At tænke som en morder

At tænke som en morder.indd 2 12/03/14 16.05

Kurt Kragh

At tænke som en morder

Min tid i Rejseholdet


At tænke som en morderMin tid i Rejseholdet

Copyright © Kurt Kragh 2014Copyright denne udgave © Kurt Kragh og People’sPress, København 2014

Sats: LYMIOmslagsdesign: Rasmus Funder

Forsidefoto: © Dennis Lehmann/ScanpixIsbn: 978-87-7108-053-7

1. udgave, 1. oplag Printed i EU 2014

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København Vwww.artpeople.dk


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Den indestængte vrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15Magtens grimme ansigter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27De triste skæbner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37Det “autonome” PET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45Paradokser og fortielser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52Brydningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56Rejseholdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59Den lovløse by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67Forhør og manipulation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77De alternative kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93De indlysende sammenfald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119Det hemmelige rum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136Slagtekarret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179Den topløse kvinde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202Likvideringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239Den forsvundne kvinde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307


7

Forord

For nogle år siden sad jeg i kantinen på en midtjysk politi-gård og spiste frokost, da Lauge, en af de lokale kolleger, satte sig ned ved vores bord. Normalt var han altid meget social og talende, men denne dag var han påfaldende tavs og tænksom. Snakken ved bordet forstummede, mens vi vendte vores opmærksomhed mod Lauge.

Lauge fortalte, at han lige havde haft en lang samtale med en kvinde, der for ti år siden mistede sine to børn, en dreng på syv og en pige på fem år. Omstændighederne havde været dybt tragiske.

Kvinden var gift, men ægteskabet gik ikke, og de skændtes dagligt.

En aften, hvor de skændtes, meddelte hun manden, at hun ville skilles, hvorefter hun gik over til naboen for at få fred. Børnene var lagt i seng og sov.

Tyve minutter efter hørte hun lyden af udrykningssire-ner. Lyden stoppede ude på villavejen. Foran huset holdt en politi bil og en ambulance. Kvinden løb over for at komme ind i sit hus, men blev stoppet af Lauge i døren.

“Vi skal tale sammen. Der er sket noget forfærdeligt,” sag-de han.


8

Derefter trak han kvinden om i haven og underrettede hende om, at hendes to børn var døde. De var blevet skudt af hendes mand. Han havde også forsøgt at tage sit eget liv, men havde overlevet. Det var manden selv, der havde ringet til politiet og underrettet dem om, at han ville dræbe sine børn og sig selv.

Kvinden brød sammen og forsøgte igen at komme ind i huset til sine børn, men Lauge vurderede, at børnene var så alvorligt tilredte, at det ville give hende et chok. Derfor besluttede han, at hun ikke skulle se dem.

Et par år efter blev kvinden gift igen og fik to børn med sin nye mand. De var nu syv og fem år. Samme alder som de børn, hun mistede for ti år siden.

I dag var kvinden sammen med en psykolog mødt op i ekspeditionen og havde spurgt efter Lauge. Han havde aldrig glemt den tragiske sag og genkendte hende med det sam-me. Hun forklarede ham, at hun aldrig havde fået vished for, at hendes to børn var døde. Fornuftsmæssigt vidste hun det godt, men inderst inde lå tvivlen stadig begravet og dukkede hele tiden op. Nu insisterede hun på at få lov til at se de fo-tos, som hun vidste politiets teknikere for ti år siden havde taget af hendes børn.

Lauge forsøgte at overbevise hende om, at hun måtte stole på ham. De var døde. Men hun insisterede, og psykologen bakkede hende op.

Til sidst lovede han hende at undersøge muligheden. Lau-ge gik direkte til politimesteren og forelagde ham problemet. Kunne de vise disse forfærdelige fotos for kvinden? Og hvilke psykiske konsekvenser kunne det få for hende? Politimeste-ren var som Lauge i tvivl og ville overveje det, inden han traf en beslutning.


9

Lauge så spørgende rundt på os. Hvad mente vi? Han selv var kommet meget i tvivl om, hvorvidt han havde gjort det rigtige for ti år siden.

Nogle dage senere mødte jeg Lauge på gangen. Han for-talte, at politimesteren havde besluttet, at kvinden kunne få lov til at se fotoalbummet fra gerningsstedet, men at hun skulle have en bistandsadvokat og psykolog med. De måtte bære ansvaret.

Kvinden mødte op sammen med psykologen og advoka-ten. De gik ind på et kontor, hvor Lauge gav hende foto-albummet. Uden at åbne det så hun på dem og sagde: “Nu vil jeg gerne være alene.” Lauge protesterede, men da advo-katen og psykologen accepterede at måtte gå ud af kontoret, blev det, som hun ønskede.

I lange femten minutter sad kvinden alene på kontoret, in-den hun kom ud på gangen med albummet. Hun var fattet, da hun sagde: “Nu har jeg fået vished for, at mine børn er døde.”

Ligesom Lauge har jeg aldrig glemt den sag. Primært fordi den er så dybt tragisk, men også fordi jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg havde lært på Politiskolen og se-nere af erfarne kolleger. Hvis et offer var ilde tilredt, især i ansigtet, skulle man ikke blot fraråde de pårørende at se den døde, men direkte nægte dem det. Man skulle forklare dem, at det var bedre, at de bevarede det billede, de havde, sidste gang de så deres kære i live. Synet af et maltrakteret lig ville kunne påvirke dem psykisk resten af livet.

Det giver da bestemt mening. Men med hvilken ret kan politiet afvise pårørendes ønske om at se liget af deres kære? Og hvorfor rådgiver politiet overhovedet om noget, som de ikke er uddannet i?


10

Det at skabe vished for de pårørende var også formålet med vores identifikationsopgave i Thailand efter tsunamien 2. jule dag 2004. Jeg var leder af den danske delegation af retsmedicinere, tandlæger, kriminalteknikere og efterforske-re, der forsøgte at identificere de mange tusinde ofre.

Vi fik sendt tandlægekort, DNA-profiler og fingeraftryk til Thailand, og Rejseholdets efterforskere afhørte over- levende blandt gæster og lokale beboere. For de fleste af de sav-nede kunne vi derfor, ud over at identificere dem, også sam-menstykke de sidste minutter, inden tsunamien ramte dem.

“Hvorfor bruger I så mange ressourcer på at få identifice-ret de mange lig? Lav dog en massegrav og få det overstået,” sagde mange til os. Jeg svarede, at det er vigtigt for de pårø-rende at få en forklaring på, under hvilke omstændigheder deres kære var omkommet. Og vigtigst af alt, at få en vished for, at de nu også rent faktisk var døde.

Hvor vigtigt, det var at få skabt denne vished, viste sig ved, at flere af de pårørende bad bedemanden om at åbne kisten, så de ved selvsyn kunne blive overbeviste om, at deres kære var døde.

I en drabssag har retssystemet en professionel interesse i at kende alle sagens detaljer. Det gør dem i stand til at vurde-re, om man er skyldig, og hvor meget og hvordan man skal straffes. Men for de pårørende er det faktisk vigtigere at få detaljeret viden om, hvad der nøjagtig skete – og hvorfor. Det gør dem i stand til at bearbejde sorgen og komme videre i livet.

I tiden lige efter drabet er der ofte en markant og udtalt vrede rettet mod gerningsmanden. Og en forventning om, at han må blive idømt en hård og retfærdig straf. Denne vrede


11

eller hævnfølelse aftager generelt hurtigt og kan ofte ende i, at man er i stand til at tilgive gerningsmanden.

Da seriemorderen Gary Leon Ridgway i 2003 ved retten i Seattle blev dømt for drabene på ikke under 49 kvinder, skulle moderen til en af de myrdede sige de sidste ord til Ridg way. Man forventede, at hun ville give udtryk for sin vrede mod Ridgway, men i stedet overraskede hun alle ved at sige: “Gary Leon Ridgway, I forgive you, I forgive you.”

For hvad er en retfærdig dom? Var det retfærdigt, at de lands-forrædere og stikkere, der blev anholdt lige efter befrielsen i 1945, blev dømt til døden og skudt på Amager Fælled, hvor-imod dem, der blev dømt fem år efter, ofte slap med korte fængselsdomme?

For en politimand må spørgsmålet om retfærdighed og straf aldrig indgå som en faktor i det daglige arbejde. Det må aldrig blive motivationen. Jeg er flintrende ligeglad med, om en drabsmand får fem eller seksten års fængsel. Jeg har fokus på realiteterne eller ‘sandheden’, om man vil. Hvorfor slog du ihjel? Var du alene om det? Og var der undskyldende eller formildende omstændigheder? De findes nemlig altid. Ikke altid lige indlysende, men de er der.

“Knuser du en rude hos naboen, forventer jeg, at du for-tæller mig det, så vi kan erstatte den,” sagde min far. Han havde fokus på ansvaret og ikke straffen. Det at skulle ind-rømme, at man havde dummet sig, og erstatte den knuste rude, bar ofte straffen i sig selv, men det gjorde også, at man fik lettet sin samvittighed.

En god efterforsker stiller spørgsmål til alt, hvad han stø-der på under efterforskningen. Også om ting, der umiddel-bart ikke har nogen relevans for sagen.


12

Spørgsmålene dukker op i samme øjeblik, man står på et gerningssted og forsøger at ‘profilere’ sagen. Der er tre spørgsmål, som altid skal stilles: Hvad er der nøjagtig sket? Hvorfor er det sket? Og hvilke sandsynlige karakteristika har gerningsmanden?

Dermed vil efterforskeren nå frem til et – eller flere – af de syv kendte motiver til at begå drab:

1. Profit2. Jalousi3. Hævn4. Sex5. Udstødelse6. Religiøs eller kulturel fanatisme7. Spænding

Men det er kun hovedmotiverne. Der vil ofte være underlig-gende motiver eller omstændigheder, som gerningsmanden selv synes er undskyldende eller “legale”.

Hvis en pakistansk kioskejer bliver fundet skudt i sit baglokale, og der er stjålet cigaretter og spiritus, vil det ind-lysende motiv være profit. Med andre ord – et rovmord. Men kunne gerningsmanden ikke bare have bundet ham eller slået ham bevidstløs? Hvorfor var det nødvendigt at slå kioskeje-ren ihjel for at stjæle cigaretterne og spiritussen?

Forklaringen findes måske i gerningsmandens baggrund – eller i hans karakteristika – men der kan også være andre forklaringer. Måske trak kioskejeren under røveriet en pistol og skulle til at skyde gerningsmanden. Eller måske havde kioskejeren stjålet cigaretterne og spiritussen fra gernings-mandens lager. Det kunne også være, at kioskejeren havde


13

været i seng med gerningsmandens søster og dermed krænket familiens ære.

De to første situationer vil af retssystemet i Danmark bli-ve betragtet som undskyldende eller formildende omstæn-digheder, hvorimod drab for at redde familiens ære bliver betragtet som en skærpende omstændighed.

To år før den irakisk-kurdiske flygtning Ashraf Mohammad dræbte sin fjortenårige datter, Sonay, havde han med en led-ning forsøgt at strangulere hende, fordi hun havde et foto af en jævnaldrende dreng i sin skoletaske. Jeg undrede mig over, hvorfor han over for politiet havde tilstået den grove vold. Forklaringen fandt vi hos tolken, der havde overbevist ham om, at danske myndigheder havde fuld forståelse for, at han ligesom i Irak “legalt” kunne tugte sin datter. Han blev noget overrasket, da han fik seks måneders ubetinget fængsel.

Hvis man skal ind under huden på en mistænkt i en drabssag, skal man altid lede efter disse undskyldende eller for kulturen legale omstændigheder, sådan at man måske kan finde forståelse for hans handling i den givne situation. Det er bestemt ikke det samme som at vise accept for hand-lingen.

Det kræver naturligvis, at man som efterforsker har den fornødne interesse og viden til at kunne sætte sig ind i andre menneskers liv og baggrund.

Og ikke mindst, have evnen til at tænke som en morder.

*

Af hensyn til pårørende, vidner og gerningsmænd, der har udstået deres straf, er stort set alle personnavne i sagerne æn-


dret. Enkelte steder har jeg af samme årsag bevidst ændret på noget af indholdet. Derimod er stort set alle politifolk, rets-medicinere og andre, der fagligt har deltaget i opklaringen, nævnt med rette navn.


15

Den indestængte vrede

Den 27. marts 1995. Jinni og vores datter Josefin vækkede mig med sang, flag og balloner. Jeg blev 45 år og havde be-sluttet at holde fri.

Sådan blev det bare ikke. Jeg havde lige fået pakket ga-verne ud, da min chef Per Kanding ringede. Nakskov Politi havde bedt om assistance fra Rejseholdet.

En kromand og hans trettenårige søn var brutalt blevet tævet ihjel af ukendte gerningsmænd. Der var mangel på ledigt personale, så her i starten ville der kun være Thyge Ballegaard og mig.

Nogle timer efter sad jeg i bilen med retning mod Nak-skov. Det var da altid noget, at weekenden ikke var røget. Så var det til at leve med, at min fødselsdag blev spoleret.

Jeg forsøgte at få Nakskov by ind på nethinden. Sidste gang, jeg havde været der, var i en sag, hvor et forstanderpar havde dyrket sex med nogle domsanbragte unge sexforbry-dere. De havde på et weekendkursus lært, at hvis man førte de unge mennesker mentalt tilbage til deres barndom og der-efter viste dem, hvordan man havde “normal” sex, så ville man være i stand til at ændre deres voldelige seksuelle adfærd!


16

Jeg tænkte på Thyge Ballegaard, som jeg nu skulle arbejde sammen med. Thyge var en af de gamle, erfarne efterforske-re, som jeg havde arbejdet sammen med i mange sager, siden jeg i 1983 blev ansat i Rejseholdet.

Thyge kunne være svær at omgås, lidt af en gnavpotte, og så sagde han altid sin mening. Det gik også ud over mig, da vi efterforskede drabet på Marianne Krogh i Aalborg i 1984, og jeg havde indledt et forhold til en af Mariannes veninder, der teoretisk set godt kunne have begået drabet. Det var helt uhørt og imod alle interne regler, og Thyge lagde ikke skjul på, at det var forkasteligt. Selv om det var ubehageligt at blive kritiseret så direkte, respekterede jeg det. Manden havde jo ret.

Vi mødtes på parkeringspladsen foran stationen i Nybro-gade og hilste pænt på hinanden. No hard feelings. Selvfølge-lig kunne vi samarbejde.

Det er ofte hjemmehjælpere eller rengøringspersonale, der er de første på gerningsstedet i en drabssag. Her var det ren-gøringsdamen, der tidligt lørdag morgen låste sig ind i Byens Bodega.

I krolokalet havde hun undret sig over, at der var vådt på fliserne foran baren. Hun kaldte på kromanden, som hun vidste havde sin trettenårige søn på weekendbesøg, men da der ikke blev svaret, og bilen stod i indkørslen, gik hun op ad trappen til privaten.

Her fandt hun kromanden og sønnen liggende dræbt i soveværelset.

Sammen med kriminalteknikerne gennemgik vi hele villa-en minutiøst. Især den store væskepøl foran baren brugte vi meget tid på at finde en forklaring på.

Det blev retsmedicinerne, der kom med forklaringen.


17

Blodet fra de dræbte var løbet gennem gulvet og ned gennem det lag af ler, der altid lå i etageadskillelser i gamle huse. Leret havde filtreret de røde blodlegemer fra, inden det dryppede fra loftbeklædningen og ned på gulvfliserne.

Thyge og jeg gik op i soveværelset, hvor rengøringsdamen havde fundet far og søn. Vi blev skånet for at skulle se på de maltrakterede lig, der var kørt til Retsmedicinsk Institut.

Der var blodsprøjt over det hele – på gulve, vægge og lof-ter. Nogen var gået bersærk og havde været helt ude af kon-trol. Umiddelbart tænkte jeg, at der måtte være en personlig relation til gerningsmanden. Og så alligevel ikke. Det er før set, at en gerningsmand bliver grebet af blodrusen og begår det, man kalder for overkill, og går langt ud over det, der er nødvendigt for at dræbe.

Vi nærlæste obduktionsrapporten. Kromanden var blevet slået i hovedet med noget stort og tungt og var helt sikkert død allerede ved det første slag mod hovedet, men gernings-manden havde fortsat med at banke løs mod den allerede døde mand.

Jeg nærstuderede de fotos, som teknikerne havde taget af drengen. Det var for mig uden fortilfælde det værste, jeg havde set.

Thyge og jeg var enige om, at det grundlæggende motiv lå nogenlunde fast. Det måtte være et såkaldt hjemmerøveri, fordi alt var gennemrodet, og der var stjålet masser af spiri-tus. At der var stjålet spiritus, var også en interessant detalje. Indbrud i værtshuse for at stjæle spiritus begås typisk af unge mennesker.

Sammen med kollegerne fra Nakskov gik vi i gang med at kortlægge kromandens færden.


18

For en gangs skyld var det nemt. Han havde opholdt sig på bodegaen hele weekenden sammen med sin trettenårige søn.

Tre mandlige gæster, der havde været der fredag aften, hen-vendte sig selv. De var rystede. Det her skulle bare opklares, og de ville bidrage med alt, hvad de vidste.

Især var det to drenges besøg på kroen fredag aften, som de syntes vi skulle vide noget om.

Klokken havde været omkring 19.00, og der havde kun været de tre stamgæster og kromanden i lokalet. Kroman-dens søn var oppe i privaten.

De sad rundt om stambordet og sludrede over en øl, da to drenge på omkring atten år pludselig kom væltende ind ad døren. De skulle have øl, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Kromanden svarede, at de kunne få en enkelt, og så var det slut for i dag.

Drengene satte sig i baren og havde dårligt fået skænket op i glassene, før den ene kom til at vælte sit ølglas, så det knustes på gulvet.

Kromanden rejste sig, og med myndig og hævet stemme sagde han: “Så er det ud!” Drengene skyndte sig ud.

De vidste også, at den ene hed Peter, og at han boede lige i nærheden.

Allerede tirsdag formiddag bankede vi på døren til et værelse på førstesalen i en villa, der lå kun to hundrede meter fra kroen.

Døren blev åbnet af Peter. Det var hans værelse, og han havde besøg af sin gode ven Kenneth fra København. Vi ran-sagede værelset og fandt spiritusflasker fra kroen.

På en hylde lå en kølle, der var tildannet af en afskå-


19

ret billardkø, omsnøret tæt med snor. Køllen var indsmurt i blod.

Jeg sad over for den attenårige Kenneth på et lille kontor på Nakskov politigård. Han ville ikke have kaffe eller wiener-brød. Noget skulle han have, så jeg havde stillet et glas vand foran ham.

Kenneth sad foroverbøjet med hænderne i skødet. En spinkel og almindelig dreng at se på og uden iøjnefaldende fællestræk med en klassisk kriminel. Det var en fremtoning, der stod i skærende kontrast til det, jeg havde set på gernings-stedet. Det passede bare ikke sammen.

En ting var, at de havde begået et indbrud, og måske var de også lidt vrede på kromanden, fordi han havde smidt dem ud, men hvorfor skulle de dræbe ham og hvorfor også hans trettenårige søn?

Jeg sad med kriminalregistrets udskrift foran mig. Ingen domme for vold, kun nogle bagatelagtige sager.

Både Kenneth og Peter tilstod allerede ved anholdelsen, at de havde brudt ind på kroen og stjålet spiritus, men der var ikke kommet nogen forklaring på drabene. Det var “bare sket”. Det var naturligvis nok til at få dem dømt for rov-mord, men jeg ville vide mere. Der var ingen sammenhæng. De kunne være gået fra kroen med det, de havde stjålet, uden kromanden og hans søn havde opdaget det.

Jeg måtte bruge den fornødne tid til at vinde Kenneths tillid og så forsøge at få ham til at forstå, at selv om han hav-de gjort noget forfærdeligt, så nyttede det ikke noget bare at gemme det væk. Det skulle frem på bordet.

Der gik et par timer, hvor jeg uden at skrive et ord på min bærbare computer forsøgte at trænge ind bag hans lukkede


20

facade. Men kun svar i form af et- eller tostavelsesord kom over Kenneths læber. Jeg rullede min kontorstol tæt hen til ham og blev ved med at tale til ham. Fortalte om mig selv og min familie for at få ham til at fortælle lidt om sig selv.

Langsomt kunne jeg føle, at Kenneth blødte op og fik til-lid til mig. Han fortalte om sin mor og far, der var blevet skilt for nogle år siden. Jeg fornemmede, hvor meget han savnede sin fars tilstedeværelse i sit liv.

Måske kunne han mærke, at jeg forstod det, fordi jeg for-talte ham, at jeg selv havde været weekendfar for min nu tyveårige søn Jesper og derfor vidste, hvor meget en søn har brug for sin far i drengeårene.

Efter et par timer, hvor vi talte om alt muligt andet, end hvad der var sket i Nakskov, foreslog jeg ham, at han selv fortalte mig om, hvad der var sket hen over weekenden. Jeg ville lytte uden at skrive – og gøre alt for at kunne forstå ham.

Kenneth begyndte at tale – først med lange pauser, men så begyndte der at komme sammenhæng i sætningerne. Han blev ved med at se ned i gulvet, mens han talte, og når han så op, var det kun for at se ud ad vinduet.

Det var tydeligt, at Kenneth langsomt bevægede sig men-talt tilbage til fredag aften. Jeg vidste, hvor vigtigt det var blot at forholde sig tavs og lyttende. Bare et enkelt opfølgende spørgsmål ville afbryde hans mentale tilbageføring.

Kenneth skulle i weekenden besøge sin gode ven Peter, der var flyttet til Nakskov for nogle måneder siden.

Det var ellers meningen, at han skulle have været sammen med sin far, men som så ofte før var faderen blevet forhindret grundet arbejdspres i sit revisionsfirma.

Normalt sås han og faderen kun hver fjerde weekend, eller


21

rettere når det passede ind i driften af revisionsfirmaet – og det gjorde det sjældent.

Kenneth ankom med toget til Nakskov sent fredag efter-middag og spadserede det sidste stykke fra stationen hjem til Peter.

De havde lært hinanden at kende, da de begge gik på ef-terskole, og siden havde de holdt forbindelsen ved lige. In-gen af dem havde kærester – ikke fordi det ikke interesserede dem, det var bare ikke aktuelt.

Stemningen mellem dem var i starten højlydt og præget af lidt overskruet godt humør, men det gik hurtigt over til at blive mere afdæmpet og fåmælt.

De satte sig i Peters slidte sofa og drak billige dåseøl, som Peter havde bragt hjem med Rødby-færgen fra Tyskland.

Peter havde lejet nogle splatterfilm, som de uinteresseret fulgte med i. Det var mere for at udfylde de lange pauser i deres samtale.

Efter et par timer blev det for kedeligt, så de blev enige om, at de ville ud i byen for at se, om der rent undtagelsesvis skulle være gang i et eller andet. De vandrede rundt i gader-ne med en øldåse i hånden, men indså til sidst, at Nakskov nok ikke var der, hvor der skete mest en fredag efter klokken 16.00.

Klokken var blevet næsten otte om aftenen, da de på vej hjem mod Peters værelse kom forbi en lille kro i Nakskovs udkant.

De besluttede sig for, at de ville se, om der bare var lidt gang i den.

Det var der ikke. På kroen sad der fire ældre mænd og drak øl. Den ene var kroejeren. Kenneth bestilte to øl og skulle til at sætte sig, da ejeren svarede, at der var lukket.


22

Peter, der tilsyneladende kendte ejeren, fik ham imidlertid overtalt til at servere en enkelt øl, mod at de forholdt sig rolige.

Men de havde kun lige fået øllene serveret ved baren, da Kenneth kom til at vælte glasset, så det faldt ned på gulvet og splintredes, hvorefter ejeren bad dem om at forsvinde.

De tre gæster ved stambordet havde rejst sig truende, så der var ikke lagt op til yderligere dialog. De rejste sig og gik – hjem til Peter.

Da klokken var blevet to om natten, og Peter og Kenneth havde drukket de sidste øl, blev de enige om, at kroejeren skyldte dem den øl, som de ikke engang havde nået at drik-ke. De besluttede sig for at bryde ind på kroen for at finde noget kompensation for øllene.

Peter fandt oven på bogreolen en kølle, der var lavet af en afskåret ende af en billardkø. Han stak den ned i bukse-linningen, sådan at den kun lige var dækket af jakken.

Til Kenneth fandt han en stor skruetrækker, som han stak ned i inderlommen. Endelig fandt han en gammel blå Fjällräven-rygsæk. Den skulle bruges til det forventede rov af spiritus.

Hvis der ikke var mange mennesker ude på gaderne klok-ken otte om aftenen, så var der slet ingen klokken to om nat-ten. Der var ikke tændt lys i husene, og havde det ikke været for gadelamperne, havde der været buldermørkt.

De sneg sig ind i kroens have og langs med vinduerne i håb om at finde et åbentstående vindue. På bagsiden, cirka to meter oppe, fandt de et lille vindue ind til trappen mellem kroen og førstesalen. Det stod på klem.

Kenneth fandt en havestol, som han stillede hen under


23

vinduet, og mens Peter holdt stolen fast, klatrede han op på stoleryggen, så han lige kunne nå op og få fat i vindueskar-men. Han trak sig op og fik haspen slået op med skruetræk-keren, så han kunne trække vinduet helt op. Så hævede han sig op i armene og fik overkroppen ind ad det åbne vindue. Han lå helt stille for at lytte. Stadig med benene strittende ud af vinduet. Ikke en lyd. Kenneth trak sig det sidste stykke ind på trappen og rakte en hjælpende hånd ned til Peter, der lidt kluntet og larmende fik trukket sig op og ind ad vinduet.

Sammen sad de på trappen og lyttede, men der var stadig ingen lyde i huset. Hvis der var nogen i huset, havde de ikke hørt dem komme ind.

De listede ned ad trappen og til venstre ind i et baglokale til kroen. Der stod kassevis af øl stablet helt op til loftet. Der-fra videre og ind i krolokalet.

I skæret fra gadelampen kunne de ane, hvad der var i ba-ren. Peter fyldte Fjällräven med whisky, cognac og snaps. Han kom til at slå flaskerne sammen, så det klirrede. De stoppede op og lyttede igen, men der var ingen reaktion. Måske boede der ingen i huset.

Peter bar rygsækken ud til trappen og bagdøren. Bag-døren var låst, og der var ingen indvendig vrider. Der var kun én måde at komme ud på, og det var gennem vinduet, de var kommet ind ad.

De stod stille neden for trappen til førstesalen. Der kom lyde deroppefra. Der var en, som snorkede.

Trin for trin listede de op ad den knirkende trappe og ind i en stor stue. Deres øjne havde vænnet sig til mørket, og der kom lidt lys ude fra gaden ind gennem vinduerne De så sig om, og Peter begyndte at trække skuffer ud og åbne skabe.

Kenneth fik øje på en mørk genstand, der stod på gulvet.


24

Det var en stor elefant udskåret af noget mørkt, tungt træ. Han tog den op og besluttede sig for at tage den med sig.

Med elefanten i favnen gik Kenneth ud på reposen igen og videre hen til en lukket dør. Han åbnede den stille og så ind i et mindre værelse. Værelset lå nærmest badet i lys fra gadelampen lige uden for vinduet. Op ad den modsatte væg stod der en mindre dobbeltseng.

I sengen lå kromanden, og tæt op ad ham lå en lyshåret teenagedreng.

De sov tungt og havde ikke hørt ham komme ind. Kenneth iagttog far og søn. Han vendte sig om og så Peter

stå bag ham. Også han betragtede de sovende.

Kenneth stoppede op i sin fortælling og kiggede op. Forsva-reren og jeg havde siddet tavse og lyttet til hvert et ord, han havde sagt.

Kenneth så på mig. Jeg nikkede opfordrende til ham. Frygtede, at han ville ryge ud af den nærmest hypnotiske tilbageførsel, han var i.

Kenneth var tavs i et par minutter. Jeg tog chancen og sagde: “Fortæl videre, Kenneth. Vi lytter.”

Kenneth bøjede sig frem og så ned i gulvet. Det var tyde-ligt, at det var ubehageligt for ham, og at han mest havde lyst til at stoppe.

Men så kom det.

“Skal vi smadre dem?” hviskede Kenneth til Peter. Uden at afvente et svar fra Peter bøjede han sig ned. Med begge hæn-der tog han den tunge træelefant op fra gulvet og gik hen til hovedgærdet af sengen. Han kiggede et kort sekund ned i kromandens sovende ansigt og løftede så med begge hænder


25

træelefanten højt op og lod den falde med fuld kraft. Kro-mandens søn rejste sig med et ryk halvt op i sengen, men Peter var over ham, inden han nåede at vågne.

Kenneth var holdt op med at fortælle og sad nu med blikket rettet mod gulvet og med hænderne knuget foran sig.

Det var en dreng, der var meget ked af det, en trist og modløs dreng. Jeg kom til at tænke på min læremester Ernst Søndergaards udtalelse til et ugeblad for mange år siden: “Man jager et bæst og fanger et menneske.”

Jeg følte en faderlig trang til at sætte mig over ved siden af Kenneth og lægge armene omkring ham, trøste ham. Det gjorde jeg ikke, men rykkede i stedet kontorstolen tættere på ham og bøjede mig frem, så jeg var helt tæt på ham.

Jeg begyndte at tale, lavmælt og langsomt. Der var stadig ikke kommet nogen forklaring på, hvorfor de skulle dræbes. Selv om Kenneth nu i detaljer havde forklaret os, hvad de havde gjort, så ville jeg vide hvorfor.

Kenneth forholdt sig stadig tavs. Jeg valgte at vige uden om de modbydelige ting og stillede forsigtige, neutrale spørgsmål. Men jeg fik ikke andre svar end små nik fra det foroverbøjede hoved.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville skifte taktik, og valgte at gå direkte til det, jeg ønskede svar på.

Jeg sagde til ham, at jeg bare ikke kunne få det til at passe sammen, at jeg ikke fattede, hvorfor de skulle dø, at det ikke gav mening, og at han måtte forklare mig det.

Jeg holdt igen en lang pause, ventede og ventede, indtil Kenneth pludselig rettede sig op og for første gang i lang tid


så mig i øjnene. Så sagde han med en lavmælt og alligevel fast stemme: “Det skulle have været min far.”

Det hele faldt på plads. Jeg forstod det.I de år, jeg var kriminalbetjent på Station Bellahøj, havde

jeg ofte unge hærværksmænd anholdt. Jeg skældte dem som regel ud og gav udtryk for min manglende forståelse for det, jeg kaldte for meningsløs hærværk. Hvorfor smadrer du ikke en butiksrude og stjæler noget spiritus? Det giver da mening.

Kenneths forklaring fik mig til at forstå, hvorfor unge mennesker kan finde på at begå hærværk eller vold på helt uskyldige mennesker, som de tilfældigt møder på gaden.

Drengene blev idømt seksten års fængsel, der set i relation til drabenes grovhed var en retfærdig dom, men en meget hård dom set i relation til deres unge alder.

Jeg har aldrig forstået, hvad disse lange fængselsstraffe skal til for. Ingen bliver bedre mennesker og samfundsborgere af at sidde indespærret i årevis – tværtimod.


At tænke som en morder

Documents

Transcript of At tænke som en morder