Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April … · 2012. 2. 16. · angst-gruppe og en generaliseret...

Siden sidst Af Kamma Kaspersen Redaktør Angstforeningens medlemsskare har siden sidst passeret de 400. Det er vi glade for. Kun ved at stå sammen kan vi øve indflydelse socialt, politisk og dermed blive i stand til at kræve forbedrede be-handlingstilbud. Det er stadig langt fra tilfredsstillende med de få og tilfældige tilbud angstramte får i dag. Dansk Psykiatrisk Selskab er netop kommet med en rapport: Behandling af psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter der peger på, at Danmark har ca. 400.000 menne-sker med en angstlidelse. Faktisk dobbelt så mange som hidtil anta-get.. I Sverige kalder man angst en folkesygdom. På Uppsala Universi-tet har man forsket i angst og fun-det at 15% af svenskerne har so-cialfobi Vi må konstatere at der fore-går mere angstforskning uden for landets grænser, hvorfor vi har haft ’udsendte’ medarbejdere til at stu-dere forholdene i Norge, London, Tyskland, Sweitz og Argentina.

Den verdensomspændende undersøgelse fortsætter i næste nr. af Angst-Avisen, 0g har nogle af jer kendskab til eksotiske sprog og færdes hjemmevant på nettet, vil vi gerne opfordre jer til at tage på en

www-rejse og skriv om den til glæde for medlemmerne.

Indenrigs har vi fået rejst nye selvhjælpsgrupper: to socialfobi-grupper på Østerbro. En panik-angst-gruppe og en generaliseret angst på Frb. På Amager har vi to grupper. Der er nu grupper i Næstved, Roskilde, Odense, Horsens, Århus og Ålborg samt en telefonkæde for 60-70-årige, hovedsageligt med agorafobi. I Valby Medborgerhus har vi holdt foredrag om socialfobi. I Futura-cafeen, Næstved om pa-nikangst og socialfobi. På AOF i Horsens: et debat-møde om angst. Både angstramte, psykiatere og psykologer har deltaget i ovenstå-ende. Der planlægges flere arran-gementer rundt i landet da synlig-gørelse og oplysning er med til at aftabuisere angst. Hvis en større by har 5-6 medlemmer, der ønsker en selvhjælpsgruppe, kan vi hjælpe med at søge om lokaler og midler til supervision, foredrag o.l. Et bestyrelsesmedlem kan være be-hjælpelig med retningslinier, mate-riale samt kontakt til pressen. Vi har fået en del omtale i medierne: 24.1. lavede Radio Møl-leå et program med to bestyrel-sesmedlemmer: ”Angst og fobier”, der følges op af et program om selvhjælpsgrupper 8.4. DR, P4 lavede 19.2. et interview med et medlem fra Ålborg, overtegnede og formanden for de praktiserende læger i Nordjylland om lægers manglende kendskab til angst. Politiken bragte 24.2. et por-træt af vores næstformand kombi-neret med en artikel om de mange med angstlidelser. 14.3 og 21.3.viste Frb. Lokal-TV, Kanal 4 en udsendelse om angst med overtegnede og en

psykolog. Horsens Folkeblad 21.3., Frederiksberg-Bladet 26.2. Roskilde Avis 9.2., Næstved Ti-dende og lokalradio 5.2 og Fyns Stifttidene 17.1. har bragt omtaler af foreningen.

www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591 Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April 2002

Siden sidst ................................. s. 1

Til vore læsere........................... s. 2

Angstringen i Oslo................... s. 3

Angst i Tyskland/Sweitz ........ s. 4

Angst i London ........................ s. 6

Angst på spansk........................ s. 7

Forskningsnyt .......................... s. 8

De såkaldte lykkepiller ............ s. 9

Er SSRI-behandling af angst

risikabelt?. ................................. s.10

Mit møde med angsten............ s.11

Hjælp dig selv ........................... s.12

Det mystiske behandlersystem s.13

Brev til sundhedsministeren ... s.15

Hypokondri............................... s 18

Bogreolen: ................................ s.20

Genialitet og galskab. Forholdet mellem

psykologisk og medicinsk behandling af

psykiske lidelser..Kognitive behandlings-

former. Styrk dit selvværd .Social fobi.

Angstnovelle: Gæsten.............. s.24

Fra en angstfyldt tilstand......... s.26

Til eftertanke............................. s.27

Generalforsamling.................... s.27

Annoncesiden........................... s.28

Angst-Avisen Side 2 April 2002

Redaktion: Kamma Kaspersen (ansv. red.) Alexandra Pilegaard Lind Produktion SaloDigital Oplag 700 Artikler i Angst-Avisen udtryk-ker ikke nødvendigvis redaktio-nens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på alle skriben-ter. Bidrag sendes på diskette eller e-mail til: [email protected] Vi frakender os ansvar for til-sendt materiale, vi ikke har be-stilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. Angstforeningen er politisk og religiøst uafhængig og forholder sig neutralt ang. medicin og be-handlingsformer. Angst-Avisen er foreningens medlemsblad og udkommer p.t. 3 x årligt. Løssalg pr. stk: kr. 25,00.

Årskontingent kr. 100 pr. per-son. Gaver og sponsorbidrag op til 5000 kr. årligt er fradragsberetti-get efter ligningslovens §8A.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde nye medlemmer vel-kommen. Vi er glade for at I har valgt at støtte os og vi er sikker på at vi i fællesskab kan gøre en forskel og forbedre forholdene for angstramte. Samtidig vil vi også gerne takke de mange, der har givet et gave-beløb til foreningen. Som nystartet forening er det begrænset hvilke midler man kan få fra puljer og fonde, og vi har brug for penge alene til den daglige drift. Vi har planer om at lave læser-nes egne sider, hvor I kan komme med forslag, gode råd, digte, angstvittigheder, tegnese-rier eller ideer. I er velkomne til at skrive til os på vores nye adresse, eller ringe:

Angstforeningen Frivillighedscenteret Peter Bangsvej 1, blok G, 3. 2000 Frederiksberg Tlf. (kontor): 70 27 13 20 Samtalelinie: 70 27 92 94 I må gerne holde øje med vores hjemmeside: www.angstforeningen.dk under rubrikken: ”Arrangementer”, da vi regner med at komme rundt i landet og holde foredrag samt – om muligt – planlægge en uges højskoleophold på Fyn i sommerferien for socialfobikere. 22.4. kl. 19 er der arrangement om hypnose i Valby Medbor-gerhus.

Vi har en lille opfordring til jer om at henvende jer, hvis jeres navn eller adresse ikke er kor-rekt. Vi får desværre af og til post retur, fordi et husnummer eller en stavemåde er forkert. Hvis I ikke ønsker stempel på kuverten har vi mulighed for at registrere det. Derudover vil vi meget gerne bede om jeres e-mail-adresser. De der ikke har indmeldt sig via vores hjemmeside, må meget gerne sende en mail til [email protected], så vi kan registrere jeres mail. Det gør det nemmere og billige-re for os at komme i kontakt med jer via mail. Hvis der fx. pludselig opstår et arrangement, som vi skønner I vil have inte-resse i, eller når dagsordenen til generalforsamlingen skal sendes ud, kan vi via mail hurtigt få gi-vet besked til alle. Dette nr. udkommer med for-sinkelse da vi har afventet for-slag fra medlemmerne til gene-ralforsamlingen, hvor der var frist 1.4.02.


Angstringen i Oslo Af Anne M. Olsen. Angstringen i Oslo, startede i 1985 med en lille kontaktannon-ce hvor en person søgte andre med angst. Der kom hurtigt en håndfuld til, der holdt møder privat. Foreningen hed ganske sigende ”bare angst”.

I 1990 skiftede foreningen navn til Angstringen. Formålet er selvhjælp og information. Ik-ke som sådan at forbedre ang-stes vilkår. Der var ingen tele-fon, lokaler, penge eller ideer omkring struktur eller planer. Udgangspunktet var fællesskabet omkring angst.en.

Siden 1985 er der kommet 165 selvhjælpsgrupper alene i Oslo. Det er uvist hvor mange medlemmer foreningen har, da der er stor udskiftning. Målsæt-ningen er at man starter en pro-ces og får forbedret hverdagen.

Filosofien er at man fra at bekæmpe angsten kan tilrette-lægge en angstfri hverdag. Angst opfattes som noget man skal arbejde med. I gruppen får man støtte til at udfordre ting man ikke magter. Angst opfattes som en naturlig del af livet, og man ønsker at gøre op med sygelig-gørelse af angst.

Den irrationelle angst med forskelligt fysisk udtryk opfattes

ens for alle. Som et signal fra kroppen, der slår alarm og ikke skal fortrænges. Ved at lytte til angsten og blive dus med den kan man undgå symptomerne.

Grupperne dannedes efter angsttype, men det viste sig at alle havde samme grundfor-nemmelse. En gruppelederrolle gik på skift, men lederen kunne undværes, så alle i gruppen følte sig ansvarlige. Ved nystartede grupper er der to igangsættere.

I starten havde foreningen tilknyttet fagfolk og temaaften om angst, men det viste sig at egne erfaringer og handlinger bar frugt.

Holdningen i Angstringen er: at finde egne ressourcer frem, tage ansvar for eget liv og styre det i den retning man ger-ne vil have. Selvhjælp er en proces der går fra en passiv til-stand med hjælp til at blive aktør i eget liv.

Grupperne bygger på gensi-dighed, ligeværd, tolerance og åbenhed, men ikke mere end deltagerne selv er klar til. Der er tavshedspligt og må meldes af-bud. Grupperne lægger op til vækst indefra uden vejledning eller belæring og der er en flad struktur uden gruppeleder.

Selvhjælp betyder at man ik-ke lader angsten stoppe en. Det opleves bedre at have angst og gøre noget, end at have angst og lade være.

Man skal sætte grænser og være ærlig overfor sig selv. Fra 1986 har der været to psyko-loger tilknyttet som konsulenter til konkrete problemer. Erfarin-gen viser at ikke alle kan bruge den form for selvhjælp. Al år-sagsbehandling skal ske i samar-bejde med en terapeut. Der er desuden en aldersgrænse på min. 18 år og max 70 år. Hvert med-lem skal kunne komme til og fra gruppemøderne, så der ikke

opstår afhængighed da ingen skal stå i taknemlighedsgæld til andre. Alt for syge personer kan ikke deltage.

Der er fælles fester i for-eningen og åbent hus en gang om ugen. Der udkommer en medlemsavis ”Livsnerven”.

Hver gruppe består af 5-8 personer og aldersspredningen må ikke være over 15 år fra yngst til ældst.

I 1993 lavede man en under-søgelse blandt medlemmerne, der viste, at det første skridt til at kontakte Angstringen var svært, men at det var en stor befrielse at tale om angsten. Det var en lettelse at andre så normale ud og også havde problemer. De fleste forventede at møde ligesindede og blive forstået og dele erfaringer og få hjælp til at mestre angsten. At komme ud af ensomhed. 71% oplevede en forbedring i deres angst. 29% havde ikke oplevet nogen forandring. De væsentlig-ste forandringer var: Større åbenhed og tryghed, øget moti-vation. Bedre social kontakt, og brud på isolation og ensomhed. Flad struktur i grupperne blev opfattet positivt. Dårlige erfa-ringer var ustabilitet i fremmø-de, for mange problemer og for lidt "der nytter" samt forkert gruppesammensætning. 75% kvinder og 25% mænd besvare-de skemaet. Flest mænd fik ind-friet forventningerne.

Da foreningen fik midler fra Social- og Sundhedsministeriet lavede de annoncekampagner og informationsmateriale. Der er en telefon som betjenes af angst-ramte. Der er udsendt brochurer til landets kommuner, bibliote-ker, apoteker, læger, overnat-ningssteder osv. Der holdes utallige foredrag rundt i landet.

�


”Angst essen Seele auf” - Behandling og mulighe-der for angstramte i Tyskland og Schweiz Af Alexandra Pilegaard Lind ”Angst essen Seele auf”. Titlen på den tyske forfatter Rainer von Fassbinders film fra 1973 synes igen aktuel efter at det tyske sundhedsvæsen har anslået, at mere end 10 millioner menne-sker i Tyskland lider af en angstdiagnose der gør dem ude af stand til at opretholde en normal tilværelse.

I forhold til en samlet tysk befolkning på 82,7 millioner, udgør angstramte en forholdsvis stor del, hvilket adskillige tyske websites om angst vidner om. Disse spænder fra meget personlige beretninger over det mere informationsprægede til faktiske tilbud til angstramte.

Da det tyske sundhedsvæ-sen er anderledes end det dan-ske, er det ikke muligt at give et helhedsbillede for nationen. De fleste tyske borgere er medlem af en sygeforsikring, der giver gratis lægehjælp ved offentlige eller private klinikker eller syge-huse. Dog er ca. 10 % ikke medlem og derfor ikke dækket.

Tyskland består af for-skellige delstater, der i større eller mindre grad er selvstyrende enheder. Hver delstat har ansva-

ret for organisering af sygehus-væsenet, hvorfor der forekom-mer regionale variationer i tilbud og behandling. Generelt er der i de fleste delstater mange mulig-heder for angstramte. Angst-Avisen har set nærmere på et par af disse muligheder. Tyskland har i lighed med vores egen Angst-Avisen et tidsskrift kaldet Daz (deutsche Angst Zeitschrift).Avisen opstod på initiativ af en angstforening i München og henvender sig til angstramte, pårørende, læger, psykologer, klinikker og rådgiv-ningscentre. Hovedformålet med tidsskriftet er at nå bredt ud, så offentligheden, medierne og sundhedsvæsnet får et større indblik i angstproblematikken.

Indholdet i Daz består i lighed med Angst-Avisen af in-formation om angst, behandling, selvhjælpsgrupper og forsk-ningsresultater. Daz udkommer fire gange årligt i et større oplag. Det skrives og redigeres af psy-kologer og tidligere angstramte.

I hovedstaden Berlin har der siden 1988 eksisteret en angstforening (Agoraphopie e. V. Berliner Angstzentrum und Selbsthil-feprojekt), hvor den daglige ledel-se varetages af to psykologer og en socialrådgiver. Foreningen, er overvejende økonomisk støttet af byrådet i Berlin, rådgiver mennesker med angst og fobier og henviser til samarbejdspart-nere: læger, klinikker og psyko-terapeuter. Angstforeningen i Berlin har også forskellige tilbud i eget regi.

Udover at være informati-onscenter for angstlidelser tilby-der foreningen personlig psyko-logisk rådgivning og finder i samråd med den angstramte frem til behandlingsmuligheder, der passer ham/hende bedst. Foreningen tilbyder individuel-

eller gruppeterapi, men kan også henvise til andre terapeuter uden umiddelbar tilknytning til for-eningen. Torsdag aften er der åben for personlig rådgivning, også i akutte situationer. Pårø-rende tilbydes et månedligt mø-de med andre pårørende. Lige-som der er et månedligt tilbud til angstramte om gruppesamtale.

Berliner Angstzentrum gør et stort arbejde for at etablere selvhjælpsgrupper der startes i samarbejde med en psykolog, der følger gruppen et stykke tid.

Foreningen forsøger at ”matche” behandlingstilbud med den angstramtes ønsker. Der nævnes både kognitiv ad-færdsterapi, psykoanalyse, ge-staltterapi, NLP og hypnose. De to førstnævnte er mest udbredt.

Gestaltterapi interesserer sig for, hvordan vi opfatter om-verdenen i meningsfulde helhe-der, dvs. i gestalter. Terapien hævder, at vi kan være i besid-delse af uafsluttede gestalter. Fx: aggressioner, had eller sorg, der ikke er gennemlevet. Gestaltte-rapien arbejder med at forløse disse, så der ikke bruges energi på at undertrykke dem. Dette kan føre til spændinger og angst-tilstande, da krop og psyke hører sammen.

NLP: Neuro Linguistisk Programmering arbejder ud fra en overbevisning om at vores måde at opleve verden på, er bestemt af hidtidig indlæring, både bevidst og ubevidst. Be-vidsthed er nødvendig, hvis man ønsker forandring og udvikling.

Hypnoseterapi får angste til at tale ud om de konflikter, der ofte knytter sig til angstens fysiske symptomer. I Hamburg og Düsseldorf findes der klinikker (IFA – Institut für Angstbefreiung), der udelukkende beskæftiger sig med angstbe-


handling. IFA-instituttets pro-gram foregår i tæt samspil med den angstramte til en forståelse og acceptere af angsten og muli-ge årsager.

IFA-metoden er udviklet til angstramte ud fra formodningen om, at angstens årsager findes i menneskets livsvilkår. At alle angste har været udsat for psy-kisk belastning i større eller mindre grad, fx: alkoholisme i familien, manglende kærlighed og omsorg, separationsangst og overbeskyttelse fra forældrene.

Angst opfattes derfor af IFA-instituttet som sjælens af-værgemekanisme over for ube-hagelige følelser og oplevelser, hvorfor der må gribes fat i dybe-religgende årsager. Ellers vil angsten ubevidst fortsætte og automatisk opstå i pressede situ-ationer. Behandlingen sker ud fra følgende tre grundelementer: 1. Stabilisering af indre uro. 2. Erkendelse af angsten og

dens rødder (vigtigt i IFA) 3. Omsætte ovennævnte i

hypnose, individuelt. Metoden stammer fra teorien om, at 70 % af tankemønstre og følelser styres af underbevidst-heden. I hypnose forsøger man at ”omprogrammere” det hidti-dige handlingsmønster ved angstanfald. Ifølge IFA-instituttet virker dette på 90 % .

På Vogelsbergklinikken i Grebenhain, tilbyder man en kombination af traditionel psy-koterapi samt deltagelse i: ”angst-sport”. Da angst giver kropslige symptomer som åndenød, tryk-ken i brystet, hjertebanken og svimmelhed, anser klinikken sportsøvelser for en god og sjov måde angstramte kan opleve deres krop i andre sammenhæn-ge reagere med hjertebanken og høj puls.

Mange reagerer ofte med stor skepsis, siger Klaus

Dörflinger, sportsterapeut på klinikken. En del afholder sig pga. de stærke kropslige symp-tomer, de har oplevet i forbin-delse med angstanfald, fra over-hovedet at anstrenge sig fysisk og ser derfor ingen umiddelbar sammenhæng mellem sport og overvindelse af angst..

Sportsterapi er et frivilligt tilbud, men en værdifuld måde at omsætte teori til praktiske øvelser på. Disse består bl.a. i åndedræts- og afslapningsøvel-ser, der kan bruges ved et angst-fald. Det tydeliggøres at angst er en følelse og at alle følelser, po-sitive som negative, vil medføre kropslige forandringer og symp-tomer. Formålet er, at blive for-trolig med kroppens funktioner. Kontrol af åndedræt, kan afvær-ge eller formindske et angstan-fald. Behandlingsformen synes effektiv, men klinikken under-streger, at den er en del af et samlet behandlingsprogram og ikke bør stå alene, men følges op af samtaleterapi eller medicin eller en kombination af begge.

De her beskrevne mulig-heder er en kun en lille del af Tysklands tilbud. Der er tjene-ster i hver delstat, hvor man kan få råd og vejledning.

Det understreges af Berli-ner Angstzentrum, at kognitiv te-rapi evt. i kombination med SSRI-præparater er den mest udbredte behandlingsform og samtidig den, der hurtigst giver resultat. Tilbud om fx psykoana-lyse, gestaltterapi og samtalete-rapi er for den klient, der har overskud til at arbejde med sit ubevidste følelsesliv.

Tysklands mange tilbud vidner om samfundsmæssig ac-cept af angst og en målrettet indsats mod forbedrede vilkår. I Schweiz er der først for nylig blevet oprettet en forening, der

varetager angstramtes interesser, og så vidt vides kun i den tyskta-lende del af Schweiz.

Foreningen, der kalder sig AphS, blev dannet 8.8. 2000 og har til huse i Bern. Angstfor-eningen i Schweiz er et tilbud til angstpatienter og pårørende, men vil komme til at bestå af et samarbejde med læger, psykolo-ger og psykiatere. Først nu er der ved at komme fokus på angst som et sundhedsøkono-misk problem. Angst har længe været, og er måske stadig, et ta-bubelagt område.

Før foreningens dannelse havde den tysktalende del af Schweiz ingen reelle tilbud til angstramte udover selvhjælps-grupper, der samlet ikke talte mere end 100. Fraværet af en samlet institution for angstramte har betydet manglende kendskab til nyeste forskning. Foreningen betoner den manglende interes-se fra officiel side og fremhæver Tyskland som foregangsland. AphS arbejder primært med at informere om behandlingsmu-ligheder og vil oprette en ledsa-geordning for særlig hårdt ram-te. Oprettelse af selvhjælpsgrup-per og informationsmøder for pårørende er et vigtigt aspekt i foreningens startfase.

På sigt vil man arbejde målrettet med kampagner om angsttilstande samt forsøge at skaffe praktikpladser til de man-ge, der har måttet forlade ar-bejdsmarkedet pga. angst.

De fleste lande vil kunne hente megen inspiration i nabo-landet Tyskland. At 15 % af industrilandenes befolkning har en angstdiagnose bør være et kraftigt signal til offentligheden om at skærpe opmærksomheden på dette sundhedsproblem.

� ________________________


.

Af Alexandra Pilegaard Lind I forbindelse med Angst-Avisens tema om behand-lingsmuligheder i andre lan-de, har vi talt med den danske psykolog Ulla Damgaard-Sørensen, der er bosiddende i London. Ulla Damgaard-Sørensen er uddannet i psykologi fra Westminster University i London, og er i gang med et tre-årigt ph.d forløb i klinisk psykologi. Uddannelsen veksler mellem praktik og teori, således at de ph.d studerende under supervision fra en klinisk psykolog får tildelt egne patienter med forskellige sygdomsforløb samtidig med at de bliver opdateret med den nyeste forskning. Uddannelsen er sponsoreret af det engelske sundhedsvæ-sen NHS – National Health Insurance. Ulla Damgaard- Sørensen har netop afsluttet et af sine praktikophold, hvor hun har arbejdet i distrikts-psykiatrien (Secondary Care, Community Mental Health Care Team) med patienter i alderen 18-65 med både angst og depression. Hun fortæller her om sine erfaringer og kendskab til angstproblema-tikken. Angst-Avisen: Mange under-søgelser anslår, at ca. 15 % af befolkningen i et industriland har en angstdiagnose. England hører til denne kategori, men hvorledes bliver der taget hånd om dette ?

Ulla D-S: Jeg synes den engel-ske befolkning har en forholds-vis acceptabel holdning over for mentale sundhedsproblemer. Dette kan måske skyldes, at man i England i lighed med det tal du refererer til statistisk set har be-regnet, at 1 ud af 4 voksne på et eller andet tidspunkt i deres livs-forløb vil løbe ind i behand-lingskrævende mentale sund-hedsproblemer. Der er derfor gjort meget ud af at gøre op-mærksom på dette gennem hårdnakkede nationale oplys-ningskampagner. Angst-Avisen: Men hvordan er de reelle muligheder ? Lever de op til kampagnens ønske om bedre muligheder for føromtalte gruppe ? Ulla D-S: Der er gode mulighe-der for angstramte i England. Henvendelse sker først og fremmest til egen læge, der ef-terfølgende henviser til behand-ling i en af de tre områder som det engelske sygehusvæsen er opdelt i. Hvis man aldrig før har haft mentale sundhedsproble-mer, bliver man af lægen henvist til ’Primary Care’, der tager sig af lettere angsttilstande eller de-pressioner.

Inden for de senere år har praktiserende læger i stigen-de grad haft mulighed for at be-handle patienten i egen klinik, idet lægen har haft kliniske psy-kologer tilknyttet klinikken. Ventelisterne til både Primary Care og behandling hos psyko-loger hos egen læge kan dog væ-re lange, idet der generelt er mangel på behandlere såvel som tilskud. Mennesker der foruden angsten skønnes at lide af en mere permanent diagnose som depression eller skizofreni bliver automatisk henvist til Secondary

Care/distriktspsykiatrien, der behandler de lidt mere komplek-se tilfælde. I særligt alvorlige til-fælde henvises til hospitalsafde-linger, der udelukkende har spe-cialiseret sig i angstbehandling.

Jeg har ikke umiddelbart kendskab til en angstforening på national basis, men jeg vil tro, at der eksisterer mange regionale og lokale foreninger. I England er der mange grupper, der vare-tager befolkningens interesser og ønske om oplysning.

I behandlingen lægges der desuden vægt på den angstram-tes egne ønsker, hvorfor der al-tid vil være nogen, der udeluk-kende vil foretrække medicinsk behandling med SSRI-præparater, hvor andre kun vil gøre brug af kognitiv adfærdste-rapi. Langt de fleste vælger dog en kombination, der på sigt fremviser de bedste resultater. Tilbud til angstramte findes over hele England, men der ses alli-gevel en skævvridning i forhold til mindre byer, da de bedste tilbud hovedsageligt er koncen-treret omkring London. Dette har skabt stor debat, og det en-gelske sundhedsvæsen er derfor i gang med en strukturomlæg-ning, så alle får samme mulighe-der. Angst-Avisen: Du nævnte før terapiformen kognitiv adfærds terapi. Denne terapiform er i mange lande næsten blevet sy-nonym med behandlingen af angst. Hvorfor er lige netop denne model særlig velegnet ? Ulla D-S: Det er korrekt, at kognitiv adfærdsterapi i øjeblik-ket nyder stor anerkendelse. År-sagen til dens succes skal sikkert findes i det faktum, at der er tale om et kortere terapiforløb, hvor den angstramte i flere tilfælde allerede efter 12 timers terapi vil


have overvundet sin angst eller i hvert fald have fået den ned på et lavere niveau. Det er en mo-del, der arbejder på at få den angstramte til at forstå forholdet mellem tanker, følelser, adfærd og fysiologiske reaktioner. Mo-dellen postulerer, at der er en sammenhæng mellem disse komponenter, og videre at man kan gå ind og ændre på nogle af dem og derved skabe fx en re-duktion i den fysiske, emotionel-le og kognitive oplevelse af pa-nik.

Kognitiv adfærdsterapi udøves i et samspil mellem tera-peut og klient. Klienten tænker ofte i forbindelse med et angst-anfald eller en angstprovokeren-de situation, at han ikke kan kla-re det og vil falde om. Det er vigtigt, at klienten erkender, at han har en automatisk negativ tankeproces. Kan vedkommen-de dette, kan man gå ind og konfrontere disse negative tan-ker med direkte spørgsmål, så tankerne fremstår som mere lo-giske. Er vedkommende fx no-gensinde faldet om? Da dette er yderst sjældent, arbejdes der ale-ne på at nå frem til en mere ba-lanceret tankeproces, der vil gø-re klienten i stand til fremover at tage kontrollen over sine angst-anfald. Nøgleordet er motivati-on.

I kognitiv terapi bruger man en lang række simple tek-nikker – man lærer blandt andet om angstens onde cirkel. Ang-sten vil automatisk fortsætte, hvis ikke man går ind og ændrer sine tanker/adfærd. Meget ofte er der tale om, at patienten und-går situationer, der er særligt angstprovokerende. Det kan være at køre i bus, gå i super-markeder eller helt andre ting. I behandlingen betones det, at undvigelse fra dette blot vil føre til yderligere angst, da man kun

lærer undvigelsesmekanismer. Undvigelse leder kun til en kort-tidsforbedring, men på langt sigt har den meget negative konse-kvenser. Hovedformålet med kognitiv adfærdsterapi er derfor at stille spørgsmål ved adfærden. Den angstramte udfordrer der-efter gradvist angsten ved at gø-re de ting angsten har afholdt ham/hende fra at gøre.

Man starter dog altid med det mindst angstprovokerende for til sidst at nå helt til tops i angstens hierarki. Det er i den forbindelse vigtigt at få fysisk kontrol over sine oplevelser. Det sker ved åndedrætsøvelser og afslapning – teknikker man kan bruge ved et angstanfald. Det er nødvendigt, at situationer man udsættes for er angstprovoke-rende, så man efterhånden får følelsen af at være i stand til at kontrollere angsten. Det er al-mindelig praksis, at den angst-ramte sideløbende udfylder en dagbog med angstprovokerende situationer. Hvilke tanker man gjorde sig, hvor højt angstni-veauet var. Man starter med at udsætte sig for angsten sammen med terapeuten, men får i be-handlingsforløbet, der typisk strækker sig over 12 uger, heref-ter hjemmearbejde i form af de samme opgaver.

� _________________________

OBS! Du kan se vores budget for 2002 samt vores regnskab for 2001 på medlemssiden på nettet. Du kan også få det tilsendt hvis du ringer eller skriver til os.

Angst-Avisens udsendte medarbejder Petrine Severin. Som angstramt og lægmand glæder jeg mig altid over, at der i hele den vide verden er tilgængeligt og relativt letfordø-jeligt materiale på nettet for alle, der på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med angsten.

Således var jeg besøgende nr. 27.882 på www.redsaludmental.com , “netværk for mental sundhed”, et af Den argentinske Republiks første netværker for behandling af patienter med panikangst, ge-neraliseret angst, socialfobi, ago-rafobi, enkeltfobier og ocd. En fagruppe bestående af psykiate-re, psykologer og læger har siden 1990 helliget sig forskning i og behandling af disse samt andre psykiske lidelser. Hovedsædet lå oprindeligt i Buenos Aires, men med en patienttilgang på over 4.000, besluttede man at decen-tralisere og danne arbejdsgrup-per i hele republikken.

På hjemmesiden finder man informative artikler om de forskellige psykiske lidelser, dog intet udover det sædvanlige. Som patient kan man få en “elektronisk” konsultation eller man kan bestille tid til visitati-ons-samtale på et af ti behand-lingssteder. I det omfang det skønnes påkrævet, er der ligele-des mulighed for at behandle patienten i hjemmet.

OBS!

Du kan se vores budget for 2002 samt vores regnskab for 2001 på medlemssiden på nettet. Du kan også få det tilsendt hvis du ringer eller skriver til os.


Et af de mere interessante tiltag er tema- og arbejdsmøder for patienter og pårørende. De afholdes den sidste uge i hver måned under slagordene “men-tal sundhed og livskvalitet” og man melder sig til kvit og frit i det område, hvor man nu bor.

Har man yderligere behov for at udvide sin horisont og deltage i online-debatten, skal man blot haste videre til www.sappiens.com, et sam-lingssted for alle spansktalende, der har lyst til at vide alt om... alt. Så havner man i noget, der mest af alt minder om netdok-tor, dog en anelse mere forvir-rende! Et selvhjælpsforum med oplysninger fra patient til patient og efter at have læst MANGE indslag, må jeg tørt konstatere at de kæmper med præcis det samme som os her i Danmark. Kære venner, vi ER altså ikke alene. � _________________________

Angstgen? Af Kamma Kaspersen Forskere fra Barcelonas har stu-deret familier med tradition for panikangst, agorafobi og social-fobi. I den forbindelse fandt de et område på kromosom 15 der var ens hos 90% af familierne. Herefter undersøgte de 70 mennesker, der ikke var i fami-lie, men havde disse angstlidel-ser. Alligevel havde 97% den samme genetiske ’defekt’ som er blevet kaldt DUP25. Områ-det indeholder 60 gener, der kan gøre hjernen overfølsom over for stress. Miljøet spiller dog også en rolle, da 20% af personerne med DUP25 ikke havde angstlidelser Kilde: Politiken 29.8.2001 Humor mod angst? Et forsøg med at anvende hu-mor i forbindelse med desensibilisering eller tilvænning ved enkeltfobier synes at være effektiv. En gruppe fik henholdsvis den gængse metode med afslapning og gradvis tilvænning fra en lille edderkop langt væk til en større edderkop tættere på. En anden gruppe fik til opgave at finde på sjove anven-delser af en gummi-edderkop, samt more sig over vittigheder

eller film, mens de nærmede sig større og større edderkopper.

Den tredje gruppe fik in-gen behandling og var blot med-taget som kontrolgruppe. Det viste sig at gruppen med ’humor-terapi’ slap af med deres fobi i samme grad som gruppen med systematisk desensibilise-ring, hvor den tredje gruppes angst ikke havde ændret sig. Kilde. Forsknings-nyt fra psykologien 2001 10(6), s. 19-20. Spiller cholesystin en rol-le i forbindelse med panikangst? Af Alexandra Pilegaard Lind Et igangværende forskningspro-jekt på Rigshospitalet ser nær-mere på stoffet Cholecystoki-nins (CKK) eventuelle rolle i forbindelse med panikangst. CKK findes i store mængder i hjernen, hvor dets funktion er at overføre nervesignaler. Det er ca. 20 år siden man blev op-mærksom på CKKs mulige for-bindelse til angstanfald. Det ske-te i en helt anden forbindelse, da to danske biokemikere under-søgte, hvorledes CKK påvirkede dannelsen af væksthormon. For-skerne lagde selv krop til forsø-get og sprøjtede CKK i egne årer. Resultatet blev, at de to biokemikere pludselig oplevede angstanfald. Dette lagde grund for videre forskning i CKK, og man arbejder nu ud fra teori en om, at panikangst kan skyldes en defekt i hjernens omsætning af CKK.

Rigshospitalets forsk-ningsprojekt er et samarbejde mellem professor i psykiatri Tom Bolwig, afdelingslæge og psykiater Elsbeth Steno og

Socialfobi. Social fobi har formentlig altid eksisteret. Der er eksempler på filosoffer og kunstnere i antikken og middelalderen der har beskre-vet den. Robert Burton (1577-1640) der skrev mammut-værket Melankoliens Anatomi nævner bl.a. symptomer som rødmen, rysten, hyperventilering og taler om ubehag når man skal vise sig eller tale i forsamlinger eller foran en autoritet..


Rigshospitalets Kliniks biokemi-ske Afdeling. Hovedformålet er at se på de receptorer, der bin-der CKK i hjernen. Der skal bruges 300 forsøgspersoner fra en sammensat gruppe af angst-ramte og raske slægtninge. Alle afgiver en blodprøve, hvorefter arvemassen i prøverne under-søges for afvigelser i genet for den såkaldte CCK-B receptor. Den foreløbige tese går på, at man vil finde bestemte varianter, der følger sygdommen panik-angst. Det skal derefter klarlæg-ges, hvad disse afvigelser bety-der. Man håber, at projektet kan bidrage til større indsigt i biolo-giske faktorer ved panikangst, som man i dag kun har et min-dre kendskab til. Indtil videre arbejder man i behandlingen af angstramte ud fra en kombinati-on af SSRI-præparater og kogni-tiv adfærdsterapi.

Rigshospitalets Angst-klinik er et af ganske få organi-serede tilbud i Danmark til angstramte. Henvisning til kli-nikken, der dog har lang vente-tid, sker via egen læge. Tilbuddet består af et 12-ugers behand-lingsforløb, hvori ovennævnte kombination indgår. Det anbefales dog at man fortsætter med SSRI-præparaterne et års tid efter endt behandling. SSRI-præparaterne virker på den må-de, at de øger signalstoffet sero-tonin, der findes i hjernen. Det er blevet påvist, at serotonin har betydning for den enkeltes sindstilstand. Næste led i be-handlingen er straks sværere, idet den angstramte gennem kognitiv adfærdsterapi skal ar-bejde med at ændre den angst-provokerende indlærte adfærd. Hvis man for eksempel er bange for at køre i bus, træner man først at køre et stop, så to og siden hen en hel tur. �

De såkaldte lykkepiller. Af Kamma Kaspersen. Hvis der er noget der kan få sindene i kog, er det ”de såkald-te lykkepiller”. Det synes som om alle har en mening om dem, hvad enten de nu har haft dem tæt ind på livet, langt nede i hal-sen eller holdt dem i strakt arm og ti skridt fra livet.

Den udmærkede Weeken-davisen præsenterede i slutnin-gen af sidste år således læserne for flere af disse stereotype holdninger, men dog med en drejning der giver debatten lidt mere spræl end hvad man ellers løber ind i, hvorfor jeg finder den værdig til gengivelse.

Avisens faste reportere Peter Øvig Knudsen og Ina Kjøgx Pedersen lægger ud med ”De perfekte piller” 26.10-1.11. og serverer veloplagt nyheden om at en pakke lykkepiller er blevet hver mands eje mod ’livskriser’. 200.000 danskere har taget pillerne, samt Psykiatri-fondens kampagne, til sig.

Selv om der i folkemunde ikke løber rygter om at psykiate-re er specielt samtaleorienterede, hævder artiklens journalister, at disse ’samtaletilhængere’ (fra 1970’erne!) har skiftet bane (hvis

de altså ikke er døde eller pensi-onerede)og har sluttet sig til medicinholdet.

Formanden for SIND er imod medicinløsningen. Hun vil have samtalen tilbage mellem læge og patient. Men spørgsmå-let er, om den nogensinde har været der? Og hvis ..., hvilken kvalitet havde den så? En pille kan vel være lige så god som en sludder for en sladder – eller hvad?

En ’pillebruger’ - der mod sædvane ikke kræver ano-nymitet - fortæller at han møder en moralsk oprustning mod pil-lerne, som han ikke ser over for folk der ryger og/eller drikker sig ihjel.

En tidligere psykiatri-bruger mener at de der vælger lykkepillerne har taget sagen i egen hånd for at undgå at miste kontrol – som i forvejen er det værste der kan ske for fx en angstramt – og andre mener, at mennesker blot løser proble-merne med det der er på marke-det på det tidspunkt deres pro-blemer opstår.

Reaktionen på klude-tæppeforsøget med at oplyse læserne, lader ikke vente på sig. 9.-15.11 stiller Linda Clod Præstholm, tidl. lykkepillebru-ger, ikke uberettiget spørgs-målstegn ved de to journalisters videnskabelighed. Hun beretter overbevisende om, at lykkepiller ikke er til mennesker med ’ondt i livet’ eller ’kriser’ men til men-nesker med en psykisk lidelse, man ikke bare lige kan snakke sig ud af. Tværtimod kender hun til følelsen af nederlag, når ’snakken’ alligevel ikke bedrede situationen. Oveni sin sygdom har hun selv måtte snakke godt for sig, for at forsvare sit valg af lykkepiller overfor en uforståen-de, snakke-orienteret omgangs-kreds.


Samme dag bringer avisen en solstrålehistorie om at selv-mordstallet falder. Men hvorfor har befolkningen så ikke fået det at vide? Tallet er det laveste i 100 år og alligevel har SF sat 40 mio. kr. af til forebyggelse af selvmord uden at skæve til de nye tal. Center for Selvmords-forskning i Odense har registre-ret faldet, men ikke forsket i hvorfor? Trods det at forskere ved at 90%, af de der begår selvmord er psykisk syge. I 1990’erne gjorde lykkepillerne deres indtog i danskernes hver-dag. Tankevækkende. Men sig det endelig ikke højt!

30.11-6.12 giver Merete Demant Jakobsen historien en ny drejning. Hun har hørt på BBC- radio, at lykkepiller kan lede til både mord og selvmord og nævner en ældre onkel hun har mistænkt for at have benyt-tet denne udvej efter et fald fra en trappe (måske selvmord?), og mener behovet for at føle sig konstant godt tilpas er eskaleret.

Som livshjulet og årstider-nes cyklus er vi nu tilbage til ud-gangspunktet: livsstilsproblema-tikken.

Jes Gerlach har pustet til ilden – eller den varme suppe, ved at udtale at lykkepillerne også kan virke impulsdæmpen-de, hvis bedstefar skulle få lyst til at smide suppen i hovedet på konen. Det virker derimod som en rød klud på Merete Demant, der blander tingene sammen og tror at Gerlach reklamerer for en pille, der både kan styre onk-len mod afgrunden og forhindre bedstemor i at blive skoldet af suppen. Så helt ærligt. Hvad skal vi dog tro om de piller?

� _________________________

Er SSRI-behandling af angst risikabelt? Af Tom G. Bolwig, professor, dr. med. I Weekendavisen den 22. febru-ar 2002 fortæller den kendte bri-tiske psykiater professor David Healy om undersøgelser, der tyder på, at SSRI (”lykkepiller”) kan være farlige og medføre selvmord. Han nævner, at der igennem de sidste 15 år er givet SSRI behandling til godt 100.000.000 mennesker, og at det derfor ikke kan undre, at nogen af de personer, som er søgt behandlet for depression har fået aktiveret suicidale im-pulser og også har gennemført selvmord. Også voldelig adfærd er beskrevet i et antal tilfælde. Bør det nu give anledning til ekstra ængstelse hos patienter med angstforstyrrelser i behand-ling med SSRI?

Det mener jeg ikke. For det første fordi SSRI-præparaterne er gennemprøvede og har demonstreret meget høj grad af effektivitet. Det er derfor lægemidler, som må opfattes som uundværlige i behandling af angst. De rapporter, der forelig-ger om selvmordsadfærd i for-bindelse med SSRI-behandling peger på, at det er hos menne-sker med en baggrund i en ad-færd med impulsgennembrud, tidligere eller aktuel maniode-

pressiv symptomatologi og en-delig personer, som er blevet behandlet på et løst diagnostisk grundlag, hvor man har overset sværere personlighedsafvigelser.

Grundlaget for at give SSRI til angstforstyrrelser er der-for uændret. SSRI påvirker bl.a. serotoninsystemet, men en me-get enkel forklaring på angst, der går på, at man har for lidt sero-tonin i hjernen er selvfølgelig overfladisk forenklende. Derfor anbefaler alle kyndige behandle-re af angst, at de angstramte og-så får psykoterapi. Et stort antal undersøgelser der viser, at resul-tatet og effekten af en vellykket angstbehandling skyldes en kombination af SSRI og kogni-tiv adfærdsterapi er kun holdbar, såfremt den angstramte gennem udøvelsen af egenkontrol over-for angstanfald og tilløb til angst har fået de nødvendige metoder til gradvist at svække den foruroligende tilstand, som hos mange fortsat vil lure.

Langt de fleste patienter med angstforstyrrelser får hurti-gere hjælp til at kunne anvende de psykologiske midler, som er nødvendige, hvis de får bragt deres angstanfald under kontrol, og det sker – hos et flertal – bedst ved, at man indleder, og også ofte vedligeholder, behand-lingen med SSRI, måske i lavere doser end dem man startede på.

Der vil muligvis blive en ny debat om det betimelige i at bruge SSRI, men der er ingen grund til at komme i alarmbe-redskab. Man skal huske på, at alle lægemidler, hvis de bruges hos tilstrækkeligt mange menne-sker vil vise sig i nogle tilfælde at fremkalde uønskede effekter. Det væsentlige er derfor, at man får en præcis diagnose, og at man så vidt muligt får hjælp gennem specialister, der har er-faring i angstbehandling, dvs.


psykiatere og psykologer med den fornødne uddannelse. Der arbejdes fra psykiatrisk hold kraftigt på, at der i kommende planer vedr. psykiatrisk behand-ling vil blive fokuseret på de ik-ke-psykotiske sygdomme, her-under ikke mindst angstlidelser-ne, og det anbefales, at der ud-dannes flere speciallæger og også gives mulighed for, at man igen-nem støtte fra sundhedsvæsenet kan opnå behandling hos psyko-loger med kompetence i behandling af angsttilstande. Vi må fortsat anse SSRI for at være et nødvendigt, effektivt og stort set ufarligt element i be-handlingen af angsttilstande. Der er intet, der tyder på, at der opstår afhængighed, som man ser det ved brug af benzodiaze-piner (Stesolid og lign.), og der er ingen grund til at tro, at lang-varig behandling med SSRI er skadelig. � ________________________ Anonym 28-årig kvinde. Jeg vil aldrig glemme den de-cemberdag for lidt over et år siden, hvor jeg mødte angsten for første gang. Jeg var på ferie i Paris med min mor og søster – alle tre glædede vi os til at afslut-te ferien med et besøg i Paris’ vartegn Eiffeltårnet (for mig nu symbol på angsten). Allerede i den lange kø til billetsalget be-gyndte jeg at få det underligt, idet jeg tænkte meget negative tænker om, at det fly vi skulle hjem med dagen efter med usvi-gelig sikkerhed ville falde ned. Samtidig blev jeg svimmel, men

tog ikke yderligere notits af det, da jeg på grund af mit tempera-ment altid har haft en vis irrita-tion over at stå i kø.

Mit første angstanfald kom som et lyn fra en klar himmel, da vi gik ind i elevato-ren, der skulle føre os op. Svimmelheden tog til i en enorm styrke, jeg ikke tidligere havde oplevet, og blev ledsaget af kvalme. Jeg fik svært ved at stå på benene, der mest af alt min-dede om én stor geléklat. Symp-tomerne var meget voldsomme og adskillige tanker fór gennem hovedet på mig, skiftende fra en konstatering af, at det nok bare var influenza til en overbevis-ning om at det helt sikkert måtte være det hjerteanfald jeg havde frygtet i så mange år, der nu var på vej.

Jeg reagerede ved at søge hen til restauranten i Eiffeltår-net, hvor jeg bestilte en øl – lidt alkohol måtte da afhjælpe symp-tomerne – måske var jeg bare nervøs, og havde også været meget stresset i tiden op til feri-en. Jeg var på det tidspunkt stu-derende på sidste år med et stort arbejdspres. Samtidig arbejdede jeg mange timer hver uge som lærervikar med dårlig samvittig-hed og stress tilfølge.

Angstanfaldet klingede langsomt af, da vi var nede på jorden igen, men næste dag op-levede jeg symptomerne igen. Det lykkedes dog at komme hel-skindet hjem til København.

Her begyndte min jagt på en årsag til, hvad symptomerne fra Paris kunne skyldes. Jeg brugte timer på Internettet, søg-te alt fra information om influ-enza til mystiske tropiske virus-symptomer. Jeg syne at jeg hav-de en underlig slap følelse af konstant ubehag. Julen stod for døren, og jeg skulle derfor et smut til frisøren.

Godt placeret i frisørstolen vendte symptomerne fra Paris tilbage. De var ikke længere ukendte, men mindst lige så væmmelige. Jeg fik fremstammet til frisøren, at jeg havde influen-za og styrtede ud af døren. Der-hjemme tog anfaldet til – igen med enorm styrke. Denne gang reagerede jeg ikke ved at prøve at dulme symptomerne med al-kohol, men ringede derimod til min læge. Hun kunne godt høre, at den var galt gal og bad mig komme. I lægens venteværelse spurgte en bekymret medpatient om hun da ikke skulle hente læ-gen, idet hun var overbevist om at jeg snart ville besvime, så kridhvid i hovedet som jeg var. Min lidet flatterende ansigtsku-lør skyldtes imidlertid, at jeg oveni pludselig havde fået stær-ke smerter i hele den højre side. Hjertet sidder som bekendt i venstre side, men uagtet dette, mente jeg at NU måtte der altså være tale om et hjerteanfald.

Min læge undersøgte mig grundigt og fandt ingen symptomer på hjerteproblemer, men konstaterede, at der på grund af de stærke smerter nok var tale om et galdestensanfald, skrev en recept og sendte mig hjem. Nu er jeg ikke læge, men jeg undrede mig en del over denne diagnose, dels fordi man ofte får galdesten på grund af forhøjet kolesterol (hvilket jeg netop var blevet undersøgt for med fint resultat), dels fordi den permanente ubehagsfølelse ikke forsvandt. Juleaften kulminerede det. Vi havde besøg af min mands for-ældre. Hele dagen havde jeg haft det skidt, men min mand slog det hen med lidt influenza.

Selvom jeg endnu ikke var blevet diagnosticeret som angst-patient fik jeg en fornemmelse


af, hvor det bar hen. Umiddel-bart før julemiddagen lod min svigerfar en bemærkning falde om, at min svoger samme dag havde haft et alvorligt epilepsi-anfald. Dette var simpelthen hen nok til at sætte endnu et anfald igang. Denne gang reagerede jeg ved at tage direkte på skadestuen overbevist om jeg satte kursen direkte mod hjerteafdelingen. På skadestuen blev jeg grundigt un-dersøgt, og overlægen konstate-rede tørt, at jeg bestemt ikke lignede en, der var ved at dø. Hvorfor følte jeg mig så som en ? Svaret er simpelt. Panikangsten havde fået et godt tag i mig. Heldigvis kom jeg til at snakke med en sød ung læge, der mente at mine vejrtrækningsproblemer skyldtes hyperventilering og fo-reslog mig at opsøge en psyko-log. Jeg blev sendt hjem med lidt beroligende medicin og fejrede således juleaften på Stesolid.

Den beroligende medicin var dog kun en stakket frist. Angsten og ubehagsfølelsen blev værre og værre. Jeg turde end ikke gå i kiosken eller bare ned på gaden. Jeg var fuldstændig paralyseret og bundet til min seng, hvor jeg følte mig tryg. Sidde op eller stå op havde jeg det heller ikke godt med, idet jeg bildte mig selv ind, at chancen for at falde om og dø, var meget mindre, hvis jeg lå ned.

Samme dag som jeg skulle have været til en af mine afslut-tende eksaminer lod jeg mig ind-lægge på Rigshospitalets psykia-triske afdeling, da jeg efterhån-den syntes at grænsen var nået. Her lå jeg passivt hen i 2 dage og sank mere og mere ned i et sort hul. Jeg blev udskrevet med en recept på både beroligende medicin og SSRI-præparatet Se-roxat. Jeg kredsede rundt om pakken med Seroxat i henved to uger, førend jeg tog mod til mig

og slugte den første pille. Alene indlægssedlen med alle dens be-skrivelser af mulige bivirkninger var nok til at holde mig – en sygdomsangst person – langt væk fra pilleskabet. Kraftigt op-fordret af både mand, familie og venner, begyndte jeg modstræ-bende på medicinen. Jeg ønske-de jo også at slippe af med ang-sten – desuden var jeg efterhån-den kommet ind i en ond cirkel med tiltagende afhængighed af den angstdæmpende medicin jeg også fik. Det lykkedes mig hel-digvis med min læges hjælp at trappe ud relativt hurtigt.

Derefter gik det lang-somt fremad. Jeg satte små mål hver eneste dag om for eksem-pel at gå i kiosken eller at sidde op og spise aftensmad sammen med min mand. Det endelige vendepunkt kom da en af mine venner sagde til mig efter et par mdr., at det var dejligt at jeg ”var kommet tilbage” som hun ud-trykte det. Når jeg ser tilbage, må jeg er-kende at selvom angsten tilsyne-ladende kom som et lyn fra en klar himmel, er det ikke helt i overensstemmelse med sandhe-den. Fra omkring 1994 begyndte jeg at være bange for at være alene, for at rejse til steder, der ikke lå i nærheden af et hospital. Jeg blev kort sagt meget forsig-tig og ængstelig for ting jeg tidli-gere havde fundet stor fornøjel-se i. Før 1994 elskede jeg at fly-ve og rejse uden de store forbe-redelser. Jeg flyttede for eksem-pel allerede som 16-årig alene til Østrig og rejste et par år senere alene rundt i Det græske Øhav samt boede i en lille schweizisk bjerglandsby. Efter 1994 ændre-de alt sig. Nu kan jeg se, at det begrænsede mig i det jeg holdt allermest af. Jeg har alligevel rejst en del siden 1994, men altid

med en vis anspændthed. Jeg synes faktisk altid bedst om rej-sen, når jeg endelig var kommet hjem.

Jeg har nu taget Seroxat i et års tid og har det rigtig godt. I samme periode er jeg omsider blevet færdig med mit universi-tetsstudium. Der er stadig en del at arbejde med. Mit håb er, at jeg en dag tør tage på oplevelse i vildmarken uden at vide, hvor det nærmeste hospital ligger. Jeg behøver vel ikke sige, at min trofaste følgesvend på rejsen, bliver den miniatureudgave af Eiffeltårnet, der hænger i min nøglering. For mig et symbol på angsten, men samtidig et symbol på, at der ER en vej ud af ang-stens helvede. � ________________________ Hjælp dig selv! Af Petrine Severin Vi ved alle, at det er svært at forholde sig til angsten. Det er som at være fanget i noget, der er værre end din værste fantasi og det tager tid, før man accete-rer og får forståelse for tingenes tilstand. Godt, så verden kan altså nogle gange være et grimt sted at befinde sig og historien kan på mange måder være fra-stødende, men også smuk og så er den min. Eller vores.

De sidste fire år har mit liv været noget nær en alt for lang rutsjebanetur i Tivoli. Jeg behøver vist ikke at gå i detaljer, blot nævner jeg i flæng: panik-angst, generaliseret angst, de-


pression, psykiatrisk afdeling, medicin, psykiater og i kølvan-det på det hele, socialangst.

Kedeligt har det ikke væ-ret. Mit liv tog en kovending og det var bestemt ikke den ven-ding jeg i tankerne havde fore-stillet mig. Men det er altså dét liv, jeg har fået. Efter at have slugt den kamel af flere omgan-ge, begyndte jeg at lede efter mulige udveje og fandt til sidst Angstforeningen på nettet.

Efterfølgende har tilværel-sen og min “miserable” eksi-stens fået en helt ny og interes-sant dimension. Jeg kontaktede nemlig foreningen og blev hen-vist til en nystartet selvhjælps-gruppe på Østerbro. Da dagen for det første møde oprandt, sneg det velkendte ubehag sig ind på mig. Kvalmen kom i bøl-ger, jeg kastede op og koldsved-te. Det endte med en taxa, ellers var jeg aldrig kommet afsted. Men afsted kom jeg, om end i en noget blodfattig udgave og min skræk blev vendt til forun-dring og glæde over at møde en flok rare ligesindede.

Nu glæder jeg mig faktisk til hver tirsdag og selv om ner-verne stadig sidder udenpå, er det intet sammenlignet med før-ste gang. Det værste er overstå-et. Og jeg har fået blodet tilbage i kinderne.

Forandringen har da heller ikke ladet vente på sig. Jeg er begyndt at komme mere ud og har fået energi til at tage fat på ventende opgaver. Det er befri-ende at tale ud med “lidelsesfæl-lerne”, udveksle lærerige erfarin-ger og få et par gode råd med på vejen. Jeg føler mig lidt mindre ensom og har især været overra-sket over at møde så megen for-ståelse. Det er man jo slet ikke vant til. Jeg behøver ikke en-gang at censurere mig selv, for ingen griner af de sære ting jeg

siger, og hvis de gør, så er selv-ironi heldigvis en af mine stær-kere sider.

Så... til alle jer, der har travlt med finde på farverige undskyldninger: giv selvhjælps-gruppen en fair chance. Find ud af om der er en gruppe i dit om-råde og få evt. en ven til at led-sage dig første gang. Det koster måske blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Man bliver en del af et lille fællesskab. Og det er absolut et frisk pust efter at have levet i en slags åndelig ensomhed og isolation. Den selvforstærkende cirkel.

Nu tror jeg på, at der er en vej ud og selv om det fysiske ubehag aldrig helt forsvinder, får jeg helt sikkert noget, der ligner et normalt liv, bare med lidt eks-tra krydderi. � _________________________

Det mystiske behand-lersystem. Af Ronnie Rasmussen. Overskriften kunne indikere en krimi af Agatha Christie, og det er ganske passende, for det ”plot”, jeg her beskriver, har samme indviklede mønster, men om udgangen på historien med-fører en opklaring kan og vil jeg ikke afsløre. Behandlersystemet fik jeg tidligt i tilværelsen kendskab til, for jeg var som en porøs vase fra en oldtidsgrav, altså særdeles

skrøbelig. Der blev derfor sat en skolepsykolog på den umulige opgave at indrette mig efter samfundets normer, især under-visningspligten. Det var i mit 8. leveår, så jeg husker ikke, hvor-for tilliden til behandleren ude-blev, men jeg erindrer, han gav mig flere mareridt end gode stunder. Som begyndende teenager var jeg en tur på Slagelse psykia-triske afdeling, men alderen ta-get i betragtning var det ikke smart at placere mig blandt voksne sindslidende. Det var før børne- og ungdomsafdelinger blev opfundet.. Mange terapifor-søg blev det til, men lakken på vasen revnede konstant, og intet hjalp på usikkerheden. Vupti, er jeg voksen og stadig psykisk skrøbelig. En dag for over 10 år siden, fik jeg for alvor angst og efter utallige besøg hos lægen, henviste hun mig til Horsens psykiatriske afdeling. Da var angsten så total, at jeg nærmest intet kunne. Den styre-de mig med voldsom svimmel-hed, selvmordstanker samt fryg-ten for at være en ulykkelig in-dehaver af et dårligt fungerende hjerte. Senere skulle jeg konsultere en psykiater. Jeg vaklede gen-nem byen på usikre ben: Ad mindre veje for at undgå ”kon-takt” med andre mennesker, men turen var helt og aldeles spildt – bortset fra motionen. Psykiateren hørte til dem, der mener, at patienter bør være dumme og uvidende. Måske føl-te han, at en patient, der kan ord på over syv bogstaver, er en per-son, der gør grin med systemet! I hvert fald forklarede han mig kort inde i vores første samtale, at jeg brugte for mange frem-medord, og det mente han ikke jeg skulle. Når man tænker på de diagnoser psykiaterne bruger, er


mine fremmedord nemme at forstå! I min skrøbelige tilstand havde jeg ikke brug for kritik af min personlighed. Måske skulle han have vundet min tillid først! Det endte med et brud! Jeg ude-blev fra næste konsultation, og havde fundet en behandler til-knyttet kommunen, hvilket viste sig som en klog disposition. Ok, han helbredte mig ikke, men han behandlede mig med omtanke og respekt, og uden ringeagt trods psykiske skavanker. Siden kom jeg på en neuro-seklinik. Her gentog historien sig! En terapeut var i skræm-mende grad nedladende mod klienterne, og folk med mindre-værd og angst bør man vel ikke behandle sådan? Opholdet hjal-palligevel – takket være ’medkli-enterne’ - og jeg blev for en kort stund medicinfri. Senere vendte jeg tilbage, da angsten havde fået alt for meget magt igen. Men da gik det fuldstændig galt mellem mig og den behandler, der virke-lig forstod kunsten at være over-legen. Jeg lod mig derfor udskri-ve på grund af hende! Næste gang var jeg hamrende heldig. Psykiateren var ikke overlegen, men ganske subtil, hvilket understreges af et spørgsmål under første konsul-tation: ”Hvordan undgår jeg, at du bliver sur på mig, som jeg kan se, du er blevet på tidligere behandlere?”, spurgte han. Jeg svarede: ”Du behandler mig med respekt og undlader at ned-gøre mig, selv om jeg ikke er normalt fungerende.” Reaktio-nen lød: ”Det kan jeg ikke ga-rantere, men jeg kan da prøve.” Allerede her fik han gode renter på tillids-kontoen. Vi afsluttede behandlingen, fordi han ikke skulle være i sin stilling længere, og fordi jeg ikke var opmærk-som på, at mine problemer var langt større, end jeg regnede

med. Jeg troede næsten, jeg var blevet kureret. Kort efter fik jeg alvorligt tilbagefald. Medicinen som i lang tid havde bedøvet (hy-per)sensitiviteten, måtte optrap-pes for at undgå angstanfald, og alt i alt kørte jeg lige lukt mod afgrunden. En filminstruktør kunne producere en katastrofe-film med udgangspunkt i det sidste år af mit liv. For trekvart år siden fik jeg et nervøst sammenbrud, hvor et indre springvand sendte byger ud over ansigtet konstant, og jeg kontaktede uopfordret psykia-trisk afdeling i Horsens. Efter en del ventetid fik jeg allernådigst lov til at tale med en psykiater. Jeg forklarede, at kæresten hav-de smidt mig ud nogle dage for-inden og at jeg var boligløs, og fuldstændig nedbrudt. Efter et kvarters ”terapi” stod jeg på gaden igen. Jeg var færdigbe-handlet! Den 9. juli 2001 fik jeg endnu et sammenbrud, hvor selv-mordstankerne var domineren-de, og min flinke og hjælpsom-me sagsbehandler hjalp mig med at finde frem til en læge, der ikke havde sommerferie. Lægen rin-gede til Horsens psykiatriske afdeling og forklarede, at en sagsbehandler havde en klient siddende, der var selvmordstru-et, men det havde de desværre ikke tid til at tage sig af forklare-de vagthavende. Desuden skulle jeg også ”visiteres” af en læge først. Skulle lægen måle min angst lige som blodtryk? Gad vide hvorfor de ikke stolede på en sagsbehandlers ord – endda i samråd med en læge. Jeg vidste ikke, om jeg havde modet til selvmordet, der nok ville have været det nemmeste, men hvis jeg havde, skulle den afvisende person på psykiatrisk afdeling have en straf, for med-

virken til den kriminelle hand-ling selvmord! Jeg har jo en dejlig datter, som jeg med tiden må blive rask nok til at være en god far for. Det er ikke specielt smart med et overforbrug af nervemedicin, for jeg har mere end bare geval-dige problemer, når jeg en sjæl-den gang skal have lægen til at udskrive flere. Jeg forstår selv-følgelig godt situationen fra læ-gens ”bord”, men når selvmor-det er tæt på, bør de ikke være så bange for at udskrive en ekstra recept, indtil en målrettet be-handling er i gang. Måske tænker nogle behand-lere darwinistisk! ”Hvis jeg nu undlader at give ham den ner-vemedicin, så leger han nok, han er en lemming, og tager livet af sig, og så er verden fri for en skabning, der ikke burde leve!” De kan nok se, at jeg så sandelig ikke kan være en god far, og en sådan eksistens har vel ingen berettigelse? Nogle læger formoder fejlag-tigt – fra min synsvinkel – at de gør patienten en tjeneste, når de ikke vil ordinere ekstra medicin, hvis et mindre overforbrug har været nødvendigt i en periode, men angstsramte må flygte fra verden uanset hvad, og udskri-ver de ikke recepten, så bliver det med alkohol. Jeg er overbevist om at flugt med alkohol forværrer situatio-nen på sigt. Det er kun mens promillen er i blodet det hjælper. Dagen derpå bliver endnu værre, med større behov for beroligen-de medicin. ”Den er klog som ved, hvad han ikke ved noget om!”, postu-lerede Sokrates, og læger og psykiatere, der evner individuelle vurderinger, indlevelse og ikke bare tonser skråsikkert frem baseret på jeg-alene-vide-mentalitet, havde den gamle


græker nok respekteret. Der fin-des også forstående mennesker, inden for medicinverdenen, for jeg har efterhånden læst en del artikler fra fagfolk, der støtter mine antagelser om et rationelt liv med nervemedicin. Begrebet et værdigt liv benyttes i forbin-delse med andre lidelser, så hvorfor skal jeg ikke have ret til et værdigt liv, når medicin kan berolige hypersensitiviteten til-strækkeligt til et godt samvær med kæresten, datteren og ven-nerne? Da jeg for nylig blev indstillet til førtidspension efter egen anmodning, overraskede systemet mig atter. Fagfolk med korrekte titler har diagnosticeret mig som lidende af: moderbin-ding, skolefobi, angstneurose, agorafobi og socialfobi, men sandelig siger jeg Eder, at jeg alligevel skulle til en speciallæge på Kolding sygehus i relation til indstillingen. Heldigvis var han særdeles flink, forstående og tilsyneladende indsigtsfuld, og han vurderede vist hurtigt, at efter et så langt sygdomsforløb grundet psykisk ubalance, samt så meget terapi, var det vist ri-meligt at give grønt lys. Men hvordan fortæller en syg mand systemet, at det også lider af sygelige reaktioner og funge-rer omtrent ligeså uligevægtigt som en person med angst? �

Til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen

7. april 2002 Jeg håber du giver dig tid til at læse dette brev. Dette emne er ikke kun et spørgsmål om, at du kan være med til at forbedre forholdene for en stor overset patientgruppe i Danmark, det er også et anliggende, hvor der er mange penge at spare i sam-fundsøkonomien på længere sigt.

Jeg vil gerne opfordre dig til at forbedre angstbehandlin-gen i vores sundhedssystem. Det er almindelig kendt fra forskning i udlandet at den mest effektive behandlingsme-tode for angstramte er kognitiv behandling kombineret med ad-færdsterapi og i de sværere til-fælde kombineret med medicin.

Her i Danmark behand-les stort set kun med medicinsk behandling. Læger og psykiatere er meget rundhåndede med at skrive recepter på SSRI præpara-ter (lykkepiller) og har ikke me-get mere at byde på. Men den medicinske behandling kan sjæl-dent stå alene, hvis man ønsker en varig bedring for mennesker med angst.

Rent samfundsøkonomisk er det absolut ikke den bedste løsning på længere sigt. Når man kun behandler med medicin, skal den angstlidende højst sandsynligt tage medicin resten

af livet. Hos mange starter ang-sten, specielt socialangsten, om-kring 15-20 års alderen, så det er rigtig mange år med medicin, og for samfundet koster det mange penge i medicintilskud.

Når man behandler med kognitiv terapi, vil man i de fle-ste tilfælde kunne nøjes med 3-6 måneders behandling, og kun de sværeste tilfælde vil have behov for at være i medicinsk behand-ling i en periode.

Jeg kender flere med so-cialfobi og andre angstlidelser, som prøver at leve et rimeligt liv trods deres angstlidelse, men det er helt typisk, at det for mange stort set er umuligt at have en fast tilknytning til arbejdsmarke-det, og skiftevis er på dagpenge, i aktivering osv. Det er på trods af, at det er højtuddannede og intelligente mennesker.

Mennesker med angst ud-gør en kæmpe arbejdsressource, som ikke bliver brugt i dag.

Mange mennesker med angst, der ikke behandles, udvik-ler ofte problemer med afhæn-gighed af alkohol eller narkotika. Det koster en formue at hjælpe disse mennesker tilbage på den rette kurs, og tit er skaderne ble-vet så store, at de aldrig kommer til at fungere som et aktiv sam-fundsmæssigt set. Derudover er der hele den menneskelige tra-gedie der tit følger i kølvandet.

Det er for mig uforståe-ligt, hvorfor angstramte ikke kan få hjælpen mens problemet sta-dig er til at overskue. Det kan da ikke være meningen, at man skal udvikle et alkohol eller narko-problem før man kan få hjælp?

Rent samfundsøkonomisk kan det ikke betale sig at lade være at give angstramte kvalifi-ceret hjælp. Det ville dine øko-nomiske rådgivere også hurtigt kunne regne ud.

OBS! Har du lyst og overskud

til at være frivillig i Angstforeningen, så kon-

takt os gerne.


Et stort problem er, at der er for få psykiatere indenfor sy-gesikringen, der er uddannet i at behandle med kognitiv terapi. Psykiatere der ønsker at behand-le med andet end medicin, har selv betalt dyre uddannelser in-denfor den psykodynamiske te-rapiform, som man tidligere tro-ede var den bedste terapiform. De har deres forskellige grunde til at holde fast i det gamle og ikke holde sig ajour med de nye-ste forskningsresultater indenfor angstbehandling og efteruddan-ne sig derefter. Der er kun enkelte psykiatere der er uddannet i Kognitiv be-handling og som har overens-komst med sygesikringen, og de har over 1 års ventetid.

Der er enkelte der kom-mer i behandling på Rigshospitalet på Angstklinikken, og her har man endda ikke mulighed for at fravælge den medicinske behandling. Og klinikken dæk-ker overhovedet ikke behovet. Ventetiden er ca. et år. I øjeblikket er det stort set kun muligt at få en ordentlig psykologisk/psykiatrisk behand-ling ved selv at betale 650 kr. i timen. Det er en udgift på 1300 - 2600 kr. om måneden, og det er de færreste på sygedagpenge, der har råd til det

For mig at se svarer den behandling, angste får tilbudt i dag, til at sende en person med brækket ben hjem med en ela-stikforbinding på. Eller at sende en person med sprængt blind-tarm hjem med en penicillinkur. Og hvem vil lade sig nøjes med det, når man ved at der findes mere effektive metoder?. Og er det ikke kun rimeligt at bede om noget bedre?

Mine forslag og ønsker er bl.a.: at der bliver lavet undersø-gelser af den angstbehandling der foregår på psykiatriske afde-

linger og hos psykiatere i dag, for at finde frem til de mest ef-fektive metoder. Jeg vil blive meget overrasket, hvis det ikke er Kognitiv terapi, alene eller kombineret med medicin. At man ser på de internationale forskningsresultater der allerede foreligger omkring angstbehand-ling og bruger de resultater her i landet. Der bliver bl.a. forsket i angstbehandling på hospitalet i Uppsala i Sverige (se vedlagte artikel). At der bliver lavet en handlingsplan for, hvordan den danske psykiaterstab bliver ef-teruddannet. At der bliver afsat økonomiske ressourcer til kognitiv behand-ling hos psykologer eller privat-praktiserende psykiatere nu. Vi (den danske økonomi) har ikke råd til at vente.

At der bliver iværksat op-lysningskampagner. Angst er en meget overset lidelse og befængt med tabu. Det er lykkedes at nedbryde en del tabu omkring depression, og det ville være dej-ligt, hvis det samme kunne ske omkring angst – depression er en lidelse der opstår som en sen-følge af kronisk stress og angst-lidelser som panikangst og so-cialfobi!

Jeg tror en oplysnings-kampagne rettet specielt mod unge kunne bære megen frugt. Det er ofte i ungdomsårene ang-sten debuterer. De unge vil stå et helt andet sted, hvis de er op-lyst omkring angstsymptomer og behandlingsmuligheder. Angst er langt lettere at helbrede, når den bliver behandlet tidligt i for-løbet. Og det ville være dejligt at tænke på, at vi med en sådan indsats ville kunne spare de mennesker for årelang lidelse og spild af ressourcer. (se vedlagte artikel).

---

Min personlige historie i korte træk:

Jeg har socialforbi, og har haft det i 26 år.

Jeg er i dag 42 år, og uden tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jeg fik mit første angstan-fald, da jeg var 16 år i en situati-on, hvor jeg skulle skrive under på en lønseddel, mens min ar-bejdsgiver sad og kiggede på mig. Det resulterede i at jeg si-den da har haft meget stor angst i tilsvarende situationer eller ba-re ved tanken om en sådan situ-ation. I perioder af mit liv har angsten bredt sig til andre om-råder, fx at spise sammen med andre, eller situationer, hvor jeg føler mig overvåget.

Jeg tror ikke jeg behøver at gå i detaljer med, hvor for-færdeligt det har været at skulle fungere med dette handicap.

Jeg har fra første angstan-fald været meget skamfuld over min angst. Jeg har skjult den for omgivelserne og gjort alt, hvad der var muligt for at virke nor-mal udadtil. Angst bliver med rette kaldt den skjulte lidelse.

Jeg har et par gange hen-vendt mig til det etablerede sundhedssystem for at få hjælp. I 1985 fik jeg efter en meget kort samtale med en læge, jeg ikke kendte, en recept på en eller anden form for psykofarmaka, så jeg gik derfra uden nogen forklaring på noget, men styrket i troen om at jeg måtte være bindegal. Jeg turde overhovedet ikke tage medicinen, da jeg var skrækslagen for bivirkninger.

I 1990 henvendte jeg mig igen til en anden praktiserende læge, jeg boede et andet sted og havde derfor en anden læge. Da jeg fik fremstammet at jeg havde et problem med at være meget angst ved visse situationer, be-gyndte han straks at tale om sin egen angst for at tale i store for-


samlinger. Jeg gav mig tid til at høre på ham, men måtte gå der-fra med uforrettet sag og havde ikke lyst til at henvende mig igen.

Jeg har brugt mange pen-ge på såkaldte alternative be-handlinger med lidt effekt

Jeg fik taget en folkeskole-læreruddannelse. Jeg havde et par korte vikariater og opgav så at være lærer. Det var for svært med socialfobi.

Jeg har taget en yogalæ-reruddannelse, men måtte hur-tigt opgive at undervise på grund af angsten.

Derefter startede jeg på social- og sundhedsassistentud-dannelsen i et aktiveringstilbud gennem AF efter flere års ar-bejdsløshed. Jeg håbede virkelig jeg ville kunne klare det og få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men desværre måtte jeg opgive efter 5 mdr. Og blev sygemeldt august 1999.

Jeg blev heldigvis forstået og imødekommet denne gang hos min nuværende praktiseren-de læge. Hun henviste mig til Stolpegården/Gentofte Amtssy-gehus. Jeg kom i medicinsk be-handling, og ventede i 5 mdr. på at starte i en terapigruppe på Stolpegården. Behandlingen på Stolpegården strakte sig over 5 mdr., en gang om ugen i 2 1/2 time. Nu troede jeg virkelig, at jeg efter 25 års skjult lidelse og skam ville få kvalificeret hjælp. Men jeg skulle blive klogere. Min oplevelse af behandlingen var, at den overhovedet ikke var rettet imod at behandle angst. Det var forældet psykodynamisk gruppeterapi, hvor vi sad og ro-dede rundt i gamle barndomsop-levelser. Det er helt sikkert godt for noget, men ikke til angstbe-handling.

Jeg forslog at jeg gerne ville lave adfærdstræning, som er

helt almindelig kendt angstbe-handling, men det afslog tera-peuterne.

Efter Stolpegården, fore-slog jeg min socialrådgiver, at jeg fik bevilliget et 3 mdr. forløb på en Fobiskole, hvor jeg ved de bruger mere tidssvarende be-handlingsmetoder, kognitiv te-rapi kombineret med adfærds-træning. Jeg fik afslag med den begrundelse fra stedets psykia-ter, at jeg havde været gennem tilsvarende forløb på Stolpegår-den. På Stolpegården havde jeg ikke oplevet skyggen af kognitiv terapi.

For mig virker det som om, at psykiateren ansat på So-cialcenteret Ryvang overhovedet ikke ved hvad der foregår på Stolpegården. Jeg bad om at få en personlig samtale, da jeg sy-nes det er forkasteligt at en mand i hans position, der sidder og tager så afgørende beslutnin-ger over andre menneskers liv ikke ved, hvad der foregår bl.a. på Stolpegården. Men den sam-tale blev afvist, da han ikke var ansat til at have personlige sam-taler.

Nu var jeg kommet så langt i mit sygdomsforløb, at min sagsbehandler var tvunget til at få min sag ekspederet vide-re. Jeg fik bevilliget en revalide-ring og blev indstillet til et for-løb på Revacentret. Jeg søgte om økonomisk hjælp til psyko-logsamtaler til behandling af min angst, mens jeg skulle gennem revalideringsforløbet. Men jeg fik desværre afslag på økonomisk hjælp, fordi min mand har fast arbejde. For øv-rigt kan jeg ikke se, hvordan no-gen overhovedet slipper igen-nem nåleøjet og får bevilliget økonomisk hjælp. Med de ud-regningsmetoder der bruges på socialcentrene, kan de jo til en-hver tid få det til at se ud som

om, stort set alle har råd til selv at betale.

I mit eget tilfælde er situa-tionen sådan, at min mand og jeg bor i en lille lejet lejlighed i København, og har købt et sommerhus for at kunne tilbrin-ge vores weekend i nærheden af naturen og væk fra stress og jag. Min mand har et krævende job indenfor det offentlige og har brug for at kunne komme væk og stresse af i sin fritid, for at holde til arbejdspresset. Ifølge socialcenterets udregninger har jeg råd til selv at betale psykologhjælp, hvis vi sælger sommerhuset. Men er det rimeligt?

Jeg kan ikke forstå, hvor-dan systemet kan bruge så man-ge penge på, at give mig syge-dagpenge i så lang en periode, og derefter bevilliger en revali-dering, hvilket jeg anser for nyt-tesløst, så længe jeg ikke får hjælp til det, der virkelig er mit problem. Nemlig hjælp til at komme af med mit angstpro-blem.

Jeg har nu fået en henvis-ning fra min læge til en psykia-ter, hvor der er 7 mdr. ventetid. Når de 7 mdr. er gået, er jeg så langt i mit forløb på Revacente-ret, at jeg måske allerede har op-givet håbet om at komme til at fungere på arbejdsmarkedet på grund af min ubehandle-de/fejlbehandlede angst og været nødsaget til at søge før-tidspension.

Jeg synes det er en stor falliterklæring for det danske sundhedssystem. Og jeg synes ikke vores skattekroner bliver brugt optimalt. Det må kunne gøres bedre!! Jeg vil meget gerne have svar på, hvad du har tænkt dig at gøre fremover for at forbedre forhol-dene for angstramte?


Mange venlige hilsener Elsebeth Lykke Jensen [email protected]

København, 7. 02. 02

Kære Elsebeth Lykke Jensen. Mange tak for dit brev, hvori du beskriver dine egne personlige erfaringer med lidelsen socialfo-bi og opfordrer til at forbedre behandlingen af angst i vores sundhedssystem bl.a. ved at fremme behandlingsmetoden kognitiv terapi.

Indledningsvis vil jeg ger-ne understrege, at det gør mig meget ondt at høre om dit syg-domsforløb, og at du endnu ikke har fået en tilfredsstillende be-handling for din angstlidelse i sundhedsvæsenet. Jeg kan i den forbindelse oplyse dig om, at du har mulighed for at klage over lægernes faglige virksomhed og behandlingsmetoder på Stolpe-gården/Gentofte Amtssygehus til Sundhedsvæsenets Patientkla-genævne jf. vedlagte pjece.

Jeg har stor forståelse for din fortvivlelse over ventetiden på behandling hos en psykiater, der er uddannet i kognitiv be-handling, selvom det er et posi-tivt skridt på vejen, at du nu har fået en henvisning til en sådan psykiater af din alment praktise-rende læge.

I den forbindelse vil jeg nævne, at regeringen er meget opmærksom på de kapacitets-problemer, der er i det danske sundhedsvæsen og arbejder på en bedre udnyttelse af ressour-cerne og en varig afkortning af ventelisterne.

Jeg er er enig i din hold-ning til øget brug af psykotera-peutiske behandlingsmetoder evt. som supplement til medi-cinsk behandling, og udviklingen

går da også i den retning bl.a. med støtte fra Sundhedsministe-riets psykiatripuljemidler. Der er bevilget støtte til flere projekter i kognitiv terapi fra Sundhedsmi-nisteriets psykiatripulje.

Jeg har desuden kendskab til, at der er øget fokus på og drøftelse af de forskellige psyko-terapeutiske behandlingsmeto-der som f.eks. kognitiv terapi inden for de faglige psykiatriske kredse. Som på alle andre områ-der i sundhedsvæsenet, er der også i behandlingen af angst be-hov for løbende at udvikle kvali-teten af de behandlingsmæssige tilbud inden for psykiatrien. Jeg kan således nævne, at de faglige psykiatriske selskaber i forbin-delse med en videreudvikling af speciallægeuddannelserne også drøfter en opprioritering af ud-dannelse inden for den kognitive terapi.

Afslutningsvis vil jeg dog understrege ikke mindst i relati-on til dit brev, at meget kan nås gennem den professionelle ind-sats i sundhedsvæsenet og soci-alsektoren, f.eks. via kognitiv terapi. Men det er også vigtigt at se indsatsen som et fælles an-svar, der kræver forståelse og omsorg fra os alle, når vi i hver-dagen møder mennesker med psykiske lidelser. Jeg er klar over, at psykiske lidelser som f.eks. angst og socialfobi, som du nævner i dit brev, er omgivet af mange tabuer og mytedannel-ser. Derfor er det vigtigt, at vi fællesskab arbejder på at ned-bryde disse.

Jeg ønsker dig alt det bed-ste i fremtiden. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen.

� _________________________

Af Alexandra Pilegaard Lind og Kamma Kaspersen Sig ordet hypokondri, og det vækker adskillige fordomme og forestillinger til livs – forestillin-ger om personer, der bilder sig ind, at de har forskellige symp-tomer og derfor også forskellige lidelser. Hvem husker ikke Maude fra den populære TV-serie ”Matador” – den svagelige bankdirektørfrue, der ustandse-ligt gik i seng med migræne. Maude er et udpræget karikeret eksempel på en hypokonder, men hvad er en hypokonder egentlig ?

Alle kender til forbigående angst for sygdom evt. i forbin-delse med hjertebanken eller et underligt udseende modermær-ke. Tager disse tanker overhånd bliver de til et lammende møn-ster. En hypokonder er skabt.

Definitionen på en hypo-konder i dagens samfund er altså en person, der udviser en udtalt sygdomsangst med varierende grad af sygdomsoverbevisning, selv efter at flere læger har for-sikret patienten om at alvorlig sygdom kan udelukkes.

Hypokondri kan føre til både angsttilstande og depressi-oner, idet angsten for sygdom i grelle tilfælde bliver det styrende element i tilværelsen og får en negativ indflydelse på både ar-bejdsliv og socialt liv.


Hypokondri eller med an-dre ord – den indbildte sygdom: sygdomsangst, helbredsangst – tages sjældent alvorligt af omgi-velserne. Selv læger ser forskel-ligt på de ’nye’ sygdomme som hypokondri, whip-lash, fibromy-algi og kronisk træthedssyn-drom. De er alle somatoforme sygdomme uden organisk for-klaring og derfor udelukkende baseret på patienternes udsagn. Mange læger er skeptiske alene af den grund. Der skal derimod ikke herske tvivl om, at hypo-kondri er en særdeles invalide-rende og trækker store veksler på patienten og dennes omgivel-ser. Pårørende kommer ofte med bemærkninger om, at ”man bare skal tage sammen, for man fejler jo ikke noget”. Men det gør man, idet man befinder sig i en tilstand, der hæmmer ens livsførelse. Og hypokonderens subjektive fysiske symptomer føles aldrig som indbildning. Heller ikke hvis de er symbol-ske: man kan udvikle en ’hyste-risk’ stumhed, fordi der er noget man ikke kan/må sige.

Hypokondri er en interna-tionalt anerkendt diagnose, der klassificeres i ICD-10 F45-gruppen der udelukker en orga-nisk lidelse samtidig med at pro-blemet skal være socialt hæm-mende. Der skelnes desuden mellem primær og sekundær hypokondri. Sidstnævnte er ofte en del af en anden psykiatrisk diagnose. Det har for eksempel vist sig, at ca. 25 % af alle pati-enter med diagnosen panikangst samtidig også lider af hypokon-dri. De fysiske symptomer som hjertebanken, svimmelhed og kvælningsfornemmelser, der op-træder i forbindelse med et angstanfald, fører hos den angst-ramte ofte til forestillinger om at en blodprop er på vej.

Morten Birket-Smith, overlæge i psykiatri ved Bispebjerg Hospi-tal, anslår at ca. 5 % af befolk-ningen i Danmark, ca. 250.000 mennesker , lider af hypokondri. Birket-Smith er leder af Liason-psykiatrisk Enhed ved Bispe-bjerg Hospital, der blev oprettet i september 2001 som et etårigt forskningsprojekt. Klinikken er Danmarks første af sin art der behandler patienter med diagno-sen hypokondri, der betragtes som et stigende problem. Pati-entgruppen fylder meget i sund-hedssystemet og er tids- og res-sourcemæssigt krævende. Det er Liasonenhedens erklærede mål at ændre herpå ved at tilbyde en behandling i samarbejde med Kognitivt Psykologcenter ved Kgs. Nytorv i København. For-søg fra udlandet, særligt fra Eng-land, viser at langt de fleste kan helbredes. I England arbejder man ud fra en kombinations-model af SSRI-præparater og kognitiv terapi, mens man på Bispebjerg Hospital hovedsage-ligt vil forsøge sig ved hjælp af kognitiv terapi (ændring af tan-ke- og dermed handlingsmøn-stre). Birket-Smith regner med at 70% vil få det bedre eller være fuldstændigt helbredt og grup-pen følges et år efter endt be-handling mhp tilbagefald.

Årsagen til hypokondri er ikke kendt, men man ved at psykiske traumer kan føre til vedvarende somatiske (legemli-ge) symptomer, der i sidste ende kan føre til en tilstand af hypo-kondri. Hypokondri er ikke ar-veligt, men Birket-Smith mener, at man kan ”lære” hypokondri, hvis man vokser op i en familie, hvor der er megen fokus på syg-dom. Desuden kan årsagen til den forholdsvis store gruppe af hypokondere sandsynligvis fin-des i både sundhedsvæsnets ud-talte fokusering på sundhed og

sygdom som for eksempel kam-pagner fra Kræftens Bekæmpel-se og oplysningskampagner om HIV samt mediernes påvirk-ningskraft i form af TV-udsendelser som ”Lægens Bord” og diverse ugeblades historier om, hvordan hovedpersonen har overlevet svær sygdom. Morten Birket-Smith mener, at vi i det moderne samfund er mindre tilbøjelige til at acceptere skavanker og stiller større krav til lægerne om en om en næsten sygdomsfri tilværelse.

Selve begrebet hypokon-dri optræder første gang i medi-cinhistoriens fader, den græske læges, Hippokrates’ (460-377 f. Kr.) skrifter. Hypokonder stammer således fra græsk, hvor ”hypo” betyder under og ”chondros” kan oversættes med brusken på ribbenene. Tilstan-den som Hippokrates benævnte hypochondros var derfor relate-ret til symptomer fra den øver-ste del af maveregionen. Senere blev tilstanden af den romerske læge Galen (130-201) udvidet til at omfatte mere uspecifikke symptomer som søvnproblemer, irritabilitet, fordøjelsesbesvær og træthed. Begge beskrivelser af uforklarlige legemlige sympto-mer indgår i det 18. århundredes definition af hypokondri. Hypo-kondri blev i 1700-tallet opfattet som en form for depression som man tilskrev tilstedeværel-sen af for meget sort galde, og da leveren og galden har sin ana-tomiske plads under højre rib-bensbue, blev benævnte depres-sionstilstand kaldt hypokondri. Faktisk var hypokondri en helt almindelig diagnose i 1700-tallet.

Herefter fik hypokondri et dårligere rygte. Årsagen hertil skal søges i oplysningstidens ændrede menneskesyn, der for alvor vandt indpas i 1800- og 1900-tallet. Oplysningstiden


skelnede mellem krop og sjæl som to adskilte dele af menne-sket. Et sådant syn, der i øvrigt er mest udbredt i Vesten, kaldes dualistisk og medfører ofte et mekanisk syn på menneske-kroppen, der opfattes som en maskine man kan undersøge og behandle. Den østrigske psyko-analytiker Sigmund Freud (1856-1939), var en varm fortaler her-for. Hans fortolkning af ufor-klarlige legemlige symptomer gik på, at årsagen skulle findes i ubevidste psykiske konflikter der manifesterede sig som fysi-ske symptomer, hvis den psyki-ske energi ikke kunne udtrykkes følelsesmæssigt. Freud og andre har siden h revideret denne op-fattelse, men forestillingen om sygdomme opdelt i legemet eller sjælen er stadig fremherskende i den vestlige verden. Påviselige sygdomme som fx kræft eller hjertesygdomme opfattes som mere reelle end psykiske lidelser af både læger og patienter.

Hypokondri er gennem tiden blevet opfattet som udtryk for hysteri når lægen ikke kunne påvise symptomer. Fra 1800-tallet og frem til i dag har man forsøgt at afhjælpe patienternes uforklarlige symptomer ved operation, idet man udelukken-de anså dem for at være en fy-sisk, neurologisk lidelse – et ganske godt eksempel på adskil-lelse af det fysiske og det psyki-ske (også i dag finder man pati-entjournaler i flere tykke bind med beskrivelser at talrige ope-rationer og undersøgelser).

I starten af det 20. årh. fik de uforklarlige symptomer pludselig en ”mening”, idet man under indflydelse af psykoanaly-sens store udbredelse mente, at de skyldtes underliggende psyki-ske konflikter. I dag er der inden for psykosomatikken kommet flere forklaringsmodeller på

subjektive fysiske symptomer uden årsag. Man leder nu efter årsager indenfor både det fysiske og det psykiske. Opfattelsen af krop og sjæl som adskilt er ef-terhånden på retur.

Liasonpsykiatrisk Enhed ved Bispebjerg Hospital ønsker netop en ændring af denne op-fattelse og stræber mod en hel-hedsopfattelse. Ordet liason er ikke blot et tilfældigt ord, men det franske ord for forbindelse. Hovedsigtet i klinikken er at skabe forbindelse mellem for-skellige teorier. På den måde får man en bredere og dermed for-håbentlig mere virksom behand-ling af patienterne. Der bruges i behandlingen både biologiske teorier, psykoanalyse og kognitiv adfærdsterapi (ændring af bestå-ende tanke- og handlingsmøn-stre). Klinikken for hypokonde-re er som nævnt et forsknings-projekt, finansieret af Social- og Sundhedsministeriet foreløbig for ét år og med plads til 100 personer. Henvisning sker via egen læge, men kun hvis man bor i Hovedstadsområdet. Der-udover vil klinikken tage sig af indlagte patienter, der lider af somatoforme tilstande. Man kan dog håbe på, at dette pilotpro-jekt bliver en så stor succes, at der på længere sigt skabes flere klinikker på landsplan. Kilder: Ingvard Wilhelmsen: Hypokondri og Kognitiv Terapi. Munksgaard/Rosinante. 1998. Interview af Vagn Pilegaard, DR, Københavns Radio med Morten Birket-Smith, februar 2001 Line Ivarsson: De nye sygdomme. STUD MED, nov. 2001.

� _______________________

Genialitet og galskab. Mogens Mellergård: Psykiatrisk portrætgalleri. Psykiatrifondens forlag. 2001. 132 s. Illustreret. Af Kamma Kaspersen Selvom der ikke er udpræget angstramte kunstnere med i Mellergårds skildring af 16 kendte, gale genier (patogra-fier), er den alligevel interes-sant, da den viser en sam-menhæng mellem de store og anderledes tanker en psykisk lidelse kan foranledige og nyskabning indenfor litteratur og billedkunst. I kapitlet ”Stemningssygdom-me” beskrives dog depression, hypokondri og angst flygtigt i forbindelse med bl.a. Søren Kir-kegaard som måske nok kunne have være interessant at høre lidt mere om.

I forordet nævnes, at den kan ses som et led i oplysning og aftabuisering af psykisk sygdom og det skal i hvert fald hilses velkommen.

Maleren Carl Frederik Hill (1849-1911) der havde en ten-dens til at isolere sig på akade-miet, og som følge deraf også gik sine egne veje kunstnerisk, blev især optaget af den franske impressionisme. Men i 1875 be-


gyndte sindssygdommen med psykoser og selvovervurdering. Samtidig overskred han græn-serne for gængs billedfremstil-ling og nærmede sig den kunst-retning der skulle efterfølge im-pressionismen: ekspressionis-men. Tankevækkende at hans selvovervurdering trods alt ikke var helt ubebegrundet, selv om han, som sygdommen skred frem, fuldstændigt - meget si-gende - opgav at anvende farver i sine billeder.

Komponisten Robert Schuman (1810-1856) led af stemningssvingninger, der må-ske kan føres tilbage til tab af søster og far i teenage-årene. Han var letbevægelig, forelskede sig ofte og nemt og havde kriser hvor han var uligevægtig og led af søvnforstyrrelser. Alligevel var han særdeles produktiv indtil de sidste år af sit liv, hvor han klagede over altid at høre kam-mertonen a inde i hovedet (tin-nitus?).

Hans letbevægelige sind der skifter fra henrykkelse til dyb fortvivlelse afspejles i hans romantiske musik.

Mennesker med manglen-de selvfølelse og ringe kontakt til andre finder ofte en forløs-ning i at udtrykke sig kunstne-risk, hvilket også gør sig gæl-dende for H.C.Andersen, der led af hypokondri – som mere di-plomatisk også kaldes helbreds-angst. Han var desuden ængste-lig og led af social mindreværds-følelse og var som Schuman let påvirkelig og sårbar. Hans vrede blev sandsynligvis rettet indad i notater og dagbøger, som den der står udenfor livet må ty til. Den storhed han ikke formåede med sin fysiske fremtoning og oratoriske gaver fandt en udvej i eventyret.

Netop denne forklaring på vekselvirkningen mellem genia-

lietet og galskab er væsentlig at få frem. Man har beskæftiget sig med den siden antikken, men det bliver den ikke mindre inte-ressant af. Jeg kunne dog godt have tænkt mig at afsnittene med de mere teoretiske forkla-ringer var udeladt og i stedet havde fundet sin plads indenfor de enkelte kunstner-patografier.

Hvem skriver bogen om angstplagede kunstnere i det 20. årh.? Det bliver ikke svært at finde portrætterne, så hvor har vi forfatterne? Forholdet mellem psyko-logisk og medicinsk be-handling af psykiske li-delser. Red.: Birgitte Beckgaard, Hans Henrik Nielsen og Thomas Ni-elsen. Hans Reitzels forlag. Køben-havn 2001. 259 sider. Af Kamma Kaspersen Bogen sammenfatter forsk-ningsresultater fra den vestli-ge verdens angstbehandling. Sammenfattende kan siges, at kombinationen af SSRI og kognitiv adfærdsterapi ser ud til at give de bedste resultater, men mange undersøgelser er desværre af ældre dato og med en smal undersøgelses-gruppe, og flere steder savnes langtidsresultaterne. Det fremgår tydeligt at de kogni-tive og psykologiske metoder er favoritter og langtidshold-bare - samt at bogens forfat-tere alle er psykologer! Bogen introducerer Det Evige Spørgsmål om psyke eller soma (det fysiske) er årsag til angst. Flere ’skolers’ holdninger over-for medicin eller analyse præsen-teres som den konflikt vi stadig

må leve med og bruge mange kræfter på i dagens Danmark. Selv om ’både og’- synes at duk-ke op i flere sammenhænge, og måske er det den forklaring vi alle må slå os til tåls med indtil ny viden en dag åbenbarer facit-listen.

Udover et par kapitler om skizofreni og depression, hand-ler bogen hovedsageligt om angst; især panikangst og agora-fobi, der skønnes at ramme 150.000-300.000 danskere.

Udtrykket: kognitiv ad-færdsterapi, forklares som en kombination af fortolkning af følelser og den måde man hand-ler på. Det kan være en katastro-fefantasi der straks udløser en negativ kropsfornemmelse = angstanfald.

Bogen vrimler med korte-re beskrivelser af diverse under-søgelser og det kan være svært at få et samlet overblik. Som læser undres man over undersøgelser-nes alder. Op til 10 år gamle er ikke spor usædvanligt, og mange undersøgelser opererer med benzodiazepin, som vel i dag kun bruges supplerende i enkel-te tilfælde.

Det kan derfor heller ikke komme som den store overra-skelse at kombinationen af ben-zodiazepin og psykologisk be-handling ikke giver nogen syn-derlig gevinst. Det forklares at der ikke er stor tradition for empiriske undersøgelser inden-for traditionel psykoanalytisk terapi, hvorfor disse er stærkt underrepræsenteret. Gennemgå-ende ses dog at ekspositions-princippet (man udsætter sig for det der udløser angst) synes at give gode resultater. Flere un-dersøgelser nævner heller ikke noget om opfølgning. Et tilfæl-de, hvor der følges op til 9 år efter endt behandling, viser, at de der udelukkende har panik-


angst har klaret sig væsentligt bedre end de der også har agora-fobi. I det hele taget synes ago-rafobi, svær depression og per-sonlighedsforstyrrelser at give en dårligere prognose.

Enkeltfobier (angst for slanger, edderkopper o.l.) kan behandles særdeles effektivt med adfærdsterapi.

Der er kun lavet få under-søgelser med generaliseret angst. Men i 1993 og 94 er der lavet en sådan der taler til fordel for kognitiv terapi, der i en 6-måneders-opfølgning viste at dette var mere virksomt end bå-de psykodynamisk og adfærdste-rapeutisk terapi.

I 1998 undersøgte man forskellen på medicinsk og psy-kologisk behandling af socialfo-bi. Begge metoder gav en vis bedring uden at socialfobien ophørte, men frafaldet var mindst ved den psykologiske behandling, og ekspositionstræ-ning havde den bedste effekt. Der gøres opmærksom på, at man ved kombination af SSRI og psykologisk behandling bør aftrappe medicinen langsomt samtidig med at den psykologi-ske behandling fortsættes. Det lyder som en glimrende ide, men hvor kan angste få dette tilbud i dagens Danmark? Kognitive behandlings-former. Kognitiv terapi, social færdig-hedstræning, psykoedukation og kognitiv optræning. Redigeret af Merete M. Mørch, Nicole K. Rosenberg, Peter El-sass. Hans Reitzels Forlag A/S. Kbh. 2000, 251 sider. Af Kamma Kaspersen

En oplysende indføring i angstens snørklede væsen, plus en glimrende gennem-gang af den kognitive terapis logik samt endnu en konsta-tering af, at opfølgning på angstbehandling halter bagef-ter de gode intentioner. Ovennævnte bog indeholder tre kapitler der har interesse for mennesker med angst. Førte kapitel introducerer be-grebet psykoedukation, som in-volverer patienten i sin egen be-handling, hvor oplysning afløser den tidligere ’omsorg’ i form af tilbageholdte oplysninger.

Vi introduceres til for-vrængning af antagelser om om-verdenen ved fx katastrofetænk-ning og sort-hvid-tænkning. Kognitiv terapi fokuserer pri-mært på tænkning og adfærd men lægger desuden vægt på lyst, følelser og samspillet med andre, især terapeuten Nicole K. Rosenberg beskriver i kapitel 4, hvordan angst er et arthistorisk alarmsystem, der tidligere har været nødvendigt for vores overlevelse, men som i dag optræder som en fysisk ”falsk alarm” ved psykiske angsttilstande. Angste har ofte en usikkerhed i forhold til om-verdenen og ringe evne til at afvikle spændingstilstande.

Agorafobikerens angst sy-nes mere omfattende end social-fobikerens, hvis personligheds-struktur derfor er tilsvarende mindre skrøbelig.

Man får et godt indblik i den angstes verdensbillede, en-ten ved at reagere på indre bille-der af en tænkt fare, overgenera-lisering (en ting gik dårligt, fremover vil alt der minder om dette gå dårligt), scanning af omverdenen efter ’indbildte’ farer, der svækker koncentratio-

nen ved samtale, undervisning m.m.

Behandlingen sætter ind med indsigt og følgende kontrol over angsten og fortiden be-handles intellektuelt ved at prø-ve at se problemerne anderledes end før. Ved at gentage og overdrive vanskelighederne op-nås distance til problemet lige-som de ’automatiske tanker’ for-søges reduceret med afkatastro-fering. Behandlingen skal også indeholde eksponering og give bud på andre udveje end tidlige-re benyttet, som indarbejdes grundigt og evt. fortsat kan øves i en selvhjælpsgruppe. Kapitel 11 giver en over-sigt over kognitiv behandlings effekt og her er det straks mere tvetydigt hvordan resultatet er. Jo sværere angst (generaliseret angst, generaliseret socialfobi, panikangst med agorafobi) jo vanskeligere at behandle. Social-fobi ”den oversete angstlidelse” synes ikke at være ordentligt un-dersøgt, og panikangste synes at have størst effekt af kognitiv terapi, selv om der også her er tale om ganske få undersøgelser. Psykodynamisk terapi som stadig er den hyppigst an-vendte i forbindelse med angst-behandling brillierer dog med endnu færre kontrollerede un-dersøgelser. Styrk dit selvværd. Nathaniel Branden: Hekla1990. 183 sider. Af Elsebeth Lykke Jensen. Denne bog er et MUST, hvis man har problemer med lavt selvværd, som de fleste med angst nok har.


Forfatteren af denne bog siger, at selvværd er det omdømme vi giver os selv, men denne vurde-ring er ikke altid lige positiv. Når det ”eksamensbevis” vi udsteder til os selv er dårligt, vil vi bruge vores energi på at slås med skyld- og skamfølelser, noget som indebærer, at vi møder problemerne med en taber-holdning.

Dette kan modvirkes ved at arbejde med selvværdet, og fører til at vi bliver bedre pro-blemløsere, bliver mere trygge og får tilfredsstillelsen ved at være aktivt med til at forebygge psykiske problemer hos os selv.

Bogen forholder sig reali-stisk til vore muligheder for ud-vikling og stiller opgaver, der skridt for skridt fører os frem til en bedre selvforståelse.

Forfatteren lægger ikke skjul på at det kræver en indsats at opbygge sit selvværd og det kræver vedligeholdelse hele livet igennem ligesom at holde sig i god fysisk form. Mennesker med angst har ofte meget lav selvværdsfølelse eller får det hen ad vejen, hvis ang-sten ikke behandles. Dette er den bedste bog om selvudvik-ling jeg har læst. Med en bedre selvværdsfølelse står man et helt andet sted i forhold til angsten.

Øvelserne i bogen kan gi-ve en dyb indsigt i hvordan tan-kemønstre opstår. Øvelserne er sætningsfuldførelse, hvor forfat-teren har skrevet starten af nogle sætninger som man selv fuldfø-rer. Det er meget nemt at gå til, der skal ikke tænkes en masse over, hvad man skriver, men derimod blot skrive hvad der lige falder en ind. Derved afslø-rer du for dig selv, hvad der fo-regår i din underbevidsthed. Og når det kommer frem i lyset, er der god mulighed for at skabe forandringer livet. Men selv

uden øvelserne er der masser at høste i bogen. God fornøjelse, og skriv gerne her til Angst-Avisen, om bogen har kunne bidrage til din udvikling.

Social fobi - att känna sig granskad och bortgjord av Anna Kåver Cura.- ISBN: 91-630-3589-8 Af Katja Johanssen. Efter at have været i en del kog-nitiv behandling troede jeg ikke jeg kunne lære nyt om social fo-bi. Men jo mere man søger de-sto mere lærer man.

Anna Kåver arbejder med forskning i socialfobi på Karo-linska sygehus i Stockholm. De første 3 kapitler giver en ud-førlig og nuanceret beskrivelse af social fobi. Både mht symp-tomer og begrundelsen for ud-viklingen af lidelsen. Kåver pe-ger på genetik og udviklingsfak-torer, samt miljø og psykologi. Et såkaldt evolutionært per-spektiv på social fobi. Børn og unge med socialfobi er ofte me-re deprimerede, bekymrede og ængstelige end jævnaldrene uden lidelsen. Og kan være tilbøjelige til at vælge en mere perfektioni-stisk livsstil. Hos børn kan ses”selektiv mutisme”, hvor barnet nægter at tale i visse soci-ale situationer og kun med dem det er tryg ved og kender . Ofte kan generthed føre til socialfobi i puberteten. Unge får frygtelig præstationsangst i skolen. I skri-vesituationen reagerer de med hjertebanken, svedeture, rødmen og når de forsøger at undgå situ-ationen kan det opleves som skoletrods.

Vægten lægges på afsnit-tet:: ”Behandling”. Her beskri-ves adfærdsterapi og kognitiv

terapi der i 1950’erne blev slået sammen og udviklet af Wolfe, Burrhus Skinner og Albert Ban-dura der indså at de ikke kunne skilles ad. De kognitive proces-ser var meget centrale for et menneskes adfærd.

Kognitive terapeuter me-ner ikke at fortiden spiller så stor en rolle. Man er mindre in-teresseret i spørgsmålet om hvorfor end hvordan. Og vil hellere finde løsninger end årsa-ger. Anna Kåver foretrækker individuel terapi, hvis man er hårdt ramt. Hun nævner sikker-hedsadfærden der er blevet en rodfæstet og indgroet vane. Hun benytter ofte rollespil efter en virkelig situation i terapirum-met, så man lærer at håndtere situationen anderledes og mere realistisk måde. Man kan standse op undervejs for at analysere hvad der skete og hvad der kan ændres.

Social fobikeren kan få et anfald på linie med agorafobi-keren. Men anfaldene vil kun ske i sociale situationer. Social fobikeren frygter ikke selve an-faldet som agorafobikeren, men er udelukkende bekymret for andres kritiske bedømmelse. Bogen beskriver både en generel socialfobi og specifik socialfobi. Den generelle udløser angst i alle social situationer, hvor den specifikke kun optræder fx: når man skriver, spiser eller holder tale. Begge steder handler det om ikke at kunne leve op til egne høje forventninger samt at være bange for at dumme sig og blive gjort til grin.

Bogen er anbefalelsesvær-dig, da den giver en større ind-sigt og forståelse for området. � _________________________


GÆSTEN Af Boye Larsen. Jeg havde dog venner, men be-søgte dem sjældent. Det var så problematisk for mig, fordi jeg selv var så problematisk og ind-viklet "skruet sammen" med alle mine komplekser. Er jeg nu pæn nok, er jeg nu ren nok, og taler jeg nu pænt nok, og siger jeg nu det rigtige på det rigtige tids-punkt. Det værste var nok ang-stens sved, der pludselig kunne drive af mig på grund af en eller anden ydre påvirkning. Det kunne næsten være hvad som helst, der kunne få svedperler til at pible frem på min pande. I svære tilfælde var det hele min krop, der afsondrede sved. Jeg fik en invitation og tog der-ned, til Fjenneslev. Fra det tids-punkt, hvor jeg havde sagt ja tak til invitationen, og indtil jeg havde sagt farvel til mine ven-ner, med mange tak for en rigtig hyggelig og god dag, havde jeg "sommerfugle i maven" og fryg-tede konstant dagen hos ven-nerne. Hvordan ville jeg blive modtaget? Hvordan ville jeg få sagt de rigtige ord? Jeg var jo ikke vant til at sige ret meget, så jeg kunne let sige noget vrøvl, og min hjerne blokeredes af al den angst i mit sind, og de ville

måske le af mig eller blot tænke deres, jeg ville blive meget flov, rødme og svede, blive forlegen. Det var så utroligt trættende, men alligevel ville jeg meget gerne besøge dem.

Jo nærmere tidspunktet kom, hvor jeg skulle afsted, jo mere nervøs blev jeg, dag og nat. Det "kørte" rundt inde i hovedet på mig, det var sygt, hvor unødvendigt med alle disse på forhånd tænkte situationer jeg kunne komme ud i, for mig så pinlige situationer.

De var dog altid så søde og rare disse venner, og to kære børn havde de, den ene 4 år, den anden blot nogle måneder gammel. Jeg havde skyldfølelse over at skulle besøge dem, jeg kom nok til ulejlighed, de havde sikkert travlt. At have arbejde, holde et stort hus og passe de to kære unger, det måtte kræve meget. Det kostede dem også penge, at jeg skulle komme. Drikke kaffe, spise kage, joo, det kostede, og jeg følte mig skyldig, havde dårlig samvittighed, jeg følte mig ikke god nok til, at de skulle spilde en hel dag på mig. En buket blomster skulle jeg vel også ha´ med til fruen, eller hvordan var det nu, skulle jeg også det, eller kunne det misfor-stås på en eller anden måde, jeg vidste det ikke rigtigt. Og bør-nene, de skulle vel også ha´ en lille gave eller gjorde man nu det? De havde jo ikke fødselsdag eller noget, det var blot en al-mindelig lørdag jeg skulle kom-me, sidst i oktober måned. Hvor var det trættende, og hvor var det svært at vide, om jeg gjorde det helt rigtige. I min gamle folkevogn rullede jeg afsted. Noget spiritus skulle jeg helst have i blodet, det vir-kede så dejligt afslappende, men det gik ikke an, selvom jeg godt

kunne køre med lidt spiritus i blodet, så gik det ikke an at komme til Fjenneslev og lugte af det. Nej, jeg måtte udholde ang-sten og kvalmen, de blussende kinder og de store røde ører. Jeg vidste at det kunne ses på mig, at jeg var nervøs. Så gode, meget intelligente, humoristiske og snakkesalige mennesker var de. Jeg havde ingen humor, ingen intelligens og ingen morsomme historier at fortælle. Blot sidde og smile af de andres morsom-heder og betragte mig selv og endelig passe godt på ikke at komme til at sige et eneste ord forkert.

At køre ned gennem Sjæl-land, betragte landskabet og drømme mig til, hvad der måtte være hændt på disse kanter for 500- eller 1000 år siden, var en del af mit gode liv. Jeg havde nok altid været en drømmer fra jeg var barn, hvor jeg drømte mig ud i en verden fuld af liv og glæde og dans og søde piger, og hvor jeg selv havde helterollen.

Jo nærmere jeg kom Fjenneslev, jo stærkere blev ang-sten. Jeg kunne mærke at jeg rystede lidt, som når man fryser en smule og jeg svedte meget under armene. Så var jeg der, og var blomsterne nu pæne nok? Og var det nu også det rigtige jeg havde gjort, og slikposen til det ældste barn, var det nu nok, jeg havde købt eller var det for meget?? Den helt lille var vel for lille til slik og hva´ skulle man så købe? Jeg vidste det ikke og havde undladt at købe noget, og måtte så lige forklare forældrene, hvorfor jeg ikke havde købt no-get til den helt lille. Det var ikke så ligetil, nej det var ikke.

Noget ganske uventet viste sig, noget jeg slet ikke hav-de haft med i alle mine "forbe-redelser" i tankerne om, hvor-dan dagen ville forløbe. Jeg hav-


de ellers forberedt mig godt, syntes jeg og forsøgt at forudse det hele, således at intet kunne overraske mig.

Men det tør siges, at jeg blev overrasket. Vennerne havde besøg af en ung pige, hun havde overnattet der. Dette bragte en helt ny dimension ind i billedet. Jeg var "bange" for piger, så da-gen ville ikke blive lettere for mig nu, men jeg kunne ikke vende om, jeg var "fanget", kunne ikke flygte. Jeg kunne hel-ler ikke "bryde sammen", det "gjorde man altså ikke, det ville være for skamfuldt. Tænk om jeg pludselig måtte tilstå, at jeg ikke kunne klare situationen, Nej, så var man for langt ude, og hvad ville de ikke sige? Nej det var for flovt.

I stedet smilte jeg mit ge-nerte smil, jeg smilte og rødme-de og svedte. Lo, når der skulle les, det var hvad jeg kunne præ-stere, hvad jeg kunne bidrage med af "underholdning". Hvor flovt og nedværdigende det end måtte være, så kunne jeg kun dette, og hellere det end at bryde sammen og "tilstå". Tilstå at jeg ikke var egnet til almindeligt so-cialt samvær. Efter kaffen kørte vi alle en tur til Sorø Akademihave. Ude i na-turen havde jeg det lidt bedre, her var mere plads, lidt mere afstand mellem individerne, jeg kunne i hvert fald selv skabe lidt mere afstand. Vinden kunne af-køle mine røde kinder og mine store røde ører, jeg kunne slappe lidt mere af her. Jeg kunne også føle at jeg gjorde lidt gavn, hjalp lidt til med at passe på den stør-ste, passede på at han ikke plud-selig løb ud på gaden eller kom for tæt på den dybe sø, jo her kunne jeg føle, at jeg havde en opgave, et ansvar. Det hjalp lidt på min dårlige samvittighed, at

jeg kunne hjælpe forældrene, så rådede det nok lidt bod på al den kaffe jeg havde drukket og alle de kager jeg havde spist, og al den mad vi nu snart skulle hjem og have til aften. Hende pigen, der også var gæst hos dem, underviste ved univer-sitetet, så hun måtte være meget intelligent og alvidende. Hun var meget pæn, mørkt hår og store røde læber, talte og smilte me-get. Jeg var "bange" for piger, men attråede dem på samme tid, jeg levede jo alene. Skulle mine venner virkelig have inviteret hende for at hun kunne..., nej, den tanke måtte jeg ikke tænke, naturligvis var det en tilfældig-hed, at hun var her samme dag, som jeg skulle komme. Hun var egentlig smuk forekom det mig pludseligt, mine følelser begyndte at kredse om hende, som om jeg måske en gang kun-ne komme hende nærmere. Men nej, bortkast de tanker og hold ud, lad vær med altid at bilde dig noget ind, sagde en stemme inde i mig. Men følelserne blev stær-kere, dybere, tvivlen, mulighe-den for et forhold..., hvorfor ikke? hvorfor?

De snakkede, morede sig med småhistorier og humoristi-ske indslag, jeg smilte mit gener-te smil, lo til tider, når der skulle les, rødmede og svedte. Hun fortalte bl.a. om engang, hvor en ven netop var kommet til hende, og noget af det første han spurg-te om var, om hun ikke gav en kop kaffe. Hun havde svaret: "Skal vi ikke vente til bagefter"? Dette lo man meget af, og mine tanker kredsede mere og mere om hendes krop. Jeg havde intet sexliv, kom ikke sammen med en pige, boede alene og min krop hungrede, jeg var meget sulten.

Aftensmaden blev serve-ret, men jeg havde ingen sult,

ingen sult. Her kunne jeg dog heller ikke "bryde sammen" og sige, nej tak, jeg kan intet spise, det kunne man dog ikke, hvad ville de dog ikke sige? Nej! det var udelukket. Jeg tog det mindste stykke, nippede til maden, der næsten ikke var til at få ned gennem halsen trods det, at det var meget lækker mad, men halsen snørede sig sammen, for at det hele ikke skulle kom-me op igen, jeg havde en næsten uudholdelig kvalme. Jeg hungrede, følte at jeg hav-de hungret i mange slægtled til-bage, jeg var meget sulten. Da lagde min ven et stort stykke kød på min tallerken og sagde, spis dog kære ven, du spiser jo næsten ingen ting, du har godt af det, så du kan få lidt mere huld på kroppen. Dette store stykke kød og jeg kunne ikke få en bid mere ned, men nu lå det på min tallerken og var "mit problem". Jeg måtte spise det, jeg kunne jo ikke bare lade det ligge, når nu min ven var så gavmild, hvad ville man ikke sige? Det kunne jeg ikke og man skulle spise op, det havde jeg altid lært, og sådan et godt styk-ke kød. Jeg kunne heller ikke her "bryde sammen" og fortælle hvordan jeg havde det og hvorfor, og at jeg var så ulykkelig, og at jeg havde så mange nerver et eller andet sted, der sad i vejen, og at jeg hungrede sådan efter... ef-ter... hende...

Under mobilisering af en meget stærk selvkontrol lykke-des det for mig at spise op, som man skulle, men det var et sandt mareridt. Der blev ingen "sce-ner", jeg "brød ikke sammen", på overfladen var kun krusnin-ger, men inde i sjælen, ( sindet og legemet ), var der oprør. Atomer, ioner, molekyler og elektriske impulser fo´r forvildet


omkring, kunne ikke finde deres rette plads, nogle steder var der for mange, andre steder var der for få, atter andre steder ramlede nogle ind i hinanden og skabte vildt kaos. Hun boede i Værløse, og man besluttede, at hun kunne køre med mig ind til byen. Hun var veltalende, så det blev til en snak i bilen, en snak om dette og hint. Da vi sagde farvel nævnte hun, at vi kunne ses igen, når hun inviterede vennerne fra Fjennes-lev ind til sig i Værløse. Dette skete aldrig, jeg blev i hvert fald ikke inviteret. Jeg kunne nu køre hjem til Dunkerup og være alene i min lejlighed efter en meget anstren-gende dag. Allerede om aftenen, om natten og de følgende dage kom alle selvbebrejdelserne til mig. Hvorfor gjorde du sådan i den situation? hvorfor gjorde du ikke sådan? Min adfærd havde været meget ynkelig og gjorde mig flov. Mange dage og uger derefter havde jeg frygteligdårlig samvittighed og gjorde mig mange selvbebrejdelser. � _________________________

FRA EN ANGSTFYLDT TILSTAND TIL

AT VÆRE MODIG OG FRI.

Acceptér 100 % at du er angst, ved at sige til dig selv:” Jeg er bange, og jeg kan godt acceptere det, men jeg er andet end min angst.” Ved fuldt ud at acceptere angsten holder du op med at gøre den til en katastrofe i sig selv, fordi du kan rumme den sammen med alt det andet du er.

For at kunne acceptere angsten må du ikke forsøge at presse den væk eller flygte fra den. Det er helt OK at angsten er dér. Byd fx angsten velkom-men, bliv gode venner med den. Vid med dig selv, at hvis angsten kommer, så vil du give den plads og accept ved ikke at undertryk-ke den.

Du dør ikke at være angst og springe ud i det som du er bange for. Du vil stadig være dig selv bagefter. Du vil stadig have din familie og dine venner. Jor-den vil stadig dreje rundt og so-len vil stå op.

Står du og må vælge mel-lem en angstprovokerende situa-tion eller resignation så stil dig selv følgende spørgsmål: ”Hvis hele verdens frihed af-hang af om jeg løftede mit hjerte og sprang ud i dét som jeg var bange for, ville jeg da gøre det?”

Hele din verdens frihed er afhængig af om du lader dig koste rundt med af angsten eller om du siger: ”Jeg vil være fri, selv om det skræmmer røven ud af mine bukser”. Det er faktisk hele din verdens frihed det drejer sig om.

Verden er også til for dig. Det er kun dit liv, ingen an-dre ejer dig, og du vælger selv hvad du vil. ”Menneske der er ingen vej, vejen bliver til når du går.” Antonio Machado.

Vid med din fornuft at det slet ikke er farligt, det du er bange for! Du finder på at det er farligt – og det er netop din ud-fordring og din illusion. Men vid

også inden i dig selv at det reelt ikke er spor farligt.

”At vove er at miste fod-fæstet for en tid. Ikke at vove er at miste sig selv.” Søren Kierke-gaard.

Opgiv at prøve på at væ-re perfekt og vid at det er tilladt at lave fejl og vise nervøsitet og angst. Sig til dig selv som et mantra på dette: ”Op i røven med om jeg er hamrende nervøs – det gør ikke noget at vise det overfor andre – det er naturligt at have følelser”. Hvis nogle ik-ke kan bære at være vidende til det, så er det hverken din eller jordens undergang”.

Når tankerne om at: ”det bliver en katastrofe” tager overhånd i dit hoved – så stop op og træk vejret. Vid at du overdriver og laver spøgelser som ikke er dér, for det plejer du jo at gøre og det er bare en mærkelig vane du har.

Forsøg at praktisere en sund livsstil. Spis sundt, pas på din krop, dyrk motion. Drik ikke for meget alkohol og spis ikke overdrevent med søde sager.

Forestil dig hvordan den angstprovokerende situation får sit bedste udfald. Se for dit indre blik, hvordan du smiler umid-delbart efter at du har klaret din udfordring. Se dig selv som stolt og glad i denne ellers faretruen-de situation, fordi du netop har overvundet dig selv. Det er vig-tigt at du helt tydeligt prøver se dette indre billede af dig selv. Luk øjnene imens. Selv om det er svært, så gør det bare 10 se-kunder et par gange den dag hvor den ufarlige ”farlige” situa-tion kommer. Således vil du gø-re det endnu nemmere for dig selv i den angstprovokerende situation..

Når den ufarlige ”farlige” situation er ved at være rigtig tæt på, så tænk på noget andet end


dig selv og dine katastrofetan-ker. Se på de andre, læg grundigt mærke til hvad der bliver sagt og gjort. Involvér dig hvis du kan (fx med spørgsmål), det fjerner dig fra det generende selvfokus.

Vid at du er ikke et ondt og dårligt menneske. Du er et godt menneske, også selvom du kan være meget bange. Så du har fortjent at blive lagt mærke til.

Når du mangler selvtillid kan du tænke på noget du er god til. Fx at give omsorg, være hen-synsfuld eller spille fodbold, kla-ver eller lave mad. Du ved bedst hvad du kan.

Hvis du er meget depri-meret kan du gøre følgende: Ring til eller besøg én ven, be-kendt e.l. Det er en dårlig idé at isolere sig.

Vælger du at isolere dig al-ligevel, så lad være med at have dårlig samvittighed. Bare undlad at blive i isolationen for længe – det kan være meget smertefuldt. Om nødvendigt må du tvinge dig ud af isolationen. Det kan virke umenneskelig svært, men du kan godt, hvis du bare slår hjernen fra og gør det. Gå, løb eller cykel en tur, ryd op, hør musik, lav af-spænding/meditation, lav mad, tag på indkøb, læs en bog, se en smuk film i biffen, skriv et brev til én du holder af eller køb/lav en overraskelse til én du kender. At give til andre mennesker og til dig selv er den mest direkte vej ud af de-pression og isolation. Husk den universelle lov om at alt hvad vi sender ud modtager vi igen. Når du isolerer dig kan du hverken sende eller modtage. Med modige hilsner Daniel B. Lipski � ________________________

Indkaldelse til generalforsam-ling tirsdag 14.5 kl. 19, Dia-konissestiftelsen, Peter Bangsvej 1, G, 2000 Frb. 1. Valg af dirigent 2. valg af referent 3. Godkendelse af dagsordenen 4. Valg af stemmetællere 5. Formandens beretning 6. Regnskabsaflæggelse, godkendel-se af 2001 regnskab. §4: Godkendelse af budget. for 2002. 7. Vedtægtsændring § 8, stk. 2. Der påhviler ikke foreningens med-lemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser der påhviler foreningen. Ændres til: §8. Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer og bestyrelsen nogen personlig hæftel-se for de forpligtigelser der påhviler foreningen. 8. Vedtægtsændring :§ 6 Stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 7 bestyrelsesmedlemmer er tilstede. Hvert bestyrelsesmedlem har én stemme, ved stemmelighed har formanden 2 stemmer. Ændres til: § 6 Stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 be-styrelsesmedlemmer er tilstede. Hvert bestyrelsesmedlem har èn stemme, ved stemmelighed har formanden 2 stemmer.. 9: Vedtægtsændring §4 stk. 4: Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.. Ændres til: Valg af bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter Vedtægtsændring § 6 stk 1. De 2 suppleanter skal vælges, så der er 1 fra hver gruppe. Ændres til: De 3 suppleanter skal vælges, så der er 2 fra patientgruppen og 1 fra faggruppen. 10. Behandling af indkomne for-slag 11. Fastsættelse af kontingent 12. Valg af 2 suppleanter fra pati-entgruppen og 1 fra faggruppen 13. Valg af ekstern revisor 14. Evt.

---

TIL EFTERTANKE Af Søren Kierkegaard. Hvis det skal lykkes mig at føreet menneske mod et bestemtmål, må jeg først finde derhen,hvor han befinder sig og be-gynde lige der. Den som ikke kan det, snydersig selv, når han tror, at hankan hjælpe andre. For at hjælpenogen må jeg visselig forståmere end han gør, men førstog fremmest forstå hvad hanforstår. Hvis jeg ikke kan det, så hjæl-per det ikke, at jeg kan og vedmere. Vil jeg alligevel vise, hvormeget jeg kan, skyldes det, atjeg er forfængelig og hovmo-dig, og at jeg egentlig gerne vilblive beundret af andre i stedetfor at hjælpe ham. Al ægte hjælpsomhed begyndermed ydmyghed over for denjeg vil hjælpe. Og dermed måjeg forstå, at dette med at hjæl-pe ikke er at ville herske, menat ville tjene. Kan jeg ikke dette, så kan jegheller ikke hjælpe nogen.


Angstklinikken Psyk. afd. O - Rigshospitalet

Blegdamsvej 9 2100 Kbh. Ø

Henvisning fra egen læge

Jysk Fobi-skole – Kognitiv ad-færdsterapi

Søndergade 70, 1. 8000 Århus CTlf. 86121191

Kurser mod angst, panik, fobi og OCD Alle psykologer er autoriserede medlemmer af

Dansk Psykologforening FOBISKOLEAFTEN v/cand.psych.

Lisbeth Gregersen Wilh. Marstrandsgade 20 2100 Kbh. Ø Tlf.: 35388871

ANGST OG PANIK?Psykologklinikken cand.psych. Antje Fries

Søndervang 1 – 9530 Støvring Tlf.: 98373720 – www.psykologklinikken.dk

Kursusstart 30.4.02-19.6.02

Daghøjskolen Fobiskolen Classensgade 36, 2100 Kbh.Ø tlf. 35423008. man.-tors kl.10-15 [email protected].

Bispebjerg Hospital E 12 2400 Kbh. NV. Tlf.: 353312453

NYT: KOGNITIV TERAPI

FOBIskolen FOF – angst, panik, fobi Moltkesgade 9, 8900 Randers

Tlf.: 86 42 70 11 – www.fof-randers.dk

Angst: VOKSEVÆRKET Brydehusvej 12B,

2750 Ballerup Dagkurser med afspæn-

ding, sport og arbejdstræ-ning

Angstklinikken Cand.psyk. Nicole k. Rosenberg

Århus Universitetshospital 8240 Risskov

Henvisning fra speciallæge

Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April … · 2012. 2. 16. · angst-gruppe og en generaliseret...

Documents

Transcript of Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April … · 2012. 2. 16. · angst-gruppe og en generaliseret...