sig på hensigtsmæssig følelsesmæssig
afstemning, og det er derfor, psykoterapi virker” (Hart, 2006, pp. 286-287).
Den psykoterapeutiske heling opstår derfor i mødet med den anden, og gennem den
gensidige bekræftelse, der ligger i den andens blik, bliver man tilstede i sin egen ret.
Netop dét er identitetsudviklingens væsen, og såfremt klienten ikke mødes i denne
form for bekræftelse, får identiteten ikke rum til at udfoldes.
Ønsket om at være i et intersubjektivt felt med en anden er vigtigt for
relationsdannelsen og bidrager til at drive den psykoterapeutiske proces fremad. Man
behøver andres øjne for at kunne forme og holde sig selv sammen, og uden dem
opløses den menneskelige identitet.
Gennem terapeutens nysgerrighed og afstemning indgår klientens indre
repræsentationer i et intersubjektivt rum med terapeuten, som er anderledes end det
intersubjektive felt, hvorfra de indre repræsentationer oprindeligt blev skabt. I dette
subjektive felt fremkommer forandringen af klientens oplevelsesverden, og det er
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
39
gennem denne proces, det bliver muligt for klienten at reflektere over sin indre
forestillingsverden. ”Det er oplevelsesmulighederne, der rummer
forandringspotentialet” (Hart, 2006, p. 301), og tillader gammel historie at blive
omskrevet. Det bliver muligt for klienten at se på ”alle sine aldre”, som interagerer i
den mentale organisation, og at forholde sig mere omsorgsfuldt til det barn, det
engang var, end omsorgspersonerne formåede i sin tid. Når klienten er i stand til at
integrere angsten og smerten, forandres erfaringen, og personligheden bliver
reorganiseret.
Ifølge det neuroaffektive perspektiv er målet altså at integrere og reintegrere de
neurale kredsløb, der styrer det emotionelle liv, og det meste af det, der foregår i den
terapeutiske relation, foregår uden for teorien. Med autenticitet skaber terapeuten via
resonans og synkronicitet tilknytningsbånd til klienten og støtter herigennem
klientens implicitte genkendelse af tidligere relationsstrategier, som har hindret
psykologisk udvikling.
Der skabes erfaringer, som gør selvrefleksion mulig, og som kan støtte en ændring af
indre repræsentationer.
Analyse og diskussion
Efter at have beskrevet de tre aktuelle teoretiske perspektiver, vil analysen og
diskussionen blive påbegyndt.
Afsnittet indledes med en opsummering og tydeliggørelse af, hvordan hvert
perspektiv anskuer det, der kan betegnes som essensen i det mellemmenneskelige
aspekt af den psykoterapeutiske relation. Den tidligere rækkefølge bibeholdes, så der
indledes med Rogers, derefter Storm Jensen og til sidst Hart.
Herefter foretages en mere uddybende analyse og diskussion af Rogers’
kernebetingelser. Dels fordi Rogers var den første til at beskæftige sig indgående
med de begreber, som hans teori kredser om (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 7), og
dels fordi det antages, at et mere tilbundsgående kendskab til dette forståelsesapparat
vil være fordelagtigt at spille bold op ad, så at sige, i relation til inddragelsen af de
andre teoretiske perspektiver. Afsnittet munder ud i den overordnede sammenligning
og diskussion, hvor de to yderligere teoretiske anskuelser vil blive anvendt.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
40
Derpå behandles spørgsmålet om, hvorvidt de aktuelle karakteriseringer af essensen
implementeres til fulde i psykoterapeutisk praksis.
Dernæst sammenlignes betragtninger om forudsætninger for psykoterapeutisk bedrift
og om pan-teoretiske elementer samt andre relevante ligheder og forskelle.
Afslutningsvist følger et afsnit om, hvorvidt der er tale om et teoretisk overlap, eller
om de senere teorier bidrager med nye elementer.
Essensen i den psykoterapeutiske relation - opsummering
Rogers
Rogers er ganske tydelig i forhold til, hvad essensen i det mellemmenneskelige
aspekt af den psykoterapeutiske relation består af; nemlig de nødvendige og
tilstrækkelige betingelser for terapeutisk forandring. De består, som tidligere
beskrevet, af disse seks betingelser:
7. To personer er i psykologisk kontakt.
8. Klienten er i en tilstand af inkongruens og er dermed sårbar eller angst.
9. Terapeuten er kongruent og integreret i relationen
10. Terapeuten oplever ubetinget accept eller har en ubetinget positiv opfattelse
(’unconditional positive regard’) af klienten
11. Terapeuten oplever empatisk forståelse af klientens indre referenceramme og
bestræber sig på at kommunikere denne oplevelse til klienten
12. Kommunikationen til klienten af terapeutens empatiske forståelse og ubetingede
accept lykkes – i det mindste i minimal grad (Rogers, 2007, p.241).
Punkt 3-5 omhandlende kongruens, ubetinget accept og empatisk forståelse er
hovedpunkterne, om man så må sige, men alle seks betingelser er essentielle (Rogers,
2007, p. 245).
Efter denne præcisering vendes blikket nu mod Storm Jensens perspektiv.
Storm Jensen
Kernen i Sensetik-terapi er som sagt at facilitere klientens genopdagelse af tillid
til egen sansning samt evnen til at mærke værdier – altså at hjælpe klienten til et
møde med sit autentiske selv.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
41
Psykoterapeutens vigtigste redskab, er sin kontakt med sig selv, da terapiens mål
kun kan nås i en autentisk kontakt, og kontaktens kvalitet er dermed i centrum. Den
terapeutiske kontakt er: ”… karakteriseret ved, at terapeuten i klientens interesse
tager både sig selv og klienten helt alvorligt” (Storm Jensen, 1998, p. 279).
Terapeuten må bruge alle sine følelser, sanser, fornemmelser og tænkeevner for
at opnå den bedst mulige kontakt med den faktiske virkelighed, og den bedst mulige
indlevelse i klientens måde at forholde sig til denne virkelighed på (Storm Jensen,
1998, p. 275).
Terapeuten må kunne møde klienten og kunne give denne oprigtige, naturlige
menneskelige reaktioner på den, klienten er og det, denne gør. Kun på den måde kan
kontakten blive terapeutisk, i den betydning at klienten kan erfare en ægte
menneskelig spejling der, hvor klienten forventer manipulation gennem
forvrængende spejling (Sensetik-instituttets hjemmeside: http://www.sensetik.dk
/introtilgrundbegreber).
Sensetik-perspektivet indebærer, at denne evne til at indgå i terapeutisk kontakt
ses som den helt essentielle faglige kvalifikation. Det er den essentielle kvalifikation
at kunne være til stede på den terapeutiske etiks præmisser - eller at have integreret
den terapeutiske etik. Den terapeutiske kontakts etik defineres som: At være der med
sig selv og som sig selv men for klienten.
Ifølge Storm Jensen (1998, p. 278) er den essentielle faglige kompetence altså en
personlig kompetence, der består af koncentreret nærvær, af ærlighed eller ægthed og
af at dagsordnen entydigt er klientens behov.
Derfor må essensen i den psykoterapeutiske relation ifølge denne terminologi
siges at være udfoldet personetik; autentisk væren, følingen med klientens
øjeblikkelige proces og at tage klienten alvorligt udfoldet i mellemmenneskelig
praksis.
Hart
Efter ovenstående præcisering af, hvordan Storm Jensen anskuer essensen i det
mellemmenneskelige aspekt ved den psykoterapeutiske relation, vil nedenstående
omhandle opsummeringen af Harts perspektiv på samme emne.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
42
Hart fremfører, at terapeuten igennem den følelsesmæssige afstemning med
klienten forsøger at aktivere tilknytningsprocesser, modulere angst- og stressniveau
og skabe et optimalt biokemisk miljø, som udvikler neural plasticitet.
Der skal findes en overordnet balance mellem samhørighed og autonomi og mellem
gensidig regulering og selvregulering. ”Det er igennem varmen, accepten, ægtheden,
spontane opmuntringer, ikke-besiddende kærlighed og betingelsesløs accept, at
klienten eller barnet udvikler sig, selvom der også skal være plads til grænsesætning
og fejlafstemning” (Hart, 2006, p. 310).
Terapeuten skal være helt præcist og indfølt til stede for klienten, og det
intersubjektive psykoterapeutiske miljø opretholdes i formidlingen af tavs, relationel
viden gennem afgørende ’mødeøjeblikke’ mellem terapeut og klient.
Psykoterapi er ud fra denne forståelse nærvær og mødeøjeblikke. Der findes ikke
nogen udveje – kun autentisk nærvær (Sørensen, 2012, p. 433). Nuværende øjeblikke
kan ikke skabes uden dette nærvær.
For at kunne dele en oplevelse med klienten må terapeuten altså være autentisk –
det vil sige, at der skal være overensstemmelse mellem kropssprog, følelsesudtryk,
verbale udtryk og indre oplevelse. En sådan overensstemmelse mellem indre og ydre
oplevelser er et centralt element ved autenticitet.
Via resonans og synkronicitet skaber terapeuten dermed tilknytningsbånd til
klienten og støtter herigennem klientens implicitte genkendelse af tidligere
relationsstrategier, som har hindret psykologisk udvikling.
”Det er den gensidige følelsesmæssige afstemning mellem klient og terapeut,
der er behandlingen, hverken intellektuel eller emotionel indsigt eller
følelsesmæssig udladning. Det eneste, der kan hele mangelfuld tilknytning, er
etablering af en tilknytning, som baserer sig på hensigtsmæssig følelsesmæssig
afstemning, og det er derfor, psykoterapi virker” (Hart, 2006, pp. 286-287).
Den psykoterapeutiske heling opstår derfor i mødet med den anden, og gennem den
gensidige bekræftelse, der ligger i den andens blik, bliver man tilstede i sin egen ret.
Netop dét er identitetsudviklingens væsen, og såfremt klienten ikke mødes i denne
form for bekræftelse, får identiteten ikke rum til at udfoldes.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
43
Behandlingen er dermed etableringen af en tilknytning, der baserer sig på
hensigtsmæssig følelsesmæssig afstemning, og som skabes via resonans og
synkronicitet; altså udvekslingen af tavs, relationel viden.
Essensen i den psykoterapeutiske relation må derfor siges at være autentisk
nærvær – præcist og indfølt nærvær for klienten, for den psykoterapeutiske heling
opstår i mødet med den anden, og gennem den gensidige bekræftelse, der ligger i den
andens blik.
Efter ovenstående opsummering og præcisering af de tre teoretiske
karakteriseringer af essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den
psykoterapeutiske relation, vil nedenstående afsnit, som tidligere angivet,
indledningsvist fokuseres på en mere indgående analyse og diskussion af Rogers’
betingelser for konstruktiv personlighedsforandring og udvikling, hvorefter Storm
Jensen og Harts anskuelser vil blive inddraget i den videre sammenligning og
diskussion.
Analyse og diskussion af Rogers’ perspektiv
Rogers’ seks fokuspunkter virker jo egentlig ganske overskuelige og ligefremme.
Sommerbeck (2011, p. 318) fremfører dog, at klassisk klient-centreret terapi er lige
så svær at praktisere, som den er enkel at beskrive, så lad os se nærmere på, hvad
disse betingelser indebærer, og hvordan de kan forstås. Fokus i denne behandling vil
dog være rettet mod hovedpunkterne, som entydigt retter sig mod terapeutens virke –
altså punkt 3-5.
Kernebetingelserne
Ad 3) Kongruens – Terapeuten skal være genuin; i kontakt med sine egne indre
oplevelser og i stand til at dele disse, hvis passende.
Her er det interessant at inddrage Gelsos beskrivelse af det humanistiske paradoks,
som omhandler spændingen mellem at være ægte og at holde tilbage. Han stiller
spørgsmålet: ”…how can the therapist be truly genuine with a client while at the
same time withhold from outward expression what the therapist is experiencing in
the moment?” (Gelso, 2011, p. 31). Som Gelso også nævner, mener Rogers ikke at
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
44
kongruens indbefatter at terapeuten må selv-afsløre eller verbalisere enhver
indskydelse. Selv-afsløring må kun effektueres i en kontekst af empatisk forståelse
og ubetinget accept, og må kun anvendes i klientens interesse. Men hvordan kan det
lykkes terapeuten at være fuldt ud kongruent samtidig med at denne tilbageholder
tanker og følelser for klienten?
Her kan flere faktorer måske mindske dette spændingsfelt? Hvis terapeuten er i ro
med sine indre oplevelser og ikke frygter, hvad der måtte vækkes af indre liv, bliver
spændingen måske mindre, og hvis terapeuten er rummelig og accepterende overfor
sig selv, har det måske samme effekt. Rogers (1995a, p. 17) skrev: ”…when I accept
myself as I am, then I change”. Så hvis terapeuten er opmærksom på sit indre liv, er
åben og accepterende overfor det, kan det indre liv ændres, og eventuelle tanker og
følelser for klienten, som ikke bør udtrykkes, opløses eller ændres måske. Et banalt
eksempel kunne være barnet, der frygter, at der er en løve under sengen. Hvis barnet
finder mod til at kigge efter og opdager, at der ikke er en løve, så forsvinder frygten
og der findes ro. Men hvis barnet ikke tør kigge, vedholdes frygten og den forstørres
måske endda. Så i jo højere grad terapeuten formår at lytte accepterende til sig selv,
og være i sine følelsers kompleksitet uden frygt, jo højere grad af kongruens (Rogers,
2007, p. 242).
Desuden formidles terapeutens indre tilstand ikke blot via selv-afsløring, men på
utallige indirekte måder, så Rogers’ 3. punkt synes ikke at være en krystallisering af
det humanistiske paradoks, og som Gelso (2011, p. 33) også kommer frem til, er
selv-afsløring ikke en nødvendig del af kongruens.
Det kan tilføjes, at dette punkt også er betydningsfuldt i og med, at det naturligvis er
afgørende at terapeuten er sig sine egne følelser og tanker bevidst i arbejdet med
klienten, så det er klientens materiale, der bliver arbejdet med i psykoterapien og ikke
terapeutens. Der bør deslige være en opmærksomhed på, hvorfra terapeutens følelser
opstår, så terapeuten kan bearbejde sin modoverføring (Gelso, 2011, p. 32). Det kan
altså anføres, at der er en indbygget modoverførings-notits eller bonus i denne
betingelse, som ellers er fokuseret mod at tilvejebringe en åben, autentisk, reel og
nærværende terapeut. Sagt på en anden måde, i terapeutens arbejde med at rumme og
acceptere sig selv med hensigten om at opnå kongruens, kommer modoverførings-
bearbejdningen ’automatisk’ i spil – Via terapeutens fokus på kongruens bearbejdes
modoverføringen, selvom dette ikke var formålet.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
45
Ad 4) Ubetinget accept – Terapeuten skal demonstrere en ikke-dømmende, ikke-
besiddende respekt og omsorg for klientens selv-koncept og følelser.
Denne betingelse kræver det ypperste af terapeuten, og som nævnt var Rogers også
bevidst om, at total ubetinget accept ikke vil kunne eksistere i praksis. Det er en
teoretisk konstruktion.
Som Sommerbeck og Larsen (2011, p. 21) skriver: ”Ubetinget positiv anerkendelse
er et forfærdelig svært krav at leve op til i praksis, for vi skal kunne behandle en
Gandhi såvel som en Hitler lige godt og således møde begge med ubetinget positiv
anerkendelse”. I deres bestræbelser på at finde en vej til at kunne mestre denne
betingelse, vender de blikket fra den enkelte klient og kigger i stedet på
menneskeheden som sådan. De beskriver en pro-social tendens eller disposition hos
mennesket, som er i samklang med Rogers’ aktualiserings-anskuelse. Der er altså
tale om et positivt menneskesyn, som indbefatter, at mennesket vil bidrage til
fællesskabet på den mest mulige positive og konstruktive måde (Ibid.). En anskuelse,
som ikke er svær at føle ubetinget positiv anerkendelse overfor.
Fra dette evolutionære perspektiv vender Sommerbeck og Larsen tilbage til klienten i
psykoterapi, som de også mener, fortjener en ubetinget positiv opfattelse, i kraft af at
klienten i terapien kæmper en hård kamp for at realisere det bedste i sig selv og for at
blive den bedste udgave af sig selv. ”Klientens bidrag til den terapeutiske alliance
fortjener ubetinget positiv anerkendelse” (Ibid.).
Ovenstående er gode bud på, hvordan dette udfordrende krav kan imødekommes og
afspejler tydeligt, at der er behov for et højt abstraktionsniveau og en bred
forståelsesramme for at betingelsen blot delvist kan indfries.
På et mere lavpraksis niveau medfører denne betingelse også årvågenhed fra
terapeutens side på egen agenda eller motiv. Terapeuten må holde sin egen
dagsorden i skak. Ikke et uinteressant biprodukt! Terapeuten kan ikke være ubetinget
accepterende, hvis denne ønsker at klienten skal gå i en vis retning i et bestemt
tempo. Som tidligere nævnt handler det om, at holde så meget af klienten at
terapeuten ikke ønsker at gribe ind i klientens udvikling eller at bruge klienten til
selv-ophøjende formål. Terapeutens tilfredsstillelse kommer af at have sat klienten
fri til at vokse på sin egen måde.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
46
Ad 5) Empatisk forståelse – Terapeuten skal kunne føle klientens private verden,
som om det var terapeutens egen, men uden at miste ‘som om’-kvaliteten (Rogers,
2007, p.243).
Ifølge Rogers er empatisk forståelse yderst sjælden. ”We neither receive it nor offer
it with any great frequency. Instead we offer another type of understanding which is
very different…an evaluative understanding from the outside” (Rogers, 1995a, p.
62). Det er dog netop indsigten i klientens indre oplevelse og det ubedømmende
aspekt, som er essentielt. Når terapeuten kan forstå, hvordan det føles og opleves at
være klienten, uden at ville analysere eller bedømme denne, da kan klienten blomstre
og vokse i det psykoterapeutiske klima (Ibid.).
Der er tilsyneladende åbenlyse faldgrupper at forholde sig til i relation til denne
betingelse.
Rogers (1975, p. 3) er selv inde på risikoen for at forveksle empati med
identifikation, som forekommer, hvis ovennævnte ’som om’-kvalitet mistes.
Desuden kan det gestaltterapeutiske begreb konfluens bidrage til
definitionsafklaringen. Konfluens er betegnelsen for en mental proces, hvor to
adskilte individer ophæver afgrænsningen mellem sig. Der er dermed ingen
adskilthed eller forskellighed (Hostrup, 2001, pp. 130+131). Hvis denne kontaktform
er i spil, vil ’som om’-kvaliteten naturligvis også være fraværende, men som Ole
Andkjær Olsen (2002, p. 329) skriver i psykodynamisk leksikon er identifikation en:
”Ubevidst proces, hvorigennem individet indoptager egenskaber og funktioner fra en
anden person i sit jeg eller selv”. Der er altså stadig en form for afgrænsning, da
jeg’et fortsat består og påtager sig egenskaber fra et andet individ. Her ville
terapeuten dermed opleve klientens verden i sin egen verden, hvor en konfluent
terapeut ville lade sig opsluge i klientens verden.
Rogers (1975, p. 4) fremfører, at man på sin vis kan sige, at terapeuten i terapien
lægger sig selv til side for at gå ind i klientens verden. Dette minder i høj grad om
konfluens-beskrivelsen! Rogers tilføjer imidlertid, at dette kræver at terapeuten er
sikker nok i sig selv til at vide, at denne ikke vil forsvinde i, hvad der kan vise sig at
være en besynderlig eller bizar verden, men er i stand til at vende sikkert tilbage til
sin egen verden, når terapeuten ønsker det (Ibid.). Derfor kan en konfluent
kontaktform ikke eksistere i forbindelse med empatisk forståelse, da den empatiske
terapeut er sig processen bevidst og derfor ikke forsvinder, men blot tilsidesætter sig
periodisk. Motivet for konfluens og empatisk forståelse er tillige af modsatrettet
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
47
T K TK T K
karakter, idet konfluens må siges at besidde en egoistisk klangbund, da det er eget
ønske om sammensmeltning, der dominerer. Desuden kan rollen som psykoterapeut
ikke varetages af en person, der ønsker at udviske afgrænsningen mellem sig selv og
klienten. ”Det er i sidste ende ønsket om at være til gavn for et andet menneske, der
afgør, om udtryk for empati er terapeutiske eller ej” (Sommerbeck & Larsen, 2011,
p. 33).
Begrebs-forskellene kan illustreres således:
Empati: Konfluens: Identifikation:
Empatisk forståelse medfører altså, at terapeuten periodisk lægger sig selv til side,
dog uden at miste kontakten til sig selv, og kan vende tilbage når det ønskes.
Konfluens medfører en sammensmeltning, hvor grænserne udvaskes.
Identifikation medfører, at terapeuten optager klientmateriale i sig.
Man kunne desuden overveje, hvorvidt man kan risikere at miste sig selv i sin
empatiske bestræbelse, hvis man samtidig er kongruent? Nævnte ’som om’-kvalitet
er vel en forudsætning for at terapeuten vedvarende kan være i kontakt med egne
indre oplevelser, og dermed bevare muligheden for at være kongruent.
Sommerbeck og Larsen (2011, p. 32) nævner endvidere forvekslingen af sympati
og medfølelse med empati, som, de mener, er meget udbredt i psykoterapi-
litteraturen.
”Der er imidlertid stor forskel på at kunne lide et andet menneske (sympati,
”sym-passion”), at have ondt af et andet menneske (medfølelse, ”com-
passion”) og så at kunne sætte sig i et andet menneskes sted, som om man var
det andet menneske (indfølelse, ”em-passion”) (Sommerbeck & Larsen, 2011,
p. 32).
På baggrund af ovenstående synes det ikke upassende at samstemme med
Rogers, når han (1975, p. 4) fremfører, at det at være empatisk er en kompleks,
krævende, stærk og dog subtil og blid måde at forholde sig på.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
48
Efter at have foretaget en nærmere undersøgelse af hvad Rogers’
hovedbetingelser indebærer, synes Sommerbecks ovenstående bemærkning om, at
Rogers’ terapi er lettere at beskrive end at praktisere, at have sin berettigelse.
Aktualitet
Med denne mere indgående indsigt i de facilitative konditioner, kan man spørge
sig selv om, hvorvidt denne terapiform er mulig og oplagt i dag?
Hvis vi eksempelvis kigger på fjerde betingelse ubetinget accept, er det så
muligt, at terapeuten ikke har en agenda om, hvorhen og hvordan klienten skal
udvikle sig?
De regelmæssige og årelange behandlingsforløb dominerer desværre ikke længere, så
hvis terapeuten skal kunne hjælpe klienten indenfor de rammer, som er mest
almindelige i dag – altså stærkt tidsbegrænsede forløb – bliver terapeuten så ikke
nødt til i højere grad at guide og lede? Dette fremstår uforeneligt med den klient-
centrerede terapi, da Rogers: ”…anser klienten for den bedste ekspert af de to i, hvor
skoen trykker, og i hvad der er bedst for ham eller hende at gøre fra øjeblik til
øjeblik” (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 56).
Men i dag ønsker klienten måske mere styring og flere svar? Det kommer
Sommerbeck ind på, når hun beskriver, hvad flere klienter, der kommer med et
afgrænset problem, efterspørger. Når klienterne er blevet sikre på at Sommerbeck,
som udøver klient-centreret terapi, forstår hvordan de oplever deres problem,
udtrykker klienterne mere eller mindre eksplicit et ønske om mere styring fra
Sommerbecks side (Sommerbeck & Larsen, 2011, pp. 59-60). Muligvis i kraft af den
globaliserede verdens tempo, økonomi- og løsningsfokus? Den fornødne tid til at
processe og at finde sin egen vej er aftaget og den løsningsorienterede ’fix it’
mentalitet spiller ind. Klienten forventer at få noget for pengene fra første session.
Ifølge Sommerbeck og Larsen (Ibid. p. 60; Sommerbeck, 2011, p. 319) støtter
forskningen dog antagelsen om, at mere defensive klienter samt klienter, der
overvejende betragter terapi som en mulighed for selvudforskning, har bedst udbytte
af en relativt ikke-styrende terapiform, hvorimod forholdsvist ikke-defensive klienter
samt klienter, der overvejende betragter terapi som et forum, hvor de bliver oplyst af
terapeuten, har størst udbytte af en styrende terapiform.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
49
Men igen; graden af terapistyring er vel en kulturpåvirket dynamik? Ligesom Freuds
fortolkninger af seksuelle drifter afspejler Victoriatidens selvbeherskelse og kontrol,
er Rogers’ ikke-styrende terapi udviklet i en tid præget af: ”…det generelle opgør
med autoriteter i den vestlige verden, specielt ungdomsoprøret, i midten af sidste
århundrede” (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 60). Sommerbeck og Larsen (Ibid.)
beskriver vores nutid som præget af idealet om målrettet effektstyring, hvor klienter
ønsker at gå i terapi for at få ’værktøjer’ til at kunne løse sine problemer, som var de
hos lægen for at få en recept.
Er konsekvensen af denne samfundsudvikling, at man i nutidens verden må afstå fra
at praktisere Rogers’ klient-centrerede terapi i den form, som han udviklede den?
Sagt på en anden måde; skal den opdateres til vores samtid? Det ville enhver
socialkonstruktionist nok mene, men den bliver dog stadig praktiseret herhjemme,
selvom den absolut ikke er udbredt (Sommerbeck, 2002, p. 11).
Ifølge Sommerbeck (2002, pp. 12-14.) har den klient-centrerede terapiforms radikale
tiltro til klientens egen ekspertise på sig selv og sin proces nogle følger, der går på
tværs af samfundsmæssige strømninger. Hun nævner bl.a. at denne terapiform ikke
kan forenes med nogen form for sygdomsmodel. ”Klientcentreret psykoterapi er
antitesen til de krav og ambitioner om diagnostisk differentierede, målrettede,
forudsigelige, detaljeret planlagte, og i sidste ende manualiserbare terapiforløb, der
er så fremherskende i dag” (Ibid., p. 12). Desuden tilfredsstiller denne terapiform
ingen narcissistiske behov hos terapeuten, da der i faglige sammenhænge ikke vil
kunne fremlægges mere eller mindre detaljerede og skarpsindige analyser af
forskellige typer klientproblematikker. Ydermere tilskrives vanskeligheder i den
terapeutiske proces:
”…alene brist i terapeutens ubetingede accept og empatiske forståelse af
klienten og er hermed et signal til terapeuten om, at han eller hun er stødt på en
af sine egne blinde eller døve pletter, dvs. et signal til terapeuten om, at han
eller hun står over for en større eller mindre personlig udviklingsopgave for
(igen) at blive en tilstrækkelig kompetent terapeut for netop denne klient”
(Sommerbeck, 2002, p. 13).
Sommerbeck (Ibid.) nævner også den kraftige ’amerikanisering’ af dansk
psykoterapi og psykiatri som påvirkende faktor til den begrænsede udbredelse af
klient-centreret terapi i Danmark. Selvom terapiformen er amerikansk, har den haft
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
50
svært ved at overleve i det amerikanske sundhedsvæsen, som er domineret af
forsikringsselskaber og krav om at sælge psykoterapi som en færdig pakke og ikke
som en fortløbende proces. Størstedelen af litteraturen om klient-centreret terapi på
det danske marked er amerikansk, og da terapiformen ikke står så stærkt på
hjemmebane er mængden af udgivelser også begrænset. Der bliver publiceret langt
mere i Mellemeuropa og England, og den klient-centrerede terapi lever ifølge
Sommerbeck (2002, p. 13) i bedste velgående i de fleste europæiske lande uden for
Danmark. Hun nævner: ”Tyskland, Holland, Belgien, Østrig og Italien – lande som
danske psykoterapeuter sjældent skeler til. Måske på grund af sprogbarrierer?”
(Ibid.).
Det kulturelle spørgsmål bringer mig imidlertid videre til spørgsmålet om,
hvorvidt Rogers’ betingelser er tilstrækkelige, eller om han var en smule for dristig i
denne udmelding. Det kan sagtens tænkes, at idet Rogers var så nytænkende, måtte
han fremlægge sine tanker klart og tydeligt og måske sat en anelse på spidsen. Vi
glemmer måske let, hvor revolutionerende han var? Tag for eksempel følgende
udmelding i betragtning, som omhandler Rogers’ overbevisning om, at mennesket er
positivt af natur – en helt accepteret tanke i dag:
”This point of view is so foreign to our culture that I do not expect it to be
accepted, and it is indeed so revolutionary in its implications that it should not
be accepted without thorough-going inquiry. But even if it should stand these
tests, it will be difficult to accept” (Rogers, 1995a, p. 91).
Dette ændrer naturligvis ikke ved, at meget peger i retning af, at Rogers havde ret
i, at hans betingelser for terapeutisk forandring er nødvendige, men ikke i at de er
tilstrækkelige (Hougaard, 2009, p. 278; Sommerbeck, 2011, pp. 319+320; Holmgren,
2011, p. 107). Men hvis vi nu tager i betragtning, at han var en revolutionerende
nytænker, og derfor skræller nogle af kanterne af formidlingerne, og blot forholder
os til kernebudskabet eller essensen i hans teori, må vi så ikke give ham ret i, at
essensen af det, som terapeuten skal levere for at etablere den særlige
mellemmenneskelige interaktion, som den psykoterapeutiske relation skal indeholde,
må bestå af kongruens, ubetinget accept og empati?
Det mener Sommerbeck og Larsen, og de fremsætter, at forskning: ”…i
”fællesfaktorerne” i psykoterapi har vist, at der er et væsentligt sammenfald mellem
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
51
disse faktorer og de rogerske kernebetingelser. Det er dette sammenfald, der gør
Rogers’ teori så aktuel i nutidens forskellige psykoterapiformer” (Sommerbeck &
Larsen, 2011, pp. 15+16).
For videre uddybning og svar på disse overvejelser, synes det relevant at gå
videre til næste del af undersøgelsen, hvor de resterende to perspektiver inddrages i
sammenligning og diskussion.
Overordnet sammenligning og diskussion
Essensen
Hvis vi inddrager Storm Jensen og Hart, kan vi så give Rogers ret i, at kongruens,
ubetinget accept og empati er de essentielle elementer i den særlige type relation,
som er genstand for denne undersøgelse?
Dette undersøges herunder ved at sammenligne og analysere de teoretiske opfattelser
af de tre kernebetingelser i separate afsnit.
Kongruens/autenticitet7
Ifølge Storm Jensen er kontaktens kvalitet i centrum og psykoterapeutens
vigtigste redskab, er sin kontakt med sig selv, da terapiens mål kun kan nås i en
autentisk kontakt. Terapeuten skal være der med sig selv og som sig selv men for
klienten. Derfor må essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den
psykoterapeutiske relation ifølge denne terminologi siges at være udfoldet
personetik; autentisk væren udfoldet i mellemmenneskelig praksis.
Der er vist ingen tvivl om, at Rogers ville være enig i at kontaktens kvalitet er i
centrum, og fremhævelsen af autenticitet eller kongruens er ganske åbenlys. Ifølge
Gelso og Hayes (1998, p. 218) er flere klient-centrerede teoretikere enige om, at
kongruens er den vigtigste af de tre kernebetingelser, hvilket stemmer helt overens
med, at Storm Jensens anfører, at den essentielle faglige kompetence er den
7 Begreberne anvendes ofte synonymt (Gelso & Hayes, 1998, p. 218; Sommerbeck & Larsen,
2011, p. 7).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
52
personlige kompetence, som består af autentisk væren udfoldet i mellemmenneskelig
praksis.
Autenticitet er også et centralt begreb i Harts neuroaffektive psykoterapi. Med
autenticitet skaber terapeuten via resonans og synkronicitet tilknytningsbånd til
klienten, som baseres på hensigtsmæssig følelsesmæssig afstemning. I nu-
øjeblikkene bliver klientens og terapeutens forskellige bevidsthedstilstande
forbundet, og der opstår en gensidig genkendelse, hvor begge deler en fornemmelse
af, hvad den anden oplever – hvilket konstituerer mødeøjeblikket. Nuværende
øjeblikke kan ikke skabes uden autentisk nærvær, og i selve mødeøjeblikket er
afstemningen på fuld styrke.
Psykoterapi er ud fra denne forståelse altså nærvær og mødeøjeblikke. Der findes
ikke nogen udveje – kun autentisk nærvær (Sørensen, 2012, p. 433).
Så det autentiske nærvær er forudsætningen for at de nuværende øjeblikke kan
skabes, hvori tilknytningsbånd etableres og hensigtsmæssig følelsesmæssig
afstemning foregår. Dette stemmer overens med Rogers’ og Storm Jensens vægtning
af autenticitet eller kongruens.
De tre teoretikere synes deslige at have overensstemmende opfattelse af, hvad
autenticitet-begrebet indebærer:
For Rogers betyder autenticitet at terapeuten er i kontakt med sine egne indre
oplevelser og er i stand til at dele disse, hvis passende.
Storm Jensen mener, at psykoterapeutens vigtigste redskab, er sin kontakt med sig
selv, hvilket indebærer at terapeuten kan møde klienten og give denne oprigtige,
naturlige menneskelige reaktioner på den, klienten er og det, denne gør.
For Hart er terapeuten autentisk, når der er overensstemmelse mellem kropssprog,
følelsesudtryk, verbale udtryk og indre oplevelse. En sådan overensstemmelse
mellem indre og ydre oplevelser er det centrale element ved autenticitet.
Der er altså teoretisk enighed om både vigtigheden og indbegrebet af elementet
autenticitet.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
53
Ubetinget accept
Storm Jensen beskæftiger sig ikke med begrebet ubetinget accept, til gengæld
forholder han sig til det at tage alvorligt, og det er muligt at drage visse paralleller
mellem disse ’fænomener’.
Storm Jensen fremfører, at terapeuten må tilføre den terapeutiske kontakt en det er
alvor-kvalitet:
”Med det formål, at få klienten til at tage sig selv, med sine faktiske evner og
muligheder og dybeste følelser og værdier, alvorligt nok, skal terapeuten kunne
formidle sin ægte tagen klienten alvorligt. Og for at denne ’tagen klienten
alvorligt’ kan have den nødvendige ægthed, skal den hvile på terapeutens egen
evne til at tage sig selv alvorligt” (Storm Jensen, 1998, pp. 278+279).
Formålet er altså at få klienten til at tage sig selv alvorligt – at kunne stå ved sig og
rumme hele sig.
Dette ligger umiddelbart ikke langt fra Rogers’ (2007. p. 243) fremstilling af, at
ubetinget accept: …means a caring for the client as a separate person, with
permission to have his own feelings, his own experiences”. Rogers er også inde på, at
den ubetingede accept tillader klienten at udforske følelser og overbevisninger, der
var for angstskabende at erkende. En proces der muliggøres af trygheden i at vide, at
det uudforskede ikke vil fremprovokere kritik eller bedømmelse. Klienten har ret til
at være sig selv – at blive taget alvorligt og accepteret, kunne man få lyst til at tilføje.
Storm Jensen kommer ikke ind på det ubetingede eller ubedømmende aspekt, men
skriver, at det at blive taget alvorligt er ensbetydende med at blive mødt med ægthed,
ærlighed, sandhed eller autenticitet, hvilket må indikere et fravær af betingelser
(Storm Jensen, 1998, pp. 279+280). Egenskaberne at tage nogen alvorligt eller at
acceptere dem uden betingelser synes altså ganske forenelige, selvom der ikke er tale
om et totalt overlap.
Derudover berører begge parter, at dette ’fænomen’ også bør rettes mod terapeuten
selv. Storm Jensen fremfører, at terapeuten skal kunne tage sig selv alvorligt for at
kunne formidle en ægte tagen klienten alvorligt. Rogers beskriver, at når han
accepterer sig selv, som han er, altså uden betingelser, så forandrer han sig, og
kongruens-bestræbelserne lettes dermed. Det indikerer altså, at hvis denne betingelse
rettes mod terapeuten selv, understøttes opnåelsen af kongruens-betingelsen.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
54
I modsætning til Storm Jensen nævner Hart den ubetingede accept, dog uden at
uddybe det betydeligt.
Hun skriver, at der i terapien skal findes en overordnet balance mellem samhørighed
og autonomi og mellem gensidig regulering og selvregulering. ”Det er igennem
varmen, accepten, ægtheden, spontane opmuntringer, ikke-besiddende kærlighed og
betingelsesløs accept, at klienten eller barnet udvikler sig, selvom der også skal være
plads til grænsesætning og fejlafstemning” (Hart, 2006, p. 310).
Desuden er hun inde på, at den psykoterapeutiske heling opstår i mødet med den
anden, og gennem den gensidige bekræftelse, der ligger i den andens blik, bliver man
tilstede i sin egen ret. Netop dét er identitetsudviklingens væsen, og såfremt klienten
ikke mødes i denne form for bekræftelse, får identiteten ikke rum til at udfoldes.
Termen bekræftelse bliver i relation til Rogers’ betingelser brugt som alternativt
udtryk for accept eller anerkendelse (Sommerbeck & Larsen, 2011, pp. 68+69). Da
der imidlertid ikke er nogen eksplicitte bemærkninger om, at dette er tilfældet her,
synes det ikke tilladeligt at pålægge Hart denne hensigt. Det er dog ikke langt fra
bemærkningen om, at man, gennem den gensidige bekræftelse, der ligger i den
andens blik, bliver tilstede i sin egen ret, til Rogers’ formulering om, at ubetinget
accept indebærer en omsorg for klienten som et separat individ, med ret til egne
følelser og oplevelser. Der er for den sags skyld heller ikke langt fra Harts
bemærkning til Storm Jensens anskuelse af at tage alvorligt. At blive tilstede i sin
egen ret må forudsætte en tage alvorligt-kvalitet, som måske er indbygget i
bekræftelsen. Det er dog også muligt, at Hart med bekræftelse i stedet henviser til
den gensidige synkroniseringsproces og følelsesmæssige afstemning, som finder sted
i de nuværende øjeblikke. Dette betyder dog ikke, at der ikke er aspekter af ubetinget
accept og at tage alvorligt indblandet, hvilket ovenstående tyder på. Desuden er Hart
jo, som nævnt, eksplicit i forhold til at det bl.a. er igennem ubetinget accept at
klienten udvikler sig.
Det tyder altså på, at der også er teoretisk enighed om vigtigheden og indbegrebet
af mange elementer i ’fænomenet’ ubetinget accept, selvom det ikke er den samme
term, der bruges.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
55
Empati
I relation til empati beskriver Storm Jensen (1998, p. 275), at det er følingen med
klientens øjeblikkelige proces, der er afgørende for, om den teoretiske forståelse og
de tekniske færdigheder kan bringes i anvendelse på en sådan måde, at processen
faktisk bliver terapeutisk. Uden denne føling eller empatiske forståelse bliver
interaktionen i bedste fald terapeutisk værdiløs, i værste fald af negativ terapeutisk
værdi. Han fremfører også, at terapeuten må bruge alle sine følelser, sanser,
fornemmelser og tænkeevner for at opnå den bedst mulige kontakt med den faktiske
virkelighed, og den bedst mulige indlevelse i klientens måde at forholde sig til denne
virkelighed på (Ibid.).
Dette minder i høj grad om indbegrebet af Rogers’ empati. I forbindelse med den
tidligere afdækning af Rogers’ empati-begreb, blev det netop klart, at terapeuten hele
tiden må have en kontakt til sig selv, og dermed den virkelige verden, for ikke at
miste ’som om’-kvaliteten, hvilket synes indbefattet i ovenstående Storm Jensen-
beskrivelse.
Desuden kunne man overveje, hvorvidt Storm Jensens centrering om klientens
interesse ikke også medfører empatiske bestræbelser, for hvordan skulle terapeuten
være vidende om klientens interesse uden empatisk forståelse?
Hart forholder sig ligeledes eksplicit til empati – både til udviklingen og
betydningen af empatisk forståelse, og til hvilken rolle ’fænomenet’ spiller i
psykoterapi.
Hun beskriver, at affektiv afstemning tillader mennesker at være sammen igennem
en sansning af at dele indre erfaringer. Den affektive afstemning udtrykker
følelseskvaliteten, uden at den indre tilstands nøjagtige adfærdsmæssige udtryk
efterlignes, og beskæftiger sig med den følelseskvalitet, der ligger bag adfærden.
Derfor giver afstemningskapaciteten oplevelsen af at være følelsesmæssigt
forbundet. ”At føle sig følt er den subjektive erfaring af afstemning” (Hart, 2006, p.
37).
Affektiv afstemning er forløberen for udviklingen af empatisk forståelse. Den giver
nemlig mulighed for den bevidsthedsudvidelse, der medfører empatisk forståelse, når
såvel omsorgsperson som barn eller klient fornemmer den andens bevidsthed.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
56
Barnet lærer, at det både kan beholde sit eget perspektiv og samtidig dele moderens,
hvilket er kernen i Rogers’ empati-anskuelse. Er omsorgspersonen derimod ikke i
stand til at tydeliggøre forskellene og markere, men i stedet eksempelvis placerer
egne følelser i barnet, da lærer barnet ikke at skelne mellem sig selv og
omsorgspersonen (Hart, 2006, p. 38).
Hart fremfører desuden, at terapeuten i den terapeutiske proces må kunne skabe en
vitaliserende, positiv afstemning med klienten. Empatiens kerne er evnen til at
matche den andens affekt og være i stand til at respondere i resonans. Dette må siges
at være i fuld samklang med både Rogers’ og Storm Jensens opfattelse.
Der er altså også teoretisk enighed om vigtigheden og indbegrebet af elementet
empati.
Efter denne analyse er det dermed muligt at svare ja til, at Rogers havde ret i, at
kongruens, ubetinget accept og empati er essentielle elementer i den særlige type
relation, som er genstand for denne undersøgelse. Som det fremgår af ovenstående er
der betydelige overensstemmelser i forhold til alle tre kernebetingelser, trods
variation i terminologi i relation til kernebetingelsen ubetinget accept.
Men er der også enighed om at disse kernebetingelser er selve essensen i denne
type relation? Det er åbenlyst, at Rogers mener, at det foreligger sådan, men hvad
med de to andre teoretikere?
I forhold til Storm Jensens terminologi er essensen i den psykoterapeutiske
relation udfoldet personetik; autentisk væren, følingen med klientens øjeblikkelige
proces og at tage klienten alvorligt udfoldet i mellemmenneskelig praksis. Hvis vi
omskriver denne ytring til Rogers’ terminologi, må det se således ud:
Autentisk væren = Kongruens
Føling med klienten = Empatisk forståelse
At tage alvorligt = Ubetinget accept
Ifølge Hart er essensen i den psykoterapeutiske relation autentisk nærvær –
præcist og indfølt nærvær for klienten, for den psykoterapeutiske heling opstår i
mødet med den anden, og gennem den gensidige bekræftelse, der ligger i den andens
blik. Omskrevet til Rogers’ terminologi må det se således ud:
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
57
Autentisk nærvær = Kongruens
Præcist og indfølt nærvær = Empatisk forståelse
Bekræftelse ~ Ubetinget accept
Det synes, som nævnt, ikke muligt at lave lighedstegn mellem de sidstnævnte
begreber, men da de synes at minde om hinanden, er det alligevel valgt at lave
opstillingen. Det ændrer dog ikke ved, at selvom Hart ganske eksplicit nævner
betydningen af ubetinget accept, så behandler hun ikke denne kvalitet som værende
essentiel, hvilket derimod er tilfældet med gensidig bekræftelse. Hart ville
sandsynligvis lægge højere vægt på hensigtsmæssig følelsesmæssig afstemning end
på ubetinget accept.
Det vil dermed sige, at der i forhold til disse tre teorier er enighed om, at
essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation består
af: Kongruens og empati. To af teorierne samstemmer om at essensen også består af
ubetinget accept, men da vi ser en lille afvigelse hos Hart angående dette punkt, er
det ikke muligt at fremføre, at der er fuld enighed. Vi bør dog huske på, at Hart også
anser denne betingelse som medvirkende til, at klienten kan udvikle sig. Hun
beskriver den blot ikke som en af de vigtigste, hvilket er fokus i denne undersøgelse.
Anvendelse
Ovenstående enighed om, hvad essensen består af, bringer mig videre til
spørgsmålet om, hvorvidt disse begreber generelt set benyttes til fulde, eller om der
er gået inflation i begreberne. Som Karen Vibeke Mortensen skriver:
”Accept, empati og ægthed lyder som besnærende selvfølgelige kvaliteter i
terapeutisk arbejde. Kan mon nogen forestille sig en psykoterapeut – uanset
teoretisk retning – der ville tænke på sig selv som uaccepterende, uempatisk og
uægte i sin omgang med sine patienter?” (Mortensen, 2011, p. 109).
Det er der nok ikke nogen, der kan, men det er formuleringen selvfølgelige
kvaliteter, der er af interesse her. For som tidligere nævnt synes eksempelvis empati
at være et ord, alle bruger, men de færreste definerer (Davis, 1990, p. 707). Man
kunne næsten kalde det psykoterapiens ’buzzword’ eller et modeord. Utallige gange
har jeg læst at psykoterapeuten skal være empatisk – uden indføring i, hvad dette
indebærer (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 7).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
58
Så noget tyder på, at der er gået en form for inflation i begreberne, forstået på den
måde, at vi anvender dem ud fra den antagelse, at vi alle har en fælles ’fornemmelse’
af, hvad begreberne betyder (Sommerbeck, 2002, p. 10). På den måde bliver
begreberne og anvendelsen heraf udvandet og kraftløs, hvilket står i stærk kontrast
til, at det er begreber, enhver psykoterapeut gerne vil anvende om sig selv, som
Mortensen indikerer – lidt af et paradoks og en ganske uvidenskabelig8 anvendelse
af, hvad der ifølge forskning i fællesfaktorer er, vigtige begreber i psykoterapeutisk
praksis (Sommerbeck & Larsen, 2011, pp. 15+16).
Kan det have noget at gøre med, at det faktisk er begreber, hvis anvendelse stiller
store og omsiggribende krav til terapeuten? Og at der derfor er en tendens til at
undlade at forholde sig indgående til kompleksiteten i disse ’fænomener’ for at omgå
denne form for involvering? Måske en vovet anskuelse, men lad os se nærmere på
problemstillingen.
Storm Jensen beskriver, som sagt, at tilstedeværelsen, ægtheden og centreringen
om klientens interesse må være ægte virkelighed i den terapeutiske kontakt, i en
meget dybere betydning end oftest forbundet med faglig kontakt – og kontakt i det
hele taget. Lignende situationer, hvor nærværs- og ægthedskvaliteten er
sammenlignelig, kan kaldes eksistentielle livssituationer – der hvor livets alvor
virkelig trænger sig på, og hvor livet potentielt forandrer sig helt. Det være sig at stå
med sit nyfødte barn i armene, at sidde ved en elskets dødsleje eller en kontakt i dyb
forelskelse (Storm Jensen, 1998, p. 278). Derfor er den psykoterapeutiske rolle af en
særlig karakter.
Han tilføjer, at for at terapeuten kan skabe eller tilbyde, hvad han mener, er
essensen i den psykoterapeutiske relation, skal terapeuten være i kontakt med sin
naturligt ægte etiske kerne og lade denne blive centeret for sin identitet og guiden for
sine handlinger. Dette er nødvendigt, fordi centreringen skal kunne fastholdes solidt
og stabilt overfor udfordringerne i det uautentiske, værdiforvirrede
mellemmenneskelige liv, som er genstand for psykoterapeutisk behandling.
Han beskriver desuden, at hvis de egenskaber, der ofte anvendes til beskrivelse af en
terapeut (fx sympatisk, varm, respektfuld, accepterende og som formår at skabe
optimisme osv.) i mindste grad anvendes strategisk manipulerende, så de ikke er
8 Forstået som det modsatte af en objektiv og systematisk undersøgelse af et afgrænset
genstandsfelt.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
59
fuldstændigt ægte og reelle i terapeuten, når de anvendes, da er terapeuten med til at
cementere klientens mistillid til sin sans for det ægte – den autentiske sandhedssans.
Storm Jensen taler altså om en særligt dyb og autentisk kontakt, som forudsætter
terapeutens fasttømrede centrering i sin naturligt ægte etiske kerne.
Noget af en opgave, må man sige, og den forudsætter at terapeuten er godt integreret
i sig selv.
Rogers tilføjer i samme linje i relation til empati, at vi sjældent tillader os at
forstå præcist, hvad meningen er i et andet menneskes udsagn – for det menneske,
fordi forståelse er risikabel. Hvis man virkelig lader sig selv forstå et andet
menneske, bliver man måske selv forandret af den forståelse. Og vi frygter alle
forandring. Desuden er villigheden til at dele et andet menneskes smerte sjælden, idet
det ligger i menneskets natur at undgå smerte. Terapeuten er altså villig til at opleve
den fulde skala af menneskelige følelser gang på gang i de terapeutiske relationer.
Rogers anfører, som tidligere nævnt, at det er yderst belønnende og:
“It can be an has been at times very frightening, when a deeply disturbed
person seems to demand that I must be more than I am, in order to meet his
need. Certainly the carrying on of therapy is something which demands
continuing personal growth on the part of the therapist, and this is sometimes
painful, even though in the long run rewarding” (Rogers, 1995a, p. 14).
Ifølge disse fremstillinger kræver de essentielle betingelser dermed, at terapeuten
er åben for selv at komme ud i alle krogene af følelsesrepertoiret, også derud hvor
følelserne er stærkest og mest skræmmende. Desuden skal terapeuten være villig til
at lade sig forandre af arbejdet – i hver eneste terapeutiske proces (Sommerbeck,
2002, p. 13).
Absolut ikke det man forventer af et ’almindeligt’ 8-16 job! Men måske er jobbet
som psykoterapeut ikke et helt ’almindeligt’ job, men en livsstil? I hvert fald må det
være en stor opgave at løfte at praktisere psykoterapi ud fra denne essens-anskuelse.
Sommerbeck og Larsen (2011, p. 7) fremfører eksempelvis, at det ofte er problemer
med i praksis at leve op til kernebetingelserne, som præsenteres i supervision. Så
måske er der ikke noget at sige til, at mange undgår en tilbundsgående stillingtagen
til disse begreber? Psykoterapeuter er trods alt blot mennesker.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
60
Men disse betingelser stiller imidlertid krav til psykoterapeuten om ikke blot at være
et menneske, som de er flest, men et særdeles gennemarbejdet, sikkert og integreret
menneske…
Med i disse overvejelser, må vi dog tage i betragtning, at Rogers (2007, p. 243)
fremfører, at både kongruens- og ubetinget accept-betingelserne er et spørgsmål om
grad. Han nævner desuden, at total ubetinget accept ikke vil kunne eksistere i
praksis, men er en teoretisk konstruktion. Desuden er teoretiske fremlægninger
måske, som tidligere berørt, krystalliseringer af det optimale?
Dette ændrer dog ikke ved, at man med baggrund i de her anvendte teorier må
anskue intentionen om at tilvejebringe de essentielle karakteristika som et absolut
minimum. Og denne intention må naturligvis forudsætte et indgående kendskab til
begreberne.
Det er jo netop vægtningen og definitionen af disse kvaliteter, der medfører, at
der ikke er tale om selvfølgelige kvaliteter – og det er tydeligt efter den tidligere
analyse, at de tre teoretikere i den grad har forholdt sig til, hvad begreberne
indebærer, og hvor højt de skal vægtes.
Så på baggrund af dette og med tanke på Hougaards bemærkning om, at: ”Der er
bred enighed om, at rogerske kernebetingelser er centrale for den terapeutiske
holdning i alle former for psykoterapi” (Iflg. Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 56),
kan det sammendrages, at disse komplekse begreber generelt set ikke implementeres
til fulde, og at de ofte anvendes som overfladiske selvfølgeligheder.
Yderligere sammenligning
Efter denne bearbejdning af spørgsmålet om kernebegrebernes implementering
påbegyndes den videre sammenligning af teorierne. Indledningsvist vil der trækkes
tråde fra ovenstående afsnit om, hvad det kræver af psykoterapeuten at praktisere
kernebetingelserne, til nedenstående afsnit om forudsætninger for at blive
psykoterapeut.
Dernæst sammenlignes anskuelsen af, hvorvidt der er tale om pan-teoretiske
elementer, hvorefter andre teoretiske ligheder og forskelle behandles. Afslutningsvist
diskuteres det, om der kan være tale om et teoretisk overlap.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
61
Forudsætninger
Som nævnt i anvendelse-afsnittet viser Storm Jensens og Rogers’ beskrivelse, at
de essentielle betingelser kræver, at terapeuten er åben for selv at komme ud i alle
krogene af følelsesrepertoiret, også derud hvor følelserne er stærkest og mest
skræmmende, samt at terapeuten skal være villig til at lade sig forandre af arbejdet –
i hver eneste terapeutiske proces.
Dette leder ganske naturligt til spørgsmålet om, hvorvidt alle kan blive
psykoterapeuter.
Det mener Rogers at alle kan. Han mener, som sagt, ikke, at det kræves, at
terapeuten har intellektuel professionel viden – psykologisk, psykiatrisk eller
medicinsk. Kernebetingelserne er erfaringskvaliteter, ikke intellektuel information.
Hvis de skal erhverves, må det gøres via erfaringsgivende træning. Evnen til at være
omhyggeligt empatisk kan læres. Denne diskrete, flygtige kvalitet, som er yderst
vigtig i terapi, er ikke medfødt, men kan læres, og læres hurtigst i et empatisk miljø
(Rogers, 1975, p. 6; Rogers, 2007, p. 246).
Rogers konkluderer dog, at den optimalt hjælpende relation skabes af en
psykologisk moden person. I hvor høj grad en terapeut formår at skabe relationer, der
faciliterer vækst og udvikling i andre som separate individer, afspejler terapeutens
eget udviklingsniveau.
Storm Jensen fremfører, at læreprocessen med henblik på at opnå den
terapeutiske kernekompetence er en personlig udviklingsproces, og dermed må
undervisningsmetoden rettet mod denne kompetence følgelig være relevant
egenterapi. Men i forlængelse af dette, sætter han også spørgsmålstegn ved, om
psykoterapi er et fag, som enhver kan lære.
Principielt mener han, at det er et fag, der er tilgængeligt for alle – alle har potentialet
til at nå ind til den naturligt ægte etiske kerne, for at lade den blive centeret for deres
identitet og guiden for deres handlinger.
I praksis mener han dog ikke, at det er muligt for alle at erhverve sig
psykoterapifaget. Selvom det lykkes at finde ind til kernen, er spørgsmålet stadig,
hvor solidt og stabilt centreringen vil kunne fastholdes overfor udfordringerne i det
uautentiske, værdiforvirrede mellemmenneskelige liv (Storm Jensen, 1998, p. 285).
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
62
Dette minder imidlertid meget om Rogers’ beskrivelse af, at empatisk forståelse
kræver, at terapeuten er sikker nok i sig selv til at vide, at denne ikke vil forsvinde i,
hvad der kan vise sig at være, en besynderlig eller bizar verden, men er i stand til at
vende sikkert tilbage til sin egen verden, når terapeuten ønsker det (Rogers, 1975, p.
4).
Storm Jensen fastholder, at der skal være noget at bygge på – en slags talent. Noget
som kun et fåtal har udviklet eller bevaret i en sådan grad, at det indenfor en
begrænset årrække vil kunne udvikles til et professionelt kompetenceniveau.
Storm Jensen mener altså, at den psykoterapeutiske læreproces er en personlig
udviklingsproces. Han mener dog ikke at alle kan bestride faget, da den solide og
stabile centrering i den naturligt ægte etiske kerne forudsætter en form for talent.
Rogers mener derimod, at alle kan blive terapeuter, idet kernebetingelserne er
erfaringskvaliteter. Den optimalt hjælpende relation fremføres imidlertid at skabes af
en psykologisk moden person, og også her betones den personlige udviklingsproces.
Her er det iøjnefaldende, at Rogers ikke tager konsekvensen af sine tanker
omkring nødvendigheden af terapeutens udviklingsniveau, men fastholder at
psykoterapi kan bedrives af alle. Det virker selvmodsigende, for selvom han ønsker
at betone, at det ikke er akademisk uddannelse, han taler for, men erfaringsbaseret
læring, mangler der et realitets-aspekt i denne anskuelse. Rogers fremsætter jo, at
terapeuten skal være psykologisk moden, besidde et vist udviklingsniveau og være
sikker nok i sig selv til at vide, at denne ikke forsvinder i klientens verden. Det er
uden tvivl en vedvarende lærings- og udviklingsproces at oparbejde en mestring af
disse ’kompetencer’. Hvor vedvarende processen må være for at opnå et minimum-
niveau, må være det afgørende for, om den enkelte kan bestride faget.
Som Storm Jensen siger:
”… vi skulle jo gerne kunne fungere i mere end ti minutter ad gangen, før vi får
brug for at komme en måned i terapi og supervision for at gennemarbejde vores
forvirring, før vi kan genoptage terapien – hvis vi overhovedet opdager, vi får
brug for det” (Storm Jensen, 1998, p. 285).
Hart behandler ikke dette spørgsmål, men Sommerbeck og Larsen kommer ind
på noget, der minder om Storm Jensens opfattelse. ”Selvom psykoterapi formodes at
være anvendt videnskab, er det også en kunst, hvor terapeutens ægthed, accept af
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
63
andre og empatiske evner er ganske centrale” (Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 33).
Hvis det er en kunst, må det også kræve et talent.
Så på trods af at Rogers og Storm Jensen fremhæver de samme elementer,
konkluderer de modsatrettet. Ifølge Rogers og hans positive menneskesynsbriller kan
alle bestride dette erhverv, hvor Storm Jensen antager et mere skeptisk og, i mine
øjne, realistisk perspektiv. Rogers’ syn på denne sag må derfor afspejle hans
fuldstændigt urokkelige overbevisning om og tiltro til menneskets
aktualiseringstendens.
Pan-teori
Med henblik på at besvare problemformuleringen synes det yderst relevant at
forholde sig til om essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den
psykoterapeutiske relation, set ud fra de aktuelle teoretiske perspektiver, også gælder
i forhold til andre teoretiske referencerammer – altså om der er tale om
fællesfaktorer. Denne problemstilling vil blive undersøgt i det følgende.
Rogers er ganske tydelig på dette punkt. Han fremfører, som tidligere nævnt, at
de seks betingelser er pan-teoretiske og argumenterer desuden for at
kernebetingelserne er virksomme over for alle klient-typer, så længe klienten ikke er
for angstfyldt til at opfange de facilitative betingelser, som terapeuten tilbyder
(Rogers, 1995a, p. 35).
Kernebetingelserne er altså ikke kun essentielle for klient-centreret terapi men for
alle situationer, hvori konstruktiv personlighedsforandring forekommer. Han antager,
at enhver type effektiv psykoterapi producerer lignende forandringer i personlighed
og adfærd, samt at ét enkelt set behandlingsforudsætninger eller betingelser er
nødvendig (Rogers, 2007, p. 246). Dette afspejler faktisk, at Rogers også var forud
for sin tid med dette synspunkt, som omhandler det, vi i dag betegner nonspecifikke
faktorer. Det var i 1957, Rogers fremlagde sine betragtninger om de nødvendige og
tilstrækkelige betingelser og deres pan-teoretiske karakter, men det var først i 1961,
at Jerome D. Frank præsenterede den første gennemarbejdede udgave af en teori om
psykoterapi som nonspecifik behandling, og først efter 1980 er der for alvor sket en
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
64
vækst i litteraturen om disse fællesfaktorer (Hubble, Duncan & Miller, 2006, pp. 6-8;
Hougaard, 2009, p. 199).
Rogers mener altså, at de teknikker, der anvendes indenfor forskellige
terapiretninger, er relativt uvæsentlige, med mindre de tjener som formidlingskanaler
for en eller flere af kernebetingelserne. Følelses-spejling, der som nævnt indgår i den
klient-centrerede teori, er ikke en teknik, der er en essentiel betingelse for terapi. ”To
the extent, however, that it provides a channel by which the therapist communicates
a sensitive empathy and an unconditional positive regard, then it may serve as a
technical channel by which the essential conditions of therapy are fulfilled” (Rogers,
2007, p. 247).
Storm Jensen mener, at: ”De videnskabelige fokuseringer i de traditionelle
terapiteorier sigter alle mere eller mindre ved siden af det, som i virkeligheden er
afgørende for virkningen” (Storm Jensen, 1998, p. 272). I forhold til
grundkvalifikationen, som er den personlige kompetence, er generel teoretisk viden
og et repertoire af terapeutiske teknikker sekundære kvalifikationer.
Det er følingen med klientens øjeblikkelige proces, der er afgørende for, om den
teoretiske forståelse og de tekniske færdigheder kan bringes i anvendelse på en sådan
måde, at processen faktisk bliver terapeutisk. Uden denne føling bliver interaktionen
i bedste fald terapeutisk værdiløs, i værste fald af negativ terapeutisk værdi.
Denne udmelding afspejler ligeledes synspunktet om, at essensen i det
mellemmenneskelige aspekt er det afgørende i behandlingen uanset teoretisk
fundering, og dermed er Storm Jensens anskuelse også pan-teoretisk.
Hart beskriver, at:
”Det er den gensidige følelsesmæssige afstemning mellem klient og terapeut,
der er behandlingen, hverken intellektuel eller emotionel indsigt eller
følelsesmæssig udladning. Det eneste, der kan hele mangelfuld tilknytning, er
etablering af en tilknytning, som baserer sig på hensigtsmæssig følelsesmæssig
afstemning, og det er derfor, psykoterapi virker” (Hart, 2006, pp. 286-287).
Det er dermed den limbiske udveksling, der skaber behandlingseffekt på tværs af
terapeutiske retninger (Ibid.). Det er det, der sker i de nuværende øjeblikke, der er
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
65
behandlingen – ikke andre teoretisk funderede teknikker eller mål, hvilket igen
indikerer en pan-teoretisk holdning.
Det kan dermed uddrages, at alle tre teoretiske perspektiver anskuer essens-
elementerne i det mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation som
værende fællesfaktorer. Det er den samme præcise essens-definition, der vil gøre sig
gældende på tværs af teoretisk fundering.
Hvor Rogers betoner, at anvendelsen af teknikker er relativt uvæsentlig, med
mindre de tjener som formidlingskanaler for en eller flere af kernebetingelserne,
fremhæver Hart (2006, p. 287) dog: ”…at det også er nødvendigt at have teorier,
begreber og systematisk oparbejdet viden omkring terapeutisk intervention”.
Efter denne bearbejdning af spørgsmålet om fælles-elementer, vendes blikket nu
mod andre ligheder mellem de tre teorier.
Andre teoretiske ligheder
Da den igangværende analyse og diskussion afspejler så mange grundlæggende
overensstemmelser teorierne imellem, hvad angår emnerne essens-anskuelse,
anvendelse i praksis, forudsætninger for tilegnelse af det psykoterapeutiske fag og
pan-teoretiske betragtninger, synes det interessant at undersøge, hvorvidt der også
ses andre lighedspunkter, trods teoriernes egenart. Dernæst undersøges visse
forskelle, og afslutningsvist følger et afsnit om, hvorvidt der i kraft af de mange
ligheder er tale om et teoretisk overlap, eller om de senere teorier bidrager med nye
elementer.
Storm Jensens sensetik-begreb dækker som sagt over betydningen at etik sanses.
Mennesker kan mærke, hvad der er rigtigt og vigtigt, og hvad der ikke er. I
menneskets oprindelige tilstand er der en tillid til de ægte værdier (Storm Jensen,
1998, p. 282).
Dette minder på sin vis om Rogers’ aktualiserings-begreb. For ham er formålet med
psykoterapi, at klienten kommer tilbage til en oprindelig tilstand, hvor en
umiddelbar, sanselig og fysisk oplevelse var tilgængelig, og hvor den organismiske
vurderingsproces guidede. Aktualiseringstendensen er den medfødte evne til at
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
66
udvikle vores konstruktive og sunde potentiale. Det fundamentale motiv, der ligger
bag al menneskelig adfærd (Ewen, 2003, p. 200).
Der er således visse lighedspunkter i forhold til opfattelsen af menneskets medfødte
kapaciteter.
Rogers beskriver følgende om, hvordan han overordnet kan opleve det at lave
terapi:
”I find that when I am closest to my inner, intuitive self, when I am somehow in
touch with the unknown in me, when perhaps I am in a slightly altered state of
consciousness, then whatever I do seems to be full of healing. Then, simply my
presence is releasing and helpful to the other. There is nothing I can do to force
this experience, but when I can relax and be close to the transcendental core of
me, …it seems that my inner spirit has reached out and touched the inner spirit
of the other” (Rogers, 1995b, p. 129).
Denne smukke og på sin vis filosofiske beskrivelse kan muligvis fremstå en smule
spirituel eller alternativ, hvilket måske blot afspejler, at den humanistiske psykologi,
som sagt, fremhæver, at mennesket også er ånd, og derfor inkluderer resultater og
metoder fra filosofi og teologi.
Eller kunne det tænkes, at det ganske enkelt er en anderledes beskrivelse af et
mødeøjeblik, formuleret længe inden begrebsliggørelsen af og teoretiseringen om
processen af gensidig regulering?
Hart fremfører, at mødeøjeblikke er emotionelt ladede og affektivt ”varme”. Et
nu-øjeblik omformes til et mødeøjeblik, hvis omsorgspersonen reagerer autentisk på
det – altså er emotionelt i stand til at justere sig med barnets affektive tilstand. I selve
mødeøjeblikket er afstemningen på fuld styrke. Der er en overvældende følelse af
tæthed og autenticitet, og nervesystemet næres og stimuleres til udvikling. Overførsel
af følelsesmæssig information forstærkes, og den forhøjede energi tilvejebringer en
sansning af vitalitet, som udvikler nervesystemets gryende evne til selvregulering og
opmærksomhedsstyring (Hart, 2006, p. 40)
Rogers’ kontakt med sit indre selv og ukendte kerne kunne stemme overens med
Harts autenticitet, som er medskabende til mødeøjeblikket. Hans ændrede
bevidsthedstilstand kunne måske ligne hendes synkroniseringsproces? – som er
healende ved sin blotte tilstedeværelse, altså fordi den foretages. At Rogers’ indre
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
67
ånd rækker ud og rører ved den andens indre ånd kunne afspejle Harts beskrivelse af,
hvad der foregår i resonansfeltet – at nervesystemet forbindes med et andet
nervesystem og giver mulighed for at skabe resonans og sammenhæng.
Fra at have fokuseret på ligheder vendes blikket nu mod teoretiske forskelle.
Teoretiske forskelle
Som berørt tidligere er Rogers af den overbevisning, at klienten bør være
ansvarlig for at dirigere eller styre behandlingens forløb. ”…it is the client who
knows what hurts, what directions to go, what problems are crucial, what
experiences have been deeply buried… I would do better to rely upon the client for
the direction of movement in the process” (Rogers, 1995a, pp. 11-12). I
Sommerbecks (2011, pp. 302-313) rørende og oplysende eksempel på klassisk
klient-centreret terapi beskriver hun, at hvis hun valgte at guide klienten eller at
foreslå et perspektiv: ”…ville det være, fordi jeg grundlæggende ikke helt troede på,
at klienten ville være i stand til at finde den bedste retning for sig selv, og havde brug
for mig som ekspert i denne retning” (Ibid. p. 307). Det er dermed, hvordan klienten
selv ser på og oplever tingens betydning, der er i fokus, så klienten bliver bedst
muligt i stand til at tænke over, hvad denne selv udtrykker og formidler. Så
selvrefleksionen ikke bliver påvirket eller forstyrret, så at sige.
Det betyder altså, at der ikke skal presses, skubbes eller ledes, hvilket vi også
tidligere var inde på i forbindelse med diskussionen af ubetinget accept (se side 48).
Klienten udvikler sig i sit eget tempo og tager ’hul’ på nye anskuelsesvinkler, når
denne er klar til det – i overensstemmelse med den aktualiserende tendens. ”Det
centrale sted for vurdering og initiativ beror helt og aldeles i klienten”
(Sommerbeck, 2002, p. 12).
Denne anskuelse står i skarp kontrast til Harts fremføring af, at udvikling og
integration finder sted i en balance mellem omsorg og optimal stress. Optimale
niveauer af arousal og stress resulterer i en forøgelse af neurotransmitterstoffer og
neurale væksthormoner, der forstærker indlæring og den cortikale reorganisering.
Psykoterapi handler overordnet om at finde, udvikle og integrere iboende
sansemæssige, følelsesmæssige og mentaliserende ressourcer, hvilket foregår i den
nærmeste udviklingszone for personlighedsudvikling. Udvikling repræsenterer et nyt
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
68
element, som opstår gennem nervesystemets selvorganisering, hvilket kan rykke
nervesystemet ind i en ny tilstand. Den terapeutiske proces består derfor af
emotionelt rolige og urolige øjeblikke og reflekterer den underliggende neurale
rytme for vækst og forandring.
I den psykoterapeutiske relation har terapeuten dermed et asymmetrisk ansvar, der
består i at have ansvaret for at kunne afstemme sig med sin klients nærmeste
udviklingszone. Denne asymmetriske alliance er sammenlignelig med den
afstemning, der foregår i den ”sunde” omsorgsperson-barn-relation.
Synes det ikke oplagt, at klienten skal presses lidt for at opnå sit fulde potentiale
– tage springet? Det kræver immervæk noget mod at forlade det trygge og velkendte
for at bevæge sig ud på ukendt farvand. Selvom det velkendte ikke er givende eller
optimalt, er det dog familiært. Så lidt optimal frustration9 kan vel være fordelagtigt?
Ifølge Hart indikerer neurovidenskaben i hvert fald, at mennesket fungerer
anderledes end Rogers antog i relation til dette forhold.
Harts beskrivelse af det asymmetriske ansvar afspejler desuden endnu en
modsætning i forhold til Rogers, der understregede det ikke-dirigerende element i sin
tilgang, der baseres på radikal ligeværdighed.
Så trods de mange ligheder, der viste sig at være teorierne imellem, er der,
udover teoriernes særegenhed dvs. deres fundament, teknik, begrebsapparat osv. også
andre områder, hvor de står i skarp modsætning til hinanden. Foruden anskuelsen af
optimal stress vs. ingen stress og asymmetri overfor ligeværdighed er uenigheden
om, hvorvidt en psykoterapeut må besidde et talent, eller om alle kan erhverve sig
faget også blevet belyst.
9 Tønnesvang definerer Kohuts begreb optimal frustration som “…den mellemvej, som må findes
mellem total imødekommelse og total skuffelse, som fører til udvikling af en psyke, der kan bearbejde
de ydre realiteter, og som dermed sætter et menneske i stand til at stille op mod verden og komme
igen, når det møder modstand” (Tønnesvang, 2002, s. 87). Zonen for nærmeste udvikling findes der,
hvor empati og optimal frustration til sammen udfordrer selvet.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
69
Teoretisk overlap?
Med afsæt i de mange tidligere belyste ligheder påbegyndes næste punkt, som er
diskussionens sidste og omhandler overvejelser om, hvorvidt Rogers’ perspektiv
kunne have været tilstrækkeligt til belysning af den aktuelle problemstilling.
Bidrager de to andre perspektiver med nye aspekter, eller er det gentagelse?
Storm Jensen (1998, p. 274) nævner, at han er inspireret af eksistential-
psykologiske retninger i psykologien repræsenteret ved bl.a. Martin Buber, May og
Rogers. Derudover er der ingen eksplicitte referencer, der indikerer, at Storm Jensens
perspektiv bygger på Rogers. Hart har i sin antologi Neuroaffektiv psykoterapi med
voksne (2012) placeret et Rogers-citat inden indholdsfortegnelsen, men derudover
ses ingen yderligere referencer.
Indikerer dette, at der her er valgt tre teorier, som i bund og grund tilhører samme
skole?
Hougaard fremfører, at: ”Der er bred enighed om, at de rogerske kernebetingelser er
centrale for den terapeutiske holdning i alle former for psykoterapi…” (Iflg.
Sommerbeck & Larsen, 2011, p. 56), så trods de teoretiske ligheder, kan man ud fra
denne udtalelse ikke anføre, at der er tale om en fælles teori-retning, blot fordi
kernebetingelserne også bliver betonet hos Storm Jensen og Hart.
Peter D. Kramer skriver desuden i sin introduktion til Rogers’ On becomming a
person (1995), at Rogers’ ideer er blevet til ”powerful cultural assumptions”
(Rogers, 1995a, p. x), og at vi ofte glemmer hvorfra begreberne stammer. Det
antages derfor, at Storm Jensen og Hart forholder sig til begreberne ud fra, at de både
er fagligt og kulturelt aktuelle og ikke fordi, de er rogerianere i forklædning.
Derfor vil der være belæg for at fremsætte, at undersøgelsens konklusion afspejler et
nutidigt og relevant svar på problemformuleringen, hvilket ikke ville synes muligt
ved anvendelse af Rogers’ perspektiv alene.
Men bidrager de to nutidige perspektiver med noget nyt?
Der er på baggrund af den forudgående undersøgelse ikke den store tvivl om, at
kernebetingelserne er yderst aktuelle, og ud fra de anvendte perspektiver er de endda
essensen i det mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation og
besidder fællesfaktor-karakter.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
70
Dette viser i sig selv, at kernebetingelserne, med Rogers’ oprindelige dybtgående
betydning, er mulige at implementere i mere nutidige psykoterapiformer.
Storm Jensens og Harts perspektiv tilvejebringer derved en opdateret tilgang til
denne essens-anskuelse, og bidrager ydermere med interessante alternativer eller
uddybninger på de områder, hvor klient-centreret terapi fremstår svag:
Rogers’ fremføring om, at alle kan blive psykoterapeuter, trods de omsiggribende
implikationer, der ligger i hans kernebetingelser, virker som sagt uholdbar, hvor
Storm Jensens argumenter fremstår mere realistiske.
Som tidligere berørt er betingelsen ubetinget accept en teoretisk konstruktion og
et svært krav at leve op til. Rogers (2007, p. 243) nævner tillige selv, at det er en
uheldig betegnelse. Her tilfører Storm Jensens betragtninger om at tage alvorligt-
kvaliteten et relevant og forfriskende alternativ. Som sagt er der mange ligheder
mellem teoretikerenes begrebsbeskrivelser i forhold til denne betingelse, selvom der
ikke er tale om et absolut match, og at tage alvorligt er praktisk muligt, og der
behøves derfor ikke sådanne evolutionære eller overordnede forståelsesrammer, som
Sommerbeck og Larsen tilbyder (se side 45), eller et særdeles højt abstraktionsniveau
for at tilvejebringe denne betingelse, hvilket må betragtes som et absolut plus.
Det ikke-styrende element i ubetinget accept er dog ikke implementeret i at tage
alvorligt-kvaliteten, men her kommer Harts betragtninger om balancen mellem
omsorg og optimal stress ind. Denne anskuelse er i høj grad mere tidssvarende og
mulig at implementere i vores løsningsorienterede samtid domineret af
tidsbegrænsede behandlingsforløb.
Det synes ydermere interessant, at specielt Harts perspektiv tilfører en ny
konceptualisering og referenceramme via det neuroaffektive begrebsapparat og
hjerneforskningsmetoderne. Pludselig kan visse elementer fra Rogers’ teori forklares
og argumenteres for via et andet sprog.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
71
Konklusion
Efter ovenstående analyse og diskussion er det muligt at opsummere og
konkludere følgende:
I henhold til besvarelsen af spørgsmålet om, hvad der kendetegner essensen i det
mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation, kan det på baggrund
at de tre valgte teoretiske perspektiver konkluderes, at der er enighed om, at essensen
består af: Kongruens og empati.
To af teorierne samstemmer endvidere om at essensen også består af ubetinget
accept, men da vi ser en lille afvigelse hos Hart angående dette punkt, er det ikke
muligt at fremføre, at der er fuld enighed. Hart anser dog også denne betingelse som
medvirkende til, at klienten kan udvikle sig.
Derudover er der enighed om, at essens-begreberne i den dybdegående form er non-
specifikke faktorer, og derved essensen i det mellemmenneskelige aspekt af alle
former for psykoterapi.
Der er deslige en iøjnefaldende enighed om indholdet, dybden og implikationerne
i essens-begreberne, hvilket adskiller sig fra den gængse anvendelse af begreberne.
Dette viser i sig selv, at kernebetingelserne, med Rogers’ oprindelige dybtgående
betydning, er mulige at implementere i mere nutidige psykoterapiformer.
Storm Jensens og Harts perspektiv tilvejebringer derved en opdateret tilgang til
denne essens-anskuelse, og bidrager ydermere med interessante alternativer eller
uddybninger på de områder, hvor klient-centreret terapi fremstår utidssvarende.
Rogers’ dybdegående forståelse af kernebetingelserne består og implementeres
altså i nye rammer via sensetik-terapi og neuroaffektiv psykoterapi.
Det betyder dog, at visse af Rogers’ byggesten forlades; der slækkes fx på
aktualiseringstendensen, trods dens fundamentale betydning i Rogers’ teori, og
styrringsbehovet ophæver det ikke-dirigerende element. Desuden justeres
kernebetingelsen om ubetinget accept.
At kernebetingelserne er så dybdegående og komplekse, som analysen har vist,
afdækker imidlertid to paradokser:
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
72
1) Disse essens-begreber anvendes ofte som selvfølgelige kvaliteter, som enhver
psykoterapeut ønsker at hæfter på sig selv, men uden den oprindelige tyngde og
indsigt. Der er desuden bred enighed om, at kernebetingelserne er centrale i alle
psykoterapiformer. Det vil sige; alle ønsker at bruge begreberne og de er centrale for
et positivt terapiudbytte, men de implementeres ikke i deres komplekse,
dybdegående og oprindelige form.
Samtidig ønskes det at levere målrettet og effektstyret psykoterapi, bl.a. fordi
eksistensgrundlaget for flertallet af psykoterapeuter beror på de henvisninger, de får
via deres ydernummer, hvilket medfører, at et forløb som hovedregel består af 12
sessioner og evt. 24, hvis klienten er let til moderat depressiv eller angst
(http://www.psykologeridanmark.dk/Psykologens%20arbejde/Praktiserende%20psyk
olog/Offentlige%20tilskudsordninger.aspx).
Paradokset består dermed i, at der er substantiel viden om begreberne og deres
aktualitet og vigtighed, men på grund af de nutidige terapi-rammer fravælges
anvendelsen af og indsigten i begrebernes dybde og kompleksitet. Kravet om positivt
terapiudkomme og fokus på effekt skaber de stramme rammer, som medfører dette
fravalg, selvom kernebetingelserne tydeligvis er så afgørende for det ønskede
terapiudkomme.
2) Som nævnt indledningsvist var mit udgangspunkt en interesse i at tilegne mig
så megen viden som muligt om, hvordan jeg bliver god til at lave psykoterapi. Målet
var at blive skarp på essensen af det, der virker og skaber forandring.
Denne undersøgelse har frembragt nogle klare og betydningsfulde fokusområder
for min terapeutiske praksis.
Nu jeg står ved min uddannelses målstreg, og sigter mod en stilling som
praksiskandidat, er jeg blevet bevidst om kernebetingelsernes betydning,
kompleksitet og dybde, om hvad deres implementering kræver af mig som terapeut,
og hvilket fundament jeg gerne skal besidde som forudsætning for at kunne bestride
dette erhverv.
Paradokset består i, at min akademiske uddannelse nærmest er slut, og jeg skal ud og
praktisere, men integrationen af de yderst vigtige kernebetingelser, som er essensen i
det mellemmenneskelige aspekt af den psykoterapeutiske relation, og som er
særdeles betydningsfuld for et positivt terapi-udkomme, er ikke en del af
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
73
uddannelsesprocessen. Den personlige udvikling er ikke på psykologistudiets
pensum. Den kortvarige erfaring med eksempelvis egenterapi i gruppe, som et fåtal
af de studerende oplever, blegner fuldstændig i forhold til Rogers’ og Storm Jensens
betoning af det personlige udviklingsniveau og den psykiske modenhed. Der
fokuseres ikke på den personlige dimension, som tydeligvis udgør fundamentet for
psykoterapeutisk praksis.
En yderst foruroligende situation. Specielt hvis man tager i betragtning, at Storm
Jensen fremfører, at terapeuten er med til at cementere klientens mistillid til sin
autentiske sandhedssans, hvis essens-begreberne i mindste grad anvendes uden at
være fuldstændigt ægte og reelle i terapeuten (Storm Jensen, 1998, p. 284).
Så for at undgå at gå i velovervejet panik, må en knapt udklækket cand.psych.
berolige sig med, at Lamberts undersøgelse (se side 8+9) viser, at klient/ekstra-
terapeutiske faktorer trods alt tillægges en indvirkning på hele 40 % i forhold til
positivt terapi-udbytte.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
74
Litteraturliste
• Anderson, J. (2006). Well-suited partners: Psychoanalytic research and grounded
theory. Journal of Child Psychotherapy, 32(3), pp. 329–348. Sider = 20 sider
• Bachelor, A & Horvath, A. (2006). The Therapeutic Relationship. In M. A.
Hubble, B. L. Duncan & S. D. Miller (Eds.), The Heart & Soul of Change – What
Works in Therapy (pp. 133-178). Washington, DC: American Psychological
Association. = 46 sider
• Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (2010). Kvalitative metoder – en grundbog.
København: Hans Reitzels Forlag (pp. 17- 24) = 8 sider
• Christensen, G. (2005). Psykologiens videnskabsteori (3. ed). København:
Roskilde Universitetsforlag, (pp. 75-189) = 114 sider
• Davis, C. M. (1990). What is empathy, and can empathy be taught? Physical
Therapy 70(11). (pp. 707-711) = 5 sider
• Dreyfus, S. E. (2004). The Five-Stage Model og Adult Skill Acquisition. Bulletin
of Science, Technology & Society, vol. 24(3), (pp. 177-181). = 5 sider
• Duan, C. & Hill, C. E. (1996). The current state of Empathy Research. Journal of
Counseling Psychology 43(3). (pp. 261-274) = 14 sider
• Ewen, R. B. (2003). An introduction to theories of personality (6th ed), New
Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Inc. = 24 sider
• Fonagy, P. (2006). Forandringsøjeblikke i psykoanalytisk teori: diskussion af en
ny teori om psykisk forandring. In Sørensen, J. H. (Ed), Affektregulering i
udvikling og psykoterapi (pp.209-219). København: Hans Reitzels Forlag. = 11
sider
• Frølund. L. (2005). Den Dyadiske Relation. Matrix, 2005(1), (pp. 14-33) = 12
sider
• Gelso, C. J. & Carter, J. A. (1985). The Relationship in Counseling and
Psychotherapy: Components, Consequences, and Theoretical Antecedents. The
Counseling Psychologist 13(155). (pp. 155-243) = 89 sider
• Gelso, C. J. & Hayes, J. A. (1998). The Psychotherapy Relationship: Theory,
Research, and Practice. New York: John Wiley & Sons, Inc. (pp. 1-291) = 291
sider
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
75
• Gelso, C. J. (2011). The Real Relationship: The hidden foundation of change.
Washington DC: American Psychological Association. (pp. 1-187) = 187 sider
• Hart, S. (2006). Betydningen af samhørighed. København: Hans Reitzels Forlag
= 185 sider
• Hart, S. (2012). Indledning. In Hart (Ed), Neuroaffektiv psykoterapi med voksne
(pp. 1-22). København: Hans Reitzels Forlag = 22 sider
• Hart, S. (2012). Neuroaffektiv psykoterapi. In Hart (Ed), Neuroaffektiv
psykoterapi med voksne (pp. 71-103). København: Hans Reitzels Forlag = 33
sider
• Holmgren, A. (2011). Carl Rogers’ klient-centrerede terapi set fra den narrative
terapis perspektiv. In Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og
ægthed i psykoterapeutisk praksis (pp. 71-107). København: Dansk Psykologisk
Forlag = 37 sider
• Hougaard, E. (2009). Psykoterapi – Teori og Forskning (2. ed). København:
Dansk Psykologisk Forlag. = 443 sider
• Hubble, M. A., Duncan, B. L. & Miller, S. D. (2006). The Heart & Soul of
Change – What Works in Therapy. Washington, DC: American Psychological
Association. = 30 sider
• Irvin, P. & Dickson, D. (2006). A Re-Conceptualization of Rogers’ Core
Conditions: Implications for Research, Practice and Training. International
Journal for the Advancement of Counselling 48(2). (pp. 183-194) = 12 sider
• Jensen, O. S. (1998). Psykoterapeutens autenticitet – terapiens afgørende led.
Psyke & Logos, 1998(19), (pp. 271-286). = 16 sider
• Kramer, P. D. (1995). Introduction. In Rogers, C. R. On Becoming a Person.
New York: Houghton Mifflin Company. (pp. IX-XV) = 7 sider
• Lambert, M. J. (1992). Psychotherapy outcome research: Implications for
integrative and eclectic psychotherapists. In: J. C. Norcross & M. R. Goldfried
(eds.), Handbook of psychotherapy integration (2nd ed.) (pp. 94-129). New York:
Basic Books. = 36 sider
• Lynggaard, K. (2010). Dokumentanalyse. In Brinkmann, S. & Tanggaard, L.
(Eds.). Kvalitative metoder – en grundbog (137-151). København: Hans Reitzels
Forlag (pp. 17- 24) = 15 sider
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
76
• Mik-Meyer, N. (2005). Dokumenter i en interaktionistisk begrebsramme. In
Järvinen, M & Mik-Meyer, N. (Eds.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk
perspektiv (pp.193-214). København: Hans Reitzels Forlag = 22 sider
• Mortensen, K. V. (2011). Psykoanalysens syn på accept, empati og ægthed. In
Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis (pp. 109-130). København: Dansk Psykologisk Forlag =
22 sider
• Rogers, C. R. (1975). Empathic: An Unappreciated Way of Being. The
Counseling Psychologist 5(2). (pp. 2-10) = 9 sider
• Rogers, C. R. (1995a). On Becoming a Person. New York: Houghton Mifflin
Company. (pp. XVII-XXI+ 1-359) = 366 sider
• Rogers, C. R. (1995b). A way of being. New York: Houghton Mifflin Harcourt.
(1-395) = 395 sider
• Rogers, C. P. (2007). The Necessary and sufficient conditions of therapeutic
personality change. Psychotherapy: Theory, Research, Practice, Training 44(3).
(pp. 240-248) = 9 sider
• Sommerbeck, L. (2002). Klienten er eksperten. Psykolognyt 56(6) (pp. 8-14) = 7
sider
• Sommerbeck, L. (2011). Rogers’ kernebetingelser i klient-centreret terapi. In
Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis (pp. 295-321). København: Dansk Psykologisk Forlag =
27 sider
• Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (2011). Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis. København: Dansk Psykologisk Forlag = 65 sider
• Stern, D. N. (2006). Den terapeutiske forandringsproces med inddragelse af tavs
viden: Nogle implikationer af udviklingspsykologiske observationer for
psykoterapi med voksne. In Sørensen, J. H. (Ed), Affektregulering i udvikling og
psykoterapi (pp. 220-228). København: Hans Reitzels Forlag. = 9 sider
• Stern, D. N., Sander, L. W., Nahum, J. P., Harrison, A. M., Lyons-Ruth, K.,
Morgan, A. C., Bruschweiler-Stern, N. & Tronick, E. Z. (2006). Ikke-fortolkende
mekanismer i psykoanalytisk terapi: »Noget Mere« end fortolkning. In Sørensen,
J. H. (Ed), Affektregulering i udvikling og psykoterapi (pp. 229-254). København:
Hans Reitzels Forlag. = 26 sider
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
77
• Sørensen, L. J. (2012). Dansen med nervesystemet: på sporet af de nonspecifikke
psykoterapeutiske faktorer? In S. Hart (Ed.), Neuroaffektiv psykoterapi med
voksne (pp. 405-441). København: Hans Reitzels Forlag. = 37 sider
• Willert, S. (2007). Psykologi som håndværk – psykologistudiet som
håndværkeruddannelse? Tre utopier og en brugervejledning. In Brinkmann, S. &
Tanggaard, L. (Eds), Psykologi: Forskning og Profession (pp. 249-278).
København: Hans Reitzels Forlag = 30 sider
I alt: 2.686 sider (186 sider for meget)
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
78
Tidligere anvendt litteratur
• Anderson, J. (2006). Well-suited partners: Psychoanalytic research and grounded
theory. Journal of Child Psychotherapy, 32(3), pp. 329–348. Sider = 20 sider
• Bachelor, A & Horvath, A. (2006). The Therapeutic Relationship. In M. A.
Hubble, B. L. Duncan & S. D. Miller (Eds.), The Heart & Soul of Change – What
Works in Therapy (pp. 133-178). Washington, DC: American Psychological
Association. = 46 sider
• Christensen, G. (2005). Psykologiens videnskabsteori (3. ed). København:
Roskilde Universitetsforlag, (pp. 75-189) = 114 sider
• Dreyfus, S. E. (2004). The Five-Stage Model og Adult Skill Acquisition. Bulletin
of Science, Technology & Society, vol. 24(3), (pp. 177-181). = 5 sider
• Ewen, R. B. (2003). An introduction to theories of personality (6th ed), New
Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Inc. = 24 sider
• Frølund. L. (2005). Den Dyadiske Relation. Matrix, 2005(1), (pp. 14-33) = 12
sider
• Hart, S. (2012). Indledning. In Hart (Ed), Neuroaffektiv psykoterapi med voksne
(pp. 1-22). København: Hans Reitzels Forlag = 22 sider
• Hart, S. (2012). Neuroaffektiv psykoterapi. In Hart (Ed), Neuroaffektiv
psykoterapi med voksne (pp. 71-103). København: Hans Reitzels Forlag = 33
sider
• Hougaard, E. (2009). Psykoterapi – Teori og Forskning (2. ed). København:
Dansk Psykologisk Forlag. = 443 sider
• Hubble, M. A., Duncan, B. L. & Miller, S. D. (2006). The Heart & Soul of
Change – What Works in Therapy. Washington, DC: American Psychological
Association. = 30 sider
• Jensen, O. S. (1998). Psykoterapeutens autenticitet – terapiens afgørende led.
Psyke & Logos, 1998(19), (pp. 271-286). = 16 sider
• Sørensen, L. J. (2012). Dansen med nervesystemet: på sporet af de nonspecifikke
psykoterapeutiske faktorer? In S. Hart (Ed.), Neuroaffektiv psykoterapi med
voksne (pp. 405-441). København: Hans Reitzels Forlag. = 37 sider
I alt: 802 sider (52 sider for meget)
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
79
Referenceliste
• Anderson, J. (2006). Well-suited partners: Psychoanalytic research and grounded
theory. Journal of Child Psychotherapy, 32(3), (pp. 329–348)
• Bachelor, A & Horvath, A. (2006). The Therapeutic Relationship. In M. A.
Hubble, B. L. Duncan & S. D. Miller (Eds.), The Heart & Soul of Change – What
Works in Therapy (pp. 133-178). Washington, DC: American Psychological
Association
• Berk, L. E. (2003), Child Development. Boston: Allyn and Bacon
• Christensen, G. (2005). Psykologiens videnskabsteori (3. ed). København:
Roskilde Universitetsforlag
• Davis, C. M. (1990). What is empathy, and can empathy be taught? Physical
Therapy 70(11). (pp. 707-711)
• Dreyfus, S. E. (2004). The Five-Stage Model og Adult Skill Acquisition. Bulletin
of Science, Technology & Society, vol. 24(3), (pp. 177-181)
• Egidius, H. (2005). Psykologisk Leksikon (2. Ed). København: Hans Reitzels
Forlag
• Ewen, R. B. (2003). An introduction to theories of personality (6th ed), New
Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Inc.
• Fonagy, P. (2006). Forandringsøjeblikke i psykoanalytisk teori: diskussion af en
ny teori om psykisk forandring. In Sørensen, J. H. (Ed), Affektregulering i
udvikling og psykoterapi (pp.209-219). København: Hans Reitzels Forlag
• Frølund. L. (2005). Den Dyadiske Relation. Matrix, 2005(1), (pp. 14-33)
• Gelso, C. J. & Hayes, J. A. (1998). The Psychotherapy Relationship: Theory,
Research, and Practice. New York: John Wiley & Sons, Inc. (pp. 1-291)
• Gelso, C. J. (2011). The Real Relationship: The hidden foundation of change.
Washington DC: American Psychological Association. (pp. 1-187)
• Hart, S. (2006). Betydningen af samhørighed. København: Hans Reitzels Forlag
• Hart, S. (2012). Indledning. In Hart (Ed), Neuroaffektiv psykoterapi med voksne
(pp. 1-22). København: Hans Reitzels Forlag
• Holmgren, A. (2011). Carl Rogers’ klient-centrerede terapi set fra den narrative
terapis perspektiv. In Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
80
ægthed i psykoterapeutisk praksis (pp. 71-107). København: Dansk Psykologisk
Forlag
• Hostrup, H. (2001). Gestaltterapi – Indføring i gestaltterapiens grundbegreber (2.
ed). København: Hans Reitzels forlag
• Hougaard, E. (2009). Psykoterapi – Teori og Forskning (2. ed). København:
Dansk Psykologisk Forlag
• Hubble, M. A., Duncan, B. L. & Miller, S. D. (2006). The Heart & Soul of
Change – What Works in Therapy. Washington, DC: American Psychological
Association
• Hårbøl, K., Schack, J. & Spang-Hanssen, H (2007). Dansk Fremmordbog (2.ed).
København: Gyldendal
• Jensen, O. S. (1998). Psykoterapeutens autenticitet – terapiens afgørende led.
Psyke & Logos, 1998(19), (pp. 271-286)
• Kramer, P. D. (1995). Introduction. In Rogers, C. R. On Becoming a Person.
New York: Houghton Mifflin Company. (pp. IX-XV)
• Lambert, M. J. (1992). Psychotherapy outcome research: Implications for
integrative and eclectic psychotherapists. In: J. C. Norcross & M. R. Goldfried
(eds.), Handbook of psychotherapy integration (2nd ed.) (pp. 94-129). New York:
Basic Books
• Lynggaard, K. (2010). Dokumentanalyse. In Brinkmann, S. & Tanggaard, L.
(Eds.). Kvalitative metoder – en grundbog (137-151). København: Hans Reitzels
Forlag (pp. 17- 24)
• Mortensen, K. V. (2011). Psykoanalysens syn på accept, empati og ægthed. In
Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis (pp. 109-130). København: Dansk Psykologisk Forlag
• Olsen, O. A. (2002). Psykodynamisk leksikon. København: Gyldendal
• Rogers, C. R. (1975). Empathic: An Unappreciated Way of Being. The
Counseling Psychologist 5(2). (pp. 2-10)
• Rogers, C. R. (1995a). On Becoming a Person. New York: Houghton Mifflin
Company. (pp. XVII-XXI+ 1-359)
• Rogers, C. R. (1995b). A way of being. New York: Houghton Mifflin Harcourt.
(1-395)
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
81
• Rogers, C. P. (2007). The Necessary and sufficient conditions of therapeutic
personality change. Psychotherapy: Theory, Research, Practice, Training 44(3).
(pp. 240-248)
• Sommerbeck, L. (2002). Klienten er eksperten. Psykolognyt 56(6) (pp. 8-14)
• Sommerbeck, L. (2011). Rogers’ kernebetingelser i klient-centreret terapi. In
Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (Eds.), Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis (pp. 295-321). København: Dansk Psykologisk Forlag
• Sommerbeck, L. & Larsen, A. B. (2011). Accept, empati og ægthed i
psykoterapeutisk praksis. København: Dansk Psykologisk Forlag
• Stern, D. N. (2006). Den terapeutiske forandringsproces med inddragelse af tavs
viden: Nogle implikationer af udviklingspsykologiske observationer for
psykoterapi med voksne. In Sørensen, J. H. (Ed), Affektregulering i udvikling og
psykoterapi (pp. 220-228). København: Hans Reitzels Forlag
• Stern, D. N., Sander, L. W., Nahum, J. P., Harrison, A. M., Lyons-Ruth, K.,
Morgan, A. C., Bruschweiler-Stern, N. & Tronick, E. Z. (2006). Ikke-fortolkende
mekanismer i psykoanalytisk terapi: »Noget Mere« end fortolkning. In Sørensen,
J. H. (Ed), Affektregulering i udvikling og psykoterapi (pp. 229-254). København:
Hans Reitzels Forlag
• Sørensen, L. J. (2012). Dansen med nervesystemet: på sporet af de nonspecifikke
psykoterapeutiske faktorer? In S. Hart (Ed.), Neuroaffektiv psykoterapi med
voksne (pp. 405-441). København: Hans Reitzels Forlag
• Aagaard, S (2002). Psykoterapi. In Olsen, O. A. (Ed), Psykodynamisk leksikon
(pp. 682-683). København: Gyldendal
Hjemmesider:
• Sensetik-instituttets hjemmeside. Under Om sensetik i underoverskriften Om
bioeksistentielpsykoterapi i afsnittet om Terapeutisk kontakt. Nedtaget d.
28.11.12 fra http://www.sensetik.dk/introtilgrundbegreber
• http://da.wikipedia.org/wiki/Sensetikterapi Nedtaget d. 28.11.12
• Det Etiske Råds hjemmeside. Publikationen: Læge-Patient-Forholdet –
Refleksioner og visioner – Antologi.
Mathilde Frandsen Elming – 10- semester, psykologi
82
http://etiskraad.dk/upload/publikationer/oevrige-udgivelser/laege-patient-
forholdet/kap05.htm Nedtaget 04.12.12
• Psykologer i Danmarks hjemmeside under offentlige tilskudsordninger:
http://www.psykologeridanmark.dk/Psykologens%20arbejde/Praktiserende%20p
sykolog/Offentlige%20tilskudsordninger.aspx Nedtaget 24.01.13