DanskSygeplejehistoriskMuseum

Christiane Reimann 1888-1979- Kvinden bag sygeplejens ”Nobelpris”

Af Susanne Malchau Dietz

Christiane Reimann 1888-1979Kvinden bag sygeplejens ”Nobelpris”. 3. udgave 2015Af Susanne Malchau Dietz

Forsidebillede:Christiane Reimann på Teachers College, Colombia University 1925.Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

ISBN: 978-87-7266-416-3Copyright © Dansk Sygeplejeråd

Alle rettigheder forbeholdesFotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse er kun tilladt med angivelse af kilde.

ForordChristiane Reimann, der var Executive Secretary i ICN fra 1922 til 1934, var en højt uddannet sygeplejerske, en kompromisløs personlighed og en visionær pioner. Hun ydede en næsten overmenneskelig indsats i spidsen for genopbygningen af ICN efter første verdenskrig. En indsats, hvor hun satte sin egen personlige formue ind på at nå målet.

ICN stod hendes hjerte nær, og i sit testamente stiftede hun en fond, der skulle finan-siere den mest ansete pris i international sygepleje, Christiane Reimann-Prisen. Den bliver uddelt hvert fjerde år i forbindelse med ICN kongressen. Christiane Reimann-pri-sen blev uddelt for første gang på ICN kongressen i 1985, hvor Virginia Henderson blev den første modtager i rækken af fremstående sygeplejersker.

En speciel årsag for Dansk Sygeplejeråd til at markere begivenheden er, at 2013 er 150-året for den professionelle sygepleje i Danmark. For 150 år siden blev Diakonissestif-telsen grundlagt på Frederiksberg og dermed den første systematiske sygeplejerske-uddannelse.

Og for 100 år siden blev et af de største ikoner i dansk sygepleje udnævnt som den før-ste danske forstanderinde i overensstemmelse med Florence Nightingale’s principper for ledelse af sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Charlotte Munck var uddan-net på Presbyterian Hospital i New York og blev forstanderinde på Bispebjerg Hospital 1913 og senere formand for Dansk Sygeplejeråd fra 1927 til 1932.

Christiane Reimann begyndte som sygeplejeelev på det andet hold elevhold på Bispe-bjerg Hospital. Charlotte Munck så hurtigt hendes potentiale og foranledigede, at hun efter 1. verdenskrig tog en Master of Arts på Teachers College i USA. Hun blev den før-ste danske sygeplejerske, der erhvervede en akademisk universitetsgrad.

Christiane Reimann var en meget intelligent og begavet kvinde og sygeplejerske, en kosmopolit og velgører til fordel for international sygepleje. Dansk Sygeplejeråd er stolt af at ære hende med denne biografi.

Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd Formand for Dansk Sygeplejehistorisk Museums bestyrelse

3

Christiane Reimann, da hun havde opnået en Master of Arts ved Teachers College, Colombia University i 1925. Foto:Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

4

Den danskfødte Christiane Reimann (1888-1979) var i perioden 1922-34 en fremtræ-dende personlighed i internationale sygeplejekredse på grund af sin bemærkelsesvær-dige og utrættelige indsats som sekretær i International Council of Nurses (ICN). Ved sin død testamenterede hun en betragtelig sum penge til en fond, hvorfra en interna-tional sygeplejepris skulle uddeles ved ICN’s kongresser. Christiane Reimann-prisen, også kaldet sygeplejens Nobelpris, blev uddelt første gang i 1985. Men hvem var Chri-stiane Reimann, og hvordan kan vi karakterisere hendes liv og værk?

Datter af borgerskabetChristiane Reimann blev født 6. maj 1888. Hun voksede op i København med baggrund i det velhavende borgerskab. Forældrene var vekselerer Carl Christian Reimann (1853-1929) og Margit Reimann (f. Meisterlin 1863-1927). Hendes barndom og ungdom faldt i en tid, hvor det danske samfund dels var kendetegnet ved en stærk tilknytning til den danske folkekirke - den evangelisk-lutherske kirke - og dels ved en patriarkalsk struk-tur. Herfra blev de værdier og egenskaber, der var ønskværdige for en kvinde, dikteret.

Fremtidsudsigterne for et pigebarn af det bedre borgerskab var, at hun gennem sin opvækst tilegnede sig de dyder, der gjorde hende i stand til at påtage sig det kald, der var hende givet gennem sit køn: at blive hustru, husmor og mor. En kvinde forblev i barndomshjemmet, til hun blev gift. Dermed sagt, at for en kvinde af Christiane Rei-manns herkomst var det at forlade hjemmet og blive sygeplejerske på ingen måde velset, men blot en respektabel nødløsning, hvis ægteskabet glippede (Malchau 2000, Hammar 2000).

Vi ved ikke meget om Christiane Reimanns barndom og opvækst, men hendes egen udtalelse i forbindelse med sin ansøgning om optagelse i Dansk Sygeplejeråd 1917 vidner om, at den var i overensstemmelse med det bedre borgerskabs normer, som hun netop var rundet af.

I ansøgningen anførte hun: ”Som sekstenaarig har jeg taget 4de Klasses Hovedeksa-men. Fra den tid og indtil mit 25ende Aar, har jeg med Undtagelse af circa to Aar, hvor jeg opholdt mig henholdsvis i Tyskland og England for at lære Sprog, boet i mit Hjem og taget Undervisning i Sang, Klaverspil og Musiktheori” (1).

Fra dame til sygeplejerskeChristiane Reimann voksede op i den tid, hvor den faglærte sygepleje begyndte at etablere sig. Hun var 25 år, da hun inspireret af tidens filantropi besluttede at blive sygeplejerske. Familien var stærkt imod hendes beslutning og fandt på ingen måde sygepleje en passende beskæftigelse for hende. Hendes klasse – det bedre borgerskab – beskæftigede sig ikke med den slags arbejde. Som beskrevet af hende selv: ”Da jeg bestemte mig for at blive sygeplejerske, var mine forældre fortvivlede, min onkel ville ikke engang tage mig i hånden, ”for en sygeplejerske er ikke en dame”” (TFS 1960).

Trods modstanden forfulgte hun sit mål, og i 1913 blev hun optaget som sygeplejeelev på det nyligt åbnede Bispebjerg Hospital i København. Her var en af dansk sygeplejes pionerer, Charlotte Munck (1876-1932) netop blevet udnævnt som forstanderinde, den første af sin slags i Danmark. Denne position gav Charlotte Munck mulighed for at gen-nemføre initiativer, der blev skelsættende for den videre udvikling i dansk sygepleje (fx en ordnet 3-årig uddannelse). Inspirationen hertil havde hun hentet i Amerika, hvor

5

hun tog sin sygeplejeuddannelse 1906-09 (Koch 1941, Olesen 1994) (2).

Charlotte Munck fandt de kommende sygeplejeelevers kvalifikationer vigtige. I lighed med sine samtidige mente hun, at personlige egenskaber og naturlige anlæg for syge-pleje var det primære, men hun vægtede også gode skolekundskaber. Derfor var hen-des holdning, ”at en stærkere Tilgang fra de dannede Klasser vilde betyde en Højnelse af Sygeplejestanden” (Koch 1941:75). Christiane Reimann faldt med sin kultiverede personlighed ind under denne kategori (Kruse 1979:22).

Da hun afsluttede sin uddannelse i 1916, udtalte Charlotte Munck da også, at hun med tiden var et emne til en overordnet stilling (3). En udtalelse, der blev fulgt op med prak-tisk handling, idet Charlotte Munck overtalte Christiane Reimann til at videreuddanne sig inden for sygeplejen. Eftersom det ikke var muligt i Danmark, blev det besluttet, at hun måtte rejse til USA for at studere. Charlotte Munck hjalp med at arrangere stu-dieopholdet og overtalte desuden Christiane Reimanns modvillige far til at finansiere studierne (TFS1960).

Videreuddannelser og arbejdsårFørste verdenskrig var lige afsluttet, og det var svært at komme til USA, men det lyk-kedes. I 1918 rejste Christiane Reimann til New York med det første passagerskib, der afgik fra København efter krigens afslutning. Passagerne bestod fortrinsvis af forret-ningsmænd og ganske få kvinder. Det var ikke nogen rar rejse: ”Vi var meget bange

Juni 1914, Christiane Reimann og hendes hold fotograferet sammen med forstanderinde Charlot-te Munck i haven på Bispebjerg Hospital Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

6

både for minerne, som der endnu fandtes mange af, og for isbjergene ”. Der skete dog ikke noget dramatisk. (TFS 1960:273).

Efter ankomsten til New York arbejdede Christiane Reimann nogle måneder ved Pres-byterian Hospital, hvor Charlotte Munck var uddannet. Dernæst blev hun hjemmesy-geplejerske ved Henry Street Settlement. Hun blev indskrevet ved Teachers College, Columbia University, hvor sygeplejefagets første professor Mary Adelaide Nutting og den begavede Isabel Maitland Stewart var at finde i den internationalt toneangivende lærerstab (Apple 1992, Schorr and Kennedy 1999).

De var, som Christiane Reimann udtrykte det, ”store personligheder, der ofte inviterede mig hjem til sig privat”. Studiet var en ”exciting intellectuel experience”, og den person-lige indsats gav resultater. I 1921 tog hun en Bachelor of Science og i 1925 en Master of Arts og blev dermed den første danske sygeplejerske med en akademisk grad. Først i slutningen af 1930erne fulgte andre efter.

I perioden mellem de to uddannelser 1921-23 var hun atter i Danmark. Her blev hun ansat af Charlotte Munck som den første instruktionssygeplejerske på Bispebjerg Ho-spital. Det var ikke et helt nemt job, fordi stedets oversygeplejersker var skeptiske over for det fokus, hun satte på teoretisk undervisning. For eksempel fandt de faget bakte-riologi ganske unødvendigt. Tiden i Danmark indebar også andre muligheder for et fremtidigt virke. Christiane Reimann blev nemlig valgt som sekretær for ICN i 1922 (TFS 1960).

Christiane Reimann sidder som nummer fire fra højre på bageste række. Hun er fotograferet sammen med sine medstuderende på Teachers College, Colombia University. Billedet er udateret, så vi ved ikke, om det er taget under hendes første eller andet studieophold. Foto:(Dansk Sygeple-jehistorisk Museum.

7

International organisering af sygeplejenDe vestlige samfunds sociale fremskridt og iværksættelse af sundhedsreformer i løbet af 1800-tallet medførte, at den professionelle sygepleje var en realitet hen mod slutnin-gen af århundredet. Organiseringen af sygeplejen var en anden sag. Der var oprettet en del nationale sygeplejeorganisationer, og i 1899 var der basis for en ny dimension, nemlig oprettelsen af et internationalt sygeplejeforbund. Det år afholdt International Council of Women møde i London.

En af deltagerne var den engelske sygeplejerske og suffragist Ethel Gordon Fenwick, samt andre sygeplejersker, der var aktive i kvindebevægelsen. Umiddelbart herefter deltog disse sygeplejersker i Matrons’ Council of Great Britain and Ireland, og her blev ICN stiftet. Initiativtageren var Ethel Fenwick, der udtalte: ”The nursing profession abo-ve all things requires organization; nurses, above all other things, require to be united” (Brush & Lynaugh 1999:1).

Visionen var, at ICN skulle være en sammenslutning af nationale sygeplejerskefor-eninger, der var ledet af og kun repræsenterede sygeplejersker, og som var fri for stats-kontrol. En provisorisk komité blev nedsat, og året efter blev Ethel Fenwick valgt som den første præsident. Amerikaneren Lavinia Dock blev sekretær; også hun var aktiv i kvindebevægelsen (Brush & Lynaugh 1999, Stallknecht 1999).

Dansk Sygeplejeråd var angiveligt ikke på linje med ICN’s tilknytning til kvindebevæ-gelsen, og det, sammen med andre interne anliggender, gjorde at Danmark - som den første nordiske sygeplejerskeorganisation - først blev medlem af ICN 1909. I 1915 blev formand for Dansk Sygeplejeråd, Henny Tscherning den første danske præsident i ICN. Hun forblev på posten frem til 1922, fordi verdenskrigen kom på tværs af det sædvanli-

Fra haven på Bispebjerg Hospital. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

8

ge nyvalg. Henny Tscherning gjorde i sin valgperiode det bedste, hun kunne for at hol-de sammen på ICN, der var ved at falde fra hinanden på grund af krigen. Det lykkedes, og organisationen var hende megen tak skyldig for den måde, hun håndterede den vanskelige periode, hvor nationale interesser og modsætninger var på spil de enkelte medlemslande imellem.

På opfordring fra Lavinia Dock lykkedes det i 1922 Henny Tscherning at arrangere Me-eting of the Grand Council i København. Her overdrog hun præsidentskabet til den finske Sophie Mannerheim, og her blev Christiane Reimann valgt som Honorary Se-cretary, en ulønnet tillidspost. Valget kom efter sigende i stand, fordi ICN’s afgående sekretær Lavinia Dock, som Christiane Reimann havde mødt under sit ophold på Hen-ry Street Settlement, anbefalede hende til posten (Petersen 1990 og 1998, Wingender 1999).

De følgende tre år varetog Christiane Reimann dette ulønnede tillidserhverv sidelø-bende med arbejde og studier. På ICN’s kongres i Helsingfors 1925 blev hun genvalgt med den ændring, at hun blev organisationens første lønnede sekretær med titlen Executive Secretary. Hun fik sæde i Genève, hvor ICN på hendes anbefaling oprettede hovedkontor samme år.(Bridges 1967, Brush & Lynaugh 1999).

Genopbygning, synliggørelse og markering af ICNFuld af energi og entusiasme gik Christiane Reimann i gang med genopbygningen af ICN, der næsten var ophørt med at fungere under første verdenskrig. Hun fik til fulde brug for sin store arbejdskapacitet og intelligens, og ikke mindst sin sprogkyndighed. Hun var et godt valg til posten, fordi hun var fagligt kompetent og internationalt er-faren og dertil formåede at fastholde visioner og være realistisk på en og samme tid.

ICN’s hovedkvarter i Geneve 1926, konferenceværelset. Foto: Tidsskrift for Sygepleje nr. 6 1926.

9

Hendes forældre var i mellemtiden døde, og hun havde derfor en stor personlig for-mue, som hun generøst brugte af. Denne generøsitet blev dog, som det vil fremgå, et problem for ICN på et senere tidspunkt (Kruse 1979).

En del af Christiane Reimanns tid blev brugt til at følge op på ICN’s møder, men hendes altoverskyggende mål var at synliggøre og markere ICN som et internationalt talerør for sygeplejestanden: ”at gøre ICN til en anerkendt international organisation, sygeple-jerskernes internationale talsmand, et internationalt center for syge- og sundhedsple-je” (Kruse 1979:22).

Christiane Reimanns måde at forfølge dette mål kan beskrives gennem tre af hendes mærkesager.

Den første mærkesag var dels at etablere rådgivende virksomhed i sygeplejespørgsmål for regeringer og sundhedsmyndigheder, dels at etablere samarbejdsrelationer til in-ternationale organisationer, der ansatte sygeplejersker eller havde med sundhedsan-liggender at gøre, fx internationalt Røde Kors. I 1929 indledte hun et samarbejde med International Labour Organisation (ILO), der var oprettet for at fremme freden, mod-virke uretfærdighed og undertrykkende arbejdsforhold. Et samarbejde, Ethel Fenwick i høj grad misbilligede.

Hun fandt det skandaløst, at ”a reputable and intellectual profession, such as the nur-sing profession having any connection with a body like the ILO, which existed merely to ferment class warfare” (Bridges 1967:87). Kun få bestyrelsesmedlemmer bakkede Christiane Reimann op, men hun fortsatte ufortrødent samarbejdet. Efter hendes af-gang 1934 blev det afbrudt og først genoptaget efter 2. verdenskrig (Quinn 1989, Win-gender 1999).

Den anden mærkesag var at holde kontakt til ICN’s medlemsorganisationer og gene-relt inspirere sygeplejersker verden over til at organisere sig. Det mål søgte Christiane Reimann at indfri gennem en omfattende rejsevirksomhed, fx besøgte hun for egen regning 20 europæiske sygeplejeorganisationer mellem 1925 og 1927. Hendes poli-tik gav bonus, idet antallet af medlemsorganisationer voksede fra 13 til 29 i løbet af hendes tolv år som sekretær. Dertil kom, at hun stod bag etablering af internationale udvekslingsprogrammer for sygeplejersker (Kruse 1979, Quinn 1989).

Den tredje mærkesag var, at ICN fik eget tidsskrift. Allerede i 1922 tog Christiane Rei-mann initiativ til og udgav for egen regning ICN’s første officielle organ The Bulletin. Dette ændrede i 1926 navn til The ICN og i 1930 til det i dag velkendte International Nursing Review. Christiane Reimann var selv redaktør på bladet, og hun skrev de fleste artikler. Dertil oprettede og finansierede hun et omfattende fagbibliotek ved hoved-kontoret i Genève, hvorfra der var udlån til sygeplejersker over hele verden (Malchau 2001 og 2007).

Disse områder satte Christiane Reimann i værk i løbet af sine første år som sekretær. Det var en bemærkelsesværdig indsats og ganske forståeligt, at bestyrelsen ved ICN’s møde i 1927 anerkendte hendes arbejde med ordene: ”almost superhuman piece of work” (Brush & Lynaugh 1999:84).

På samme møde bad Reimann om, at midlerne til tidsskriftet kunne blive administre-ret direkte fra hovedkontoret i Genève i stedet for den hidtidige praksis, at kassereren i England tog sig af dette anliggende. Både kassereren Dame Ellen Musson og Ethel

10

Fenwick afviste dette, selvom de fortsat tog mod hendes økonomiske støtte. Afvisnin-gen beroede sandsynligvis på, at de ville fastholde egen magtposition – eller i hvert fald begrænse Christiane Reimanns magt. Det var nemlig ikke en ubetydelig magt-position, Christiane Reimann efterhånden havde taget sig i ICN – hun handlede på mange områder enevældigt.

Forklaringen på denne udvikling var, at hun bestred posten som sekretær samtidig med, at hun var stemmeberettiget medlem af ICN’s bestyrelse. Det gav magt. Dertil var organisationen afhængig af hendes personlige midler.

Det blev magten ikke mindre af. På den måde fik hun i stigende grad indflydelse på organisationens beslutninger og ofte på en sådan måde, at hun tog væsentlige beslut-ninger uden om bestyrelsen. Det var i stigende grad et problem: ”This was an uncom-fortable, even unpalatable situation for some board members who felt ambivalent about Reimann’s role” (Brush & Lynaugh 1999:85).

Set fra Christiane Reimanns side mente hun velsagtens, at hun var i sin fulde ret til at disponere, som hun gjorde, eftersom hun selv betalte. Men så enkelt var det ikke. Be-styrelsens damer var nemlig ikke ”Mrs. hvem som helst”, hvilket kan understreges med en udtalelse fra ICN’s forhenværende præsident Margrethe Kruse ””Nem” var Christia-ne Reimann sikkert ikke, og det var de ”matrons” og ”directors”, som dengang udgjorde ICN’s bestyrelse, nok heller ikke altid. Gnidningerne var mangfoldige, og Christiane Reimann var af natur kompromisløs” (Kruse 1979:23) (4).

Fra ICN’s hovedkvarter i Geneve. Ethel Fenwick ses på første række til venstre, Christiane Rei-mann som nr. fire fra højre på bageste række. Charlotte Munck, formand for Dansk Sygeplejeråd står til venstre for hende. Ukendt år Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum).

11

Afvikling med intermezzo og vejen til Sicilien I årene der fulgte, var Christiane Reimanns arbejdsindsats i opbygningen af ICN enorm. Trods uoverensstemmelser satte bestyrelsen stor pris på hendes indsats. Hendes rap-porter viste med al tydelighed det store ansvar, hun havde påtaget sig gennem årene.

Som udtrykt af Ethel Fenwick: ”The secretary is in practice Secretary, Libarian, Field Secretary, Editor of the Journal (which is in itself a whole-time job) and many other officers” (Bridges 1967:90). Det var derfor med stor beklagelse, bestyrelsen på sit møde 1933 modtog Christiane Reimanns meddelelse om, at hun grundet svigtende helbred fratrådte sin post 1. januar 1934 (5).

Afgangen trak dog ud, men 22. oktober 1934 meddelte hun præsident Alicia Lloyd Still, at hun hermed trak sig ud af alt arbejde (Bridges 1967). I 1935 sagde ICN officielt farvel gennem resolutionen: ”The Comittee wishes to record its appreciation of the devoted service given by Miss Reimann to the affairs of the ICN, especially in her relations to the National Associations in smaller countries. As Editor of the International Nursing Review she excelled. We hope that relief from all work and the responsibility will ulti-mately restore her to health” (Bridges 1967:93).

Christiane Reimanns begrundelse for sin afgang var dårligt helbred – tilsyneladende uden nærmere forklaring. Fra forskellig side menes det dog, at hendes uoverensstem-melser med bestyrelsen også var udslagsgivende. Som beskrevet af Margrethe Kruse: ”En skønne dag faldt huset sammen. Man beskyldte hende for at have ”uorden i regn-skaberne”; det havde hun sikkert også. I hvert fald havde hun brugt mange flere penge, end der var kommet ind i ICN’s kasse, men underskud var der aldrig” (Kruse 1979:23) (6).

Margrethe Kruse konkluderer derfor, at det var en bitter og skuffet Christiane Reimann, der forlod ICN. Spørgsmålet er, om det er rigtigt? For det første efterlod Reimann på et senere tidspunkt en formue til ICN – det tyder ikke på bitterhed. For det andet gifte-de hun sig i 1934, altså samme år hun forlod ICN. Men den begivenhed holdt hun af ukendte grunde hemmelig, fx blev hun i nævnte resolution omtalt som Miss Reimann og ikke Mrs. Indgåelse af ægteskab må dog siges at være en overbevisende grund til at forlade ICN.

Christiane Reimann giftede sig i august 1934. I det danske Tidsskrift for Sygepleje blev det meddelt oktober 1934: ”Det internationale Sygeplejeraads Sekretær i Genève, Frk. Christiane Reimann har i august Maaned indgaaet Ægteskab med Herr. Dr. Wilhelm F.C. Alter” (TFS 1934:483). Et par måneder efter kom samme meddelelse i The Ame-rican Journal of Nursing, og her var der lidt flere oplysninger om ægteparret, blandt andet at de ville slå sig ned i Siracusa på Sicilien (AJN 1934:1176). I tysk biografisk sygeplejeleksikon fremgår det, at dr. Alter var fra Tyskland.

Han var født 1875 og tog i 1900 medicinsk embedseksamen og et par år efter også den medicinske doktorgrad. Han specialiserede sig som psykiater og havde sideløbende hermed en lang karriere som hospitalsadministrator. Han var redaktør af Nosokomei-on, det officielle organ for the International Hospital Association. Han var dedikeret i sit arbejde for sygeplejesagen, og hans forskning rettede sig mod hospitalssygeple-jerskers arbejdsvilkår og sundhed. Han havde et ægteskab bag sig med Elisabeth f. Erdmannsdorf. Hvorvidt han var enkemand eller fraskilt ved vi ikke. Han bosatte sig

12

i Hessen i august 1932 og her blev han frem til sin død februar 1943. (Wolff 2004) (7).

De biografiske data vidner om, at der var mange gode grunde til, at dr. Alter og Chri-stiane Reimanns veje måtte krydse hinanden. Men der nævnes intet herom – og intet om deres ægteskab. Det er et uløst mysterium for eftertiden, for der findes intet vid-nesbyrd om dette særlige ægteskab udover nævnte meddelelser og en bekræftelse af Margrethe Kruse få måneder efter Christiane Reimanns død. I et brev henviste hun til et fotografi fra en hospitalskongres afholdt i Wien 1931, som dr. Alter angiveligt optræ-der på (8).

Men dermed slutter sporet. Tilbage står, at ægteskabet og en eventuel skilsmisse blev forbigået i tavshed. Men hvorfor? Var det et proforma ægteskab? Var der uoverskue-lige divergerende politiske opfattelser mellem ægtefællerne? Det var jo en tid, hvor nationalsocialismen tog sit greb om Europa. Var det en fejltagelse, der skulle glemmes hurtigst muligt?

Christiane Reimann levede så vidt vides alene resten af sit liv og under eget navn. Æg-teskabet var tilsyneladende et intermezzo i hendes liv. Efter sin afgang i ICN tog hun ganske rigtigt som fortalt i the American Journal of Nursing ophold på Sicilien. Her købte hun Villa Fergotta, en smuk, men forfalden ejendom udenfor Siracusa. Ejen-dommen blev beslaglagt af englænderne under 2. verdenskrig, men hun fik lov til at beholde et par værelser mod at være privatsekretær for den øverstbefalende. Samtidig afskar krigen hende fra Danmark og de midler, hun havde her, og for at tjene til livets ophold begyndte hun at dyrke den omgivende jord. Hun plantede tusindvis af citron- og appelsintræer, og til sin død ledede hun arbejdet på de plantager, hun grundlagde (TFS 1960, Sgandurra 2000).

Fra den anden internationale hospitalskongres i Wien 1931. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Mu-seum.

13

Christiane Reimann-prisenChristiane Reimann fastholdt ufortrødent sin interesse for ICN. Hun fulgte nøje udvik-lingen i årene fremover, og vanen tro var hun altid klar til at give sin mening til kende og til at uddele ros og ris (Kruse 1979).

I 1967 modtog præsident for ICN Alice Girad et brev fra Christiane Reimann: ”In the letter she offered her house, grounds and the orange and lemons groves she owned to ICN, the house to be used for a ”rest” or holiday home for nurses, and her fortune to set up a very prestigious international award. She saw the latter as a type of Nobel prize for nursing, and there were conditions attached to the legacy, one of which was that the house must be maintained for the stipulated use, and could not be sold.” (Quinn 1989:128).

Der var ikke ubetinget glæde i ICN over det generøse tilbud. Et var tilbuddet om prisen – det tog man med glæde imod, noget andet at overtage ejendommen, der var noget forfalden. Det var og ville fremtidigt være en bekostelig affære for ICN (Quinn 1989).

Præsident Alice Girad og Executive Director Sheila Quinn rejste til Sicilien for at dis-kutere betingelserne med den næsten 80-årige Christiane Reimann. Hun var ”a very determined lady who knew exactly what she wanted” (Quinn 1989:128) og dermed sagt, at hun fastholdt sine betingelser omkring overdragelsen af sine ejendomme. Fra ICN’s side fastholdt man, at omkostningerne var for store – det kunne de ikke byde fremtidige generationer.

Det næste årti fortsatte denne diskussion mellem Christiane Reimann og ICN. Da Ade-

Christiane Reimann i haven udenfor Villa Fergotta på Sicilien. Foto: Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 10 1960.

14

le Herwitz blev Executive Director i 1970, fortsatte hun forhandlingerne, hvor de andre slap. I 1976 var hun totalt udmattet af den pågående og aldrig afsluttende diskussion, som hun betegnede som noget, der efterhånden lignede ”a bad Italian opera except that I don’t know how to sing and can’t seem to get off the stage (Brush & Lynaugh 1999:163).

Året efter kom partene frem til en løsning. Christiane Reimann bestemte sig for at do-nere sit hus og de omgivende plantager til universitetet i Siracusa. Samtidig afsatte hun testamentarisk en del af sin formue til en legatfond. Renten fra denne skulle efter hendes død finansiere en sygeplejepris, der bar hendes navn: Christiane Reimann-pri-sen (Quinn 1989).

Christiane Reimann døde 12. april 1979 i en alder af 92 år. Hun forblev til det sidste i Siracusa, hvor hun også er begravet. Med hendes død blev hendes testamentariske bestemmelse om en sygeplejepris indfriet. De følgende år lagde ICN i samarbejde med Christiane Reimanns advokater de rammer og betingelser, der skulle være gæl-dende for prisen.

For at øge fondens afkast blev man enige om, at den skulle uddeles første gang på ICN’s kongres i 1985 og efterfølgende hvert fjerde år på ICN’s kongresser. Hvad angik nominering til prisen blev reglen: ”Nominations may be submitted by individuals or groups of individuals, with the exception of ICN Board, standing committee and staff members (including a national nurses’ association) may sponsor only one nomina-tion” (9).

De betingelser der skulle være opfyldt for tildeling var: ”The prize is to be awarded to

Virginia Henderson modtager Christiane Reimannprisen i 1985. Her ses hun sammen med Kirsten Stallknecht (t.v.), formand for Dansk Sygeplejeråd 1968-1996, Jette Molin, amtskredsformand og Eva Holm Christensen, sekretariatschef i Dansk Sygeplejeråd . Foto i privateje.

15

one or more registered nurses (authorised by the state to practice nursing at the first level) who has/have, during the years immediately before the prize award, made con-siderable effort either within the nursing profession – though research or practical nursing for the benefit of mankind – or the nursing profession” (9).

I 1985 blev Christiane Reimannprisen uddelt for første gang. Den gik til Virginia Hen-derson fra USA. Efterfølgende er den tildelt Dame Nita Barrow fra Barbados i 1989, Dame Sheila Quinn fra United Kingdom i 1993 og som delt pris til Hildegard Peplau fra USA og Mo-Im Kim fra Korea i 1997 (Brush & Lynaugh 1999). I 2005 gik prisen til Dr Margretta Madden Styles, USA, og i 2009 til Dr Máximo A. González Jurado, Spanien.

I 2013 gik prisen for første gang til en dansk sygeplejerske: Kirsten Stallknecht, for-mand for Dansk Sygeplejeråd 1968-96 og præsident for ICN 1997-2001.

Et mærke på sygeplejen i fortid, nutid og fremtid Dette er historien bag personen Christiane Reimann og hendes pris. Det er historien om en af den internationale sygeplejes pionerer. Det er historien om ”damen”, der trod-sede sit ophav og blev sygeplejerske.

Hun havde nok ikke forestillet sig, at det valg ville føre hende ind i et internationalt sygeplejesamfund. Men det faldt nu sådan, at Christiane Reimann stod med sine ev-ner på rette tid og sted, nemlig da ICN havde brug for en person, der ihærdigt kunne forfølge målet om at bygge en internationalt velfungerende sygeplejeorganisation op.

Christiane Reimann satte sit grundige mærke på organisationen dengang. I dag er hendes navn på læberne, hver gang hendes pris uddeles til en sygeplejerske, der som hun selv går foran i udviklingen af det internationale sygeplejesamfund.

Christiane Reimann blev selv hædret for sin indsats i oktober 2002, da hun blev indsat i Nursing Hall of Fame ved Teachers College Columbia University (Courier 2002 and 2003, INR 2002).

Diplomet for Christiane Rei-manns indsættelse i Nursing Hall of Fame ved Teachers College 2002. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

16

Referencer[AJN] An International Marriage. The American Journal of Nursing1934;12:1176

Apple, Rima D. (ed.): Women, Health and Medicine in America: A Historical Handbook. New Brunswick, N.J.: Rutgers University Press 1992

Brey, Margaret & Fenwick, Ethel Gordon. History of the International Council of Nurses 1899-1925. Genève: ICN 1931

Bridges, Daisy Caroline. A history of the International Council of Nurses 1899-1964. London: Pit-man Medical Publishing Co.Ltd. 1967

Brush, Barbara L. & Lynaugh, Joan E. (red.). Nurses of all nations. A history of the International Council of Nurses, 1899-1999. Philadelphia, New York, Baltimore: Lippincott 1999

Courier, Official Publication of the Nursing Education Alumni Association, Teachers College Co-lumbia University, Number 84, Fall 2002 and Number 85, Winter/Spring 2003

Dansk Sygeplejeråds arkiv

Hammar, Inger. Emancipation och religion. Den svenska kvinnorörelsens pionjärer i debatt om kvinnans kallelse ca. 1860-1900. Stockholm: Carlssons 1999

[INR] International Nursing Review 2002 49: 205-06 [International Perspectives: Christiane Rei-mann inducted into nursing hall of fame]

Koch, Margrethe. Charlotte Munck. København: G.E.C. Gads Forlag 1941

Kruse, Margrethe. In memoriam. Tidsskrift for Sygeplejersker 1979;18:22-23

Malchau Susanne. Christiane Reimann. I: Jytte Larsen (red.). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. København: Rosinante 2001

Malchau, Susanne. Danske Sygeplejersker og ICN. DSHS Nyhedsbrev 1999;5:7-13

Malchau, Susanne. Kaldet som historisk kategori. I: Anette Warring (red.). Køn, religion og kvinder i bevægelse. Roskilde: Institut for historie og samfundsforhold 2000:3-19

Malchau, Susanne. Reimann, Christiane Elisabeth. Dictionary of Medical Biography. Greenwood Press 2007, pp. 1066-67

Olesen, Anne Mette. Charlotte Munck. Dansk sygeplejes ”første dame”. Århus: Danmarks Sygeple-jerskehøjskole ved Aarhus Universitet 1994

Petersen, Esther. Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932. København: Dansk Sy-geplejeråd 1998

Petersen, Esther. Over grænser. Om danske sygeplejerskers arbejde og studier i udlandet 1899-1940. København: Dansk Sygeplejeråd 1990

Schorr, Thelma. M. and Kennedy, Maureen Shawn. 110 Years of American Nursing. Celebrating a Century of Caring. Philadelphia – Baltimore – New York: Lippincott 1999

Stallknecht, Kirsten. ICN’s historie 1899-1999. DSHS Nyhedsbrev 1999;5:3-6

Sgandurra, Carmelo. Villa Reimann. Sikania Sicilia 2000;2

Quinn, Sheila. ICN. Past and Present. Middlesex: Scutari Press in co-operation with ICN 1989

[TFS] Tidsskrift for Sygepleje 1934;21:483

[TFS] En kosmopolit fortæller. Tidsskrift for Sygeplejersker 1960:272-274

17

Wingender, Nete Balslev. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999. Kø-benhavn: Dansk Sygeplejeråd 1999

Wolff, Horst-Peter (HrsG.) (Ed). Alter, Wilhelm. Biographisches Lexikon zur Pflegegeschicte, band 3 2004: 8-10

Noter1. Christiane Reimanns ”Optagelses-Skema” til Dansk Sygeplejeraad dateret 14. Januar 1917

(Dansk Sygeplejeråds arkiv).

2. Charlotte Munck var desuden formand for Dansk Sygeplejeråd 1927-1932. Hun afløste

Henny Tscherning på denne post (Wingender 1999).

3. I 1917 skrev Charlotte Munck i en anbefaling om optagelse af Christiane Reimann som

ordinært medlem af Dansk Sygeplejeråd: ”Er et Emne til en overordnet Stilling med Tiden”

(Dansk Sygeplejeråds arkiv).

4. Margrethe Kruse (1908-1983) var gennem sit arbejdsliv meget engageret i det internation-

ale sygeplejerskearbejde. Hun havde gennem årene forskellige positioner i Dansk Sygeple-

jeråd, bl.a. som 1. sekretær. Hun var præsident for ICN 1969 –1973 (Wingender 1999).

5. Christiane Reimanns meddelelse om sin afgang i 1933 medførte, at ICN omorganiserede

hovedkontoret på en sådan måde, at the Executive Secretary ikke mere var medlem af

bestyrelsen. Dertil at denne fremover skulle have hjælp til sit arbejde gennem ansættelse

af flere sekretærer ved hovedkontoret. Endelig blev tidsskriftet International Nursing Re-

view adskilt fra hovedkontoret og en fuldtidsredaktør ansat (Bridges 1967).

6. Det formodes at Margrethe Kruse havde et personligt venskab med Christiane Reimann.

7. En stor tak til dr. Mathilde Hackmann i Hamborg, Tyskland, som har hjulpet med at efter-

spore tysksproget kildemateriale om dr. Alter.

8. Brev fra Margrethe Kruse 11. Juni 1979 og fotografiet af dr. Atler i Dansk Sygeplejeråds

arkiv.

9. http://www.icn.ch/about-icn/Christiane-Reimann-Prize/ (18-01-2013)

18

Dansk SygeplejerådSankt Annæ Plads 30, 1250 København KTelefon 33 15 15 55dsr@dsr.dk www.dsr.dk