Indhold 1. Bæstkomplekset ....................................................................................................................................... 3

2. Ud af mørket ............................................................................................................................................ 7

3. Du er sgu med ........................................................................................................................................ 12

4. Angst ...................................................................................................................................................... 15

5. Pladsreservation ..................................................................................................................................... 18

6. Transparent angst................................................................................................................................... 21

7. Skøjtesøen .............................................................................................................................................. 24

8. Mig, mig selv og jeg ................................................................................................................................ 27

9. Gulerodsboller ........................................................................................................................................ 30

10. Marionet-søen .................................................................................................................................... 33

11. Angst .................................................................................................................................................. 37

Kolofon ........................................................................................................................................................... 40

Støt Darfurnica ........................................................................................................................................... 40

1. Bæstkomplekset

I en trappeskakt et sted på Lolland tager Carlo Jensen det tredje af de 47 skridt til Brugsen på hjørnet. Han

åbner butiksdøren klokken otte nul fem, griber avisen, maser en pilsner ned i jakkelommen og nikker til

gamle Købmand-Clausen, der aldrig nikker tilbage. Sammen med 38 kroner på disken efterlader han sig en

lugt af skægstubbe og udspilet undertrøje, som spreder selvtilfredse udtryk blandt brugskunderne. Det går

ikke godt, men det går bedre end hos Carlo, lød jargonen sidst på måneden. Ved fjortende skridt på vej

tilbage stopper han op. Han ser sig over skulderen, en gammel vane, finder oplukkeren frem og med

bunden i vejret, ser han dagens himmel for første gang. Den har ikke ændret sig det mindste siden i går, så

det bliver til et suk og et rallende host, inden han trasker videre på ruten.

Ni skridt til glascontaineren. Syv til hækken med den satans chihuahua. Fem til lejligheden, hvor det modne

kvindfolk hver morgen skifter tøj kvart over otte. Selvom kroppen derinde har mange ligheder med sofaen i

Carlos stue, og huden lige så godt kunne fungere som bark på et gammelt egetræ, gør synet af kvinden

noget ved ham. Sætter gang i kredsløbet. Varmer kroppen op. Præcist som En Lille Én fra morgenstunden

kan gøre det. Carlo klør sig veltilfredst på maven og tvinger træskoen til næste fortovsflise. Seks mere til

opgangen og seks op til første, hvor han må sunde sig et øjeblik, inden han kan slippe gelænderet og dreje

nøglen om.

Avisen lander på sin plads i den tyndslidte sofa. To skeer rød Merrild begynder rejsen gennem

kaffemaskinen. Alt er i skønneste orden. Klokken er halv ni, og han kan stadig trække vejret helt ned i

lungerne. Han smiler for sig selv, famler efter sine rød LA, sukker. Et øjeblik vægter han den døsende

nikotin og de to gange 47 skridt til Brugsen. Han ser købmand-Clausens hånende smil for sig. Hører

hundens hysteriske hyl bag hækken. Mærker brugskundernes skadefro blikke klistre sig til kroppen.

Fingerspidserne dunker hurtigere nu. Han trækker, hiver, maser vejret ned i lungerne. Mærker uroen brede

sig og nikotintrangen komme snigende. Cigaretter må der til. Han vender sig mod døren, hvor et syn slår

ham omkuld.

En ryg rammer et bord. En finger giver et knæk. En kaffedråbe lander på en kandes bund. 120 kg tumler

gennem en lejlighed, der efterhånden kender rutinen. Et nyt minde for hvert nyt bæst. Et ødelagt gardin for

det i februar. En knust tallerken for det i forgårs. En lampe, en sofa, et spejl. En rids, en bule, et hul. Mærker

fra en mands skam. På lejlighedens badeværelse sidder Carlo. Gemt bag et forhæng og badekarrets kant er

det muligt for ham at tvinge vejret ned i lungerne. Han kæmper. Desperationen bryder ud af ham i form af

skrig, rystelser og væsker i alverdens afskygninger. Synet af dyret på døren sætter noget i gang. Billeder,

han ikke kan tåle, glider hen over horisonten af hans tanker. Fugtige hænder, der ikke er hans egne, lægger

sig på hans krop. De trykker på hans bryst. Holder om hans hals. Aldrig klemmer de til, men de er der. Truer

ham til at give op. Hiver billederne længere ind. Tvinger hans øjne til at se.

”Så slå dog det forbandede kryb ihjel,” mukker Vagn. Carlo sidder helt stille. Når far bander, er det bedst

sådan. Han har ikke lyst til at slå dyret ihjel. Han vil sidde her i god afstand og holde øje. Vagn sætter

flasken fra sig med et smæld. Carlos mund tørrer ud.

”Sig mig, kan du ikke høre, dreng?” buldrer det i hele huset, og halsen på Carlo snører sig sammen. Siger

han noget, kommer gråden. Gør han ikke, kommer slagene. Et forsigtigt piv og en rungende lussing bliver et

kompromis.

”Nu tager du dig sammen, Carlo. Ellers vanker der.” Carlo tøver et sekund, men Vagn tøver aldrig. Han

griber drengen om nakken og trækker ham hen til edderkoppen. Ansigtet er få centimeter fra bæstet.

Kroppen sitrer som en ristende flue. Et dunk. To dunk. Tre dunk. Carlos hyl rejser med lynets hast. Gennem

vægge, hyggelige stuer og indifferente menneskers øregange. Så snart grebet falder i styrke, løber han.

Forbi dørkarmen, hvor mor har fået øje på noget ved sine fødder, op ad trappen og ind på badeværelset,

hvor han kan låse og slappe af. Han ser sig i spejlet og fører armen op til panden. Fjerner et ben, og hvad

der engang kunne have været en krop. Vasker noget blod af. Om det er hans eget eller bæstets er svært at

sige, men det kan vel også være det samme.

Efterhånden falder lejligheden til ro. Lampen i stuen svinger ikke længere. Glassene på kommoden har

rystet en sidste gang. Kun mikroskopiske bevægelser kan spottes over dørhåndtaget i stuen og bag

badekarets kant. Kroppen derinde sitrer stadig, men som minutterne går, og de fugtige hænder forsvinder,

kommer Carlo langsomt til sig selv. En hånd lettes fra halsen, og hans vejtrækning falder til ro. En anden fra

hans bryst, og pulsen daler langsomt. Han opdager de knyttede hænder, mærker den brækkede finger og

føler, hvordan skammen skvulper over endnu engang. Den uskadte hånd hamrer mod badekarrets bund.

Aldrig igen skal han kontrolleres af det bæst. Han kan ikke mere. Vil ikke mere. Han vil kunne tale til

kvindfolket i lejligheden. Han vil bede hundens ejer skyde hans køter. Og så vil han give Clausen en

langemand lige op i fjæset. Sagen må tages i egen hånd. Han skal bare lige over kanten først. Carlo rejser sig

langsomt, og et øjeblik står han der – to meter høj, bag et brusegardin med sammenpressede øjne – inden

han snuser ind og tager skridtet over kanten.

Ganske langsomt åbner Carlo døren til stuen, som bortset fra det knækkede bord ligner sig selv. Alligevel

spejder hans øjne efter den lille forandring, det satans bæst, der tvinger ham til at blive bag dørtærsklen.

Blikket går fra lænestolen, til TV’et, til tæppet, til dørtærsklen og op til dørhåndtaget, hvor det stopper.

Med voldsom kraft skylder kvalmen ind over ham og selv med al hans styrke, er det kun lige muligt for ham

holde døren åben. Han synker, tager træskoen af højre fod og tvinger første skridt mod døren. Langsomt

bevæger han sig fremad med øjnene fæstnet til bæstet. Ved tredje skridt lægger en hånd sig på hans

skulder. Ved fjerde kommer flere til. Nu tager du dig sammen, Carlo. Han ser sig over skulderen, men ved

allerede, at der ikke er nogen. Skuldrene ryster nu. Tårerne triller. Han ved, at kampen er tabt, og giver slip.

Carlo ligger musestille. Gemt under sengen og med øret helt nede i gulvtæppet, kan han høre dem. Syv slag.

Tretten ord, man ikke må sige. Fem skrig. Det hjælper at tælle dem nogle gange. Om ikke så længe bliver de

helt stille. Det er når mor græder. Efter det bliver det ikke så rart, men det går hurtigt over. Måske kan han

kravle ud af vinduet? To skridt stopper hans tanke. En dør smækker. Seks skridt til trappen. Syv skridt op. Tre

til Carlos værelse. Han græder allerede, men tørrer hurtigt tårerne væk. De gør bare det hele værre.

Træskoene står ud for hans næse nu.

”Kom nu ud derfra, lille Carlo,” siger Vagn roligt. Carlo rynker brynene. Han lyder helt rar i dag. Måske er

han slet ikke sur? Carlo hiver sig selv ud fra gemmestedet og begynder at rejse sig op, da han pludseligt igen

ligger på gulvet. Kinden sviger som aldrig før. Vagn gemmer altid de hårde slag til Carlo. Han ser op og får

øjenkontakt med bæstet. Det smiler tilbage.

Da den slørede lejlighed igen bliver klar for Carlo, ligger han i dens hjørne. Hænderne klistrer stædigt fast,

men får dem til sidst rystet af sig. Sveden driver af ham i perler. Kroppen kan ikke mere. Han rejser sig fra

den knælende stilling, han er endt i, og tager fat i træskoen. Han fæstner igen øjnene til det lille bæst på

døren. Med den sidste styrke han har, holder han blikket fast og bevæger sig igen fremad. Kvalmen

overrumpler ham. Svedturen begynder på ny. En hånd trykker på hans bryst. Et øjeblik står han stille og

ånder ind. Så slå dog det forbandede kryb ihjel. Carlo ånder ud i et råb, tager fem skridt mod bæstet og slår

til. Stilhed. Et øjeblik forstår han det ikke. Alt i lejligheden ligner sig selv, men alligevel er intet det samme.

Hans krop føles underligt afslappet, hans bevægelser er lettere. Han griber jakken og går ud i opgangen.

I en trappeskakt på Lolland tager Carlo Jensen et antal skridt ned til Brugsen på hjørnet. Han åbner

butiksdøren, beder om en æske cigaretter og smiler til gamle Købmand-Clausen, der overrasket smiler

tilbage. Sammen med 38 kroner på disken efterlader han sig en håndfuld forundrede blikke og en

begejstret hvisken. Så I Carlo? Han var jo nærmest glad, lød omtalen nu. Efter et par skridt på vej tilbage

stopper han op og ser mod himlen. Den er egentlig ret pæn, lægger han mærke til og nyder den et øjeblik,

inden han går videre på ruten. Et stykke før kvindens lejlighed, afbrydes han af en Nokia-ringetone. Han

finder murstenen frem fra jakkelommen og ser på displayet. Vagn. Fugtige hænder kærtegner hans hals.

2. Ud af mørket

Et kort øjeblik gik alt i stå. Murads verden stod stille, og alt var lydløst. Den unge syriske dreng blev kold fra

top til tå, og hans hjerte skippede et slag. Braget gjorde ham døv i et split sekund, og forskrækkelsen fik

ham til at lukke øjnene. Uden at tænke over det holdt Murad vejret, mens hans 17-årige lange liv udspillede

sig for øjnene af ham. Han så billeder af sin 4-årige lillebror, sin syge mor og sin forfulgte far. Så solen stå

op, markedet i byen, Aisha fra sin skole og de legende børn på gaden. Han var fuldstændig paf, selvom han

udmærket vidste, hvad der var sket. Døvheden blev erstattet med en kraftig piben for ørerne, og røgen

trængte ind i hans øjne. Selvom det var første gang, Murad havde oplevet en terrorhandling så tæt på,

vidste han udmærket, hvordan han skulle agere. Han orienterede sig, dannede prompte et overblik over

sine omgivelser og greb så sin 6-årige lillebror Adnans arm for at trække ham ind til siden. Murbrokker

regnede ned fra bygningerne som meteorer fra himlen, og den tykke sky af støv og røg sved i Murads øjne.

En gammel sort bil var sprunget i luften. Flammerne bredte sig, åd alle sine omgivelser som en tsunami og

en sort sky af røg lagde sig over gaden som et tungt tæppe. Med Adnan på ryggen spænede Murad ned ad

en sidegade. Havde det ikke været for en bunke ødelagte sandaler, som lå uden for det sprængte vindue,

kunne Murad ikke genkende den nu tidligere skobutik, som fuldstændig var lagt i ruiner. Han havde aldrig

løbet så hurtigt i sit liv, men det var som om, at han ikke trak vejret. Da Murad drejede om hjørnet, blev

han mødt af et forfærdeligt syn. Han tog et skridt tilbage og skreg af sine lungers kraft for at overdøve

støjen. ”Luk øjnene, Adnan! Luk dine øjne!” Han tog en dyb indånding og kneb øjnene sammen, før han

fortsatte sin flugt over markedspladsen, hvor han hoppede over det ene lig efter det andet, som var det en

hinkerude i skolegården. Målrettet fortsatte Murad fortsatte mod øst, hvor hans familie var bosat omkring

2 kilometer væk. En flok militærklædte mænd løb rundt i gaderne med skarpladte våben, og lyden af

sirener kombineret med ængstelige skrig og råb borede sig ind Murads øregang, men han lod sig ikke

påvirke af det og løb målrettet videre, til han og Adnan var i sikkerhed.

I de følgende dage var stemningen hos familien Kanaan meget presset, hvor moderen Amena var meget

syg. De frygtede alle, at hun ikke ville blive behandlet i tide til at overleve, og terrorangrebene i Aleppo

gjorde bestemt ikke situationen bedre. Murads far, Ahmed, var en modig og målrettet mand, men i disse

dage havde han frygten malet i sit ansigt. Som familiens overhoved måtte Ahmed træffe de afgørende

beslutninger, men angsten for at miste sin kone og frygten for sin families sikkerhed udgjorde en tungere

byrde, end hvad hans skuldre kunne bære. ”Tiden er kommet”, sagde Ahmed i en alvorlig tone, mens han

så sin ældste søn dybt i øjnene. ”Du og din bror er ikke tjent med at vokse op i en tilværelse som denne.

Jeres fremtid ligger ikke i Aleppo. I morgen tidlig tager du din bror med til Latakia, hvor der venter en

menneskesmugler.” Stilheden larmede omkring aftenbordet, og Murad kunne pludseligt høre sit eget

åndedræt. Hans mor, Amena, kiggede ned i bordet, men en gennemsigtig tåre, der trillede ned af hendes

hvide hijab, afslørede hendes følelser. Murad forsøgte at få øjenkontakt med sin far, som stirrede stift ud i

luften, mens hans undermund dirrede. Han havde lyst til at slå ham og råbe ad ham, men trods sine

frustrationer var Murad klar over, at hans far hadede beslutningen ligeså meget, som han selv gjorde.

Aftenens sidste ord var blevet sagt, og Murad tog Adnan i hånden for at følge ham i seng. Trods sin unge

alder var familien Kanaans yngste medlem tydeligt påvirket af stemningen, og han forstod uden tvivl

seriøsiteten i deres snak under aftensmaden. Murad puttede sin lillebror og strøg ham nænsomt på

panden. ”Hvad er en menneskesmugler?” spurgte Adnan med rystende stemme. Det var hans første ord

siden deres flugt fra terrorangrebet i Aleppo. ”Det er en mand, som skal hjælpe os med at få et bedre liv”,

svarede Murad, mens han betragtede stjernerne på himlen uden for vinduet. ”I morgen bliver en svær dag,

Adnan. Og måske også i overmorgen. Vi må holde sammen og håbe på, at Gud er med os”, sagde Murad og

tog sin lillebror i hånden. ”Godnat, Adnan. Du må ikke være bange. Det hele skal nok blive godt igen”.

De lune vindstød fra kysten havde en kølende effekt i den bagende hede i Latakia. Solens stråler

reflekterede fra guldarmbåndet på Murads håndled. Han havde fået det af sin far, da de tog afsked. Selvom

Murad havde gået 25 kilometer med Adnan siden klokken 8 om morgenen, var det ikke udmattelsen, der

dominerede i den unge syrers hoved. Nervøsiteten omkring dagens kommende begivenheder havde sat sig

i Murad som en hungrende tæge, og tankerne kørte rundt og rundt. Frygten for disse kriminelle personer,

som han skulle tilbringe dagen med, steg, jo tættere han nærmede sig mødestedet. Af sin far havde Murad

fået et kort, som viste vej til en øde havn i Latakia. Bag på kortet stod der et navn på, hvad der muligvis var

en restaurant. Murad og Adnan fandt hurtigt den faldefærdige restaurant, Yamal Alsham, og satte sig ned

på en kantsten udenfor. De sad ikke længe, før en ældre mand stak hovedet frem fra en gyde bag

restauranten. Instinktivt greb Murad sin lillebrors arm og rejste sig beskyttende op foran ham. Han stirrede

ind i den ældre mands mørke øjne, i hvad der føltes som en evighed, før han gav tegn til Adnan om at rejse

sig. Som dug for solen forsvandt den langskæggede mand tilbage, hvor han kom fra. Han måtte have noget

at gøre med menneskesmuglingen, tænkte Murad og bevægede sig med forsigtige skridt hen mod gyden.

Hårene rejste sig på den unge syrers arme, og det løb ham koldt ned af ryggen, da han varsomt skulede ned

ad den mørke passage, hvor den ældre herre åbnede noget, der lignede en bagdør til restauranten. Murads

hjerte hamrede, da han nænsomt bevægede sig ned til døren, som han forsigtigt åbnede. Stirrende øjne

betragtede ham i bælgravende mørke. Den langskæggede mand holdt en tyssende finger for munden, da

han lukkede døren bag Murad og Adnan. I støjende stilhed blev de to unge drenge fulgt over i hjørnet af

lokalet. De satte sig ved siden af en midaldrende mand, akkompagneret af en yngre kvinde, som nikkede

anerkendende til Murad, hvilket lagde en dæmper på hans nervøse tilstand. Han var ikke længere i tvivl om,

at samtlige mennesker i rummet var i samme båd.

I ly af mørket førte den langskæggede mand gruppen af flygtninge ud til havnen så usete som muligt. Ved

kajen modtog manden sin aftalte betaling på 480.000 syriske pund og overgav ansvaret til sin kollega, som

var en omtrent 35-årig mand af europæisk udseende. Han var kraftigt overvægtig, havde sort kortklippet

hår og mørke skægstubbe. Iført en lang sort t-shirt med et logo af en gøende rottweiler, mørkegrønne sorte

posede joggingbukser og spidse hvide lædersko, virkede manden skræmmende og uforudsigelig. Han

kommunikerede med en kvinde fra gruppen på noget, der for Murad lød som engelsk, før hun på arabisk

fortalte resten af gruppen, at de skulle ledsage manden ud på en båd. Kvinden sagde yderligere, at planen

var at sejle fra Latakia til Mersin for ikke at skulle krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. I Mersin ville de

blive mødt af en anden menneskesmugler, som ville få dem fra Mersin til Istanbul og op gennem Europa.

Her var der ingen fast plan, fortalte kvinden, hvilket efterlod Murad måbende. Uden dog at have regnet

med en retfærdig og struktureret handlingsplan fra disse menneskesmuglere var Murad chokeret over

uvisheden om deres fremtid. Han havde ikke et valg og fulgte efter gruppen ud i båden. Bådens areal

udgjorde ikke mere end 5 kvadratmeter, og de 15 flygtninge sad presset som sild i en tønde. Murad sad

med Adnan på skødet i midten af båden. Ingen sagde noget til hinanden, og Murad overvejede, om de

andre var ligeså nervøse som han, eller om de holdt sig stille for ikke at blive opdaget. Den overvægtige

mand af europæisk udseende talte i en aggressiv tone til to somaliske mænd, før han trak sin hætte over

hovedet og forlod stedet med hastige skridt. De to somaliske mænd var utroligt tynde modsat deres

overordnede, og de var begge klædt i gammelt, slidt og hullet tøj. Forsigtigt satte de sig i båden og

betragtede omhyggeligt hver eneste rejsende. Den ene af dem startede motoren, mens den anden lydløst

fortsatte med at observere samtlige passagerer. Hans nonchalante attitude viste tydeligt, at han var den

ledende af de to somaliere. Små tykke, sorte hårtotter stak ud fra hans hovedbund de steder, hvor han ikke

var skaldet. Hans utroligt tynde ansigt gjorde hans kindben, der var fyldt med ar og skrammer, meget

fremtrædende. Hans blodsprængte, hvide øjne og sorte pupiller viste ingen form for følelser, og hans

iskolde blik skar i hvert et øje, det mødte. Mens han iagttog flygtningene på båden uden at fortrække en

mine, mødte hans blik Murads. Efter mange sekunders intens øjenkontakt lod han langsomt sit blik glide

ned ad Murads krop. Rystende af skræk kiggede Murad ned på sit skød uden at flytte hovedet.

Guldarmbåndet om hans håndled, som Ahmed havde givet ham i morges, glinsede i måneskinnet.

Strålende og funklende havde armbåndet fanget den ledende somaliers opmærksomhed, og hans ellers

følelsesforladte, iskolde øjne lyste pludseligt op som strålende diamanter. Det rislede Murad koldt ned ad

ryggen, og hårene rejste sig langsomt på hans bare arme. Den tynde somalier rynkede på næsen, bevægede

tungen på sine læber og slikkede sig nærmest om munden som en løve, der havde fået øje på et får. Med

kroppen fyldt af ubehag flyttede Murad instinktivt sin arm væk fra den tynde somaliers blik, hvilket udløste

et grynt fra denne, der nu stirrede Murad dybt og aggressivt i øjnene, som havde han viftet et rødt flag

foran synet på en hidsig tyr. Pludselig gav det et ryk i båden, som endelig begyndte at sejle.

Sejlturen var lang, og de kolde, natlige vinde bed i Murads bare hud. Bådens kvalitet var ikke just velegnet

til turens formål, og flere gange under rejsen føltes det som om, den ville gå i stå eller sågar tippe over.

Adnan var faldet i søvn i Murads skød, mens den 17-årige unge dreng så sig tilbage over skulderen. Det var

meget mørkt, og de var allerede langt fra Syriens kyst. Han bevægede hånden i sin lomme for at mærke

guldarmbåndets tilstedeværelse på sit håndled og kiggede op på stjernehimlen, alt i mens han tænkte på

sin familie hjemme i Aleppo. Selvom han sad og var på vej langt væk fra sin familie, som han måske aldrig

ville se igen, var han meget nervøs på deres vegne. Hans lille rygsæk var pakket med kun det mest

nødvendige, men han følte, at han havde medbragt overvægt af angst og frygt i sine tanker. Meget

stilfærdigt diskuterede de to somaliske mænd på et sprog, som Murad ikke forstod. Han følte, at han

allerede havde bevæget sig ud i et minefelt med den ene af somalierne og forsøgte derfor at undgå direkte

øjenkontakt. Pludseligt rejste den ledende somalier sig op i båden og skulede aggressivt rundt på den sølle

gruppe flygtninge. I mørket kunne Murad ane en metalgenstand i somalierens tynde, sorte hånd. ”Yallah”,

udbrød den anden somalier, som nu også stod op. Mange af bådens passagerer sad stadig med lukkede

øjne og lod ikke til at reagere. ”Yallah!”, gentog han i et højere toneleje, mens den anden somalier løftede

sin højre hånd op i vejret og affyrede to skud mod himlen fra metalgenstanden, som viste sig at være en

håndpistol. Trods stilheden i båden var samtlige flygtninge nu vågne. Skibets kaptajn havde rettet sit våben

mod den midaldrende mand, som havde nikket anerkendende til Murad i det mørke rum. ”Give”, sagde

han i et meget alvorligt stemmeleje. ”Give me”, fortsatte han truende. Den syriske mand tøvede ikke med

at overgive en mobiltelefon, et armbåndsur samt en stak sedler til den intimiderende somalier, som

fortsatte til næste passager for at indsamle turens uoplyste ekstragebyr. Uden at bevæge en muskel iagttog

Murad situationens fremskriden, da somalieren kom nærmere og nærmere. Hans gennemborende blik

forsøgte at fange Murads øjne, som flakkede og søgte ned mod bådens bund. Mens Murad følte sig lille

som en mus, var den tynde, mørke skikkelse kommet helt tæt på ham. ”Give” beordrede den

kommanderende stemme over Murads hoved. Murad knugede venstre hånd endnu hårdere i lommen og

klemte så hårdt med den højre om sin lillebror, at en elektrisk strøm af angst blev overført fra Murads arm

gennem hele Adnans krop. Murads modvilje mod at afgive det armbånd, som bar på så mange erindringer

og følelser fra hjemstavnen i Syrien, forårsagede en kraftig reaktion hos den tynde somalier, som nu hev så

hårdt i Murads venstre arm, at båden begyndte at gynge faretruende. Bølgerne skyllede ind over bådens

ræling og gennemblødte de to kæmpende kombattanter, da Murad pludselig så sin fjende få overbalance

og lande i det kulsorte vand, hvor han desperat fægtede med armene, før han efter få sekunder forsvandt i

dybet. Rædselsslagen kiggede Murad op, og hans blik mødte for anden gang i dag et anerkendende nik fra

midaldrende mand, der åbenbart havde set sit snit til at eliminere bådens korrupte kaptajn. Samtlige blikke

i båden rettede sig nu mod den anden somalier, der sad fuldstændig stivnet, som var han frosset fast til

sædet. Magteløs og ubevæbnet var hans skæbne nu i flygtningenes hænder, og kun bølgernes skvulpen

skar gennem stilheden på båden. I det fjerne hørtes maskinstøj, en lyskegle fejede hen over vandet og

ramte båden. Et skib med græsk flag kom nu tættere på, og der lød råb på et uforståeligt sprog. Langs

skibssiden blev en rebstige firet ned, og Murad kiggede op mod stjernerne på den mørke nattehimmel, da

han med sin mor og far i tankerne takkede Gud for endelig at bringe ham og lillebroderen i sikkerhed og

gøre en ende på den mareridtsfyldte flugt.

I forkontoret på det græske asylcenter sad en dreng, der nu var blevet til en mand, og holdt krampagtigt sin

lillebrors hånd. Varmen var ulidelig, og stanken af sved var gennemtrængende fra de mange mennesker,

der sad tætpakkede med deres få ejendele på skødet. Fortvivlelsen og udmattelsen blev blandet med både

håb og frygt for en uvis fremtid og sås tydeligt i alles øjne. Murads øjne fyldtes med tårer, da billederne fra

flugten og fra livet i Syrien passerede revy som et hurtigt kørende tog i hans tanker. De voldsomme følelser

gav rystelser gennem hele hans krop, og Adnan kiggede spørgende på ham. Hans små hænder fandt

storebrorens. ”I går var en svær dag, og i dag var heller ikke let, men Murad, du ved godt, vi skal holde

sammen, og så skal det hele nok blive godt igen”. Pludselig gik døren til skæbnekontoret op, og Murad og

Adnan blev kaldt ind som de næste. Angsten bredte sig helt ud til fingerspidserne, da Murad rejste sig og

gik igennem døren til en uvis fremtid.

3. Du er sgu med

I kemi skriver jeg med Majken. Hun brokker sig over sin lærer, en kvinde i tyverne. Hun er dårlig til at

forklare stoffet og til at fastholde klassens opmærksomhed. Hendes sko er i øvrigt også hæslige. Jeg smiler,

mens jeg læser Majkens farverige skildring af lærerens afskyelige fodtøj. Min egen lærer sender mig et

misbilligende blik, før han fortsætter sin gennemgang af nikkels anvendelsesmuligheder. Jeg kigger op og

forsøger at se opmærksom ud. Jeg hører lidt om specialiserede legeringer, før jeg igen fordyber mig i

chatsamtalen med Majken. Vi har været bedste veninder siden syvende klasse, men nu er vi begyndt på hver

vores nye skole. Vi aftaler at tage i biografen næste weekend.

Efter skole tager jeg ind på gågaden med et par af mine nye klassekammerater. Vi går i

butikker. Jeg prøver et par bukser. De strammer om livet på en ubehagelig måde, men de andre siger, at de

sidder perfekt. Jeg køber bukserne.

Så går vi på café. Vi bagtaler de andre gæster.

- Prøv at se ham! Han kan jo slet ikke bære den t-shirt! Jeg tror fucking ikke engang, han

træner!

- Hvis man ikke har kroppen til det, så skal man sgu bare lade være!

- Han tror sikkert selv, at han er en stor fyr.

- Ligesom Niklas! Han tror også bare, han er en fucking bodybuilder.

- Hun er sgu heller ikke for godt kørende, hende der!

Vi kigger alle sammen hen mod en pige i læderjakke, der sidder sammen med to drenge ved et bord ved

vinduet. Jeg føler mig lidt syg, da jeg genkender hende. Det er Majken.

- Fuck, en kikset jakke! Hvilket århundrede var den lige på mode?

Jeg siger ikke noget.

- Hendes hår er sgu det værste. Prøv at se det!

Jeg tager en stor slurk af min kaffe og stirrer ned i bordpladen.

- Det er sgu da hende, Valdemar havde noget med engang! Hende slutten!

- Nej, seriøst?

Jeg bunder min kaffe så hurtigt, at jeg brænder mig. Min tunge svider slemt.

- Av!

- Hey, kender du hende egentlig ikke, Selma?

- Hvad?

Jeg føler mig meget syg.

- Har du ikke gået på skole med Valdemar? Så kender du vel også hende der?

Kaffen er på vej op igen. Det sortner for mine øjne, og jeg bliver pludselig svimmel. Jeg hører min egen

stemme:

- Jo, hun er lidt af en luder.

- Nemlig, du er sgu med!

Pigerne griner og udser sig et nyt offer. Jeg rejser mig brat op. Jeg kan knap holde balancen.

- Jeg smutter lige på toilet, mumler jeg.

- Skal jeg ikke gå med?

Jeg vil svare, men får ikke frembragt andet end et afvisende grynt, før jeg haster ud på caféens toiletter. Jeg

når lige at lukke døren i, før jeg knækker mig i kummen. En grim smag af kaffe og mavesyre fylder min

mund, mens jeg hiver efter vejret, knælende på de gustne toiletfliser. Min krop skælver voldsomt.

Den ulåste dør bag mig bliver åbnet.

- Åh, undskyld, jeg troede… Selma?

Majkens stemme. Jeg vender mig ikke om.

- Ej, Selma, hvad sker der? Er du okay?

- Ja ja.

Jeg får rejst mig op og tørrer mig om munden med et stykke toiletpapir. Jeg ser stadig ikke på Majken, jeg

kan ikke.

- Du er jo helt bleg! Skal jeg ikke følge dig hjem?

- Nej tak, jeg skal nok selv gå hjem.

- Men du er syg! Du skal da ikke gå alene!

- Jeg har det fint, forstår du det?

Af en eller anden grund gør hendes hjælpsomhed det hele værre. Jeg kan ikke rumme det.

- Jamen…

- Lad mig nu være!

Jeg skubber hende til side og går uden at sige mere.

Vores bord er forladt, da jeg kommer ud i caféen igen. Jeg tager min taske og skynder mig ud, skynder mig

hjem. Det er koldt og mørkt. Kvalmen og svimmelheden er nu afløst af en knugende mavepine. Jeg føler mig

elendigt til mode. Jeg ligger vågen i min seng i lang tid. Majken skriver til mig, men jeg svarer ikke.

Næste dag tager jeg mine nye bukser på i skole.

4. Angst

Jeg stikker hovedet ud af døren og ser ned af den lange, tomme gang. Udover den monotone ’’Tik,

tok’’ fra uret, der står midt på gangen, er der ingen andre lyde overhovedet. Jeg knuger armene

omkring trøjen, som jeg holder ind mod min brystkasse, før jeg endelig får taget mig nok sammen

til at liste ud på gangen. En, to, tre skridt og jeg er henne ved døren. Med den ene arm holder jeg

trøjen, mens jeg med den anden får lukket hånden om det blanke dørhåndtag og skubbet den

hvide dør op. Med ét vender jeg rundt på hælene, så jeg bakker ind i det brede rum, og jo flere

skridt jeg tager bagud og ind i lokalet, jo mere trækker min hånd i døren, så den til sidst lukkes.

Der lyder et lavt ’klik’, da jeg hurtigt får drejet den lille sølvnøgle, som sidder i det smalle nøglehul.

Med et lavt suk slipper jeg langsomt håndtaget, så jeg i stedet kan dreje hovedet og se mig selv

over skulderen. Væggene er blanke og indrammet i små hvide firkanter, som får lokalet til at se

lysere ud end det egentlig er. Mit blik vandrer over det kolde stengulv og hen mod håndvasken og

spejlet som har deres helt egen plads ovre ved den ene væg. Jeg knuger igen trøjen ind til mig,

mens jeg med forsigtige skridt begynder at gå hen til vasken, alt imens mit blik vandrer rundt i

lokalet. Jeg når hen til håndvasken, og med det samme lægger jeg trøjen på dens kant. Jeg ser ikke

ind i spejlet, men stift over imod de blanke vægge.

’’Vi kører om ti minutter!’’ råber en kvindestemme lige uden for døren.

Jeg spjætter uroligt og vender i ren reaktion ansigtet fremad, så jeg stirrer ind i spejlbilledet. De

krystalblå øjne som møder mit blik har pupiller så store, så man knap kan se den blå farve i de

ellers så kønne irisser. Med et lavmeldt, ’’Jeg kommer om lidt!’’ får jeg klodset og rystende grebet

fat i trøjen, og ryster genstanden der ligger indeni den løs, så den ryger ned på bordet. Hurtigt

griber jeg den perfekte, hvide, blanke maske og lægger den over mit ansigt. Jeg kan mærke,

hvordan min hjerterytme begynder at blive roligere, mens jeg rækker ud efter bøtten med sort

maling på kanten af håndvasken, og penslen der ligger ved siden af. Efter at have dyppet den i

malingen, begynder jeg detaljeret at male de fine, sorte streger på maskens hvide overflade. Jeg

smiler stort, og mine øjne lyser glade op. Så kønt et ansigt, men det samme hver dag.

’’Det er nu, ellers må du gå i skole!’’ råber kvindestemmen igen, og jeg smider hurtigt trøjen over i

vaskekurven, før jeg går hen og låser op, så jeg kan komme ud fra badeværelset og ud til den

råbende kvindestemme. Hun kysser mig på panden og smiler, ’’Du ser fin ud’’ siger hun. Jeg smiler

stadig. Gangen er nu fyldt med støj fra den lille dreng, der glad løber rundt på gangen og leger

med sine små blå og gule biler. Han har ingen maske på. Jeg følger hende ned af gangen, som er

belagt med et fint trægulv, som fører hen til den høje, polerede dør, som vi efterfølgende træder

ud af.

Bilen som vi kører i er dækket af et tyndt lag dug efter nattens kølige tilstand, og hele vejen i bilen

sidder vi og snakker og smiler, det er rigtig hyggeligt. Vi snakker om vejret, tøj og hår som vi gør

alle dage, selvom jeg egentlig ikke har lyst til at tale om det. Ikke engang i starten ville jeg, men nu

skal jeg snakke om det hver dag, og det interesserer mig ikke. Alligevel snakker vi, indtil bilen

holder uden for den store bygning, hvor det vrimler med elever med masker i samme farver. Man

skulle jo nødig have en farve som skiller sig ud. Det er vigtigt at følge den røde tråd. Jeg retter mig

op og går elegant ind mod skolen med et smil, hvor jeg på gangen møder Amalie. Hun har fået en

ny taske fra Calvin Klein, og vi taler ivrigt om dens flotte design. Hendes veninde træder nu også

hen til os, hun har også fået den, fordi hendes kusine også havde købt den for nyligt. Jeg skal også

have sådan en snart, så jeg ikke er den sidste, selvom den ikke rigtig er min stil. Sådan er det med

alt, jeg går i. Vi går til næste time, og jeg bemærker, at Andrew har fået poleret sin maske, hvor

den var revnet, så den igen ligner alle andres. Vi sidder og lytter, rækker hånden op af og til og er

ellers bare ligeglade. Amalie snakker ivrigt, da vi bliver bedt gå i gang med en opgave, det er dog

ikke den hun snakker om. Hun snakker om festen, som alle kommer til i aften, og hun spørger, om

jeg vil med.

’’Selvfølgelig’’ siger jeg og smiler. Kommer alle andre, kommer jeg også.

Vi har samfundsfag i fjerde time, jeg kan godt lide samfundsfag men det har jeg ikke sagt til nogen,

for det kan de andre masker ikke lide. Klokken ringer, og jeg griber mine ting for at begive mig ud

på den befolkede gang, hvor folk i deres daglige rutine ihærdigt går frem og tilbage for at nå hen til

deres klasselokaler. Mit blik vandrer over de mange masker, gentagende hvide og sorte farver og

uendelige tomme huller, der stirrer på mig. Jeg bryder mig ikke om, alle de ens masker. Hvad

kigger de på? Hvorfor kigger de på mig? Sidder min maske skævt? Jeg rækker hånden op for at

mærke efter, men kommer blot frem til den konklusion, at alt sidder som det skal. De bliver ved

med at stirre, og synet af de samme masker om og om igen får gangen til at virke smallere. Jeg

knuger hårdere om min taske, og de mange stirrende blikke lægger pludselig et pres imod min

brystkasse, som gør det svært for mig at trække vejret.

’’Skal du med til festen i aften? ’’ siger en maske. ’’Hvis de andre skal, skal jeg også’’ svarer en

anden maske. Måske er det derfor, de stirrer. Måske kan de se at jeg egentlig ikke har lyst til at

komme med. Men jeg skal jo med, så det kan de ikke vide. Netop den tanke beroliger mig, så jeg

smiler og svinger elegant med håret, før jeg går videre til sidste time.

Amalie og jeg bliver på skolen, efter vi har fået fri, for det er jo her alt skal foregå, det er her festen

er. Vi er slet ikke de eneste, der bliver, det gør alle andre faktisk også. Vi skal alle lige have rettet

på vores masker, inden det hele starter. Mens jeg sidder og tænker på den enkle

samfundsfagtime, vi havde i dag, og hvordan jeg måske skulle have lyttet med, samler vi os som en

gruppe, og sådan står vi i flere timer. Sorte og hvide masker og én rød tråd. Det ser godt ud, men

ens ud, ligesom altid. Det er en cirkel med hvide maske, med stirrende tomme huller. Det er bare

som om, at den røde tråd snor sig uden om mig, for det er altid mig, de stirrer på, men jeg ved ikke

hvorfor. Min maske sidder jo ikke skævt, jeg har tjekket. Eller gør den? Jeg retter mig op med et

smil og nikker til de andre masker for kort at fortælle dem, at jeg lige skal ud på badeværelset,

men de stirrer bare på mig. De tomme blikke får igen lagt et tryk ind mod min brystkasse, og min

vejrtrækning stiger. Jeg drejer ansigtet væk fra dem, men bliver mødt af flere stirrende masker. De

er over alt, de samme hvide masker, men på forskellige personer. Gangen føles pludselig smallere,

og jo flere masker jeg passerer, jo sværere bliver det at trække vejret. Hvorfor er vi alle den

samme? Jeg håber min maske ligner deres, jeg vil ikke skille mig ud. Er det derfor, de kigger?

Væggene omkring mig begynder at rykke tættere mod mig, og da jeg sætter farten op for at

komme væk fra alle maskerne, går det galt.

Bang, siger det, da jeg går ind i en af de mange pæle som er med til give bygningen dens elegante

udseende. Knas, siger det, da noget af min maske flækker. Gangen bliver mørkere, og alle masker

vender sig mod mig, mens der er helt stille. Der er i øjeblikket ingen andre lyde end min

hjerterytme som er alt for høj, og intet andet at se end de tomme sorte huller, der stirrer lige

igennem mig. Jeg sætter i løb, væk fra de tomme blikke, og ned af gangen. Min hånd ryger frem og

lukker sig om håndtaget ind til toiletterne, og med klodsede skridt tumler jeg ind på badeværelset.

Jeg vælter over mod en af de fire håndvaske, og møder i spejlet en maske, men ikke en perfekt

maske. Den har en lang mørk flænge på kinden, som får den til at skille sig ud fra alle andre.

’’Nej’’ gisper jeg, og hæver panisk hånden op mod revnen, ’’Nej’’ gentager jeg, og trykket imod

brystkassen er nu så stort, at omgivelserne begynder at svimle. Det eneste jeg ser, er den lille,

enkle fejl, men bemærker så efter få sekunder væggen bag mig i spejlbilledet. Den er mørk og har

tydelige revner over alt, men det er ikke det, der fanger min opmærksomhed. Det er det, at den

rykker tættere mod mig, der gør, at jeg reagerer. Med alt svømmende for mit blik, mine ben som

spaghetti og min pande så fugtig af sved som græs dækket af dug en forårsmorgen, snurrer jeg

rundt og tumler ind i en af de fire toiletbåse for at komme væk fra revnen og væggen. Jeg var dog

ikke den eneste, der havde fået den idé, for på toiletbrættet som er slået ned, sidder en pige med

langt gyldent hår. I den ene hånd har hun en nål, hvori en tråd er sat fast, og da jeg følger tråden

fører den op til hendes ansigt, hvor masken er syet fast til hendes hud på hele den ene side af

ansigtet. Hun ser glad ud for den falske identitet, der er groet på hende, som vi i samarbejde har

skabt. Den som vi alle har skabt. ’’Der er noget galt med dit ansigt’’ siger hun, og med den frie

hånd peger hun imod min revne.

’’Det er ikke ligesom alle andres’’ fortsætter hun og sænker så hånden. Så meget som de ord før

ville have skræmt mig, så lidt er jeg ligeglad nu. Jeg bakker ud fra toiletbåsen og døren går i efter

mig, da jeg vender mig om for at se i spejlet. Væggene bevæger sig ikke længere, og nu når jeg ser

i spejlbilledet, er den revne slet ikke så slem. Ikke lige så slem som jeg faktisk troede. Det er ikke

engang mig selv, der har lavet den maske, så hvorfor skulle det skade så meget, at den har fået en

revne? Jeg hæver langsomt en rystende hånd op, før jeg løsner elastikken rundt om mit hoved, og

trækker masken af. De krystalblå øjne, som kommer til syne, er slet ikke så ubehagelige at se på,

som de tomme sorte huller i masken. De små rander under øjnene gør faktisk heller ikke noget.

Det hele gør faktisk ikke noget. Jeg står i noget, der virker som flere timer og stirrer på mit eget

spejlbillede, på de små detaljer der gør mig anderledes end de andre masker. Jeg har min egen

maske. Jeg sænker hagen, så mit blik falder ned på den revnede maske, før jeg forsigtigt lægger

den på kanten af håndvasken. Jeg vil ikke have den ordnet, jeg tror faktisk, den har det fint der.

Det er også efter den tanke, at jeg med et suk vender mig væk fra vasken og væk fra de revnede

vægge, så jeg i stedet kan gå hen til døren og ud af den. Her er de igen, alle dem med maskerne,

men de stirrer ikke, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg fortsætter blot ned af gangen, ud af døren

og ud i den friske luft. Jeg forlader de maskeredes fest.

5. Pladsreservation

En svedperle løber ned over næseryggen og hober sig op under næsetippen, for så at give efter for

tyngdekraften. Vinden rusker i træernes tilbageværende blade og skaber små hvirvelvinde af de visne, der

har ramt jorden. Månen er gået bag en sky og kaster kun sparsomt lys på brostenene, der ujævnt fører ham

på vej. Hans hjerte banker. Det er længe siden, han har været her. Alene. Cyklen parkeres i det efterhånden

medtagne cykelstativ, som hans mor vistnok var kørt ind i af ren frustration, et halvt år efter det var sket.

Det. Armbåndsuret viser 21.27. Det har kun taget ham 13 minutter at cykle herhen. Tæt på rekorden. Men

der var selvfølgelig også modvind i dag. Turen herhen var meget spontan. Han havde efterladt gamle

tankestrømmes skriverier hjemme på skrivebordet med lyset tændt. Moderens fremtidige røffel stryger

kort ind på hans nethinde, inden den hurtigt må vige sin plads for andre tanker. Han læser. Hunde skal

føres i snor på kirkegården. Går videre mod lågen og griber om det rustbefængte håndtag. Genstridigt giver

det efter og lader ham passere. Gruset virker så beroligende, men alligevel angstprovokerende under hans

slidte sko. Lyden skærer ham i ørerne som negle, der kradser på en tavle. En kuldegysning løber ned over

hans ryg. Tredje række på højre hånd. Vejen derhen er ham stadig så underlig fremmed, selvom han

jævnligt kom der i starten. Men i ensomhedens overvæld er det noget andet. Skyen forsvinder fra månen

og blotter den skinnende kugle. Den er fuld. Så kan han nok ikke sove i nat. Mobilen brummer i lommen.

Med sammenknebne øjne læser han. Mor: Hvor er du? Ham: Ved far. Putter den tilbage i lommen og slår

lyden fra. Havde han ikke sagt det, inden han kørte? Han har brug for at samle tankerne, og nu ved hun,

hvor han er. Ingen grund til panik. Skridtene bliver tungere og tungere, jo tættere han kommer. ”Det er

godt, du besøger graven så ofte,” havde psykologen sagt, da han havde løjet om hyppigheden af sine besøg.

Han bryder sig slet ikke om at være her. Det er hans far, der ligger her. Under jorden. Gemt. Borte. Væk.

Død. Han græder ikke, når han er her, men knuden i hans mave rører på sig hver gang. Vokser sig større og

presser alt andet inden i til side. Vinden smyger sig om hans ben, og et blad strejfer ham. Tankerne flyver.

Lyden af en bil, der passerer ude på den anden side af kirkegårdens mure, river ham tilbage til

virkeligheden. Han runder hjørnet og drejer ned ad tredje række på højre hånd. Fjerde gravplads på venstre

hånd. Næsten ni meter endnu. Omtrent otte lange skridt. Og så rammer det ham, akkurat som det plejer.

Det sitrer i brystet, og hjertet slår hurtigt. Træffer ham som et lyn fra en klar himmel. Utroligt, at det kan

være sådan hver gang.

Alt ser ud som det plejer. Gruset på graven ser ud, som var det blevet lagt på, kort tid inden han kom, og

hækken ser nyklippet ud. Ganske som det plejer. Lyset fra de gamle lygtepæle kaster lange skygger efter

ham og de høje træer, der tårner sig op fra de omkringliggende grave. En hund gør i det fjerne, og endnu en

bil kører forbi ude på vejen. Efterfølgende stilhed. En sindstilstand han i grunden længes efter. Et stille sind.

Han lukker sine øjne og lader armene hænge slapt ned langs kroppen. Vinden tager til igen. Han åbner

øjnene og ser gravstenen. I alt sin enkelhed minder den ham om alt det, han helst vil glemme. Den skriger

sandheden lige i ansigtet. Måbende må han finde sig i at blive revet med på den emotionelle rutsjetur, den

udløser. Sandheden. Hugget i sten og nu eviggyldig. Navn. Fødselsdato. Dødsdato. Og plads. Plads til et

navn mere. En tom plads reserveret til hans mors navn. Hver gang bliver han mindet om, hvorfor han ikke

kan lide at være her. Den tomme plads er det synlige symbol på livets gang, som han nægter at se i øjnene.

Han vil aldrig miste hende. Under ingen omstændigheder. En tåre triller ned over kinden og hober sig op

under hagen. Det er første gang han græder her.

Vækkeurets skingre toner river ham ud af den tiltrængte søvn. Søvndrukken rækker han ud efter sin telefon

for at gøre kål på virkelighedskaldet, men får i stedet raget glasset med vand på gulvet. God start. Han lister

hen over gulvet og får fat i noget papir for at tørre op. Bare han ikke vækkede sin mor. Han lytter

opmærksomt, men hendes dør går ikke op. I stedet går han som vanligt hen foran hendes dør og kigger ind

ad nøglehullet. Hun sover. På højre side som hun plejer. Han får en klump i halsen. Hun ser så lille ud i den

store dobbeltseng. Han har lyst til at lægge sig ind til hende som han havde gjort, da han var lille. Men det

ville nok bare være mærkeligt. I stedet går han ud i køkkenet og spiser morgenmad. Det rumsterer ude i

gangen, og hans søster tramper ind i køkkenet. ”Schh!” Han trækker øjenbrynene sammen i uforståenhed

over hendes morgenpostyr. Hun sender en mærkelig grimmasse tilbage, som om hun vil signalere ”Ligner

jeg en, der gider dæmpe mig?”. Endnu et af uendeligt mange punkter, hvor de slet ikke minder om

hinanden. Der er aldrig tvivl om, hvor hun befinder sig i huset. Bare gå efter larmen. I et øjebliks

uopmærksomhed har han ikke hørt, hvad hun har spurgt om. Hun sukker dybt. Et rigtigt teenagesuk. Det

irriterer ham, at hun ikke bare kan have lidt respekt for andre. Han forestiller sig, at hun vralter rundt med

skyklapper, der gør, at hun er ude af stand til at tage hensyn til andre. Også når det kommer til deres mor.

Aldrig har han mødt en, der sætter sig selv så meget i første række som hun. Hun ved godt, at det irriterer

ham. Som om hun næsten finder en indre glæde ved det. En slags magtdemonstration, som han intet kan

gøre ved. ”Hvornår kommer du hjem i dag?” spørger han. ”Jeg ved ikke helt, sent i aften tror jeg. Har måske

en aftale med Hannah,” ”Har måske en aftale?” spørger han undrende, mens han sætter sin tallerken i

opvaskemaskinen. ”Ja, altså det er ikke helt sikkert, men jeg tror vi har en,” vrisser hun tilbage og kigger på

ham med et undrende blik, ”Hvorfor spørger du overhovedet om det?” ”Mmm, det er bare fordi jeg skal til,

du ved, psykolog i aften. Tænkte bare om du var hjemme sammen med mor, så,” siger han på vej ud i

gangen. ”Seriøst? Det gider jeg altså ik’ tænke på. Hun kan jo bare se TV eller noget,” ”Anna, come on. Bare

i aften. Jeg tror mor vil blive glad for det,” Han vender sig om og møder sin mors søvnige blik. ”Godmorgen,

skat,” Hun lægger hurtigt en hånd på hans skulder og fortsætter ud i køkkenet. Med det samme føler han

sig overbeskyttende og dum, men han kan ikke holde tanken ud, at hun bare skal sidde alene hjemme i

aften. Resten af morgenen forløber som den plejer. I stilhed. Med undtagelse af Annas evige og ulidelige

puslen.

Han er bevidst femten minutter forsinket i forhold til den aftalte tid. Alligevel har han spurtet den sidste

kilometer i et ynkeligt forsøg på at ligne en, der virkelig har haft travlt. Selvom han fik fri for halvanden time

siden. Men hvad psykologen ikke ved, har hun vel ikke ondt af. Han løber op af trappen, så tasken slår mod

hans ryg. Stopper op foran døren og banker. Der går ikke lang tid før hun står i døren. Hun har altid det der

medlidenhedsfulde smil, når han kommer prustende op ad trappen og står og tripper. Ikke at forglemme

den stramme sorte nederdel, den skarpe page og nylonstrømpebukser. Uden huller vel at mærke. Han

hader at være her, men det betyder så meget for hans mor. Inden for er der altid en trist og trykket

stemning, som om man kun kommer her for at være ked af det. Men han er aldrig ked af det her. Ikke over

for hende i hvert fald. Hun starter som altid med at spørge, hvordan den forgangne uge har været, og som

sædvanlig svarer han, at det har været okay. At de har besøgt graven sammen alle tre og at han har været

der én gang alene. Alt sammen løgn. For det meste i hvert fald. Undtagen lige det sidste. Han havde jo

været der i går. ”Går det stadig fint med at være ved graven selv?” Tusind tanker strømmer igennem hans

hoved, for det var alt andet end fint. Noget i ham har lyst til at fortælle hende det hele. Men det kan han

ikke. Hvad skal hun også sige til det? Jamen, det er da også træls, at du er bange for at miste din mor. Nej,

han beslutter sig for, at hun ikke kan være behjælpelig med det. ”Ja, det er det,” fremstammer han, men

hans blik taler et andet sprog. Hun opfanger det i samme sekund, ordene forlader hans mund. ”Vil du

fortælle lidt om, hvordan du oplever det? Nu siger du jo bare fint, men ordet fint har et meget bredt

spektrum af betydninger,” Hun har presset ham op i en krog, og han mærker klumpen i maven røre på sig.

”Altså, du ved. Det er fint siger jeg,” Der er sprækker i den opstillede facade, og hun køber den ikke. ”Var

det anderledes, da du kom derop i denne uge, end de andre uger?” graver hun. Men hun kan lige så godt

spare sig. Han har ikke lyst til at snakke med hende om det. ”Nej, ikke rigtigt,” svarer han og kigger på

træerne i vinduet bag hende. Hun fornemmer, at han er gået i forsvarsposition, men forsøger sig igen: ”Er

det den samme følelse du har hver gang, du kommer til graven, eller er der tidspunkter, hvor det er

sværere?” Han kan mærke, at hun fisker, men han står i mod. ”Nej, det er lidt det samme hver gang. Bare

fint. Fint nok at være der.” Hun giver op og går videre. Han smiler inden i. Han hader at snakke om det.

Vejen hjem føles altid uendelig lang. Han er ør i hovedet efter en lang dag og hun hjælper overhovedet ikke

på hans humør. I sit eget tankespind er han ubevidst kørt forbi kirken. Han stopper op og kigger på den

gamle bygning. Han tænker på den dag, de holdt begravelsen, men det er ikke meget han husker. Som om

det ikke er sket. Tænk, hvis det hele var en drøm, og hans far sidder derhjemme og passer på hans mor.

Lige som det plejede at være. Da var hun aldrig ensom. Og han havde et stille sind. Ikke en eneste

bekymring om kræft, kemo, strålebehandling og smertestillende. Sygehuse, sygeplejesker, ambulancer og

tårer. Trillende tårer fra røde, hævede øjne, der har grædt for meget. Ufrivilligt parkerer han cyklen, står

igen foran lågen og griber om det rustbefængte håndtag. Genstridigt giver det efter og lader ham passere.

En kold vind smyger sig om hans ankler, der er blottet for vind og vejr som følge af nutidens mode med

opsmøgede bukser. Dumt. Han ruller dem ned og går mod tredje række på højre hånd. Mørket er ved at

falde på og det giver et lille klik, da de gamle lamper tænder på kirkegården. Han når tredje række og drejer

ind ad stien. I den modsatte ende kan han ænse farvestrålende blomsterkranse fra en nyligt overstået

begravelse. De virker så malplacerede, når alt andet emmer af efterårets kedelige farver. Han går mod sin

fars grav og mærker med det samme klumpen i maven. Igen sitrer det for hans bryst, og pulsen stiger. Han

står foran graven med blikket stift rettet mod jorden. Langsomt hæver han blikket og ser gravstenen. Og sin

fars navn. Fødselsdato. Dødsdato. Og plads. Plads til et navn mere. En tom plads reserveret til hans mors

navn. Han prøver at kontrollere sig selv, men han ved, at han har angst for at miste. Miste flere af dem han

holder af. En tåre triller ned over kinden og hober sig op under hagen. Det er anden gang han græder her.

6. Transparent angst

Jeg maler transparent. En aroma af frisk maling fylder mine næsebor. I et kort sekund er det som at blive

kvalt. Kvalt af den ene farves kemiske oprindelse. Hurtigt tøjler jeg aromaen og begraver hende dybt i mig,

som var hun min slave. For dette er alt hvad jeg anerkender hende for at være. Euforiserende, som hun er,

ligger hun og kalder. Hun kalder på mig. Selveste Sokrates vil ikke engang kunne stoppe sine filosofiske

tanker om hendes fristelser. Burde sådan et væsen som hendes virkelig hæmmes fra sine lyster. Bør jeg?

Dette er min angst - hende. Hendes længsel for at leve er stærk nok til at bryde lænkerne, som tilbageholder

hende fra den dømmende omverden, som jeg befinder mig i, hvilket er, hvad jeg frygter. Jeg frygter, at ilden

i hende bluser op og fortærer mig. At hun brænder mig, og at min testamentariske arv forbliver som den er.

Ikke eksisterende.

Selvom jeg først lige er flyttet til Ålborg, finder jeg byen fortryllende. Den 20 kvadratmeter lille lejlighed,

hvor jeg udfolder mit kunstneriske jeg, er intet andet end en bagatel - et usselt symbol på den studerendes

situation. Selvom det ikke er stort, er det mit – det er trods alt også kun mig og hende, som skal bo her. Jeg

maler. Overalt tildækkes vægge med den specielt udvalgte blå farve, som står i kontrast til hende. Hun slår

ud efter mig med sine klør, men fastholdes af lænkerne og rammer forbi. Jeg har kendt hende hele mit liv og

ved, at hun ikke vil give op så nemt, så jeg tillader hende at sætte sit præg på lejligheden. Hun tager en

læbestift frem fra sin lille taske – hvis kraftige aroma får mig til at skære tænder. Med denne sætter hun en

plet på væggen - ikke meget større end en knappenål dog stadig en plet. Med adskillelige penselstrøg

forsøger jeg panisk at skjule pletten. Kontrasten mellem rød og blå ophører dog ikke – ligesom frygten.

Malingen tørrer, men ikke hurtigt nok. Jeg går ind og river kufferten under sengen ud og snupper hårtørreren.

Malingen er tør, og pletten tildækkes med et billede, som mor gav mig som indflytningsgave. Det er en attrap

af Edward Munchs maleri "Skriget". Billedet hjælper mig med at abstrahere fra hendes psykologiske terror. I

frygt for hun skal bryde fri, sætter jeg endnu en lænke om halsen på hende, og monterer den til Skriget. Før

jeg forlader lejligheden, slår jeg alarmen til.

En fra universitet har arrangeret en blind date til mig. Selvom jeg ikke selv kan se betydningen af sådanne

uforpligtende møder, går jeg dog med til at mødes med hende. Tvivlen, om hvordan dette ville gå, pinte mig,

men tanken om hende lænket til Skriget hjalp. Alt, jeg vidste om denne fremmede kvinde, var ét navn. Freja

– mindes at det betyder "kvinde". Afskyeligt navn tænker jeg, men hvem ved. Restauranten er mig ukendt,

men anbefalingerne er suveræne - kan ikke takke nej, tænker jeg. En flot ung herre tager imod mig og viser

mig til bords. "Tik". "Tik". Analyserende beundrer jeg mit eget armbåndsurs pulserende bevægelser. Der er

stadig 2 minutter til det aftalte tidspunkt, men min situation får viseren til at miste fart. "Tik, tik". "Tik, tik".

Min hjerterytme har nu overtaget armbåndsurets tikken og ligger i spidsen til at vinde et hvilket som helst

løb. Mit hjerte slår. Hurtigere og hurtigere som var et ildebefindende under opsejling. Mit hjerte. Nej. Dette

er den sandhed, som jeg vælger at fortælle mig selv. Den illusion, jeg baserer hele min eksistens på, er

hende. Hun banker på mit hjerte for at slippe fri. Mine øjne bliver tunge, og jeg tager mig til hjertet. Mine

øjne blinker i takt til hendes slag. Et efter et, mere og mere brat. En, to og tre. Da jeg åbner øjnene for tredje

gang, får jeg øje på den unge tjener og dernæst kvinden - jeg formoder er Freja. Min hjerterytme falder til

dens normale hastighed ved synet af dette smukke væsen. Freja sætter sig. Det første minut er ren stilhed. Vi

observerer hinanden fra top til tå. Hendes makeup er så gennemført. Hendes former er så. Æstetiske.

Tavsheden bliver dog brudt af min vibrerende mobil. Jeg skubber den ned i lommen, og vi falder i snak. Jeg

kan se på hendes smil, at hun værdsætter mit nærvær - og jeg hendes. Tjeneren kommer tilbage og serverer

en ret så avanceret ret for Freja og et æble til mig. Som den maskuline person jeg selv mener, jeg er, lader jeg

hende tale, mens jeg lytter. Rollerne udskiftes, og nu er det hende, som lytter, mens jeg taler. Vi har snakket

så meget, og Freja har glemt alt om maden på sin tallerken, hvis duft næsten var på niveau med hendes

parfume Paco Lady Million - kan kende den på miles afstand. Det blev sent. Tilfældet er, at hun bor i samme

ende af byen som jeg, og vi følges derfor gennem gadernes mørke, som veninder nu gør. Hendes

feministiske tankegang inspirerer mig, og jeg føler en euforiserende kraft strømme gennem mig. Igen

vibrerer telefon i min lomme. Vi når min bagatel af en lejlighed og stander ved hoveddøren. Jeg kan se, hvad

hun vil udspørge mig om og kommer hende derfor i forkøbet. Jeg fortæller hende, at jeg bor der sammen

med min søster. "Hende vil jeg gerne møde en dag" siger hun. Jeg smiler til hende velvidende om, at jeg

aldrig vil tillade dette at ske. Hun læner sig frem og kysser mig. Af frygt for selve frygten paralyseres hele

mit legeme. Afventende på min reaktion står hun let på tå. Dødt svarer jeg: "Det var hyggeligt". Hun smiler

og begiver sig videre ud i mørket. Mobilen vibrerer igen i min lomme, og med ét vender min motorik tilbage

til mit legeme. Jeg tjekker hurtigt telefonen. Tre missede opkald fra SafetyFirst. "Fuck", udbryder jeg. Løber

op ad trappen. Ind af døren. Op ad den næste trappe. Og op til min egen dør. Døren står på klem. Mine

pupiller fyldes med salte tårer. Som en skadet køter træder jeg over dørtærsklen. For enden af vægen hænger

indflytningsgaven. Bag billedet har læbestiften bredt sig som korruption. Denne lille lejlighed er nu ikke

længere domineret af den blå farve. Jeg svinder ind. Hurtigt. TÆNK. Behændigt griber jeg fat i malerpenslen

og skuer panisk efter den blå maling. Den er der ikke. Hun har taget den fra mig. Jeg vil ikke indse det. Jeg

vil ikke acceptere denne skæbne. Sindslidende fylder jeg penslens hår med mine tårer. Lange penselstrøg.

Først ét, så to og dernæst det tredje. Men ingen nytte har dette. Jeg maler transparent – uden nogen mulighed

for at skjule mit sande jeg. Hun havde været der. Hun havde banket på mit hjerte og var brudt fri fra sit

fangenskab. Hun havde bemærket den flotte tjener og fundet støtte i Freja. Mit sande jeg, som ikke engang

lænker kunne holde på, er frit. Jeg har overgivet mig for angsten. For hendes længsel.

Som han står der urokkelig af sin egen og andres påvirkning, virker han næsten fredelig. Jeg lader dog ikke

dette bedrageriske menneske undertrykke mig igen og strammer derfor lænkerne rigtig hårdt om halsen på

ham. Nok til han får vejrtrækningsproblemer, men ikke nok til at han kvæles. Han er nemlig en del af mig og

jeg af ham. Jeg slukker lyset, og lægger mig til at sove min første nat som mit sande jeg. Jeg står op. Fast

besluttet på at male lejligheden i min farve tager jeg læbestiften op af min lille taske. Jeg maler med den. En

aroma, som stammer fra læbestiften, fylder mine næsebor. Der gemmer sig en blå plet bag

indflytningsgaven. I et kort sekund er det som at blive kvalt - kvalt af denne plets kemiske oprindelse.

Hurtigt maler jeg den over med læbestiften, og smider Skriget ud gennem vinduet. Lænkerne som nu sidder

om ham, følger det. Afkræftet falder han baglæns ud af vinduet. Og med ét skrig er han væk.

7. Skøjtesøen

Jeg klemte først den ene rigtig godt derned, jeg havde gjort det mange gange, så det var ikke svært

længere. Det gjaldt om at vippe den rigtigt, først lidt til højre, så lidt til venstre. Når den første kommer helt

ned, skal man stramme. Jeg strammer altid rigtig godt, sådan fungerer det for mig. Jeg strammer nedefra,

så de sidder helt tæt, jeg skal mærke en trykken, så min puls ikke længere føltes i min fod. Når de er

strammet godt, kan jeg glide finere og mindre besværet over den tynde is. Emilys skøjter var allerede

bundet, hun stod trippende og kiggede på mig, hun var dygtig. Hun havde skøjtet hele hendes liv, og havde

siden lært mig det for nogle år.

Dengang var vi ikke mere end 14 år, jeg havde lige haft fødselsdag, og min mor havde købt mig de nyeste

blågrønne skøjter. Emily tog mig med ud på søen den eftermiddag, og vi skøjtede til mørkets frembrud. Jeg

mindes den aften som den klareste og smukkeste dag i mit liv.

Dørklokken larmede, så jeg sprang op af sofaen og efterlod mine gaver på bordet. De blågrønne skøjter

stod der også. Døren åbnede, og lige der så jeg hende stå i et stort bredt smil med sine skøjter under

armen.

- EM! Skreg jeg, glad for at se hende. Hendes lange hår bølgede hele vejen ned af ryggen, mens

en lille

tot var tvunget om bag hendes flyveører. Hun ville have mig med ud at skøjte. Vi gik mod søen, snakkede,

grinede og hyggede os. Sådan var vi sammen tit, men i aften var anderledes. Timerne fløj, da jeg først kom

op at stå på skøjterne. Vi var som født til det, ude på søen gik vi i et. Det føltes som var hendes hjerteslag

mit, vi mærkede det begge. Vores hjerter fandt hinanden, da vi som glade, uskyldige børn fløj over isen på

den klare vinternat. Da vi til sidst var trætte, og månen begyndte at vise sit ansigt, vendte Emily sig mod

mig. Hun kiggede mig dybt i øjnene, lænede sig mod mig og sagde med hendes fjollede pigestemme ”her

er min fødselsdagsgave til dig”. Det var den gave, der varede ved i længst tid, en varme spredte sig helt ned

i tæerne og ud i fingerspidserne.

Det var den bedste aften i mit liv, og her to år efter står vi stadig sammen på vej ud mod søen. Emily er

blevet ældre nu, hun ligner ikke en lille pige længere. Hendes buttede kinder er ikke til syne mere. Det

lange velplejede hår er nu klippet i en kort frisure, det blev hun nødt til, efter den lange sygdom hun havde

sidste år. Vi havde begge meget at tænke på. Skolen var blevet hårdere, vennerne var blevet anderledes,

og vores forældre var skide irriterende, men ude på den sø var det hele lige meget.

Isen var god i dag, den bredte sig som et silkehvidt tæppe over den smukke sø. Emily trippede. Hun ville

skøjte nu. Hendes spinkle hånd fandt min, og vi gled stille sammen over vandet. Vi kiggede ned, snakkede

om dybet. Hvordan noget så tungt dybt og mørkt kan skilles til den rigtige hvide, smukke verden med blot

et lag is. Em gav stille slip på mig, hun gled langt væk. Jeg kunne stadig se hende. Smuk som en ægte

skøjteprinsesse dansede hun rundt på søen. Glemte alt om, at hun var alvorligt syg, glemte at hendes

halvkorte hår snart ville forsvinde væk. Glemte at lige meget hvad hun gjorde, ville intet være i stand til at

stoppe hende, fra den smerte som sidste forår var startet i hendes højre hjernehalvdel, og som inden

længe ville ramme hendes varme svulmende hjerte. Alt angsten for de ting var væk. Vi var to lykkelige

teenagebørn som elskede hinanden, og nød vores stille frostklare vinteraften på den glatte is.

Emily strøg uden besvær mange hundrede meter rundt på en aften. Jeg iagttog hende lave pirouetter over

den papirstynde is. Hendes fod så usikker ud i den sidste landing, og isen under hende var ikke stærk. Jeg

satte i løb, men kort før jeg nåede hende, var hun på fødderne igen, og intet var sket. Hun var stærk.

I mit forsøg på at nå hende før hun faldt, havde jeg glemt alt om, at denne del af søen var Ems område, da

hun var en lille og meget spinkel pige. Jeg stod usikkert, havde meget fart på og vidste, at dette ikke ville

ende godt. Min højre fod slog hårdt i isen, og under mig flækkede en kæmpe spræk. Isen fløj til alle sider,

og uden at mærke det var hele min krop under vand. Jeg kunne lige se op over isen. Det var smukt.

- Mikkel!?

Kunne jeg høre hende råbe. Hun kiggede rundt i en søgen efter at finde mig.

Vandet var iskoldt omkring min krop. Jeg kæmpede mig for at holde varmen og komme op til overfladen.

Mit tøj var gennemblødt og tungt. Mine lemmer var iskolde, og jeg var bange. I en desperat kamp om at

komme op til overfladen syrede mine arme og ben helt ud i spidserne, og jeg kunne snart ikke holde det

iskolde vandt ude af min krop. Jeg skulle trække vejret meget snart. Mine lunger trykkede hårdt mod mit

bryst, og det føltes som havde jeg tusinde af kilo placeret på mit bryst.

Jeg kiggede op, og så et smukt lys, i lysets åbning stod Em. Hun græd. Jeg kunne ikke høre hende, men som

jeg kom tættere på, kunne jeg se hendes afmagrede ansigt bryde sammen af ulykkelighed. Jeg mærkede

hendes hånd mod min. Den var varm. Hun trak så hårdt hun kunne, og fik mine blå lilla læber lige langt nok

over vandet, til at jeg kunne tage en dyb indånding af den smukke frostklare vinterluft. Hendes lille hånd

rystede, og hun kæmpede for at trække mig op. Min krop var bevidstløs. Hvis Emily prøvede mere, ville

hun falde i sammen med mig, og være væk længe før mig. Hun var blevet så lille og svag at kigge på siden

sidste forår.

Vi vidste begge, at hun ikke kunne trække mig op. Sådan var det, og enten skulle jeg under vandet, eller

også skulle vi begge to. Jeg gav slip på hendes hånd. Hun skreg. Skreg mange ord.

- Nej Mikkel, hold fast. Nej Mikkel, jeg vil ikke være grunden til du dør. Mikkel, jeg elsker dig.

Vandet trykkede hårdt om mit bryst, jeg kæmpede for ikke at trække vejret, min krop var lam, og jeg sank

mod bunden. Det iskolde vandt trængte ind i min krop, og fyldte sig sammen om mig. Mit åndedræt blev

langsommere og endnu mere uudholdelige. Hver gang jeg prøvede at holde mig selv i live, var det så

smertefuldt, at jeg ikke kunne holde det ud. Jeg var iskold, men mine lunger brændte. Brændte for det ilt,

de gerne ville have.

Jeg tænkte på Em. Hun var smuk. Jeg tænkte på min fødselsdag for to år siden. Jeg tænkte på det kys. Jeg

blev pludselig varm i hele kroppen. Mine lunger gjorde ikke ondt, jeg kunne trække vejret som før. Jeg

havde det godt. Kunne ikke længere høre mit åndedræt. En varme spredte sig til mit hjerte. Mærkede på

mit bryst. Jeg trak ikke vejret. Tænkte på Emily.

8. Mig, mig selv og jeg

”Klik”

Låsen gik op, som havde den ventet på mig hele dagen. Min lejlighed var som næsten hver fredag aften i

vintermånederne kold og mørk, imens den rungende bas snog sig op igennem gulvet fra de to unge fyres

lejlighed på 3. Sal. Skoene røg af 1. 2. Og til sidst fandt jakken sin sædvanlige plads på knagerækken. Jeg

behøvede engang ikke tænde lyset. Det var i bund og grund hyggeligere at sidde midt i mørket og lade byens

svage lys gøre sit indtryk, i så megen fred som muligt.

Stolen stod på sin efterhånden faste plads henne ved vinduet. Den så ensom ud. Med fronten rettet direkte i

retning af vinduet, omringet af mørke rettet mod lys.

Jeg kunne egentlig godt forstå den. Eller jeg kunne ikke bare forstå den, jeg følte mig faktisk som den. I evig

stilstand dog altid med blikket rettet ned på lyset for enden af tunnelen. Den tunge bas nedefra blev engang i

mellem overgået af høje grin, indtil en af de besøgende forsøgte at sætte nye højder for stemningen ved at

overdøve musikken og råbe ”SKÅÅL”. Alt imens min eneste tanke var ”Hvad skal de dog nå?”

På min faste stol, på min faste plads og i min faste sindstilstand kunne jeg sidde og stirre ud i alting i timer,

før jeg til sidst gik i seng med forhåbningen om, at i morgen var noget helt nyt.

Sådan tilbragte jeg mange aftener. Rutinen havde taget sit faste jerngreb om mig. Eller også var det omvendt.

Det kan jeg stadig bruge tid på at gå rundt og spekulere over.

Nu er det lidt, som om alle de aftener aldrig fandt sted. Eksamensperioderne kom, og lyset vendte tilbage til

de sene aftentimer. Stemningen var anderledes.

I sidste uge stod solen højt på himlen, og de lette briser balancerede let igennem luften. Da de andre skrev og

spurgte, om jeg havde lyst til at tage med ned til søen og fiske, kunne jeg næsten ikke vente. Jeg gik hurtigt

ind og fandt min fiskestang. Skoene røg på 1. 2. og gik målrettet forbi jakken på knagerækken.

Nede i gården stod min gamle herrecykel bag et skur. Jeg sprang på og satte fart i pedalerne. Efter et par

højre- og venstresving fandt jeg min vej ud til de store gader. Det gode sommervejr havde sat trafikken på

pause for en stund, så cyklisterne syntes at være de eneste, som stadig havde travlt. Jeg bestemte mig meget

impulsivt for at køre en lille omvej, da jeg ikke havde travlt. Inde midt i byen lå en meget lille park, som kun

var på størrelse med en parkeringsplads.

Jeg havde ofte siddet oppe i min stol og stirret ned i den selv samme park imellem de mørke træer. Der var

dog fyldt med liv, da jeg cyklede igennem. Rundt omkring sad unge som gamle og nød et glas hvidvin,

imens de konverserede om, hvad end der fyldte deres liv for tiden.

Vi fandt et fredeligt sted nede ved søens kant. Det var efterhånden blevet sidst på eftermiddagen, og de

mennesker som før på dagen havde nydt solen, var stille og roligt taget hjem eller videre.

De andre havde taget et par øl og en minihøjtaler med. Vores stemmer var lave, imens vi snakkede, da vi

ikke ville skræmme fiskene væk. Desværre var der alligevel ikke rigtig nogen af os, som fik bid.

Som aftenen skred frem, og promillen blev højere, blev vi dog også mindre interesserede i fiskene.

De andre virkede så glade. Det var næsten, som om intet kunne gå dem på.

Stille og roligt blev jeg en mindre del af samtalerne. Mine tanker rettede sig indad, imens mit syn rettedes

ned mod månens skær i søen spejlblanke og rolige vand.

”Hva så, er du helt ude af den?” - mine tanker blev afbrudt af en klar stemme, som skar igennem. Forvirret

kiggede jeg op. Det føltes, som om jeg lige var blevet vækket midt om natten, hvilket gjorde situationen svær

at finde hoved og hale i.

”Jeg sad bare lige og tænkte lidt” hvilket var det bedste svar, jeg kunne komme på. De andre havde, uden jeg

havde opdaget det, rejst sig op og var i gang med at samle de tomme dåser sammen. Nogle af dem havde

svært ved at gå ligeud. Musikken var blevet lavere og det syntes pludselig, som om vi skulle hjem.

”Skal vi allerede hjem?”

”Nej da” lød det nærmest i kor fra de andre. ”Er du sindssyg, vi skal da ind i byen og drikke et par øl”.

Vi er gode venner, de andre og jeg. Alle har vel sin plads i venne-gruppen, og jeg har vel også min. Det er i

bund og grund nemt nok at inddele de andre på deres pladser. En gruppe består altid af en leder. Frontfiguren

som de andre ser op til og vil imponere. Dernæst er vingerne. Gruppens to yderpunkter som holder styr på

gruppens balance. Til sidst er der den tilbageholdne, som nok bare er med, fordi de andre nyder hans/hendes

selskab på trods af man ikke nødvendigvis griber bolden, når den bliver kastet til én.

Den sidste er nok mig. Jeg havde egentlig ikke rigtig lyst. Men det var den rolle, som var blevet pålagt mig -

eller den rolle jeg havde pålagt mig selv, det ved jeg ikke.

De andre boede stadig hjemme. Deres familier var økonomisk stabile og de virkede alle til at have en klar idé

om, hvad de ville videre fremme i livet.

Der var jeg slet ikke, eller i hvert fald ikke endnu.

I byen fandt vi en lille bar. Der var egentlig hyggeligt nok. De andre snakkede, jeg bød ind, når jeg ikke sad

og kiggede. Men jeg hyggede mig egentlig, så tiden gik stærkt nok.

Klokken blev 02, og humøret tangerede stemningen fra de unge fyres lejlighed på 3. Sal om fredagen. Jeg

drikker ikke så ofte, da jeg ikke synes om følelsen, hvor man lader alt gå og slipper sine hæmninger.

Klokken blev 03, og gruppen blev lige så stille opløst. Én efter én fandt de andre en sød pige og begyndte at

traske hjemad. Eller også blev promillen for høj, og de måtte eskorteres.

Klokken blev 04, og som en af de sidste, begyndte jeg at gå ud til min cykel. Jeg havde heldigvis glemt at

tage mine høretelefoner ud af jakkelommen, sidst jeg havde brugt dem. Jeg fandt hurtigt et melankolsk

soundtrack, som jeg engang fandt på nettet. Det var den selv samme sang, som ofte lød, når jeg var

derhjemme i stolen og kiggede. Det rolige klaver kunne bare køre i flere timer på repeat, imens en indre ro

etablerede sig i mig.

På vejen hjem var byen stille. Det var mærkeligt at køre rundt i stilheden. Den selv samme stilhed man kunne

fornemme oppe fra stolen.

Jeg tænker meget over, hvad der skal blive af mig. Det betyder noget for mig. Jeg er efterhånden stået af på

karakterræset. Der må da være muligheder alligevel. Men det hele skal vel nok gå en dag. Det plejer det vel.

Lydene af biler i det fjerne lå hele tiden i baghovedet, imens jeg forsøgte at holde mig så vågen som muligt,

for at undgå et sammenstød med en gruppe jævnaldrende på vej hjem.

Ikke langt fra lejligheden så jeg en af de andre komme gående. Han havde ikke fået så meget at drikke hele

aftenen, så han gik forholdsvis lige, alt imens han stirrede ned i sin telefon. Hvad der var så spændende på

Facebook, klokken lidt over 04 om natten havde jeg dog svært ved at regne ud. Uden at virke uhyggelig

sænkede jeg tempoet og kørte stille op på siden af ham. På trods af at vi skulle samme vej, så fulgtes vi

sjældent.

Vi skiltes igen, og jeg var atter på egen hånd. Men jeg var alligevel næsten hjemme. Det sidste stykke gik

hurtigt. Drengene på 3. Sal var enten gået kolde eller taget videre. Som om det gjorde en forskel.

Trapperne føltes lidt tungere i aften. Det var egentlig en god aften. Jeg nåede min dør.

”Klik”

Låsen gled op igen.

1. 2. Skoene røg af, og jeg fik forbi jakken på knagerækken. Jeg fortsatte direkte ind i stuen og satte mig på

min vante plads. Bare lige i en halv time.

Måske skal man ikke gå og være så angst for, hvad fremtiden bringer. Hvad er det værste, som der kan ske i

sidste ende?

Derefter gik jeg i seng, i morgen kunne jo være anderledes.

9. Gulerodsboller

”Kommer du?”, lød det fra manden. Hun stod i køkkenet og kiggede ud af vinduet. Tankerne

strømmede gennem hovedet på hende. Hun kiggede på uret, der hang over spisebordet. Halv tre.

Klokken seks skulle de spise. Tidligere i formiddags blev Morten og hende enige om, at det nok var

på tide at få spist de sidste 400 gram kødsovs der lå i fryseren fra den 16. marts. Tre en halv time.

Lidt hurtig hovedregning gav hende resultatet på eftermiddagens udfoldelser. 20 minutters gang til

apoteket, 10 minutters kø (det var jo torsdag), fem minutter ved disken, to minutter over til bageren

og 20 minutter hjem igen. 57 minutter sammenlagt. Det gav hende lige præcis to timer og 33

minutter til at flytte møblerne, støvsuge, vaske gulv, tørre af, vaske gulvet endnu en gang og til sidst

sætte møblerne på plads igen. Fint. ”Skal jeg bare hente det, eller vil du med?”, lød det igen. Hun

gik ud i baggangen, tog jakken på, sko, paraply, pung, nøgler, taske, gik i stå og overvejede, om der

mon var noget, hun kunne have glemt. ”Jeg tror, du har det hele, skat”, sagde Morten. Hun rødmede

og smilte nervøst. Da hun gik ud af døren, kiggede hun lige en ekstra gang, fik øje på elastikken på

bordet, skyndte sig hurtigt ind og samlede håret i en hestehale og fik låst døren. Så kom håret ikke i

vejen for hendes øjne. Sådan kunne hun bedst lide det. Morten tog hende i hånden, og kyssede

hende på kinden. Hun kiggede på hendes armbåndsur fra forrige jul. Julegave fra Morten. Hun

elskede Morten. Det havde hun altid gjort.

De gik den sædvanlige rute. Forbi søen, hen til grusstien der går ned til enden af skoven, forbi Jens

og Agnetes hus og så følge bagvejen ind til byen. Hver torsdag klokken halv tre.

Klokken 14:59 stod hun forrest i køen på apoteket. Hun blev varm i kinderne og smilede af tanken.

Right on time. Hun huskede tilbage på dengang, hun fandt ud af, at der ikke var nær så lang kø lige

netop på dette tidspunkt, og hvordan hun begyndte uge efter uge at komme tilbage og opdage den

samme lykke hver gang, hun gentog successen. Hun vidste, at Morten stod udenfor og ventede på

hende, så de kunne følges hen og købe torsdagstilbuddet hos bageren; gulerodsboller. En 10’er for

to. Hendes yndlings. Det har de spist, siden Alex blev født. Hver torsdag. Der var kommet ny bager

i butikken siden da. I starten kunne hun bruge en hel torsdag formiddag på at overveje, om de skulle

købe gulerodsbollerne. Tænk hvis de smagte helt anderledes. Hun huskede nu, hvor frygteligt de

smagte. Alligevel var hun glad for, at Morten købte dem til dem i sin tid. Det var hun nu. Det var

hun ikke dengang. Hun fik kuldegysninger og prøvede at tænke på noget andet. Ligesom hun plejer.

Ovre ved bageren var der igen kø. Det undrede hende, for der plejer ellers at være rimelig hurtig

betjening på dette tidspunkt, og hun mærkede nu, hvordan tankerne voksede i hovedet på hende.

Folk var jo stadig på arbejde. Køen på apoteket bestod som sædvanligt af pensionister og diverse

selvstændige og også en enkelt førtidspensionist, der alle stod der for at undgå fyraftens-mylderet.

Hun mærkede Morten gribe hendes hånd i et fast tag. Han kendte hende godt efterhånden. Tænk at

man kan være så heldig at finde sig en mand, der kan tage imod så meget. Én, der er så godhjertet

og åben. Det var altid ham, der gjorde det rigtige. Altid ham der stod med lorten at skulle rydde op

efter hende. Hun havde altid vidst, at Morten og hende skulle have en familie sammen. Et enkelt

barn og en hund. En golden retriever. Hvalp, så de kunne opdrage på den, og sikre sig den passede

perfekt ind i familien. Først og fremmest skulle den være børnevenlig. Alex skulle kunne lege med

den og bevæge sig rundt i hjemmet uden at være bange. Den skulle ikke kunne gøre nogen fortræd -

især ikke lille Alex. Hun huskede tilbage på dengang, hun var gravid med lille Alex. Eller ”baby”

som de kaldte barnet. Det føltes, som var det i går - men på samme tid føltes det, som var det 100 år

siden. Hun huskede, hvordan Morten gav hende fodmassage, mens hun lå i sofaen og havde ondt i

ryggen. Og hvordan hun kunne spise to hele ruller økologiske havregrynssmåkager fra Brugsen på

én TV-avis. Midt i bageren stod hun nu og smilede over dengang, Alex endnu ikke var kommet til

verdenen, men som allerede var en kæmpe del af deres liv. Hun huskede, hvordan det føltes, da

barnet sparkede for første gang, og hvilken fantastisk glæde det var. Og hvordan det føltes, da de

var til første skanning ved lægen og kunne se den lille prik på skærmen, der indikerede, at det

virkelig var sandt. At det endelig lykkedes. De havde fået den største gave i livet. Sammen. Det var

alt, hun nogensinde havde drømt om; lige siden hun var barn, havde hendes yndlingsleg altid været

far, mor og børn. Straks derefter begyndte indretningen af børneværelset samt indkøb af børnetøj,

barnevogn, myggenet, babymad, sutteflasker, bamser og så videre. Det var hendes livs højdepunkt

uden sammenligning. Hun følte sig uovervindelig og stærkere end nogensinde før… ”Kan jeg

hjælpe den næste?”, lød det fra den anden side af kasseapparatet. ”To gulerodsstykker, tak”, svarede

Morten. Med en brun papirspose i Mortens hånd, gik de ud fra bagerbutikken igen. Hun fik øje på et

ungt par, der gik med en barnevogn, og fra den kunne hun høre barnegråd. Det skar hende i hjertet.

Hun tog Mortens hånd, og gav den et hårdt klem. ”Jeg ved det godt, skat”, sagde han. ”Jeg ved det

godt”. Foran sig så hun nu lille Alex i barnevognen. I forlængelse af barnevognen fandt hun sine

egne arme, der skubbede Alex ud i livet. Som han sad der i barnevognen og snakkede for vilden sky

omkring alt og intet, var verden pludselig aldeles fantastisk. Denne følelse var ekstrem. Lægerne

havde i sin tid fortalt hende, at hun kun skulle gå helhjertet ind i graviditeten, hvis hun var sikker

på, at det var hende og Morten for altid, og at hun kunne stole på ham - og omvendt. Det var deres

personlige anbefaling. Men som hun så sig selv stå der, med barnevognen og lille Alex, var det som

om, at Morten blev irrelevant. Morten, som hun jo elskede så højt. Hun tog sig selv i at hive vejret

hårdt ind af afsky over sin egen tankegang. Godt, der ikke var nogen, der kunne høre hende. Alex

havde altid været øverst på hendes liste. Topprioriteten, stærkt efterfulgt af Morten, selvfølgelig. I

Alex’ opvækst havde hun aldrig gjort andet end at støtte ham og elske ham. ”Det er fejlen”, siger

de. Men ingen vidste ligeså godt som hende selv, at hun aldrig havde gjort noget for at såre ham. De

skulle bare vide, hvor mange fodboldkampe hun havde overværet stående på sidelinjen og klappet i

hænderne trods det gennemblødte tøj. De skulle bare vide, alle de gange hun med glæde havde kørt

Alex til skole og stået i hallen og tænk over, hvor fantastisk det ville være, når han endelig skulle

hentes igen, så han kom hjem i sikkerhed igen. Da han en dag fortalte hende på vejen hjem i bilen,

hvordan han havde aftalt med Anders, at de skulle følges i skole den efterfølgende dag, frøs hun et

sekund. Havde hun gjort noget forkert? Hvem var ham Anders? Hvorfor ville han ikke være

sammen med hende? ”Okay, skat”, sagde hun dog. ”Vil i ikke hellere køre med mig begge to?”,

hvortil han svarede, at han godt kunne tænke sig at prøve at gå i skole, ligesom de andre i klassen.

Den efterfølgende morgen stod hun ekstra tidligt op, for at få overblik over dagen. Hun var slået lidt

ud af kurs over Alex’ ændring i planerne. Kvart i otte stod Morten og hende i døren, og vinkede

farvel til Alex. Morten gav hendes skulder et klem. ”Tag det roligt, skat. Han er bare ligesom alle de

andre.”

Men det var han ikke senere på dagen. Alle de andre klassekammerater levede deres ”normale” liv

videre. Alle de andre klassekammerater skulle op og i skole den næste dag. Alle de andre

klassekammerater havde stadig en puls. Alle andre end Alex. Hun huskede, hvor glad hun var, da

hun den dag åbnede døren i håbet om, at Alex var kommet hjem, og hvor skuffet og bange hun så

blev, da Alex’ skikkelse var erstattet af en politimand, der havde den forfærdelige opgave at skulle

viderebringe nyheden til pårørende. Det var en bil.

”Skal vi ikke gå hjem?”, spurgte Morten. Hun kiggede på uret. Køen i bageren og hendes

ukoncentrerede tanker havde ødelagt hendes tidsplan. De skulle i hvert fald hjem! Tanken om at

have spoleret tidsplanen, stressede hende enormt, og hun kunne ikke tænke på andet end at få styr

på den så hurtigt som muligt igen. Hun kunne ikke klare tanken om ikke at have styr på noget

nogensinde igen. Gulerodsbollerne var pludselig meget vigtige for hende, at de fik spist. De plejede

altid at spise dem på bænken ved søen. Men i dag stak hun hænderne ned i posen og trak de to

boller op. ”Her”, sagde hun og rakte Morten den ene. ”Lad være med at spørg, bare spis den”. Og så

gik turen ellers hjemad i et rask tempo.

10. Marionet-søen

Det hele startede med en kedelig beslutning, som mine forældre havde taget. Jeg skulle på

kostskole. Det betød, at jeg måtte forlade balletskolen, og fokusere målrettet på at forbedre mine

karakterer, da al min tid havde været brugt til danseundervisning.

– Du kan ikke leve af balletten, havde min mor sagt ved aftensmaden, som bestod af mexicanske

tortillas, hvorimod jeg gumlede på mine dampede squash og auberginer med akavede bevægelser

fra forbindingerne. Jeg gloede åndsfraværende på hende, som om hun havde et dødsønske.

– Du sagde, at hvis jeg blev solodanser, kunne jeg blive hyret af nogle artister eller komme i

teateret?

– Det betyder jo ikke, at du er blevet optaget på Juilliard eller Vaganova, eller blevet solodanser,

sagde hun og skævede lidt til mig. – Det er efterhånden ved at blive svært at betale kontingentet.

Det var så irriterende. Hun sagde og lovede så mange ting, men når det kom til stykket, afveg hun

altid med et eller andet godt argument. Konklusion: jeg kunne ikke leve af balletten, siden jeg ikke

bestod den sidste optagelsesprøve på Juilliard. Punktum. Så da mine forældre fortalte mig, at det var

slut med al dans blev jeg skuffet. Så skuffet at jeg lukkede mig selv inde på mit værelse resten af

sommerferien. Det var en rædsom sommerferie. Jeg vidste, at kostskolen ville blive den kedeligste

tid i mit liv. Eller det var i hvert fald, hvad jeg troede det ville blive.

– Vågn op! Så er vi her, sagde min far, mens jeg gned mine trætte øjne. Vores bil kørte op gennem

en gruset indkørsel, og fortsatte op mod en bygning. Jeg blev med det samme overrasket over synet

af den. Det var ikke bare en stor bygning, men lignede en kæmpemæssig kirke.

– Nå, hvad syntes du så? spurgte min mor og blinkede til mig, mens hun hjalp min far med mine

kufferter. Jeg måbede og jeg gloede op mod bygningen. Min far gav mig et puf og rakte mig min

sportstaske, en rygsæk og min bamse, som jeg havde ødelagt i løbet af sommerferien. Efter en kort

afsked med mine forældre gik jeg i gang med at pakke ud. Det var altså den første dag, jeg tilbragte

på kostskolen.

Hurtigt fandt jeg ud af, at mange andre på skolen havde en hobby som jeg selv. Desværre var der

ingen der trippede rundt på tåspidserne, og lavede piruetter eller ronds de jambe en l'air’er. Jeg

havde selvfølgelig lovet mine forældre, at fokusere på skolen, men det afholdt mig ikke fra at danse.

Det eneste problem var, at hvert eneste lokale var låst af efter hvert modul. Jeg havde ledt rundt på

hele skolen. Til sidst gav jeg op, og dansede rundt på pigernes fællesbadeværelse. Men efter en rum

periode af dans mellem håndvaske og toiletter, blev jeg efterhånden træt af forbigående personer,

som enten gloede eller så på mig med beundrende blikke. Jeg måtte finde et andet sted.

Det var en kold aften og bladene netop var blevet redt sammen af skolens pedel, som boede i et lille

hus lige uden for skolens grund. Det måtte have været et hårdt arbejde, siden skolen var enorm. Jeg

havde udsat en aflevering, som skulle være færdig den næste morgen, så jeg havde travlt og tænkte

ikke på at pedellen nikkede i min retning, og skyndte mig forbi uden, at skænke ham en tanke.

Vinden tog hårdt i min lange frakke, som om den ville have mig til at gå den modsatte retning. Jeg

kæmpede imod i en rum tid, men vinden drev mig alligevel i en anden retning.

– Nå, hvis det ikke kan være anderledes! tænkte jeg, og besluttede mig for at tage omvejen. Men da

jeg nåede gartnerporten, blev jeg igen skubbet af vinden. Denne gang hen mod skolens have.

Ligesom skolen, var haven også stor. Faktisk større, gigantisk. Men utrolig smuk. Det var én stor

rosenhave med tornhøje buske, som ragede op som om de lavede en labyrint. Der var en pavillon

placeret ved siden af gartnerporten, og midt inde i havens kerne lå den smukkeste sø, man kunne

spejle sig i. Der stod der to af de største, og ældste egetræer jeg nogensinde havde set. Da slog det

mig, at skolens have så ikke sådan ud. Jeg havde fra mit værelse en udsigt over en grim have, med

få rosenbede og en stor rododendron. Jeg kunne slet ikke genkende den kedelige have skolen ejede,

jeg stod jo nærmest i en version af svanesøen. Jeg agtede dog ikke at gå længere ind i haven, da

aftenskoleklokken ringede, og jeg huskede atter min aflevering og løb tilbage til skolen. Haven

havde nu givet mig en underlig følelse af noget kendt, noget jeg ikke nogensinde har kunnet

definere. Noget jeg kun kendte alt for godt.

Den aften var jeg overdynget med lektier, der sørgede for, at jeg lærte at holde deadlines for alle

fremtidige afleveringer.

En lørdag eftermiddag havde jeg spadseret en tur rundt på hele skolen af kedsomhed. Jeg havde

gået i mine egne tanker, da det for alvor gik op for mig at, jeg ikke kunne leve uden balletten. Jeg

tog mine pointer og løb ned til skolens have. Det var allerede mørkt da jeg nåede frem til

gartnerporten, men jeg vidste at den stadig ville være åben. Jeg vidste jo, at porten ville blive låst af,

lige så snart pedellen havde gjort sin pligt og holdt fyraften. Men noget sagde mig, at det var

anderledes i aften. En kølig brise føjede mig i havens retning, og jeg tog chancen. Døren var ulåst,

og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det altid var vinden, der vejledte mig.

Uden tøven smed jeg mine sko ved gartnerporten og bandt mine sorte pointer. Jeg kunne hverken

tænke eller tale. Jeg lukkede mine øjne og følelsen greb mig. Jeg hørte en vag musik, som jeg

genkendte fra optagelsesprøven på Juilliard.

– Mon jeg klarer det denne gang? Tænkte jeg og begyndte at danse mit program fra prøven. Jeg

følte mig styret, nogen holdt mig oppe som en marionet dukke. Nogen lod min buede armbevægelse

flyde i en elegant kurve hen over mit ansigt. Pludseligt kunne jeg mærke noget ved min fod, jeg

åbnede øjnene med et sæt, og så en tynd silke snor sno sig omkring min ankel. Mine håndled, mine

albuer, mine knæ, mine ankler og min hals var bundet af de tynde silkesnore. Jeg huskede pludselig

følesen! De startede ud med små blide træk. De ledte min dans, korrigerede, mig, udførte mine

bevægelser til fulde. Ubehaget begyndte at tage til, da silkesnorene voldsomt trak til og lod derefter

mit håndled falde. Det begyndte at gøre ondt og ængsteligheden ramte mig. Hver gang de hev i

mine led, blev de voldsommere end før. Det var uundgåeligt og det mindede mig om, hvordan det

ville føles, hvis leddene blev revet af. Følelsen, der hver gang jeg dansede, ramte mig. Jeg havde

ikke fået mig et overblik over, hvor i haven jeg var, før jeg indså at jeg var på vej over mod søen.

Jeg var blevet slæbt hele vejen, fra pavillonen ved gartnerporten, til de to oldgamle egetræer ved

søen. Al min modstand var til ikke til nogen nytte. Søen kom bare nærmere og nærmere.

Silkesnorene begyndte så småt også at stramme grebet om mine led. Det gjorde afsindig ondt, og de

viklede sig rundt om hele min krop, så jeg til sidst ikke kunne bevæge mig. De smukke silkesnore

var ikke længere fine og silkeagtige, men de var blevet til lange rosenstilke med torne som stak mig,

ved den mindste bevægelse. De ledte ikke længere min dans, de slæbte mig bare afsted.

Det overgik min vildeste fantasi. De tornede rosenstilke var groet op ad de ældgamle egetræer og

det var som om, at det var egetræerne, der trak mig ned til søens kant. Jeg kunne se mit eget

spejlbillede i det krystalklare vand. Jeg kæmpede på livet løs, men fik et chok, da så jeg mig

omkring og kastede et blik ud over haven. Den var ikke længere blomstrende, men den var nærmere

visnet. Det var som om ingen havde plejet den i flere århundrede, den var fuldstændig tilgroet.

Følelsen var uudholdelig, men forsvandt med ét, da det iskolde vand rørte mine fødder. Da jeg fik

den beroligende følelse af, at vandet afspændte mig og dulmede min angst. Noget sagde mig, at jeg

bare skulle slappe af og nyde det, til trods at jeg var i vand til livet. Jeg sank stilfærdigt og roligt

længere ned. Men da vandet nåede mine skuldre, vidste jeg at de gamle egetræer ville være det

sidste syn jeg ville se.

Jeg blev pludselig forskrækket, da jeg mærkede en prikken på min skulder og opdagede, at jeg var

tilbage i skolens grimme have.

– Jeg ved ikke hvordan du er kommet ind, men jeg må sige at du danser med den største passion.

Du burde søge ind på de store balletakademier.

– Tak, men jeg fejlede ved optagelsesprøven, da min partner brækkede mine håndled under prøven.

Uheld sker da i ny og næ, sagde jeg forpustet efter chokket.

– Du må hellere se at komme i seng i en fart, skolen ser ikke gennem fingre, når elever er ude på

denne tid af natten. Jeg nikkede, og løb hen mod gartnerporten, da han råbte efter mig.

– Tiden læger alle sår. Det bedste middel efter en rytter er blevet kastet af hesten, er at stige op på

hesten igen. Sådan overkommer rytteren sin angst efter faldet.

11. Angst

”LAD MIG VÆRE!!”, skriger jeg. Følelsen af indelukkethed og klaustrofobi rammer mig, væggene lukker sig

lynhurtigt omkring mig. ”JEG KAN IKKE FÅ LUFT.” Væggene maser mig – én efter én. Jævnligt falder store

dråber vand i mit hoved. Monotomt. Dryp dryp dryp – av av av. Hovedpine, mavepine, plage, fortvivlelse,

smerte - min krop. Kvinden står og griner af mig – ubehageligt. Jeg tager mig til mit hjerte, det skriger af

smerte, som om det bliver revet ud - det sortner for mine øjne.

Kvindens ansigt dukker op igen. Grønne øjne. Brunt, opsat hår. Hun ligner mig på en prik – bare i en yngre

udgave.

”HVEM ER DU??”

Kvinden kigger underligt på mig – hvorfor? Det er mit hus, og hun har bare at forklare sig.

”Mor, det er mig… Din datter, Sine. Du besvimede, da jeg prøvede at give dig et bad. Jeg burde have ventet

på hjemmeplejen, men du trængte sådan, og jeg ville gerne gøre dig glad.”

Genkendelighed, forargelse, frygt, angst – mine følelser. Min datter, selvfølgelig. Hvordan kunne jeg? Hvad

bilder jeg mig ind? Hvem er jeg? Jeg er et monster. Det er hvad jeg er. Jeg troede, hun var det sidste, jeg skulle

glemme. Det sidste, jeg skulle miste af mig selv.

”Mor, er du okay?”

”Ja ja, jeg skulle bare lige komme til mig selv. Vil du have noget kaffe?”

Jeg ved, at jeg har sedlen til at ligge her et sted. Hvor er den? Der er den. ’Én skefuld kaffe til to kopper. To

skefulde kaffe til fire kopper’. Jeg laver fire kopper for en sikkerhedsskyld.

Jeg er så stolt af min datter. Med et job i et stort reklamefirma, en dejlig mand og to skønne børn, kan jeg ikke

være andet end stolt.

”Hvordan går det egentlig med dit job, Sine?”

Hun kigger underligt på mig og jeg sidder tilbage med en stor knude i maven. Jeg er klar over, at jeg har glemt

igen.

”Mor… Du kan da godt huske, at jeg blev fyret for et halvt år siden. Ikke? Det var lige inden Kasper forlod

mig.”

Forbitrelse, forlegenhed, skam – mine følelser. Jeg kigger på min datter. Den yndigste pige lige foran mig.

Min pige. Tårerne hober sig op i øjenkrogen. Jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg kan ikke holde mig selv ud.

Det er pinsel. Ikke kun for mig. Ikke kun for mine venner. Men mest for min datter. Det er meningen, at jeg

skal være der for hende. Det er ikke hende, som skal passe på mig.

”Undskyld søde, tusind gange undskyld. Jeg elsker dig så højt, og det er aldrig min mening at glemme dig.”

Igen kigger Sine på mig, denne gang med røde øjne.

”Det er okay mor. Det er bare svært at forstå.”

Jeg har altid haft angst for at glemme. Min hukommelse har været god hele mit liv – indtil nu. Jeg er klar over,

at det bliver sværere. Men jeg synes ikke, jeg kan byde min datter mere. Det tærer på min datter, og det tærer

på hendes børn. Jeg har så ondt af dem. Det er ikke så slemt for mig. Jo, det smerter, det bedrøver, og det piner.

Men jeg glemmer jo ikke mig selv. Jeg kan ikke engang huske, hvordan mine børnebørn ser ud. Men selv har

jeg kort, gråt hår, grønne øjne og et rynket ansigt. Egenkærlig, hensynsløs, selvoptaget, afskyelig – mine tanker

om mig selv.

”Jeg kommer og henter dig klokken 10 i morgen, så vi kan handle til dig. Men du er nødt til at stå klar, for jeg

skal også køre børnene hen til deres kammerater, og den mindste skal til læge. Tak for skænken, mor.”

Det ringer på døren. Hvem mon det er? Jeg går ud for at åbne og ser gennem vinduet, at damen står med en

støvsuger.

”Hej Rosa, jeg er kommet for at gøre rent hos dig i dag.”

Nå, hun er altså fra hjemmeplejen. Én ting må jeg indrømme – det er rart at få gjort rent et par gange i ugen.

De tror ikke på, at jeg kan klare mig selv. Ha! Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Min datter fik dem til at

komme, da hun mente at jeg lå i lort til halsen. Men det tror jeg altså ikke på.

Som dagen går, kan jeg mærke, at søvnen sætter sig i mine øjne. Det må være tid til at slå benene op. Jeg

tænder for fjernsynet og slapper endelig af.

”Ding-dong, ding-dong, bank-bank”. Jeg vågner med ét sæt og rejser mig fra stolen. Jeg må have sovet her

hele natten. Ja ja, jeg kommer nu. Hvad kan være så vigtigt?

”Har du glemt vores aftale, mor?”

”Nej, nej, jeg har bare sovet over mig. Jeg skynder mig lige.”

Selvom jeg efterhånden blev enke for mange år siden, bærer jeg altid min vielsesring. Det er et dejligt minde

om gode stunder. Jeg lægger ringen i den øverste skuffe i smykkeskrinet hver aften, inden jeg går i seng.

”SINE! Hjemmeplejen har taget min vielsesring! Jeg vidste det. Man kan ikke stole på sådan nogle lavtlønnede

arbejdere!”

”Mor, slap helt af. Jeg er sikker på, at hun ikke har taget den. Hun kan miste sit job af det, og så meget var den

ring heller ikke af værdi. Tænk din rutine igennem. Hvad gjorde du, inden du gik i seng?”

”Hold nu op, Sine. Hun har jo taget den! Din far var altid en gavmild mand, så han har ikke sparet, da han

købte ringen.”

”Mor, vær lidt overbærende. Sov du inde i stuen i nat?”

”Overbærende? Nej, det gider jeg kraftedeme ikke! Jeg finder mig ikke i sådan en behandling! Ja, jeg sov inde

i stuen.”

”Sæt dig på stolen her, så leder jeg. Og tag lige et par dybe indåndinger…”

Sine går ind mod stuen og kigger grundigt efter ringen. Hun er godt klar over, at jeg ikke går nogle steder

uden. Men hun finder den ikke, hjemmeplejen har jo stjålet den.

”Her! Du må have taget den af, da du lagde dig på sofaen i går.”

Nå. Der kan man bare se. Hjemmeplejen har flyttet med den, med det formål at forvirre mig.

”Tak, skal vi så komme afsted?”

Vi har fået handlet ind til den helt store guldmedalje i dag. Friske grøntsager og frisk kød fra slagteren. Sine

har lovet at komme med børnene, så vi kan få en hyggelig middag sammen. Jeg glæder mig sådan til at se

børnebørnene igen. Gad vide hvor store de er blevet? Jeg må hellere snuppe mig en morfar inden, de kommer.

Det har været en hård dag.

Jeg vågner ved duften af en god steg i ovnen og undrer mig. Hvad foregår der her? Jeg slår øjnene op og

springer ud af sengen. Mystisk. Gryder slår mod granitbordpladen. Mine fade er fyldt til randen med

grøntsager. Hvad fanden foregår der i mit hus? Hvem bilder sig ind at komme her og mænge sig? Der står en

kvinde med ryggen til, hun er i fuld gang med at koge et eller andet. Jeg ser mit snit til at tage kniven ved

skærebrættet og råber op.

”HVEM ER DU, OG HVORFOR ER DU I MIT HUS?”

Kvinden har skræmte, grønne øjne og brunt, opsat hår. Rystelse, anstød, skandaløs, odiøs – mine følelser.

”Vi aftalte jo, at jeg skulle komme og lave mad!”

Der kommer børn gående inde fra det lille værelse, de kigger undrende. Hvorfor kommer det bag på dem, at

de ikke må være her?

”Jeg aner ikke hvem du er! UD AF MIT HUS! TAG DINE UNGER MED DIG! UD! LIGE NU!”

”Kom børn, vi må hellere gå. Mormor har det ikke så godt.”

Mormor? Hvad mener hun? Jeg har ingen børn og slet ikke nogle børnebørn. Hvad bilder folk sig ind nu til

dags? De kommer vandrende ind som vagabonder på en varmestue. Nu skal jeg sige dem noget. Mit hus er

ikke en varmestue! Her er kun mig, og sådan har det altid været.

Kolofon

I efteråret 2016 udskrev dansklærerne på Herning Gymnasium en

novellekonkurrence for skolens elever. Ud af mere end 1000 noveller blev disse 11

noveller udtaget til finalen, hvor selveste Jens Blendstrup var med til at udvælge vinderen.

Se Jens Blendstrup anmelde vindernovellen her

Støt Darfurnica

Hvis du kunne lide bogen, er du velkommen til at donere fx 20 kr. til Herning Gymnasiums velgørenhedsfond Darfurnica via kontonummeret: 7670-0004870221

Læs mere om Darfurnica her.