De 3 kongedømmer

wwww.skysite.dk/culturinfo| Den Røde klint og efterspillet

1

De 3 kongedømmer

De 3 kongedømmer lige før eroberingen af Shu i 262

De 3 kongedømmer er en del af perioden med de 6 dynastier. Helt præsist referer det til tiden mellem grundlæggelsen af Wei i 220 og Jin

dynastiets erobering af Wu i 280. Nogle historiker mener dog at perioden startede ved begyndelsen af “det Gule Turban oprøret” i 184.


2

Den perioden mellem 184 og 220 var en periode med totalt kaos og borgerkrig i de fleste dele af kina. Det midterste del af perioden, 220 til

263 var kendetegnet ved mere stabile militære arrangementer mellem de rivalerede stater, kongedømmet Wei, kongedømmet Han og

kongedømmet Wu. Den senere del af perioden var markeret ved totalt kollaps; først ødelagde Wei kongedømmet Shu i 262, dernæst blev

Wei væltet af Jin dynastiet i 265 og endeligt ødelagde Jin kongedømmet Wu i 280.

For at adskille disse stater fra tidliger stater, af samme navn, så har historikerne givet staterne et ekstra navn; Wei er også kendt som Cao

Wei (曹魏), Han er også kendt som Shu Han (蜀漢),der senere dog bliver mere kendt som Shu, og Wu er også kendt som det Østlige Wu.(

東吳).

Termen „de 3 kongedømmer” er faktisk en fejloversættelse da hver stat faktisk havde en kejser, der hævede at nedstamme fra Han

dynastiet. Alligevel er det navnet ”de 3 kongedømmer‟, perioden bliver kaldt af historiker over hele verden – så den term bruger vi også.

Selv om perioden var meget kort, så er den blevet romatiseret, stort endda, af kulturene i Kina, Japan, Korea og Vietnam. Perioden er

blevet fejret og populariseret i operaer, folkeeventyre, noveller – og i vores tid, som film, tv serier og computerspil. Den mest kendte er

uden tvivl ”Romancen fra de 3 kongedømmer” en fiktion roman der trækker kraftigt på historiske kilder. Forfatterens historiske kilder er

Chen shou‟s ”Sangou Zhi” sammen med forfatterens, Pei Songshi, egne notater.

Perioden er en af de blodigste i Kinesisk historie. Samtidlige kilder fortæller om en befolkning i det østlige Han dynasti på ca 56 millioner,

men kilder fortæller om en befolkning på ca 16 millioner i det tidlige vestlige Jin dynasti. Så selv med en eventual udvandring i betragtning

så er der rimeligt at antage at en meget stor del af befolkningen er dræbte eller på anden måde døde som følge af de konstante krige under

perioden.

Kollapset af Dynastiernes magt

Den uofficielle begyndelse på de 3 kongedømmer er ”det gule turbans oprøret” eller ”det gule skræft oprøret”, der blev ledet af Zhang Jiao

i 184. Det år lange oprør rystede det nordlige kina, da Zhang‟s religiøse sekt ‟vejen til fred” bekæmpede det svækkede Han imperium, hvis

hær var ledet af He Jin. ”Vejen til fred” bestod primært af landmænd der havde lidt kraftigt under den korrupte regering og det var let for

Zhang at omvende folk til at skabe en ‟ny og fredelig verden”. Oprøret endte da Zhang Jiao døde af sygedom, men det kaos som oprøret

havde skabt – sammen med de store naturkatastrofer der ramte Nordkina på samme tid, havde destabiliseret Han dynastiet så meget at det

var dødsdømt. Oprøret nødvendige gjorde, at central regeringen blev nødt til at overgive militær magt til de lokale herskerer og det var det

der skabte den følgene periode.


3

Den serie af begivenheder der ledte til kollapset af det dynastiske magt og til fremgangen for Cao Cao er exstremt compleks. Kejser Ling‟s

død i 189 førte til en ustabil regering under General He Jin og fornyede rivalisering blandt faktionerne af Enuker og regulære civile

embedsmænd. Derefter fulgte lejemordet på He Jin, hvilket fik hans oberst Yuan Shao til at massakere Enukerne i kejserpaladset i

Luoyang. Dette medførte at front-generalen Dong Zhuo gik ind i Luoyang fra nordvest. På denne tid var der en meget magtfuld stamme fra

nordvest – Qiang stamen – og Dong Zhou kontrollerede en stor hær af elitesoldater derfra. Da han ankom med hæren til Luoyang var det

let for ham at overvinde de 2 andre hære der var i området og overtage det kejserlige hof. Dette udløste en borgerkrig i hele Kina. Dong

Zhuo ændrede tronfølgen så den senere kejser Xian kunne tage tronen istedet for Xian‟s ældre halvbroder. Denne beslutning skulle være

lavet fordi Dong Zhuo, på hans vej til Luoyang, mødte en lille gruppe af soldater der beskyttede 2 sønner af kejseren. Da de mødtes opførte

Dong Zhuo sig arrogant og truene, hvilket fik den ældste af brødrene til at blive paralyseret af frygt – men den yngste af brødrene viste

ingen tegn på frygt og beordrede der imod Dong Zhuo til at tage til kejserpaladset og beskytte hans familie. Der er selvfølgelig ingen tvivl

om hvilken af de 2 brødre der var det bedste kejser emne.

Det blev dog Dong Zhou der havde den reale magt – og det viste sig at hans politiske evner lå på et meget lavt sted. Han blev mere og

mere voldelig, henrettede eller udviste alle der var imod ham, og viste mindre og mindre respekt for kejseren. Han ignorerede den royale

etiquette og bar åbenlyst våben i det kejserlige hof. I 190 ledte Yuan Shao en koalition, der var formet af næsten alle de østlige stater, imod

Dong Zhou. I 191 blev Dong Zhou og Han kejseren drevet vest på til Chang‟an ( nutidens Xian ).

Dong Zhuo demonstrerde igen sin totale mangel på kendskab til ledelse ved at tvinge milioner af indbygger fra Luoyang til at flytte til

Chang‟an, og satte derefter ild på Luoyang – den største by i Kina – og muligvis den største i verden på dette tidspunkt, sådan at hans

fjender ikke ville kunne bruge byen. Og dertil beordrede han en hel landsby henrette, og bragte alle deres hoveder til Chang‟an – og

forsøgte at bilde befolkningen ind at det var krigtrofærer og han havde vundet et stort slag mod sine fjender. Et år senere bliver Dong

Zhou dræbt i et kup af Wang Yun og Lu Bu ( der var Dong Zhou‟s gudsøn ).

Cao Cao kommer på scenen

I 191 var der tale om at udpege Liu Yu, en kejserlig slægtning, til kejser. Men langsomt begynder koalitions medlemmerne at falde fra.

Med få undtagelser, søgte de fleste krigsherre at styrke den private militære magt i stedet for, seriøst, at genskabe Han dynastiets magt.

Han imperiet var opdelt mellem et antal regionale krigsherrer. Yuan Shao havde besat det nordlige Ye og var ved at udvide hans magt til

området nord for den Gule flod. Cao Cao, syd for Yuan var i gang med at kæmpe mod Yuan Shu og Liu Biao, der havde besat området ved

Huai floden samt de miderste Yangzi regioner. Længer mod syd havde den unge krigsherrer Sun Ce taget over efter Sun Jian‟s mystiske

død, og var igang med at etablere sit styrer i de lavere Yangzi regioner. I vest, Liu Zhang holdt Yizhou provinsen, mens Hanzhong og det

nordvestlige var kontrolleret af en blandet gruppe krigsherrer såsom Ma Teng af Xiliang.


4

Dong Zhuo, der var sikker på sin egen succes, blev dræbt af sin egen gudsøn Lu Bu, der tilgengæld blev angrebet af Dong Zhou‟s støtter Li

Jue og Guo Si. Han flygtede til Zhang Yang, en krigsherrer i Nordvest, og blev hos ham i et stykke tid før han, ganske kort, tilsluttede sig

Yuan Shao, men det blev dog klart at Lu Bu var alt for selvstændigt til at tjene under nogen.

I August 195, flygtede kejser Xian fra tyraniet i Chang‟an og foretog en årlang og meget farlig, rejse østpå i et forsøg på at finde

forbundsfæller. I 196 blev kejseren modtaget af Cao Cao, hvis rådgiver, Xun Yu, anbefaldede Cao Cao at støtte den legale kejser af Han

dynastiet – da dette var en eneste måde Cao Cao kunne gøre sig håb om at kontrollere krigsherrerne og tvinge dem til til at genskabe Han

dynastiet.

Cao Cao, hvis område var forløber for kongedømmet Wei, rejste en hær i vinteren 189. Gennem god strategi havde han vundet en del slag,

kontrollede Dui provinsen og havde besejret flere fraktioner af ”de gule turbaner”. Dette havde givet ham støtte af lokale militser

kontrolerede af Zhang Miao og Chen Gong, der tilsluttede sig hans sag – og dermed fik han skabt sin første nævneværdige hær. Han

forsatte sine betræbelser og fik ca 300.000 af de gule turbaner til at tilslutte sig sin hær, samt et antal af Klan-baseret militær grupper fra

den østlige Qing provins. I 196 etablerede han et kejserlig hof i Xuchang og udviklede militære landbrugs kolonier til at brødføde hans

hær. Systemet havde en meget tung skat ( betaling med produkter ) typisk mellem 40 til 60 % for de lejede civile landmænd. Men de

havde ikke nogen problemmer med at finde landbrugsfamilier der gerne ville være under beskyttelse af en professional hær i disse kaos

tider. Det bliver betragtet som væren en af Cao Cao‟s vigtigske politisk tiltag.

I 194 gik Cao Cao i krig mod Tao Qian af Xu. Tao Qian fik støtte af Liu bei og Gongsun Zan – men det virkede som intet kunne stoppe

Cao Cao‟s overlegne hær. Men Cao Cao fik nyhederne at Lu Bu havde belejret Yan provinsen i Cao Cao‟s fravær, og derfor indgik han

en våbenhvile med Tao Qian og skyndte sig tilbage. Tao Qian døde forøvrigt samme år og gav sin provins til Liu Bei. Et år senere, 195,

lykkes det for Cao Cao at jage Lu Bu ud af Yan. Lu Bu flygtede til Xu provinsen og blev modtaget af Liu Bei og en ustabil alliance mellem

de 2 blev indgået.

Sydpå fik den selvstændig general Sun Ce, i tjeneste for Yuan Shu, besejret krigsherrene fra Yang provinsen, inkl Liu Yao, Wang lang og

Yan Baihu. Den store hastighed som Sun Ce fik sine sejre med, gav ham tilnavnet ”lille overherrer” I 197, udnævnte Yuan Shu, der følte

sig sikker på sin sejr, sig selv til kejser af Cheng Dynastiet. Men det viste sig ikke at være så smart da det tiltrak krigsherrer ”som en kolort

tiltrækker fluer”. Cao Cao fik general Sun Ce i sin tjenste og beordrede ham til at angribe Yuan Shu der blev besejret og flygtede.

Derefter bedrog Lu Bu liu Bei og belejrede Xuzhou. Liu Bei flygtede til Cao Cao der accepterede ham. De forberedte derefter et angreb på

Lu Bu, hvis officere begyndte at desertere. Yuan Shu‟s forstærkninger kom aldrig frem, og han blev sat i arrest af sine egen soldater og

derefter henrettet.


5

I 200, modtog officer ved det kejserlige hof, Dong Cheng, et hemmeligt brev, med besked om at myrde Cao Cao, der dog fandt ud af dette

og henrettede Dong Cheng i stedet for. Liu Bei, der var med i planerne om at myrde Cao Cao flygtede til Yuan Shao i syd.

Cao Cao ogYuan Shao‟s styker mødtes ved Guandu. Cao Cao‟s styrker var helt klart i kraftigt undertal – men det lykkes alligevel Cao Cao

at vinde slaget, bla. ved at sætte ild på Yuan Shao‟s forsyninger. I slutningen af 207 havde Cao Cao taget fuldt kontrol af hele Nordkina.

Cao Cao


6

Den Røde klint og efterspillet

Den røde klint

1 208 marcerede Cao Cao syd paa med sin hær og håbede på, hurtigt, at kunne forene imperiet. Provinsen Jing overgav sig hurtigt og Cao

var i stand til at erobere en nævne værdig flåde ved Jiangling. Sun Quan, eferfølger til Sun Ca, fra det lavere Yangzte, forsatte dog

modstanden. Han allierede sig med Lu Su og deres hære på 50.000 mødte Cao Cao flåde og en styrke paa 200.000 ved den røde klint (


7

også kendt som Chi Bi ) den vinter. Cao Cao‟s flåde kunne dog ikke hamle op med de ildskibe som hans modstander havde – og måtte

trække sig tilbage nordpå. Liu Bei og Sun Quan skabte bagefter staterne Shu og Wu.

Efter Cao Cao kom tilbage til det nordlige, fokuserede han på at kontroller hele norden, hvilket lykkes i 211. Han blev prins af Wei i 217,

og fik titlen af “kransekagefiguren”, kejseren af Han dynastiet som Cao Cao kontrollerede.

De 3 Kejsere

I den første maaned af 220 døde Cao Cao, og i den 10‟en måned tvang hans søn, Cao Pi, kejser Xian til at træde tilbage til fordel for ham –

dette var slutningen paa Han dynastiet. Han gav sin stat navnet Wei og gjorde sig selv til kejser af Luoyang. I 221 gjorde Liu Bei sig selv

til kejser af Han, måske et slags forsøg på at genskabe Han dynastiet – hans stat bliver også kaldet ”Shu‟ eller ‟Shu-Han”. Det samme år

blev Sun Quan konge af Wu. Et år senere erklærede Shu-Han krig mod Wu og mødte Wu‟s hær i slaget ved Yiling, hvor Liu Bei blev slået

afgørene. Liu Bei døde ganske kort efter.

Wei dominerede totalt det nordlige mens Shu havde sydvest og Wu det centrale syd og øst. Grænsekontrollen for de sydlige stater tilhørte

dog ”barbarene fra Syd” hvilket inkluderede Tai stammen.

Befolkningen

I følge de samtilige kilder der holdt rimeligt godt styre på hvor meget arbejdskraft der hørte til de forskellige provinser m.m., så var Wei

langt den største stat rent befolkningsmæssigt, med mere end 660.000 husholdninger og 4.400.000 mennesker indenfor grænserne. Shu

havde en befolkninge på 940.000 og Wu havde 2.300.000. Saa Wei havde 58 % af befolkningen og ca 40 % af territoriet. Med disse

resourcer formodes staten at kunne rejse en hær paa 440.000, mens Shu og Wu ville kunne rejse hære på 100.000 og 230.000. Wu-Shu

alliancen viste sig at vaere en stabil militær configuration; grænserne af de 3 kongedømmer forblev, næsten, uforandret i mere end 40 år.

Handel og transport

I økonomiske terms reflekterede opdelingen af de 3 kongedømmer den realistiske situationen langt frem i tiden. Selv under det nordlige

Song dynasti, 700 år senere, var det muligt at tænke på riget som skabt af 3 store regionelle markeder. De geografiske opdelinger var

understreget af, at alle hovedtransportvejene var lavet af mennesker: den store kanal der forbandt nord og syd, trækkevejen gennem de 3

kløfter i Yangze floden der forbandt det sydlige med Sichuan og galleri-vejen der tilsluttede Sichuan med nord. Brudet til 3 seperate stater

blev anderkendt af de fleste, selv af politiske spåmænd som Zhuge Liang.


8

Samlingen

Efter sin faders død i 223 kom Liu Shan på tronen af Shu. Besejringen af Liu Bei ved Yiling havde afsluttet en periode med fjentligheder

mellem Shu og Wu, og begge benyttede freden til at fokusere til interne problemer og det eksterne problem Wei. Sun Quan begyndte at

interesse sig for de gamle lande mod sydøst hvor “Shanyue‟ folket boede (også kaldet “de oprindelige”). En række af succesrige felttog

imod de “oprørske” stammefolk, endte med en sejr i 234. Det sluttede med 3 års belejring af Danyang, hvor 100.000 Shanyue overgav sig,

af disse blev ca 40.000 overført som hjælpe / forsyningstropper til Wu hæren. Imens oplevede Shu også problemmer med stammerne i syd,

da de sydvestlige Nanman folk gjorde oprør, eroberede og plynderede byen Yizhou. De tabte dog til sidste. Også her så man at store dele

af deres hær indgik, efter de havde tabt, i Shu hæren.

Zhuge Liang's nordlige Expedition

I slutningen af Zhuge Liang‟s sydelige felttog, var alliancen mellem Wu og Shu ophørt (den var datobestemt) og Shu var fri til at bevæge

sig nord på. I 227 flyttede Zhuge Liang sin Shu hær til Hanzhong og åbende for kamp med Wei. Det næste år beordere han General Zhao

Yun til at angribe fra Ji kløften mens han selv førte hovedstyrken til Qishan. Men han led et taktisk nederlag ved Jieting og Shu hæren blev

tvunget til at trække sig tilbage. Over de næste 6 år forsøgte Zhuge Liang gentange gange flere offentsiver, men kun med meget begrænset

succes. I 234 ledede han sin sidste offentsiv mod nord, til slaget ved Wuzhang sletten, syd for Wei floden. Men Zhuge døde på vejen og

hæren blev nødtil at vende om igen - ikke fordi Zhuge døde – men fordi de led endnu et taktisk nederlag. Efter hans død tog hans assistent

Jiang Wan over.

Wu og udviklingen i syd

I tiden omkring Zhuge Liang‟s stor felttog mod nord, var staten Wu altid på defensiven mod angreb fra det nordlige Wei. Krigsførelsen var

blevet så intens af mange indbygger valgte at migrere og bosætte sig syd for Yangzte floden. Efter Zhuge Lian‟s død blev presset fra nord

endnu større, men uden held – Wei kunne ikke bryde gennnem de forsvarslinjer som Wu havde opbygget langs floderne, inkl Ruxu

fæstningen.

Sun Quan's lange styrer er regnet for at være en periode med udvikling for hans sydlig stat. Migration fra nord og bosættelser ved Shanyue

forøgede arbejdstyrken kraftigt, specielt langs den lavere del af Yangztefloden og i Kuaiji kommanderierne. Flodtransporten blomsterede

med konstruktionen af Zhedong og Jiangnan kanalerne. Handelen med Shu blomstrede, med store ankomster af Shu uld og udviklingen af

Celadon samt metal industrier. Havtransport blev forbedret så der blev sejlet nord på til Manchuri og øst på til Taiwan. Wu handelsfolk


9

nåede også til Linyi (nutiden sydlige Vietnam) og Fu‟an (nutidens Cambodia) samt Java og Sumatra. Som økonomien udviklede sig – så

udviklede kust og kultur sig også. I Yangzedeltaet kom den første buddhistiske indflydelse ved samme lejlighed.

Celadon er en familie af gennemsigtigt krakeleret glasur. Celadon glasur kan produceres i mange forskellige farver, såsom; hvid, grå, blå

og gul, - farven afhænger på tykkelsen af glaset samt hvilken type ler der er brugt. De mest berømte Celadon‟s rammer farven fra meget

“tynd” grøn til intens dyb grøn, der ofte har til formål at ligne jade. Farverne bliver skabt af en iltningsproces i glasuret eller leret der bliver

milebrændt – det færdig produkt er let genkendeligt, da det ligner krakeleret glas.


10

Nedturen og afslutningen på de 3 kongedømmer

Fra slutningen af 230‟erne blev spændingerne mellem Cao klanen og Sima klanen meget tydlige. Efter Cao Zhen‟s død kom der åbenlys

konfilkt, internt, mellem Cao Shuang og storkommandør Sima Yi. Cao Shuang placerede derfor sine egne støtter på vigtige poster og

udelukkede Sima, som han betragtede som en trusel. Sima klanens magt – gennem de største landejer familier, var skabt af Sima‟s

militære sejrer. Dertil kommer at Sima Yi var en exstrem dygtigt strategi og politiker. I 238 knuste han Gongsun Yuan oprøret og bragte

Liaodong provinsen direkte under central kontrol. Til sidst udspillede han Cao Shuang i deres magtspil. Han benyttede sig af en udflugt for

de kejserlige klansmænd til Gaoping gravene. Mens de var afsted foretog han et militær kup og tvang Cao Shuangs støtter fra magten. Der

var mange der var utilfredse med Sima klanens overvældene magt, specielt en gruppe af taoister og musiker, hvor af en del blev ‟udrenset”

efter Cao Shuang‟s fald.

Shu’s fald

Efter 258 blev Shu‟s politik mere og mere kontrolleret af enuk fraktioner og korruption. Samtidlig var landet ikke i stand til at skaffe en

afgørene sejr over Wei. I 263 igang satte Wei et 3 punkts angreb og Shu hæren maatte trække sig tilbage. Ved vinter tid samme år var

hovedstaden Chengdu faldet og kejser Liu Chan havde overgivet sig. Staten Shu ophørte med at exsistere efter 43 år.

Wei’s fald

Cao Huan kom til tronen 260 år efter Cao Mao var blevet dræbt af Sima Zhao. Kort efter, døde Sima Zhao og hans titel som herrer over Jin

blev givet til hans søn Sima Yan, der straks begyndte at planlægge at blive kejser, men han mødte for meget modstand. Dette var han dog

ikke tilfreds med og væltede i 264 Wei dynastiet og etablerede sit eget dynasti –Jin dynstiet og dermed endte 46 års Cao dominans i

Norden.

Wu’s fald

Efter Sun Quan‟s død i 252, kom kongedømmet Wu ind i en periode med stabil nedgang. Wei havde knust nogle oprøre i Huainan

regionen og havde dermed reduceret Wu‟s indflydelse. Kejser Sun Xiu døde og overlod tronen til Sun Hao, der var en lovende ung mand,

men som desvære blev en tyrran. I 269 startede Yang Hu, Jin komandør i syd, forberedelserne til en invasion af Wu, han beordrede

konstruktionen af en flåde (flodbåde) og træning af marinetropper i Sichuan under Wang Jun. Jin‟s offensiv kom i vinteren 279. Sima Yan

lavede 5 koordinerede angreb langs Yangzte floden fra Jianye til Jiangling, mens Sichuan flåden sejlede ned af floden til Jing provinsen.

Under presset fra et sådanne enormt angreb kollapset Wu i den tredje måned af 280. Dette markerede enden på perioden af de 3

kongedømmer og var begyndelsen på de kommende 300 års totalt kaos.


11

De 3 kongedømmer

Documents

Transcript of De 3 kongedømmer