Aarbog 24 federspiel_og_jensen_esbjerg_og_omegn_under_besaettelsen
Aarbog 20 1990_putensen_nordeuropas_socialdemokratiske_partier_og_kampen_mod_fascismen
-
Upload
sfah -
Category
Presentations & Public Speaking
-
view
67 -
download
2
Transcript of Aarbog 20 1990_putensen_nordeuropas_socialdemokratiske_partier_og_kampen_mod_fascismen
Nordeuropas socialdemokratisk
partier og kampen›
mod fascismen
Af Dörte Putensen
Hvis man vil undersøge emigrantskæbner med al deres dramatik ja, un-
dertiden også deres tragedie - bliver man nødt til også nærmere at un-
dersøge deres samfundsmæssige kontekst.
Når man udspørger tyske emigranter i Nordeuropa om de eksistensbe-
tingelser, de havde i de lande, de havde søgt tilflugt i, får man forskellig-artede svar, der giver udtryk for personlige erfaringer, men som også af-
spejler de reelt forskellige sociale og politiske forhold for flygtningene idisse lande.
Der er to faktorer, der på afgørendevis bestemte betingelserne for det
politiske eksil i Nordeuropa:For det første drejede det sig om små lande, der kun havde et begræn-
set råderum, hvilket gjorde det nødvendigt, at man tilpassede sig stor-
magteme. Fordi de ikke ville på kollisionskurs med især den mægtigenabo i syd, bestræbte de sig på at holde antallet af emigranter i deres lan-de sålth som muligt.
For det andet udviklede de socialdemokratiske partier i disse lande sigi 30eme til statsbærende partier og havde således en afgørende indflydel-se på tlygtningepolitikken.
Derfor skal der i det følgende anstilles nogle betragtninger om Nord-
europas socialdemokratiske partiers kamp mod fascismen. Det er natur-
ligvis ikke muligt indenfor rammerne af en sådan artikel at behandle
emnet til bunds, diñerentieret endsige udtømmende. Det er til dels nød-
vendigt at foretage generaliseringer, der ikke er uangribelige. Det er
imidlertid nødvendigt, til trods for de mange analogier, der kan opstillesfor den nordeuropæiske regions historiske udvikling, at tage en række
forskelligheder i betragtning - også når det gælder 30emes antifascistiske
kamp.Hertil kommer, at ingen af de her behandlede partier udgjorde et »ho-
285
Symposium om Hitlerflygtninge i Danmark afholdt 4. oktober 1989 i København. (ABA)
mogent hele«, der var tale om, at forskellige grupperinger, strømninger,
opfattelser gjorde sig gældende inden for dem.
Eftersom ledelsens holdning var af afgørendebetydning for disse par-
tiers optræden, såvel nationalt som internationalt, må man navnlig un-
dersøge de socialdemokratiske lederes holdninger. I den forbindelse kan
man givetvis gå ud fra, at de til en vis grad var præget af »partietsbasis«,
altså medlemmerne, men de to yderpunkter var langt fra identiske, hvil-
ket efter min vurdering i særlig grad kom til udtryk i den her behandle-
de problematik angående de politiske flygtninge. Man kan generelt hen-
føre alle Nordeuropas socialdemokratiske partier til de antifascistiske
kræfters rækker, til den antifascistiske lejr. Det var med bestyrtelse, de
hørte om den fascistiske magtovertagelse i Tyskland, de fordømte skarpt
den fascistiske terror og erkendte, at der med fascismen eksisterede en
fare for, at en verdenskrig skulle bryde ud, selvom de undervurderede,
hvor overhængende denne fare var. Umiddelbart efter den fascistiske
magtovertagelse fulgte de den også i Tyskland og andre europæiske stater
udbredte tese om nazidiktaturets midlertidige og selvnedbrydendeka-
rakter.
286
Bestemmende for den afvisende holdning over for fascismen var man-
ge faktorer af forskellig karakter, der rakte fra teoretiske til principielleårsager,men som også til dels havde ganske pragmatiske praktisk-politi-ske årsager. Teorien om fascismens småborgerlige klassetilhørsforholdvar dominerende i Nordeuropas socialdemokratiske partier i begyndel-sen af 30eme. Denne anskuelse forsynede disse partier med det teoreti-
ske fundament til udelukkende at se de borgerlige partier som de bedste
forbundsfæller og samarbejdspartnere til at afværgeden fascistiske fare i
deres lande. På basis af mellemlagsteorien udvikledes den politiske kurs,der gik ud på navnlig at vinde mellemlagene for sig, hvilket tydeligt kom
til udtryk i det svenske (SAP), det danske (SDF) og det norske (DNA) soci-
aldemokratis antikriseprogrammer. Totalitarismedoktrinen, der fra begyn-delsen af 30eme i Nordeuropas socialdemokratiet havde udgjort det teoreti-
ske ñmdament for, at de socialdemokratiske partier måtte stå afvisende over
for såvel fascismen som kommunismen, iik samtidig en nøglepositioni for-
holdet til fascismen. Som et resultat af at denne teori stillede diktaturet ogdemokratiet op mod hinanden indebar den, at socialdemokratiet kom til
helt at identificere sig med det borgerlig-parlamentariske system.Resultatet af disse teoretiske betragtninger blev, at de socialdemokrati-
ske partiledelser i kampen mod fascismen orienterede sig i retning af et
forsvar for det borgerlige demokrati, som de mente ville give dem de
gunstigste betingelser for at realisere den socialdemokratiske reformpoli-tik, og en samtidig afvisning af fascismen og kommunismen. Ydermere
tjente denne holdningsbestemmelse på pragmatisk vis til at underbyggeog motivere den af partiledelseme førte antikrisepolitik, regeringssamar-bejdet med husmands- og bondepartieme og den dermed forbundne
nærmest automatiske u'lbage- og afvisning af kommunistemes enheds-
og folkefrontspolitik. Den antikommunisme, der havde været fast foran-kret i de socialdemokratiske lederes ideer og handlinger, siden de kom-
munistiske partiers opståen,blev kraftigt bestyrket i slutningen af 20erne
og begyndelsen af 30erne som følge af kommunistemes fejlagtige og ek-
streme vurderinger af socialdemokratiet og af den problematiske udvik-
ling i Sovjetunionen op igennem 30eme.
Det var ikke kun nationalt, men også internationalt, at de socialdemo-
kratiske ledelser afviste etableringen af en enhedsfront mellem kommu-
nister og socialdemokrater i kampen mod fascisme og krig. I SAI, hvor
de havde stor autoritet, brugte de hele deres indflydelse på at forhindre
kontakter og aftaler med Komintem, og de var villige til at sætte Inter-
nationalens eksistens på spil for at gennemtrumfe deres holdninger.
287
Partiledelserne balancerede i deres antifascistiske engagement mellem,
på den ene side, de krav som deres regeringsansvar medførte, partiernesfunktion som forvalter af det borgerlige demokrati, og på den anden side
deres partiers karakter af arbeiderpartier, og de dermed forbundne krav
om antifascistiske aktiviteter. Mindst spillerum var der for SDF-ledelsen
på grund af Danmarks nære naboskab med det fascistiske Tyskland og
det hermed forbundne pres. Ledende socialdemokrater i Danmark, og til
dels også i Sverige, skelnede derfor også ofte betegnende nok mellem de-
res »personlige«interesser og »statens interesser« i forholdet til fascismen
0g appellerede til deres partimedlemmer om at underordne deres »per-
sonlige interesser« under »statens interessen.l Navnlig SDF-ledelsen føl-
te sig foranlediget til at imødekomme den tyske forestilling om, at Dan-
mark skulle føre en »velvillig neutralitetspolitik« over for Hitlertys-kland.2 Den lod sig op gennem 30eme i stigende grad lede af de »prakti-ske politiske nødvendigheden.3
SAP-ledelsens antifascistiske strategi var også præget af tilbageholden-hed, dens holdning var præget af »forsigtighed og nøgtern hensyntagentil det, man så som sine egne nationale interesser.«4 Den svenske social-
demokratiske ledelse forsøgte dog ikke i nær samme grad som den dan-
ske at styre mange- navnlig venstreorienterede - partimedlemmers soli-
daritetsvilie i retning af dens egen regeringspolitik eller at undertrykkeden, men tolererede antifascistiske aktiviteter for ikke at tabe ansigt som
humanistisk politisk kraft.
Mest konsekvent var DNAs antifascistiske strategi, selvom den lå in-
den for rammerne af den samme teoretiske grundholdning. Når man
sammenligner med Sverige og Danmark, kan man se at dette i første
række skyldtes den noget anderledes rolle, DNA indtog i det norske
samñmdssystem: Indtil 1935 deltog DNA ikke i regeringen og kunne al-
lerede af den grund optræde mere aktivt og resolut mod fascismen end
SDF og SAP. I samme retning trak den mere udprægede klassekamps-
indstilling, der endnu i temmelig udpræget grad karakteriserede den
norske arbeiderbevægelse.Generelt set valgte SAP-og DNA-ledelseme en
mindre hårdhændet fremgangsmådei deres forsøg på at dæmpe eller un-
dertrykke arbejdernes intemationalistiske solidaritetsberedskab.
Det ñnske socialdemokrati (SDP) var i begyndelsen af 30erne stærke-
re og mere direkte konfronteret med problemerne med at tage stilling til
og bekæmpe fascismen end partierne i nabolandene som følge af den fa-
scistiske Lappobevægelses opstigning fra 1929 til 1932, der til forskel fra
de fascistiske bevægelser i de skandinaviske lande udgjorde en reel trus-
288
sel mod det borgerlige demokrati. I modsætning til de skandinaviske
lande, hvor der var en vis tilbøjelighed til bagatellisere den rolle, som fa-
scistiske elementer spillede i deres egne lande for at fastholde myten om
det »sunde nordiske demokrati«, var det i Finland vanskeligt at overse
den fascistiske fare.
Det er hævet over enhver tvivl, at også SDP hørte til blandt de politi-ske kræfter, der fordømte den fascistiske bevægelse og var villige til at
kæmpe imod den. Men det begrænsede sig til at alene at anvende den
borgerlige parlamentarismes midler i kampen mod Lappobevægelsen.Denne kurs, der var baseret på de samme teoretiske holdninger, som og-så de skandinaviske partier gik ind for, blev heller ikke ændret, da det
blev åbenbart, at Lappobevægelsen var rettet mod hele arbejderbevægel-sen og ikke blot mod kommunisteme. Heller ikke for SDP-ledelsen blev
det relevant at skabe en bred antifascistisk folkefront i samarbejde med
kommunisteme og alle andre kræfter, der vendte sig mod fascismen.S
I løbet af 30eme konfronteredes de ledende socialdemokratiske politi-kere igen og igen med spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem rege-
rings- og partipolitik forholdt sig set fra deres synsvinkel. Det komplice-rede ved situationen bestod i, at det blev stadigt vanskeligere for partile-delsen i navnlig Danmark og Sverige at skabe overensstemmelse mellem,på den ene side, dens ann'fascistiske grundholdning, som den dels selv
bekendte sig til på basis af egen ideologisk opfattelse, der beroede pådens principielle ñendtlighed overfor fascismen, og som den dels ogsåblev påtvunget af medlemmerne i partiets basis, og, på den anden sideden regeringspolitik, der jo i afgørendegrad blev fastlagt af partiledelsenselv. Omend regeringspolitikken i sidste ende måtte gives førsteprioritet,måtte partiledelseme tage hensyn til begge typer krav i et sådant omfang,at deres optræden på den ene side førte til mindst mulig modstandblandt partimedlemmerne og på den anden side til mindst mulig mod-stand blandt partiets koalitionspartnere og store dele af bourgeoisiet. Det
førte til konstante svingninger, til manglende konsekvens i den antifasci-
stiske kamp, og gjorde det tillokkende for dem at indtage neutralistiske
holdninger.Umiddelbart forud for og ved 2. Verdenskrigs udbrud så lederne af
Nordeuropas socialdemokratiske partier deres hovedopgave i »at holde«
deres lande »ude af en eventuel krig og at opretholde landenes fuldstæn-
dige suverænitet. De ønskede ikke at være brikker i stormagternes spilog at kaste sig ud i en imperialistisk krig.«6Imidlertid måtte de senest
den 9. april 1940 se i øjnene, at neutralitet og passivitet var uanvendelige
289
midler til at undgå, at deres lande blev inddraget i de europæiske stor-
magters konflikt. Også under den 2. Verdenskrig fastholdt Nordeuropassocialdemokrater deres antifascistiske indstilling. Spektret for deres anti-
fascistiske engagement blev imidlertid bredere og mere modsætnings-fyldt, end det havde været i 30eme og strakte sig fra den påtvungne kol-
laboration, over mere eller mindre konsekvente bestræbelser på at opret-holde neutraliteten til aktiv antifascistisk modstandskamp.
Den internationale situations tilspidsning op gennem 30eme betød, at
det blev stadigt vanskeligere for de socialdemokratiske partiledelser at
omsætte deres antifascistiske holdning til politisk handling, uden at løbe
den risiko at måtte afgive regeringsansvaret, og dette førte automatisk til
en tvedelt holdning til de politiske flygtninge fra Tyskland, der søgte asyli de nordiske lande. Det påhvilede på ingen måde regeringerne at sørge
for emigrantemes udkomme. De fik i de fleste tilfælde en tidsbegrænset
opholdstilladelse, kun yderst sjældent en arbejdstilladelse og måtte der-
for støttes via f'n'villigt solidaritetsarbejde og humanitær hjælp.Hovedar-
gumentet for den restriktive flygtningepolitik var en henvisning til den
spændte situation på arbejdsmarkedet. Hertil kom, at partiledelserne under
alle omstændighederpå forhånd havde begrænset deres støtte til kun at om-
fatte tyske socialdemokrater og fagforeningsmedlemmer. Kun DNA og
norsk LO fulgte ikke denne praksis.I Danmark reagerede SDF-ledelsen i begyndelsen af august 1933 med
oprettelsen af den nationale »Matteotti-komite« på den i juli 1933 under
Martin Andersen Nexøs ledelse oprettede »Hjælpekomite for fascismens
ofre«, der - inspireret af Amsterdam-Pleyel-bevægelsen- blev støttet af
borgerlige antifascister og kommunister, og som skulle hjælpe alle politi-ske flygtninge også de socialdemokratiske. Indtil dette tidspunkt havde
SDF-ledelsen ikke fulgt Socialistisk Arbejderintemationales (SAI) opfor-
dring om at oprette en sådan komite i Danmark som en underorganisa-tion under den af SAI i 1926 etablerede Matteottifond. Man skred først
til handling, da det drejede sig om at forhindre, at der skulle opstå en
bred antifascistisk organisation. Denne komite eksisterede ñ'a 1933 til
1941, den havde betydelige midler til sin rådighedog var anerkendt af de
statslige myndigheder. Komitemedlemmemes bestræbelser påat gøre det
lettere for emigranteme at vænne sig til de nye livsforhold var omfatten-
de og mangesidige. De begrænsede sig ikke til de materielle hjælpeforan-
staltninger. Matteotti-komiteen forsøgte at opbygge sociale kontakter til
det omgivende danske samfund. For eksempel var alle »Matteotti-flygt-
ningene« samtidig medlemmer af de danske fagforeninger, og medlem-
290
merne af de socialdemokratiske partier blev modtaget som gæstemed-lemmer i det danske parti og de socialdemokratiske organisationer såsom sports- og kulturforeninger. Matteotti-komiteens mangesidige hjælpgjorde det muligt for de tyske emigranter at gå fra deres socialdemokrati-
ske miljø i Tyskland og ind i et dansk miljø, der var struktureret på næs-ten den samme måde, hvilket gjorde lettere for mange emigranter at kla-
re Socialdemokratiets nederlag i Tyskland, truslen mod deres personligeeksistens og chokket ved at måtte flygte. Men kun de emigranter, som
var blevet anerkendt som støtteberettigedeaf Matteotti-komiteen kunne
gøre regning på denne relativt problemløse overgang til det danske sam-
fund. Efter komiteens egen opfattelse kunne kun de flygtninge, der »til-
hørte den socialdemokratiske arbejderbevægelse«opnå støtte.7 Som følgeheraf var der ingen støtte at hente for kommunistiske emigranter. Der
opstod først og fremmest konflikter mellem Matteotti-komiteen og den
kommunistiske hjælpeorganisation»Røde Hjælp«. Socialdemokraterne
afviste skarpt ethvert samarbejde til fordel for emigranteme. Man sabote-
rede endog Røde Hjælps indsamlingskampagner.8 Desuden forsøgte SDF
ledelsen med stor styrke at kvæle et begyndende samarbejde mellem so-
cialdemokratiske og kommunistiske flygtninge i fødslen.9 Det samme
formål tjente truslen fra den svenske og den danske partiledelse mod SO-
PADE-ledelsen om omgående at indstille den økonomiske hjælp, så-fremt SOPADE på nogen måde skulle ændre sin afvisende holdningover for de tyske kommunister.1°På grund af deres modvilje mod kommunisteme bidrog de ledende
socialdemokrater først og fremmest i Danmark til at det blev vanskeligt,i nogle tilfælde umuligt, for de kommunistiske emigranter at skabe sig et
eksistensgrundlag. Der var mange kommunister, der efter at være blevetadvaret af »Røde Hjælp«, følte sig tvunget til at tage til Sverige, »hvor debåde kunne regne med den nødvendige arbejdersolidaritet og med at
kunne udføre politisk meningsfuldt arbejde.«llGanske vist var det socialdemokratisk regerede oñicielle Sverige heller
ikke ligefrem emigrantvenligt, og det forholdt sig principielt afvisende
over for dem, der håbede at kunne finde redning her, men heroverfor
stod den uegennyttige indsats, som mange svenske antifascister gjordefor emigranteme, en indsats som Sverige i sidste instans kunne takke for
sit ry som et agtet land med en antifascistisk flygtningevenlighed. Lige-som i Danmark afviste den socialdemokratiske partiledelse i Sverige at
gå sammen med kommunisteme i emigrationsspørgsmåletog at under-
støtte kommunister i eksil, men alligevel var det lettere for mange tyske-
291
re at opbygge en ny eksistens i Sverige end i Danmark, fordi tolerancen i
den svenske partiledelse -ligesom hos de offentlige statslige myndighe-der - var større end i SDF-ledelsen.
Det må imidlertid ikke glemmes, at der såvel i Danmark som i Sveri-
ge, og da navnlig i Norge, var mange kræfter i arbejderbevægelsen-
og
uden for denne - der hjalp, når tyske arbejdere havde behov for deres
hjælp og støtte, uden at spørge efter partibog eller om hvad man mente i
partiledelsen.Norge havde - selv i sammenligning med de andre skandinaviske lan-
de - indtil 1938 en mindre betydning som asylland. Situationen ændrede
sig først midlertidigt efter besættelsen af Sudeterlandet.
Norge var det foretrukne eksilland for tyske venstresocialister. Dette
er for så vidt ikke overraskende, som så godt som ingen tyske socialde-
mokrater i de første år tog til Norge, idet DNA siden 1. Verdenskrig ikke
havde haft nogen kontakter til SPD, hvorimod det arbejdede nært sam-
men med Tysklands Socialistiske Arbejderparti (SAP). Resultatet heraf
var, at de første tyske emigranter i Oslo var SAP-medlemmer. Den vig-tigste norske hjælpeorganisationvar »Arbeidemes Iustisfond«, der var
blevet skabt af fagforeningerne i 1927, og hvis oprindelige opgave var at
hjælpe fagforenings- og partimedlemmer, der var kommet i konflikt med
den borgerlige klassejustits.Selvom Iustisfonden næppe var forberedt på flygtningearbejdet, da de
første tyske, socialistiske ñygtninge kom til Norge, begyndte den allere-
de i foråret 1933 en indsamling til fordel for de tyske emigranter. I april1933 blev der med dannelsen af »Tysklandskomiteen«inden for rammer-
ne af Justisfonden dannet et organ, der udførte det praktiske arbejde i
forbindelse med emigranterne. Arbeidemes Justisfond adskilte sig for så
vidt fra den danske Matteotti-komite og den svenske Hjælpekomite for
faglige og politiske Emigranter, som den støttede emigranter »uafhæn-
gigt af, hvilken politisk retning i arbejderbevægelsen,de tilhørte«.12
Alligevel gjaldt' det også for Norge, at emigranteme befandt sig i en
permanent usikker situation, og at flygtningepolitikken var resu'iktiv,hvilket først og fremmest blev forklaret med økonomiske årsager.I be-
tragming af de få og små midler, Justisfonden havde til rådighedog den
ekstremt høje arbejdsløshed var der blandt de ledende norske politikereen høj grad af enighed om, at antallet af emigranter skulle holdes så lavt
som muligt.Arbejderbevægelsensholdning til emigranteme var forskellig i de for-
skellige organisationer og på forskellige niveauer. Indtil 1935 forsøgte
292
Flygtningekomiteen at fordele emigranteme over hele landet for derved
også at begrænse deres politiske virksomhed, medens man i anden halv-
del af 30eme i højere grad forsøgte at integrere dem i samfundslivet. A1-
ligevel var arbejderbevægelsens forhold til emigranteme stadig modsæt-
ningsfyldt. Der eksisterer mange vidnesbyrd på solidaritet fra arbejder-
bevægelsens organisationers side. På den anden side kan man ikke lukke
øjnene for, at regeringen og DNA-ledelsen til trods for alle deres liberali-
seringsinitiativer i forhold til den borgerlige Mowinkelregering var re-
striktive og helst købte sig fri ved hjælp af af store økonomiske ydelsertil det internationale flygtningearbejde.13
Selvom Finlands socialdemokratiske parti på samme måde som de an-
dre partier den 19. sept.l933 på basis af et forslag fra partisekretær K. H.
Wiik havde besluttet at hjælpe de socialdemokratiske flygtninge fra
Tyskland i det omfang partiets muligheder rakte, blev det i praksis førstkonfronteret med dette problem efter 1938 -
og selv på det tidspunkt i
langt ringere grad end de skandinaviske partier.14Efter at det i 1938 blev
klart, at navnlig sudetertyskere i større antal (ca. 50) gerne ville til Fin-
land, og efter at SDP på en konference for de socialdemokratiske partierssamarbejdsudvalg af de skandinaviske søsterpartier var b'levet mindet om
deres pligt til at støtte flygtninge - særligt dem fra Baltikum - oprettedeSDP og Landsorganisationen SAK i maj 1938 en komite til støtte for
emigranteme. Den indstillede atter sit arbejde den 31. dec.1941, da de
fleste emigranter måtte forlade landet og tage til Sverige som følge af det
finske militære samarbejde med Nazityskland.15Til trods for al den manglende konsekvens i de - navnlig ledende -
nordeuropæiske socialdemokraters antifascistiske engagement, der havde
sine rødder i såvel teoretiske holdninger som i de praktisk-politiske krav,mødte de tyske emigranter i regelen blandt det overvejende flertal af be-
folkningen i de skandinaviske lande en »antifascistisk indstilling« og »en
interesse for og medfølelse med alle, der var blevet ofre for Hitlerregi-mets forfølgelser«.16
Noter
1. Se Dörte Putensen: Das internationale Wirken der sozialdemokratischen Parteien
Nordeuropas in der Sozialistischen Arbeiter-Internationale und im nordischen Zu-
sammenarbeitskomitee und ihre Stellung zu Grundfragen des Kampes um Freiden
(1930-1940), Dissertation B, Greifswald 1985, side 104 (ms).2. Se b1.a. Ralf Deppe: Exil in Dänemark 1933-1948, Hamburg 1984, s. 24 (ms).3. Renthe Fink til det tyske udenrigsministerium, i: Pst 3/260 (ZPA).
293
FP'
rpwws12.
13.
14.
15.
16.
m4
Hans Lindberg: Svensk flyktningspolitik under internationellt tryck 1936-1941,Stockholm 1973, s. 293.
K.H. Wiik til SAI af 09. april 1933, TyöväenArkisto (TA).Memorandum fra de nordiske socialistiske partier. Til mødet i S.A.I.s eksekutiv komi-
te, Bruxelles, 16.-18. september 1939, s. 2 (TA).Regnskabsbereming om Matteotü-komiteens virksomhed, s. 1 (ABA).Einige Tatsachen, udg. af Matteotti-komiteen, (1934), (ABA).IML, ZPA, I 2/3/337.
IML, ZPA, I 2/3/337.
Jan Peters: Exilland Schweden, i: Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil
1933-1945, bd. 5, Exil in der 'IschechoslowakeL in Grossbritaxmien, Skandinavien und
Palästina, Leipzig 1980, s. 348.
Se Einhart Lorenz: Den antifascistiske emigrasion til Norge, i: Arbeiderhistorie 1987,s. 61.
Idem, s. 64.
Se Taimi Torvinen: Pakolaiset Suomessa Hitlerin valtakaudella, Keuruu 1984, s. 127 f.
Kertomus Sosialidemokraattisen Poulueen ja Suomen Ammattiyhdistysten Keskuslii-
ton asettaman pakolaishuolto-toimikunnan toiminnasta vv. 1938-1941, (TA).Gustav Gundelachs memoirer, IML, ZPA, NL 66/3.