Bear Grylls

Mod, sved & tårer

Bear GryllsMod, sved & tårer

Oversat af Ole Alkærsig

og Per H. Jacobsen

Mod, sved & tårerBear Grylls

Copyright © Bear Grylls 2011

Copyright Danish Edition © Bear Grylls og EC Edition 2011

Translation copyright © Ole Alkærsig og Per H. Jacobsen

Forsidefoto: John Wright – johnwrightphoto.com

Redaktion: Birgitte Møller Balladone og Lene Bjerg

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen

Bogen er sat med: Prensa

ISBN 978-87-91392-60-3

1. udgave, 1. oplag

Trykt hos Nørhaven 2011

Forlaget EC Edition

Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C www.ec-edition.dk

Til min mor. Tak.

7

Bear Grylls Mod, sved & tårer

Prolog

termometeret viser minus 20 grader. Jeg vrikker med fingrene, men de er stadig stivfrosne. Gamle forfrysninger slipper man aldrig helt af med. det kan jeg takke Mount. everest for.

’er alt i orden, makker?’ spørger kameramanden simon og smiler. Hans udstyr er klar til brug.

Jeg smiler tilbage. Jeg er usædvanligt nervøs.der er et eller andet, der ikke føles helt rigtigt.Men jeg lytter ikke til min indre stemme.arbejdet kalder.

teamet fortæller mig, at de frostklare canadiske rockies er blændende smukke denne morgen. det lægger jeg nærmest ikke mærke til.

Jeg er på vej ind i mit hemmelige rum. et sted, hvor jeg er fokuseret, klarttænkende, modig og præcis. det er den del af mig, jeg kender allerbedst, men som jeg sjældent besøger.

Jeg gør det kun ved helt særlige lejligheder. som i dag.Under mig er der en 200 meter stejl klippevæg bestående af sne

og is. stejl, men ikke umulig at forcere.Jeg har prøvet den her slags hurtige nedstigninger masser af

gange. Lad nu være med at være for selvtilfreds, siger stemmen. og stemmen har altid ret.

et sidste dybt åndedrag. et blik på simon. en tavs bekræftelse retur.

Jeg springer.

På et øjeblik er jeg oppe i en vanvittig fart. Normalt elsker jeg det, men den her gang er jeg bekymret.

det er jeg normalt aldrig i kampens hede, så jeg ved, at der er noget galt.

Inden jeg ser mig om, drøner jeg ned ad bjerget med mere end 60

8


kilometer i timen med fødderne forrest. Isen suser forbi kun få centimeter fra mit hoved. det her er min

verden.Jeg får endnu mere fart på. afgrunden nærmer sig faretruende.

det er på tide at bremse mit fald.Jeg vender mig smidigt rundt, så jeg har forsiden af kroppen mod

bjerget og hamrer isøksen ned i sneen. der rejser sig en sky af hvid sne og is. Jeg kan mærke, hvordan min krop bremser det frie fald, mens jeg presser isøksen ind i bjerget med al min kraft.

det fungerer, som det altid gør. som et urværk. total tillid.et af disse sjældne øjeblikke, hvor alting står klart for én.et flygtigt sekund. og så er det væk.Jeg flytter mig ikke ud af stedet.verden er helt stille. og så – bang.simon og hans tunge træslæde med kameraudstyr smadrer ind

i mit venstre lår. Hastigheden er omkring 70 kilometer i timen. alting eksploderer i larm, smerte og hvidt.

det er som at blive kørt over af et godstog. og jeg bliver kastet ned ad bjerget som en dukke.

livet står stille. Jeg føler og ser alt i slowmotion. I et splitsekund går det op for mig, at hvis slædens kurs havde

afveget blot en grad, ville den have ramt mit hoved. det ville uden tvivl have været det sidste, jeg nåede at opfatte i levende live.

I stedet ligger jeg og vrider mig i smerte.Jeg græder. lettelsens tårer.Jeg er kvæstet, men jeg er i live.Jeg kan se helikopteren, men kan ikke høre en lyd. Næste stop er

hospitalet. Jeg har besøgt et par stykker, siden vi begyndte at lave tv-serien ’Ultimativ overlevelse’. Jeg hader dem.

Jeg kan se dem alle for mig bag mine lukkede øjne.den beskidte, blodbestænkte skadestue i vietnam, hvor jeg lå

efter at have hugget halvdelen af en finger af ude i junglen. Ikke megen kære mor dér.

Faldet fra klipperne i yukon. For slet ikke at nævne dengang jeg skvattede ned fra en endnu større kampesten i Costa rica. og

9


dengang mineskakten brød sammen i Montana eller mit møde med en saltvandskrokodille i oz. eller den fem meter lange tigerhaj, jeg landede ovenpå i stillehavet. og så var der også lige det der slangebid i Borneo.

Utallige gange har det været tæt på.de står som i en tåge. alle sammen rigtig grimme oplevelser.Men det endte jo godt. Jeg er stadig i live.der er ingen grund til at være negativ. livet handler om de

levende.Jeg smiler.

Næste dag glemmer jeg alt om styrtet. For mig er det fortid. Ulykker sker, det var ikke nogens skyld.

Man må lære af sine erfaringer.lytte til stemmen. Jeg må videre.’Hej, simon. Jeg har det helt fint. Bare køb en Piña Colada til mig,

når vi er kommet væk fra det her sted. Nå ja, og så sender jeg dig også lige regningen for evakuering, lægebehandling og fysioterapi’.

Han tager mig i hånden. Jeg elsker den mand.vi har været igennem lidt af hvert sammen.Jeg kigger ned på gulvet og ser mine iturevne skibukser, den blodige

jakke, det smadrede minicam og de ødelagte snebriller.Jeg undrer mig i mit stille sind: Hvornår blev alt det her vanvid

en del af min verden?

Del 1

’De unge ved ikke nok til at være forsigtige, og derfor forsøger de at gøre det umulige - og klarer det, generation efter generation’.Pearl s. Buck

13


Kapitel 1

Min oldefar Walter smiles havde en meget klar vision med sit liv. som ung mand stod han en dag ved den nordirske kyst, som han elskede så højt, trak den friske salte luft ned i lungerne og stirrede ud over Copeland Islands, de tre øde øer ved County down. Han lovede sig selv, at han ville bosætte sig herude i den vilde og forblæste vig ved Portavo Point, når han en dag vendte tilbage.

Han drømte om at skabe sig en formue, gifte sig med sit livs kærlighed og bygge et hus til sin brud i den lille bugt med udsigt over den dramatiske irske kyst. det var en drøm, som kom til at forme hans tilværelse og i sidste ende kostede ham livet.

Walter nedstammede fra en familie bestående af beslutsomme iværk-sættere; de var hverken snobbede eller højt på strå, men praktiske og foretagsomme familiemennesker. Hans bedstefar var samuel smiles, der i 1859 skrev bogen ’selv-hjælp’. det var et skelsættende værk og en øjeblikkelig bestseller, der solgte flere eksemplarer end Charles darwins ’arternes oprindelse’, der udkom samme år.

samuels bog, ’selv-hjælp’, forfægtede mantraet om, at hårdt arbejde og vedholdenhed var nøglen til at komme frem i livet. I den tids victorianske samfund stod næsten alle muligheder åbne for en englænder, hvis han havde viljen og modet til at kaste sig ud i tingene. og her ramte ’selv-hjælp’ et behov.

det blev victorianismens ultimative guide for den almindelige englænder med skyhøje ambitioner. Bogen udtrykte samtidig den holdning, at man ikke er født adelig, men det er noget, man gør sig fortjent til gennem sine handlinger.

’selv-hjælp’ fremlagde enkle, men hidtil uudtalte hemmeligheder om, hvordan man kunne leve et meningsfyldt, tilfredsstillende liv, og den definerede en gentleman ud fra hans personlighed og ikke hans herkomst.

14


Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem rigdom og rang og ægte gentlemandyder.Den fattige mand med den rige ånd er altid den rige mand med den fattige ånd overlegen.For at låne Paulus’ ord, så er den førstnævnte en mand, som ’intet har og dog ejer alt’, mens den anden intet har, til trods for at han ejer alt. Kun den fattige i ånden er virkelig fattig. Den, som har mistet alt, men holder fast i modet, håbet, glæden, dyden og selvrespekten, er stadig rig.

sådan lød det revolutionære budskab til victorianere, aristokrater og det klasseopdelte england. For at understrege sit budskab (og sikkert også for at prikke til et par fisefornemme egoer) gentog samuel sin pointe om, at det at blive tituleret gentleman var noget, man skulle gøre sig fortjent til: ’der er ingen fribillet, når det gælder storhed’.

samuel smiles slutter sin bog med følgende bevægende historie om begrebet ’gentleman’:

En gentleman karakteriseres ved, at han i dagligdagen glemmer sig selv og i stedet ofrer sig for andre… lad os citere en lille anekdote om den heroiske Sir Ralph Abercromby, der blev dødeligt såret under slaget om Aboukir og fik lagt et soldatertæppe under hovedet for at lindre sine smerter. Han spurgte, hvis tæppe det var. ’Det er bare et soldatertæppe’, lød svaret.’Hvis tæppe er det?’, sagde han og forsøgte at sætte sig op. ’Det tilhører bare en af mændene’.’Jeg vil gerne have navnet på den soldat, som tæppet tilhører’.’Det er Duncan Roys fra 42., Sir Ralph.’’Så sørg for, at Duncan Roy får sit tæppe tilbage med det samme’.

15


selvom tæppet kunne lette generalens smerter på dødslejet, ønskede han ikke, at soldaten skulle undvære det så meget som én eneste nat.

som samuel skrev: ’sandt mod og venlighed går hånd i hånd’.sådan var den familie, de værdier og den ånd, som Walter, min

oldefar, voksede op med og sugede næring til sine drømme fra.

16


Kapitel 2

Under 1. verdenskrig opsøgte min oldefar, Walter, kamphandlinger hvor som helst og når som helst, han kunne komme af sted med det. Han blev fremhævet som en af de ’sjældne officerer, der var fuldstændig rolig og afbalanceret, når han var i kamp’.

Han var pilot, men i erkendelse af, at der sandsynligvis ikke ville komme til at ske så meget i luften på grund af manglen på fly, blev han i stedet marineløjtnant af anden grad i ’royal Naval armoured Car division’. en af de første britiske specialenheder, som blev grundlagt af Winston Churchill.

I modsætning til de officerer på vestfronten, der var lænket til deres skyttegrave i månedsvis, bevægede han sig rundt blandt flere forskellige krigsskuepladser – og der var han i sit helt rette element. Walters foresatte skrev i en officiel rapport: ’løjtnant smiles’ muntre tilgang til krigens farer og strabadser er bemærkelsesværdig’.

Han blev derefter udstationeret ved Zarens Kejserlige Hær i rusland for at kæmpe mod tyrkerne ved den kaukasiske front. Her steg Walter hurtigt i graderne: løjtnant i 1915, kaptajnløjtnant i 1917 og kaptajn i 1918. Han blev højt dekoreret i den periode og modtog en orden for veludført tjeneste i 1916, en guldbjælke. Han modtog ordenen for anden gang i 1917 og hædrende omtale for tapperhed i tjenesten i 1919 samt diverse russiske og rumænske ordener.

Hans første medalje var ledsaget af følgende begrundelse: ’Han blev såret den 28. november 1916 i dobrudja. da han blev udskrevet fra hospitalet, meldte han sig frivilligt til at lede en eskadrille, der udførte specialflyvninger omkring Braila. Hans tapperhed ved den lejlighed var den vigtigste årsag til missionens succes’.

engang var han i kamp i et let pansret køretøj og måtte to gange under kraftig beskydning ud for at dreje håndsvinget og starte vognen. Han blev ramt af en kugle og faldt ned i en grøft, hvorfra han hele dagen kæmpede og holdt angriberne tilbage. selvom Walter var såret, var

17


han 24 timer senere tilbage i sin enhed utålmodig efter at komme i gang igen. så snart han var på fødderne igen, drog han i kamp i sine pansrede køretøjer. Walter var både drevet af et lidenskabeligt engagement og et ukueligt mod.

en artikel i russian Journal fra 1917 beskrev Walter som ’en uhyre modig officer og en fin fyr’. og den russiske hærleder skrev følgende til Walters foresatte: ’Kaptajnløjtnant smiles’ enestående heltemod og ubetingede tapperhed har skrevet et fint kapitel i den britiske militærhistorie, og det giver mig lejlighed til at anmode om, at han modtager sankt Georgsordenen af fjerde klasse’. På den tid var det den højeste anerkendelse for udvist tapperhed, som russerne kunne tildele en officer.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altid forestillet mig, at en oldefar med et navn som Walter måtte have været en smule støvet og alvorlig. så opdager jeg efter at have gravet lidt i hans historie, at han tværtimod var vild, karismatisk og vanvittig modig. så det passer mig rigtig godt, at Walter på de gamle familiefotos ligner min ældste søn Jesse på en prik.

Walter var en stor mand og et forbillede. Hans medaljer hænger stadig hjemme på vores væg, men som barn forstod jeg aldrig, hvor tapper en mand min oldefar egentlig havde været.

efter krigen vendte Walter tilbage til Indien, hvor han tidligere havde arbejdet. Her huskede man ham som en arbejdsgiver, der ’blandede sig med de indfødte ansatte på hans teplantager og udviste en stor forståelse for de lavere kasters problemer’. I 1930 blev han adlet og blev til sir Walter smiles.

det var under en sejltur tilbage til england, at Walter mødte sin kommende hustru, Margaret. en meget selvstændig, midaldrende kvinde, som brugte sin tid på at spille bridge og polo. Hun var smuk, havde et heftigt temperament og kunne ikke udstå ubegavede mennesker. det sidste, hun havde forventet, da hun satte sig ud på skibets dæk med sin gin og tonic og et spil kort, var at blive forelsket. Men det var sådan, hun mødte Walter. Kærligheden kommer ofte, når man mindst venter det og vender op og ned på ens liv.

Kort efter hjemkomsten blev Walter og Margaret gift, og trods sin

18


modne alder blev hun – til sin rædsel – hurtigt gravid. Hun mente ikke, det var passende, at en kvinde i fyrrene skulle føde et barn, og gjorde alt, hvad hun kunne, for at graviditeten skulle ende galt.

Min mormor Patsie (som på dette tidspunkt var det ufødte barn, Margaret bar i sin mave) har ofte fortalt, hvordan hendes mor, da hun fandt ud af, at hun var gravid, ’omgående gik i gang med de tre ting, hun havde hørt, var det værste, en gravid kvinde kunne foretage sig. Hun red aggressivt og hurtigt på sin hest, hun drak en halv flaske gin og lagde sig i timevis i badekarret i gloende varmt vand’.

Planen slog (heldigvis) fejl, og i april 1921 blev Walter og Margarets eneste barn Patricia (Patsie), min mormor, født.

efter at være vendt hjem til Nordirland gik Walter i gang med at opfylde sin gamle drøm. Han byggede et hus til Margaret på det sted i County down, hvor han mange år tidligere havde stået og kigget ud over havet. Bevæbnet med diplomatisk tæft og sit skarpe intellekt kastede han sig derefter ud i den politiske verden. Han endte med at komme i parlamentet ved at vinde det nordirske sæde i North down i Ulster.

Men alting forandredes den 30. januar 1953. Walter planlagde som sædvanlig at flyve hjem fra parlamentet i london til Ulster. Men den aften var et uvejr under opsejling. Noget af det værste man havde oplevet i storbritannien i årevis. Hans fly blev aflyst, og i stedet bookede han en plads på nattoget til stranraer.

Næste dag var vejret blevet endnu vildere. alligevel tog Walter bilfærgen Princess victoria til larne i Nordirland. Passagererne blev beroliget med, at færgen godt kunne klare turen. tid er penge, og færgen forlod havnen.

Hvad, der skete den nat, har påvirket byerne larne og stranraer helt op til i dag. Ulykker, der kunne være undgået – hvor mennesket på tåbelig vis udfordrer naturen og taber – sætter dybe spor.

Note til mig selv: vær forsigtig.

19


Kapitel 3

Walter og Margarets hus på donaghadees kyst var kendt som ’Portavo Point’.

Fra det kønne hus kunne man nyde de fejende udsigter over kystlinjen, og på en klar dag kunne man se hen over øerne i det fjerne og helt ud til havet.

det var og er stadig et magisk sted.Men ikke den nat.om bord på færgen kunne Walter se den skotske kystlinje fortone

sig i det fjerne, mens det afskallede stålskib gled ud i det ventende uvejr. overfarten blev gradvist barskere og barskere, efterhånden som vejret blev endnu dårligere. Princess victoria holdt skansen midt i en af de værste storme, man nogensinde havde oplevet i det Irske Hav, indtil skibet var få sømil fra sin destination i Nordirland.

Færgen havde foreløbig redet stormen af, men en svaghed i agter-portene skulle vise sig at blive skæbnesvanger.

Portene begyndte langsomt at tage vand ind. da havvandet strøm-mede ind, og bølgerne slog op over dækket, begyndte færgen at miste sin manøvreredygtighed og fremdrift.

samtidig kunne pumperne ikke længere følge med. Utætte porte og overbelastede pumper er en giftig cocktail, når himmel og hav står i et.

det var kun et spørgsmål om tid, før skibet ville bukke under. snart tvang vinden færgen til at ligge med bredsiden op mod bøl-gerne. Princess victoria begyndte at krænge under vægten af det indstrømmende vand. Kaptajnen beordrede folk i redningsbådene. en overlevende fortalte senere i Ulster Højesteret, at han havde hørt følgende ordre fra Walters mund: ’start med at uddele redningsveste til kvinder og børn’.

Imens uvejret rasede, sendte kaptajnen og hans mandskab de skrækslagne passagerer ned i redningsbådene.

Ingen kunne vide, at de var i gang med at sænke kvinder og børn ned til den visse død.

20


da redningsbådene var sat i vandet, var passagererne fanget i ’dødszonen’ mellem færgens skrog og de frådende bølger.

I den hårde vind og piskende regn var det et dødsensfarligt sted at opholde sig. redningsbådene krængede og blev kastet rundt af de voldsomme bølger. det var umuligt for dem at komme væk fra skibet. Mandskabet var magtesløst i kampen mod vinden og bølgerne, og en efter en måtte de se redningsbådene kuldsejle.

I januar måned kunne man kun overleve få minutter i det iskolde Irske Hav.

Færgen og passagererne var ved at tabe kampen mod elementerne. Både kaptajnen og Walter vidste det.

donaghadees redningsbåd, sir samuel Kelly, stævnede ud i det oprørte hav præcis klokken 20 minutter i to om natten og nåede ud til den nødstedte færge.

Kun 33 ud af de 165 passagerer blev bjærget i kampen mod uvejret og de voldsomme bølger.

som tidligere pilot under 1. verdenskrig havde Walter altid fore-trukket at flyve frem for at sejle. Når han sad i dakotaen og fløj over havet til Nordirland, bad han altid om det forreste sæde og spøgte med, at hvis flyet styrtede ned, ville han foretrække at dø som den første.

det var bitter ironi, at det ikke var et fly, der slog ham ihjel, men havet.

Han havde gjort alt, hvad han kunne for at hjælpe, indtil alle muligheder var opbrugte. der var ikke flere redningsbåde. Walter trak sig roligt tilbage til sin kahyt – for at vente på, at havet gav ham nådestødet.

Han kom ikke til at vente længe, men han må have følt det som en evighed. Glasset i kahyttens koøje må være blevet sprængt i tusind stykker, da det gav efter for vandets ubarmhjertige tryk.

Min oldefar Walter, kaptajnen på Princess victoria og 129 besæt-ningsmedlemmer og passagerer blev snart opslugt af det sorte hav.

21


væk og borte.det skete blot få kilometer fra Ulsters kyst næsten med frit udsyn

til Walter og Margarets hus ved Portavo Point.Margaret og hendes familie stod ved udsigtsvinduet i daglig-

stuen og så kystvagtens nødraketter lyse himlen op for at tilkalde donaghadees redningsbåd og mandskab. de kunne blot bekymret vente og bede.

deres bønner blev aldrig hørt.

Bear Grylls

Documents

Transcript of Bear Grylls