Den mørke engel af Mari Jungstedt - læseprøve

M A R I J U N G S T E D T

Den mørke engel

Kriminalroman

Oversat fra svensk af

Kamilla Jørgensen

P E O P L E ’ S P R E S S

Bog Den mørke engel.2.korr:Layout 1 07/04/11 13:46 Side 3

HUN VAR SMUK, som hun stod der. Hvid kjole med bredt skærf omden smalle talje. Det lyse hår sat op i en høj knude. Stilsikkert. Hunsmilede til fotografen, havde hovedet lidt på skrå. Koketteredesom vanligt foran kameraet. Altid lige velklædt med et bånd ihåret og det der blændende smil. Ved komfuret når hun stegtepølser, når hun plukkede æbler i sommerhuset, på vej hen til bilenmed børnene. En facade. Porøst som glasset i fotografiets ramme.Han tog portrættet og kastede det hårdt ind i væggen.

Skårene, der fløj til alle sider, var hans liv.

7


PERSIENNERNE TRUKKET NED, forårssolen lukket ude. Stilhed i rum-met. Langt borte lyden af smækkende bildøre, hundegøen. Sire-ner. Dæmpet snak fra forbipasserende, en og anden latter. Gade ly-de, livets lyde. De har intet med os at gøre. Min historie afspejlersig i ansigtet foran mig. Som om linjerne i det er blevet dybere,blikket er medlidende. Ingen af os siger noget.

Jeg har igen redegjort for en erindring fra barndommen.Egentlig ikke noget bemærkelsesværdigt, slet ikke. Bare et stykkehverdag. Men billedet står stadig knivskarpt for mig, selv om derer gået mere end femogtyve år.

Jeg var syv år, da jeg fik den idé at overraske min mor med mor-genmad på sengen. Næsten umiddelbart efter, at jeg var vågnet, ogdet var gået op for mig, at alle stadig sov, dukkede den op i mithoved. Jeg blev helt eksalteret ved tanken. Jeg ville gøre mor gladigen, hun havde været så ked af det dagen før. Havde siddet i sofa-en og tudet. I frygtelig lang tid. Blev bare ved og ved. Jeg vidsteikke, hvorfor hun var så ked af det. Sådan var mor tit. Hun tude-de og røg og røg og tudede. Så talte hun i telefon hele aftenen, ogbagefter skulle vi gå i seng. Jeg kunne intet gøre. Hverken mig ellermine søskende. Vi blev også kede af det. Men nu var jeg kommeti tanke om, at jeg faktisk kunne gøre noget. Jeg kunne serveremorgenmad for hende på sengen.

Jeg stod ivrigt op og listede ud på toilettet. Håbede, at ingen

8


ville vågne. Jeg ville gøre det her selv, uden mine søskendes med-virken. Det var mig, hun skulle være taknemmelig imod, mig hunglædestrålende skulle omfavne, når jeg kom ind i hendes sovevæ-relse med bakken. Og så ville alt blive godt igen.

Forsigtigt sneg jeg mig ned ad trappen. Jeg husker, hvordan jegkneb øjnene sammen ved dens knirken, hunderæd for at hunskulle vågne. Nede i køkkenet fandt jeg en dyb tallerken og en skefrem. Men pakken med cornflakes stod så højt oppe i skabet. Jegkunne ikke nå den. Hentede en stol inde ved spisebordet. Hvor varden tung. Med besvær slæbte jeg den ud i det lille køkken og stil-lede den foran skabet. Kravlede op og rakte op efter pakken. Jeghældte dem i tallerknen og kom passende med mælk på. Mor varnøjeregnende med den slags. Det skulle være lige tilpas. Hverkenfor meget eller for lidt. Sukker, det plejede hun at ville have. Hvorstod sukkeret? Der, bag havregrynene. Godt. Jeg tog skeen og komså meget op på den, at jeg mente, det måtte være nok, men hellerikke for meget. Mor beklagede sig altid, når det blev for sødt, dethavde jeg været ude for mange gange.

Hvad manglede der så? Nå ja, brød selvfølgelig. Jeg åbnedebrødkassen. Der lå et landbrød. Skogaholm. Jeg kunne alleredelæse. Det havde mine ældre søskende lært mig. Brødkniven fandtjeg i en skuffe, og nu kom det sværeste – at skære to skiver. Det varvist nok, og hvis det var for meget, behøvede mor ikke at spise op.Hun var jo voksen, og for de voksne gjaldt ikke de samme reglersom for børn. Problemet var, at hun hadede for tykke skiver, deskulle være tynde. Jeg skar med kniven, det blev skævt. Tykt for-oven og tyndt forneden. Jeg betragtede bekymret den første skive.Den blev ikke god. Jeg turde ikke smide den væk, så ville mor blivevred, det var jeg sikker på. Hun beklagede sig ofte over, hvor megetalting kostede. Osten var så dyr, så vi børn måtte kun tage en skivehver på brødet. Selv tog hun altid to. Og hvis jeg en gang imellemville have et glas mælk til, plejede hun at se så utilfreds ud, at jeg

9


ikke spurgte mere. Rådvildt stod jeg der med skiven i hånden,hvor skulle jeg gøre af den? Den kunne ikke bruges. Resultatet afmine anstrengelser ville blive, at hun ikke var tilfreds med mor-genmaden på grund af den skive brød. Hvis bare ikke brødskivenhavde været for tyk, så havde alt været godt. Den totale glæde ihendes ansigt, som jeg længtes efter, ville jeg ikke få lov at opleve.Der ville være en rynke mellem øjnene eller et misfornøjet trækomkring munden. Bare for den dumme brødskives skyld.

Jeg kastede et blik ud i gangen og lyttede. Ingen fare, de sov sta-dig. Hurtigt proppede jeg brødskiven i munden bare for at slippeaf med den. Jeg gjorde et nyt forsøg, og denne gang gik det bedre.Smørret var hårdt og klumpede, da jeg skulle smøre det på. Jegskjulte klumperne med osten. Så fik jeg en idé. Skulle jeg vove atskære tre skiver i stedet for hendes sædvanlige to? Ville hun såblive gladere? Men da jeg så de tre skiver ligge oven på hinandenpå brødet, kom usikkerheden igen over mig. Det så ud af meget.Tænk hvis hun blev vred over, at jeg havde frådset. Jeg turde ikketage chancen, men spiste også den overflødige osteskive. Jeg be -tragtede mit værk. Nu var jeg næsten færdig.

Jeg hentede en bakke i et skab, og en tallerken. Mor hadede, atman lagde brødet direkte på bordet. Da jeg havde anbragt det helepå bakken, var det alligevel, som om der manglede noget.

Nå jo, hvordan kunne jeg være så dum? Kaffen. Kaffen måttejeg ikke glemme, det var det allervigtigste. Mor drak altid kaffesom det første om morgenen, ellers blev hun ikke menneske, somhun sagde. Og serviet! Hun måtte have noget at tørre mundenmed, hun blev irriteret, hvis der ikke var papir på bordet. Jegskyndte mig ind til spisebordet for at rive et stykke køkkenrulle af.Det blev lidt flosset. Jeg gjorde et nyt forsøg, og nu lykkedes detmig at rive et helt stykke af. Det flossede stykke krøllede jeg sam-men og smed i skraldeposen. Til sidst kaffen. Igen blev jeg usikker.Hvordan var det nu, man gjorde? Jeg havde set, at hun kogte den

10


på en eller anden måde, og at hun brugte en termokande. Vi havdeen rød én i plastic med sort tud og sort låg. Der skulle bruges vandog så kaffe. Der stod en metaldåse i skabet. Jeg fandt dåsen frem,men tøvede. Hvordan fik man kaffen ned i termokanden? Og såskulle det jo koge. Jeg vendte mig om og så på komfuret. Man dre-jede på de der knapper, ind til det blev varmt. Så meget vidste jeg.Jeg tænkte, så det knagede. Det var det eneste, der manglede nu.Jeg skulle nok klare det. Og så ville mor få sin morgenmad. Ogblive glad igen. Jeg tog chancen og drejede en af knapperne hen påseks. Det højeste tal burde betyde varmest. Jeg ventede lidt ogholdt hånden over pladerne. Den nærmeste begyndte at blivevarm. Hurra. Jeg blev igen ivrig, var nu så tæt på målet. Jeg tog ter-mokanden og tændte for vandhanen. Måtte stille mig på stolenigen for at nå, og så fyldte jeg termokanden halvt op. Det virkedepassende. Jeg tog kaffemålet og øste en del skefulde op i vandet.Hvis jeg nu stillede den på pladen, burde det begynde at koge.Stolt over min egen kløgtighed satte jeg termokanden på denvarme kogeplade. I samme øjeblik hørte jeg nogen gå ud på bade-værelset ovenpå. Pokkers. Håbede ikke, at det var hende, som varvågnet.

Pludselig begyndte det at ryge fra komfuret. Røgen lugtede for-færdeligt. Der måtte være noget galt. I næste øjeblik hørte jeg morkomme buldrende ned ad trappen. Hjertet frøs til is.

“Hvad helvede laver du?” råbte hun og flåede termokanden afkomfuret. “Har du fuldstændig knald i låget? Skal du sætte ild tilhele huset?”

Røgen lå tyk i det lille køkken. Mor var rasende, gennem demørke røgtåger så jeg hendes sorte blik. Hun skældte og skreg. Bagmig hørte jeg mine søskende komme ned i køkkenet. Min søsterbegyndte at græde højlydt.

“Jeg ville bare ...,” sagde jeg med dirrende underlæbe. Jeg varstiv af skræk.

11


“Ud,” hylede hun. “Ud herfra, din forbandede unge!” Hun true-de med den frie hånd, i den anden holdt hun termokanden. “Duhar ødelagt termokanden, er du klar over, hvor dyre de er? Nu bliverjeg nødt til at købe en ny. Og jeg har ikke råd!!”

Stemmen gik op i falset, og hun begyndte at stortude. Skræmtfra vid og sans for jeg op ad trappen og lukkede døren til mitværelse bag mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne låse. Ville ønske at jegkunne løbe væk og aldrig mere komme tilbage. Jeg krøb sammenunder dynen som et skræmt dyr, rystede over hele kroppen.

I flere timer lå jeg der. Uden at hun kom.Og hullet i mig voksede.


INDVIELSEN AF DET nye kongrescenter i Visby var en af årets abso-lutte højdepunkter. Kongrescentret skulle sætte Gotland på kon-ferencekortet og hjælpe med at lokke folk til øen hele året, ikkebare solhungrende turister i sommerperioden. Foroverbøjet i denutilregnelige aprilvind skyndte de indbudte gæster sig hen modhovedindgangen. Visbys hornorkester stod og truttede frejdigtmidt i kastevindene, frisurerne blev ødelagt, mascaraen løb, slipsflagrede som vimpler fra velbarberede, pomadiserede halse, ognypudrede næser rødmede.

Blæsten generede også den gruppe fotografer, der flokkedesved den udrullede røde løber.

Den samlede lokalpresse var mødt op. Selv et par fotografer frahovedstadens sladderblade var blevet sendt over fra fastlandet forat dække arrangementet.

Bygningen strålede i aftensolen. Pompøs og modernistisk i glasog beton, centralt beliggende lige uden for ringmuren ved dengrønne park Almedalen et stenkast fra havet. Et unødvendigtparadebyggeri der slugte skattekroner, ifølge nogle. Et fremtids-projekt der kom Gotland til gode, hævdede andre.

De fleste af ansigterne i strømmen af mennesker var velkendtefor øboerne: Der var kommunalpolitikere, øens erhvervsspidser,statsamtmanden og biskoppen, kultureliten og berømte sommer-gotlændere, der var fløjet over fra fastlandet for at deltage i festlig-

13


hederne. Antallet af berømtheder og magthavere med sommer- hus på Gotland syntes at vokse for hvert år.

Ved indgangen stod aftenens vært, festarrangøren ViktorAlgård, og tog imod sammen med statsamtmanden og forman-den for kommunalbestyrelsen. Kindkys smældede i luften, høflig-heder blev udvekslet.

Foyeren blev hurtig fyldt, og en munter summen steg op mel-lem væggene. Loftshøjden var mindst ti meter og indretningengotlandsk stilren i lyse farver. Unge piger bevægede sig smilenderundt mellem gæsterne og serverede snitter og kølig Moët &Chandon. Hvide liljer var omhyggeligt arrangeret i elegante kry-stalvaser, og stearinlys stod og brændte i lygter på ståbordene, somvar placeret rundt omkring. Udsigten gennem de enorme glas-partier var storslået. Visby viste sit mest eventyrlige ansigt. Alme-dalen med dens grønne græsarealer, dammen med ænder og detbrusende springvand. Ringmuren delvist beklædt med vedbendog indenfor et virvar af middelalderhuse. Sankt Drottens og SanktLars’ ruiner fra det tolvte århundrede, og som kronen på værketdomkirkens tre sorte tårne, der højtstræbende strakte sig modhimmelhvælvingen. På den anden side begyndte det endeløse hav.Kongrescentrets placering kunne ikke have været bedre.

Da alle gæster var ankommet, trådte statsamtmanden op på etpodium, der var placeret i det ene hjørne af forhallen. Hun var enflot, midaldrende kvinde, klædt i sort, hellang nederdel og silke-bluse. Det lyse hår var klippet i en elegant frisure.

“Velkommen alle sammen,” begyndte hun og lod blikket glidehen over de festklædte tilhørere. “Det er en stor ære endelig at fålov at indvie vores nye kongrescenter her i Visby. Projektet blevpåbegyndt for fem år siden, og vi er mange, der har længtes efterat se resultatet. Og sikke et resultat.”

Hun gjorde en fejende bevægelse med hånden ud over lokalet.

14


En kunstpause. Som om hun ville give alle tid til for alvor at sugeatmosfæren til sig og nyde den smagfulde indretning. Det lysegrågulv var af gotlandsk kalksten fra Slite, væggene prydet medahornfinér og den lange receptionsskranke var dekoreret med fil-tet uld fra gotlandsfår. En bred, oplyst trappe i amerikansk kirse-bær gik op til overetagen, hvor middagen skulle serveres,og dan-sen finde sted.

“Vel er der folk, som har været skeptiske,” fortsatte statsamt-manden. “Man må regne med modstand, hvis man vil forandre.Men jeg tror, at de fleste kan se, hvilken gevinst kongrescentret vilvære for Gotland.”

Hun rømmede sig. Det, hun netop havde sagt, var en sandhedmed modifikationer. Protesterne mod byggeriet havde væretmange og stærke. At modstanden havde været så massiv, havdeoverrumplet hende. Kommunen og amtet havde modtaget enendeløs strøm af klager, siden planerne blev kendt. Debattenhavde raset i aviserne. Der blev udtrykt bekymring over, at got-lændernes sparsomme skattekroner skulle ædes op af et unødven-digt luksusbyggeri på bekostning af børnepasning og ældrepleje.Gotlænderne havde andre investeringer, der var endt i en kata-strofe, i frisk erindring. Man frygtede et nyt Snäck, en investeringi hotel- og andelslejligheder lidt nord for byen, som var gået adhelvede til og havde kostet kommunen et mangecifret millionbe-løb. Da byggeriet gik konkurs, blev kommunen tvunget til at sælgehele redeligheden til en lokal entreprenør for en sølle krone. Manønskede for alt i verden at undgå, at fiaskoen gentog sig.

For ikke at tale om den modstand kongrescentrets placeringhavde vakt. Det store skrummel lå midt i synsfeltet i gotlænderneselskede park Almedalen og blokerede endda al havudsigten.

Miljøaktivisterne havde demonstreret under hele byggepro-cessen ved at lænke sig fast på området. Deres angreb havde for-årsaget forsinkelser, hvilket så igen havde ført til meromkostnin-

15


ger. Men nu stod bygningsværket der, trods alt. Statsamtmandenvar lettet over, at de var kommet i mål til sidst.

“Det kan være svært at have overblik over, hvad kongrescentretkommer til at betyde, men det er i hvert fald et skridt i den rigtigeretning for at få Gotland til at vokse. Og det ligger helt på linjemed den gunstige udvikling, der er set her på øen i de seneste år.”

En begejstret mumlen og nikken fra publikum.“Universitetet vokser år for år, og det er lykkedes os at lokke

flere og flere studerende til,” fortsatte hun. “Vores unge menneskerbehøver ikke længere at forlade deres hjemø og tage til fastlandetfor at studere. Flere myndigheder er flyttet herover, og i mine øjneser fremtiden lys ud for gotlænderne. Firmaerne har en fremtids-tro, og turisterhvervet har fået et opsving med fyrretusinde flereovernatninger på vores turiststeder sidste år sammenlignet medåret før. Lad os nu glæde os over denne udvikling og over voresnye vigtige bidrag til Gotlands fremme – skål alle sammen! Skålfor kongrescentret!”

Statsamtmandens stemme dirrede, og hun fik blanke øjne.Hendes engagement var ikke til at tage fejl af.

Alle de forsamlede gæster hævede glassene.


VIKTOR ALGÅRD ÅBNEDE en Ramlösa og så sig omkring. Hidtil varindvielsesfesten gået stort set efter planerne. Egentlig havde derikke været grund til bekymring. De utallige fester, han havdearrangeret i årenes løb, havde gjort ham rutineret. Gotlands egenBindefeld. Lidt ældre, lidt rundere om livet, ikke helt det sammekontaktnet. Men alligevel. Viktor Algård var elegant klædt i sortjakkesæt af det mest moderne snit. En lilla silkeskjorte brød stilenog tilførte ham et touch af dandy. Han havde passeret de halv-treds, men måtte betragtes som en pæn mand. Knap en rynke i detåbne, venlige ansigt, bortset fra når han lo, og det gjorde han ofte.Håret var stadig tykt, mørkt og i aftenens anledning tilbagekæm-met. Det nåede ham næsten ned til skuldrene. Huden var oliven-farvet, en arv fra hans tunesiskfødte far. Ligesom de mørke øjne ogfyldige læber. I det store hele var han tilfreds, både med sig selv ogmed sit udseende.

Nu lod han blikket glide hen over bygningens hypermodernefestsal med plads til op imod tusinde gæster.

Der var noget over det at få lov at arrangere en indvielse, atbefinde sig først af alle på arenaen. I månedsvis havde han minu-tiøst planlagt festlighederne. Detaljerne var blevet finpudset til detsidste.

Han løftede hånden for at vinke til statsamtmanden, som smi-lede til ham. Han kunne se, at hun var tilfreds. Den eneste skuf-felse var blæsten, der tvang dem til at holde velkomstskålen inden-

17


for. Men hvad gjorde det, når champagnen var dyr og glassenenypudsede?

Han tog trappen op til køkkenet for at kontrollere, at alt var,som det skulle være. Derinde var der hektisk, otte kokke arbejde-de med at få menuen perfekt. Forretten var ved at blive anrettet.Der skulle serveres laks- og citronparfait med fetaost og rucola-creme, derefter sennepsmarineret lammeroastbeef med rod-frugtsgratin og til dessert nougatpannacotta med hyldeblomst-marinerede hindbær. Gotlandsk og sofistikeret. Han råbte op- muntrende til kokkene, der stod og svedte ved komfuret, før hanvendte tilbage til baren. Konstaterede tilfreds, at der hurtigt blevfyldt op i glassene igen. At der ikke blev sparet i begyndelsen varvigtigt, gæsterne skulle varmes op så hurtigt som muligt. Damask-dugene lå, som de skulle, og serveringsdamerne, der var helt klædti hvidt, var ved at tænde lys i sølvkandelabrene. Det tegnede til atblive en perfekt aften.

Gæsterne var i fuld gang med at mingle i forhallen. Efter latte-ren og den højrøstede snak at dømme var de allerede ved atkomme i stemning.

Et stykke væk stod hans elskede i intens samtale med to af øensfremmeste kunstnere. Med den flammerøde kjole og det platin-blonde pagehår sås hun tydeligt blandt de øvrige gæster. Næstensom en dronning, hvis det ikke havde været for hendes livlighed.Hun lo højt og understregede med store armbevægelser sine ord,mens hun tydeligvis fortalte en af sine utallige anekdoter. De totilhørere stod tæt op ad hende med henførte ansigtsudtryk.

Han smilede svagt og sendte hende et forelsket øjekast, da hanskyndte sig forbi.

De havde indledt et forhold to måneder før. Det var sket til enfernisering i byen, som han havde arrangeret. Hun havde gåetrundt mellem malerierne, de var begyndt at tale sammen, og dervar opstået en så god kontakt imellem dem, at de havde gjort hin-

18


anden selskab på vej ud. De gik langs havet, og aftenen endte meden fælles middag. Da de skiltes ud på natten, var han forelsket.

Endnu kendte ingen til deres forhold. De havde valgt at ventemed at vise deres kærlighed åbent. Visby var så lille, der blev snak-ket, og hans skilsmisse fra Elisabeth var ikke gået igennem endnu.Han ville ikke såre hende mere end højst nødvendigt. Hun var såsvag, Elisabeth. Skrøbelig, både fysisk og psykisk.

Slet ikke som hans elskede.


EGENTLIG BRØD KRIMINALKOMMISSÆR Knutas sig ikke om den slagsarrangementer. Overfladisk snak og en smartfrisk venlighed, derlangtfra føltes ægte. Ofte ikke en eneste fornuftig samtale en helaften. Line overtalte ham til at gå med. Knutas havde været cheffor kriminalpolitiet i hen ved tyve år, og hans stilling forpligtede.Der var visse ting, man ikke sagde nej til. Indvielsen af det nyekongrescenter var vigtig for øen. Desuden syntes Line, at det varsjovt at komme ud blandt folk. Konen var i Knutas’ øjne et socialtgeni. Talte utvungent og engageret med hvem som helst, hun stød-te ind i, og kunne få gang i givende samtaler med alt fra den und-selige tjenestemand på kommunekontoret til landets mest berøm-te popsangere. Han forstod ikke, hvordan hun bar sig ad.

I aftenens anledning var hun klædt i en græsgrøn tunika medbroderede silkeblomster, og hun havde ladet det røde taljelangehårbrus hænge løst ned over skuldrene som på en huldre. Deblege, fregnede arme gestikulerede livligt, som hun sad der på denanden side af langbordet, skråt over for ham. Han kunne ikke ladevære med at smile.

For en gangs skyld havde han været heldig med bordplanen.Til bords havde han Erika Smittenberg, chefanklagerens charme-rende kone. Visesanger fra Ljugarn, der skrev sine egne viser ogballader, som hun plejede at fremføre i medborgerhuse og på småkroer rundt omkring på øen. Knutas havde altid været fascineretaf hr. og fru Smittenberg, de var så forskellige, at det næsten var

20


komisk. Anklager Birger Smittenberg var høj, ranglet, lavmæltbehagelig, men knastør og korrekt i alle situationer. Konen varlille og buttet med en skraldende latter, som fik glassene på bordettil at vibrere og folk i forskrækket forbavselse til at dreje hoveder-ne i deres retning. Knutas hyggede sig rasende godt i hendes sel-skab, og de talte om alt bortset fra hans arbejde, hvilket han sattepris på. Et samtaleemne, de dvælede særligt længe ved, var golf, enaf Knutas’ store interesser. Øen egnede sig perfekt til det med denåbne natur og det milde klima. Erika fortalte drabelige historierom sine genvordigheder, da hun var begyndt på sporten nogle årtidligere.

Foråret var kommet, og græsset var grønt. Solen skinnede sta-dig oftere og varmede både jorden og de frosne vintersjæle op.Han måtte ud til sin yndlingsbane Kronholmen en af de nærme-ste dage. Det var så længe siden, han havde spillet. Måske alleredei morgen, tænkte han. Bare det holdt op med at blæse. Forhå-bentlig kunne han tage børnene med. I takt med at de blev ældre,syntes han, at kontakten med dem blev dårligere. Tvillingernefyldte snart sytten og var i gang med det første år af gymnasiet.Det var bekymrende, som tiden for af sted. Han kunne ikke følgemed.

Pludselig mærkede han, at Erika puffede ham drillende i siden.“Hvad er du for en bordherre?” Hun spidsede surmulende

munden i påtaget indignation, men ansigtet flækkede straks i etgrin. “Sidder du og drømmer?”

“Undskyld,” sagde han. Smilede og hævede glasset. “Al densnak om golf får mig til at længes mod Kronholmen. Skål!”


DANSEGULVET BLEV HURTIGT fyldt til orkestrets smægtende toner.Kaffen var drukket, og baren åbnet. Festen forløb som den skulle,konstaterede Viktor Algård. Den vanskeligste del af aftenen varoverstået. At afholde middag for over fem hundrede personer varaltid et vovestykke, men serveringen var gået som smurt. Nubegyndte gæsterne at bryde op fra deres respektive pladser vedmiddagsbordet for at søge hen til selvvalgt selskab. Nogle begav sigud på dansegulvet, andre slog sig ned i sofagrupper placeret langsvæggene.

Viktor Algård vekslede et par ord med serveringspersonalet,forsikrede sig om, at alt gik, som det skulle. Om et øjeblik var dettid til en tiltrængt pause. Han forsøgte at få øje på sin elskede ivrimlen, men kunne ikke se hende nogen steder. Ville gerne træk-ke sig tilbage sammen med hende lidt. Så længe de kunne gøre detubemærket. Formentlig var hun blevet budt op af sin bordherre.Han så på uret. Kvart i tolv. Middagen var trukket ud, hvilket i ogfor sig var et godt tegn. Stemningen havde været høj omkring bor-det allerede fra begyndelsen, og folk havde haft meget at tale om.Aftenens overraskelse ville gå på scenen ved midnat, og nu kunnehan lige så godt vente, til showet gik i gang. Han nippede til sinmineralvand og lod tankerne vandre. Konens ansigt var dukket oppå nethinden. Det anklagende blik. Som om hun vidste det. Ikkefordi det kunne komme som en overraskelse. Deres ægteskabhavde kørt i tomgang længe, de levede livet side om side, men

22


krydsede sjældent hinandens veje mere. De boede alene på en storgård ude på landet i Hamra på det sydlige Gotland. Elisabeth hel-ligede sig sin vævning ude i laden, der var blevet bygget om til ate-lier. Det var, som om hun ikke havde brug for ham. Han koncen-trerede sig om arbejdet og sin store omgangskreds. Det var blevettil mange venner i løbet af årene. Elisabeth brød sig ikke rigtigt omnogen af dem. Hun var en enspænder, hadede arrangementer somdette. Den migræne, hun havde fået samme eftermiddag, var sik-kert bare en undskyldning for at slippe. Effektivt at ty til, når dervar noget, hun ikke ville. Man kunne ikke diskutere med hende,når hun lå der på sengen i det mørklagte soveværelse med ethåndklæde over hovedet. I og for sig var han bare taknemmelig fordet. Det gjorde, at han i ro og mag kunne smutte hen til sin elske-de bagefter i stedet for at sove i lejligheden.

Da han for nylig var blevet ramt af sin hovedkuls forelskelse,trådte karrigheden i hans ægteskab frem med brutal tydelighed.Drømmekvinden var kommet hvirvlende ind i hans liv og havdevendt op og ned på det hele. Han var opslugt af hende. Først nulagde han fuldt ud mærke til alt det, han havde savnet. Lidenskab.Lyst. Interesse. Nydelsen ved bare at være sammen. Fællesskab.Tosomhed.

Børnene var flyttet hjemmefra for længe siden og boede påfastlandet. De havde deres eget liv. Han længtes efter at blive fri.Slippe for hemmelighedskræmmeriet.

Tankerne blev hele tiden afbrudt af forskellige mennesker, derville tale, takke for en fin fest eller bare give hånd. Han smilede tilhøjre og venstre, glædede sig over, at de virkede glade.

Så tav musikken og blev erstattet af trommehvirvler. Lyset blevdæmpet, og projektørerne lyste kun scenen op. Alles opmærk-somhed blev rettet derop. Det var tid til aftenens overraskelse.

Da den populære sanggruppe Afrodite indtog scenen, blev derklappet vildt. De tre smukke og glamourøse kvinder Kayo Sheko-

23


ni, Gladys del Pilar og Blossom Tainton sang ikke bare som soul-gudinder, men havde også varme, humor og charme, som de gav-mildt delte ud af. Der fandtes kun få musikere med en sådan “starquality”, tænkte Viktor Algård og var glad for, at det var lykkedesham at få dem til øen. Han lod sig rive med af gruppen, der fem årtidligere havde vundet det svenske folks hjerter, da de sikrede sigen vinderplads til Melodi Grand Prix. Pludselig mærkede han, atnogen tog ham i armen.

“Hej, hvordan går det?”Hun så glad og varm ud, huden i ansigtet skinnede lidt. Øjne-

ne strålede.“Godt, jeg ventede bare på, at du skulle dukke op. Jeg havde

tænkt mig at tage en pause, benytte lejligheden her under showet.Vil du med?”

“Undskyld at jeg forstyrrer ...”Bartenderen stod pludselig ved siden af dem og rakte en drink

frem.“Til damen – med hilsen fra en beundrer.”Viktor mærkede, hvordan hjertet sank.“Hvad ...,” lo hun og så sig forvirret rundt. “Uha, det er man

ikke ligefrem forvænt med.”Hun betragtede forbavset den farverige drink.“Fra hvem?”Bartenderen pegede over mod den anden side af baren.“Nej, han er vist gået.”Hun vendte sig om mod Viktor igen.“Du, jeg skal bare lige på toilettet. Hvor mødes vi?”Han pegede på trappen bag hende.“Gå derned, den del er aflåst, så vi kan sidde i fred.”“Jeg skynder mig. Kan du tage mit glas så længe?”“Selvfølgelig.”

24


Viktor Algård fortalte bartenderen, at han ville være væk et styk-ke tid og listede så af, før han blev stoppet af endnu en snakkesa-lig gæst. Formentlig lagde ingen mærke til, at han forsvandt, allehavde koncentrationen rettet mod det, der skete på scenen.

Nedenunder var en mindre bar og nogle sofagrupper, en ter-rassedør, der vendte ud mod en flisebeklædt terrasse, og en lille,øde sidegade. Han gik ud på den, tændte en cigaret og så ud overhavet. Nød stilheden. I mørket kunne han kun høre bølgerne, derslog mod stranden.

Han tog et par dybe sug af cigaretten.Temperaturen var faldet betydeligt. Han skuttede sig. Kulden

tvang ham til at skodde cigaretten og gå ind igen. Han slog sig nedi sofaen, lagde et par puder bag ryggen, lænede sig tilbage og luk-kede øjnene. Mærkede med det samme, hvor træt han var.

En lyd i nærheden fik ham pludselig til at fare sammen. En svagskramlen henne ved personaleelevatoren. Han kunne ikke se ele-vatoren fra den sofa, hvor han sad – men vidste, at den lå rundtom hjørnet ved udgangen til terrassen. Han stivnede. Hans elske-de kunne næppe være færdig på dametoilettet allerede.

Han lyttede anspændt, det sidste, han ønskede lige nu, var enudenforståendes selskab.

Musikken og larmen fra overetagen hørtes tydeligt, men varalligevel langt borte. Han så hen mod den lukkede bar, men dervar tomt. Et blik ud på gaden. Den lå lige så mørk og øde som før.Var der smuttet nogen ind, mens han var ude at ryge? Han var fak-tisk gået lidt væk ude på terrassen og havde vendt ryggen til. Tan-kerne for bekymret rundt i hovedet. Nu var der stille igen. Ikke enbevægelse.

Han rystede på hovedet, det havde vel bare været indbildning.Måske var det et par, der havde sneget sig væk fra festen på jagtefter en afsides krog. Den slags foregik til næsten alle fester. Menså havde de opdaget ham der i sofaen. Han kastede et blik på uret.

25


Der var gået ti minutter. Hun kunne være tilbage når som helst.Drinken så fristende ud, og han var tørstig igen. Han rakte ud

efter glasset.Knap havde han skyllet mundfulden ned, før en brandvarm

flamme skød op gennem halsen. Forbavset holdt han glasset udfra sig, granskede indholdet. Smagen var skarp, mindede ham omnoget, men han kunne ikke huske hvad. Nu bemærkede han ogsålugten.

I samme øjeblik blev han grebet af svimmelhed, fik svært vedat trække vejret, voldsomme kramper gik gennem hans krop. Hanrejste sig besværet, vaklede et par skridt fremad, formede mundentil et hjælp, forsøgte at råbe. Ikke en lyd kom over hans læber.Lokalet blev sløret.

Viktor Algård mistede balancen og faldt.


Den mørke engel af Mari Jungstedt - læseprøve

Documents

Transcript of Den mørke engel af Mari Jungstedt - læseprøve